Spring til indhold

Retsinformation

Ophavsret

KEN nr 16912 af 06/07/1987Endelig adm. afgørelseKulturministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Ophavsret

Den 6. juli 1987 afsagde det i henhold til ophavsretslovens § 54

og fotografilovens § 16 oprettede nævn sålydende

KENDELSE.

Den 27. juni 1986 afsagde nævnet kendelse i en sag mellem på den ene side

Copy-Dans forvaltningssektor »Kabel-TV« (Copy Dan) sammen med

Foreningen af Radiofonier vedrørende kabeldistribution i Danmark (UBOD)

(herefter benævnt rettighedshaverne) og på den anden side Generaldirektoratet

for Post- og Telegrafvæsenet sammen med Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab,

Fyns kommunale Telefonselskab og Jydske Telefon-Aktieselskab (herefter

benævnt teleselskaberne).

Copy-Dan er den af Ministeriet for Kulturelle Anliggender i medfør af

ophavsretslovens § 22 a og fotografilovens § 11 a godkendte

fællesorganisation. UBOD repræsenterer følgende radiofonier:

Arbeitsgemeinschaft der offentlichrechtlichen Rundfunkanstalten der

Bundesrepublik Deutschland (ARD), Danmarks Radio, Norsk Rikskringkasting,

Sveriges Radio og Zweites Deutsches Fernsehen. De to organisationer har

indgået en samarbejdsaftale og optræder under sagen som een part.

De tre telefonselskaber optrådte som ejere af kabelanlæg, der forsyner

private husholdninger med radio- og TV-programmer, samt - sammen med P &

T - i deres egenskab af transportører af udenlandske radio- og

fjernsynsprogrammer gennem det såkaldte hybridnet, der er under opbygning.

Efter den ændring af ophavsretsloven og fotografiloven, der - med baggrund

i Bernerkonventionens art. 11 bis (2) - gennemførtes ved lovene nr. 274 og

275 af 6. juni 1985, havde rettighedshaverne og teleselskaberne ført

forhandlinger om ordningen af den nu i ophavsretslovens § 22 a og § 54, stk.

2, samt fotografilovens § 11 a omhandlede vederlagsberegning m.v. Enighed

blev ikke opnået om størrelsen og den nærmere udformning af

rettighedshavernes vederlagskrav samt forskellige i forbindelse dermed

stående forhold.

Læs alt

Disse spørgsmål blev derfor indbragt for nævnet, som i kendelsen af 27.

juni 1986 traf følgende afgørelse:

Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab, Fyns kommunale Telefonselskab og Jydske

Telefon-Aktieselskab skal som ejere af kabelanlæg indenfor hvert sit

koncessionsområde til Copy-Dans forvaltningssektor »Kabel-TV«

betale vederlag efter nedenstående takstskala for den i ophavsretslovens §§

22 a og 54, stk. 2 samt fotografilovens § 11 a nævnte fordeling af radio- og

fjernsynsudsendelser.

Der betales pr. husstand, som er tilsluttet vedkommende anlæg årligt:

For til og med 3 fjernsynskanaler

(og samtlige lydradiokanaler) ialt 45 kr.

for hver fjernsynskanal udover 3 til

og med et samlet antal af 6 10 kr. pr. kanal

for hver fjernsynskanal udover 6 til

og med et samlet antal af 12 5 kr. pr. kanal

for hver fjernsynskanal derudover 3 kr. pr. kanal

Alle beløb er exclusive moms.

Vederlaget skal kunne kræves fra den 1. juli 1985.

Fastsættelsen er gældende indtil udløbet af juni 1988.

Ved siden af de af telefonselskaberne drevne kabelanlæg modtager en stor

del af landets befolkning TV-udsendelser gennem fællesantenneanlæg, ejede af

antenneforeninger, af udlejningsejendomme eller - i nogle få tilfælde - af

kommuner. Foreninger af denne art er typisk organiseret som sammenslutninger

af beboere i etageejendomme eller parcelhusområder. Hvis ikke anlægget bliver

tilsluttet hybridnettet, vil kun de kanaler, der kan modtages på antennen,

kunne distribueres i anlægget, og distribution af udenlandsk TV vil i så fald

kun kunne ske i begrænset omfang. I Østdanmark vil det typisk dreje sig om 2

svenske programmer, i det sydlige Danmark 3 vesttyske og i det nordlige

Jylland et norsk program. Visse steder i den sydlige del af øerne vil man

kunne se østtyske programmer. Der er dog nu efter afsigelsen af kendelsen af

27. juni 1986 åbnet mulighed for, at antenneanlæggene midlertidigt kan få

tilladelse til ved hjælp af særlige parabolantenner yderligere at modtage

enkelte udenlandske programmer, der overføres via kommunikationssatellit. De

pågældende foreninger m.v. var ikke parter i eller repræsenterede under

nævnssagen i 1986, men rettighedshaverne og teleselskaberne havde søgt at

tilrettelægge deres sagsførelse, således at nævnets afgørelse reelt ville

kunne være retningsgivende for vederlaget også over for denne del af

modtagersiden.

En række af de øvrige ejere af kabelanlæg har imidlertid afvist at følge

kendelsen af 27. juni 1986, hvorfor rettighedshaverne har måttet rejse en ny

sag.

Ejerne af kabelanlæg er ikke organiseret på en sådan måde, at

rettighedshaverne kan indklage en organisation eller nogle enkelte

organisationer, der repræsenterer samtlige ejere af kabelanlæg, og af

praktiske grunde har rettighedshaverne heller ikke anset det for muligt at

indklage samtlige ejere af kabelanlæg, hvoraf der er flere tusinde.

Rettighedshaverne har derfor valgt at indklage enkelte organisationer,

hvoraf nogle ejer kabelanlæg og andre repræsenterer ejere af kabelanlæg.

Disse organisationer skulle efter rettighedshavernes opfattelse efter deres

størrelse og art være repræsentative for samtlige ejere af kabelanlæg.

Rettighedshaverne har herefter i denne sag efter deres endelige pastand

indklaget følgende organisationer:

1. Fællesforeningen af Danske Antennelaug/Foreninger (FDA) som

mandatar for Ejerforeningen Gadevang.

2. Kommunernes Landsforening som mandatar for Aalborg kommune.

3. Antenneforeningen for Odder a.m.b.a.

4. Sammenslutningen af Nordjyske Antenneforeninger (SANA)

For nævnet har rettighedshaverne nedlagt følgende påstand:

I. De indklagede skal som ejere af kabelanlæg betale vederlag for den i

ophavsretslovens §§ 22 a og 54, stk. 2 samt fotografilovens § 11 a nævnte

fordeling af radio- og fjernsynsudsendelser i overensstemmelse med kendelse

af 27. juni 1986 fra Tvangslicensnævnet som følger: »Der betales pr.

husstand, som er tilsluttet vedkommende anlæg, årligt:

For til og med 3 fjernsynskanaler

(og samtlige lydradiokanaler) ialt 45 kr.

For hver fjernsynskanal udover 3

til og med et samlet antal af 6 10 kr. pr. kanal

For hver fjernsynskanal udover 6 til

og med et samlet antal af 12 5 kr. pr. kanal

For hver fjernsynskanal derudover 3 kr. pr. kanal

Alle beløb er exclusive moms.

Vederlaget skal kunne kræves fra den 1. juli 1985.

Fastsættelsen er gældende indtil udløbet af juni 1988.«

II. De indklagede skal som ejere af kabelanlæg opfylde følgende af

rettighedshaverne udarbejdede

»Vilkår, der ikke angår betalingen af licens«:

§ 1.

Rettens omfang:

Fællesantenneforeningen har alene ret til at fordele udsendelserne til

ikke-offentlige visninger i private husstande. I øvrige tilfælde må der

indhentes særligt samtykke fra rettighedshaverne.

§ 2.

Fordelingen:

Fordelingen af udsendelserne skal foretages samtidig med udsendelsen,

uændret og være af god teknisk kvalitet inden for de muligheder, som

fællesantenneforeningens tekniske udstyr til enhver tid giver.

Hver radiofoniprogramkanal, der fordeles, skal have en fast

fordelingskanal i kabelnettet, og hele programfladen skal distribueres uden

redigering. Fællesantenneforeningen kan dog undtagelsesvist distribuere andre

programmer på fordelingskanalen, forudsat at fordelingen af sådanne andre

programmer foretages på et tidspunkt, hvor der ikke er udsendelser på den

radiofoniprogramkanal, der har fået tildelt den pågældende fordelingskanal. I

det omfang, den pågældende fordelingskanal anvendes til andre programmer,

skal fællesantenneforeningen markere dette på en sådan måde, at disse

programmer klart kan udskilles fra det radiofoniprogram, der har fået tildelt

den pågældende fordelingskanal. I alle tilfælde skal markeringen foretages

ved et ophold på mindst 2 minutter mellem radiofoniprogrammet og det andet

program, der sendes, samt ved at fællesantenneforeningen før hvert program

angiver, at det ikke er radiofoniens program. Hvis et sådant program har en

varighed på mere end 1 time, skal det med mindst 1 times mellemrum

bekendtgøres for seerne, at dette ikke er radiofoniens program.

§ 3.

Forbud mod indspilning:

Fællesantenneforeningen er ikke berettiget til at indspille eller på anden

vis optage de udsendelser, der fordeles.

§ 4.

Erstatningskrav fra trediemand:

Fællesantenneforeningen skal holde rettighedshaverne skadesløs for krav

fra personer, der bliver ærekrænkede eller på anden vis skadet ved

kabelfordeling af programmer, der i den pågældende radiofonis hjemland er

lovlige programmer.

§ 5.

Vederlag:

Afbrydelse i udsendelserne påvirker ikke betalingen, så længe denne

afbrydelse ikke strækker sig over et sammenhængende tidsrum på mere end 30

dage.

§ 6.

Kontrol:

Fællesantenneforeningen skal give rettighedshaverne de oplysninger, som

rettighedshaverne måtte kræve til brug for og kontrol af vederlagets

beregning, samt til fordeling af vederlaget mellem de hertil berettigede.

Rettighedshaverne kan kræve, at sådanne oplysninger attesteres af foreningens

statsautoriserede eller registrerede revisorer eller af kommunens

revisionsafdeling.

§ 7.

Adgang:

Rettighedshaverne er berettiget til at få adgang til

fællesantenneforeningens regnskaber gennem en af rettighedshaverne udpeget

statsautoriseret eller registreret revisor, ligesom rettighedshaverne er

berettiget til gennem en af rettighedshaverne udpeget tekniker at få adgang

til fællesantenneforeningens anlæg.

§ 8.

Misligholdelse:

I tilfælde af fællesantenneforeningens misligholdelse af vilkårene for

fordelingen herunder med hensyn til betaling af vederlag til

rettighedshaverne, bortfalder retten til fordeling.

Subsidiært har rettighedshaverne påstået vilkårenes § 2, stk. 1, og § 7

affattet således:

§ 2, stk. 1. »Fordelingen af udsendelserne skal foretages samtidig

med udsendelsen, uændret og skal være af en sådan teknisk kvalitet, at den

opfylder danske forskrifter på dette område.«

§ 7. »Rettighedshaverne er berettiget til at få adgang til

fællesantenneforeningens regnskaber gennem en af rettighedshaverne udpeget

statsautoriseret eller registreret revisor.«

III. De indklagede tilpligtes at anerkende, at vederlaget forfalder til

betaling hvert år den 1. april vedrørende hele det pågældende kalenderår, og

at vederlaget opgøres efter tilsluttede husstande pr. 31. december i det

foregående år.

For fællesantenneanlæg, der ikke rettidigt meddeler Copy-Dan oplysning om

antallet af faktisk tilsluttede husstande og kanaler, opgøres vederlaget på

grundlag af antallet af tilslutningsmuligheder og kanalkapaciteten for det

pågældende anlæg.

De indklagede har nedlagt følgende påstand:

Ad I. Vederlagets størrelse m.v.:

a. Frifindelse mod betaling af et af nævnet fastsat vederlag, der er

mindre end fastsat i nævnets kendelse af 27. juni 1986, og som er fastsat

under hensyn til de særlige forhold, som er gældende for kabelanlæg ejet af

andre end teleselskaberne.

b. Principalt:

Vederlaget kan kræves fra datoen for tvangslicensnævnets afgørelse.

Subsidiært:

Vederlaget kan kræves fra det tidspunkt, rettighedshaverne har gjort

kravet gældende over for de respektive ejere af kabelanlæggene.

Mest subsidiært:

Kravet kan gøres gældende fra 1. september 1986.

c. De indklagede tager bekræftende til genmæle over for påstanden om, at

fastsættelsen er gældende indtil udløbet af juni 1988.

ad II. De af rettighedshaverne udarbejdede vilkår ændres således:

ad § 1, 1. pkt. Ordene »i private husstande« udgår.

ad § 2, stk. 1. Ordene »og være af god teknisk kvalitet inden for de

muligheder, som fællesantenneforeningens tekniske udstyr til enhver tid

giver« udgår.

ad § 4. Bestemmelsen udgår.

ad § 6. Bestemmelsen affattes således:

»Rettighedshaverne skal hvert år tilstille ejerne af

fællesantenneanlæggene en pr. 31. december i det forudgående år udfærdiget

liste (positivliste) over de TV- og radioprogrammer, som er omfattet af

vederlaget.

Fællesantenneforeningen skal give rettighedshaverne oplysning om antallet

af tilsluttede kanaler, antallet af tilsluttede husstande med privatbeboelse

og antallet af tilsluttede institutioner og lignende, der ikke indeholder

privat beboelse. Oplysningerne skal attesteres af fællesantenneforeningens

statsautoriserede/registrerede revisor eller af kommunernes

revisionsafdeling.«

ad § 7. Bestemmelsen udgår.

Varighed. Som ny bestemmelse tilføjes: »Nærværende vilkår er gældende

indtil udløbet af juni 1988.«

Ad. III. Vederlagets forfaldstid og beregning:

a. Forfaldstid:

Frifindelse, idet rettighedshaverne tilpligtes at anerkende, at de

indklagede en gang for alle kan vælge mellem forfaldstiderne 1.1., 1.4., 1.7.

og 1.10.

b. Vederlagets beregning:

De indklagede tager bekræftende til genmæle over for påstanden om, at

vederlaget opgøres pr. 31. december i det forudgående år, men med den

tilføjelse, at rettighedshaverne tilpligtes at anerkende:

at afgiften beregnes i overensstemmelse med P & Ts beregning af det

årlige gebyr for brugstilladelse, således at afgiften kun betales pr.

husstand, der indeholder privat beboelse,

at i det omfang de indklagede alene kan se Danmarks Radios programmer,

friholdes de for afgift, indtil de fordeler mindst 1 yderligere program,

at lokale TV- og radioprogrammer friholdes for afgift,

at kodede kanaler friholdes for afgift.

Efter påstandenes udformning vedrører tvisten således følgende

hovedspørgsmål:

I. Om de i kendelsen af 27. juni 1986 fastsatte takster m.v. bør overføres

uændret på antenneforeningerne m.v., eller om der bør ske visse

modifikationer.

II. I hvilket omfang de af rettighedshaverne udformede vilkår for

fællesantenneanlæggene kan tages til følge.

III. Bestemmelse om forfaldstid og oplysningspligt.

Parternes begrundelse af påstandene er i det væsentlige følgende:

Rettighedshaverne gør gældende:

ad I og III. De i kendelsen af 27. juni 1986 fastsatte takster bør også

være gældende i forhold til andre forpligtede end de af denne kendelse

omfattede. Der er ikke sagligt grundlag for at fastsætte dem anderledes, og

det må da også antages, at nævnet i kendelsen af 27. juni 1986 har udformet

taksterne under hensyntagen til, at de også skulle kunne anvendes på andre

forpligtede.

Takstfastsættelsen bør som i kendelsen af 27. juni 1986 alene vedrøre

private husholdninger. Med hensyn til hoteller og institutioner m.v. rejser

der sig særlige vederlagsproblemer, der bør forhandles særskilt med

repræsentanter for disse brugere. Vederlagspligten må efter loven omfatte

samtlige danske programmer, såvel Danmarks Radios som lokale TV- og

radioprogrammer. Udenfor falder kun stationer, hvor alle programmer sendes i

kodet form.

Betalingspligten må som i den tidligere kendelse gælde fra 1. juli 1985,

fra hvilket tidspunkt en række antenneforeninger også frivilligt har aftalt

at betale. At pligten kan indtræde fra dette tidspunkt er nu også antaget af

Justitsministeriet i dettes skrivelse af 31. oktober 1986 til Ministeriet for

Kulturelle Anliggender.

Forfaldstid og beregning bør være som af rettighedshaverne foreslået. Det

er til at leve med for anlæggenes ejere, der kan indrette deres forhold

derefter. Den krævede valgfrihed med hensyn til forfaldstid vil skabe store

praktiske vanskeligheder og fordyre opkrævningen betydeligt.

ad II. Mellem rettighedshaverne og teleselskaberne blev der - bortset fra

et enkelt punkt - opnået enighed om udkast til vilkår udarbejdet på grundlag

af en modelkontrakt, der var et resultat af forhandlinger mellem den

internationale forvaltningsorganisation for komponister og tekstforfattere

(CISAC), den europæiske radiounion (EBU), filmindustriens internationale

sammenslutninger og den europæiske organisation for kabeloperatører.

De nu foreslåede vilkår bygger på de aftaler, der var opnået enighed om

med teleselskaberne og bør gennemføres i den foreslåede udformning. Man vil

dog kunne affinde sig med den subsidiære formulering af § 2, stk. 1, selv om

man foretrækker det principale forslag.

De indklagedes forslag om i § 2 helt at sløjfe krav om god teknisk

kvalitet bør ikke følges.

§ 4 bør også bevares. Det er en ganske gængs bestemmelse i sådanne

aftaler, og antenneforeningerne, der bestemmer, hvilke programmer man vil

tage ned, er også de nærmeste til at bære risikoen for evt. retskrænkelser.

De indklagedes forslag til § 6 om krav til rettighedshaverne er

ulovhjemlet, og klagerne kan ikke give afkald på muligheden for at kræve de i

§ 6 nævnte oplysninger, ligesom kontroladgangen efter § 7 er vigtig.

De indklagedes synspunkter er i hovedsagen følgende:

ad I. Kendelsen af 27. juni 1986 må nok anerkendes som udgangspunktet ved

fastsættelsen af takster, men kendelsens satser bør her reduceres under

hensyn til, at opkrævningen vil være særlig belastende for

antenneforeningerne, der er baseret på frivillig, ulønnet og ufaglært

arbejdskraft. Foreningerne vil nu blive påført betydelige

administrationsomkostninger, og det bør tages i betragtning ved fastsættelsen

af taksterne.

Taksterne bør først få virkning fra kendelsens afsigelse, da

betalingspligtens indhold først da er fastslået. Hertil kommer, at

rettighedshaverne i hvert fald i tiden før 1. september 1986 har udvist en

betydelig passivitet, der må afskære dem fra at gøre krav gældende fra før

denne dato - som af de indklagede mest subsidiært påstået.

En pligt til som påstået at betale fra 1. juli 1985 vil virke meget

urimelig, da de nuværende medlemmer så i vidt omfang må betale for

fraflyttede.

ad II. Forslaget om i § 1 i vilkårene at slette ordene »private

husstande« er begrundet i de indklagedes ønske om, at kendelsen også

skal omfatte hoteller og institutioner m.v., der er medlemmer af

fællesantenneforeninger.

§ 2, stk. 1, må forekomme overflødig, når P & T kontrollerer

fællesantenneanlæggenes tekniske kvalitet, og § 4 bør udgå, da

antenneforeningerne i modsætning til vedkommende radiofoni ikke har nogen

mulighed for at vurdere, om der kan blive tale om ansvar.

I § 6 er rettighedshavernes interesser fuldt tilgodeset med de

oplysninger, som de indklagede foreslår pligt til at meddele. Til gengæld bør

antenneforeningerne have krav på fra rettighedshaverne at få nøje oplyst

hvilke udsendelser i det forløbne år, der er afgiftsbelagt.

§ 7 må udgå som overflødig, da det må være tilstrækkeligt med den i § 6

omhandlede revisorerklæring. Kravet om adgang til teknisk kontrol er

overflødigt, da de tekniske forhold kontrolleres af P & T.

Endelig bør vilkårenes gyldighed - ligesom taksternes - begrænses til

udgangen af juni 1988.

ad III. På grund af antenneforeningernes forskelligartede struktur og

vedtægter bør der være den foreslåede valgfrihed med hensyn til vederlagets

forfaldstid.

De indklagedes forslag til afgiftens beregning skyldes, at kendelsen som

nævnt også bør omfatte hoteller og institutioner m.v.

Rimelighed taler for, at i det omfang de indklagede alene kan se Danmarks

Radios programmer fritages de for afgift, indtil de fordeler mindst 1

yderligere program. Endvidere bør lokale TV- og radioprogrammer friholdes for

afgift på grund af deres ofte meget begrænsede sendetid. Endelig bør kodede

kanaler også friholdes for afgift, da der for deres vedkommende er betalt ved

anskaffelse af dekoder.

Til det således foreliggende skal nævnet udtale:

ad I. Fastsættelse af vederlagets størrelse m.v.

Udgangspunktet må som også af de indklagede erkendt være de af nævnet i

kendelsen af 27. juni 1986 fastsatte takster m.v. Der var af denne sags

parter som nævnt lagt op til, at kendelsen også skulle kunne anvendes på

antenneforeninger m.v., og dette moment havde nævnet da også for øje ved

fastsættelsen af taksterne i kendelsen af 27. juni 1986. Det af de indklagede

fremhævede om problemerne med hensyn til opkrævning findes ikke at kunne

medføre, at rettighedshaverne skal nøjes med et mindre vederlag, end der

ellers måtte anses for rimeligt. Vederlaget fastsættes herefter som sket i

kendelsen af 27. juni 1986.

Der findes ikke at være grundlag for at fratage rettighedshaverne deres

adgang til at kræve vederlag fra tidspunktet for etableringen af den ændrede

retstilstand ved ændringslovens ikraftræden den 1. juli 1985. Det bemærkes

herved, at nævnet ikke finder, at der af rettighedshaverne er udvist en

passivitet, der kan begrunde valg af et senere tidspunkt.

ad II. Vilkårene findes at burde fastsættes som af rettighedshaverne

principalt påstået, dog således at § 2, stk. 1, affattes i overensstemmelse

med rettighedshavernes subsidiære påstand.

Med hensyn til de af de indklagede foreslåede ændringer i vilkårene

bemærkes:

ad § 1, 1. pkt. Forslaget tages ikke til følge, da kendelsen på grund af

de ved hoteller og institutioner m.v. foreliggende særlige vederlagsspørgsmål

- ligesom kendelsen af 27. juni 1986 - alene bør omfatte private husstande.

ad § 2, stk. 1. Der findes ikke gundlag for yderligere ændringer end foran

sket.

ad § 4. De indklagede findes nærmest til at bære risikoen for et evt. her

i landet retsstridigt indhold af de af dem benyttede programmer, der er

lovlige i hjemlandet.

ad § 6-8. Bestemmelserne findes ikke at gå ud over, hvad der er nødvendigt

for at give rettighedshaverne tiltrækkelige kontrolmuligheder.

Der findes ikke hjemmel for at pålægge rettighedshaverne de forpligtelser,

som de indklagede har foreslået optaget i § 6.

Endelig findes der ikke tilstrækkeligt grundlag for at begrænse også

vilkårenes gyldighed til udgangen af juni 1988.

ad III. Afgørende praktiske hensyn findes at tale for at følge

rettighedshavernes påstand. Det må så påhvile den enkelte antenneforening at

bringe sine vedtægter i en sådan stand, at den kan efterleve de fastsatte

bestemmelser.

Efter indholdet af ophavsretslovens bestemmelser findes der intet grundlag

for som påstået af de indklagede at friholde delvis kodede kanaler, lokale

TV- og radioprogrammer samt - i visse tilfælde Danmarks Radios programmer -

for afgiftspligten.

Herefter

bestemmes:

I. De indklagede, Fællesforeningen af Danske Antennelaug/Foreninger (FDA)

som mandater for Ejerforeningen Gadevang, Kommunernes Landsforening som

mandater for Aalborg kommune, Antenneforeningen for Odder a.m.b.a. og

Sammenslutningen af Nordjyske Antenneforeninger (SANA) skal som ejere af

kabelanlæg betale vederlag for den i ophavsretslovens §§ 22 a og 54, stk. 2,

samt fotografilovens § 11 a nævnte fordeling af radio- og

fjernsynsudsendelser i overensstemmelse med kendelse af 27. juni 1986 fra

Tvangslicensnævnet som følger: Der betales pr. husstand, som er tilsluttet

vedkommende anlæg, årligt:

For til og med 3 fjernsynskanaler

(og samtlige lydradiokanaler) ialt 45 kr.

For hver fjernsynskanal udover 3

til og med et samlet antal af 6 10 kr. pr. kanal

For hver fjernsynskanal udover 6

til og med et samlet antal af 12 5 kr. pr. kanal

For hver fjernsynskanal derudover 3 kr. pr. kanal

Alle beløb er exclusive moms.

Vederlaget skal kunne kræves fra den 1. juli 1985.

Fastsættelsen er gældende indtil udløbet af juni 1988.

II. De indklagede skal som ejere af kabelanlæg opfylde de af

rettighedshaverne udarbejdede foran gengivne »Vilkår, der ikke angår

betalingen af licens«, idet dog disse vilkårs § 2, stk. 1, affattes

således:

»Fordelingen af udsendelserne skal foretages samtidig med

udsendelsen, uændret og skal være af en sådan teknisk kvalitet, at den

opfylder danske forskrifter på dette område.«

III. De indklagede tilpligtes at anerkende, at vederlaget forfalder til

betaling hvert år den 1. april vedrørende hele det pågældende kalenderår, og

at vederlaget opgøres efter tilsluttede husstande pr. 31. december i det

foregående år.

For fællesantenneanlæg, der ikke rettidigt meddeler Copy-Dan oplysning om

antallet af faktisk tilsluttede husstande og kanaler, opgøres vederlaget på

grundlag af antallet af tilslutningsmuligheder og kanalkapaciteten for det

pågældende anlæg.

Poul Høeg Jørgen Pedersen W. Weincke

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter