Tilsynsmyndighedens adgang til at tilkendegive misbilligelse m.v. over for enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmer i anledning af tavshedspligtskrænkelser.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Tilsynsmyndighedens adgang til at tilkendegive
misbilligelse m.v. over for enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmer i anledning
af tavshedspligtskrænkelser.
I skrivelse af 11. juli 1981 klagede De til mig over, at
Indenrigsministeriet i skrivelse af 1. april 1981 til Dem havde givet udtryk
for, at det efter ministeriets opfattelse ligger indenfor den kommunale
tilsynsmyndigheds kompetence, at tage stilling til om et
kommunalbestyrelsesmedlem må antages at have overtrådt en tavshedspligt, samt
at tilsynsmyndigheden har beføjelse til i givet fald at udtale beklagelse
herover.
I den anledning indhentede jeg udtalelser af 8. september 1981 og 28.
januar 1982 fra henholdsvis tilsynsrådet for Vestsjællands Amt og
Indenrigsministeriet, samt sagens akter.
Med skrivelse af 9. februar 1982 sendte jeg Dem kopier af de modtagne
udtalelser.
Baggrunden for klagen er nærmere følgende:
På møde den 4. august 1980 besluttede Socialudvalget i Tølløse Kommune
enstemmigt at ændre normeringen for daginstitution Elletoften , således at
antallet af vuggestuebørn blev ændret fra 2 til 4.
Personalet i daginstitutionen protesterede i en skrivelse af 15. august
1980 til Socialudvalget mod beslutningen, og i den anledning anmodede De, som
medlem af Socialudvalget, i en skrivelse af 20. august 1980 formanden for
Socialudvalget om, at sagen blev sat til forhandling på førstkommende
socialudvalgsmøde 1. september 1980. I overensstemmelse hermed blev sagen på
ny forhandlet i Socialudvalget på mødet den 1. september 1980, og udvalgets
flertal fastholdt den tidligere beslutning vedrørende børnenormeringen i
daginstitutionen. Lederen af daginstitutionen fik meddelelse om udvalgets
beslutning ved skrivelse af 4. september 1980.
Under mødet den 1. september 1980 begærede De sagen forelagt
kommunalbestyrelsen til afgørelse på det førstkommende
Læs alt
kommunalbestyrelsesmøde i september måned 1980.
Da De blev bekendt med, sagen var blevet opført på den del af dagsordenen,
som skulle behandles for lukkede døre, rettede De henvendelse herom til
borgmesteren, idet De ikke fandt, at betingelserne for at behandle sagen for
lukkede døre var opfyldt.
Under et møde med Dem den 8. september 1980 fastholdt borgmesteren sin
opfattelse af, at sagen burde behandles for lukkede døre og tilkendegav, at
den endelige afgørelse herom måtte træffes af kommunalbestyrelsen.
Borgmesteren fastholdt beslutningen om, at sagen skulle være opført som et
dagsordenspunkt på den lukkede del af dagsordenen.
I et brev af samme dato til borgmesteren, hvori De citerede det, der var
anført i det udsendte forslag til dagsorden, for så vidt angår den pågældende
sag, anmodede De borgmesteren om at dagsordenspunktet blev overført til den
åbne del af mødet.
De sendte kopi af denne beskrivelse til Holbæk Amt Venstreblad, der i en
artikel den 9. september 1980 omtalte sagen på grundlag af Deres fremstilling
i den nævnte skrivelse til borgmesteren.
På kommunalbestyrelsens møde den 10. september 1980 besluttede et flertal
af kommunalbestyrelsen at overføre punktet til den åbne del af
kommunalbestyrelsens møde, og fastholdt i øvrigt Socialudvalgets beslutning
vedrørende normeringen af daginstitutionen.
I skrivelse af 22. september 1980 klagede De til tilsynsrådet for
Vestsjællands Amt over borgmesterens adfærd i forbindelse med optagelsen af
sagen på dagsordenen for kommunalbestyrelsens møde den 10. september 1980.
I den anledning indhentede tilsynsrådet en udtalelse af 14. november 1980
fra kommunalbestyrelsen i Tølløse. Kommunalbestyrelsens flertal anført bl.a.,
at sagen var blevet overført til den åbne del af kommunalbestyrelsens møde,
fordi De forinden havde offentliggjort det omtalte dagsordenspunkt i dets
fulde ordlyd i pressen. Kommunalbestyrelsens flertal havde for at undgå
rygtedannelser m.v. derfor besluttet at lade sagen behandle for åbne døre.
Kommunalbestyrelsen bemærkede, at Deres handlemåde var særdeles betænkelig,
idet der tilsyneladende lægges op til, at enkeltmedlemmer i
kommunalbestyrelsen - såfremt de ikke føler sig enige i den skete placering
af en sag på dagsorden - egenhændigt og uden at afvente sagens behandling
efter forgodtbefindende kan offentliggøre den lukkede dagsordens punkter i
pressen .
I et notat af 14. november 1980, som De fremsendte til tilsynsrådet til
brug for rådets behandling af Deres klage, afviste De, at De skulle have
brudt Deres tavshedspligt ved at offentliggøre dagsordenspunktet forud for
kommunalbestyrelsens møde den 10. september 1980.
Tilsynsrådet behandlede Deres klage på mødet den 2. december 1980, og
meddelte Dem afgørelsen ved skrivelse af 9. december 1980.
Tilsynsrådet anså det for korrekt, at sagen på kommunalbestyrelsesmødet
den 1. september 1980 var blevet overflyttet til at blive behandlet for åbne
døre, og gav endvidere udtryk for følgende: Det tilføjes, at tilsynsrådet
anser det for beklageligt, at De har overtrådt Deres tavshedspligt ved at
offentliggøre fra dagsordensforslaget for det lukkede møde .
I skrivelse af 6. januar 1981 klagede De til indenrigsministeren over
tilsynsrådets overnævnte svar. De anførte bl.a., at det lå uden for
tilsynsrådets kompetence at tage stilling til, om De havde overtrådt Deres
tavshedspligt.
I den anledning indhentede Indenrigsministeriet en udtalelse af 10.
februar 1981 fra tilsynsrådet, der fastholdt, at De efter rådets opfattelse
havde overtrådt Deres tavshedspligt.
Indenrigsministeriet besvarede i skrivelse af 1. april 1981 Deres klage.
Efter Indenrigsministeriets opfattelse kunne De ikke være afskåret fra
offentligt at tilkendegive, at De på Socialudvalgets møde den 1. september
1980 havde begæret spørsmålet om belægningen på den pågældende institution
forelagt kommunalbestyrelsen, og at dette efter den udstedte dagsorden ville
ske på den lukkede del af kommunalbestyrelsens møde. Om De derudover ved at
offentliggøre de oplysninger, som var anført til dette punkt på dagsordenen
havde overtrådt en tavshedspligt, måtte efter Indenrigsministeriets
opfattelse afhænge dels af karakteren af de oplysninger, De havde
videregivet, dels af om det efter sædvanlig praksis i kommunen eller
eventuelt ved en kommunalbestyrelsesbeslutning var bestemt, at
udvalgsindstillinger ikke skulle være offentligt tilgængelige.
Under henvisning til, at der ikke forelå oplysninger om at kommunen fulgte
en sådan praksis, og til at der efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke i
det pågældende dagsordenspunkt var indeholdt oplysninger, der i sig selv
kunne begrunde en tavshedspligt, var Indenrigsministeriet på det foreliggende
grundlag af den opfattelse, at De ikke havde overtrådt Deres tavshedspligt
ved at offentliggøre dagsordenspunktet i dets fulde ordlyd.
Indenrigsministeriet tilføjede, at den kommunale tilsynsmyndighed efter
ministeriets opfattelse kan tage stilling til, om at
kommunalbestyrelsesmedlem må antages at have overtrådt en tavshedspligt,
ligesom tilsynsmyndigheden i givet fald må være beføjet til at udtale sin
beklagelse herover.
I klagen til mig har De navnlig gjort gældende, at det efter Deres
opfattelse falder udenfor tilsynsmyndighedernes kompetence at tage stilling
til om et kommunalbestyrelsesmedlem har overtrådt sin tavshedspligt, idet det
alene tilkommer domstolene at træffe afgørelse herom.
Tilsynsrådet for Vestsjællands Amt har i udtalelsen af 8. september 1981
givet udtryk for, at tilsynsrådet ikke har bemærkninger til den opfattelse,
som Indenrigsministeriet gav udtryk for i afgørelsen af 1. april 1981.
Indenrigsministeriet har i udtalelsen af 28. januar 1982 for det første
bemærket, at ministeriet er opmærksom på, at ethvert spørgsmål om forståelsen
af gældende ret - herunder i særlig grad straffeloven - definitivt afgøres af
domstolene. Dette udgangspunkt udelukker imidlertid efter
Indenrigsministeriets opfattelse ikke, at andre offentlige myndigheder efter
anmodning fra borgerne udtaler sig om forståelsen af den del af gældende ret,
som den pågældende myndighed er sat til at administrere.
Ministeriet har endvidere henvist til, at den kommunale styrelseslov i §
10, stk. 1, sammenholdt med normalforretningsordens § 1, indeholder en
forudsætning om, at der findes tilfælde, hvor en kommunalbestyrelse ikke bare
kan, men også skal forhandle en sag for lukkede døre. For
Indenrigsministeriet indbringes ikke sjældent sager om, hvorvidt det har
været berettiget, at en kommunalbestyrelse behandlede nærmere angivne sager
for lukkede døre. I forbindelsen med sådanne sager kan der - såfremt
dørlukningen findes at være berettiget - tillige være rejst spørgsmålet om,
hvorvidt et eller flere medlemmmer må anses at have overtrådt en
tavshedspligt ved offentligt eller med udenforstående at drøfte vedkommende
sag. Til sådanne spørgsmål har Indenrigsministeriet bl.a. anvendt svar som
ikke var i strid med den medlemmerne påhvilende tavshedspligt eller ikke må
foregribe oplysningernes fremlæggelse for lukkede dføre .
Indenrigsministeriets virksomhed i disse sager har haft karakter af en
vurdering af, om de hensyn, der kan begrunde tavshedspligt, må antages at
være til stede og i bekræftende fald eventuelt krænket. Tilsynsmyndigheden
ses ikke i noget tilfælde at have udtalt sig om, hvorvidt en krænkelse af en
tavshedsforskrifter skulle kunne begrunde et strafansvar.
Indenrigsministeriet finder, at retsstillingen for politiske mindretal og
øvrige borgere ville blive dårligere end hidtil, såfremt det antages, at de
kommunale tilsynsmyndigheder ikke er beføjet til en sådan virksomhed. I så
fald måtte tilsynsmyndighederne indskrænke sig til at henvise ethvert
spørgsmål om tavshedspligt, der måtte opstå ved kommunalbestyrelsens
virksomhed, til politi og domstole, som i givet fald måtte undvære
tilsynsmyndighedens forudgående skriftlige vurdering af spørgsmålet, der ofte
ikke vil kunne løses isoleret fra de styrelsesretlige regler.
Betragtningerne som de ovenfor nævnte lå bag Indenrigsministeriets
udtalelse om, at den kommunale tilsynsmyndighed efter Indenrigsministeriets
opfattelse kan tage stilling til, om et kommunalbestyrelsesmedlem må antages
at have overtrådt en tavshedspligt. Indenrigsministeriet mente at måtte
fastholde dette standpunkt.
Ministeriet har videre gjort gældende, at såfremt tilsynsmyndigheden i en
given situation, hvor der er tale om krænkelse af kommunens interesse i
fortrolighed, vurderer, at et kommunalbestyrelsesmedlem må antages at have
krænket sin tavshedspligt, må tilsynsmyndigheden endvidere kunne udtale sig
om, hvorledes der bør reageres overfor krænkelsen. En beklagelse af det
passerede fra tilsynsmyndighedens side må under de givne omstændigheder
naturligt opfattes som en akcept af, at kommunalbestyrelsen ikke har fundet
anledning til at foretage det mere indgribende skridt, som en
politianmeldelse ville være.
Indenrigsministeriet har understreget, at ministeriet ikke ved
foranstående bemærkninger har taget stilling til, i hvilken udstrækning den
kommunale tilsynsmyndighed i øvrigt kan udtale sig om
kommunalbestyrelsesmedlemmers brud på en dem påphvilende tavshedspligt, samt
hvorledes kommunalbestyrelsen i givet fald kan reagere i denne anledning.
Jeg skal herefter udtale følgende:
Jeg skal først bemærke, at genstanden for min stillingtagen til den
foreliggende sag er tilkendegivelsen i Indenrigsministeriets skrivelse af 1.
april 1981, hvorefter den kommunale tilsynsmyndighed efter ministeriets
opfattelse kan tage stilling til, om et kommunalbestyrelsesmedlem må antages
at have overtrådt sin tavshedspligt, ligesom tilsynsmyndigheden i givet fald
må være beføjet til at udtale sin beklagelse herover.
Således som sagen har foreligget for mig, har jeg derimod ikke fundet at
burde gå nærmere ind på spørgsmålet om rækkevidden af et
kommunalbestyrelsesmedlems tavshedspligt i et tilfælde som det foreliggende.
Den nævnte tilkendegivelse i Indenrigsministeriets skrivelse af 1. april
1981 indeholder en stillingtagen til to principielt forskellige spørgsmål,
nemlig dels spørgsmålet om tilsynsmyndighedernes adgang til (overhovedet) at
udtale sig om, hvorvidt et kommunalbestyrelsesmedlem har overtrådt sin
tavshedspligt (spørgsmål 1), dels spørgsmålet om, hvorvidt tilsynsmyndigheden
i bekræftende fald kan udtrykke misbilligelse direkte i forhold til det
pågældende kommunalbestyrelsesmedlem. (spørgsmål 2).
Efter min opfattelse er det mest hensigtsmæssigt at tage stilling til de
to spørgsmål hvert for sig.
ad spørgsmål 1.
Det retlige grundlag for tilsynsmyndighedernes adgang til at tage stilling
til spørgsmål om rækkevidden af et kommunalbestyrelsesmedlems tavshedspligt
må søges i bestemmelsen i § 61 i lov om kommunernes styrelser, senest
lovbekendtgørelse nr. 188 af 22. april 1981.
Ifølge denne bestemmmelsen kan tilsynsmyndigheden sætte en
kommunalbestyrelses beslutning ud af kraft, når beslutningen findes stridende
mod lovgivningen. Hvis en kommunalbestyrelse har handlet i strid med
lovgivningen, herunder undladt at udføre en foranstaltning, hvortil den er
forpligtet, træffer tilsynsmyndigheden de nødvendige foranstaltninger,
herunder eventuelt bestemmelse om tvangsbøder. I fornødent kan
tilsynsmyndigheden rejse sag ved domstolene om personligt ansvar for
medlemmer af kommunalbestyrelsen for den pågældende beslutning eller
undladelse.
Efter bestemmelsens ordlyd tilkommer der således ikke den kommunale
tilsynsmyndighed - det vil sige tilsynsrådet for det pågældende amt eller
Indenrigsministeriet - nogen almindelig adgang til at udtale sig om, hvorvidt
de enkelte kommmunalbestyrelsesmedlemmer har overtrådt de forpligtelser, der
påhviler dem som kommunalbestyrelsesmedlemmer.
Den adgang til at pålægge kommunalbestyrelsens enkelte medlemmer
tvangsbøder for deres medvirken til ulovlige beslutninger, som er hjemlet ved
bestemmelsen, har alene til formål at påvirke kommunalbestyrelsen som sådan
til at opfylde sine forpligtelser.
Heller ikke forarbejderne til bestemmelsen indeholder nogen stillingtagen
til spørgsmålet om de kommunale tilsynsmyndigheders adgang til at udtale sig
om enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmers overholdelse af de pligter, der
følger af hvervet. (Folketingstidende 1967/68, 2. samling, tillæg A, sp. 159
f).
Med udgangspunkt i bestemmelsen i § 61 (og de tilsvarende bestemmelser i
den tidligere lovgivning om styrelsen af kommunale anliggender) har der
imidlertid udviklet sig en praksis, hvorefter de kommunale tilsynsmyndigheder
afgiver vejlende udtalelser om den kommunale styrelseslovgivning og om
almindelige kommunalretlige spørgsmål, typisk som svar på forespørgsler fra
kommuner. Denne praksis indebærer bl.a., at tilsynsmyndighederne udtaler sig
vejledende om, hvorvidt nærmere angivne sager kan behandles for lukkede døre
og - i bekræftende fald - eventuelt om rækkevidden af den tavshedspligt, der
som følge heraf påhviler kommmunalbestyrelsesmedlemmerne, herunder om der i
konkrete tilfælde er sket overtrædelse af denne tavshedspligt.
Jeg må være enig med Indenrigsministeriet i, at de kommunale
tilsynsmyndigheder - på linie med, hvad der gælder for andre offentlige
myndigheder - også uden udtrykkelig hjemmel må være berettiget til at afgive
vejledende udtalelser om forståelsen af de retsregler m.v., der hører under
deres ressort, og at det forhold, at det alene tilkommer domstolene at tage
stilling til sådanne spørgsmål, ikke udelukker en responderende virksomhed
som den nævnte. Det kan derfor ikke i sig selv give mig anledning til
bemærkninger, at de kommunale tilsynsmyndigheder har anset sig for beføjet
til at afgive vejlende udtalelser om rækkevidden af den kommunale
styrelseslovgivning og almindelige kommunalretlige spørgsmål.
Afgørelsen af, hvilke spørgsmål tilsynsmyndighederne nærmere kan udtale
sig om, og under hvilke betingelser det eventuelt bør ske, vil efter
omstændighederne kunne give anledning til tvivl. Jeg finder ikke på baggrund
af den foreliggende sag, at burde gå nærmere ind på dette spørgsmål mere i
almindelighed. Efter min opfattelse er der således ikke holdepunkter for at
antage, at de kommunale tilsynsmyndigheder efter gældende ret (generelt)
skulle være afskåret fra at udtale sig om rækkevidden af et
kommunalbestyrelsesmedlems tavshedspligt i en given situation og - nært
sammenhængende - om der efter tilsynsmyndighedens opfattelse er grundlag for
at antage, at tavshedspligten er tilsidesat.
At Indenrigsministeriet i skrivelsen af 1. april 1981 har givet udtryk
for, at tilsynsmyndighederne må anses for beføjede til at tage stilling til
sådanne spørgsmål, kan derfor ikke give mig grundlag for kritik. Jeg skal dog
i denne forbindelse bemærke, at jeg - på linie med hvad Indenrigsministeriet
har givet udtryk for i udtalelsen til mig - ikke hermed har taget stilling
til, om tilsynsmyndighederne i alle tilfælde vil kunne udtale sig om
rækkevidden af et kommmunalbestyrelsesmedlems tavshedspligt. Den nærmere
fastlæggelse af omfanget af tilsynsmyndighedernes responderende virksomhed i
denne henseende må bero på omstændighederne i de konkret forelagte sager,
herunder på, på hvilket retsgrundlag den eventuelle tavshedsforpligtelse
bygger. Af de grunde, som Indenrigsministeriet nærmere har redegjort for i
udtalelsen til mig, har jeg ikke bemærkninger til, at tilsynsmyndighederne
udtaler sig om rækkevidden af et kommunalbestyrelsesmedlems tavshedspligt i
et tilfælde som det foreliggende.
Den endeligde afgørelse af spørgsmålet hører under domstolene.
ad spørgsmål 2.
Jeg skal først bemærke, at dette spørgsmål alene går på, om de kommunale
tilsynsmyndigheder i forbindelse med deres stillingtagen til en sag om,
hvorvidt et kommunalbestyrelsesmedlem har overtrådt sin tavshedspligt, kan
tilkendegive misbilligelse i anledning af det passerede direkte i forhold til
den pågældende. Således som sagen foreligger for mig, finder jeg derimod ikke
at have anledning til at gå nærmere ind på, under hvilke betingelser
tilsynsmyndighederne eventuelt på anden måde (navnlig i forhold til
vedkommende kommunalbestyrelse) kan tage stilling til, hvorledes der bør
reageres i anledning af en tavshedspligtskrænkelse.
Efter min opfattelse kan en beføjelse for de kommunale tilsynsmyndigheder
til at tilkendegive sådan misbilligelse overfor kommunalbestyrelsens enkelt
medlemmer ikke antages at følge af den nævnte bestemmelser i den kommunale
styrelselovs § 61. Såvel bestemmelsens ordlyd som dens forarbejder giver
alene holdepunkter for at antage, at det har været hensigten at give
tilsynsmyndighederne beføjelser til at gibe ind overfor retsstridige forhold,
der er begået af kommunalbestyyrelsen som sådan, jf. herved navnlig Erik
Harder, Dansk Kommunal Forvaltning II (1979) side 242 ff (navnlig side 244
f), og Claus Haagen Jensen, Kommunalret (1972) side 79. Jeg henviser i denne
forbindelse også til det, der er anført ovenfor under ad spørgsmål 1.
Heller ikke andre bestemmelser i den kommunale styrelseslov ses at hjemle
tilsynsmyndighederne adgang til at tilkendegive misbilligelse som nævnt
overfor enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmer.
Jeg har da også forstået, at en sådan beføjelser efter
Indenrigsministeriets opfattelse vel ikke har noget udtrykkeligt retsgrundlag
i styrelseslovgivningen, men findes at være en naturlig konsekvens af den
ovenfor under 1 omtalte praksis, hvorefter tilsynsmyndighederne kan udtale
sig om rækkevidden af en tavshedsforpligtelse og i forbindelse hermed, om
tavshedspligten i et konkret tilfælde må anses for tilsidesat.
Efter min opfattelse kan der imidlertid ikke fra tilsynsmyndighedernes
adgang til at afgive vejlende udtalelser (om tavshedspligtsspørgsmål) udledes
nogen beføjelse for disse myndigheder til at tilkendegive misbilligelse
overfor et kommunalbestyrelsesmedlem i anledning af en formodet
tavshedspligtskrænkelse. En beføjelse hertil, der er udtryk for en principiel
udvidelse af tilsynsmyndighedernes kompetenceområde, således som dette
direkte er fastlagt i styrelseslovens § 61, må efter min mening kræve et
klarere retsgrundlag. Jeg må herved også lægge vægt på, at en sådan beføjelse
reelt indebærer, at der tillægges tilsynsmyndighederne en disciplinærlignende
funktion i forhold til de enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmer, og at den
efter omstændighederne må formodes at kunne have ganske vidtrækkende følger
for det pågældende medlem.
Der foreligger da heller ikke for mig oplysninger om, at der skulle have
udviklet sig nogen almindelig praksis i den nævnte henseende, ligesom der
ikke i den juridiske litteratur ses at være støtte for, at
tilsynsmyndighederne skulle kunne påtale tavshedspligtsovertrædelser overfor
det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem.
På baggrund af det anførte er det således min opfattelse, at der ikke
foreligger det fornødne retsgrundlag for den tilkendgivelse, der er indeholdt
i Indenrigsministeriets afgørelse af 1. april 1981, hvorefter kommunale
tilsynsmyndigheder har beføjelse til at udtale beklagelse overfor et
kommunalbestyrelsesmedlem, der findes at have overtrådt sin tavshedspligt.
Jeg må derfor også finde, at tilsynsrådet for Vestsjællands Amt - selv om det
havde måttet lægges til grund, at De havde over trådt Deres tavshedspligt -
ikke havde det fornødne retsgrundlag for i afgørelsen af 9. december 1980
overfor Dem at beklage, at De havde offentliggjort dagsordensforslaget for
det pågældende møde.
Jeg har gjort Indenrigsministeriet og tilsynsrådet bekendt med min
opfattelse. Jeg har endvidere anmodet Indenrigsministeriet om at foranledige,
at tilsynsrådene bliver gjort bekendt med min opfattelse vedrørende
tilsynsmyndighedernes adgang til at tilkendegive misbilligelse m.v. overfor
enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmer i anledning af tavshedspligtskrænkelser.
De indsendte bilag vedlægges.
Eilschou Holm.
Officielle noter
Indenrigsministeriets afgørelser og udtalelser om kommunale forhold 1982
8.5.
Lignende dokumenter
- Tilsynsmyndighedernes kompetence til at tage stilling til kommunalbestyrelsesmedlemmers krænkelse af tavshedspligt Retsinformation · 6. marts 2019
- Lovliggørelse af bygninger i Farum kommune Retsinformation · 16. februar 2019
- Pressens adgang til rådhuse uden for almindelig åbningstid Retsinformation · 20. februar 2019
- Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om tilsynsmyndighedernes undersøgelsespligt og kompetence. Om varetagelse af saglige hensyn ved prioriteringen af kommunens sager og om udvalgsformandens kompetence Retsinformation · 10. december 2003
- Nedsættelse af bevilget ungdomsydelse Retsinformation · 7. marts 2019
- Kommunalbestyrelsesmedlems habilitet Retsinformation · 13. marts 2019