Spring til indhold

Retsinformation

Nedrivningsfradrag. (* 1)

KEN nr 18295 af 20/04/1989Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Nedrivningsfradrag. (* 1)

A klagede for indkomståret 1983 over, at de stedlige skattemyndigheder

ikke havde godkendt hans nedrivningsfradrag på 43.830 kr. på svinestald, men

alene havde godkendt et fradrag på 10.782 kr.

Det var oplyst, at klageren var gårdejer og drev to landbrugsejendomme på

tilsammen 32 ha.

Den omhandlede af disse to landbrugsejendomme havde klageren købt den 1.

august 1967. På daværende tidspunkt omfattede denne landbrugsejendom en

trelænget driftsbygning med et areal på 542 (m2). I årenes løb havde klageren

foretaget flere tilbygninger til de eksisterende driftsbygninger, således at

driftsbygningerne herefter fremstod som en sammenbygget helhed med indre

gange på i alt 1.556 (m2).

I 1983 havde klageren nedrevet den ene af længerne på 112 (m2) af den

oprindelige bygning på 542 (m2).

Klageren havde ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst foretaget

nedrivningsfradrag med en andel på 112/1556 af den samlede anskaffelsespris

inkl. udgifter til om- og tilbygninger og reduceret med de foretagne

afskrivninger i årenes løb.

De stedlige skattemyndigheder havde ved ansættelsen henvist til

afskrivningslovens §§ 25 og 27, og havde i henhold hertil godkendt

nedrivningsfradrag med en andel på 112/542 af den oprindelige trelængede

bygning, reduceret med de foretagne afskrivninger. Nedrivningsfradraget

svarede herefter til den nedrevne bygnings restafskrivningssaldo uden

hensyntagen til de efterfølgende om- og tilbygninger, der var foretaget i

årenes løb.

Klagerens revisor gjorde gældende, at beregningen af fradraget skulle

foretages med et forholdsmæssigt beløb efter antal kvadratmeter for hele det

sammenbyggede kompleks. Han anførte bl.a., at sammenbyggede længer med adgang

imellem måtte betragtes som en bygning, og henviste herved til, at der ved

beregningen skulle anvendes samme princip som ved opgørelse af særlig

Læs alt

indkomst ved brandskadeerstatning.

Landsskatteretten måtte ved afgørelsen tage udgangspunkt i

afskrivningslovens § 27, hvoraf det fremgik, at der i det indkomstår, hvor en

bygning blev nedrevet, kunne fradrages et beløb, der svarede til den

uafskrevne del af det beløb, hvorpå skattemæssige afskrivninger havde kunnet

foretages.

Det var herefter Landsskatterettens opfattelse, at de senere tilkomne

bygninger, der ikke var nedrevet, og som ikke forringedes af den foretagne

disposition, ikke afskrivningsmæssigt kunne påvirke nedrivningsfradraget for

den udtjente og nu nedrevne del af bygningskomplekset. Der kunne herefter

alene foretages fradrag med det beløb, der som følge af nedrivningen ikke

havde kunnet afskrives på det oprindeligt sammenbyggede kompleks, heri

medregnet forbedringer, for hvilket der kunne opgøres en korrekt saldoværdi.

Opgørelsen af afskrivningsgrundlaget var derfor med rette foretaget som sket

ved den påklagede ansættelse og denne blev herefter stadfæstet.

LV 1988, G 6.1.13.

Lignende dokumenter