Optagelser af møder mellem borger og myndighed
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Optagelser af møder mellem borger og
myndighed
Det fremgår af sagen at A siden juli 2002 har anmodet
myndighederne om at kunne optage møder på diktafon/båndoptager. A har oplyst
at
dette ønske skyldes dels at han ønsker at undgå misforståelser, dels at han
på
grund af sit handicap ikke kan overskue og sammenholde flere informationer,
og
at han i øvrigt er ordblind.
Københavns Kommune afslog ved breve af
29. juli 2002,
7. marts 2003
og
7. april 2003
at lade A benytte
båndoptager/diktafon under møder med hans sagsbehandler. Af kommunens brev af
29. juli 2002
fremgår
bl.a.:
”I henhold til forvaltningslovens § 8 har du mulighed for at
medbringe en bisidder. Derudover har du mulighed for at holde ( ) [A’s
sagsbehandler; min præcisering] ansvarlig for sagsbehandlingen i henhold til
Lov om offentlighed i forvaltningens § 6 om notatpligt vedrørende mundtlige
oplysninger og Forvaltningslovens § 9 om aktindsigt, § 10 [skulle nok have
været § 19; min bemærkning] om partshøring og §§ 22-24 om begrundelse.
I øvrigt at det muligt at manipulere en båndoptagelse af en
samtale, så det kan misbruges.”
Disse betragtninger er blevet fastholdt i de efterfølgende
breve.
Læs alt
Ved brev af
1. maj 2003
afslog Det Sociale Nævn for Københavns og
Frederiksberg Kommuner at lade A anvende diktafon/båndoptager under møder med
det sociale nævn. Af brevet fremgår bl.a.:
”Begrundelsen er, at nævnet ikke finder, at der er regler
herom i forvaltningsloven. Forvaltningslovens kapitel 3 indeholder regler om
vejledning og repræsentation, hvor der er adgang til at medbringe en
bisidder.
Der er ingen regler i forvaltningsloven eller i den sociale lovgivning i
øvrigt,
der giver Dem en ret til at anvende båndoptager under møderne.
Nævnet finder, at Deres interesser kan varetages på en anden
måde. Nævnet skal her bemærke, at der ved hver enkelt møde/samtale med Dem
bliver udfærdiget en ’kontorrapport’, jf. offentlighedslovens § 6,
stk. 1 om
indholdet af mødet/samtalen, hvor De har mulighed for at anmode om en kopi
med
henblik på at komme med Deres bemærkninger. Nævnet vil ved fastsættelsen af
fristen tage hensyn til Deres handicap. De har desuden mulighed for at
medbringe
en bisidder af eget valg og for egen regning. Nævnet har ikke mulighed for at
afholde udgiften til bisidderen.
Nævnet er således af den opfattelse, at Deres interesser
bliver varetaget på betryggende måde.
Nævnet vedlægger de i sagen allerede foreliggende
kontorrapporter, som indeholder et notat om samtalernes/mødernes indhold.
Såfremt De har bemærkninger til kontorrapporterne bedes De fremkomme med
disse
snarest muligt og inden 14 dage fra d.d. Såfremt De ikke har mulighed for at
overholde denne frist bedes De underrette nævnet herom.”
Den 27.
september 2004
bad jeg Det Sociale Nævn for Københavns og
Frederiksberg Kommuner og Københavns Kommune om udtalelser til sagen.
Af Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg
Kommuners udtalelse af
19.
oktober 2004
fremgår bl.a.:
”Ved afvisningen af brug af båndoptager ved møder mellem
sagsbehandleren og (A) tog nævnssekretariatet udgangspunkt i de
forvaltningsretlige regler om officialprincippet, vejledning og
repræsentation,
herunder adgang til at medbringe en bisidder.
Nævnssekretariatet har herved lagt til grund, at der ikke i
de forvaltningsretlige regler eller i sociallovgivningen er regler, der
udtrykkeligt giver en part adgang til at benytte båndoptager. Efter
nævnssekretariatets opfattelse følger det imidlertid af de
forvaltningsretlige
regler, at sekretariatet efter omstændighederne skal være opmærksom på, om en
klager har behov for hjælp til løsning af forståelsesmæssige problemer, f.
eks
udlændinges problemer med at forstå det danske sprog eller
kommunikationshæmmedes
forståelsesproblemer som følge af handicappet. Der henvises herved til
Forvaltningsret, 2. udgave p. 381 ved Hans Gammeltoft-Hansen m.fl.
Nævnssekretariatet har endvidere lagt til grund, at partens
interesse i at sikre sig dokumentation for myndighedernes sagsbehandling
efter
lov om offentlighed i forvaltningen er sikret ved regler om notatpligt om
mundtlige oplysninger, der ligger til grund for en afgørelse og ved
forvaltningslovens regler om parters ret til aktindsigt, partshøring og
begrundelse.
Ved beslutningen var nævnssekretariatet endvidere opmærksom
på vedlagte afgørelse af
20.
januar 2000
fra Frederiksborg Statsamts Tilsynsråd. Da spørgsmålet
om brug af båndoptager under møder i nævnssekretariatet ikke sås at have
foreligget til egentlig afgørelse tidligere i nævnet, forespurgte
sekretariatet
til praksis i Frederiksborg Statsamt, som sendte Tilsynsrådets afgørelse til
orientering.
Nævnssekretariatet var ved afgørelsen opmærksom på, at (A)
er ordblind.
Nævnssekretariatet vurderede, at (A) kunne varetage sine
interesser på betryggende måde ved hjælp af sekretariatets udfærdigelse af
udførlige kontorrapporter om indholdet af møder/samtaler, således at han ved
modtagelse af kopi heraf, kunne komme med sine bemærkninger. Ved fristen for
afgivelse af bemærkninger ville nævnet tage hensyn til hans handicap.
Under sagsforløbet har det været nævnssekretariatets
vurdering, at (A) har været i stand til at læse og forstå referaterne af
samtalerne med sagsbehandleren, og har været i stand til at formulere sig og
komme med bemærkninger til sagen, som er blevet medinddraget i nævnets
afgørelse. Nævnet har givet aktindsigt i kontorrapporterne og som anført ved
oversendelsen til Ankestyrelsen
den 28. maj 2004, synes (A) såvel ved møder i nævnet som
ved skriftlige klager at have haft et sådant overblik over sagen, at
nævnssekretariatet ikke har fundet grundlag for at pege på behov for en
bisidder.
Det bemærkes, at han ved møde i nævnssekretariatet
den 26. maj 2003
havde en
bisidder med fra ( ) Ordblindeskole. Det fremgår af kontorrapporten, at
bisidderen oplyste, at have kendt (A) siden han var ca. 14 år, at han fik
støtte fra ordblindeskolen, og at det var utroligt at se, hvilke fremskridt
han
havde gjort gennem årene.
Ved afslaget på at bruge båndoptager var nævnssekretariatet
opmærksom på muligheden for et eventuelt misbrug af båndoptagelsen.
Der henvises i denne forbindelse til vedlagte kontorrapport
af
12. november 2002.
hvor det fremgår, at sagsbehandleren indledningsvis gav tilladelse til, at
samtalen
blev optaget på bånd. I forbindelse med at (A) ved samtalens afslutning
oplyser, at han har en aftale med en journalist fra avisen ( ), præciserer
sagsbehandleren, at brug af en eventuel båndoptagelse af møder her i nævnet
er
til brug for varetagelse af hans interesser under sagens behandling i nævnet
og
ikke til renskrift eller til citat eller afspilning i pressen.
Sagsbehandleren
oplyser endvidere, at det ikke kan loves, at fremtidige samtaler kan optages
på
bånd.
Som det fremgår, har nævnssekretariatet ikke en generel
praksis om at afvise brugen af båndoptager. Spørgsmålet synes i øvrigt kun at
have været aktuelt i få sager.
Der har været tilfælde, hvor sagsbehandlerne eller
telefonvagten kan have haft en fornemmelse af, at samtalen blev optaget på
bånd, uden at man har reageret herpå. Der har været et enkelt tilfælde, hvor
klager efter samtalen afslutning har nævnt overfor sagsbehandleren, at
samtalen
var optaget på bånd. Sagsbehandleren meddelte at dette ikke kunne accepteres,
men foretog sig i øvrigt ikke yderligere i den anledning. Ved
telefonbetjeningen sker det også, at telefonvagten kan have en fornemmelse
af,
at samtalen bliver optaget på bånd, uden at vagten spørger nærmere til det.
Nævnssekretariatet vil vurdere hvert enkelt tilfælde konkret
og beslutte ud fra de konkrete oplysninger, om brug af båndoptager er
nødvendigt for at gennemføre sagsbehandlingen og tilgodese partens deltagelse
i
behandlingen af sin sag. Muligheden for eventuelt misbrug af båndoptagelsen
vil
efter en konkret vurdering indgå i vurderingen.”
Københavns Kommune gentog ved brev af
15. december 2004
det af kommunen
tidligere anførte.
Ombudsmandens udtalelse
”Beslutningen om hvorvidt en borger kan få tilladelse til at optage en
samtale som vedkommende har med en offentlig myndighed, er en procesledende
beslutning. Rammerne for en procesledende beslutning kan være reguleret i
loven, f.eks. forvaltningsloven, eller i andre forvaltningsretlige regler,
herunder forvaltningsretlig praksis.
Ved domstolene er det forbudt at optage billeder og lyd medmindre retten
undtagelsesvis tillader det, jf. retsplejelovens § 32, stk. 1.
I den forvaltningsretlige eller socialretlige lovgivning findes ingen regler
der generelt regulerer muligheden for at foretage lyd- eller billedoptagelser
af møder med myndighederne. På skatteområdet findes der imidlertid i § 5,
stk. 1, 3. pkt., og § 6, stk. 1, 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 1107 af
12. december 2003
om forretningsorden for skatteankenævn en regel om at båndoptagelse af møder
i skatteankenævnene – der ikke er offentlige – ikke kan
finde sted.
Justitsministeren har i besvarelsen af S 4066 af
29. juli 2003
forholdt sig
til spørgsmålet. Svaret og det tilhørende spørgsmål har følgende ordlyd:
’Spm. nr. S 4066
Til justitsministeren (29/7 03) af:
Line Barfod (EL):
’Vil ministeren oplyse, om der – bortset fra retsplejelovens
regler vedrørende domstolene – findes lovregler, der forbyder borgere at
foretage båndoptagelse af en samtale, de selv deltager i, og såfremt dette
ikke
er tilfældet, om offentlige myndigheder, f.eks. en socialforvaltning, kan
forbyde en borger at optage en samtale på bånd?’
Svar (11/8 03)
Justitsministeren (Lene Espersen):
’Efter bestemmelsen i straffelovens § 263, stk. 1, nr. 3,
straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, som uberettiget ved
hjælp
af et apparat hemmeligt aflytter eller optager udtalelser fremsat i enrum,
telefonsamtaler eller anden samtale mellem andre eller forhandlinger i lukket
møde, som han ikke selv deltager i, eller hvortil han uberettiget har skaffet
sig adgang.
Optagelse på bånd af telefonsamtaler eller anden samtale,
som den pågældende selv deltager i, falder uden for denne bestemmelse. Det
gælder også i tilfælde, hvor optagelsen sker uden den anden parts viden.
Der er ikke herudover i lovgivningen fastsat almindelige
regler om borgeres adgang til at optage samtaler med forvaltningsmyndigheder
på
bånd.
Spørgsmålet om borgeres adgang til at optage sådanne
samtaler på bånd ses endvidere ikke behandlet hverken i retspraksis,
ombudsmandspraksis eller i litteraturen.
På den baggrund finder Justitsministeriet ikke i den
foreliggende sammenhæng at kunne bidrage med yderligere til det stillede
spørgsmål.’’
I Højesterets dom optryk i UfR 1972.601 H forholdt
Højesteret sig til en journalists ret til at bruge båndoptager under
offentlige
kommunalbestyrelsesmøder. Højesteret udtalte at reglen i den kommunale
styrelseslovs § 10 om kommunalbestyrelsesmøders offentlighed ikke gav
journalister og andre tilhørere ret til at optage forhandlingerne på bånd
eller
lignende hvis benyttelse kan være forbundet med en vis usikkerhed og åbne
mulighed for misbrug. Det måtte være overladt til den enkelte
kommunalbestyrelse at afgøre om – og i bekræftende fald på hvilke vilkår
– den
ville tillade brug af båndoptagere i sine møder. Den trufne beslutning var
der
ikke grundlag for at tilsidesætte som usaglig. Højesteretsdommer F. Thygesen
har i en kommentar til dommen i UfR 1972B.248 givet udtryk for at retten
fandt
at sagen i virkeligheden ikke angik et forbud (for hvilket der må søges
hjemmel), men en tilladelse som kommunalbestyrelsen kunne afslå eller give
eventuelt på visse vilkår, simpelt hen fordi det drejede sig om
kommunalbestyrelsens møder som den kan forme som den vil, når blot de
gældende
regler overholdes. Det var under sagen ubestridt at kommunalbestyrelsens
afgørelse af spørgsmålet ligesom andre kommunale beslutninger må træffes ud
fra
saglige overvejelser; man kan f.eks. ikke give tilladelse til én avis og sige
nej til en anden.
Fra administrativ praksis har Tilsynsrådet for Frederiksborg
Amt ved udtalelse af
20.
januar 2000
ikke fundet grundlag for at antage at en kommune
handlede i strid med lovgivningen ved at afvise en borgers anmodninger om at
måtte benytte båndoptager ved møder med de ansatte der behandlede borgerens
sager i kommunen.
Den forvaltningsretlige teori ses ikke at have behandlet
spørgsmålet direkte.
Det er almindeligt antaget at forvaltningens møder ikke er
offentlige, jf. bl.a. Folketingets Ombudsmands beretning for 2000, s. 552
ff*.
Højesterets afgørelse i UfR 1972.601 H er efter min
opfattelse udtryk for det princip at offentlige myndigheder, hvis ikke andet
fremgår af de regler der gælder for myndighedens virksomhed, selv sætter
rammerne for de møder som myndigheden afholder. Men rammerne skal fastsættes
ud
fra saglige overvejelser.
Der er efter min opfattelse ikke er noget til hinder for at
en myndighed – medmindre andet fremgår af de regler der gælder for den
pågældende myndighed – accepterer at en borger optager møder mellem
borgeren og
myndigheden. Spørgsmålet er imidlertid om borgeren har en ret til at optage
møder også i tilfælde hvor forvaltningen modsætter sig borgerens ønske herom.
Lydoptagelser af møder mellem borgere og forvaltning kan
efter min opfattelse for borgeren tjene i hvert fald to saglige formål,
nemlig
dels at sikre dokumentation for hvad der er sket og sagt under mødet, dels at
hjælpe navnlig borgeren til at huske og bearbejde indholdet af mødet.
I de gældende forvaltningsretlige regler findes der følgende
bestemmelser der søger at tilgodese borgerens muligheder for at sikre sig
dokumentation for og huske indholdet af mødet:
I lov om offentlighed i forvaltningens § 6, stk. 1, er
bestemt at i ’sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en
forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger
vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens
afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre
notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt
oplysningerne
i øvrigt fremgår af sagens dokumenter’.
Det følger af princippet om god forvaltningsskik at
myndighederne bør sikre sig bevis for og undgå tvivl om hvad der er sagt og
foregået i sagen, jf. Jens Olsen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s.
642.
Endvidere findes forvaltningslovens regler om aktindsigt
(kapitel 4), partshøring (§ 19) og begrundelse (§§ 22-24) samt adgangen til
repræsentation (§ 8), herunder til at medbringe en bisidder til møder.
Over for hensynet til borgeren står det modstående hensyn at
– navnlig digitale – lydoptagelser kan manipuleres uden at
myndigheden vil have
mulighed for at imødegå dette, medmindre myndigheden selv ligger inde med
optagelser fra mødet.
Med udgangspunkt i princippet om at offentlige myndigheder
selv sætter rammerne for de møder som myndigheden holder, mener jeg ikke at
en
borger har krav på at optage sine møder med forvaltningen. Men eventuelle
begrænsninger i borgerens muligheder for at optage et møde skal fastsættes på
et sagligt grundlag; man kan således ikke give en borger tilladelse til at
optage møder og give afslag til en anden uden en saglig begrundelse.
Der kan således være situationer hvor det under hensyn til
f.eks. borgerens personlige forhold efter min opfattelse vil være bedst
stemmende med god forvaltningsskik at lade borgeren foretage lydoptagelser af
samtaler med myndigheden. Der kan navnlig peges på situationer hvor borgeren
på
grund af personlige forhold ikke i tilstrækkeligt omfang vil kunne forstå
eller
fastholde sagsgangen eller sagens indhold uden mulighed for at afholde og
optage samtaler med myndigheden. Der kan f.eks. være tale om forskellige
former
for kommunikationshæmning. I sådanne situationer vil myndighederne have en
forpligtelse til (at give mulighed for) at løse borgerens
forståelsesproblemer.
Jeg henviser i den forbindelse til Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 2.
udgave (2002), s. 381.
Det følger heraf at der ved afslag på at lade en borger
foretage lydoptagelse af samtaler med myndigheden bør foretages en konkret
vurdering
i forhold til borgerens personlige forhold.
Beslutningerne om ikke at lade Dem optage samtaler mellem
Dem og myndighederne er i den konkrete sag som anført truffet af Det Sociale
Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner og Københavns Kommune. Det
sociale nævn har i afgørelse af
1. maj 2003
og i særdeleshed i udtalelsen af
19. oktober 2004
begrundet afslaget i forhold til bl.a. Deres personlige situation.
Myndighederne bygger i vidt omfang deres afgørelser på
vurderinger og afvejninger af borgerens muligheder for at få sine interesser
varetaget under sagen. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for
at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre
måde
end myndighederne der beskæftiger sig med de enkelte sagsområder i det
daglige.
Normalt kan jeg derfor ikke gå ind i en nærmere
efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun hvis der er tale om
ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes afgørelse.
Det
kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst eller afgørelsen i
forhold til andre lignende sager er udtryk for en forskelsbehandling der ikke
er sagligt begrundet. Under min gennemgang af sagen har jeg ikke fundet
sådanne
omstændigheder. Jeg kan derfor ikke foretage mig mere i sagen.
Jeg mener dog at det er beklageligt at det ikke udtrykkeligt
fremgår af Københavns Kommunes afslag på at lade Dem optage samtaler mellem
Dem
og Deres sagsbehandler om kommunen har foretaget en konkret vurdering af
Deres
behov for at kunne foretage optagelser i forhold til Deres personlige
forhold.
Ud fra det der er anført ovenfor vedrørende Det Sociale Nævn for Københavns
og
Frederiksberg Kommuners beslutning, foretager jeg mig dog ikke mere i denne
anledning.
Jeg har i dag gjort Københavns Kommune bekendt med min
opfattelse.”
NOTER: (*)
FOB 2000,s.552.
Lignende dokumenter
- Ordblind forbudt at rette telefonisk henvendelse til Familiestyrelsen Retsinformation · 13. juni 2008
- 24.2018 (Denne sag drejer sig om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven i anledning af ophævelse af en uddannelsesaftale i prøvetiden.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 3. juni 2019
- Dispensation fra klagefrist. Vejledningspligt Retsinformation · 19. januar 2004
- 2010 20-2 Forbud mod at kontakte kommune telefonisk og møde personligt op uden forudgående aftale i ægtefælles sag. Ikke en afgørelse Retsinformation · 14. januar 2011
- Afskedigelse af psykolog efter udtalelser om pædofili Retsinformation · 2. oktober 2002
- 2012-8 Utilstrækkelig sagsoplysning i sag om muligt socialt bedrageri Retsinformation · 4. maj 2012