Spring til indhold

Retsinformation

De centrale Skatteregistre, udvidet terminaladgang for private, årsopgørelsesoplysninger, samtykke.

KEN nr 11166 af 07/10/1987Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

De centrale Skatteregistre, udvidet

terminaladgang for private, årsopgørelsesoplysninger, samtykke.

Skatteministeriet, Skattedepartementet, anmodede i november 1986 om en

udtalelse om et forslag til udvidet terminaladgang for private til dele af de

centrale skatteregistre.

Den udvidede terminaladgang ville bl.a. indebære:

1. At skatteyderne via terminaler i pengeinstitutterne kunne få ad gang

til årsopgørelsesoplysninger,

2. At revisorer, advokater m.fl. kunne få adgang til skatteoplysnin ger

for deres klienter med disses samtykke.

De ovenstående forslag er nærmere beskrevet nedenfor:

Ad 1. Skatteydernes adgang til årsopgørelsesoplysninger via termina ler i

pengeinstitutterne

Efter den foreslåede ordning skulle skatteyderen personligt rette

henvendelse til et pengeinstitut og i forbindelse hermed udfylde en skriftlig

anmodning om adgang til årsopgørelsesoplysningerne. Som kontrolforanstaltning

skulle den pågældende medarbejder i pengeinstituttet underskrive anmodningen.

Denne anmodning skulle herefter kun kunne bruges i forbindelse med

terminalopslag, der foregik umiddelbart ved skatteyderens henvendelse i det

pågældende pengeinstitut. Senere terminalopslag forudsatte fornyelse af

anmodningen, angivelse af dato, skatteyderens underskrift og medarbejderens

underskrift eller udfyldelse af en ny anmodning. Anmodningen skulle opbevares

i to år af pengeinstituttet.

Alle forespørgsler ville blive registreret (logget),

og Statsskattedirektoratet ville foretage stikprøvevis kontrol af, at der

forelå anmodninger til enhver forespørgsel. Som yderligere

kontrolforanstaltning ville der en gang årligt blive udskrevet meddelelse til

skatteyderen om, hvilket pengeinstitut der havde forespurgt på den

pågældendes årsopgørelsesoplysninger, samt tidspunktet herfor.

Skatteyderen kunne forlange, at pengeinstituttet kunne fremvise den

Læs alt

underskrevne anmodning om terminalopslag. Uberettigede forespørgsler ville

være strafsanktionerede, og Statsskattedirektoratet ville kunne påberåbe sig

misligholdelse af pengeinstituttets kontrakt om tilslutning til systemet.

Sagen blev behandlet på Registerrådets møde i september 1987.

Registertilsynet udtalte, at det forudsætningsvis af loven og bemærkningerne

hertil fremgår, at det er den registeransvarlige myndighed, der tager

stilling til, hvorvidt et samtykke kan accepteres som videregivelsesgrundlag.

Det fremgår endvidere af Registertilsynets vejledning om registerindsigt, at

begæringer om registerindsigt skal rettes til den registeransvarlige

myndighed, og at det er denne, der skal vurdere, om en fuldmagt kan

accepteres i forbindelse hermed.

Registertilsynet fandt det på denne baggrund tvivlsomt, om ordningens

konkrete udformning ville være i overensstemmelse med registerlovgivningen,

idet den registeransvarlige myndighed - Statsskattedirektoratet - ikke kunne

foretage en vurdering af, hvorvidt anmodningen er tilstrækkeligt grundlag for

at formidle oplysningerne.

Registertilsynet fandt det i øvrigt betænkeligt, at ordningen principielt

ville indebære, at pengeinstitutterne fik adgang til fortrolige

skatteoplysninger for hele befolkningen. Under hensyn hertil og til, at de

foreslåede sikkerhedsforanstaltninger næppe i tilstrækkeligt omfang ville

kunne sikre mod misbrug eller mod, at oplysningerne ville komme til

uvedkommendes kendskab, var det Registertilsynets opfattelse, at den

foreslåede ordning generelt ville kunne befrygtes at svække tilliden til

sikkerheden omkring de centrale skatteregistre.

Uanset Registertilsynet ikke havde principielle indvendinger mod planer,

der indebærer, at der gives mulighed for hurtigere information til den

registrerede om oplysninger i Det centrale Skatteregister, var det

Registertilsynets opfattelse, at der ikke burde arbejdes videre med den

beskrevne konkrete ordning.

Skattedepartementet fremsendte i januar 1988 et

af Statsskattedirektoratet udarbejdet alternativt forslag til

tilrettelæggelse af ordningen.

Det nye forslag vil forudsætte, at skatteyderen fremsender en særlig

samtykkeerklæring samt en selvvalgt personlig sikkerhedskode direkte

til Statsskattedirektoratet. Statsskattedirektoratet indlæser herefter

oplysningerne i et særligt adgangssikkerhedsregister, der sikrer, at kun de

oplysningstyper, samtykkeerklæringen omhandler, udleveres og kun ved

indtastning af såvel personnummer som den dertil hørende personlige

sikkerhedskode.

For at sikre, at potentielle misbrugere ikke anfører andres personnummer

på en samtykkeerklæring og indsender denne til Statsskattedirektoratet for at

opnå adgang til andres personlige oplysninger, begrænses skatteyderens

muligheder for at kunne få adgang til oplysninger til pengeinstitutter, hvor

den pågældende er kendt kunde, svarende til de krav, der stilles for

umiddelbar indløsning af crossede checks. Der kan kun rekvireres oplysninger

een gang. Yderligere rekvirering af oplysninger kræver fornyet indsendelse af

samtykkeerklæring. Der vil ved førstkommende lejlighed (årsopgørelse,

forskudsregistrering eller lignende) blive tilstillet skatteyderne en notits

om, at udlevering har fundet sted med angivelse af pengeinstitut, filial og

operatørnavn.

Skatteyderen vil i overensstemmelse med reglerne om registerindsigt kunne

få oplysning om registrerede samtykkeerklæringer, og disse vil kunne slettes

på begæring.

Registertilsynet udtalte herefter, at man ikke havde indvendinger imod

ordningen.

Ad 2. Revisorers, advokaters m.fl. adgang til skatteoplysninger om

klienter med disses samtykke

Denne ordning skulle gennemføres ved indhentelse af samtykke fra den

enkelte klient. Samtykket skulle indberettes pr. terminal til

Statsskattedirektoratet. Samtykket ville indeholde brugernummer, SE-

og/eller personnummer for den registrerede, samt angivelse af de

oplysningstyper, der måtte gives adgang til, og datoen for samtykket.

Samtykket skulle have gyldighed i et år.

Det skriftlige samtykke skulle indsendes til Statsskattedirektoratet og

ville herefter være tilgængeligt pr. terminal i Statsskattedirektoratet. Alle

transaktioner ville blive registreret/logget og opbevaret i to år.

Efter indberetning af samtykke ville der blive udskrevet en meddelelse til

den registrerede herom, og denne ville herefter have 14 dages frist til at

gøre indsigelse. Såfremt den pågældende ikke havde reageret inden for denne

periode, ville det indberettede samtykke blive aktiveret i kontrolsystemet.

Som adgang til Det centrale Skatteregister skulle benyttes

opkaldslinier/dial-up linier, og adgangen ville blive spærret efter et vist

antal forsøg og kunne herefter kun benyttes igen, såfremt særlige

medarbejdere hos Statsskattedirektoratet havde foretaget de fornødne

transaktioner i kontrolsystemet. Ved adgangsforsøg til personer/

virksomheder, der ikke var registreret samtykke for, ville personkoden

blive spærret efter et vist antal forsøg.

Sagen blev behandlet på Registerrådets møde i september 1987, og

Registertilsynet udtalte herefter, med henvisning til det ovenfor under pkt.

1 anførte, at man ikke fandt, at den beskrevne fremgangsmåde ville være i

overensstemmelse med registerlovgivningen, idet der ikke direkte af den

registeransvarlige myndighed ville blive taget stilling til, hvorvidt et

samtykke kunne accepteres som grundlag for videregivelsen. Registertilsynet

udtalte endvidere, at man ikke havde principielle indvendinger mod en udvidet

terminaladgang, såfremt ordningen tilrettelægges således, at det

er Statsskattedirektoratet, der som registeransvarlig myndighed modtager og

tager stilling til de enkelte samtykkeerklæringer, inden der gives adgang til

de registrerede oplysninger. Registertilsynet bemærkede, at dette ikke ville

udelukke, at revisorerne m.v. indberetter oplysninger om de enkelte

samtykkeerklæringer. Registertilsynet forudsatte i den forbindelse, at den

registrerede får meddelelse om indberetning af samtykkeerklæring og accept

heraf.

Registertilsynet udtalte endeligt om denne del af ordningen, at man fandt

det betænkeligt, at der gives mulighed for at benytte opkaldslinier til

systemet, idet tilsynet fandt, at adgangen burde være sikret på samme måde

som kommunernes adgang til de centrale skatteregistre. Registertilsynet

henstillede derfor, at man - såfremt ordningen ville blive søgt gennemført -

etablerede de samme sikkerhedsforanstaltninger, som Registertilsynet

tidligere havde henstillet i forbindelse med kommunernes adgang til dele af

de centrale skatteregistre.

Skattedepartementet fremsendte herefter i januar 1988 et ændret forslag

til tilrettelæggelse af denne ordning.

Det nye forslag forudsætter en procedure for afgivelse og modtagelse af

samtykke svarende til det ovenfor under 1) anførte, idet samtykkeerklæringen

dog har gyldighed for et år og skal påføres den pågældende revisors m.v.

SE-nummer.

Statsskattedirektoratet ønskede fortsat at benytte opkaldslinier og

foreslog i forbindelse hermed, at der maskinelt blev dannet en

sikkerhedskode. Denne skulle indtastes, før der kunne opnås adgang til de

registrerede oplysninger.

Registertilsynet udtalte herefter, at man ikke havde indvendinger imod

ordningen, men fortsat fandt, at sikringen via opkaldslinier burde forbedres,

og at der i stedet for den yderligere sikkerhedskode blev etableret såkaldt

»dial-back« (tilbagekald til et forud bestemt telefonnummer).

Officielle noter

Registertilsynets årsberetning 1987 s. 39. Lov nr. 294 af 8. juni 1978 er

ændret. Der henvises til lovbekendtgørelse nr. 621 af 10. februar 1987.

Lignende dokumenter