Afslag på voldsoffererstatning og myndighedens manglende oplysning af sagen. Officialprincippet, partshøring og vejledning
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afslag på voldsoffererstatning og
myndighedens manglende oplysning af sagen. Officialprincippet, partshøring og
vejledning
A opholdt sig
den 10. februar 2003
på X
Apotek for at hente sin medicin. Hun var på det tidspunkt 90 år gammel og
benyttede rollator. I forbindelse med et tyveri hvor tyven tog en
indsamlingsbøsse
fra Frelsens Hær og forlod apoteket, skubbede tyven til A hvorved hun faldt
og
pådrog sig forskellige skader. Hun brækkede bl.a. sit venstre lårben. Hun
blev
afhentet i ambulance og indlagt på hospitalet hvor hun under operation fik
lårbenet sat sammen med 2 skruer. Hun var i den forbindelse indlagt indtil
25. februar 2003.
Efterfølgende blev hun på ny opereret og var som følge heraf indlagt fra
den 24. april 2003
til
den 15. maj 2003.
Den 4. marts 2003
anmeldte A’s børn på hendes
vegne sagen til politiet. I anmeldelsen blev opmærksomheden henledt på at
apoteket
var i besiddelse af et bånd fra et overvågningskamera der viste
hændelsesforløbet. Det blev også anført at A ønskede skadevolder
retsforfulgt,
og der blev nedlagt krav om erstatning.
Af en politirapport dateret
7. marts 2003
Læs alt
fremgår bl.a.
følgende:
”Undertegnede har torsdag den
06 03 03 foretaget gennemgang af det i sagen omhandlede videobånd.
Det skal anføres, at
optagelserne på videobåndet er af ringe kvalitet. Klokken 09 00 19 ses
apotekets
døre blive åbnet, og en person med rygsæk går ind som første person. Han
tager
ekspeditionsnummer.
Klokken 09 00 38 en ældre
kvinde med rollator kommer ind gennem døren sammen med andre kunder.
Klokken 09 00 43 ses en mand
med rygsækken på vej ud gennem døråbningen, og han passerer kvinden til
venstre
for hende. Under passagen rammes kvinden tilsyneladende af mandens rygsæk og
hun falder. Skråt bag kvinden til højre ses anden kunde på vej ind, ligesom
der
foran kvinden ses en ældre mand.
Manden ses dreje sig om for
at se, hvad der skete med kvinden. Hun hjælpes op af flere personer,
hvorefter
manden forsvinder ud af billedet.
Kvinden sidder herefter på
sin rollator og afventer frem til kl. 09 23, hvor ambulancefolk kommer ind på
apoteket.
Ved gennemgangen er der ikke
konstateret nogen form for bevidst vold.”
A blev
den 1. april 2003
ringet op af politiet
som foretog en telefonisk afhøring af hende i tidsrummet fra kl.
16.22
til
16.27.
Det blev i afhøringsrapporten anført at A ikke ønskede at gennemlæse
afhøringen. Af afhøringsrapporten fremgår endvidere bl.a. følgende:
”Afhørte forklarede, at hun
godt kunne huske hændelsen og fortsat havde efterveer derfra.
I forbindelse med hændelsen
havde hun brækket sit venstre lårben, hvilket var sat sammen igen med 2
skruer.
Hun havde af sin læge fået at vide, at det var vokset godt sammen, men at hun
skulle regne med at holde sig i ro i ca. 2 måneder endnu.
Forespurgt oplyste hun, at
hun pågældende dag stod i kø til (X) Apotek. Hun stod som nr. 1. i køen ude
foran indgangen. Bagved hende stod en ung mand, som så ud til at have travlt.
Hun sagde derfor til ham, at han kunne gå foran hvis han ville, men den unge
mand sagde at det ikke betød noget, han havde tid nok.
Idet hun vendte sig om igen
fik hun pludselig et skub af en person der kom ud af apoteket. Hun bemærkede
at
han benyttede sine hænder til at skubbe hende væk med. Manden havde
tydeligvis
travlt.
I forbindelse med dette skub
faldt afhørte ned på asfalten, hvorved hun pådrog sig lårbensbrud.
Hun ønskede erstatning for
sine skader. Heriblandt tort og svie. Hun oplyste endvidere at hendes
forsikringsselskab var ( ).”
Et vidne – en farmaceut på X
Apotek – oplyste under en telefonisk politiafhøring
den 10. marts 2003
at skadevolderen
var en narkoman som hver dag kom på apoteket for at få udleveret sin metadon.
Han kom ind som den første om morgenen
den 10. februar 2003
og tog et nummer hvorefter han gik
hen til en af ekspeditionsdiskene. Her stoppede han op og gik tilbage mod
indgangsdøren. På sin vej forbi en anden disk tilegnede han sig en
indsamlingsdåse fra Frelsens Hær. Herefter gik han normalt hen til
indgangsdøren hvor andre kunder var på vej ind. Pludselig faldt en ældre
kvinde
med rollator på gulvet. Hun var tilsyneladende blevet væltet af den
pågældende.
På politiets forespørgsel var vidnet af den opfattelse at der var tale om et
hændeligt uheld, og vidnet så ikke om det var den pågældendes krop eller
rygsæk
der ramte kvinden.
Efterfølgende afhørte
politiet telefonisk på ny A. Hun oplyste i den forbindelse at hun ønskede
skadevolderen straffet idet han havde skubbet til hende da han skulle hurtigt
fra stedet.
Den 11. april
2003
blev vidnet også afhørt på ny. På baggrund heraf konkluderede
politiet at skadevolderen havde begået tyveri fra apoteket, og at han mens
han
var i færd med at sikre sig indsamlingsdåsen fra Frelsens Hær skubbede til A.
Politiet oprettede en tyverianmeldelse og sigtede vedkommende.
Den 18. juni 2003
besluttede politiet i medfør
af retsplejelovens § 749, stk. 2, at indstille efterforskningen i sagen
vedrørende A’s fald
den 10.
februar 2003
under henvisning til at der ikke var rimelig
formodning om at der var begået et strafbart forhold der forfølges af det
offentlige. Ved afgørelsen blev der navnlig lagt vægt på at der ud fra de
fotos/videobånd der var optaget på stedet, ikke kunne skabes det nødvendige
bevis til domfældelse i sagen. Samtidig fik A meddelelse om at hendes
ansøgning
indsendt
den 13. maj 2003
til Københavns Politi om erstatning var sendt videre til Nævnet vedrørende
Erstatning til Ofre for Forbrydelser (nu: Erstatningsnævnet).
Erstatningsnævnet afslog i
afgørelse af
23. september
2003
A’s ansøgning om erstatning. Nævnet anførte følgende:
”Efter § 1 i lov om
erstatning fra staten til ofre for forbrydelser kan nævnet kun betale
erstatning og godtgørelse for personskade, der er sket ved overtrædelse af
straffeloven.
Nævnets afslag skyldes, at
det efter de oplysninger, som nævnet har, ikke med tilstrækkelig sikkerhed
kan
antages, at skaden er sket ved en overtrædelse af straffeloven.
Nævnet har herved lagt vægt
på, at det af vidneforklaring samt videooptagelse fremgår, at De formentlig
ved
et hændeligt uheld er blevet skubbet omkuld.”
I brev af
2. oktober 2003
rettede A
henvendelse til Erstatningsnævnet og bad nævnet revurdere sagen. Hun anførte
bl.a. følgende:
”Jeg blev skubbet omkuld, den
pågældende morgen på (X) Apotek, af en butikstyv, idet han skulle ud med sine
tyvekoster. Derom bør der ikke herske tvivl, thi det er fakta, og ingen har
da
til nu rejst tvivl herom. Butikstyveri er mig bekendt en overtrædelse af
straffeloven.
Af Deres ovennævnte brev
fremgår jo også, at jeg er blevet skubbet omkuld. De skriver om
vidneforklaring,
jeg er på intet tidspunkt hørt, der er afgivet en vidneforklaring, jeg kan
således ikke forholde mig til denne.
Butikstyvens handling har
kostet mig store smerter og ulemper, herunder 2 operationer, et langt
genoptræningsforløb og et nyligt afsluttet rekreationsophold. Hertil kommer
så
de kontante udgifter til medicin og leje af rullestol kr. 2.500,00 i en
måned.
Angående rullestolen, forespurgte jeg netop Nævnet, om det var en udgift, jeg
kunne forvente at få dækket. Deres svar til dette spørgsmål var positivt, men
naturligvis ikke bindende.
For det tilfælde Deres
fornyede gennemgang af denne på ny skulle ende med et afslag, skal jeg
høfligst
anmode Dem orientere mig om, hvorledes og til hvem Deres afgørelse
ankes.”
Med brev af
8. oktober 2003
sendte
nævnet A med henvisning til forvaltningslovens § 19 en afhøringsrapport af
10. marts 2003
fra vidnet
på apoteket og bad hende om at fremkomme med hendes eventuelle udtalelse
herom
inden 14 dage.
I brev af
20. oktober 2003
skrev A
bl.a. følgende til nævnet:
”Jeg har gennemgået den
fremsendte vidneafhøringsrapport.
Af rapportens 5. afsnit på
side 2 fremgår jo at vidnet slet ikke har set, hvad der foregik.
Tillad mig at foreslå, at De
aflægger mig et besøg, jeg kan kun dårligt komme til Dem, for at høre, hvad
der
egentlig foregik på apoteket den morgen.
Jeg finder at det er en meget
stor fejl, at ikke politi eller anden myndighed endnu har afhørt mig. Jeg er
dog hovedpersonen.”
Den 4. november 2003
skrev Erstatningsnævnet
bl.a. følgende til A:
”Ved skrivelse
23-09-2003
afslog nævnet
i medfør af § 1 i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser
Deres
ansøgning om erstatning. Nævnet oplyste samtidig, at afslaget skyldtes, at
det
efter de oplysninger, som nævnet var i besiddelse af, ikke med tilstrækkelig
sikkerhed kunne antages, at skaden skyldtes en overtrædelse af straffeloven.
I skrivelser af
02-10-2003
og
20-10-2003
har De anmodet
nævnet om at tage afgørelsen op til nyvurdering.
I den anledning skal man
meddele, at nævnet efter en fornyet gennemgang af sagen må fastholde sin
afgørelse af
23-09-2003
med den i afgørelsen anførte begrundelse, idet det af videooptagelse fremgår,
at De ved et hændeligt uheld blev skubbet omkuld samt til vidneforklaringen
hvoraf det fremgår, at vidnet har set Dem blive skubbet omkuld, men om det
var
med skadevolderens krop eller hans rygsæk der ramte Dem så vidnet ikke.
Med hensyn til Deres
oplysning om, at De ikke har været afhørt i sagen fremgår det af det
materiale
nævnet har været i besiddelse af, at De blev afhørt af Københavns Politi den
01-04-2003.
”
Med brev af
12. november 2003
rettede
A på ny henvendelse til Erstatningsnævnet. Hun skrev bl.a. følgende:
”For at starte med Deres
sidste afsnit, vil jeg nævne, at det er korrekt, at politiet har stillet
nogle
spørgsmål pr. telefon den nævnte dato, men nogen afhøring af mig som part har
aldrig fundet sted. Jeg må vel være nærmeste til at vide.
Jeg vil på ny hermed opfordre
Dem til at høre min udlægning af hændelsesforløbet.
Har De forestillet Dem, hvor
meget kraft, der skal til for at vælte en person om på gulvet? I mit tilfælde
røg jeg hen ad gulvet med rollator og det hele. Min pointe her er
naturligvis,
at der skal meget mere kraft til at vælte en person med rollator end uden,
for
personer med rollator har jo noget at støtte sig til. Som overfor anført røg
jeg hen ad gulvet, hvilket fik en herre bag mig til at udbryde: ’det var
et
ordentligt skub, du fik va.’ Denne herre skulle have afgivet
vidneforklaring,
for han så hvad der foregik.
Af Deres brev fremgår, at De
fastholder Deres afgørelse af 23. september dette år. I så fald beder jeg Dem
venligst orientere mig om, hvorledes jeg anker Deres afgørelse.”
Nævnet fastholdt i brev af
18. november 2003
til A
sin afgørelse af
23.
september 2003
med den deri nævnte begrundelse. Samtidig oplyste
nævnet at det i medfør af § 16 i lov om erstatning fra staten til ofre for
forbrydelser træffer den endelige administrative afgørelse i sager omfattet
af
loven, og at nævnets afgørelse ikke kan indbringes for en højere
administrativ
myndighed. Nævnet oplyste samtidig at A efter grundlovens § 63 har mulighed
for
at indbringe nævnets afgørelse for domstolene.
Med brev af
2. december 2003
spurgte A
på ny nævnet hvorfor nævnet tilsyneladende absolut ikke ville afhøre hende,
men
nævnet henholdt sig i brev af
4. december 2003
til sine afgørelser af
23. september 2003,
4. november 2003
og
18. november 2003.
Den 8. januar 2004
rettede A’s søn personlig
henvendelse til ombudsmandsinstitutionen og klagede på vegne af A over at hun
ikke havde haft lejlighed til at se og kommentere den videobåndoptagelse som
nævnet har henvist til. A’s søn klagede endvidere over at hun ikke havde
fået
lejlighed til at komme med sin forklaring om hændelsesforløbet idet hun ikke
havde opfattet telefonsamtalen med politiet som en egentlig afhøring.
Den 26. januar 2004
bad jeg Erstatningsnævnet
om en udtalelse i anledning af A’s klage samt om udlån af sagens akter.
Den 20. februar 2004
modtog jeg
Erstatningsnævnets udtalelse af
19. februar 2004
hvori nævnet bl.a. anførte:
”Nævnet skal i den anledning
beklage, at nævnet ikke sendte politiets akter i høring hos ansøger, inden
nævnet meddelte afslag på erstatning den
23-09-2003.
Nævnet skal ligeledes beklage, at
(A) ikke allerede ved nævnets brev af
04-11-2003
modtog oplysning om, at nævnet i medfør af
offererstatningslovens § 16 træffer den endelig administrative afgørelse i
sager omfattet af loven, men at nævnets afgørelser kan indbringes for
domstolene.
Nævnet kan supplerende
oplyse, at Københavns Politi den
18-06-2003
besluttede at indstille efterforskningen, jf.
retsplejelovens § 749, stk. 2. Politiet begrundede sin afgørelse med, at der
ikke var rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det
offentlige, var begået. Ved afgørelsen lagde politiet vægt på, at der ud fra
de
fotos/video, der blev optaget på stedet, ikke kunne skabes et til domfældelse
nødvendigt bevis i sagen. Afgørelsen blev sendt til ansøger.
Det fremgår i øvrigt af
sagen, at den påståede gerningsmands identitet er kendt af politiet.
(A) har gjort gældende, at
hun ikke har haft lejlighed til at se og kommentere den videooptagelse, som
nævnet henviser til.
Nævnet har ikke selv haft
videooptagelsen til gennemsyn, men har ved sin afgørelse lagt vægt på
politiets
oplysninger herom som gengivet i politirapporten af
07-03-2003.
(A) har gjort gældende at hun
ikke har haft lejlighed til at fremkomme med sin forklaring af
hændelsesforløbet,
idet hun ikke opfattede telefonsamtalen med politiet som en egentlig
afhøring.
Nævnet kan oplyse, at nævnet
ikke foretager selvstændig efterforskning i de sager, der indbringes for
nævnet. Nævnet træffer afgørelse på grundlag af det efterforskningsmateriale,
som nævnet modtager fra politiet.
I den forbindelse skal det
bemærkes, at det fremgår af politiets afhøringsrapport af
01-04-2003, at (A) blev afhørt
telefonisk, og at hun ikke ønskede at gennemlæse sin forklaring.
Nævnet finder derfor ikke, at
der i den konkrete sag var grundlag for at antage, at sagen ikke var
færdigbehandlet hos politiet.”
I brev af
1. marts 2004
til mig
fremkom A med sine bemærkninger til Erstatningsnævnets udtalelse af
19. februar 2004. Hun
anførte bl.a.:
”For mig er det uantageligt
at Erstatningsnævnet har afgjort min sag på baggrund af vidneforklaring,
hvoraf
det fremgår, at vidnet ikke har set noget som helst og en videooptagelse som
Erstatningsnævnet ikke selv har set.
Som tidligere anført, føler
jeg ikke, jeg har afgivet forklaring. Det er imidlertid korrekt at politiet
pr.
telefon har stillet mig spørgsmål, som jeg naturligvis har svaret på, men min
forklaring er der ingen, der har interesseret sig for.
Politiet har overfor mig
anført, at de ikke ville gå videre med en voldssag mod gerningsmanden, men at
jeg kunne få erstatning alligevel, idet hændelsen skete i forbindelse med en
forbrydelse (tyveri fra apoteket). Jeg blev skubbet omkuld den dag på
apoteket,
fordi jeg stod tyven i vejen, da han skulle ud.”
Med brev af
12. marts 2004
bad jeg
Erstatningsnævnet om dets bemærkninger til A’s brev af
1. marts 2004. På baggrund af
oplysningerne fra nævnet om at nævnet ikke selv havde haft videooptagelsen
fra
hændelsen til gennemsyn, men ved afgørelsen havde lagt vægt på politiets
oplysninger om videoens indhold, samt på baggrund af oplysningerne om at
nævnet
træffer afgørelse på grundlag af det efterforskningsmateriale som nævnet
modtager fra politiet, bad jeg nævnet nærmere redegøre for i hvilket omfang
nævnet er forpligtet til at foretage en selvstændig oplysning af sagen,
herunder
en selvstændig vurdering af indholdet og betydningen af de oplysninger som
foreligger i sagen.
Med brev af
17. marts 2004
udtalte
Erstatningsnævnet bl.a. følgende:
”Efterforskning af mulige
overtrædelser af straffeloven foretages af politiet. Det er nævnets
opfattelse,
at det ligger uden for nævnets opgaver og kompetencer at foretage oplysning
af
sagerne, der har karakter af efterforskning. I henhold til
offererstatningslovens § 14, stk. 2, kan nævnet forlange retsligt forhør
optaget. Hjemlen til at foranledige indenretlige afhøringer i nævnets sager
udnyttes ikke i praksis. Ligeledes udnyttes hjemlen i nævnets
forretningsorden,
bekendtgørelse nr. 808 af
19-11-1998,
§ 3 til at indkalde ansøgeren eller andre, der har kendskab til forholdene,
til
at afgive forklaring for nævnet ikke i praksis.
Nævnets arbejde bygger på den
forudsætning, at sagen i strafferetlig henseende er færdigbehandlet af
politi,
anklagemyndighed eller domstolene, inden sagen fremsendes til nævnet. Det
følger således af nævnets forretningsorden § 6, stk. 2, 1 pkt., at politiet
normalt først sender ansøgningen til nævnet ved sagens afslutning hos
politiet,
anklagemyndigheden eller ved domstolene.
Nævnet betaler erstatning og
godtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af straffeloven,
jf. offererstatningsloven § 1. Af samme lovs § 6 følger, at erstatning ydes,
selv om skadevolderen er ukendt eller ikke kan findes.
Af forarbejderne til loven
fremgår, at nævnet også kan betale erstatning i mindre voldssager, hvor der
kun
er rejst tiltale for overtrædelse af politivedtægten eller
restaurationslovgivningen. Det afgørende er, om nævnet finder, at der
foreligger en straffelovsovertrædelse. Nævnet er ikke bundet af
anklagemyndighedens påtale. Der henvises til betænkning nr. 751/1975, s. 19,
om
erstatning fra staten til ofre for forbrydelser.
Det fremgår af samme
betænkning, s. 34., vedr. lovens § 6, at nævnet, i de tilfælde hvor
gerningsmanden
er ukendt, må tage stilling til, om skaden må antages at skyldes en strafbar
handling på baggrund af de foreliggende oplysninger.
Nævnet foretager således i en
lang række tilfælde en selvstændig vurdering af, hvorvidt en anmeldt skade er
forårsaget ved en straffelovsovertrædelse, herunder hvorvidt der foreligger
en
straffelovsovertrædelse over for ansøgeren.
Da egentlig strafferetlig
efterforskning som nævnt ovenfor henhører under politiet, må denne vurdering
imidlertid foretages på grundlag af de sagsakter, nævnet modtager fra
politiet.
Det bemærkes i den forbindelse, at nævnet ikke har nogen
instruktionsbeføjelser
i forhold til politiet, og at nævnet derfor ikke har mulighed for at pålægge
politiet at efterforske en sag yderligere.
Ved sin vurdering af de
foreliggende oplysninger i en sag er nævnet naturligvis ikke bundet af
politiets
eller anklagemyndighedens vurdering af sagen. Politiet og anklagemyndighedens
vurdering vil dog ofte blive tillagt betydelig vægt, idet vurderingen ofte er
foretaget på grundlag af drøftelser med det personale, der har forestået
efterforskningen af sagen og således har førstehåndskendskab til det
foreliggende materiale, herunder troværdigheden af de forklaringer, der er
afgivet under efterforskningen og de nærmere omstændigheder umiddelbart i
forbindelse med det anmeldte forhold.
I visse sager må nævnet
konstatere, at politiet har indstillet efterforskningen i en sag, hvor
yderligere
efterforskningsskridt måske kunne have bestyrket eller afsvækket ansøgerens
oplysninger. I disse tilfælde træffer nævnet afgørelse på grundlag af
samtlige
foreliggende oplysninger, det vil sige navnlig ansøgerens oplysninger,
politiets materiale og eventuelle lægelige oplysninger om skaden. Nævnet er i
sådanne sager opmærksom på, at undladt efterforskning – hvis
omstændighederne
tilsiger det – ikke kommer ansøgeren til skade ved nævnets vurdering af,
om der
har været tale om en straffelovsovertrædelse.
Det bemærkes dog, at nævnet i
sager, hvor nævnet finder, at der foreligger en overtrædelse af straffeloven
i
det omfang, der er en kendt skadevolder, som altovervejende hovedregel
indstiller til politiet, at der gøres regres mod skadevolderen, jf.
offererstatningslovens § 17. Afgørelse om regresspørgsmålet træffes af
politiet
med klageadgang til Justitsministeriets politikontor. Afgørelsen kan
endvidere
indbringes for domstolene. Det er nævnets opfattelse, at adgangen til at gøre
regres mod skadevolderen må medføre, at nævnet, i sager hvor der er en kendt
skadevolder, må være tilbageholdende med at tilsidesætte politiets vurdering
af
de nærmere omstændigheder ved et anmeldt forhold.”
På baggrund af
Erstatningsnævnets brev af
17.
marts 2004
præciserede jeg i brev af
22. marts 2004
over for nævnet baggrunden for
mit brev af
12. marts 2004
til nævnet og bad nævnet om dets bemærkninger til A’s brev af
1. marts 2004.
Nævnet fremkom derefter i
brev af
29. marts 2004
bl.a. med følgende bemærkninger:
”I den anledning kan det
oplyses, at nævnets sager behandles alene på skriftligt grundlag, hvori
fotografier dog kan indgå. Lydbånd, videobånd, besigtigelser o.l. samt
mundtlig
forklaring for nævnet anvendes ikke i sagsbehandlingen, idet brug af sådanne
midler i forbindelse med nævnets stillingtagen til, om der foreligger en
straffelovsovertrædelse, let ville få karakter af efterforskning. Som anført
i
nævnets brev til Ombudsmanden af
17-03-2004
er det nævnets opfattelse, at politimæssig
efterforskning henhører under politiet alene. Det bemærkes videre, at
anvendelse af lydbånd, m.v. formentlig ville medføre en forøgelse af
sagsbehandlingstiden, idet dette ville medføre, at en større andel af sagerne
skulle behandles på nævnsmøde frem for ved skriftlig cirkulation blandt
nævnets
medlemmer.
(A) anfører, at vidnet i
sagen ikke har set noget som helst.
Af [vidnet på apoteket; min
bemærkning] forklaring, som nævnet har lagt til grund, fremgår: ’Han
[skadevolderen;
min bemærkning] gik herefter normalt hen til indgangsdøren, hvor andre kunder
var på vej ind. Pludselig faldt en ældre kvinde med rollator på gulvet. Hun
var
tilsyneladende blevet væltet af [skadevolderen], da han i det samme gik ud
fra
apoteket. Forespurgt forklarede afhørte, at hun var af den opfattelse, at der
var tale om et hændeligt uheld. Hun så ikke om det var [skadevolderens] krop
eller hans rygsæk, der ramte damen ’
Det må derfor lægges til
grund, at dette vidne overværede hændelsen. Vidnet så blot ikke om (A) blev
ramt af [gerningsmandens] krop eller hans rygsæk.
(A) oplyser videre, at
politiet har anført, at politiet ikke vil gå videre med en voldssag mod
gerningsmanden,
men at (A) alligevel kunne få erstatning, idet hændelsen skete i forbindelse
med en forbrydelse. (A) blev skubbet omkuld, fordi hun stod i vejen for
tyven,
da han skulle ud.
Det bemærkes, at nævnet kan
betale erstatning og godtgørelse for personskade der forvoldes ved
overtrædelse
af straffeloven. Det følger af § 1, stk. 1, 1 pkt., i offererstatningsloven.
Derudover kan nævnet betale
erstatning og godtgørelse for personskade, der indtræder i forbindelse med
hjælp til politiet under anholdelse eller i forbindelse med handlinger, der
foretages med henblik på lovlig privat anholdelse eller forhindring af
strafbare handlinger. Det følger af samme lovs § 1, stk. 1, sidste pkt.
(A) er ikke omfattet af
bestemmelsen i 1. pkt., idet hun ikke kan anses for direkte skadelidt i
forbindelse
med tyveriet.
Efter nævnets praksis er kun
personer, der er direkte skadelidte i forbindelse med en
straffelovsovertrædelse
omfattet af offererstatningsloven. For eksempel er personer, der som kunde
har
oplevet et bankrøveri, ikke omfattet af loven, medmindre de er blevet direkte
truet i forbindelse med røveriet. Om nævnets praksis på dette område i øvrigt
henvises til nævnets årsberetninger, bl.a. årsberetning 2002, afsnit 6.2, og
årsberetning 1998, afsnit 5.1 (N. j. nr. 3007/97).
(A) er efter nævnets
opfattelse heller ikke omfattet af personkredsen nævnt i
offererstatningslovens
§ 1, stk. 1, sidste pkt.
(A) stod i kø på apoteket, da
gerningsmanden, der netop havde forøvet tyveri, hændeligt ramte hende, da han
var på vej ud.
(A) kan herefter ikke siges,
at have hjulpet politiet under en anholdelse eller at have foretaget en
handling med henblik på lovlig privat anholdelse eller forhindring af en
strafbar handling.”
Erstatningsnævnet sendte A en
kopi af nævnets brev af
29.
marts 2004.
Med brev af
5. april 2004
bad jeg om
A’s eventuelle bemærkninger til Erstatningsnævnets breve af 17. og
29. marts 2004.
Jeg modtog herefter
den 5. april 2004
en kopi
af et brev fra Erstatningsnævnet dateret
den 2. april 2004
til A. I brevet skrev nævnet bl.a.:
”Nævnet har imidlertid den
26-03-2004
modtaget
sagens akter på ny fra Københavns Politi. Der er tale om de samme akter, ser
nævnet sendte til Folketingets Ombudsmand den
19-02-2004, dog er der også fremsendt fotoserie
af båndoptagelse. Der er tale om nogle meget utydelige billeder. Kopi
vedlægges.
Det bemærkes, at nævnet ikke
tidligere har modtaget disse billeder.
Hvis De ønsker at fremkomme
med en udtalelse i anledning af det fremsendte, skal De inden 14 dage rette
henvendelse til nævnet herom.”
Ligeledes
den 5. april 2004
modtog
jeg A’s brev af
4. april
2004. Heri skrev hun at hun i sit brev af
12. november 2003
til nævnet (i
afsnit 4) havde beskrevet det skub hun fik. Hun anførte videre at det
afgørende
for hende ikke var om gerningsmanden var blevet straffet, men at
gerningsmandens skub havde medført svære skader på hende. Endelig anførte hun
at hun ikke kunne acceptere at det skulle komme hende til skade hvorvidt
sagen
var ordentlig belyst over for Erstatningsnævnet. Hun sendte nævnet en kopi af
sit brev af
4. april 2004.
Erstatningsnævnet meddelte
mig i brev af
6. april 2004
at nævnet ikke havde bemærkninger i anledning af A’s brev af
4. april 2004.
Den 6. april 2004
skrev A bl.a. følgende til
Erstatningsnævnet med kopi til mig:
”Kopien af de medfølgende
billeder siger mig heller ikke meget. Jeg vil dog nedenfor vende tilbage til
billede nummer 3.
Tillad at jeg mener, at Deres
fremsendelse af disse billeder endelig giver mig mulighed for at referere,
hvad
jeg kan huske fra den pågældende morgen på (X) Apotek.
Jeg havde indfundet mig ved
apoteket et par minutter før åbningstid. Vi var en 5-6 mennesker, der stod og
ventede, to før mig og to efter. Da døren blev åbnet, gik først en herre ind,
derefter [skadevolderen; min bemærkning] , han trækker ikke nummer. Som
nævnt
er jeg inde som nummer tre. Inden jeg når at trække nummer er [skadevolderen;
min bemærkning] på vej ud. Jeg står ved nummerautomaten og [skadevolderen;
min
bemærkning] skubber mig med skulderen. Det er et ordentligt skub jeg får. Jeg
tror, at det er det billede nummer tre viser, og så ses den voldsomme
kropskontakt
jo.”
Nævnet meddelte mig i brev af
13. april 2004,
med kopi til A, at A’s brev af
6. april 2004
ikke gav nævnet anledning til bemærkninger.
Den 29. april 2005
afgav jeg en foreløbig
udtalelse om sagen. Jeg anførte følgende i min foreløbige udtalelse:
Ombudsmandens foreløbige udtalelse
”Retsgrundlaget
§ 1, stk. 1, i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser har
(jf. nu lovbekendtgørelse nr. 688 af
28. juni 2004
) følgende ordlyd:
’§ 1. Staten yder erstatning og godtgørelse for personskade, der
forvoldes ved overtrædelse af borgerlig straffelov, hvis overtrædelsen er
begået i den danske stat. Det samme gælder personskade, der indtræder i
forbindelse med hjælp til politiet under anholdelse eller i forbindelse med
handlinger, der foretages med henblik på lovlig privat anholdelse eller
forhindring af strafbare handlinger.’
1. Erstatningsnævnets afgørelse af
23. september 2003
Som nævnt ovenfor ydes der
kun erstatning for skader der er sket som følge af overtrædelse af
straffeloven. Hvis dette spørgsmål ikke er afgjort ved dom, skal
Erstatningsnævnet foretage en selvstændig vurdering af hvorvidt den anmeldte
hændelse falder inden for straffelovens område både for så vidt angår det
objektive gerningsindhold og den subjektive tilregnelse.
Som udgangspunkt skal det
kunne godtgøres at skadevolderen har handlet forsætligt. Imidlertid
indeholder
straffeloven i § 249 en bestemmelse hvorefter det ved skyldsspørgsmålet er
tilstrækkeligt at skadevolderen har handlet uagtsomt.
§ 249 i straffeloven (jf. nu
lovbekendtgørelse nr. 960 af
21.
september 2004
) har følgende ordlyd:
’§ 249. Den, som uagtsomt
tilføjer nogen betydelig skade på legeme eller helbred, straffes med bøde,
hæfte eller fængsel indtil 4 måneder eller under særligt skærpende
omstændigheder
med fængsel indtil 8 år.’
Hverken i afgørelsen af
23. september 2003
eller i
de efterfølgende breve af 4. og
18. november 2003
hvor afgørelsen fastholdes, ses
Erstatningsnævnet at have vurderet nærmere hvorvidt den skade skadevolderen
påførte (A), må anses for omfattet af straffelovens § 249, og hvorvidt
skadevolderen i forhold til hende kan anses for at have handlet med en grad
af
uagtsomhed som er omfattet af straffelovens § 249. Heller ikke i udtalelserne
til mig ses nævnet nærmere at have overvejet bestemmelsen i straffelovens §
249.
Den objektive afgrænsning af
bestemmelsen i straffelovens § 249 beror på forståelsen af ’betydelig
skade’.
Lårbensbrud vil ofte være en betydelig skade, jf. kommenteret straffelov,
speciel del, kommenteret af Vagn Greve, Asbjørn Jensen og Gorm Toftegaard
Nielsen (8. omarbejdede udgave, 2005), s. 338 ff, og bl.a. UfR 1956.173Ø, UfR
1958.1075H, UfR 1979.522/3H og UfR 1996.312V.
Af Erstatningsnævnets
årsberetning for 1999, afsnit
5.26.
Særligt om straffelovens § 249, er følgende beskrevet om nævnets praksis på
dette område:
’Sagen, N. j.nr. 2775/98,
vedrørte en 67-årig kvinde, der i december 1996 om eftermiddagen på gaden
pludselig var blevet ramt på venstre skulder af en mand, der var kommet
løbende
med høj fart, tæt forfulgt af indehaveren af den butik, hvorfra manden netop
havde stjålet en vare. Kvinden var herved væltet omkuld og var landet delvist
i
nogle cykler ved et cykelstativ.
Kvinden pådrog sig brud på
venstre lårben og fik indsat et kunstigt hofteled. Hun måtte gennemgå flere
operationer, havde i lange perioder kun med besvær kunnet færdes udendørs ved
hjælp af 2 krykker, og havde været meget plaget af stærke smerter.
Arbejdsskadestyrelsen vurderede méngraden til 10 % og fastsatte
stationærtidspunktet til marts 1999, på hvilket tidspunkt den lægelige
behandling
ophørte i forbindelse med en afsluttende kontrol.
Nævnet havde efter de
foreliggende oplysninger intet belæg for at kunne fastslå, at skadevolderen
havde handlet forsætligt over for skadelidte. Da skadevolderen imidlertid
havde
handlet uagtsomt, anså nævnet herefter – som følge af skadens betydelige
omfang
– tilskadekomsten for omfattet af straffelovens § 249 og dermed af
offererstatningsloven.
Nævnet tilkendte skadelidte
ca. 21.000 kr. (aldersreduceret i medfør af erstatningsansvarslovens § 4,
stk.
2) i godtgørelse for varigt mén og et skønsmæssigt samlet beløb på ca. 38.000
kr. (hvilket oversteg fravigelsesbeløbet) i godtgørelse for svie og
smerte.’
Af Erstatningsnævnets
afgørelse af
23. september
2003
fremgår at nævnet har været af den opfattelse at ’ De
formentlig ved et hændeligt uheld er blevet skubbet omkuld’.
Ud fra de foreliggende
oplysninger må det lægges til grund at (A) blev skubbet omkuld af en person
som
umiddelbart forinden havde begået tyveri, og som var i færd med at forlade
gerningsstedet med udbyttet fra tyveriet. Det fremgår ikke entydigt af de
oplysninger som er tilvejebragt i sagen, hvorledes (A) nærmere blev skubbet.
Et
vidne har ifølge politiets rapport telefonisk forklaret at hun ikke så om (A)
blev ramt at skadevolderens krop eller af hans rygsæk. (A) selv har ifølge en
politirapport af
1. april
2003
telefonisk over for politiet forklaret at skadevolder skubbede
hende med hænderne, mens hun
den
6. april 2004
skrev til Erstatningsnævnet at hun nu – efter at have
set billederne fra apotekets overvågningskamera – kunne huske at
skadevolderen
gav hende et ordentligt skub med skulderen. Politiet har i forbindelse med
gennemgangen af apotekets overvågningsvideo (i politirapport dateret
7. marts 2003
) beskrevet
hændelsen således at skadevolder passerede (A) til venstre for hende, og at
hun
under passagen ’tilsyneladende’ blev ramt af skadevolders rygsæk.
Det er min foreløbige
opfattelse at Erstatningsnævnet ikke udtrykkeligt har taget stilling til om
omstændighederne i forbindelse med hændelsen kan oplyses nærmere, og om
skadevolder må antages at have udvist en grad af uagtsomhed som må anses for
omfattet af straffelovens § 249, herunder hvilken betydning det må have for
uagtsomhedsvurderingen at skadevolder umiddelbart forinden havde begået
tyveri
og var på vej væk med udbyttet, samt – i lyset heraf og på baggrund af
placeringen
og antallet af tilstedeværende kunder i apoteket – hvilken betydning den
hastighed skadevolderen bevægede sig væk med, og den kraft hvormed han stødte
ind i (A), må have for uagtsomhedsvurderingen.
For så vidt angår spørgsmålet
om årsagssammenhæng og adækvans henviser jeg til bemærkningerne til
straffelovens § 241 i den kommenterede straffelov, speciel del, kommenteret
af
Vagn Greve, Asbjørn Jens og Gorm Toftegaard Nielsen (8. omarbejdede udgave,
2005), s. 315 ff (særligt s. 317 ff). Jeg henviser også til Højesterets dom i
UfR 1994.827 H.
For så vidt angår nævnets
praksis om direkte og indirekte skadelidte, har nævnet i sin udtalelse af
29. marts 2004
til mig
bl.a. anført følgende:
’Det bemærkes, at nævnet kan
betale erstatning og godtgørelse for personskade der forvoldes ved
overtrædelse
af straffeloven. Det følger af § 1, stk. 1, 1 pkt. i offererstatningsloven.
(A) er ikke omfattet af
bestemmelsen i 1. pkt., idet hun ikke kan anses som direkte skadelidt i
forbindelse
med tyveriet.
Efter nævnets praksis er kun
personer, der er direkte skadelidte i forbindelse med en
straffelovsovertrædelse
omfattet af offererstatningsloven. For eksempel er personer, der som kunde
har
oplevet et bankrøveri, ikke omfattet af loven, medmindre de er blevet direkte
truet i forbindelse med røveriet. Om nævnets praksis på dette område i øvrigt
henvises til nævnets årsberetninger, bl.a. årsberetning 2002, afsnit 6.2, og
årsberetning 1998, afsnit 5.1 (N. j.nr. 3007/97).’
Den sag som nævnet refererer
til i nævnets årsberetning 2002, afsnit 6.2, er også refereret i nævnets
årsberetning 1998, afsnit 5.1 (N. j.nr. 3007/97), og sagen drejer sig især om
spørgsmålet om direkte og indirekte skadelidte. Sagen handlede om en bilist
der
i forbindelse med et rockerdrab i Liseleje i juni 1997 ikke selv havde været
direkte involveret i skudepisoden, men som tilskuer havde været tæt på.
Nævnet
afslog ansøgningen om erstatning i medfør af offererstatningslovens § 1 da
det
ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne antages at ansøgeren selv havde været
udsat for nogen straffelovsovertrædelse i forbindelse med skudepisoden.
Nævnet
fandt det således ikke godtgjort at gerningsmanden havde forsæt til at true
eller på anden måde udsætte ansøgeren for en straffelovsovertrædelse.
Nævnet har ikke i sine
udtalelser til mig berørt den sag som er omtalt i nævnets årsberetning for
2003, afsnit 7.1.3. Her anføres følgende om nævnets praksis i forbindelse med
sager om direkte og indirekte skadelidte:
’Nævnet betaler som
udgangspunkt kun erstatning til ansøgere, der er direkte forurettede ved en
straffelovsovertrædelse. Man kan dog have været så tæt på begivenhedernes
centrum, at man er erstatningsberettiget.
Dette var tilfældet i
N.j.nr.2623/2002. En 90-årig ansøger kom den
31-03-2002
gående arm i arm med en 88-årig
veninde, da en ukendt gerningsmand pludselig greb fat i venindens taske. Som
følge heraf faldt veninden og trak i den forbindelse ansøger med ned, så han
slog hovedet ned i jorden. Ansøger blev indlagt på sygehuset og fik der
konstateret hjernerystelse, brækket næse samt 3 flænger i ansigtet. Nævnet
besluttede at anse ansøgers skader for omfattet af loven. Nævnet lagde ved
afgørelsen vægt på, at selv om ansøger som sådan ikke var direkte skadelidt,
havde han været så tæt på begivenhederne, at han måtte anses som værende
omfattet af loven.
Se tillige årsberetningen for
2002, afsnit 6.2.’
Erstatningsnævnet afslog i
afgørelse af
23. september
2003
(A)’s ansøgning om erstatning med henvisning til at det ikke
med tilstrækkelig sikkerhed kunne antages at skaden var sket ved en
overtrædelse
af straffeloven. Under henvisning til nævnets egen praksis gengivet i nævnets
årsberetning for 1999, afsnit
5.26
om
uagtsomhed samt nævnets praksis gengivet i årsberetningen for 2003, afsnit
7.1.3 om direkte og indirekte skadelidte, er det min foreløbige opfattelse at
nævnet i afgørelsen af
23.
september 2003
nærmere burde have vurderet hvorvidt skaden skete
som en følge af en uagtsom handling omfattet af straffelovens § 249.
Det er min foreløbige
opfattelse at nævnet i afgørelsen også burde have inddraget aspektet om
direkte
og indirekte skadelidte.
2. Erstatningsnævnets
oplysning af
sagen
Erstatningsnævnet varetager
behandlingen af ansøgninger om erstatning i henhold til lov om erstatning fra
staten til ofre for forbrydelser. Erstatningsnævnets sagsbehandling er
reguleret i § 11, stk. 3, og § 14 i lovbekendtgørelse nr. 688 af
28. juni 2004
om erstatning
fra staten til ofre for forbrydelser. Bestemmelserne har følgende ordlyd:
’§ 11. Afgørelse om
erstatning træffes af et nævn, der nedsættes af justitsministeren.
Stk. 3. Justitsministeren
fastsætter nævnets forretningsorden og regler om indgivelse af ansøgning.
§ 14. Nævnet kan opfordre
ansøgeren til at medvirke til sagens oplysning, herunder ved personligt
fremmøde for nævnet, ved i tilfælde af personskade at lade sig undersøge af
en
læge og om fornødent, eventuelt ved indlæggelse, at lade sig undergive
observation og behandling. Nævnet kan endvidere afkræve andre, der har
kendskab
til forholdene, oplysninger, der må anses for nødvendige. Nævnet kan herunder
indhente sygehusjournaler eller udskrifter heraf.
Stk. 2. Nævnet kan forlange
optaget retsligt forhør.
Stk. 3. Efterkommer ansøgeren
ikke inden en fastsat frist en opfordring fra nævnet om at medvirke til
sagens
oplysning, kan sagen afgøres på det i øvrigt foreliggende grundlag.’
Bekendtgørelse nr. 808 af
19. november 1998
indeholder forretningsordenen for Erstatningsnævnet. Kapitel 3 i
forretningsordenen har følgende ordlyd:
’Kapitel 3
Sagens forberedelse
§ 5. Ansøgningen til nævnet
om erstatning skal indgives skriftligt ved
– udfyldelse af et af nævnet
udarbejdet ansøgningsskema, eller ved
– udarbejdelse af anden
tilsvarende erstatningsansøgning med de i skemaet nævnte oplysninger.
§ 6. Ansøgningen skal
indleveres til politimesteren (politidirektøren) i den politikreds, hvor
anmeldelsen
af lovovertrædelsen har fundet sted. Ansøgningen indsendes til
Erstatningsnævnet bilagt politiets akter, herunder politirapporter,
politiattester, udskrift af dombog og retsbog m.v.
Stk. 2. Er den sag, som
begrunder erstatningskravet, fortsat under behandling hos politiet,
anklagemyndigheden
eller ved domstolene, sender politiet normalt først ansøgningen til nævnet
ved
sagens afslutning. Fremsætter ansøgeren anmodning om forskudsvis udbetaling
af
erstatning, fremsender politiet dog ansøgningen til nævnet, selv om sagen
ikke
er færdigbehandlet.
Stk. 3. Er gerningsmanden
ikke identificeret inden for en måned, indsender politiet ligeledes
ansøgningen
til nævnet.
§ 7. Sekretariatschefen
afgør, hvilke oplysninger der skal indhentes til brug for sekretariatets
forberedelse
af sagerne, herunder
1)
om
der skal indhentes sygehusjournaler eller udskrifter heraf,
2)
om
skadelidte skal opfordres til at lade sig undersøge af en læge og eventuelt
ved
indlæggelse at lade sig undergive observation og behandling, og
3)
om
der skal indhentes udtalelse i sagen fra Arbejdsskadestyrelsen, jf.
erstatningsansvarslovens § 10.
Stk. 2. Sekretariatschefen
gennemgår sagerne og indstiller til formanden, om sagerne skal forelægges
medlemmerne eller behandles af formanden alene.’
Af det grundlæggende princip
i forvaltningsretten official- eller undersøgelsesprincippet følger at det
påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv, eventuelt i samarbejde med
andre myndigheder, at fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende
sager
eller dog foranledige at private, navnlig parterne, yder medvirken til sagens
oplysning. En forvaltningsmyndighed har således pligt til at tilvejebringe et
tilstrækkeligt fyldestgørende – retligt og faktisk – grundlag til
at der kan
træffes en fuldt forsvarlig og lovlig afgørelse. Om en sag er tilstrækkeligt
oplyst til at der kan træffes en afgørelse, beror på sagens karakter og på
omstændighederne i sagen i øvrigt.
Officialprincippet har til
formål at bidrage til at sikre at en forvaltningsmyndigheds afgørelse bliver
materielt lovlig og rigtig. Er der tvivl om holdbarheden af et væsentligt
faktum, hører det med til sagsoplysningen at søge denne tvivl afklaret
således
at det ved en sædvanlig bevisvurdering kan afgøres om den pågældende
oplysning
kan lægges til grund for afgørelsen. Jeg henviser herved til
Kaj
Larsen
mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s.
449 f. Om officialprincippet henviser
jeg i øvrigt også til Jens Garde, Carl Aage Nørgaard og Karsten Revsbech,
Forvaltningsret – Sagsbehandling, 5. udgave (2001), s. 128 ff, Steen
Rønsholdt,
Forvaltningsret – Retssikkerhed, Proces, Sagsbehandling, 1. udgave
(2001), s.
348 ff, og
Jon Andersen, Forvaltningsret, 5.
udgave (2003), s. 50 ff.
Om oplysningerne om
hændelsesforløbet
den 10.
februar 2003
var tilstrækkelige til at Erstatningsnævnet
den 23. september 2003
kunne træffe afgørelse i sagen, må efter min opfattelse desuden vurderes i
lyset af almindelige grundsætninger om bevis, herunder ’princippet om
det
bedste bevis’. Dette princip kan beskrives på den måde at en myndighed i
forbindelse med tilvejebringelsen af bevisfakta til bedømmelse af væsentlige
bevistemaer er forpligtet til at anvende det bedste blandt de tilgængelige
oplysningsmidler, i hvert fald hvis der ikke er tale om ganske konkrete og
umisforståelige oplysninger. Jeg henviser herved også til den sag som er
omtalt
i min beretning for 2000, s. 310* ff (særligt s. 315 ff).
Spørgsmålet om hvordan
Erstatningsnævnet i praksis har oplyst sagen, er nærmere belyst i bl.a.
Erstatningsnævnets udtalelser til mig af henholdsvis 17. og
29. marts 2004. Nævnet har
i sin udtalelse af
17.
marts 2004
anført at nævnet ved sin vurdering af sagen naturligvis
ikke er bundet af politiets eller anklagemyndighedens vurdering af sagen.
Endvidere oplyser nævnet at det er opmærksom på at undladt efterforskning
–
hvis omstændighederne tilsiger det ikke skal komme ansøgeren til skade ved
nævnets vurdering af om der har været tale om en straffelovsovertrædelse.
I sin udtalelse af
29. marts 2004
anfører
nævnet at nævnets sager alene behandles på skriftligt grundlag, hvori
fotografier dog kan indgå. Lydbånd, videobånd, besigtigelser og lignende samt
mundtlig forklaring for nævnet anvendes ikke i sagsbehandlingen idet brug af
sådanne midler i forbindelse med nævnets stillingtagen til om der foreligger
en
straffelovsovertrædelse, let ville få karakter af efterforskning. Endvidere
bemærker nævnet at anvendelsen af lydbånd mv. formentlig vil medføre en
forøgelse af sagsbehandlingstiden idet en større andel af sagerne herved vil
skulle behandles på et nævnsmøde frem for ved skriftlig cirkulation blandt
nævnets medlemmer.
Jeg må forstå
Erstatningsnævnets udtalelse således at nævnet generelt i praksis har
indskrænket de midler nævnet anvender i sin oplysning af sagerne, således at
nogle af de oplysningsmidler som almindelige forvaltningsretlige regler og
voldsoffererstatningslovens § 14 giver nævnet hjemmel til at anvende, ikke
anvendes i praksis. Som det fremgår ovenfor, følger det af officialprincippet
og de bevisregler som gælder for forvaltningsmyndigheder, at en
forvaltningsmyndighed er forpligtet til at anvende det eller de lovlige
sagsoplysningsmidler som i den konkrete sag er relevante for at oplyse sagen
tilstrækkeligt. En generel begrænsning af Erstatningsnævnets sagsoplysning
som
anført er efter min foreløbige opfattelse i strid med officialprincippet og
som
sådan uholdbar.
Erstatningsnævnet har anført
den betragtning at anvendelsen af lydbånd mv. i forbindelse med nævnets
oplysning af sagerne vil medføre at en større andel af sagerne herved vil
skulle behandles på et nævnsmøde. Det er min foreløbige opfattelse at dette
hensyn ikke kan anses for sagligt relevant.
I den konkrete sag er det
omtvistede bevistema hændelsesforløbet på apoteket
den 10. februar 2003
mellem kl.
9.00
og kl.
9.23.
Modsat mange andre sager er forløbet dokumenteret på video. Hændelsen er
desuden overværet ikke blot af (A), men også af flere vidner:
apoteksassistenten og de 2 kunder som det er beskrevet var omkring hende da
hun
blev skubbet.
Jeg er enig med nævnet i at
udgangspunktet for nævnets sagsbehandling er den politimæssige
efterforskning.
Men under henvisning til det ovenfor anførte om officialprincippet og om
retsgrundlaget for nævnets sagsbehandling er det min foreløbige opfattelse at
nævnet har en selvstændig pligt til i forbindelse med sin behandling af
sagerne
at fremskaffe det fornødne fyldestgørende oplysningsgrundlag for at kunne
træffe en lovlig og rigtig afgørelse. Det er på den baggrund min foreløbige
opfattelse at nævnet i denne sag ikke har været afskåret fra ved selvsyn at
gennemse videobåndet fra hændelsen i stedet for at henholde sig til en
andenhåndsvurdering heraf. Nævnet har heller ikke været afskåret fra at
indhente en egentlig erklæring fra (A) eller at have forsøgt at få oplyst
identiteten på de kunder som stod omkring hende for at få deres vurdering af
hvad der var sket. Henset til at politiet i denne sag kun har afhørt (A)
telefonisk, og at det i forbindelse med den efterfølgende partshøring blev
tydeliggjort at hun ikke havde fået fyldestgørende mulighed for – i
forbindelse
med politiets efterforskning af sagen – at referere hvad der egentlig
var
foregået, er det min foreløbige opfattelse at nævnets oplysningsgrundlag i
sagen er utilstrækkeligt.
Jeg henviser herved til UfR
1994.827 H, hvoraf fremgår at Højesteret ikke blot inddrog oplysninger fra
politiets
efterforskning i sagen, men også andre oplysninger. På grundlag heraf ansås
et
forhold for omfattet af straffelovens § 138 om at den som forsætligt eller
ved
grov uagtsomhed bringer sig i beruset tilstand kan straffes hvis han i denne
tilstand udsætter andres person eller betydeligere formueværdier for fare.
I denne forbindelse bemærker
jeg også at Erstatningsnævnet ved sin vurdering af sagen efter det oplyste i
første omgang modtog et materiale fra politiet som ikke var fuldstændigt,
idet
der manglede en fotoserie fra videooptagelsen af hændelsen. I brev af
18. juni 2003
fra politiet
til (A) hvor det blev meddelt at politiet havde indstillet efterforskningen i
sagen, henviste politiet til de fotos/video der var optaget på stedet. Dette
brev må jeg efter det oplyste gå ud fra forelå for nævnet da det
den 23. september 2003
traf afgørelse om at afslå (A)’s ansøgning om erstatning. Nævnet
henviste også
til politiets afgørelse af
18.
juni 2003
i sin udtalelse af
19. februar 2004
til mig. Først da nævnet efterfølgende
(
den 26. marts 2004
)
på ny modtog materialet fra politiet, blev nævnet bekendt med indholdet af
den
fotoserie fra båndoptagelsen som forelå i politiets sag. Jeg henviser i den
forbindelse til nævnets brev af
2. april 2004
til (A).
3. Partshøring
Efter § 19, stk. 1, i
forvaltningsloven (jf. lov nr. 571 af
19. december 1985
) har en myndighed som hovedregel pligt
til at foretage partshøring når parten ikke kan antages at være bekendt med
at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens
faktiske
omstændigheder, hvis oplysningerne er til ugunst for parten og af væsentlig
betydning for sagens afgørelse. Når disse betingelser er opfyldt, har
myndigheden pligt til at gøre parten bekendt med oplysningerne og give denne
lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Reglerne om partshøring skal
også
ses i sammenhæng med officialprincippet idet partshøring kan bidrage til at
sagen oplyses bedst muligt.
Erstatningsnævnet lagde i sin
afgørelse af
23. september
2003
om at afslå (A)’s ansøgning om erstatning bl.a. vægt på at det
af vidneforklaringen fremgik at hun formentlig ved et hændeligt uheld var
blevet skubbet omkuld.
Da (A) i brev af
2. oktober 2003
henledte
nævnets opmærksomhed på at hun ikke var bekendt med at der forelå nogen
vidneforklaring,
sendte nævnet hende
den 8.
oktober 2003
en kopi af afhøringsrapport af
10. marts 2003
af vidnet som arbejdede
som farmaceut på (X) Apotek. Efter at have modtaget (A)’s bemærkninger
hertil i
brev af
20. oktober 2003
fastholdt nævnet
den 4. november
2003
sit afslag på erstatning.
Det fremgår ikke af sagen at
(A) efterfølgende er blevet bekendt med resten af politirapporten, herunder
politiets skriftlige gennemgang af overvågningsvideoen.
Nævnet har i sin udtalelse af
19. februar 2004
hertil beklaget at nævnet ikke sendte politiets akter i høring hos (A) inden
nævnet meddelte afslag på erstatning
den 23. september 2003.
Jeg er enig med nævnet i at
(A) burde have været partshørt, og mener således det er beklageligt at nævnet
ikke forud for afgørelsen partshørte hende over politiets akter.
4. Erstatningsnævnets
vejledning
Efter
voldsoffererstatningslovens § 16 har Erstatningsnævnet den endelige
administrative afgørelse i de sager der indbringes for nævnet. Nævnets
afgørelse kan således ikke indbringes for en højere administrativ myndighed.
Dette fremgik ikke af Erstatningsnævnets afgørelse af
23. september 2003, hvilket imidlertid
heller ikke er et krav efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 25 om
klagevejledning.
(A) bad i sit brev af
2. oktober 2003
nævnet om
at vejlede sig om ankemulighederne, men nævnet svarede ikke herpå i nævnets
breve til hende af
8.
oktober 2003
og
4.
november 2003. Først da (A) i brev af
12. november 2003
på ny bad om ankevejledning,
orienterede nævnet hende i brev af
18. november 2003
om at nævnet traf den endelige
administrative afgørelse i sager omfattet af loven, og at afgørelsen ikke
kunne
indbringes for en højere administrativ myndighed. Samtidig vejledte nævnet
(A)
om at hun efter grundlovens § 63 har mulighed for at indbringe nævnets
afgørelse for domstolene.
I sin udtalelse til mig af
19. februar 2004
har
Erstatningsnævnet beklaget at (A) ikke allerede ved nævnets brev af
4. november 2003
modtog
oplysning om at nævnet træffer den endelige administrative afgørelse i sager
omfattet af loven, men at nævnets afgørelse kan indbringes for domstolene.
De særlige bestemmelser i
forvaltningslovens §§ 25 og 26 om klagevejledning og vejledning om
indbringelse
for domstolene inden for en lovbestemt frist suppleres af den almindelige
vejledningsbestemmelse i forvaltningslovens § 7, stk. 1. Denne bestemmelse
har
følgende ordlyd:
’§ 7. En
forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til
personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens
sagsområde.’
Når en borger beder en
forvaltningsmyndighed som træffer den endelige administrative afgørelse, om
vejledning om ankemulighederne, følger det efter min foreløbige opfattelse
klart af den almindelige vejledningspligt i forvaltningslovens § 7, stk. 1,
at
myndigheden bør vejlede borgeren om de muligheder borgeren har for at få
prøvet
afgørelsen, og vejledningen bør omfatte såvel adgangen til at klage til
Folketingets Ombudsmand som adgangen til at indbringe sagen for domstolene.
Jeg
henviser i denne forbindelse til Forvaltningsloven med kommentarer af John
Vogter, 3. udgave, 2. oplag (2001), s. 221, Steen Rønsholdt, Forvaltningsret
–
Retssikkerhed, Proces, Sagsbehandling, 1. udgave (2001), s. 263, og
Jon
Andersen, Forvaltningsret, 5. udgave (2003), s. 76.
Efter min foreløbige
opfattelse er det beklageligt at Erstatningsnævnet ikke allerede i nævnets
svar
af
8. oktober 2003
vejledte (A) om hendes muligheder for at få prøvet nævnets behandling og
afgørelse af hendes sag. Det er ligeledes min foreløbige opfattelse at det er
beklageligt at Erstatningsnævnet – da nævnet i brevet af
18. november 2003
besvarede (A)’s
gentagne anmodning om vejledning – kun vejledte hende om muligheden for
at
indbringe sagen for domstolene, men ikke om muligheden for at klage til
Folketingets Ombudsmand.
5. Afsluttende bemærkninger
Samlet er det min foreløbige
opfattelse at Erstatningsnævnets behandling af (A)’s sag er meget
beklagelig.
På baggrund af det jeg har
anført under pkt. 1-3 ovenfor, er jeg indstillet på at henstille til
Erstatningsnævnet
at genoptage sagen i lyset af det jeg har anført, med henblik på at nævnet
foretager en ny vurdering af hvorvidt hændelsen
den 10. februar 2003
vil kunne anerkendes som
omfattet af § 1, stk. 1, 1 pkt., i lov om erstatning fra staten til ofre for
forbrydelser.”
Min foreløbige udtalelse blev
den 29. april 2005
sendt til A og Erstatningsnævnet med henblik på at de kunne få lejlighed til
at
komme med bemærkninger til min foreløbige vurdering af sagen.
Erstatningsnævnet oplyste i
brev af
3. juni 2005
at nævnet på baggrund af redegørelsen havde besluttet at genoptage A’s
sag og
efterfølgende ville komme med bemærkninger til min foreløbige redegørelse.
Erstatningsnævnet har i brev
af
30. august 2005
til mig oplyst at nævnet har taget min foreløbige redegørelse til
efterretning.
Nævnet har i brev af samme dato til A oplyst at nævnet har anset hendes
tilskadekomst for omfattet af offererstatningsloven, og har som følge af
hændelsen
den 10. februar
2003
tilkendt hende en erstatning på 30.000 kr. til fuld og endelig
afgørelse. Erstatningsnævnet vedlagde endvidere til min orientering kopi af
nævnets korrespondance med Københavns Politi og A i perioden efter afgivelsen
af min foreløbige redegørelse.
Det fremgår bl.a. heraf at
nævnet
den 3. juni 2005
bad Københavns Politi om at få tilsendt det videobånd fra X Apoteks
overvågningskamera som politiet havde brugt i forbindelse med
efterforskningen
af hændelsen
den 10.
februar 2003. Såfremt båndet ikke længere eksisterede, bad nævnet
om at få belyst hvilken dato båndet var blevet slettet eller destrueret.
Københavns Politi oplyste
den 13. juli 2005
telefonisk over for Erstatningsnævnet at videobåndet ikke eksisterede mere.
Apotekeren på X Apotek havde over for politiet oplyst at videobåndet blev
destrueret for 6-8 måneder siden – formentlig i oktober/november måned
2004 –
da apoteket destruerede alle videobånd i forbindelse med apotekets overgang
til
digital overvågning.
Den 4.
august 2005
orienterede Københavns Politi skriftligt
Erstatningsnævnet om det passerede.
Forinden havde A i breve af
13. juni 2005
og
27. juli 2005
rykket
Erstatningsnævnet for en afgørelse i sagen. Nævnet orienterede i breve af
30. juni 2005
og
4. august 2005
A om at
afgørelsen afventede oplysninger fra politiet, og at nævnet ville gennemgå
sagen igen og vende tilbage når det havde modtaget de ønskede oplysninger fra
politiet.
Den 6. september 2005
sendte jeg en kopi af
Erstatningsnævnets brev af
30.
august 2005
til mig til A til orientering. Jeg skrev videre at jeg
ville vende tilbage til sagen når jeg havde haft lejlighed til at udarbejde
min
endelige redegørelse.
Ombudsmandens endelige udtalelse
”Idet jeg i det hele henholder mig til det jeg har anført i den
foreløbige redegørelse af
29. april 2005, skal jeg udtale følgende:
Det er min opfattelse med henvisning til nævnets egen praksis gengivet i
nævnets årsberetning for 1999, afsnit
5.26
om uagtsomhed, samt nævnets praksis gengivet i årsberetningen for 2003,
afsnit 7.1.3 om direkte og indirekte skadelidte at nævnet i afgørelsen af
23. september 2003
nærmere burde have vurderet hvorvidt hændelsen
den 10. februar 2003
kunne antages at henhøre under straffelovens § 249 om uagtsom
legemsbeskadigelse. Endvidere mener jeg at nævnet i afgørelsen burde have
inddraget aspektet om direkte og indirekte skadelidte.
Det er min opfattelse at Erstatningsnævnet forud for nævnets afgørelse af
23. september 2003
i sagen og nævnets senere
afgørelser, hvor nævnet fastholdt denne afgørelse, ikke udtrykkeligt havde
taget stilling til om omstændighederne i forbindelse med hændelsen
den 10. februar 2003
kunne
oplyses nærmere, og om skadevolder må antages at have udvist en grad af
uagtsomhed som må anses for omfattet af straffelovens § 249, herunder hvilken
betydning det må have for uagtsomhedsvurderingen at skadevolder umiddelbart
forinden havde begået tyveri og var på vej væk med udbyttet, samt – i
lyset
heraf og på baggrund af placeringen og antallet af tilstedeværende kunder i
apoteket – hvilken betydning den hastighed skadevolderen bevægede sig
væk med,
og den kraft hvormed han stødte ind i (A), må have for
uagtsomhedsvurderingen.
På baggrund af
Erstatningsnævnets udtalelser til mig i sagen mener jeg generelt at det er i
strid med officialprincippet og som sådant uholdbart at Erstatningsnævnet i
praksis har afskåret visse sagsoplysningsmidler som står til nævnets
rådighed.
Spørgsmålet om hvordan
Erstatningsnævnet i praksis har oplyst sagen, er nærmere belyst i bl.a.
Erstatningsnævnets udtalelser til mig af henholdsvis 17. og
29. marts 2004. Nævnet har
i sin udtalelse af
17.
marts 2004
anført at nævnet ved sin vurdering af sagen naturligvis
ikke er bundet af politiets eller anklagemyndighedens vurdering af sagen.
Endvidere oplyser nævnet at det er opmærksom på at undladt efterforskning
–
hvis omstændighederne tilsiger det – ikke skal komme ansøgeren til skade
ved
nævnets vurdering af om der har været tale om en straffelovsovertrædelse.
I sin udtalelse af
29. marts 2004
anfører
nævnet at nævnets sager alene behandles på skriftligt grundlag, hvori
fotografier dog kan indgå. Lydbånd, videobånd, besigtigelser og lignende samt
mundtlig forklaring for nævnet anvendes ikke i sagsfremstillingen idet brug
af
sådanne midler i forbindelse med nævnets stillingtagen til om der foreligger
en
straffelovsovertrædelse, let ville få karakter af efterforskning. Endvidere
bemærker nævnet at anvendelsen af lydbånd mv. formentlig vil medføre en
forøgelse af sagsbehandlingstiden idet en større andel af sagerne herved vil
skulle behandles på et nævnsmøde frem for ved skriftlig cirkulation blandt
nævnets medlemmer.
Jeg må forstå
Erstatningsnævnets udtalelse således at nævnet generelt i praksis har
indskrænket de midler nævnet anvender i sin oplysning af sagerne, således at
nogle af de oplysningsmidler som almindelige forvaltningsretlige regler og
voldsoffererstatningslovens § 14 giver nævnet hjemmel til at anvende, ikke
anvendes i praksis. Som det fremgår, følger det af officialprincippet og de
bevisregler som gælder for forvaltningsmyndigheder at en
forvaltningsmyndighed
er forpligtet til at anvende det eller de lovlige sagsoplysningsmidler som i
den konkrete sag er relevante for at oplyse sagen tilstrækkeligt. En generel
begrænsning af Erstatningsnævnets sagsoplysning som anført mener jeg derfor
er
i strid med officialprincippet og som sådan uholdbar.
Hvad angår Erstatningsnævnets
betragtning om at anvendelsen af lydbånd mv. i forbindelse med nævnets
oplysning af sagerne vil medføre at en større andel af sagerne derved vil
skulle behandles på et nævnsmøde, bemærker jeg at dette hensyn ikke kan anses
for sagligt relevant.
Jeg er enig med nævnet i at
udgangspunktet for nævnets sagsbehandling er den politimæssige
efterforskning.
Men under henvisning til det anførte om officialprincippet og om
retsgrundlaget
for nævnets sagsbehandling mener jeg at nævnet har en selvstændig pligt til
– i
sin behandling af sagerne – at fremskaffe det fornødne fyldestgørende
oplysningsgrundlag for at kunne træffe en lovlig og rigtig afgørelse. Jeg
mener
på den baggrund ikke at nævnet i denne sag har været afskåret fra ved selvsyn
at gennemse videobåndet fra hændelsen i stedet for at henholde sig til en
andenhåndsvurdering heraf. Nævnet har heller ikke været afskåret fra at
indhente en egentlig erklæring fra (A) eller at have forsøgt at få oplyst
identiteten på de kunder som stod omkring (A), for at få deres vurdering af
hvad der var sket. Henset til at politiet i denne sag kun har afhørt (A)
telefonisk, og at det i forbindelse med den efterfølgende partshøring blev
tydeliggjort at (A) ikke havde fået fyldestgørende mulighed for – i
forbindelse
med politiets efterforskning af sagen – at referere hvad der egentlig
var
foregået, anser jeg nævnets oplysningsgrundlag i sagen for utilstrækkeligt.
I denne forbindelse bemærker
jeg også at Erstatningsnævnet ved sin vurdering af sagen efter det oplyste i
første omgang modtog et materiale fra politiet som ikke var fuldstændigt,
idet
der manglede en fotoserie fra videooptagelsen af hændelsen.
Erstatningsnævnet har i sin
udtalelse af
19. februar
2004
beklaget at nævnet ikke sendte politiets akter i høring til
(A) inden nævnet meddelte afslag på erstatning
den 23. september 2003.
Jeg er enig med nævnet i at
(A) burde have været partshørt, og mener således det er beklageligt at nævnet
ikke forud for afgørelsen partshørte (A) over politiets akter.
Endelig mener jeg at det er
beklageligt at Erstatningsnævnet ikke allerede i nævnets svar af
8. oktober 2003
vejledte
(A) om hendes muligheder for at få prøvet nævnets behandling og afgørelse af
hendes sag. Jeg mener ligeledes det er beklageligt at Erstatningsnævnet
– da
nævnet i brevet af
18.
november 2003
besvarede (A)’s gentagne anmodning om vejledning –
kun vejledte hende om muligheden for at indbringe sagen for domstolene, men
ikke om muligheden for at klage til Folketingets Ombudsmand.
Samlet er det min endelige
opfattelse at Erstatningsnævnets behandling af (A)’s sag har været meget
beklagelig.
Da Erstatningsnævnet har
genoptaget (A)’s sag og har besluttet at anse hendes tilskadekomst
den 10. februar 2003
for
omfattet af offererstatningsloven og som følge heraf har tilkendt hende en
erstatning
på 30.000 kr. til fuld og endelig afgørelse, har jeg ikke grundlag for at
afgive en henstilling om genoptagelse af den konkrete sag.
På baggrund af den generelle
praksis med hensyn til sagsoplysning som er fremgået af den konkrete sag,
henstiller jeg at nævnet fremover ikke indskrænker de midler nævnet anvender
i
sin oplysning af sagerne, således at nogle af de oplysningsmidler som
almindelige forvaltningsretlige regler og voldsoffererstatningslovens § 14
giver nævnet hjemmet til at anvende, ikke anvendes i praksis.”
NOTER: (*)
FOB 2000, s. 310.
Lignende dokumenter
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-06100 Retsinformation · 26. marts 2026
- SKAT har nægtet klageren fradrag for befordring efter ligningslovens § 9D Landsskatteretten · 29. juni 2015
- Kendelse af 6. december 2021 i FV2021-317 Arbejdsretten m.fl. · 6. december 2021
- Klagerens søn fik en flænge i foden på grund af en defekt ved stigen til hotellets swimmingpool. — sag 04-0020 Pakkerejse-Ankenævnet · 24. januar 2025
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat R. Norkus fremsat den 4. september 2025. EU-domme · 4. september 2025
- Afslag på støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58. Retsinformation · 25. juni 2003