Spring til indhold

Retsinformation

Tvist vedr. stormskade (* 1)

KEN nr 4000 af 10/01/1992Endelig adm. afgørelseSocial- og Boligministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tvist vedr. stormskade (* 1)

K E N D E L S E

i

Voldgiftssag nr. C-2673

K A/S

mod

A A/S

I anledning af en tvist mellem klageren, K A/S, og indklagede, A A/S, om

betalingen for nogle ovenlyskupler leveret af klageren som underentreprenør

til en byggeplads, hvor indklagede var hovedentreprenør, og som blev leveret

i stedet for nogle kupler, der var gået til grunde under et stormvejr, har

klageren ved klageskrift af 28. november 1988 indbragt sagen for en i medfør

af »Regler for behandling af sager ved Voldgiftsretten for Bygge- og

Anlægsvirksomhed« nedsat voldgiftsret bestående af direktør,

civilingeniør Per Dibbern Johansen, civilingeniør J. Pilgaard Kristensen og

landsdommer Vagn Rasmussen, sidstnævnte som formand.

Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale

54.240,00 kr. excl. moms subsidiært et af voldgiftsretten fastsat mindre

beløb, alt med tillæg af procesrente fra den 2. december 1988.

Indklagede har påstået frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende:

Den 11. juni 1987 blev der mellem klageren og indklagede indgået en

entreprisekontrakt vedrørende et byggeri i x-by, hvor klageren som

underentreprenør skulle udføre ovenlysentreprisen for en samlet entreprisesum

på 319.000 kr. excl. moms.

I entreprisekontraktens § 2 om entreprisegrundlag henvises bl.a. til AB 72

»således at forstå, at hovedentreprenøren anses for bygherre og

underentreprenøren for entreprenør.«

I § 9 om ansvar hedder det bl.a.:

».....Materialer, der er leveret på byggepladsen, tilhører bygherren

Læs alt

eller hovedentreprenøren, og disse kan ikke fjernes til skade for denne.

Disse henligger dog for underentreprenørens regning og risiko.

Underentreprenøren har det fulde ansvar for sit arbejde under udførelsen,

og hvor andet ikke er aftalt, er »Almindelige betingelser for arbejder

og leverancer« gældende.'

I § 13 om forsikring hedder det:

»Det påhviler underentreprenøren at tegne forsikringer, der er

nødvendige for hans arbejdsfelt, herunder lovpligtige ulykkes- og

ansvarsforsikringer samt eventuel tyveriforsikring.«

Indklagede tegnede byggeforsikring i forsikringsselskabet »B«. I

vilkårene for den omhandlede forsikring hedder det bl.a.:

»Byggeforsikring

Forsikringen kan bestå af brandforsikring og/eller stormskadeforsikring

mv. ....

23. Hvad omfatter forsikringen

A. Forsikringen omfatter de bygninger mv., der er nævnt i punkt 17, når de

er under opførelse, tilbygning eller ombygning. Herunder større reparationer,

som fx udskiftning af tagbeklædning.

B. Endvidere omfatter forsikringen materialer, der er på byggepladsen, og

som skal monteres i bygningen.

C. Stormskadeforsikringen omfatter ikke glas eller erstatningsmaterialer

herfor.

D. Brand og stormskadeforsikringen omfatter ikke midlertidige anlæg,

herunder forskallinger, afstivninger og stilladser samt redskaber, værktøj og

arbejdsskure.«

Under et stormvejr natten mellem den 27. og 28. oktober 1987 blæste 24

leverede ovenlyskupler ned fra taget. 19 af kuplerne blev ødelagt og

genleveret.

Der blev i den anledning indgivet skadesanmeldelse til »B«. Det

oplystes, at der var blæst en palle med 24 stk. lys ned fra taget samt, at

alle lys var fastspændt med stålbånd. Der blev krævet udbetalt erstatning for

de ødelagte 19 ovenlyskupler med det i påstanden nævnte beløb, der fremkommer

således: Kupler excl. karme 46.816,00 kr., transport 5.424,00 kr. og

ophejsning 2.000,00 kr.

I skrivelse af 16. november 1987 afviste »B« at betale

erstatning. I skrivelsen anføres, at når der ikke kan ydes erstatning,

skyldes det, at stormskadeforsikringen i byggeforsikring undtager glas og

erstatningsmaterialer herfor.

Ved skrivelse af 6. april 1988 afviste indklagede at refundere tabet i

forbindelse med stormskaden, idet der henvistes til, at den tegnede

forsikring efter forsikringsselskabets oplysninger er helt almindelig og at

indklagede ikke ud fra det foreliggende kontraktsmateriale, herunder AB 72 er

forpligtet til at tegne stormskadeforsikring med udvidet dækning. Efter

fornyet henvendelse fastholdt indklagede i skrivelse af 28. juni 1988 sit

standpunkt.

Forinden sagens indbringelse for voldgiftsretten er der af klageren

indhentet responsum fra advokat, C og af indklagede fra forsikringsselskabet

»B«.

De pågældende responsa er efter parternes samstemmende anmodning indgået i

sagsmaterialet.

Der er til brug for sagen af sagens parter indhentet udtalelser fra

Assurandørsocietetet.

I skrivelse af 14. april 1989 hedder det:

»..... kan societetet oplyse, at en sædvanlig brand- og

stormskadeforsikring, der opfylder kravene i AB 72, § 21, stk. 3, ikke

omfatter skade på glas som følge af storm.«

I skrivelse af 12. marts 1990 hedder det:

»..... kan det oplyses, at bestemmelsen i AB 72, § 21, stk. 3 efter

Assurandør-Societetets opfattelse må forstås således, at bygherren har pligt

til at tegne og betale en brand- og stormskadeforsikring, som det er rimeligt

og sædvanligt at tegne.

Vilkåret i den tegnede forsikring, hvorefter stormskadeforsikringen ikke

dækker glas eller erstatningsmateriale for glas, er et sædvanligt vilkår i

forsikringer af den pågældende type.

Materialer, som befinder sig på byggepladsen med henblik på montering i

bygningen, vil med undtagelse af glaskuplen og materialedele, der udgør en

integreret del af kuplen, være dækket af forsikringen.«

I skrivelse af 19. juni hedder det:

»..... kan oplyse, at en integreret materialedel f.eks. kan være en

pånittet liste, der ikke umiddelbart kan fjernes fra genstanden.«

I skrivelse af 26. november 1990 hedder det:

»..... oplyse, at de nævnte lyskupler i forsikringsmæssig henseende

betragtes som erstatningsmateriale for glas.«

Direktør D har forklaret, at den udførte opgave var et helt sædvanligt

arbejde. Ovenlysene blev med egen bil med kran transporteret til

byggepladsen, hvor pallerne med ovenlysene blev placeret på taget. Karmene

blev monteret. I forbindelse med kontrakten blev forsikringsforholdene ikke

specielt drøftet. Klageren har selv tegnet normal ansvarsforsikring. Klageren

er ikke blevet oplyst om undtagelserne fra stormskadeforsikringen. Klageren

har en transportforsikring indtil afleveringen, men der kan ikke tegnes

forsikring til dækning af den omhandlede skade. Klageren har ikke tidligere

været ude for en lignende skade.

Klageren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at indklagede ikke

har opfyldt sin pligt til at tegne forsikring for hele arbejdet, således som

det fremgår af AB 72, § 21, stk. 3. I det mindste havde indklagede været

forpligtet til at oplyse om forsikringens begrænsede dækning. Indklagede må

derfor erstatte klageren tabet.

Klageren har nærmere anført, at ifølge AB 51, § 13, stk. 2 var bygherren

forpligtet til at tegne brandforsikring »tilstrækkelig stor til at

omfatte alle værdier, der indgår endeligt i anlægget, - derunder også

tilførte materialer - på byggepladsen.« Bestemmelsen blev ved AB 72

ændret til ordlyden i § 21, stk. 3. Ved ændringen skete der udvidelser

således, at bygherren tillige var pligtig at tegne og betale

stormskadeforsikring. Ved den ændrede formulering fra »alle

værdier.....« til »hele arbejdet.....« tilsigtedes derimod

ikke nogen realitetsændring.

Ifølge § 21, stk. 1 bærer entreprenøren risikoen indtil afleveringen, men

det modsvares af bygherrens forsikringspligt. Selv om det ikke bestrides, at

den tegnede forsikring har et dækningsomfang, der svarer til andre selskaber,

bør indklagede betale klageren hans udgifter, da forsikringspligten er

absolut og obligatorisk. Klageren må stilles som forsikringen havde været

tegnet. Bestemmelsen om »rimelig og sædvanlig forsikring«

vedrørende selvforsikrer er anført i en anden relation og kan ikke overføres

på bestemmelsens 1. led, der er uden forbehold af nogen art. Klageren måtte

gå ud fra, at hans produkter var dækket. Indklagede burde i det mindste have

oplyst klageren om forbeholdet i dækningen, således at klageren havde haft

mulighed for at afdække sin risiko. Bestemmelsen i entreprisekontraktens § 13

medfører ingen ændring heri. Enhver entreprenør måtte gå ud fra, at der var

tegnet forsikring.

Indklagede har gjort gældende, at der er tegnet den forsikring, som

indklagede har været forpligtet til at tegne i medfør af AB 72, § 21, stk. 3,

ligesom det afvises, at indklagede har tilsidesat sin oplysningspligt.

Det er nærmere anført, at § 21, stk. 3, kun medfører en pligt til at tegne

rimelig og sædvanlig forsikring svarende til, hvad der i samme bestemmelse er

bestemt om dækningsomfanget ved selvforsikrer. Der kan ikke være videregående

forpligtelse i private entrepriseforhold. At forsikringen har været

sædvanlig, fremgår af B's redegørelse og de indhentede responsa fra

Assurandørsocietetet. Direktør D har selv forklaret, at han ikke var i stand

til at tegne forsikring. Umulighed forpligter ingen.

Indklagede har ikke haft nogen pligt til at underrette klageren. Klagerens

uvidenhed om forsikringens dækningsomfang må være hans risiko.

Entreprisekontraktens § 13, stk. 1 må være en opfordring for klageren til at

foretage en nærmere undersøgelse.

Klageren havde ikke nogn grund til at regne med, at der var tegnet en

anden forsikring end den sædvanlige. Det er ikke realistisk at ændre mange

års praksis.

Voldgiftsretten udtaler:

Det lægges til grund, at den af indklagede tegnede forsikring har et

dækningsomfang svarende til, hvad der er sædvanligt for forsikringer tegnet

til opfyldelse af forsikringspligten i AB 72, § 21, stk. 3.

Klageren er ikke særskilt gjort bekendt med dækningsomfanget og

entreprisekontraktens § 13 findes ikke at have givet klageren særlig

anledning til at foretage nærmere undersøgelse af dækningens omfang.

I det foreliggende tilfælde indebærer den begrænsede dækning, at klageren

som »glasentreprenør« ikke på samme måde som andre entreprenører er

forsikret for stormskader på materialer leveret til byggepladsen, hvilket med

hensyn til § 21, stk. 3 i realiteten indebærer en fravigelse fra den iøvrigt

indgåede aftale om, at AB 72 finder anvendelse.

Uanset, at den tegnede forsikring må anses som sædvanlig, findes

indklagede - i hvert fald i det foreliggende tilfælde, hvor en ikke

uvæsentlig del af de til byggepladsen leverede materialer er gået til grunde

- ved ikke udtrykkeligt at have gjort klageren bekendt med den begrænsede

dækning, at være pligtig at betale klageren det opgjorte tab som følge af

stormskaden.

Klagerens påstand tages herefter til følge som nedenfor bestemt.

T H I B E S T E MM E S:

Inden 14 dage fra denne kendelses modtagelse betaler indklagede A A/S, til

klageren K A/S, 54.240,00 kr. (excl. moms) med tillæg af procesrente fra den

2. december 1988 til betaling sker samt sagens omkostninger med 8.000,00 kr.

De med voldgiftsrettens behandling af sagen forbundne omkostninger betales

af indklagede.

København, den 10. januar 1992

Per Dibbern Johansen Vagn Rasmussen J. Pilgaard Kristensen

p.v.c.

G. Stark

Lignende dokumenter