Spring til indhold

Retsinformation

Ikke antaget, at arbejdsgiverforening havde begået overenskomstbrud.(* 1)(* 2) Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Rutebilejernes Arbejdsgiverforening (advokat Merete Preisler) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Jørgen Ulrik Brink, Erik B. Cruse, Annette Elmer, Arnold Hansen, Thorkild E. Jensen og Erik Ross Pedersen.

DOM nr 3967 af 04/01/1994DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Ikke antaget, at arbejdsgiverforening havde

begået overenskomstbrud.(* 1)(* 2) Landsorganisationen i Danmark for

Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk

Arbejdsgiverforening for Rutebilejernes Arbejdsgiverforening (advokat Merete

Preisler) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Jørgen Ulrik Brink,

Erik B. Cruse, Annette Elmer, Arnold Hansen, Thorkild E. Jensen og Erik Ross

Pedersen.

PARTERNES PÅSTANDE:

Klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i

Danmark, har nedlagt påstand om, at indklagede, Rutebilejernes

Arbejdsgiverforening, har handlet overenskomststridigt ved ikke at medvirke

til efterregulering af løn hos chaufførerne ansat hos Linjebus, at indklagede

tilpligtes at indgå i realitetsforhandlinger med Specialarbejderforbundet i

Danmark om efterreguleringen, og at indklagede tilpligtes til

Specialarbejderforbundet i Danmark at betale en efter rettens skøn fastsat

bod.

De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Rutebilejernes

Arbejdsgiverforening, har påstået frifindelse, dog at de er indforstået med

at indgå realitetsforhandlinger med Specialarbejderforbundet i Danmark om

efterreguleringen (påstandens 2.del).

SAGSFREMSTILLING:

I august 1989 blev parterne enige om en lønregulering, idet det midterste,

femte, løntrin blev ændret fra at være to- årigt til at være et-årigt.

I 1991 anlagde Landsorganisationen i Danmark sag ved Arbejdsretten mod

Rutebilejernes Arbejdsgiverforening for ikke at ville orientere alle sine

medlemmer om lønreguleringen.

På et møde den 24.marts 1992 blev det bl.a. aftalt, at den da anlagte

arbejdsretssag skulle hæves, og tilbagestående efterregulering hos Linjebus

finde sted med virkning fra 1. april 1990. For så vidt angår ophørte

virksomheder, skulle der ingen efterregulering finde sted.

Læs alt

Specialarbejderforbundet i Danmark skulle snarest udarbejde en liste over de

chauffører ansat hos Linjebus, som er omfattet af efterreguleringen.

Den 27. marts 1992 underskrev tillidsmanden John E. Rasmussen og

Linjebus'(tidligere Hvidovre Rutebiler) trafikchef, Ejnar Bo Bojesen, en

erklæring om, at John E. Rasmussen under et møde den dag med udgangspunkt i

chaufførarkiverne havde fået »forelagt, at chaufførerne der den 1. april

1989 var ansat ved Hvidovre Rutebiler, blev korrekt oprykket i ny løngruppe

pr. 15. september 1989.«

Herefter blev arbejdsretssagen den 2. april 1992 hævet som udenretligt

forligt.

På et nyt møde den 6. juli 1992 blev bl.a. spørgsmålet om ændring af

anciennitetstrin/efterregulering drøftet, og det blev herom aftalt, at

spørgsmålet skulle drøftes nærmere mellem Specialarbejderforbundet i Danmark

og Rutebilejernes Arbejdsgiverforening.

Den 23. november 1992 blev der mellem parterne holdt et fællesmøde om et

andet spørgsmål, og den 4. december 1992 skrev Rutebilejernes

Arbejdsgiverforening til Specialarbejderforbundet i Danmark i fortsættelse af

fællesmødet bl.a.:

»1. Ændring af anciennitetstrin/efterregulering som påstået af SiD.

Svar: RA har den klare opfattelse, at oprykning af medarbejdere fra

anciennitetstrin 1 til trin 2 ikke medfører yderligere ændringer/reguleringer

for medarbejdere med større anciennitet. Dette er i henhold til dels

overenskomstformuleringen, dels overenskomstpartens klare forudsætning ved

indgåelse af aftalen.

Uden at foregribe en eventuel fagretlig afgørelse for fremtidig regulering

skal RA desuden gøre forældelsesfristen i landsoverenskomsten § 10 stk. 3

gældende.«

På et fællesmøde den 11.maj 1993 gjorde arbejdsgiversiden gældende, at

efterregulering havde fundet sted.

FORKLARINGER:

Henning Korshøj Nielsen har bl.a. forklaret, at han er direktør i

Rutebilejernes Arbejdsgiverforenings fællessekretariat.

Efter august 1989 fik alle de virksomheder, der er tilsluttet

Rutebilejernes Arbejdsgiverforening, meddelelse om, at

overenskomstforhandlingerne var sluttet, og at der skulle ske efterregulering

af ansatte på løntrin 5-8. Da der senere udefra blev rejst tvivl, om

efterregulering var sket, gav Rutebilejernes Arbejdsgiverforening i juli 1991

en påmindelse til virksomhederne, der skulle give tilbagemelding om, at man

havde opfyldt overenskomsten. Desuden tog han selv i efteråret 1991 ud til

samtlige virksomheder, herunder Linjebus.

Hos Linjebus konstaterede han ved stikprøver i chaufførkartoteket, at

chaufførerne var rykket op som foreskrevet pr. 15. september 1989.

Rutebilejernes Arbejdsgiverforening gik den 24. marts 1992 ind på, at

tilbagestående efterregulering skulle ske, men man mente selv, at

efterregulering var sket.

Den 27. marts 1992 var han igen hos Linjebus og foretog en mere minutiøs

gennemgang af chaufførkartoteket og undersøgte specielt tre navne, der var

blevet nævnt af Specialarbejderforbundet i Danmark. Han fandt ingen eksempler

på, at oprykning ikke var sket. Tillidsmanden John E. Rasmussen kom

tilfældigt forbi, så kortene fra kartoteket og underskrev erklæringen.

Virksomheden drøftede i den følgende tid vistnok sagen med tillidsmanden

og den lokale afdeling af Specialarbejderforbundet i Danmark.

Den 6. juli 1992 var chaufførkartoteket igen fremme, og igen kunne ingen

fejl konstateres. Der aftaltes tre punkter, hvor Specialarbejderforbundet i

Danmark kunne komme igen med nye oplysninger, men Rutebilejernes

Arbejdsgiverforening hørte intet fra forbundet.

Den 23. november 1992 aftalte man møde til 3. december om

søgnehelligdagsbetaling, men såvidt han husker ikke om andet.

Brevet af 4. december pkt.1 handlede om konsekvensen af nogle i 1991

aftalte oprykninger fra løntrin 1, og altså ikke om 1989-overenskomsten.

Ejnar Bo Bojesen har bl.a. forklaret, at han har været ansat i Hvidovre

Rutebiler fra 1986 og nu er trafikchef hos Linjebus.

Han kan i det hele bekræfte Henning Korshøj Nielsens forklaring og

yderligere oplyse, at der den 15.april 1992 blev holdt et lokalt møde, hvor

de tre chauffører, der ikke mente at have fået efterregulering, også deltog.

Tage Hansen fra Specialarbejderforbundet i Danmark ville endnu engang

undersøge, om der var sket efterregulering, og Rutebilejernes

Arbejdsgiverforening hørte ikke siden fra ham.

Mogens Christensen har bl.a. forklaret, at han siden 1. december 1992 har

været kontorchef hos Rutebilejernes Arbejdsgiverforening.

Før han officielt var tiltrådt, deltog han i mødet den 23. november 1992.

Det blev her - udenfor fællesmødets dagsorden - aftalt, at Rutebilejernes

Arbejdsgiverforening inden 14 dage skulle komme med tilkendegivelse

vedrørende anciennitetstillæg/efterregulering. Han mente, at spørgsmål om

løntrin 5 var helt afklaret, og at det var spørgsmålet fra

1991-overenskomsten om løntrin 1, der var tilbage. Han mener ikke, der blev

aftalt møde til den 3. december, og han mente, at han med brevet af 4.

december gjorde op med alt udestående.

Han har ikke fået nogen telefonisk rykker eller protest i anledning af

brevet af 4. december 1992, og han har ikke lovet at sende en anden skrivelse

i stedet. Vistnok den 14. december talte han dog med modparten og sagde, at

han ville skrive igen, hvis Rutebilejernes Arbejdsgiverforening kom på andre

tanker.

John E. Rasmussen har forklaret, at han den 27. marts 1992 fik forelagt

kort for to eller tre chauffører. Han var enig i, at de var oprykket korrekt.

Resten af erklæringen handler om et andet spørgsmål.

Søren Andersen har bl.a. forklaret, at han er forretningsfører i

Specialarbejderforbundet i Danmark.

Forbundet havde sendt navnelister til Rutebilejernes Arbejdsgiverforening,

der troede, at efterreguleringen var sket. På mødet den 6. juli 1992 skulle

man finde den endelige afklaring, men Tage Hansen og Henning Korshøj måtte

aftale nyt møde til den 3. december for endnu engang at kunne gennemgå

listerne.

Ved fællesmødet den 23. november 1992 blev der ikke drøftet andet end det,

der fremgår af referatet.

Mødet den 3. december 1992 blev af Rutebilejernes Arbejdsgiverforening

aflyst telefonisk, men han ved ikke, hvem der talte sammen.

Efter brevet den 4. december 1992, som han ikke forstod, ringede han til

Mogens Christensen, der ville vende tilbage til sagen med et nyt brev.

PARTERNES ARGUMENTER:

Klagerne har til støtte for påstandene gjort gældende, at forbundets

forudsætning for at hæve arbejdsretssagen den 2. april 1992 klart for

arbejdsgiversiden var, at der blev indledt forhandlinger om

efterreguleringerne.

Den 6. juli 1992 var parterne enige om, at der var uafklarede spørgsmål,

og arbejdsgiverforeningen gav tilsagn om et nyt møde.

Det må efter det fremkomne lægges til grund, at sådant møde var aftalt til

den 3. december 1992, og at mødet blev aflyst af arbejdsgiverforeningen, uden

at den tog initiativer til nye forhandlinger. Tværtimod skrev Rutebilejernes

Arbejdsgiverforening et brev, hvor man gjorde forældelse gældende overfor

kravene.

Herefter er det arbejdsgivernes ansvar, at forhandlingerne ikke blev

gennemført. De har således begået overenskomstbrud ved ikke at medvirke til,

at efterregulering fandt sted, og der er stadig et større antal chauffører,

der ikke har fået den betaling, der tilkommer dem.

Det er vel også derfor, Rutebilejernes Arbejdsgiverforening straks fra

arbejdsretssagens start har erkendt sin pligt til at indgå i

realitetsforhandlinger om efterreguleringen.

De indklagede har heroverfor anført, at Rutebilejernes

Arbejdsgiverforening hele tiden har ment, at efterregulering havde fundet

sted i fuldt omfang, og har forgæves fra modparten efterlyst eksempler på, at

dette ikke var sket.

Rutebilejernes Arbejdsgiverforening har omhyggeligt instrueret sine

medlemmer og fulgt instruktionen op med indberetninger og besøg i

virksomhederne.

Der er i det fremkomne intet, der tyder på, at nogle chauffører ikke har

fået den efterregulering, de har krav på.

Det blev ikke på mødet den 6. juli 1992 aftalt, at Rutebilejernes

Arbejdsgiverforening skulle tage noget initiativ, eller at der skulle holdes

nyt møde om denne sag.

Specialarbejderforbundet i Danmark har i tiden fra dette møde til maj 1993

intet foretaget for at gøre organisationsansvar gældende, og denne langvarige

passivitet må medføre, at en evt. forskyldt bod bør bortfalde eller nedsættes

væsentligt.

Det kan ikke lægges til grund, at Rutebilejernes Arbejdsgiverforening har

aflyst et møde den 3. december om denne sag, og brevet af 4. december 1992

handler slet ikke om kravene fra 1989-overenskomsten.

Man kan efter forhandlingsforløbet ikke pålægge Rutebilejernes

Arbejdsgiverforening bevisbyrden for, at samtlige efterreguleringer er sket.

Rutebilejernes Arbejdsgiverforening er fortsat villig til at indgå i

realitetsforhandlinger herom, men der ligger ikke heri nogen erkendelse af,

at man ikke i enhver henseende har opfyldt sine forpligtelser til at få

gennemført det, der var aftalt mellem parterne.

ARBEJDSRETTENS BEGRUNDELSE OG KONKLUSION:

Efter de dokumenter, der foreligger, og de forklaringer, der er afgivet,

er der ikke grundlag for at antage, at Rutebilejernes Arbejdsgiverforening

ikke har taget de nødvendige initiativer til at få gennemført

efterreguleringerne i henhold til 1989-overenskomsten for

Linjebus-chaufførerne. Det kan således ikke som påstået af klagerne lægges

til grund, at det den 6. juli 1992 var aftalt, at Rutebilejernes

Arbejdsgiverforening skulle skaffe nye oplysninger eller indkalde til nyt

møde. Det kan heller ikke lægges til grund, at parterne var enige om et møde,

der blev aflyst af Rutebilejernes Arbejdsgiverforening.

Der gives derfor de indklagede medhold i deres påstand.

T h i k e n d e s f o r r e t

De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Rutebilejernes

Arbejdsgiverforening, skal indgå i realitetsforhandlinger med

Specialarbejderforbundet i Danmark om efterregulering i overensstemmelse med

1989-overenskomsten af løn hos chauffører ansat hos Linjebus, men frifindes i

øvrigt for klagernes påstande.

I sagsomkostninger skal klagerne, Landsorganisationen i Danmark for

Specialarbejderforbundet i Danmark, betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

Officielle noter

(* 1)

Lignende dokumenter