Krav til aktiekapitaln i et kreditinstitut, der havde tabt mere end 25% af aktiekapitalen.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Krav til aktiekapitaln i et kreditinstitut, der
havde tabt mere end 25% af aktiekapitalen.
Som advokat for Bankieraktieselskabet A har advokat .... i skrivelse af
16. marts 1989 klaget over Finanstilsynets afgørelse i skrivelse af 7. marts
1989 (j.nr. 10-510-2-3). I skrivelsen har tilsynet bestemt, at minimumskravet
ved retablering af aktiekapital i det nævnte selskab, der er omfattet af
lovbekendtgørelse nr. 375 af 15. august 1985 om visse kreditinstitutter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 374 af 15. august 1985 om banker og sparekasser, er
fastsat til 25 millioner kroner, efter at selskabet har underrettet tilsynet
om at det havde tabt mere end 25% af aktiekapitalen.
Det fremgår af sagen, at selskabet på et møde den 1. marts 1989 med
Finanstilsynet underrettede tilsynet om, at selskabet i 1988 havde tabt mere
end 25% af aktiekapitalen, idet egenkapitalen ultimo 1988 udgjorde knap 14
millioner kroner. I en skrivelse af samme dato, hvorved underretning formelt
fandt sted i overensstemmelse med lovbekendtgørelse om visse
kreditinstitutter § 3, jf. § 44, stk. 1 i lovbekendtgørelse om banker og
sparekasser, anmodede selskabet samtidig tilsynet om blandt andet at
godkende, at retablering skete ved at bringe aktiekapitalen op på 75% af den
oprindelige aktiekapital på 25 millioner kroner eller til 18.750.000,00 jf.
bank og sparekasselovens § 44, stk. 3.
I skrivelse af 7. marts 1989 meddelte tilsynet klageren, at man fandt at
minimumskravet til aktiekapitalen måtte fastsættes til 25 millioner kroner,
idet tilsynet henviste til at Industriministeren kan inddrage tilladelse til
at drive pengeinstitutvirksomhed efter bank og sparekasselovens § 43, stk. 1,
nr. 1 hvis instituttet ikke længere opfylder betingelserne for at få
tilladelse, herunder ikke længere opfylder minimumskravet til aktiekapitalens
størrelse.
Klageren har begrundet sine synspunkter dels i den nævnte indberetning af
1. marts 1989, dels i en supplerende skrivelse af 9. marts 1989 til
Finanstilsynet, i klageskrivelsen af 16. marts 1989 til Industriministeriets
Læs alt
Erhvervsankenævn samt i skrivelse af 25. august 1989 ligeledes til ankenævnet
efter at have haft Finanstilsynets redegørelse af 30. juni 1989 til nævnet
til udtalelse.
Klageren har gjort følgende gældende:
1. Det fremgår af bank og sparekasselovens § 44, stk. 3 at et
pengeinstitut har ret til at fortsætte sin virksomhed, selv om det har tabt
mere end 25% af aktiekapitalen, hvis der senest på generalforsamlingen
tilvejebringes ny kapital, hvorved pengeinstituttets aktiekapital efter
nedskrivning til det beløb, der er i behold, bringes op på mindst 75% af den
hidtidige aktiekapital, såfremt egenkapitalen i øvrigt er i overensstemmelse
med bank og sparekasseloven. Alene denne bestemmelse finder efter loven
anvendelse i den foreliggende situation. Lovens § 43, stk. 1, nr. 1, der
bestemmer at industriministeren kan inddrage den til et pengeinstitut
udstedte tilladelse blandt andet hvis pengeinstituttet ikke længere opfylder
betingelserne for at få tilladelse, er en generel bestemmelse, medens § 44,
stk. 2 og 3 er specialbestemmelser, som udtømmende regulerer den situation,
at selskabet har tabt mere end 25% af dets aktiekapital. Efter almindelige
lovfortolkningsprincipper fører dette til at § 44, stk. 2 og 3 har forrang i
forhold til § 43, stk. 1, nr. 1 og § 44 gør således endelig op med hvilken
kapitalforhøjelse der kræves. Det følger også af, at der i § 44, stk. 3 i
1980 er indsat sætningen: »Tilvejebringes det nødvendige kapitalindskud
ikke, inddrager industriministeren (pengeinstituttets) tilladelse«.
Sætningen ville være overflødig hvis § 43, stk. 1, nr. 1 var anvendelig på
forholdet. Synspunktet har støtte i K. Bjørn Jensen og Jørgen Nørgaard's
kommentar til bank og sparekasseloven § 43. Af bemærkningerne til
lovforslaget til lov nr. 177 af 14. maj 1980 fremgår at § 43 er en konsekvens
af EF's bankharmoniseringsdirektivs artikel 3, stk. 1 og at inddragelse af
tilladelse efter § 43 skal kunne komme på tale i tilfælde af at vedtægter og
vedtægtsændringer ikke kan stadfæstes. Det er der netop ikke tale om i § 44
situationen. Hertil kommer, at den ovenfor citerede sætning om hjemmel for
inddragelse specielt i § 44 situationen, hvor nødvendig kapitalindskud ikke
kan tilvejebringes, blev indsat samtidig. Bemærkningerne til denne ændring i
§ 44 siger udtrykkelig, at bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 43
bortset fra 3. punktum og indeholder således ingen realitetsændring. Efter
den før lov 177/80 gældende lov kunne bestemmelsen føre til at aktiekapitalen
blev mindre end minimumskapitalen efter § 3 i bank- og sparekasseloven.
Bemærkningerne til § 44 omtaler iøvrigt kun nødvendigheden af at bringe
kapitalindskuddet op på 75% af den hidtidige aktiekapital, men intet om at
aktiekapitalen samtidig skal være på mindst 25 millioner kroner. § 43 er
således ikke indsat for at skærpe kapitalkravene i forhold til det før
lovændringen gældende. I forbindelse med rekonstruktion af en bank eller som
i det foreliggende et kreditinstitut, kan der således ikke stilles krav om,
at aktiekapitalen skal udgøre mindst 25 millioner kroner, når blot den udgør
75% af den oprindelige aktiekapital, uagtet den svarede til minimumskapitalen
ved stiftelse. Havde det været tilfældet burde det have været præciseret i
bemærkningerne i forbindelse med den nævnte lovrevision. Der er iøvrigt andre
tilfælde hvor § 43 ikke finder anvendelse, selv om
minimumsaktiekapitalskravet ikke er opfyldt for eksempel for selskaber, der
eksempelvis med en aktiekapital på 10 millioner kroner er stiftet før
forhøjelsen fra 5 millioner kroner til 25 millioner kroner efter lovens § 3.
2. Det fremgår af ordlyden af § 43, stk. 1, nr. 1 at industriministeren
kan inddrage »en udstedt tilladelse« hvis betingelserne »for
at få tilladelse« ikke længere er opfyldt. § 43, stk. 1, nr. 1 er
således ikke anvendelig i det foreliggende tilfælde, hvor betingelserne for
at have tilladelse jf. § 4b, stk. 2 og stk. 4, i lov om visse
kreditinstitutter blev opfyldt ved overdragelsen af selskabet til DK
Sparekassen. Det forhøjede kapitalkrav er således en følge af loven om visse
kreditinstitutters ejerskiftebestemmelser - og ikke bestemmelser om
tilladelser. Efter den nævnte lov er kreditinstitutter derfor stillet
anderledes end pengeinstitutter, der direkte er omfattet af bank- og
sparekasseloven. Det fremgår af loven om visse kreditinstitutter § 4b, stk. 2
at kravet om en aktiekapital på 25 millioner kroner ikke er en betingelse for
tilladelse, men et ubetinget krav ved visse ejerskifter af et kreditinstitut,
der i forvejen besidder tilladelse. Et sådant ejerskifte vil medføre, at
betingelserne efter § 4b, stk. 2, nr. 2 ikke længere er til stede, hvorfor
kravet i § 43 i bank- og sparekasseloven ikke kan anvendes i et sådant
tilfælde.
Selv om instituttet ikke opfylder betingelserne for at opnå tilladelse kan
tilladelse derfor ikke inddrages.
Finanstilsynet har i den påklagede afgørelse som grundlag for at fastsætte
minimumsaktiekapitalskravet til 25 millioner kroner henvist til, at selskabet
efter etableringen har været erhvervet af kredse uden for den tidligere
fondsbørsvekselerer kreds. Herefter er kravet til aktiekapitalens størrelse i
et kreditinstitut 25 millioner kroner, jf. lov om visse kreditinstitutter §
4b, stk. 4. Tilsynet har samtidig bemærket, at de lempeligere kapitalkrav
efter lovens § 4 f, stk. 2, nr. 1 må anses for at være undtagelsesregler i en
overgangsordning. Finanstilsynet har henvist til at hjemlen for at stille
dette krav er bank- og sparekasselovens § 43, jf. § 3 i lov om visse
kreditinstitutter.
Finanstilsynets synspunkter fremgår iøvrigt af den redegørelse af 30. juni
1989 som tilsynet har afgivet til Industriministeriets Erhvervsankenævn.
Redegørelsen har følgende indhold:
Tilsynet skal udtale følgende:
Efter § 3 i lov om visse kreditinstitutter er tilladelses- og
inddragelsesreglerne for pengeinstitutter tillige gældende for de selskaber,
der er omfattet af lov om visse kreditinstitutter.
Bestemmelserne om tilladelse til at drive bank- og sparekassevirksomhed og
om inddragelse af tilladelse er indsat i bank- og sparekasseloven for at
opfylde EF's direktiv af 12. december 1977 om samordning af lovgivning om
adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut.
Ifølge direktivets artikel 3, nr. 2, skal der ved meddelelse af en
tilladelse blandt andet kræves, at der »forefindes en tilstrækkelig
minimumsegenkapital«.
Dette krav er i lovgivningen om kreditinstitutter med særlig tilladelse
fastsat til 25 mio. kr., jf. lov om visse kreditinstitutter § 4b, idet der
dog - så længe kreditinstituttets aktier er i den oprindelige
fondsbørsvekselerers besiddelse - er særlige lempelige overgangsbestemmelser.
Sidstnævnte undtagelse er ikke aktuel i den foreliggende sag, hvor aktierne
er overdraget fra de oprindelige ejere.
Efter direktivets artikel 8a, punkt d, kan tilladelsen inddrages, når
instituttet »ikke længere har tilstrækkelig egenkapital ...«,
hvilket henviser til kravet til minimumskapitalens størrelse, idet direktivet
ikke indeholder yderligere krav til egenkapitalens størrelse.
Bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 43, der som nævnt er indført
med henblik på opfyldelse af direktivets regler, er indføjet i loven på et
senere tidspunkt end reglerne om rekonstruktion, der hidrører fra den
oprindelige bank- og sparekasselov i 1974 (lov nr. 199 af 2. april 1974). Der
er dog, som nævnt af klager, sket ændringer i teksten for så vidt angår stk.
3.
Reglerne om meddelelse af tilladelse og inddragelse heraf fandtes ikke, da
den omtalte kommenterede udgave af bank- og sparekasseloven blev udarbejdet.
Kommentaren har derfor ikke taget stilling til spørgsmålet, og kan derfor
ikke tages til indtægt for klagers synspunkt.
Tilsynet må derfor fastholde, at betingelserne i § 43 også indeholder krav
om minimumskapitalens tilstedeværelse, jf. lovforslagets side 8, 2. spalte,
nr. 2, hvor inddragelsessituationen blandt andet beskrives ved »...
f.eks. manglende egenkapitaldækning, jf. lovens § 3 og § 4, stk. 1 samt § 21,
jf. artikel 8, stk. 1 d og e«.
Kravet i bank- og sparekasselovens § 44, stk. 3, om at den fremtidige
aktiekapital skal være på 75% af den oprindelige, har selvstændig betydning i
de tilfælde, hvor den oprindelige aktiekapital er større end
minimumskapitalen. Reglen, der er indført før bank- og sparekasselovens § 43,
indeholder således ikke en tilsidesættelse af direktivets og § 43's krav til
minimumsegenkapitalens størrelse, men skal fortolkes som et supplement
hertil.
Ved lov nr. 86 af 17. marts 1982 forhøjedes kapitalkravet til 25. mio. kr.
for nyetablerede pengeinstitutter. Ifølge forslag til lovændringen er det
derved søgt sikret, at tilliden til nye institutter ikke formindskes, fordi
de efter kort tids drift er i økonomiske vanskeligheder, og som følge heraf
må likvideres eller rekonstrueres.
Hvis klagers påstand blev taget til følge, ville det åbne mulighed for
misbrug. Institutter med en aktiekapital på 25. mio. kr. ville efter et tab
kunne nøjes med en aktiekapital på 18.750.000 kr., og fortsætte med dette
ringere kapitalgrundlag fremover. Dette ville stride mod lovgivers hensigt
med lovændringerne, og mod hensynet til kreditorerne og indskyderne.
Ankenævnet skal udtale:
Det fremgår af de almindelige bemærkninger til forslaget til lov om
ændring af lov om banker og sparekasser (lov 177/1980) at EF's 1. direktiv af
12. december 1977 (bankharmonisering) bygger på et grundlæggende princip om
at et kreditinstituts virksomhed beror på en offentlig tilladelse. Gennem
overgangsreglen i direktivets artikel 10 er princippet gennemført for alle
kreditinstitutter, selv om der ikke er meddelt en konkret tilladelse. De til
direktivets gennemførelse nødvendige ændringer herunder gennemførelsen af det
nævnte princip er sket dels ved vedtagelsen af lov nr. 177/80 dels ved den
samtidige vedtagelse af lov 178/80/nu lovbekendtgørelse 375/85 om visse
kreditinstitutter. I § 3 i sidstnævnte lov er det bestemt, at reglerne for
banker i bank- og sparekasseloven om nægtelse og inddragelse af tilladelser
og opløsning finder tilsvarende anvendelse på disse institutter. Det kan
herefter lægges til grund at bank- og sparekasselovens § 43 finder anvendelse
på klager, Bankieraktieselskabet A, i lighed med banker og sparekasser.
Den i bank- og sparekasselovens § 44, stk. 3 indeholdte materielle regel
fandtes også forud for gennemførelsen af lov 177/80, og ankenævnet er enig
med klageren i at der i overensstemmelse med bemærkningerne til § 44 i det
nævnte lovforslag ikke er sket nogen ændring i denne regels materielle
indhold. Derimod er der ved vedtagelsen af § 43 på baggrund på det nævnte EF
direktiv indført nye regler om hvornår en tilladelse kan inddrages. Der er
hverken efter reglernes materielle indhold, almindelig
lovfortolkningsprincipper, bemærkningerne til lovforslaget eller det af
klageren iøvrigt påberåbte støtte for at antage, at bevarelsen af reglen i §
44 skulle udelukke samtidig anvendelse af § 43. Af regelsættet følger derfor
at et pengeinstitut, der har lidt kapitaltab, skal opfylde retableringsreglen
i § 44 og at der yderligere kan stilles krav overfor den pågældende
virksomhed om at opfylde bestemte vilkår efter § 43.
Det af Finanstilsynet stillede vilkår om at den almindelig gældende
minimumsaktiekapital for banker og sparekasser og kreditinstitutter skal
opfyldes kan stilles med hjemmel i bank- og sparekasselovens § 43, jf. herved
særlig bemærkningerne til § 43 i lovforslag vedrørende lov nr. 177/80, hvori
der specielt henvises til bank- og sparekasselovens § 3.
Derfor stadfæstes Finanstilsynets afgørelse.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Kendelse af 10. juni 1993. 90-61.585 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 10. juni 1993
- Kendelse af 14. oktober 1996. 94-18.114 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 14. oktober 1996
- Kendelse af 7. januar 1993. 91-73.262 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 7. januar 1993
- Klageren burde have været anset som part såvel under klagesagen i Finanstilsynet som under dennes genoptagelse. Som følge heraf burde klagesagen genoptages over for klageren, og bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 5 (tidligere § 50 a, stk. 5) var derfor ikke til hinder for, at der nu tillagdes klager aktindsigt. Retsinformation · 24. september 1997
- Kendelse af 11. oktober 1995. 95-4.857 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 11. oktober 1995
- 98-14.106 - Nedskrivning af pengeinstituts domicilejendom (21. december 1998) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 21. december 1998