Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på aktindsigt i besvarede spørgeskemaer

FOU nr 2005.141UdtalelserFolketinget2. oktober 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afslag på aktindsigt i besvarede

spørgeskemaer. Anonymitet

Udvalget om embedsmænds rådgivning og bistand til regeringen og

dens ministre blev nedsat af finansministeren i april 2003. Sekretariatet for

udvalget blev varetaget af Finansministeriet i samarbejde med

Justitsministeriet.

Af kommissoriet for udvalget fremgik bl.a. følgende:

”1. Indledning

I forbindelse med forespørgselsdebat F 9

den 16. januar 2003

vedtog et enigt

Folketing, at der skal nedsættes et sagkyndigt udvalg med henblik på at

analysere

og vurdere behovet for en yderligere præcisering af reglerne for embedsmænd

generelt og for embedsmænd ansat som særlige rådgivere, herunder som

pressemedarbejdere

(vedtagelse nr. V 36).

Folketingets vedtagelse nr. V 36 har følgende ordlyd:

’Folketinget konstaterer, at flere embedsmænd de seneste år er

ansat som særlige rådgivere. Folketinget konstaterer, at der har været

eksempler på, at særlige rådgivere ikke har levet op til de almindelige

regler

og forpligtelser, som de er underlagt.

På den baggrund pålægger Folketinget regeringen at nedsætte et

sagkyndigt udvalg, der fortrinsvis skal bestå af uafhængige sagkyndige, og

som

i forlængelse af betænkning 1354 fra 1998 og R 2 fra

den 4. oktober 2001

skal analysere og

vurdere behovet for en yderligere præcisering af reglerne for embedsmænd

Læs alt

generelt og for embedsmænd ansat som særlige rådgivere, herunder som

pressemedarbejdere,

hvor der bl.a. skal ske en inddragelse af erfaringer fra andre lande.

’

Som led i udvalgsarbejdet blev der bl.a. gennemført en

spørgeskemaundersøgelse blandt samtlige ministre og departementschefer. Om

spørgeskemaundersøgelsens gennemførelse er anført følgende i betænkning

1443/2004 fra udvalget:

Udvalget har endvidere bistået af sekretariatet gennemført fire

spørgeskemaundersøgelser blandt ministre, departementschefer, særlige

rådgivere

og ministersekretariater. Spørgeskemaerne fremgår af bilag 4-7.

1.4. Metode og datagrundlag

Udvalget har indsamlet data om udviklingen i ministeriernes

rådgivning og bistand til regeringen og dens ministre gennem de senere år.

Formålet med dataindsamlingen har været at danne grundlag for udvalgets

beskrivelse og vurdering af den faktiske udvikling i embedsmænds rådgivning

og

bistand til regeringen og dens ministre og dermed understøtte udvalgets

overvejelser om præcisering af regler m.v.

Betænkningen indeholder en række undersøgelser af kvalitativ og

kvantitativ karakter.

1.4.3.

Det kvantitative datagrundlag består af fire anonyme

spørgeskemaundersøgelser, der blev gennemført i efteråret 2003:

- En spørgeskemaundersøgelse blandt ministrene i Regeringen

Anders Fogh Rasmussen (bilag 4)

- En spørgeskemaundersøgelse blandt departementscheferne (bilag

5)

- En spørgeskemaundersøgelse blandt de særlige rådgivere (bilag

6)

- En spørgeskemaundersøgelse blandt ministersekretariaterne

(bilag 7)

En række af spørgsmålene til ministre, departementschefer og

ministersekretariater er identiske med spørgsmålene i tilsvarende

undersøgelser

gennemført i forbindelse med betænkning nr. 1354/1998, hvilket gør det muligt

at vurdere, om der er sket en udvikling over tid. I 2003 blev der herudover

gennemført en særskilt spørgeskemaundersøgelse blandt de særlige rådgivere,

og

de øvrige dele af spørgeskemaundersøgelsen blev udbygget med spørgsmål, der

skulle belyse de særlige rådgiveres integration og funktion i ministerierne.

Spørgeskemaet blandt ministrene blev besvaret af 16 ud af de 18

ministre, svarende til 89 %. Blandt departementscheferne svarede 17 ud af 18

på

spørgeskemaet, svarende til 94 %. For ministersekretariaternes vedkommende

svarede 15 ud af 18 på spørgeskemaet, svarende til 83 %. Endelig svarede 11

af

de daværende 13 særlige rådgivere på spørgeskemaet, svarende til 85 %.”

Eksempler på uudfyldte spørgeskemaer er optrykt som bilag til

betænkningen. Spørgeskemaerne består af forskellige spørgsmål opstillet med

svarmuligheder som kan markeres i afkrydsningsfelter. I flere af de udfyldte

spørgeskemaer som jeg har modtaget fra Finansministeriet vedrørende denne

sag,

er der desuden tilføjet håndskrevne kommentarer. To af spørgeskemaerne er

underskrevet, et fra en minister og et fra en departementschef.

Udvalgets betænkning blev offentliggjort i juni 2004.

Ved e-mail sendt

den 11. juni 2004

anmodede journalist A

Finansministeriet om aktindsigt i samtlige ministres og departementschefers

besvarelse af spørgeskemaer fra Udvalget om embedsmænds rådgivning og bistand

til regeringen og dens ministre.

Finansministeriet afslog i brev af

25. juni 2004

til journalist A at imødekomme

anmodningen ud fra følgende:

”Med henvisning til din anmodning af

11. juni 2004

om aktindsigt i

materiale, der ligger til grund for udarbejdelsen af betænkning nr. 1443 om

embedsmænds rådgivning og bistand, har Finansministeriet vurderet følgende.

I forbindelse med gennemførelsen af de nævnte spørgeskemaundersøgelser

er de pågældende svarpersoner lovet anonymitet ved besvarelse af de udsendte

spørgeskemaer. Samtidig er det Finansministeriets vurdering, at det har været

nødvendigt at love anonymitet for at kunne tilvejebringe disse oplysninger,

der

blandt andet berører forholdet mellem individuelle ministre, deres

departementschefer

m.v. Hvis der ikke kunne være lovet fuld anonymitet, ville oplysningerne, som

indgik som en væsentlig del af grundlaget for udarbejdelsen af betænkning nr.

1443, således ikke kunne være tilvejebragt.

På denne baggrund er det Finansministeriets vurdering, at de

pågældende dokumenter ikke er underlagt aktindsigt, jf. offentlighedslovens §

13, stk. 1, nr. 6, vedr. private og offentlige interesser, hvor

hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.

Finansministeriet har vurderet muligheden for at udlevere de

pågældende oplysninger efter reglerne om meroffentlighed, jf.

offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. punktum. På denne baggrund har

Finansministeriet besluttet at give aktindsigt i procentfordelingerne for de

pågældende spørgeskemaundersøgelser, da oplysningerne her fremtræder i

anonymiseret form.”

Journalist A klagede i et brev, som jeg modtog

den 30. juni 2004, over

Finansministeriets afslag på aktindsigt i spørgeskemaerne. Journalist A

gjorde

i klagen til mig gældende at det ikke var muligt at love ministre og

embedsmænd

at de ikke skulle være underlagt offentlighedsloven, samt at en udlevering af

spørgeskemaerne ikke strider mod en væsentlig offentlig interesse der kan

begrunde en undtagelse fra offentlighedsloven efter § 13.

Jeg anmodede i brev af

13. juli 2004

Finansministeriet om en udtalelse i anledning

af klagen fra journalist A og om udlån af sagens akter.

Ved brev af

13.

august 2004

fra Finansministeriet modtog jeg ministeriets udtalelse

og de udfyldte spørgeskemaer fra ministre og departementschefer. Af

ministeriets

svar fremgår bl.a.:

”

Spørgeskemaundersøgelserne blandt ministre, departementschefer,

særlige rådgivere og ministersekretariater blev gennemført som anonyme

undersøgelser, idet anonymitet vurderedes at være en forudsætning for at

indsamle det pågældende datamateriale. Det bemærkes, at besvarelserne af

spørgeskemaerne indgik til Finansministeriet i anonym form, og at

Finansministeriet derfor i udgangspunktet ikke er vidende om, hvilke ministre

og departementschefer der har besvaret de pågældende spørgeskemaer. For så

vidt

angår svarene vil man dog i mange tilfælde ud fra svarets indhold kunne

konstatere, hvilke myndigheder og personer, der er tale om – og

anonymiteten

vil således blive kompromitteret ved udlevering.

Spørgeskemaundersøgelsen indgik som en central del af

datamaterialet for udarbejdelsen af betænkning nr. 1443 om embedsmænds

rådgivning og bistand til regeringen og dens ministre. Der er tale om en

undersøgelse af helt særlige samfundsforhold – blandt andet om centrale

forhold

vedrørende nuværende ministres forhold til deres nærmeste medarbejdere,

herunder departementschefen – af en sådan karakter, at det må lægges til

grund,

at det pågældende materiale ikke ville kunne være indsamlet eller være

retvisende, hvis respondenterne ikke kunne sikres anonymitet. Det er

væsentligt,

at det i sådanne tilfælde kan loves respondenterne, at svarene på

spørgeskemaerne ikke udleveres til offentligheden, hvad enten man umiddelbart

kan slutte sig til den pågældendes identitet eller ej.

Som anført ovenfor har Finansministeriet udleveret

procentfordelingerne af svarene på spørgeskemaundersøgelserne. Eftersom

resultaterne af undersøgelsen fremgår klart af procentfordelingerne, kan

formålet med at få udleveret selve spørgeskemaerne i stedet for

sammentællinger

af svarene alene være at forsøge – gennem spekulation, tydning af

håndskrift,

sammenstillinger af svar mv. – at bryde spørgeskemaernes anonymitet.

Hvis en

sådan omgåelse af spørgeskemaernes anonymitet var mulig, ville det reelt i

fremtiden kunne umuliggøre anonyme spørgeskemaundersøgelser i ministerierne.

Det er Finansministeriets vurdering, at offentlighedslovens §

13, stk. 1, nr. 6, vedr. private og offentlige interesser, hvor

hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet, finder

anvendelse,

idet der lægges vægt på, at materialet ikke havde kunnet tilvejebringes, hvis

undersøgelsen ikke var blevet gennemført under løfte om anonymitet, og at

tilsvarende fremtidige undersøgelser ikke vil kunne gennemføres, hvis

løfterne

om anonymitet ikke kan efterleves. Endvidere kan bestemmelsen anvendes, idet

materialet vedrører centrale og personlige forhold vedrørende nuværende

ministres forhold til deres nærmeste medarbejdere, herunder

departementschefen.

Ved undtagelse af oplysninger efter § 13, stk. 1, skal der gives aktindsigt i

dokumentets øvrige indhold. Dette vurderes ikke at være aktuelt, idet

undtagelsen må omfatte hele dokumentet af hensyn til at sikre anonymiteten.

Det bemærkes endvidere, at den beskyttelsesinteresse, som hermed

er søgt tilgodeset, er anerkendt ved udformningen af offentlighedsloven, jf.

offentlighedslovens § 10, stk. 1, nr. 6, der begrunder undtagelsen af

materiale, der tilvejebringes som grundlag for udarbejdelsen af offentlig

statistik eller videnskabelige undersøgelser.

Finansministeriet har vurderet, at der efter reglerne om

meroffentlighed kan gives aktindsigt i oplysningerne i det omfang,

anonymiteten

er sikret. Anonymiteten prisgives ikke ved at give aktindsigt i

procentfordelingerne af svarene. Det bemærkes herved tillige, at

respondenterne

ved besvarelsen måtte forvente, at procentfordelingerne kunne blive

offentliggjort i betænkningen.

”

I brev af

16.

august 2004

anmodede jeg journalist A om at indsende eventuelle

bemærkninger til Finansministeriets brev af

13. august 2004

til mig inden 4 uger.

En af mine medarbejdere bad

den 23. februar 2005

ved telefonisk henvendelse

til Finansministeriet om at måtte modtage eksempler på følgebreve som var

sendt

til henholdsvis ministre og departementschefer i forbindelse med

fremsendelsen

af spørgeskemaerne.

Jeg modtog

den

25. februar 2005

kopier af et følgebrev af

1. oktober 2003

til henholdsvis en minister

og en departementschef. Finansministeriet oplyste i den forbindelse at

enslydende følgebreve var udsendt til samtlige ministre og

departementschefer.

Af følgebrevene fremgik bl.a. følgende:

”Spørgeskemaet kan besvares anonymt og bedes returneret til

udvalgets sekretariat i vedlagte svarkuvert seneste den 21. oktober.”

Ombudsmandens udtalelse

”Retsgrundlaget

Finansministeriet har påberåbt sig offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6,

som har følgende ordlyd:

’§ 13. Retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er

nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til

6)

private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets

særlige karakter er påkrævet.

’

I betænkning nr. 857/1978 om offentlighedslovens revision har udvalget bag

betænkningen bl.a. skrevet således om bestemmelsens rækkevidde (s.

260 f

):

’I det hele taget må det i overensstemmelse med forarbejderne lægges til

grund, at undtagelse efter bestemmelsen kun kan gøres, hvor det er

klart påkrævet ( ).

En samlet vurdering af de tilfælde, hvor bestemmelsen efter de

foreliggende oplysninger har været bragt i anvendelse i praksis, efterlader

det

indtryk, at den i betydelig udstrækning, ( ) er blevet benyttet til at

tilgodese beskyttelsesinteresser, der som sådanne er anerkendt ved

udformningen

af lovens øvrige undtagelsesbestemmelser, men hvor de udtrykkelige

bestemmelser

har vist sig utilstrækkelige.’

Endvidere anførte udvalget bl.a. følgende om den generelle

forståelse af bestemmelserne i den dagældende offentlighedslovs § 2, stk. 2

(s.

263):

’Indledningsvis bemærkes, at den i bestemmelserne forudsatte

interesseafvejning på grundlag af et væsentlighedskriterium indebærer, at der

skal foretages et konkret skøn i hvert enkelt tilfælde, og der må herunder

også

foretages en konkret vurdering for hvert enkelt dokument for sig (...). At

adgangen

til aktindsigt kun kan begrænses af hensyn til væsentlige interesser må

endvidere antages at indebære, at begæringer om at få oplysninger kun kan

afslås, såfremt der er nærliggende fare for, at de nævnte interesser vil lide

skade af betydning (...).’

Udvalget skrev herefter bl.a. følgende om bestemmelsen (s. 285):

’Det er udvalgets opfattelse, at en sådan generalklausul bør

opretholdes i forbindelse med offentlighedslovens revision. Udvalget har i så

henseende navnlig lagt vægt på, at der ikke i den periode, offentlighedsloven

har været i kraft, er indhøstet så udførlige erfaringer, at det er muligt med

rimelig grad af sikkerhed at overskue alle de undtagelsesbehov, der vil kunne

opstå i praksis, at en generalklausul er påkrævet for at undgå, at visse

meget

specielle undtagelsesbehov opregnes udtrykkeligt i loven, samt at en

generalklausul giver loven en ønskelig smidighed med hensyn til at kunne

tilpasses nye undtagelsesbehov, der måtte opstå i fremtiden, således at

hyppige

ændringer af loven kan undgås. Udvalget skal dog samtidig understrege, at

generalklausulen som hidtil kun forudsættes anvendt i begrænset omfang og

kun,

hvor der er et klart behov derfor.’

Bl.a. på denne baggrund blev bestemmelsen i den nuværende

offentlighedslovs § 13 vedtaget. Det fremgår af forarbejderne

(Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 229) at det forudsættes at

bestemmelsen

som hidtil kun anvendes i begrænset omfang hvor der er et klart behov derfor,

og i øvrigt henvises der til beskrivelsen i den nævnte betænkning.

Finansministeriet har i sit høringssvar peget på at den

beskyttelsesinteresse som ministeriet lagde vægt på i sit afslag efter § 13,

stk. 1, nr. 6, er anerkendt ved udformningen af § 10, stk. 1, nr. 5,

hvorefter

retten til aktindsigt ikke omfatter ’materiale, der tilvejebringes som

grundlag

for udarbejdelse af offentlig statistik eller videnskabelige

undersøgelser’. Om

baggrunden for bestemmelsen siges det i betænkningen (s. 248) at det ofte er

en

væsentlig forudsætning for at kunne tilvejebringe det for en videnskabelig

såvel som en statistisk undersøgelse nødvendige grundmateriale at den

pågældende

forsker er i stand til på forhånd at sikre den enkeltperson eller virksomhed

der meddeler oplysninger, fuldstændig diskretion med hensyn til identiteten.

Offentlighedslovens § 13, stk. 2, indeholder følgende

bestemmelse:

’§ 13.

Stk. 2. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en

del af et dokument, skal den pågældende gøres bekendt med dokumentets øvrige

indhold.’

Konkret vurdering efter offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6

Finansministeriet har anført at ’der er tale om en undersøgelse

af helt særlige samfundsforhold – blandt andet om centrale forhold

vedrørende

nuværende ministres forhold til deres nærmeste medarbejdere, herunder

departementschefen – af en sådan karakter at det må lægges til grund at

det pågældende

materiale ikke kunne være indsamlet eller være retvisende hvis respondenterne

ikke kunne sikres anonymitet’.

Offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt er præceptive i

den forstand at en myndighed ikke gyldigt kan træffe bestemmelse om eller

tilsagn om diskretion ud over hvad der følger af lovens regler: Se f.eks.

Jon

Andersen

m.fl., Forvaltningsret, (2002), 2. udgave, s.

424 f, Steen Rønsholdt,

Forvaltningsret, (2001), 1. udgave, s. 314, og John Vogter,

Offentlighedsloven

med kommentarer, (1998), 2. udgave, s. 215, med henvisning til

Justitsministeriets vejledning til aktindsigt i personalesager (1997), pkt.

9.

Tilsagn om diskretion er således i sig selv uden betydning for retten til

aktindsigt.

Spørgsmålet er imidlertid om det er udelukket at en myndighed på

forhånd tilkendegiver over for en person at offentlighedslovens undtagelser i

forhold til konkrete oplysninger afgivet af denne vil føre til afslag såfremt

andre skulle anmode om aktindsigt – og sidenhen besvarer eventuelle

anmodninger

i overensstemmelse hermed. Det vil i denne sag sige om en myndighed på

forhånd

kan love en bestemt person anonymitet i forhold til andre når man med

sikkerhed

allerede på dette tidspunkt kan vurdere at betingelserne for afslag til sin

tid

vil være opfyldt.

I forhold til partsaktindsigt efter forvaltningsloven i

afgørelsessager må sådanne forhåndstilkendegivelser nærmest anses for

udelukket; i hvert fald hvis der er tale om vurderinger efter

afvejningsreglen

i forvaltningslovens § 15. Denne regel forudsætter en konkret og aktuel

afvejning af karakteren og styrken af de modstående interesser, jf. f.eks.

Folketingets Ombudsmands beretning for 1987, s. 197*, for 1996, s. 105*, for

1999, s. 226* og s. 472*, og for 2003, s. 552*. De modstående hensyn til

partsaktindsigt i identiteten skal være overordentlig tungtvejende for at de

kan begrunde afslag. Anonymitet umulig- eller vanskeliggør ofte partens

mulighed for via aktindsigts- og partshøringsreglerne at varetage sine

interesser.

Hensynene til parters retssikkerhed i afgørelsessager mv. gør

sig ikke gældende i sager som den foreliggende. Det er ikke en afgørelsessag,

og der er ingen parter. Efter min opfattelse kan brugen af anonyme

spørgeskemaer i det offentlige ikke generelt frakendes relevans, jf. også

Folketingets Ombudsmands beretning for 1996, s. 105, og hensynene bag

undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 10, stk. 1, nr. 5.

I en sag af denne karakter mener jeg derfor ikke det kan afvises

at en myndighed på forhånd og med fornøden sikkerhed kan vurdere om de hensyn

som taler imod aktindsigt efter offentlighedslovens § 13, er tilstrækkeligt

tungtvejende til at de i givet fald vil kunne føre til afslag på aktindsigt.

Anerkendes dette, kan myndigheden også uden at krænke offentlighedsloven give

tilsagn om anonymitet og i sin fremtidige administration af eventuelle

aktindsigtsanmodninger træffe afgørelser i overensstemmelse hermed. Det

forudsætter dog at myndigheden med rette kan lægge til grund at de hensyn som

taler imod aktindsigt, ikke svækkes væsentligt med tiden.

Ved udformningen af spørgeskemaerne med angivne svarmuligheder

og afkrydsningsfelter med vedlagt svarkuvert er der efter min opfattelse

taget

højde for det forhold at spørgeskemaundersøgelserne kunne gennemføres

anonymt,

jf. også ordlyden af Finansministeriets med spørgeskemaerne medsendte

følgeskrivelser. Næppe nogen kan identificere de personer som har udfyldt

afkrydsningsfelterne i svarskemaerne, selv om afkrydsningerne er foretaget

med

håndskrift.

Jeg er enig med Finansministeriet i at det i visse tilfælde

alligevel ud fra spørgeskemaerne kan konstateres hvilke myndigheder og

personer

der er tale om. Dette gør sig efter min opfattelse gældende i forhold til

(dele

af) de af respondenterne tilføjede håndskrevne kommentarer. Et enkelt udfyldt

spørgeskema indeholder dog også øverst på side 1 oplysninger om afsender.

Endvidere har – som nævnt ovenfor – en minister og en

departementschef returneret

spørgeskemaerne i underskrevet form.

De hensyn som Finansministeriet har peget på til støtte for

sikring af anonymitet og dermed afslag på aktindsigt – hensynet til

overhovedet

at få svar fra de ønskede personer, og hensynet til at svar er retvisende

–

mener jeg ikke kan underkendes som usaglige eller uvæsentlige i forhold til

offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Hertil kommer at styrken af disse

modstående hensyn næppe nu kan anses for at være svækket i væsentlig

karakter.

Jeg mener på den baggrund ikke at jeg kan kritisere at

Finansministeriet afslog at meddele Dem aktindsigt i de oplysninger i de

udfyldte svarskemaer som kan henføres til bestemte personer.

For så vidt angår de øvrige oplysninger i svarskemaerne mener

jeg ikke at Finansministeriet kunne afslå aktindsigt, jf. offentlighedslovens

§

13, stk. 2.

Hvis De ønsker at Finansministeriet genoptager sagen i lyset

heraf, anmoder jeg Dem om selv at rette henvendelse til ministeriet.

Jeg foretager mig ikke mere i anledning af Deres henvendelse og

vedlægger de indsendte bilag.”

NOTER: (*) FOB 1987, s. 197,

FOB 1996, s. 105,

FOB 1999, s. 226

og

s. 472, og

FOB 2003, s. 552.

Lignende dokumenter