Spring til indhold

Retsinformation

Nedrivning af ejendom og nedlæggelse af boliger

FOU nr 2004.543UdtalelserFolketinget8. november 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Nedrivning af ejendom og nedlæggelse af boliger

Det fremgik af sagen at Odense Kommune den 21. december 2000

modtog en anmodning om tilladelse til at foretage nedrivning af de

eksisterende bygninger på bl.a. ejendommen X i Odense. I et brev af 30.

december

2000 fremsatte lejerforening A på vegne af tre lejere indsigelse over for

Odense

Kommune mod at der blev meddelt nedrivningstilladelse. Lejerforeningen bad

samtidig om aktindsigt i sagen og om mulighed for at afgive en udtalelse når

sagen var færdigoplyst. I breve af 16. og 22. januar 2001 rykkede

lejerforeningen

kommunen for svar. Lejerforeningen gentog anmodningen om aktindsigt og om at

få lejlighed til at fremsætte en udtalelse i sagen inden kommunen traf

afgørelse,

i et brev af 23. januar 2001.

Den 24. januar 2001 meddelte Odense Kommune lejerforening A at

kommunen havde modtaget lejerforeningens indsigelse, men at kommunen ikke

efter

lovgivningen havde nogen mulighed for at forhindre at en ejer nedriver sin

ejendom. Kommunen sendte samtidig lejerforeningen kopi af samtlige sagens

akter.

I et brev af 25. januar 2001 meddelte Odense Kommune en

nedrivningsgodkendelse angående ejendommen X. Det fremgik af brevet at

kommunen

ikke havde indvendinger mod at ejendommen blev nedrevet, forudsat at visse

nærmere angivne vilkår blev overholdt. I et andet brev af 25. januar 2001

besvarede kommunen lejerforeningens brev af 23. januar 2001. I brevet

henviste

kommunen til at den dagen før havde givet lejerforeningen aktindsigt i sagen.

Samtidig oplyste kommunen at lokalplanen for området først var blevet

Læs alt

vedtaget

den 17. januar 2001 hvilket var grunden til at nedrivningstilladelsen først

blev givet på daværende tidspunkt.

Lejerforening A klagede i et brev af 28. januar 2001 til Odense

Kommune over at kommunen havde truffet afgørelse i sagen før foreningen på

vegne af sine medlemmer havde haft lejlighed til at afgive en udtalelse.

Lejerforeningen klagede endvidere over at nedrivningstilladelsen var i strid

med den af kommunen besluttede helhedsorienterede byfornyelse af den karré

som

ejendommen indgik i. Endvidere anmodede lejerforeningen om at få oplyst om

kommunen havde givet samtykke til nedrivningen i henhold til

boligreguleringslovens § 46.

I et brev af 2. februar 2001 besvarede Odense Kommune

lejerforeningens henvendelse. Kommunen skrev følgende:

”De har i forbindelse med en verserende nedrivningssag (X)

stillet yderligere spørgsmål til sagen.

Vi har følgende bemærkninger:

Den 21. december 2000 modtager Byggesagskontoret ansøgning om

tilladelse til nedrivning af ejendommen (X).

Indsigelse fra Dem modtages den 2. januar 2001, og

nedrivningstilladelse gives den 25. januar 2001. Det betyder, at Deres

indsigelse/udtalelse

i sagen har været vurderet før der er meddelt tilladelse til nedrivning, men

som oplyst til Dem i brev herfra den 25. januar 2001 har vi ingen mulighed

for

at nægte den konkrete ansøgning, om nedrivning, med den lovgivning vi

administrerer.

Med hensyn til aktindsigt er De, som også tidligere meddelt velkommen til at

se

samtlige dokumenter i sagen ved henvendelse her på kontoret. Kopi af alle

sagens akter er dog tidligere fremsendt til Dem (26. januar 2001).

Samtykke til nedlæggelse af boliger (i forhold til

boligreguleringslovgivningen) administreres på den måde at nedrivning gives,

hvis denne er i overensstemmelse med de planmæssige bestemmelser i området. I

den konkrete sag muliggør lokalplanen netop en nedrivning af ejendommen. Det

betyder, at nedrivningen ikke er i strid med

boligreguleringslovgivningen.”

Den 4. februar 2001 anmodede lejerforening A kommunen om

klagevejledning, og i et brev af 6. februar 2001 besvarede kommunen

henvendelsen.

Lejerforeningen klagede i et brev af 15. februar 2001 til

Statsamtet Fyn. Lejerforeningen anførte at nedrivningstilladelsen burde

erklæres ugyldig fordi Odense Kommune forud for afgørelsen ikke havde

partshørt

lejerne i ejendommen, og fordi kommunen havde undladt at udsætte sagens

afgørelse

efter modtagelse af lejerforeningens brev af 30. december 2000.

Lejerforeningen

anførte endvidere at nedrivningstilladelsen var givet på et forkert

retsgrundlag idet reglerne i boligreguleringslovens § 46 sammenholdt med §

52,

stk. 2, ikke havde fundet anvendelse, og idet reglerne i byfornyelsesloven

ikke havde fundet anvendelse.

I anledning af klagen anmodede statsamtet Odense Kommune om en

udtalelse, og kommunen afgav en udtalelse i et brev af 14. marts 2001 til

statsamtet. I udtalelsen gennemgik kommunen forløbet i sagen, og kommunen

beklagede at lejerforeningen ikke havde modtaget kopi af ansøgningen om

nedrivningstilladelse

før den 25. januar 2001, men den tilføjede at lejerforeningen dog var bekendt

med ansøgningen da den allerede den 2. januar 2001 havde gjort indsigelse mod

nedrivningen. Desuden anførte kommunen at den ikke havde mulighed for at

nægte/udskyde tilladelsen til at nedrive bygningen på ejendommen X da

lokalplanen for området netop muliggjorde en nedrivning af den konkrete

ejendom. Kommunen fremhævede at samtykke til nedlæggelse af boliger i forhold

til boligreguleringslovgivningen administreres på den måde at tilladelse til

nedrivning gives hvis denne er i overensstemmelse med de planmæssige

bestemmelser

i området. Herudover anførte kommunen at i den aktuelle sag muliggjorde

lokalplanen en nedrivning af ejendommen, og at det betød at nedrivningen ikke

var i strid med boligreguleringslovgivningen.

Lejerforening A afgav bemærkninger til kommunens udtalelse i et

brev af 20. april 2001 til statsamtet. I brevet fremhævede lejerforeningen

bl.a. at den indtil den 25. januar 2001 alene havde været bekendt med et brev

af 18. december 2000 fra en advokat til Retten i Odense. Endvidere fremhævede

lejerforeningen at den omstændighed at lokalplanen muliggjorde en nedrivning

af ejendommen, ikke medførte at nedrivningen ikke ville være i strid med

boligreguleringslovgivningen.

Endvidere gjorde lejerforeningen gældende at kommunen ikke havde foretaget en

vurdering af lejernes mulighed for at opnå en anden passende bolig.

På vegne af de tre lejere protesterede lejerforening A i brev

af 23. april 2001 mod opsigelserne.

I et brev af 10. juli 2001 til Odense Kommune anførte

statsamtet at det ikke syntes at fremgå tydeligt om byrådet havde givet

samtykke i medfør af boligreguleringslovens § 46 til nedlæggelse af boligerne

i ejendommen X, og statsamtet anmodede derfor kommunen om at oplyse om der

var

givet samtykke, og i givet fald hvornår.

Odense Kommune afgav i et brev af 1. august 2001 en udtalelse

til Statsamtet Fyn. Kommunen oplyste at kommunen den 23. januar 2001

mundtligt

havde givet tilsagn om at nedlæggelse af boligerne kunne finde sted. Kommunen

beklagede samtidig at tilladelsen ikke var meddelt skriftligt til ansøgeren

samtidig med kommunens nedrivningstilladelse.

Lejerforening A fremsatte i brev af 1. oktober 2001 kommentarer

til kommunens brev af 1. august 2001. Foreningen anførte bl.a. at det ikke

var

dokumenteret at kommunen havde truffet en beslutning som anført af kommunen,

og at der i øvrigt ikke ville være tale om en gyldig beslutning da der ikke

var givet meddelelse om den. Foreningen mente heller ikke at

nedrivningstilladelsen var gyldig, da reglerne om aktindsigt var blevet

tilsidesat, og da der ikke var givet foreningen adgang til at komme med en

udtalelse inden tilladelsen blev givet.

I et brev af 22. oktober 2001 bad statsamtet Odense Kommune om

en yderligere udtalelse. Statsamtet anmodede bl.a. kommunen om at oplyse hvem

det mundtlige samtykke som var omtalt i kommunens brev af 1. august 2001, var

givet til, og om at modtage dokumentation fra kommunens byggesag for at der

var

truffet beslutning om at meddele samtykke til nedlæggelse af beboelse.

Odense Kommune oplyste i et brev af 14. november 2001 til

statsamtet at kommunen havde den praksis at godkende anmeldelser om

nedrivning

uanset at kommunen i sådanne sager efter bygningsreglementet kan undlade at

reagere på en anmeldelse om nedrivning, med den virkning at nedrivningen kan

begyndes 4 uger efter den dag anmeldelsen er modtaget. Kommunen oplyste

endvidere

at i denne sag havde kommunen valgt at give en mundtlig og i forhold til

bygherren

stiltiende tilladelse til nedlæggelse af beboelsen, i og med at man ikke

reagerede på den fremsendte ansøgning på anden måde end i tilsvarende

anmeldelsessager.

Den 10. januar 2002 traf Statsamtet Fyn afgørelse i sagen.

Statsamtet fandt ikke at Odense Kommunes afgørelse om nedrivningstilladelse i

henhold til byggeloven led af en sådan retlig mangel at den var ugyldig.

Statsamtet anførte bl.a. følgende:

”Som tidligere meddelt kan kommunalbestyrelsens afgørelser

vedrørende forhold der er omfattet af byggeloven påklages til statsamtet for

så vidt angår retlige spørgsmål. Spørgsmålet om forvaltningslovens regler er

overholdt, er et retligt spørgsmål, som statsamtet kan tage stilling til.

Ved vurderingen af om en person er part i en sag, må man se på,

hvilket hensyn den pågældende lov varetager. Byggeloven sikrer, at kommunen

ved anmeldelse af nedrivning kan tilgodese de ordens- og sikkerhedsmæssige

hensyn, der kan opstå i forbindelse med nedrivning af bebyggelsen. Byggeloven

varetager ikke lejernes interesser i en nedrivningssag. Lejernes interesser

varetages i boligreguleringsloven og lejeloven.

Lejerne findes herefter ikke at være part i selve byggesagen om

nedrivning, og statsamtet finder derfor ikke, at kommunens afgørelse lider af

en retlig mangel ved at lejerne ikke er blevet partshørt, inden der blev

meddelt godkendelse til nedrivning i henhold til byggeloven.

Vedrørende spørgsmålet om samtykke i henhold til

boligreguleringslovens § 46 må statsamtet konstatere, at der er uklarhed om

samtykkets tilvejebringelse og form, men statsamtet kan ikke afvise, at der

er

sket en selvstændig sagsbehandling i byggesagskontoret, som ved delegation

har

kompetencen til at træffe afgørelse herom. Statsamtet finder endvidere, at

den

meddelte nedrivningsgodkendelse af 25. januar 2001, der er en begunstigende

forvaltningsakt, af ansøgeren, ( ), kan opfattes både som en godkendelse i

henhold til byggeloven og et samtykke i henhold til boligreguleringsloven.

Statsamtet finder herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at

kunne fastslå, at betingelsen i bygningsreglementet om kommunens samtykke i

henhold til boligreguleringslovens § 46 til nedlæggelse af boliger ved

nedrivning

ikke er opfyldt.

Spørgsmålet om indholdet af det af kommunen givne samtykke i

medfør af boligreguleringsloven kan statsamtet ikke behandle, idet statsamtet

alene kan efterprøve, om kommunen ved nedrivningsgodkendelsen i henhold til

byggeloven har påset, om der foreligger et samtykke.

Spørgsmålet om kommunen burde have truffet en

byfornyelsesbeslutning, således at reglerne i byfornyelsesloven vedrørende

genhusning m.v. kunne have fundet anvendelse, vedrører ikke et spørgsmål i

henhold til byggeloven, som statsamtet kan behandle.

På denne baggrund finder statsamtet ikke at kunne fastslå, at

kommunens afgørelse om at meddele nedrivningsgodkendelse i henhold til

byggeloven lider af en sådan retlig mangel, at den er ugyldig, og statsamtet

kan derfor ikke give lejerforeningen medhold i klagen.”

Advokat B klagede herefter på vegne af de tre lejere i brev af

8. marts 2002 til mig. Advokaten gjorde bl.a. gældende at Odense Kommune ikke

havde overholdt reglerne i bygningsreglementet om samtykke til nedlæggelse af

boliger, at E’s klienter måtte anses for parter i en sag om nedlæggelse

af deres

boliger, og at E’s klienter i henhold til forvaltningslovens §§ 11 og 21

burde

have haft aktindsigt og mulighed for at afgive en udtalelse forinden

nedrivningstilladelsen blev givet.

Statsamtet svarede i brev af 11. april 2002 på E’s indsigelser.

Statsamtet anførte følgende:

”

Vedrørende Deres påstand om at lejerne i (X) er part i sagen, og

at de burde have haft aktindsigt og mulighed for at afgive udtalelse forinden

nedrivningsgodkendelsen blev meddelt, skal statsamtet udtale, at statsamtet,

som anført i afgørelsen af 10. januar 2002, ikke finder, at lejerne er part i

selve byggesagen om nedrivning. Statsamtet administrerer byggeloven og skal i

den forbindelse efterprøve om kommunen har påset, om der foreligger samtykke

i

henhold til boligreguleringsloven. Statsamtet har ikke udtalt sig om,

hvorvidt

lejerne er part i sagen om nedlæggelse af boligerne i henhold til

boligreguleringsloven.

Da lejerne ikke anses for part i byggesagen om nedrivning, lider

kommunens afgørelse ikke af en retlig mangel ved, at lejerne ikke har fået

aktindsigt og er partshørt i henhold til forvaltningsloven.

Vedrørende spørgsmålet om hvorvidt der er meddelt samtykke til

nedlæggelse af boligerne i henhold til boligreguleringsloven kan statsamtet

føje til afgørelsen af 10. januar 2002, at der ikke i forvaltningsloven

stilles

krav om, at en afgørelse skal være skriftlig, såfremt den giver en person

fuldt

ud medhold. I øvrigt henvises til afgørelsen af 10. januar 2002.

”

I brev af 19. april 2002 klagede advokat B til mig på ny.

Advokaten anførte bl.a. at det ikke er muligt, som statsamtet har forsøgt, at

skille spørgsmålet om nedrivningsgodkendelse efter byggelovgivningen fra

spørgsmålet om nedlæggelse af boliger i henhold til boligreguleringsloven.

Advokaten anførte videre at hvis kommunen vil meddele en

nedrivningsgodkendelse, skal det påses at reglerne i boligreguleringsloven om

nedlæggelse af boliger er overholdt, og at lejere i de pågældende boliger på

baggrund af deres direkte, individuelle og væsentlige interesse må anses for

parter i sagen.

I breve af 15. januar 2003 bad jeg Statsamtet Fyn og Odense

Kommune om udtalelser i sagen.

Kommunen har i en udtalelse af 18. februar 2003 bl.a. anført

følgende:

”Boligreguleringslovens kap. 7 er i det hele et regelsæt, der

giver primært kommunerne i de regulerede områder en mulighed for at sikre en

rimelig udnyttelse af den forhåndenværende boligmasse.

Kapitlet har hovedsageligt været anvendt i København og de

større provinsbyer, hvor man særligt i København skulle sikre sig, at boliger

ikke blev nedlagt, sammenlagt eller nedrevet, under hensyn til boligmanglen,

der tidligere var udtalt, særlig i København.

I Odense Kommune, hvor boligsituationen de sidste 20 år ikke

har været anstrengt, har kapitlet primært været anvendt til at sikre, at

boligmassen i den indre by blev bevaret, således at byen ikke blev

mennesketom

ved almindelig forretningstids ophør. I alle andre områder i Odense Kommune,

er

der løbende og normalt betingelsesløst, givet tilladelser til nedlægning og

sammenlægning af boligmassen.

I den her omhandlede sag er samtykke efter

boligreguleringslovens § 46 en betingelse for, at den ansøgte

nedrivningstilladelse ikke afslås, og altså en delafgørelse i forhold til

byggeloven.

Da Odense Kommune ikke har anset lejerne som parter i sagen om

samtykke til nedlæggelse af boligerne, fordi lejernes interesser og

beskyttelse ligger i lejeloven, har forvaltningslovens regler ikke været

bragt

i anvendelse i denne del af sagen. Man har dog alligevel, som det fremgår af

korrespondancen givet lejerforening (A) den aktindsigt der er bedt om,

ligesom

man har været bekendt med lejernes indsigelser i sagen, der som nævnt er

indgået i behandlingen af byggesagen. Såfremt man havde giver lejerne

partstatus

i sagen, ville dette ikke have ændret afgørelsen, da partshøringen som

bekendt

ikke er imperativ, og da kommunens interesse klart var i overensstemmelse med

lokalplanen for området at give plads for nyt og tidssvarende byggeri.

Til spørgsmålet om, hvilken betydning det måtte have at

kommunens samtykke ikke er meddelt de 3 lejere, skal man anføre, at man

herfra

ikke tillægger det selvstændig betydning, da lejernes interesser i sagen

varetages

af lejeloven og sikres og håndhæves af boligretten.”

Statsamtet Fyn har i brev af 28. marts 2003 bl.a. anført

følgende:

”

1) Statsamtet bedes

uddybe sin begrundelse for ikke at anse lejerne for parter i sagen og

forinden

indhente en udtalelse fra kommunen.

Der vedlægges kopi af kommunens udtalelse af 18. februar 2003.

Statsamtet kan ikke tilføje væsentligt nyt til det allerede

anførte i afgørelser af 10. januar og 11. april 2002. Statsamtet har ved

fastlæggelsen af partsbegrebet lagt til grund, at lejernes væsentlige

interesse

i sagen ikke relateres til byggelovens bestemmelser, der er af byggeteknisk

art, men til boligreguleringsloven og lejeloven, der varetager lejernes

interesser, og som for lejelovens vedkommende giver adgang til at indbringe

spørgsmålet for domstolene.

2) Statsamtet bedes udtale

sig om intensiteten af den prøvelse, statsamtet skal foretage vedrørende

samtykke i henhold til boligreguleringsloven.

I bygningsreglementet er angivet, hvilke love kommunen skal

påse, inden byggetilladelse (nedrivningstilladelse) meddeles. Statsamtet skal

således efterprøve, om kommunen har påset disse love.

Statsamtet er af den opfattelse, at afgørelserne, truffet i

henhold til de enkelte love, skal efterprøves af den myndighed, der er

klageinstans for den pågældende lov. Statsamtet har ikke kompetence til at

efterprøve en anden administrativ myndigheds afgørelse, i det konkrete

tilfælde kommunens, bortset fra tilfælde, hvor der er klageadgang til

statsamtet.

Statsamtet skal således alene konstatere, om den pågældende

lovgivning er påset af kommunen.

Da statsamtet ikke er klageinstans for boligreguleringsloven,

har statsamtet ikke kompetence til at efterprøve det givne samtykke.

Statsamtet er opmærksom på, at der ikke er klageadgang i

boligreguleringsloven,

men lejernes interesser vil i givet fald blive varetaget af boligretten, jf.

lejeloven, såfremt en opsigelse forelægges boligretten.”

Advokat B kommenterede myndighedernes udtalelser i et brev af 8.

april 2003 hvor han bl.a. anførte følgende:

”Såvel Odense Kommune som Statsamtet Fyn anfører, at de ikke føler

sig forpligtet til at varetage lejeres interesser i forbindelse med

tilladelse

til nedlæggelse af de pågældende lejeres boliger, fordi lejernes interesser

vil blive varetaget af boligretten. Det skulle således slet ikke være

nødvendigt at beskytte lejerne af de boliger, der skal nedlægges ved at

inddrage hensynet til dem i beslutningen om nedlæggelse af boliger.

Denne holdning må bero på en misforståelse. Boligretten kan

ikke tilsidesætte en beslutning om nedlæggelse af en bolig i forbindelse med

en sag om berettigelsen af en opsigelse af et lejemål. Boligretten prøver

alene om betingelserne for, at en opsigelse er nødvendig, er til stede, og

det

vil navnlig sige, om der er meddelt nedrivningstilladelse og om reglerne om

tilbud af ny bolig er overholdt, i de tilfælde hvor det skal ske. Såfremt en

nedrivningstilladelse foreligger, vil boligretten acceptere at en opsigelse

er

berettiget.

Vil man som lejer angribe nedrivningstilladelsen – herunder

tilladelsen til nedlæggelse af boligen, må man udnytte den administrative

rekurs og herefter eventuelt anlægge sag ved den normale civilret. Der vil

ikke være tale om en boligretssag, hvori sagkyndige boligdommere skal

medvirke.

Det vil være muligt at få udsat behandlingen af en boligretssag

om berettigelsen af udlejers opsigelse af lejemålet, afventende behandlingen

af

en sag – først i det administrative system og senere eventuelt hos

domstolene

– om nedrivningstilladelsens berettigelse.

Det bemærkes, at i nærværende sag har udlejer ikke haft pligt

til at anvise de opsagte lejere lejemål i den ejendom, der skal bygges i

stedet

for den nedrevne, da det på opsigelsestidspunktet endnu ikke var klart

hvilken

form for lejemål, der ville blive bygget (eksempelvis ældreboliger eller

andre

særlige lejemål).

Kommunen kunne f.eks. have sikret lejerne ved at betinge

samtykke til nedlæggelse af boliger af, at lejerne fik tilbud om

erstatningslejemål

af nogenlunde samme kvalitet, beliggenhed, art, størrelse, udstyr og pris.

Dette sker i andre kommuner i landet. Eller kommunen kunne have sikret

lejerne

ved, ikke at meddele tilladelse til nedlæggelse af boliger, førend det var

afklaret, hvilken form for boliger, der skulle bygges i stedet, således at

udlejers forpligtelse i medfør af lejeloven til at tilbyde lejerne bolig i

nybyggeriet eventuelt trådte i kraft.

Bemærkningerne om at boligsituationen ikke er anstrengt i Odense

Kommune, savner vist realitet. Det er ikke ubetinget nemt at finde en

lejebolig af ordentlig kvalitet og til en ordentlig pris i Odense og Odense

er

en studieby, hvor nyankomne studerende 2 gange om året lægger pres på

boligmarkedet.

Bemærkninger om, at en partshøring ikke ville have ændret sagens

udfald, er mildest talt uheldige. Ingen kan – forhåbentligt – på

forhånd udtale

sig om effekten af noget, som ikke har fundet sted. Og kommunens udsagn er

vel

ikke udtryk for, at parters eventuelle bemærkninger og synspunkter

overhovedet

ikke vil blive tillagt nogen vægt, fordi beslutningen allerede er truffet

forinden synspunkterne er hørt!

Statsamtets bemærkninger om, ikke at være rette klageinstans i

forhold til samtykke efter boligreguleringslovens § 46, må afvises, allerede

fordi Statsamtet er klageinstans i forhold til Byggeloven. Det er en

betingelse

for at kunne give en nedrivningstilladelse i henhold til Byggeloven, at visse

specifikt nævnte love er overholdt – herunder boligreguleringslovens §

46.

Afgørelsen efter boligreguleringslovens § 46 er altså en delafgørelse i

forhold

til Byggeloven og som sådan en integreret del af den endelige afgørelse, som

ikke i klagemæssig henseende kan splittes i to særskilte afgørelser, som skal

indbringes for to forskellige klageinstanser. En samlet beslutning må også i

relation til klageadgang behandles samlet.”

Statsamtet Fyn oplyste i brev af 9. maj 2003 at statsamtet ikke

havde bemærkninger til advokat B’s brev.

Ombudsmandens udtalelse

”1.

Boligreguleringsloven (bekendtgørelse nr. 348 af 14. maj 2001 af lov om

midlertidig regulering af boligforholdene) indeholder følgende bestemmelser i

§ 46, stk. 1, og §§ 51 og 52:

§ 46.

Uden kommunalbestyrelsens samtykke er det ikke tilladt at nedlægge en bolig

helt eller delvis. Dette gælder, hvad enten nedlæggelsen sker ved nedrivning,

ved hel eller delvis sammenlægning af 2 eller flere boliger eller ved, at

boligen helt eller delvis tages i brug til andet end beboelse. Hvad der er

fastsat i 1. og 2. pkt., gælder tilsvarende for enkeltværelser, der hidtil

har været benyttet til beboelse, når værelserne ikke er en del af udlejerens

beboelseslejlighed eller en del af et en- eller tofamilieshus, som udlejeren

bebor.

§ 51.

Kommunalbestyrelsens

svar på en ansøgning om samtykke i henhold til §§ 46, 47 og 50 skal foreligge

senest 6 uger efter, at kommunalbestyrelsen har modtaget ansøgningen eller

den dokumentation, som kommunalbestyrelsen har udbedt sig.

Stk. 2.

Er boligen

ledig, kan kommunalbestyrelsen kun nægte samtykke, hvis boligens fortsatte

anvendelse til helårsbeboelse er påkrævet af hensyn til boligsøgende i

kommunen.

Stk. 3.

Har kommunalbestyrelsen

nægtet samtykke, kan ejeren anmode kommunalbestyrelsen om i medfør af § 48,

stk. 3, at anvise en lejer til boligen. Såfremt kommunalbestyrelsen ikke

senest 6 uger efter anmodningen anviser en lejer, anses kommunalbestyrelsens

samtykke for meddelt.

§ 52.

Forinden

kommunalbestyrelsens samtykke foreligger, må boligen ikke tages i brug til

andet formål end helårsbeboelse. Ej heller må nogen bygningsforandring

el.lign. iværksættes med henblik på sammenlægning eller omdannelse til andet

brug end beboelse. Handles der i strid hermed, kan kommunalbestyrelsen kræve

den tidligere tilstand genoprettet.

Stk. 2.

Fremgår det af

den begrundelse, der ledsager en opsigelse, eller godtgøres det på anden

måde,

at opsigelsen er afgivet med det formål at tilvejebringe en tilstand som

angivet i § 46, § 47 eller § 50, er det en betingelse for opsigelsens

gyldighed,

at kommunalbestyrelsens samtykke foreligger ved opsigelsens afgivelse.’

Cirkulære nr. 212 af 4. december 1979 om boligreguleringsloven

indeholder bl.a. følgende under pkt. 51 og 57:

’Nedrivning

af bygninger

51.

Samtykke til

nedrivning kan nægtes dels under hensyn til boligsituationen i kommunen og

dels

under hensyn til ejendommens lejere, herunder disses muligheder for at opnå

anden passende bolig.

Nedrivning kan dog ske uden særlig tilladelse, dersom en i

strid med bygge- eller byplanlovgivningen opført bygning forlanges nedrevet

af

vedkommende myndigheder, eller der i henhold til lov om boligtilsyn er

truffet endelig beslutning om forbud mod en bygnings benyttelse til beboelse

eller ophold for mennesker, og forbudet er trådt i kraft.

57.

I det omfang,

bestemmelserne indeholder bemyndigelse til at nægte samtykke, er det overladt

til kommunalbestyrelsen alene at skønne over, om samtykke bør meddeles.

Kommunalbestyrelsens afgørelse må træffes efter en samlet overvejelse af på

den ene side de grunde, der taler for at imødekomme ansøgerens ønske, på den

anden side hensynet til boligudnyttelsen i kommunen.’

Byggeloven (lovbekendtgørelse nr. 452 af 24. juni 1998 med

senere ændringer) indeholder følgende bestemmelser i § 16, stk. 3, og § 23,

stk. 1:

’

§ 16.

Stk. 3.

I

bygningsreglementet kan der fastsættes bestemmelser om, at

kommunalbestyrelsen

ikke må meddele tilladelse efter stk. 1, før der er meddelt nødvendig

tilladelse efter anden lovgivning til det ansøgte.

§ 23.

Kommunalbestyrelsens

afgørelser vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, jf. dog § 12,

stk.

7, §

16 A, stk. 4,

og §

18 A, stk. 4,

kan, for så vidt angår retlige spørgsmål påklages til statsamtet, i

Københavns

og Frederiksberg Kommuner til Københavns Overpræsidium.’

Bygningsreglementet af 1. april 1995 indeholder følgende

bestemmelser i kapitel 1.6, stk. 1, litra g, og stk. 2, samt i kapitel 1.8,

stk. 1:

’1.6

Byggearbejder, der skal anmeldes

Stk. 1.

Følgende

byggearbejder kan udføres efter anmeldelse til kommunalbestyrelsen:

g. Nedrivning af bebyggelser.

Stk. 2.

Har

kommunalbestyrelsen ikke reageret inden 4 uger fra den dag, anmeldelsen er

modtaget, kan byggearbejdet påbegyndes. For jordbrugserhvervets avls- og

driftsbygninger og vindmøller er fristen dog 2 uger.

1.8

Forhold til anden lovgivning

Stk. 1.

Inden der kan

gives byggetilladelse og ved anmeldelser, skal kommunalbestyrelsen undersøge,

om byggearbejdet er i strid med følgende anden lovgivning: Lov om

planlægning, lov om naturbeskyttelse, lov om bygningsfredning, lov om skove,

lov om miljøbeskyttelse, lov om affaldsdepoter, lov om arbejdsmiljø, lov om

offentlige veje, lov om private fællesveje, lov om sanering, lov om

byfornyelse, lov om varmeforsyning, lov om midlertidig regulering af

boligforholdene, beredskabsloven, museumsloven og lov om

stormflodserstatning.’

Bygge- og Boligstyrelsens vejledning nr. 130 af 31. juli 1995 om

kommunalbestyrelsens lovgennemgang i byggesager opregner de love og

lovbestemmelser ud over byggeloven hvis overholdelse kommunalbestyrelsen skal

påse. Det fremgår af vejledningen at kommunalbestyrelsen har pligt til at

påse

at denne lovgivning er overholdt før der gives byggetilladelse eller inden

udløbet af fristerne på henholdsvis fire og to uger ved anmeldelse af

byggearbejder.

Boligreguleringslovens §§ 46 og 52 er omtalt i vejledningens pkt. 12.

Som det fremgår, skal et samtykke til nedlæggelse af en bolig

meddeles ejendommens ejer (eller dennes repræsentant) af den pågældende

kommune. Før kommunens samtykke foreligger, må boligen ikke tages i brug til

andet formål end helårsbeboelse, og der må heller ikke iværksættes nogen

bygningsforandring eller lignende med henblik på sammenlægning eller

omdannelse

til andet brug end beboelse. Disse regler fremgår af boligreguleringsloven,

mens reglerne angående nedrivning af en ejendom er indsat i

bygningsreglementet

af 1. april 1995 som er udstedt i henhold til byggeloven. Det fremgår af

bygningsreglementet at et nedrivningsarbejde skal anmeldes til kommunen, men

at der ikke stilles krav om at der foreligger et udtrykkeligt samtykke fra

kommunen i forbindelse med et nedrivningsarbejde idet arbejdet kan påbegyndes

hvis blot kommunen ikke har reageret inden fire uger efter at den har

modtaget

anmeldelsen. Kommunen har imidlertid pligt til, når den modtager en

anmeldelse

om et nedrivningsarbejde, at påse at der er meddelt de nødvendige tilladelser

efter anden lovgivning, herunder boligreguleringslovens § 46.

Kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende forhold der er omfattet af

byggeloven og bygningsreglementet, kan påklages til statsamtet for så vidt

angår retlige spørgsmål. Derimod er der ikke indsat regler i

boligreguleringsloven

om at der er adgang til administrativ klage over en kommunes afgørelse.

Sagen rejser spørgsmål om hvorvidt statsamtet skulle påse at der

forelå et gyldigt samtykke til nedlæggelse af de pågældende boliger, om der

var blevet meddelt et sådant samtykke, og om de lejere som blev berørt af

nedlæggelsen, skulle anses for parter i sagen om kommunens samtykke. Desuden

rejser sagen spørgsmål om hvorvidt den praksis som kommunen følger i sager om

samtykke til nedlæggelse af boliger, er i overensstemmelse med

boligreguleringsloven. Endelig opstår der spørgsmål om hvorvidt de pågældende

lejere også skulle anses for parter i sagen om nedrivningen af ejendommen.

2.

Hvad angår

spørgsmålet om statsamtets kompetence, fremgår det af byggelovens § 23 at

kommunalbestyrelsens

afgørelser vedrørende forhold der er omfattet af byggeloven (og

bygningsreglementet),

kan påklages til statsamtet for så vidt angår retlige spørgsmål. Byggelovens

§

23, stk. 1, fastlægger visse begrænsninger i denne klageadgang, men de har

ikke

betydning i den foreliggende sag. Reglen om at nedlæggelse af en bolig kræver

samtykke fra kommunalbestyrelsen, fremgår ikke af byggeloven, men af

boligreguleringsloven, og der er derfor ikke adgang til at klage over en

afgørelse

om dette spørgsmål til statsamtet. Men da det må anses for et retligt

spørgsmål

efter byggeloven om kommunalbestyrelsen har undladt at påse om et anmeldt

byggearbejde er i strid med bl.a. reglerne i boligreguleringsloven, kan dette

spørgsmål derimod indbringes for statsamtet.

Det følger af forvaltningsrettens almindelige regler at en

forvaltningsmyndigheds afgørelse skal meddeles afgørelsens adressat. En

afgørelse har ikke retsvirkninger i forhold til afgørelsens adressat før

adressaten har fået meddelelse om afgørelsen. At dette også gælder for

afgørelse om samtykke i henhold til boligreguleringslovens § 46, fremgår

bl.a.

af at det i lovens §§ 51 og 52 er bestemt at kommunalbestyrelsen skal afgive

et svar på en ansøgning herom inden en nærmere angiven frist, og at boligen

ikke må tages i brug til andet formål end helårsbeboelse før

kommunalbestyrelsens

samtykke foreligger.

Efter forvaltningsrettens almindelige regler er det ikke kun

afgørelsens adressat, men også sagens øvrige parter der skal have meddelelse

om afgørelsen. Manglende underretning vil dog normalt ikke medføre at

afgørelsen anses for ugyldig, men kun at en eventuel klagefrist suspenderes

indtil underretningen er givet. Jeg henviser til Karsten Loiborg mfl.,

Forvaltningsret,

2. udgave (2002), s.

605 f.

I den foreliggende sag blev spørgsmålet om samtykke efter

boligreguleringslovens § 46 ikke omtalt i brevet af 21. december 2000 til

Odense Kommune hvori der blev ansøgt om tilladelse til nedrivning af

bygningerne

på ejendommen. Heller ikke i kommunens svar af 25. januar 2001 eller i de

medfølgende standardvilkår for nedrivning blev dette spørgsmål omtalt.

Kommunens svar og de medfølgende standardvilkår rummede ikke i øvrigt

henvisninger til boligreguleringsloven, men derimod var der i begge

dokumenter

henvist til bestemmelser i byggeloven.

Odense Kommune har oplyst over for statsamtet at kommunen havde

valgt at give en mundtlig og i forhold til bygherren stiltiende tilladelse

til

nedlæggelsen af beboelsen, i og med at kommunen ikke reagerede over for

ansøgningen om nedrivning. De akter jeg har modtaget fra kommunen og

statsamtet, indeholder dog ikke noteringer der viser at kommunen har taget

stilling til spørgsmålet om nedlæggelsen af beboelsen før spørgsmålet

efterfølgende

blev rejst af lejerforening (A). Statsamtet har anført at der er uklarhed om

samtykkets tilvejebringelse og form, men at statsamtet ikke kan afvise at der

er sket en selvstændig sagsbehandling i byggesagskontoret som ved delegation

havde kompetencen til at træffe afgørelse herom. Endvidere har statsamtet

anført at den meddelte nedrivningsgodkendelse af 25. januar 2001, der var en

begunstigende forvaltningsakt, af ansøgeren kan opfattes både som en

godkendelse i henhold til byggeloven og et samtykke i henhold til

boligreguleringsloven.

Jeg forstår det af kommunen oplyste således at afgørelsen om

samtykke ikke blev meddelt ejendommens ejer eller dennes repræsentant, men at

kommunen forudsatte at ejeren forstod at den omstændighed at kommunen ikke

gav

meddelelse om samtykke, indebar at et samtykke var blevet givet. Selv om det

ikke kan afvises at kommunen i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om

nedrivningstilladelse tog stilling også til spørgsmålet om samtykke til

nedlæggelse af de pågældende boliger, er der ikke belæg for at antage at der

er blevet ansøgt om et sådant samtykke, og der er heller ikke grundlag for at

antage at kommunen har meddelt et sådant samtykke. Under disse omstændigheder

kan der efter min opfattelse ikke lægges vægt på overvejelser om hvorledes

ansøgeren kan have opfattet kommunens svar i forhold til spørgsmålet om

samtykke

til nedlæggelse af boliger.

Statsamtet har anført at det ikke har tilstrækkeligt grundlag

for at fastslå at betingelsen i bygningsreglementet om kommunens samtykke i

henhold til boligreguleringslovens § 46 ikke er opfyldt. Jeg er ikke enig i

denne opfattelse. Den omstændighed at det ikke kan afvises at kommunen i

forbindelse med behandlingen af ansøgningen om nedrivningstilladelse tog

stilling

også til spørgsmålet om samtykke til nedlæggelse af de pågældende boliger, er

ikke tilstrækkeligt til at kommunen har opfyldt sine forpligtelser da

kommunen

skulle give meddelelse om samtykket til ansøgeren. I den foreliggende sag gav

kommunen ikke meddelelse om samtykket, og den nævnte betingelse kan derfor

ikke anses for opfyldt.

Odense Kommune har anført at kommunen ikke har anset lejerne i

ejendommen for parter i sagen om samtykke til nedlæggelse af boligerne fordi

lejernes interesser og beskyttelse ligger i lejeloven. Det fremgår imidlertid

af cirkulæret om boligreguleringsloven, pkt. 51, at samtykke kan nægtes bl.a.

under hensyn til ejendommens lejere, herunder disses muligheder for at opnå

anden passende bolig. Herefter, og da lejerne havde en individuel og

væsentlig

interesse i sagen, kan jeg ikke tiltræde kommunens opfattelse. Forudsat at

det

kan lægges til grund at Odense Kommune i forbindelse med behandlingen af

byggesagen tog stilling også til spørgsmålet om samtykke til nedlæggelse af

de

pågældende boliger, skulle kommunen have underrettet lejerne om denne

afgørelse.

Jeg anser det for kritisabelt at kommunen tilsidesatte lovgivningens regler

om

at en afgørelse om samtykke til nedlæggelse af boliger skal meddeles

afgørelsens

adressat og sagens øvrige parter.

Forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985 med senere

ændringer) indeholder følgende bestemmelse i § 21:

’

§ 21.

Den, der er

part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling forlange, at

sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen.

Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i

stk. 1 gælder ikke, hvis

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens

afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at

burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der

taler imod en sådan udsættelse, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten

adgang til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.’

Lejerforening A anmodede i brev af 30. december 2000 Odense

Kommune om aktindsigt og om adgang til, når sagen var blevet færdigoplyst, at

afgive en udtalelse. Anmodningen blev indgivet på vegne af tre af foreningens

medlemmer som boede i den pågældende ejendom. Forudsat at det kan lægges til

grund at Odense Kommune i forbindelse med behandlingen af byggesagen tog

stilling også til spørgsmålet om samtykke til nedlæggelse af de pågældende

boliger, burde kommunen have udsat denne afgørelse indtil foreningen havde

haft

lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Hvis kommunen anså det for

tvivlsomt om anmodningen fra foreningen kun omfattede sagen om nedrivning af

ejendommen eller både denne sag og sagen om samtykke til nedlæggelse af

boligerne, burde kommunen have søgt at få dette spørgsmål afklaret ved en

henvendelse til foreningen.

Som nævnt havde Odense Kommune i forbindelse med sin behandling

af sagen om nedrivning af ejendommen pligt til at påse at der var meddelt

samtykke i henhold til boligreguleringslovens § 46. Dette spørgsmål skulle

afklares inden fristen på fire uger udløb, således at kommunen hvis et sådant

samtykke ikke forelå kunne reagere over for ejendommens ejer eller dennes

repræsentant. Kommunen undlod imidlertid at reagere selv om der ikke var

meddelt samtykke i henhold til boligreguleringslovens § 46. Jeg anser det for

kritisabelt at kommunen tilsidesatte sin pligt til at reagere over for

ejendommens ejer, og at statsamtet undlod at fastslå at kommunen havde

tilsidesat denne pligt.

3.

Odense Kommune har

om sin praksis på området oplyst at kommunen i sager om nedrivning af

ejendomme

giver samtykke til nedlæggelse af de pågældende boliger, forudsat at

nedrivningen

er i overensstemmelse med de planmæssige bestemmelser for området. Denne

praksis kan ikke anses for at være i overensstemmelse med

boligreguleringsloven. Som det fremgår af cirkulæret om loven, pkt. 51 og 57,

har kommunen pligt til at træffe afgørelse efter en samlet overvejelse af på

den ene side de grunde der taler for at imødekomme ansøgningen om samtykke,

og

på den anden side de grunde som taler imod. I den forbindelse skal kommunen

inddrage dels hensynet til boligsituationen i kommunen, dels hensynet til

ejendommens

lejere, herunder disses muligheder for at opnå anden passende bolig. Det kan

ikke anses for tilstrækkeligt at kommunen kun inddrager spørgsmålet om

hvorvidt

nedrivningen er i overensstemmelse med de planmæssige bestemmelser for

området. Jeg anser det for kritisabelt at kommunen har truffet afgørelse i

sagen efter en praksis som ikke kan anses for at være i overensstemmelse med

boligreguleringsloven.

Jeg har gjort Odense Kommune bekendt med min opfattelse. Jeg

har overvejet at henstille til kommunen at genoptage sagens behandling, men

da

jeg går ud fra at nedrivningen er gennemført, har jeg ikke ment at have

grundlag herfor. Derimod har jeg henstillet til kommunen at foretage de

ændringer af kommunens praksis som er nødvendige for at bringe den i

overensstemmelse med boligreguleringsloven. Jeg har anmodet Odense Kommune om

at underrette mig om hvilke ændringer af sin praksis kommunen gennemfører.

4.

Statsamtet Fyn har

anført at de pågældende lejere ikke kunne anses for parter i sagen om

nedrivning

af ejendommen. I den forbindelse har statsamtet henvist til at ved

vurderingen

af om en person er part i en sag, må man se på hvilket hensyn den pågældende

lov varetager. Statsamtet har peget på at lejernes interesser varetages i

boligreguleringsloven og lejeloven, mens byggeloven sikrer at kommunen ved

anmeldelse af nedrivning kan tilgodese de ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn

der kan opstå i forbindelse med nedrivning af bebyggelsen. Det er derfor

statsamtets opfattelse at byggeloven ikke varetager lejernes interesser i en

nedrivningssag.

Som tidligere nævnt anses personer for parter i en sag når de

har en væsentlig og individuel interesse i sagens udfald. At interessen skal

være væsentlig, indebærer at afgørelsen skal angå den pågældendes forhold med

en vis intensitet og styrke, herunder at der skal være et vist direkte

forhold

mellem den involverede interesse og parten. Spørgsmålet om hvorvidt en

interesse

er tilstrækkelig væsentlig, vil ofte opstå i situationer hvor der er tale om

en

afledet interesse.

Ved bedømmelsen af om en afledet interesse er tilstrækkelig

væsentlig til at kunne medføre partsstatus, må der foretages en konkret

vurdering hvorunder bl.a. mængden og arten af de led der indgår imellem

sagens

udfald og den aktuelle betydning for den pågældende, tages i betragtning, jf.

Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 69 ff, og Jens Garde

mfl., Forvaltningsret – Sagsbehandling, 5. udgave (2001), s. 174 ff.

Jeg er enig med statsamtet i at det i forbindelse med

vurderingen af om en person er part i en sag, er relevant at se på hvilke

hensyn den pågældende lov varetager. Dette trådte eksempelvis frem i den sag

som er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 2000, s. 132 ff*.

Denne sag drejede sig bl.a. om hvorvidt en nabo til et byggeri var

klageberettiget efter byggelovens § 23. Ifølge lovens forarbejder er kredsen

af klageberettigede sammenfaldende med den almindelige forståelse af hvem der

kan anses for part i en afgørelsessag. I min udtalelse pegede jeg på at der

ved bedømmelsen af spørgsmålet om klageberettigelse måtte foretages en

afvejning af naboens retlige interesse i byggeriet på baggrund af de hensyn

som

varetages af det retsgrundlag der blev påberåbt. Jeg fremhævede at der i

byggelovens § 12 er en udtømmende regel som skal sikre omliggende ejendomme

mod skader i forbindelse med udgravning, ændring af terrænhøjde mv.

Afgørelser

i henhold til § 12 kan imidlertid ikke påklages til anden administrativ

myndighed, og det ville efter min opfattelse være en omgåelse af denne

klagebegrænsning hvis hensyn af den art som er varetaget af § 12, kunne

medføre

at naboen blev anset for klageberettiget.

Jeg henviser endvidere til Østre Landsrets dom af 31. januar

2000 som er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen, 2000, s. 2165 ff. Ved dommen

fandt landsretten at en lejer i Københavns Lufthavn ikke havde en selvstændig

væsentlig individuel miljømæssigt værnet interesse i en sag om en

miljøgodkendelse

til lufthavnen, og at lejeren derfor ikke kunne klage over afgørelsen til

Miljøklagenævnet.

Jeg er ligeledes enig i det af statsamtet anførte hvorefter

byggeloven sikrer at kommunen ved anmeldelse af nedrivning kan tilgodese de

ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn der kan opstå i forbindelse med

nedrivning af bebyggelsen. De hensyn som varetages af kommunalbestyrelsen, er

dog ikke begrænset hertil. Byggelovens § 16, stk. 3, fik sin nuværende

affattelse

ved lov nr. 193 af 9. maj 1984 om ændring af byggelov. Formålet med

lovændringen

var at sikre en styrket håndhævelse af den lovgivning, ud over byggeloven og

bygningsreglementerne, som har væsentlig betydning for byggeri.

Bestemmelserne

om lovgennemgang i byggesager indebærer således at kommunalbestyrelsen indgår

i den administrative håndhævelse af denne lovgivning, også i tilfælde hvor

den pågældende lovgivning ikke i øvrigt administreres af kommunalbestyrelsen.

Jeg har overvejet om dette forhold medfører at de pågældende

lejere måtte anses for parter ikke blot i sagen om samtykke til nedlæggelse

af

boligerne, men også i nedrivningssagen. Det er dog min opfattelse at dette

ikke er tilfældet. Jeg har i den forbindelse lagt vægt på at de pågældende

lejeres

interesse i nedrivningssagen må anses for at være indirekte og afledet og

ikke

væsentlig i et sådant omfang at de kan anses for parter i nedrivningssagen.

Det kan derfor ikke give mig anledning til bemærkninger at Odense Kommune og

Statsamtet Fyn ikke anså lejerne for parter i nedrivningssagen.”

Odense Kommune meddelte mig ved brev af 2. august 2004 at

kommunen havde taget min kritik til efterretning, og at kommunen var enig i

at

når der er spørgsmål om at give samtykke til nedlæggelse af boliger, skal

kommunen foretage en vurdering af kommunens boligsituation samt hensynet til

ejendommens lejere, og at forvaltningen på ny havde indskærpet dette forhold.

Jeg meddelte herefter Odense Kommune at jeg ikke foretog mig

mere i sagen.

NOTE: (*)

FOB 2000, s. 132.

Lignende dokumenter