EF-Konventionen
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
EF-Konventionen
Et medlem skulle i henhold til arbejdsaftale af 10. juni 1988, fra den 1.
juli 1988, påbegynde et arbejdsforhold i Stuttgart, Vesttyskland, der skulle
vare til den 31. december 1988.
Der opstod imidlertid problemer med den aftalte garantiløn, idet
arbejdsgiveren forsøgte at slippe for at betale arbejdsgiverbidrag til staten
ved at tilbyde medlemmet et arbejde »sort«. Da medlemmet nægtede
dette, blev han bedt om at forlade arbejdspladsen, hvilket skete med virkning
fra den 31. august 1988.
Medlemmet stævnede herefter arbejdsgiveren, og det fremgår af udskrift af
17. november 1988 fra Arbeitsgericht (»Arbejdsdomstol«) Stuttgart,
at sagen blev forligt. Medlemmet fik medhold i, at hans ansættelsesforhold
skulle have varet til den 31. december 1988. Medlemmet var fritstillet i
perioden efter den 27. august 1988 og fik i denne periode udbetalt sin
garantiløn på 3.000 DM x 4 = 12.000 DM.
Ved udgangen af december 1988 vendte medlemmet tilbage til Danmark, hvor
han den 2. januar 1989 tilmeldte sig arbejdsformidlingen og samtidig
henvendte sig i arbejdsløshedskassen. Den 7. januar 1989 udfyldte han
ledighedserklæring.
Det fremgår af Arbeitsbescheinigung (arbejdsbevis) af 3. april 1989, at
medlemmets arbejdsgiver havde oplyst, at medlemmet blev opsagt den 18. august
1988 til fratræden den 31. august 1988.
Det fremgår af attest E 301 af 10. april 1989 fra Arbeitsamt
(Arbejdsformidling) Stuttgart, at medlemmet havde været
arbejdsløshedsforsikret i perioden 1. juli - 26. august 1988.
Medlemmets advokat stævnede den 7. august 1989 arbejdsgiveren for
Sozialgericht (»Socialdomstol«) Stuttgart med påstand om, at
arbejdsgiveren skulle dømmes til at udstede et arbejdsbevis, hvorefter
medlemmet havde været ansat frem til den 31. december 1988.
Arbeitsamt Stuttgart afslog den 6. oktober 1989 at bekræfte medlemmets
Læs alt
beskæftigelses- og forsikringsforhold for perioden 27. august -31. december
1988, da den affindelsessum, medlemmet havde modtaget for perioden, var
skattefri og ikke talte som bidragspligtig løn, jf. § 3, nr. 9, i
indkomstskatteloven samt Schaub, Arbejdsretshåndbog.
Medlemmet ansøgte om fri proces til at føre sag mod sin tidligere
arbejdsgiver for at få denne til at afgive de korrekte oplysninger til
Arbeitsamt Stuttgart.
Arbejdsløshedskassen anmodede herefter direktoratet om en udtalelse
vedrørende medlemmets dagpengeret efter beskæftigelsen i Vesttyskland.
Arbejdsløshedskassen anførte, at det efter dens mening så ud til, at
arbejdsgiverens manglende vilje til at udfylde arbejdsbeviset korrekt beroede
på, at arbejdsgiveren herved blev forpligtet til at indbetale manglende
bidrag til staten i form af skat, arbejdsgiverbidrag og medlemsbidrag til
arbejdsløsheds- og pensionsforsikring.
Direktoratet udtalte den 30. november 1989, at direktoratet på baggrund af
det i sagen oplyste fra Arbeitsamt Stuttgart lagde til grund, at medlemmet
ikke havde været omfattet af arbejdsløshedsforsikringen i Vesttyskland i
perioden 27. august - 31. december 1988, hvorfor direktoratet vejledende
skulle udtale, at direktoratet ikke fandt, at medlemmet var umiddelbart
dagpengeberettiget ved sin hjemkomst til Danmark. Direktoratet fandt således,
at medlemmet kun kunne medregne tilbagelagte forsikrings-og
beskæftigelsesperioder i Vesttyskland, hvis disse perioder kunne bekræftes af
dette lands forsikringsmyndighed på en attest E 301, jf. EF-forordning nr.
1408/71 af 14. juni 1971 og direktoratets dagældende cirkulære af 11.
december 1986 om arbejdsløshedsforsikringsforholdene for vandrende
arbejdstagere i EF (EF-forordning nr. 1408/71 og nr. 574/72).
Sozialgericht Stuttgart dømte den 5. december 1989 medlemmets arbejdsgiver
til at udstede et fuldstændigt og rigtigt udfyldt arbejdsbevis.
På baggrund heraf meddelte arbejdsløshedskassen den 21. december 1989
medlemmet, at han beklageligvis ikke var dagpengeberettiget, ligesom han ikke
var berettiget til medlemskab af den danske arbejdsløshedsforsikring. For at
opnå fornyet ret til medlemskab skulle han præstere arbejde af mere end 300
timers varighed inden for en periode på 10 uger.
Medlemmet klagede den 26. december 1989 til direktoratet over denne
afgørelse. Medlemmet anførte, at han stadigvæk førte retssag mod sin
tidligere arbejdsgiver for at få et korrekt udfyldt arbejdsbevis. Det var
ikke muligt for medlemmet selv at indbetale bidraget til arbejdsløshedskassen
for den omhandlede periode, skønt han gerne ville. Medlemmet fandt videre, at
han havde forholdt sig korrekt, idet han, straks efter at arbejdsforholdet i
Vesttyskland var ophørt den 31. december 1988, henvendte sig til
arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskassen i Danmark og påbegyndte
kontingentindbetaling.
Ved sagens oversendelse til direktoratet den 2. februar 1990 henviste
arbejdsløshedskassen til, at medlemmet havde vundet den sag, hvori der blev
afsagt dom af Sozialgericht Stuttgart den 5. december 1989. Medlemmet havde i
et og alt overholdt reglerne i forbindelse med arbejdstagning i et andet
EF-land og var ganske uforskyldt kommet i en situation, hvor han havde mistet
medlemskabet af den danske arbejdsløshedsforsikring.
Direktoratet udtalte den 21. marts 1990, at ifølge EF-forordning nr.
1408/71 af 14. juni 1971, artikel 67, er det som hovedregel en betingelse for
udbetaling af dagpenge, at den enkelte forsikrede senest har haft
forsikrings- og beskæftigelsesperioder i det land, i hvilket ydelserne ønskes
udbetalt.
EF-forordningen giver dog i særlige tilfælde et medlem mulighed for at
opnå dagpengeret ved tilbagekomst, uden at forsikrings- og
beskæftigelseskravet skal være opfyldt, jf. artikel 71, stk. 1, litra b, ii,
og direktoratets dagældende cirkulære af 11. december 1986 om
arbejdsløshedsforsikringsforholdene for vandrende arbejdstagere i EF, pkt.
III, nr. 1.
Direktoratet fandt, at medlemmet, uanset at han ikke vendte tilbage til
Danmark straks efter sit arbejdsophør i Vesttyskland, var omfattet af
bestemmelsen i EF-forordning nr. 1408/71, artikel 71, stk. 1, litra b, ii,
jf. ovennævnte cirkulære, således at han ikke skulle tilbagelægge
forsikrings- og arbejdsperioder her i landet for at kunne medregne sine
tilbagelagte forsikringsperioder i Vesttyskland.
Medlemmet ville hermed umiddelbart kunne optages i arbejdsløshedskassen
ved sin hjemvenden til Danmark.
Direktoratet fandt imidlertid, at medlemmet ifølge EF-forordning nr.
1408/71, artikel 67, jf. EF-forordning nr. 574/72, artikel 80, kun kunne
medregne de forsikrings- og beskæftigelsesperioder, der var bekræftet af
Arbeitsamt Stuttgart på attest E 301.
Medlemmet ville hermed kun kunne medregne sine forsikrings- og
arbejdsperioder i Vesttyskland i perioden 1. juli - 26. august 1988 til
afgørelsen af, om han ifølge de danske regler om arbejdsløshedsforsikring var
berettiget til dagpenge.
Ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 53 opnås ret til dagpenge efter 1
års medlem-skab af en anerkendt arbejdsløshedskasse.
Da medlemmet ifølge det til sagen oplyste ikke havde været uafbrudt
arbejdsløshedsforsikret i et år inden sin hjemvenden til Danmark den 2.
januar 1989, ville han først være dagpengeberettiget, når han havde været
medlem af arbejdsløshedskassen 1 år efter sin hjemkomst og genindtræden som
medlem af arbejdsløshedskassen, og når han iøvrigt opfyldte betingelserne for
udbetaling af dagpenge.
Ved indankningen anførte medlemmet bl.a., at på trods af ihærdig
arbejdssøgning var det endnu ikke lykkedes ham at opnå erhvervsmæssig
beskæftigelse i et omfang, der gav adgang til nyoptagelse i en
arbejdsløshedskasse. Under den sag, der endte med, at der blev indgået forlig
ved Arbeitsgericht Stuttgart den 17. november 1988, var medlemmet af sin
advokat blevet indskærpet at forblive i Vesttyskland for at kunne stå til
rådighed for sin tyske arbejdsgiver. Den omstændighed at være omfattet af et
ansættelsesforhold i perioden 1. juli - 31. december 1988 var alene
begrundelsen for, at han pr. 27. august 1988 hverken begærede vesttyske
dagpenge eller søgte om optagelse i en dansk arbejdsløshedskasse.
Direktoratet fandt den 3. maj 1990 ikke grundlag for at ændre sin
afgørelse.
Medlemmet meddelte den 18. juni 1990 ankenævnet, at han havde haft fast
bopæl og familie i Danmark siden 1977, hvilken bopæl han havde beholdt i
perioden 1. juli -31. december 1988.
Ankenævnet fandt, at medlemmet ved sin hjemkomst til Danmark var omfattet
af EF-forordning nr. 1408/71, artikel 71, stk. 1, litra b, ii, og at han
derfor var berettiget til ydelser fra den danske forsikring, som om han
senest havde været beskæftiget her.
Medlemmet var således umiddelbart omfattet af den danske forsikring ved
sin tilbagevenden til Danmark.
Ankenævnet fandt derfor, at medlemmet havde været berettiget til
udbetaling af dagpenge i det omfang, han iøvrigt opfyldte betingelserne
herfor, herunder arbejdskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55.
Det forhold, at medlemmets arbejdsgiver i Vesttyskland ikke havde været
til at formå til at indbetale bidrag til det tyske
arbejdsløshedsforsikringssystem for perioden 27. august - 31. december 1988,
burde efter ankenævnets opfattelse ikke medføre, at medlemskabet i relation
til det danske forsikringssystem skulle anses for afbrudt med den konsekvens,
at medlemmet først blev dagpengeberettiget efter 1 år.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse.
Officielle noter
Ingen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Dagpengeperiode, beskæftigelseskrav, indplacering på ny Retsinformation · 27. februar 2008
Lignende dokumenter
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2009/52/EF af 18. juni 2009 om minimumsstandarder for sanktioner og foranstaltninger over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold EU-lovgivning · 18. juni 2009
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2008/104/EF af 19. november 2008 om vikararbejde EU-lovgivning · 19. november 2008
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Mayras fremsat den 5. december 1973. — Giovanni Maria Sotgiu mod Deutsche Bundespost. EU-domme · 5. december 1973
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2019/1158 af 20. juni 2019 om balance mellem arbejdsliv og privatliv for forældre og omsorgspersoner og om ophævelse af Rådets direktiv 2010/18/EU EU-lovgivning · 20. juni 2019
- Domstolens Dom (Sjette Afdeling) af 14. marts 1996. - Peter de Vos mod Stadt Bielefeld. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Arbeitsgericht Bielefeld - Tyskland. - Fri bevægelighed for personer - Værnepligt - Social fordel. - Sag C-315/94 EU-domme · 14. marts 1996
- Retten fandt, at to medarbejdere, som via et vikarbureau udførte arbejde hos en virksomhed, var omfattet af vikarlovens § 1, stk. 1, uanset at deres ansættelsesforhold blev forlænget i alt 7 gange og varede uden afbrydelser fra den 11. september 2017 til den 30. september 2019, dvs. i alt ca. 25 måneder. (Dissens) Domsdatabasen · 2. september 2021