Spring til indhold

Retsinformation

Udenrigsministeriets delegation af ansættelseskompetence til konsulentfirma

FOU nr 2005.499UdtalelserFolketinget5. oktober 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udenrigsministeriets delegation af

ansættelseskompetence til konsulentfirma

På baggrund af min behandling

af en konkret sag hvoraf det fremgik at Udenrigsministeriet havde indgået

kontrakt med et privat konsulentfirma om rekruttering af medarbejdere til

danske hjælpeprogrammer i udviklingslandene, bad jeg i brev af

21. juli 2003

Udenrigsministeriet om en udtalelse til brug for mine overvejelser om

hvorvidt

der var grundlag for at jeg af egen drift efter ombudsmandslovens § 17, stk.

1,

tog spørgsmålet om ministeriets delegation op til undersøgelse. Jeg vedlagde

kopi af bilag fra den konkrete sag hvoraf det fremgik at konsulentfirmaet

havde

meddelt en ansøger afslag på ansættelse i en stilling som Danida rådgiver.

Udenrigsministeriet afgav i

brev af

6. august 2003

følgende udtalelse:

”Med henvisning til Deres

skrivelse af

21. juli 2003

vedrørende delegation i ansættelsessager skal oplyses, at Udenrigsministeriet

udliciterede rekrutteringen af bilaterale langtidsrådgivere til firmaet (X)

per

1. januar 2003.

Finansministeriet har i sit

cirkulære vedr. udbud og udlicitering af statslige drifts- og anlægsopgaver

anført, at opgaver, som vil kunne udføres af eksterne leverandører med

passende

Læs alt

mellemrum skal underkastes en udbudsrunde, samt at opgaverne skal

udliciteres,

hvis det gennem udbuddet godtgøres, at det, alle forhold taget i betragtning,

er det mest fordelagtige for staten.

Den danske udviklingsbistand

har de seneste år ændret sig fra enkeltstående projekter til

sektorprogrammer,

hvilket stiller andre krav til de udsendte rådgiveres kompetence end

tidligere,

hvor rådgiveren ud over at blive bedømt på sin faglige kunnen nu også i

højere

grad end det tidligere var tilfældet skal vurderes i forhold til andre

tungtvejende kompetencer som f.eks. ledelse, samarbejdsevne og

kommunikationsevner.

Det besluttedes derfor at

udbyde rekrutteringen af bilaterale Danida rådgivere. Fem firmaer med

erfaring

fra rekruttering til bl.a. andre statslige og kommunale organer blev indbudt

til at afgive tilbud, og på baggrund af den afholdte licitation blev

rekrutteringsfirmaet (X) udvalgt til at varetage opgaven for foreløbig en

treårig periode. Licitationen og de efterfølgende forhandlinger er gennemført

i

et tæt samarbejde med Kammeradvokaten.

Kopi af kontrakten mellem

Udenrigsministeriet og (X) er vedlagt til orientering. Af kontrakten (2.1)

fremgår, at ’Udenrigsministeriet har ansættelseskompetencen, og det er

således

alene Udenrigsministeriet, der beslutter, om en af leverandøren foreslået

kandidat ansættes i den pågældende rådgiverstilling’.

Af vedlagte retningslinier

for rådgiverrekruttering og -administration fremgår ligeledes at

’interviewpanelet

træffer endelig afgørelse om indstilling af kandidat’ Og ’i

tilfælde af

uenighed i interviewpanelet om en kandidat involveres S.SNP (Kontoret for

NGO-

og Personelbistand)’. Interviewpanelet har deltagelse af en repræsentant

for

samarbejdslandets myndigheder, ambassaden i det land, rådgiveren skal

udsendes

til eller chefrådgiveren ved det pågældende sektorprogram samt en

repræsentant

for Udenrigsministeriets Tjeneste for Sektorfaglige anliggender samt (X).

Når en Danida rådgiver skal

ansættes, starter (X) en analysefase, hvor de ønskede faglige og personlige

egenskaber afdækkes. Det sker i tæt samarbejde med Udenrigsministeriet og de

danske ambassader i samarbejdslandene. Herefter opstilles en job- og

kravprofil

og stillingen annonceres. (X) gennemgår listen over ansøgere i samarbejde med

Udenrigsministeriet, samarbejdspartnere og ambassader. Firmaet gennemfører

selv

de indledende interview med de udvalgte kandidater, inden de bedste

kandidater

herfra præsenteres for ansættelsesudvalget bestående af repræsentanter fra

Udenrigsministeriet,

modtagerlandet og ambassaden, der sammen træffer den endelige afgørelse.

I forbindelse med en

gennemgang af den samlede liste over ansøgere peger såvel

samarbejdspartneren,

ambassaden og Udenrigsministeriet på de ansøgere, som efter en gennemlæsning

af

de modtagne ansøgninger, virker bedst kvalificerede til den opslåede stilling

og derfor anbefales indkaldt til de indledende interview. Det er tillige

repræsentanter for de samme grupper, der indgår i ansættelsespanelet, hvor

den

endelige beslutning om ansættelse af en kandidat til rådgiverstillingen

normalt

tages.

Rekrutteringsprocessen er

udliciteret til (X), men beslutningen om hvem, der indkaldes til interview,

og

hvordan stillingen endeligt besættes ligger fortsat hos

Udenrigsministeriet.”

Udenrigsministeriet

fremsendte samtidig med udtalelsen kopi af kontrakten mellem ministeriet og X

samt kopi af regler for samarbejde mellem ministeriet og X

(sagsbehandlerinstruks

vedrørende arbejdsopgaver og kommunikationslinier fra februar 2003).

Den 20. april 2004

fremsendte

Udenrigsministeriet kopi af sagsbehandlerinstruksen i en revideret udgave fra

marts 2004.

I kontrakten mellem

Udenrigsministeriet og X er bl.a. fastsat følgende bestemmelser:

”2. Udenrigsministeriets

enekompetence

2.1 Udenrigsministeriet har

ansættelseskompetencen, og det er således alene Udenrigsministeriet, der

beslutter, om en af leverandøren foreslået kandidat ansættes i den pågældende

rådgiverstilling.

Udenrigsministeriet fastsætter og forhandler endvidere rådgiverens lønninger

og

de øvrige vilkår for ansættelsen.

5. Generel garanti m.v.

5.3 Leverandøren er

forpligtet til at overholde de almindelige forvaltningsretlige regler,

herunder

i relation til kontakten med ansøgerne f.eks. angående reglerne om

aktindsigt.

Leverandøren kan søge bistand herom hos Udenrigsministeriet.

19. Godkendelse af

leverandørens medarbejdere, kontaktperson m.v.

19.1 De af leverandørens

medarbejdere, der deltager i interviews med ansøgere eller på anden måde

indgår

direkte i rekrutteringsteamet, skal godkendes af Udenrigsministeriet og må

kun

udskiftes efter aftale med Udenrigsministeriet.

22. Tavshedspligt

22.1 Leverandøren og dennes

medarbejdere skal iagttage ubetinget tavshed med hensyn til oplysninger

vedrørende Udenrigsministeriet eller andres forhold, som de får kendskab til

i

forbindelse med denne kontrakt. Udenrigsministeriet kan forlange, at hver

enkelt medarbejder skal underskrive sædvanlige tavshedserklæringer.”

Af Udenrigsministeriets

reviderede sagsbehandlerinstruks fra marts 2004 fremgår det bl.a. at

ministeriets

arbejdsopgaver i rekrutteringsprocessen bl.a. består i at godkende X’s

udkast

til job- og kravprofil, at træffe beslutning om hvilke ansøgere der skal

indkaldes til det endelige interview, at deltage i interviewpanelet som

træffer

endelig afgørelse om indstilling af en kandidat, og at indgå kontrakt med den

valgte kandidat. Det fremgår endvidere at X’s arbejdsopgaver i

rekrutteringsprocessen

bl.a. består i at udarbejde forslag til tidsplan for rekrutteringen, udkast

til

job- og kravprofil samt liste over samtlige ansøgere, at forestå indledende

screening af ansøgere og praktiske opgaver i forbindelse med

interviewproceduren, og efter Udenrigsministeriets afgørelse om ansættelse af

en ansøger at meddele afslag til de øvrige ansøgere.

Den 14. juli 2005

afgav jeg en foreløbig

redegørelse om sagen. Jeg anførte følgende i min foreløbige udtalelse:

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

”Ifølge Finansministeriets cirkulære nr. 42 af

1. marts 1994, som var gældende indtil

1. januar 2003, var myndighedsafgørelser eller anden myndighedsudøvelse

undtaget fra statslige myndigheders pligt til at foretage udbud (cirkulærets

§ 2).

Professor, dr. jur. Bent Christensen har efter anmodning fra

Udliciteringsrådet i april 1997 udarbejdet et responsum vedrørende

rækkevidden af udbudscirkulærets § 2 om undtagelse af myndighedsopgaver. Heri

anføres bl.a. følgende (s. 10-11 og s. 16-17):

’Virksomhed, der består i udstedelse af forvaltningsakter, eller som

indebærer udøvelse af tvang, er helt utvivlsomt kernen i

undtagelsesbestemmelsen i cirkulærets § 2 og kan således som altovervejende

hovedregel ikke udbydes. Ud fra de betragtninger om hjælpeydelser og

kerneydelser, som fremhæves i afsnit 1.8 nedenfor, kan der

argumenteres for, at også selve udstedelsen af forvaltningsakter kan

udliciteres, når det er muligt at fastlægge grundlaget for udstedelse af den

enkelte forvaltningsakt utvetydigt i regler. Hensynet til at fastholde en

klar

afgrænsning taler imidlertid for, at udstedelse af forvaltningsakter

ubetinget

bør anses for omfattet af § 2.

1.8 Kerneydelser og

hjælpefunktioner

Selv hvor udgangspunktet er,

at udbud ikke kan ske eller eventuelt ikke bør ske – ved udstedelse af

forvaltningsakter mv. – kan der blive tale om udbud af underordnede

dele af

disse opgaver.

Sondringen mellem

kerneydelser og hjælpefunktioner kan også få betydning ved den utvivlsomme

’myndighedsudøvelse’, der består i udstedelse af forvaltningsakter.

Det gælder

både for den sagsforberedelse, der går forud for forvaltningsaktens

udstedelse,

og for overvågningen af, om den retstilstand, som forvaltningsakten har

skabt,

respekteres.

Hvor det åbenbart er uden

indflydelse på både forvaltningsprocessen og på forvaltningsaktens indhold,

om

et led i sagsforberedelsen udføres af forvaltningens ansatte eller af andre,

er

udlicitering af sådanne sagsforberedelsesskridt ikke udelukket. Det vil især

kunne ske ved målinger og beregninger, hvor grundlaget er entydigt fastlagt

enten i lovgivningen eller af forvaltningen. Den således afgrænsede

sagsforberedelse giver ikke anledning til den retlige ulighed, som er kernen

i

’myndighedsudøvelse’.

I praksis går man i hvert

fald på visse områder videre. Udkast til lokalplaner, der, når de er

vedtaget,

er bindende for borgerne, udarbejdes således i praksis i vidt omfang af

private

firmaer. Praksis lader sig forsvare ved en henvisning til, at der er

kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelsen, tilmed efter en ganske

omfattende

offentlighedsproces.’

Professor, dr. jur. Carsten

Henrichsen har ligeledes efter anmodning fra Udliciteringsrådet i december

2004

udarbejdet et responsum vedrørende de retlige muligheder og rammebetingelser

for udlicitering af myndighedsopgaver. Carsten Henrichsen henviser bl.a. til

Bent Christensens sondring mellem kerneydelser og hjælpefunktioner og anfører

herefter følgende (s. 66):

’

For så vidt forberedelsen af

en vis type sager kræver særlige uddannelsesmæssige (akademiske)

forudsætninger, vil der omvendt være en – retssikkerhedsbegrundet –

grænse for

udlicitering af sagsforberedelsen uden særskilt hjemmel. Det er derfor ikke

al

sagsforberedelse, der uden videre kan udliciteres. Tværtimod kræver

udlicitering af hjælpefunktioner som de nævnte hjemmel i det omfang, de

forskellige administrative funktioner inden for et retsområde ud fra en

konkret

– retssikkerhedsbegrundet – vurdering må opfattes som en helhed

– og det er i

realiteten forholdet i langt de fleste praktisk forekommende tilfælde.

Området

for udlicitering af sagsforberedende elementer er således meget snævert og i

hovedsagen begrænset til de funktioner, der kan udskilles som rene –

teknisk

eller analytisk prægede – ’forundersøgelser’ af den art, som

der er givet en

række eksempler på i det foregående.

’

Som det fremgår, kræver det

udtrykkelig lovhjemmel hvis en myndighed overlader det til en privat

virksomhed

at udstede forvaltningsakter, ligesom adgangen til at overlade

sagsforberedelse

i sager hvor der skal udstedes forvaltningsakter, er begrænset af

retssikkerhedsmæssige hensyn. En entydig afgrænsning af hvilke

sagsforberedelsesskridt det ikke uden udtrykkelig lovhjemmel kan overlades

til

en privat virksomhed at udføre, lader sig næppe foretage, men som anført i

det

af Bent Christensen udarbejdede responsum kan det ikke anses for udelukket at

udlicitere sagsforberedelsesskridt i tilfælde hvor det åbenbart er uden

indflydelse på både forvaltningsprocessen og på forvaltningsaktens indhold om

et led i sagsforberedelsen udføres af forvaltningens ansatte eller af andre.

Herudover må de almindelige

forvaltningsretlige regler om sagsoplysning tages i betragtning. I en sag som

er optrykt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1996, s. 105*, og som

angik

anvendelsen af anonyme medarbejderbidrag i sager om afskedigelse og andre

indgribende personaleforanstaltninger, er bl.a. anført følgende:

’Myndigheden er ikke afskåret

fra at benytte private konsulentfirmaer eller anden form for privat bistand

til

sagsoplysningen. Men myndigheden må i givet fald sikre sig at samtlige

indhentede oplysninger af betydning for sagen videregives til myndigheden,

således at de kan indgå umiddelbart i grundlaget for myndighedens afgørelse.

Dette gælder såvel skriftligt som mundtligt modtagne oplysninger. En sådan

videregivelse

er påkrævet, dels for at myndigheden som forudsat i det almindelige

forvaltningsretlige sagsoplysningsprincip selv kan kontrollere at de fornødne

oplysninger for afgørelsen foreligger, dels for at myndigheden kan sikre sig

at

partshøring og aktindsigt foretages i overensstemmelse med de almindelige

bestemmelser herom. Jeg henviser i den forbindelse til Kaj Larsen mfl.,

Forvaltningsret (1994), s. 162 og s. 322 ff.’

Det fremgår af sagen at

ordningen vedrørende rekruttering af langtidsrådgivere for Danida indebærer

at

beslutningen om hvilke ansøgere der indkaldes til interview, og hvordan

stillingen endelig besættes, fortsat ligger hos Udenrigsministeriet. Dette

giver mig ikke anledning til bemærkninger. Jeg går i den forbindelse ud fra

at

samtlige oplysninger om ansøgerne, herunder de oplysninger som (X) modtager i

forbindelse med det indledende interview, videregives til

Udenrigsministeriet.

Jeg går endvidere ud fra at beslutning i forbindelse med andre

forvaltningsafgørelser ligeledes træffes af ministeriet, herunder afgørelser

vedrørende anmodninger om aktindsigt. Endvidere går jeg ud fra at beslutning

træffes af ministeriet hvis der i sagen opstår spørgsmål om udsættelse af

afgørelsen i medfør af reglerne i forvaltningslovens §§ 11 eller 21.

Et særligt spørgsmål i sagen

angår afslag til de ansøgere der ikke får den ledige stilling. Det er fast

antaget at afslag på ansættelse hos en forvaltningsmyndighed er en afgørelse

i

forvaltningslovens forstand og skal begrundes i overensstemmelse med lovens

§§

22-24. Om begrundelsesreglerne er bl.a. anført følgende i Kaj Larsen mfl.,

Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 559 og 565:

’Ved besættelse af stillinger

i den offentlige forvaltning vil det efter omstændighederne kunne være

vanskeligt at meddele en mere indgående begrundelse til det ofte store antal

ansøgere der får afslag. Afslaget er en afgørelse og som sådan omfattet af

begrundelsespligten. Men i almindelighed må man nøjes med i standardiseret

form

at beskrive de hovedhensyn (f.eks. uddannelse, hidtidig erhvervserfaring,

arbejdsmæssige interessefelter etc.) som er blevet tillagt vægt, samt i

fornødent omfang de faktiske omstændigheder, uden i det enkelte tilfælde at

kunne gå nærmere ind på skønsafvejningen. For ansøgere der har været udtaget

til samtale, vil yderligere hensyn, bl.a. vedrørende det personlige indtryk i

forhold til stillingens karakter og krav, efter omstændighederne kunne

anføres.

Begrundelsen skal være

korrekt. Umiddelbart viser dette hen til at de angivelser om faktiske

forhold,

retsregler etc. som er indeholdt i begrundelsen, i sig selv skal være rigtige

(objektivt korrekte). Men i forhold til begrundelsen og dens funktion er det

i

højere grad kravet om subjektiv korrekthed der er afgørende; begrundelsen

skal

først og fremmest være korrekt i den forstand at den skal være et sandt

udtryk

for de forhold og overvejelser (også selv om de er tvivlsomme eller ligefrem

ulovlige) der har ført myndigheden frem til den trufne afgørelse.’

Det fremgår af sagen at (X)

meddeler afslag til de ansøgere som ikke ansættes. Det er ikke oplyst om

begrundelsen som ledsager afslaget, udformes af Udenrigsministeriet eller

(X).

Det giver mig ikke anledning

til bemærkninger at Udenrigsministeriet overlader det til (X) at forestå det

praktiske arbejde i forbindelse med afsendelse af de breve hvormed der

meddeles

afslag til de ansøgere som ikke opnår ansættelse. Derimod er det min

foreløbige

opfattelse at der uden udtrykkelig lovhjemmel ikke er mulighed for at

overlade

det til en privat virksomhed at udforme den begrundelse som ledsager

afslaget.

Jeg henviser til at overladelse til en privat virksomhed af at udføre

sagsbehandlingsskridt i forbindelse med udstedelsen af forvaltningsakter

forudsætter at det pågældende sagsbehandlingsskridt åbenbart er uden

indflydelse

på både forvaltningsprocessen og på forvaltningsaktens indhold. Efter min

opfattelse er denne betingelse ikke opfyldt. Derudover henviser jeg til

kravet

om at begrundelsen skal være subjektiv korrekt i den forstand at den skal

afspejle

de forhold og overvejelser som har ført Udenrigsministeriet frem til

afgørelsen

om ikke at ansætte den pågældende ansøger. Dette krav kan formentlig bedst

opfyldes hvis begrundelsen udformes af Udenrigsministeriet, selv om jeg er

opmærksom på at beslutningen om ansættelse træffes efter en drøftelse hvori

både Udenrigsministeriet og (X) deltager.”

Den foreløbige redegørelse

blev

den 14. juli 2005

sendt til Udenrigsministeriet med henblik på at ministeriet kunne få

lejlighed

til at komme med bemærkninger til min foreløbige vurdering af sagen. Jeg bad

samtidig Udenrigsministeriet om at oplyse om de begrundelser som ledsager

afslag på ansættelse, udformes af ministeriet eller X.

Udenrigsministeriet har i

brev af

12. december 2005

anført følgende:

”Med henvisning til Deres skrivelse

af

14. juli 2005,

hvori der rejses spørgsmål om afslag til de ansøgere, der ikke får den ledige

stilling, kan Udenrigsministeriet oplyse følgende:

De forudsætninger, som De

lægger til grund for Deres vurdering af Udenrigsministeriets delegation af

ansættelseskompetence til et konsulentfirma, er korrekte. Udenrigsministeriet

modtager alle de oplysninger, som er tilgængelige for konsulentfirmaet.

Udenrigsministeriet træffer alle afgørelser i forbindelse med indkaldelse af

kandidater til interview, evt. genopslag af stilling samt den endelige

besættelse af stillingen.

I lyset af Deres bemærkninger

om udformningen af afslaget til ansøgere vil Udenrigsministeriet fremover

sikre, at der ud over det aftalte ved det afsluttende interview, foreligger

en

skriftlig instruks fra Udenrigsministeriet vedrørende de konkrete

afslag.”

Ombudsmandens endelige udtalelse

”Efter at have gennemgået Udenrigsministeriets bemærkninger til min

foreløbige redegørelse fastholder jeg i det hele det som jeg har givet udtryk

for i min foreløbige udtalelse.

Det er således fortsat min opfattelse at der uden udtrykkelig lovhjemmel ikke

er mulighed for at overlade det til en privat virksomhed at udforme den

begrundelse som ledsager et afslag på ansættelse.

Udenrigsministeriet har oplyst at ministeriet fremtidigt vil udfærdige en

skriftlig instruks vedrørende de konkrete afslag. Jeg forudsætter at denne

instruks i nødvendigt omfang fastlægger de konkrete begrundelser for afslag

på ansættelse. Da ministeriet herudover har bekræftet at det er ministeriet

der – efter at have modtaget samtlige foreliggende oplysninger om

ansøgerne – træffer alle afgørelser i de omhandlede ansættelsessager,

foretager jeg mig ikke mere i sagen.”

NOTER: (*)

FOB 1996, s. 105.

Lignende dokumenter