Spring til indhold

Retsinformation

Bod 2.3.1. Overenskomstbrud og bod pålagt. Faglig Voldgift. Hovedaftalerns § 7, stk. 2. Kollektiv overenskomst 4. Ophør af kollektiv overenskomst. Processuelle spørgsmål 7. Retskraft. Særoverenskomst. Underbetaling.(* 1) (* 2) Rederi fandtes bundet af en tiltrædelsesoverenskomst, der var opsagt uden frigørelseskonflikt og idømtes bod for at have tilsidesat voldgiftskendelse. Sømændenes Forbund i Danmark (cand.jur. Keld Olsen) mod Wonsild & Søn (advokat N. Koch Michelsen). Dommere: Bangert (retsformand), Bæhring, Friis Christensen, Gade, Arnold Hansen, Sløk og Wahl.

DOM nr 3035 af 02/11/1988DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bod 2.3.1. Overenskomstbrud og bod pålagt.

Faglig Voldgift. Hovedaftalerns § 7, stk. 2. Kollektiv overenskomst 4. Ophør

af kollektiv overenskomst. Processuelle spørgsmål 7. Retskraft.

Særoverenskomst. Underbetaling.(* 1) (* 2) Rederi fandtes bundet af en

tiltrædelsesoverenskomst, der var opsagt uden frigørelseskonflikt og idømtes

bod for at have tilsidesat voldgiftskendelse. Sømændenes Forbund i Danmark

(cand.jur. Keld Olsen) mod Wonsild & Søn (advokat N. Koch Michelsen).

Dommere: Bangert (retsformand), Bæhring, Friis Christensen, Gade, Arnold

Hansen, Sløk og Wahl.

Under denne sag har Sømændenes Forbund i Danmark indklaget Wonsild &

Søn for Arbejdsretten for overenskomstbrud. Wonsild & Søn er et

interessentskab bestående af to interessenter. Interessentskabet er

partredere i tre skibe Anne Wonsild, Ebba Wonsild og Inger Wonsild.

Om overenskomstforholdene er oplyst følgende:

Den 30. august 1972 indgik Partrederiet Anne Mac og Wonsild & Søn

tiltrædelsesaftale med Sømændenes Forbund. Ifølge aftalen tiltræder rederiet

den til enhver tid gældende overenskomst samt andre aftaler og overenskomster

- herunder de fagretslige regler og en eventuel hovedaftale - mellem Danmarks

Rederiforening og Sømændenes Forbund i Danmark. Overenskomsten kunne opsiges

med 3 måneders skriftligt varsel, første gang den 1. marts 1973. Parterne var

i øvrigt enige om at optage forhandlinger med henblik på en forenkling af

hovedoverenskomsten. På tiltrædelsesaftalen skulle påføres, hvilke skibe

rederiet for tiden disponerede over. Her var anført: »Anne Mac«

OZIR.

Ved en skrivelse af 30. november 1972 opsagde rederiet med virkning fra

den 1. marts 1973 samtlige overenskomster indgået for de skibe, der

disponeredes af dette. Forbundet har anerkendt modtagelse af opsigelsen.

I en skrivelse af 5. december 1972 fra rederiet til forbundet hedder det

blandt andet:

»I fortsættelse af vor opsigelse af tiltrædelseserklæringen af august

Læs alt

1972 skal vi herved fremsætte vort foreløbige forhandlingsoplæg til ændring

af den bestående aftale:»

Forneden på skrivelsen er anført:

»Rederierne for:» hvorefter nævnes navn på 16 skibe, hvoriblandt

Ebba Victor, Inger Victor og Anne Mac. Skrivelsen er underskrevet for

ovennævnte rederier Wonsild & Søn og påtegnet følgende fuldmagt:

»Hermed giver undertegnede rederi/rederier fuldmagt til

forhandlingsudvalget nedsat af Rederiforeningen af 1895 for de af os

ejede/disponerede skibe, der er indmeldt i Rederiforeningen af 1895, til på

vore vegne at indgå i forhandling med Sømændenes Forbund i Danmark med

henblik på fornyelse af aftale.«

Der kom imidlertid ikke forhandlinger i gang, og der blev ikke indgået

nogen ny overenskomst.

Såvel Danmarks Rederiforening som Sømændenes Forbund var på det tidspunkt

omfattet af Hovedaftalen, som også dengang indeholdt en bestemmelse svarende

til den nugældende Hovedaftales § 7, stk. 2.

Samtlige de nævnte skibe har været solgt. Anne Mac blev solgt i 1974 til

Anne Mac ApS med Wonsild & Søn som korresponderende reder og i 1978 købt

af Anne Wonsild ApS fortsat med Wonsild & Søn som redere, og skibet fik

samtidig navneforandring til Anne Wonsild. Ebba Wonsild overgik til rederiet

den 7. januar 1980 og Inger Wonsild i foråret 1981, men blev solgt på ny den

30. december 1987.

Rederiet har stedse betalt hyre med overtidstillæg og tanktillæg i

overensstemmelse med den på det pågældende tidspunkt gældende overenskomst.

Et antal fremlagte hyrekontrakter fra 1979 til 1986 vedrørende Ebba Wonsild

og Anne Wonsild underskrevet af forskellige skibsførere henviser om øvrige

ansættelsesvilkår til overenskomsten.

I en skrivelse af 18. september 1981 vedrørende Inger Wonsild har

forbundet under henvisning til, at rederiet hæfter for overenskomsten i det

enkelte skib, afkrævet det manglende kontingent. Dette medførte, at der blev

fremsendt kontingent for fire medlemmer samt to indmeldelser i forbundet.

Om baggrunden for denne sag er i øvrigt oplyst:

Bestemmelsen i § 15 b i overenskomsten mellem Danmarks Rederiforening og

Sømændenes Forbund i Danmark lyder således:

»b. Stk. 1. I overenskomstperioden må besætningens størrelse i de

enkelte skibe ikke forringes, medmindre:

der foretages sådanne ændringer med hensyn til skibets anvendelse, fart,

rute eller indretning, at en forringelse af denne grund bliver berettiget.

Stk. 2. Spørgsmålet om berettigelsen af en påtænkt forringelse af

besætningens størrelse kan indankes for den i overenskomsten fastsatte

voldgiftsdomstol.

Stk. 3. Uanset bestemmelserne i stk. 1 kan besætningens størrelse dog

reduceres i overensstemmelse med den i medfør af lov nr. 158 af 7. maj 1964

om ændring i lov om skibes bemanding fastsatte bemanding.«

Ved lov nr. 239 af 6. juni 1985 om skibes besætning ændredes

bemandingsreglerne. Med hjemmel i denne lov nedsattes antallet af

besætningsmedlemmer på en række skibe tilhørende medlemmer af Danmarks

Rederiforening og andre rederier heriblandt besætningerne på Anne Wonsild og

Ebba Wonsild.

Forbundet, som fandt, at en sådan reduktion var i strid med

overenskomstens § 15b, fik ved en faglig voldgiftskendelse af 7. juli 1986

fastslået, at en forringelse i overenskomstperioden af besætninger i skibe

tilsluttet Danmarks Rederiforening er et brud på overenskomsten af 18. juni

1985, såfremt besætningernes størrelse udelukkende reduceres på grundlag af

den i medfør af loven af 6. juni 1985 fastsatte bemanding.

Efter at denne kendelse var afsagt, skrev forbundet til en række rederier,

heriblandt indklagede, og meddelte, at det nu var fastslået, at den nye

besætningslov ikke ændrede parternes overenskomst, hvilket betød, at

besætninger ikke lovligt kunne forringes, selv om der var givet meddelelse

fra Statens Skibstilsyn herom. Det hedder herefter i skrivelsen:

»Såfremt De allerede har forringet besætningen, er der tale om

overenskomstbrud, som kan medføre bod i Arbejdsretten. I så fald skal

besætningen straks suppleres op, og der skal betales forkortsejlads for den

tid, der har været sejlet med for lidt mandskab.«

Efter kendelsen har et antal rederier foretaget genbemanding, således at

besætningsforringelserne blev bragt til ophør, og foretaget efterbetaling og

betaling for forkortsejlads.

Da indklagede ikke foretog genbemanding og efterbetaling, indkaldte

forbundet til mæglingsmøde, men indklagede udeblev. Herefter foregik en

brevveksling mellem parterne om, hvorvidt overenskomsten og den afsagte

voldgiftskendelse var bindende for indklagede. Da der ikke kunne opnås

enighed, indbragte klageren ved klageskrift af 27. marts 1987 sagen for

Arbejdsretten.

Den 1. august 1987 fastsatte rederiet en fastlønsordning for matroser

ansat i Inger Wonsild, Anne Wonsild og Ebba Wonsild. I denne er hyren, fast

overtid og tillæg fastsat til 13.000 kr. pr. måned. Der er endvidere givet

regler om tjenestetid, rejsepenge, vagt og gensidigt opsigelsesvarsel. I § 6

er bestemt, at sømanden selv er ansvarlig for betaling af kontingent til en

eventuel A-kasse.

Efter at indklagede havde afgivet svarskrift, blev sagen udsat på

afgørelsen i en af forbundet mod Dansk Arbejdsgiverforening, Danmarks

Rederiforening og et antal medlemmer af denne anlagt sag. Ved Arbejdsrettens

dom af 26. januar 1988 i denne sag (nr. 86.127) blev det fastslået, at

besætningsreduktioner svarende til de i denne sag omhandlede var

overenskomststridige, men der blev ikke pålagt bod, hvorved der blev lagt

vægt på, at der var sket fuldstændig efterbetaling af de krav, som forbundet

havde rejst.

Efter afsigelse af denne dom udvekslede parterne replik og duplik,

hvorefter sagen berammedes.

Klagerne har nedlagt påstand om, at overenskomsten af 30. august 1972 er

gældende for MT Anne Wonsild, MT Ebba Wonsild og MT Inger Wonsild, og at

indklagede idømmes bod.

Indklagede har påstået frifindelse.

Under domsforhandlingen er der afgivet forklaring af matros Sten Højmand

Hansen og regnskabschef Steen Nielsen.

Sten Højmand Hansen har forklaret, at han fra 1981 til 1987 var

repræsentant for forbundet i Antwerpen og Amsterdam. Hans opgave var at

besøge danske skibe og påse, at overenskomsten blev overholdt, herunder også

eksklusivbestemmelsen. Han har besøgt et af de omhandlede skibe hver måned.

Forholdene var som regel i orden, men var de ikke, snakkede man sig som regel

til rette. Han har flere gange været i telefonisk forbindelse med rederiet,

men der var ikke megen kontakt og ingen faglige sager. Samtaler med

skibsførerne skete altid ud fra det synspunkt, at overenskomsten var

gældende.

Steen Nielsen har forklaret, at Anne Mac, da tiltrædelsesoverenskomsten

blev indgået, ejedes af partrederiet Anne Mac, som havde forskellige ejere.

Wonsild & Søn var bestyrende redere. I 1974 blev skibet solgt til Anne

Mac ApS, der bestod af de svenske interessenter, som havde chartret skibet

med Wonsild & Søn som korresponderende redere, hvilket de fortsat er,

efter at skibet i 1978 blev solgt til Anne Wonsild ApS. Wonsild & Søn er

et skibsmæglerfirma og har ingen overenskomst. Lønninger har stedse været

betalt efter overenskomsten med forbundet, indtil aftalen af 1. august 1987 -

kaldet Woson-aftalen - blev indgået. Han ved ikke, med hvem denne aftale er

indgået, men det er vist med de enkelte besætningsmedlemmer.

Klagerne har til støtte for deres påstand anført, at indklagede som følge

af tiltrædelseserklæringen er bundet af hovedoverenskomsten.

Tiltrædelseserklæringen blev opsagt, men der har ikke været nogen

frigørelseskonflikt. Salget af Anne Mac i 1974 er uden betydning, da

indklagede hele tiden var været reder for skibet. Der er sket nogle

udskiftninger af skibe i de forløbne år, men erklæringen må også være

bindende med hensyn til disse. Indklagede har ikke på noget tidspunkt, før

denne sag blev rejst, tilkendegivet, at overenskomsten ikke skulle gælde for

alle skibe. I hvert fald har indklagede stiltiende indgået overenskomst for

de andre skibe. Rederiet har ikke blot i 15 år fulgt overenskomstens

lønsatser, men direkte henvist til overenskomsten i hyrekontrakterne med de

enkelte besætningsmedlemmer og også på anden måde handlet, som om man var

bundet af overenskomsten. Der blev således sørget for, at besætningsmedlemmer

blev indmeldt i forbundet og sørget for indbetaling af kontingent. Dette

forudsættes ligefrem i Woson-aftalen, der udtrykkeligt foreskriver, at

sømanden selv er ansvarlig for betaling af kontingent til en eventuel

A-kasse.

Da der således foreligger en gyldig overenskomst, har indklagede gjort sig

skyldig i overenskomstbrud, dels ved ikke at følge voldgiftskendelsen om

forståelsen af overenskomstens § 15b, dels ved at indføre lønregler, der er

ringere end overenskomsten.

Med hensyn til bodsspørgsmålet har klagerne anført, at man efter

Arbejdsrettens dom i sag nr. 86.127 ikke kræver bod for tiden før 7. juli

1986. Boden bør indeholde efterbetaling og betaling for forkortsejlads.

Klageren har i en skrivelse, der er fremlagt ved domsforhandlingen, opgjort

disse beløb til henholdsvis 309.014,35 kr. og 929.250 kr. Man har i sin

replik provokeret indklagede til at gøre indsigelse, hvis man ikke kan

anerkende, at aflønningen indtil den 31. juli 1987 har udgjort mindst 20.000

kr. om måneden for hvert dæksbesætningsmedlem. Da indklagede ikke har

besvaret denne provokation, kan man ikke i dag gøre indsigelse mod klagernes

opgørelse. Klagerne kræver endvidere bod, fordi indklagede, medens sagen om

overenskomstens eksistens verserede, har fastsat forringende lønregler.

Indklagede har til støtte for sin påstand anført, at klagerne ikke har

ført bevis for, at der eksisterer nogen overenskomst. Det erkendes, at der i

sin tid er underskrevet en tiltrædelsesaftale vedrørende Anne Mac. Den blev

imidlertid gyldigt opsagt og må være ophørt. Rederiet fremsendte udkast til

en ny overenskomst, men der blev aldrig indledt forhandlinger herom.

Indklagede mener ikke, at Hovedaftalen er gældende, og overenskomsten må i

hvert fald være bortfaldet, da skibet blev solgt. Der foreligger ikke nogen

overenskomst for andre skibe. Det bestrides ikke, at der hele tiden har været

aflønnet efter overenskomsten, men dette indebærer ikke, at der stiltiende er

indgået overenskomst. Der er intet bevis for, at rederiet har sørget for, at

besætningsmedlemmerne blev indmeldt i forbundet, men det erkendes, at der er

sket kontingenttræk.

Selv om der skulle foreligge en overenskomst, kan voldgiftskendelsen af 7.

juli 1986 ikke være bindende for partrederierne eller Wonsild & Søn.

Voldgiftskendelsen lægger afgørende vægt på subjektive forhold hos Danmarks

Rederiforening. Indklagede kan ikke blive bundet af en fortolkning, som i det

væsentlige støtter sig på subjektive momenter og forudsætninger, som har

ligget uden for indklagedes erkendelse, men tiltrædelseserklæringen må i

forhold til indklagede fortolkes selvstændigt i relation til indklagede. I

øvrigt er voldgiftskendelsen forkert. Under alle omstændigheder har

indklagede ikke tilsigtet at begå overenskomstbrud og bør derfor ikke

pålægges bod. Rederiet beskæftiger nu kun rederiansatte besætningsmedlemmer.

Indklagede har bestridt klagernes opgørelse.

Arbejdsretten skal udtale:

Ved tiltrædelseserklæringen tiltrådte partrederiet ved indklagede for Anne

Mac den til enhver tid gældende overenskomst samt andre aftaler og

overenskomster, herunder de fagretslige regler og en eventuel hovedaftale.

Indklagede blev derved bundet af Hovedaftalen.

Rederiet kunne herefter i tilfælde af opsigelse først blive frigjort for

aftalen under de i Hovedaftalen fastsatte betingelser. Der har ikke været

frigørelseskonflikt, og de interne køb og salg af Anne Mac, for hvilket

indklagede stadig optrådte som reder, har ikke medført frigørelse. Det

fremgår af tiltrædelseserklæringen, at denne var tilsigtet at gælde for alle

af rederiet disponerede skibe, og rederiets skrivelse af 5. december 1972 om

indgåelse af ny overenskomst angik alle rederiets skibe. Det må lægges til

grund, at rederiet i de følgende 15 år ikke blot har fulgt overenskomstens

bestemmelser om løn, men også i øvrigt fulgt dennes bestemmelser i et sådant

omfang, at forbundet ikke har haft grund til at betvivle, at også rederiet,

som alene optrådte på skibenes vegne overfor forbundet, anså overenskomsten

som gældende for alle skibene. For Arbejdsretten har indklagede først i

duplikken gjort gældende, at der ikke skulle foreligge overenskomst. Der må

derfor i hvert fald anses indgået en stiltiende overenskomst for de

omhandlede skibe. 1. del af indklagedes påstand tages herefter til følge.

Da indklagede således er bundet af den til enhver tid gældende

overenskomst mellem Danmarks Rederiforening og forbundet, må dette også gælde

den fortolkning af overenskomsten, som er sket ved voldgiftskendelsen af 7.

juli 1986. Indklagede har herefter begået overenskomstbrud ved ikke at

efterleve voldgiftskendelsen.

Indklagede har endvidere begået overenskomstbrud ved at indføre en

fastlønsordning for matroser, der medfører en ringere aflønning end

overenskomsten.

Retten finder ikke ved fastsættelse af bod at kunne indregne efterbetaling

og betaling for forkortsejlads heri.

Selv om indklagede har undladt at besvare klagerens provokation vedrørende

beregningsgrundlaget for efterbetalinger, er opgørelsen først fremlagt under

domsforhandlingen, og indklagede har derfor ikke haft fornøden mulighed for

at præcisere sine indsigelser mod opgørelsen. Disse spørgsmål henvises derfor

til forhandling mellem parterne, og såfremt enighed ikke kan opnås, til

afgørelse ved fagretslig behandling.

Den forskyldte bod for de begåede overenskomstbrud fastsættes til 250.000

kr.

Sagens omkostninger til Arbejdsretten, 2.000 kr. betales af indklagede.

T h i k e n d e s f o r r e t :

Indklagede, Wonsild & Søn, skal anerkende, at overenskomst af 30.

august 1972 er gældende for MT Anne Wonsild, MT Ebba Wonsild og MT Inger

Wonsild.

Indklagede skal til klagerne, Sømændenes Forbund i Danmark i Danmark,

betale en bod på 250.000 kr.

Klagernes krav om efterbetaling og betaling for forkortsejlads henvises

til forhandling mellem parterne og, såfremt enighed ikke opnås, til

fagretslig behandling.

Indklagede skal betale sagens omkostninger til Arbejdsretten, 2.000 kr.

Officielle noter

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.114, K 86.127, K 87.423.

Lignende dokumenter