Spring til indhold

Retsinformation

Udlån, løbetid, renteændring. (* 1)

KEN nr 60443 af 09/07/1992Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udlån, løbetid, renteændring. (* 1)

Kendelse af 9. juli 1992 i sag 585/1991 (Udlån, løbetid, renteændring .)

I april 1986 ydede pengeinstituttet P klageren K et billån på 87.700 kr.,

som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.640 kr. Det fremgik af

lånedokumentet, at lånet med den daværende rentesats ville være tilbagebetalt

ca. den 1. maj 1992. Endvidere var anført, at P var berettiget til at

forlange ydelsen ændret ved ændringer i renten, således at lånet kunne være

tilbagebetalt den nævnte dato. Pr. 15. februar 1988 indførte P et rentspænd

for billån, således at renten blev fastsat ud fra en total vurdering af

kundens engagement og rentabilitet samt udbetalingens størrelse og bilens

alder. Rentesatsen for K's lån forhøjedes i denne forbindelse med 1%. K blev

ikke særskilt orienteret herom.

Af kontoudskrift af 29. maj 1991 fremgik, at lånets restgæld var 39.927,67

kr., og at renten var 15% p.a.

K indbragte sagen for Ankenævnet med påstand om, at P tilpligtedes at

anerkende, at lånet ville være indfriet ved K's betaling af 1.640 kr.

månedligt til 1. september 1992, ligesom K bestred, at P havde været

berettiget til at forhøje renten med 1% i forbindelse med indførelsen af et

rentespænd.

P nedlagde påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Ankenævnet tog K's påstand delvis til følge med disse bemærkninger:

»Ankenævnet finder, at K burde have indset, at en forhøjelse af

lånets rente kunne medføre en forlængelse af lånets løbetid også ud over den

margin på 3-4 månder, som ifølge K blev nævnt ved lånets indgåelse. Hertil

komme, at K ved modtagelsen af de årlige kontooversigter har kunnet følge

lånets afvikling. Uanset at P ikke i gældsbrev og kontooversigter har oplyst

om rentens størrelse, findes der herefter ikke at være tilstrækkeligt

grundlag for at tage K's principale påstand til følge.«

3 medlemmer udtalte herefter:

»Vi finder, at forhøjelsen af renten på et lån som udgangspunkt alene

Læs alt

kan ske i forbindelse med en generel forhøjelse af pengeinstituttets rente

for lån af den pågældende art. En adgang til herudover at forhøje rente på

grundlag af en vurdering af den enkelte låntagers forhold må efter vor

opfattelse i hvert fald forudsætte, at lånedokumentet indeholder udtrykkelig

hjemmel herfor. Vi finder derfor, at P ikke har været berettiget til at

forhøje renten på K's lån med 1% i forbindelse med indførelsen pr. 15.

februar 1988 af et såkaldt »rentespænd« for billån.

2 medlemmer udtalte:

»Vi finder, at lånedokumentet og P's almindelige

forretningsbetingelser giver P fornøden hjemmel til at forhøje renten på

grundlag af en vurdering af den enkelte låntagers forhold. I forbindelse med

en sådan individuel renteforhøjelse må det imidlertid påhvile et

pengeinstitut at orientere kunden enten om forhøjelsen eller om den efter

forhøjelsen gældende rentesats med et varsel, som passende kan sættes til en

måned.

Det fremgår af sagen, at P ikke orienterede K om den i februar 1988

gennemførte ekstraordinære forhøjelse af renten på lånet, og at K først ved

modtagelsen af kontoudskriften af 29. maj 1991 fik orientering (og senere

generelle rentejusteringer) gældende rentesats.

Disse medlemmer finder derfor, at P bør anerkende, at man først pr. 29.

juni 1991 har været berettiget til at forhøje renten på K's billån med 1% i

forbindelse med indførelsen af »rentespænd«, og at P bør nedsætte

restgælden på K's lån i overensstemmelse hermed'.

Officielle noter

(* 1) Offentliggjort i Fagskrift for Finansvæsen og Ankenævnets

årsberetning for 1992.

Lignende dokumenter