Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på voldsoffererstatning og myndighedens manglende oplysning af sagen. Officialprincippet, partshøring og vejledning

FOU nr 2005.223UdtalelserFolketinget4. oktober 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afslag på voldsoffererstatning og

myndighedens manglende oplysning af sagen. Officialprincippet, partshøring og

vejledning

A opholdt sig

den 10. februar 2003

på X

Apotek for at hente sin medicin. Hun var på det tidspunkt 90 år gammel og

benyttede rollator. I forbindelse med et tyveri hvor tyven tog en

indsamlingsbøsse

fra Frelsens Hær og forlod apoteket, skubbede tyven til A hvorved hun faldt

og

pådrog sig forskellige skader. Hun brækkede bl.a. sit venstre lårben. Hun

blev

afhentet i ambulance og indlagt på hospitalet hvor hun under operation fik

lårbenet sat sammen med 2 skruer. Hun var i den forbindelse indlagt indtil

25. februar 2003.

Efterfølgende blev hun på ny opereret og var som følge heraf indlagt fra

den 24. april 2003

til

den 15. maj 2003.

Den 4. marts 2003

anmeldte A’s børn på hendes

vegne sagen til politiet. I anmeldelsen blev opmærksomheden henledt på at

apoteket

var i besiddelse af et bånd fra et overvågningskamera der viste

hændelsesforløbet. Det blev også anført at A ønskede skadevolder

retsforfulgt,

og der blev nedlagt krav om erstatning.

Af en politirapport dateret

7. marts 2003

Læs alt

fremgår bl.a.

følgende:

”Undertegnede har torsdag den

06 03 03 foretaget gennemgang af det i sagen omhandlede videobånd.

Det skal anføres, at

optagelserne på videobåndet er af ringe kvalitet. Klokken 09 00 19 ses

apotekets

døre blive åbnet, og en person med rygsæk går ind som første person. Han

tager

ekspeditionsnummer.

Klokken 09 00 38 en ældre

kvinde med rollator kommer ind gennem døren sammen med andre kunder.

Klokken 09 00 43 ses en mand

med rygsækken på vej ud gennem døråbningen, og han passerer kvinden til

venstre

for hende. Under passagen rammes kvinden tilsyneladende af mandens rygsæk og

hun falder. Skråt bag kvinden til højre ses anden kunde på vej ind, ligesom

der

foran kvinden ses en ældre mand.

Manden ses dreje sig om for

at se, hvad der skete med kvinden. Hun hjælpes op af flere personer,

hvorefter

manden forsvinder ud af billedet.

Kvinden sidder herefter på

sin rollator og afventer frem til kl. 09 23, hvor ambulancefolk kommer ind på

apoteket.

Ved gennemgangen er der ikke

konstateret nogen form for bevidst vold.”

A blev

den 1. april 2003

ringet op af politiet

som foretog en telefonisk afhøring af hende i tidsrummet fra kl.

16.22

til

16.27.

Det blev i afhøringsrapporten anført at A ikke ønskede at gennemlæse

afhøringen. Af afhøringsrapporten fremgår endvidere bl.a. følgende:

”Afhørte forklarede, at hun

godt kunne huske hændelsen og fortsat havde efterveer derfra.

I forbindelse med hændelsen

havde hun brækket sit venstre lårben, hvilket var sat sammen igen med 2

skruer.

Hun havde af sin læge fået at vide, at det var vokset godt sammen, men at hun

skulle regne med at holde sig i ro i ca. 2 måneder endnu.

Forespurgt oplyste hun, at

hun pågældende dag stod i kø til (X) Apotek. Hun stod som nr. 1. i køen ude

foran indgangen. Bagved hende stod en ung mand, som så ud til at have travlt.

Hun sagde derfor til ham, at han kunne gå foran hvis han ville, men den unge

mand sagde at det ikke betød noget, han havde tid nok.

Idet hun vendte sig om igen

fik hun pludselig et skub af en person der kom ud af apoteket. Hun bemærkede

at

han benyttede sine hænder til at skubbe hende væk med. Manden havde

tydeligvis

travlt.

I forbindelse med dette skub

faldt afhørte ned på asfalten, hvorved hun pådrog sig lårbensbrud.

Hun ønskede erstatning for

sine skader. Heriblandt tort og svie. Hun oplyste endvidere at hendes

forsikringsselskab var ( ).”

Et vidne – en farmaceut på X

Apotek – oplyste under en telefonisk politiafhøring

den 10. marts 2003

at skadevolderen

var en narkoman som hver dag kom på apoteket for at få udleveret sin metadon.

Han kom ind som den første om morgenen

den 10. februar 2003

og tog et nummer hvorefter han gik

hen til en af ekspeditionsdiskene. Her stoppede han op og gik tilbage mod

indgangsdøren. På sin vej forbi en anden disk tilegnede han sig en

indsamlingsdåse fra Frelsens Hær. Herefter gik han normalt hen til

indgangsdøren hvor andre kunder var på vej ind. Pludselig faldt en ældre

kvinde

med rollator på gulvet. Hun var tilsyneladende blevet væltet af den

pågældende.

På politiets forespørgsel var vidnet af den opfattelse at der var tale om et

hændeligt uheld, og vidnet så ikke om det var den pågældendes krop eller

rygsæk

der ramte kvinden.

Efterfølgende afhørte

politiet telefonisk på ny A. Hun oplyste i den forbindelse at hun ønskede

skadevolderen straffet idet han havde skubbet til hende da han skulle hurtigt

fra stedet.

Den 11. april

2003

blev vidnet også afhørt på ny. På baggrund heraf konkluderede

politiet at skadevolderen havde begået tyveri fra apoteket, og at han mens

han

var i færd med at sikre sig indsamlingsdåsen fra Frelsens Hær skubbede til A.

Politiet oprettede en tyverianmeldelse og sigtede vedkommende.

Den 18. juni 2003

besluttede politiet i medfør

af retsplejelovens § 749, stk. 2, at indstille efterforskningen i sagen

vedrørende A’s fald

den 10.

februar 2003

under henvisning til at der ikke var rimelig

formodning om at der var begået et strafbart forhold der forfølges af det

offentlige. Ved afgørelsen blev der navnlig lagt vægt på at der ud fra de

fotos/videobånd der var optaget på stedet, ikke kunne skabes det nødvendige

bevis til domfældelse i sagen. Samtidig fik A meddelelse om at hendes

ansøgning

indsendt

den 13. maj 2003

til Københavns Politi om erstatning var sendt videre til Nævnet vedrørende

Erstatning til Ofre for Forbrydelser (nu: Erstatningsnævnet).

Erstatningsnævnet afslog i

afgørelse af

23. september

2003

A’s ansøgning om erstatning. Nævnet anførte følgende:

”Efter § 1 i lov om

erstatning fra staten til ofre for forbrydelser kan nævnet kun betale

erstatning og godtgørelse for personskade, der er sket ved overtrædelse af

straffeloven.

Nævnets afslag skyldes, at

det efter de oplysninger, som nævnet har, ikke med tilstrækkelig sikkerhed

kan

antages, at skaden er sket ved en overtrædelse af straffeloven.

Nævnet har herved lagt vægt

på, at det af vidneforklaring samt videooptagelse fremgår, at De formentlig

ved

et hændeligt uheld er blevet skubbet omkuld.”

I brev af

2. oktober 2003

rettede A

henvendelse til Erstatningsnævnet og bad nævnet revurdere sagen. Hun anførte

bl.a. følgende:

”Jeg blev skubbet omkuld, den

pågældende morgen på (X) Apotek, af en butikstyv, idet han skulle ud med sine

tyvekoster. Derom bør der ikke herske tvivl, thi det er fakta, og ingen har

da

til nu rejst tvivl herom. Butikstyveri er mig bekendt en overtrædelse af

straffeloven.

Af Deres ovennævnte brev

fremgår jo også, at jeg er blevet skubbet omkuld. De skriver om

vidneforklaring,

jeg er på intet tidspunkt hørt, der er afgivet en vidneforklaring, jeg kan

således ikke forholde mig til denne.

Butikstyvens handling har

kostet mig store smerter og ulemper, herunder 2 operationer, et langt

genoptræningsforløb og et nyligt afsluttet rekreationsophold. Hertil kommer

så

de kontante udgifter til medicin og leje af rullestol kr. 2.500,00 i en

måned.

Angående rullestolen, forespurgte jeg netop Nævnet, om det var en udgift, jeg

kunne forvente at få dækket. Deres svar til dette spørgsmål var positivt, men

naturligvis ikke bindende.

For det tilfælde Deres

fornyede gennemgang af denne på ny skulle ende med et afslag, skal jeg

høfligst

anmode Dem orientere mig om, hvorledes og til hvem Deres afgørelse

ankes.”

Med brev af

8. oktober 2003

sendte

nævnet A med henvisning til forvaltningslovens § 19 en afhøringsrapport af

10. marts 2003

fra vidnet

på apoteket og bad hende om at fremkomme med hendes eventuelle udtalelse

herom

inden 14 dage.

I brev af

20. oktober 2003

skrev A

bl.a. følgende til nævnet:

”Jeg har gennemgået den

fremsendte vidneafhøringsrapport.

Af rapportens 5. afsnit på

side 2 fremgår jo at vidnet slet ikke har set, hvad der foregik.

Tillad mig at foreslå, at De

aflægger mig et besøg, jeg kan kun dårligt komme til Dem, for at høre, hvad

der

egentlig foregik på apoteket den morgen.

Jeg finder at det er en meget

stor fejl, at ikke politi eller anden myndighed endnu har afhørt mig. Jeg er

dog hovedpersonen.”

Den 4. november 2003

skrev Erstatningsnævnet

bl.a. følgende til A:

”Ved skrivelse

23-09-2003

afslog nævnet

i medfør af § 1 i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser

Deres

ansøgning om erstatning. Nævnet oplyste samtidig, at afslaget skyldtes, at

det

efter de oplysninger, som nævnet var i besiddelse af, ikke med tilstrækkelig

sikkerhed kunne antages, at skaden skyldtes en overtrædelse af straffeloven.

I skrivelser af

02-10-2003

og

20-10-2003

har De anmodet

nævnet om at tage afgørelsen op til nyvurdering.

I den anledning skal man

meddele, at nævnet efter en fornyet gennemgang af sagen må fastholde sin

afgørelse af

23-09-2003

med den i afgørelsen anførte begrundelse, idet det af videooptagelse fremgår,

at De ved et hændeligt uheld blev skubbet omkuld samt til vidneforklaringen

hvoraf det fremgår, at vidnet har set Dem blive skubbet omkuld, men om det

var

med skadevolderens krop eller hans rygsæk der ramte Dem så vidnet ikke.

Med hensyn til Deres

oplysning om, at De ikke har været afhørt i sagen fremgår det af det

materiale

nævnet har været i besiddelse af, at De blev afhørt af Københavns Politi den

01-04-2003.

”

Med brev af

12. november 2003

rettede

A på ny henvendelse til Erstatningsnævnet. Hun skrev bl.a. følgende:

”For at starte med Deres

sidste afsnit, vil jeg nævne, at det er korrekt, at politiet har stillet

nogle

spørgsmål pr. telefon den nævnte dato, men nogen afhøring af mig som part har

aldrig fundet sted. Jeg må vel være nærmeste til at vide.

Jeg vil på ny hermed opfordre

Dem til at høre min udlægning af hændelsesforløbet.

Har De forestillet Dem, hvor

meget kraft, der skal til for at vælte en person om på gulvet? I mit tilfælde

røg jeg hen ad gulvet med rollator og det hele. Min pointe her er

naturligvis,

at der skal meget mere kraft til at vælte en person med rollator end uden,

for

personer med rollator har jo noget at støtte sig til. Som overfor anført røg

jeg hen ad gulvet, hvilket fik en herre bag mig til at udbryde: ’det var

et

ordentligt skub, du fik va.’ Denne herre skulle have afgivet

vidneforklaring,

for han så hvad der foregik.

Af Deres brev fremgår, at De

fastholder Deres afgørelse af 23. september dette år. I så fald beder jeg Dem

venligst orientere mig om, hvorledes jeg anker Deres afgørelse.”

Nævnet fastholdt i brev af

18. november 2003

til A

sin afgørelse af

23.

september 2003

med den deri nævnte begrundelse. Samtidig oplyste

nævnet at det i medfør af § 16 i lov om erstatning fra staten til ofre for

forbrydelser træffer den endelige administrative afgørelse i sager omfattet

af

loven, og at nævnets afgørelse ikke kan indbringes for en højere

administrativ

myndighed. Nævnet oplyste samtidig at A efter grundlovens § 63 har mulighed

for

at indbringe nævnets afgørelse for domstolene.

Med brev af

2. december 2003

spurgte A

på ny nævnet hvorfor nævnet tilsyneladende absolut ikke ville afhøre hende,

men

nævnet henholdt sig i brev af

4. december 2003

til sine afgørelser af

23. september 2003,

4. november 2003

og

18. november 2003.

Den 8. januar 2004

rettede A’s søn personlig

henvendelse til ombudsmandsinstitutionen og klagede på vegne af A over at hun

ikke havde haft lejlighed til at se og kommentere den videobåndoptagelse som

nævnet har henvist til. A’s søn klagede endvidere over at hun ikke havde

fået

lejlighed til at komme med sin forklaring om hændelsesforløbet idet hun ikke

havde opfattet telefonsamtalen med politiet som en egentlig afhøring.

Den 26. januar 2004

bad jeg Erstatningsnævnet

om en udtalelse i anledning af A’s klage samt om udlån af sagens akter.

Den 20. februar 2004

modtog jeg

Erstatningsnævnets udtalelse af

19. februar 2004

hvori nævnet bl.a. anførte:

”Nævnet skal i den anledning

beklage, at nævnet ikke sendte politiets akter i høring hos ansøger, inden

nævnet meddelte afslag på erstatning den

23-09-2003.

Nævnet skal ligeledes beklage, at

(A) ikke allerede ved nævnets brev af

04-11-2003

modtog oplysning om, at nævnet i medfør af

offererstatningslovens § 16 træffer den endelig administrative afgørelse i

sager omfattet af loven, men at nævnets afgørelser kan indbringes for

domstolene.

Nævnet kan supplerende

oplyse, at Københavns Politi den

18-06-2003

besluttede at indstille efterforskningen, jf.

retsplejelovens § 749, stk. 2. Politiet begrundede sin afgørelse med, at der

ikke var rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det

offentlige, var begået. Ved afgørelsen lagde politiet vægt på, at der ud fra

de

fotos/video, der blev optaget på stedet, ikke kunne skabes et til domfældelse

nødvendigt bevis i sagen. Afgørelsen blev sendt til ansøger.

Det fremgår i øvrigt af

sagen, at den påståede gerningsmands identitet er kendt af politiet.

(A) har gjort gældende, at

hun ikke har haft lejlighed til at se og kommentere den videooptagelse, som

nævnet henviser til.

Nævnet har ikke selv haft

videooptagelsen til gennemsyn, men har ved sin afgørelse lagt vægt på

politiets

oplysninger herom som gengivet i politirapporten af

07-03-2003.

(A) har gjort gældende at hun

ikke har haft lejlighed til at fremkomme med sin forklaring af

hændelsesforløbet,

idet hun ikke opfattede telefonsamtalen med politiet som en egentlig

afhøring.

Nævnet kan oplyse, at nævnet

ikke foretager selvstændig efterforskning i de sager, der indbringes for

nævnet. Nævnet træffer afgørelse på grundlag af det efterforskningsmateriale,

som nævnet modtager fra politiet.

I den forbindelse skal det

bemærkes, at det fremgår af politiets afhøringsrapport af

01-04-2003, at (A) blev afhørt

telefonisk, og at hun ikke ønskede at gennemlæse sin forklaring.

Nævnet finder derfor ikke, at

der i den konkrete sag var grundlag for at antage, at sagen ikke var

færdigbehandlet hos politiet.”

I brev af

1. marts 2004

til mig

fremkom A med sine bemærkninger til Erstatningsnævnets udtalelse af

19. februar 2004. Hun

anførte bl.a.:

”For mig er det uantageligt

at Erstatningsnævnet har afgjort min sag på baggrund af vidneforklaring,

hvoraf

det fremgår, at vidnet ikke har set noget som helst og en videooptagelse som

Erstatningsnævnet ikke selv har set.

Som tidligere anført, føler

jeg ikke, jeg har afgivet forklaring. Det er imidlertid korrekt at politiet

pr.

telefon har stillet mig spørgsmål, som jeg naturligvis har svaret på, men min

forklaring er der ingen, der har interesseret sig for.

Politiet har overfor mig

anført, at de ikke ville gå videre med en voldssag mod gerningsmanden, men at

jeg kunne få erstatning alligevel, idet hændelsen skete i forbindelse med en

forbrydelse (tyveri fra apoteket). Jeg blev skubbet omkuld den dag på

apoteket,

fordi jeg stod tyven i vejen, da han skulle ud.”

Med brev af

12. marts 2004

bad jeg

Erstatningsnævnet om dets bemærkninger til A’s brev af

1. marts 2004. På baggrund af

oplysningerne fra nævnet om at nævnet ikke selv havde haft videooptagelsen

fra

hændelsen til gennemsyn, men ved afgørelsen havde lagt vægt på politiets

oplysninger om videoens indhold, samt på baggrund af oplysningerne om at

nævnet

træffer afgørelse på grundlag af det efterforskningsmateriale som nævnet

modtager fra politiet, bad jeg nævnet nærmere redegøre for i hvilket omfang

nævnet er forpligtet til at foretage en selvstændig oplysning af sagen,

herunder

en selvstændig vurdering af indholdet og betydningen af de oplysninger som

foreligger i sagen.

Med brev af

17. marts 2004

udtalte

Erstatningsnævnet bl.a. følgende:

”Efterforskning af mulige

overtrædelser af straffeloven foretages af politiet. Det er nævnets

opfattelse,

at det ligger uden for nævnets opgaver og kompetencer at foretage oplysning

af

sagerne, der har karakter af efterforskning. I henhold til

offererstatningslovens § 14, stk. 2, kan nævnet forlange retsligt forhør

optaget. Hjemlen til at foranledige indenretlige afhøringer i nævnets sager

udnyttes ikke i praksis. Ligeledes udnyttes hjemlen i nævnets

forretningsorden,

bekendtgørelse nr. 808 af

19-11-1998,

§ 3 til at indkalde ansøgeren eller andre, der har kendskab til forholdene,

til

at afgive forklaring for nævnet ikke i praksis.

Nævnets arbejde bygger på den

forudsætning, at sagen i strafferetlig henseende er færdigbehandlet af

politi,

anklagemyndighed eller domstolene, inden sagen fremsendes til nævnet. Det

følger således af nævnets forretningsorden § 6, stk. 2, 1 pkt., at politiet

normalt først sender ansøgningen til nævnet ved sagens afslutning hos

politiet,

anklagemyndigheden eller ved domstolene.

Nævnet betaler erstatning og

godtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af straffeloven,

jf. offererstatningsloven § 1. Af samme lovs § 6 følger, at erstatning ydes,

selv om skadevolderen er ukendt eller ikke kan findes.

Af forarbejderne til loven

fremgår, at nævnet også kan betale erstatning i mindre voldssager, hvor der

kun

er rejst tiltale for overtrædelse af politivedtægten eller

restaurationslovgivningen. Det afgørende er, om nævnet finder, at der

foreligger en straffelovsovertrædelse. Nævnet er ikke bundet af

anklagemyndighedens påtale. Der henvises til betænkning nr. 751/1975, s. 19,

om

erstatning fra staten til ofre for forbrydelser.

Det fremgår af samme

betænkning, s. 34., vedr. lovens § 6, at nævnet, i de tilfælde hvor

gerningsmanden

er ukendt, må tage stilling til, om skaden må antages at skyldes en strafbar

handling på baggrund af de foreliggende oplysninger.

Nævnet foretager således i en

lang række tilfælde en selvstændig vurdering af, hvorvidt en anmeldt skade er

forårsaget ved en straffelovsovertrædelse, herunder hvorvidt der foreligger

en

straffelovsovertrædelse over for ansøgeren.

Da egentlig strafferetlig

efterforskning som nævnt ovenfor henhører under politiet, må denne vurdering

imidlertid foretages på grundlag af de sagsakter, nævnet modtager fra

politiet.

Det bemærkes i den forbindelse, at nævnet ikke har nogen

instruktionsbeføjelser

i forhold til politiet, og at nævnet derfor ikke har mulighed for at pålægge

politiet at efterforske en sag yderligere.

Ved sin vurdering af de

foreliggende oplysninger i en sag er nævnet naturligvis ikke bundet af

politiets

eller anklagemyndighedens vurdering af sagen. Politiet og anklagemyndighedens

vurdering vil dog ofte blive tillagt betydelig vægt, idet vurderingen ofte er

foretaget på grundlag af drøftelser med det personale, der har forestået

efterforskningen af sagen og således har førstehåndskendskab til det

foreliggende materiale, herunder troværdigheden af de forklaringer, der er

afgivet under efterforskningen og de nærmere omstændigheder umiddelbart i

forbindelse med det anmeldte forhold.

I visse sager må nævnet

konstatere, at politiet har indstillet efterforskningen i en sag, hvor

yderligere

efterforskningsskridt måske kunne have bestyrket eller afsvækket ansøgerens

oplysninger. I disse tilfælde træffer nævnet afgørelse på grundlag af

samtlige

foreliggende oplysninger, det vil sige navnlig ansøgerens oplysninger,

politiets materiale og eventuelle lægelige oplysninger om skaden. Nævnet er i

sådanne sager opmærksom på, at undladt efterforskning – hvis

omstændighederne

tilsiger det – ikke kommer ansøgeren til skade ved nævnets vurdering af,

om der

har været tale om en straffelovsovertrædelse.

Det bemærkes dog, at nævnet i

sager, hvor nævnet finder, at der foreligger en overtrædelse af straffeloven

i

det omfang, der er en kendt skadevolder, som altovervejende hovedregel

indstiller til politiet, at der gøres regres mod skadevolderen, jf.

offererstatningslovens § 17. Afgørelse om regresspørgsmålet træffes af

politiet

med klageadgang til Justitsministeriets politikontor. Afgørelsen kan

endvidere

indbringes for domstolene. Det er nævnets opfattelse, at adgangen til at gøre

regres mod skadevolderen må medføre, at nævnet, i sager hvor der er en kendt

skadevolder, må være tilbageholdende med at tilsidesætte politiets vurdering

af

de nærmere omstændigheder ved et anmeldt forhold.”

På baggrund af

Erstatningsnævnets brev af

17.

marts 2004

præciserede jeg i brev af

22. marts 2004

over for nævnet baggrunden for

mit brev af

12. marts 2004

til nævnet og bad nævnet om dets bemærkninger til A’s brev af

1. marts 2004.

Nævnet fremkom derefter i

brev af

29. marts 2004

bl.a. med følgende bemærkninger:

”I den anledning kan det

oplyses, at nævnets sager behandles alene på skriftligt grundlag, hvori

fotografier dog kan indgå. Lydbånd, videobånd, besigtigelser o.l. samt

mundtlig

forklaring for nævnet anvendes ikke i sagsbehandlingen, idet brug af sådanne

midler i forbindelse med nævnets stillingtagen til, om der foreligger en

straffelovsovertrædelse, let ville få karakter af efterforskning. Som anført

i

nævnets brev til Ombudsmanden af

17-03-2004

er det nævnets opfattelse, at politimæssig

efterforskning henhører under politiet alene. Det bemærkes videre, at

anvendelse af lydbånd, m.v. formentlig ville medføre en forøgelse af

sagsbehandlingstiden, idet dette ville medføre, at en større andel af sagerne

skulle behandles på nævnsmøde frem for ved skriftlig cirkulation blandt

nævnets

medlemmer.

(A) anfører, at vidnet i

sagen ikke har set noget som helst.

Af [vidnet på apoteket; min

bemærkning] forklaring, som nævnet har lagt til grund, fremgår: ’Han

[skadevolderen;

min bemærkning] gik herefter normalt hen til indgangsdøren, hvor andre kunder

var på vej ind. Pludselig faldt en ældre kvinde med rollator på gulvet. Hun

var

tilsyneladende blevet væltet af [skadevolderen], da han i det samme gik ud

fra

apoteket. Forespurgt forklarede afhørte, at hun var af den opfattelse, at der

var tale om et hændeligt uheld. Hun så ikke om det var [skadevolderens] krop

eller hans rygsæk, der ramte damen ’

Det må derfor lægges til

grund, at dette vidne overværede hændelsen. Vidnet så blot ikke om (A) blev

ramt af [gerningsmandens] krop eller hans rygsæk.

(A) oplyser videre, at

politiet har anført, at politiet ikke vil gå videre med en voldssag mod

gerningsmanden,

men at (A) alligevel kunne få erstatning, idet hændelsen skete i forbindelse

med en forbrydelse. (A) blev skubbet omkuld, fordi hun stod i vejen for

tyven,

da han skulle ud.

Det bemærkes, at nævnet kan

betale erstatning og godtgørelse for personskade der forvoldes ved

overtrædelse

af straffeloven. Det følger af § 1, stk. 1, 1 pkt., i offererstatningsloven.

Derudover kan nævnet betale

erstatning og godtgørelse for personskade, der indtræder i forbindelse med

hjælp til politiet under anholdelse eller i forbindelse med handlinger, der

foretages med henblik på lovlig privat anholdelse eller forhindring af

strafbare handlinger. Det følger af samme lovs § 1, stk. 1, sidste pkt.

(A) er ikke omfattet af

bestemmelsen i 1. pkt., idet hun ikke kan anses for direkte skadelidt i

forbindelse

med tyveriet.

Efter nævnets praksis er kun

personer, der er direkte skadelidte i forbindelse med en

straffelovsovertrædelse

omfattet af offererstatningsloven. For eksempel er personer, der som kunde

har

oplevet et bankrøveri, ikke omfattet af loven, medmindre de er blevet direkte

truet i forbindelse med røveriet. Om nævnets praksis på dette område i øvrigt

henvises til nævnets årsberetninger, bl.a. årsberetning 2002, afsnit 6.2, og

årsberetning 1998, afsnit 5.1 (N. j. nr. 3007/97).

(A) er efter nævnets

opfattelse heller ikke omfattet af personkredsen nævnt i

offererstatningslovens

§ 1, stk. 1, sidste pkt.

(A) stod i kø på apoteket, da

gerningsmanden, der netop havde forøvet tyveri, hændeligt ramte hende, da han

var på vej ud.

(A) kan herefter ikke siges,

at have hjulpet politiet under en anholdelse eller at have foretaget en

handling med henblik på lovlig privat anholdelse eller forhindring af en

strafbar handling.”

Erstatningsnævnet sendte A en

kopi af nævnets brev af

29.

marts 2004.

Med brev af

5. april 2004

bad jeg om

A’s eventuelle bemærkninger til Erstatningsnævnets breve af 17. og

29. marts 2004.

Jeg modtog herefter

den 5. april 2004

en kopi

af et brev fra Erstatningsnævnet dateret

den 2. april 2004

til A. I brevet skrev nævnet bl.a.:

”Nævnet har imidlertid den

26-03-2004

modtaget

sagens akter på ny fra Københavns Politi. Der er tale om de samme akter, ser

nævnet sendte til Folketingets Ombudsmand den

19-02-2004, dog er der også fremsendt fotoserie

af båndoptagelse. Der er tale om nogle meget utydelige billeder. Kopi

vedlægges.

Det bemærkes, at nævnet ikke

tidligere har modtaget disse billeder.

Hvis De ønsker at fremkomme

med en udtalelse i anledning af det fremsendte, skal De inden 14 dage rette

henvendelse til nævnet herom.”

Ligeledes

den 5. april 2004

modtog

jeg A’s brev af

4. april

2004. Heri skrev hun at hun i sit brev af

12. november 2003

til nævnet (i

afsnit 4) havde beskrevet det skub hun fik. Hun anførte videre at det

afgørende

for hende ikke var om gerningsmanden var blevet straffet, men at

gerningsmandens skub havde medført svære skader på hende. Endelig anførte hun

at hun ikke kunne acceptere at det skulle komme hende til skade hvorvidt

sagen

var ordentlig belyst over for Erstatningsnævnet. Hun sendte nævnet en kopi af

sit brev af

4. april 2004.

Erstatningsnævnet meddelte

mig i brev af

6. april 2004

at nævnet ikke havde bemærkninger i anledning af A’s brev af

4. april 2004.

Den 6. april 2004

skrev A bl.a. følgende til

Erstatningsnævnet med kopi til mig:

”Kopien af de medfølgende

billeder siger mig heller ikke meget. Jeg vil dog nedenfor vende tilbage til

billede nummer 3.

Tillad at jeg mener, at Deres

fremsendelse af disse billeder endelig giver mig mulighed for at referere,

hvad

jeg kan huske fra den pågældende morgen på (X) Apotek.

Jeg havde indfundet mig ved

apoteket et par minutter før åbningstid. Vi var en 5-6 mennesker, der stod og

ventede, to før mig og to efter. Da døren blev åbnet, gik først en herre ind,

derefter [skadevolderen; min bemærkning] , han trækker ikke nummer. Som

nævnt

er jeg inde som nummer tre. Inden jeg når at trække nummer er [skadevolderen;

min bemærkning] på vej ud. Jeg står ved nummerautomaten og [skadevolderen;

min

bemærkning] skubber mig med skulderen. Det er et ordentligt skub jeg får. Jeg

tror, at det er det billede nummer tre viser, og så ses den voldsomme

kropskontakt

jo.”

Nævnet meddelte mig i brev af

13. april 2004,

med kopi til A, at A’s brev af

6. april 2004

ikke gav nævnet anledning til bemærkninger.

Den 29. april 2005

afgav jeg en foreløbig

udtalelse om sagen. Jeg anførte følgende i min foreløbige udtalelse:

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

”Retsgrundlaget

§ 1, stk. 1, i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser har

(jf. nu lovbekendtgørelse nr. 688 af

28. juni 2004

) følgende ordlyd:

’§ 1. Staten yder erstatning og godtgørelse for personskade, der

forvoldes ved overtrædelse af borgerlig straffelov, hvis overtrædelsen er

begået i den danske stat. Det samme gælder personskade, der indtræder i

forbindelse med hjælp til politiet under anholdelse eller i forbindelse med

handlinger, der foretages med henblik på lovlig privat anholdelse eller

forhindring af strafbare handlinger.’

1. Erstatningsnævnets afgørelse af

23. september 2003

Som nævnt ovenfor ydes der

kun erstatning for skader der er sket som følge af overtrædelse af

straffeloven. Hvis dette spørgsmål ikke er afgjort ved dom, skal

Erstatningsnævnet foretage en selvstændig vurdering af hvorvidt den anmeldte

hændelse falder inden for straffelovens område både for så vidt angår det

objektive gerningsindhold og den subjektive tilregnelse.

Som udgangspunkt skal det

kunne godtgøres at skadevolderen har handlet forsætligt. Imidlertid

indeholder

straffeloven i § 249 en bestemmelse hvorefter det ved skyldsspørgsmålet er

tilstrækkeligt at skadevolderen har handlet uagtsomt.

§ 249 i straffeloven (jf. nu

lovbekendtgørelse nr. 960 af

21.

september 2004

) har følgende ordlyd:

’§ 249. Den, som uagtsomt

tilføjer nogen betydelig skade på legeme eller helbred, straffes med bøde,

hæfte eller fængsel indtil 4 måneder eller under særligt skærpende

omstændigheder

med fængsel indtil 8 år.’

Hverken i afgørelsen af

23. september 2003

eller i

de efterfølgende breve af 4. og

18. november 2003

hvor afgørelsen fastholdes, ses

Erstatningsnævnet at have vurderet nærmere hvorvidt den skade skadevolderen

påførte (A), må anses for omfattet af straffelovens § 249, og hvorvidt

skadevolderen i forhold til hende kan anses for at have handlet med en grad

af

uagtsomhed som er omfattet af straffelovens § 249. Heller ikke i udtalelserne

til mig ses nævnet nærmere at have overvejet bestemmelsen i straffelovens §

249.

Den objektive afgrænsning af

bestemmelsen i straffelovens § 249 beror på forståelsen af ’betydelig

skade’.

Lårbensbrud vil ofte være en betydelig skade, jf. kommenteret straffelov,

speciel del, kommenteret af Vagn Greve, Asbjørn Jensen og Gorm Toftegaard

Nielsen (8. omarbejdede udgave, 2005), s. 338 ff, og bl.a. UfR 1956.173Ø, UfR

1958.1075H, UfR 1979.522/3H og UfR 1996.312V.

Af Erstatningsnævnets

årsberetning for 1999, afsnit

5.26.

Særligt om straffelovens § 249, er følgende beskrevet om nævnets praksis på

dette område:

’Sagen, N. j.nr. 2775/98,

vedrørte en 67-årig kvinde, der i december 1996 om eftermiddagen på gaden

pludselig var blevet ramt på venstre skulder af en mand, der var kommet

løbende

med høj fart, tæt forfulgt af indehaveren af den butik, hvorfra manden netop

havde stjålet en vare. Kvinden var herved væltet omkuld og var landet delvist

i

nogle cykler ved et cykelstativ.

Kvinden pådrog sig brud på

venstre lårben og fik indsat et kunstigt hofteled. Hun måtte gennemgå flere

operationer, havde i lange perioder kun med besvær kunnet færdes udendørs ved

hjælp af 2 krykker, og havde været meget plaget af stærke smerter.

Arbejdsskadestyrelsen vurderede méngraden til 10 % og fastsatte

stationærtidspunktet til marts 1999, på hvilket tidspunkt den lægelige

behandling

ophørte i forbindelse med en afsluttende kontrol.

Nævnet havde efter de

foreliggende oplysninger intet belæg for at kunne fastslå, at skadevolderen

havde handlet forsætligt over for skadelidte. Da skadevolderen imidlertid

havde

handlet uagtsomt, anså nævnet herefter – som følge af skadens betydelige

omfang

– tilskadekomsten for omfattet af straffelovens § 249 og dermed af

offererstatningsloven.

Nævnet tilkendte skadelidte

ca. 21.000 kr. (aldersreduceret i medfør af erstatningsansvarslovens § 4,

stk.

2) i godtgørelse for varigt mén og et skønsmæssigt samlet beløb på ca. 38.000

kr. (hvilket oversteg fravigelsesbeløbet) i godtgørelse for svie og

smerte.’

Af Erstatningsnævnets

afgørelse af

23. september

2003

fremgår at nævnet har været af den opfattelse at ’ De

formentlig ved et hændeligt uheld er blevet skubbet omkuld’.

Ud fra de foreliggende

oplysninger må det lægges til grund at (A) blev skubbet omkuld af en person

som

umiddelbart forinden havde begået tyveri, og som var i færd med at forlade

gerningsstedet med udbyttet fra tyveriet. Det fremgår ikke entydigt af de

oplysninger som er tilvejebragt i sagen, hvorledes (A) nærmere blev skubbet.

Et

vidne har ifølge politiets rapport telefonisk forklaret at hun ikke så om (A)

blev ramt at skadevolderens krop eller af hans rygsæk. (A) selv har ifølge en

politirapport af

1. april

2003

telefonisk over for politiet forklaret at skadevolder skubbede

hende med hænderne, mens hun

den

6. april 2004

skrev til Erstatningsnævnet at hun nu – efter at have

set billederne fra apotekets overvågningskamera – kunne huske at

skadevolderen

gav hende et ordentligt skub med skulderen. Politiet har i forbindelse med

gennemgangen af apotekets overvågningsvideo (i politirapport dateret

7. marts 2003

) beskrevet

hændelsen således at skadevolder passerede (A) til venstre for hende, og at

hun

under passagen ’tilsyneladende’ blev ramt af skadevolders rygsæk.

Det er min foreløbige

opfattelse at Erstatningsnævnet ikke udtrykkeligt har taget stilling til om

omstændighederne i forbindelse med hændelsen kan oplyses nærmere, og om

skadevolder må antages at have udvist en grad af uagtsomhed som må anses for

omfattet af straffelovens § 249, herunder hvilken betydning det må have for

uagtsomhedsvurderingen at skadevolder umiddelbart forinden havde begået

tyveri

og var på vej væk med udbyttet, samt – i lyset heraf og på baggrund af

placeringen

og antallet af tilstedeværende kunder i apoteket – hvilken betydning den

hastighed skadevolderen bevægede sig væk med, og den kraft hvormed han stødte

ind i (A), må have for uagtsomhedsvurderingen.

For så vidt angår spørgsmålet

om årsagssammenhæng og adækvans henviser jeg til bemærkningerne til

straffelovens § 241 i den kommenterede straffelov, speciel del, kommenteret

af

Vagn Greve, Asbjørn Jens og Gorm Toftegaard Nielsen (8. omarbejdede udgave,

2005), s. 315 ff (særligt s. 317 ff). Jeg henviser også til Højesterets dom i

UfR 1994.827 H.

For så vidt angår nævnets

praksis om direkte og indirekte skadelidte, har nævnet i sin udtalelse af

29. marts 2004

til mig

bl.a. anført følgende:

’Det bemærkes, at nævnet kan

betale erstatning og godtgørelse for personskade der forvoldes ved

overtrædelse

af straffeloven. Det følger af § 1, stk. 1, 1 pkt. i offererstatningsloven.

(A) er ikke omfattet af

bestemmelsen i 1. pkt., idet hun ikke kan anses som direkte skadelidt i

forbindelse

med tyveriet.

Efter nævnets praksis er kun

personer, der er direkte skadelidte i forbindelse med en

straffelovsovertrædelse

omfattet af offererstatningsloven. For eksempel er personer, der som kunde

har

oplevet et bankrøveri, ikke omfattet af loven, medmindre de er blevet direkte

truet i forbindelse med røveriet. Om nævnets praksis på dette område i øvrigt

henvises til nævnets årsberetninger, bl.a. årsberetning 2002, afsnit 6.2, og

årsberetning 1998, afsnit 5.1 (N. j.nr. 3007/97).’

Den sag som nævnet refererer

til i nævnets årsberetning 2002, afsnit 6.2, er også refereret i nævnets

årsberetning 1998, afsnit 5.1 (N. j.nr. 3007/97), og sagen drejer sig især om

spørgsmålet om direkte og indirekte skadelidte. Sagen handlede om en bilist

der

i forbindelse med et rockerdrab i Liseleje i juni 1997 ikke selv havde været

direkte involveret i skudepisoden, men som tilskuer havde været tæt på.

Nævnet

afslog ansøgningen om erstatning i medfør af offererstatningslovens § 1 da

det

ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne antages at ansøgeren selv havde været

udsat for nogen straffelovsovertrædelse i forbindelse med skudepisoden.

Nævnet

fandt det således ikke godtgjort at gerningsmanden havde forsæt til at true

eller på anden måde udsætte ansøgeren for en straffelovsovertrædelse.

Nævnet har ikke i sine

udtalelser til mig berørt den sag som er omtalt i nævnets årsberetning for

2003, afsnit 7.1.3. Her anføres følgende om nævnets praksis i forbindelse med

sager om direkte og indirekte skadelidte:

’Nævnet betaler som

udgangspunkt kun erstatning til ansøgere, der er direkte forurettede ved en

straffelovsovertrædelse. Man kan dog have været så tæt på begivenhedernes

centrum, at man er erstatningsberettiget.

Dette var tilfældet i

N.j.nr.2623/2002. En 90-årig ansøger kom den

31-03-2002

gående arm i arm med en 88-årig

veninde, da en ukendt gerningsmand pludselig greb fat i venindens taske. Som

følge heraf faldt veninden og trak i den forbindelse ansøger med ned, så han

slog hovedet ned i jorden. Ansøger blev indlagt på sygehuset og fik der

konstateret hjernerystelse, brækket næse samt 3 flænger i ansigtet. Nævnet

besluttede at anse ansøgers skader for omfattet af loven. Nævnet lagde ved

afgørelsen vægt på, at selv om ansøger som sådan ikke var direkte skadelidt,

havde han været så tæt på begivenhederne, at han måtte anses som værende

omfattet af loven.

Se tillige årsberetningen for

2002, afsnit 6.2.’

Erstatningsnævnet afslog i

afgørelse af

23. september

2003

(A)’s ansøgning om erstatning med henvisning til at det ikke

med tilstrækkelig sikkerhed kunne antages at skaden var sket ved en

overtrædelse

af straffeloven. Under henvisning til nævnets egen praksis gengivet i nævnets

årsberetning for 1999, afsnit

5.26

om

uagtsomhed samt nævnets praksis gengivet i årsberetningen for 2003, afsnit

7.1.3 om direkte og indirekte skadelidte, er det min foreløbige opfattelse at

nævnet i afgørelsen af

23.

september 2003

nærmere burde have vurderet hvorvidt skaden skete

som en følge af en uagtsom handling omfattet af straffelovens § 249.

Det er min foreløbige

opfattelse at nævnet i afgørelsen også burde have inddraget aspektet om

direkte

og indirekte skadelidte.

2. Erstatningsnævnets

oplysning af

sagen

Erstatningsnævnet varetager

behandlingen af ansøgninger om erstatning i henhold til lov om erstatning fra

staten til ofre for forbrydelser. Erstatningsnævnets sagsbehandling er

reguleret i § 11, stk. 3, og § 14 i lovbekendtgørelse nr. 688 af

28. juni 2004

om erstatning

fra staten til ofre for forbrydelser. Bestemmelserne har følgende ordlyd:

’§ 11. Afgørelse om

erstatning træffes af et nævn, der nedsættes af justitsministeren.

Stk. 3. Justitsministeren

fastsætter nævnets forretningsorden og regler om indgivelse af ansøgning.

§ 14. Nævnet kan opfordre

ansøgeren til at medvirke til sagens oplysning, herunder ved personligt

fremmøde for nævnet, ved i tilfælde af personskade at lade sig undersøge af

en

læge og om fornødent, eventuelt ved indlæggelse, at lade sig undergive

observation og behandling. Nævnet kan endvidere afkræve andre, der har

kendskab

til forholdene, oplysninger, der må anses for nødvendige. Nævnet kan herunder

indhente sygehusjournaler eller udskrifter heraf.

Stk. 2. Nævnet kan forlange

optaget retsligt forhør.

Stk. 3. Efterkommer ansøgeren

ikke inden en fastsat frist en opfordring fra nævnet om at medvirke til

sagens

oplysning, kan sagen afgøres på det i øvrigt foreliggende grundlag.’

Bekendtgørelse nr. 808 af

19. november 1998

indeholder forretningsordenen for Erstatningsnævnet. Kapitel 3 i

forretningsordenen har følgende ordlyd:

’Kapitel 3

Sagens forberedelse

§ 5. Ansøgningen til nævnet

om erstatning skal indgives skriftligt ved

– udfyldelse af et af nævnet

udarbejdet ansøgningsskema, eller ved

– udarbejdelse af anden

tilsvarende erstatningsansøgning med de i skemaet nævnte oplysninger.

§ 6. Ansøgningen skal

indleveres til politimesteren (politidirektøren) i den politikreds, hvor

anmeldelsen

af lovovertrædelsen har fundet sted. Ansøgningen indsendes til

Erstatningsnævnet bilagt politiets akter, herunder politirapporter,

politiattester, udskrift af dombog og retsbog m.v.

Stk. 2. Er den sag, som

begrunder erstatningskravet, fortsat under behandling hos politiet,

anklagemyndigheden

eller ved domstolene, sender politiet normalt først ansøgningen til nævnet

ved

sagens afslutning. Fremsætter ansøgeren anmodning om forskudsvis udbetaling

af

erstatning, fremsender politiet dog ansøgningen til nævnet, selv om sagen

ikke

er færdigbehandlet.

Stk. 3. Er gerningsmanden

ikke identificeret inden for en måned, indsender politiet ligeledes

ansøgningen

til nævnet.

§ 7. Sekretariatschefen

afgør, hvilke oplysninger der skal indhentes til brug for sekretariatets

forberedelse

af sagerne, herunder

1)

om

der skal indhentes sygehusjournaler eller udskrifter heraf,

2)

om

skadelidte skal opfordres til at lade sig undersøge af en læge og eventuelt

ved

indlæggelse at lade sig undergive observation og behandling, og

3)

om

der skal indhentes udtalelse i sagen fra Arbejdsskadestyrelsen, jf.

erstatningsansvarslovens § 10.

Stk. 2. Sekretariatschefen

gennemgår sagerne og indstiller til formanden, om sagerne skal forelægges

medlemmerne eller behandles af formanden alene.’

Af det grundlæggende princip

i forvaltningsretten official- eller undersøgelsesprincippet følger at det

påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv, eventuelt i samarbejde med

andre myndigheder, at fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende

sager

eller dog foranledige at private, navnlig parterne, yder medvirken til sagens

oplysning. En forvaltningsmyndighed har således pligt til at tilvejebringe et

tilstrækkeligt fyldestgørende – retligt og faktisk – grundlag til

at der kan

træffes en fuldt forsvarlig og lovlig afgørelse. Om en sag er tilstrækkeligt

oplyst til at der kan træffes en afgørelse, beror på sagens karakter og på

omstændighederne i sagen i øvrigt.

Officialprincippet har til

formål at bidrage til at sikre at en forvaltningsmyndigheds afgørelse bliver

materielt lovlig og rigtig. Er der tvivl om holdbarheden af et væsentligt

faktum, hører det med til sagsoplysningen at søge denne tvivl afklaret

således

at det ved en sædvanlig bevisvurdering kan afgøres om den pågældende

oplysning

kan lægges til grund for afgørelsen. Jeg henviser herved til

Kaj

Larsen

mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s.

449 f. Om officialprincippet henviser

jeg i øvrigt også til Jens Garde, Carl Aage Nørgaard og Karsten Revsbech,

Forvaltningsret – Sagsbehandling, 5. udgave (2001), s. 128 ff, Steen

Rønsholdt,

Forvaltningsret – Retssikkerhed, Proces, Sagsbehandling, 1. udgave

(2001), s.

348 ff, og

Jon Andersen, Forvaltningsret, 5.

udgave (2003), s. 50 ff.

Om oplysningerne om

hændelsesforløbet

den 10.

februar 2003

var tilstrækkelige til at Erstatningsnævnet

den 23. september 2003

kunne træffe afgørelse i sagen, må efter min opfattelse desuden vurderes i

lyset af almindelige grundsætninger om bevis, herunder ’princippet om

det

bedste bevis’. Dette princip kan beskrives på den måde at en myndighed i

forbindelse med tilvejebringelsen af bevisfakta til bedømmelse af væsentlige

bevistemaer er forpligtet til at anvende det bedste blandt de tilgængelige

oplysningsmidler, i hvert fald hvis der ikke er tale om ganske konkrete og

umisforståelige oplysninger. Jeg henviser herved også til den sag som er

omtalt

i min beretning for 2000, s. 310* ff (særligt s. 315 ff).

Spørgsmålet om hvordan

Erstatningsnævnet i praksis har oplyst sagen, er nærmere belyst i bl.a.

Erstatningsnævnets udtalelser til mig af henholdsvis 17. og

29. marts 2004. Nævnet har

i sin udtalelse af

17.

marts 2004

anført at nævnet ved sin vurdering af sagen naturligvis

ikke er bundet af politiets eller anklagemyndighedens vurdering af sagen.

Endvidere oplyser nævnet at det er opmærksom på at undladt efterforskning

–

hvis omstændighederne tilsiger det ikke skal komme ansøgeren til skade ved

nævnets vurdering af om der har været tale om en straffelovsovertrædelse.

I sin udtalelse af

29. marts 2004

anfører

nævnet at nævnets sager alene behandles på skriftligt grundlag, hvori

fotografier dog kan indgå. Lydbånd, videobånd, besigtigelser og lignende samt

mundtlig forklaring for nævnet anvendes ikke i sagsbehandlingen idet brug af

sådanne midler i forbindelse med nævnets stillingtagen til om der foreligger

en

straffelovsovertrædelse, let ville få karakter af efterforskning. Endvidere

bemærker nævnet at anvendelsen af lydbånd mv. formentlig vil medføre en

forøgelse af sagsbehandlingstiden idet en større andel af sagerne herved vil

skulle behandles på et nævnsmøde frem for ved skriftlig cirkulation blandt

nævnets medlemmer.

Jeg må forstå

Erstatningsnævnets udtalelse således at nævnet generelt i praksis har

indskrænket de midler nævnet anvender i sin oplysning af sagerne, således at

nogle af de oplysningsmidler som almindelige forvaltningsretlige regler og

voldsoffererstatningslovens § 14 giver nævnet hjemmel til at anvende, ikke

anvendes i praksis. Som det fremgår ovenfor, følger det af officialprincippet

og de bevisregler som gælder for forvaltningsmyndigheder, at en

forvaltningsmyndighed er forpligtet til at anvende det eller de lovlige

sagsoplysningsmidler som i den konkrete sag er relevante for at oplyse sagen

tilstrækkeligt. En generel begrænsning af Erstatningsnævnets sagsoplysning

som

anført er efter min foreløbige opfattelse i strid med officialprincippet og

som

sådan uholdbar.

Erstatningsnævnet har anført

den betragtning at anvendelsen af lydbånd mv. i forbindelse med nævnets

oplysning af sagerne vil medføre at en større andel af sagerne herved vil

skulle behandles på et nævnsmøde. Det er min foreløbige opfattelse at dette

hensyn ikke kan anses for sagligt relevant.

I den konkrete sag er det

omtvistede bevistema hændelsesforløbet på apoteket

den 10. februar 2003

mellem kl.

9.00

og kl.

9.23.

Modsat mange andre sager er forløbet dokumenteret på video. Hændelsen er

desuden overværet ikke blot af (A), men også af flere vidner:

apoteksassistenten og de 2 kunder som det er beskrevet var omkring hende da

hun

blev skubbet.

Jeg er enig med nævnet i at

udgangspunktet for nævnets sagsbehandling er den politimæssige

efterforskning.

Men under henvisning til det ovenfor anførte om officialprincippet og om

retsgrundlaget for nævnets sagsbehandling er det min foreløbige opfattelse at

nævnet har en selvstændig pligt til i forbindelse med sin behandling af

sagerne

at fremskaffe det fornødne fyldestgørende oplysningsgrundlag for at kunne

træffe en lovlig og rigtig afgørelse. Det er på den baggrund min foreløbige

opfattelse at nævnet i denne sag ikke har været afskåret fra ved selvsyn at

gennemse videobåndet fra hændelsen i stedet for at henholde sig til en

andenhåndsvurdering heraf. Nævnet har heller ikke været afskåret fra at

indhente en egentlig erklæring fra (A) eller at have forsøgt at få oplyst

identiteten på de kunder som stod omkring hende for at få deres vurdering af

hvad der var sket. Henset til at politiet i denne sag kun har afhørt (A)

telefonisk, og at det i forbindelse med den efterfølgende partshøring blev

tydeliggjort at hun ikke havde fået fyldestgørende mulighed for – i

forbindelse

med politiets efterforskning af sagen – at referere hvad der egentlig

var

foregået, er det min foreløbige opfattelse at nævnets oplysningsgrundlag i

sagen er utilstrækkeligt.

Jeg henviser herved til UfR

1994.827 H, hvoraf fremgår at Højesteret ikke blot inddrog oplysninger fra

politiets

efterforskning i sagen, men også andre oplysninger. På grundlag heraf ansås

et

forhold for omfattet af straffelovens § 138 om at den som forsætligt eller

ved

grov uagtsomhed bringer sig i beruset tilstand kan straffes hvis han i denne

tilstand udsætter andres person eller betydeligere formueværdier for fare.

I denne forbindelse bemærker

jeg også at Erstatningsnævnet ved sin vurdering af sagen efter det oplyste i

første omgang modtog et materiale fra politiet som ikke var fuldstændigt,

idet

der manglede en fotoserie fra videooptagelsen af hændelsen. I brev af

18. juni 2003

fra politiet

til (A) hvor det blev meddelt at politiet havde indstillet efterforskningen i

sagen, henviste politiet til de fotos/video der var optaget på stedet. Dette

brev må jeg efter det oplyste gå ud fra forelå for nævnet da det

den 23. september 2003

traf afgørelse om at afslå (A)’s ansøgning om erstatning. Nævnet

henviste også

til politiets afgørelse af

18.

juni 2003

i sin udtalelse af

19. februar 2004

til mig. Først da nævnet efterfølgende

(

den 26. marts 2004

)

på ny modtog materialet fra politiet, blev nævnet bekendt med indholdet af

den

fotoserie fra båndoptagelsen som forelå i politiets sag. Jeg henviser i den

forbindelse til nævnets brev af

2. april 2004

til (A).

3. Partshøring

Efter § 19, stk. 1, i

forvaltningsloven (jf. lov nr. 571 af

19. december 1985

) har en myndighed som hovedregel pligt

til at foretage partshøring når parten ikke kan antages at være bekendt med

at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens

faktiske

omstændigheder, hvis oplysningerne er til ugunst for parten og af væsentlig

betydning for sagens afgørelse. Når disse betingelser er opfyldt, har

myndigheden pligt til at gøre parten bekendt med oplysningerne og give denne

lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Reglerne om partshøring skal

også

ses i sammenhæng med officialprincippet idet partshøring kan bidrage til at

sagen oplyses bedst muligt.

Erstatningsnævnet lagde i sin

afgørelse af

23. september

2003

om at afslå (A)’s ansøgning om erstatning bl.a. vægt på at det

af vidneforklaringen fremgik at hun formentlig ved et hændeligt uheld var

blevet skubbet omkuld.

Da (A) i brev af

2. oktober 2003

henledte

nævnets opmærksomhed på at hun ikke var bekendt med at der forelå nogen

vidneforklaring,

sendte nævnet hende

den 8.

oktober 2003

en kopi af afhøringsrapport af

10. marts 2003

af vidnet som arbejdede

som farmaceut på (X) Apotek. Efter at have modtaget (A)’s bemærkninger

hertil i

brev af

20. oktober 2003

fastholdt nævnet

den 4. november

2003

sit afslag på erstatning.

Det fremgår ikke af sagen at

(A) efterfølgende er blevet bekendt med resten af politirapporten, herunder

politiets skriftlige gennemgang af overvågningsvideoen.

Nævnet har i sin udtalelse af

19. februar 2004

hertil beklaget at nævnet ikke sendte politiets akter i høring hos (A) inden

nævnet meddelte afslag på erstatning

den 23. september 2003.

Jeg er enig med nævnet i at

(A) burde have været partshørt, og mener således det er beklageligt at nævnet

ikke forud for afgørelsen partshørte hende over politiets akter.

4. Erstatningsnævnets

vejledning

Efter

voldsoffererstatningslovens § 16 har Erstatningsnævnet den endelige

administrative afgørelse i de sager der indbringes for nævnet. Nævnets

afgørelse kan således ikke indbringes for en højere administrativ myndighed.

Dette fremgik ikke af Erstatningsnævnets afgørelse af

23. september 2003, hvilket imidlertid

heller ikke er et krav efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 25 om

klagevejledning.

(A) bad i sit brev af

2. oktober 2003

nævnet om

at vejlede sig om ankemulighederne, men nævnet svarede ikke herpå i nævnets

breve til hende af

8.

oktober 2003

og

4.

november 2003. Først da (A) i brev af

12. november 2003

på ny bad om ankevejledning,

orienterede nævnet hende i brev af

18. november 2003

om at nævnet traf den endelige

administrative afgørelse i sager omfattet af loven, og at afgørelsen ikke

kunne

indbringes for en højere administrativ myndighed. Samtidig vejledte nævnet

(A)

om at hun efter grundlovens § 63 har mulighed for at indbringe nævnets

afgørelse for domstolene.

I sin udtalelse til mig af

19. februar 2004

har

Erstatningsnævnet beklaget at (A) ikke allerede ved nævnets brev af

4. november 2003

modtog

oplysning om at nævnet træffer den endelige administrative afgørelse i sager

omfattet af loven, men at nævnets afgørelse kan indbringes for domstolene.

De særlige bestemmelser i

forvaltningslovens §§ 25 og 26 om klagevejledning og vejledning om

indbringelse

for domstolene inden for en lovbestemt frist suppleres af den almindelige

vejledningsbestemmelse i forvaltningslovens § 7, stk. 1. Denne bestemmelse

har

følgende ordlyd:

’§ 7. En

forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til

personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens

sagsområde.’

Når en borger beder en

forvaltningsmyndighed som træffer den endelige administrative afgørelse, om

vejledning om ankemulighederne, følger det efter min foreløbige opfattelse

klart af den almindelige vejledningspligt i forvaltningslovens § 7, stk. 1,

at

myndigheden bør vejlede borgeren om de muligheder borgeren har for at få

prøvet

afgørelsen, og vejledningen bør omfatte såvel adgangen til at klage til

Folketingets Ombudsmand som adgangen til at indbringe sagen for domstolene.

Jeg

henviser i denne forbindelse til Forvaltningsloven med kommentarer af John

Vogter, 3. udgave, 2. oplag (2001), s. 221, Steen Rønsholdt, Forvaltningsret

–

Retssikkerhed, Proces, Sagsbehandling, 1. udgave (2001), s. 263, og

Jon

Andersen, Forvaltningsret, 5. udgave (2003), s. 76.

Efter min foreløbige

opfattelse er det beklageligt at Erstatningsnævnet ikke allerede i nævnets

svar

af

8. oktober 2003

vejledte (A) om hendes muligheder for at få prøvet nævnets behandling og

afgørelse af hendes sag. Det er ligeledes min foreløbige opfattelse at det er

beklageligt at Erstatningsnævnet – da nævnet i brevet af

18. november 2003

besvarede (A)’s

gentagne anmodning om vejledning – kun vejledte hende om muligheden for

at

indbringe sagen for domstolene, men ikke om muligheden for at klage til

Folketingets Ombudsmand.

5. Afsluttende bemærkninger

Samlet er det min foreløbige

opfattelse at Erstatningsnævnets behandling af (A)’s sag er meget

beklagelig.

På baggrund af det jeg har

anført under pkt. 1-3 ovenfor, er jeg indstillet på at henstille til

Erstatningsnævnet

at genoptage sagen i lyset af det jeg har anført, med henblik på at nævnet

foretager en ny vurdering af hvorvidt hændelsen

den 10. februar 2003

vil kunne anerkendes som

omfattet af § 1, stk. 1, 1 pkt., i lov om erstatning fra staten til ofre for

forbrydelser.”

Min foreløbige udtalelse blev

den 29. april 2005

sendt til A og Erstatningsnævnet med henblik på at de kunne få lejlighed til

at

komme med bemærkninger til min foreløbige vurdering af sagen.

Erstatningsnævnet oplyste i

brev af

3. juni 2005

at nævnet på baggrund af redegørelsen havde besluttet at genoptage A’s

sag og

efterfølgende ville komme med bemærkninger til min foreløbige redegørelse.

Erstatningsnævnet har i brev

af

30. august 2005

til mig oplyst at nævnet har taget min foreløbige redegørelse til

efterretning.

Nævnet har i brev af samme dato til A oplyst at nævnet har anset hendes

tilskadekomst for omfattet af offererstatningsloven, og har som følge af

hændelsen

den 10. februar

2003

tilkendt hende en erstatning på 30.000 kr. til fuld og endelig

afgørelse. Erstatningsnævnet vedlagde endvidere til min orientering kopi af

nævnets korrespondance med Københavns Politi og A i perioden efter afgivelsen

af min foreløbige redegørelse.

Det fremgår bl.a. heraf at

nævnet

den 3. juni 2005

bad Københavns Politi om at få tilsendt det videobånd fra X Apoteks

overvågningskamera som politiet havde brugt i forbindelse med

efterforskningen

af hændelsen

den 10.

februar 2003. Såfremt båndet ikke længere eksisterede, bad nævnet

om at få belyst hvilken dato båndet var blevet slettet eller destrueret.

Københavns Politi oplyste

den 13. juli 2005

telefonisk over for Erstatningsnævnet at videobåndet ikke eksisterede mere.

Apotekeren på X Apotek havde over for politiet oplyst at videobåndet blev

destrueret for 6-8 måneder siden – formentlig i oktober/november måned

2004 –

da apoteket destruerede alle videobånd i forbindelse med apotekets overgang

til

digital overvågning.

Den 4.

august 2005

orienterede Københavns Politi skriftligt

Erstatningsnævnet om det passerede.

Forinden havde A i breve af

13. juni 2005

og

27. juli 2005

rykket

Erstatningsnævnet for en afgørelse i sagen. Nævnet orienterede i breve af

30. juni 2005

og

4. august 2005

A om at

afgørelsen afventede oplysninger fra politiet, og at nævnet ville gennemgå

sagen igen og vende tilbage når det havde modtaget de ønskede oplysninger fra

politiet.

Den 6. september 2005

sendte jeg en kopi af

Erstatningsnævnets brev af

30.

august 2005

til mig til A til orientering. Jeg skrev videre at jeg

ville vende tilbage til sagen når jeg havde haft lejlighed til at udarbejde

min

endelige redegørelse.

Ombudsmandens endelige udtalelse

”Idet jeg i det hele henholder mig til det jeg har anført i den

foreløbige redegørelse af

29. april 2005, skal jeg udtale følgende:

Det er min opfattelse med henvisning til nævnets egen praksis gengivet i

nævnets årsberetning for 1999, afsnit

5.26

om uagtsomhed, samt nævnets praksis gengivet i årsberetningen for 2003,

afsnit 7.1.3 om direkte og indirekte skadelidte at nævnet i afgørelsen af

23. september 2003

nærmere burde have vurderet hvorvidt hændelsen

den 10. februar 2003

kunne antages at henhøre under straffelovens § 249 om uagtsom

legemsbeskadigelse. Endvidere mener jeg at nævnet i afgørelsen burde have

inddraget aspektet om direkte og indirekte skadelidte.

Det er min opfattelse at Erstatningsnævnet forud for nævnets afgørelse af

23. september 2003

i sagen og nævnets senere

afgørelser, hvor nævnet fastholdt denne afgørelse, ikke udtrykkeligt havde

taget stilling til om omstændighederne i forbindelse med hændelsen

den 10. februar 2003

kunne

oplyses nærmere, og om skadevolder må antages at have udvist en grad af

uagtsomhed som må anses for omfattet af straffelovens § 249, herunder hvilken

betydning det må have for uagtsomhedsvurderingen at skadevolder umiddelbart

forinden havde begået tyveri og var på vej væk med udbyttet, samt – i

lyset

heraf og på baggrund af placeringen og antallet af tilstedeværende kunder i

apoteket – hvilken betydning den hastighed skadevolderen bevægede sig

væk med,

og den kraft hvormed han stødte ind i (A), må have for

uagtsomhedsvurderingen.

På baggrund af

Erstatningsnævnets udtalelser til mig i sagen mener jeg generelt at det er i

strid med officialprincippet og som sådant uholdbart at Erstatningsnævnet i

praksis har afskåret visse sagsoplysningsmidler som står til nævnets

rådighed.

Spørgsmålet om hvordan

Erstatningsnævnet i praksis har oplyst sagen, er nærmere belyst i bl.a.

Erstatningsnævnets udtalelser til mig af henholdsvis 17. og

29. marts 2004. Nævnet har

i sin udtalelse af

17.

marts 2004

anført at nævnet ved sin vurdering af sagen naturligvis

ikke er bundet af politiets eller anklagemyndighedens vurdering af sagen.

Endvidere oplyser nævnet at det er opmærksom på at undladt efterforskning

–

hvis omstændighederne tilsiger det – ikke skal komme ansøgeren til skade

ved

nævnets vurdering af om der har været tale om en straffelovsovertrædelse.

I sin udtalelse af

29. marts 2004

anfører

nævnet at nævnets sager alene behandles på skriftligt grundlag, hvori

fotografier dog kan indgå. Lydbånd, videobånd, besigtigelser og lignende samt

mundtlig forklaring for nævnet anvendes ikke i sagsfremstillingen idet brug

af

sådanne midler i forbindelse med nævnets stillingtagen til om der foreligger

en

straffelovsovertrædelse, let ville få karakter af efterforskning. Endvidere

bemærker nævnet at anvendelsen af lydbånd mv. formentlig vil medføre en

forøgelse af sagsbehandlingstiden idet en større andel af sagerne herved vil

skulle behandles på et nævnsmøde frem for ved skriftlig cirkulation blandt

nævnets medlemmer.

Jeg må forstå

Erstatningsnævnets udtalelse således at nævnet generelt i praksis har

indskrænket de midler nævnet anvender i sin oplysning af sagerne, således at

nogle af de oplysningsmidler som almindelige forvaltningsretlige regler og

voldsoffererstatningslovens § 14 giver nævnet hjemmel til at anvende, ikke

anvendes i praksis. Som det fremgår, følger det af officialprincippet og de

bevisregler som gælder for forvaltningsmyndigheder at en

forvaltningsmyndighed

er forpligtet til at anvende det eller de lovlige sagsoplysningsmidler som i

den konkrete sag er relevante for at oplyse sagen tilstrækkeligt. En generel

begrænsning af Erstatningsnævnets sagsoplysning som anført mener jeg derfor

er

i strid med officialprincippet og som sådan uholdbar.

Hvad angår Erstatningsnævnets

betragtning om at anvendelsen af lydbånd mv. i forbindelse med nævnets

oplysning af sagerne vil medføre at en større andel af sagerne derved vil

skulle behandles på et nævnsmøde, bemærker jeg at dette hensyn ikke kan anses

for sagligt relevant.

Jeg er enig med nævnet i at

udgangspunktet for nævnets sagsbehandling er den politimæssige

efterforskning.

Men under henvisning til det anførte om officialprincippet og om

retsgrundlaget

for nævnets sagsbehandling mener jeg at nævnet har en selvstændig pligt til

– i

sin behandling af sagerne – at fremskaffe det fornødne fyldestgørende

oplysningsgrundlag for at kunne træffe en lovlig og rigtig afgørelse. Jeg

mener

på den baggrund ikke at nævnet i denne sag har været afskåret fra ved selvsyn

at gennemse videobåndet fra hændelsen i stedet for at henholde sig til en

andenhåndsvurdering heraf. Nævnet har heller ikke været afskåret fra at

indhente en egentlig erklæring fra (A) eller at have forsøgt at få oplyst

identiteten på de kunder som stod omkring (A), for at få deres vurdering af

hvad der var sket. Henset til at politiet i denne sag kun har afhørt (A)

telefonisk, og at det i forbindelse med den efterfølgende partshøring blev

tydeliggjort at (A) ikke havde fået fyldestgørende mulighed for – i

forbindelse

med politiets efterforskning af sagen – at referere hvad der egentlig

var

foregået, anser jeg nævnets oplysningsgrundlag i sagen for utilstrækkeligt.

I denne forbindelse bemærker

jeg også at Erstatningsnævnet ved sin vurdering af sagen efter det oplyste i

første omgang modtog et materiale fra politiet som ikke var fuldstændigt,

idet

der manglede en fotoserie fra videooptagelsen af hændelsen.

Erstatningsnævnet har i sin

udtalelse af

19. februar

2004

beklaget at nævnet ikke sendte politiets akter i høring til

(A) inden nævnet meddelte afslag på erstatning

den 23. september 2003.

Jeg er enig med nævnet i at

(A) burde have været partshørt, og mener således det er beklageligt at nævnet

ikke forud for afgørelsen partshørte (A) over politiets akter.

Endelig mener jeg at det er

beklageligt at Erstatningsnævnet ikke allerede i nævnets svar af

8. oktober 2003

vejledte

(A) om hendes muligheder for at få prøvet nævnets behandling og afgørelse af

hendes sag. Jeg mener ligeledes det er beklageligt at Erstatningsnævnet

– da

nævnet i brevet af

18.

november 2003

besvarede (A)’s gentagne anmodning om vejledning –

kun vejledte hende om muligheden for at indbringe sagen for domstolene, men

ikke om muligheden for at klage til Folketingets Ombudsmand.

Samlet er det min endelige

opfattelse at Erstatningsnævnets behandling af (A)’s sag har været meget

beklagelig.

Da Erstatningsnævnet har

genoptaget (A)’s sag og har besluttet at anse hendes tilskadekomst

den 10. februar 2003

for

omfattet af offererstatningsloven og som følge heraf har tilkendt hende en

erstatning

på 30.000 kr. til fuld og endelig afgørelse, har jeg ikke grundlag for at

afgive en henstilling om genoptagelse af den konkrete sag.

På baggrund af den generelle

praksis med hensyn til sagsoplysning som er fremgået af den konkrete sag,

henstiller jeg at nævnet fremover ikke indskrænker de midler nævnet anvender

i

sin oplysning af sagerne, således at nogle af de oplysningsmidler som

almindelige forvaltningsretlige regler og voldsoffererstatningslovens § 14

giver nævnet hjemmet til at anvende, ikke anvendes i praksis.”

NOTER: (*)

FOB 2000, s. 310.

Lignende dokumenter