Afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afslag på opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, og § 9, stk. 2, nr. 5
Det fremgår af sagsakterne at
A er bosnisk-hercegovinsk statsborger, født i 1975. I februar 2000 indrejste
hun her i landet sammen med sin søn, som er født i 1994, og søgte asyl. Det
fremgår endvidere af akterne at A’s daværende ægtefælle der ligeledes er
bosnisk-hercegovinsk statsborger, indrejste i Danmark i marts 2000 og søgte
asyl.
Af asylansøgningsskema
dateret
12. februar 2000
fremgår at A’s egen og hendes søns helbredstilstand var ”ok”.
I et skema af
samme dato vedrørende A’s familieforhold oplyste hun at hendes mor, bror
og to
søstre boede i (...), Bosnien.
Af et (udateret)
samtalereferat fra Udlændingestyrelsen fremgår bl.a. følgende:
“Forespurgt om ansøger har
modtaget lægehjælp i Danmark, svarer hun, at hun tager nervemedicin, og at
hun
glemmer. Ansøger tager Natur-Drogeriets Baldrian/Humle tabletter, det er
sygeplejersken
på centret i (X)-by, der har givet ansøgeren disse tabletter. Ansøger
oplyser, at
de ikke virker. Hun har tidligere haft nogle meget stærkere tabletter, de
havde
bivirkninger som uro i kroppen, rystelser og ansøger tager dem ikke mere. Der
er ingen læge der har kigget på ansøger i forbindelse med disse tabletter hun
nu tager.
Læs alt
Ansøger oplyser, at hun gik
til psykiater. Ansøger spurgte sygeplejersken hvorfor hun ikke går til
psykiater mere, hun fik det svar, at de afventede ansøgers reaktion på de nye
tabletter, som ansøger startede med for ca. 20 dage siden.
Ansøger startede ved psykiater
da hun flyttede til (X)-by, hun gik til 4 samtaler. Ansøger oplyser, at hun
vidste det var sidste gang, for der skulle søges Røde Kors i ( ) om
yderligere
betaling. Ansøger oplyser, at det endnu ikke er besluttet om hun skal have
flere samtaler.”
Af boligplaceringsskema
dateret
9. april 2001
fremgår at der ikke forelå særlige helbredsforhold som burde tages i
betragtning ved afgørelse om boligplacering.
Den 3. august 2001
meddelte Udlændingestyrelsen
A afslag på asyl. Under asylsagens behandling i Flygtningenævnet oplyste A
over
for nævnet at hun havde modtaget psykologbehandling i ca. seks måneder under
sit ophold i (...). Flygtningenævnet stadfæstede
den 2. oktober 2001
styrelsens afgørelse og
udtalte i den anledning bl.a. følgende:
”Flygtningenævnet kan i det
væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund for sagen. Det følger
heraf,
at den kvindelige ansøger i 1992 var udsat for et seksuelt overgreb af meget
grov karakter forøvet af serbiske soldater.
Et flertal af
Flygtningenævnets medlemmer finder ikke, at overgrebet i 1992 mod den
kvindelige ansøger er asylbegrundende. Flertallet lægger vægt på, at
overgrebet
er sket for ni år siden. Det forhold, at den kvindelige ansøger efter det
oplyste er traumatiseret i anledning af overgrebet, giver efter flertallets
opfattelse ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at den kvindelige
ansøger som følge af mulig subjektiv frygt ikke kan vende tilbage til
Føderationsområdet.”
Der blev ikke ved
Flygtningenævnets afgørelse fastsat udrejsefrist idet Udlændingestyrelsen
efterfølgende
ville tage stilling til opholdstilladelse efter jugoslaverlovens § 15 og
udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5.
Ved brev af
5. oktober 2001
til
Indenrigsministeriet anmodede A’s daværende advokat om humanitær
opholdstilladelse; advokaten anførte i den forbindelse bl.a. at A var
traumatiseret i voldsom grad, og vedlagde til støtte herfor Dansk Røde
Kors’
kontinuationsrapport for perioden februar 2000 til september 2001 og
medicinordinationsskema. Brevet var endvidere vedlagt en psykologudtalelse af
4. juli 2000
udarbejdet af
cand. psyk. B med bl.a. følgende oplysninger:
”(A), der er 25 år er
ankommet til Danmark sammen med sin mand og parrets søn på 5 år. Pt. oplyser
om
sig selv, at hun har mor og 2 søskende i sit hjemland. Pt.’s far
forsvandt ved
krigens begyndelse i
1992. Pt.
fortæller endvidere, at hun er uddannet lærer og tidligere har arbejdet som
lærer indenfor humanitært arbejde.
Pt. oplyser, at hun har været
udsat for voldelige overgreb da hun var 17 år. Hun har i relation hertil ofte
haft selvmordstanker, men har aldrig forsøgt selvmord.
Pt. har haft i alt 3 samtaler
( ) Pt. er nu afsluttet herfra, men er selvfølgelig velkommen til at henvende
sig hertil igen såfremt hun senere får behov for dette.”
Den 25. oktober 2001
meddelte
Indenrigsministeriet afslag på humanitær opholdstilladelse med denne
begrundelse:
”Det forhold, at (A) har det
meget dårligt psykisk og sover meget lidt, ( ) kan ikke begrunde meddelelse
af
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2.
Det forhold, at (A)’s
psykiske problemer blandt andet skyldes, at hun i 1992 har været udsat for
voldtægt, kan ikke føre til et andet resultat.
Indenrigsministeriet skal,
for så vidt angår oplysningen om, at (A) har selvmordstanker, bemærke, at
efter
ministeriets praksis er det ikke i sig selv tilstrækkeligt til meddelelse af
humanitær opholdstilladelse, at en ansøger oplyser, at han eller hun agter at
begå selvmord. Psykisk sygdom, der efter en konkret lægelig vurdering
indebærer
en overvejende risiko for selvmord eller forsøg herpå, vil dog kunne danne
grundlag for meddelelse af humanitær opholdstilladelse.”
Efter det oplyste blev A
skilt fra sin daværende ægtefælle
den 11. januar 2002.
Udlændingestyrelsen traf
den 3. juni 2002
afgørelse
om opholdstilladelse efter jugoslaverlovens § 15 og udlændingelovens § 9,
stk.
2, nr. 5, og skrev i den anledning bl.a. således til A:
”Udlændingestyrelsen skal
meddele dig, at du ikke opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse i
medfør af § 15 i lovbekendtgørelse nr. 563 af
30. juni 1995
om lov om midlertidig opholdstilladelse
til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. (jugoslaverloven) og i
medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5.
Denne afgørelse omfatter
tillige dit barn:
( ), født ( ) 1994.
Du skal udrejse af Danmark
senest 15 dage efter forkyndelsen af denne afgørelse, jf. udlændingelovens §
33, stk. 2, jf. stk. 1.
Sagsfremstilling og
begrundelse
Den 2. oktober 2001
stadfæstede
Flygtningenævnet styrelsens afslag på asyl.
I medfør af § 15 i jugoslaverloven
kan der gives midlertidig opholdstilladelse til personer, der pga.
krigshandlinger eller lignende uroligheder i hjemlandet må antages at have
behov for midlertidig beskyttelse her i landet.
Det fremgår af
udlændingelovens § 9, stk. 2. nr. 5, at opholdstilladelse kan gives til
udlændinge med opholdstilladelse i medfør af § 15 i jugoslaverloven, og som
må
antages at have behov for midlertidig beskyttelse her i landet.
Styrelsen finder ikke, at du
har behov for midlertidig beskyttelse her i landet.
Styrelsen har ved afgørelsen
lagt vægt på, at der ikke længere pågår krigshandlinger eller lignende
uroligheder i Bosnien-Hercegovina, og at der i marts 1994 blev indgået en
freds- og føderationsaftale mellem muslimer og etniske kroater i
Bosnien-Hercegovina.
Føderationsaftalen er senest blevet bekræftet ved fredsaftale indgået i
Dayton
den
21.11.1995.
Endvidere har styrelsen lagt
vægt på den generelt positive udvikling af forholdene i Bosnien-Hercegovina
siden fredsaftalen.
Styrelsen har også lagt vægt på,
at du er etnisk muslim oprindeligt fra ( ) i Republika Srpska, og at du har
opholdt dig i (...) beliggende i føderationsområdet i Bosnien-Hercegovina fra
1992 indtil udrejsen til Danmark
den 5. februar 2002
[rettelig 2000; min bemærkning].
Styrelsen finder på den baggrund, at du kan henvises til at tage ophold i
føderationsområdet i Bosnien-Hercegovina.
Det forhold, at du har
modtaget medicin mod depressioner og har talt om muligheden for at begå
selvmord, finder styrelsen ikke er af en sådan karakter, at det kan begrunde
at
du meddeles opholdstilladelse i medfør af jugoslaverlovens § 15 og
udlændingelovens § 9, stk. 2. nr. 5.
Styrelsen finder ikke, at der
i øvrigt er særlige forhold, som kan begrunde, at du meddeles
opholdstilladelse
i medfør af jugoslaverlovens § 15 og udlændingelovens § 9, stk. 2. nr.
5.”
Ved telefax af
17. juli 2002
søgte A’s
advokat om humanitær opholdstilladelse under henvisning til at A fra 1992 og
i
en lang periode derefter havde været udsat for alvorlig og livstruende
forfølgelse.
Brevet var vedlagt kopi af en udtalelse af
12. juli 2002
udarbejdet af C, Psykologisk
Klinik, Y-by, hvoraf bl.a. følgende fremgår:
”(A) er nu fraskilt og dermed
eneforsørger for en dreng på ca. 8 år.
Før ægteskabet var (A) udsat
for fuldbyrdet voldtægt, hvor hun var bange for at det ikke alene psykisk,
men
også fysisk havde ødelagt hende, således, at hun ikke kunne få børn.
Seksuelle
problemer har der været hele vejen. Voldtægt er en hårdere straf end døden.
Voldtægten og de oplevelser
hun var vidne til under krigen har ødelagt hendes menneskelige selvværd,
således at hun ikke mener hun har nogen eksistensberettigelse som selvstændig
person, men alene i kraft af at være mor.
Hun er meget præget af angst,
skyldfølelse, søvnproblemer med mareridt og kroniske smerter. Hendes
symptomer
er tiltaget i forbindelse med at hendes broder, som også boede på
flygtningecentret,
og som sønnen var meget knyttet til, pludselig forsvandt. Hun føler et stort
ansvar for at bearbejde hans tabsoplevelse, og det kommer let til at
overskygge
hendes egen tilstand.
De psykiske problemer (A) har
kompromitterer i høj grad hendes muligheder for at leve et almindeligt
liv.”
I telefax af
9. december 2002
til
Udlændingestyrelsen anførte A’s advokat at A ikke kunne udsendes, idet
hun ikke
kunne opnå den nødvendige behandling for sine traumer i sit hjemland.
A anmodede ved to enslydende
breve af
13. december 2002
til Udlændingestyrelsen og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og
Integration om opholdstilladelse efter henholdsvis udlændingelovens § 9, stk.
2, nr. 5, og udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Til støtte herfor anførte A at
hun
var under medicinsk og psykologisk behandling og behøvede længere tid dertil,
og at hendes søn trængte til normale og sikre omgivelser. A’s etniske
oprindelse
gjorde det særligt farligt for hende at vende tilbage til hjemlandet, og hun
henviste i den forbindelse til forholdene dér og til psykologudtalelsen af
12. juli 2002. A bemærkede
endvidere at der i sagen forelå flere omstændigheder som begrundede humanitær
opholdstilladelse: Hun var alene med en mindreårig søn, og ved en udvisning
ville hun ingen muligheder have for at skaffe bolig, arbejde eller den
nødvendige lægelige hjælp hvilket ville forværre hendes sygdom. Endvidere
henviste A til principperne i UNHCR’s håndbog pkt. 206-212 og CPT
vedrørende
reglerne om udsendelse af psykisk syge asylansøgere.
Til ministeriet vedlagde A
bl.a. et samtalereferat udarbejdet af speciallæge i psykiatri D hvoraf bl.a.
følgende fremgår vedrørende en samtale
den 21. januar 2002
:
”Jeg har sagt til pt., at jeg
ikke finder hende psykisk syg, men derimod følelsesmæssigt svært belastet af
såvel fortidige traumatiserende oplevelser og nuv. svært belastende social
situation med såvel en uafklaret fremtid og et i realiteten opløst ægteskab.
Jeg har opfordret pt. til at
få aftalt en tid med psykologen igen.
Fra psykiatrisk side er der
ingen behandlingsindikation, men det må understreges, at den fortsatte venten
er både uacceptabel og umenneskelig, hvorfor jeg stærkt skal opfordre til, at
der tages kontakt til myndighederne for at få afklaret pt.s status hurtigst
muligt.
Obj. psyk.: Vågen og
bevidsthedsklar. Alderssvarende udseende. Stemningslejet ikke depressiv
forsænket. Pt. giver et noget dysforisk, mut og utilnærmeligt indtryk, men
bag
denne facade fornemmer man tydeligt, hvor ulykkelig hun er. Frembyder intet
psykotisk. Kontakten skeptisk afventende.”
A’s advokat anmodede ved brev
af
12. februar 2003
til Flygtningenævnet om genoptagelse af A’s asylsag og bad nævnet
tilbagesende
sagen til Udlændingestyrelsen for så vidt angik A’s søn, under
henvisning til
at der ikke var foretaget en konkret og individuel undersøgelse af den risiko
han ville udsættes for ved en tilbagevenden til hjemlandet, og til hans
subjektive frygt herfor. For A’s vedkommende anførte advokaten bl.a. at
der var
risiko for at hun ved en hjemvenden ville miste forældremyndigheden til sin
tidligere ægtefælle.
Ved brev af samme dato –
12. februar 2003
– til
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration bad advokaten
ministeriet genoverveje ”opholdstilladelse, efter alle relevante
bestemmelser”
idet A ved en hjemsendelse ikke længere var beskyttet mod de personer der
havde
begået overgreb mod hende, og mod hendes barns far. Brevet var vedlagt kopi
af
advokatens brev til Flygtningenævnet.
Ved brev af
22. maj 2003
til
ministeriet fremsendte advokaten kopi af Dansk Røde Kors’ lister over
medicinordination for perioden marts 2000 til april 2003 samt en
psykologudtalelse af
15.
maj 2003
udarbejdet af aut. psykolog C hvoraf bl.a. følgende
fremgår:
”(A) har været her til en
række samtaler for at få bearbejdet de traumer, hun har.
Hun har i den forbindelse
fortalt mere i detaljer om sin historie, hvilket understreger, at hun siden
hun
var ganske ung, har været plaget af følger af voldtægt og angst.
(A) blev voldtaget første
gang som skolepige, familien undskyldte det med at der var krig, hun var
siden
plaget af angst med selvdestruktive tanker, og i tilknytning lavede hun et
selvmordsforsøg. Hun har siden forsøgt selvmord flere gange.
Familien boede ved en sø som
ofte var farvet rød af blod, fordi folk der blev lemlæstede og skudt blev
smidt
deri. (A) vidste, at det var almindelig praksis, at kvinder der var
voldtaget,
blev smidt i søen, og hun gik derfor med tanker om, hvornår det blev hendes
tur.
Under familiens flugt mod
Screbreniza blev de beskudt og taget til fange. Hun blev der igen udsat for
voldtægt og trussel om mord, samtidig med at hun var vidne til andre fik den
behandling.
Flugten var foranlediget af
ægtefællen, der nu er tilbage i Bosnien, og der truer den resterende del af
(A)’s familie med at han tager deres fælles dreng, ( ), når (A) bliver
sendt
til Bosnien. Denne aktuelle trussel er med til at intensivere (A)’s
angst.
Drengen ( ) er meget knyttet til sin mor, og lider af nogle somatiske,
behandlingskrævende lidelser. (A)’s angst intensiveres også ved at hun
ved at
hun i lokalsamfundet altid vil være stemplet dels fordi hun er fraskilt, dels
fordi hun har været udsat for voldtægt. Hendes livsmuligheder i Bosnien vil
derfor være svært reduceret.
Ud over de psykiske følger af
voldtægten og de oplevelser (A) har været igennem lider hun også af somatiske
problemer, som hun har brug for undersøgelse og behandling for. Men de
psykiske
følger af voldtægten gør, at hun viger tilbage for undersøgelse.”
I et internt notat af
12. december 2003
vurderede asylafdelingen på baggrund af asylsagens akter at A havde et
tilstrækkeligt netværk i Bosnien-Hercegovina til at hun kunne klare sig,
uanset
at hun var eneforsørger. Af notatet fremgår at A ifølge sin asylsag havde en
mor og tre søskende, heriblandt en bror i Bosnien-Hercegovina.
Ved brev af
15. december 2003
til A’s
advokat afslog Udlændingestyrelsen at genoptage sagen om opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, med følgende begrundelse:
”Styrelsen har ved afgørelsen
lagt vægt på, at der ikke er fremkommet væsentlige nye oplysninger om din
klients helbredstilstand.
Således har styrelsen
allerede ved afgørelsen af
3.
juni 2002
taget stilling til de forhold, at din klient lider af
traumer og har talt om selvmord.
Styrelsen finder ikke, at der
i øvrigt er oplyst om forhold, der kan føre til en ændret vurdering af,
hvorvidt din klient opfylder betingelserne for meddelelse af
opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 9, stk. 2. nr. 5.
Således kan din klients
oplysninger om hendes status som eneforsørger, de generelle forhold i
Bosnien-Hercegovina, herunder i Republika Srpska, samt forholdene for internt
fordrevne i Bosnien-Hercegovina, ikke føre til en ændret vurdering.”
Ved e-mail af
3. februar 2004
til
ministeriet fremsendte A’s advokat en udateret psykologudtalelse
udarbejdet af
aut. psykolog C hvoraf følgende fremgår:
”Undertegnede har afsluttet
en samtalerække på ti samtaler med (A) og jeg kan konstatere, at den psykiske
problematik, der tidligere har gjort sig gældende for (A) stadig er til
stede,
og nu må betragtes som en kronisk tilstand. De tidligere udtalelser står
således stadig ved magt, og kan ikke tilbagevises. (A)’s psykiske
tilstand er
tværtimod nu mere fastlåst.
(A) lider af en kronisk
angsttilstand, der medfører, at hun skal bruge mange ressourcer på at klare
helt almindelige hverdagsting. Den lange uvished om hendes livsvilkår har
undermineret hendes psykiske tilstand yderligere og hun bevæger sig på kanten
af et psykisk sammenbrud hvilket kan fremkaldes ved at hun udsættes for bare
en
lille yderligere belastning. Hun er således på ingen måde i besiddelse af
normale psykiske ressourcer.
(A) må således stadig
vurderes som behandlingskrævende.”
Flygtningenævnet afviste
den 5. marts 2004
at
genoptage asylsagen og at hjemvise sagen vedrørende A’s søn til
Udlændingestyrelsen under henvisning til at der ikke var tilført sagen
væsentlige nye oplysninger, og at sønnen fortsat var mindreårig.
I brev af
1. juni 2004
til A’s advokat skrev
ministeriet bl.a. følgende:
”Ministeriet kan oplyse, at
Deres klient samt et barn ifølge Udlændingeregistret er registreret som
forsvundet og skønnet udrejst
den
8. marts 2004.
En ansøgning om genoptagelse
af en afgørelse efter udlændingelovens § 9 b, kan ikke behandles, hvis den
myndighed, der har truffet afgørelsen, ikke er bekendt med udlændingens
opholdsted, jf. § 33, stk. 8, i udlændingeloven, jf. lov nr. 365 af
6. juni 2002. Bestemmelsen
trådte i kraft
den 1. juli
2002
og finder anvendelse fra og med
den 1. juli 2002, uanset om udlændingen inden
denne dato har indgivet ansøgningen om opholdstilladelse efter de på
daværende
tidspunkt gældende regler i udlændingeloven. Der kan herved henvises til
Lovforslag nr. 152 af
28.
februar 2002
om bl.a. ændring af udlændingeloven (Folketingstidende
2001/2002 Tillæg A, s. 3952 ff.).
Udlændingemyndighederne skal
alene meddele den person, der har formidlet udlændingens
genoptagelsesansøgning
overfor udlændingemyndighederne, at genoptagelsesansøgningen ikke kan
behandles, før udlændingen giver sig til kende overfor myndighederne på en
sådan måde, at myndighederne er bekendt med den pågældendes opholdsted, og
den
pågældende står til rådighed for udlændingemyndighedernes behandling af
sagen.
Der kan herved henvises til Lovforslag nr. 152 af
28. februar 2002
om bl.a. ændring af
udlændingeloven (Folketingstidende 2001/2002 Tillæg A, s. 3952 ff.).
Ministeriet for Flygtninge,
Indvandrere og Integration foretager på den baggrund ikke videre i anledning
af
Deres breve af
12. februar
2003
og
22. maj
2003
samt Deres klients brev af
13. december 2002
til ministeriet, idet Deres
klient er registreret som forsvundet og skønnet udrejst, og ministeriet
således
ikke er bekendt med Deres klients opholdssted.
Ministeriet skal i den
forbindelse bemærke, at hvis Deres klients opholdssted tilkendegives overfor
ministeriet, vil ansøgningen om genoptagelse af sagen blive behandlet.”
Den 8. juni 2004
bad Migrationsverket i Sverige
Danmark om efter Dublinkonventionen at tage A og hendes søn tilbage, hvilket
Udlændingestyrelsen indvilligede i
den 29. juni 2004.
Den 16. november 2004
skrev
ministeriet bl.a. følgende til A’s advokat:
”Ved telefax af
2. september 2004
til
ministeriet meddelte Rigspolitiet, at Deres klient var indkvarteret på Center
( ).
Det fremgår af
Udlændingeregistret, at Deres klient siden
den 3. september 2004
har været indkvarteret på
asylcentret ( ).
På den baggrund har
ministeriet besluttet at realitetsbehandle anmodningen om at genoptage
ansøgning
om humanitær opholdstilladelse.
Af de seneste helbredsmæssige
oplysninger fremgår det bl.a., at Deres klient lider af psykiske problemer
som
følge af voldtægt, at hun lider af en kronisk angsttilstand, og af somatiske
problemer, at den lange uvished om hendes livsvilkår har undermineret hendes
psykiske tilstand yderligere, således at hun bevæger sig på kanten af et
psykisk sammenbrud, at hun fortsat må vurderes som behandlingstrængende, samt
at hun modtager medicinsk behandling mod angst og uro (Lexotan) samt
medicinsk
behandling mod søvnløshed (Zolpidem). Det fremgår endvidere, at Deres klients
søn lider af nogle somatiske behandlingskrævende lidelser.
Retsregler
Efter almindelige
retsgrundsætninger kan en sag genoptages, hvis der fremkommer nye oplysninger
af så væsentlig betydning for sagen, at der er en vis sandsynlighed for, at
sagen ville have fået et andet resultat, hvis oplysningerne havde foreligget
ved den oprindelige afgørelse i sagen. Der kan herved nærmere henvises til
Hans
Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), side
921f.
Begrundelse
Ministeriet for Flygtninge,
Indvandrere og Integration har efter en gennemgang af sagen ikke fundet, at
genoptagelsesanmodningerne af
17. september 2002
[rettelig
17. juli 2002
; min bemærkning],
13. december 2002,
12. februar 2003
og
22. maj 2003
indeholder
nye væsentlige oplysninger af betydning for ministeriets behandling af sagen.
Det oplyste om, at Deres
klient lider af psykiske problemer som følge af voldtægt, at hun lider af en
kronisk angsttilstand, og af somatiske problemer, at den lange uvished om
hendes livsvilkår har undermineret hendes psykiske tilstand yderligere,
således
at hun bevæger sig på kanten af et psykisk sammenbrud, at hun fortsat må
vurderes som behandlingstrængende, samt at hun modtager medicinsk behandling
mod angst, uro og søvnløshed, kan ikke begrunde meddelelse af humanitær
opholdstilladelse.
Endvidere kan det oplyste om,
at Deres klients søn lider af nogle somatiske behandlingskrævende lidelser,
heller ikke begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse.
Ministeriet har herved lagt
vægt på, at der uanset det oplyste om Deres klients fysiske og psykiske
helbredstilstand, samt det oplyste om Deres klients søns helbredstilstand,
ikke
er tale om sådanne fysiske eller psykiske sygdomme af meget alvorlig
karakter,
der efter ministeriets praksis kan begrunde meddelelse af humanitær
opholdstilladelse.
Ministeriet har endvidere
henset til, at det fremgår af sagen, at forværringen af Deres klients
psykiske
tilstand er begrundet i den lange uvished om hendes livsvilkår.
For så vidt angår det anførte
om, at Deres klient ikke kan modtage den relevante behandling i hjemlandet,
skal ministeriet oplyse, at muligheden for behandling i hjemlandet alene
inddrages i vurderingen af sagen, hvis den pågældende lider af en sygdom, der
vil kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.
Vedrørende oplysningerne om,
at Deres klient har været udsat for et seksuelt overgreb, skal ministeriet
bemærke, at den omstændighed, at en person har været udsat for voldtægt eller
lignende seksuelle overgreb, ikke i sig selv kan begrunde meddelelse af
humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.
Det beror således på en
konkret vurdering af samtlige oplysninger i sagen, om det seksuelle overgreb
i
kombination med sagens øvrige omstændigheder kan begrunde meddelelse af
opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1.
Ministeriet har foretaget en
konkret vurdering af oplysningerne i sagen og har ikke fundet, at
oplysningerne
om seksuelle overgreb sammenholdt med de øvrige oplysninger i sagen, herunder
oplysningerne
om Deres klients helbredstilstand, kan begrunde meddelelse af
opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.
Det anførte om, at Deres
klient på baggrund af voldtægten risikerer at blive udsat for diskrimination,
samt at Deres klient frygter at blive udsat for forfølgelse ved en
tilbagevenden til hjemlandet, kan endvidere ikke begrunde meddelelse af
humanitær opholdstilladelse.
Det bemærkes i den
forbindelse, at Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet ved behandlingen af
Deres klients asylsag har taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt Deres
klient risikerer forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. En eventuel
opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1, skal således
være
begrundet i andre humanitære hensyn.
For så vidt angår
henvisningen til principperne i UNHCR håndbog pkt. 206-212 vedrørende
proceduren
for asylsagsbehandling af psykisk syge asylansøgere, skal ministeriet
bemærke,
at Flygtningenævnet har taget stilling hertil under nævnets behandling af
Deres
klients asylsag.
Det oplyste om, at Deres
klient er fraskilt og eneforsørger for en mindreårig dreng, samt at hun ikke
har mulighed for at skabe sig en tålelig tilværelse i hjemlandet, er ikke
omstændigheder, der kan begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse.
Endelig kan generelt
vanskelige økonomiske eller politiske forhold i hjemlandet ikke i sig selv
begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse.
Ministeriet kan således
henholde sig til afgørelsen af
25. oktober 2001.”
Den 30. november 2004
modtog jeg et
brev fra A skrevet på hendes modersmål. På grundlag af oversættelsen deraf
opfattede jeg A’s henvendelse som en anmodning om hjælp til at opnå ret
til at
opholde sig sammen med sin søn i Danmark.
I brev af
16. december 2004
oplyste jeg A
bl.a. om at en klage til ombudsmanden skal være indgivet inden et år efter at
forholdet er begået, og at hendes klage over afslagene på humanitær
opholdstilladelse
af
25. oktober 2001
og afslaget af
3. juni 2002
på opholdstilladelse efter jugoslaverlovens § 15 og udlændingelovens § 9,
stk.
2, nr. 5, således var forældet. Jeg havde derimod samme dag bedt
udlændingemyndighederne om udtalelser for så vidt angik afslagene på
genoptagelse af sagerne og ministeriets afvisning af anmodningen om
genoptagelse af sagen om humanitær opholdstilladelse, og bedt om udlån af
sagernes akter.
Ministeriet for Flygtninge,
Indvandrere og Integration skrev i sin udtalelse af
26. januar 2005
bl.a. således:
”Ministeriet kan oplyse, at
ministeriet ved brev af
1.
juni 2004
til advokat ( ) oplyste, at ministeriet ikke foretog sig
yderligere i anledning af ansøgningen om genoptagelse af ansøgningen om
humanitær
opholdstilladelse, idet (A) ifølge Udlændingeregistret
den 8. marts 2004
blev registreret som
forsvundet og skønnet udrejst. Ministeriet oplyste endvidere, at ansøgningen
om
humanitær opholdstilladelse således først kunne behandles, når (A) gav sig
til
kende over for udlændingemyndighederne på en sådan måde, at ministeriet blev
bekendt med (A)’s opholdssted, jf. Lovforslag nr. 152 af
28. februar 2002
om bl.a. ændring af
udlændingeloven (Folketingstidende 2001/2002 Tillæg A, s. 3952 ff.).
På baggrund af Rigspolitiets
telefax af
2. september 2004
til ministeriet, hvoraf det fremgik, at (A) var indkvarteret på Center (...),
besluttede ministeriet at realitetsbehandle anmodningen om genoptagelse af
ansøgningen om humanitær opholdstilladelse. Ved brev af
16. november 2004
til advokat ( )
meddelte ministeriet (A) afslag på genoptagelse af ansøgningen om humanitær
opholdstilladelse, idet ministeriet ikke fandt, at der forelå nye væsentlige
oplysninger af betydning for ministeriets behandling af sagen.
Den generelle henvisning til
Børnekonventionen, som Danmark tiltrådte
den 5. juli 1991, og som (A) har gjort gældende i sin
klage af
30. november 2004
til Dem, finder ministeriet ikke kan føre til, at der meddeles (A) samt
hendes
barn humanitær opholdstilladelse. Ministeriet finder således ikke, at det er
i
strid med Børnekonventionen at udsende (A) samt hendes barn til
Bosnien-Hercegovina. Ministeriet har herved lagt vægt på, at generelt dårlige
sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke i sig selv er tilstrækkeligt
til at begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse. Ministeriet kan i
den forbindelse endvidere henvise til, at Udlændingestyrelsen og
Flygtningenævnet har taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt de
pågældende
risikerer forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet.
Vedrørende det anførte om, at
(A) samt hendes barn har opholdt sig i Danmark i fem år, skal ministeriet
bemærke, at opholdets varighed her i landet kan indgå som et af de kriterier,
som skal medtages i afgørelsen af, hvorvidt der skal meddeles
opholdstilladelse
i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2. Efter praksis skal opholdets
varighed i almindelighed være på ca. 5-6 år, førend der alene under
henvisning
til dette kriterium kan meddeles humanitær opholdstilladelse. Varigheden af
en
ansøgers ophold her i landet vil dog som udgangspunkt alene kunne tillægges
vægt, hvis opholdet i hele perioden uafbrudt har været lovligt i form af
processuelt ophold. Det skal i den forbindelse bemærkes, at en asylansøger,
som
opholder sig her i landet, efter at en fastsat udrejsefrist er overskredet,
ikke har lovligt ophold i form af processuelt ophold.
(A) samt hendes barn har
opholdt sig i Danmark siden
den
9. februar 2000, men har siden
den 23. juli 2002
været i udsendelsesposition.
De pågældende har således siden
den 23. juli 2002
ikke opholdt sig lovligt i form af
processuelt ophold, og der kan således ikke med henvisning til kriteriet
langvarigt ophold meddeles humanitær opholdstilladelse i den konkrete sag.
Ministeriet kan endvidere
oplyse, at henset til, at (A) samt hendes barn har været i
udsendelsesposition
siden
den 23. juli 2002,
og at det af Udlændingeregisteret fremgår, at Udlændingestyrelsen ikke har
truffet afgørelse om, hvorvidt der kan meddeles opholdstilladelse som
udsendelseshindrede, har ministeriet dags dato fremsendt (A)’s
henvendelse af
30. november 2004
til Dem
til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen vurderer, om
de
pågældende kan meddeles opholdstilladelse som udsendelseshindrede, jf.
udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4 – nu § 9 c, stk. 2.
Ministeriet har herudover
ikke yderligere bemærkninger til sagen og kan fortsat henholde sig til sine
afgørelser af henholdsvis
den
1. juni 2004
og
den
16. november 2004
og de heri anførte begrundelser.”
Af Udlændingestyrelsens udtalelse
af
4. februar 2005
fremgår bl.a. følgende:
”
Den 30. november 2004
påklagede (A)
bl.a. styrelsens afgørelse af
15. december 2003
til Ombudsmanden, under henvisning
til, at hun selv er i terapeutisk behandling, samt at hendes søn, ( ), bør
meddeles opholdstilladelse udfra bestemmelserne i FN’s børnekonvention.
Styrelsen kan henholde sig
til afgørelsen af
15.
december 2003.
Styrelsen finder således
ikke, at (A) opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i
medfør af jugoslaverlovens § 15 og udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5.
Det forhold, at (A) ikke
længere samlever med sin ægtemand, finder styrelsen ikke kan føre til et
andet
resultat.
Styrelsen bemærker i den
forbindelse, at ansøgeren efter det oplyste har familie i
Bosnien-Hercegovina.”
Jeg bad
den 15. februar 2005
om A’s
eventuelle bemærkninger til udlændingemyndighedernes udtalelser. Jeg har ikke
modtaget bemærkninger fra A.
Ombudsmandens udtalelse
”
Udlændingestyrelsens afslag af 15.
december 2003
Som ministeriet har anført i sin afgørelse af
16. november 2004, genoptages en sag – efter almindelige
retsgrundsætninger – hvis der fremkommer nye oplysninger af så væsentlig
betydning for sagen at der er en vis sandsynlighed for at sagen ville have
fået et andet udfald hvis oplysningerne havde været myndigheden bekendt på
afgørelsestidspunktet.
Jeg har på grundlag af min gennemgang af sagen opfattet det sådan at
Udlændingestyrelsen da styrelsen
den 3. juni 2002
afslog Deres ansøgning om opholdstilladelse efter jugoslaverlovens § 15 og
udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, ikke var bekendt med at De var blevet
skilt fra Deres ægtefælle
den
11. januar 2002, men at styrelsen var bekendt hermed da styrelsen
den 15. december 2003
afslog
at genoptage sagen.
Af bemærkningerne til lov nr.
1044 af
17. december 2002
(Lovforslag nr. L 22 af
2.
oktober 2002, almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.) fremgår bl.a.
følgende:
’Udlændingestyrelsen har på
baggrund af UNHCR’s seneste tilkendegivelser efter en konkret og
individuel
vurdering typisk meddelt opholdstilladelse efter jugoslaverlovens § 15 og
udlændingelovens § 9 e, stk. 1 (eller § 9, stk. 2, nr. 5) i følgende
tilfælde,
hvor personer fra Bosnien-Hercegovina er meddelt endeligt afslag på asyl:
Personen har ud fra en
humanitær synsvinkel fortsat behov for midlertidig beskyttelse, idet en
reintegration
i det bosniske samfund ses som særdeles vanskelig. Der kan f.eks. være tale
om
ældre personer og enlige kvinder med børn uden familie eller andet socialt
netværk i hjemlandet.’
Som det fremgår af ovennævnte,
vil det for bl.a. enlige kvinder med børn være relevant for myndighederne at
undersøge om disse er uden familie eller andet socialt netværk i hjemlandet.
Efter min gennemgang af sagen
må jeg gå ud fra at Udlændingestyrelsen også var af den opfattelse at Deres
sociale netværk i Bosnien efter Deres skilsmisse kunne være relevant for
vurderingen af om De kunne meddeles opholdstilladelse efter jugoslaverlovens
§
15 og udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5. Jeg kan i den forbindelse henvise
til, at styrelsens asylafdeling i et internt notat på baggrund af asylsagens
akter foretog en vurdering af Deres netværk i Bosnien-Hercegovina.
Udlændingestyrelsen fandt
imidlertid ikke at Deres status som eneforsørger kunne føre til en
opholdstilladelse
efter jugoslaverlovens § 15 og udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5. Også i
Udlændingestyrelsens udtalelse til mig anførte styrelsen at det forhold at De
ikke længere samlever med Deres ægtefælle, ikke kunne føre til en ændret
vurdering af sagen. Styrelsen bemærkede i den forbindelse at De efter det
oplyste havde familie i Bosnien.
De faktiske omstændigheder
der eventuelt kunne have ført til meddelelse af opholdstilladelse, havde
således i forhold til den oprindelige sag ændret sig fra alene at vedrøre
Deres
(og Deres ægtefælles) helbredsforhold til også at omfatte forholdene
vedrørende
Deres sociale netværk i Bosnien.
Efter min gennemgang af sagen
må jeg lægge til grund at Udlændingestyrelsen ikke i forbindelse med den nye
afgørelse foretog nogen aktuel undersøgelse af hvilket familiemæssigt eller
andet socialt netværk De eventuelt havde tilbage i Bosnien. Forholdet blev
vurderet på baggrund af de oplysninger De havde givet i forbindelse med
asylsagens behandling fra begyndelsen af 2000. Dengang oplyste De at Deres
mor,
Deres bror og Deres to søstre boede i (...).
De har imidlertid i andre
sammenhænge givet oplysninger om Deres søskendes opholdssteder. Under en
samtale i juli måned 2000 med (B) oplyste De således at De havde to søskende
i
Bosnien, og i samtale i juli måned 2002 med (C) oplyste De at Deres bror
havde
boet samtidig med Dem i flygtningecentret, men at han nu var forsvundet
hvilket
var et tab for Deres søn.
På grundlag af ovenstående
mener jeg at Udlændingestyrelsen inden styrelsen traf afgørelse
den 15. december 2003,
burde have undersøgt hvilket socialt netværk i Bosnien De aktuelt havde, og
ikke blot have lagt mere end tre et halvt år gamle oplysninger til grund. Jeg
henviser herved til den sag der er omtalt i Folketingets Ombudsmands
beretning
for 1995, side 139 ff*, hvori jeg kritiserede Udlændingestyrelsen (dengang
Direktoratet for Udlændinge) for at have truffet afgørelse på grundlag af
oplysninger der var mere end et halvt år gamle. Jeg bemærker videre at en
undersøgelse af Deres aktuelle sociale netværk i Bosnien ville have været
bedre
i overensstemmelse med pligten til at ajourføre personoplysninger omfattet af
lov om behandling af personoplysninger, jf. lovens § 5, stk. 4.
Det følger endvidere af
forvaltningslovens § 19 at myndighederne i visse tilfælde har pligt til at
inddrage parten i oplysningen af sagen. Der er således pligt til at foretage
partshøring vedrørende sagens faktiske omstændigheder hvis parten ikke kan
antages at være bekendt med at myndigheden er i besiddelse af oplysningerne.
Dette gælder dog kun hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part
og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Til brug for sagens afgørelse
om genoptagelse af sagen om opholdstilladelse blev der som nævnt ovenfor
inddraget faktiske oplysninger om Deres familieforhold i Bosnien-Hercegovina
fra Deres asylsag. Disse oplysninger er efter min opfattelse omfattet af
partshøringspligten i forvaltningslovens § 19, jf. John Vogter,
Forvaltningsloven med kommentarer, 1999, s. 370.
Jeg mener derfor at Udlændingestyrelsen
inden styrelsen
den 15.
december 2003
afslog at genoptage sagen, burde have partshørt Dem
over disse oplysninger fra asylsagen.
Samlet set er det således min
opfattelse at Udlændingestyrelsen traf afgørelse på et utilstrækkeligt
grundlag. Styrelsen burde efter min opfattelse have undersøgt hvilket socialt
netværk i Bosnien-Hercegovina De aktuelt havde, og ikke blot have lagt mere
end
tre et halvt år gamle oplysninger til grund. Udlændingestyrelsen burde
endvidere have partshørt Dem over oplysningerne fra asylsagen (om Deres
familie
og sociale netværk) og i den forbindelse have bedt Dem om at fremkomme med
aktuelle oplysninger om Deres sociale netværk i Bosnien-Hercegovina inden
styrelsen afslog at genoptage sagen.
Jeg har gjort
Udlændingestyrelsen bekendt med min opfattelse, og jeg har henstillet til
styrelsen at genoptage behandlingen af Deres sag med henblik på at fremskaffe
aktuelle oplysninger om Deres sociale netværk i Bosnien og foretage
partshøring
af Dem.
Jeg har bedt
Udlændingestyrelsen underrette mig om den videre udvikling i sagen, men jeg
foretager
mig som udgangspunkt ikke mere medmindre De efter at have modtaget styrelsens
fornyede svar klager til mig på ny. Jeg bemærker at jeg ikke har taget
stilling
til om der var andre oplysninger i sagen, herunder asylsagen, som også ville
være omfattet af partshøringspligten i forvaltningslovens § 19.
Ministeriet for Flygtninge,
Indvandrere og Integrations afgørelser
1. Ministeriet for
Flygtninge, Indvandrere og Integrations afvisning af
1. juni 2004
Ministeriet for Flygtninge,
Indvandrere og Integrations afvisning er sket efter udlændingelovens § 33,
stk.
8, der har følgende indhold:
’§ 33.
Stk. 8. En ansøgning om
opholdstilladelse efter § 9 b, efter § 9 c, når ansøgningen vedrører en
udlænding,
der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, eller efter § 9 e
behandles ikke, hvis den myndighed, der skal træffe afgørelsen, ikke er
bekendt
med udlændingens opholdssted. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved en
ansøgning om genoptagelse af en afgørelse efter § 7, efter § 9 b, efter § 9
c,
når afgørelsen vedrører en udlænding, der har indgivet ansøgning om
opholdstilladelse
efter § 7, eller efter § 9 e.’
Jeg må ved min vurdering af
sagen lægge til grund at Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og
Integration
ikke var bekendt med Deres opholdssted. Det fremgår af sagens akter at
Migrationsverket i Sverige
den
8. juni 2004
bad Danmark om efter Dublinkonventionen at tage Dem
tilbage.
Jeg kan derfor ikke kritisere
at ministeriet
den 1. juni
2004
afviste at behandle genoptagelsesanmodningen.
2. Ministeriet for
Flygtninge, Indvandrere og Integrations afslag af
16. november 2004
Sådan som sagen er oplyst for
mig, var der ingen kontakt mellem Dem eller Deres advokat og Ministeriet for
Flygtninge, Indvandrere og Integration i perioden mellem ministeriets
afvisning
af
1. juni 2004
og ministeriets afgørelse af
16. november 2004.
Ved min vurdering af sagen må
jeg således lægge til grund at hverken De eller Deres advokat var bekendt med
at ministeriet havde genoptaget behandlingen af Deres genoptagelsesanmodning.
Jeg mener at ministeriet i
forbindelse med at ministeriet på ny indledte sin vurdering af
genoptagelsesanmodningen,
burde have underrettet Deres advokat herom og have givet ham mulighed for at
komme med eventuelle nye oplysninger om f.eks. Deres helbredsforhold.
Jeg har gjort Ministeriet for Flygtninge,
Indvandrere og Integration bekendt med min opfattelse, men jeg foretager mig
ikke mere i sagen. Ved min vurdering heraf har jeg lagt vægt på at De
efterfølgende
i forbindelse med klagen til mig har kommenteret sagen. Jeg går endvidere ud
fra at ministeriet vil være indstillet på at overveje en eventuel ny
genoptagelsesanmodning fra Dem hvis De indsender nye helbredsoplysninger af
væsentlig betydning.
”
NOTER: (*) FOB
1995, s. 139.
Lignende dokumenter
- Afslag på opholdstilladelse til afghansk kvinde med herboende mindreårig søn. Administrativ praksis. Sagsoplysning. Inddragelse af kritierier Retsinformation · 18. juni 2008
- Spørgsmål om genoptagelse af klagerens skatteansættelser med henblik på godkendelse af personfradrag Landsskatteretten · 6. september 2011
- Flygtningenævnets tilbagesendelse af asylsag efter begæring fra Direktoratet for Udlændinge uden konkret vurdering af nødvendigheden heraf Retsinformation · 25. juni 2003
- Udlændingenævnets afgørelse af 6. november 2024 – Ægtefællesammenføring – Afvisning Retsinformation · 11. april 2025
- Udlændingenævnets afgørelse af 19. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet Retsinformation · 19. januar 2017
- Højesteret stadfæster landsrettens dom, og tiltræder dermed, at tiltalte, grundet de syv mindreårige børns afhængighedsforhold til tiltalte, frifindes for påstanden om udvisning og tildeles en advarsel om udvisning Domsdatabasen · 30. april 2024