Spring til indhold

Retsinformation

Ulovbestemt partshøringspligt om skitse over kommunes forslag til boligændring. Bistandslovens § 59.

FOU nr 2000.386UdtalelserFolketinget12. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Ulovbestemt partshøringspligt om skitse over kommunes forslag

til boligændring. Bistandslovens § 59.

En far til et handicappet barn klagede til mig over

myndighedernes afslag på at yde tilskud til boligændring efter bistandslovens

§

59.

Det fremgik af sagen at A’s

søn, B, som er født

den 7. oktober 1991, har følger efter hydrocephalus (vand i hovedet)

i form af bl.a. nedsat gangfunktion.

A søgte ved brev af

2.

februar 1997

Vejle

Kommune om tilskud til boligændring i form af en tilbygning til sit hus

således

at huset i højere grad ville opfylde B’s behov.

Det fremgik af A’s brev at

tilbygningen skulle være i to etager med stue i forlængelse af eksisterende

bebyggelse, en trappenedgang til nyt forældresoveværelse, badeværelse og

indgang til et ældre kælderrum der ikke tidligere havde været anvendt til

beboelse.

Kælderrummet skulle indrettes til indendørs lege- og "træningsrum".

B

skulle overtage forældrenes soveværelse idet de oprindelige børneværelser var

for små til hans behov. Anden fase af boligændringen skulle bl.a. omfatte en

svalegang så det var muligt for B at færdes og komme rundt om huset. A

medsendte diverse tegninger over tilbygningen til huset.

Af kommunens journalark

fremgår bl.a. følgende:

Læs alt

"

12.05.1997

(A) har selv fået udarbejdet tegninger til tilbygning af deres

hus og søger i den forbindelse om tilskud til byggeriet over BL's § 59 (se

vedlagte tegninger samt brev fra (A)). Forud for påbegyndelsen af selve

byggeriet er jeg blevet spurgt om, om jeg fandt indretningen hensigtsmæssig

for

(B). (B) kan nu gå med støtte af en person. I børnehave færdes han med

rollator, som han dog ikke har villet bruge i hjemmet. Her kravler han eller

går ved personstøtte. (B) benytter ikke kørestol. Jeg har haft telefonisk

kontakt til børnelæge på Kolding Sygehus og spurgt ham, om han forventer, at

(B) på et senere tidspunkt vil blive kørestolsbruger. Han udtaler, at der

ikke

er grund til at tro, at (B) på noget tidspunkt får behov for kørestol

indendøre, men at han vil blive gående, min. ved støtte af rollator. Hjemmet

skal derfor indrettes til (B) som gående med gangredskab.

...

Det skønnes, at (B) faktisk har behov for et større værelse, så

han kan komme rundt på værelset med sin rollator, komme til og fra sin seng,

nå

legetøj fra en reol og have en siddeplads. Det vurderes, at det eksisterende

værelse kan udvides til

10 m2

ved at flytte væggen mellem værelset og soveværelset. Soveværelset vil da

blive

på

12 m2,

og der vil fortsat være plads til dobbeltseng og nuværende skabe. Det er

således muligt at give (B) et rimeligt stort værelse, uden at bygge til

huset,

og der vil kun kunne gives tilskud til byggeriet svarende til udgiften ved at

flytte skillevæggen. Det vurderes, at der ikke kan gives tilskud til

etablering af svalegang. Vejle Kommunes standard er at give mulighed for at

færdes fra indgangspartiet til terassen. Dette forudsætter ikke opførelse af

en

svalegang, men nedlægning af fliser svarende til ca.

40 m2

fra terasse til

indgang. Endelig kan der ikke gives tilskud til etablering af den indvendige

trappe, der muliggør, at familien får et aktivitets/motorikrum, idet dette

ikke

skønnes at være en nødvendig betingelse for, at (B) kan bo i huset.

Forældrene

er

blevet tilbudt, at der bevilges

fjernelse af dørtrin i eksisterende beboelse, hvilket vil gøre det lettere

for

(B) at færdes med rollator. Såfremt dette sker, og værelset udvides som

ovenfor

nævnt, vil (B) kunne færdes frit i værelse, soveværelse, gang, badeværelse og

stue. Såfremt (B) skal have let adgang til køkkenet, bør spisepladsen flyttes

fra køkken til stue. Det vil kræve en dør fra køkken til stue, og denne

ændring

er forældrene blevet tilbudt. De har endnu ikke tage stilling til dette.

Efter

aftale med ( ) skrives afslag på tilskud til opførelse af 1 ekstra værelse,

opførelse af svalegang og etablering af indvendig trappe til aktivitetsrum.

Der

bevilges et beløb svarende til prisen for flytning af væg mellem værelse og

soveværelse

samt til nedlægning af fliser mellem indgang og terasse."

Kommunen meddelte

i brev af

14. maj 1997

A følgende:

"...

Ifølge BL's § 59 kan der gives tilskud til nødvendige

boligændringer.

Det skønnes at være nødvendigt for (B) at få et større værelse,

hvor han kan komme omkring med 1 rollator. Det vurderes dog, at et

eksisterende

værelse kan udvides til

10 m2,

ved at flytte skillevæggen til soveværelset, og derved blive tilstrækkelig

stort til (B). Der gives derfor afslag på tilbygning af et ekstra værelse,

men

gives bevilling på et beløb svarende til flytning af skillevæg mellem værelse

og soveværelse.

Der gives afslag på bevilling af etablering af svalegang rundt

om tilbygningen, idet det ikke skønnes at være nødvendigt for (B) at kunne

færdes hele vejen rundt om huset. Derimod skønnes det at være nødvendigt at

kunne færdes fra indgangsparti til terrassen, hvorfor der bevilges etablering

af flisegang – ialt

40 m2.

Der gives afslag på bevilling af etablering af indvendig

trappe, der sikrer adgang til et fremtidigt aktivitets/træningsrum, idet

dette

ikke er en nødvendig foranstaltning for (B)."

A klagede i brev af

8. juni 1997

over kommunens afgørelse. A anførte bl.a. at

de boligmæssige forandringer var nødvendige for en fortsat positiv fysisk og

mental udvikling af B, herunder skabelsen af en hverdag for ham og den øvrige

familie der ikke gav associationer i retning af at hjemmet for B var en

passiv

opbevaringsplads. Videre anførte A bl.a. følgende:

”Forandringen af vort hjem betragter vi som

forebyggende og absolut nødvendig for at

afhjælpe og formindske de boligmæssige ulemper. Dette set ud fra såvel

familiens 'overlevelse' og den fortsatte 'kamp' for. Vi tror og kæmper for at

(B) skal komme til at gå selv, men vi er også af den overbevisning, at

forudsætningen herfor i et væsentligt omfang bl.a. er betinget af de fysiske

forhold i hjemmet. Senest har H-gruppen ved (C) opfordret os til at modtage

en

kørestol, men kørestol eller ej er de boligmæssige forandringer og behov for

ændringer de samme."

På et møde i Vejle Kommune

den 13. juni 1997

revurderede kommunen A’s sag

og meddelte A i brev af

16.

juni 1997

at afgørelsen blev fastholdt.

I brev af

18.

juni 1997

til Det

Sociale Ankenævn for Vejle Amt fremkom A med yderligere bemærkninger til

sagen.

Nævnet sendte

den 19. juni 1997

A’s klage til kommunen med anmodning om en

udtalelse.

Ved brev af

23.

juni 1997

sendte Vejle

Kommune A’s klage af

8. juni 1997

til ankenævnet og skrev bl.a. følgende:

"Afgørelsen er på møde den 13/6-1997 genvurderet, hvor

afgørelsen fastholdes.

Der vedlægges relevante sagsakter herunder kopi af:

Familiens ansøgning af 2/2-1997, herunder også kopi af

medsendte tegninger over byggeriet.

Journalnotater.

Afslagsskrivelse af 14/5-1997.

Bemærkning fra ergoterapeut til ankeskrivelse af 10/6-1997.

Brev til familien af 16/6-1997 vedr. fastholdelsen af

afgørelsen."

I den nævnte bemærkning af

10. juni 1997

fra ergoterapeut C kommenterede

denne det forhold at A i sin klage af

8. juni 1997

til kommunen havde oplyst at C havde opfordret

A til at få en kørestol til B. C skrev bl.a. således:

”Familien har søgt om bevilling af en let klapvogn, idet (B) er

blevet for stor til deres almindelige klapvogn. I den forbindelse har jeg

bedt

familien overveje, om de i stedet skal søge om en kørestol til udendørs brug.

(B) fylder i efteråret 6 år, og det kan styrke både hans egen og

omgivelsernes

opfattelse af ham som en ’stor dreng’, at han benytter en kørestol

og ikke en

klapvogn, der normalt forbindes med mindre børn. Endvidere er det min

erfaring,

at børn ikke ønsker at blive set i en klapvogn, når de er begyndt deres

skolegang. Det vil derfor også være en mere langsigtet løsning at bevilge en

kørestol.

Der kan således kun være

tale om evt. bevilling af en udendørs kørestol, som ikke har nogen betydning

for den ansøgte boligændring. Jeg betragter fortsat (B) som en dreng, der

ikke

skal benytte kørestol indendøre men stimuleres bedst muligt til at benytte

sit

gangapparat.”

I brev af

26.

juni 1997

bad ankenævnet Vejle Kommune om en supplerende udtalelse

om sagen. Nævnet skrev bl.a. følgende:

"Modtager han [(B): min bemærkning] i børnehaven den

nødvendige motoriske træning? Er der fra lægelig/fysioterapeutisk side

stillet

krav om, at der skal foregå motorisk træning i hjemmet, som stiller særlige

krav herunder om et særligt aktivitetsrum eller ville den nødvendige

gangtræning kunne foregå inden for de hidtidige eksisterende rammer i

hjemmet?

Det fremgår af medsendte tegninger, at det eksisterende

forældresoveværelse er på

12

kvadratmeter

og at der ved siden af dette er et værelse

på

7 kvadratmeter.

Er det sidstnævnte værelse, som (B) har og som i følge afgørelsesskrivelsen

til

klager kan udvides til

10

kvadratmeter

ved at flytte væggen til forældrenes

soveværelse? Ville forældrenes soveværelse efter denne ændring stadig være 12

kvadratmenter og fungere til sit formål? Der henvises til det med håndskrevne

på tegningen om, at soveværelset og det lille værelse inden en sådan ændring

var henholdsvis 12 og

7

kvadratmeter. Er der tegninger af huset, som indeholder

de af kommunen foreslåede ændringer af de to rum og markering af flisegangen

rundt om huset fra indgangsparti til terrassen? Kopi af disse ændringer bedes

fremsendt."

I sin udtalelse af

8. juli 1997

til ankenævnet skrev Vejle Kommune bl.a.

således:

"(B) får træning 1 gang ugentligt af fysioterapeut (D),

specialbørnehaven (X). Vedlagt fysioterapeutisk vurdering af funktionsniveau

fra

10.06.1996.

Telefonisk oplyser (D) d.d., at der ikke er stillet krav til forældrene om,

at

der foregår motorisk træning i hjemmet. (D) giver (B) den nødvendige

motoriske

træning, der følges op af støttepædagogen i børnehaven. Der er en forventning

om, at forældrene forsøger at motivere (B) til at bruge de indlærte

færdigheder

som en naturlig del af dagligdagen, men at dette ikke skal have karakter af

træning. Der er således heller ikke stillet krav om et særligt aktivitetsrum.

Såfremt familien som foreslået ændrer på deres indretning af

det oprindelige hus, så (B) får eget værelse – gerne min.

10 m2, at spisepladen

fjernes fra køkkenet, så der bliver bedre gulvplads og dørtrinene i huset

fjernes, vil (B) kunne færdes i huset ved støtte af rollatoren.

Der vedlægges følgende tegninger over den oprindelige bygning:

1) Nuværende indretning

2) Vejle Kommunes forslag til indretning

3) Skitse over flisearealer

ad 1) Huset rummer i alt 1 soveværelse og 2 værelser. Familien

har valgt at lade de 2 børn dele det mindste værelse (ca.

7 m2

). Det største værelse

(ca.

8 m2

)

benyttes som arbejdsværelse. Der er meget snæver passage i køkkenet, idet

ganglinien spærres af familiens spiseplads.

ad 2) Idet huset rummer 2 værelser, og da børnene har en alder,

hvor familien kunne forventes at prioritere at give dem eget værelse, tages

udgangspunkt i at arbejdsværelset frigøres til børneværelse. Det foreslås, at

skabsvæggen i soveværelset flyttes, hvorved soveværelset bliver lidt mindre

(ca.

12,5 m2

),

og det tilstødende værelse bliver større (

10

m2

). Et værelse på

10

m2

vil være tilstrækkelig stort til et barn,

der er gående med støtte af rollator. Søsteren kan benytte det mindre værelse

på ca.

7 m2.

På skitsen er indtegnet møbleringsforslag i soveværelse og i (B)'s værelse.

Der vil fortsat være plads til de samme indbyggede skabe og dobbeltsengen i

soveværelset. I (B)'s værelse er placeret: 1 seng (2,0 x

0,8 m

), 1 skrivebord (0,6 x

1,2 m

) og de 2 oprindelige

indbygningsskabe. I køkkenet er indtegnet en ny dør, der forbinder køkken med

den del af stuen, hvor familien nu har placeret spisebord."

Kommunens udtalelser blev

den

29. juli 1997

sendt til

A med henblik på dennes eventuelle bemærkninger.

A fremkom med sine

kommentarer til kommunens udtalelser ved brev af

12. august 1997. A skrev bl.a. følgende:

”Vedr. brev af

23.06.97

fra Vejle Kommune til Vejle Statsamt:

- Journalnoter, jeg forudsætter her at det er de af Dem

fremsendte fotokopier, udarb. af Fr. (C)/kt af

08.07.97.

- Bemærkninger fra ergoterapeut til anke af d.

10.06.97

–

ikke

bekendt.

Vejle Kommunes indendørs

'indretningsudspil' er fremkommet længe efter at endelige tegninger og

ansøgning om støtte var tilgået Vejle Kommune efter den forretningsgang der

er

anført i ansøgning om støtte og byggeriet var påbegyndt. (Byggeriet blev

påbegyndt i uge 7).

'Indretningsudspillet' fremkom først i forbindelse med afslag om støtte

, men dog med støtte til at flytte en skillevæg,

( )

Der nævnes en skitse med

møbleringsforslag. En skitse vi aldrig har stiftet bekendtskab med, hvorfor

det

kan være lidt vanskelig at forholde sig til mulighederne heri.

...

Ved at flytte

skillevæggen/skabe mellem soveværelse og det 'store' værelse vil der ikke

være

mulighed for at flytte 'arb.værelset' ind i soveværelset pga. pladsmangel

–

ligesom skillevæggen, efter at være flyttet

bare få cm vil stå i døråbningen til soveværelset,

hvilket vil fremgå af

tegning. Selv med kun en delvis flytning af skillevæggen vil funktionen af

soveværelse få nævnte virkning ligesom tilvæksten til (B)'s værelse kun vil

have yderst marginal værdi.

...

Flytning af soveværelsesdør

i takt med flytning af skillevæg var en mulighed, men vil medføre en

markant reduktion af det 'lille' værelse

,

jvf. tegning, til noget der herefter vil være at betragte som uegnet som

værelse for et barn. Dette tillige med en kraftig forøgelse af gangarealet

til

ingen nytte."

Den 3. oktober 1997

sendte A ankenævnet de seneste vurderinger fra

børnehave og fysioterapeut vedrørende B’s udvikling.

Det sociale ankenævn traf

på møde

den 16. december 1997

følgende afgørelse der blev meddelt A i brev af

17. december 1997

:

"Nævnet tiltrådte Vejle Kommunes afgørelse.

Ifølge bistandslovens § 59 kan der ydes nødvendig hjælp til indretning

af boligen for at gøre denne bedre egnet som opholdssted for Deres søn.

Nævnet fandt, at der med bevillingen af hjælp til udgifterne

ved udvidelsen af Deres søns værelse og de øvrige tilbudte ændringer var ydet

den fornødne støtte med skyldig hensyntagen til, at familien iøvrigt kunne

fungere under de givne boligmæssige rammer.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på, i hvilket omfang Deres søns

nedsatte funktionsevne medfører særlige krav til den bolig, som han skal

bebo,

samt at der ikke stilles specielle boligmæssige krav til faciliteter i

hjemmet

med hensyn til optræning af Deres søns funktionsevne.

..."

I brev af

13.

januar 1998

til

ankenævnet klagede A over afgørelsen. A anførte på ny at det var fysisk

umuligt

at flytte skillevæggen mellem A’s soveværelse og B’s værelse idet

døren til

soveværelset da skulle flyttes ind i det mindste værelse. Dette værelse ville

efter A’s opfattelse herefter blive på størrelse med et vindfang og

ville

dermed ikke længere kunne fungere som et værelse. Samtidig oplyste A at

soveværelset ikke som anført af nævnet var

14 m2, men derimod

12 m2. Endelig anførte A at han under sagens

behandling ikke havde haft en reel mulighed for at få indsigt i det grundlag

hvorpå afgørelserne var truffet, og dermed heller ikke mulighed for at

imødegå

og belyse de forhold der var af betydning for sagen.

Den 16.

januar 1998

sendte ankenævnet A kopi af de af kommunen udarbejdede

skitser over den eksisterende indretning og forslag til ændring. I skitsen

over

den eksisterende indretning var målene for arbejdsværelset og soveværelset

angivet til henholdsvis

8,3 m2

og

13,8 m2. I

skitsen over kommunens forslag til ændring var målene angivet til henholdsvis

10,2 m2

og

12,7 m2. I brevet henviste

nævnet til at ændringsforslaget ifølge skitsen ikke indebar en flytning af

døren til soveværelset som beskrevet af A. Ankenævnet bad om at modtage

A’s

kommentarer til skitserne.

A sendte sine bemærkninger

til nævnet i brev af

24. januar 1998. A gjorde bl.a. indsigelse imod de af kommunen

angivne mål for arbejdsværelset og soveværelset og anførte at arbejdsværelset

–

som efter kommunens opfattelse kunne blive B's fremtidige værelse – ved

flytning af skillevæggen kun ville blive

9,4 m2

og ikke

10,2 m2

som anført af kommunen. A gjorde endvidere

gældende at en udvidelse af værelset fra

8,3 m2

til

9,4 m2

ikke ville have nogen reel betydning.

Det sociale ankenævn

afviste

den 29. januar 1998

at genoptage sagen. Ankenævnet lagde ved afgørelsen

vægt på at A’s breve af 13. og

24. januar 1998

ikke fandtes at indeholde sådanne ændrede oplysninger

om især målene og størrelsen af de to værelser i forhold til det sagsgrundlag

som forelå ved nævnets behandling af sagen at disse kunne danne baggrund for

en

ændret afgørelse. Samtidig oplyste nævnet at sagen var sendt til videre

behandling i Den Sociale Ankestyrelse.

Ankestyrelsen afviste

den

13. februar 1998

at

behandle sagen da den ikke fandtes at have principiel eller generel

betydning.

I brev af

23.

november 1998

klagede A

til mig over myndighedernes afgørelser.

Jeg anmodede

den

10. december 1998

Det

Sociale Nævn (tidligere Det Sociale Ankenævn) for Vejle Amt om en udtalelse i

anledning af Deres klage. Samtidig bad jeg det sociale nævn om forinden at

indhente

en udtalelse fra Vejle Kommune om sagen.

Jeg modtog myndighedernes

udtalelser

den 4. marts 1999.

I sin udtalelse af

22.

januar 1999

anførte

Vejle Kommune bl.a. følgende:

"I forbindelse med behandling af familiens ansøgning af

2.2.97

om boligændring efter

BL §59 blev der telefonisk indhentet lægelige oplysninger fra børnelæge,

Pædiatrisk afd. Kolding sygehus. Der blev givet tilladelse til, at samtalen

blev refereret i sagen.

Vejle Kommunes kendskab til (B)’s aktuelle funktionsniveau, var

baseret dels på løbende kontakt til behandlende fysioterapeut (D),

specialbørnehaven (X) og til støttepædagog i børnehaven (Y), dels på egen

vurdering af (B) foretaget på besøg i hjemmet og i børnehaven.

...

I vurderingen af ansøgningen om boligændring er der taget

udgangspunkt i, at familien ønskede at blive boende i nuværende hus, og at

der

skulle findes en løsning, der sikrede, at (B) ved støtte af en rollator kunne

komme i alle rum i stueplan. Samtidig er vurderet, at det var vigtigt for (B)

at kunne færdes udendøre fra forsiden af huset til terrassen gående med

rollator eller på cykel. Derimod finder Vejle kommune ikke, der er lov

grundlag

for at bevilge en boligændring, der alene har til formål at give god plads,

så

barnet kan lege/tumle og derved udvikle sig.

Som bilag vedlægges kopi af sagsakter. I den forbindelse gøres

opmærksom på, at familien på ansøgningstidspunktet selv havde planlagt den

ønskede om- og tilbygning, og de havde truffet aftale med en entreprenør om

at

begynde byggeriet indenfor få uger. Ved den første telefonhenvendelse, uge 3

1997, fremsatte (A) alene ønske om at få en faglig vurdering af, hvorvidt den

planlagte om-tilbygning ville være hensigtsmæssig for (B). Ved modtagelsen af

ansøgning om bevilling af tilskud til byggeriet af 2/2-97, blev (A) gjort

opmærksom på, at der ikke kunne træffes en afgørelse inden den planlagte

påbegyndelse af byggeriet. Byggeriet blev trods dette iværksat efter den

oprindelige tidsplan."

Det sociale nævn anførte i udtalelse af

3. marts 1999

bl.a. følgende:

"På beslutningstidspunktet i nævnet

16. december 1997

forelå for nævnet

følgende oplysningsgrundlag:

Kommunens udtalelse af

23. juni 1997

med de i udtalelsen nævnte bilag, klagers

brev af

18. juni 1997,

supplerende oplysninger i brev af

8. juli 1997

fra Vejle Kommune med bilag, brev fra klager

af

12. august 1997

med bilag, klagers brev af 3. oktober med bilag.

...

Med hensyn til nævnets afgørelse og baggrunden herfor skal man

henvise til afgørelsen af

17.

december 1997.

Det skal anføres, at afgørelsen er truffet ud fra en konkret

vurdering af sønnens helbredsmæssige forhold, nedsatte evne til at færdes i

hjemmet, brugen af rollator/personstøtte til at afhjælpe denne, det oplyste

om

boligens indretning og størrelse samt karakteren og omfanget de af kommunen

tilbudte

forandringer set i forhold til lovgrundlaget på området.

Det fremgår bl.a. af den dagældende bistandslovs § 59, at der

ydes den nødvendige hjælp til indretning af boligen for at gøre denne bedre

egnet som opholdssted for pgl.

Nævnet fandt, at der med de tilbudte ændringer var givet støtte

fra kommunens side i fornødent omfang.

Nævnet skal derfor af ovennævnte grunde afvise klagerens

påstand om, at der ikke af nævnet er foretaget en real vurdering af

sagen."

Den 16. marts 1999

sendte jeg A kopi af myndighedernes udtalelser,

og A fremkom med sine bemærkninger hertil i brev af

7. april 1999.

Den 13. december 1999

sendte jeg en foreløbig redegørelse vedrørende

A’s sag til Det Sociale Nævn for Vejle Amt og Vejle Kommune således at

nævnet

og kommunen kunne få lejlighed til at kommentere de faktiske oplysninger som

jeg – på baggrund af sagsakterne – måtte lægge til grund for min

opfattelse af

sagen. A modtog tillige kopi af min foreløbige redegørelse.

I brev af

10.

januar 2000

fremkom A

med kommentarer til min foreløbige redegørelse vedrørende sagen. A anførte

bl.a. at de sagkyndige udtalelser i sagen primært er fra personer der er i et

underordnet forhold til Vejle Kommune, og at der kun er foretaget vurderinger

af B’s fysik, dvs. at sociale og andre udviklingsmæssige forhold ikke er

inddraget.

Det Sociale Nævn for Vejle

Amt beklagede i brev af

26. januar 2000

at nævnet ikke havde partshørt A i fornødent

omfang eller påset at Vejle Kommunes partshøringspligt var opfyldt. Nævnet

havde ikke herudover kommentarer til min foreløbige redegørelse og meddelte

at

Vejle Kommune over for nævnet havde oplyst at kommunen heller ikke havde

nogen

bemærkninger til redegørelsen.

I forbindelse med min

behandling af sagen besluttede jeg mig for alene at lade min undersøgelse

omfatte

Vejle Kommune og det sociale ankenævn idet der ikke var udsigt til at jeg

ville

kunne kritisere Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af

13.

februar 1998, jf.

ombudsmandslovens § 16, stk. 1.

Ombudsmandens udtalelse

”Myndighedernes afgørelser vedrørende tilskud til boligændring

Vejle Kommunes og det sociale ankenævns afgørelser er truffet i henhold til §

59, stk. 1, i den dagældende bistandslov. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

’

§ 59.

Til personer med invaliditet eller varig sygdoms- eller

aldersbetinget svagelighed kan der ydes nødvendig hjælp til indretning af

boligen for at gøre denne bedre egnet som opholdssted for pågældende.’

I Socialministeriets

cirkulære af

17. december 1986

om hjælp til boligindretning, omsorgsarbejde og

befordring efter bistandsloven står bl.a. således:

’

1.

Efter lovens §

59, stk. 1, kan det sociale udvalg yde nødvendig hjælp til indretning af

boligen for at gøre den bedre egnet som opholdssted for personer med

invaliditet eller varig sygdoms- eller aldersbetinget svagelighed.

...

Hjælpen må anses for

nødvendig

,

når indretningen efter en bedømmelse i det enkelte tilfælde af vedkommende

boligforanstaltning og ansøgerens lidelse eller handicap skønnes at kunne

afhjælpe eller

i betydelig grad

formindske de boligmæssige ulemper

ved

ophold i eget hjem.

Det er således

ikke

tilstrækkeligt

, at en ændring af boligen ud fra en

gennemsnitsbetragtning

må anses for hensigtsmæssig, lige så lidt

som der efter bestemmelsen i § 59, stk. 1, kan ydes hjælp til boligmæssige

foranstaltninger, som alene eller overvejende har karakter af istandsættelse,

almindelig vedligeholdelse eller modernisering.

...

3.

Ved afgørelse af

sager om foretagelse af

mere omfattende

og bekostelige ændringer

, f.eks. hjælp til etablering af elevator, kran og

mindre om- eller tilbygning med henblik på indretning af et værelse eller

lignende, påhviler det det sociale udvalg nærmere at undersøge, om en mere

hensigtsmæssig eller økonomisk afhjælpning af boligforholdene, eventuelt ved

flytning, kan tilvejebringes. Det bør i denne forbindelse tages i

betragtning,

at boligen skal være egnet til benyttelse gennem et længere tidsrum, og at

udgifterne ved ændringen må anses for rimelige i forhold til de opnåede

brugsmæssige

fordele.’

Myndighedernes afgørelse af

om der kan ydes tilskud til boligændringer efter bistandslovens § 59, bygger

for en stor del på vurderinger og afvejninger af en række forskellige hensyn

og omstændigheder. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at

afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde

end kommunen og nævnet der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i

det daglige.

Normalt kan jeg derfor ikke

gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun

hvis der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere

myndighedernes afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er

mangelfuldt

oplyst.

Efter min gennemgang af sagens akter har jeg ikke grundlag for

at konstatere at sagen er mangelfuldt oplyst.

Jeg har herved bl.a. lagt vægt på at den divergerende opfattelse

der har foreligget i sagen vedrørende de to berørte værelsers arealer –

efter

min gennemgang af sagens akter – tilsyneladende skyldtes at kommunen

medregnede

omfanget af de indbyggede skabe i værelsernes areal hvorimod De alene

anførte værelsernes gulvareal.

Spørgsmålet om hvorvidt der burde have været indhentet

yderligere fagkyndige udtalelser, beror på vurderinger og afvejninger af en

række forskellige hensyn og omstændigheder. Som nævnt ovenfor har jeg som

ombudsmand ikke særlige forudsætninger for at foretage denne afvejning på en

anden

og bedre måde end kommunen og nævnet.

Jeg har herefter koncentreret

min undersøgelse omkring

( )

det

sociale ankenævns partshøringspligt.

Partshøring

1. Retsgrundlaget

Regler om hvornår en

myndighed har pligt til at partshøre, dvs. at give parten lejlighed til at

fremkomme

med sine bemærkninger inden der træffes afgørelse, findes i

forvaltningslovens

§ 19. Bestemmelsen har følgende indhold:

’

§ 19.

Kan en part i

en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af

bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke

træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne

og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog

kun,

hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig

betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for

afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i

stk. 1 gælder ikke, hvis

1)

det efter

oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at

træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,

2)

udsættelse vil

medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

3)

partens interesse i,

at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til

offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

4)

parten ikke har ret

til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende

oplysninger,

5)

den påtænkte

afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder

m.v.,

eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være

forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

6)

der ved lov er

fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig

bekendt

med grundlaget for de påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til

sagen, inden afgørelsen træffes.

...’

Efter § 19, stk. 1, har en

myndighed pligt til at partshøre hvis myndigheden i en afgørelsessag er i

besiddelse

af oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder der er til ugunst

for

parten, og som er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Bestemmelsen

forudsætter at parten ikke antages at være bekendt med at myndigheden er i

besiddelse af de pågældende faktiske oplysninger.

§ 19, stk. 2, indeholder

visse undtagelser fra partshøringspligten. Der er bl.a. ikke pligt til at

partshøre hvis det må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse på det

foreliggende grundlag.

Forvaltningsmyndigheden har

ansvaret for at sagen oplyses i et tilstrækkeligt omfang, og

partshøringsreglerne

skal bl.a. sikre at parten får tilstrækkelig lejlighed til at kontrollere

beslutningsgrundlaget inden afgørelse træffes. Eventuelle fejl i

beslutningsgrundlaget kan påpeges af parten ligesom denne også på anden måde

får mulighed for at tilføje sagen sine synspunkter. Partshøringsreglerne skal

endvidere tjene til at styrke tilliden til forvaltningen i forbindelse med de

berørte borgeres opfattelse af den måde hvorpå myndighederne behandler deres

sag.

Reglen i forvaltningslovens

§ 19 angår alene myndighedens pligt til at partshøre over faktiske

omstændigheder

af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Forvaltningsloven fastlægger

imidlertid kun minimumsregler. En videregående pligt til partshøring kan også

følge af ulovbestemte partshøringsregler. Der er således efter

omstændighederne

også en pligt til at foretage partshøring over vurderinger og lignende der

ikke

indgår i sagen som en faktisk omstændighed eller over hele

afgørelsesgrundlaget, inden afgørelse træffes, jf. John Vogter,

Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 224ff, og tilsvarende Jon

Andersen

mfl., Forvaltningsret (1994), s. 347ff, og Carl Aage Nørgaard og Jens Garde,

Forvaltningsret, Sagsbehandling, 4. udgave (1995), s.

163f.

Af Justitsministeriets

vejledning af 1986 om forvaltningsloven, pkt. 105, fremgår bl.a. følgende:

’Bestemmelserne i forvaltningsloven fastlægger, hvornår en

myndighed er forpligtet til at foretage partshøring. Bestemmelserne er

imidlertid ikke til hinder for, at der gennemføres partshøring i videre

omfang.

Partshøring bør derfor foretages også i tilfælde, hvor parten skønnes at have

nogen interesse i at få lejlighed til at se og eventuelt kommentere

afgørelsesgrundlaget, medmindre hensynet til offentlige eller andre privates

interesser taler imod det.

Ombudsmanden har tillige i

flere sager udtalt sig om en videregående ulovbestemt pligt

til at partshøre, jf. således Folketingets

Ombudsmands beretning for året 1984, s. 139ff*,

beretningen for 1988, s. 118ff*, og beretningen for 1994, s. 207ff*.

Sagen i beretningen for 1988, s. 118ff, har jeg omtalt nærmere nedenfor under

pkt. 2.

2. Vejle Kommunes partshøringspligt

De indsendte med Deres ansøgning af

2. februar 1997

tegninger over Deres

hus og de ændringer De ønskede at foretage. På grundlag heraf udarbejdede

Vejle

Kommune i forbindelse med behandling af sagen bl.a. en skitse over forslag

til

ændring i den oprindelige bebyggelse der kunne sikre at (B) fik et værelse på

ca.

10 m2.

Skitsen indeholdt tillige kommunens forslag til indretning af de to berørte

værelser.

Jeg kan ikke ud fra sagens

akter se at De forud for kommunens afgørelse skulle have modtaget kopi af

denne

skitse.

I Deres brev af

12.

august 1997

til

ankenævnet anførte De således også følgende:

’

Der nævnes en skitse med møbleringsforslag. En skitse vi aldrig

har stiftet bekendtskab med, hvorfor det kan være lidt vanskelig at forholde

sig til mulighederne heri.

’

På telefonisk forespørgsel

den

30. august 1999

oplyste

Vejle Kommune hertil at kommunen mente at De under sagens behandling havde

modtaget kopi af skitsen enten forud for afgørelsen eller i forbindelse med

tilsendelse af afgørelsen.

Den 3. september 1999

oplyste kommunen dog telefonisk at man ikke lå

inde med dokumentation herfor, og at alle sagens akter var sendt til mig.

På baggrund af sagsakterne

må jeg herefter lægge til grund at De ikke forud for eller i forbindelse med

kommunens afgørelse af

14. maj 1997

modtog kopi af kommunens skitse med forslag til

ændring af den oprindelige bebyggelse.

Spørgsmålet er herefter om

skitsen havde en sådan karakter at kommunen havde pligt til at partshøre

herover før der blev truffet afgørelse i sagen.

Sagen som er omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for

1988, s. 118ff, vedrørte en klage over en afgørelse fra det daværende

Familieretsdirektorat om en ægtefælles underholdsbidrag. (K) og (M) var

den 4. januar 1984

blevet

separeret bl.a. på vilkår at (M) skulle betale bidrag til (K)’s

underhold. (K)

ønskede ikke på daværende tidspunkt bidrag fastsat. (K) anmodede senere om

fastsættelse

af bidrag fra

den 1. februar

1985. Ved dom af

19.

juni 1985

blev (K) og (M) skilt på vilkår at (M) blev pålagt

bidragspligt over for (K) i to år. Statsamtet afslog i august 1985 (K)’s

ansøgning om fastsættelse af bidrag under henvisning til at der ifølge en

politirapport bestod et personligt og økonomisk fællesskab mellem (K) og (S).

Familieretsdirektoratet tiltrådte afgørelsen. I oktober 1986 ansøgte (K) på

ny

om fastsættelse af bidrag og henviste til at hendes forhold til (S) var

ophørt

samme måned. Statsamtet pålagde herefter (M) at betale 1.500 kr. om måneden i

bidrag til (K) frem til

den

19. juni 1987

hvor bidragspligten bortfaldt. Statsamtet lagde vægt

på at det ifølge en politirapport ikke fandtes godtgjort at (K) havde et

personligt eller økonomisk interessefællesskab med en anden mand. Bidragets

størrelse var herefter fastsat under hensyn til (K)’s og (M)’s

økonomiske

forhold. (M) klagede til Familieretsdirektoratet over bidragets størrelse.

Familieretsdirektoratet ændrede statsamtets afgørelse under henvisning til at

der ved fastsættelse af bidrag kan lægges vægt på om der i en periode af

længere varighed ikke havde været fastsat bidrag på grund af hustruens

personlige

og økonomiske interessefællesskab med en anden mand. Direktoratet fandt under

hensyn til bl.a. varigheden af (K)’s og (S)’s interessefællesskab

ikke at der

overhovedet burde fastsættes bidrag til (K)’s underhold. (K) klagede

herefter

til ombudsmanden der bl.a. udtalte følgende:

”Ved min gennemgang af sagen har jeg hæftet mig ved, at

Familieretsdirektoratets afgørelse hviler på et andet bedømmelsesgrundlag end

statsamtets for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der som følge af

samliv

med en anden mand overhovedet skulle fastsættes bidrag. Det fremgår ikke af

statsamtets afgørelse, om amtet herudover skulle have vurderet sagen i lyset

af

den ovennævnte praksis vedrørende undladelse af at fastsætte bidrag, selv om

samlivet med anden mand er ophørt. Denne praksis kom efter det oplyste først

ind i billedet i forbindelse med Familieretsdirektoratets behandling af

sagen,

så vidt ses på Familieretsdirektoratets foranledning.

Det fremgår af

brevvekslingen med Familieretsdirektoratet, at De ikke var – og ikke

blev gjort

– bekendt med den omtalte praksis, før Familieretsdirektoratets

afgørelse

forelå.

Som det fremgår af

Familieretsdirektoratets afgørelse, er oplysninger om parternes økonomi uden

betydning, når sagen afgøres ud fra praksis med hensyn til undladelse af at

fastsætte bidrag efter samliv med en anden mand. Afgørende i den forbindelse

er

oplysninger om varigheden af det personlige og økonomiske interessefællesskab

med den anden mand. Familieretsdirektoratet lagde således vægt på

politirapportens oplysninger om,

at De

og (S) ’havde kendt hinanden’ siden februar måned 1984.

Efter min opfattelse burde Familieretsdirektoratet have sikret

sig, at De fik lejlighed til at fremsætte bemærkninger til sagen, således som

den forelå efter indførelsen af det nye (generelle) bedømmelsesgrundlag. Det

kunne efter min mening ikke udelukkes, at De havde yderligere oplysninger af

betydning for dette eller ønskede at præcisere, eventuelt korrigere, de

oplysninger, som De tidligere havde afgivet til bl.a. politiet.

Familieretsdirektoratet

burde således, inden det traf afgørelse, have sendt Dem kopi af den i sagen

foreliggende politirapport, med fremhævelse af de oplysninger, bl.a. om

varigheden af Deres forhold til (S), som direktoratet agtede at lægge vægt på

ved afgørelsen af, om der overhovedet skulle fastsættes bidrag.

Som begrundelse for mit

standpunkt henviser jeg til bestemmelsen om partshøring i forvaltningslovens

§

19. Høringspligten omfatter faktiske oplysninger, som er til ugunst for

parten,

og som den pågældende ikke allerede ved er i myndighedens besiddelse. Det

generelle bedømmelsesgrundlag, regler og praksis m.m. er ikke omfattet,

herunder heller ikke et eventuelt nyt bedømmelsesgrundlag i klageinstansen.

Hvis imidlertid det nye bedømmelsesgrundlag indebærer, at tidligere givne

oplysninger til sagen får en anden betydning, således at oplysningerne, fra

tidligere at være til fordel for parten eller være af uvæsentlig betydning,

nu

får væsentlig betydning til ugunst for parten, må forholdet efter min mening

sidestilles med inddragelse af nye faktiske oplysninger. Konsekvensen må i

almindelighed være, at der skal ske partshøring for så vidt angår disse

oplysninger.’

Efter min opfattelse må

Vejle Kommunes skitse anses for at have været af væsentlig betydning for

sagen

idet den var udtryk for kommunens vurdering af hvordan man ved ændring i den

oprindelige bebyggelse kunne give (B) et værelse af en passende størrelse,

dvs.

uden

at foretage den af Dem ønskede

tilbygning. Kommunens forslag til ændring – og hermed afgørelsen –

afveg

således væsentligt fra det ansøgte. De faktiske oplysninger som De havde

afgivet vedrørende den oprindelige bebyggelse der skulle støtte Deres

ansøgning, fik i forbindelse med kommunens behandling en væsentlig betydning

for sagens afgørelse til ugunst for Dem.

Det kan efter min mening ikke udelukkes at De ville have haft

eventuelle yderligere oplysninger eller bemærkninger af betydning for

kommunens

vurdering af mulighederne for ændring i den oprindelige bebyggelse.

Skitsens betydning illustreres endvidere ved det forhold at De

– som det fremgår af Deres senere korrespondance med ankenævnet –

tilsyneladende havde misforstået kommunens forslag til ændring således som

ændringen var beskrevet i kommunens afgørelse.

Hertil kommer at skitsen

indeholdt kommunens forslag til indretning af de to berørte værelser. Dette

indretningsforslag – som tillige må have haft betydning for kommunens

vurdering af sagen, jf. kommunens udtalelse af

8. juli 1997

til ankenævnet – var end ikke medtaget i

kommunens begrundelse for afgørelsen.

Vejle Kommune burde på

baggrund af ovenstående have sendt Dem kopi af skitsen med forslag til

indretning og ændring i den oprindelige bebyggelse og have givet Dem

lejlighed

til at fremkomme med Deres eventuelle kommentarer hertil inden afgørelsen

blev

truffet.

Det er således min

opfattelse at der for Vejle Kommune forelå en ulovbestemt pligt til at

partshøre Dem over skitsen. Det er meget beklageligt at kommunen ikke

opfyldte

denne partshøringspligt.

Jeg har gjort Vejle Kommune

bekendt med min opfattelse.

3. Det sociale ankenævns partshøringspligt

De modtog ved brev af

29.

juli 1997

fra det

sociale ankenævn kopi af Vejle Kommunes udtalelser af 23. juni og

8.

juli 1997.

I brev af

12.

august 1997

fremkom De med bemærkninger til kommunens udtalelser.

De anførte bl.a. at De forudsatte at de nævnte ’journalnotater’ var

de af

nævnet fremsendte kopier udarbejdet af (C)

den 8. juli 1997, dvs. kommunens supplerende

udtalelse af

8. juli 1997

til nævnet. Jeg må forstå det således at De ikke var klar over at der ved

journalnotater menes kommunens interne notater i sagen. Samtidig anførte De

at

De ikke var bekendt med ergoterapeutens bemærkninger af

10. juni 1997

til Deres anke, ligesom

De som citeret ovenfor under afsnit 2 gjorde opmærksom på at De ikke havde

kendskab til kommunens skitse ’med møbleringsforslag’.

Det sociale ankenævn traf

afgørelse i sagen

den 17. december 1997

uden at forholde sig til Deres ovennævnte

bemærkninger.

Det var først

den

16. januar 1998

– da

ankenævnet havde modtaget Deres klage af

13. januar 1998, hvori De bl.a. anførte at De ikke havde haft en

reel mulighed for at få indsigt i det grundlag hvorpå afgørelserne var

truffet

– at ankenævnet sendte Dem kopi af kommunens skitse over eksisterende

indretning

og skitse over forslag til ændring af oprindelig bebyggelse.

Jeg kan imidlertid ikke ud

fra sagens akter se at ankenævnet skulle have sendt Dem en kopi af

bemærkningerne

af

10. juni 1997

fra kommunens ergoterapeut, eller at ankenævnet

skulle have gjort Dem bekendt med at der ved ’journalnotater’ ikke

var tale om

kommunens supplerende udtalelse af

8. juli 1997, men derimod kommunens interne notater.

Ved telefonisk henvendelse

den

30. august 1999

til det

sociale nævn har nævnet oplyst hertil at det ikke erindres om De er blevet

partshørt over ergoterapeutens bemærkninger.

Jeg må herefter lægge til

grund at De ikke er blevet partshørt herover i forbindelse med ankenævnets

behandling af sagen.

Efter min opfattelse var

ergoterapeutens bemærkninger en del af kommunens udtalelse i anledning af

Deres

klage.

Ankenævnet burde derfor

have medsendt kopi af ergoterapeutens bemærkninger i forbindelse med at

ankenævnet partshørte Dem over kommunens udtalelser af 23. juni og

8.

juli 1997.

Da De i Deres brev af

12.

august 1997

selv gjorde

opmærksom på at De ikke var bekendt med ergoterapeutens bemærkninger, burde

ankenævnet i hvert fald på dette tidspunkt have reageret ved at sende Dem

kopi

af bemærkningerne. Den manglende partshøring er i strid med

forvaltningslovens

§ 19.

Efter min opfattelse burde

ankenævnet under sin behandling af sagen endvidere have påset om Vejle

Kommunes

partshøringspligt var iagttaget.

Forud for sin afgørelse af

17. december 1997

burde ankenævnet således

være blevet opmærksom på at kommunen ikke havde partshørt Dem over –

eller i

øvrigt gjort Dem bekendt med – skitsen over forslag til ændring af den

oprindelige bebyggelse i Deres hus. Så meget desto mere eftersom De selv

allerede i brev af

12.

august 1997

til ankenævnet udtrykkeligt gjorde opmærksom herpå.

Det er meget beklageligt at

ankenævnet ikke påså dette forhold og sørgede for at den fornødne partshøring

fandt sted før nævnet traf afgørelse i sagen, og ikke først da ankenævnet

havde

færdigbehandlet sagen.

Ankenævnet burde endvidere

have påset om De var blevet partshørt over de oplysninger som kommunen havde

indhentet fra Kolding Sygehus, og have sørget for at den fornødne partshøring

fandt sted.

Endelig mener jeg at det

ville have været i overensstemmelse med god forvaltningsskik hvis ankenævnet

i

anledning af Deres brev af

12. august 1997

havde orienteret Dem om at der ved ’journalnotater’

ikke var tale om kommunens udtalelse af

8. juli 1997, men derimod kommunens interne notater. De ville

herved have haft lejlighed til at tage stilling til om De ville bede om

aktindsigt og eventuelt kommentere dette materiale inden ankenævnet traf

afgørelse.

Jeg har gjort Det Sociale

Nævn for Vejle Amt bekendt med min ovenstående opfattelse.

Jeg har – på baggrund af at

De ikke blev partshørt i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19 –

overvejet om jeg burde henstille til det sociale nævn at genoptage sagen.

Efter

min gennemgang af sagen mener jeg imidlertid ikke at have fuldt

tilstrækkeligt

grundlag for at henstille genoptagelse. Jeg mener således fortsat – på

trods af

det De har anført i Deres brev af

10. januar 2000

– at den manglende partshøring ikke kan antages

at have haft indflydelse på resultatet af nævnets afgørelse. Jeg har derfor

besluttet ikke at bede nævnet genoptage sagen.

Jeg foretog mig herefter

ikke mere i sagen.”

NOTER: (*) FOB 1984, s.

139, FOB 1988, s. 118, og

FOB 1994, s. 207.

Lignende dokumenter