Spring til indhold

Retsinformation

5.4.3 Dårlig kommunikation mellem sundhedspersoner

KEN nr 15096 af 25/06/1993Endelig adm. afgørelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet30. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

5.4.3 Dårlig kommunikation mellem

sundhedspersoner

En 67-årig kvinde henvendte sig telefonisk til sin tandlæge på grund af

ømhed i en tand. Tandlægen, som var bekendt med, at tanden kunne volde

vanskeligheder, havde fridag og ordinerede telefonisk penicillin.

Senere samme dag aflagde en vagtlæge besøg i hjemmet. Han undersøgte

munden og foretog lungestetoskopi. Desuden ordinerede han penicillin samt

henviste til tandlæge.

De efterfølgende tre dage gik patienten til kontrol hos tandlægen, som

foretog grundig tandrensning.

Den tredje dag blev en ny vagtlæge tilkaldt på grund af, at patienten

havde feber og smerter. Lægen undersøgte mundhulen og fandt tegn på

betændelse og ordinerede et mere bredspektret penicillinpræparat. Han foretog

ikke yderligere undersøgelser.

På fjerde dagen kom egen læge på sygebesøg. Han fandt patienten påvirket

med 39,5 graders feber. Han undersøgte mundhulen og fandt tandkødsbetændelse

med vævsdød.

På femte dagen, en lørdag, blev der foretaget mundskylning hos tandlægen.

Da patienten stadig havde feber, ville tandlægen kontakte patientens læge om

mandagen på grund af behandlingens manglende effekt.

Samme aften blev der aflagt sygebesøg af den samme vagtlæge, som aflagde

besøg den første dag. Han foretog ikke en klinisk undersøgelse og blev ikke

bekendt med temperaturforhøjelsen. Han gav en smertestillende injektion.

Samme nat afgik patienten ved døden. Obduktionen viste udtalt

tandkødsbetændelse samt blokudtrækninger i lunge og hjertehinde.

Undersøgelsen af knoglemarven viste manglende dannelse af hvide blodlegemer.

Sagen blev taget op til behandling i Patientklagenævnet efter indberetning

fra embedslægeinstitutionen.

Sundhedsstyrelsen fandt, at der var tale om en meget sjælden

lidelse, og at det ikke kunne kritiseres, at de implicerede læger ikke var

Læs alt

klar over, at det primære i tilstanden ikke var mundhuleforandringerne, men

at disse var sekundære i forhold til en tilgrundliggende immundefekt.

Sundhedsstyrelsen indstillede, at det over for vagtlægen, der

havde aflagt besøg to gange, skulle beklages, jf. lægelovens § 6, stk. 1, at

han ikke erkendte, at der ved det andet besøg forelå en usædvanlig og

alvorlig tilstand, som krævede akut undersøgelse og behandling, og at det

blev beklaget, at han ikke indhentede de fornødne oplysninger. Endvidere

indstillede Sundhedsstyrelsen , at det var udtryk for manglende omhu,

at vagtlægen gav en smertestillende injektion uden forinden at have overvejet

diagnostiske muligheder, og at lægen på grund af den manglende

behandlingseffekt og tilstandens alvor burde have foranlediget akut

indlæggelse.

Samtidig fandt Sundhedsstyrelsen , at det skulle indskærpes over

for lægen at udvise større omhu og samvittighedsfuldhed i sit fremtidige

virke.

Patientklagenævnet fandt ikke anledning til kritik af den

behandling, patienten havde modtaget, under hensyn til at der var tale om en

sjælden og vanskelig diagnosticerbar lidelse, men fandt, at det havde været

hensigtsmæssigt, om der havde været bedre kontakt og kommunikation mellem

egen læge, tandlægen og vagtlægen.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter