Aktindsigt for pårørende i plejehjemsjournal
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Aktindsigt for pårørende i plejehjemsjournal
Vedrørende 1. kt. j.nr. 724/39-16/1988.
I skrivelse af 23. juni 1988 har Sundhedsministeriet anmodet
Justitsministeriet om en udtalelse om adgangen til aktindsigt i en
plejehjemsjournal.
Pårørende til den plejehjemsbeboer, som plejehjemsjournalen angår, har ved
skrivelse af 26. juli 1988 til Justitsministeriet fremsendt yderligere
materiale, herunder fotokopi af en fuldmagt. Fuldmagten giver de pårørende
adgang til at varetage den pågældende plejehjemsbeboers økonomiske og
personlige interesser.
Det fremgår af sagen, at plejehjemsjournalen blandt andet indeholder
oplysninger om en beboers diæt, medicinering, læge- og anden behandling,
pleje og lignende. Det fremgår endvidere af sagen, at plejehjemsjournalen to
gange af det kommunale plejehjem har været sendt til et amtskommunalt
sygehus, hvor plejehjemsbeboeren var indlagt til behandling.
I den anledning skal Justitsministeriet udtale følgende:
1. Forvaltningsloven gælder som hovedregel kun for behandling af sager,
hvor der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed,
jf. forvaltningslovens § 1.
Med udtrykket »truffet afgørelse« sigtes til udfærdigelse af
retsakter (forvaltningsakter), det vil sige udtalelser, der går ud på at
fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde, jf.
Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 115.
Uden for lovens anvendelsesområde, herunder reglerne om parters adgang til
aktindsigt, falder således faktisk forvaltningsvirksomhed, såsom patient- og
anden klientbehandling og pasning og pleje af ældre, jf. Asbjørn Jensen,
m.fl., Forvaltningsloven, side 37 f.
Spørgsmålet om, hvorvidt en person, der opholder sig på et plejehjem har
adgang til aktindsigt i plejehjemsjournalen, må på den baggrund afgøres efter
offentlighedslovens regler. Den almindelige adgang til aktindsigt er fastsat
Læs alt
i offentlighedslovens § 4, der har følgende ordlyd:
» § 4. Enhver kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-14,
forlange at blive gjort bekendt med de dokumenter, der er indgået til eller
oprettet af en forvaltningsmyn dighed som led i administrativ sagsbehandling
i forbindelse med dens virksomhed. En forvaltningsmyndighed kan give
aktindsigt i videre omfang, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt
m.v.
Stk. 2. Den, hvis personlige forhold er omtalt i et dokument, kan
med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-11 og § 14, forlange at blive gjort
bekendt med oplysninger herom. Det gælder dog ikke i det omfang de hensyn,
der er nævnt i § 13, eller hensynet til den pågældende selv eller andre med
afgørende vægt taler imod.«
Det følger af bestemmelsen i § 4, stk. 1, 2. pkt., at et plejehjem kan
give aktindsigt i videre omfang end offentlighedsloven forpligter til.
Adgangen til at give »meroffentlighed« er begrænset af reglerne om
tavshedspligt. Reglerne om tavshedspligt får imidlertid efter
Justitsministeriets opfattelse normalt ingen betydning over for
plejehjemsbeboeren selv eller dennes repræsentanter med hensyn til
oplysninger om den pågældendes egne for hold. Der er således efter
Justitsministeriets opfattelse ikke noget til hinder for, at der gives
plejehjemsbeboere og med deres samtykke pårørende adgang til at se
plejehjemsjournalens indhold. Justitsministeriet er bekendt med, at der på
nogle plejehjem, efter gennemførelsen af reglerne om aktindsigt i
sygehusjournaler, er givet beboerne og deres pårørende en tilsvarende adgang
til at gennemse plejehjemsjournalen.
2. Efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 4, stk. 2, om
»egenacces«, har den, hvis personlige forhold er omtalt i et
dokument, f.eks. en plejehjemsjournal, en særlig vid adgang til aktindsigt
med hensyn til sådanne oplysninger. Bestemmelsen til sigter med hensyn til
sådanne oplysninger at give enkeltpersoner samme adgang til aktindsigt i
dokumenter, der er knyttet til faktisk forvaltningsvirksomhed, som gives
parterne i en afgørelsessag efter forvaltningsloven.
En beboer på et plejehjem vil på den baggrund efter Justitsministeriets
opfattelse i almindelighed kunne forlange at blive gjort bekendt med de
oplysninger, der er indeholdt i en plejehjemsjournal. Retten til egenacces er
dog begrænset af de undtagelser, der er nævnt i offentlighedslovens §§ 7-11
og § 14.
Offentlighedsloven opstiller ikke et krav om, at den, der begærer
aktindsigt efter offentlighedslovens regler, skal have en særlig interesse i
sagen eller oplysningerne. Der er således ikke hjemmel til at stille krav om
begrundelse for en begæring om aktindsigt i en plejehjemsjournal, ligesom der
ikke kan stilles form krav til begæringen, jf. Asbjørn Jensen m.fl.,
Offentlighedsloven, side 71 f.
3. Efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 7 omfatter retten til
aktindsigt ikke en myndigheds interne arbejdsdokumenter. Som interne
arbejdsdokumenter anses blandt andet efter § 7, nr. 1, dokumenter, der
udarbejdes af en myndighed til egen brug, herunder patient- og
klientjournaler. Det følger dog af bestemmelsen i offentlighedslovens § 11,
at oplysninger i journalen om faktiske omstændigheder, der er af væsentlig
betydning for sagsforholdet, skal meddeles, den oplysningerne angår, i
overensstemmelse med offentlighedslovens almindelige regler. Den myndighed,
der har udarbejdet journalen, har således en »ekstraheringspligt«.
Pligten omfatter enhver oplysning om faktiske omstændigheder af væsentlig
betydning for patient- eller klientbehandlingen, herunder oplysninger om
blodtryk, diæt, medicinering, tilsyn af læge, tandlæge og anden væsentlig
behandling og pleje.
På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at
plejehjemsjournaler, som følge af bestemmelsen i offentlighedslovens § 11 om
ekstraheringspligt, i almindelighed vil være undergivet aktindsigt for den
pågældende plejehjemsbeboer og dennes repræsentanter. Dog vil personalets
forslag til behandling af den pågældende, herunder forslag om overflytning
til andet plejehjem eller til sygehus kunne undtages. Hvis den læge, der
tilser plejehjemsbeboeren, benytter plejehjemsjournalen til sine egne
optegnelser, vil disse også være omfattet af ekstraheringspligten. Det gælder
dog ikke oplysninger om diagnose og behandlingsforslag, der ikke iværksættes.
4. Bestemmelsen i offentlighedslovens § 7 er som udgangspunkt kun
anvendelig i det omfang, de pågældende dokumenter forbliver i den
udfærdigende myndigheds besiddelse. Når interne arbejdsdokumenter eller
uddrag heraf, eventuelt i afskrift eller fotokopi, i forbindelse med
behandlingen af en sag oversendes til en anden myndighed eller i øvrigt
afgives til udenforstående, vil dokumentet i vidt omfang miste sin interne
karakter og derfor være undergivet aktindsigt efter offentlighedslovens
almindelige regler, jf. Asbjørn Jensen m.fl., Offentlighedsloven, side 106.
Hvis en plejehjemsjournal videregives fra plejehjemmet til et offentligt
sygehus til brug for behandlingen af den pågældende, vil journalen som
udgangspunkt miste sin interne karakter, og den vil således være omfattet af
adgangen til aktindsigt efter offentlighedslovens almindelige regler.
Adgangen til aktindsigt i en plejehjemsjournal, der ikke længere har
karakter af internt arbejdsmateriale, omfatter journalen i sin helhed,
herunder eventuelle behandlingsforslag, diagnoser m.v.
5. Spørgsmålet om, hvorvidt aktindsigt i videregivne plejehjems journaler
skal gives af plejehjemmet eller sygehuset, afgøres efter offentlighedslovens
§ 15, stk. 1, 2. pkt. Efter denne bestemmelse træffes afgørelsen om
aktindsigt i dokumenter, der ikke indgår i en afgørelsessag, af den
myndighed, der har dokumentet i sin besiddelse. Hvis både plejehjemmet og
sygehuset har pleje hjemsjournalen eller kopi heraf i deres besiddelse, kan
afgørelsen af aktindsigtsspørgsmålet træffes af enhver af disse myndigheder,
jf. Asbjørn Jensen m.fl., a.st., side 184 ff. Der er ikke efter
offentlighedsloven krav om, at den ene myndighed skal indhente tilladelse fra
den anden, før aktindsigt gives. Hvis den myndighed, der har fremsendt
dokumentet, betegner det som fortroligt eller henstiller, at det undtages fra
aktindsigt, bør den myndighed, over for hvem begæringen er fremsat, dog efter
omstændighederne høre denne myndighed, inden der meddeles aktindsigt.
Høringssvaret fritager dog ikke den myndighed, der efter offentlighedsloven
er kompetent til at træffe afgørelse om aktindsigts spørgsmålet for
selvstændigt at tage stilling hertil, jf. betænkning nr. 325/1963, side 62.
6. Efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 9, stk. 1, har den, om hvis
helbredsforhold, der er udarbejdet en sygehusjournal, uanset bestemmelsen i
offentlighedslovens § 7, ret til aktindsigt i journalen.
Retten til aktindsigt efter offentlighedslovens § 9 omfatter journaler,
der i medfør af lægelovens § 13 skal føres af sygehuse, jf.
Indenrigsministeriets vejledning nr. 128 af 15. november 1986 om aktindsigt i
sygehusjournaler, pkt. 4, hvor det endvidere anføres:
»Retten til aktindsigt omfatter hele journalen, herunder øvrige ikke
optegnelsespligtige oplysninger, som måtte indgå i denne. Svar på
laboratorieprøver, korrespondance med praktiserende læger, andre sygehuse,
myndigheder og pårørende, som er tilført journalen som bilag, omfattes af
retten til aktindsigt.«
I det omfang en plejehjemsjournal er indgået i en sygehusjournal, enten
som en integreret del af denne, eller som et bilag, er plejehjemsjournalen
således omfattet af adgangen til aktindsigt efter offentlighedslovens § 9 i
samme omfang som sygehusjournalen.
Det er dog en forudsætning for aktindsigtens gennemførelse, at de
dokumenter, begæringen om aktindsigt vedrører, fortsat beror på sygehuset,
eventuelt i kopi.
Offentlighedsloven kan ikke i sig selv antages at forpligte myndighederne
til at arkivere sagsdokumenter eller dog sikre sig kopier af en sags
dokumenter for at bevare adgangen til aktindsigt, hvis dokumenterne helt
eller delvist er returneret til andre.
Det vil dog være i strid med offentlighedsloven at undlade opbevaring af
materiale for at udelukke adgangen til aktindsigt, jf. betænkning nr.
857/1978, side 141. Hvis der inden dokumenterne er returneret er fremsat
begæring om aktindsigt, vil en myndighed således efter Justitsministeriets
opfattelse være forpligtet til at opbevare dokumenterne eller til at sikre
sig kopi heraf, indtil myndigheden har taget stilling til, om begæringen skal
imødekommes.
Det må efter Justitsministeriets opfattelse endvidere antages, at
myndigheden, hvis der senere fremsættes begæring om aktindsigt, i et vist
omfang er forpligtet til at drage omsorg for, at også udskilte aktstykker,
der er returneret til anden offentlig myndighed, stilles til rådighed.
Spørgsmålet kan dog give anledning til tvivl. I den i Folketingets
Ombudsmands beretning fra 1970, side 91, refererede sag (dokument returneret
fra overordnet til underordnet skattemyndighed), synes det alene forudsat, at
myndigheden skal vejlede om, ved hvilken anden myndighed dokumentet kan
gennemses. I Folketingets Ombudsmands beretning fra 1972, side 110,
understregede ombudsmanden derimod, at aktindsigt så vidt muligt bør gives på
den for den begærende mest praktiske måde, navnlig således, at man kun
behøver at henvende sig et sted, jf. Asbjørn Jensen m.fl., a.st., side 83 ff.
7. Det er efter forvaltningslovens § 8 et almindeligt forvaltningsretligt
princip, at den, der er part i en sag kan lade sig repræsentere af andre.
Den myndighed, der behandler sagen, afgør om den, der optræder som
bemyndiget, skal fremlægge en skriftlig fuldmagt eller på anden måde
godtgøre, at den pågældende kan optræde på partens vegne. Hvis den pågældende
er advokat eller medlem af en stand, der inden for forvaltningsområdet typisk
optræder som partsrepræsentant, f.eks. revisor, landinspektør eller
socialrådgiver, vil der i almindelighed ikke være grund til at forlange
særlig dokumentation for fuldmagtsforholdet, jf. Asbjørn Jensen m.fl., a.st.,
side 97. Andet kan dog følge af sagens karakter eller omstændighederne i
øvrigt. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor sagsbehandlingen vil kunne påføre
partens økonomiske omkostninger eller i øvrigt få afgørende betydning for den
pågældendes parts personlige forhold. Navnlig vil der kunne være grund til at
forlange dokumentation for fuldmagtsforholdet i de tilfælde, hvor myndigheden
ikke i forvejen eller i løbet af sagsbehandlingen kommer i forbindelse med
parten selv eller på anden måde kan konstatere, at parten er indforstået med,
at sagen er under behandling, jf. Justitsministeriets vejledning om
forvaltningsloven, pkt 41. I sager om aktindsigt vil det oftest være rigtigst
at forlange dokumentation af fuldmagtsforholdet, hvis man ikke i forvejen har
forbindelse med den, oplysningerne angår, jf. vejledningen pkt. 56.
På den baggrund bør der efter Justitsministeriets opfattelse ikke stilles
krav om skriftlig dokumentation for repræsentationsforholdet i tilfælde, hvor
plejehjemmets personale er bekendt med, at nære pårørende jævnlig besøger den
pågældende beboer og gennem længere tid har varetaget dennes interesser i
såvel økonomisk som personlig henseende, og plejehjemsbeboeren må antages at
være indforstået med eller selv har bedt de pårørende om at bistå sig. Det
gælder også, selv om den pågældende er blevet så svækket af alderdom, at der
kan rejses spørgsmål, om den pågældende stadig kan forstå
repræsentationsforholdets karakter og omfang. Hvis der foreligger skriftlig
fuldmagt, som ikke er tidsbegrænset, må den ligeledes antages at gælde også
efter den ældre, på grund af svækkelse, er blevet ude af stand til at forestå
repræsentations forholdets karakter og omfang. Det kan under alle
omstændigheder ikke efter forvaltningsloven kræves, at fuldmagten opfylder de
krav om klarhed og fuldmagtgiverens evne til at handle fornuftsmæssigt, der
stilles til en fuldmagts formueretlige gyldighed.
8. I henvendelsen til Sundhedsministeriet er der endvidere rejst spørgsmål
om, hvor hurtigt aktindsigt skal gives. Dette spørgsmål er reguleret i
offentlighedslovens § 16, som er sålydende:
»§ 16. Vedkommende myndighed afgør snarest, om en begæring
kan imødekommes, og om den, der har fremsat begæ ringen, skal gøres bekendt
med dokumenterne ved, at der gives adgang til gennemsyn på stedet, eller ved
at der udleveres en afskrift eller kopi.
Stk. 2. Er en begæring om aktindsigt ikke imødekommet eller
afslået inden 10 dage efter, at den er modtaget af vedkommende myndighed,
skal myndigheden underrette den begærende om grunden hertil samt om, hvornår
en afgørelse kan forventes at foreligge.
Stk. 3. .....«
Parter, som ønsker at gennemse dokumenterne i en sag, eller personer, der
ønsker egenacces, bør så vidt muligt straks ved henvendelsen have adgang til
at gennemse sagen. I almindelighed vil adgangen til aktindsigt dog kunne
udsættes, hvis der foreligger en sådan tvivl om, hvorvidt begæringen kan
imødekommes, at der må foretages en nærmere undersøgelse, jf.
Justitsministeriets vejledning om lov om offentlighed i forvaltningen, pkt.
49. Det kan f.eks. være en høring af den, hvis interesse kan være til hinder
for, at begæringen imødekommes, eller forelæggelse for en anden myndighed.
En kortere udsættelse, fordi en sagsbehandler skal have tid til at
gennemgå sagen med henblik på at afgøre, hvad der efter offentlighedsloven
skal udleveres, strider derfor ikke mod offentlighedsloven.
P. M. V.
E. B.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1992 LSF 228 FORSLAG TIL LOV OM AKTINDSIGT I HELBREDSOPLYSNINGER Retsinformation · 6. juli 1993
- Aktindsigt i en ministers randbemærkninger på AIDS-redegørelse Retsinformation · 25. januar 2019
- Vejledning om patienters/beboeres retsstilling på plejehjem og i plejeboliger Retsinformation · 6. marts 2008
- Sammenlægning af selvejende institutioner . Skattemæssige konsekvenser for de deltagende institutioner SKM-databasen · 4. februar 2025
- 2012-11. Kommunes opkrævning af gebyr for udlevering af kopi af ejendomsskattebillet Retsinformation · 7. juli 2012
- 1992 BTL 228 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM AKTINDSIGT I HELBREDSOPLYSNINGER NR L 228 1992-93, 1. SAMLING Retsinformation · 2. juli 1993