Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk

FOU nr 2005.322UdtalelserFolketinget4. oktober 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afslag på opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, og § 9, stk. 2, nr. 5

Det fremgår af sagsakterne at

A er bosnisk-hercegovinsk statsborger, født i 1975. I februar 2000 indrejste

hun her i landet sammen med sin søn, som er født i 1994, og søgte asyl. Det

fremgår endvidere af akterne at A’s daværende ægtefælle der ligeledes er

bosnisk-hercegovinsk statsborger, indrejste i Danmark i marts 2000 og søgte

asyl.

Af asylansøgningsskema

dateret

12. februar 2000

fremgår at A’s egen og hendes søns helbredstilstand var ”ok”.

I et skema af

samme dato vedrørende A’s familieforhold oplyste hun at hendes mor, bror

og to

søstre boede i (...), Bosnien.

Af et (udateret)

samtalereferat fra Udlændingestyrelsen fremgår bl.a. følgende:

“Forespurgt om ansøger har

modtaget lægehjælp i Danmark, svarer hun, at hun tager nervemedicin, og at

hun

glemmer. Ansøger tager Natur-Drogeriets Baldrian/Humle tabletter, det er

sygeplejersken

på centret i (X)-by, der har givet ansøgeren disse tabletter. Ansøger

oplyser, at

de ikke virker. Hun har tidligere haft nogle meget stærkere tabletter, de

havde

bivirkninger som uro i kroppen, rystelser og ansøger tager dem ikke mere. Der

er ingen læge der har kigget på ansøger i forbindelse med disse tabletter hun

nu tager.

Læs alt

Ansøger oplyser, at hun gik

til psykiater. Ansøger spurgte sygeplejersken hvorfor hun ikke går til

psykiater mere, hun fik det svar, at de afventede ansøgers reaktion på de nye

tabletter, som ansøger startede med for ca. 20 dage siden.

Ansøger startede ved psykiater

da hun flyttede til (X)-by, hun gik til 4 samtaler. Ansøger oplyser, at hun

vidste det var sidste gang, for der skulle søges Røde Kors i ( ) om

yderligere

betaling. Ansøger oplyser, at det endnu ikke er besluttet om hun skal have

flere samtaler.”

Af boligplaceringsskema

dateret

9. april 2001

fremgår at der ikke forelå særlige helbredsforhold som burde tages i

betragtning ved afgørelse om boligplacering.

Den 3. august 2001

meddelte Udlændingestyrelsen

A afslag på asyl. Under asylsagens behandling i Flygtningenævnet oplyste A

over

for nævnet at hun havde modtaget psykologbehandling i ca. seks måneder under

sit ophold i (...). Flygtningenævnet stadfæstede

den 2. oktober 2001

styrelsens afgørelse og

udtalte i den anledning bl.a. følgende:

”Flygtningenævnet kan i det

væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund for sagen. Det følger

heraf,

at den kvindelige ansøger i 1992 var udsat for et seksuelt overgreb af meget

grov karakter forøvet af serbiske soldater.

Et flertal af

Flygtningenævnets medlemmer finder ikke, at overgrebet i 1992 mod den

kvindelige ansøger er asylbegrundende. Flertallet lægger vægt på, at

overgrebet

er sket for ni år siden. Det forhold, at den kvindelige ansøger efter det

oplyste er traumatiseret i anledning af overgrebet, giver efter flertallets

opfattelse ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at den kvindelige

ansøger som følge af mulig subjektiv frygt ikke kan vende tilbage til

Føderationsområdet.”

Der blev ikke ved

Flygtningenævnets afgørelse fastsat udrejsefrist idet Udlændingestyrelsen

efterfølgende

ville tage stilling til opholdstilladelse efter jugoslaverlovens § 15 og

udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5.

Ved brev af

5. oktober 2001

til

Indenrigsministeriet anmodede A’s daværende advokat om humanitær

opholdstilladelse; advokaten anførte i den forbindelse bl.a. at A var

traumatiseret i voldsom grad, og vedlagde til støtte herfor Dansk Røde

Kors’

kontinuationsrapport for perioden februar 2000 til september 2001 og

medicinordinationsskema. Brevet var endvidere vedlagt en psykologudtalelse af

4. juli 2000

udarbejdet af

cand. psyk. B med bl.a. følgende oplysninger:

”(A), der er 25 år er

ankommet til Danmark sammen med sin mand og parrets søn på 5 år. Pt. oplyser

om

sig selv, at hun har mor og 2 søskende i sit hjemland. Pt.’s far

forsvandt ved

krigens begyndelse i

1992. Pt.

fortæller endvidere, at hun er uddannet lærer og tidligere har arbejdet som

lærer indenfor humanitært arbejde.

Pt. oplyser, at hun har været

udsat for voldelige overgreb da hun var 17 år. Hun har i relation hertil ofte

haft selvmordstanker, men har aldrig forsøgt selvmord.

Pt. har haft i alt 3 samtaler

( ) Pt. er nu afsluttet herfra, men er selvfølgelig velkommen til at henvende

sig hertil igen såfremt hun senere får behov for dette.”

Den 25. oktober 2001

meddelte

Indenrigsministeriet afslag på humanitær opholdstilladelse med denne

begrundelse:

”Det forhold, at (A) har det

meget dårligt psykisk og sover meget lidt, ( ) kan ikke begrunde meddelelse

af

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2.

Det forhold, at (A)’s

psykiske problemer blandt andet skyldes, at hun i 1992 har været udsat for

voldtægt, kan ikke føre til et andet resultat.

Indenrigsministeriet skal,

for så vidt angår oplysningen om, at (A) har selvmordstanker, bemærke, at

efter

ministeriets praksis er det ikke i sig selv tilstrækkeligt til meddelelse af

humanitær opholdstilladelse, at en ansøger oplyser, at han eller hun agter at

begå selvmord. Psykisk sygdom, der efter en konkret lægelig vurdering

indebærer

en overvejende risiko for selvmord eller forsøg herpå, vil dog kunne danne

grundlag for meddelelse af humanitær opholdstilladelse.”

Efter det oplyste blev A

skilt fra sin daværende ægtefælle

den 11. januar 2002.

Udlændingestyrelsen traf

den 3. juni 2002

afgørelse

om opholdstilladelse efter jugoslaverlovens § 15 og udlændingelovens § 9,

stk.

2, nr. 5, og skrev i den anledning bl.a. således til A:

”Udlændingestyrelsen skal

meddele dig, at du ikke opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse i

medfør af § 15 i lovbekendtgørelse nr. 563 af

30. juni 1995

om lov om midlertidig opholdstilladelse

til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. (jugoslaverloven) og i

medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5.

Denne afgørelse omfatter

tillige dit barn:

( ), født ( ) 1994.

Du skal udrejse af Danmark

senest 15 dage efter forkyndelsen af denne afgørelse, jf. udlændingelovens §

33, stk. 2, jf. stk. 1.

Sagsfremstilling og

begrundelse

Den 2. oktober 2001

stadfæstede

Flygtningenævnet styrelsens afslag på asyl.

I medfør af § 15 i jugoslaverloven

kan der gives midlertidig opholdstilladelse til personer, der pga.

krigshandlinger eller lignende uroligheder i hjemlandet må antages at have

behov for midlertidig beskyttelse her i landet.

Det fremgår af

udlændingelovens § 9, stk. 2. nr. 5, at opholdstilladelse kan gives til

udlændinge med opholdstilladelse i medfør af § 15 i jugoslaverloven, og som

må

antages at have behov for midlertidig beskyttelse her i landet.

Styrelsen finder ikke, at du

har behov for midlertidig beskyttelse her i landet.

Styrelsen har ved afgørelsen

lagt vægt på, at der ikke længere pågår krigshandlinger eller lignende

uroligheder i Bosnien-Hercegovina, og at der i marts 1994 blev indgået en

freds- og føderationsaftale mellem muslimer og etniske kroater i

Bosnien-Hercegovina.

Føderationsaftalen er senest blevet bekræftet ved fredsaftale indgået i

Dayton

den

21.11.1995.

Endvidere har styrelsen lagt

vægt på den generelt positive udvikling af forholdene i Bosnien-Hercegovina

siden fredsaftalen.

Styrelsen har også lagt vægt på,

at du er etnisk muslim oprindeligt fra ( ) i Republika Srpska, og at du har

opholdt dig i (...) beliggende i føderationsområdet i Bosnien-Hercegovina fra

1992 indtil udrejsen til Danmark

den 5. februar 2002

[rettelig 2000; min bemærkning].

Styrelsen finder på den baggrund, at du kan henvises til at tage ophold i

føderationsområdet i Bosnien-Hercegovina.

Det forhold, at du har

modtaget medicin mod depressioner og har talt om muligheden for at begå

selvmord, finder styrelsen ikke er af en sådan karakter, at det kan begrunde

at

du meddeles opholdstilladelse i medfør af jugoslaverlovens § 15 og

udlændingelovens § 9, stk. 2. nr. 5.

Styrelsen finder ikke, at der

i øvrigt er særlige forhold, som kan begrunde, at du meddeles

opholdstilladelse

i medfør af jugoslaverlovens § 15 og udlændingelovens § 9, stk. 2. nr.

5.”

Ved telefax af

17. juli 2002

søgte A’s

advokat om humanitær opholdstilladelse under henvisning til at A fra 1992 og

i

en lang periode derefter havde været udsat for alvorlig og livstruende

forfølgelse.

Brevet var vedlagt kopi af en udtalelse af

12. juli 2002

udarbejdet af C, Psykologisk

Klinik, Y-by, hvoraf bl.a. følgende fremgår:

”(A) er nu fraskilt og dermed

eneforsørger for en dreng på ca. 8 år.

Før ægteskabet var (A) udsat

for fuldbyrdet voldtægt, hvor hun var bange for at det ikke alene psykisk,

men

også fysisk havde ødelagt hende, således, at hun ikke kunne få børn.

Seksuelle

problemer har der været hele vejen. Voldtægt er en hårdere straf end døden.

Voldtægten og de oplevelser

hun var vidne til under krigen har ødelagt hendes menneskelige selvværd,

således at hun ikke mener hun har nogen eksistensberettigelse som selvstændig

person, men alene i kraft af at være mor.

Hun er meget præget af angst,

skyldfølelse, søvnproblemer med mareridt og kroniske smerter. Hendes

symptomer

er tiltaget i forbindelse med at hendes broder, som også boede på

flygtningecentret,

og som sønnen var meget knyttet til, pludselig forsvandt. Hun føler et stort

ansvar for at bearbejde hans tabsoplevelse, og det kommer let til at

overskygge

hendes egen tilstand.

De psykiske problemer (A) har

kompromitterer i høj grad hendes muligheder for at leve et almindeligt

liv.”

I telefax af

9. december 2002

til

Udlændingestyrelsen anførte A’s advokat at A ikke kunne udsendes, idet

hun ikke

kunne opnå den nødvendige behandling for sine traumer i sit hjemland.

A anmodede ved to enslydende

breve af

13. december 2002

til Udlændingestyrelsen og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og

Integration om opholdstilladelse efter henholdsvis udlændingelovens § 9, stk.

2, nr. 5, og udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Til støtte herfor anførte A at

hun

var under medicinsk og psykologisk behandling og behøvede længere tid dertil,

og at hendes søn trængte til normale og sikre omgivelser. A’s etniske

oprindelse

gjorde det særligt farligt for hende at vende tilbage til hjemlandet, og hun

henviste i den forbindelse til forholdene dér og til psykologudtalelsen af

12. juli 2002. A bemærkede

endvidere at der i sagen forelå flere omstændigheder som begrundede humanitær

opholdstilladelse: Hun var alene med en mindreårig søn, og ved en udvisning

ville hun ingen muligheder have for at skaffe bolig, arbejde eller den

nødvendige lægelige hjælp hvilket ville forværre hendes sygdom. Endvidere

henviste A til principperne i UNHCR’s håndbog pkt. 206-212 og CPT

vedrørende

reglerne om udsendelse af psykisk syge asylansøgere.

Til ministeriet vedlagde A

bl.a. et samtalereferat udarbejdet af speciallæge i psykiatri D hvoraf bl.a.

følgende fremgår vedrørende en samtale

den 21. januar 2002

:

”Jeg har sagt til pt., at jeg

ikke finder hende psykisk syg, men derimod følelsesmæssigt svært belastet af

såvel fortidige traumatiserende oplevelser og nuv. svært belastende social

situation med såvel en uafklaret fremtid og et i realiteten opløst ægteskab.

Jeg har opfordret pt. til at

få aftalt en tid med psykologen igen.

Fra psykiatrisk side er der

ingen behandlingsindikation, men det må understreges, at den fortsatte venten

er både uacceptabel og umenneskelig, hvorfor jeg stærkt skal opfordre til, at

der tages kontakt til myndighederne for at få afklaret pt.s status hurtigst

muligt.

Obj. psyk.: Vågen og

bevidsthedsklar. Alderssvarende udseende. Stemningslejet ikke depressiv

forsænket. Pt. giver et noget dysforisk, mut og utilnærmeligt indtryk, men

bag

denne facade fornemmer man tydeligt, hvor ulykkelig hun er. Frembyder intet

psykotisk. Kontakten skeptisk afventende.”

A’s advokat anmodede ved brev

af

12. februar 2003

til Flygtningenævnet om genoptagelse af A’s asylsag og bad nævnet

tilbagesende

sagen til Udlændingestyrelsen for så vidt angik A’s søn, under

henvisning til

at der ikke var foretaget en konkret og individuel undersøgelse af den risiko

han ville udsættes for ved en tilbagevenden til hjemlandet, og til hans

subjektive frygt herfor. For A’s vedkommende anførte advokaten bl.a. at

der var

risiko for at hun ved en hjemvenden ville miste forældremyndigheden til sin

tidligere ægtefælle.

Ved brev af samme dato –

12. februar 2003

– til

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration bad advokaten

ministeriet genoverveje ”opholdstilladelse, efter alle relevante

bestemmelser”

idet A ved en hjemsendelse ikke længere var beskyttet mod de personer der

havde

begået overgreb mod hende, og mod hendes barns far. Brevet var vedlagt kopi

af

advokatens brev til Flygtningenævnet.

Ved brev af

22. maj 2003

til

ministeriet fremsendte advokaten kopi af Dansk Røde Kors’ lister over

medicinordination for perioden marts 2000 til april 2003 samt en

psykologudtalelse af

15.

maj 2003

udarbejdet af aut. psykolog C hvoraf bl.a. følgende

fremgår:

”(A) har været her til en

række samtaler for at få bearbejdet de traumer, hun har.

Hun har i den forbindelse

fortalt mere i detaljer om sin historie, hvilket understreger, at hun siden

hun

var ganske ung, har været plaget af følger af voldtægt og angst.

(A) blev voldtaget første

gang som skolepige, familien undskyldte det med at der var krig, hun var

siden

plaget af angst med selvdestruktive tanker, og i tilknytning lavede hun et

selvmordsforsøg. Hun har siden forsøgt selvmord flere gange.

Familien boede ved en sø som

ofte var farvet rød af blod, fordi folk der blev lemlæstede og skudt blev

smidt

deri. (A) vidste, at det var almindelig praksis, at kvinder der var

voldtaget,

blev smidt i søen, og hun gik derfor med tanker om, hvornår det blev hendes

tur.

Under familiens flugt mod

Screbreniza blev de beskudt og taget til fange. Hun blev der igen udsat for

voldtægt og trussel om mord, samtidig med at hun var vidne til andre fik den

behandling.

Flugten var foranlediget af

ægtefællen, der nu er tilbage i Bosnien, og der truer den resterende del af

(A)’s familie med at han tager deres fælles dreng, ( ), når (A) bliver

sendt

til Bosnien. Denne aktuelle trussel er med til at intensivere (A)’s

angst.

Drengen ( ) er meget knyttet til sin mor, og lider af nogle somatiske,

behandlingskrævende lidelser. (A)’s angst intensiveres også ved at hun

ved at

hun i lokalsamfundet altid vil være stemplet dels fordi hun er fraskilt, dels

fordi hun har været udsat for voldtægt. Hendes livsmuligheder i Bosnien vil

derfor være svært reduceret.

Ud over de psykiske følger af

voldtægten og de oplevelser (A) har været igennem lider hun også af somatiske

problemer, som hun har brug for undersøgelse og behandling for. Men de

psykiske

følger af voldtægten gør, at hun viger tilbage for undersøgelse.”

I et internt notat af

12. december 2003

vurderede asylafdelingen på baggrund af asylsagens akter at A havde et

tilstrækkeligt netværk i Bosnien-Hercegovina til at hun kunne klare sig,

uanset

at hun var eneforsørger. Af notatet fremgår at A ifølge sin asylsag havde en

mor og tre søskende, heriblandt en bror i Bosnien-Hercegovina.

Ved brev af

15. december 2003

til A’s

advokat afslog Udlændingestyrelsen at genoptage sagen om opholdstilladelse

efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, med følgende begrundelse:

”Styrelsen har ved afgørelsen

lagt vægt på, at der ikke er fremkommet væsentlige nye oplysninger om din

klients helbredstilstand.

Således har styrelsen

allerede ved afgørelsen af

3.

juni 2002

taget stilling til de forhold, at din klient lider af

traumer og har talt om selvmord.

Styrelsen finder ikke, at der

i øvrigt er oplyst om forhold, der kan føre til en ændret vurdering af,

hvorvidt din klient opfylder betingelserne for meddelelse af

opholdstilladelse

efter udlændingelovens § 9, stk. 2. nr. 5.

Således kan din klients

oplysninger om hendes status som eneforsørger, de generelle forhold i

Bosnien-Hercegovina, herunder i Republika Srpska, samt forholdene for internt

fordrevne i Bosnien-Hercegovina, ikke føre til en ændret vurdering.”

Ved e-mail af

3. februar 2004

til

ministeriet fremsendte A’s advokat en udateret psykologudtalelse

udarbejdet af

aut. psykolog C hvoraf følgende fremgår:

”Undertegnede har afsluttet

en samtalerække på ti samtaler med (A) og jeg kan konstatere, at den psykiske

problematik, der tidligere har gjort sig gældende for (A) stadig er til

stede,

og nu må betragtes som en kronisk tilstand. De tidligere udtalelser står

således stadig ved magt, og kan ikke tilbagevises. (A)’s psykiske

tilstand er

tværtimod nu mere fastlåst.

(A) lider af en kronisk

angsttilstand, der medfører, at hun skal bruge mange ressourcer på at klare

helt almindelige hverdagsting. Den lange uvished om hendes livsvilkår har

undermineret hendes psykiske tilstand yderligere og hun bevæger sig på kanten

af et psykisk sammenbrud hvilket kan fremkaldes ved at hun udsættes for bare

en

lille yderligere belastning. Hun er således på ingen måde i besiddelse af

normale psykiske ressourcer.

(A) må således stadig

vurderes som behandlingskrævende.”

Flygtningenævnet afviste

den 5. marts 2004

at

genoptage asylsagen og at hjemvise sagen vedrørende A’s søn til

Udlændingestyrelsen under henvisning til at der ikke var tilført sagen

væsentlige nye oplysninger, og at sønnen fortsat var mindreårig.

I brev af

1. juni 2004

til A’s advokat skrev

ministeriet bl.a. følgende:

”Ministeriet kan oplyse, at

Deres klient samt et barn ifølge Udlændingeregistret er registreret som

forsvundet og skønnet udrejst

den

8. marts 2004.

En ansøgning om genoptagelse

af en afgørelse efter udlændingelovens § 9 b, kan ikke behandles, hvis den

myndighed, der har truffet afgørelsen, ikke er bekendt med udlændingens

opholdsted, jf. § 33, stk. 8, i udlændingeloven, jf. lov nr. 365 af

6. juni 2002. Bestemmelsen

trådte i kraft

den 1. juli

2002

og finder anvendelse fra og med

den 1. juli 2002, uanset om udlændingen inden

denne dato har indgivet ansøgningen om opholdstilladelse efter de på

daværende

tidspunkt gældende regler i udlændingeloven. Der kan herved henvises til

Lovforslag nr. 152 af

28.

februar 2002

om bl.a. ændring af udlændingeloven (Folketingstidende

2001/2002 Tillæg A, s. 3952 ff.).

Udlændingemyndighederne skal

alene meddele den person, der har formidlet udlændingens

genoptagelsesansøgning

overfor udlændingemyndighederne, at genoptagelsesansøgningen ikke kan

behandles, før udlændingen giver sig til kende overfor myndighederne på en

sådan måde, at myndighederne er bekendt med den pågældendes opholdsted, og

den

pågældende står til rådighed for udlændingemyndighedernes behandling af

sagen.

Der kan herved henvises til Lovforslag nr. 152 af

28. februar 2002

om bl.a. ændring af

udlændingeloven (Folketingstidende 2001/2002 Tillæg A, s. 3952 ff.).

Ministeriet for Flygtninge,

Indvandrere og Integration foretager på den baggrund ikke videre i anledning

af

Deres breve af

12. februar

2003

og

22. maj

2003

samt Deres klients brev af

13. december 2002

til ministeriet, idet Deres

klient er registreret som forsvundet og skønnet udrejst, og ministeriet

således

ikke er bekendt med Deres klients opholdssted.

Ministeriet skal i den

forbindelse bemærke, at hvis Deres klients opholdssted tilkendegives overfor

ministeriet, vil ansøgningen om genoptagelse af sagen blive behandlet.”

Den 8. juni 2004

bad Migrationsverket i Sverige

Danmark om efter Dublinkonventionen at tage A og hendes søn tilbage, hvilket

Udlændingestyrelsen indvilligede i

den 29. juni 2004.

Den 16. november 2004

skrev

ministeriet bl.a. følgende til A’s advokat:

”Ved telefax af

2. september 2004

til

ministeriet meddelte Rigspolitiet, at Deres klient var indkvarteret på Center

( ).

Det fremgår af

Udlændingeregistret, at Deres klient siden

den 3. september 2004

har været indkvarteret på

asylcentret ( ).

På den baggrund har

ministeriet besluttet at realitetsbehandle anmodningen om at genoptage

ansøgning

om humanitær opholdstilladelse.

Af de seneste helbredsmæssige

oplysninger fremgår det bl.a., at Deres klient lider af psykiske problemer

som

følge af voldtægt, at hun lider af en kronisk angsttilstand, og af somatiske

problemer, at den lange uvished om hendes livsvilkår har undermineret hendes

psykiske tilstand yderligere, således at hun bevæger sig på kanten af et

psykisk sammenbrud, at hun fortsat må vurderes som behandlingstrængende, samt

at hun modtager medicinsk behandling mod angst og uro (Lexotan) samt

medicinsk

behandling mod søvnløshed (Zolpidem). Det fremgår endvidere, at Deres klients

søn lider af nogle somatiske behandlingskrævende lidelser.

Retsregler

Efter almindelige

retsgrundsætninger kan en sag genoptages, hvis der fremkommer nye oplysninger

af så væsentlig betydning for sagen, at der er en vis sandsynlighed for, at

sagen ville have fået et andet resultat, hvis oplysningerne havde foreligget

ved den oprindelige afgørelse i sagen. Der kan herved nærmere henvises til

Hans

Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), side

921f.

Begrundelse

Ministeriet for Flygtninge,

Indvandrere og Integration har efter en gennemgang af sagen ikke fundet, at

genoptagelsesanmodningerne af

17. september 2002

[rettelig

17. juli 2002

; min bemærkning],

13. december 2002,

12. februar 2003

og

22. maj 2003

indeholder

nye væsentlige oplysninger af betydning for ministeriets behandling af sagen.

Det oplyste om, at Deres

klient lider af psykiske problemer som følge af voldtægt, at hun lider af en

kronisk angsttilstand, og af somatiske problemer, at den lange uvished om

hendes livsvilkår har undermineret hendes psykiske tilstand yderligere,

således

at hun bevæger sig på kanten af et psykisk sammenbrud, at hun fortsat må

vurderes som behandlingstrængende, samt at hun modtager medicinsk behandling

mod angst, uro og søvnløshed, kan ikke begrunde meddelelse af humanitær

opholdstilladelse.

Endvidere kan det oplyste om,

at Deres klients søn lider af nogle somatiske behandlingskrævende lidelser,

heller ikke begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse.

Ministeriet har herved lagt

vægt på, at der uanset det oplyste om Deres klients fysiske og psykiske

helbredstilstand, samt det oplyste om Deres klients søns helbredstilstand,

ikke

er tale om sådanne fysiske eller psykiske sygdomme af meget alvorlig

karakter,

der efter ministeriets praksis kan begrunde meddelelse af humanitær

opholdstilladelse.

Ministeriet har endvidere

henset til, at det fremgår af sagen, at forværringen af Deres klients

psykiske

tilstand er begrundet i den lange uvished om hendes livsvilkår.

For så vidt angår det anførte

om, at Deres klient ikke kan modtage den relevante behandling i hjemlandet,

skal ministeriet oplyse, at muligheden for behandling i hjemlandet alene

inddrages i vurderingen af sagen, hvis den pågældende lider af en sygdom, der

vil kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

Vedrørende oplysningerne om,

at Deres klient har været udsat for et seksuelt overgreb, skal ministeriet

bemærke, at den omstændighed, at en person har været udsat for voldtægt eller

lignende seksuelle overgreb, ikke i sig selv kan begrunde meddelelse af

humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

Det beror således på en

konkret vurdering af samtlige oplysninger i sagen, om det seksuelle overgreb

i

kombination med sagens øvrige omstændigheder kan begrunde meddelelse af

opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

Ministeriet har foretaget en

konkret vurdering af oplysningerne i sagen og har ikke fundet, at

oplysningerne

om seksuelle overgreb sammenholdt med de øvrige oplysninger i sagen, herunder

oplysningerne

om Deres klients helbredstilstand, kan begrunde meddelelse af

opholdstilladelse

efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

Det anførte om, at Deres

klient på baggrund af voldtægten risikerer at blive udsat for diskrimination,

samt at Deres klient frygter at blive udsat for forfølgelse ved en

tilbagevenden til hjemlandet, kan endvidere ikke begrunde meddelelse af

humanitær opholdstilladelse.

Det bemærkes i den

forbindelse, at Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet ved behandlingen af

Deres klients asylsag har taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt Deres

klient risikerer forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. En eventuel

opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1, skal således

være

begrundet i andre humanitære hensyn.

For så vidt angår

henvisningen til principperne i UNHCR håndbog pkt. 206-212 vedrørende

proceduren

for asylsagsbehandling af psykisk syge asylansøgere, skal ministeriet

bemærke,

at Flygtningenævnet har taget stilling hertil under nævnets behandling af

Deres

klients asylsag.

Det oplyste om, at Deres

klient er fraskilt og eneforsørger for en mindreårig dreng, samt at hun ikke

har mulighed for at skabe sig en tålelig tilværelse i hjemlandet, er ikke

omstændigheder, der kan begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse.

Endelig kan generelt

vanskelige økonomiske eller politiske forhold i hjemlandet ikke i sig selv

begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse.

Ministeriet kan således

henholde sig til afgørelsen af

25. oktober 2001.”

Den 30. november 2004

modtog jeg et

brev fra A skrevet på hendes modersmål. På grundlag af oversættelsen deraf

opfattede jeg A’s henvendelse som en anmodning om hjælp til at opnå ret

til at

opholde sig sammen med sin søn i Danmark.

I brev af

16. december 2004

oplyste jeg A

bl.a. om at en klage til ombudsmanden skal være indgivet inden et år efter at

forholdet er begået, og at hendes klage over afslagene på humanitær

opholdstilladelse

af

25. oktober 2001

og afslaget af

3. juni 2002

på opholdstilladelse efter jugoslaverlovens § 15 og udlændingelovens § 9,

stk.

2, nr. 5, således var forældet. Jeg havde derimod samme dag bedt

udlændingemyndighederne om udtalelser for så vidt angik afslagene på

genoptagelse af sagerne og ministeriets afvisning af anmodningen om

genoptagelse af sagen om humanitær opholdstilladelse, og bedt om udlån af

sagernes akter.

Ministeriet for Flygtninge,

Indvandrere og Integration skrev i sin udtalelse af

26. januar 2005

bl.a. således:

”Ministeriet kan oplyse, at

ministeriet ved brev af

1.

juni 2004

til advokat ( ) oplyste, at ministeriet ikke foretog sig

yderligere i anledning af ansøgningen om genoptagelse af ansøgningen om

humanitær

opholdstilladelse, idet (A) ifølge Udlændingeregistret

den 8. marts 2004

blev registreret som

forsvundet og skønnet udrejst. Ministeriet oplyste endvidere, at ansøgningen

om

humanitær opholdstilladelse således først kunne behandles, når (A) gav sig

til

kende over for udlændingemyndighederne på en sådan måde, at ministeriet blev

bekendt med (A)’s opholdssted, jf. Lovforslag nr. 152 af

28. februar 2002

om bl.a. ændring af

udlændingeloven (Folketingstidende 2001/2002 Tillæg A, s. 3952 ff.).

På baggrund af Rigspolitiets

telefax af

2. september 2004

til ministeriet, hvoraf det fremgik, at (A) var indkvarteret på Center (...),

besluttede ministeriet at realitetsbehandle anmodningen om genoptagelse af

ansøgningen om humanitær opholdstilladelse. Ved brev af

16. november 2004

til advokat ( )

meddelte ministeriet (A) afslag på genoptagelse af ansøgningen om humanitær

opholdstilladelse, idet ministeriet ikke fandt, at der forelå nye væsentlige

oplysninger af betydning for ministeriets behandling af sagen.

Den generelle henvisning til

Børnekonventionen, som Danmark tiltrådte

den 5. juli 1991, og som (A) har gjort gældende i sin

klage af

30. november 2004

til Dem, finder ministeriet ikke kan føre til, at der meddeles (A) samt

hendes

barn humanitær opholdstilladelse. Ministeriet finder således ikke, at det er

i

strid med Børnekonventionen at udsende (A) samt hendes barn til

Bosnien-Hercegovina. Ministeriet har herved lagt vægt på, at generelt dårlige

sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke i sig selv er tilstrækkeligt

til at begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse. Ministeriet kan i

den forbindelse endvidere henvise til, at Udlændingestyrelsen og

Flygtningenævnet har taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt de

pågældende

risikerer forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet.

Vedrørende det anførte om, at

(A) samt hendes barn har opholdt sig i Danmark i fem år, skal ministeriet

bemærke, at opholdets varighed her i landet kan indgå som et af de kriterier,

som skal medtages i afgørelsen af, hvorvidt der skal meddeles

opholdstilladelse

i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2. Efter praksis skal opholdets

varighed i almindelighed være på ca. 5-6 år, førend der alene under

henvisning

til dette kriterium kan meddeles humanitær opholdstilladelse. Varigheden af

en

ansøgers ophold her i landet vil dog som udgangspunkt alene kunne tillægges

vægt, hvis opholdet i hele perioden uafbrudt har været lovligt i form af

processuelt ophold. Det skal i den forbindelse bemærkes, at en asylansøger,

som

opholder sig her i landet, efter at en fastsat udrejsefrist er overskredet,

ikke har lovligt ophold i form af processuelt ophold.

(A) samt hendes barn har

opholdt sig i Danmark siden

den

9. februar 2000, men har siden

den 23. juli 2002

været i udsendelsesposition.

De pågældende har således siden

den 23. juli 2002

ikke opholdt sig lovligt i form af

processuelt ophold, og der kan således ikke med henvisning til kriteriet

langvarigt ophold meddeles humanitær opholdstilladelse i den konkrete sag.

Ministeriet kan endvidere

oplyse, at henset til, at (A) samt hendes barn har været i

udsendelsesposition

siden

den 23. juli 2002,

og at det af Udlændingeregisteret fremgår, at Udlændingestyrelsen ikke har

truffet afgørelse om, hvorvidt der kan meddeles opholdstilladelse som

udsendelseshindrede, har ministeriet dags dato fremsendt (A)’s

henvendelse af

30. november 2004

til Dem

til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen vurderer, om

de

pågældende kan meddeles opholdstilladelse som udsendelseshindrede, jf.

udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4 – nu § 9 c, stk. 2.

Ministeriet har herudover

ikke yderligere bemærkninger til sagen og kan fortsat henholde sig til sine

afgørelser af henholdsvis

den

1. juni 2004

og

den

16. november 2004

og de heri anførte begrundelser.”

Af Udlændingestyrelsens udtalelse

af

4. februar 2005

fremgår bl.a. følgende:

”

Den 30. november 2004

påklagede (A)

bl.a. styrelsens afgørelse af

15. december 2003

til Ombudsmanden, under henvisning

til, at hun selv er i terapeutisk behandling, samt at hendes søn, ( ), bør

meddeles opholdstilladelse udfra bestemmelserne i FN’s børnekonvention.

Styrelsen kan henholde sig

til afgørelsen af

15.

december 2003.

Styrelsen finder således

ikke, at (A) opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i

medfør af jugoslaverlovens § 15 og udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5.

Det forhold, at (A) ikke

længere samlever med sin ægtemand, finder styrelsen ikke kan føre til et

andet

resultat.

Styrelsen bemærker i den

forbindelse, at ansøgeren efter det oplyste har familie i

Bosnien-Hercegovina.”

Jeg bad

den 15. februar 2005

om A’s

eventuelle bemærkninger til udlændingemyndighedernes udtalelser. Jeg har ikke

modtaget bemærkninger fra A.

Ombudsmandens udtalelse

”

Udlændingestyrelsens afslag af 15.

december 2003

Som ministeriet har anført i sin afgørelse af

16. november 2004, genoptages en sag – efter almindelige

retsgrundsætninger – hvis der fremkommer nye oplysninger af så væsentlig

betydning for sagen at der er en vis sandsynlighed for at sagen ville have

fået et andet udfald hvis oplysningerne havde været myndigheden bekendt på

afgørelsestidspunktet.

Jeg har på grundlag af min gennemgang af sagen opfattet det sådan at

Udlændingestyrelsen da styrelsen

den 3. juni 2002

afslog Deres ansøgning om opholdstilladelse efter jugoslaverlovens § 15 og

udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, ikke var bekendt med at De var blevet

skilt fra Deres ægtefælle

den

11. januar 2002, men at styrelsen var bekendt hermed da styrelsen

den 15. december 2003

afslog

at genoptage sagen.

Af bemærkningerne til lov nr.

1044 af

17. december 2002

(Lovforslag nr. L 22 af

2.

oktober 2002, almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.) fremgår bl.a.

følgende:

’Udlændingestyrelsen har på

baggrund af UNHCR’s seneste tilkendegivelser efter en konkret og

individuel

vurdering typisk meddelt opholdstilladelse efter jugoslaverlovens § 15 og

udlændingelovens § 9 e, stk. 1 (eller § 9, stk. 2, nr. 5) i følgende

tilfælde,

hvor personer fra Bosnien-Hercegovina er meddelt endeligt afslag på asyl:

Personen har ud fra en

humanitær synsvinkel fortsat behov for midlertidig beskyttelse, idet en

reintegration

i det bosniske samfund ses som særdeles vanskelig. Der kan f.eks. være tale

om

ældre personer og enlige kvinder med børn uden familie eller andet socialt

netværk i hjemlandet.’

Som det fremgår af ovennævnte,

vil det for bl.a. enlige kvinder med børn være relevant for myndighederne at

undersøge om disse er uden familie eller andet socialt netværk i hjemlandet.

Efter min gennemgang af sagen

må jeg gå ud fra at Udlændingestyrelsen også var af den opfattelse at Deres

sociale netværk i Bosnien efter Deres skilsmisse kunne være relevant for

vurderingen af om De kunne meddeles opholdstilladelse efter jugoslaverlovens

§

15 og udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5. Jeg kan i den forbindelse henvise

til, at styrelsens asylafdeling i et internt notat på baggrund af asylsagens

akter foretog en vurdering af Deres netværk i Bosnien-Hercegovina.

Udlændingestyrelsen fandt

imidlertid ikke at Deres status som eneforsørger kunne føre til en

opholdstilladelse

efter jugoslaverlovens § 15 og udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5. Også i

Udlændingestyrelsens udtalelse til mig anførte styrelsen at det forhold at De

ikke længere samlever med Deres ægtefælle, ikke kunne føre til en ændret

vurdering af sagen. Styrelsen bemærkede i den forbindelse at De efter det

oplyste havde familie i Bosnien.

De faktiske omstændigheder

der eventuelt kunne have ført til meddelelse af opholdstilladelse, havde

således i forhold til den oprindelige sag ændret sig fra alene at vedrøre

Deres

(og Deres ægtefælles) helbredsforhold til også at omfatte forholdene

vedrørende

Deres sociale netværk i Bosnien.

Efter min gennemgang af sagen

må jeg lægge til grund at Udlændingestyrelsen ikke i forbindelse med den nye

afgørelse foretog nogen aktuel undersøgelse af hvilket familiemæssigt eller

andet socialt netværk De eventuelt havde tilbage i Bosnien. Forholdet blev

vurderet på baggrund af de oplysninger De havde givet i forbindelse med

asylsagens behandling fra begyndelsen af 2000. Dengang oplyste De at Deres

mor,

Deres bror og Deres to søstre boede i (...).

De har imidlertid i andre

sammenhænge givet oplysninger om Deres søskendes opholdssteder. Under en

samtale i juli måned 2000 med (B) oplyste De således at De havde to søskende

i

Bosnien, og i samtale i juli måned 2002 med (C) oplyste De at Deres bror

havde

boet samtidig med Dem i flygtningecentret, men at han nu var forsvundet

hvilket

var et tab for Deres søn.

På grundlag af ovenstående

mener jeg at Udlændingestyrelsen inden styrelsen traf afgørelse

den 15. december 2003,

burde have undersøgt hvilket socialt netværk i Bosnien De aktuelt havde, og

ikke blot have lagt mere end tre et halvt år gamle oplysninger til grund. Jeg

henviser herved til den sag der er omtalt i Folketingets Ombudsmands

beretning

for 1995, side 139 ff*, hvori jeg kritiserede Udlændingestyrelsen (dengang

Direktoratet for Udlændinge) for at have truffet afgørelse på grundlag af

oplysninger der var mere end et halvt år gamle. Jeg bemærker videre at en

undersøgelse af Deres aktuelle sociale netværk i Bosnien ville have været

bedre

i overensstemmelse med pligten til at ajourføre personoplysninger omfattet af

lov om behandling af personoplysninger, jf. lovens § 5, stk. 4.

Det følger endvidere af

forvaltningslovens § 19 at myndighederne i visse tilfælde har pligt til at

inddrage parten i oplysningen af sagen. Der er således pligt til at foretage

partshøring vedrørende sagens faktiske omstændigheder hvis parten ikke kan

antages at være bekendt med at myndigheden er i besiddelse af oplysningerne.

Dette gælder dog kun hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part

og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Til brug for sagens afgørelse

om genoptagelse af sagen om opholdstilladelse blev der som nævnt ovenfor

inddraget faktiske oplysninger om Deres familieforhold i Bosnien-Hercegovina

fra Deres asylsag. Disse oplysninger er efter min opfattelse omfattet af

partshøringspligten i forvaltningslovens § 19, jf. John Vogter,

Forvaltningsloven med kommentarer, 1999, s. 370.

Jeg mener derfor at Udlændingestyrelsen

inden styrelsen

den 15.

december 2003

afslog at genoptage sagen, burde have partshørt Dem

over disse oplysninger fra asylsagen.

Samlet set er det således min

opfattelse at Udlændingestyrelsen traf afgørelse på et utilstrækkeligt

grundlag. Styrelsen burde efter min opfattelse have undersøgt hvilket socialt

netværk i Bosnien-Hercegovina De aktuelt havde, og ikke blot have lagt mere

end

tre et halvt år gamle oplysninger til grund. Udlændingestyrelsen burde

endvidere have partshørt Dem over oplysningerne fra asylsagen (om Deres

familie

og sociale netværk) og i den forbindelse have bedt Dem om at fremkomme med

aktuelle oplysninger om Deres sociale netværk i Bosnien-Hercegovina inden

styrelsen afslog at genoptage sagen.

Jeg har gjort

Udlændingestyrelsen bekendt med min opfattelse, og jeg har henstillet til

styrelsen at genoptage behandlingen af Deres sag med henblik på at fremskaffe

aktuelle oplysninger om Deres sociale netværk i Bosnien og foretage

partshøring

af Dem.

Jeg har bedt

Udlændingestyrelsen underrette mig om den videre udvikling i sagen, men jeg

foretager

mig som udgangspunkt ikke mere medmindre De efter at have modtaget styrelsens

fornyede svar klager til mig på ny. Jeg bemærker at jeg ikke har taget

stilling

til om der var andre oplysninger i sagen, herunder asylsagen, som også ville

være omfattet af partshøringspligten i forvaltningslovens § 19.

Ministeriet for Flygtninge,

Indvandrere og Integrations afgørelser

1. Ministeriet for

Flygtninge, Indvandrere og Integrations afvisning af

1. juni 2004

Ministeriet for Flygtninge,

Indvandrere og Integrations afvisning er sket efter udlændingelovens § 33,

stk.

8, der har følgende indhold:

’§ 33.

Stk. 8. En ansøgning om

opholdstilladelse efter § 9 b, efter § 9 c, når ansøgningen vedrører en

udlænding,

der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, eller efter § 9 e

behandles ikke, hvis den myndighed, der skal træffe afgørelsen, ikke er

bekendt

med udlændingens opholdssted. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved en

ansøgning om genoptagelse af en afgørelse efter § 7, efter § 9 b, efter § 9

c,

når afgørelsen vedrører en udlænding, der har indgivet ansøgning om

opholdstilladelse

efter § 7, eller efter § 9 e.’

Jeg må ved min vurdering af

sagen lægge til grund at Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og

Integration

ikke var bekendt med Deres opholdssted. Det fremgår af sagens akter at

Migrationsverket i Sverige

den

8. juni 2004

bad Danmark om efter Dublinkonventionen at tage Dem

tilbage.

Jeg kan derfor ikke kritisere

at ministeriet

den 1. juni

2004

afviste at behandle genoptagelsesanmodningen.

2. Ministeriet for

Flygtninge, Indvandrere og Integrations afslag af

16. november 2004

Sådan som sagen er oplyst for

mig, var der ingen kontakt mellem Dem eller Deres advokat og Ministeriet for

Flygtninge, Indvandrere og Integration i perioden mellem ministeriets

afvisning

af

1. juni 2004

og ministeriets afgørelse af

16. november 2004.

Ved min vurdering af sagen må

jeg således lægge til grund at hverken De eller Deres advokat var bekendt med

at ministeriet havde genoptaget behandlingen af Deres genoptagelsesanmodning.

Jeg mener at ministeriet i

forbindelse med at ministeriet på ny indledte sin vurdering af

genoptagelsesanmodningen,

burde have underrettet Deres advokat herom og have givet ham mulighed for at

komme med eventuelle nye oplysninger om f.eks. Deres helbredsforhold.

Jeg har gjort Ministeriet for Flygtninge,

Indvandrere og Integration bekendt med min opfattelse, men jeg foretager mig

ikke mere i sagen. Ved min vurdering heraf har jeg lagt vægt på at De

efterfølgende

i forbindelse med klagen til mig har kommenteret sagen. Jeg går endvidere ud

fra at ministeriet vil være indstillet på at overveje en eventuel ny

genoptagelsesanmodning fra Dem hvis De indsender nye helbredsoplysninger af

væsentlig betydning.

”

NOTER: (*) FOB

1995, s. 139.

Lignende dokumenter