Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 39/1999

KEN nr 9763 af 16/06/1999Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet18. juni 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.

39/1999

Provinsforlaget A/S har ved advokat Poul Meldgaard klaget

til Pressenævnet over to artikler bragt i bladet HK/Industri for marts

1999, idet firmaet mener, at god presseskik er tilsidesat.

Den ene artikel havde overskriften "Hvor er det dejligt

du er glad igen, mor" og følgende indhold:

"På Provinsforlaget i Randers lever de ansatte

dagligt med psykisk terror, og mange er nedbrudte flygtet fra

virksomheden

- De første år var det en almindelig og

dejlig arbejdsplads. Så kom ejerskiftet og dermed skiftende

direktører. Fra da af blev tilværelsen på Provinsforlaget

et sandt helvede.

Sådan fortæller den 31-årig Helle fra

Randers, der holdt ud i virksomheden i otte år. Undervejs var hun

sygemeldt i tre uger på grund af den konstante psykiske chikane.

Tre uger hvor hun bare græd døgnet rundt.

Hendes beretning om arbejdsmiljøet i virksomheden

kan sende kuldegysninger gennem enhver, og hun er ikke en specielt sart

kvinde. Mindst fem af hendes kollegaer har også været gennem

sygemeldinger på grund af den rædselsfulde hverdag. Adskillige er

flygtet nervenedbrudte fra virksomheden, der gennem de senere år har

måttet betale erstatninger til flere forskellige faggruppers ansatte

på grund af mishandlingen af de ansatte i stort set samtlige

afdelinger.

Helle hedder ikke Helle i virkeligheden, men hun har

valgt anonymt at fortælle sin historie, fordi den måske kan virke

som støtte og opbakning til andre i lignende situationer.

SKJULT BÅNDOPTAGER

Læs alt

På virksomheden var det ildeset, at de ansatte

på kontoret talte sammen om private ting i arbejdstiden, og på et

tidspunkt skjulte chefen en båndoptager på kontoret for ulovligt

at optage deres samtale, når han ikke selv var til stede.

- Vi opdagede båndoptageren ved en

tilfældighed, og da han kom tilbage, spurgte vi ham i fælles

flok, hvad det var for noget svineri. Han grinede bare og slog det hen med,

at han bare ville afspille det for os, så vi selv kunne høre,

hvordan vores indbyrdes snak lød. Da vi spurgte ham, om vi også

kunne risikere skjult videoovervågning grinede han igen og sagde, at

det kunne man da aldrig vide, fortæller Helle, der erkender, at

kontorpersonalet nu og da talte sammen om private emner.

- Når en kollega kommer stortudende ud fra chefens

kontor efter en kæmpe skideballe, går man altså hen og

trøster hende lidt så kan man altså ikke bare hviske til

hende, at dette her må vi tale om til fyraften, siger Helle.

GIK AMOK

Det går som en rød tråd gennem hele

Helles beretning, at stort set samtlige ansatte har levet en

tilværelse knuget af frygt for, hvad chefen i dag kunne finde

på.

- Vi tænkte over det hver morgen, når vi

mødte. Hvordan mon hans humør nu var i dag? Han kunne gå

helt grassat over de mindste ting. Engang smed han i et af sine mange

raserianfald en potteplante ud ad vinduet. En anden gang havde en kollega i

produktionen trykt noget forkert. Da tog chefen sine briller af, smed dem

på gulvet og hoppede på dem af bare raseri. Den slags episoder

var slemme for os på kontoret at se på, og der skulle ikke

så meget til. Kaffekanden kunne være tom, eller

rengøringsdamen kunne have puttet for meget smør på en

rundstykke. Det var nok, fortæller Helle.

I sommeren 1997 havde hun fået nok og sagde sin

stilling op.

BØRN VAR ILDESET

Han hadede børn og omtalte dem konsekvent som

yngel. Han gjorde et stort nummer ud af at fortælle, at han "sateme

ikke håbede, hans egne døtre ville få børn". Da en

af kollegaerne blev gravid, omtalte han konsekvent og ringeagtende hendes

barn som yngel. Måske skyldtes det frygt for barnets første

sygedag, eller at man skulle få fravær i forbindelse med

moderskabet. I hvert fald var det meget, meget ildeset, hvis man en dag var

nødt til at gå kl. 17 for at hente sit barn fra

børnehaven, siger Helle.

I dag fortryder hun, at hun blev så længe

på virksomheden.

- Selv her halvandet år efter kan jeg tude, hvis jeg

skal tænke på min tid der, men det var først 14 dage

efter, jeg med flossede nerver havde sagt op, at det for alvor gik op for

mig, hvor stor en pris jeg havde betalt for at forsøge at blive

på min arbejdsplads. Da hoppede min dengang fireårige datter en

dag op på mit skød. Puttede sig ind til mig og sagde "Mor, hvor

er det bare dejligt, at du er blevet glad igen". Da tudede jeg igen,

fortæller Helle.

Trods sine vanskeligheder ved at tale om sin tid på

Provinsforlaget har hun besluttet sig for, at hun gennem HK vil trække

sin tidligere arbejdsgiver i retten med krav om erstatning for sin tid i

helvede.

DER SKAL RYDDES OP

- Min tidligere arbejdsgiver har tilbudt mig en erstatning

på 10.000 kroner for den behandling, jeg har været udsat for, i

form af et forlig, men det har jeg sagt nej tak til. Det er ikke sikkert, vi

vinder sagen i retten, men jeg er fuldstændig ligeglad med, om jeg

får fem kroner eller en halv million. Selv om det stadig gør

ondt langt ind i sjælen, hver gang jeg skal tænke på

Provinsforlaget, vil jeg stå smerterne ved en retssag og den konstante

ribben op i såret igennem. Der skal bare ryddes op på den

virksomhed, så mennesker ikke i al fremtid skal døje med den

behandling. Det er den eneste grund til, at jeg insisterer på at

gennemføre en retssag, fortæller Helle, der siden har

fået et godt fast job.

- Jeg blev tilbudt job i et par andre grafiske

virksomheder, men jeg besluttede mig for bare at skifte branche. Den ene af

dem havde samme leverandører som Provinsforlaget, og jeg ved, at jeg i

meget lang tid fremover vil blive trist, bare jeg hører eller ser

noget, der kan minde mig om den arbejdsplads, siger Helle."

Den anden artikel havde overskriften "Spændende

prøvesag om psykisk terror" og følgende indhold:

"En meget spændende prøvesag omkring

erstatning for dårligt psykisk arbejdsmiljø er af HK

begæret startet ved Sø- og Handelsretten, hvorfra den meget let

går videre til en endelig afgørelse i Højesteret.

Sagen er i juridisk forstand ganske "tricky", idet den

drejer sig om den nu 31-årig kvinde fra Randers " Helle", der i

sommeren 1997 selv opsagde sit job på en grafisk virksomhed på

grund af et utroligt dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Alligevel kræver HK nu på hendes vegne

erstatning for usaglig afskedigelse efter funktionærlovens paragraf 2b

og torterstatning den såkaldte paragraf om liv, ære og

velfærd.

- Det er en atypisk sag, men vi rejser den på denne

måde, fordi forholdene i firmaet er meget særprægede.

Arbejdsgiveren placerede blandt andet en skjult båndoptager på

kontoret, han chikanerede konstant de ansatte og spillede dem ud mod

hinanden. F.eks. skulle de to gange dagligt ringe til kollegaer, der var

sygemeldte, for at sikre sig, at de nu også var syge og til stede i

hjemmet, siger Hanne Christensen fra HKs juridiske afdeling.

Begrundelsen for at kræve erstatning for usaglig

afsked, skønt medlemmet selv har sagt op, er, at chefens

opførelse simpelthen har været så grel, at der efter HKs

mening er tale om en misligholdelse af ansættelsesforholdet.

- Rent juridisk er det en endog meget spændende sag,

og vi har bedt om, at sagen fra begyndelsen starter i Sø- og

Handelsretten, så den uden videre kan ankes til Højesteret.

Anlæggelse af sagen på denne måde er for vort vedkommende

et forsøg på at få et endeligt gennembrud i sager om

psykisk chikane. Det er et forsøg på at flytte hegnspæle

omkring et juridisk område, hvor det er meget svært at

trænge igennem specielt fordi psykisk arbejdsmiljø i sin natur

er så abstrakt et begreb og derfor meget vanskeligt konkret at bevise,

siger Hanne Christensen.

En arbejdsgruppe i HK har gennem nogen tid arbejdet med

problemerne omkring det psykiske arbejdsmiljø, som man ønsker

anerkendt på linje med anden misligholdelse og seksuel chikane.

- I den konkrete sag fra Randers, hvor der på

kontoret blandt andet var opsat skillevægge, så de ansatte ikke

kunne tale privat sammen, kræver vi erstatning for løn i

opsigelsesperioden svarende til fem måneders løn samt erstatning

for usaglig afsked svarende til tre måneders løn. Hertil kommer

25.000 kr. i tort-erstatning. Samlet mere end 150.000 kroner, fortæller

Hanne Christensen."

Artiklerne blev ledsaget af modelfotos af henholdsvis en

grædende dukke, en diktafon blandt nogle bøger og et par

briller, der blev mast af en herrefod.

Klageren har anført, at en række af de

oplysninger, der er anført i artiklen, er forkerte.

Klageren har videre anført, at det er stærkt

kritisabelt, at artiklen giver indtryk af, at der verserer en principiel sag

om psykisk terror på et tidspunkt, hvor retten i Randers har truffet

afgørelse om, at den omtalte sag på ingen måder har

principiel karakter og derfor ikke skal behandles ved Sø- og

Handelsretten i København.

Klageren har i den forbindelse anført, at artiklen

inden dens udgivelse burde have været forelagt for klageren, der herved

kunne have korrigeret direkte fejloplysninger i artiklen, og at emnet psykisk

arbejdsmiljø ikke har en sådan aktualitet i den almindelige

samfundsdebat, at dette i sig selv kan begrunde den manglende

forelæggelse for klageren.

Klageren har herudover anført, at det anvendte

billedmateriale er misvisende og er fremskaffet på en måde, der

må anses for stridende mod god presseskik. Klageren har herved

nærmere anført, at billedet af en moderne diktafon skjult i en

papirholder giver indtryk af, at der er foretaget aflytning hos klageren,

hvilket aldrig har været tilfældet.

Klageren har yderligere anført, at artiklerne har

medført store ordretab, hvilket i økonomisk henseende andrager

et stort sekscifret beløb.

Klageren har endelig anført, at bladet kunne have

rettet oplysningerne om, at sagen søgtes overført til

Sø- og Handelsretten, inden bladet udkom, og at bladet i hvert fald i

det følgende nummer burde have oplyst om afgørelsen fra Retten

i Randers, der blev truffet den 19. februar 1999.

Bladet har i en udtalelse anført, at bladet har

talt med en række kilder, som samstemmende har berettet om

virksomhedens dårlige psykiske arbejdsmiljø. Bladet har blandt

andet talt med faglige sekretærer i afdelingerne og har talt med

jurister i HK forbundet.

Bladet har videre anført, at man på den

baggrund ikke var i tvivl om, at historien kunne bære igennem, men

historien skal udelukkende betragtes som en subjektiv, menneskelig historie,

der er med til at forklare, hvorfor HK har lagt sag an mod virksomheden for

usaglig afskedigelse. Bladet valgte bevidst ikke at tale med

repræsentanter fra ledelsen på Provinsforslaget på grund af

sagens/historiens karakter, idet historien handler om, hvordan en kvinde har

oplevet at være ansat på virksomheden, og hvorfor hun har

sagt op. En sådan oplevelse bør ikke altid imødegås

af modparten, da en oplevelse af det psykiske arbejdsmiljø hverken kan

være sand eller falsk.

Bladet har herudover anført, at bladet som

krævet i de presseetiske regler har efterprøvet oplysningerne i

særlig grad, men ikke har fundet det relevant at forelægge

virksomhedens ledelse sagen. Dette er ikke bladets pligt som fagblad eller

som fagforening, når der foreligger så megen dokumentation i

sagen, at HK rejser en principiel sag ved domstolene.

Bladet har yderligere anført, at klageren ikke har

påpeget konkrete faktuelle fejl i artiklerne, og at klageren ikke inden

for 4 uger efter offentliggørelsen har krævet genmæle over

for bladet.

Bladet har vedrørende billederne anført, at

der er tale om modelbilleder, taget i et studie og er fotografens frie og

kunstneriske fortolkning af kvindens og hendes barns

følelser/oplevelser.

Bladet har desuden anført, at bladet på

tidspunktet, hvor marts nummeret gik i trykken, ikke kendte byrettens

afgørelse om, at sagen ikke skulle henvises til Sø- og

Handelsretten. Bladet har imidlertid anset spørgsmålet om, hvor

sagen skulle behandles, som juridiske spidsfindigheder uden væsentlig

interesse for læserne, og det var derfor ikke nødvendigt at

komme med en rettelse i det følgende nummer.

Bladet har i den forbindelse anført, at sagen

må anses som principiel uanset hvor i retssystemet, den

kører.

Bladet har endelig anført, at det psykiske

arbejdsmiljø siden midten af 90'erne har været det mest

sprængfarlige arbejdsmiljøemne, og det optager i høj grad

HK's medlemmer.

I sagens behandling har følgende

nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Bo Maltesen, Ulrik

Holmstrup og Preben Sørensen.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at

medier, der repræsenterer interesseorganisationer, ikke kan

påberåbe sig en speciel standard for god presseskik.

Pressenævnet finder ikke grundlag for at kritisere

de billeder, der illustrerede artiklerne.

Pressenævnet finder, at bladet burde have

ændret oplysningen i martsnummeret om, ved hvilken domstol, sagen blev

behandlet, såfremt det var muligt. Da oplysningen om stedet for

retssagens afholdelse imidlertid ikke har været af væsentlig

betydning for omtalen af sagen, finder nævnet ikke, at der af denne

grund er sket en tilsidesættelse af god presseskik.

Pressenævnet finder, at artiklernes oplysninger kan

være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for

klageren, og at de derfor burde være efterprøvet ved

forelæggelse for klageren, før de blev bragt. Endvidere

bør angreb og svar bringe i sammenhæng. Da dette ikke er sket,

har bladet tilsidesat god presseskik.

Det bemærkes i den forbindelse, at

efterprøvelse af oplysninger hos forskellige personer og

organisationer ikke kan erstatte forelæggelse for den omtalte selv i en

situation, hvor der som i det foreliggende tilfælde bringes

stærkt kritiske oplysninger om den pågældende.

Pressenævnet udtaler på dette grundlag sin

kritik af bladet HK/Industri.

I medfør af medieansvarslovens § 49

pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af

HK/Industri at offentliggøre følgende:

"Kendelse fra Pressenævnet:

HK/Industri bragte i marts-nummeret to artikler om

arbejdsforholdene på Provinsforlaget i Randers. I den ene artikel

beskrev en 31-årig kvinde sin oplevelse af arbejdspladsen og i den

anden artikel oplyste bladet, at den pågældende kvindes

erstatningssag af HK forsøges henvist fra Retten i Randers til

Sø- og Handelsretten.

Provinsforlaget i Randers har klaget over artiklerne, som

firmaet finder er i strid med god presseskik.

Pressenævnet har i anledning af klagen udtalt, at

medier, der repræsenterer interesseorganisationer, ikke kan

påberåbe sig en speciel standard for god presseskik.

Pressenævnet finder, at artiklernes oplysninger kan

være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for

klageren, og at de derfor burde være efterprøvet ved

forelæggelse for klageren, før de blev bragt. Endvidere

bør angreb og svar bringe i sammenhæng. Da dette ikke er sket,

har bladet tilsidesat god presseskik.

Det bemærkes i den forbindelse, at

efterprøvelse af oplysninger hos forskellige personer og

organisationer ikke kan erstatte forelæggelse for den omtalte selv i en

situation, hvor der som i det foreliggende tilfælde bringes

stærkt kritiske oplysninger om den pågældende.

Pressenævnet udtaler på dette grundlag sin

kritik af bladet HK/Industri.

København, den 16. juni 1999.

Per Sørensen, Bo Maltesen, Ulrik Holmstrup og

Preben Sørensen."

Afsagt den 16. juni 1999.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter