Spring til indhold

Retsinformation

Handelsrejsende - vurderingsinspektør - kreditforening (* 1)

KEN nr 18550 af 01/08/1989Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Handelsrejsende - vurderingsinspektør -

kreditforening (* 1)

A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder for indkomståret 1985

havde anset ham for uberettiget til det selvangivne standardfradrag for

handelsrejsende på 16.500 kr. (220 dage a 75 kr.). Ved ansættelsen var i

stedet for skønsmæssigt godkendt fradrag for porto m.v., 1.000 kr., og

udepenge 2.200 kr. (100 dage a 22 kr.).

Det var oplyst, at klageren var ansat som vurderingsinspektør for en

kreditforening. Hans arbejde bestod i at foretage vurderinger af fast ejendom

efter anmodning fra kunderne, der var banker, sparekasser, advokater,

ejendomsmæglere/handlere, revisorer og byggevirksomheder, samt i at foretage

orienterende besøg hos disse med det formål at få disse til at benytte den

pågældende kreditforening ved lånoptagelse. Godt og vel 50 % af klageren løn

var provionsindtægt. Provisionsen blev beregnet efter et pointsystem, hvor

der blev givet point efter en differentieret skala, når klageren efter

anmodning fra kunden besigtigede og vurderede en ejendom. Der blev ikke givet

points for den del af arbejdet, der bestod i at foretage orienterende besøg

hos kunder. Dersom klageren ikke over en periode indtjente mindst 100 points

pr. måned, blev den faste løn reduceret. Klagerens faste arbejdsdistrikt var

et område i Storkøbenhavn.

Klagerens advokat gjorde over for Landsskatteretten gældende, at klageren

var omfattet af den persongruppe (Handelsrejsende, der i deres erhverv

foretager forretningsrejser for deres firmaer, samt andre, der rejser på

tilsvarende måde), der ifølge Ligningsrådets vejledende anvisning er

berettiget til standardfradrag for handelsrejsende.

Advokaten anførte til støtte for påstanden, at klageren uanset

stillingsbetegnelsen reelt var sælger, og at han udførte sådanne

salgsfunktioner, at han var omfattet af kommissionslovens § 85. Advokaten

anførte videre, at klagerens forhold var direkte sammenlignelige med

Højesterets dom af 10. marts 1987, hvor en sikringskonsulent i ISS-Sekuritas

Læs alt

A/S blev anset for berettiget til standardfradraget for handelsrejsende.

Uanset stillingsbetegnelsen var den pågældende reelt sælger. Han havde også

foretaget kundebesøg efter anmodning, men han solgte, når han var hos kunden.

Det var efter advokatens opfattelse ikke som tidligere antaget af

Landsskatteretten en betingelse, at skatteyderen udelukkende havde

salgsopsøgende arbejde. Det var tilstrækkeligt, at den væsentlige

arbejdsopgave var salgsopsøgende, jf. bl.a. Østre Landsrets dom af 20. maj

1986 vedrørende en salgsinspektør ved Jyllandsposten. Dersom klageren ikke

direkte kunne henføres til begrebet handelsrejsende , måtte han i hvert fald

være omfattet af ligningsvejledningens (D 3.17) øvrige ordlyd: samt andre,

der rejser på tilsvarende måde . Fradraget kunne heller ikke nægtes med

henvisning til, at distriktet var så lille, at klageren kunne nå hjem og

spise til frokost. Advokaten henviste til Højesterets dom af 10. marts 1987,

hvor kriteriet var, at arbejdsdagen ville blive vanskeliggjort, hvis den

pågældende skulle indtage et hovedmåltid i hjemmet eller på kontoret. Det

måtte herved tages i betragtning, at klagerens bopæl var beliggende i

yderkanten af arbejdsområdet.

Statskattedirektoratet anførte, at det måtte være en forudsætning for at

være omfattet af kommissionslovens § 85, at vedkommende direkte medvirkede

ved egentlig handelsomsætning. Klagerens arbejdsforhold som

vurderingsinspektør medførte ikke, at han direkte var i salgsopsøgende

kontakt med den enkelte kunde. Hans besøg i banker m.v., der ikke var

provisionsberettigede, var af orienterende og reklamemæssig art, og hans

besøg hos den enkelte kunde skete efter anmodning fra denne eller hans bank,

og havde ikke selvstændig salgsfremmende betydning. Der var langvarig

ligningsmæssig praksis for, at en vurderingsinspektør ikke var omfattet af

reglerne om standardfradrag for handelsrejsende, og det havde gennem flere år

være anført i ligningsvejledningen. Distriktets størrelse måtte også

tillægges betydning, jf. Højesterets dom af 4. oktober 1982 vedrørende en

assurandør i Midtsjælland, der i det væsentlige arbejdede i et begrænset

område i nærheden af bopæl og kontor, og hvor fradraget var nægtet.

Landsskatteretten fandt efter det oplyste om klagerens arbejdsforhold,

herunder særlig henset til distriktets størrelse, at han ikke kunne anses

berettiget til at anvende reglerne om standardfradrag for handelsrejsende.

Den påklagede ansættelse blev derfor stadfæstet.

LV 1988, D 3.17.

Officielle noter

(* 1) Offentliggjort i Skat 1989, nr. 10, side 800

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter