Ophavsret
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Ophavsret
Den 27/6 1986 afsagde det i henhold til ophavsretslovens § 54 og
fotografilovens § 16 oprettede nævn sålydende
kendelse.
Sagens parter er:
på den ene side: Copy-Dan's forvaltningssektor »Kabel-TV«
(Copy-Dan) sammen med Foreningen af Radiofonier vedrørende kabeldistribution
i Danmark (UBOD) (disse organisationer herefter benævnt: rettighedshaverne).
På den anden side: Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet sammen
med Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab, Fyns kommunale Telefonselskab og Jydske
Telefon-Aktieselskab (herefter benævnt: teleselskaberne).
Copy-Dan er den af ministeriet for kulturelle anliggender i medfør af
ophavsretslovens § 22 a og fotografilovens § 11 a godkendte
fællesorganisation. UBOD repræsenterer følgende radiofonier:
Arbeitsgemeinschaft der offentlichrechtlichen Rundfunkanstalten der
Bundesrepublik Deutschland (ARD), Danmarks Radio, Norsk Rikskringkasting,
Sveriges Radio og Zweites Deutsches Fernsehen. De to organisationer har
indgået en samarbejdsaftale og optræder under sagen som een part.
De tre telefonselskaber optræder som ejere af kabelanlæg, der forsyner
private husholdninger med radio- og TV-programmer. For tiden er ialt ca.
12.000 husstande tilsluttet sådanne af selskaberne drevne anlæg. Post- og
Telegrafvæsenet, der administrerer telefondriften i det sydlige Jylland,
driver ikke anlæg af denne art.
Endvidere optræder telefonselskaberne sammen med P&T i deres egenskab
af transportører af udenlandske radio- og fjernsynsprogrammer gennem det
såkaldte hybridnet, der er under opbygning og som er planlagt - inden for
sine begrænsninger - at være landsudbygget i løbet af en 6-års periode.
Ved siden af de af telefonselskaberne drevne kabelanlæg modtager en stor
del af landets befolkning TV-udsendelser gennem fællesantenneanlæg, ejede af
antenneforeninger, af udlejningsejendomme eller - i nogle få tilfælde - af
Læs alt
kommuner. Foreninger af denne art er typisk organiseret som sammenslutninger
af beboere i etageejendomme eller parcelhusområder. Hvis ikke anlægget bliver
tilsluttet hybridnettet, vil kun de kanaler, der kan modtages på antennen,
kunne distribueres i anlægget, og distribution af udenlandsk TV vil i så fald
kun kunne ske i begrænset omfang. I Østdanmark vil det typisk dreje sig om 2
svenske programmer, i det sydlige Danmark 3 vesttyske og i det nordlige
Jylland et norsk program. Visse steder i den sydlige del af øerne vil man
kunne se østtyske programmer. De pågældende foreninger m.v. er ikke parter i
eller repræsenterede under den foreliggende nævnssag. Både rettighedshaverne
og teleselskaberne har imidlertid søgt at tilrettelægge deres sagførelse,
således at nævnets afgørelse reelt vil kunne være retningsgivende for
vederlaget også over for denne del af modtagersiden.
Efter den ændring af ophavsretsloven og fotografiloven, der - med baggrund
i Bernerkonventionens art. 11 bis (2) - gennemførtes ved lovene nr. 274 og
275 af 6. juni 1985, har sagens parter ført forhandlinger om ordningen af den
nu i ophavsretslovens § 22 a og § 54, stk. 2, samt fotografilovens § 11 a
omhandlede vederlagsberegning m.v Enighed er ikke opnået om størrelsen og den
nærmere udformning af rettighedshavernes vederlagskrav samt forskellige i
forbindelse dermed stående forhold. Parterne har herefter indbragt
spørgsmålene til nævnets afgørelse.
Parterne har for nævnet nedlagt følgende påstande:
Rettighedshaverne:
I: Teleselskaberne skal som ejere af kabelanlæg i Danmark med virkning fra
den 1.7.1985 til COPY-DAN's forvaltningssektor »Kabel-TV« betale et
vederlag på kr. 192,00 excl. moms pr. år pr. husstand, der er tilsluttet
anlægget, for den i ophavsretslovens §§ 22 a og 54, stk. 2, samt
fotografilovens § 11 a nævnte fordeling af radio- og fjernsynsudsendelser i
et antal af op til 6 fjernsynskanaler og samtlige lydradiokanaler fra de af
rettighedshaverne repræsenterede radiofonier, og kr. 24,00 excl. moms pr. år
pr. husstand for hver yderligere fjernsynskanal fra de nævnte radiofonier.
Med udgangspunkt i forbrugerprisindekset for januar 1986 (147,5) reguleres
vederlaget hver den 1.1. og 1.7., første gang den 1.1.1987, med stigninger
eller fald i det af Danmarks Statistik beregnede forbrugerprisindeks, således
som opgjort for den forudgående oktober, respektive april måned.
II: Teleselskaberne skal som ejere af forannævnte kabelanlæg og som
transportører af radio- og fjernsynsudsendelser tilpligtes at opfylde de
vilkår, som indeholdes i to aftaleudkast, hvoraf den ene er en model for
regulering af forholdet til fællesantenneforeninger m.v., medens det andet
vedrører forholdet til teleselskaberne som transportører og fordelere gennem
hybridnettet. Udkastene er vedføjet kendelsen som bil. I og 2.
Teleselskaberne:
I a. Telefonselskaberne skal som ejere af kabelanlæg inden for hver deres
koncessionsområde til COPY-DAN's forvaltningssektor »Kabel-TV«
betale et vederlag på kr. 6,00 excl. moms pr. program pr. år pr. husstand,
der er tilsluttet anlægget, for den i ophavsretslovens §§ 22 a og 54, stk. 2,
samt fotografilovens § 11 a nævnte fordeling af radio- og
fjernsynsudsendelser i et antal af op til 6 fjernsynskanaler og samtlige
lydradiokanaler fra de af rettighedshaverne repræsenterede radiofonier og kr.
2,50 excl. moms pr. år pr. husstand for hver yderligere fjernsynskanal, der
fordeles til anlæggene. Vederlaget er gældende i 1986 og 1987.
I b. Vederlaget er gældende fra tidspunktet for sagens indbringelse for
tvangslicensnævnet (6. marts 1986).
II Rettighedshavernes aftaleudkast (bilag 1 og 2) må ikke indeholde
vilkår, hvorved rettighedshaverne opnår en bedre retsstilling end den, der er
tilsikret dem i lovgivningen, herunder vilkår der:
a. gør teleadministrationen ansvarlig for betaling af vederlaget fra de
enkelte selvstændige fællesantenneanlæg, der er tilsluttet det af
teleadministrationerne etablerede hybridnet.
b. pålægger teleadministrationerne pligt til at lukke fordelingen af de i
ophavsretslovens § 22 a omtalte programmer til det selvstændige
fællesantenneanlæg tilsluttet hybridnettet, såfremt fællesantenneanlægget
overtræder vilkårene for betaling af vederlag.
Efter påstandenes udformning vedrører tvisten følgende hovedspørgsmål:
I a. Hvorledes en tarifskala for de omhandlede vederlag nærmere skal
udformes, herunder med hvilke beløb.
b. fra hvilket tidspunkt vederlag skal kunne beregnes,
c. om fastsættelsen skal være gældende indtil videre eller tidsbegrænses,
og i forbindelse hermed om taksterne skal undergives en automatisk
indeksregulering.
II Om de af rettighedshaverne iøvrigt nærmere udformede krav dels til
fællesantenneanlæggene (bil. 1), dels til teleselskaberne som administratorer
af hybridnettet (bil. 2), kan tages til følge, herved særligt om
teleselskaberne i deres sidstnævnte egenskab kan gøres selvstændigt
ansvarlige for betalingen af vederlaget til rettighedshaverne og have pligt
til af afbryde fordelingen til sådanne anlæg, der overtræder deres
forpligtelser over for rettighedshaverne.
Parternes begrundelse af påstandene er i det væsentlige følgende:
Rettighedshaverne gør gældende,
ad I a: at udgangspunktet for vederlagets størrelse må tages i den af dem
opstillede takstskala, som efter grundlaget for de omhandlede lovbestemmelser
kun kan tilsidesættes, for såvidt den må anses som ubillig. Det fremsatte
krav er imidlertid yderst rimeligt. I absolutte tal er beløbene meget
beskedne. Også relativt er det krævede vederlag beskedent set i forhold både
til den danske radio- og TV-licens og til, hvad tilslutning til hybridnettet
vil koste pågældende brugere. Der kan også henvises til den meget større
udgift, som brugerne af den lokale københavnske »Kanal 2« er
villige til at sætte sig i for at kunne modtage denne stations dekodede
udsendelser. Desuden ligger det danske niveau med hensyn til vederlaget for
tvangsudnyttelse af kunstneriske rettigheder - f.eks. med hensyn til
Gramex-ordningen - traditionelt på et højere niveau end det gennemsnitlige
udenlandske.
I lovmotiverne til de pågældende bestemmelser henvises til, at vederlagets
størrelse for de enkelte anlæg bør afpasses efter de aftaler, der andetsteds
i Europa måtte være indgået på området. Efter de herom foreliggende - senere
i kendelsen nærmere omtalte - oplysninger fra forskellige europæiske lande
bør der ikke tillægges ordningerne i Belgien, Holland eller Østrig nogen
vægt, da disse ordninger og deres forudsætninger adskiller sig væsentligt fra
de danske forhold. Derimod må udgangspunktet tages i ordningen i Norge, hvor
taksten for modtagelse fra de to svenske tv-kanaler ved voldgift blev fastsat
til ialt 50 n.kr., senest aftalemæssigt forhøjet for 1987 til 58 n.kr.,
svarende til ca. 63 d.kr.
Det er for rettighedshaverne nødvendigt, at der fastsættes et rimeligt
minimumsbeløb, således som det har fundet udtryk i kravet om betaling af 192
kr. årligt pr. husstand for indtil 6 kanaler, uanset om det enkelte anlæg kun
har mulighed for at modtage og fordele et mindre antal. I alt fald sålænge de
selvstændige fællesantenneanlæg er den almindeligste brugsform, måtte det
ellers befrygtes, at de betydelige administrationsudgifter - navnlig ved den
komplicerede administration af den individuelle fordeling mellem de
berettigede ophavsmænd m.fl. - ikke ville efterlade noget rimeligt
nettoprovenu til denne fordeling.
ad I b: Vederlaget må principielt kunne kræves fra det tidspunkt, da de
omhandlede ændringer af ophavsretsloven og fotografiloven trådte i kraft,
d.v.s. tilbage fra 1/7 1985. Rettighedshaverne har ikke overfor de
vederlagspligtige udvist nogen passivitet, der kan fritage disse for
betalingsforpligtelsen. Fra hvilket tidspunkt man faktisk vil opkræve
betaling, er der endnu ikke taget stilling til.
ad I c: Rettighedshaverne anser det for principielt rigtigst og tillige
for alle parter mest hensigtsmæssigt, at vederlagsfastsættelsen gælder indtil
videre. En tidsubegrænset fastsættelse må dog forudsætte en indeksregulering,
hvortil man foreslår benyttet forbrugerprisindekset.
ad II: De i bilag 1 og 2 indeholdte aftaleudkast indeholder de krav, som
de berørte radiofonier med hjemmel i ophavsretslovens § 48, jfr. § 54, stk.
2, vil stille dels (bil 1) til de enkelte vederlagspligtige
fællesantenneanlæg uden tilslutning til hybridnettet, dels (bil 2) til
teleselskaberne som formidlere af programleveringen gennem hybridnettet.
Bilag 1 angår telefonselskaberne som ansvarlige for de antenneanlæg, som
de ejer men teleselskaberne har ikke fremsat indsigelser mod udkastets
enkelte bestemmelser eller angivet på hvilke punkter, det skulle stille
rettighedshaverne bedre, end de efter loven kan kræve. Uoverensstemmelsen
mellem parterne angår herefter i det væsentligste kun teleselskabernes
indsigelse mod bestemmelserne i § 3 i udkastets bilag 2 om, at de overfor
rettighedshaverne skal være ansvarlige for vederlaget fra de tilslutninger
der modtager programmer via hybridnettet, samt at de om nødvendigt skal
afbryde fordelingen til tilslutninger, der overtræder vilkårene.
Rettighedshaverne er af den opfattelse at både lovgrundlaget og dettes
traktatmæssige forudsætninger giver radiofonierne ret til overfor
teleselskaberne at stille disse krav, der ikke er ubillige. Efter den
endelige formulering af ophavsretslovens § 22 a, er vederlagsfritagelsen for
anlæg, som ikke omfatter mere end 25 tilsluttede husstande, blevet begrænset
til anlæg, der modtager udsendelser ved hjælp af egen antenne. Det må dermed
bindende være forudsat, at hybridnettet skal betragtes som en del af det
samlede kabelnet, hvorigennem fordelingen sker til de endelige modtagere.
Teleselskaberne må derfor være selvstændigt ansvarlige for, at
rettighedshaverne modtager deres fastsatte vederlag, eller i alt fald hæfte
for dette. Det er da også mest praktisk, at opkrævning af vederlaget sker
gennem teleselskaberne i forbindelse med disses opkrævninger af de
almindelige tekniske abonnementsafgifter.
Allerede ud fra den samme opfattelse af teleselskabernes stilling med
hensyn til fordelingen af tv-udsendelser gennem hybridnettet må det tillige
kunne kræves, at de selv overholder og påser overholdelsen af
leveringsvilkårene og om nødvendigt afbryder tilslutningen til aftagere, der
måtte misligholde deres forpligtelser.
Teleselskabernes synspunkter er i hovedtræk følgende:
ad I a: Vederlagets størrelse bør i første række følge det prisniveau der
gælder i andre europæiske lande for modtagelse af radio- og tv-programmer fra
nabolande. Efter oplysningerne fra Belgien, Holland og Østrig, hvor
forholdene i flere relevante henseender er de samme som i Danmark, lå
niveauet i 1985 på 4.30 til 7.60 d.kr. pr. programkanal. Den norske ordning,
som rettighedshaverne har taget som udgangspunkt, er derimod af flere grunde
mindre egnet til sammenligning og kan i alt fald langt fra begrunde de beløb,
som rettighedshaverne forlanger.
Ved fastsættelse af vederlagsskalaen bør det tages i betragtning, at
hovedparten af landets fællesantenneanlæg endnu i en årrække ikke vil kunne
modtage flere kanaler, end antennen allerede nu kan tage ned. Først
efterhånden som hybridnettet udbygges, vil nogle anlæg gennem tilslutning
hertil få mulighed for at modtage alle nabolandsprogrammer. Men sådan
tilslutning vil kun kunne ske i bymæssige bebyggelser med mere end 250
husstande og kun hvor det er rentabelt. Kravet om, at der for antenneanlæg,
der kun kan modtage fra 1 til 5 kanaler, skal betales fuldt vederlag svarende
til 6 kanaler, er derfor urimeligt. Vederlaget bør fastsættes pr. kanal efter
hvor mange kanaler det enkelte anlæg faktisk modtager.
ad I b: Det ville ikke være rimeligt, om rettighedshaverne nu skulle kunne
kræve vederlag tilbage fra 1/7 1985. Dette gælder særligt i forhold til de
talrige private fællesantenneanlæg, der ikke er parter i den foreliggende
sag, og som rettighedshaverne hverken før eller efter den 1/7 1985 har
adviseret om, at de ville blive mødt med krav om betaling, således at de
kunne indrette deres forhold derefter.
ad I c: Det må være mest hensigtsmæssigt, at der er mulighed for med
passende mellemrum at regulere vederlaget i takt med udviklingen i det øvrige
Europa. Der bør derfor fastsættes en forholdsvis kort tidsbegrænsning,
således at spørgsmålet ved udløbet kan genforhandles efter de til den tid
foreliggende forhold. En indeksregulering af vederlaget efter danske
indekstal synes i øvrigt ikke særligt relevant, når der er tale om afgifter,
hvis provenu hovedsagligt skal udbetales rettighedshavere i udlandet.
ad II: Aftaler som de af radiofonierne foreslåede må ikke fravige de
principper, der er fastlagt ved ændringerne i 1985 dels af lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed, dels af ophavsretsloven, og rettighedshaverne må ikke
gennem sådanne aftaler kunne tiltage sig rettigheder, der ikke stemmer med
disse principper.
Dette får betydning for bestemmelsen, i § 3 i bil 2. Teleselskaberne
ønskes her gjort ansvarlige for vederlaget til COPY-DAN samt tilpligtet at
kontrollere overholdelsen af de opstillede betingelser og om fornødent
afbryde programleveringen til de anlæg, som måtte overtræde betingelserne.
Fordelingen af programmer i hybridnettet må imidlertid betragtes som en
lukket teletransport - fra Post- og telegrafvæsenets modtagestationer og til
de af teleselskaberne etablerede hovedfordelingspunkter i de enkelte
kommuner, hvortil de enkelte fællesantenneanlæg forbindes. Denne
teletransport finder sted i teleselskabernes overordnede lyslederkabelnet,
der ved siden af transporten af tv- og radiosignalerne anvendes til
telekommunikationer af anden art. For de fællesantenneanlæg, der tilsluttes
hybridnettet, sker der ikke derved nogen særlig ændring, udover at den
hidtidige antenne erstattes af tilslutningen til hybridnettet. Det er da også
disse modtagende kabelanlæg, der fortsat skal være forpligtede overfor
rettighedshaverne, og ikke teleselskaberne, hvis opgave alene er den nævnte
lukkede transport frem til de enkelte kabelanlæg.
At forholdet skal opfattes således, fremgår da også klart bl.a. af
bemærkningerne til loven om ændring af ophavsretsloven. Det udtales her:
»Ansvaret for vederlagsafregningen med rettighedshavernes
fællesorganisation påhviler principielt ejeren af det enkelte kabelanlæg, men
den foreslåede licensordning udelukker ikke, at der - f.eks. i forbindelse
med etableringen af det såkaldte hybridnet - ved teleforvaltningens
mellemkomst træffes aftale med rettighedshavernes fællesorganisation om visse
rettighedstakster, som derefter eventuelt opkræves sammen med de tekniske
abonnementsafgifter for tilslutning til hybridnettet«. Også andre
momenter i lovens forarbejder taler tydeligt i samme retning.
Den ændring, som under lovforslagets behandling foretoges vedrørende § 22
a, stk. 2, og hvorefter vederlagsfritagelsen for kabelanlæg med indtil 25
husstandstilslutninger ikke skulle omfatte de i hybridnettet tilsluttede
anlæg, tilsigtede ikke nogen principiel ændring af teleselskabernes stilling
på det omhandlede punkt. Den skyldtes andre hensyn.
Hvad særligt angår kravet om afbrydelse af teleforbindelsen til
fællesantenneanlæg, der misligholder deres betalingsforpligtelse, bemærkes,
at man har erklæret sig villig til at bidrage til - om fornødent ved
afbrydelse af programforsyningen - at de enkelte anlæg overholder, hvad der
kan henføres under tekniske betingelser. Derimod finder man det ikke
rimeligt, at man skal afbryde forbindelsen til anlæg, der ikke rettidigt
afregner vederlag til rettighedshaverne. Disse ville derved opnå en
ubegrundet bedre stilling end overfor de af hybridnettet uafhængige
antenneanlæg. Det er endvidere teknisk umuligt at afbryde en mindre del af
hybridnettets programforsyning til et enkelt fællesantenneanlæg.
Om forholdene på det omhandlede område i andre europæiske lande kan
oplyses følgende:
I nogle vesteuropæiske lande er der inden for de sidste 3-4 år indgået
aftaler eller på anden måde truffet bestemmelse om vederlag for
kabeldistribution af radio- og fjernsynsudsendelser.
I Østrig blev der ved en ændring af ophavsretsloven i 1980 indført en
tvangslicensordning for denne kabeldistribution. Samtidig blev det i en ny
lovbestemmelse slået fast, at distribution pr. kabel af de østrigske
programmer skulle betragtes som en del af de oprindelige udsendelser. Ved en
statslig voldgiftskendelse af august 1982 fastsattes vederlaget til 3
schilling pr. måned pr. husstand for distributionen af 6-8 udenlandske
fjernsynskanaler.
Nogen tid efter afsigelsen af denne kendelse indgik parterne en aftale,
der medførte, at vederlaget med virkning fra 1/1 1984 forhøjedes til 7,80
schilling månedlig, dog med en vis »rabat« for årene 1984, 1985 og,
1986. På årsbasis vil vederlaget herefter fra 1/1 1987 udgøre et beløb,
svarende til ca. 49 d.kr.
Det fremgår af forarbejderne til den østrigske lovændring, at det har
været tilsigtet, at tvangslicenssystemet skulle virke som en
»prisbremse« og sikre, at der blev fastsat et vederlagsniveau, der
så lidt som muligt kom til at belaste den østrigske handelsbalance. I
ordningen er der tillige indbygget en forudsætning om, at der ved
fastsættelsen af vederlaget skal tages hensyn til, om de udenlandske
udsendelser, der distribueres, kommer fra lande, der reelt yder beskyttelse i
tilfælde af kabeldistribution af østrigske udsendelser. Den østrigske
tvangslicensordning er således væsensforskellig fra den ordning, der nu er
gennemført i Danmark.
I september 1983 blev der i Belgien indgået en aftale om kabelspredningen
af radio- og fjernsynsudsendelser mellem en organisation af kabeloperatører
og en væsentlig del af rettighedshaverne, herunder de belgiske og udenlandske
radiofonier.
Ifølge aftalen får kabelselskaberne ret til at distribuere de pågældende
radiofoniers fjernsynsprogrammer (plus radioprogrammer), d.v.s. 18
fjernsynsprogrammer, hvoraf 4 indenlandske, mod en betaling, der for 1985
udgør 420 B.F., svarende til ca. 76 kr. Aftalen løber til udgangen af
kalenderåret 1988.
Den omstændighed, at ikke alle rettighedshavere er med i aftalen medfører
- sammenholdt med, at aftalen bygger på den ophavsretlige eneret - at
kabeloperatørerne ikke har opnået fuld sikkerhed imod at blive mødt med krav
om forbud mod kabelfordeling af specifikke programpunkter. De har dermed fået
et argument for ikke at acceptere en for høj betaling.
Ved en bedømmelse af den belgiske aftale må det desuden tages i
betragtning, at der i Belgien ikke er nogen lovbeskyttelse af udøvende
kunstnere, ligesom der heller ikke findes nogen beskyttelsesregel for
radiofonierne, svarende til den danske lovs § 48.
I Belgien domineres kabelspredningen af relativt få store kommercielle
kabelselskaber. De har gennem mange år forsynet de belgiske seere i de større
byer med et stort antal udenlandske programmer.
I Holland blev der indgået en aftale i maj 1985. Den trådte i kraft med
virkning fra 1. juli 1984 og gælder indtil udløbet af juni 1987. Det drejer
sig om en art modelkontrakt, der forudsættes anvendt overfor de enkelte
forskellige kabeloperatører. På rettighedshaversiden er der ligesom - i
Belgien - ikke tale om fuld dækning, og også i Holland bygger aftalen på den
ophavsretlige eneret.
Aftalen giver kabelselskaberne ret til at fordele de to hollandske
fjernsynsprogrammer samt de udenlandske radiofoniers programmer.
For op til 5 udenlandske fjernsynsprogrammer skal der betales et beløb,
svarende til ca. 39 d.kr. Hvis der fordeles mellem 6 og 10 er vederlaget ca.
52 kr., og hvis distributionen omfatter mellem 11 og 15 programmer udgør
vederlaget 65-66 kr. pr. år.
Aftalen indeholder bestemmelser om indeksregulering pr. 1/7 1985 og 1/7
1986, og beløbene må således antages idag at ligge noget højere, end forud
angivet.
Den hollandske lovgivning indeholder lige så lidt som den belgiske regler
om beskyttelse af udøvende kunstnere, og der findes heller ikke nogen
bestemmelse, svarende til § 48 i den danske lov om ophavsret. Holland har
ikke tilsluttet sig den europæiske overenskomst om beskyttelse af
fjernsynsudsendelser.
I Holland er der - som i Belgien - store kommercielle kabelanlæg i nogle
af de større byer, men der findes tillige et stort antal (ca. 6.000) små
fællesantenneanlæg af den type, som forekommer almindeligt i Danmark.
I Norge blev der i 1984 indgået en aftale om videresending over kabelnet
af radio- og fjernsynsprogrammer fra de svenske radiofonier. Aftalen er
indgået mellem på den ene side en antenneinstallatørgruppe (AIG), som har en
række kabeldistributører som medlemmer, og på den anden side de tre svenske
radio- og tv-selskaber, de svenske og norske organisationer, der til en vis
grad kan sammenlignes med COPY-DAN samt den internationale organisation
AGICOA, der repræsenterer filmproducenterne.
Vederlaget blev i overensstemmelse med aftale fastsat af en særlig
voldgiftsret, der afsagde sin kendelse den 21. december 1984.
I kendelsen bestemmes det, at der for året 1985 skal betales 50 n.kr. for
modtagelsen af de to svenske fjernsynsprogrammer (samt de svenske
radioprogrammer). En indeksregulering skulle finde sted i 1986, og beløbet
kom for dette år op på 52,50 n.kr. Vederlaget for 1987 er efter frie
forhandlinger mellem parterne fastsat til 58 n.kr., svarende til ca. 63 d.kr.
Det fremgår af kendelsen, at voldgiftsretten har anlagt det synspunkt, at
modtagelsen af de to svenske TV-programmer måtte tillægges en betydelig værdi
for de ca. 300.000 seere, der omfattes af aftalen og som ellers ikke har
adgang til andet TV end det ene norske program. Ganske særlig vægt synes der
at være lagt på det forhold, at de udenlandske programmer, der her er tale
om, sendes på et sprog, som forstås af de fleste nordmænd.
Forhandlinger om vederlag for kabeldistribution har i flere år været i
gang i Schweitz. Noget endeligt resultat af disse forhandlinger foreligger
imidlertid ikke.
Til det således foreliggende skal nævnet udtale:
ad I. Fastsættelse af vederlagets størrelse m.v
ad I a. Ved fastsættelsen af den omhandlede licensbetaling må det lægges
til grund, at rettighedshaverne har krav på et rimeligt vederlag, men også at
forbrugerne på deres side har et berettiget krav på, at taksterne bliver
rimelige. Ved den afvejning af de modstående interesser, der således skal
finde sted, må som udgangspunkt i første række tages de motivudtalelser, der
indeholdes i bemærkningerne til lovforslaget af 13. december 1984 om ændring
af ophavsretsloven.
Det udtales her, at der i forhold til det enkelte kabelanlæg bør søges
»fastlagt et samlet afgiftsbeløb afpasset efter det antal af programmer,
som spredes over anlægget«.
At antallet af kanaler er af betydning kan dog ikke forstås således, at
vederlaget for flere kanaler bør udfindes ved simpel multiplikation af et
grundbeløb for 1 kanal. For kabelabonnenter består værdien ved en forøgelse
af kanalantallet først og fremmest i den forøgede valgmulighed, som de derved
opnår. Det samlede forbrug af rettighedshavernes beskyttede produkter kan
heller ikke antages at blive forøget i samme takt som det numeriske
kanalantal. Denne ret selvfølgelige betragtning er da også til en vis grad -
omend efter nævnets opfattelse langt fra tilstrækkeligt - tilgodeset i
parternes tarifforslag.
Et væsentligt tvistepunkt er det af rettighedshaverne rejste krav om en
mindstebetaling omfattende 6 fjernsynskanaler, uanset om det enkelte anlæg
kun kan udnytte et mindre kanalantal.
Ved bedømmelsen af dette spørgsmål må det tages i betragtning, at
forpligtelsen til at betale vederlag i henhold til ophavsretslovens § 22 a og
fotografilovens § 11 a i hvert fald endnu et stykke tid også vil komme til at
hvile på husstande der er tilsluttet fællesantenneanlæg, hvori det ikke vil
være muligt at fordele mere end nogle få eller måske endda kun et enkelt
TV-program. Dette kan skyldes anlæggets geografiske placering eller dets
tekniske indretning, ligesom det kan have sin årsag i, at antenneforeningen
ikke ønsker at slutte sig til hybridnettet eller ikke har mulighed herfor.
Dette forhold kunne i og for sig ud fra en ligelighedsbetragtning tale for en
beregning pr. kanal. Imidlertid må nævnet lægge afgørende vægt på det af
rettighedshaverne fremhævede synspunkt, at hvis den tilsigtede
rettighedsclearing overhovedet skal kunne fungere, må dette forudsætte, at
der ved en minimering af vederlaget uafhængigt af de enkelte anlægs
kanalantal sikres dem dækning for ordningens ikke ubetydelige
administrationsudgifter og derudover et rimeligt beløb til fordeling.
Spørgsmålet bør kunne optages til fornyet overvejelse, når hybridnettet er
videre udbygget.
I lovmotiverne hedder det dernæst, at størrelsen af det samlede vederlag
for det enkelte anlæg bør »afpasses efter de aftaler, som måtte være
indgået på området i Europa«.
Med hensyn til indholdet af de europæiske ordninger, som er nævnet
bekendt, henvises til redegørelsen ovenfor i kendelsen.
En nærmere sammenligning med disse ordninger er behæftet med betydelig
usikkerhed, idet forholdene i de enkelte lande i flere henseender ikke er
sammenlignelige. Af denne grund kan man navnlig ikke tillægge oplysningerne
fra Østrig nogen særlig vægt.
Den hollandske ordning er efter nævnets opfattelse bedst egnet til
sammenligning. I Holland er der - ved siden af enkelte store kabelanlæg - et
stort antal mindre fællesantenneanlæg, svarende til dem vi kender i Danmark.
Det må på den anden side tages i betragtning, at der ingen beskyttelse er for
udøvende kunstnere og heller ingen selvstændig beskyttelse for radiofonier
samt at ikke alle rettighedshavere er med i aftalen.
I Belgien har en væsentlig del af seerne gennem mange år kunnet modtage et
stort antal udenlandske programmer (10-12) gennem store kabelanlæg med
betydelig kapacitet. Dette må antages at være baggrunden for, at man har
aftalt en samlet betaling svarende til knap 80 kr. for hele kabeludbudet på
16-18 kanaler.
Den ordning, der er truffet i Norge, er der naturligvis særlig grund til
at lægge vægt på i betragtning af, at den norske lovgivning på området har
stor lighed med den danske. Som det er anført i redegørelsen for de
udenlandske betalingsordninger har den norske afgørelse imidlertid kun en
begrænset rækkevidde. Den vedrører alene modtagelsen af de 2 svenske
fjernsynsprgrammer (plus radio) i tilgift til Norsk Rikskringkastings, og man
kan intet udlede af den, om hvor vederlagsniveauet ville være blevet lagt i
tilfælde af, at det havde drejet sig om mere end 2 udenlandske programmer
eller om andre programmer end de svensksprogede.
Lovmotiverne omtaler udover det allerede citerede, at det ved
vederlagsfastsættelsen må tages i betragtning, at »spredningen af
udenlandske programmer har et vist sekundært præg i forhold til spredningen
af de danske programmer, for hvilke kabelabonnenterne gennem licensbetaling
til DR dækker de fulde omkostninger ved programmernes produktion og
distribution«.
Endelig udtales det, at det samlede vederlag som pålægges den enkelte
kabelabonnent »ikke bør overstige en vis mindre procentdel af, hvad der
betales i licens til DR for eksistensen af de danske programmer«.
ad I b. Angående spørgsmålet om, fra hvilket tidspunkt vederlag eventuelt
skal kunne kræves, må nævnet principielt være af den opfattelse, at da den
ændrede retstilstand er etableret fra ændringslovens ikrafttræden den 1. juli
1985, må rettighedshaverne have adgang til at indkræve vederlag allerede fra
denne dato. Nævnet finder ikke, at rettighedshaverne har udvist nogen
passivitet, eller at der i øvrigt foreligger noget, som kan betage dem denne
mulighed. Dette må i alt fald gælde i forhold til teleselskaberne.
ad I c. Spørgsmålet om tidsmæssig begrænsning af takstfastsættelsen og i
forbindelse hermed om indeksering af taksterne:
I grundlaget for beløbsfastsættelsen indgår mange usikre faktorer.
Ligeledes må det forudses, at der ved ordningens gennemførelse i praksis og
med udviklingen af hybridnettet vil kunne indvindes erfaringer, som begrunder
en revision af taksterne. Endvidere må det antages at udviklingen i andre
lande kan influere på bedømmelsen af beløbsfastsættelsen. Under disse
omstændigheder finder nævnet at fastsættelsen bør tidsbegrænses til udgangen
af juni 1988.
Når afgørelsen således tidsbegrænses, har spørgsmålet om en automatisk
indeksregulering mindre betydning. Ved nævnets nedenfor angivne fastsættelse
af taksterne tager man som udgangspunkt det nugældende pris- og lønniveau med
et vist skønnet hensyn til den sandsynlige økonomiske udvikling frem til juni
1988. Man ser herefter bort fra at fastsætte nogen indeksregulering.
Efter en samlet vurdering, mener nævnet at kunne opstille følgende tarif:
Der betales pr. tilsluttet husstand årligt:
For til og med 3 fjernsynskanaler
(og samtlige lydradiokanaler) ialt 45 kr.
for hver fjernsynskanal udover 3 til
og med et samlet antal af 6 10 kr. pr. kanal
for hver fjernsynskanal udover 6 til
og med et samlet antal af 12 5 kr. pr. kanal
for hver fjernsynskanal derudover 3 kr. pr. kanal
ad II. Teleselskabernes forbehold over for rettighedshavernes modeludkast
til aftaler.
Således som sagen er forelagt nævnet må det lægges til grund at uenigheden
mellem parterne alene angår de i § 3 i bilag 2 omhandlede forhold.
Efter motiverne til loven om ophavsretsændringen må nævnet for sit
vedkommende anse det for utvivlsomt, at teleselskaberne ikke i deres egenskab
af signaltransportører gennem hybridnettet kan pålægges noget ansvar for
modtagerforeningernes opfyldelse af deres forpligtelser over for
rettighedshaverne. Opkrævningen af vederlag hos de nævnte foreninger m.v.
påhviler principielt Copy-Dan. Det er imidlertid - således som det også
berøres i lovmotiverne - nærliggende, at teleselskaberne bistår Copy-Dan
hermed.
Nævnet kan heller ikke pålægge teleselskaberne at overvåge og afbryde
hybridnetstilslutningen til anlæg, der ikke måtte overholde forpligtelserne
over for Copy-Dan.
Herefter
bestemmes:
Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab, Fyns kommunale Telefonselskab og Jydske
Telefon-Aktieselskab skal som ejere af kabelanlæg indenfor hvert sit
koncessionsområde til COPY-DAN's forvaltningssektor »Kabel-TV«
betale vederlag efter nedenstående takstskala for den i ophavsretslovens §§
22 a og 54, stk. 2 samt fotografilovens § 11 a nævnte fordeling af radio- og
fjernsynsudsendelser.
Der betales pr. husstand, som er tilsluttet vedkommende anlæg, årligt:
For til og med 3 fjernsynskanaler
(og samtlige lydradiokanaler) ialt 45 kr.
for hver fjernsynskanal udover 3 til
og med et samlet antal af 6 10 kr. pr. kanal
for hver fjernsynskanal udover 6 til
og med et samlet antal af 12 5 kr. pr. kanal
for hver fjernsynskanal derudover 3 kr. pr. kanal
Alle beløb er exclusive moms.
Vederlaget skal kunne kræves fra den 1. juli 1985.
Fastsættelsen er gældende indtil udløbet af juni 1988.
Jørgen Pedersen Urne W. Weincke
Officielle noter
Ingen
Afgørelser om de samme bestemmelser
Lignende dokumenter
- Skrivelse om optagelse og opbevaring af radio- og TV-udsendelser til undervisningsbrug (* 1) Retsinformation · 1. oktober 1997
- 1994 LSF 21 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF OPHAVSRETSLOVEN Retsinformation · 23. december 1994
- Landsskatteretskendelse Retsinformation · 3. oktober 2000
- Forslag til Lov om ændring af ophavsretsloven (Revision af blankbåndsordningen, kopiering til privat brug m.v.) Retsinformation · 8. oktober 2003
- 1994 LSF 119 FORSLAG TIL LOV OM OPHAVSRET(* 1) Retsinformation · 15. juni 1995
- 1995 LSF 186 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF OPHAVSRETSLOVEN (OPHÆVELSE AF REVISIONSBESTEMMELSE) Retsinformation · 1. maj 1996