Spring til indhold

Retsinformation

Overflytning til fuldtidsforsikring, arbejde som personlig hjælper for voksen søn

KEN nr 60384 af 01/01/1997Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet30. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Overflytning til fuldtidsforsikring, arbejde

som personlig hjælper for voksen søn

Ved begæring modtaget i kassen den 20. marts 1997

anmodede medlemmet om overflytning fra deltids- til fuldtidsforsikring

på baggrund af 37 timers ugentligt arbejde som personlig hjælper

for sin handicappede hjemmeboende søn.

Kristelig Arbejdsløshedskasse forespurgte den 25.

marts 1997 Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, om kassen,

på baggrund af oplysninger fra kommunen om, at medlemmet blev

aflønnet som en ufaglært medhjælper i plejesektoren for 37

timers ugentlig beskæftigelse, kunne anse hendes

fuldtidbeskæftigelse for tilstrækkeligt dokumenteret til, at

overflytning til fuldtidsforsikring kunne finde sted.

Det fremgik desuden af oplysningerne, at sønnen var

registreret som arbejdsgiver, men at han ikke var i stand til at

udfærdige lønsedler, der i givet fald måtte

udfærdiges af medlemmet selv.

Direktoratet udtalte i besvarelse til kassen af 29. april

1997 vejledende, at det var direktoratets umiddelbare opfattelse, at

beskæftigelsen ikke kunne medregnes til opfyldelse af

beskæftigelseskravet ved overflytning til fuldtidsforsikring.

Direktoratet henviste til, at plejeforhold etableret i henhold til bl.a.

bistandslovens ' 48 ikke kunne

betragtes som lønarbejde, hvilket fremgik af vejledningen til

direktoratets bekendtgørelse nr. 1170 af 21. december 1995 om

beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode.

Direktoratet begrundede sin opfattelse med, at

plejeforholdet efter det oplyste var etableret i henhold til bistandslovens

' 48, stk. 4.

Afdelingen traf den 12. maj 1997 afgørelse om, at

Læs alt

medlemmet ikke kunne overflyttes til fuldtidsforskikring, da hendes arbejde

som handicap hjælper for sønnen ikke kunne betragtes som

lønarbejde.

Afdelingen henviste til ' 2, stk. 5, i direktoratets bekendtgørelse

nr. 755 af 20. september 1995 om overflytning mellem deltids- og

fuldtidsforsikring og til ' 2, stk.

1, i direktoratets bekendtgørelse nr. 1170 af 21. december 1995 om

beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode med

tilhørende vejledning.

Afdelingen begrundede afgørelsen med, at

plejeforholdet var etableret i henhold til bistandslovens ' 48.

Medlemmet klagede den 20. maj 1997 over afdelingens

afgørelse. I klagen anførte hun bl.a., at det måtte bero

på en misforståelse, når afdelingen anførte, at hun

fik løn efter bistandsloven, idet hun rent faktisk blev

aflønnet af sin søn. Hun anmodede på den baggrund om en

revurdering af sin anmodning om overgang til fuldtidsforsikring.

Kassens hovedledelse tiltrådte den 7. juli 1997

afdelingens afgørelse.

I oversendelsesbrev til direktoratet af 8. juli 1997

bemærkede hovedledelsen, at det var kassens opfattelse, at der burde

være forskel på, om støtten i henhold til bistandslovens

' 48 blev givet direkte til

forældrene eller til den handicappede.

Hovedledelsen anbefalede således, at

beskæftigelsen i det konkrete tilfælde kunne medregnes til

overflytning til fuldtidsforsikring, idet det var den handicappede, der fik

ubetalt penge til aflønning af en personlig hjælper. Til

støtte for sin opfattelse anførte kassen, at sønnen

kunne have valgt at ansætte en anden end sin mor, og at lønnens

størrelse svarede til lønnen for en ufaglært i

plejesektoren. Kassen fandt således, at beskæftigelsen burde

betragtes som Ahjemmehjælper

i eget hjem@.

Direktoratet traf afgørelse den 12. september 1997.

Ved denne afgørelse fandt direktoratet, at medlemmet ikke var

berettiget til overflytning fra deltids- til fuldtidsforsikring.

Direktoratet henviste til

arbejdsløshedsforsikringslovens ' 68, stk. 3, samt til ' 2 i direktoratets bekendtgørelse nr. 775

af 20. september 1995 om overflytning mellem deltids- og fuldtidsforsikring,

og til ' 2, stk. 1, med

tilhørende vejledning, i direktoratets bekendtgørelse nr. 1170

af 21. december 1995 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og

aktivperiode.

Ved afgørelsen lagde direktoratet vægt

på, at medlemmet ikke havde haft lønarbejde i et omfang, der

berettigede til fuldtidsforsikring. Direktoratet fandt således, at

medlemmets beskæftigelse som handicap hjælper ikke kunne anses

som beskæftigelse i et sædvanligt ansættelsesforhold, idet

direktoratet herved lagde vægt på,

- at der var tale om beskæftigelse i eget

hjem med pasning af egen søn,

- at det syntes at have været en

forudsætning for kommunen for ydelse af tilskud til sønnen, at

det var medlemmet, der passede ham,

- at tilskuddet til sønnen blev ydet efter

bistandslovens ' 48, stk. 4, og

- at der ved beregningen af tilskuddet syntes at

være taget udgangspunkt i medlemmets forhold, og

- at

der ikke forelå en

ansættelsesaftale, lønsedler m.m., der dokumenterede

beskæftigelsens art og omfang.

Medlemmet klagede den 25. september 1997 over

direktoratets afgørelse. I klagen anførte hun bl.a., at hun

mente, at direktoratets afgørelse var truffet på et forkert

grundlag, idet det ikke var forudsat af kommunen, at det var hende der skulle

passe sønnen. Det havde alene været tilfældet indtil

sønnen fyldte 18 år, men efter 1. januar 1996 var der ikke

længere taget udgangspunkt i hendes forhold.

Medlemmet gjorde således gældende, at der fra

kommunens side alene var udbetalt løn til en hjælper i 37 timer

pr. uge, og at hendes søn således kunne have valgt at

ansætte en anden hjælper.

Direktoratet anmodede i brev af 1. oktober 1997

Aulum-Haderup Kommune om bemærkninger til oplysningerne i medlemmets

klage om, at kommunen ikke havde taget udgangspunkt i hendes

økonomiske forhold ved bevillingen af tilskud, ligesom det ikke havde

været en forudsætning for bevillingen, at hun selv passede

sønnen.

I besvarelse til direktoratet af 3. oktober 1997 oplyste

Aulum-Haderup Kommune, at der i forbindelse med at sønnen blev myndig

blev bevilget hjælp til aflønning af en personlig hjælper,

svarende til de gældende takster indenfor området, og bevilget

efter bistandslovens ' 48, stk. 4.

Når der i papirerne fra kommunen var tale om delvis aflønning

skyldtes det, at der blev udbetalt et plejetillæg til sønnen

sammen med pensionen, som var beregnet til at aflønne hjælp,

hvorfor halvdelen af plejetillægget blev modregnet i ' 48, stk. 4- hjælpen.

Kommunen bekræftede, at det stod sønnen frit

for, hvem han valgte som personlig hjælper, idet der ikke fra kommunens

side var stillet krav til hvem eller hvor mange det drejede sig om.

Direktoratet oversendte den 16. oktober 1997 sagen til

ankenævnet, idet direktoratet fastholdt den trufne

afgørelse.

I oversendelsesbrevet bemærkede direktoratet, at det

fortsat var direktoratets opfattelse, at der ikke var tale om

beskæftigelse i et sædvanligt beskæftigelsesforhold.

Direktoratet lagde herved vægt på, at der var tale om

beskæftigelse i eget hjem, at tilskuddet blev ydet efter bistandslovens

' 48, stk. 4, og at der ikke var en

ansættelsesaftale, lønsedler m.m., der dokumenterede

beskæftigelsens art og omfang.

I brev til ankenævnet af 11. november 1997 uddybede

Spastikerforeningen på medlemmets vegne hendes klage over direktoratets

afgørelse.

Spastikerforeningen præciserede således bl.a.,

at kommunens ydelse af tilskud var uafhængigt af, hvem der passede

sønnen. Det var ligeledes en misforståelse, når

direktoratet havde lagt til grund, at tilskuddet tog udgangspunkt i

medlemmets forhold - det havde alene været tilfældet indtil

sønnen fyldte 18 år, idet medlemmet indtil dette tidspunkt fik

udbetalt kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i henhold til

bistandslovens ' 48, stk. 3. Efter

at sønnen var fyldt 18 år blev ydelsen udbetalt til ham til

aflønning af en hjælper efter bistandslovens ' 48, stk. 4.

Det var Spastikerforeningens opfattelse, at direktoratet i

det hele havde forvekslet medlemmets ansættelse med den kompensation,

der i henhold til bistandslovens '

48, stk. 3 kunne ydes til pasning af handicappet barn.

Ankenævnets sekretariat anmodede den 13. november

1997 direktoratet om bemærkninger til Spastikerforeningens supplerende

oplysninger til sagen.

Direktoratet meddelte i brev af 12. december 1997, at

direktoratet ikke fandt anledning til at ændre sin afgørelse

på baggrund af de supplerende oplysninger.

Direktoratet bemærkede, at det af ' 2, stk. 1 i bekendtgørelsen om

beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode fremgik, at

beregning af beskæftigelseskravet skulle foretages på baggrund af

opgjorte løntimer i et sædvanligt beskæftigelsesforhold,

der var i overensstemmelse med gældende overenskomster eller i

øvrigt udført på almindelige løn- og

arbejdsvilkår. Direktoratet henviste videre til, at der i vejledningen

til bekendtgørelsen var opregnet en række arbejdsområder

som adskilte sig fra, hvad der normalt forstås ved lønarbejde,

og som derfor var behandlet særskilt. I disse situationer var det

bestemt, at de almindelige kendetegn ved lønarbejde skulle tages i

betragtning sammen med eventuelle særlige krav.

Beskæftigelse som hjemmehjælper i eget hjem

kunne således betragtes som lønarbejde, hvis der var tale om

sædvanlige løn- og ansættelsesvikår, og

hjemmehjælperen var undergivet kommunalt tilsyn, mens plejeforhold

etableret i henhold til bl.a. bistandslovens ' 48 ikke kunne betragtes som

lønarbejde.

Det var fortsat direktoratets opfattelse, at medlemmets

beskæftigelse ikke kunne betragtes som beskæftigelse i et

sædvanligt ansættelsesforhold, idet direktoratet lagde vægt

på, at hun var beskæftiget som handicaphjælper for sin

søn, at sønnen var arbejdsgiver og aflønnede hende, at

der ikke fandtes lønsedler, og at medlemmet i givet fald selv

måtte udforme lønsedler, da hendes søn ikke var i stand

dertil. Endelig lagde direktoratet vægt på, at medlemmet ikke var

undergivet kommunens eller andres tilsyn.

Ankenævnet fandt ved sin afgørelse, at

medlemmet måtte anses for berettiget til overflytning til

fuldtidsforsikring på baggrund af beskæftigelsen som

handicaphjælper.

Ankenævnet ændrede således Direktoratet

for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Lignende dokumenter