Afslag på aktindsigt i besvarede spørgeskemaer
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afslag på aktindsigt i besvarede
spørgeskemaer. Anonymitet
Udvalget om embedsmænds rådgivning og bistand til regeringen og
dens ministre blev nedsat af finansministeren i april 2003. Sekretariatet for
udvalget blev varetaget af Finansministeriet i samarbejde med
Justitsministeriet.
Af kommissoriet for udvalget fremgik bl.a. følgende:
”1. Indledning
I forbindelse med forespørgselsdebat F 9
den 16. januar 2003
vedtog et enigt
Folketing, at der skal nedsættes et sagkyndigt udvalg med henblik på at
analysere
og vurdere behovet for en yderligere præcisering af reglerne for embedsmænd
generelt og for embedsmænd ansat som særlige rådgivere, herunder som
pressemedarbejdere
(vedtagelse nr. V 36).
Folketingets vedtagelse nr. V 36 har følgende ordlyd:
’Folketinget konstaterer, at flere embedsmænd de seneste år er
ansat som særlige rådgivere. Folketinget konstaterer, at der har været
eksempler på, at særlige rådgivere ikke har levet op til de almindelige
regler
og forpligtelser, som de er underlagt.
På den baggrund pålægger Folketinget regeringen at nedsætte et
sagkyndigt udvalg, der fortrinsvis skal bestå af uafhængige sagkyndige, og
som
i forlængelse af betænkning 1354 fra 1998 og R 2 fra
den 4. oktober 2001
skal analysere og
vurdere behovet for en yderligere præcisering af reglerne for embedsmænd
Læs alt
generelt og for embedsmænd ansat som særlige rådgivere, herunder som
pressemedarbejdere,
hvor der bl.a. skal ske en inddragelse af erfaringer fra andre lande.
’
Som led i udvalgsarbejdet blev der bl.a. gennemført en
spørgeskemaundersøgelse blandt samtlige ministre og departementschefer. Om
spørgeskemaundersøgelsens gennemførelse er anført følgende i betænkning
1443/2004 fra udvalget:
Udvalget har endvidere bistået af sekretariatet gennemført fire
spørgeskemaundersøgelser blandt ministre, departementschefer, særlige
rådgivere
og ministersekretariater. Spørgeskemaerne fremgår af bilag 4-7.
1.4. Metode og datagrundlag
Udvalget har indsamlet data om udviklingen i ministeriernes
rådgivning og bistand til regeringen og dens ministre gennem de senere år.
Formålet med dataindsamlingen har været at danne grundlag for udvalgets
beskrivelse og vurdering af den faktiske udvikling i embedsmænds rådgivning
og
bistand til regeringen og dens ministre og dermed understøtte udvalgets
overvejelser om præcisering af regler m.v.
Betænkningen indeholder en række undersøgelser af kvalitativ og
kvantitativ karakter.
1.4.3.
Det kvantitative datagrundlag består af fire anonyme
spørgeskemaundersøgelser, der blev gennemført i efteråret 2003:
- En spørgeskemaundersøgelse blandt ministrene i Regeringen
Anders Fogh Rasmussen (bilag 4)
- En spørgeskemaundersøgelse blandt departementscheferne (bilag
5)
- En spørgeskemaundersøgelse blandt de særlige rådgivere (bilag
6)
- En spørgeskemaundersøgelse blandt ministersekretariaterne
(bilag 7)
En række af spørgsmålene til ministre, departementschefer og
ministersekretariater er identiske med spørgsmålene i tilsvarende
undersøgelser
gennemført i forbindelse med betænkning nr. 1354/1998, hvilket gør det muligt
at vurdere, om der er sket en udvikling over tid. I 2003 blev der herudover
gennemført en særskilt spørgeskemaundersøgelse blandt de særlige rådgivere,
og
de øvrige dele af spørgeskemaundersøgelsen blev udbygget med spørgsmål, der
skulle belyse de særlige rådgiveres integration og funktion i ministerierne.
Spørgeskemaet blandt ministrene blev besvaret af 16 ud af de 18
ministre, svarende til 89 %. Blandt departementscheferne svarede 17 ud af 18
på
spørgeskemaet, svarende til 94 %. For ministersekretariaternes vedkommende
svarede 15 ud af 18 på spørgeskemaet, svarende til 83 %. Endelig svarede 11
af
de daværende 13 særlige rådgivere på spørgeskemaet, svarende til 85 %.”
Eksempler på uudfyldte spørgeskemaer er optrykt som bilag til
betænkningen. Spørgeskemaerne består af forskellige spørgsmål opstillet med
svarmuligheder som kan markeres i afkrydsningsfelter. I flere af de udfyldte
spørgeskemaer som jeg har modtaget fra Finansministeriet vedrørende denne
sag,
er der desuden tilføjet håndskrevne kommentarer. To af spørgeskemaerne er
underskrevet, et fra en minister og et fra en departementschef.
Udvalgets betænkning blev offentliggjort i juni 2004.
Ved e-mail sendt
den 11. juni 2004
anmodede journalist A
Finansministeriet om aktindsigt i samtlige ministres og departementschefers
besvarelse af spørgeskemaer fra Udvalget om embedsmænds rådgivning og bistand
til regeringen og dens ministre.
Finansministeriet afslog i brev af
25. juni 2004
til journalist A at imødekomme
anmodningen ud fra følgende:
”Med henvisning til din anmodning af
11. juni 2004
om aktindsigt i
materiale, der ligger til grund for udarbejdelsen af betænkning nr. 1443 om
embedsmænds rådgivning og bistand, har Finansministeriet vurderet følgende.
I forbindelse med gennemførelsen af de nævnte spørgeskemaundersøgelser
er de pågældende svarpersoner lovet anonymitet ved besvarelse af de udsendte
spørgeskemaer. Samtidig er det Finansministeriets vurdering, at det har været
nødvendigt at love anonymitet for at kunne tilvejebringe disse oplysninger,
der
blandt andet berører forholdet mellem individuelle ministre, deres
departementschefer
m.v. Hvis der ikke kunne være lovet fuld anonymitet, ville oplysningerne, som
indgik som en væsentlig del af grundlaget for udarbejdelsen af betænkning nr.
1443, således ikke kunne være tilvejebragt.
På denne baggrund er det Finansministeriets vurdering, at de
pågældende dokumenter ikke er underlagt aktindsigt, jf. offentlighedslovens §
13, stk. 1, nr. 6, vedr. private og offentlige interesser, hvor
hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.
Finansministeriet har vurderet muligheden for at udlevere de
pågældende oplysninger efter reglerne om meroffentlighed, jf.
offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. punktum. På denne baggrund har
Finansministeriet besluttet at give aktindsigt i procentfordelingerne for de
pågældende spørgeskemaundersøgelser, da oplysningerne her fremtræder i
anonymiseret form.”
Journalist A klagede i et brev, som jeg modtog
den 30. juni 2004, over
Finansministeriets afslag på aktindsigt i spørgeskemaerne. Journalist A
gjorde
i klagen til mig gældende at det ikke var muligt at love ministre og
embedsmænd
at de ikke skulle være underlagt offentlighedsloven, samt at en udlevering af
spørgeskemaerne ikke strider mod en væsentlig offentlig interesse der kan
begrunde en undtagelse fra offentlighedsloven efter § 13.
Jeg anmodede i brev af
13. juli 2004
Finansministeriet om en udtalelse i anledning
af klagen fra journalist A og om udlån af sagens akter.
Ved brev af
13.
august 2004
fra Finansministeriet modtog jeg ministeriets udtalelse
og de udfyldte spørgeskemaer fra ministre og departementschefer. Af
ministeriets
svar fremgår bl.a.:
”
Spørgeskemaundersøgelserne blandt ministre, departementschefer,
særlige rådgivere og ministersekretariater blev gennemført som anonyme
undersøgelser, idet anonymitet vurderedes at være en forudsætning for at
indsamle det pågældende datamateriale. Det bemærkes, at besvarelserne af
spørgeskemaerne indgik til Finansministeriet i anonym form, og at
Finansministeriet derfor i udgangspunktet ikke er vidende om, hvilke ministre
og departementschefer der har besvaret de pågældende spørgeskemaer. For så
vidt
angår svarene vil man dog i mange tilfælde ud fra svarets indhold kunne
konstatere, hvilke myndigheder og personer, der er tale om – og
anonymiteten
vil således blive kompromitteret ved udlevering.
Spørgeskemaundersøgelsen indgik som en central del af
datamaterialet for udarbejdelsen af betænkning nr. 1443 om embedsmænds
rådgivning og bistand til regeringen og dens ministre. Der er tale om en
undersøgelse af helt særlige samfundsforhold – blandt andet om centrale
forhold
vedrørende nuværende ministres forhold til deres nærmeste medarbejdere,
herunder departementschefen – af en sådan karakter, at det må lægges til
grund,
at det pågældende materiale ikke ville kunne være indsamlet eller være
retvisende, hvis respondenterne ikke kunne sikres anonymitet. Det er
væsentligt,
at det i sådanne tilfælde kan loves respondenterne, at svarene på
spørgeskemaerne ikke udleveres til offentligheden, hvad enten man umiddelbart
kan slutte sig til den pågældendes identitet eller ej.
Som anført ovenfor har Finansministeriet udleveret
procentfordelingerne af svarene på spørgeskemaundersøgelserne. Eftersom
resultaterne af undersøgelsen fremgår klart af procentfordelingerne, kan
formålet med at få udleveret selve spørgeskemaerne i stedet for
sammentællinger
af svarene alene være at forsøge – gennem spekulation, tydning af
håndskrift,
sammenstillinger af svar mv. – at bryde spørgeskemaernes anonymitet.
Hvis en
sådan omgåelse af spørgeskemaernes anonymitet var mulig, ville det reelt i
fremtiden kunne umuliggøre anonyme spørgeskemaundersøgelser i ministerierne.
Det er Finansministeriets vurdering, at offentlighedslovens §
13, stk. 1, nr. 6, vedr. private og offentlige interesser, hvor
hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet, finder
anvendelse,
idet der lægges vægt på, at materialet ikke havde kunnet tilvejebringes, hvis
undersøgelsen ikke var blevet gennemført under løfte om anonymitet, og at
tilsvarende fremtidige undersøgelser ikke vil kunne gennemføres, hvis
løfterne
om anonymitet ikke kan efterleves. Endvidere kan bestemmelsen anvendes, idet
materialet vedrører centrale og personlige forhold vedrørende nuværende
ministres forhold til deres nærmeste medarbejdere, herunder
departementschefen.
Ved undtagelse af oplysninger efter § 13, stk. 1, skal der gives aktindsigt i
dokumentets øvrige indhold. Dette vurderes ikke at være aktuelt, idet
undtagelsen må omfatte hele dokumentet af hensyn til at sikre anonymiteten.
Det bemærkes endvidere, at den beskyttelsesinteresse, som hermed
er søgt tilgodeset, er anerkendt ved udformningen af offentlighedsloven, jf.
offentlighedslovens § 10, stk. 1, nr. 6, der begrunder undtagelsen af
materiale, der tilvejebringes som grundlag for udarbejdelsen af offentlig
statistik eller videnskabelige undersøgelser.
Finansministeriet har vurderet, at der efter reglerne om
meroffentlighed kan gives aktindsigt i oplysningerne i det omfang,
anonymiteten
er sikret. Anonymiteten prisgives ikke ved at give aktindsigt i
procentfordelingerne af svarene. Det bemærkes herved tillige, at
respondenterne
ved besvarelsen måtte forvente, at procentfordelingerne kunne blive
offentliggjort i betænkningen.
”
I brev af
16.
august 2004
anmodede jeg journalist A om at indsende eventuelle
bemærkninger til Finansministeriets brev af
13. august 2004
til mig inden 4 uger.
En af mine medarbejdere bad
den 23. februar 2005
ved telefonisk henvendelse
til Finansministeriet om at måtte modtage eksempler på følgebreve som var
sendt
til henholdsvis ministre og departementschefer i forbindelse med
fremsendelsen
af spørgeskemaerne.
Jeg modtog
den
25. februar 2005
kopier af et følgebrev af
1. oktober 2003
til henholdsvis en minister
og en departementschef. Finansministeriet oplyste i den forbindelse at
enslydende følgebreve var udsendt til samtlige ministre og
departementschefer.
Af følgebrevene fremgik bl.a. følgende:
”Spørgeskemaet kan besvares anonymt og bedes returneret til
udvalgets sekretariat i vedlagte svarkuvert seneste den 21. oktober.”
Ombudsmandens udtalelse
”Retsgrundlaget
Finansministeriet har påberåbt sig offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6,
som har følgende ordlyd:
’§ 13. Retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er
nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til
6)
private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets
særlige karakter er påkrævet.
’
I betænkning nr. 857/1978 om offentlighedslovens revision har udvalget bag
betænkningen bl.a. skrevet således om bestemmelsens rækkevidde (s.
260 f
):
’I det hele taget må det i overensstemmelse med forarbejderne lægges til
grund, at undtagelse efter bestemmelsen kun kan gøres, hvor det er
klart påkrævet ( ).
En samlet vurdering af de tilfælde, hvor bestemmelsen efter de
foreliggende oplysninger har været bragt i anvendelse i praksis, efterlader
det
indtryk, at den i betydelig udstrækning, ( ) er blevet benyttet til at
tilgodese beskyttelsesinteresser, der som sådanne er anerkendt ved
udformningen
af lovens øvrige undtagelsesbestemmelser, men hvor de udtrykkelige
bestemmelser
har vist sig utilstrækkelige.’
Endvidere anførte udvalget bl.a. følgende om den generelle
forståelse af bestemmelserne i den dagældende offentlighedslovs § 2, stk. 2
(s.
263):
’Indledningsvis bemærkes, at den i bestemmelserne forudsatte
interesseafvejning på grundlag af et væsentlighedskriterium indebærer, at der
skal foretages et konkret skøn i hvert enkelt tilfælde, og der må herunder
også
foretages en konkret vurdering for hvert enkelt dokument for sig (...). At
adgangen
til aktindsigt kun kan begrænses af hensyn til væsentlige interesser må
endvidere antages at indebære, at begæringer om at få oplysninger kun kan
afslås, såfremt der er nærliggende fare for, at de nævnte interesser vil lide
skade af betydning (...).’
Udvalget skrev herefter bl.a. følgende om bestemmelsen (s. 285):
’Det er udvalgets opfattelse, at en sådan generalklausul bør
opretholdes i forbindelse med offentlighedslovens revision. Udvalget har i så
henseende navnlig lagt vægt på, at der ikke i den periode, offentlighedsloven
har været i kraft, er indhøstet så udførlige erfaringer, at det er muligt med
rimelig grad af sikkerhed at overskue alle de undtagelsesbehov, der vil kunne
opstå i praksis, at en generalklausul er påkrævet for at undgå, at visse
meget
specielle undtagelsesbehov opregnes udtrykkeligt i loven, samt at en
generalklausul giver loven en ønskelig smidighed med hensyn til at kunne
tilpasses nye undtagelsesbehov, der måtte opstå i fremtiden, således at
hyppige
ændringer af loven kan undgås. Udvalget skal dog samtidig understrege, at
generalklausulen som hidtil kun forudsættes anvendt i begrænset omfang og
kun,
hvor der er et klart behov derfor.’
Bl.a. på denne baggrund blev bestemmelsen i den nuværende
offentlighedslovs § 13 vedtaget. Det fremgår af forarbejderne
(Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 229) at det forudsættes at
bestemmelsen
som hidtil kun anvendes i begrænset omfang hvor der er et klart behov derfor,
og i øvrigt henvises der til beskrivelsen i den nævnte betænkning.
Finansministeriet har i sit høringssvar peget på at den
beskyttelsesinteresse som ministeriet lagde vægt på i sit afslag efter § 13,
stk. 1, nr. 6, er anerkendt ved udformningen af § 10, stk. 1, nr. 5,
hvorefter
retten til aktindsigt ikke omfatter ’materiale, der tilvejebringes som
grundlag
for udarbejdelse af offentlig statistik eller videnskabelige
undersøgelser’. Om
baggrunden for bestemmelsen siges det i betænkningen (s. 248) at det ofte er
en
væsentlig forudsætning for at kunne tilvejebringe det for en videnskabelig
såvel som en statistisk undersøgelse nødvendige grundmateriale at den
pågældende
forsker er i stand til på forhånd at sikre den enkeltperson eller virksomhed
der meddeler oplysninger, fuldstændig diskretion med hensyn til identiteten.
Offentlighedslovens § 13, stk. 2, indeholder følgende
bestemmelse:
’§ 13.
Stk. 2. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en
del af et dokument, skal den pågældende gøres bekendt med dokumentets øvrige
indhold.’
Konkret vurdering efter offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6
Finansministeriet har anført at ’der er tale om en undersøgelse
af helt særlige samfundsforhold – blandt andet om centrale forhold
vedrørende
nuværende ministres forhold til deres nærmeste medarbejdere, herunder
departementschefen – af en sådan karakter at det må lægges til grund at
det pågældende
materiale ikke kunne være indsamlet eller være retvisende hvis respondenterne
ikke kunne sikres anonymitet’.
Offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt er præceptive i
den forstand at en myndighed ikke gyldigt kan træffe bestemmelse om eller
tilsagn om diskretion ud over hvad der følger af lovens regler: Se f.eks.
Jon
Andersen
m.fl., Forvaltningsret, (2002), 2. udgave, s.
424 f, Steen Rønsholdt,
Forvaltningsret, (2001), 1. udgave, s. 314, og John Vogter,
Offentlighedsloven
med kommentarer, (1998), 2. udgave, s. 215, med henvisning til
Justitsministeriets vejledning til aktindsigt i personalesager (1997), pkt.
9.
Tilsagn om diskretion er således i sig selv uden betydning for retten til
aktindsigt.
Spørgsmålet er imidlertid om det er udelukket at en myndighed på
forhånd tilkendegiver over for en person at offentlighedslovens undtagelser i
forhold til konkrete oplysninger afgivet af denne vil føre til afslag såfremt
andre skulle anmode om aktindsigt – og sidenhen besvarer eventuelle
anmodninger
i overensstemmelse hermed. Det vil i denne sag sige om en myndighed på
forhånd
kan love en bestemt person anonymitet i forhold til andre når man med
sikkerhed
allerede på dette tidspunkt kan vurdere at betingelserne for afslag til sin
tid
vil være opfyldt.
I forhold til partsaktindsigt efter forvaltningsloven i
afgørelsessager må sådanne forhåndstilkendegivelser nærmest anses for
udelukket; i hvert fald hvis der er tale om vurderinger efter
afvejningsreglen
i forvaltningslovens § 15. Denne regel forudsætter en konkret og aktuel
afvejning af karakteren og styrken af de modstående interesser, jf. f.eks.
Folketingets Ombudsmands beretning for 1987, s. 197*, for 1996, s. 105*, for
1999, s. 226* og s. 472*, og for 2003, s. 552*. De modstående hensyn til
partsaktindsigt i identiteten skal være overordentlig tungtvejende for at de
kan begrunde afslag. Anonymitet umulig- eller vanskeliggør ofte partens
mulighed for via aktindsigts- og partshøringsreglerne at varetage sine
interesser.
Hensynene til parters retssikkerhed i afgørelsessager mv. gør
sig ikke gældende i sager som den foreliggende. Det er ikke en afgørelsessag,
og der er ingen parter. Efter min opfattelse kan brugen af anonyme
spørgeskemaer i det offentlige ikke generelt frakendes relevans, jf. også
Folketingets Ombudsmands beretning for 1996, s. 105, og hensynene bag
undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 10, stk. 1, nr. 5.
I en sag af denne karakter mener jeg derfor ikke det kan afvises
at en myndighed på forhånd og med fornøden sikkerhed kan vurdere om de hensyn
som taler imod aktindsigt efter offentlighedslovens § 13, er tilstrækkeligt
tungtvejende til at de i givet fald vil kunne føre til afslag på aktindsigt.
Anerkendes dette, kan myndigheden også uden at krænke offentlighedsloven give
tilsagn om anonymitet og i sin fremtidige administration af eventuelle
aktindsigtsanmodninger træffe afgørelser i overensstemmelse hermed. Det
forudsætter dog at myndigheden med rette kan lægge til grund at de hensyn som
taler imod aktindsigt, ikke svækkes væsentligt med tiden.
Ved udformningen af spørgeskemaerne med angivne svarmuligheder
og afkrydsningsfelter med vedlagt svarkuvert er der efter min opfattelse
taget
højde for det forhold at spørgeskemaundersøgelserne kunne gennemføres
anonymt,
jf. også ordlyden af Finansministeriets med spørgeskemaerne medsendte
følgeskrivelser. Næppe nogen kan identificere de personer som har udfyldt
afkrydsningsfelterne i svarskemaerne, selv om afkrydsningerne er foretaget
med
håndskrift.
Jeg er enig med Finansministeriet i at det i visse tilfælde
alligevel ud fra spørgeskemaerne kan konstateres hvilke myndigheder og
personer
der er tale om. Dette gør sig efter min opfattelse gældende i forhold til
(dele
af) de af respondenterne tilføjede håndskrevne kommentarer. Et enkelt udfyldt
spørgeskema indeholder dog også øverst på side 1 oplysninger om afsender.
Endvidere har – som nævnt ovenfor – en minister og en
departementschef returneret
spørgeskemaerne i underskrevet form.
De hensyn som Finansministeriet har peget på til støtte for
sikring af anonymitet og dermed afslag på aktindsigt – hensynet til
overhovedet
at få svar fra de ønskede personer, og hensynet til at svar er retvisende
–
mener jeg ikke kan underkendes som usaglige eller uvæsentlige i forhold til
offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Hertil kommer at styrken af disse
modstående hensyn næppe nu kan anses for at være svækket i væsentlig
karakter.
Jeg mener på den baggrund ikke at jeg kan kritisere at
Finansministeriet afslog at meddele Dem aktindsigt i de oplysninger i de
udfyldte svarskemaer som kan henføres til bestemte personer.
For så vidt angår de øvrige oplysninger i svarskemaerne mener
jeg ikke at Finansministeriet kunne afslå aktindsigt, jf. offentlighedslovens
§
13, stk. 2.
Hvis De ønsker at Finansministeriet genoptager sagen i lyset
heraf, anmoder jeg Dem om selv at rette henvendelse til ministeriet.
Jeg foretager mig ikke mere i anledning af Deres henvendelse og
vedlægger de indsendte bilag.”
NOTER: (*) FOB 1987, s. 197,
FOB 1996, s. 105,
FOB 1999, s. 226
og
s. 472, og
FOB 2003, s. 552.
Lignende dokumenter
- Selektiv betjening af pressen Vejledning. Notatpligt Retsinformation · 8. november 2005
- A.A.6.2.2.3.4.3 Undtagelse af dokumenter Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- 2026-3. Navne på interviewdeltagere var relevante for en sag og dermed ekstraheringspligtige Retsinformation · 26. februar 2026
- Beretning om Skattesagskommissionens beretning Retsinformation · 11. marts 2015
- Sag om, hvorvidt sagsøgerne, der har været statsløse, har krav på godtgørelse og erstatning for følger af forsinket erhvervelse af dansk indfødsret Domsdatabasen · 28. maj 2025
- 2015-9. Delvist afslag på aktindsigt i dokumenter fra tværministeriel arbejdsgruppe. Ministerbetjening. Ekstrahering Retsinformation · 15. april 2015