Spring til indhold

Retsinformation

Krav til aktiekapitaln i et kreditinstitut, der havde tabt mere end 25% af aktiekapitalen.

KEN nr 60338 af 12/09/1990Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Krav til aktiekapitaln i et kreditinstitut, der

havde tabt mere end 25% af aktiekapitalen.

Som advokat for Bankieraktieselskabet A har advokat .... i skrivelse af

16. marts 1989 klaget over Finanstilsynets afgørelse i skrivelse af 7. marts

1989 (j.nr. 10-510-2-3). I skrivelsen har tilsynet bestemt, at minimumskravet

ved retablering af aktiekapital i det nævnte selskab, der er omfattet af

lovbekendtgørelse nr. 375 af 15. august 1985 om visse kreditinstitutter, jf.

lovbekendtgørelse nr. 374 af 15. august 1985 om banker og sparekasser, er

fastsat til 25 millioner kroner, efter at selskabet har underrettet tilsynet

om at det havde tabt mere end 25% af aktiekapitalen.

Det fremgår af sagen, at selskabet på et møde den 1. marts 1989 med

Finanstilsynet underrettede tilsynet om, at selskabet i 1988 havde tabt mere

end 25% af aktiekapitalen, idet egenkapitalen ultimo 1988 udgjorde knap 14

millioner kroner. I en skrivelse af samme dato, hvorved underretning formelt

fandt sted i overensstemmelse med lovbekendtgørelse om visse

kreditinstitutter § 3, jf. § 44, stk. 1 i lovbekendtgørelse om banker og

sparekasser, anmodede selskabet samtidig tilsynet om blandt andet at

godkende, at retablering skete ved at bringe aktiekapitalen op på 75% af den

oprindelige aktiekapital på 25 millioner kroner eller til 18.750.000,00 jf.

bank og sparekasselovens § 44, stk. 3.

I skrivelse af 7. marts 1989 meddelte tilsynet klageren, at man fandt at

minimumskravet til aktiekapitalen måtte fastsættes til 25 millioner kroner,

idet tilsynet henviste til at Industriministeren kan inddrage tilladelse til

at drive pengeinstitutvirksomhed efter bank og sparekasselovens § 43, stk. 1,

nr. 1 hvis instituttet ikke længere opfylder betingelserne for at få

tilladelse, herunder ikke længere opfylder minimumskravet til aktiekapitalens

størrelse.

Klageren har begrundet sine synspunkter dels i den nævnte indberetning af

1. marts 1989, dels i en supplerende skrivelse af 9. marts 1989 til

Finanstilsynet, i klageskrivelsen af 16. marts 1989 til Industriministeriets

Læs alt

Erhvervsankenævn samt i skrivelse af 25. august 1989 ligeledes til ankenævnet

efter at have haft Finanstilsynets redegørelse af 30. juni 1989 til nævnet

til udtalelse.

Klageren har gjort følgende gældende:

1. Det fremgår af bank og sparekasselovens § 44, stk. 3 at et

pengeinstitut har ret til at fortsætte sin virksomhed, selv om det har tabt

mere end 25% af aktiekapitalen, hvis der senest på generalforsamlingen

tilvejebringes ny kapital, hvorved pengeinstituttets aktiekapital efter

nedskrivning til det beløb, der er i behold, bringes op på mindst 75% af den

hidtidige aktiekapital, såfremt egenkapitalen i øvrigt er i overensstemmelse

med bank og sparekasseloven. Alene denne bestemmelse finder efter loven

anvendelse i den foreliggende situation. Lovens § 43, stk. 1, nr. 1, der

bestemmer at industriministeren kan inddrage den til et pengeinstitut

udstedte tilladelse blandt andet hvis pengeinstituttet ikke længere opfylder

betingelserne for at få tilladelse, er en generel bestemmelse, medens § 44,

stk. 2 og 3 er specialbestemmelser, som udtømmende regulerer den situation,

at selskabet har tabt mere end 25% af dets aktiekapital. Efter almindelige

lovfortolkningsprincipper fører dette til at § 44, stk. 2 og 3 har forrang i

forhold til § 43, stk. 1, nr. 1 og § 44 gør således endelig op med hvilken

kapitalforhøjelse der kræves. Det følger også af, at der i § 44, stk. 3 i

1980 er indsat sætningen: »Tilvejebringes det nødvendige kapitalindskud

ikke, inddrager industriministeren (pengeinstituttets) tilladelse«.

Sætningen ville være overflødig hvis § 43, stk. 1, nr. 1 var anvendelig på

forholdet. Synspunktet har støtte i K. Bjørn Jensen og Jørgen Nørgaard's

kommentar til bank og sparekasseloven § 43. Af bemærkningerne til

lovforslaget til lov nr. 177 af 14. maj 1980 fremgår at § 43 er en konsekvens

af EF's bankharmoniseringsdirektivs artikel 3, stk. 1 og at inddragelse af

tilladelse efter § 43 skal kunne komme på tale i tilfælde af at vedtægter og

vedtægtsændringer ikke kan stadfæstes. Det er der netop ikke tale om i § 44

situationen. Hertil kommer, at den ovenfor citerede sætning om hjemmel for

inddragelse specielt i § 44 situationen, hvor nødvendig kapitalindskud ikke

kan tilvejebringes, blev indsat samtidig. Bemærkningerne til denne ændring i

§ 44 siger udtrykkelig, at bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 43

bortset fra 3. punktum og indeholder således ingen realitetsændring. Efter

den før lov 177/80 gældende lov kunne bestemmelsen føre til at aktiekapitalen

blev mindre end minimumskapitalen efter § 3 i bank- og sparekasseloven.

Bemærkningerne til § 44 omtaler iøvrigt kun nødvendigheden af at bringe

kapitalindskuddet op på 75% af den hidtidige aktiekapital, men intet om at

aktiekapitalen samtidig skal være på mindst 25 millioner kroner. § 43 er

således ikke indsat for at skærpe kapitalkravene i forhold til det før

lovændringen gældende. I forbindelse med rekonstruktion af en bank eller som

i det foreliggende et kreditinstitut, kan der således ikke stilles krav om,

at aktiekapitalen skal udgøre mindst 25 millioner kroner, når blot den udgør

75% af den oprindelige aktiekapital, uagtet den svarede til minimumskapitalen

ved stiftelse. Havde det været tilfældet burde det have været præciseret i

bemærkningerne i forbindelse med den nævnte lovrevision. Der er iøvrigt andre

tilfælde hvor § 43 ikke finder anvendelse, selv om

minimumsaktiekapitalskravet ikke er opfyldt for eksempel for selskaber, der

eksempelvis med en aktiekapital på 10 millioner kroner er stiftet før

forhøjelsen fra 5 millioner kroner til 25 millioner kroner efter lovens § 3.

2. Det fremgår af ordlyden af § 43, stk. 1, nr. 1 at industriministeren

kan inddrage »en udstedt tilladelse« hvis betingelserne »for

at få tilladelse« ikke længere er opfyldt. § 43, stk. 1, nr. 1 er

således ikke anvendelig i det foreliggende tilfælde, hvor betingelserne for

at have tilladelse jf. § 4b, stk. 2 og stk. 4, i lov om visse

kreditinstitutter blev opfyldt ved overdragelsen af selskabet til DK

Sparekassen. Det forhøjede kapitalkrav er således en følge af loven om visse

kreditinstitutters ejerskiftebestemmelser - og ikke bestemmelser om

tilladelser. Efter den nævnte lov er kreditinstitutter derfor stillet

anderledes end pengeinstitutter, der direkte er omfattet af bank- og

sparekasseloven. Det fremgår af loven om visse kreditinstitutter § 4b, stk. 2

at kravet om en aktiekapital på 25 millioner kroner ikke er en betingelse for

tilladelse, men et ubetinget krav ved visse ejerskifter af et kreditinstitut,

der i forvejen besidder tilladelse. Et sådant ejerskifte vil medføre, at

betingelserne efter § 4b, stk. 2, nr. 2 ikke længere er til stede, hvorfor

kravet i § 43 i bank- og sparekasseloven ikke kan anvendes i et sådant

tilfælde.

Selv om instituttet ikke opfylder betingelserne for at opnå tilladelse kan

tilladelse derfor ikke inddrages.

Finanstilsynet har i den påklagede afgørelse som grundlag for at fastsætte

minimumsaktiekapitalskravet til 25 millioner kroner henvist til, at selskabet

efter etableringen har været erhvervet af kredse uden for den tidligere

fondsbørsvekselerer kreds. Herefter er kravet til aktiekapitalens størrelse i

et kreditinstitut 25 millioner kroner, jf. lov om visse kreditinstitutter §

4b, stk. 4. Tilsynet har samtidig bemærket, at de lempeligere kapitalkrav

efter lovens § 4 f, stk. 2, nr. 1 må anses for at være undtagelsesregler i en

overgangsordning. Finanstilsynet har henvist til at hjemlen for at stille

dette krav er bank- og sparekasselovens § 43, jf. § 3 i lov om visse

kreditinstitutter.

Finanstilsynets synspunkter fremgår iøvrigt af den redegørelse af 30. juni

1989 som tilsynet har afgivet til Industriministeriets Erhvervsankenævn.

Redegørelsen har følgende indhold:

Tilsynet skal udtale følgende:

Efter § 3 i lov om visse kreditinstitutter er tilladelses- og

inddragelsesreglerne for pengeinstitutter tillige gældende for de selskaber,

der er omfattet af lov om visse kreditinstitutter.

Bestemmelserne om tilladelse til at drive bank- og sparekassevirksomhed og

om inddragelse af tilladelse er indsat i bank- og sparekasseloven for at

opfylde EF's direktiv af 12. december 1977 om samordning af lovgivning om

adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut.

Ifølge direktivets artikel 3, nr. 2, skal der ved meddelelse af en

tilladelse blandt andet kræves, at der »forefindes en tilstrækkelig

minimumsegenkapital«.

Dette krav er i lovgivningen om kreditinstitutter med særlig tilladelse

fastsat til 25 mio. kr., jf. lov om visse kreditinstitutter § 4b, idet der

dog - så længe kreditinstituttets aktier er i den oprindelige

fondsbørsvekselerers besiddelse - er særlige lempelige overgangsbestemmelser.

Sidstnævnte undtagelse er ikke aktuel i den foreliggende sag, hvor aktierne

er overdraget fra de oprindelige ejere.

Efter direktivets artikel 8a, punkt d, kan tilladelsen inddrages, når

instituttet »ikke længere har tilstrækkelig egenkapital ...«,

hvilket henviser til kravet til minimumskapitalens størrelse, idet direktivet

ikke indeholder yderligere krav til egenkapitalens størrelse.

Bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 43, der som nævnt er indført

med henblik på opfyldelse af direktivets regler, er indføjet i loven på et

senere tidspunkt end reglerne om rekonstruktion, der hidrører fra den

oprindelige bank- og sparekasselov i 1974 (lov nr. 199 af 2. april 1974). Der

er dog, som nævnt af klager, sket ændringer i teksten for så vidt angår stk.

3.

Reglerne om meddelelse af tilladelse og inddragelse heraf fandtes ikke, da

den omtalte kommenterede udgave af bank- og sparekasseloven blev udarbejdet.

Kommentaren har derfor ikke taget stilling til spørgsmålet, og kan derfor

ikke tages til indtægt for klagers synspunkt.

Tilsynet må derfor fastholde, at betingelserne i § 43 også indeholder krav

om minimumskapitalens tilstedeværelse, jf. lovforslagets side 8, 2. spalte,

nr. 2, hvor inddragelsessituationen blandt andet beskrives ved »...

f.eks. manglende egenkapitaldækning, jf. lovens § 3 og § 4, stk. 1 samt § 21,

jf. artikel 8, stk. 1 d og e«.

Kravet i bank- og sparekasselovens § 44, stk. 3, om at den fremtidige

aktiekapital skal være på 75% af den oprindelige, har selvstændig betydning i

de tilfælde, hvor den oprindelige aktiekapital er større end

minimumskapitalen. Reglen, der er indført før bank- og sparekasselovens § 43,

indeholder således ikke en tilsidesættelse af direktivets og § 43's krav til

minimumsegenkapitalens størrelse, men skal fortolkes som et supplement

hertil.

Ved lov nr. 86 af 17. marts 1982 forhøjedes kapitalkravet til 25. mio. kr.

for nyetablerede pengeinstitutter. Ifølge forslag til lovændringen er det

derved søgt sikret, at tilliden til nye institutter ikke formindskes, fordi

de efter kort tids drift er i økonomiske vanskeligheder, og som følge heraf

må likvideres eller rekonstrueres.

Hvis klagers påstand blev taget til følge, ville det åbne mulighed for

misbrug. Institutter med en aktiekapital på 25. mio. kr. ville efter et tab

kunne nøjes med en aktiekapital på 18.750.000 kr., og fortsætte med dette

ringere kapitalgrundlag fremover. Dette ville stride mod lovgivers hensigt

med lovændringerne, og mod hensynet til kreditorerne og indskyderne.

Ankenævnet skal udtale:

Det fremgår af de almindelige bemærkninger til forslaget til lov om

ændring af lov om banker og sparekasser (lov 177/1980) at EF's 1. direktiv af

12. december 1977 (bankharmonisering) bygger på et grundlæggende princip om

at et kreditinstituts virksomhed beror på en offentlig tilladelse. Gennem

overgangsreglen i direktivets artikel 10 er princippet gennemført for alle

kreditinstitutter, selv om der ikke er meddelt en konkret tilladelse. De til

direktivets gennemførelse nødvendige ændringer herunder gennemførelsen af det

nævnte princip er sket dels ved vedtagelsen af lov nr. 177/80 dels ved den

samtidige vedtagelse af lov 178/80/nu lovbekendtgørelse 375/85 om visse

kreditinstitutter. I § 3 i sidstnævnte lov er det bestemt, at reglerne for

banker i bank- og sparekasseloven om nægtelse og inddragelse af tilladelser

og opløsning finder tilsvarende anvendelse på disse institutter. Det kan

herefter lægges til grund at bank- og sparekasselovens § 43 finder anvendelse

på klager, Bankieraktieselskabet A, i lighed med banker og sparekasser.

Den i bank- og sparekasselovens § 44, stk. 3 indeholdte materielle regel

fandtes også forud for gennemførelsen af lov 177/80, og ankenævnet er enig

med klageren i at der i overensstemmelse med bemærkningerne til § 44 i det

nævnte lovforslag ikke er sket nogen ændring i denne regels materielle

indhold. Derimod er der ved vedtagelsen af § 43 på baggrund på det nævnte EF

direktiv indført nye regler om hvornår en tilladelse kan inddrages. Der er

hverken efter reglernes materielle indhold, almindelig

lovfortolkningsprincipper, bemærkningerne til lovforslaget eller det af

klageren iøvrigt påberåbte støtte for at antage, at bevarelsen af reglen i §

44 skulle udelukke samtidig anvendelse af § 43. Af regelsættet følger derfor

at et pengeinstitut, der har lidt kapitaltab, skal opfylde retableringsreglen

i § 44 og at der yderligere kan stilles krav overfor den pågældende

virksomhed om at opfylde bestemte vilkår efter § 43.

Det af Finanstilsynet stillede vilkår om at den almindelig gældende

minimumsaktiekapital for banker og sparekasser og kreditinstitutter skal

opfyldes kan stilles med hjemmel i bank- og sparekasselovens § 43, jf. herved

særlig bemærkningerne til § 43 i lovforslag vedrørende lov nr. 177/80, hvori

der specielt henvises til bank- og sparekasselovens § 3.

Derfor stadfæstes Finanstilsynets afgørelse.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter