Handelsrejsende - vurderingsinspektør - kreditforening (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Handelsrejsende - vurderingsinspektør -
kreditforening (* 1)
A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder for indkomståret 1985
havde anset ham for uberettiget til det selvangivne standardfradrag for
handelsrejsende på 16.500 kr. (220 dage a 75 kr.). Ved ansættelsen var i
stedet for skønsmæssigt godkendt fradrag for porto m.v., 1.000 kr., og
udepenge 2.200 kr. (100 dage a 22 kr.).
Det var oplyst, at klageren var ansat som vurderingsinspektør for en
kreditforening. Hans arbejde bestod i at foretage vurderinger af fast ejendom
efter anmodning fra kunderne, der var banker, sparekasser, advokater,
ejendomsmæglere/handlere, revisorer og byggevirksomheder, samt i at foretage
orienterende besøg hos disse med det formål at få disse til at benytte den
pågældende kreditforening ved lånoptagelse. Godt og vel 50 % af klageren løn
var provionsindtægt. Provisionsen blev beregnet efter et pointsystem, hvor
der blev givet point efter en differentieret skala, når klageren efter
anmodning fra kunden besigtigede og vurderede en ejendom. Der blev ikke givet
points for den del af arbejdet, der bestod i at foretage orienterende besøg
hos kunder. Dersom klageren ikke over en periode indtjente mindst 100 points
pr. måned, blev den faste løn reduceret. Klagerens faste arbejdsdistrikt var
et område i Storkøbenhavn.
Klagerens advokat gjorde over for Landsskatteretten gældende, at klageren
var omfattet af den persongruppe (Handelsrejsende, der i deres erhverv
foretager forretningsrejser for deres firmaer, samt andre, der rejser på
tilsvarende måde), der ifølge Ligningsrådets vejledende anvisning er
berettiget til standardfradrag for handelsrejsende.
Advokaten anførte til støtte for påstanden, at klageren uanset
stillingsbetegnelsen reelt var sælger, og at han udførte sådanne
salgsfunktioner, at han var omfattet af kommissionslovens § 85. Advokaten
anførte videre, at klagerens forhold var direkte sammenlignelige med
Højesterets dom af 10. marts 1987, hvor en sikringskonsulent i ISS-Sekuritas
Læs alt
A/S blev anset for berettiget til standardfradraget for handelsrejsende.
Uanset stillingsbetegnelsen var den pågældende reelt sælger. Han havde også
foretaget kundebesøg efter anmodning, men han solgte, når han var hos kunden.
Det var efter advokatens opfattelse ikke som tidligere antaget af
Landsskatteretten en betingelse, at skatteyderen udelukkende havde
salgsopsøgende arbejde. Det var tilstrækkeligt, at den væsentlige
arbejdsopgave var salgsopsøgende, jf. bl.a. Østre Landsrets dom af 20. maj
1986 vedrørende en salgsinspektør ved Jyllandsposten. Dersom klageren ikke
direkte kunne henføres til begrebet handelsrejsende , måtte han i hvert fald
være omfattet af ligningsvejledningens (D 3.17) øvrige ordlyd: samt andre,
der rejser på tilsvarende måde . Fradraget kunne heller ikke nægtes med
henvisning til, at distriktet var så lille, at klageren kunne nå hjem og
spise til frokost. Advokaten henviste til Højesterets dom af 10. marts 1987,
hvor kriteriet var, at arbejdsdagen ville blive vanskeliggjort, hvis den
pågældende skulle indtage et hovedmåltid i hjemmet eller på kontoret. Det
måtte herved tages i betragtning, at klagerens bopæl var beliggende i
yderkanten af arbejdsområdet.
Statskattedirektoratet anførte, at det måtte være en forudsætning for at
være omfattet af kommissionslovens § 85, at vedkommende direkte medvirkede
ved egentlig handelsomsætning. Klagerens arbejdsforhold som
vurderingsinspektør medførte ikke, at han direkte var i salgsopsøgende
kontakt med den enkelte kunde. Hans besøg i banker m.v., der ikke var
provisionsberettigede, var af orienterende og reklamemæssig art, og hans
besøg hos den enkelte kunde skete efter anmodning fra denne eller hans bank,
og havde ikke selvstændig salgsfremmende betydning. Der var langvarig
ligningsmæssig praksis for, at en vurderingsinspektør ikke var omfattet af
reglerne om standardfradrag for handelsrejsende, og det havde gennem flere år
være anført i ligningsvejledningen. Distriktets størrelse måtte også
tillægges betydning, jf. Højesterets dom af 4. oktober 1982 vedrørende en
assurandør i Midtsjælland, der i det væsentlige arbejdede i et begrænset
område i nærheden af bopæl og kontor, og hvor fradraget var nægtet.
Landsskatteretten fandt efter det oplyste om klagerens arbejdsforhold,
herunder særlig henset til distriktets størrelse, at han ikke kunne anses
berettiget til at anvende reglerne om standardfradrag for handelsrejsende.
Den påklagede ansættelse blev derfor stadfæstet.
LV 1988, D 3.17.
Officielle noter
(* 1) Offentliggjort i Skat 1989, nr. 10, side 800
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Handelsrejsende - genbrugsvirksomhed. (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
Lignende dokumenter
- PERSONBESKATNING 1986 AFSNIT PD - INDKOMSTOPGØRELSEN FOR LØNMODTAGERE Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1985 AFSNIT PD - INDKOMSTOPGØRELSEN FOR LØNMODTAGERE Retsinformation · 5. februar 2008
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Reischl fremsat den 29. maj 1979. — Advokatrådet som mandater for P. Conradsen A/S mod Ministeriet for skatter og afgifter. EU-domme · 29. maj 1979
- PERSONBESKATNING 1984 AFSNIT PD - INDKOMSTOPGØRELSEN FOR LØNMODTAGERE Retsinformation · 5. februar 2008
- Kendelse af 16. februar 1993. 91-6.457 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 16. februar 1993
- PERSONBESKATNING 1987 AFSNIT PD - INDKOMSTOPGØRELSEN FOR LØNMODTAGERE Retsinformation · 5. februar 2008