Spring til indhold

Retsinformation

Forligsinstitutionen. Processielle spørgsmål 3.2. Intervention og biintervention (* 1) (* 2) Mæglingsforslag indebar ikke overskridelse af forligsmandens kompetence. Fagforeninger under Landsorganisationen i Danmark kunne ikke selvstændigt optræde som biintervenienter. Sømændenes Forbund i Danmark (dr.jur. Ole Krarup) mod Statens Forligsmand Kammeradvokaten ved advokat Skov Knudsen). Dommere: Bjerregaard (næstformand), Friis Christensen, Høeg (retsformand), Nyløkke Jørgensen, Neergaard Larsen, Mundt (næstformand), Kurt Petersen, Sarroe og Sløk.

DOM nr 3253 af 09/04/1987DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Forligsinstitutionen. Processielle spørgsmål

3.2. Intervention og biintervention (* 1) (* 2) Mæglingsforslag indebar ikke

overskridelse af forligsmandens kompetence. Fagforeninger under

Landsorganisationen i Danmark kunne ikke selvstændigt optræde som

biintervenienter. Sømændenes Forbund i Danmark (dr.jur. Ole Krarup) mod

Statens Forligsmand Kammeradvokaten ved advokat Skov Knudsen). Dommere:

Bjerregaard (næstformand), Friis Christensen, Høeg (retsformand), Nyløkke

Jørgensen, Neergaard Larsen, Mundt (næstformand), Kurt Petersen, Sarroe og

Sløk.

Under denne sag har Sømændenes Forbund i Danmark i medfør af § 15, stk. 2,

i lov om mægling i arbejdsstridigheder indklaget Statens Forligsmand for

Arbejdsretten med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at det

af forligsmanden den 11. februar 1987 stillede mæglingsforslag går ud over

Forligsmandens kompetence.

Indklagede har påstået frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende:

Den 18. september 1986 blev der mellem Jernets Arbejdsgiverforening og

Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark vedtaget

»Forhandlingsregler for fornyelse af overenskomsterne mellem JA og

CO-Metal 1986/87«. Punkt 3 i disse forhandlingsregler lyder:

»Forhandlingerne skal være afsluttet senest den 16. januar 1987.

Er der senest den 16. januar 1987 opnået enighed mellem

overenskomstparterne om grundlaget for at forny en overenskomst, og dette

grundlag skal underkastes urafstemning eller forelægges en kompetent

forsamling, sker dette under henvisning til de i hhv. JAs og COs vedtagne

love, medmindre andet aftales. Svaret skal afgives snarest gørligt og senest

den 11. februar 1987.

Såfremt et forhandlingsresultat forkastes ved afstemning, kan eventuel

konflikt herefter varsles efter behørig opsigelse af overenskomsten til

ikrafttræden tidligst den 2. marts 1987.«

Læs alt

Den 15.-16. januar 1987 underskrev JA og CO-Metal følgende

»PROTOKOLLAT

Ved de afsluttende overenskomstforhandlinger afholdt den 15./16. januar

1987 er nedenstående organisationer enedes om vedlagte ændringer i

overenskomst og lærlingebestemmelser. Organisationerne er endvidere enedes om

vedlagte protokollater.

Der tilbagestår herefter ikke yderligere krav.

Ovenstående er indgået under forbehold af nedenstående organisationers

godkendelse i henhold til organisationernes vedtægter.

Der er mellem parterne enighed om, at forhandlingsresultatet indgår i det

mæglingsforslag, som det forventes, at statens forligsmand fremsætter i

forbindelse med overenskomstfornyelsen på det private arbejdsmarked. I modsat

fald henholdes til de af 18. september 1986 vedtagne forhandlingsregler.

Jernets Centralorganisationen af

Arbejdsgiver- Metalarbejdere i Danmark forening

Vagn-Aage Jensen (sign.) Georg Poulsen (sign.)

Sven F. Thomsen (sign.) Willy Strube (sign.)»

Protokollatet fremsendtes af parterne til forligsmanden med en skrivelse

af 22. januar 1987, hvori det bl.a. hed der:

»Såfremt der ikke skulle fremkomme et mæglingsforslag for det private

arbejdsmarked, henholdes der til de af 18. september 1986 mellem

organisationerne vedtagne forhandlingsregler.

Med henvisning hertil vedlægges det protokollat som blev underskrevet den

16. januar 1987 mellem vore organisationer bilagt de ændringer i overenskomst

og lærlingebestemmelser samt protokollater, som parterne er blevet enige om.

I tilslutning hertil vedlægges en skriftlig aftale af 22. januar til

tydeliggørelse af det indgåede forhandlingsresultat.

Vore organisationer vil snarest muligt i fællesskab fremsende den

formulerede tekst, som skal indgå i mæglingsforslaget.«

Det er oplyst, at der på en række andre overenskomstområder blev indgået

aftaler, der er identiske med aftalen i protokollatet mellem JA og CO-Metal.

Det gælder således forhandlingsresultater indgået mellem

Entreprenørforeningen og Specialarbejderforbundet i Danmark og mellem Dansk

Arbejdsgiverforening/Butiks- og Kontorvirksomhedernes Arbejdsgiverforening og

Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark.

Det af forligsmanden den 11. februar 1987 stillede mæglingsforslag er - i

uddrag - sålydende:

»Samtlige de mellem organisationer og enkeltvirksomheder under Dansk

Arbejdsgiverforening på den ene side og organisationer under

Landsorganisationen i Danmark og afdelinger af disse organisationer på den

anden side indtil 1. marts 1987 bestående overenskomster fornys for tiden

indtil 1. marts 1991 på nedenstående vilkår.

Det samme gælder indtil 1. marts 1987 bestående overenskomster mellem

organisationer og organisationsafdelinger under Landsorganisationen i Danmark

på den ene side og ..... på den anden side.

Det samme gælder endvidere indtil 1. marts 1987 bestående overenskomster

mellem organisationer og enkeltvirksomheder under Dansk Arbejdsgiverforening

på den ene side og Sømændenes Forbund i Danmark, ..... på den anden side.

A.

De mellem parterne ved forhandlinger i Forligsinstitutionen aftalte

ændringer i overenskomsterne er i deres helhed led i mæglingsforslaget. .....

B.

De forhandlingsresultater, hvor parterne har været enige om, at

forhandlingsresultatet skulle indgå i det mæglingsforslag, som man

forventede, at Statens Forligsmand fremsatte i forbindelse med

overenskomstfornyelsen på det private arbejdsmarked, betragtes som led i

dette mæglingsforslag.

C.

Særlige bestemmelser for enkelte overenskomstområder.

1. Overenskomsten mellem Entreprenørforeningen og Jord- og

Betonarbejdernes Fagforening, København, fornys på samme vilkår som fastsat i

forhandlingsresultatet vedrørende landsoverenskomsten (Provinsen og

Københavnsområdet 1. og 2. zone) mellem Entreprenørforeningen og

Specialarbejderforbundet i Danmark.

D.

For øvrige overenskomstforhold, herunder de hvorom der ikke har kunnet

opnås enighed, bliver følgende gældende:

Hver enkelt af de foran anførte bestemmelser i mæglingsforslaget er led i

det samlede mæglingsforslag, som i henhold til § 12, stk. 1, i

lovbekendtgørelse af 21. december 1971 af lov om mægling i

arbejdsstridigheder skal betragtes som en helhed.«

Af lovene for Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark citeres

følgende:

»§ 3, stk. 6.

Forretningsudvalget ..... er bemyndiget til i enhver henseende at

forpligte Centralorganisationen, jfr. dog § 8.

§ 8.

Fornyelse af Centralorganisationens hovedoverenskomst med Jernets

Arbejdsgiverforening skal forelægges medlemmerne af de tilsluttede forbund

til en fælles urafstemning, hvor almindelig stemmeflerhed er afgørende, når

overenskomstforslaget er fremkommet som resultat af forhandling direkte

mellem de to overenskomstparter.

Inddrages Centralorganisationen i en overenskomstsituation, hvor det

eventuelle overenskomstforslag tilvejebringes enten under

hovedorganisationernes eller Forligsinstitutionens medvirken, foregår

afstemningen i henhold til de til enhver tid for sådanne afstemninger

gældende regler.«

Lovene for Specialarbejderforbundet i Danmark indeholder i § 26, stk. 5,

følgende bestemmelse:

»Foreligger der et forhandlingsresultat for forbundets

overenskomster, der udløber henholdsvis 1. marts eller 1. april, sendes dette

ud til urafstemning blandt de respektive medlemmer og afgøres ved almindelig

stemmeflerhed. Foreligger der et forligsmandsforslag for de

forbundsoverenskomster, der udløber henholdsvis 1. marts eller 1. april,

indkaldes repræsentantskabet for ved almindelig stemmeflerhed at tage

stilling til, hvorvidt foreliggende forslag skal anbefales medlemmerne til

vedtagelse eller forkastelse ved en urafstemning, der foretages efter de i

forligsmandsloven fastsatte regler.

Repræsentantskabet kan bemyndige hovedbestyrelsen til at tage stilling til

enkelte resterende overenskomster eller dele deraf.«

Formanden for Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark, Georg

Poulsen, har afgivet vidneforklaring om omstændighederne ved oprettelsen af

protokollatet af 15.-16. januar 1987. Han har forklaret, at man har fulgt

sædvanen fra tidligere overenskomstforhandlinger, når man har indsat

afsnittet om forbeholdet om organisationernes godkendelse i henhold til

organisationernes vedtægter. Der var ikke tale om indgåelse af en endelig

overenskomst, men der var opnået et forhandlingsresultat. På dette tidspunkt,

den 15.-16. januar 1987, var forhandlingerne på de øvrige overenskomstområder

ikke afsluttet. Hvis der ikke opnåedes tilfredsstillende resultater på disse

andre områder, ville underskriverne på arbejdstagerside af det i denne sag

omhandlede protokollat tage deres stilling op til overvejelse, endda med den

mulighed, at man måtte anbefale sine medlemmer at stemme »Nej« til

forhandlingsresultatet. Afsnittet om, at forhandlingsresultatet skulle indgå

i Forligsmandens mæglingsforslag, blev indsat på forlangende af gruppeformand

i Specialarbejderforbundet Willy Strube. Det var en absolut forudsætning for

at opnå hans underskrift på protokollatet. Det var nødvendigt at sikre

solidariteten på arbejdstagerside ved overenskomstfornyelserne. På

tidspunktet for protokollatets underskrift ville det afhænge af

overenskomstforhandlingernes forløb, om man skulle gå frem efter § 8, 1. stk.

eller § 8, 2. stk. i Centralorganisationens love. Fra

Specialarbejderforbundets side havde det allerede i efteråret 1986 været

klart fremme, at man ønskede en sammenkædning af overenskomstforhandlingerne.

Det havde derfor været genstand for en juridisk vurdering hos

Centralorganisationen, om en bestemmelse, som den indsatte, om optagelse i

mæglingsforslaget ville være i strid med Centralorganisationens love.

Resultatet af denne vurdering var, at det ville være i orden. Der blev i

forbindelse med fremsendelsen af protokollatet med bilag til Forligsmanden

ikke fremsat nogen anmodning om sammenkædning med overenskomstforslag på

andre overenskomstområder. Der havde ikke været nogen mundtlig kontakt i

forbindelse med fremsendelsen af protokollatet med skrivelsen af 22. januar

1987. Der blev fremsendt 1. strejkevarsel den 12. februar 1987 for det

område, der er dækket af protokollatet, og 2. strejkevarsel cirka en uge

senere med angivelse af strejkeområder.

Formanden for Jernets Arbejdsgiverforening, Vagn-Aage Jensen har som vidne

forklaret, at han ikke kender Centralorganisationens love. Det var klart, at

han måtte forbeholde sig godkendelse af sin organisation i overensstemmelse

med dens vedtægter, bl.a. af hensyn til bestemmelsen i § 23 i vedtægterne for

Dansk Arbejdsgiverforening. Det var et ønske fra arbejdstagerside, at

forhandlingsresultatet skulle indgå i et forventet kommende mæglingsforslag.

Ellers ville man ikke skrive under. Nogen tid efter protokollatets

underskrift blev det på et hovedbestyrelsesmøde vedtaget at udsende

lockoutvarsel.

Klagerne har ikke anfægtet Forligsmandens ret til i medfør af § 12 i loven

om mægling i arbejdsstridigheder at sammenkæde mæglingsforslaget vedrørende

klagernes overenskomst med organisationer og enkeltvirksomheder under Dansk

Arbejdsgiverforening med andre overenskomstforslag, der har været genstand

for mægling i Forligsinstitutionen. De har imidlertid til støtte for deres

påstand anført, at Statens Forligsmand ikke har hjemmel til at fremsætte

mæglingsforslag på områder, hvis parter har færdigforhandlet et fuldstændigt

overenskomstforlig. Han har heller ikke haft kompetence til på grundlag af

påberåbte »tilkendegivelser« herom i overenskomstforlig - som

protokollatet af 15.-16. januar 1987 eller tilsvarende dokumenter - at

medtage sådanne forlig i sit mæglingsforslag.

Klagerne har nærmere anført, at en betingelse for, at Forligsmanden kan

stille et mæglingsforslag i medfør af lovens § 4, stk. 3, er, at sagen har

været genstand for forhandling i Forligsinstitutionen. Forligsmandens

beføjelse er begrænset af bestemmelserne i lovens § 3, stk. 1. Forligsmanden

kan efter 1. punktum i dette stykke først gribe ind, »når der er grund

til at befrygte arbejdsstandsning, eller arbejdsstandsning er indtrådt«,

og kun, »for så vidt forhandlingerne mellem parterne i henhold til de

mellem dem vedtagne bestemmelser er ført og fra en af siderne erklæret

afsluttet uden resultat.« For så vidt angår de af det nævnte protokollat

og de tilsvarende dokumenter omfattede aftaler er forhandlingerne efter

klagernes opfattelse netop ikke afsluttet uden resultat, idet det i

protokollatet er anført, at der herefter ikke tilbagestår yderligere krav.

Statsmagtens indgriben i en sådan situation er efter lovteksten uønsket,

hvortil kommer, at det af selve protokollatets tekst fremgår, at det deri

indeholdte forlig forudsættes underkastet »godkendelse i henhold til

organisationernes vedtægter«, hvilket i det foreliggende tilfælde bl.a.

vil sige afstemning i henhold til Centralorganisationens vedtægter. Heller

ikke 2. punktum i § 3, stk. 1, hjemler efter klagernes mening nogen ret for

Forligsmanden til at stille mæglingsforslag som sket, idet de førte

forhandlinger netop var afsluttet med et resultat. Når forligsmanden i

tidligere overenskomstsituationer har medinddraget områder, på hvilke der var

opnået resultater ved direkte forhandlinger mellem parterne uden hans

bistand, har det drejet sig om tilfælde, hvor der var opnået enighed om dele

af overenskomststoffet under decentrale forhandlinger, men hvor centrale

spørgsmål var forhandlet under hans medvirken. På faglige områder, hvor der

var opnået enighed om overenskomsterne i deres helhed uden forligsmandens

medvirken, er de holdt uden for mæglingsforslag. Det var således tilfældet i

1983.

Når der således efter klagernes opfattelse ikke er lovgrundlag for

Forligsmandens indgriben, er spørgsmålet som nævnt, om en anmodning eller

tilkendegivelse fra parterne kan gøre ham kompetent. Klagerne bestrider for

det første, at der foreligger nogen sådan tilkendegivelse fra parterne i

protokollatet af 15.-16. januar 1987, idet der i dette er henvist

udtrykkeligt til »godkendelse i henhold til organisationernes

vedtægter.« Skulle det imidlertid blive lagt til grund, at der

foreligger en sådan tilkendegivelse, kan det ikke føre til nogen udvidelse af

den kompetence, som ved lovmæssigt fastsatte begrænsninger er tillagt

Forligsmanden. Han var bekendt med Centralorganisationens love. Overholdelsen

af dem var ifølge protokollatet en betingelse for det indgåede forlig. I

henhold til dem skulle overenskomstforslaget være sendt til fælles

urafstemning hos medlemmerne af de tilsluttede forbund, hvor almindelig

stemmeflerhed er afgørende. Endelig bestrides det under alle omstændigheder,

at de af forbund og/eller hovedorganisationer tilkendegivne ønsker kan

legitimere Forligsmandens kompetence i forhold til Sømændenes Forbund i

Danmark.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at

lovgivningen vedrørende mægling i arbejdsstridigheder lige fra den første lov

om udnævnelse af en forligsmand i arbejdsstridigheder af 12. april 1910 har

været præget af, at den er bragt til veje i et samarbejde med

arbejdsmarkedets parter. Denne lovgivning indeholder ikke skarpe grænser for

Forligsmandens virke. Hvis to parter på arbejdsmarkedet er enige om at ønske

hans bistand, skal han ikke juridisk efterprøve grænserne for sit virke.

Fortolkningen af loven i henseende til omfanget af hans kompetence må ske ud

fra skønsmæssige overvejelser af, hvad der er hensigtsmæssigt til løsning af

den hovedopgave, som foreligger: at undgå konflikt. Skønnet skal udøves både

i parternes og i det offentliges interesse. Det, der sætter grænsen for hans

virke i henseende til spørgsmålet om fremsættelse af mæglingsforslag, er det

hensigtsmæssighedsbetonede, om der er udsigt til, at et mæglingsforslag kan

forventes at blive vedtaget eller ej. Hvis man ser på ordlyden af lovens § 3,

stk. 1, 1. punktum, i relation til den foreliggende sag, var forholdet netop

det, at der var grund til at befrygte arbejdsstandsning. Protokollatet af

15.-16. januar 1987 og de identiske aftaler på andre overenskomstområder var

ikke endelige overenskomster. Hvis der skete vedtagelse på den ene eller

anden måde, kunne disse aftaler blive til overenskomster, men der forelå ikke

vedtagelse. Det ses da også af, at der senere blev udvekslet konfliktvarsler.

Det fremgår af de afgivne vidneforklaringer, at det forhandlingsresultat, som

fremgår af protokollatet, ikke ville kunne holde, hvis det øvrige

arbejdsmarked lagde sig på et andet niveau. Derfor var der behov for at få

den klausul med, at det skulle medtages i det mæglingsforslag, der

forventedes stillet. Der ligger ingen tidsmæssig begrænsning i ordet

»befrygtes« i § 3, stk. 1, 1. punktum. Der behøver ikke at være

nogen overhængende risiko for konflikt, for at Forligsmanden kan yde sin

medvirken. Dertil kommer, at det direkte i § 3, stk. 1, 2. punktum, er

udtalt, at Forligsmanden på et tidligere tidspunkt kan gribe ind i sagen. Af

§ 4, stk. 3, fremgår, at Forligsmanden kan fremsætte mæglingsforslag, når han

finder det formålstjenligt. Der har således været et klart legalt grundlag

for Forligsmandens optræden.

Dertil kommer efter indklagedes opfattelse, at der ikke ved indgåelsen af

protokollatet af underskriverne er sket nogen tilsidesættelse af

organisationernes vedtægter. Forbeholdet om godkendelse i henhold til

organisationernes vedtægter er sædvanligt og nødvendigt, bl.a. af hensyn til

bestemmelsen i § 23 i vedtægterne for Dansk Arbejdsgiverforening. Forbeholdet

er indsat også for det tilfælde, at der ikke blev stillet noget

mæglingsforslag. Forhandlerne har ikke givet sig ind under Forligsmandens

område, men sørget for ikke at holde sig uden for dette. Hvis det måtte blive

antaget, at forhandlerne har tilsidesat organisationernes vedtægter, er det

uden betydning for Forligsmandens virksomhed. Forligsmanden er ved

fremsættelsen af sit mæglingsforslag ikke bundet af, hvad der står i

organisationernes vedtægter. Forligsmandens stilling i henseende til at

fremsætte mæglingsforslag var ganske den samme før og efter den 19. januar

1987, hvor han modtog protokollatet fra parterne. Reglen i § 12 i

forligsmandsloven har to formål: at varetage det samfundsmæssige hensyn at

undgå konflikt og at varetage parternes interesse i at undgå konflikt.

Underskriverne af protokollatet har vist deres interesse i, at der blev

tilvejebragt en fredelig udgang på den foreliggende overenskomstsituation.

Det har Forligsmanden med rette tillagt betydning. Dertil kommer, at klagerne

i denne sag ikke er part i protokollatet. Klagerne har ikke protesteret mod

Forligsmandens sammenkædning af deres overenskomst med de øvrige

overenskomster i mæglingsforslaget. Det, de ønsker, er at forringe chancerne

for at få et mæglingsforslag vedtaget. Der findes ikke i forligsmandsloven

regler, der varetager sådanne hensyn. Tværtimod har de hensyn, som begge

arbejdsmarkedets parter har ønsket at varetage gennem reglerne i

forligsmandsloven, været at undgå konflikt på arbejdsmarkedet. Klagerne kan

ikke påberåbe sig andre organisationers vedtægter til støtte for, at de selv

ønsker at udvide deres konfliktret.

Arbejdsretten skal udtale:

Arbejdsretten finder det af afgørende betydning for sagens afgørelse, at

afsnit B i Forligsmandens mæglingsforslag omhandlede forhandlingsresultater.

Der var således ikke tale om, at disse forhandlingsresultater havde

manifesteret sig i indgåede overenskomster. Om disse forhandlingsresultater

kunne føre til overenskomster, afhang, som det er fremgået af de afgivne

vidneforklaringer, af forhandlingerne på det øvrige arbejdsmarked. Det følger

herefter direkte af bestemmelsen i forligsmandslovens § 3, stk. 1, 2.

punktum, at Forligsmanden har haft hjemmel til på foranledning af parterne at

yde sin medvirken til tilvejebringelse af nye overenskomster. Forligsmandens

ret til at fremsætte mæglingsforslag i medfør af lovens § 4, stk. 3, er

uafhængig af, hvad der måtte være bestemt i organisationernes vedtægter.

Forligsmanden findes herefter ikke ved sit mæglingsforslag af 11. februar

1987 at være gået ud over sin kompetence, og indklagedes frifindelsespåstand

vil derfor være at tage til følge.

Klagerne findes at burde betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til

Arbejdsretten.

T h i k e n d e s f o r r e t :

Indklagede, Statens Forligsmand, frifindes for den af klagerne, Sømændenes

Forbund i Danmark, under denne sag nedlagte påstand.

Klagerne betaler 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

Officielle noter

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen, s. 217 (note 8), s. 220 (note 30), s.

226 (note 22), s. 228 (note 25), s. 229 (note 28), s. 230 (note 31).

Hasselbalch Kollektivarbejdsretten, s. 222. Christensen kommentar s. 92.

Forlig i Arbejdsrettens sag 9382 (A 1981, s. 131). Forlig i Arbejdsrettens

sag 5901 (A 1965, s. 44). K 5741 (A 1964, s. 9) K 6908 (A 1971, s. 133)

Lignende dokumenter