Spring til indhold

Retsinformation

Landsorganisationen i Danmark for Hotel- og Restaurationspersonalets Samvirke for Hotel- og Restaurationspersonalets Forbund i Danmark, Gastronomisk Landsforbund og Tjenerforbundet i Danmark (konsulent Evelyn Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter (advokat Henrik Uldal). Dommere: Vejgaard Andersen, John Bangert (retsformand), Bollerup-Jensen, Jens Engelbrechtsen, Agnete Halmind, Anne M. Pedersen og Westergaard. Eksklusivaftale. Organisationsansvar 4.2. Arbejdsgiverformands udtalelse til dagblad ikke brud på overenskomst.(* 1) (* 2)

DOM nr 3365 af 20/06/1991DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Landsorganisationen i Danmark for Hotel- og

Restaurationspersonalets Samvirke for Hotel- og Restaurationspersonalets

Forbund i Danmark, Gastronomisk Landsforbund og Tjenerforbundet i Danmark

(konsulent Evelyn Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for

Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter (advokat Henrik Uldal).

Dommere: Vejgaard Andersen, John Bangert (retsformand), Bollerup-Jensen, Jens

Engelbrechtsen, Agnete Halmind, Anne M. Pedersen og Westergaard.

Eksklusivaftale. Organisationsansvar 4.2. Arbejdsgiverformands udtalelse til

dagblad ikke brud på overenskomst.(* 1) (* 2)

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Hotel- og

Restaurationspersonalets Samvirke for Hotel og Restaurationspersonalets

Forbund i Danmark, Gastronomisk Landsforbund og Tjenerforbundet i Danmark

indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen af Hoteller

og Restauranter for Arbejdsretten for brud på § 21, stk. 3 i parternes

overenskomst.

Den nævnte bestemmelse lyder således:

»Stk. 3. Arbejdsgiveren forpligter sig til i videst mulig udstrækning

at beskæftige organiseret personale og at opfordre uorganiseret personale til

at melde sig ind i forbundet, under henvisning til, at der arbejdes på

overenskomstmæssige vilkår samt så vidt muligt at træffe fornødne

foranstaltninger til gennemførelse af kravet.«

Da der mellem parterne opstod uoverensstemmelse om rækkevidden af denne

bestemmelse, blev spørgsmålet indbragt for en faglig voldgift.

Ved en opmandskendelse af 29. juli 1989 blev det fastslået, at

bestemmelsen i § 21, stk. 3 ikke er en fortrinsklausul og heller ikke stiller

et ubetinget krav om ansættelse af Samvirkepersonale, men at arbejdsgiveren

med de begrænsninger, som følger af driftsmæssige grunde, må udfolde

relevante bestræbelser herpå.

Under en strid inden for Tjenerforbundet bragtes i Dagbladet BT for den

26. februar 1990 en artikel under overskriften: »Uorganiserede stemplet

Læs alt

med »jødestjerne«. I artiklen beskrives en aktion foretaget af

Tjenerforbundet Fyns Amts afdeling. Ifølge artiklen skal afdelingen have

tilsendt arbejdsgiveren en skrivelse, hvori man under henvisning til

overenskomstens § 21, stk. 3 anmodede dem om ikke at beskæftige 158 navngivne

tjenere, der alene var medlemmer af arbejdsløshedskassen, men ikke af

forbundet. I denne forbindelse rettede BT henvendelse til formanden for

Tjenerforbundet og formanden for forbundets Fyns Amts afdeling, som begge

afviste henvendelsen, og til formanden for Arbejdsgiverforeningen, som ifølge

referatet udtalte:

»Jeg tager helt og aldeles afstand fra den slags metoder. Vores

medlemmer har selvfølgelig ret til at ansætte, hvem de vil.

Det er ligegyldigt, hvor de er organiserede - eller om de overhovedet ikke

er organiserede.

Vi vælger de dygtigste. Men det er klart, at vi bliver en slags gidsler i

interne fagforeningsstridigheder.«

Da klagerne fandt disse udtalelser i strid med overenskomsten og den

afsagte opmandskendelse, begærede man afholdt fællesmøde.

På fællesmødet gav Arbejdsgiverforeningen udtryk for, at formanden var

blevet fejlciteret, og tilkendegav, at man agtede at efterleve kendelsen, men

opfordrede Samvirket til en drøftelse af, hvorledes kendelsen skal anvendes i

forskellige konkrete situationer.

Klagerne indgav imidlertid den 3. juli 1990 et klageskrift til

Arbejdsretten, der indeholdt følgende under domsforhandlingen fastholdte

påstand:

»Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter tilpligtes for

brud på gældende overenskomsts § 21, stk. 3, at betale en bod fastsat efter

Arbejdsrettens skøn til Hotel- og Restaurationspersonalets Forbund i Danmark,

Gastronomisk Landsforbund og Tjenerforbundet i Danmark.«

Indklagede har påstået frifindelse.

Under domsforhandlingen har indklagede fremlagt fotokopi af en artikel i

bladet Danske Restauranter for den 8. august 1990 med overskriften

»AHR's formand bliver slæbt i Arbejdsretten.« Artiklen havde

følgende ordlyd:

»I forbindelse med balladen mellem Tjenerforbundet i Danmark og de

amter, der er brudt ud af TFD, opstod der i foråret rygter om, at TFD havde

sendt breve ud til AHR's medlemmer på Fyn, om at man skulle blackliste

medlemmer af udbryderamterne.

Dagbladet B.T. spurgte i den forbindelse AHR's formand Poul Schwartzlose

om hans syn på sagen. Poul Schwartzlose udtalte, at han helt tog afstand fra

den slags metoder og fandt, at AHR's medlemmer var blevet en slags gidsler i

en intern fagforeningsstrid, som man ikke ønskede at blive blandet ind i. Han

fortsatte:

- Vore medlemmer har selvfølgelig ret til at ansætte hvem de vil. Det er

ligegyldigt, hvor de er organiserede. Vi vælger de dygtigste.

Belastning

Denne udtalelse finder Samvirket så ødelæggende, at man nu har indbragt

sagen for Arbejdsretten med krav om bod for organisationsansvar for AHR.

AHR har tidligere meddelt, at forhandlingsmodparten fortsat alene er

Tjenerforbundet og ikke udbryderamterne, men har også opfordret parterne til

at finde en løsning på deres strid, så der atter kunne blive ro på området.

- Når Samvirket nu reagerer så voldsomt på mine udtalelser, må jeg

konstatere, at man åbenbart ikke selv magter at løse konflikten, men det er

ikke og bliver ikke vores bord. Til gengæld vil arbejdsretssagen belaste

vores samarbejde med Samvirket, og det er ikke i nogens interesse, siger

AHR's formand Poul Schwartzlose, til Danmarks Restauranter.«

Indklagedes formand, restauratør Poul Schwartzlose har forklaret, at han

blev ringet op af journalisten, der gjorde ham bekendt med den henvendelse,

som Fyns Amts afdeling havde foretaget til en række restauratører, og

spurgte, hvad han sagde hertil. Referatet af hans udtalelse er ikke

fuldstændigt. Han sagde også »vi tager de bedste og ser i den

forbindelse på, om de er uddannede«. Han anser uddannelse for en

kvalifikation i sig selv. Han sagde endvidere, at hvis vi har to lige gode,

tager vi selvfølgelig den organiserede, for det skal vi. Referatet i Danmarks

restauranter er en korrekt afskrift af, hvad der har stået i BT.

Klagerne har til støtte for sin påstand anført, at udtalelsen, hvis den er

rigtigt citeret, er i strid med overenskomsten og med kendelsen. Kendelsen

åbner kun mulighed for at ansætte uorganiserede, hvis vedkommende har ganske

særlige kvalifikationer, eller der foreligger et akut personalebehov.

Schwartzlose har udtalt sig på organisationens vegne, og ansvaret påhviler

derfor organisationen. Udtalelsen på fællesmødet er ikke tilstrækkelig til at

fritage organisationen for ansvar. Der kunne have været vejledet i

medlemsbladet, og der må være en pligt til at give en redegørelse, selv om

der foreligger en fejlcitering. I øvrigt viser artiklen i Danmarks

Restauranter, at der ikke er tale om en fejlcitering, da udtalelsen her

fastholdes. Uanset Schwartzloses forklaring har udtalelsen haft en så generel

karakter, at man må tro, at restauratørerne står frit. Forudsætningen for

overenskomstens § 21, stk. 3 er ikke bristet på grund af konflikten på Fyn,

og Arbejdsretten skal ikke tage stilling til tjenernes fremgangsmåde.

Indklagede har anført, at udtalelsen i BT må ses på baggrund af

fagforeningsstriden på Fyn, hvor afdelingen i strid med både overenskomst og

kendelse og den almindelige lovgivning havde blacklistet en række tjenere.

Schwartzloses udtalelse til BT tager afstand fra denne fremgangsmåde, og den

følgende sætning er vendt mod blacklistning og eksklusivbestemmelse. Hvis

hans udtalelse var blevet citeret fuldstændigt, ville det være fremgået, at

der ses på kvalifikationerne, og det kan ikke være organisationsfjendtligt.

Kendelsen er ikke særlig tydelig, men indebærer, at der i et vist omfang er

pligt til at beskæftige organiserede. Dette har indklagede ikke bestridt,

hvilket klart fremgår af udtalelsen på fællesmødet. Der har ikke været

anledning til at fremkomme med noget dementi. Modparten har ikke villet

udtale sig til BT, og dette kan opfattes som en accept af forbundets

fremgangsmåde. Artiklen i Danmarks Restauranter er uden betydning. Den

indeholder blot en redegørelse for arbejdsretssagen.

Arbejdsretten skal udtale:

Selv om der må gives klagerne medhold i, at Arbejdsretten ikke skal tage

stilling til den fremgangsmåde, som tjenerne har anvendt på Fyn, må det dog

tages i betragtning, på hvilken baggrund restauratør Schwartzloses udtalelse

til BT er fremkommet.

Arbejdsretten lægger Schwartzloses forklaring til grund. Udtalelsen til BT

kunne i den form, hvori den er gengivet, nok give indtryk af, at

restauratørerne i forhold til forbundet var helt frit stillet ved antagelse

af personale, og at indklagede således ikke ville efterleve overenskomstens §

21, stk. 3 og den afsagte opmandskendelse. Imidlertid fremgår det af den

afgivne forklaring, at der i forbindelse med udtalelsen var givet udtryk for,

at der var begrænsninger i retten til ansættelse, og indklagede gav på

fællesmødet klart udtryk for, at man ville efterleve kendelsen. Artiklen i

Danmarks Restauranter indeholder alene en redegørelse for, at der er anlagt

sag ved Arbejdsretten og baggrunden for denne, og klageren har da også alene

påberåbt den som et bevis for, at udtalelsen til BT er fremsat.

Efter det anførte og under hensyn til den baggrund, på hvilken udtalelsen

er fremkommet, og til at denne ikke har kunnet opfattes om en vejledning til

organisationens medlemmer, finder Arbejdsretten ikke, at udtalelsen kan

pådrage organisationen ansvar. Arbejdsretten frifinder derfor indklagede.

T h i k e n d e s f o r r e t :

Indklagede, Arbejdsgiverforeningen for Hoteller og Restauranter,

frifindes.

Klagerne skal betale sagens omkostninger til Arbejdsretten med 2.000 kr.

Officielle noter

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.498 ff, K. 9908 (A 1984, s.31) K.

90.257.

Lignende dokumenter