Spring til indhold

Retsinformation

Tilsynsmyndighedens adgang til at tilkendegive misbilligelse m.v. over for enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmer i anledning af tavshedspligtskrænkelser.

UDT nr 9210 af 27/05/1982UdtalelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tilsynsmyndighedens adgang til at tilkendegive

misbilligelse m.v. over for enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmer i anledning

af tavshedspligtskrænkelser.

I skrivelse af 11. juli 1981 klagede De til mig over, at

Indenrigsministeriet i skrivelse af 1. april 1981 til Dem havde givet udtryk

for, at det efter ministeriets opfattelse ligger indenfor den kommunale

tilsynsmyndigheds kompetence, at tage stilling til om et

kommunalbestyrelsesmedlem må antages at have overtrådt en tavshedspligt, samt

at tilsynsmyndigheden har beføjelse til i givet fald at udtale beklagelse

herover.

I den anledning indhentede jeg udtalelser af 8. september 1981 og 28.

januar 1982 fra henholdsvis tilsynsrådet for Vestsjællands Amt og

Indenrigsministeriet, samt sagens akter.

Med skrivelse af 9. februar 1982 sendte jeg Dem kopier af de modtagne

udtalelser.

Baggrunden for klagen er nærmere følgende:

På møde den 4. august 1980 besluttede Socialudvalget i Tølløse Kommune

enstemmigt at ændre normeringen for daginstitution Elletoften , således at

antallet af vuggestuebørn blev ændret fra 2 til 4.

Personalet i daginstitutionen protesterede i en skrivelse af 15. august

1980 til Socialudvalget mod beslutningen, og i den anledning anmodede De, som

medlem af Socialudvalget, i en skrivelse af 20. august 1980 formanden for

Socialudvalget om, at sagen blev sat til forhandling på førstkommende

socialudvalgsmøde 1. september 1980. I overensstemmelse hermed blev sagen på

ny forhandlet i Socialudvalget på mødet den 1. september 1980, og udvalgets

flertal fastholdt den tidligere beslutning vedrørende børnenormeringen i

daginstitutionen. Lederen af daginstitutionen fik meddelelse om udvalgets

beslutning ved skrivelse af 4. september 1980.

Under mødet den 1. september 1980 begærede De sagen forelagt

kommunalbestyrelsen til afgørelse på det førstkommende

Læs alt

kommunalbestyrelsesmøde i september måned 1980.

Da De blev bekendt med, sagen var blevet opført på den del af dagsordenen,

som skulle behandles for lukkede døre, rettede De henvendelse herom til

borgmesteren, idet De ikke fandt, at betingelserne for at behandle sagen for

lukkede døre var opfyldt.

Under et møde med Dem den 8. september 1980 fastholdt borgmesteren sin

opfattelse af, at sagen burde behandles for lukkede døre og tilkendegav, at

den endelige afgørelse herom måtte træffes af kommunalbestyrelsen.

Borgmesteren fastholdt beslutningen om, at sagen skulle være opført som et

dagsordenspunkt på den lukkede del af dagsordenen.

I et brev af samme dato til borgmesteren, hvori De citerede det, der var

anført i det udsendte forslag til dagsorden, for så vidt angår den pågældende

sag, anmodede De borgmesteren om at dagsordenspunktet blev overført til den

åbne del af mødet.

De sendte kopi af denne beskrivelse til Holbæk Amt Venstreblad, der i en

artikel den 9. september 1980 omtalte sagen på grundlag af Deres fremstilling

i den nævnte skrivelse til borgmesteren.

På kommunalbestyrelsens møde den 10. september 1980 besluttede et flertal

af kommunalbestyrelsen at overføre punktet til den åbne del af

kommunalbestyrelsens møde, og fastholdt i øvrigt Socialudvalgets beslutning

vedrørende normeringen af daginstitutionen.

I skrivelse af 22. september 1980 klagede De til tilsynsrådet for

Vestsjællands Amt over borgmesterens adfærd i forbindelse med optagelsen af

sagen på dagsordenen for kommunalbestyrelsens møde den 10. september 1980.

I den anledning indhentede tilsynsrådet en udtalelse af 14. november 1980

fra kommunalbestyrelsen i Tølløse. Kommunalbestyrelsens flertal anført bl.a.,

at sagen var blevet overført til den åbne del af kommunalbestyrelsens møde,

fordi De forinden havde offentliggjort det omtalte dagsordenspunkt i dets

fulde ordlyd i pressen. Kommunalbestyrelsens flertal havde for at undgå

rygtedannelser m.v. derfor besluttet at lade sagen behandle for åbne døre.

Kommunalbestyrelsen bemærkede, at Deres handlemåde var særdeles betænkelig,

idet der tilsyneladende lægges op til, at enkeltmedlemmer i

kommunalbestyrelsen - såfremt de ikke føler sig enige i den skete placering

af en sag på dagsorden - egenhændigt og uden at afvente sagens behandling

efter forgodtbefindende kan offentliggøre den lukkede dagsordens punkter i

pressen .

I et notat af 14. november 1980, som De fremsendte til tilsynsrådet til

brug for rådets behandling af Deres klage, afviste De, at De skulle have

brudt Deres tavshedspligt ved at offentliggøre dagsordenspunktet forud for

kommunalbestyrelsens møde den 10. september 1980.

Tilsynsrådet behandlede Deres klage på mødet den 2. december 1980, og

meddelte Dem afgørelsen ved skrivelse af 9. december 1980.

Tilsynsrådet anså det for korrekt, at sagen på kommunalbestyrelsesmødet

den 1. september 1980 var blevet overflyttet til at blive behandlet for åbne

døre, og gav endvidere udtryk for følgende: Det tilføjes, at tilsynsrådet

anser det for beklageligt, at De har overtrådt Deres tavshedspligt ved at

offentliggøre fra dagsordensforslaget for det lukkede møde .

I skrivelse af 6. januar 1981 klagede De til indenrigsministeren over

tilsynsrådets overnævnte svar. De anførte bl.a., at det lå uden for

tilsynsrådets kompetence at tage stilling til, om De havde overtrådt Deres

tavshedspligt.

I den anledning indhentede Indenrigsministeriet en udtalelse af 10.

februar 1981 fra tilsynsrådet, der fastholdt, at De efter rådets opfattelse

havde overtrådt Deres tavshedspligt.

Indenrigsministeriet besvarede i skrivelse af 1. april 1981 Deres klage.

Efter Indenrigsministeriets opfattelse kunne De ikke være afskåret fra

offentligt at tilkendegive, at De på Socialudvalgets møde den 1. september

1980 havde begæret spørsmålet om belægningen på den pågældende institution

forelagt kommunalbestyrelsen, og at dette efter den udstedte dagsorden ville

ske på den lukkede del af kommunalbestyrelsens møde. Om De derudover ved at

offentliggøre de oplysninger, som var anført til dette punkt på dagsordenen

havde overtrådt en tavshedspligt, måtte efter Indenrigsministeriets

opfattelse afhænge dels af karakteren af de oplysninger, De havde

videregivet, dels af om det efter sædvanlig praksis i kommunen eller

eventuelt ved en kommunalbestyrelsesbeslutning var bestemt, at

udvalgsindstillinger ikke skulle være offentligt tilgængelige.

Under henvisning til, at der ikke forelå oplysninger om at kommunen fulgte

en sådan praksis, og til at der efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke i

det pågældende dagsordenspunkt var indeholdt oplysninger, der i sig selv

kunne begrunde en tavshedspligt, var Indenrigsministeriet på det foreliggende

grundlag af den opfattelse, at De ikke havde overtrådt Deres tavshedspligt

ved at offentliggøre dagsordenspunktet i dets fulde ordlyd.

Indenrigsministeriet tilføjede, at den kommunale tilsynsmyndighed efter

ministeriets opfattelse kan tage stilling til, om at

kommunalbestyrelsesmedlem må antages at have overtrådt en tavshedspligt,

ligesom tilsynsmyndigheden i givet fald må være beføjet til at udtale sin

beklagelse herover.

I klagen til mig har De navnlig gjort gældende, at det efter Deres

opfattelse falder udenfor tilsynsmyndighedernes kompetence at tage stilling

til om et kommunalbestyrelsesmedlem har overtrådt sin tavshedspligt, idet det

alene tilkommer domstolene at træffe afgørelse herom.

Tilsynsrådet for Vestsjællands Amt har i udtalelsen af 8. september 1981

givet udtryk for, at tilsynsrådet ikke har bemærkninger til den opfattelse,

som Indenrigsministeriet gav udtryk for i afgørelsen af 1. april 1981.

Indenrigsministeriet har i udtalelsen af 28. januar 1982 for det første

bemærket, at ministeriet er opmærksom på, at ethvert spørgsmål om forståelsen

af gældende ret - herunder i særlig grad straffeloven - definitivt afgøres af

domstolene. Dette udgangspunkt udelukker imidlertid efter

Indenrigsministeriets opfattelse ikke, at andre offentlige myndigheder efter

anmodning fra borgerne udtaler sig om forståelsen af den del af gældende ret,

som den pågældende myndighed er sat til at administrere.

Ministeriet har endvidere henvist til, at den kommunale styrelseslov i §

10, stk. 1, sammenholdt med normalforretningsordens § 1, indeholder en

forudsætning om, at der findes tilfælde, hvor en kommunalbestyrelse ikke bare

kan, men også skal forhandle en sag for lukkede døre. For

Indenrigsministeriet indbringes ikke sjældent sager om, hvorvidt det har

været berettiget, at en kommunalbestyrelse behandlede nærmere angivne sager

for lukkede døre. I forbindelsen med sådanne sager kan der - såfremt

dørlukningen findes at være berettiget - tillige være rejst spørgsmålet om,

hvorvidt et eller flere medlemmmer må anses at have overtrådt en

tavshedspligt ved offentligt eller med udenforstående at drøfte vedkommende

sag. Til sådanne spørgsmål har Indenrigsministeriet bl.a. anvendt svar som

ikke var i strid med den medlemmerne påhvilende tavshedspligt eller ikke må

foregribe oplysningernes fremlæggelse for lukkede dføre .

Indenrigsministeriets virksomhed i disse sager har haft karakter af en

vurdering af, om de hensyn, der kan begrunde tavshedspligt, må antages at

være til stede og i bekræftende fald eventuelt krænket. Tilsynsmyndigheden

ses ikke i noget tilfælde at have udtalt sig om, hvorvidt en krænkelse af en

tavshedsforskrifter skulle kunne begrunde et strafansvar.

Indenrigsministeriet finder, at retsstillingen for politiske mindretal og

øvrige borgere ville blive dårligere end hidtil, såfremt det antages, at de

kommunale tilsynsmyndigheder ikke er beføjet til en sådan virksomhed. I så

fald måtte tilsynsmyndighederne indskrænke sig til at henvise ethvert

spørgsmål om tavshedspligt, der måtte opstå ved kommunalbestyrelsens

virksomhed, til politi og domstole, som i givet fald måtte undvære

tilsynsmyndighedens forudgående skriftlige vurdering af spørgsmålet, der ofte

ikke vil kunne løses isoleret fra de styrelsesretlige regler.

Betragtningerne som de ovenfor nævnte lå bag Indenrigsministeriets

udtalelse om, at den kommunale tilsynsmyndighed efter Indenrigsministeriets

opfattelse kan tage stilling til, om et kommunalbestyrelsesmedlem må antages

at have overtrådt en tavshedspligt. Indenrigsministeriet mente at måtte

fastholde dette standpunkt.

Ministeriet har videre gjort gældende, at såfremt tilsynsmyndigheden i en

given situation, hvor der er tale om krænkelse af kommunens interesse i

fortrolighed, vurderer, at et kommunalbestyrelsesmedlem må antages at have

krænket sin tavshedspligt, må tilsynsmyndigheden endvidere kunne udtale sig

om, hvorledes der bør reageres overfor krænkelsen. En beklagelse af det

passerede fra tilsynsmyndighedens side må under de givne omstændigheder

naturligt opfattes som en akcept af, at kommunalbestyrelsen ikke har fundet

anledning til at foretage det mere indgribende skridt, som en

politianmeldelse ville være.

Indenrigsministeriet har understreget, at ministeriet ikke ved

foranstående bemærkninger har taget stilling til, i hvilken udstrækning den

kommunale tilsynsmyndighed i øvrigt kan udtale sig om

kommunalbestyrelsesmedlemmers brud på en dem påphvilende tavshedspligt, samt

hvorledes kommunalbestyrelsen i givet fald kan reagere i denne anledning.

Jeg skal herefter udtale følgende:

Jeg skal først bemærke, at genstanden for min stillingtagen til den

foreliggende sag er tilkendegivelsen i Indenrigsministeriets skrivelse af 1.

april 1981, hvorefter den kommunale tilsynsmyndighed efter ministeriets

opfattelse kan tage stilling til, om et kommunalbestyrelsesmedlem må antages

at have overtrådt sin tavshedspligt, ligesom tilsynsmyndigheden i givet fald

må være beføjet til at udtale sin beklagelse herover.

Således som sagen har foreligget for mig, har jeg derimod ikke fundet at

burde gå nærmere ind på spørgsmålet om rækkevidden af et

kommunalbestyrelsesmedlems tavshedspligt i et tilfælde som det foreliggende.

Den nævnte tilkendegivelse i Indenrigsministeriets skrivelse af 1. april

1981 indeholder en stillingtagen til to principielt forskellige spørgsmål,

nemlig dels spørgsmålet om tilsynsmyndighedernes adgang til (overhovedet) at

udtale sig om, hvorvidt et kommunalbestyrelsesmedlem har overtrådt sin

tavshedspligt (spørgsmål 1), dels spørgsmålet om, hvorvidt tilsynsmyndigheden

i bekræftende fald kan udtrykke misbilligelse direkte i forhold til det

pågældende kommunalbestyrelsesmedlem. (spørgsmål 2).

Efter min opfattelse er det mest hensigtsmæssigt at tage stilling til de

to spørgsmål hvert for sig.

ad spørgsmål 1.

Det retlige grundlag for tilsynsmyndighedernes adgang til at tage stilling

til spørgsmål om rækkevidden af et kommunalbestyrelsesmedlems tavshedspligt

må søges i bestemmelsen i § 61 i lov om kommunernes styrelser, senest

lovbekendtgørelse nr. 188 af 22. april 1981.

Ifølge denne bestemmmelsen kan tilsynsmyndigheden sætte en

kommunalbestyrelses beslutning ud af kraft, når beslutningen findes stridende

mod lovgivningen. Hvis en kommunalbestyrelse har handlet i strid med

lovgivningen, herunder undladt at udføre en foranstaltning, hvortil den er

forpligtet, træffer tilsynsmyndigheden de nødvendige foranstaltninger,

herunder eventuelt bestemmelse om tvangsbøder. I fornødent kan

tilsynsmyndigheden rejse sag ved domstolene om personligt ansvar for

medlemmer af kommunalbestyrelsen for den pågældende beslutning eller

undladelse.

Efter bestemmelsens ordlyd tilkommer der således ikke den kommunale

tilsynsmyndighed - det vil sige tilsynsrådet for det pågældende amt eller

Indenrigsministeriet - nogen almindelig adgang til at udtale sig om, hvorvidt

de enkelte kommmunalbestyrelsesmedlemmer har overtrådt de forpligtelser, der

påhviler dem som kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Den adgang til at pålægge kommunalbestyrelsens enkelte medlemmer

tvangsbøder for deres medvirken til ulovlige beslutninger, som er hjemlet ved

bestemmelsen, har alene til formål at påvirke kommunalbestyrelsen som sådan

til at opfylde sine forpligtelser.

Heller ikke forarbejderne til bestemmelsen indeholder nogen stillingtagen

til spørgsmålet om de kommunale tilsynsmyndigheders adgang til at udtale sig

om enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmers overholdelse af de pligter, der

følger af hvervet. (Folketingstidende 1967/68, 2. samling, tillæg A, sp. 159

f).

Med udgangspunkt i bestemmelsen i § 61 (og de tilsvarende bestemmelser i

den tidligere lovgivning om styrelsen af kommunale anliggender) har der

imidlertid udviklet sig en praksis, hvorefter de kommunale tilsynsmyndigheder

afgiver vejlende udtalelser om den kommunale styrelseslovgivning og om

almindelige kommunalretlige spørgsmål, typisk som svar på forespørgsler fra

kommuner. Denne praksis indebærer bl.a., at tilsynsmyndighederne udtaler sig

vejledende om, hvorvidt nærmere angivne sager kan behandles for lukkede døre

og - i bekræftende fald - eventuelt om rækkevidden af den tavshedspligt, der

som følge heraf påhviler kommmunalbestyrelsesmedlemmerne, herunder om der i

konkrete tilfælde er sket overtrædelse af denne tavshedspligt.

Jeg må være enig med Indenrigsministeriet i, at de kommunale

tilsynsmyndigheder - på linie med, hvad der gælder for andre offentlige

myndigheder - også uden udtrykkelig hjemmel må være berettiget til at afgive

vejledende udtalelser om forståelsen af de retsregler m.v., der hører under

deres ressort, og at det forhold, at det alene tilkommer domstolene at tage

stilling til sådanne spørgsmål, ikke udelukker en responderende virksomhed

som den nævnte. Det kan derfor ikke i sig selv give mig anledning til

bemærkninger, at de kommunale tilsynsmyndigheder har anset sig for beføjet

til at afgive vejlende udtalelser om rækkevidden af den kommunale

styrelseslovgivning og almindelige kommunalretlige spørgsmål.

Afgørelsen af, hvilke spørgsmål tilsynsmyndighederne nærmere kan udtale

sig om, og under hvilke betingelser det eventuelt bør ske, vil efter

omstændighederne kunne give anledning til tvivl. Jeg finder ikke på baggrund

af den foreliggende sag, at burde gå nærmere ind på dette spørgsmål mere i

almindelighed. Efter min opfattelse er der således ikke holdepunkter for at

antage, at de kommunale tilsynsmyndigheder efter gældende ret (generelt)

skulle være afskåret fra at udtale sig om rækkevidden af et

kommunalbestyrelsesmedlems tavshedspligt i en given situation og - nært

sammenhængende - om der efter tilsynsmyndighedens opfattelse er grundlag for

at antage, at tavshedspligten er tilsidesat.

At Indenrigsministeriet i skrivelsen af 1. april 1981 har givet udtryk

for, at tilsynsmyndighederne må anses for beføjede til at tage stilling til

sådanne spørgsmål, kan derfor ikke give mig grundlag for kritik. Jeg skal dog

i denne forbindelse bemærke, at jeg - på linie med hvad Indenrigsministeriet

har givet udtryk for i udtalelsen til mig - ikke hermed har taget stilling

til, om tilsynsmyndighederne i alle tilfælde vil kunne udtale sig om

rækkevidden af et kommmunalbestyrelsesmedlems tavshedspligt. Den nærmere

fastlæggelse af omfanget af tilsynsmyndighedernes responderende virksomhed i

denne henseende må bero på omstændighederne i de konkret forelagte sager,

herunder på, på hvilket retsgrundlag den eventuelle tavshedsforpligtelse

bygger. Af de grunde, som Indenrigsministeriet nærmere har redegjort for i

udtalelsen til mig, har jeg ikke bemærkninger til, at tilsynsmyndighederne

udtaler sig om rækkevidden af et kommunalbestyrelsesmedlems tavshedspligt i

et tilfælde som det foreliggende.

Den endeligde afgørelse af spørgsmålet hører under domstolene.

ad spørgsmål 2.

Jeg skal først bemærke, at dette spørgsmål alene går på, om de kommunale

tilsynsmyndigheder i forbindelse med deres stillingtagen til en sag om,

hvorvidt et kommunalbestyrelsesmedlem har overtrådt sin tavshedspligt, kan

tilkendegive misbilligelse i anledning af det passerede direkte i forhold til

den pågældende. Således som sagen foreligger for mig, finder jeg derimod ikke

at have anledning til at gå nærmere ind på, under hvilke betingelser

tilsynsmyndighederne eventuelt på anden måde (navnlig i forhold til

vedkommende kommunalbestyrelse) kan tage stilling til, hvorledes der bør

reageres i anledning af en tavshedspligtskrænkelse.

Efter min opfattelse kan en beføjelse for de kommunale tilsynsmyndigheder

til at tilkendegive sådan misbilligelse overfor kommunalbestyrelsens enkelt

medlemmer ikke antages at følge af den nævnte bestemmelser i den kommunale

styrelselovs § 61. Såvel bestemmelsens ordlyd som dens forarbejder giver

alene holdepunkter for at antage, at det har været hensigten at give

tilsynsmyndighederne beføjelser til at gibe ind overfor retsstridige forhold,

der er begået af kommunalbestyyrelsen som sådan, jf. herved navnlig Erik

Harder, Dansk Kommunal Forvaltning II (1979) side 242 ff (navnlig side 244

f), og Claus Haagen Jensen, Kommunalret (1972) side 79. Jeg henviser i denne

forbindelse også til det, der er anført ovenfor under ad spørgsmål 1.

Heller ikke andre bestemmelser i den kommunale styrelseslov ses at hjemle

tilsynsmyndighederne adgang til at tilkendegive misbilligelse som nævnt

overfor enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Jeg har da også forstået, at en sådan beføjelser efter

Indenrigsministeriets opfattelse vel ikke har noget udtrykkeligt retsgrundlag

i styrelseslovgivningen, men findes at være en naturlig konsekvens af den

ovenfor under 1 omtalte praksis, hvorefter tilsynsmyndighederne kan udtale

sig om rækkevidden af en tavshedsforpligtelse og i forbindelse hermed, om

tavshedspligten i et konkret tilfælde må anses for tilsidesat.

Efter min opfattelse kan der imidlertid ikke fra tilsynsmyndighedernes

adgang til at afgive vejlende udtalelser (om tavshedspligtsspørgsmål) udledes

nogen beføjelse for disse myndigheder til at tilkendegive misbilligelse

overfor et kommunalbestyrelsesmedlem i anledning af en formodet

tavshedspligtskrænkelse. En beføjelse hertil, der er udtryk for en principiel

udvidelse af tilsynsmyndighedernes kompetenceområde, således som dette

direkte er fastlagt i styrelseslovens § 61, må efter min mening kræve et

klarere retsgrundlag. Jeg må herved også lægge vægt på, at en sådan beføjelse

reelt indebærer, at der tillægges tilsynsmyndighederne en disciplinærlignende

funktion i forhold til de enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmer, og at den

efter omstændighederne må formodes at kunne have ganske vidtrækkende følger

for det pågældende medlem.

Der foreligger da heller ikke for mig oplysninger om, at der skulle have

udviklet sig nogen almindelig praksis i den nævnte henseende, ligesom der

ikke i den juridiske litteratur ses at være støtte for, at

tilsynsmyndighederne skulle kunne påtale tavshedspligtsovertrædelser overfor

det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem.

På baggrund af det anførte er det således min opfattelse, at der ikke

foreligger det fornødne retsgrundlag for den tilkendgivelse, der er indeholdt

i Indenrigsministeriets afgørelse af 1. april 1981, hvorefter kommunale

tilsynsmyndigheder har beføjelse til at udtale beklagelse overfor et

kommunalbestyrelsesmedlem, der findes at have overtrådt sin tavshedspligt.

Jeg må derfor også finde, at tilsynsrådet for Vestsjællands Amt - selv om det

havde måttet lægges til grund, at De havde over trådt Deres tavshedspligt -

ikke havde det fornødne retsgrundlag for i afgørelsen af 9. december 1980

overfor Dem at beklage, at De havde offentliggjort dagsordensforslaget for

det pågældende møde.

Jeg har gjort Indenrigsministeriet og tilsynsrådet bekendt med min

opfattelse. Jeg har endvidere anmodet Indenrigsministeriet om at foranledige,

at tilsynsrådene bliver gjort bekendt med min opfattelse vedrørende

tilsynsmyndighedernes adgang til at tilkendegive misbilligelse m.v. overfor

enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmer i anledning af tavshedspligtskrænkelser.

De indsendte bilag vedlægges.

Eilschou Holm.

Officielle noter

Indenrigsministeriets afgørelser og udtalelser om kommunale forhold 1982

8.5.

Lignende dokumenter