Spring til indhold

Retsinformation

Ophavsret

KEN nr 16910 af 27/06/1986Endelig adm. afgørelseKulturministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Ophavsret

Den 27/6 1986 afsagde det i henhold til ophavsretslovens § 54 og

fotografilovens § 16 oprettede nævn sålydende

kendelse.

Sagens parter er:

på den ene side: Copy-Dan's forvaltningssektor »Kabel-TV«

(Copy-Dan) sammen med Foreningen af Radiofonier vedrørende kabeldistribution

i Danmark (UBOD) (disse organisationer herefter benævnt: rettighedshaverne).

På den anden side: Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet sammen

med Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab, Fyns kommunale Telefonselskab og Jydske

Telefon-Aktieselskab (herefter benævnt: teleselskaberne).

Copy-Dan er den af ministeriet for kulturelle anliggender i medfør af

ophavsretslovens § 22 a og fotografilovens § 11 a godkendte

fællesorganisation. UBOD repræsenterer følgende radiofonier:

Arbeitsgemeinschaft der offentlichrechtlichen Rundfunkanstalten der

Bundesrepublik Deutschland (ARD), Danmarks Radio, Norsk Rikskringkasting,

Sveriges Radio og Zweites Deutsches Fernsehen. De to organisationer har

indgået en samarbejdsaftale og optræder under sagen som een part.

De tre telefonselskaber optræder som ejere af kabelanlæg, der forsyner

private husholdninger med radio- og TV-programmer. For tiden er ialt ca.

12.000 husstande tilsluttet sådanne af selskaberne drevne anlæg. Post- og

Telegrafvæsenet, der administrerer telefondriften i det sydlige Jylland,

driver ikke anlæg af denne art.

Endvidere optræder telefonselskaberne sammen med P&T i deres egenskab

af transportører af udenlandske radio- og fjernsynsprogrammer gennem det

såkaldte hybridnet, der er under opbygning og som er planlagt - inden for

sine begrænsninger - at være landsudbygget i løbet af en 6-års periode.

Ved siden af de af telefonselskaberne drevne kabelanlæg modtager en stor

del af landets befolkning TV-udsendelser gennem fællesantenneanlæg, ejede af

antenneforeninger, af udlejningsejendomme eller - i nogle få tilfælde - af

Læs alt

kommuner. Foreninger af denne art er typisk organiseret som sammenslutninger

af beboere i etageejendomme eller parcelhusområder. Hvis ikke anlægget bliver

tilsluttet hybridnettet, vil kun de kanaler, der kan modtages på antennen,

kunne distribueres i anlægget, og distribution af udenlandsk TV vil i så fald

kun kunne ske i begrænset omfang. I Østdanmark vil det typisk dreje sig om 2

svenske programmer, i det sydlige Danmark 3 vesttyske og i det nordlige

Jylland et norsk program. Visse steder i den sydlige del af øerne vil man

kunne se østtyske programmer. De pågældende foreninger m.v. er ikke parter i

eller repræsenterede under den foreliggende nævnssag. Både rettighedshaverne

og teleselskaberne har imidlertid søgt at tilrettelægge deres sagførelse,

således at nævnets afgørelse reelt vil kunne være retningsgivende for

vederlaget også over for denne del af modtagersiden.

Efter den ændring af ophavsretsloven og fotografiloven, der - med baggrund

i Bernerkonventionens art. 11 bis (2) - gennemførtes ved lovene nr. 274 og

275 af 6. juni 1985, har sagens parter ført forhandlinger om ordningen af den

nu i ophavsretslovens § 22 a og § 54, stk. 2, samt fotografilovens § 11 a

omhandlede vederlagsberegning m.v Enighed er ikke opnået om størrelsen og den

nærmere udformning af rettighedshavernes vederlagskrav samt forskellige i

forbindelse dermed stående forhold. Parterne har herefter indbragt

spørgsmålene til nævnets afgørelse.

Parterne har for nævnet nedlagt følgende påstande:

Rettighedshaverne:

I: Teleselskaberne skal som ejere af kabelanlæg i Danmark med virkning fra

den 1.7.1985 til COPY-DAN's forvaltningssektor »Kabel-TV« betale et

vederlag på kr. 192,00 excl. moms pr. år pr. husstand, der er tilsluttet

anlægget, for den i ophavsretslovens §§ 22 a og 54, stk. 2, samt

fotografilovens § 11 a nævnte fordeling af radio- og fjernsynsudsendelser i

et antal af op til 6 fjernsynskanaler og samtlige lydradiokanaler fra de af

rettighedshaverne repræsenterede radiofonier, og kr. 24,00 excl. moms pr. år

pr. husstand for hver yderligere fjernsynskanal fra de nævnte radiofonier.

Med udgangspunkt i forbrugerprisindekset for januar 1986 (147,5) reguleres

vederlaget hver den 1.1. og 1.7., første gang den 1.1.1987, med stigninger

eller fald i det af Danmarks Statistik beregnede forbrugerprisindeks, således

som opgjort for den forudgående oktober, respektive april måned.

II: Teleselskaberne skal som ejere af forannævnte kabelanlæg og som

transportører af radio- og fjernsynsudsendelser tilpligtes at opfylde de

vilkår, som indeholdes i to aftaleudkast, hvoraf den ene er en model for

regulering af forholdet til fællesantenneforeninger m.v., medens det andet

vedrører forholdet til teleselskaberne som transportører og fordelere gennem

hybridnettet. Udkastene er vedføjet kendelsen som bil. I og 2.

Teleselskaberne:

I a. Telefonselskaberne skal som ejere af kabelanlæg inden for hver deres

koncessionsområde til COPY-DAN's forvaltningssektor »Kabel-TV«

betale et vederlag på kr. 6,00 excl. moms pr. program pr. år pr. husstand,

der er tilsluttet anlægget, for den i ophavsretslovens §§ 22 a og 54, stk. 2,

samt fotografilovens § 11 a nævnte fordeling af radio- og

fjernsynsudsendelser i et antal af op til 6 fjernsynskanaler og samtlige

lydradiokanaler fra de af rettighedshaverne repræsenterede radiofonier og kr.

2,50 excl. moms pr. år pr. husstand for hver yderligere fjernsynskanal, der

fordeles til anlæggene. Vederlaget er gældende i 1986 og 1987.

I b. Vederlaget er gældende fra tidspunktet for sagens indbringelse for

tvangslicensnævnet (6. marts 1986).

II Rettighedshavernes aftaleudkast (bilag 1 og 2) må ikke indeholde

vilkår, hvorved rettighedshaverne opnår en bedre retsstilling end den, der er

tilsikret dem i lovgivningen, herunder vilkår der:

a. gør teleadministrationen ansvarlig for betaling af vederlaget fra de

enkelte selvstændige fællesantenneanlæg, der er tilsluttet det af

teleadministrationerne etablerede hybridnet.

b. pålægger teleadministrationerne pligt til at lukke fordelingen af de i

ophavsretslovens § 22 a omtalte programmer til det selvstændige

fællesantenneanlæg tilsluttet hybridnettet, såfremt fællesantenneanlægget

overtræder vilkårene for betaling af vederlag.

Efter påstandenes udformning vedrører tvisten følgende hovedspørgsmål:

I a. Hvorledes en tarifskala for de omhandlede vederlag nærmere skal

udformes, herunder med hvilke beløb.

b. fra hvilket tidspunkt vederlag skal kunne beregnes,

c. om fastsættelsen skal være gældende indtil videre eller tidsbegrænses,

og i forbindelse hermed om taksterne skal undergives en automatisk

indeksregulering.

II Om de af rettighedshaverne iøvrigt nærmere udformede krav dels til

fællesantenneanlæggene (bil. 1), dels til teleselskaberne som administratorer

af hybridnettet (bil. 2), kan tages til følge, herved særligt om

teleselskaberne i deres sidstnævnte egenskab kan gøres selvstændigt

ansvarlige for betalingen af vederlaget til rettighedshaverne og have pligt

til af afbryde fordelingen til sådanne anlæg, der overtræder deres

forpligtelser over for rettighedshaverne.

Parternes begrundelse af påstandene er i det væsentlige følgende:

Rettighedshaverne gør gældende,

ad I a: at udgangspunktet for vederlagets størrelse må tages i den af dem

opstillede takstskala, som efter grundlaget for de omhandlede lovbestemmelser

kun kan tilsidesættes, for såvidt den må anses som ubillig. Det fremsatte

krav er imidlertid yderst rimeligt. I absolutte tal er beløbene meget

beskedne. Også relativt er det krævede vederlag beskedent set i forhold både

til den danske radio- og TV-licens og til, hvad tilslutning til hybridnettet

vil koste pågældende brugere. Der kan også henvises til den meget større

udgift, som brugerne af den lokale københavnske »Kanal 2« er

villige til at sætte sig i for at kunne modtage denne stations dekodede

udsendelser. Desuden ligger det danske niveau med hensyn til vederlaget for

tvangsudnyttelse af kunstneriske rettigheder - f.eks. med hensyn til

Gramex-ordningen - traditionelt på et højere niveau end det gennemsnitlige

udenlandske.

I lovmotiverne til de pågældende bestemmelser henvises til, at vederlagets

størrelse for de enkelte anlæg bør afpasses efter de aftaler, der andetsteds

i Europa måtte være indgået på området. Efter de herom foreliggende - senere

i kendelsen nærmere omtalte - oplysninger fra forskellige europæiske lande

bør der ikke tillægges ordningerne i Belgien, Holland eller Østrig nogen

vægt, da disse ordninger og deres forudsætninger adskiller sig væsentligt fra

de danske forhold. Derimod må udgangspunktet tages i ordningen i Norge, hvor

taksten for modtagelse fra de to svenske tv-kanaler ved voldgift blev fastsat

til ialt 50 n.kr., senest aftalemæssigt forhøjet for 1987 til 58 n.kr.,

svarende til ca. 63 d.kr.

Det er for rettighedshaverne nødvendigt, at der fastsættes et rimeligt

minimumsbeløb, således som det har fundet udtryk i kravet om betaling af 192

kr. årligt pr. husstand for indtil 6 kanaler, uanset om det enkelte anlæg kun

har mulighed for at modtage og fordele et mindre antal. I alt fald sålænge de

selvstændige fællesantenneanlæg er den almindeligste brugsform, måtte det

ellers befrygtes, at de betydelige administrationsudgifter - navnlig ved den

komplicerede administration af den individuelle fordeling mellem de

berettigede ophavsmænd m.fl. - ikke ville efterlade noget rimeligt

nettoprovenu til denne fordeling.

ad I b: Vederlaget må principielt kunne kræves fra det tidspunkt, da de

omhandlede ændringer af ophavsretsloven og fotografiloven trådte i kraft,

d.v.s. tilbage fra 1/7 1985. Rettighedshaverne har ikke overfor de

vederlagspligtige udvist nogen passivitet, der kan fritage disse for

betalingsforpligtelsen. Fra hvilket tidspunkt man faktisk vil opkræve

betaling, er der endnu ikke taget stilling til.

ad I c: Rettighedshaverne anser det for principielt rigtigst og tillige

for alle parter mest hensigtsmæssigt, at vederlagsfastsættelsen gælder indtil

videre. En tidsubegrænset fastsættelse må dog forudsætte en indeksregulering,

hvortil man foreslår benyttet forbrugerprisindekset.

ad II: De i bilag 1 og 2 indeholdte aftaleudkast indeholder de krav, som

de berørte radiofonier med hjemmel i ophavsretslovens § 48, jfr. § 54, stk.

2, vil stille dels (bil 1) til de enkelte vederlagspligtige

fællesantenneanlæg uden tilslutning til hybridnettet, dels (bil 2) til

teleselskaberne som formidlere af programleveringen gennem hybridnettet.

Bilag 1 angår telefonselskaberne som ansvarlige for de antenneanlæg, som

de ejer men teleselskaberne har ikke fremsat indsigelser mod udkastets

enkelte bestemmelser eller angivet på hvilke punkter, det skulle stille

rettighedshaverne bedre, end de efter loven kan kræve. Uoverensstemmelsen

mellem parterne angår herefter i det væsentligste kun teleselskabernes

indsigelse mod bestemmelserne i § 3 i udkastets bilag 2 om, at de overfor

rettighedshaverne skal være ansvarlige for vederlaget fra de tilslutninger

der modtager programmer via hybridnettet, samt at de om nødvendigt skal

afbryde fordelingen til tilslutninger, der overtræder vilkårene.

Rettighedshaverne er af den opfattelse at både lovgrundlaget og dettes

traktatmæssige forudsætninger giver radiofonierne ret til overfor

teleselskaberne at stille disse krav, der ikke er ubillige. Efter den

endelige formulering af ophavsretslovens § 22 a, er vederlagsfritagelsen for

anlæg, som ikke omfatter mere end 25 tilsluttede husstande, blevet begrænset

til anlæg, der modtager udsendelser ved hjælp af egen antenne. Det må dermed

bindende være forudsat, at hybridnettet skal betragtes som en del af det

samlede kabelnet, hvorigennem fordelingen sker til de endelige modtagere.

Teleselskaberne må derfor være selvstændigt ansvarlige for, at

rettighedshaverne modtager deres fastsatte vederlag, eller i alt fald hæfte

for dette. Det er da også mest praktisk, at opkrævning af vederlaget sker

gennem teleselskaberne i forbindelse med disses opkrævninger af de

almindelige tekniske abonnementsafgifter.

Allerede ud fra den samme opfattelse af teleselskabernes stilling med

hensyn til fordelingen af tv-udsendelser gennem hybridnettet må det tillige

kunne kræves, at de selv overholder og påser overholdelsen af

leveringsvilkårene og om nødvendigt afbryder tilslutningen til aftagere, der

måtte misligholde deres forpligtelser.

Teleselskabernes synspunkter er i hovedtræk følgende:

ad I a: Vederlagets størrelse bør i første række følge det prisniveau der

gælder i andre europæiske lande for modtagelse af radio- og tv-programmer fra

nabolande. Efter oplysningerne fra Belgien, Holland og Østrig, hvor

forholdene i flere relevante henseender er de samme som i Danmark, lå

niveauet i 1985 på 4.30 til 7.60 d.kr. pr. programkanal. Den norske ordning,

som rettighedshaverne har taget som udgangspunkt, er derimod af flere grunde

mindre egnet til sammenligning og kan i alt fald langt fra begrunde de beløb,

som rettighedshaverne forlanger.

Ved fastsættelse af vederlagsskalaen bør det tages i betragtning, at

hovedparten af landets fællesantenneanlæg endnu i en årrække ikke vil kunne

modtage flere kanaler, end antennen allerede nu kan tage ned. Først

efterhånden som hybridnettet udbygges, vil nogle anlæg gennem tilslutning

hertil få mulighed for at modtage alle nabolandsprogrammer. Men sådan

tilslutning vil kun kunne ske i bymæssige bebyggelser med mere end 250

husstande og kun hvor det er rentabelt. Kravet om, at der for antenneanlæg,

der kun kan modtage fra 1 til 5 kanaler, skal betales fuldt vederlag svarende

til 6 kanaler, er derfor urimeligt. Vederlaget bør fastsættes pr. kanal efter

hvor mange kanaler det enkelte anlæg faktisk modtager.

ad I b: Det ville ikke være rimeligt, om rettighedshaverne nu skulle kunne

kræve vederlag tilbage fra 1/7 1985. Dette gælder særligt i forhold til de

talrige private fællesantenneanlæg, der ikke er parter i den foreliggende

sag, og som rettighedshaverne hverken før eller efter den 1/7 1985 har

adviseret om, at de ville blive mødt med krav om betaling, således at de

kunne indrette deres forhold derefter.

ad I c: Det må være mest hensigtsmæssigt, at der er mulighed for med

passende mellemrum at regulere vederlaget i takt med udviklingen i det øvrige

Europa. Der bør derfor fastsættes en forholdsvis kort tidsbegrænsning,

således at spørgsmålet ved udløbet kan genforhandles efter de til den tid

foreliggende forhold. En indeksregulering af vederlaget efter danske

indekstal synes i øvrigt ikke særligt relevant, når der er tale om afgifter,

hvis provenu hovedsagligt skal udbetales rettighedshavere i udlandet.

ad II: Aftaler som de af radiofonierne foreslåede må ikke fravige de

principper, der er fastlagt ved ændringerne i 1985 dels af lov om radio- og

fjernsynsvirksomhed, dels af ophavsretsloven, og rettighedshaverne må ikke

gennem sådanne aftaler kunne tiltage sig rettigheder, der ikke stemmer med

disse principper.

Dette får betydning for bestemmelsen, i § 3 i bil 2. Teleselskaberne

ønskes her gjort ansvarlige for vederlaget til COPY-DAN samt tilpligtet at

kontrollere overholdelsen af de opstillede betingelser og om fornødent

afbryde programleveringen til de anlæg, som måtte overtræde betingelserne.

Fordelingen af programmer i hybridnettet må imidlertid betragtes som en

lukket teletransport - fra Post- og telegrafvæsenets modtagestationer og til

de af teleselskaberne etablerede hovedfordelingspunkter i de enkelte

kommuner, hvortil de enkelte fællesantenneanlæg forbindes. Denne

teletransport finder sted i teleselskabernes overordnede lyslederkabelnet,

der ved siden af transporten af tv- og radiosignalerne anvendes til

telekommunikationer af anden art. For de fællesantenneanlæg, der tilsluttes

hybridnettet, sker der ikke derved nogen særlig ændring, udover at den

hidtidige antenne erstattes af tilslutningen til hybridnettet. Det er da også

disse modtagende kabelanlæg, der fortsat skal være forpligtede overfor

rettighedshaverne, og ikke teleselskaberne, hvis opgave alene er den nævnte

lukkede transport frem til de enkelte kabelanlæg.

At forholdet skal opfattes således, fremgår da også klart bl.a. af

bemærkningerne til loven om ændring af ophavsretsloven. Det udtales her:

»Ansvaret for vederlagsafregningen med rettighedshavernes

fællesorganisation påhviler principielt ejeren af det enkelte kabelanlæg, men

den foreslåede licensordning udelukker ikke, at der - f.eks. i forbindelse

med etableringen af det såkaldte hybridnet - ved teleforvaltningens

mellemkomst træffes aftale med rettighedshavernes fællesorganisation om visse

rettighedstakster, som derefter eventuelt opkræves sammen med de tekniske

abonnementsafgifter for tilslutning til hybridnettet«. Også andre

momenter i lovens forarbejder taler tydeligt i samme retning.

Den ændring, som under lovforslagets behandling foretoges vedrørende § 22

a, stk. 2, og hvorefter vederlagsfritagelsen for kabelanlæg med indtil 25

husstandstilslutninger ikke skulle omfatte de i hybridnettet tilsluttede

anlæg, tilsigtede ikke nogen principiel ændring af teleselskabernes stilling

på det omhandlede punkt. Den skyldtes andre hensyn.

Hvad særligt angår kravet om afbrydelse af teleforbindelsen til

fællesantenneanlæg, der misligholder deres betalingsforpligtelse, bemærkes,

at man har erklæret sig villig til at bidrage til - om fornødent ved

afbrydelse af programforsyningen - at de enkelte anlæg overholder, hvad der

kan henføres under tekniske betingelser. Derimod finder man det ikke

rimeligt, at man skal afbryde forbindelsen til anlæg, der ikke rettidigt

afregner vederlag til rettighedshaverne. Disse ville derved opnå en

ubegrundet bedre stilling end overfor de af hybridnettet uafhængige

antenneanlæg. Det er endvidere teknisk umuligt at afbryde en mindre del af

hybridnettets programforsyning til et enkelt fællesantenneanlæg.

Om forholdene på det omhandlede område i andre europæiske lande kan

oplyses følgende:

I nogle vesteuropæiske lande er der inden for de sidste 3-4 år indgået

aftaler eller på anden måde truffet bestemmelse om vederlag for

kabeldistribution af radio- og fjernsynsudsendelser.

I Østrig blev der ved en ændring af ophavsretsloven i 1980 indført en

tvangslicensordning for denne kabeldistribution. Samtidig blev det i en ny

lovbestemmelse slået fast, at distribution pr. kabel af de østrigske

programmer skulle betragtes som en del af de oprindelige udsendelser. Ved en

statslig voldgiftskendelse af august 1982 fastsattes vederlaget til 3

schilling pr. måned pr. husstand for distributionen af 6-8 udenlandske

fjernsynskanaler.

Nogen tid efter afsigelsen af denne kendelse indgik parterne en aftale,

der medførte, at vederlaget med virkning fra 1/1 1984 forhøjedes til 7,80

schilling månedlig, dog med en vis »rabat« for årene 1984, 1985 og,

1986. På årsbasis vil vederlaget herefter fra 1/1 1987 udgøre et beløb,

svarende til ca. 49 d.kr.

Det fremgår af forarbejderne til den østrigske lovændring, at det har

været tilsigtet, at tvangslicenssystemet skulle virke som en

»prisbremse« og sikre, at der blev fastsat et vederlagsniveau, der

så lidt som muligt kom til at belaste den østrigske handelsbalance. I

ordningen er der tillige indbygget en forudsætning om, at der ved

fastsættelsen af vederlaget skal tages hensyn til, om de udenlandske

udsendelser, der distribueres, kommer fra lande, der reelt yder beskyttelse i

tilfælde af kabeldistribution af østrigske udsendelser. Den østrigske

tvangslicensordning er således væsensforskellig fra den ordning, der nu er

gennemført i Danmark.

I september 1983 blev der i Belgien indgået en aftale om kabelspredningen

af radio- og fjernsynsudsendelser mellem en organisation af kabeloperatører

og en væsentlig del af rettighedshaverne, herunder de belgiske og udenlandske

radiofonier.

Ifølge aftalen får kabelselskaberne ret til at distribuere de pågældende

radiofoniers fjernsynsprogrammer (plus radioprogrammer), d.v.s. 18

fjernsynsprogrammer, hvoraf 4 indenlandske, mod en betaling, der for 1985

udgør 420 B.F., svarende til ca. 76 kr. Aftalen løber til udgangen af

kalenderåret 1988.

Den omstændighed, at ikke alle rettighedshavere er med i aftalen medfører

- sammenholdt med, at aftalen bygger på den ophavsretlige eneret - at

kabeloperatørerne ikke har opnået fuld sikkerhed imod at blive mødt med krav

om forbud mod kabelfordeling af specifikke programpunkter. De har dermed fået

et argument for ikke at acceptere en for høj betaling.

Ved en bedømmelse af den belgiske aftale må det desuden tages i

betragtning, at der i Belgien ikke er nogen lovbeskyttelse af udøvende

kunstnere, ligesom der heller ikke findes nogen beskyttelsesregel for

radiofonierne, svarende til den danske lovs § 48.

I Belgien domineres kabelspredningen af relativt få store kommercielle

kabelselskaber. De har gennem mange år forsynet de belgiske seere i de større

byer med et stort antal udenlandske programmer.

I Holland blev der indgået en aftale i maj 1985. Den trådte i kraft med

virkning fra 1. juli 1984 og gælder indtil udløbet af juni 1987. Det drejer

sig om en art modelkontrakt, der forudsættes anvendt overfor de enkelte

forskellige kabeloperatører. På rettighedshaversiden er der ligesom - i

Belgien - ikke tale om fuld dækning, og også i Holland bygger aftalen på den

ophavsretlige eneret.

Aftalen giver kabelselskaberne ret til at fordele de to hollandske

fjernsynsprogrammer samt de udenlandske radiofoniers programmer.

For op til 5 udenlandske fjernsynsprogrammer skal der betales et beløb,

svarende til ca. 39 d.kr. Hvis der fordeles mellem 6 og 10 er vederlaget ca.

52 kr., og hvis distributionen omfatter mellem 11 og 15 programmer udgør

vederlaget 65-66 kr. pr. år.

Aftalen indeholder bestemmelser om indeksregulering pr. 1/7 1985 og 1/7

1986, og beløbene må således antages idag at ligge noget højere, end forud

angivet.

Den hollandske lovgivning indeholder lige så lidt som den belgiske regler

om beskyttelse af udøvende kunstnere, og der findes heller ikke nogen

bestemmelse, svarende til § 48 i den danske lov om ophavsret. Holland har

ikke tilsluttet sig den europæiske overenskomst om beskyttelse af

fjernsynsudsendelser.

I Holland er der - som i Belgien - store kommercielle kabelanlæg i nogle

af de større byer, men der findes tillige et stort antal (ca. 6.000) små

fællesantenneanlæg af den type, som forekommer almindeligt i Danmark.

I Norge blev der i 1984 indgået en aftale om videresending over kabelnet

af radio- og fjernsynsprogrammer fra de svenske radiofonier. Aftalen er

indgået mellem på den ene side en antenneinstallatørgruppe (AIG), som har en

række kabeldistributører som medlemmer, og på den anden side de tre svenske

radio- og tv-selskaber, de svenske og norske organisationer, der til en vis

grad kan sammenlignes med COPY-DAN samt den internationale organisation

AGICOA, der repræsenterer filmproducenterne.

Vederlaget blev i overensstemmelse med aftale fastsat af en særlig

voldgiftsret, der afsagde sin kendelse den 21. december 1984.

I kendelsen bestemmes det, at der for året 1985 skal betales 50 n.kr. for

modtagelsen af de to svenske fjernsynsprogrammer (samt de svenske

radioprogrammer). En indeksregulering skulle finde sted i 1986, og beløbet

kom for dette år op på 52,50 n.kr. Vederlaget for 1987 er efter frie

forhandlinger mellem parterne fastsat til 58 n.kr., svarende til ca. 63 d.kr.

Det fremgår af kendelsen, at voldgiftsretten har anlagt det synspunkt, at

modtagelsen af de to svenske TV-programmer måtte tillægges en betydelig værdi

for de ca. 300.000 seere, der omfattes af aftalen og som ellers ikke har

adgang til andet TV end det ene norske program. Ganske særlig vægt synes der

at være lagt på det forhold, at de udenlandske programmer, der her er tale

om, sendes på et sprog, som forstås af de fleste nordmænd.

Forhandlinger om vederlag for kabeldistribution har i flere år været i

gang i Schweitz. Noget endeligt resultat af disse forhandlinger foreligger

imidlertid ikke.

Til det således foreliggende skal nævnet udtale:

ad I. Fastsættelse af vederlagets størrelse m.v

ad I a. Ved fastsættelsen af den omhandlede licensbetaling må det lægges

til grund, at rettighedshaverne har krav på et rimeligt vederlag, men også at

forbrugerne på deres side har et berettiget krav på, at taksterne bliver

rimelige. Ved den afvejning af de modstående interesser, der således skal

finde sted, må som udgangspunkt i første række tages de motivudtalelser, der

indeholdes i bemærkningerne til lovforslaget af 13. december 1984 om ændring

af ophavsretsloven.

Det udtales her, at der i forhold til det enkelte kabelanlæg bør søges

»fastlagt et samlet afgiftsbeløb afpasset efter det antal af programmer,

som spredes over anlægget«.

At antallet af kanaler er af betydning kan dog ikke forstås således, at

vederlaget for flere kanaler bør udfindes ved simpel multiplikation af et

grundbeløb for 1 kanal. For kabelabonnenter består værdien ved en forøgelse

af kanalantallet først og fremmest i den forøgede valgmulighed, som de derved

opnår. Det samlede forbrug af rettighedshavernes beskyttede produkter kan

heller ikke antages at blive forøget i samme takt som det numeriske

kanalantal. Denne ret selvfølgelige betragtning er da også til en vis grad -

omend efter nævnets opfattelse langt fra tilstrækkeligt - tilgodeset i

parternes tarifforslag.

Et væsentligt tvistepunkt er det af rettighedshaverne rejste krav om en

mindstebetaling omfattende 6 fjernsynskanaler, uanset om det enkelte anlæg

kun kan udnytte et mindre kanalantal.

Ved bedømmelsen af dette spørgsmål må det tages i betragtning, at

forpligtelsen til at betale vederlag i henhold til ophavsretslovens § 22 a og

fotografilovens § 11 a i hvert fald endnu et stykke tid også vil komme til at

hvile på husstande der er tilsluttet fællesantenneanlæg, hvori det ikke vil

være muligt at fordele mere end nogle få eller måske endda kun et enkelt

TV-program. Dette kan skyldes anlæggets geografiske placering eller dets

tekniske indretning, ligesom det kan have sin årsag i, at antenneforeningen

ikke ønsker at slutte sig til hybridnettet eller ikke har mulighed herfor.

Dette forhold kunne i og for sig ud fra en ligelighedsbetragtning tale for en

beregning pr. kanal. Imidlertid må nævnet lægge afgørende vægt på det af

rettighedshaverne fremhævede synspunkt, at hvis den tilsigtede

rettighedsclearing overhovedet skal kunne fungere, må dette forudsætte, at

der ved en minimering af vederlaget uafhængigt af de enkelte anlægs

kanalantal sikres dem dækning for ordningens ikke ubetydelige

administrationsudgifter og derudover et rimeligt beløb til fordeling.

Spørgsmålet bør kunne optages til fornyet overvejelse, når hybridnettet er

videre udbygget.

I lovmotiverne hedder det dernæst, at størrelsen af det samlede vederlag

for det enkelte anlæg bør »afpasses efter de aftaler, som måtte være

indgået på området i Europa«.

Med hensyn til indholdet af de europæiske ordninger, som er nævnet

bekendt, henvises til redegørelsen ovenfor i kendelsen.

En nærmere sammenligning med disse ordninger er behæftet med betydelig

usikkerhed, idet forholdene i de enkelte lande i flere henseender ikke er

sammenlignelige. Af denne grund kan man navnlig ikke tillægge oplysningerne

fra Østrig nogen særlig vægt.

Den hollandske ordning er efter nævnets opfattelse bedst egnet til

sammenligning. I Holland er der - ved siden af enkelte store kabelanlæg - et

stort antal mindre fællesantenneanlæg, svarende til dem vi kender i Danmark.

Det må på den anden side tages i betragtning, at der ingen beskyttelse er for

udøvende kunstnere og heller ingen selvstændig beskyttelse for radiofonier

samt at ikke alle rettighedshavere er med i aftalen.

I Belgien har en væsentlig del af seerne gennem mange år kunnet modtage et

stort antal udenlandske programmer (10-12) gennem store kabelanlæg med

betydelig kapacitet. Dette må antages at være baggrunden for, at man har

aftalt en samlet betaling svarende til knap 80 kr. for hele kabeludbudet på

16-18 kanaler.

Den ordning, der er truffet i Norge, er der naturligvis særlig grund til

at lægge vægt på i betragtning af, at den norske lovgivning på området har

stor lighed med den danske. Som det er anført i redegørelsen for de

udenlandske betalingsordninger har den norske afgørelse imidlertid kun en

begrænset rækkevidde. Den vedrører alene modtagelsen af de 2 svenske

fjernsynsprgrammer (plus radio) i tilgift til Norsk Rikskringkastings, og man

kan intet udlede af den, om hvor vederlagsniveauet ville være blevet lagt i

tilfælde af, at det havde drejet sig om mere end 2 udenlandske programmer

eller om andre programmer end de svensksprogede.

Lovmotiverne omtaler udover det allerede citerede, at det ved

vederlagsfastsættelsen må tages i betragtning, at »spredningen af

udenlandske programmer har et vist sekundært præg i forhold til spredningen

af de danske programmer, for hvilke kabelabonnenterne gennem licensbetaling

til DR dækker de fulde omkostninger ved programmernes produktion og

distribution«.

Endelig udtales det, at det samlede vederlag som pålægges den enkelte

kabelabonnent »ikke bør overstige en vis mindre procentdel af, hvad der

betales i licens til DR for eksistensen af de danske programmer«.

ad I b. Angående spørgsmålet om, fra hvilket tidspunkt vederlag eventuelt

skal kunne kræves, må nævnet principielt være af den opfattelse, at da den

ændrede retstilstand er etableret fra ændringslovens ikrafttræden den 1. juli

1985, må rettighedshaverne have adgang til at indkræve vederlag allerede fra

denne dato. Nævnet finder ikke, at rettighedshaverne har udvist nogen

passivitet, eller at der i øvrigt foreligger noget, som kan betage dem denne

mulighed. Dette må i alt fald gælde i forhold til teleselskaberne.

ad I c. Spørgsmålet om tidsmæssig begrænsning af takstfastsættelsen og i

forbindelse hermed om indeksering af taksterne:

I grundlaget for beløbsfastsættelsen indgår mange usikre faktorer.

Ligeledes må det forudses, at der ved ordningens gennemførelse i praksis og

med udviklingen af hybridnettet vil kunne indvindes erfaringer, som begrunder

en revision af taksterne. Endvidere må det antages at udviklingen i andre

lande kan influere på bedømmelsen af beløbsfastsættelsen. Under disse

omstændigheder finder nævnet at fastsættelsen bør tidsbegrænses til udgangen

af juni 1988.

Når afgørelsen således tidsbegrænses, har spørgsmålet om en automatisk

indeksregulering mindre betydning. Ved nævnets nedenfor angivne fastsættelse

af taksterne tager man som udgangspunkt det nugældende pris- og lønniveau med

et vist skønnet hensyn til den sandsynlige økonomiske udvikling frem til juni

1988. Man ser herefter bort fra at fastsætte nogen indeksregulering.

Efter en samlet vurdering, mener nævnet at kunne opstille følgende tarif:

Der betales pr. tilsluttet husstand årligt:

For til og med 3 fjernsynskanaler

(og samtlige lydradiokanaler) ialt 45 kr.

for hver fjernsynskanal udover 3 til

og med et samlet antal af 6 10 kr. pr. kanal

for hver fjernsynskanal udover 6 til

og med et samlet antal af 12 5 kr. pr. kanal

for hver fjernsynskanal derudover 3 kr. pr. kanal

ad II. Teleselskabernes forbehold over for rettighedshavernes modeludkast

til aftaler.

Således som sagen er forelagt nævnet må det lægges til grund at uenigheden

mellem parterne alene angår de i § 3 i bilag 2 omhandlede forhold.

Efter motiverne til loven om ophavsretsændringen må nævnet for sit

vedkommende anse det for utvivlsomt, at teleselskaberne ikke i deres egenskab

af signaltransportører gennem hybridnettet kan pålægges noget ansvar for

modtagerforeningernes opfyldelse af deres forpligtelser over for

rettighedshaverne. Opkrævningen af vederlag hos de nævnte foreninger m.v.

påhviler principielt Copy-Dan. Det er imidlertid - således som det også

berøres i lovmotiverne - nærliggende, at teleselskaberne bistår Copy-Dan

hermed.

Nævnet kan heller ikke pålægge teleselskaberne at overvåge og afbryde

hybridnetstilslutningen til anlæg, der ikke måtte overholde forpligtelserne

over for Copy-Dan.

Herefter

bestemmes:

Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab, Fyns kommunale Telefonselskab og Jydske

Telefon-Aktieselskab skal som ejere af kabelanlæg indenfor hvert sit

koncessionsområde til COPY-DAN's forvaltningssektor »Kabel-TV«

betale vederlag efter nedenstående takstskala for den i ophavsretslovens §§

22 a og 54, stk. 2 samt fotografilovens § 11 a nævnte fordeling af radio- og

fjernsynsudsendelser.

Der betales pr. husstand, som er tilsluttet vedkommende anlæg, årligt:

For til og med 3 fjernsynskanaler

(og samtlige lydradiokanaler) ialt 45 kr.

for hver fjernsynskanal udover 3 til

og med et samlet antal af 6 10 kr. pr. kanal

for hver fjernsynskanal udover 6 til

og med et samlet antal af 12 5 kr. pr. kanal

for hver fjernsynskanal derudover 3 kr. pr. kanal

Alle beløb er exclusive moms.

Vederlaget skal kunne kræves fra den 1. juli 1985.

Fastsættelsen er gældende indtil udløbet af juni 1988.

Jørgen Pedersen Urne W. Weincke

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter