Spring til indhold

Retsinformation

Kollektiv overenskomst 2. Forhandling om, indgåelse og fornyelse af kollektiv overenskomst. Særoverenskomst (* 1) (* 2) Lokalaftale indgået uden godkendelse af arbejdsgiverens organisation gyldig. Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf-Forbund (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Dagblades Forenings Forhandlings- organisation på egne vegne og for Fyens Stiftstidende A/S (advokat Jørgen Brink). Dommere: Erik Balle, Jon Palle Buhl, Max Bæhring, Degerbøl, Arnold Hansen, Kiil (retsformand) og Sløk.

DOM nr 3454 af 23/06/1987DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kollektiv overenskomst 2. Forhandling om,

indgåelse og fornyelse af kollektiv overenskomst. Særoverenskomst (* 1) (* 2)

Lokalaftale indgået uden godkendelse af arbejdsgiverens organisation gyldig.

Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf-Forbund (konsulent Niels

Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Dagblades Forenings

Forhandlings- organisation på egne vegne og for Fyens Stiftstidende A/S

(advokat Jørgen Brink). Dommere: Erik Balle, Jon Palle Buhl, Max Bæhring,

Degerbøl, Arnold Hansen, Kiil (retsformand) og Sløk.

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Dansk

Typograf-Forbund indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Dagblades

Forenings Forhandlingsorganisation på egne vegne og for Fyens Stiftstidende

A/S for Arbejdsretten for overenskomststridig handlemåde ved at tilbagekalde

en mellem repræsentanter for virksomheden og typograferne indgået lokal

lønaftale, som Det tekniske Forhandlingsudvalg under Danske Dagblades

Forenings Forhandlingsorganisation har nægtet at godkende.

Sagens nærmere omstændigheder er efter det oplyste følgende:

Efter at loven om fornyelse og forlængelse af kollektive overenskomster og

aftaler m.v. var trådt i kraft den 1. april 1985, blev der indledt

forhandlinger om en lønaftale mellem virksomheden og det typografiske

personale. Forhandlingerne resulterede i en 2-årig lønaftale af 21. august

1985, indeholdende en regulering af typografernes ugeløn med 75 kr. pr. 1.

april 1985 og yderligere 75 kr. pr. 1. marts 1986. Forud for aftalens

indgåelse havde Forhandlingsorganisationens tekniske Forhandlingsudvalg på

virksomhedens forespørgsel tilkendegivet, at en aftale med dette indhold

ville kunne godkendes, selv om de fastsatte beløbsrammer i loven om fornyelse

og forlængelse af kollektive overenskomster og aftaler m.v. derved blev

overskredet i overenskomstperiodens andet år. I overensstemmelse hermed blev

aftalen godkendt i udvalget den 9. september 1985.

Forud herfor var der imidlertid føjet et »tillæg« til aftalen i

form af et »Mødereferat - vedrørende lønforhandling 21. august

Læs alt

1985«. Af referatet fremgår, at mødedeltagerne var virksomhedens

tekniske direktør Carsten Østerbye og fællestillidsmanden Povl Rasmussen, der

begge har underskrevet referatet. I dette hedder det bl.a.:

»I forbindelse med den dags dato underskrevne aftale om

lønforhøjelser, er det klart, at eventuelle yderligere lønforhandlinger først

kan finde sted, hvis lønforhøjelsen pr. 1. marts 1986 bringer Fyens

Stiftstidendes typografers løn i ubalance i forhold til DT-F's

halvårsstatistik, altså at der sker en udhuling af typografernes løn i

forhold til den nuværende placering i statistikken, samt i forhold til det

odense'anske gennemsnit (Odense afdeling). En eventuel regulering som følge

af ovenstående, sker først, når den tekniske direktør og fællestillidsmand

har halvårs statistikken (oktober 1986) til rådighed for beregning.

Fyens Stiftstidendes intentioner med gratialet er, at det er kommet for at

blive, men Fyens Stiftstidende har gjort opmærksom på, at gratialet kan indgå

i en eventuel indført overskudsdeling.

Karensdagsordningen vil blive ophævet fra og med mandag 26. august 1985.

21. august 1985, tilføjelse 26. august 1985.«

Mødereferatet, som ikke medfulgte ved fremsendelsen af lønaftalen af 21.

august 1985 til godkendelse i Forhandlingsudvalget, fik

Forhandlingsorganisationen først kendskab til den 17. september 1985 under et

mæglingsmøde i Århus, hvori deltog bl.a. afdelingschef Sven-Erik Hørmann fra

Forhandlingsorganisationen. Denne kontaktede virksomheden, der den 26. s.m.

fremsendte mødereferatet med tilføjelsen af 26. august 1985. Under et

telefonmøde den 27. september 1985 besluttede Forhandlingsudvalget herefter

at nægte godkendelse af tillægget, hvilket samme dag blev meddelt

virksomhedens ledelse telefonisk og efterfølgende bekræftet i en skrivelse af

4. oktober 1985, hvori det hedder:

»Vedr.: Husaftaler - lønregulering.

I fortsættelse af behagelig telefonsamtale ved teknisk direktør Carsten

Østerbye skal det hermed bekræftes, at Det tekniske Forhandlingsudvalg på et

telefonmøde, fredag, den 27. september 1985, har behandlet det af Fyens

Stiftstidende fremsendte aftalekompleks bestående af......... mødereferat

dateret 21. august 1985 underskrevet af tekniske direktør Carsten Østerbye og

fællestillidsmand Poul Rasmussen.

Det tekniske Forhandlingsudvalg behandlede på sit møde den 9. september

1985 den mellem Fyens Stiftstidende og det typografiske personale indgåede

lønaftale dateret 21. august 1985. Denne aftale godkendtes.

Udvalget har nu gennemgået mødereferatet, der knytter sig til den

godkendte lønaftale samt uddyber forståelsen af samme. Udvalget kan efter det

nu oplyste ikke godkende aftalen, idet det af mødereferatet fremgår, at der

er en genforhandlingsklausul og, at denne genforhandlingsklausul relaterer

sig til Dansk Typograf-Forbunds halvårs statistik, med det resultat at sker

der en udhulning af typografernes løn i forhold til den nuværende placering i

statistikken samt i forhold til det odenseanske gennemsnit (Odense afdeling)

udløser dette eventuelt en regulering.

Udvalget skal gøre opmærksom på, at man netop i 1981 var ude i en

langvarig konflikt med det formål at frigøre sig for enhver lønaftale

byggende på statistiske gennemsnit eller automatik. Udvalget ser derfor med

megen alvor på det mødereferat, der nu dukker op om forståelsen af

lønaftalen.

Det må derfor skriftligt meddeles fællestillidsmand Poul Rasmussen, at

mødereferatet om forståelsen af lønaftalen ikke har kunnet godkendes, og

dermed bortfaldet med øjeblikkelig virkning, og at det ikke senere vil kunne

påberåbes.

Udvalget imødeser kopi af den skriftlige meddelelse til

fællestillidsmanden, hvorpå der kvitteres for modtagelsen.

Da indholdet af aftalen er et alvorligt brud på den politik, der blev lagt

i forbindelse med konflikten i 1981, ser Det tekniske Forhandlingsudvalg sig

nødsaget til at videresende sagen til Forhandlingsorganisationens

bestyrelse.«

I skrivelse af 23. december 1985 underrettede virksomhedens ledelse

herefter fællestillidsmand Povl Rasmussen om Forhandlingsorganisationens

afgørelse. Det hedder i skrivelsen:

»Vedr.: lønaftalen af 21/8-85 samt mødereferat af 21/8-85 og 26/8-85.

Ovenstående aftale og mødereferat er i overensstemmelse med de gældende

regler sendt til godkendelse i DDFF.

Lønaftalen er blevet godkendt, men DDFF vil ikke godkende mødereferatet.

Årsagen til dette er at referatet, efter Forhandlingsorganisationens

opfattelse, har indbygget en automatisk virkende regulering. En del af

konflikten i 1981 gik netop på at fjerne automatiske reguleringer, derfor vil

DDFF ikke godkende nogen form for lokal ordning, der kan medvirke til at

indføre automatiske reguleringer igen.

For en ordens skyld vil jeg gerne understrege, at DDFF's afvisning af

mødereferatet alene går på lønreguleringen, DDFF afviser hverken gratiale

eller karensdagsordningen.

Det er Fyens Stiftstidendes opfattelse, at lønaftalen som sådan består,

men at mødereferatets henvisning til lønreguleringerne er bortfaldet. Da

mødereferatet, en af typografernes forudsætninger for at indgå lønaftalen, nu

er bortfaldet, foreslår jeg, at vi mødes i

»lønforhandlingsudvalget« snarest muligt for at drøfte

konsekvenserne for lønaftalekomplekset.'

Fællestillidsmand Povl Rasmussen besvarede skrivelsen den 27. december

1985 og understregede i sit svar, at det tekniske personale fastholdt

aftalen, herunder mødereferatet, der var indgået uden forbehold ca. 4 måneder

tidligere, men at man naturligvis var villig til at komme til et møde.

Mødet blev afholdt den 2. januar 1986. I referatet fra mødet hedder det:

»CØ startede med at gennemgå brevet af 23. december 1985 og sluttede

med at gøre opmærksom på, at Fyens Stiftstidende a-s havde den opfattelse, at

lønaftalen bestod - men at Fyens Stiftstidende a-s var opmærksom på, at en af

typografernes forudsætninger for at indgå lønaftalen var bortfaldet.

P.R. henviste til typografernes brev af 27.12.85 og gjorde opmærksom på,

at der er gået 4 måneder, siden lønaftalen blev indgået, og at aftalen ikke

har noget forbehold.

PR gjorde endvidere opmærksom på konsekvenser for aftaleindgåelser i al

almindelighed, hvis den ene part kan komme et kvartal efter aftalers

indgåelse, og blot meddele at aftalen ikke blev godkendt af den respektive

organisation, ville det efter PR's opfattelse blive sværere at indgå aftaler

i fremtiden.

PR undrede sig meget over formen, idet PR ikke havde hørt om brevet før

18.12.85, hvor han af helt andre årsager mødte Sven-Erik Hørmann, DDFF, i

København, og Sven-Erik Hørmann havde spurgt, om PR havde fået et brev fra

CØ, da PR svarede, at han ikke havde modtaget noget brev fornylig - ville

Sven-Erik Hørmann ikke kommentere det yderligere, med begrundelsen at vi

skulle være gode ved hinanden i juletiden.

CØ beklagede, at Sven-Erik Hørmann havde været så åbenmundet.

Per R påpegede, at DT-F ikke skal godkende en lokal indgået lønaftale, Per

R var opmærksom på, at arbejdsgiverorganisationen havde denne ret i henhold

til overenskomsten.

PR gjorde endnu engang opmærksom på, at der var gået 4 måneder fra

lønaftalens indgåelse til brevet dateret 23.12.85, og gjorde samtidig

opmærksom på, at det jo ikke var nogle lønforhandlinger, der var overstået på

»8 dage«, men forhandlingerne om lønaftalens indgåelse varede i

knapt et halvt år.

CØ forklarede, at når typograferne oplevede, at der var gået så lang tid,

så skyldtes det alene, at Fyens Stiftstidende ikke havde gjort typograferne

opmærksomme på problemer, der var opstået i forholdet til DDFF.

DDFF havde i slutningen af september sendt indtil flere breve til Fyens

Stiftstidende. Fyens Stiftstidende havde protesteret mod brevenes indhold,

idet brevene efter Fyens Stiftstidendes opfattelse var fyldt med

misforståelser. Nu var forholdet afklaret mellem Fyens Stiftstidende og DDFF

i et brev, som Fyens Stiftstidende havde modtaget den 17.12.1985, da

resultatet er blevet, som det er, kan man med bagklogskab nemt konstatere, at

Fyens Stiftstidende selvfølgelig skulle have informeret typograferne på et

tidligere tidspunkt, men Fyens Stiftstidende havde valgt ikke at informere på

et tidligt tidspunkt for ikke at skabe unødvendig uro. Mødet sluttede ved, at

PR meddelte, at den tekniske personaleklub ville indklage Fyens Stiftstidende

a-s for aftalebrud.

Der var på mødet enighed om, at begge parter skulle medvirke til en

afklaring af Fyens Stiftstidendes brev af 23. december 1985, så hurtigt som

muligt.'

Efter afholdt fællesmøde en 17. februar 1986 blev sagen ved klageskrift af

5. marts 1986 indbragt for Arbejdsretten, hvor klagerne har nedlagt påstand

om, at indklagede, Fyens Stiftstidende A/S, tilpligtes at efterleve aftalen

af 21. og 26. august 1985, og at såvel Fyens Stiftstidende A/S som Danske

Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation tilpligtes til Dansk

Typograf-Forbund at betale en efter rettens skøn fastsat bod.

De indklagede har påstået frifindelse.

Det er oplyst, at overenskomsten mellem Danske Dagblades Forenings

Forhandlingsorganisation og Dansk Typograf-Forbund siden

overenskomstfornyelsen i 1983 indeholder en bestemmelse om, at

»arbejdsgiverorganisationen og virksomhederne er berettiget til at

begrænse den samlede lønudvikling i den enkelte virksomhed.« I den

københavnske overenskomst findes en udtrykkelig bestemmelse om, at

husoverenskomster for at være gyldige skal godkendes af organisationerne og i

øvrigt kan opsiges gensidig med 4 ugers varsel. I provinsoverenskomsten

findes ingen tilsvarende bestemmelse, men efter indklagedes opfattelse er der

mangeårig praksis for, at husaftaler også i provinsen først får gyldighed,

når de er godkendt af organisationerne.

For Arbejdsretten er der afgivet forklaring af afdelingschef i Danske

Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation Sven-Erik Hørmann og teknisk

direktør Carsten Østerbye.

Afdelingschef Sven-Erik Hørmann har forklaret, at

Forhandlingsorganisationen efter vedtagelsen af overenskomstfornyelsesloven

udsendte et cirkulære til medlemmerne, hvoraf fremgik, at lønnen det første

år maksimalt måtte stige 2%, svarende til 75 kr. om ugen, og det følgende år

1,5%, svarende til 60 kr. om ugen. I den følgende tid var man i stadig

kontakt med medlemsvirksomhederne, herunder Fyens Stiftstidende A/S, for at

bistå disse under lønforhandlingerne. På et tidspunkt blev vidnet kontaktet

af direktør Østerbye, der oplyste, at man nu havde mulighed for at indgå en

2-årig aftale med typograferne og dermed undgå de komplikationer, som normalt

følger med de lokale lønforhandlinger. Forudsætningen herfor var imidlertid,

at der kunne dispenseres fra cirkulærets bestemmelse om, at lønnen det andet

år kun måtte stige med 60 kr. om ugen, således at der også dette år kunne ske

forhøjelse med 75 kr. om ugen. Fra Forhandlingsudvalgets side tilkendegav

man, at en sådan aftale kunne forventes godkendt. Man fik herefter tilsendt

aftalen af 21. august 1985, men ikke tillægget til denne. Aftalen blev

godkendt den 9. september 1985. Vidnet blev først under mæglingsmødet i Århus

den 17. s.m. bekendt med tillægget til aftalen, som han straks var klar over

ikke kunne godkendes, fordi man i 1981 havde været ude i en omfattende

konflikt netop med det formål at få afskaffet den automatiske lønregulering.

Vidnet ringede derfor straks til direktør Østerbye, der erkendte, at der

forelå et sådant tillæg til den godkendte aftale. Under samtalen fik vidnet

nærmest det indtryk, at tillægget ikke var noget, som Forhandlingsudvalget

skulle have set. Ved telefonmødet i udvalget den 27. september 1985 blev

tillægget underkendt, hvilket vidnet straks efter telefonisk underrettede

direktør Østerbye om og efterfølgende bekræftede i brevet af 4. oktober 1985.

Som anført i brevet blev sagen sendt til Forhandlingsorganisationens

bestyrelse, der besluttede at idømme Fyens Stiftstidende A/S en bøde på

50.000 kr. Da vidnet i december 1985 talte med fællestillidsmand Povl

Rasmussen, blev han overrasket over at høre, at denne endnu ikke var

underrettet om underkendelsen af tillægget, idet Forhandlingsorganisationen

forventer, at medlemmerne retter sig efter de afgørelser, der træffes i

Forhandlingsudvalget og - organisationen.

Teknisk direktør Carsten Østerbye har forklaret, at man fra virksomhedens

side efter 3-4 måneders lønforhandlinger i foråret 1985 besluttede, at man

skulle stræbe efter at få 2-årige aftaler med personalegrupperne, hvis dette

overhovedet var muligt, for dermed at undgå flere belastende lønforhandlinger

i overenskomstperioden. Man gik derfor med til at forhøje lønnen med 75 kr.

om ugen også i det andet overenskomstår. Det gav imidlertid anledning til

mange diskussioner, fordi typograferne var bange for, at der kunne være

andre, som sprængte lønrammerne og dermed opnåede større lønforhøjelser i

løbet af 2-års perioden. Vidnet og fællestillidsmand Povl Rasmussen enedes

derfor om det tillæg til aftalen af 21. august 1985, som fremgår af

mødereferatet. Både vidnet og typograferne var fuldstændig klar over, at

tillægget ikke var i overensstemmelse med Forhandlingsorganisationens

cirkulære, og at kun selve lønaftalen, men ikke tillægget, ville blive

godkendt af Forhandlingsudvalget. Man var med andre ord helt klar over, at

man skulle »gå stille med dørene«. Tillægget blev derfor ikke sendt

ind til Forhandlingsudvalget til godkendelse.

Klagerne har til støtte for påstandens første led anført, at der under

lønforhandlingerne opnåedes enighed om en aftale, der nok gik uden for de

rammer, som var afstukket af Forhandlingsorganisationen, men som virksomheden

ikke var blevet intimideret til at indgå. Virksomheden, der var klar over, at

tillægget ikke ville blive godkendt af Forhandlingsudvalget, skjulte dette

for udvalget og fremsendte alene aftalen af 21. august 1985 til godkendelse.

Den efterfølgende underkendelse af tillægget til aftalen blev klagerne først

underrettet om den 23. december 1985. Under disse omstændigheder må

virksomheden være bundet af aftalen som helhed, herunder tillægget til denne.

Fællestillidsmanden måtte kunne gå ud fra, at han forhandlede med en

ligestillet part, og det var direktør Østerbyes ansvar, at man fra

virksomhedens side skjulte noget over for sin egen organisation. I givet fald

måtte man fra organisationens side have reageret omgående og ikke først efter

en uges forløb, hvorefter man - uanset det strenge pålæg til virksomheden i

skrivelsen af 4. oktober 1985 - forholdt sig passiv med den følge, at

virksomheden først efter ca. 4 måneders forløb underrettede

fællestillidsmanden om underkendelsen af tillægget.

Til støtte for påstandens andet led har klagerne anført, at der foreligger

et klart brud på en indgået aftale, der må udløse bodsansvar for

virksomheden. Da Forhandlingsorganisationen aktivt har deltaget heri, må også

organisationen ifalde ansvar for det begåede aftalebrud.

De indklagede har bestridt, at tillægget til aftalen af 21. august 1985 er

gyldigt, idet husaftaler skal godkendes af organisationerne for at have

gyldighed, og en sådan godkendelse ikke er opnået for så vidt angår

tillægget, men alene for aftalen. Det er vel rigtigt, at

provinsoverenskomsten ikke indeholder en bestemmelse svarende til

bestemmelsen i Københavneroverenskomsten om godkendelse som

gyldighedsbetingelse, men praksis er den samme efter de to overenskomster,

hvilket klagerne er fuldstændig klar over. Det er derfor uden betydning, at

der ikke er taget udtrykkeligt forbehold om godkendelse af aftalen og

tillægget hertil. Forhandlingsudvalgets underkendelse af tillægget har

hjemmel i den bestemmelse i parternes overenskomst, hvorefter

arbejdsgiverorganisationen er berettiget til at begrænse den samlede

lønudvikling i den enkelte virksomhed. Den påståede passivitet er uden

betydning i denne sag, fordi typograferne var ganske på det rene med, at den

første godkendelse af aftalen blev givet under urigtige forudsætninger, og at

tillægget hertil ikke ville blive godkendt og derfor ikke skulle forelægges

Forhandlingsorganisationen til godkendelse. Hverken virksomheden eller

organisationen har handlet overenskomststridigt ved henholdsvis at fragå en

aftale, som begge parter vidste ikke ville blive godkendt, og ved at

underkende denne aftale. Der er derfor heller intet grundlag for at tage

klagernes bodspåstand til følge.

Arbejdsretten skal udtale:

Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at der under

lønforhandlingerne i foråret og sommeren 1985 mellem repræsentanter for

virksomhedens ledelse og typograferne opnåedes enighed dels om en 2-årig

aftale, der kunne godkendes af organisationerne, dels om et tillæg hertil, om

hvilket begge parter vidste, at det ikke ville blive godkendt af

virksomhedens organisation. Der var derfor enighed om, at tillægget ikke

skulle indsendes til organisationen, men være gældende mellem parterne uden

sådan godkendelse.

I hvert fald under disse omstændigheder findes organisationens senere

underkendelse af tillægget ikke at kunne fritage virksomheden for at

overholde denne del af aftalen, hvis gyldighed parterne imellem netop ikke

var betinget af eller forudsatte organisationernes godkendelse. For så vidt

angår første led af påstanden gives der herefter klagerne medhold.

Hvad bodspåstanden angår, finder retten, at hverken

Forhandlingsorganisationen eller virksomheden har pådraget sig bodsansvar ved

henholdsvis at underkende og derefter søge at frigøre sig for en aftale, som

typograferne ved aftalens indgåelse vidste ville blive underkendt, hvis

Forhandlingsorganisationen fik kendskab til den, og som repræsentanter for

forbundet derefter selv gjorde organisationen bekendt med under et senere

mæglingsmøde i Århus. De indlagedes frifindelsespåstand tages derfor for så

vidt til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t :

Indklagede, Fyens Stiftstidende A/S, tilpligtes at efterleve aftalen af

21. og 26. august 1985. I øvrigt frifindes såvel denne indklagede som

indklagede, Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation.

I sagsomkostninger betaler de indklagede 2.000 kr. til Arbejdsretten.

Officielle noter

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s. 92 (note 42), Hasselbalch

Kollektivarbejdsretten s. 85, K 10.924 (A 1986 s.103), K 8385 (A 1978 s.88).

Lignende dokumenter