Spring til indhold

Retsinformation

Ikke fradrag i efterløn for ratepension.

KEN nr 3351 af 14/06/1991Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Ikke fradrag i efterløn for ratepension.

Et medlem af en arbejdsløshedskasse, der var overgået til efterløn den 1.

marts 1989, påtænkte den 1. januar 1991 at påbegynde den løbende udbetaling

på en ratepensionsordning.

Af aftalen om ratepension af 12. december 1986 indgået mellem medlemmet,

medlemmets arbejdsgiver og banken fremgår:

Arbejdsgiver forpligter sig til med virkning fra indkomståret 1987 i 10 år

at indbetale til den del af det årlige indskud på 63.240 kr., der overstiger

det beløb, der med fradragsmæssig virkning årligt indbetales på

kapitalpensionskonto nr. .... af 12. december 1986, idet det mellem parterne

er en aftale, at bidraget tilvejebringes således: Der henvises til

kapitalpensionskonto nr. .... I 1987 udgør indbetalingen således: 38.240 kr.

årligt eller 3.186,67 kr. pr. måned. Udbetalingstidspunkt 1. gang 3. januar

1997 over 10 år.

Arbejdsgiveren underskrev ratepensionsaftalen den 14. januar 1987.

Den 23. november 1989 underskrev medlemmet tillæg til ratepensionsaftale,

hvorefter arbejdsgiveren udtrådte af ordningen, der herefter var uden for

ansættelsesforhold, således at det alene var kontohaveren, der fremtidigt

indbetalte til ordningen. Medlemmet forpligtede sig herefter med virkning fra

1989 at indbetale 27.100 kr. i 8 år.

Af lønafregning for september 1988 fremgår, at der i medlemmets løn var

fratrukket 2.083,33 kr. til kapitalpension og 3.336,67 kr. til ratepension.

Kassen meddelte den 27. november 1990, at en udbetaling fra ratepensionen

ville medføre fradrag i efterlønsudbetalingen, idet der var indgået en aftale

om ratepension mellem medlemmet, arbejdsgiveren og banken.

Medlemmet har anført, at arbejdsgiveren kun har formidlet medlemmets

bidrag fra lønnen til indsættelse på medlemmets bankkonto, og at dette ikke

kan anses for en arbejdsgiverordning. Medlemmet henviste til, at en

arbejdsgiver har flere serviceordninger over for sine medarbejdere, som

f.eks. også betaling af fagforeningskontingent, og dette er ikke ensbetydende

Læs alt

med, at det er arbejdsgiveren, der betaler.

Medlemmets arbejdsgiver oplyste, at den indgåede pensionsaftale var en

frivillig medarbejderordning og således ikke led i en overenskomst eller

firmaordning, samt at virksomheden administrerede frivillige pensionsaftaler,

som mange andre medarbejdere havde lavet.

Virksomheden ophørte pr. 28. februar 1989 med at indbetale på

pensionsordningen.

Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse, idet det var direktoratets

opfattelse, at ratepensionsaftaler, der indgås mellem

pengeinstitutter/forsikringsselskaber og ansatte samt disses arbejdsgivere,

generelt må anses for at være af en sådan karakter, at det er sædvanligt, at

arbejdsgiveren bidrager, jf. § 4 i bekendtgørelse nr. 327 af 17. maj 1990 om

arbejdes og indtægters betydning for efterlønnens størrelse.

Da medlemmets ratepensionsaftale oprindelig var oprettet i pensionsøjemed

som led i et ansættelsesforhold, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 732 af 17.

oktober 1986 om beskatningen af pensionsordninger m.v., var direktoratet

derfor enig med arbejdsløshedskassen i, at en løbende pensionsudbetaling fra

ordningen skulle medføre fradrag i medlemmets efterløn.

Medlemmet anførte, at da der ikke var pensionsordning i hans firma,

tegnede han en kapitalopsparingskonto, da det blev muligt. Da der kom

»loft« på denne ordning, blev medlemmet af banken rådet til en

ratepensionsordning, enten som en arbejdsgiverordning eller en privatordning,

og da arbejdsgiveren ikke havde pensionsordning, måtte dette blive en

privatordning.

Medlemmet har videre anført, at det ikke kan være rigtigt, at en

privatordning bliver til en arbejdsgiverordning, fordi den administreres af

arbejdsgiveren. Hvad enten det er arbejdsgiveren, der hæver beløbet af lønnen

og indsætter det på ratepensionskontoen, eller det er banken, der hæver

beløbet fra lønkontoen og indsætter på ratepensionskontoen, er det samme

beløb, det drejer sig om. Det var for alle parter indlysende, at når

arbejdsgiveren i forvejen trak beløbet til kapitalopsparingen, skulle det

også gælde ratepensionen.

Direktoratet fastholdt den trufne afgørelse og tilføjede, at det efter

direktoratets opfattelse ikke var en betingelse for anvendelse af

bekendtgørelsens § 4, at en pensionsordning var obligatorisk eller kollektiv.

Ankenævnet fandt, at de løbende udbetalinger i medlemmets ratepension ikke

skulle medføre fradrag i medlemmets efterlønsudbetalinger.

Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at arbejdsgiveren ifølge

ratepensionsaftalen af 14. januar 1987 skulle indbetale den del af det årlige

indskud, der oversteg det beløb, der med fradragsmæssig virkning årligt

indbetaltes på medlemmets kapitalpensionskonto.

Da arbejdsgiverens indbetalinger til ratepensionen ikke blev finansieret

af arbejdsgiveren, men alene var af teknisk art, fandt ankenævnet, at

ratepensionsaftalen var en privattegnet pensionsordning, der ikke var

omfattet af § 4 i bekendtgørelse nr. 327 af 17. maj 1990.

Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter