Ophavsret
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Ophavsret
Den 6. juli 1987 afsagde det i henhold til ophavsretslovens § 54
og fotografilovens § 16 oprettede nævn sålydende
KENDELSE.
Den 27. juni 1986 afsagde nævnet kendelse i en sag mellem på den ene side
Copy-Dans forvaltningssektor »Kabel-TV« (Copy Dan) sammen med
Foreningen af Radiofonier vedrørende kabeldistribution i Danmark (UBOD)
(herefter benævnt rettighedshaverne) og på den anden side Generaldirektoratet
for Post- og Telegrafvæsenet sammen med Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab,
Fyns kommunale Telefonselskab og Jydske Telefon-Aktieselskab (herefter
benævnt teleselskaberne).
Copy-Dan er den af Ministeriet for Kulturelle Anliggender i medfør af
ophavsretslovens § 22 a og fotografilovens § 11 a godkendte
fællesorganisation. UBOD repræsenterer følgende radiofonier:
Arbeitsgemeinschaft der offentlichrechtlichen Rundfunkanstalten der
Bundesrepublik Deutschland (ARD), Danmarks Radio, Norsk Rikskringkasting,
Sveriges Radio og Zweites Deutsches Fernsehen. De to organisationer har
indgået en samarbejdsaftale og optræder under sagen som een part.
De tre telefonselskaber optrådte som ejere af kabelanlæg, der forsyner
private husholdninger med radio- og TV-programmer, samt - sammen med P &
T - i deres egenskab af transportører af udenlandske radio- og
fjernsynsprogrammer gennem det såkaldte hybridnet, der er under opbygning.
Efter den ændring af ophavsretsloven og fotografiloven, der - med baggrund
i Bernerkonventionens art. 11 bis (2) - gennemførtes ved lovene nr. 274 og
275 af 6. juni 1985, havde rettighedshaverne og teleselskaberne ført
forhandlinger om ordningen af den nu i ophavsretslovens § 22 a og § 54, stk.
2, samt fotografilovens § 11 a omhandlede vederlagsberegning m.v. Enighed
blev ikke opnået om størrelsen og den nærmere udformning af
rettighedshavernes vederlagskrav samt forskellige i forbindelse dermed
stående forhold.
Læs alt
Disse spørgsmål blev derfor indbragt for nævnet, som i kendelsen af 27.
juni 1986 traf følgende afgørelse:
Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab, Fyns kommunale Telefonselskab og Jydske
Telefon-Aktieselskab skal som ejere af kabelanlæg indenfor hvert sit
koncessionsområde til Copy-Dans forvaltningssektor »Kabel-TV«
betale vederlag efter nedenstående takstskala for den i ophavsretslovens §§
22 a og 54, stk. 2 samt fotografilovens § 11 a nævnte fordeling af radio- og
fjernsynsudsendelser.
Der betales pr. husstand, som er tilsluttet vedkommende anlæg årligt:
For til og med 3 fjernsynskanaler
(og samtlige lydradiokanaler) ialt 45 kr.
for hver fjernsynskanal udover 3 til
og med et samlet antal af 6 10 kr. pr. kanal
for hver fjernsynskanal udover 6 til
og med et samlet antal af 12 5 kr. pr. kanal
for hver fjernsynskanal derudover 3 kr. pr. kanal
Alle beløb er exclusive moms.
Vederlaget skal kunne kræves fra den 1. juli 1985.
Fastsættelsen er gældende indtil udløbet af juni 1988.
Ved siden af de af telefonselskaberne drevne kabelanlæg modtager en stor
del af landets befolkning TV-udsendelser gennem fællesantenneanlæg, ejede af
antenneforeninger, af udlejningsejendomme eller - i nogle få tilfælde - af
kommuner. Foreninger af denne art er typisk organiseret som sammenslutninger
af beboere i etageejendomme eller parcelhusområder. Hvis ikke anlægget bliver
tilsluttet hybridnettet, vil kun de kanaler, der kan modtages på antennen,
kunne distribueres i anlægget, og distribution af udenlandsk TV vil i så fald
kun kunne ske i begrænset omfang. I Østdanmark vil det typisk dreje sig om 2
svenske programmer, i det sydlige Danmark 3 vesttyske og i det nordlige
Jylland et norsk program. Visse steder i den sydlige del af øerne vil man
kunne se østtyske programmer. Der er dog nu efter afsigelsen af kendelsen af
27. juni 1986 åbnet mulighed for, at antenneanlæggene midlertidigt kan få
tilladelse til ved hjælp af særlige parabolantenner yderligere at modtage
enkelte udenlandske programmer, der overføres via kommunikationssatellit. De
pågældende foreninger m.v. var ikke parter i eller repræsenterede under
nævnssagen i 1986, men rettighedshaverne og teleselskaberne havde søgt at
tilrettelægge deres sagsførelse, således at nævnets afgørelse reelt ville
kunne være retningsgivende for vederlaget også over for denne del af
modtagersiden.
En række af de øvrige ejere af kabelanlæg har imidlertid afvist at følge
kendelsen af 27. juni 1986, hvorfor rettighedshaverne har måttet rejse en ny
sag.
Ejerne af kabelanlæg er ikke organiseret på en sådan måde, at
rettighedshaverne kan indklage en organisation eller nogle enkelte
organisationer, der repræsenterer samtlige ejere af kabelanlæg, og af
praktiske grunde har rettighedshaverne heller ikke anset det for muligt at
indklage samtlige ejere af kabelanlæg, hvoraf der er flere tusinde.
Rettighedshaverne har derfor valgt at indklage enkelte organisationer,
hvoraf nogle ejer kabelanlæg og andre repræsenterer ejere af kabelanlæg.
Disse organisationer skulle efter rettighedshavernes opfattelse efter deres
størrelse og art være repræsentative for samtlige ejere af kabelanlæg.
Rettighedshaverne har herefter i denne sag efter deres endelige pastand
indklaget følgende organisationer:
1. Fællesforeningen af Danske Antennelaug/Foreninger (FDA) som
mandatar for Ejerforeningen Gadevang.
2. Kommunernes Landsforening som mandatar for Aalborg kommune.
3. Antenneforeningen for Odder a.m.b.a.
4. Sammenslutningen af Nordjyske Antenneforeninger (SANA)
For nævnet har rettighedshaverne nedlagt følgende påstand:
I. De indklagede skal som ejere af kabelanlæg betale vederlag for den i
ophavsretslovens §§ 22 a og 54, stk. 2 samt fotografilovens § 11 a nævnte
fordeling af radio- og fjernsynsudsendelser i overensstemmelse med kendelse
af 27. juni 1986 fra Tvangslicensnævnet som følger: »Der betales pr.
husstand, som er tilsluttet vedkommende anlæg, årligt:
For til og med 3 fjernsynskanaler
(og samtlige lydradiokanaler) ialt 45 kr.
For hver fjernsynskanal udover 3
til og med et samlet antal af 6 10 kr. pr. kanal
For hver fjernsynskanal udover 6 til
og med et samlet antal af 12 5 kr. pr. kanal
For hver fjernsynskanal derudover 3 kr. pr. kanal
Alle beløb er exclusive moms.
Vederlaget skal kunne kræves fra den 1. juli 1985.
Fastsættelsen er gældende indtil udløbet af juni 1988.«
II. De indklagede skal som ejere af kabelanlæg opfylde følgende af
rettighedshaverne udarbejdede
»Vilkår, der ikke angår betalingen af licens«:
§ 1.
Rettens omfang:
Fællesantenneforeningen har alene ret til at fordele udsendelserne til
ikke-offentlige visninger i private husstande. I øvrige tilfælde må der
indhentes særligt samtykke fra rettighedshaverne.
§ 2.
Fordelingen:
Fordelingen af udsendelserne skal foretages samtidig med udsendelsen,
uændret og være af god teknisk kvalitet inden for de muligheder, som
fællesantenneforeningens tekniske udstyr til enhver tid giver.
Hver radiofoniprogramkanal, der fordeles, skal have en fast
fordelingskanal i kabelnettet, og hele programfladen skal distribueres uden
redigering. Fællesantenneforeningen kan dog undtagelsesvist distribuere andre
programmer på fordelingskanalen, forudsat at fordelingen af sådanne andre
programmer foretages på et tidspunkt, hvor der ikke er udsendelser på den
radiofoniprogramkanal, der har fået tildelt den pågældende fordelingskanal. I
det omfang, den pågældende fordelingskanal anvendes til andre programmer,
skal fællesantenneforeningen markere dette på en sådan måde, at disse
programmer klart kan udskilles fra det radiofoniprogram, der har fået tildelt
den pågældende fordelingskanal. I alle tilfælde skal markeringen foretages
ved et ophold på mindst 2 minutter mellem radiofoniprogrammet og det andet
program, der sendes, samt ved at fællesantenneforeningen før hvert program
angiver, at det ikke er radiofoniens program. Hvis et sådant program har en
varighed på mere end 1 time, skal det med mindst 1 times mellemrum
bekendtgøres for seerne, at dette ikke er radiofoniens program.
§ 3.
Forbud mod indspilning:
Fællesantenneforeningen er ikke berettiget til at indspille eller på anden
vis optage de udsendelser, der fordeles.
§ 4.
Erstatningskrav fra trediemand:
Fællesantenneforeningen skal holde rettighedshaverne skadesløs for krav
fra personer, der bliver ærekrænkede eller på anden vis skadet ved
kabelfordeling af programmer, der i den pågældende radiofonis hjemland er
lovlige programmer.
§ 5.
Vederlag:
Afbrydelse i udsendelserne påvirker ikke betalingen, så længe denne
afbrydelse ikke strækker sig over et sammenhængende tidsrum på mere end 30
dage.
§ 6.
Kontrol:
Fællesantenneforeningen skal give rettighedshaverne de oplysninger, som
rettighedshaverne måtte kræve til brug for og kontrol af vederlagets
beregning, samt til fordeling af vederlaget mellem de hertil berettigede.
Rettighedshaverne kan kræve, at sådanne oplysninger attesteres af foreningens
statsautoriserede eller registrerede revisorer eller af kommunens
revisionsafdeling.
§ 7.
Adgang:
Rettighedshaverne er berettiget til at få adgang til
fællesantenneforeningens regnskaber gennem en af rettighedshaverne udpeget
statsautoriseret eller registreret revisor, ligesom rettighedshaverne er
berettiget til gennem en af rettighedshaverne udpeget tekniker at få adgang
til fællesantenneforeningens anlæg.
§ 8.
Misligholdelse:
I tilfælde af fællesantenneforeningens misligholdelse af vilkårene for
fordelingen herunder med hensyn til betaling af vederlag til
rettighedshaverne, bortfalder retten til fordeling.
Subsidiært har rettighedshaverne påstået vilkårenes § 2, stk. 1, og § 7
affattet således:
§ 2, stk. 1. »Fordelingen af udsendelserne skal foretages samtidig
med udsendelsen, uændret og skal være af en sådan teknisk kvalitet, at den
opfylder danske forskrifter på dette område.«
§ 7. »Rettighedshaverne er berettiget til at få adgang til
fællesantenneforeningens regnskaber gennem en af rettighedshaverne udpeget
statsautoriseret eller registreret revisor.«
III. De indklagede tilpligtes at anerkende, at vederlaget forfalder til
betaling hvert år den 1. april vedrørende hele det pågældende kalenderår, og
at vederlaget opgøres efter tilsluttede husstande pr. 31. december i det
foregående år.
For fællesantenneanlæg, der ikke rettidigt meddeler Copy-Dan oplysning om
antallet af faktisk tilsluttede husstande og kanaler, opgøres vederlaget på
grundlag af antallet af tilslutningsmuligheder og kanalkapaciteten for det
pågældende anlæg.
De indklagede har nedlagt følgende påstand:
Ad I. Vederlagets størrelse m.v.:
a. Frifindelse mod betaling af et af nævnet fastsat vederlag, der er
mindre end fastsat i nævnets kendelse af 27. juni 1986, og som er fastsat
under hensyn til de særlige forhold, som er gældende for kabelanlæg ejet af
andre end teleselskaberne.
b. Principalt:
Vederlaget kan kræves fra datoen for tvangslicensnævnets afgørelse.
Subsidiært:
Vederlaget kan kræves fra det tidspunkt, rettighedshaverne har gjort
kravet gældende over for de respektive ejere af kabelanlæggene.
Mest subsidiært:
Kravet kan gøres gældende fra 1. september 1986.
c. De indklagede tager bekræftende til genmæle over for påstanden om, at
fastsættelsen er gældende indtil udløbet af juni 1988.
ad II. De af rettighedshaverne udarbejdede vilkår ændres således:
ad § 1, 1. pkt. Ordene »i private husstande« udgår.
ad § 2, stk. 1. Ordene »og være af god teknisk kvalitet inden for de
muligheder, som fællesantenneforeningens tekniske udstyr til enhver tid
giver« udgår.
ad § 4. Bestemmelsen udgår.
ad § 6. Bestemmelsen affattes således:
»Rettighedshaverne skal hvert år tilstille ejerne af
fællesantenneanlæggene en pr. 31. december i det forudgående år udfærdiget
liste (positivliste) over de TV- og radioprogrammer, som er omfattet af
vederlaget.
Fællesantenneforeningen skal give rettighedshaverne oplysning om antallet
af tilsluttede kanaler, antallet af tilsluttede husstande med privatbeboelse
og antallet af tilsluttede institutioner og lignende, der ikke indeholder
privat beboelse. Oplysningerne skal attesteres af fællesantenneforeningens
statsautoriserede/registrerede revisor eller af kommunernes
revisionsafdeling.«
ad § 7. Bestemmelsen udgår.
Varighed. Som ny bestemmelse tilføjes: »Nærværende vilkår er gældende
indtil udløbet af juni 1988.«
Ad. III. Vederlagets forfaldstid og beregning:
a. Forfaldstid:
Frifindelse, idet rettighedshaverne tilpligtes at anerkende, at de
indklagede en gang for alle kan vælge mellem forfaldstiderne 1.1., 1.4., 1.7.
og 1.10.
b. Vederlagets beregning:
De indklagede tager bekræftende til genmæle over for påstanden om, at
vederlaget opgøres pr. 31. december i det forudgående år, men med den
tilføjelse, at rettighedshaverne tilpligtes at anerkende:
at afgiften beregnes i overensstemmelse med P & Ts beregning af det
årlige gebyr for brugstilladelse, således at afgiften kun betales pr.
husstand, der indeholder privat beboelse,
at i det omfang de indklagede alene kan se Danmarks Radios programmer,
friholdes de for afgift, indtil de fordeler mindst 1 yderligere program,
at lokale TV- og radioprogrammer friholdes for afgift,
at kodede kanaler friholdes for afgift.
Efter påstandenes udformning vedrører tvisten således følgende
hovedspørgsmål:
I. Om de i kendelsen af 27. juni 1986 fastsatte takster m.v. bør overføres
uændret på antenneforeningerne m.v., eller om der bør ske visse
modifikationer.
II. I hvilket omfang de af rettighedshaverne udformede vilkår for
fællesantenneanlæggene kan tages til følge.
III. Bestemmelse om forfaldstid og oplysningspligt.
Parternes begrundelse af påstandene er i det væsentlige følgende:
Rettighedshaverne gør gældende:
ad I og III. De i kendelsen af 27. juni 1986 fastsatte takster bør også
være gældende i forhold til andre forpligtede end de af denne kendelse
omfattede. Der er ikke sagligt grundlag for at fastsætte dem anderledes, og
det må da også antages, at nævnet i kendelsen af 27. juni 1986 har udformet
taksterne under hensyntagen til, at de også skulle kunne anvendes på andre
forpligtede.
Takstfastsættelsen bør som i kendelsen af 27. juni 1986 alene vedrøre
private husholdninger. Med hensyn til hoteller og institutioner m.v. rejser
der sig særlige vederlagsproblemer, der bør forhandles særskilt med
repræsentanter for disse brugere. Vederlagspligten må efter loven omfatte
samtlige danske programmer, såvel Danmarks Radios som lokale TV- og
radioprogrammer. Udenfor falder kun stationer, hvor alle programmer sendes i
kodet form.
Betalingspligten må som i den tidligere kendelse gælde fra 1. juli 1985,
fra hvilket tidspunkt en række antenneforeninger også frivilligt har aftalt
at betale. At pligten kan indtræde fra dette tidspunkt er nu også antaget af
Justitsministeriet i dettes skrivelse af 31. oktober 1986 til Ministeriet for
Kulturelle Anliggender.
Forfaldstid og beregning bør være som af rettighedshaverne foreslået. Det
er til at leve med for anlæggenes ejere, der kan indrette deres forhold
derefter. Den krævede valgfrihed med hensyn til forfaldstid vil skabe store
praktiske vanskeligheder og fordyre opkrævningen betydeligt.
ad II. Mellem rettighedshaverne og teleselskaberne blev der - bortset fra
et enkelt punkt - opnået enighed om udkast til vilkår udarbejdet på grundlag
af en modelkontrakt, der var et resultat af forhandlinger mellem den
internationale forvaltningsorganisation for komponister og tekstforfattere
(CISAC), den europæiske radiounion (EBU), filmindustriens internationale
sammenslutninger og den europæiske organisation for kabeloperatører.
De nu foreslåede vilkår bygger på de aftaler, der var opnået enighed om
med teleselskaberne og bør gennemføres i den foreslåede udformning. Man vil
dog kunne affinde sig med den subsidiære formulering af § 2, stk. 1, selv om
man foretrækker det principale forslag.
De indklagedes forslag om i § 2 helt at sløjfe krav om god teknisk
kvalitet bør ikke følges.
§ 4 bør også bevares. Det er en ganske gængs bestemmelse i sådanne
aftaler, og antenneforeningerne, der bestemmer, hvilke programmer man vil
tage ned, er også de nærmeste til at bære risikoen for evt. retskrænkelser.
De indklagedes forslag til § 6 om krav til rettighedshaverne er
ulovhjemlet, og klagerne kan ikke give afkald på muligheden for at kræve de i
§ 6 nævnte oplysninger, ligesom kontroladgangen efter § 7 er vigtig.
De indklagedes synspunkter er i hovedsagen følgende:
ad I. Kendelsen af 27. juni 1986 må nok anerkendes som udgangspunktet ved
fastsættelsen af takster, men kendelsens satser bør her reduceres under
hensyn til, at opkrævningen vil være særlig belastende for
antenneforeningerne, der er baseret på frivillig, ulønnet og ufaglært
arbejdskraft. Foreningerne vil nu blive påført betydelige
administrationsomkostninger, og det bør tages i betragtning ved fastsættelsen
af taksterne.
Taksterne bør først få virkning fra kendelsens afsigelse, da
betalingspligtens indhold først da er fastslået. Hertil kommer, at
rettighedshaverne i hvert fald i tiden før 1. september 1986 har udvist en
betydelig passivitet, der må afskære dem fra at gøre krav gældende fra før
denne dato - som af de indklagede mest subsidiært påstået.
En pligt til som påstået at betale fra 1. juli 1985 vil virke meget
urimelig, da de nuværende medlemmer så i vidt omfang må betale for
fraflyttede.
ad II. Forslaget om i § 1 i vilkårene at slette ordene »private
husstande« er begrundet i de indklagedes ønske om, at kendelsen også
skal omfatte hoteller og institutioner m.v., der er medlemmer af
fællesantenneforeninger.
§ 2, stk. 1, må forekomme overflødig, når P & T kontrollerer
fællesantenneanlæggenes tekniske kvalitet, og § 4 bør udgå, da
antenneforeningerne i modsætning til vedkommende radiofoni ikke har nogen
mulighed for at vurdere, om der kan blive tale om ansvar.
I § 6 er rettighedshavernes interesser fuldt tilgodeset med de
oplysninger, som de indklagede foreslår pligt til at meddele. Til gengæld bør
antenneforeningerne have krav på fra rettighedshaverne at få nøje oplyst
hvilke udsendelser i det forløbne år, der er afgiftsbelagt.
§ 7 må udgå som overflødig, da det må være tilstrækkeligt med den i § 6
omhandlede revisorerklæring. Kravet om adgang til teknisk kontrol er
overflødigt, da de tekniske forhold kontrolleres af P & T.
Endelig bør vilkårenes gyldighed - ligesom taksternes - begrænses til
udgangen af juni 1988.
ad III. På grund af antenneforeningernes forskelligartede struktur og
vedtægter bør der være den foreslåede valgfrihed med hensyn til vederlagets
forfaldstid.
De indklagedes forslag til afgiftens beregning skyldes, at kendelsen som
nævnt også bør omfatte hoteller og institutioner m.v.
Rimelighed taler for, at i det omfang de indklagede alene kan se Danmarks
Radios programmer fritages de for afgift, indtil de fordeler mindst 1
yderligere program. Endvidere bør lokale TV- og radioprogrammer friholdes for
afgift på grund af deres ofte meget begrænsede sendetid. Endelig bør kodede
kanaler også friholdes for afgift, da der for deres vedkommende er betalt ved
anskaffelse af dekoder.
Til det således foreliggende skal nævnet udtale:
ad I. Fastsættelse af vederlagets størrelse m.v.
Udgangspunktet må som også af de indklagede erkendt være de af nævnet i
kendelsen af 27. juni 1986 fastsatte takster m.v. Der var af denne sags
parter som nævnt lagt op til, at kendelsen også skulle kunne anvendes på
antenneforeninger m.v., og dette moment havde nævnet da også for øje ved
fastsættelsen af taksterne i kendelsen af 27. juni 1986. Det af de indklagede
fremhævede om problemerne med hensyn til opkrævning findes ikke at kunne
medføre, at rettighedshaverne skal nøjes med et mindre vederlag, end der
ellers måtte anses for rimeligt. Vederlaget fastsættes herefter som sket i
kendelsen af 27. juni 1986.
Der findes ikke at være grundlag for at fratage rettighedshaverne deres
adgang til at kræve vederlag fra tidspunktet for etableringen af den ændrede
retstilstand ved ændringslovens ikraftræden den 1. juli 1985. Det bemærkes
herved, at nævnet ikke finder, at der af rettighedshaverne er udvist en
passivitet, der kan begrunde valg af et senere tidspunkt.
ad II. Vilkårene findes at burde fastsættes som af rettighedshaverne
principalt påstået, dog således at § 2, stk. 1, affattes i overensstemmelse
med rettighedshavernes subsidiære påstand.
Med hensyn til de af de indklagede foreslåede ændringer i vilkårene
bemærkes:
ad § 1, 1. pkt. Forslaget tages ikke til følge, da kendelsen på grund af
de ved hoteller og institutioner m.v. foreliggende særlige vederlagsspørgsmål
- ligesom kendelsen af 27. juni 1986 - alene bør omfatte private husstande.
ad § 2, stk. 1. Der findes ikke gundlag for yderligere ændringer end foran
sket.
ad § 4. De indklagede findes nærmest til at bære risikoen for et evt. her
i landet retsstridigt indhold af de af dem benyttede programmer, der er
lovlige i hjemlandet.
ad § 6-8. Bestemmelserne findes ikke at gå ud over, hvad der er nødvendigt
for at give rettighedshaverne tiltrækkelige kontrolmuligheder.
Der findes ikke hjemmel for at pålægge rettighedshaverne de forpligtelser,
som de indklagede har foreslået optaget i § 6.
Endelig findes der ikke tilstrækkeligt grundlag for at begrænse også
vilkårenes gyldighed til udgangen af juni 1988.
ad III. Afgørende praktiske hensyn findes at tale for at følge
rettighedshavernes påstand. Det må så påhvile den enkelte antenneforening at
bringe sine vedtægter i en sådan stand, at den kan efterleve de fastsatte
bestemmelser.
Efter indholdet af ophavsretslovens bestemmelser findes der intet grundlag
for som påstået af de indklagede at friholde delvis kodede kanaler, lokale
TV- og radioprogrammer samt - i visse tilfælde Danmarks Radios programmer -
for afgiftspligten.
Herefter
bestemmes:
I. De indklagede, Fællesforeningen af Danske Antennelaug/Foreninger (FDA)
som mandater for Ejerforeningen Gadevang, Kommunernes Landsforening som
mandater for Aalborg kommune, Antenneforeningen for Odder a.m.b.a. og
Sammenslutningen af Nordjyske Antenneforeninger (SANA) skal som ejere af
kabelanlæg betale vederlag for den i ophavsretslovens §§ 22 a og 54, stk. 2,
samt fotografilovens § 11 a nævnte fordeling af radio- og
fjernsynsudsendelser i overensstemmelse med kendelse af 27. juni 1986 fra
Tvangslicensnævnet som følger: Der betales pr. husstand, som er tilsluttet
vedkommende anlæg, årligt:
For til og med 3 fjernsynskanaler
(og samtlige lydradiokanaler) ialt 45 kr.
For hver fjernsynskanal udover 3
til og med et samlet antal af 6 10 kr. pr. kanal
For hver fjernsynskanal udover 6
til og med et samlet antal af 12 5 kr. pr. kanal
For hver fjernsynskanal derudover 3 kr. pr. kanal
Alle beløb er exclusive moms.
Vederlaget skal kunne kræves fra den 1. juli 1985.
Fastsættelsen er gældende indtil udløbet af juni 1988.
II. De indklagede skal som ejere af kabelanlæg opfylde de af
rettighedshaverne udarbejdede foran gengivne »Vilkår, der ikke angår
betalingen af licens«, idet dog disse vilkårs § 2, stk. 1, affattes
således:
»Fordelingen af udsendelserne skal foretages samtidig med
udsendelsen, uændret og skal være af en sådan teknisk kvalitet, at den
opfylder danske forskrifter på dette område.«
III. De indklagede tilpligtes at anerkende, at vederlaget forfalder til
betaling hvert år den 1. april vedrørende hele det pågældende kalenderår, og
at vederlaget opgøres efter tilsluttede husstande pr. 31. december i det
foregående år.
For fællesantenneanlæg, der ikke rettidigt meddeler Copy-Dan oplysning om
antallet af faktisk tilsluttede husstande og kanaler, opgøres vederlaget på
grundlag af antallet af tilslutningsmuligheder og kanalkapaciteten for det
pågældende anlæg.
Poul Høeg Jørgen Pedersen W. Weincke
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1995 LSF 186 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF OPHAVSRETSLOVEN (OPHÆVELSE AF REVISIONSBESTEMMELSE) Retsinformation · 1. maj 1996
- Forslag til Lov om ændring af ophavsretsloven (Revision af blankbåndsordningen, kopiering til privat brug m.v.) Retsinformation · 8. oktober 2003
- 1994 LSF 119 FORSLAG TIL LOV OM OPHAVSRET(* 1) Retsinformation · 15. juni 1995
- Skrivelse om optagelse og opbevaring af radio- og TV-udsendelser til undervisningsbrug (* 1) Retsinformation · 1. oktober 1997
- 1994 LSF 21 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF OPHAVSRETSLOVEN Retsinformation · 23. december 1994
- 1996 LSF 77 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF OPHAVSRETSLOVEN OG OM OPHÆVELSE AF LOV OM DEN KULTURELLE FOND OG OM VISSE BEVILLINGER PÅ OPHAVSRETSOMRÅDET (EKSEMPLARFREMSTILLING M.V. TIL FORDEL FOR HANDICAPPEDE, KABELVIDERESPREDNING AF RADIO- OG FJERNSYNSUDSENDELSER, UOVERDRAGELIGT VEDERLAGSKRAV VED UDLEJNING AF VIDEOGRAMMER OG FONOGRAMMER M.V.)1) Retsinformation · 27. december 1996