Spring til indhold

Retsinformation

Studielån, pengeinstitutter (* 1)

AFG nr 60239 af 17/05/1983AfgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Studielån, pengeinstitutter (* 1)

Tilsynets skrivelse af 17. maj 1983 vedrørende et pengeinstituts

forhøjelse af renten på studielån.

En studielåntager klagede over, at pengeinstituttet havde forhøjet renten

på hans lån, til trods for, at det af gældsbeviset fremgik, at rentesatsen

var knyttet til Nationalbankens udlånsrente til enhver tid, og at

Nationalbankens diskonto havde været uændret i hele 1981.

Pengeinstituttet henviste som hjemmel til den foretagne renteændring

dels til, at pengeinstituttets Almindelige Forretningsbetingelser ,

som klageren havde modtaget, indeholdt bestemmelse om, at de for en konto

gældende rentebetingelser m.v. fastsættes af pengeinstituttet og uden varsel

kan ændres, dels til bestemmelsen i lånedokumentet, hvorefter

rentesatsen gjaldt indtil videre .

Forbrugerombudsmanden havde i en indhentet udtalelse anført, at anvendelse

af lånekontrakter som den foreliggende, hvor vilkårene om forrentning er

uklart formuleret, ikke kunne anses for stemmende med god markedsføringsskik.

Tilsynet udtalte, at under hensyn til, at betingelserne i et låneforhold

med et pengeinstitut i vid udstrækning - og i særlig grad med hensyn til

rentevilkårene - fastsættes ensidigt af pengeinstitutterne, og låntagerne kun

i begrænset omfang kan øve indflydelse herpå, er tilsynet af den principielle

opfattelse, at det må være en forudsætning for opfyldelsen af kravet om god

bank- og sparekassepraksis at vilkår, der er forpligtende for debitor,

fremgår klart af lånedokumentet.

I det foreliggende tilfælde fandt tilsynet det derfor ikke i

overensstemmelse med god pengeinstitutpraksis, når pengeinstituttet som

hjemmel til at forhøje renten henviste til nogle almindelige

forretningsbetingelser, hvis indhold ikke nærmere var angivet i

lånedokumentet, men som klageren ifølge dokumentet blot havde fået udleveret.

Hvad angik den passus i lånedokumentet, hvortil pengeinstituttet henviste

( Lånet forrentes indtil videre med . . . ), fandt tilsynet det ikke i

Læs alt

overensstemmelse med god pengeinstitutpraksis, at pengeinstituttet i sine

lånedokumenter formulerede sin hjemmel til ensidigt at ændre renten på lånet

på så uklar en måde. Dette gjaldt ikke mindst i et tilfælde som det

foreliggende, hvor renten i forvejen var variabel.

Lignende dokumenter