Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 39/1999
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.
39/1999
Provinsforlaget A/S har ved advokat Poul Meldgaard klaget
til Pressenævnet over to artikler bragt i bladet HK/Industri for marts
1999, idet firmaet mener, at god presseskik er tilsidesat.
Den ene artikel havde overskriften "Hvor er det dejligt
du er glad igen, mor" og følgende indhold:
"På Provinsforlaget i Randers lever de ansatte
dagligt med psykisk terror, og mange er nedbrudte flygtet fra
virksomheden
- De første år var det en almindelig og
dejlig arbejdsplads. Så kom ejerskiftet og dermed skiftende
direktører. Fra da af blev tilværelsen på Provinsforlaget
et sandt helvede.
Sådan fortæller den 31-årig Helle fra
Randers, der holdt ud i virksomheden i otte år. Undervejs var hun
sygemeldt i tre uger på grund af den konstante psykiske chikane.
Tre uger hvor hun bare græd døgnet rundt.
Hendes beretning om arbejdsmiljøet i virksomheden
kan sende kuldegysninger gennem enhver, og hun er ikke en specielt sart
kvinde. Mindst fem af hendes kollegaer har også været gennem
sygemeldinger på grund af den rædselsfulde hverdag. Adskillige er
flygtet nervenedbrudte fra virksomheden, der gennem de senere år har
måttet betale erstatninger til flere forskellige faggruppers ansatte
på grund af mishandlingen af de ansatte i stort set samtlige
afdelinger.
Helle hedder ikke Helle i virkeligheden, men hun har
valgt anonymt at fortælle sin historie, fordi den måske kan virke
som støtte og opbakning til andre i lignende situationer.
SKJULT BÅNDOPTAGER
Læs alt
På virksomheden var det ildeset, at de ansatte
på kontoret talte sammen om private ting i arbejdstiden, og på et
tidspunkt skjulte chefen en båndoptager på kontoret for ulovligt
at optage deres samtale, når han ikke selv var til stede.
- Vi opdagede båndoptageren ved en
tilfældighed, og da han kom tilbage, spurgte vi ham i fælles
flok, hvad det var for noget svineri. Han grinede bare og slog det hen med,
at han bare ville afspille det for os, så vi selv kunne høre,
hvordan vores indbyrdes snak lød. Da vi spurgte ham, om vi også
kunne risikere skjult videoovervågning grinede han igen og sagde, at
det kunne man da aldrig vide, fortæller Helle, der erkender, at
kontorpersonalet nu og da talte sammen om private emner.
- Når en kollega kommer stortudende ud fra chefens
kontor efter en kæmpe skideballe, går man altså hen og
trøster hende lidt så kan man altså ikke bare hviske til
hende, at dette her må vi tale om til fyraften, siger Helle.
GIK AMOK
Det går som en rød tråd gennem hele
Helles beretning, at stort set samtlige ansatte har levet en
tilværelse knuget af frygt for, hvad chefen i dag kunne finde
på.
- Vi tænkte over det hver morgen, når vi
mødte. Hvordan mon hans humør nu var i dag? Han kunne gå
helt grassat over de mindste ting. Engang smed han i et af sine mange
raserianfald en potteplante ud ad vinduet. En anden gang havde en kollega i
produktionen trykt noget forkert. Da tog chefen sine briller af, smed dem
på gulvet og hoppede på dem af bare raseri. Den slags episoder
var slemme for os på kontoret at se på, og der skulle ikke
så meget til. Kaffekanden kunne være tom, eller
rengøringsdamen kunne have puttet for meget smør på en
rundstykke. Det var nok, fortæller Helle.
I sommeren 1997 havde hun fået nok og sagde sin
stilling op.
BØRN VAR ILDESET
Han hadede børn og omtalte dem konsekvent som
yngel. Han gjorde et stort nummer ud af at fortælle, at han "sateme
ikke håbede, hans egne døtre ville få børn". Da en
af kollegaerne blev gravid, omtalte han konsekvent og ringeagtende hendes
barn som yngel. Måske skyldtes det frygt for barnets første
sygedag, eller at man skulle få fravær i forbindelse med
moderskabet. I hvert fald var det meget, meget ildeset, hvis man en dag var
nødt til at gå kl. 17 for at hente sit barn fra
børnehaven, siger Helle.
I dag fortryder hun, at hun blev så længe
på virksomheden.
- Selv her halvandet år efter kan jeg tude, hvis jeg
skal tænke på min tid der, men det var først 14 dage
efter, jeg med flossede nerver havde sagt op, at det for alvor gik op for
mig, hvor stor en pris jeg havde betalt for at forsøge at blive
på min arbejdsplads. Da hoppede min dengang fireårige datter en
dag op på mit skød. Puttede sig ind til mig og sagde "Mor, hvor
er det bare dejligt, at du er blevet glad igen". Da tudede jeg igen,
fortæller Helle.
Trods sine vanskeligheder ved at tale om sin tid på
Provinsforlaget har hun besluttet sig for, at hun gennem HK vil trække
sin tidligere arbejdsgiver i retten med krav om erstatning for sin tid i
helvede.
DER SKAL RYDDES OP
- Min tidligere arbejdsgiver har tilbudt mig en erstatning
på 10.000 kroner for den behandling, jeg har været udsat for, i
form af et forlig, men det har jeg sagt nej tak til. Det er ikke sikkert, vi
vinder sagen i retten, men jeg er fuldstændig ligeglad med, om jeg
får fem kroner eller en halv million. Selv om det stadig gør
ondt langt ind i sjælen, hver gang jeg skal tænke på
Provinsforlaget, vil jeg stå smerterne ved en retssag og den konstante
ribben op i såret igennem. Der skal bare ryddes op på den
virksomhed, så mennesker ikke i al fremtid skal døje med den
behandling. Det er den eneste grund til, at jeg insisterer på at
gennemføre en retssag, fortæller Helle, der siden har
fået et godt fast job.
- Jeg blev tilbudt job i et par andre grafiske
virksomheder, men jeg besluttede mig for bare at skifte branche. Den ene af
dem havde samme leverandører som Provinsforlaget, og jeg ved, at jeg i
meget lang tid fremover vil blive trist, bare jeg hører eller ser
noget, der kan minde mig om den arbejdsplads, siger Helle."
Den anden artikel havde overskriften "Spændende
prøvesag om psykisk terror" og følgende indhold:
"En meget spændende prøvesag omkring
erstatning for dårligt psykisk arbejdsmiljø er af HK
begæret startet ved Sø- og Handelsretten, hvorfra den meget let
går videre til en endelig afgørelse i Højesteret.
Sagen er i juridisk forstand ganske "tricky", idet den
drejer sig om den nu 31-årig kvinde fra Randers " Helle", der i
sommeren 1997 selv opsagde sit job på en grafisk virksomhed på
grund af et utroligt dårligt psykisk arbejdsmiljø.
Alligevel kræver HK nu på hendes vegne
erstatning for usaglig afskedigelse efter funktionærlovens paragraf 2b
og torterstatning den såkaldte paragraf om liv, ære og
velfærd.
- Det er en atypisk sag, men vi rejser den på denne
måde, fordi forholdene i firmaet er meget særprægede.
Arbejdsgiveren placerede blandt andet en skjult båndoptager på
kontoret, han chikanerede konstant de ansatte og spillede dem ud mod
hinanden. F.eks. skulle de to gange dagligt ringe til kollegaer, der var
sygemeldte, for at sikre sig, at de nu også var syge og til stede i
hjemmet, siger Hanne Christensen fra HKs juridiske afdeling.
Begrundelsen for at kræve erstatning for usaglig
afsked, skønt medlemmet selv har sagt op, er, at chefens
opførelse simpelthen har været så grel, at der efter HKs
mening er tale om en misligholdelse af ansættelsesforholdet.
- Rent juridisk er det en endog meget spændende sag,
og vi har bedt om, at sagen fra begyndelsen starter i Sø- og
Handelsretten, så den uden videre kan ankes til Højesteret.
Anlæggelse af sagen på denne måde er for vort vedkommende
et forsøg på at få et endeligt gennembrud i sager om
psykisk chikane. Det er et forsøg på at flytte hegnspæle
omkring et juridisk område, hvor det er meget svært at
trænge igennem specielt fordi psykisk arbejdsmiljø i sin natur
er så abstrakt et begreb og derfor meget vanskeligt konkret at bevise,
siger Hanne Christensen.
En arbejdsgruppe i HK har gennem nogen tid arbejdet med
problemerne omkring det psykiske arbejdsmiljø, som man ønsker
anerkendt på linje med anden misligholdelse og seksuel chikane.
- I den konkrete sag fra Randers, hvor der på
kontoret blandt andet var opsat skillevægge, så de ansatte ikke
kunne tale privat sammen, kræver vi erstatning for løn i
opsigelsesperioden svarende til fem måneders løn samt erstatning
for usaglig afsked svarende til tre måneders løn. Hertil kommer
25.000 kr. i tort-erstatning. Samlet mere end 150.000 kroner, fortæller
Hanne Christensen."
Artiklerne blev ledsaget af modelfotos af henholdsvis en
grædende dukke, en diktafon blandt nogle bøger og et par
briller, der blev mast af en herrefod.
Klageren har anført, at en række af de
oplysninger, der er anført i artiklen, er forkerte.
Klageren har videre anført, at det er stærkt
kritisabelt, at artiklen giver indtryk af, at der verserer en principiel sag
om psykisk terror på et tidspunkt, hvor retten i Randers har truffet
afgørelse om, at den omtalte sag på ingen måder har
principiel karakter og derfor ikke skal behandles ved Sø- og
Handelsretten i København.
Klageren har i den forbindelse anført, at artiklen
inden dens udgivelse burde have været forelagt for klageren, der herved
kunne have korrigeret direkte fejloplysninger i artiklen, og at emnet psykisk
arbejdsmiljø ikke har en sådan aktualitet i den almindelige
samfundsdebat, at dette i sig selv kan begrunde den manglende
forelæggelse for klageren.
Klageren har herudover anført, at det anvendte
billedmateriale er misvisende og er fremskaffet på en måde, der
må anses for stridende mod god presseskik. Klageren har herved
nærmere anført, at billedet af en moderne diktafon skjult i en
papirholder giver indtryk af, at der er foretaget aflytning hos klageren,
hvilket aldrig har været tilfældet.
Klageren har yderligere anført, at artiklerne har
medført store ordretab, hvilket i økonomisk henseende andrager
et stort sekscifret beløb.
Klageren har endelig anført, at bladet kunne have
rettet oplysningerne om, at sagen søgtes overført til
Sø- og Handelsretten, inden bladet udkom, og at bladet i hvert fald i
det følgende nummer burde have oplyst om afgørelsen fra Retten
i Randers, der blev truffet den 19. februar 1999.
Bladet har i en udtalelse anført, at bladet har
talt med en række kilder, som samstemmende har berettet om
virksomhedens dårlige psykiske arbejdsmiljø. Bladet har blandt
andet talt med faglige sekretærer i afdelingerne og har talt med
jurister i HK forbundet.
Bladet har videre anført, at man på den
baggrund ikke var i tvivl om, at historien kunne bære igennem, men
historien skal udelukkende betragtes som en subjektiv, menneskelig historie,
der er med til at forklare, hvorfor HK har lagt sag an mod virksomheden for
usaglig afskedigelse. Bladet valgte bevidst ikke at tale med
repræsentanter fra ledelsen på Provinsforslaget på grund af
sagens/historiens karakter, idet historien handler om, hvordan en kvinde har
oplevet at være ansat på virksomheden, og hvorfor hun har
sagt op. En sådan oplevelse bør ikke altid imødegås
af modparten, da en oplevelse af det psykiske arbejdsmiljø hverken kan
være sand eller falsk.
Bladet har herudover anført, at bladet som
krævet i de presseetiske regler har efterprøvet oplysningerne i
særlig grad, men ikke har fundet det relevant at forelægge
virksomhedens ledelse sagen. Dette er ikke bladets pligt som fagblad eller
som fagforening, når der foreligger så megen dokumentation i
sagen, at HK rejser en principiel sag ved domstolene.
Bladet har yderligere anført, at klageren ikke har
påpeget konkrete faktuelle fejl i artiklerne, og at klageren ikke inden
for 4 uger efter offentliggørelsen har krævet genmæle over
for bladet.
Bladet har vedrørende billederne anført, at
der er tale om modelbilleder, taget i et studie og er fotografens frie og
kunstneriske fortolkning af kvindens og hendes barns
følelser/oplevelser.
Bladet har desuden anført, at bladet på
tidspunktet, hvor marts nummeret gik i trykken, ikke kendte byrettens
afgørelse om, at sagen ikke skulle henvises til Sø- og
Handelsretten. Bladet har imidlertid anset spørgsmålet om, hvor
sagen skulle behandles, som juridiske spidsfindigheder uden væsentlig
interesse for læserne, og det var derfor ikke nødvendigt at
komme med en rettelse i det følgende nummer.
Bladet har i den forbindelse anført, at sagen
må anses som principiel uanset hvor i retssystemet, den
kører.
Bladet har endelig anført, at det psykiske
arbejdsmiljø siden midten af 90'erne har været det mest
sprængfarlige arbejdsmiljøemne, og det optager i høj grad
HK's medlemmer.
I sagens behandling har følgende
nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Bo Maltesen, Ulrik
Holmstrup og Preben Sørensen.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at
medier, der repræsenterer interesseorganisationer, ikke kan
påberåbe sig en speciel standard for god presseskik.
Pressenævnet finder ikke grundlag for at kritisere
de billeder, der illustrerede artiklerne.
Pressenævnet finder, at bladet burde have
ændret oplysningen i martsnummeret om, ved hvilken domstol, sagen blev
behandlet, såfremt det var muligt. Da oplysningen om stedet for
retssagens afholdelse imidlertid ikke har været af væsentlig
betydning for omtalen af sagen, finder nævnet ikke, at der af denne
grund er sket en tilsidesættelse af god presseskik.
Pressenævnet finder, at artiklernes oplysninger kan
være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for
klageren, og at de derfor burde være efterprøvet ved
forelæggelse for klageren, før de blev bragt. Endvidere
bør angreb og svar bringe i sammenhæng. Da dette ikke er sket,
har bladet tilsidesat god presseskik.
Det bemærkes i den forbindelse, at
efterprøvelse af oplysninger hos forskellige personer og
organisationer ikke kan erstatte forelæggelse for den omtalte selv i en
situation, hvor der som i det foreliggende tilfælde bringes
stærkt kritiske oplysninger om den pågældende.
Pressenævnet udtaler på dette grundlag sin
kritik af bladet HK/Industri.
I medfør af medieansvarslovens § 49
pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af
HK/Industri at offentliggøre følgende:
"Kendelse fra Pressenævnet:
HK/Industri bragte i marts-nummeret to artikler om
arbejdsforholdene på Provinsforlaget i Randers. I den ene artikel
beskrev en 31-årig kvinde sin oplevelse af arbejdspladsen og i den
anden artikel oplyste bladet, at den pågældende kvindes
erstatningssag af HK forsøges henvist fra Retten i Randers til
Sø- og Handelsretten.
Provinsforlaget i Randers har klaget over artiklerne, som
firmaet finder er i strid med god presseskik.
Pressenævnet har i anledning af klagen udtalt, at
medier, der repræsenterer interesseorganisationer, ikke kan
påberåbe sig en speciel standard for god presseskik.
Pressenævnet finder, at artiklernes oplysninger kan
være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for
klageren, og at de derfor burde være efterprøvet ved
forelæggelse for klageren, før de blev bragt. Endvidere
bør angreb og svar bringe i sammenhæng. Da dette ikke er sket,
har bladet tilsidesat god presseskik.
Det bemærkes i den forbindelse, at
efterprøvelse af oplysninger hos forskellige personer og
organisationer ikke kan erstatte forelæggelse for den omtalte selv i en
situation, hvor der som i det foreliggende tilfælde bringes
stærkt kritiske oplysninger om den pågældende.
Pressenævnet udtaler på dette grundlag sin
kritik af bladet HK/Industri.
København, den 16. juni 1999.
Per Sørensen, Bo Maltesen, Ulrik Holmstrup og
Preben Sørensen."
Afsagt den 16. juni 1999.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om bl.a. strafansvar og erstatningsansvar for påståede ærefornærmende krænkelser i forbindelse med offentliggørelse og omtale i landsdækkende medier m.m. Domsdatabasen · 17. juni 2020
- Om en advokats udtalelser i en tv-udsendelse Advokatnævnet · 28. november 2014
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 121/1996 Retsinformation · 6. maj 1999
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00267 Retsinformation · 19. juni 2012
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-04751 Retsinformation · 14. maj 2026
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-133 Retsinformation · 29. januar 2004
Lignende dokumenter
- Sagsnummer 06.2017 (afsagt den 18.maj 2017) (Denne sag drejer sig navnlig om godtgørelse for ophævelse af uddannelsesaftalen, erstatning efter funktionærlovens § 3 og godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 18. maj 2017
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 111/1999 Retsinformation · 15. oktober 1999
- 34.2025 (Denne sag drejer sig om ophævelse af uddannelsesaftalen og godtgørelse efter erhvervsuddannelsesloven, ligebehandlingsloven, forskelsbehandlingsloven, databeskyttelsesforordningen og ansættelsesbevisloven) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 8. juni 2026
- 17.2018 (Denne sag drejer sig om efterbetaling af løn mv. og godtgørelse for ophævelse af uddannelsesaftalen og godtgørelse efter ansættelsesbevisloven.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 27. november 2018
- 60.2020 (Denne sag drejer sig navnlig om ophævelse af uddannelsesaftalen som følge af sygdom, om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, erstatning for løn i opsigelsesperioden efter funktionærlovens § 3 og om erstatning efter erstatningsansvarsloven.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 14. februar 2022
- 72.2022 (Denne sag drejer sig om godtgørelse for ophævelse af en uddannelsesaftale og lønkrav.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 24. maj 2023