Spring til indhold

Retsinformation

Patent på medicinsk tablets fysiske egenskaber. (* 1)

KEN nr 60405 af 05/11/1990Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Patent på medicinsk tablets fysiske egenskaber.

(* 1)

År 1990, den 5. november afsagde Patantankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Franck, Arne Holm, Terndrup

Pedersen)

følgende

KENDELSE

i sagen j. nr. P 13/88:Klage fra

Danmarks Apotekerforening,

DAK-Laboratoriet,

København,

v/Patentbureau Chas. Hude

over

Patentdirektoratets afgørelse

af 20. maj 1988 af patent ansøgning nr. 2801/74 fra

The Wellcome Foundation Limited,

England,

v/Internationalt Patent-bureau.

Den 1. februar 1982 fremlagdes under nr. 144.261 en den 22. maj 1974

indleveret ansøgning om patent på »medicinsk tablet indeholdende

allopurinol og fremgangsmåde til fremstilling heraf«.

Kravene var sålydende:

»1.Medicinsk tablet indeholdende allopurinol som aktiv bestanddel

såvel som et desintegreringsmiddel, et granuleringsmiddel og andre

tablethjælpestoffer, kendetegnet ved, at den indeholder 80-98 vægt%

allopurinol med en partikelstørrelse på 2-40 um, 1-19 vægt% af et

desintegreringsmiddel og 1-19 vægt% af et granuleringsmiddel.

2. Tablet ifølge krav 1, kendetegnet ved, at den indeholder mindst 85

vægt% allopurinol.

3. Tablet ifølge krav 2, kendetegnet ved, at den indeholder mindst 90

Læs alt

vægt% allopurinol. 4.Tablet ifølge krav 3, kendetegnet ved, at den indeholder

ca. 95 vægt% allopurinol.

4. Tablet ifølge krav 3, kendetegnet ved, at den indeholder ca. 95 vægt%

allopurinol.

5. Tablet ifølge et vilkårligt af de foregående krav, kendetegnet ved, at

den indeholder mindre end 5 vægt% af granuleringsmidlet.

6. Tablet ifølge krav 5, kendetegnet ved, at den indeholder ca. 2 vægt% af

granuleringsmidlet.

7. Tablet ifølge et vilkårligt af de foregående krav, kendetegnet ved, at

den indeholder mindre end 5 vægt% af desintegreringsmidlet.

8. Tablet ifølge krav 7, kendetegnet ved, at den indeholder ca. 2 vægt% af

desintegreringsmidlet.

9. Tablet ifølge et vilkårligt af de foregående krav, kendetegnet ved, at

den indeholder 250-350 mg allopurinol.

10. Tablet ifølge krav 9, kendetegnet ved, at den indeholder ca. 300 mg

allopurinol.

11. Tablet ifølge et vilkårligt af kravene 1-8, kendetegnet ved, at den

indeholder fra 50-150 mg allopurinol.

12. Tablet ifølge krav 11, kendetegnet ved, at den indeholder ca. 100 mg

allopurinol.

13. Tablet ifølge et vilkårligt af de foregående krav, kendetegnet ved, at

den indeholder allopurinol med en partikelstørrelse på fra 28-38 um.

14. Tablet ifølge et vilkårligt af kravene 1-12, kendetegnet ved, at den

indeholder allopurinol med en partikelstørrelse på mindre end 28 um.

15. Tablet ifølge krav 14, kendetegnet ved, at den indeholder allopurinol

med en partikelstørrelse på mindre end 15 um.

16. Tablet ifølge krav 15, kendetegnet ved, at den indeholder allopurinol

med en partikelstørrelse på ca. 10 um.

17. Tablet ifølge et vilkårligt af de foregående krav, kendetegnet ved, at

desintegreringsmidlet er carboxymethylstivelse.

18. Tablet ifølge et vilkårligt af de foregående krav, kendetegnet ved, at

granuleringsmidlet er gelatine.

19. Fremgangsmåde til fremstilling af en tablet ifølge et vilkårligt af de

foregående krav indeholdende allopurinol som aktiv bestanddel såvel som et

desintegreringsmiddel, et granuleringsmiddel og andre tablethjælpestoffer,

kendetegnet ved, at 80-98 vægt% allopurinol med en partikelstørrelse på 2-40

um blandes med 1-19 vægt% desintegreringsmiddel, 1-19 vægt%

granuleringsmiddel og andre tablethjælpestoffer, hvorefter blandingen

granuleres, tørres og presses til tabletter.«

Danmarks Apotekerforening, DAK-laboratoriet, og A/S GEA Farmaceutisk

Fabrik nedlagde indsigelser imod meddelelse af patent ved skrivelser af 28.

april 1982, idet de henviste til, at der dels var tale om et lægemiddel, krav

1-18, som i henhold til patentlovens kapitel XI, pkt. 1, stk. 2 ikke er af

den kategori af opfindelser, som er patenterbar, dels et fremgangsmådekrav,

krav 19, til fremstilling af et lægemiddel, som i princippet er patenterbar,

men som her ikke kan føre til patent.

Klager I udtalte:

»Ansøgningens fremgangsmådekrav indeholder ingen tekniske enkeltheder

vedrørende metoden som sådan, men kun rent trivielle og velkendte

foranstaltninger i tabletfremstilling, angivet med verberne

»blandes«, »granuleres«, »tørres« og

»presses«. Det er med andre ord indlysende, at fremgangsmåden er en

art analogifremgangsmåde til fremstilling af et kendt lægemiddel, og en sådan

fremgangsmåde ville ikke være patenterbar, selv om den gældende praksis

ligestillede mekaniske analogier med kemiske analogier, hvilket imidlertid

ikke er tilfældet, således som det klart fremgår af ovenstående citat.

Det fremgår af ansøgningens beskrivelse, at der menes at ligge noget nyt i

mængdeforholdene mellem bestanddelene, nærmere betegnet den høje mængde aktiv

bestanddel på mindst 80 vægt%. Heller ikke dette er dog nyt inden for

lægemiddeltabletter, jf. artiklen af Dr. W.A. Ritschel »Die

Tablette« i Der Pharmaceutische Betrieb, bind 7, 1966, hvori der på side

79 i tabellen er vist intervaller for sædvanlige tabletsammensætninger,

hvoraf nogle kan indeholde op til 87% aktiv bestanddel. Der er derfor ikke

noget principielt nyt i at fremstille en tablet med et højt indhold af netop

allopurinol, som er en kendt aktiv bestanddel, og specielt ikke på baggrund

af Dr. Ritschels angivelse på side 79, linie 23-24, at man til

peroraltabletter vil tilstræbe at gøre tabletterne mindst mulige, hvilket jo

netop er det, der er formålet ifølge ansøgningen. Men selv om der måtte kunne

anføres et eller andet til gunst for det synspunkt, at allopurinol er noget

specielt, over for hvilket almene synspunkter vedrørende lægemiddeltabletter

ikke kan gøres gældende, ville dette ikke være tilstrækkeligt til at begrunde

patenterbarheden af ansøgningens krav 19, for det afgørende er, at der med

fremgangsmåden ikke tilvejebringes et nyt lægemiddel i patentlovens forstand,

dvs. et lægemiddel, som har andre biologiske virkninger end tidligere kendte

lægemidler.'

Klager II anførte:

»Fremgangsmåden som sådan er helt konventionel ved

tabletfremstilling, og krav 19 opfylder derfor ikke nyhedskravet i

patentlovens § 2. Dette har ansøgerne erkendt i den tilsvarende svenske

ansøgning (svensk fremlæggelsesskrift nr. 402.525), hvor man imidlertid vil

hævde, at der er tale om en analogifremgangsmåde.

I henhold til bilag II, pkt. 3 i »Patentbestemmelser« af 1.

december 1980 kan der »bevilges patent på en analogifremgangsmåde til

trods for, at fremgangsmåden som sådan ikke indeholder noget patenterbart

nyt. Forudsætningerne herfor er, at produktet er nyt og har uventede og

værdifulde egenskaber, hvilket i det mindste skal fremgå af

beskrivelsen«.

Af beskrivelsen fremgår, at allopurinol er en kraftigt virkende inhibitor

for enzymet xanthinoxidase og derved forhindrer dannelsen af urinsyre ud fra

hypoxanthin og xanthin, og at det metaboliseres in vivo til

4,6-dihydroxyanalogen (oxipurinol), der har samme inhiberende virkning.

Som kendt teknik angives, at man med sædvanlig tabletteringsteknik har

fremstillet tabletter med 100 mg allopurinol, der repræsenterer 22-30% af

tablettens vægt.

Det nye skulle nu være, at man med samme tabletstørrelse skulle kunne

forøge enkeltdosisen til 300 mg allopurinol, og at en sådan tablet trods den

korte halveringstid for allopurinolet på mindre end 2 timer skulle kunne være

virksom et døgn igennem, eller lige så virksom som tre enkeltdoser på 100 mg

taget med mellemrum i løbet af døgnet. Dette tilskrives omdannelsen til

oxipurinol, hvis halveringstid ligger mellem 18 og 40 timer.

Det hævdes videre, at tilvejebringelsen af en tablet med forøget dosis

indebærer problemer med hensyn til bevarelse af en tilstrækkelig lang

desintegreringstid kombineret med en tilfredsstillende hårdhed: men at disse

problemer skulle være løst ved den i krav 19 angivne sammensætning af

tabletterne.

Heri ligger der dog ikke noget overraskende nyt, når henses til, hvad der

er kendt fra ansøgerens eget britiske patent nr. 975.850, der angår

inhibering af xanthinoxidase in vivo ved hjælp af allopurinol

(4-hydroxypyrazolo/3,4-d/pyrimidin) og den tilsvarende dihydroxyforbindelse,

oxipurinol.

Der henvises især til patentskriftets side 1, linie 14-60 og side 6, linie

4-8, 25-29 og 58-65 samt til patentkravene, der fuldstændigt sidestiller

allopurinol og oxipurinol.

Endvidere beskriver eksempel 1 og 2 i patentskriftet tabletfremstillingen

ganske analogt med den i den foreliggende ansøgning angivne med et indhold af

21,7 vægt% allopurinol (eks. 1) og et indhold af 87,7 vægt% oxipurinol (eks.

2).

Da de to forbindelser ifølge ansøgerens eget udsagn har samme virkning og

kan erstatte hinanden, kan jeg ikke se rettere, end at den påståede

opfindelse enten er fuldstændigt foregrebet af eller så nærliggende i forhold

til det fra det nævnte britiske patent kendte, at ansøgningen ikke bør føre

til patent.'

Ansøger imødegik ved skrivelse af 4. marts 1983 indsigelserne og udtalte:

»Som indsigerne selv anfører i indsigelsesbegrundelsens slutning, er

der ikke tale om et nyt lægemiddel. Der er imidlertid tale om et nyt produkt

i den forstand, at det kendte lægemiddel, allopurinol, optræder i en ny

formulering. Idet patentlovens undtagelsesbestemmelse vedrørende lægemidler

tilsigter at hindre monopolisering af lægemidler, vil patent på en sådan ny

formuleringsform for et kendt lægemiddel ikke stride mod nævnte

undtagelsesbestemmelses sigte, idet et sådant patent ikke vil være til hinder

for benyttelse af allopurinol i andre formuleringsformer. Heri ligger

forklaringen på det for indsigerne åbenbart overraskende i, at

Patentdirektoratet har kunnet anerkende den omhandlede medicinske tablets

patenterbarhed, og der er ikke tale om en fejltagelse eller distraktion.

Dette vil bl.a. fremgå af, at der allerede foreligger danske patenter rettet

på en (medicinsk) tablet, hvis patenterbarhed er begrundet i en speciel

formuleringsform. Vi kan henvise til de vedlagte danske patenter nr. 104.696,

127.493 og 143.247, og idet disse patenter er udstedt på grundlag af

ansøgninger behandlet gennem Internationalt Patent-Bureau, kan vi til

indsigernes orientering oplyse, at det er fuldt bevidst, at

Patentdirektoratet har udstedt sådanne tabletpatenter. Medens patentkravene i

de danske patenter nr. 104.696 og 127.493 ikke er bundet til bestemte

lægemidler, er, ligesom i den foreliggende ansøgning, patentkravene i dansk

patent nr. 143.247 bundet til et bestemt, kendt lægemiddel, eller rettere en

lægemiddelkombination. I alle fire tilfælde er der tale om, at nye

formuleringstekniske træk medfører tekniske virkninger, som begrunder

patenterbarheden. Tabletkravene kunne i og for sig udmærket have været

formuleret som fremgangsmådekrav. Der ville ikke være nogen reel forskel på

beskyttelsesomfanget for de to typer krav. Patentdirektoratet og vi har

imidlertid i de nævnte tilfælde fundet det mere naturligt at rette kravene på

selve tabletten, al den stund det ikke reelt er i strid med patentlovens

undtagelsesbestemmelser. I den foreliggende ansøgning er der ganske vist

medtaget et fremgangsmådekrav, krav 19, med samme tekniske indhold som krav

1, og under hensyn til det ovenfor anførte kunne dette fremgangsmådekrav for

så vidt synes overflødigt, men på den anden side må det i henhold til

patentbestemmelsernes § 16 være tilladt at medtage det.

Det nye og opfinderisk ejendommelige ved såvel tabletten som

fremgangsmåden ifølge opfindelsen er, at man anvender allopurinolet med en

partikelstørrelse i et bestemt område, samt anvender bestemte mængdeområder

for bestanddelene, hvorved man opnår de i fremlæggelsesskrift nr. 144.261

nærmere angivne tekniske virkninger. Med udvælgelsen af disse parametre til

opnåelse af de angivne tekniske virkninger er der således ved fremgangsmåden

tale om »foranstaltninger, der går ud over den blotte blanding af de

bestanddele, der indgår i produktet... etc.«, hvorfor indsigernes

henvisning til Patentankenævnets afgørelse i sagen j. nr. P 14/75 vedrørende

dansk patentansøgning nr. 4820/60 er irrelevant. I det pådømte patentkrav i

ansøgning nr. 4820/60 anføres det blot, at den pågældende kemiske forbindelse

»inkorporeres i en pharmaceutisk bærer.«

Hvad angår indsigernes påstand om, at den patentansøgte fremgangsmåde er

en art analogifremgangsmåde til fremstilling af et kendt lægemiddel, skal vi

bemærke, at der efter vor opfattelse er tale om fremstilling af ganske vist

ikke et nyt lægemiddel, men et nyt produkt (kendt lægemiddel i ny

formulering) ved en fremgangsmåde, der må anses for ejendommelig på grund af

valget af den særlige partikelstørrelse hos allopurinolet og valget af

særlige mængdeforhold....

Ansøgerne anerkender, at der kendes tabletter med visse medikamenter,

hvori den aktive bestanddel er til stede som hovedbestanddelen. Den

omstændighed, at sådanne tabletter findes, betragtes imidlertid ikke som

foregribende for den foreliggende opfindelse af følgende grunde:

(i) Sådanne tabletter står i modsætning til den generelle lære på

tabletformuleringsområdet, ifølge hvilken hjælpestofferne dominerer.

(ii) Tabletteringen af sådanne tabletter afhænger af de fysiske egenskaber

af den aktive bestanddel, og der kan ikke uden videre foretages en

sammenligning mellem to vilkårlige sådanne bestanddele med hensyn til deres

fysiske egenskaber.

(iii) Der er ingen generel vejledning i den kendte teknik med hensyn til

hvordan man fremstiller højkoncentrerede tabletter - kun en angivelse af, at

det vil være vanskeligt,

(iv) de til fremstilling af højkoncentrerede tabletter anvendte

formuleringer varierer i vidtgående grad. Der foreligger ingen angivelse om,

hvilke af disse formuleringer, om overhovedet nogen, der ville være

hensigtsmæssige for allopurinol - men det ligger fast, at et stort antal af

dem, hvis man prøvede, ikke ville være vellykkede.

Under hensyn til det anførte ser vi ikke rettere, end at den omhandlede

tablet og fremgangsmåde er patenterbare, og vi skal henstille til

Patentdirektoratet at træffe afgørelse om meddelelse af det ansøgte

patent...'

Efter yderligere brevvekslinger udløb A/S Gea Farmaceutisk Fabrik's

svarfrist uden nyt indlæg, medens Danmarks Apotekerforening, DAK-Laboratoriet

ved skrivelse af 17. maj 1984 anførte:

»Ansøgerne lægger vægt på, at der er tale om et nyt produkt, nemlig

et kendt lægemiddel i ny formulering, og mener, at det ved dette ordvalg

skulle være godtgjort, at der ikke er tale om et lægemiddel i patentlovens

forstand. Et sådant forsøg på bortforklaring modsiges, dels af den

omstændighed, at produktet er karakteriseret ved sit indhold af den aktive

bestanddel (allopurinol), dels af beskrivelsens indledning, der søger at

etablere en motivering for opfindelsens patenterbarhed, og som ikke kan

tilsløre, at det, der tilstræbes, er en terapeutisk virkning, idet der ved

terapeutisk virkning forstås ikke blot den aktive bestanddels fysiologiske

virkning, men produktets behandlingsvirkning på patienten i det hele taget.

Kondenseret ned til en lettere gennemskuelig længde siger beskrivelsens

indledning følgende: Det er kendt at fremstille 100 mg allopurinol-tabletter

med højt indhold af fyldstof. Disse tabletter indtages 3 gange daglig. Det

har nu vist sig, at 300 mg allopurinol-tabletter giver samme virkning taget 1

gang om dagen, og derfor fremstilles sådanne tabletter.

Det er således klart, at formålet med det nye produkt er terapeutisk, og

der lægges da heller ikke skjul på tablettens virkning i patienten og på

patienten.

Imidlertid søger ansøgerne at lægge problemet op, som om det drejede sig

om at løse det tekniske problem at fremstille en tablet med 300 mg

allopurinol og et lavt indhold af fyldstof. Derved vildledes læseren.

For der er i realiteten intet problem, eller problemet er i bedste fald

ganske mikroskopisk. Til dokumentation herfor vedlægges et skyggebillede af 6

i handelen værende tabletter af samme geometriske form (cylinderform).

Ansøgernes allopurinoltablet er den, der hedder Xyloric. Den vejer 550 mg og

indeholder 300 mg allopurinol, dvs. ca. 55 % aktivt stof (og er altså ikke

ifølge ansøgningen). Selv med dette høje indhold af fyldstof har

allopurinoltabletten en mellemstørrelse og frembyder ikke noget problem på

grund af sin størrelse.

Endvidere er løsningen af dette skinproblem (størrelsen) indlysende, da

der ikke findes nogen anden løsning end at fjerne fyldstoffer. Om det så er

let eller vanskeligt at fjerne fyldstof, er uden betydning for, om løsningen

er opfinderisk, for som nævnt er løsningsmåden dikteret af kendsgerningerne,

og desuden er løsningsmåden foreskrevet af dansk praksis inden for farmacien,

jf. Lærebog i teknisk Farmaci af Axel Jermstad og Svend Aage Schou, 2.

ændrede udgave, København 1951, side 504, hvor det siges: »Som

almindelig regel gælder, at tabletter bør fremstilles så små som muligt, dvs.

at der ikke bør tilsættes unødigt indifferent stof«.

Hvad angår det principielle synspunkt, at opfindelsen ikke er patenterbar,

fordi den angår et lægemiddel og en fremgangsmåde til fremstilling af et

lægemiddel, som ikke er patenterbare i henhold til den her gældende

patentlovs overgangsbestemmelser, må jeg afvise, at de af ansøgerne nævnte

tre danske patenter, nr. 104.696, 127.493 og 143.247, skulle udgøre

fortilfælde, som retfærdiggør godkendelse af den foreliggende ansøgning.

De to førstnævnte patenter angår ikke lægemidler, for, som ansøgerne selv

bemærker, er kravene i disse patenter ikke bundet til bestemte lægemidler,

dvs. den aktive bestanddel indgår ikke i karakteriseringen, hvorfor ordet

»tablet« kun formelt angiver et lægemiddel, medens realiteten er,

at tabletten er karakteriseret ved en vis geometrisk opbygning og visse

fyldstoffer. Kravformuleringen i disse patenter er derfor kun en bekvem

metode til at beskrive en anvendelsesmåde for nogle fyldstoffer.

Det tredie patent, nr. 143.247, har lighedspunkter med den foreliggende

ansøgning, men kan ikke accepteres som udtryk for gældende ret, da den

pågældende ansøgning synes at være godkendt til fremlæggelse, før

Patentdirektoratet blev bekendt med den af indsigerne nævnte Østre

Landsrets-dom. Denne dom, der modsætter sig en udvidelse af det ved

vedtagelsen af patentloven af 1967 fastlagte område for patenterbare

fremgangsmåder, må have den virkning, at den i den foreliggende ansøgning

beskrevne fremgangsmåde (og dermed også det fremstillede produkt) også må

anses for at indebære en udvidelse af det patenterbare område og derfor ikke

er patenterbar.

Men ud over de principielle grunde er der i den foreliggende sag også

specielle grunde til, at opfindelsen ifølge ansøgningen ikke er patenterbar,

nemlig de grunde, at der mangler nyhed og opfindelseshøjde.

Et højt indhold af aktiv bestanddel i en lægemiddeltablet er som tidligere

nævnt under henvisning til Lærebog i teknisk Farmaci et tilstræbt mål inden

for dansk farmaci, og specielt et indhold af aktiv bestanddel på over 80 % er

kendt fra adskillige tabletter, der har været i handelen forud for

ansøgningens prioritetsdato. Jeg skal her blot henvise til følgende fra Den

danske Farmakopi 1948 (Ph Dan 48):

Side 371: Tablettae codeipheni: 92 % aktiv bestanddel

Side 384: Tablettae coffeini phenacetini: 85 % aktiv bestanddel.

Kopi af de to sider er vedlagt, og flere eksempler kan gives, hvis det

ønskes.

Det er altså kendt, ønskeligt og foreskrevet at fremstille medicinske

tabletter med et så højt indhold af aktiv bestanddel som foreskrevet i

ansøgningens krav 1, og da allopurinol tilmed er et af de stoffer, som

særligt let lader sig tablettere med et højt indhold af fyldstof, er der

intet opfinderisk i at anvende denne kendte praksis netop på allopurinol.

Ansøgernes bemærkninger om generel kendt teknik vedrørende farmaceutiske

tabletter er forfejlede og irrelevante, fordi opfindelsens patenterbarhed

naturligvis ikke skal vurderes på grundlag af, hvad der er almindelig praksis

i angelsaksiske lande for de fleste tabletter, men på grundlag af, hvad der

er kendt i det hele taget, herunder også hvad der er almindelig praksis i

dansk farmaci, og også selv om denne praksis kun gælder et mindretal af

tabletter.

Det er således både urigtigt og irrelevant, når ansøgerne nederst side 4 i

svarskriftet anfører: »Fagmanden vil således i almindelighed fremstille

tabletter, hvori medikamentet er til stede i en mindre mængde«, eller på

side 5, linie 3, anfører: »Almindeligvis fremstilles der således

tabletter, hvori medikamentet kun udgør en mindre del af formuleringen«.

Dette er muligvis en engelsk tradition, men den skaber ingen fordom imod

at fremstille allopurinoltabletter med højt indhold af aktiv bestanddel, idet

noget sådant netop er standard ifølge dansk tradition.'

Ansøger anførte ved skrivelse af 18. februar 1985:

»Indsigerne peger i deres replik reelt på to punkter:

1) patenterbarheden, generelt set, af farmaceutiske formuleringer såsom

den foreliggende, og

2) spørgsmålet om den foreliggende ansøgnings krav kun indeholder

nærliggende træk.

Med hensyn til det første punkt har vi allerede på side 1 og 2 i vort

svarskrift af 4. marts 1983 redegjort udførligt for vor opfattelse af dansk

praksis med hensyn til ikke-monopoliserede nye formuleringsformer og påpeget

det irrelevante i indsigernes henvisning til Østre Landsrets-dommen

vedrørende dansk patentansøgning nr. 4820/60.

Spørgsmålet om hvorvidt opfindelsen er nærliggende er mere komplekst, men

indsigerne fremkommer ikke med nye argumenter. Spørgsmålet er ikke, hvorvidt

tabletter, der indeholder en høj procentmængde af aktiv forbindelse er

hensigtsmæssige, spørgsmålet er hvordan man kan fremstille sådanne tabletter

(for øvrigt henviser indsigerne talrige gange til, at ansøgningen angår

300-mg tabletter, men ansøgningen er ikke begrænset til tabletter af denne

vægt, den angår lige så vel 100-mg eller 200-mg tabletter, forudsat at disse

indeholder mere end 80 % allopurinol). Indsigerne anfører ingen

litteratursteder, hvori det foreslås eller antydes, hvorledes man kan

fremstille tabletter indeholdende en høj procentdel af allopurinol. Hvis det

var så nærliggende at fremstille sådanne tabletter, hvorfor har man så ikke

gjort det før ? Den foreliggende ansøgning anviser, hvorledes man kan

tilvejebringe koncentrerede allopurinoltabletter, som stadig har de

egenskaber, der er nødvendige for at opfylde de strenge kriterier, der kræves

for farmaceutiske specialiteter. Dette problem er i øvrigt udførligt

behandlet i vor imødegåelse af 4. marts 1983.

Indsigerne anfører bl.a. som argument, at Wellcome's egne

allopurinoltabletter ikke er ifølge ansøgningen (indsigernes replik side 2,

4. afsnit). Vi ser ikke, at dette har nogen relevans her, da der ifølge

opfindelsen kan tilvejebringes tabletter af tilfredsstillende farmaceutisk

standard. Dette indsigernes argument kan lige så vel vendes mod indsigerne

selv. Hvis indsigerne mener, at det patentansøgte er uden kommerciel

interesse, hvorfor har de da nedlagt indsigelse?»

Patentdirektoratet besluttede at udstede patent og udtalte ved skrivelse

af 20. maj 1988 til Danmarks Apotekerforening, DAK-Laboratoriet:

»Ad 1: Vi kan ikke være enig med Dem i, at den omhandlede tablet er

undtaget til patentering.

Patentlovens kap XI, nr. 1, stk. 2, undtager opfindelser af lægemidler fra

patentering. Ingen af de særlige fordele, der er knyttet til tabletten ifølge

ansøgningen, har med den aktive forbindelses terapeutiske virkning at gøre.

Allopurinolets terapeutiske virkning er kendt og er den samme i den

omhandlede tablet som i andre, kendte allopurinolpræparater. Den er upåvirket

af de tekniske fordele, som er knyttet til netop den her omhandlede tablet,

nemlig at en fuld dagsdosis af allopurinol kan indeholdes i en enkelt tablet

af normal størrelse, samtidig med at tabletten har en tilfredsstillende

hårhedsgrad, lav sprødhedsgrad og passende kort desintegreringstid.

Der er ikke tale om opfindelsen af et nyt lægemiddel, men om opfindelsen

af en ny administrationsform for et kendt lægemiddel, og den omhandlede

opfindelse anses derfor ikke at være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i

patentlovens kap. XI, nr. 1, stk. 2.

Ad 2: Den i ansøgningen omhandlede opfindelse skønnes at adskille sig

væsentligt fra kendt teknik. En fagmand ville ikke på grundlag af de citerede

generelle angivelser vedrørende tabletters størrelse og aktivstofindhold i

»Die Tablette«, Der Pharmazeutische Betrieb, bind 7, 1966, side 79,

og Lærebog i teknisk Farmaci, København, 1951, side 504, og de specielle

angivelser vedrørende andre lægemidler med højt aktivstofindhold i Den danske

Farmakope, 1948, side 371 og 384, kunne forudsige, at man ville kunne opnå

allopurinoltabletter med et aktivstofindhold på over 80% og med

tilfredsstillende fysiske egenskaber ved at anvende allopurinol med den i

ansøgningens krav 1 angivne partikelstørrelse og ved at vælge de sammesteds

angivne mængdeforhold. Der er i fremlæggelsesskriftet på tilfredsstillende

måde redegjort for opnåelsen af disse tilfredsstillende fysiske egenskaber,

nemlig i henhold til ekemplerne en hårhedsgrad mellem 4 og 12 kg (Monsanto),

en sprødhedsgrad under 0,5% og en desintegreringstid under 7 minutter.

Ad 3: Vi kan være enig i det under dette punkt anførte. Nyheden ved

fremgangsmåden er som ved tabletten ifølge krav 1 knyttet til valget af

partikelstørrelse for allopurinolet og til valget af mængdeforhold mellem

komponenterne. Krav 19, der angiver den mest generelle måde at fremstille

tabletten ifølge krav 1 på, kan muligvis synes overflødigt ved siden af krav

1, men er tilladt bibeholdt under hensyn til patentbestemmelsernes § 16.

Patentankenævnets og domstolens afgørelse i ansøgning nr. 4820/60 ses ikke at

være relevant for den foreliggende sag. I ansøgning nr. 4820/60 var der tale

om en fremgangsmåde til fremstilling af et nyt lægemiddel, motiveret med

erkendelsen af en ny og overraskende terapeutisk virkning ved en kendt kemisk

forbindelse, hvilket som anført under pkt. 3 ovenfor netop ikke er tilfældet

i den foreliggende ansøgning. Såfremt det patentbegrundende i nærværende

ansøgning havde været en overraskende terapeutisk virkning, ville såvel krav

1 som krav 19 være blevet nægtet som betydende henholdsvis direkte og

indirekte patentering af opfindelsen af et lægemiddel i strid med

patentlovens kap. XI, nr. 1, stk. 2.'

I begrundelsen til A/S Gea Farmaceutisk Fabrik af samme dato hed det

endvidere: »....

Ad 2: Den i ansøgningen omhandlede opfindelse skønnes at adskille sig

væsentligt fra den kendte teknik. En fagmand ville ikke på grundlag af, hvad

der fremgår af beskrivelsen til britisk patent nr. 975.850, kunne forudsige,

at man ville kunne opnå allopurinoltabletter med et aktivstofindhold på over

80% og med tilfredsstillende fysiske egenskaber ved at anvende allopurinol

med den i ansøgningens krav 1 angivne partikelstørrelse og ved at vælge de

sammensteds angivne mængdeforhold. Der er i fremlæggelsesskriftet på

tilfredsstillende måde redegjort for opnåelsen af disse tilfredsstillende

fysiske egenskaber, nemlig i henhold til eksemplerne en hårhedsgrad på mellem

4 og 12 kg (Monsanto), en sprødhedsgrad under 0,5% og en desintegreringstid

under 7 minutter. Den nævnte kendte teknik omtaler ikke allopurinoltabletter

med et aktivstofindhold på 50%. Vedrørende den kendte omtale af en oxi

purinoltablet med over 80% aktiv bestanddel bemærkes, at denne efter

ansøgerens oplysninger har en hårhedsgrad på kun 1,8 kg (Monsanto) og en

sprødhed på 28,2%. Den kendte teknik gør derfor ikke det i ansøgningen

omhandlede nærliggende....«

Denne afgørelse har Danmarks Apotekerforening, DAK-Laboratoriet ved

skrivelse af 19. juli 1988 indbragt for Patentankenævnet, idet klageren har

nedlagt påstand om, at ansøgningen afslås.

Klageren har ved skrivelsen af 20. september 1988 yderligere gjort

gældende: »...

Der er i ansøgningen ingen påvisning af, at allopurinol skulle være et

specielt særtilfælde, og der er ingen påvisning af, at

partikelstørrelsesintervallet har nogen betydning overhovedet. Hvis man

følger de almindelige regler for tabletfremstilling, således som de er

beskrevet i Lærebog for Teknisk Farmaci, og som de er illustreret ved de

fremsendte kompositioner, når man frem til den i ansøgningen beskrevne

fremgangmsåde til tabletfremstilling. Opfindelsen mangler således totalt

opfindelseshøjde.

Men rent bortset herfra er opfindelsen heller ikke patenterbar, fordi den

angår et lægemiddel. Denne kendsgerning er blevet tilsløret af

Patentdirektoratets opdeling af afslagsbegrundelsen i flere adskilte punkter.

Ad punkt 1 siger således, at »ingen af de særlige fordele, der er

knyttet til tabletten ifølge ansøgningen, har med den aktive forbindelses

terapeutiske virkning at gøre«. Dette er muligvis rigtigt, men

irrelevant, for de særlige fordele, der er knyttet til tabletten, har noget

at gøre med tablettens terapeutiske virkning, hvilket er det, der gør den til

et lægemiddel. Som anført ad punkt 2 opnås nemlig fordele med hensyn til

desintegreringstid, dvs. en virkning, der optræder efter indtagelse af

tabletten , og som følgelig må betragtes som en terapeutisk virkning.

Situationen ville være helt anderledes, hvis de virkninger, man opnåede, kun

havde betydning, før tablettens indtagelse, f.eks. farve, mærkning osv., men

det er et utilladeligt »rent kemisk« synspunkt at sige, at

»allopurinolets terapeutiske virkning er kendt og er den samme i den

omhandlede tablet, som i andre kendte allopurinolpræparater«.

Selvfølgelig reagerer allopurinolet fra tabletten ifølge ansøgningen rent

kemisk i kroppen på samme måde som allopurinol fra kendte tabletter, men

lægekunst er ikke bare kemi, og det må være en lægemiddelvirkning at opnå

f.eks. en særlig henfaldstid af en tablet efter dens indtagelse...'

Ansøgeren udtalte i skrivelse af 28. december 1988 følgende:

»Ansøgerne har anvist, hvordan idealet opnås specielt for

allopurinolabletter på en måde, der adskiller sig væsentligt fra den

relevante kendte teknik. Vi kan her henvise til den udførlige redegørelse i

vor imødegåelse af 4. marts 1983 fra side 3, linie 1 til side 8, linie 15,

idet der specielt henvises til punkt 3 på side 6 nederst og side 7, og

navnlig underpunkt 3.4 på side 7. Endvidere skal vi tillade os at henvise til

indsigelsesafgørelsen af 20. maj 1988, side 2, afsnittet Ad 2, idet vi

bemærker, at vi fuldt ud kan tilslutte os den af Patentdirektoratet i nævnte

afsnit anførte korte og klare forklaring af, hvorfor man anser den

foreliggende opfindelse for at adskille sig væsentligt fra kendt teknik,

eller med andre ord for at besidde fornøden opfindelseshøjde.

I anden halvdel af klagebelgrundelsen vil indsigerne fortsat gøre

gældende, at den patentansøgte tablet ikke er patenterbar i henhold til

patentlovens undtagelsesbestemmelser vedrørende lægemidler. Indsigerne vil

her sondre mellem den aktive forbindelses terapeutiske virkning og tablettens

terapeutiske virkning (understregning foretaget af os), og ud fra denne

subtile sondring når indsigerne til den konklusion, at »det må være en

lægemiddelvirkning at opnå f.eks. en særlig henfaldstid af en tablet efter

dens indtagelse«. Efter vor mening må den aktive forbindelses

terapeutiske virkning og tablettens terapeutiske virkning i princippet være

den samme, og efter vor mening indicerer den nævnte subtile sondring derfor,

at den ovennævnte konklusion er forkert, rent bortset fra, at den umiddelbart

synes forkert.

På side 1 og 2 i vor imødegåelse af 4. marts 1983 har vi allerede

redegjort udførligt for vor opfattelse af dansk praksis med hensyn til

ikke-monopoliserende nye formuleringsformer eller administrationsformer, og i

samklang hermed kan vi fuldt ud tilslutte os det af Patentdirektoratet i

indsigelsesagfgørelsen af 20. maj 1988 nederst side 1 og øverst side 2 ad

punkt 1 anførte, ligesom vi fuldt ud kan tilslutte os det i

indsigelsesafgørelsen på side 2 ad punkt 3 anførte...'

Ankenævnet har behandlet sagen i sit møde den 28. august 1990.

Ingen af parterne gav møde.

Ankenævnet skal udtale:

Vedrørende patentkravene 1-18 finder nævnet af de af Patentdirektoratet

anførte grunde, og idet det over for Ankenævnet oplyste ikke findes at kunne

føre til andet resultat, at Direktoratets afgørelse bør stadfæstes.

Specielt vedrørende fremgangsmådekravet, krav 19, er det nævnets

opfattelse, at det er en forudsætning for, at der i det hele taget kan

meddeles patent på »fremgangsmåder« eller

»analogifremgangsmåder«, at der er tale om foranstaltninger, der

går ud over den blotte blanding af bestanddele, der indgår i produktet og

konventionelle tabletprocedurer. Da denne forudsætning ikke er opfyldt, er

kravet ikke patenterbart.

Herefter

bestemmes:

For så vidt angår patentkravene 1-18 stadfæstes Patentdirektoratets

afgørelse. Patentkrav 19 er ikke patenterbart.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. E. Franck.

Arne Holm. P. Terndrup Pedersen.

Officielle noter

(* 1) Patent på lægemidler har kunnet meddeles i henhold til ansøgning

indleveret fra og med 1.12.1983, jf. Industriministeriet bekendtgørelse nr.

450 af 16.12.1983

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter