Spring til indhold

Retsinformation

Fordeling af vejbidrag i grænsetilfælde mellem by og land

UDT nr 17100 af 17/01/1978UdtalelseBy-, Land- og Transportministeriet1. oktober 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fordeling af vejbidrag i grænsetilfælde mellem

by og land

I skrivelse af 14. december 1977 har forvaltningen i forbindelse med en

konkret sag anmodet ministeriet om en udtalelse vedrørende forståelsen af

bestemmelsen i vejbidragslovens § 11, stk. 4.

Det er om den pågældende sag oplyst, at den omhandler en privat fællesvej

beliggende i et område, der ved en byplanvedtægt er udlagt til

sommerhusområde.

Vejen er på en strækning beliggende langs områdets grænse, således at

enkelte tilgrænsede ejendomme er beliggende i landzone og anvendes til

landbrugsformål. Vejen benyttes som adgangsvej til disse ejendomme samt til

ejendommene inden for området, hvoraf enkelte benyttes til helårsbeboelse.

Forvaltningen har på denne baggrund stillet følgende spørgsmål:

1. Kan vejbidragslovens § 11, stk. 4, anvendes ved en udgiftsfordeling.

2. Har det nogen betydning for påligning af udgifter efter

vejbidragslovens § 11, om ejendommen er beliggende inden for eller uden for

et byplanvedtægtsområde, når de pågældende har adgangsret eller mulighed for

at få adgang til vejen.

Forvaltningen har vedrørende spørgsmål 1 som sin opfattelse givet udtryk

for, at § 11, stk. 4, ikke kan anvendes, da der ikke er tale om en ensartet

benyttelse af de ejendomme, der har interesse i vejen.

I den anledning skal man indledningsvis bemærke, at en forudsætning for,

at bestemmelserne i vejbidragsloven kan finde anvendelse i det foreliggende

tilfælde, er, at området er omfattet af bestemmelserne i privatvejslovens

afsnit III.

Man skal herved bemærke, at nævnte bestemmelser kun umiddelbart finder

anvendelse i områder, der er byzone i henhold til lov om by- og landzone, jf.

privatvejslovens § 13, stk. 1. Da sommerhusområdet i henhold til bestemmelsen

i by- og landzonelovens § 2 ikke er byzone, kan bestemmelserne i

privatvejslovens afsnit III kun bringes til anvendelse, såfremt der træffes

Læs alt

eller er truffet beslutning herom i henhold til privatvejslovens § 13, stk.

2. Denne beslutning kan omfatte sommerhusområdet samt eventuelle

helårsbeboelser i landzoneområdet, men ikke ejendomme i landzoneområdet, der

anvendes til landbrugsmæssige formål. Beslutningen skal offentliggøres i

overensstemmelse med ministeriets cirkulære af 28. februar 1973 om private

fællesveje, punkt 74.

Hvis den nævnte beslutning ikke træffes, skal udgifterne fordeles i

henhold til bestemmelsen i privatvejslovens § 17.

Hvis kommunen har truffet eller træffer ovennænvte beslutning, skal

udgifterne, da enkelte ejendomme fortsat er omfattet af bestemmelserne i

privatvejslovens afsnit II, opdeles skønsmæssigt mellem afsnit II-området og

afsnit III-området i forhold til vejens betydning for de enkelte områder. De

udgifter, der herefter pålignes afsnit II-området, fordeles mellem ejerne af

ejendommene i dette område i henhold til privatvejslovens § 17, medens

udgifterne, der pålignes afsnit III-området, pålignes ejerne af de

bidragspligtige ejendomme i henhold til vejbidragslovens § 11.

Hvis afsnit III-området alene omfatter byplanvedtægtsområdet, er de

formelle betingelser for at anvende bestemmelens stk. 4 efter det oplyste til

stede. Det er således ikke nogen betingelse for at anvende denne bestemmelse,

at der aktuelt foreligger en ensartet anvendelse af ejendommene, blot denne

er sikret på den i bestemmelsen angivne måde.

Det skal dog tilføjes, at vejmyndigheden ikke er forpligtet til at anvende

bestemmelsen, og ministeriet er enig i, at der må være knyttet

betænkeligheder til at anvende bestemmelsen i tilfælde som det foreliggende,

hvor enkelte ejendomme anvendes mere intensivt end den benyttelse, der er

forudsat i byplanvedtægten.

Man har ved besvarelsen forudsat, at der ikke foreligger privatretlige

aftaler om udgiftsfordelingen, som lodsejerne er enige om at anvende.

Lignende dokumenter