Spring til indhold

Retsinformation

Optagelser af møder mellem borger og myndighed

FOU nr 2005.578UdtalelserFolketinget5. oktober 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Optagelser af møder mellem borger og

myndighed

Det fremgår af sagen at A siden juli 2002 har anmodet

myndighederne om at kunne optage møder på diktafon/båndoptager. A har oplyst

at

dette ønske skyldes dels at han ønsker at undgå misforståelser, dels at han

på

grund af sit handicap ikke kan overskue og sammenholde flere informationer,

og

at han i øvrigt er ordblind.

Københavns Kommune afslog ved breve af

29. juli 2002,

7. marts 2003

og

7. april 2003

at lade A benytte

båndoptager/diktafon under møder med hans sagsbehandler. Af kommunens brev af

29. juli 2002

fremgår

bl.a.:

”I henhold til forvaltningslovens § 8 har du mulighed for at

medbringe en bisidder. Derudover har du mulighed for at holde ( ) [A’s

sagsbehandler; min præcisering] ansvarlig for sagsbehandlingen i henhold til

Lov om offentlighed i forvaltningens § 6 om notatpligt vedrørende mundtlige

oplysninger og Forvaltningslovens § 9 om aktindsigt, § 10 [skulle nok have

været § 19; min bemærkning] om partshøring og §§ 22-24 om begrundelse.

I øvrigt at det muligt at manipulere en båndoptagelse af en

samtale, så det kan misbruges.”

Disse betragtninger er blevet fastholdt i de efterfølgende

breve.

Læs alt

Ved brev af

1. maj 2003

afslog Det Sociale Nævn for Københavns og

Frederiksberg Kommuner at lade A anvende diktafon/båndoptager under møder med

det sociale nævn. Af brevet fremgår bl.a.:

”Begrundelsen er, at nævnet ikke finder, at der er regler

herom i forvaltningsloven. Forvaltningslovens kapitel 3 indeholder regler om

vejledning og repræsentation, hvor der er adgang til at medbringe en

bisidder.

Der er ingen regler i forvaltningsloven eller i den sociale lovgivning i

øvrigt,

der giver Dem en ret til at anvende båndoptager under møderne.

Nævnet finder, at Deres interesser kan varetages på en anden

måde. Nævnet skal her bemærke, at der ved hver enkelt møde/samtale med Dem

bliver udfærdiget en ’kontorrapport’, jf. offentlighedslovens § 6,

stk. 1 om

indholdet af mødet/samtalen, hvor De har mulighed for at anmode om en kopi

med

henblik på at komme med Deres bemærkninger. Nævnet vil ved fastsættelsen af

fristen tage hensyn til Deres handicap. De har desuden mulighed for at

medbringe

en bisidder af eget valg og for egen regning. Nævnet har ikke mulighed for at

afholde udgiften til bisidderen.

Nævnet er således af den opfattelse, at Deres interesser

bliver varetaget på betryggende måde.

Nævnet vedlægger de i sagen allerede foreliggende

kontorrapporter, som indeholder et notat om samtalernes/mødernes indhold.

Såfremt De har bemærkninger til kontorrapporterne bedes De fremkomme med

disse

snarest muligt og inden 14 dage fra d.d. Såfremt De ikke har mulighed for at

overholde denne frist bedes De underrette nævnet herom.”

Den 27.

september 2004

bad jeg Det Sociale Nævn for Københavns og

Frederiksberg Kommuner og Københavns Kommune om udtalelser til sagen.

Af Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg

Kommuners udtalelse af

19.

oktober 2004

fremgår bl.a.:

”Ved afvisningen af brug af båndoptager ved møder mellem

sagsbehandleren og (A) tog nævnssekretariatet udgangspunkt i de

forvaltningsretlige regler om officialprincippet, vejledning og

repræsentation,

herunder adgang til at medbringe en bisidder.

Nævnssekretariatet har herved lagt til grund, at der ikke i

de forvaltningsretlige regler eller i sociallovgivningen er regler, der

udtrykkeligt giver en part adgang til at benytte båndoptager. Efter

nævnssekretariatets opfattelse følger det imidlertid af de

forvaltningsretlige

regler, at sekretariatet efter omstændighederne skal være opmærksom på, om en

klager har behov for hjælp til løsning af forståelsesmæssige problemer, f.

eks

udlændinges problemer med at forstå det danske sprog eller

kommunikationshæmmedes

forståelsesproblemer som følge af handicappet. Der henvises herved til

Forvaltningsret, 2. udgave p. 381 ved Hans Gammeltoft-Hansen m.fl.

Nævnssekretariatet har endvidere lagt til grund, at partens

interesse i at sikre sig dokumentation for myndighedernes sagsbehandling

efter

lov om offentlighed i forvaltningen er sikret ved regler om notatpligt om

mundtlige oplysninger, der ligger til grund for en afgørelse og ved

forvaltningslovens regler om parters ret til aktindsigt, partshøring og

begrundelse.

Ved beslutningen var nævnssekretariatet endvidere opmærksom

på vedlagte afgørelse af

20.

januar 2000

fra Frederiksborg Statsamts Tilsynsråd. Da spørgsmålet

om brug af båndoptager under møder i nævnssekretariatet ikke sås at have

foreligget til egentlig afgørelse tidligere i nævnet, forespurgte

sekretariatet

til praksis i Frederiksborg Statsamt, som sendte Tilsynsrådets afgørelse til

orientering.

Nævnssekretariatet var ved afgørelsen opmærksom på, at (A)

er ordblind.

Nævnssekretariatet vurderede, at (A) kunne varetage sine

interesser på betryggende måde ved hjælp af sekretariatets udfærdigelse af

udførlige kontorrapporter om indholdet af møder/samtaler, således at han ved

modtagelse af kopi heraf, kunne komme med sine bemærkninger. Ved fristen for

afgivelse af bemærkninger ville nævnet tage hensyn til hans handicap.

Under sagsforløbet har det været nævnssekretariatets

vurdering, at (A) har været i stand til at læse og forstå referaterne af

samtalerne med sagsbehandleren, og har været i stand til at formulere sig og

komme med bemærkninger til sagen, som er blevet medinddraget i nævnets

afgørelse. Nævnet har givet aktindsigt i kontorrapporterne og som anført ved

oversendelsen til Ankestyrelsen

den 28. maj 2004, synes (A) såvel ved møder i nævnet som

ved skriftlige klager at have haft et sådant overblik over sagen, at

nævnssekretariatet ikke har fundet grundlag for at pege på behov for en

bisidder.

Det bemærkes, at han ved møde i nævnssekretariatet

den 26. maj 2003

havde en

bisidder med fra ( ) Ordblindeskole. Det fremgår af kontorrapporten, at

bisidderen oplyste, at have kendt (A) siden han var ca. 14 år, at han fik

støtte fra ordblindeskolen, og at det var utroligt at se, hvilke fremskridt

han

havde gjort gennem årene.

Ved afslaget på at bruge båndoptager var nævnssekretariatet

opmærksom på muligheden for et eventuelt misbrug af båndoptagelsen.

Der henvises i denne forbindelse til vedlagte kontorrapport

af

12. november 2002.

hvor det fremgår, at sagsbehandleren indledningsvis gav tilladelse til, at

samtalen

blev optaget på bånd. I forbindelse med at (A) ved samtalens afslutning

oplyser, at han har en aftale med en journalist fra avisen ( ), præciserer

sagsbehandleren, at brug af en eventuel båndoptagelse af møder her i nævnet

er

til brug for varetagelse af hans interesser under sagens behandling i nævnet

og

ikke til renskrift eller til citat eller afspilning i pressen.

Sagsbehandleren

oplyser endvidere, at det ikke kan loves, at fremtidige samtaler kan optages

på

bånd.

Som det fremgår, har nævnssekretariatet ikke en generel

praksis om at afvise brugen af båndoptager. Spørgsmålet synes i øvrigt kun at

have været aktuelt i få sager.

Der har været tilfælde, hvor sagsbehandlerne eller

telefonvagten kan have haft en fornemmelse af, at samtalen blev optaget på

bånd, uden at man har reageret herpå. Der har været et enkelt tilfælde, hvor

klager efter samtalen afslutning har nævnt overfor sagsbehandleren, at

samtalen

var optaget på bånd. Sagsbehandleren meddelte at dette ikke kunne accepteres,

men foretog sig i øvrigt ikke yderligere i den anledning. Ved

telefonbetjeningen sker det også, at telefonvagten kan have en fornemmelse

af,

at samtalen bliver optaget på bånd, uden at vagten spørger nærmere til det.

Nævnssekretariatet vil vurdere hvert enkelt tilfælde konkret

og beslutte ud fra de konkrete oplysninger, om brug af båndoptager er

nødvendigt for at gennemføre sagsbehandlingen og tilgodese partens deltagelse

i

behandlingen af sin sag. Muligheden for eventuelt misbrug af båndoptagelsen

vil

efter en konkret vurdering indgå i vurderingen.”

Københavns Kommune gentog ved brev af

15. december 2004

det af kommunen

tidligere anførte.

Ombudsmandens udtalelse

”Beslutningen om hvorvidt en borger kan få tilladelse til at optage en

samtale som vedkommende har med en offentlig myndighed, er en procesledende

beslutning. Rammerne for en procesledende beslutning kan være reguleret i

loven, f.eks. forvaltningsloven, eller i andre forvaltningsretlige regler,

herunder forvaltningsretlig praksis.

Ved domstolene er det forbudt at optage billeder og lyd medmindre retten

undtagelsesvis tillader det, jf. retsplejelovens § 32, stk. 1.

I den forvaltningsretlige eller socialretlige lovgivning findes ingen regler

der generelt regulerer muligheden for at foretage lyd- eller billedoptagelser

af møder med myndighederne. På skatteområdet findes der imidlertid i § 5,

stk. 1, 3. pkt., og § 6, stk. 1, 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 1107 af

12. december 2003

om forretningsorden for skatteankenævn en regel om at båndoptagelse af møder

i skatteankenævnene – der ikke er offentlige – ikke kan

finde sted.

Justitsministeren har i besvarelsen af S 4066 af

29. juli 2003

forholdt sig

til spørgsmålet. Svaret og det tilhørende spørgsmål har følgende ordlyd:

’Spm. nr. S 4066

Til justitsministeren (29/7 03) af:

Line Barfod (EL):

’Vil ministeren oplyse, om der – bortset fra retsplejelovens

regler vedrørende domstolene – findes lovregler, der forbyder borgere at

foretage båndoptagelse af en samtale, de selv deltager i, og såfremt dette

ikke

er tilfældet, om offentlige myndigheder, f.eks. en socialforvaltning, kan

forbyde en borger at optage en samtale på bånd?’

Svar (11/8 03)

Justitsministeren (Lene Espersen):

’Efter bestemmelsen i straffelovens § 263, stk. 1, nr. 3,

straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, som uberettiget ved

hjælp

af et apparat hemmeligt aflytter eller optager udtalelser fremsat i enrum,

telefonsamtaler eller anden samtale mellem andre eller forhandlinger i lukket

møde, som han ikke selv deltager i, eller hvortil han uberettiget har skaffet

sig adgang.

Optagelse på bånd af telefonsamtaler eller anden samtale,

som den pågældende selv deltager i, falder uden for denne bestemmelse. Det

gælder også i tilfælde, hvor optagelsen sker uden den anden parts viden.

Der er ikke herudover i lovgivningen fastsat almindelige

regler om borgeres adgang til at optage samtaler med forvaltningsmyndigheder

på

bånd.

Spørgsmålet om borgeres adgang til at optage sådanne

samtaler på bånd ses endvidere ikke behandlet hverken i retspraksis,

ombudsmandspraksis eller i litteraturen.

På den baggrund finder Justitsministeriet ikke i den

foreliggende sammenhæng at kunne bidrage med yderligere til det stillede

spørgsmål.’’

I Højesterets dom optryk i UfR 1972.601 H forholdt

Højesteret sig til en journalists ret til at bruge båndoptager under

offentlige

kommunalbestyrelsesmøder. Højesteret udtalte at reglen i den kommunale

styrelseslovs § 10 om kommunalbestyrelsesmøders offentlighed ikke gav

journalister og andre tilhørere ret til at optage forhandlingerne på bånd

eller

lignende hvis benyttelse kan være forbundet med en vis usikkerhed og åbne

mulighed for misbrug. Det måtte være overladt til den enkelte

kommunalbestyrelse at afgøre om – og i bekræftende fald på hvilke vilkår

– den

ville tillade brug af båndoptagere i sine møder. Den trufne beslutning var

der

ikke grundlag for at tilsidesætte som usaglig. Højesteretsdommer F. Thygesen

har i en kommentar til dommen i UfR 1972B.248 givet udtryk for at retten

fandt

at sagen i virkeligheden ikke angik et forbud (for hvilket der må søges

hjemmel), men en tilladelse som kommunalbestyrelsen kunne afslå eller give

eventuelt på visse vilkår, simpelt hen fordi det drejede sig om

kommunalbestyrelsens møder som den kan forme som den vil, når blot de

gældende

regler overholdes. Det var under sagen ubestridt at kommunalbestyrelsens

afgørelse af spørgsmålet ligesom andre kommunale beslutninger må træffes ud

fra

saglige overvejelser; man kan f.eks. ikke give tilladelse til én avis og sige

nej til en anden.

Fra administrativ praksis har Tilsynsrådet for Frederiksborg

Amt ved udtalelse af

20.

januar 2000

ikke fundet grundlag for at antage at en kommune

handlede i strid med lovgivningen ved at afvise en borgers anmodninger om at

måtte benytte båndoptager ved møder med de ansatte der behandlede borgerens

sager i kommunen.

Den forvaltningsretlige teori ses ikke at have behandlet

spørgsmålet direkte.

Det er almindeligt antaget at forvaltningens møder ikke er

offentlige, jf. bl.a. Folketingets Ombudsmands beretning for 2000, s. 552

ff*.

Højesterets afgørelse i UfR 1972.601 H er efter min

opfattelse udtryk for det princip at offentlige myndigheder, hvis ikke andet

fremgår af de regler der gælder for myndighedens virksomhed, selv sætter

rammerne for de møder som myndigheden afholder. Men rammerne skal fastsættes

ud

fra saglige overvejelser.

Der er efter min opfattelse ikke er noget til hinder for at

en myndighed – medmindre andet fremgår af de regler der gælder for den

pågældende myndighed – accepterer at en borger optager møder mellem

borgeren og

myndigheden. Spørgsmålet er imidlertid om borgeren har en ret til at optage

møder også i tilfælde hvor forvaltningen modsætter sig borgerens ønske herom.

Lydoptagelser af møder mellem borgere og forvaltning kan

efter min opfattelse for borgeren tjene i hvert fald to saglige formål,

nemlig

dels at sikre dokumentation for hvad der er sket og sagt under mødet, dels at

hjælpe navnlig borgeren til at huske og bearbejde indholdet af mødet.

I de gældende forvaltningsretlige regler findes der følgende

bestemmelser der søger at tilgodese borgerens muligheder for at sikre sig

dokumentation for og huske indholdet af mødet:

I lov om offentlighed i forvaltningens § 6, stk. 1, er

bestemt at i ’sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en

forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger

vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens

afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre

notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt

oplysningerne

i øvrigt fremgår af sagens dokumenter’.

Det følger af princippet om god forvaltningsskik at

myndighederne bør sikre sig bevis for og undgå tvivl om hvad der er sagt og

foregået i sagen, jf. Jens Olsen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s.

642.

Endvidere findes forvaltningslovens regler om aktindsigt

(kapitel 4), partshøring (§ 19) og begrundelse (§§ 22-24) samt adgangen til

repræsentation (§ 8), herunder til at medbringe en bisidder til møder.

Over for hensynet til borgeren står det modstående hensyn at

– navnlig digitale – lydoptagelser kan manipuleres uden at

myndigheden vil have

mulighed for at imødegå dette, medmindre myndigheden selv ligger inde med

optagelser fra mødet.

Med udgangspunkt i princippet om at offentlige myndigheder

selv sætter rammerne for de møder som myndigheden holder, mener jeg ikke at

en

borger har krav på at optage sine møder med forvaltningen. Men eventuelle

begrænsninger i borgerens muligheder for at optage et møde skal fastsættes på

et sagligt grundlag; man kan således ikke give en borger tilladelse til at

optage møder og give afslag til en anden uden en saglig begrundelse.

Der kan således være situationer hvor det under hensyn til

f.eks. borgerens personlige forhold efter min opfattelse vil være bedst

stemmende med god forvaltningsskik at lade borgeren foretage lydoptagelser af

samtaler med myndigheden. Der kan navnlig peges på situationer hvor borgeren

på

grund af personlige forhold ikke i tilstrækkeligt omfang vil kunne forstå

eller

fastholde sagsgangen eller sagens indhold uden mulighed for at afholde og

optage samtaler med myndigheden. Der kan f.eks. være tale om forskellige

former

for kommunikationshæmning. I sådanne situationer vil myndighederne have en

forpligtelse til (at give mulighed for) at løse borgerens

forståelsesproblemer.

Jeg henviser i den forbindelse til Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 2.

udgave (2002), s. 381.

Det følger heraf at der ved afslag på at lade en borger

foretage lydoptagelse af samtaler med myndigheden bør foretages en konkret

vurdering

i forhold til borgerens personlige forhold.

Beslutningerne om ikke at lade Dem optage samtaler mellem

Dem og myndighederne er i den konkrete sag som anført truffet af Det Sociale

Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner og Københavns Kommune. Det

sociale nævn har i afgørelse af

1. maj 2003

og i særdeleshed i udtalelsen af

19. oktober 2004

begrundet afslaget i forhold til bl.a. Deres personlige situation.

Myndighederne bygger i vidt omfang deres afgørelser på

vurderinger og afvejninger af borgerens muligheder for at få sine interesser

varetaget under sagen. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for

at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre

måde

end myndighederne der beskæftiger sig med de enkelte sagsområder i det

daglige.

Normalt kan jeg derfor ikke gå ind i en nærmere

efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun hvis der er tale om

ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes afgørelse.

Det

kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst eller afgørelsen i

forhold til andre lignende sager er udtryk for en forskelsbehandling der ikke

er sagligt begrundet. Under min gennemgang af sagen har jeg ikke fundet

sådanne

omstændigheder. Jeg kan derfor ikke foretage mig mere i sagen.

Jeg mener dog at det er beklageligt at det ikke udtrykkeligt

fremgår af Københavns Kommunes afslag på at lade Dem optage samtaler mellem

Dem

og Deres sagsbehandler om kommunen har foretaget en konkret vurdering af

Deres

behov for at kunne foretage optagelser i forhold til Deres personlige

forhold.

Ud fra det der er anført ovenfor vedrørende Det Sociale Nævn for Københavns

og

Frederiksberg Kommuners beslutning, foretager jeg mig dog ikke mere i denne

anledning.

Jeg har i dag gjort Københavns Kommune bekendt med min

opfattelse.”

NOTER: (*)

FOB 2000,s.552.

Lignende dokumenter