Ulovbestemt partshøringspligt om skitse over kommunes forslag til boligændring. Bistandslovens § 59.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Ulovbestemt partshøringspligt om skitse over kommunes forslag
til boligændring. Bistandslovens § 59.
En far til et handicappet barn klagede til mig over
myndighedernes afslag på at yde tilskud til boligændring efter bistandslovens
§
59.
Det fremgik af sagen at A’s
søn, B, som er født
den 7. oktober 1991, har følger efter hydrocephalus (vand i hovedet)
i form af bl.a. nedsat gangfunktion.
A søgte ved brev af
2.
februar 1997
Vejle
Kommune om tilskud til boligændring i form af en tilbygning til sit hus
således
at huset i højere grad ville opfylde B’s behov.
Det fremgik af A’s brev at
tilbygningen skulle være i to etager med stue i forlængelse af eksisterende
bebyggelse, en trappenedgang til nyt forældresoveværelse, badeværelse og
indgang til et ældre kælderrum der ikke tidligere havde været anvendt til
beboelse.
Kælderrummet skulle indrettes til indendørs lege- og "træningsrum".
B
skulle overtage forældrenes soveværelse idet de oprindelige børneværelser var
for små til hans behov. Anden fase af boligændringen skulle bl.a. omfatte en
svalegang så det var muligt for B at færdes og komme rundt om huset. A
medsendte diverse tegninger over tilbygningen til huset.
Af kommunens journalark
fremgår bl.a. følgende:
Læs alt
"
12.05.1997
(A) har selv fået udarbejdet tegninger til tilbygning af deres
hus og søger i den forbindelse om tilskud til byggeriet over BL's § 59 (se
vedlagte tegninger samt brev fra (A)). Forud for påbegyndelsen af selve
byggeriet er jeg blevet spurgt om, om jeg fandt indretningen hensigtsmæssig
for
(B). (B) kan nu gå med støtte af en person. I børnehave færdes han med
rollator, som han dog ikke har villet bruge i hjemmet. Her kravler han eller
går ved personstøtte. (B) benytter ikke kørestol. Jeg har haft telefonisk
kontakt til børnelæge på Kolding Sygehus og spurgt ham, om han forventer, at
(B) på et senere tidspunkt vil blive kørestolsbruger. Han udtaler, at der
ikke
er grund til at tro, at (B) på noget tidspunkt får behov for kørestol
indendøre, men at han vil blive gående, min. ved støtte af rollator. Hjemmet
skal derfor indrettes til (B) som gående med gangredskab.
...
Det skønnes, at (B) faktisk har behov for et større værelse, så
han kan komme rundt på værelset med sin rollator, komme til og fra sin seng,
nå
legetøj fra en reol og have en siddeplads. Det vurderes, at det eksisterende
værelse kan udvides til
10 m2
ved at flytte væggen mellem værelset og soveværelset. Soveværelset vil da
blive
på
12 m2,
og der vil fortsat være plads til dobbeltseng og nuværende skabe. Det er
således muligt at give (B) et rimeligt stort værelse, uden at bygge til
huset,
og der vil kun kunne gives tilskud til byggeriet svarende til udgiften ved at
flytte skillevæggen. Det vurderes, at der ikke kan gives tilskud til
etablering af svalegang. Vejle Kommunes standard er at give mulighed for at
færdes fra indgangspartiet til terassen. Dette forudsætter ikke opførelse af
en
svalegang, men nedlægning af fliser svarende til ca.
40 m2
fra terasse til
indgang. Endelig kan der ikke gives tilskud til etablering af den indvendige
trappe, der muliggør, at familien får et aktivitets/motorikrum, idet dette
ikke
skønnes at være en nødvendig betingelse for, at (B) kan bo i huset.
Forældrene
er
blevet tilbudt, at der bevilges
fjernelse af dørtrin i eksisterende beboelse, hvilket vil gøre det lettere
for
(B) at færdes med rollator. Såfremt dette sker, og værelset udvides som
ovenfor
nævnt, vil (B) kunne færdes frit i værelse, soveværelse, gang, badeværelse og
stue. Såfremt (B) skal have let adgang til køkkenet, bør spisepladsen flyttes
fra køkken til stue. Det vil kræve en dør fra køkken til stue, og denne
ændring
er forældrene blevet tilbudt. De har endnu ikke tage stilling til dette.
Efter
aftale med ( ) skrives afslag på tilskud til opførelse af 1 ekstra værelse,
opførelse af svalegang og etablering af indvendig trappe til aktivitetsrum.
Der
bevilges et beløb svarende til prisen for flytning af væg mellem værelse og
soveværelse
samt til nedlægning af fliser mellem indgang og terasse."
Kommunen meddelte
i brev af
14. maj 1997
A følgende:
"...
Ifølge BL's § 59 kan der gives tilskud til nødvendige
boligændringer.
Det skønnes at være nødvendigt for (B) at få et større værelse,
hvor han kan komme omkring med 1 rollator. Det vurderes dog, at et
eksisterende
værelse kan udvides til
10 m2,
ved at flytte skillevæggen til soveværelset, og derved blive tilstrækkelig
stort til (B). Der gives derfor afslag på tilbygning af et ekstra værelse,
men
gives bevilling på et beløb svarende til flytning af skillevæg mellem værelse
og soveværelse.
Der gives afslag på bevilling af etablering af svalegang rundt
om tilbygningen, idet det ikke skønnes at være nødvendigt for (B) at kunne
færdes hele vejen rundt om huset. Derimod skønnes det at være nødvendigt at
kunne færdes fra indgangsparti til terrassen, hvorfor der bevilges etablering
af flisegang – ialt
40 m2.
Der gives afslag på bevilling af etablering af indvendig
trappe, der sikrer adgang til et fremtidigt aktivitets/træningsrum, idet
dette
ikke er en nødvendig foranstaltning for (B)."
A klagede i brev af
8. juni 1997
over kommunens afgørelse. A anførte bl.a. at
de boligmæssige forandringer var nødvendige for en fortsat positiv fysisk og
mental udvikling af B, herunder skabelsen af en hverdag for ham og den øvrige
familie der ikke gav associationer i retning af at hjemmet for B var en
passiv
opbevaringsplads. Videre anførte A bl.a. følgende:
”Forandringen af vort hjem betragter vi som
forebyggende og absolut nødvendig for at
afhjælpe og formindske de boligmæssige ulemper. Dette set ud fra såvel
familiens 'overlevelse' og den fortsatte 'kamp' for. Vi tror og kæmper for at
(B) skal komme til at gå selv, men vi er også af den overbevisning, at
forudsætningen herfor i et væsentligt omfang bl.a. er betinget af de fysiske
forhold i hjemmet. Senest har H-gruppen ved (C) opfordret os til at modtage
en
kørestol, men kørestol eller ej er de boligmæssige forandringer og behov for
ændringer de samme."
På et møde i Vejle Kommune
den 13. juni 1997
revurderede kommunen A’s sag
og meddelte A i brev af
16.
juni 1997
at afgørelsen blev fastholdt.
I brev af
18.
juni 1997
til Det
Sociale Ankenævn for Vejle Amt fremkom A med yderligere bemærkninger til
sagen.
Nævnet sendte
den 19. juni 1997
A’s klage til kommunen med anmodning om en
udtalelse.
Ved brev af
23.
juni 1997
sendte Vejle
Kommune A’s klage af
8. juni 1997
til ankenævnet og skrev bl.a. følgende:
"Afgørelsen er på møde den 13/6-1997 genvurderet, hvor
afgørelsen fastholdes.
Der vedlægges relevante sagsakter herunder kopi af:
Familiens ansøgning af 2/2-1997, herunder også kopi af
medsendte tegninger over byggeriet.
Journalnotater.
Afslagsskrivelse af 14/5-1997.
Bemærkning fra ergoterapeut til ankeskrivelse af 10/6-1997.
Brev til familien af 16/6-1997 vedr. fastholdelsen af
afgørelsen."
I den nævnte bemærkning af
10. juni 1997
fra ergoterapeut C kommenterede
denne det forhold at A i sin klage af
8. juni 1997
til kommunen havde oplyst at C havde opfordret
A til at få en kørestol til B. C skrev bl.a. således:
”Familien har søgt om bevilling af en let klapvogn, idet (B) er
blevet for stor til deres almindelige klapvogn. I den forbindelse har jeg
bedt
familien overveje, om de i stedet skal søge om en kørestol til udendørs brug.
(B) fylder i efteråret 6 år, og det kan styrke både hans egen og
omgivelsernes
opfattelse af ham som en ’stor dreng’, at han benytter en kørestol
og ikke en
klapvogn, der normalt forbindes med mindre børn. Endvidere er det min
erfaring,
at børn ikke ønsker at blive set i en klapvogn, når de er begyndt deres
skolegang. Det vil derfor også være en mere langsigtet løsning at bevilge en
kørestol.
Der kan således kun være
tale om evt. bevilling af en udendørs kørestol, som ikke har nogen betydning
for den ansøgte boligændring. Jeg betragter fortsat (B) som en dreng, der
ikke
skal benytte kørestol indendøre men stimuleres bedst muligt til at benytte
sit
gangapparat.”
I brev af
26.
juni 1997
bad ankenævnet Vejle Kommune om en supplerende udtalelse
om sagen. Nævnet skrev bl.a. følgende:
"Modtager han [(B): min bemærkning] i børnehaven den
nødvendige motoriske træning? Er der fra lægelig/fysioterapeutisk side
stillet
krav om, at der skal foregå motorisk træning i hjemmet, som stiller særlige
krav herunder om et særligt aktivitetsrum eller ville den nødvendige
gangtræning kunne foregå inden for de hidtidige eksisterende rammer i
hjemmet?
Det fremgår af medsendte tegninger, at det eksisterende
forældresoveværelse er på
12
kvadratmeter
og at der ved siden af dette er et værelse
på
7 kvadratmeter.
Er det sidstnævnte værelse, som (B) har og som i følge afgørelsesskrivelsen
til
klager kan udvides til
10
kvadratmeter
ved at flytte væggen til forældrenes
soveværelse? Ville forældrenes soveværelse efter denne ændring stadig være 12
kvadratmenter og fungere til sit formål? Der henvises til det med håndskrevne
på tegningen om, at soveværelset og det lille værelse inden en sådan ændring
var henholdsvis 12 og
7
kvadratmeter. Er der tegninger af huset, som indeholder
de af kommunen foreslåede ændringer af de to rum og markering af flisegangen
rundt om huset fra indgangsparti til terrassen? Kopi af disse ændringer bedes
fremsendt."
I sin udtalelse af
8. juli 1997
til ankenævnet skrev Vejle Kommune bl.a.
således:
"(B) får træning 1 gang ugentligt af fysioterapeut (D),
specialbørnehaven (X). Vedlagt fysioterapeutisk vurdering af funktionsniveau
fra
10.06.1996.
Telefonisk oplyser (D) d.d., at der ikke er stillet krav til forældrene om,
at
der foregår motorisk træning i hjemmet. (D) giver (B) den nødvendige
motoriske
træning, der følges op af støttepædagogen i børnehaven. Der er en forventning
om, at forældrene forsøger at motivere (B) til at bruge de indlærte
færdigheder
som en naturlig del af dagligdagen, men at dette ikke skal have karakter af
træning. Der er således heller ikke stillet krav om et særligt aktivitetsrum.
Såfremt familien som foreslået ændrer på deres indretning af
det oprindelige hus, så (B) får eget værelse – gerne min.
10 m2, at spisepladen
fjernes fra køkkenet, så der bliver bedre gulvplads og dørtrinene i huset
fjernes, vil (B) kunne færdes i huset ved støtte af rollatoren.
Der vedlægges følgende tegninger over den oprindelige bygning:
1) Nuværende indretning
2) Vejle Kommunes forslag til indretning
3) Skitse over flisearealer
ad 1) Huset rummer i alt 1 soveværelse og 2 værelser. Familien
har valgt at lade de 2 børn dele det mindste værelse (ca.
7 m2
). Det største værelse
(ca.
8 m2
)
benyttes som arbejdsværelse. Der er meget snæver passage i køkkenet, idet
ganglinien spærres af familiens spiseplads.
ad 2) Idet huset rummer 2 værelser, og da børnene har en alder,
hvor familien kunne forventes at prioritere at give dem eget værelse, tages
udgangspunkt i at arbejdsværelset frigøres til børneværelse. Det foreslås, at
skabsvæggen i soveværelset flyttes, hvorved soveværelset bliver lidt mindre
(ca.
12,5 m2
),
og det tilstødende værelse bliver større (
10
m2
). Et værelse på
10
m2
vil være tilstrækkelig stort til et barn,
der er gående med støtte af rollator. Søsteren kan benytte det mindre værelse
på ca.
7 m2.
På skitsen er indtegnet møbleringsforslag i soveværelse og i (B)'s værelse.
Der vil fortsat være plads til de samme indbyggede skabe og dobbeltsengen i
soveværelset. I (B)'s værelse er placeret: 1 seng (2,0 x
0,8 m
), 1 skrivebord (0,6 x
1,2 m
) og de 2 oprindelige
indbygningsskabe. I køkkenet er indtegnet en ny dør, der forbinder køkken med
den del af stuen, hvor familien nu har placeret spisebord."
Kommunens udtalelser blev
den
29. juli 1997
sendt til
A med henblik på dennes eventuelle bemærkninger.
A fremkom med sine
kommentarer til kommunens udtalelser ved brev af
12. august 1997. A skrev bl.a. følgende:
”Vedr. brev af
23.06.97
fra Vejle Kommune til Vejle Statsamt:
- Journalnoter, jeg forudsætter her at det er de af Dem
fremsendte fotokopier, udarb. af Fr. (C)/kt af
08.07.97.
- Bemærkninger fra ergoterapeut til anke af d.
10.06.97
–
ikke
bekendt.
Vejle Kommunes indendørs
'indretningsudspil' er fremkommet længe efter at endelige tegninger og
ansøgning om støtte var tilgået Vejle Kommune efter den forretningsgang der
er
anført i ansøgning om støtte og byggeriet var påbegyndt. (Byggeriet blev
påbegyndt i uge 7).
'Indretningsudspillet' fremkom først i forbindelse med afslag om støtte
, men dog med støtte til at flytte en skillevæg,
( )
Der nævnes en skitse med
møbleringsforslag. En skitse vi aldrig har stiftet bekendtskab med, hvorfor
det
kan være lidt vanskelig at forholde sig til mulighederne heri.
...
Ved at flytte
skillevæggen/skabe mellem soveværelse og det 'store' værelse vil der ikke
være
mulighed for at flytte 'arb.værelset' ind i soveværelset pga. pladsmangel
–
ligesom skillevæggen, efter at være flyttet
bare få cm vil stå i døråbningen til soveværelset,
hvilket vil fremgå af
tegning. Selv med kun en delvis flytning af skillevæggen vil funktionen af
soveværelse få nævnte virkning ligesom tilvæksten til (B)'s værelse kun vil
have yderst marginal værdi.
...
Flytning af soveværelsesdør
i takt med flytning af skillevæg var en mulighed, men vil medføre en
markant reduktion af det 'lille' værelse
,
jvf. tegning, til noget der herefter vil være at betragte som uegnet som
værelse for et barn. Dette tillige med en kraftig forøgelse af gangarealet
til
ingen nytte."
Den 3. oktober 1997
sendte A ankenævnet de seneste vurderinger fra
børnehave og fysioterapeut vedrørende B’s udvikling.
Det sociale ankenævn traf
på møde
den 16. december 1997
følgende afgørelse der blev meddelt A i brev af
17. december 1997
:
"Nævnet tiltrådte Vejle Kommunes afgørelse.
Ifølge bistandslovens § 59 kan der ydes nødvendig hjælp til indretning
af boligen for at gøre denne bedre egnet som opholdssted for Deres søn.
Nævnet fandt, at der med bevillingen af hjælp til udgifterne
ved udvidelsen af Deres søns værelse og de øvrige tilbudte ændringer var ydet
den fornødne støtte med skyldig hensyntagen til, at familien iøvrigt kunne
fungere under de givne boligmæssige rammer.
Der er ved afgørelsen lagt vægt på, i hvilket omfang Deres søns
nedsatte funktionsevne medfører særlige krav til den bolig, som han skal
bebo,
samt at der ikke stilles specielle boligmæssige krav til faciliteter i
hjemmet
med hensyn til optræning af Deres søns funktionsevne.
..."
I brev af
13.
januar 1998
til
ankenævnet klagede A over afgørelsen. A anførte på ny at det var fysisk
umuligt
at flytte skillevæggen mellem A’s soveværelse og B’s værelse idet
døren til
soveværelset da skulle flyttes ind i det mindste værelse. Dette værelse ville
efter A’s opfattelse herefter blive på størrelse med et vindfang og
ville
dermed ikke længere kunne fungere som et værelse. Samtidig oplyste A at
soveværelset ikke som anført af nævnet var
14 m2, men derimod
12 m2. Endelig anførte A at han under sagens
behandling ikke havde haft en reel mulighed for at få indsigt i det grundlag
hvorpå afgørelserne var truffet, og dermed heller ikke mulighed for at
imødegå
og belyse de forhold der var af betydning for sagen.
Den 16.
januar 1998
sendte ankenævnet A kopi af de af kommunen udarbejdede
skitser over den eksisterende indretning og forslag til ændring. I skitsen
over
den eksisterende indretning var målene for arbejdsværelset og soveværelset
angivet til henholdsvis
8,3 m2
og
13,8 m2. I
skitsen over kommunens forslag til ændring var målene angivet til henholdsvis
10,2 m2
og
12,7 m2. I brevet henviste
nævnet til at ændringsforslaget ifølge skitsen ikke indebar en flytning af
døren til soveværelset som beskrevet af A. Ankenævnet bad om at modtage
A’s
kommentarer til skitserne.
A sendte sine bemærkninger
til nævnet i brev af
24. januar 1998. A gjorde bl.a. indsigelse imod de af kommunen
angivne mål for arbejdsværelset og soveværelset og anførte at arbejdsværelset
–
som efter kommunens opfattelse kunne blive B's fremtidige værelse – ved
flytning af skillevæggen kun ville blive
9,4 m2
og ikke
10,2 m2
som anført af kommunen. A gjorde endvidere
gældende at en udvidelse af værelset fra
8,3 m2
til
9,4 m2
ikke ville have nogen reel betydning.
Det sociale ankenævn
afviste
den 29. januar 1998
at genoptage sagen. Ankenævnet lagde ved afgørelsen
vægt på at A’s breve af 13. og
24. januar 1998
ikke fandtes at indeholde sådanne ændrede oplysninger
om især målene og størrelsen af de to værelser i forhold til det sagsgrundlag
som forelå ved nævnets behandling af sagen at disse kunne danne baggrund for
en
ændret afgørelse. Samtidig oplyste nævnet at sagen var sendt til videre
behandling i Den Sociale Ankestyrelse.
Ankestyrelsen afviste
den
13. februar 1998
at
behandle sagen da den ikke fandtes at have principiel eller generel
betydning.
I brev af
23.
november 1998
klagede A
til mig over myndighedernes afgørelser.
Jeg anmodede
den
10. december 1998
Det
Sociale Nævn (tidligere Det Sociale Ankenævn) for Vejle Amt om en udtalelse i
anledning af Deres klage. Samtidig bad jeg det sociale nævn om forinden at
indhente
en udtalelse fra Vejle Kommune om sagen.
Jeg modtog myndighedernes
udtalelser
den 4. marts 1999.
I sin udtalelse af
22.
januar 1999
anførte
Vejle Kommune bl.a. følgende:
"I forbindelse med behandling af familiens ansøgning af
2.2.97
om boligændring efter
BL §59 blev der telefonisk indhentet lægelige oplysninger fra børnelæge,
Pædiatrisk afd. Kolding sygehus. Der blev givet tilladelse til, at samtalen
blev refereret i sagen.
Vejle Kommunes kendskab til (B)’s aktuelle funktionsniveau, var
baseret dels på løbende kontakt til behandlende fysioterapeut (D),
specialbørnehaven (X) og til støttepædagog i børnehaven (Y), dels på egen
vurdering af (B) foretaget på besøg i hjemmet og i børnehaven.
...
I vurderingen af ansøgningen om boligændring er der taget
udgangspunkt i, at familien ønskede at blive boende i nuværende hus, og at
der
skulle findes en løsning, der sikrede, at (B) ved støtte af en rollator kunne
komme i alle rum i stueplan. Samtidig er vurderet, at det var vigtigt for (B)
at kunne færdes udendøre fra forsiden af huset til terrassen gående med
rollator eller på cykel. Derimod finder Vejle kommune ikke, der er lov
grundlag
for at bevilge en boligændring, der alene har til formål at give god plads,
så
barnet kan lege/tumle og derved udvikle sig.
Som bilag vedlægges kopi af sagsakter. I den forbindelse gøres
opmærksom på, at familien på ansøgningstidspunktet selv havde planlagt den
ønskede om- og tilbygning, og de havde truffet aftale med en entreprenør om
at
begynde byggeriet indenfor få uger. Ved den første telefonhenvendelse, uge 3
1997, fremsatte (A) alene ønske om at få en faglig vurdering af, hvorvidt den
planlagte om-tilbygning ville være hensigtsmæssig for (B). Ved modtagelsen af
ansøgning om bevilling af tilskud til byggeriet af 2/2-97, blev (A) gjort
opmærksom på, at der ikke kunne træffes en afgørelse inden den planlagte
påbegyndelse af byggeriet. Byggeriet blev trods dette iværksat efter den
oprindelige tidsplan."
Det sociale nævn anførte i udtalelse af
3. marts 1999
bl.a. følgende:
"På beslutningstidspunktet i nævnet
16. december 1997
forelå for nævnet
følgende oplysningsgrundlag:
Kommunens udtalelse af
23. juni 1997
med de i udtalelsen nævnte bilag, klagers
brev af
18. juni 1997,
supplerende oplysninger i brev af
8. juli 1997
fra Vejle Kommune med bilag, brev fra klager
af
12. august 1997
med bilag, klagers brev af 3. oktober med bilag.
...
Med hensyn til nævnets afgørelse og baggrunden herfor skal man
henvise til afgørelsen af
17.
december 1997.
Det skal anføres, at afgørelsen er truffet ud fra en konkret
vurdering af sønnens helbredsmæssige forhold, nedsatte evne til at færdes i
hjemmet, brugen af rollator/personstøtte til at afhjælpe denne, det oplyste
om
boligens indretning og størrelse samt karakteren og omfanget de af kommunen
tilbudte
forandringer set i forhold til lovgrundlaget på området.
Det fremgår bl.a. af den dagældende bistandslovs § 59, at der
ydes den nødvendige hjælp til indretning af boligen for at gøre denne bedre
egnet som opholdssted for pgl.
Nævnet fandt, at der med de tilbudte ændringer var givet støtte
fra kommunens side i fornødent omfang.
Nævnet skal derfor af ovennævnte grunde afvise klagerens
påstand om, at der ikke af nævnet er foretaget en real vurdering af
sagen."
Den 16. marts 1999
sendte jeg A kopi af myndighedernes udtalelser,
og A fremkom med sine bemærkninger hertil i brev af
7. april 1999.
Den 13. december 1999
sendte jeg en foreløbig redegørelse vedrørende
A’s sag til Det Sociale Nævn for Vejle Amt og Vejle Kommune således at
nævnet
og kommunen kunne få lejlighed til at kommentere de faktiske oplysninger som
jeg – på baggrund af sagsakterne – måtte lægge til grund for min
opfattelse af
sagen. A modtog tillige kopi af min foreløbige redegørelse.
I brev af
10.
januar 2000
fremkom A
med kommentarer til min foreløbige redegørelse vedrørende sagen. A anførte
bl.a. at de sagkyndige udtalelser i sagen primært er fra personer der er i et
underordnet forhold til Vejle Kommune, og at der kun er foretaget vurderinger
af B’s fysik, dvs. at sociale og andre udviklingsmæssige forhold ikke er
inddraget.
Det Sociale Nævn for Vejle
Amt beklagede i brev af
26. januar 2000
at nævnet ikke havde partshørt A i fornødent
omfang eller påset at Vejle Kommunes partshøringspligt var opfyldt. Nævnet
havde ikke herudover kommentarer til min foreløbige redegørelse og meddelte
at
Vejle Kommune over for nævnet havde oplyst at kommunen heller ikke havde
nogen
bemærkninger til redegørelsen.
I forbindelse med min
behandling af sagen besluttede jeg mig for alene at lade min undersøgelse
omfatte
Vejle Kommune og det sociale ankenævn idet der ikke var udsigt til at jeg
ville
kunne kritisere Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af
13.
februar 1998, jf.
ombudsmandslovens § 16, stk. 1.
Ombudsmandens udtalelse
”Myndighedernes afgørelser vedrørende tilskud til boligændring
Vejle Kommunes og det sociale ankenævns afgørelser er truffet i henhold til §
59, stk. 1, i den dagældende bistandslov. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
’
§ 59.
Til personer med invaliditet eller varig sygdoms- eller
aldersbetinget svagelighed kan der ydes nødvendig hjælp til indretning af
boligen for at gøre denne bedre egnet som opholdssted for pågældende.’
I Socialministeriets
cirkulære af
17. december 1986
om hjælp til boligindretning, omsorgsarbejde og
befordring efter bistandsloven står bl.a. således:
’
1.
Efter lovens §
59, stk. 1, kan det sociale udvalg yde nødvendig hjælp til indretning af
boligen for at gøre den bedre egnet som opholdssted for personer med
invaliditet eller varig sygdoms- eller aldersbetinget svagelighed.
...
Hjælpen må anses for
nødvendig
,
når indretningen efter en bedømmelse i det enkelte tilfælde af vedkommende
boligforanstaltning og ansøgerens lidelse eller handicap skønnes at kunne
afhjælpe eller
i betydelig grad
formindske de boligmæssige ulemper
ved
ophold i eget hjem.
Det er således
ikke
tilstrækkeligt
, at en ændring af boligen ud fra en
gennemsnitsbetragtning
må anses for hensigtsmæssig, lige så lidt
som der efter bestemmelsen i § 59, stk. 1, kan ydes hjælp til boligmæssige
foranstaltninger, som alene eller overvejende har karakter af istandsættelse,
almindelig vedligeholdelse eller modernisering.
...
3.
Ved afgørelse af
sager om foretagelse af
mere omfattende
og bekostelige ændringer
, f.eks. hjælp til etablering af elevator, kran og
mindre om- eller tilbygning med henblik på indretning af et værelse eller
lignende, påhviler det det sociale udvalg nærmere at undersøge, om en mere
hensigtsmæssig eller økonomisk afhjælpning af boligforholdene, eventuelt ved
flytning, kan tilvejebringes. Det bør i denne forbindelse tages i
betragtning,
at boligen skal være egnet til benyttelse gennem et længere tidsrum, og at
udgifterne ved ændringen må anses for rimelige i forhold til de opnåede
brugsmæssige
fordele.’
Myndighedernes afgørelse af
om der kan ydes tilskud til boligændringer efter bistandslovens § 59, bygger
for en stor del på vurderinger og afvejninger af en række forskellige hensyn
og omstændigheder. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at
afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde
end kommunen og nævnet der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i
det daglige.
Normalt kan jeg derfor ikke
gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun
hvis der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere
myndighedernes afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er
mangelfuldt
oplyst.
Efter min gennemgang af sagens akter har jeg ikke grundlag for
at konstatere at sagen er mangelfuldt oplyst.
Jeg har herved bl.a. lagt vægt på at den divergerende opfattelse
der har foreligget i sagen vedrørende de to berørte værelsers arealer –
efter
min gennemgang af sagens akter – tilsyneladende skyldtes at kommunen
medregnede
omfanget af de indbyggede skabe i værelsernes areal hvorimod De alene
anførte værelsernes gulvareal.
Spørgsmålet om hvorvidt der burde have været indhentet
yderligere fagkyndige udtalelser, beror på vurderinger og afvejninger af en
række forskellige hensyn og omstændigheder. Som nævnt ovenfor har jeg som
ombudsmand ikke særlige forudsætninger for at foretage denne afvejning på en
anden
og bedre måde end kommunen og nævnet.
Jeg har herefter koncentreret
min undersøgelse omkring
( )
det
sociale ankenævns partshøringspligt.
Partshøring
1. Retsgrundlaget
Regler om hvornår en
myndighed har pligt til at partshøre, dvs. at give parten lejlighed til at
fremkomme
med sine bemærkninger inden der træffes afgørelse, findes i
forvaltningslovens
§ 19. Bestemmelsen har følgende indhold:
’
§ 19.
Kan en part i
en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af
bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke
træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne
og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog
kun,
hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig
betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for
afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i
stk. 1 gælder ikke, hvis
1)
det efter
oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at
træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,
2)
udsættelse vil
medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,
3)
partens interesse i,
at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til
offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,
4)
parten ikke har ret
til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende
oplysninger,
5)
den påtænkte
afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder
m.v.,
eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være
forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller
6)
der ved lov er
fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig
bekendt
med grundlaget for de påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til
sagen, inden afgørelsen træffes.
...’
Efter § 19, stk. 1, har en
myndighed pligt til at partshøre hvis myndigheden i en afgørelsessag er i
besiddelse
af oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder der er til ugunst
for
parten, og som er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Bestemmelsen
forudsætter at parten ikke antages at være bekendt med at myndigheden er i
besiddelse af de pågældende faktiske oplysninger.
§ 19, stk. 2, indeholder
visse undtagelser fra partshøringspligten. Der er bl.a. ikke pligt til at
partshøre hvis det må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse på det
foreliggende grundlag.
Forvaltningsmyndigheden har
ansvaret for at sagen oplyses i et tilstrækkeligt omfang, og
partshøringsreglerne
skal bl.a. sikre at parten får tilstrækkelig lejlighed til at kontrollere
beslutningsgrundlaget inden afgørelse træffes. Eventuelle fejl i
beslutningsgrundlaget kan påpeges af parten ligesom denne også på anden måde
får mulighed for at tilføje sagen sine synspunkter. Partshøringsreglerne skal
endvidere tjene til at styrke tilliden til forvaltningen i forbindelse med de
berørte borgeres opfattelse af den måde hvorpå myndighederne behandler deres
sag.
Reglen i forvaltningslovens
§ 19 angår alene myndighedens pligt til at partshøre over faktiske
omstændigheder
af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Forvaltningsloven fastlægger
imidlertid kun minimumsregler. En videregående pligt til partshøring kan også
følge af ulovbestemte partshøringsregler. Der er således efter
omstændighederne
også en pligt til at foretage partshøring over vurderinger og lignende der
ikke
indgår i sagen som en faktisk omstændighed eller over hele
afgørelsesgrundlaget, inden afgørelse træffes, jf. John Vogter,
Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 224ff, og tilsvarende Jon
Andersen
mfl., Forvaltningsret (1994), s. 347ff, og Carl Aage Nørgaard og Jens Garde,
Forvaltningsret, Sagsbehandling, 4. udgave (1995), s.
163f.
Af Justitsministeriets
vejledning af 1986 om forvaltningsloven, pkt. 105, fremgår bl.a. følgende:
’Bestemmelserne i forvaltningsloven fastlægger, hvornår en
myndighed er forpligtet til at foretage partshøring. Bestemmelserne er
imidlertid ikke til hinder for, at der gennemføres partshøring i videre
omfang.
Partshøring bør derfor foretages også i tilfælde, hvor parten skønnes at have
nogen interesse i at få lejlighed til at se og eventuelt kommentere
afgørelsesgrundlaget, medmindre hensynet til offentlige eller andre privates
interesser taler imod det.
Ombudsmanden har tillige i
flere sager udtalt sig om en videregående ulovbestemt pligt
til at partshøre, jf. således Folketingets
Ombudsmands beretning for året 1984, s. 139ff*,
beretningen for 1988, s. 118ff*, og beretningen for 1994, s. 207ff*.
Sagen i beretningen for 1988, s. 118ff, har jeg omtalt nærmere nedenfor under
pkt. 2.
2. Vejle Kommunes partshøringspligt
De indsendte med Deres ansøgning af
2. februar 1997
tegninger over Deres
hus og de ændringer De ønskede at foretage. På grundlag heraf udarbejdede
Vejle
Kommune i forbindelse med behandling af sagen bl.a. en skitse over forslag
til
ændring i den oprindelige bebyggelse der kunne sikre at (B) fik et værelse på
ca.
10 m2.
Skitsen indeholdt tillige kommunens forslag til indretning af de to berørte
værelser.
Jeg kan ikke ud fra sagens
akter se at De forud for kommunens afgørelse skulle have modtaget kopi af
denne
skitse.
I Deres brev af
12.
august 1997
til
ankenævnet anførte De således også følgende:
’
Der nævnes en skitse med møbleringsforslag. En skitse vi aldrig
har stiftet bekendtskab med, hvorfor det kan være lidt vanskelig at forholde
sig til mulighederne heri.
’
På telefonisk forespørgsel
den
30. august 1999
oplyste
Vejle Kommune hertil at kommunen mente at De under sagens behandling havde
modtaget kopi af skitsen enten forud for afgørelsen eller i forbindelse med
tilsendelse af afgørelsen.
Den 3. september 1999
oplyste kommunen dog telefonisk at man ikke lå
inde med dokumentation herfor, og at alle sagens akter var sendt til mig.
På baggrund af sagsakterne
må jeg herefter lægge til grund at De ikke forud for eller i forbindelse med
kommunens afgørelse af
14. maj 1997
modtog kopi af kommunens skitse med forslag til
ændring af den oprindelige bebyggelse.
Spørgsmålet er herefter om
skitsen havde en sådan karakter at kommunen havde pligt til at partshøre
herover før der blev truffet afgørelse i sagen.
Sagen som er omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for
1988, s. 118ff, vedrørte en klage over en afgørelse fra det daværende
Familieretsdirektorat om en ægtefælles underholdsbidrag. (K) og (M) var
den 4. januar 1984
blevet
separeret bl.a. på vilkår at (M) skulle betale bidrag til (K)’s
underhold. (K)
ønskede ikke på daværende tidspunkt bidrag fastsat. (K) anmodede senere om
fastsættelse
af bidrag fra
den 1. februar
1985. Ved dom af
19.
juni 1985
blev (K) og (M) skilt på vilkår at (M) blev pålagt
bidragspligt over for (K) i to år. Statsamtet afslog i august 1985 (K)’s
ansøgning om fastsættelse af bidrag under henvisning til at der ifølge en
politirapport bestod et personligt og økonomisk fællesskab mellem (K) og (S).
Familieretsdirektoratet tiltrådte afgørelsen. I oktober 1986 ansøgte (K) på
ny
om fastsættelse af bidrag og henviste til at hendes forhold til (S) var
ophørt
samme måned. Statsamtet pålagde herefter (M) at betale 1.500 kr. om måneden i
bidrag til (K) frem til
den
19. juni 1987
hvor bidragspligten bortfaldt. Statsamtet lagde vægt
på at det ifølge en politirapport ikke fandtes godtgjort at (K) havde et
personligt eller økonomisk interessefællesskab med en anden mand. Bidragets
størrelse var herefter fastsat under hensyn til (K)’s og (M)’s
økonomiske
forhold. (M) klagede til Familieretsdirektoratet over bidragets størrelse.
Familieretsdirektoratet ændrede statsamtets afgørelse under henvisning til at
der ved fastsættelse af bidrag kan lægges vægt på om der i en periode af
længere varighed ikke havde været fastsat bidrag på grund af hustruens
personlige
og økonomiske interessefællesskab med en anden mand. Direktoratet fandt under
hensyn til bl.a. varigheden af (K)’s og (S)’s interessefællesskab
ikke at der
overhovedet burde fastsættes bidrag til (K)’s underhold. (K) klagede
herefter
til ombudsmanden der bl.a. udtalte følgende:
”Ved min gennemgang af sagen har jeg hæftet mig ved, at
Familieretsdirektoratets afgørelse hviler på et andet bedømmelsesgrundlag end
statsamtets for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der som følge af
samliv
med en anden mand overhovedet skulle fastsættes bidrag. Det fremgår ikke af
statsamtets afgørelse, om amtet herudover skulle have vurderet sagen i lyset
af
den ovennævnte praksis vedrørende undladelse af at fastsætte bidrag, selv om
samlivet med anden mand er ophørt. Denne praksis kom efter det oplyste først
ind i billedet i forbindelse med Familieretsdirektoratets behandling af
sagen,
så vidt ses på Familieretsdirektoratets foranledning.
Det fremgår af
brevvekslingen med Familieretsdirektoratet, at De ikke var – og ikke
blev gjort
– bekendt med den omtalte praksis, før Familieretsdirektoratets
afgørelse
forelå.
Som det fremgår af
Familieretsdirektoratets afgørelse, er oplysninger om parternes økonomi uden
betydning, når sagen afgøres ud fra praksis med hensyn til undladelse af at
fastsætte bidrag efter samliv med en anden mand. Afgørende i den forbindelse
er
oplysninger om varigheden af det personlige og økonomiske interessefællesskab
med den anden mand. Familieretsdirektoratet lagde således vægt på
politirapportens oplysninger om,
at De
og (S) ’havde kendt hinanden’ siden februar måned 1984.
Efter min opfattelse burde Familieretsdirektoratet have sikret
sig, at De fik lejlighed til at fremsætte bemærkninger til sagen, således som
den forelå efter indførelsen af det nye (generelle) bedømmelsesgrundlag. Det
kunne efter min mening ikke udelukkes, at De havde yderligere oplysninger af
betydning for dette eller ønskede at præcisere, eventuelt korrigere, de
oplysninger, som De tidligere havde afgivet til bl.a. politiet.
Familieretsdirektoratet
burde således, inden det traf afgørelse, have sendt Dem kopi af den i sagen
foreliggende politirapport, med fremhævelse af de oplysninger, bl.a. om
varigheden af Deres forhold til (S), som direktoratet agtede at lægge vægt på
ved afgørelsen af, om der overhovedet skulle fastsættes bidrag.
Som begrundelse for mit
standpunkt henviser jeg til bestemmelsen om partshøring i forvaltningslovens
§
19. Høringspligten omfatter faktiske oplysninger, som er til ugunst for
parten,
og som den pågældende ikke allerede ved er i myndighedens besiddelse. Det
generelle bedømmelsesgrundlag, regler og praksis m.m. er ikke omfattet,
herunder heller ikke et eventuelt nyt bedømmelsesgrundlag i klageinstansen.
Hvis imidlertid det nye bedømmelsesgrundlag indebærer, at tidligere givne
oplysninger til sagen får en anden betydning, således at oplysningerne, fra
tidligere at være til fordel for parten eller være af uvæsentlig betydning,
nu
får væsentlig betydning til ugunst for parten, må forholdet efter min mening
sidestilles med inddragelse af nye faktiske oplysninger. Konsekvensen må i
almindelighed være, at der skal ske partshøring for så vidt angår disse
oplysninger.’
Efter min opfattelse må
Vejle Kommunes skitse anses for at have været af væsentlig betydning for
sagen
idet den var udtryk for kommunens vurdering af hvordan man ved ændring i den
oprindelige bebyggelse kunne give (B) et værelse af en passende størrelse,
dvs.
uden
at foretage den af Dem ønskede
tilbygning. Kommunens forslag til ændring – og hermed afgørelsen –
afveg
således væsentligt fra det ansøgte. De faktiske oplysninger som De havde
afgivet vedrørende den oprindelige bebyggelse der skulle støtte Deres
ansøgning, fik i forbindelse med kommunens behandling en væsentlig betydning
for sagens afgørelse til ugunst for Dem.
Det kan efter min mening ikke udelukkes at De ville have haft
eventuelle yderligere oplysninger eller bemærkninger af betydning for
kommunens
vurdering af mulighederne for ændring i den oprindelige bebyggelse.
Skitsens betydning illustreres endvidere ved det forhold at De
– som det fremgår af Deres senere korrespondance med ankenævnet –
tilsyneladende havde misforstået kommunens forslag til ændring således som
ændringen var beskrevet i kommunens afgørelse.
Hertil kommer at skitsen
indeholdt kommunens forslag til indretning af de to berørte værelser. Dette
indretningsforslag – som tillige må have haft betydning for kommunens
vurdering af sagen, jf. kommunens udtalelse af
8. juli 1997
til ankenævnet – var end ikke medtaget i
kommunens begrundelse for afgørelsen.
Vejle Kommune burde på
baggrund af ovenstående have sendt Dem kopi af skitsen med forslag til
indretning og ændring i den oprindelige bebyggelse og have givet Dem
lejlighed
til at fremkomme med Deres eventuelle kommentarer hertil inden afgørelsen
blev
truffet.
Det er således min
opfattelse at der for Vejle Kommune forelå en ulovbestemt pligt til at
partshøre Dem over skitsen. Det er meget beklageligt at kommunen ikke
opfyldte
denne partshøringspligt.
Jeg har gjort Vejle Kommune
bekendt med min opfattelse.
3. Det sociale ankenævns partshøringspligt
De modtog ved brev af
29.
juli 1997
fra det
sociale ankenævn kopi af Vejle Kommunes udtalelser af 23. juni og
8.
juli 1997.
I brev af
12.
august 1997
fremkom De med bemærkninger til kommunens udtalelser.
De anførte bl.a. at De forudsatte at de nævnte ’journalnotater’ var
de af
nævnet fremsendte kopier udarbejdet af (C)
den 8. juli 1997, dvs. kommunens supplerende
udtalelse af
8. juli 1997
til nævnet. Jeg må forstå det således at De ikke var klar over at der ved
journalnotater menes kommunens interne notater i sagen. Samtidig anførte De
at
De ikke var bekendt med ergoterapeutens bemærkninger af
10. juni 1997
til Deres anke, ligesom
De som citeret ovenfor under afsnit 2 gjorde opmærksom på at De ikke havde
kendskab til kommunens skitse ’med møbleringsforslag’.
Det sociale ankenævn traf
afgørelse i sagen
den 17. december 1997
uden at forholde sig til Deres ovennævnte
bemærkninger.
Det var først
den
16. januar 1998
– da
ankenævnet havde modtaget Deres klage af
13. januar 1998, hvori De bl.a. anførte at De ikke havde haft en
reel mulighed for at få indsigt i det grundlag hvorpå afgørelserne var
truffet
– at ankenævnet sendte Dem kopi af kommunens skitse over eksisterende
indretning
og skitse over forslag til ændring af oprindelig bebyggelse.
Jeg kan imidlertid ikke ud
fra sagens akter se at ankenævnet skulle have sendt Dem en kopi af
bemærkningerne
af
10. juni 1997
fra kommunens ergoterapeut, eller at ankenævnet
skulle have gjort Dem bekendt med at der ved ’journalnotater’ ikke
var tale om
kommunens supplerende udtalelse af
8. juli 1997, men derimod kommunens interne notater.
Ved telefonisk henvendelse
den
30. august 1999
til det
sociale nævn har nævnet oplyst hertil at det ikke erindres om De er blevet
partshørt over ergoterapeutens bemærkninger.
Jeg må herefter lægge til
grund at De ikke er blevet partshørt herover i forbindelse med ankenævnets
behandling af sagen.
Efter min opfattelse var
ergoterapeutens bemærkninger en del af kommunens udtalelse i anledning af
Deres
klage.
Ankenævnet burde derfor
have medsendt kopi af ergoterapeutens bemærkninger i forbindelse med at
ankenævnet partshørte Dem over kommunens udtalelser af 23. juni og
8.
juli 1997.
Da De i Deres brev af
12.
august 1997
selv gjorde
opmærksom på at De ikke var bekendt med ergoterapeutens bemærkninger, burde
ankenævnet i hvert fald på dette tidspunkt have reageret ved at sende Dem
kopi
af bemærkningerne. Den manglende partshøring er i strid med
forvaltningslovens
§ 19.
Efter min opfattelse burde
ankenævnet under sin behandling af sagen endvidere have påset om Vejle
Kommunes
partshøringspligt var iagttaget.
Forud for sin afgørelse af
17. december 1997
burde ankenævnet således
være blevet opmærksom på at kommunen ikke havde partshørt Dem over –
eller i
øvrigt gjort Dem bekendt med – skitsen over forslag til ændring af den
oprindelige bebyggelse i Deres hus. Så meget desto mere eftersom De selv
allerede i brev af
12.
august 1997
til ankenævnet udtrykkeligt gjorde opmærksom herpå.
Det er meget beklageligt at
ankenævnet ikke påså dette forhold og sørgede for at den fornødne partshøring
fandt sted før nævnet traf afgørelse i sagen, og ikke først da ankenævnet
havde
færdigbehandlet sagen.
Ankenævnet burde endvidere
have påset om De var blevet partshørt over de oplysninger som kommunen havde
indhentet fra Kolding Sygehus, og have sørget for at den fornødne partshøring
fandt sted.
Endelig mener jeg at det
ville have været i overensstemmelse med god forvaltningsskik hvis ankenævnet
i
anledning af Deres brev af
12. august 1997
havde orienteret Dem om at der ved ’journalnotater’
ikke var tale om kommunens udtalelse af
8. juli 1997, men derimod kommunens interne notater. De ville
herved have haft lejlighed til at tage stilling til om De ville bede om
aktindsigt og eventuelt kommentere dette materiale inden ankenævnet traf
afgørelse.
Jeg har gjort Det Sociale
Nævn for Vejle Amt bekendt med min ovenstående opfattelse.
Jeg har – på baggrund af at
De ikke blev partshørt i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19 –
overvejet om jeg burde henstille til det sociale nævn at genoptage sagen.
Efter
min gennemgang af sagen mener jeg imidlertid ikke at have fuldt
tilstrækkeligt
grundlag for at henstille genoptagelse. Jeg mener således fortsat – på
trods af
det De har anført i Deres brev af
10. januar 2000
– at den manglende partshøring ikke kan antages
at have haft indflydelse på resultatet af nævnets afgørelse. Jeg har derfor
besluttet ikke at bede nævnet genoptage sagen.
Jeg foretog mig herefter
ikke mere i sagen.”
NOTER: (*) FOB 1984, s.
139, FOB 1988, s. 118, og
FOB 1994, s. 207.
Lignende dokumenter
- Afslag på hjælp til indretning af handicappet mands bolig Retsinformation · 3. marts 2003
- Ankestyrelsens principafgørelse R-15-03 om kompetence - mellemkommunal refusion - ulovbestemt kompensation - tilbagebetaling Retsinformation · 11. juli 2013
- SKAT har givet afslag på ansøgningen om fritagelse for registreringsafgift ved anskaffelse af en handicapbus efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr.… Landsskatteretten · 17. februar 2016
- 1985 BSF 98 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM SIKRING AF DET FRIE BOLIGVALG FOR PERSONER MED HANDICAP Retsinformation · 21. maj 1988
- Ankestyrelsens principafgørelse U-2-96 om udgifter til boligændringer - bilstøtte - arbejdsskade - hjælpemidler Retsinformation · 11. juli 2013
- Høringspligten i tjenestemandslovens § 31. Det retlige grundlag. Den udvidede partshøringspligt Retsinformation · 7. oktober 2008