Spring til indhold

Retsinformation

'Pension til sent udviklede og udviklingshæmmede' - artikel af fuldmægtig Jytte Damgaard, Direktoratet for Social Sikring og Bistand - bemærkninger fra Ankestyrelsen (* 1)

KOM nr 19303 af 31/07/1995KommentarBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet15. oktober 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

»Pension til sent udviklede og

udviklingshæmmede« - artikel af fuldmægtig Jytte Damgaard, Direktoratet

for Social Sikring og Bistand - bemærkninger fra Ankestyrelsen (* 1)

Revaliderings- og Pensionsnævnet for Københavns og Frederiksberg Kommuner

har behandlet nogle sager om pensionstilkendelse til sent udviklede og

udviklingshæmmede. En række af sagerne er indsendt til Ankestyrelsen til

orientering om nævnets praksis.

Da vurderingen af praksis på området kan være af interesse også for andre

nævn, redegøres der i denne artikel for resultatet af drøftelserne. Nogle af

sagerne er anket til Ankestyrelsen, som snarest muligt vil behandle dem.

- - -

Den 11. maj 1995 afholdt Revaliderings- og Pensionsnævnet for Københavns

og Frederiksberg Kommuner i henhold til § 5, stk. 3, i nævnenes

forretningsorden et principielt møde om fastlæggelse af praksis for

tilkendelse af pension til sent udviklede og udviklingshæmmede.

Baggrunden for mødet var et ønske fra et af nævnets medlemmer, på vegne af

De samvirkende Invalideorganisationer om, at det blev undersøgt, om den

praksis, som har været fulgt på området siden Invalideforsikringsrettens tid,

fortsat var »up to date«. Praksis har ikke været vurderet før, idet

der ikke er nogen nyere principielle afgørelser fra Ankestyrelsen på området.

Spørgsmålet var, om der på baggrund af samfundsudviklingen og de indvundne

pædagogiske erfaringer siden 60'erne var grundlag for, set ud fra et

retssikkerhedssynspunkt, at ændre den hidtidige praksis, som har medført, at

mulighederne for »senmodning« ofte har ført til tilbageholdenhed

med at tilkende højeste pension.

Som et led i forarbejdet til det principielle møde har nævnssek-

retariatet haft møder med Socialministeriets pensionskontor og

handicapkontor, Landsforeningen til Støtte For Sent Udviklede, og Sektionen

for rådgivning og vejledning vedrørende Psykisk Udviklingshæmmede i

Københavns kommune, i daglig tale PSU.

Læs alt

Tidligere praksis

Som bekendt er det en forudsætning for tilkendelse af førtidspension, at

der er tale om fysisk eller psykisk invaliditet, som varigt nedsætter

erhvervsevnen i et nærmere angivet omfang. Der kan derfor ikke tilkendes

pension, hvis det er muligt at iværksætte foranstaltninger, der mere varigt

kan antages at forbedre erhvervsevnen. Ud over lægelig behandling kan det

være uddannelse, revalidering, genoptræning, anskaffelse af hjælpemidler,

indretning af hjem og arbejdsplads, løsning af specielle transportproblemer

og lignende.

Personkredsen, der her er tale om, er dels diagnosticeret som lidende af

oligofreni, på dansk åndssvaghed, evnesvaghed eller intelligensdefekt, og

dels de sent udviklede, som, bredt forstået, er børn, der ved skolestart,

ofte af forskellige årsager, er år bagud i udvikling i forhold til deres

jævnaldrende.

Invalideforsikringsrettens praksis har været ret håndfast, og selv om man

har foretaget en helhedsvurdering af hver enkelt ansøger, har man haft

tendens til at fokusere på talværdierne. Sagt meget firkantet fik sinker med

IQ på ca. 75 som regel ikke tilkendt pension alene på intelligensdefekten.

Højerestående debile fik typisk tilkendt mellemste pension med mindre, der

var tydelige muligheder for senmodning. Lavtstående debile og imbecile

tenderede højeste pension med mindre ansøgeren var ganske ung, og væsentlig

senmodning kunne imødeses, eller der var tale om en beskæftigelse med mere

end kun symbolsk aflønning.

Baggrundsmøder

Socialministeriet er af den opfattelse, at en vurdering alene på en IQ er

tvivlsom i pensionssammenhæng, idet ansøgerens faktiske funktionsniveau kan

afvige fra IQ'en. Ministeriet mener, at det er urealistisk at tale om

senmodning i relation til de udviklingshæmmede. Man bør i stedet tale om

udvikling af færdigheder.

Socialministeriet finder det vigtigt at sondre mellem sent udviklede og

udviklingshæmmede i pensionssammenhæng, idet sent udviklede blot har behov

for et længere udviklingsforløb og typisk, men senere, ender i normalgruppen.

I Landsforeningen Til Støtte For De Sent Udviklede (repræsenteret ved

konsulent Bjarne Ottesen) er det erfaringen, at det ikke er usædvanligt, at

en person med en lavere IQ kan fungere bedre end en person med en højere IQ.

Organisationen er derfor af den opfattelse, at det er vigtigt at satse på

helhedspædagogik og helhedsvurderinger fremfor vurderinger alene på

intellektet. Det vil efter deres opfattelse være meget uhensigtsmæssigt at

»forære« en 18-årig sent udviklet en førtidspension i

fødselsdagsgave. Det må som minimum forlanges, at alle relevante uddannelses-

og udviklingforløb, herunder fraflytning fra hjemmet, har været afprøvet, før

man tænker på førtidspensionering. Efter foreningens opfattelse kan man

omkring 25-års alderen begynde at foretage en endelig vurdering af en persons

samlede ressourceniveau.

I PSU regi tager man sig primært af de vidtgående udviklingshæmmede. Efter

PSU's opfattelse er deres klienter så dårlige, at de må anses for uden reel

erhvervsevne, og de kan kun fungere i en eller anden form for beskyttet

beskæftigelse. Man satser meget på at træne de udviklingshæmmede i en række

praktiske færdigheder på forskellige institutioner, der er gearet hertil. En

IQ-test som vurderingsgrundlag finder PSU utilstrækkelig, og den senmodning

man evt. kan forvente, handler »kun« om livskvalitet og ikke om

reel erhvervsevne.

Nævnets fremtidige praksis

På baggrund af ovenstående har Revaliderings- og Pensionsnævnet for

Københavns og Frederiksberg Kommuner besluttet fremover at lægge følgende til

grund for vurderingen i pensionssager til sent udviklede og

udviklingshæmmede:

- Både de pædagogiske erfaringer og den socialpolitiske målsætning bag

kompetenceudlægningen om fremme af aktiveringsindsatsen understreger

pensionslovens krav om, at alle relevante forsøg på uddannelse og optræning

skal være forsøgt.

- Der må sondres mellem sent udviklede og udviklingshæmmede.

- Udgangspunktet må være, at sen udvikling i sig selv ikke kan begrunde

tilkendelse af pension.

Denne gruppe kan generelt ikke anses for omfattet af den personkreds, man

normalt ser i pensionssammenhæng. Forsøg på revalidering m.v. er særligt

aktuel for gruppen af sent udviklede.

I hver enkelt sag bør det være konkretiseret, hvilke foranstaltninger der

har været forsøgt, inden der evt. kan tilkendes pension.

De indvundne erfaringer peger desuden på, at det er relevant med en

»nedre aldersgrænse« for i praksis at statuere, at der ikke længere

er realistiske muligheder for forbedring af erhvervsevnen. Det er nævnets

opfattelse, at denne aldersgrænse bør ligge omkring de 25 år.

Det er efter nævnets opfattelse ikke længere relevant at anvende begrebet

»senmodning« vedrørende de udviklingshæmmede. Erhvervsevnen for

udviklingshæmmede må efter nævnets opfattelse vurderes ud fra en bred

beskrivelse af udvikling og færdigheder og det faktiske funktionsniveau i

sammenhæng med alder, IQ og eventuel anden fysisk eller psykisk invaliditet.

Vurderingen må forventes at medføre en vis lempelse i forhold til denne

gruppe i erkendelsen af, at optræning for manges vedkommende drejer sig om

livskvalitet og ikke erhvervsevne. Der bør ske en vis nedtoning af værdien af

IQ- målinger henimod en øget vægtning af en bred og udtømmende beskrivelse af

funktionsniveauet.

Til brug for ovenstående vurderinger har nævnssekretariatet udarbejdet et

skema, til brug for en bred og anskuelig beskrivelse af ansøgerens funktion

og optræningsforløb. Det er meningen, at skemaet fremover skal anvendes i

sager om pension til sent udviklede og udviklingshæmmede.

2 sager

På mødet den 11. maj 1995 behandlede nævnet ialt 14 sager om pension til

disse grupper.

For anskuelighedens skyld skal her omtales 2 af de sager, der blev

behandlet på mødet.

Den ene sag drejede sig om en 34-årig ugift mand, der lider af Downs

Syndrom og stærkt nedsat syn, og som har opholdt sig på § 112-institution

siden sit 5. år.

Ansøgeren er placeret i gruppen af imbecile. Han kan kun klare sig med

stor personalestøtte i alle relationer, men har tidsfornemmelse, kan læse og

skrive sit eget navn og med støtte klare betalingen af fornødenheder. På

grund af synsnedsættelsen kan han ikke færdes uden ledsager.

Ansøgeren er i beskæftigelse 7 timer dagligt på et dagcenter, hvor han

varetager lettere pedelopgaver, men han skal have stor støtte og vejledning i

at udføre arbejdet.

Han har desuden nået en alder, hvor udvikling af yderligere færdigheder

ikke kan forventes. Der er derimod risiko for tilbagegang.

Han fik i 1992 tilkendt mellemste førtidspension, og denne afgørelse blev

stadfæstet i Ankestyrelsen i 1993.

Under henvisning til Ankestyrelsens afgørelse fra 1993 havde kommunen

indstillet til afslag på højeste, men fortsat mellemste pension.

Nævnet besluttede at tilkende ansøgeren højeste førtidspension, idet man

anså erhvervsevnen for ubetydelig. Nævnet lagde herved til grund, at den

nuværende beskæftigelse måtte anses for at være af symbolsk karakter, og ikke

som udtryk for reel resterhvervsevne, idet der blev lagt vægt på, at

ansøgeren kræver meget støtte og vejledning.

Den anden sag drejede sig om en 19-årig ugift mand, der er født døvstum.

Ansøgeren havde meningitis som 6-årig og har siden 1992 boet på §

112-institution.

Ansøgeren er normalt begavet, men umoden og sent udviklet. Han er i god

udvikling, og der er lagt en handlingsplan for boformer og uddannelse.

Kommunen havde indstillet ansøgeren til mellemste førtidspension.

Nævnet gav ansøgeren afslag på mellemste førtidspension, idet det blev

lagt til grund, at der var tale om normal begavelse, men sen udvikling, og at

der på baggrund af alder og helbredsmæssig tilstand var mulighed for, at han

kunne påtage sig erhvervsarbejde efter forudgående revalidering.

Da ansøgeren har svære kontaktvanskeligheder på grund af en alvorlig

høreskade, fandt nævnet ham derimod berettiget til døveydelse (IY) og

hjemviste iøvrigt sagen til kommunen, jf. pkt. 5 i Socialministeriets

vejledning af 12. november 1991.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen kan oplyse, at enkelte af de sager, som blev behandlet i

Revaliderings- og Pensionsnævnet for Københavns og Frederiksberg Kommuners

møde den 11. maj 1995 om førtidspension til udviklingshæmmede er blevet

indbragt for Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen vil snarest muligt behandle sagerne, og der vil herefter

blive taget stilling til offentliggørelse af afgørelserne i SM-systemet med

henblik på belysning af Ankestyrelsens praksis.

Ankestyrelsen vil i den forbindelse overveje udsendelse af Sociale

Meddelelser i de af revaliderings- og pensionsnævnets afgørelser, som ikke

indbringes for Ankestyrelsen.

Lignende dokumenter