Nedrivning af ejendom og nedlæggelse af boliger
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Nedrivning af ejendom og nedlæggelse af boliger
Det fremgik af sagen at Odense Kommune den 21. december 2000
modtog en anmodning om tilladelse til at foretage nedrivning af de
eksisterende bygninger på bl.a. ejendommen X i Odense. I et brev af 30.
december
2000 fremsatte lejerforening A på vegne af tre lejere indsigelse over for
Odense
Kommune mod at der blev meddelt nedrivningstilladelse. Lejerforeningen bad
samtidig om aktindsigt i sagen og om mulighed for at afgive en udtalelse når
sagen var færdigoplyst. I breve af 16. og 22. januar 2001 rykkede
lejerforeningen
kommunen for svar. Lejerforeningen gentog anmodningen om aktindsigt og om at
få lejlighed til at fremsætte en udtalelse i sagen inden kommunen traf
afgørelse,
i et brev af 23. januar 2001.
Den 24. januar 2001 meddelte Odense Kommune lejerforening A at
kommunen havde modtaget lejerforeningens indsigelse, men at kommunen ikke
efter
lovgivningen havde nogen mulighed for at forhindre at en ejer nedriver sin
ejendom. Kommunen sendte samtidig lejerforeningen kopi af samtlige sagens
akter.
I et brev af 25. januar 2001 meddelte Odense Kommune en
nedrivningsgodkendelse angående ejendommen X. Det fremgik af brevet at
kommunen
ikke havde indvendinger mod at ejendommen blev nedrevet, forudsat at visse
nærmere angivne vilkår blev overholdt. I et andet brev af 25. januar 2001
besvarede kommunen lejerforeningens brev af 23. januar 2001. I brevet
henviste
kommunen til at den dagen før havde givet lejerforeningen aktindsigt i sagen.
Samtidig oplyste kommunen at lokalplanen for området først var blevet
Læs alt
vedtaget
den 17. januar 2001 hvilket var grunden til at nedrivningstilladelsen først
blev givet på daværende tidspunkt.
Lejerforening A klagede i et brev af 28. januar 2001 til Odense
Kommune over at kommunen havde truffet afgørelse i sagen før foreningen på
vegne af sine medlemmer havde haft lejlighed til at afgive en udtalelse.
Lejerforeningen klagede endvidere over at nedrivningstilladelsen var i strid
med den af kommunen besluttede helhedsorienterede byfornyelse af den karré
som
ejendommen indgik i. Endvidere anmodede lejerforeningen om at få oplyst om
kommunen havde givet samtykke til nedrivningen i henhold til
boligreguleringslovens § 46.
I et brev af 2. februar 2001 besvarede Odense Kommune
lejerforeningens henvendelse. Kommunen skrev følgende:
”De har i forbindelse med en verserende nedrivningssag (X)
stillet yderligere spørgsmål til sagen.
Vi har følgende bemærkninger:
Den 21. december 2000 modtager Byggesagskontoret ansøgning om
tilladelse til nedrivning af ejendommen (X).
Indsigelse fra Dem modtages den 2. januar 2001, og
nedrivningstilladelse gives den 25. januar 2001. Det betyder, at Deres
indsigelse/udtalelse
i sagen har været vurderet før der er meddelt tilladelse til nedrivning, men
som oplyst til Dem i brev herfra den 25. januar 2001 har vi ingen mulighed
for
at nægte den konkrete ansøgning, om nedrivning, med den lovgivning vi
administrerer.
Med hensyn til aktindsigt er De, som også tidligere meddelt velkommen til at
se
samtlige dokumenter i sagen ved henvendelse her på kontoret. Kopi af alle
sagens akter er dog tidligere fremsendt til Dem (26. januar 2001).
Samtykke til nedlæggelse af boliger (i forhold til
boligreguleringslovgivningen) administreres på den måde at nedrivning gives,
hvis denne er i overensstemmelse med de planmæssige bestemmelser i området. I
den konkrete sag muliggør lokalplanen netop en nedrivning af ejendommen. Det
betyder, at nedrivningen ikke er i strid med
boligreguleringslovgivningen.”
Den 4. februar 2001 anmodede lejerforening A kommunen om
klagevejledning, og i et brev af 6. februar 2001 besvarede kommunen
henvendelsen.
Lejerforeningen klagede i et brev af 15. februar 2001 til
Statsamtet Fyn. Lejerforeningen anførte at nedrivningstilladelsen burde
erklæres ugyldig fordi Odense Kommune forud for afgørelsen ikke havde
partshørt
lejerne i ejendommen, og fordi kommunen havde undladt at udsætte sagens
afgørelse
efter modtagelse af lejerforeningens brev af 30. december 2000.
Lejerforeningen
anførte endvidere at nedrivningstilladelsen var givet på et forkert
retsgrundlag idet reglerne i boligreguleringslovens § 46 sammenholdt med §
52,
stk. 2, ikke havde fundet anvendelse, og idet reglerne i byfornyelsesloven
ikke havde fundet anvendelse.
I anledning af klagen anmodede statsamtet Odense Kommune om en
udtalelse, og kommunen afgav en udtalelse i et brev af 14. marts 2001 til
statsamtet. I udtalelsen gennemgik kommunen forløbet i sagen, og kommunen
beklagede at lejerforeningen ikke havde modtaget kopi af ansøgningen om
nedrivningstilladelse
før den 25. januar 2001, men den tilføjede at lejerforeningen dog var bekendt
med ansøgningen da den allerede den 2. januar 2001 havde gjort indsigelse mod
nedrivningen. Desuden anførte kommunen at den ikke havde mulighed for at
nægte/udskyde tilladelsen til at nedrive bygningen på ejendommen X da
lokalplanen for området netop muliggjorde en nedrivning af den konkrete
ejendom. Kommunen fremhævede at samtykke til nedlæggelse af boliger i forhold
til boligreguleringslovgivningen administreres på den måde at tilladelse til
nedrivning gives hvis denne er i overensstemmelse med de planmæssige
bestemmelser
i området. Herudover anførte kommunen at i den aktuelle sag muliggjorde
lokalplanen en nedrivning af ejendommen, og at det betød at nedrivningen ikke
var i strid med boligreguleringslovgivningen.
Lejerforening A afgav bemærkninger til kommunens udtalelse i et
brev af 20. april 2001 til statsamtet. I brevet fremhævede lejerforeningen
bl.a. at den indtil den 25. januar 2001 alene havde været bekendt med et brev
af 18. december 2000 fra en advokat til Retten i Odense. Endvidere fremhævede
lejerforeningen at den omstændighed at lokalplanen muliggjorde en nedrivning
af ejendommen, ikke medførte at nedrivningen ikke ville være i strid med
boligreguleringslovgivningen.
Endvidere gjorde lejerforeningen gældende at kommunen ikke havde foretaget en
vurdering af lejernes mulighed for at opnå en anden passende bolig.
På vegne af de tre lejere protesterede lejerforening A i brev
af 23. april 2001 mod opsigelserne.
I et brev af 10. juli 2001 til Odense Kommune anførte
statsamtet at det ikke syntes at fremgå tydeligt om byrådet havde givet
samtykke i medfør af boligreguleringslovens § 46 til nedlæggelse af boligerne
i ejendommen X, og statsamtet anmodede derfor kommunen om at oplyse om der
var
givet samtykke, og i givet fald hvornår.
Odense Kommune afgav i et brev af 1. august 2001 en udtalelse
til Statsamtet Fyn. Kommunen oplyste at kommunen den 23. januar 2001
mundtligt
havde givet tilsagn om at nedlæggelse af boligerne kunne finde sted. Kommunen
beklagede samtidig at tilladelsen ikke var meddelt skriftligt til ansøgeren
samtidig med kommunens nedrivningstilladelse.
Lejerforening A fremsatte i brev af 1. oktober 2001 kommentarer
til kommunens brev af 1. august 2001. Foreningen anførte bl.a. at det ikke
var
dokumenteret at kommunen havde truffet en beslutning som anført af kommunen,
og at der i øvrigt ikke ville være tale om en gyldig beslutning da der ikke
var givet meddelelse om den. Foreningen mente heller ikke at
nedrivningstilladelsen var gyldig, da reglerne om aktindsigt var blevet
tilsidesat, og da der ikke var givet foreningen adgang til at komme med en
udtalelse inden tilladelsen blev givet.
I et brev af 22. oktober 2001 bad statsamtet Odense Kommune om
en yderligere udtalelse. Statsamtet anmodede bl.a. kommunen om at oplyse hvem
det mundtlige samtykke som var omtalt i kommunens brev af 1. august 2001, var
givet til, og om at modtage dokumentation fra kommunens byggesag for at der
var
truffet beslutning om at meddele samtykke til nedlæggelse af beboelse.
Odense Kommune oplyste i et brev af 14. november 2001 til
statsamtet at kommunen havde den praksis at godkende anmeldelser om
nedrivning
uanset at kommunen i sådanne sager efter bygningsreglementet kan undlade at
reagere på en anmeldelse om nedrivning, med den virkning at nedrivningen kan
begyndes 4 uger efter den dag anmeldelsen er modtaget. Kommunen oplyste
endvidere
at i denne sag havde kommunen valgt at give en mundtlig og i forhold til
bygherren
stiltiende tilladelse til nedlæggelse af beboelsen, i og med at man ikke
reagerede på den fremsendte ansøgning på anden måde end i tilsvarende
anmeldelsessager.
Den 10. januar 2002 traf Statsamtet Fyn afgørelse i sagen.
Statsamtet fandt ikke at Odense Kommunes afgørelse om nedrivningstilladelse i
henhold til byggeloven led af en sådan retlig mangel at den var ugyldig.
Statsamtet anførte bl.a. følgende:
”Som tidligere meddelt kan kommunalbestyrelsens afgørelser
vedrørende forhold der er omfattet af byggeloven påklages til statsamtet for
så vidt angår retlige spørgsmål. Spørgsmålet om forvaltningslovens regler er
overholdt, er et retligt spørgsmål, som statsamtet kan tage stilling til.
Ved vurderingen af om en person er part i en sag, må man se på,
hvilket hensyn den pågældende lov varetager. Byggeloven sikrer, at kommunen
ved anmeldelse af nedrivning kan tilgodese de ordens- og sikkerhedsmæssige
hensyn, der kan opstå i forbindelse med nedrivning af bebyggelsen. Byggeloven
varetager ikke lejernes interesser i en nedrivningssag. Lejernes interesser
varetages i boligreguleringsloven og lejeloven.
Lejerne findes herefter ikke at være part i selve byggesagen om
nedrivning, og statsamtet finder derfor ikke, at kommunens afgørelse lider af
en retlig mangel ved at lejerne ikke er blevet partshørt, inden der blev
meddelt godkendelse til nedrivning i henhold til byggeloven.
Vedrørende spørgsmålet om samtykke i henhold til
boligreguleringslovens § 46 må statsamtet konstatere, at der er uklarhed om
samtykkets tilvejebringelse og form, men statsamtet kan ikke afvise, at der
er
sket en selvstændig sagsbehandling i byggesagskontoret, som ved delegation
har
kompetencen til at træffe afgørelse herom. Statsamtet finder endvidere, at
den
meddelte nedrivningsgodkendelse af 25. januar 2001, der er en begunstigende
forvaltningsakt, af ansøgeren, ( ), kan opfattes både som en godkendelse i
henhold til byggeloven og et samtykke i henhold til boligreguleringsloven.
Statsamtet finder herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at
kunne fastslå, at betingelsen i bygningsreglementet om kommunens samtykke i
henhold til boligreguleringslovens § 46 til nedlæggelse af boliger ved
nedrivning
ikke er opfyldt.
Spørgsmålet om indholdet af det af kommunen givne samtykke i
medfør af boligreguleringsloven kan statsamtet ikke behandle, idet statsamtet
alene kan efterprøve, om kommunen ved nedrivningsgodkendelsen i henhold til
byggeloven har påset, om der foreligger et samtykke.
Spørgsmålet om kommunen burde have truffet en
byfornyelsesbeslutning, således at reglerne i byfornyelsesloven vedrørende
genhusning m.v. kunne have fundet anvendelse, vedrører ikke et spørgsmål i
henhold til byggeloven, som statsamtet kan behandle.
På denne baggrund finder statsamtet ikke at kunne fastslå, at
kommunens afgørelse om at meddele nedrivningsgodkendelse i henhold til
byggeloven lider af en sådan retlig mangel, at den er ugyldig, og statsamtet
kan derfor ikke give lejerforeningen medhold i klagen.”
Advokat B klagede herefter på vegne af de tre lejere i brev af
8. marts 2002 til mig. Advokaten gjorde bl.a. gældende at Odense Kommune ikke
havde overholdt reglerne i bygningsreglementet om samtykke til nedlæggelse af
boliger, at E’s klienter måtte anses for parter i en sag om nedlæggelse
af deres
boliger, og at E’s klienter i henhold til forvaltningslovens §§ 11 og 21
burde
have haft aktindsigt og mulighed for at afgive en udtalelse forinden
nedrivningstilladelsen blev givet.
Statsamtet svarede i brev af 11. april 2002 på E’s indsigelser.
Statsamtet anførte følgende:
”
Vedrørende Deres påstand om at lejerne i (X) er part i sagen, og
at de burde have haft aktindsigt og mulighed for at afgive udtalelse forinden
nedrivningsgodkendelsen blev meddelt, skal statsamtet udtale, at statsamtet,
som anført i afgørelsen af 10. januar 2002, ikke finder, at lejerne er part i
selve byggesagen om nedrivning. Statsamtet administrerer byggeloven og skal i
den forbindelse efterprøve om kommunen har påset, om der foreligger samtykke
i
henhold til boligreguleringsloven. Statsamtet har ikke udtalt sig om,
hvorvidt
lejerne er part i sagen om nedlæggelse af boligerne i henhold til
boligreguleringsloven.
Da lejerne ikke anses for part i byggesagen om nedrivning, lider
kommunens afgørelse ikke af en retlig mangel ved, at lejerne ikke har fået
aktindsigt og er partshørt i henhold til forvaltningsloven.
Vedrørende spørgsmålet om hvorvidt der er meddelt samtykke til
nedlæggelse af boligerne i henhold til boligreguleringsloven kan statsamtet
føje til afgørelsen af 10. januar 2002, at der ikke i forvaltningsloven
stilles
krav om, at en afgørelse skal være skriftlig, såfremt den giver en person
fuldt
ud medhold. I øvrigt henvises til afgørelsen af 10. januar 2002.
”
I brev af 19. april 2002 klagede advokat B til mig på ny.
Advokaten anførte bl.a. at det ikke er muligt, som statsamtet har forsøgt, at
skille spørgsmålet om nedrivningsgodkendelse efter byggelovgivningen fra
spørgsmålet om nedlæggelse af boliger i henhold til boligreguleringsloven.
Advokaten anførte videre at hvis kommunen vil meddele en
nedrivningsgodkendelse, skal det påses at reglerne i boligreguleringsloven om
nedlæggelse af boliger er overholdt, og at lejere i de pågældende boliger på
baggrund af deres direkte, individuelle og væsentlige interesse må anses for
parter i sagen.
I breve af 15. januar 2003 bad jeg Statsamtet Fyn og Odense
Kommune om udtalelser i sagen.
Kommunen har i en udtalelse af 18. februar 2003 bl.a. anført
følgende:
”Boligreguleringslovens kap. 7 er i det hele et regelsæt, der
giver primært kommunerne i de regulerede områder en mulighed for at sikre en
rimelig udnyttelse af den forhåndenværende boligmasse.
Kapitlet har hovedsageligt været anvendt i København og de
større provinsbyer, hvor man særligt i København skulle sikre sig, at boliger
ikke blev nedlagt, sammenlagt eller nedrevet, under hensyn til boligmanglen,
der tidligere var udtalt, særlig i København.
I Odense Kommune, hvor boligsituationen de sidste 20 år ikke
har været anstrengt, har kapitlet primært været anvendt til at sikre, at
boligmassen i den indre by blev bevaret, således at byen ikke blev
mennesketom
ved almindelig forretningstids ophør. I alle andre områder i Odense Kommune,
er
der løbende og normalt betingelsesløst, givet tilladelser til nedlægning og
sammenlægning af boligmassen.
I den her omhandlede sag er samtykke efter
boligreguleringslovens § 46 en betingelse for, at den ansøgte
nedrivningstilladelse ikke afslås, og altså en delafgørelse i forhold til
byggeloven.
Da Odense Kommune ikke har anset lejerne som parter i sagen om
samtykke til nedlæggelse af boligerne, fordi lejernes interesser og
beskyttelse ligger i lejeloven, har forvaltningslovens regler ikke været
bragt
i anvendelse i denne del af sagen. Man har dog alligevel, som det fremgår af
korrespondancen givet lejerforening (A) den aktindsigt der er bedt om,
ligesom
man har været bekendt med lejernes indsigelser i sagen, der som nævnt er
indgået i behandlingen af byggesagen. Såfremt man havde giver lejerne
partstatus
i sagen, ville dette ikke have ændret afgørelsen, da partshøringen som
bekendt
ikke er imperativ, og da kommunens interesse klart var i overensstemmelse med
lokalplanen for området at give plads for nyt og tidssvarende byggeri.
Til spørgsmålet om, hvilken betydning det måtte have at
kommunens samtykke ikke er meddelt de 3 lejere, skal man anføre, at man
herfra
ikke tillægger det selvstændig betydning, da lejernes interesser i sagen
varetages
af lejeloven og sikres og håndhæves af boligretten.”
Statsamtet Fyn har i brev af 28. marts 2003 bl.a. anført
følgende:
”
1) Statsamtet bedes
uddybe sin begrundelse for ikke at anse lejerne for parter i sagen og
forinden
indhente en udtalelse fra kommunen.
Der vedlægges kopi af kommunens udtalelse af 18. februar 2003.
Statsamtet kan ikke tilføje væsentligt nyt til det allerede
anførte i afgørelser af 10. januar og 11. april 2002. Statsamtet har ved
fastlæggelsen af partsbegrebet lagt til grund, at lejernes væsentlige
interesse
i sagen ikke relateres til byggelovens bestemmelser, der er af byggeteknisk
art, men til boligreguleringsloven og lejeloven, der varetager lejernes
interesser, og som for lejelovens vedkommende giver adgang til at indbringe
spørgsmålet for domstolene.
2) Statsamtet bedes udtale
sig om intensiteten af den prøvelse, statsamtet skal foretage vedrørende
samtykke i henhold til boligreguleringsloven.
I bygningsreglementet er angivet, hvilke love kommunen skal
påse, inden byggetilladelse (nedrivningstilladelse) meddeles. Statsamtet skal
således efterprøve, om kommunen har påset disse love.
Statsamtet er af den opfattelse, at afgørelserne, truffet i
henhold til de enkelte love, skal efterprøves af den myndighed, der er
klageinstans for den pågældende lov. Statsamtet har ikke kompetence til at
efterprøve en anden administrativ myndigheds afgørelse, i det konkrete
tilfælde kommunens, bortset fra tilfælde, hvor der er klageadgang til
statsamtet.
Statsamtet skal således alene konstatere, om den pågældende
lovgivning er påset af kommunen.
Da statsamtet ikke er klageinstans for boligreguleringsloven,
har statsamtet ikke kompetence til at efterprøve det givne samtykke.
Statsamtet er opmærksom på, at der ikke er klageadgang i
boligreguleringsloven,
men lejernes interesser vil i givet fald blive varetaget af boligretten, jf.
lejeloven, såfremt en opsigelse forelægges boligretten.”
Advokat B kommenterede myndighedernes udtalelser i et brev af 8.
april 2003 hvor han bl.a. anførte følgende:
”Såvel Odense Kommune som Statsamtet Fyn anfører, at de ikke føler
sig forpligtet til at varetage lejeres interesser i forbindelse med
tilladelse
til nedlæggelse af de pågældende lejeres boliger, fordi lejernes interesser
vil blive varetaget af boligretten. Det skulle således slet ikke være
nødvendigt at beskytte lejerne af de boliger, der skal nedlægges ved at
inddrage hensynet til dem i beslutningen om nedlæggelse af boliger.
Denne holdning må bero på en misforståelse. Boligretten kan
ikke tilsidesætte en beslutning om nedlæggelse af en bolig i forbindelse med
en sag om berettigelsen af en opsigelse af et lejemål. Boligretten prøver
alene om betingelserne for, at en opsigelse er nødvendig, er til stede, og
det
vil navnlig sige, om der er meddelt nedrivningstilladelse og om reglerne om
tilbud af ny bolig er overholdt, i de tilfælde hvor det skal ske. Såfremt en
nedrivningstilladelse foreligger, vil boligretten acceptere at en opsigelse
er
berettiget.
Vil man som lejer angribe nedrivningstilladelsen – herunder
tilladelsen til nedlæggelse af boligen, må man udnytte den administrative
rekurs og herefter eventuelt anlægge sag ved den normale civilret. Der vil
ikke være tale om en boligretssag, hvori sagkyndige boligdommere skal
medvirke.
Det vil være muligt at få udsat behandlingen af en boligretssag
om berettigelsen af udlejers opsigelse af lejemålet, afventende behandlingen
af
en sag – først i det administrative system og senere eventuelt hos
domstolene
– om nedrivningstilladelsens berettigelse.
Det bemærkes, at i nærværende sag har udlejer ikke haft pligt
til at anvise de opsagte lejere lejemål i den ejendom, der skal bygges i
stedet
for den nedrevne, da det på opsigelsestidspunktet endnu ikke var klart
hvilken
form for lejemål, der ville blive bygget (eksempelvis ældreboliger eller
andre
særlige lejemål).
Kommunen kunne f.eks. have sikret lejerne ved at betinge
samtykke til nedlæggelse af boliger af, at lejerne fik tilbud om
erstatningslejemål
af nogenlunde samme kvalitet, beliggenhed, art, størrelse, udstyr og pris.
Dette sker i andre kommuner i landet. Eller kommunen kunne have sikret
lejerne
ved, ikke at meddele tilladelse til nedlæggelse af boliger, førend det var
afklaret, hvilken form for boliger, der skulle bygges i stedet, således at
udlejers forpligtelse i medfør af lejeloven til at tilbyde lejerne bolig i
nybyggeriet eventuelt trådte i kraft.
Bemærkningerne om at boligsituationen ikke er anstrengt i Odense
Kommune, savner vist realitet. Det er ikke ubetinget nemt at finde en
lejebolig af ordentlig kvalitet og til en ordentlig pris i Odense og Odense
er
en studieby, hvor nyankomne studerende 2 gange om året lægger pres på
boligmarkedet.
Bemærkninger om, at en partshøring ikke ville have ændret sagens
udfald, er mildest talt uheldige. Ingen kan – forhåbentligt – på
forhånd udtale
sig om effekten af noget, som ikke har fundet sted. Og kommunens udsagn er
vel
ikke udtryk for, at parters eventuelle bemærkninger og synspunkter
overhovedet
ikke vil blive tillagt nogen vægt, fordi beslutningen allerede er truffet
forinden synspunkterne er hørt!
Statsamtets bemærkninger om, ikke at være rette klageinstans i
forhold til samtykke efter boligreguleringslovens § 46, må afvises, allerede
fordi Statsamtet er klageinstans i forhold til Byggeloven. Det er en
betingelse
for at kunne give en nedrivningstilladelse i henhold til Byggeloven, at visse
specifikt nævnte love er overholdt – herunder boligreguleringslovens §
46.
Afgørelsen efter boligreguleringslovens § 46 er altså en delafgørelse i
forhold
til Byggeloven og som sådan en integreret del af den endelige afgørelse, som
ikke i klagemæssig henseende kan splittes i to særskilte afgørelser, som skal
indbringes for to forskellige klageinstanser. En samlet beslutning må også i
relation til klageadgang behandles samlet.”
Statsamtet Fyn oplyste i brev af 9. maj 2003 at statsamtet ikke
havde bemærkninger til advokat B’s brev.
Ombudsmandens udtalelse
”1.
Boligreguleringsloven (bekendtgørelse nr. 348 af 14. maj 2001 af lov om
midlertidig regulering af boligforholdene) indeholder følgende bestemmelser i
§ 46, stk. 1, og §§ 51 og 52:
§ 46.
Uden kommunalbestyrelsens samtykke er det ikke tilladt at nedlægge en bolig
helt eller delvis. Dette gælder, hvad enten nedlæggelsen sker ved nedrivning,
ved hel eller delvis sammenlægning af 2 eller flere boliger eller ved, at
boligen helt eller delvis tages i brug til andet end beboelse. Hvad der er
fastsat i 1. og 2. pkt., gælder tilsvarende for enkeltværelser, der hidtil
har været benyttet til beboelse, når værelserne ikke er en del af udlejerens
beboelseslejlighed eller en del af et en- eller tofamilieshus, som udlejeren
bebor.
§ 51.
Kommunalbestyrelsens
svar på en ansøgning om samtykke i henhold til §§ 46, 47 og 50 skal foreligge
senest 6 uger efter, at kommunalbestyrelsen har modtaget ansøgningen eller
den dokumentation, som kommunalbestyrelsen har udbedt sig.
Stk. 2.
Er boligen
ledig, kan kommunalbestyrelsen kun nægte samtykke, hvis boligens fortsatte
anvendelse til helårsbeboelse er påkrævet af hensyn til boligsøgende i
kommunen.
Stk. 3.
Har kommunalbestyrelsen
nægtet samtykke, kan ejeren anmode kommunalbestyrelsen om i medfør af § 48,
stk. 3, at anvise en lejer til boligen. Såfremt kommunalbestyrelsen ikke
senest 6 uger efter anmodningen anviser en lejer, anses kommunalbestyrelsens
samtykke for meddelt.
§ 52.
Forinden
kommunalbestyrelsens samtykke foreligger, må boligen ikke tages i brug til
andet formål end helårsbeboelse. Ej heller må nogen bygningsforandring
el.lign. iværksættes med henblik på sammenlægning eller omdannelse til andet
brug end beboelse. Handles der i strid hermed, kan kommunalbestyrelsen kræve
den tidligere tilstand genoprettet.
Stk. 2.
Fremgår det af
den begrundelse, der ledsager en opsigelse, eller godtgøres det på anden
måde,
at opsigelsen er afgivet med det formål at tilvejebringe en tilstand som
angivet i § 46, § 47 eller § 50, er det en betingelse for opsigelsens
gyldighed,
at kommunalbestyrelsens samtykke foreligger ved opsigelsens afgivelse.’
Cirkulære nr. 212 af 4. december 1979 om boligreguleringsloven
indeholder bl.a. følgende under pkt. 51 og 57:
’Nedrivning
af bygninger
51.
Samtykke til
nedrivning kan nægtes dels under hensyn til boligsituationen i kommunen og
dels
under hensyn til ejendommens lejere, herunder disses muligheder for at opnå
anden passende bolig.
Nedrivning kan dog ske uden særlig tilladelse, dersom en i
strid med bygge- eller byplanlovgivningen opført bygning forlanges nedrevet
af
vedkommende myndigheder, eller der i henhold til lov om boligtilsyn er
truffet endelig beslutning om forbud mod en bygnings benyttelse til beboelse
eller ophold for mennesker, og forbudet er trådt i kraft.
57.
I det omfang,
bestemmelserne indeholder bemyndigelse til at nægte samtykke, er det overladt
til kommunalbestyrelsen alene at skønne over, om samtykke bør meddeles.
Kommunalbestyrelsens afgørelse må træffes efter en samlet overvejelse af på
den ene side de grunde, der taler for at imødekomme ansøgerens ønske, på den
anden side hensynet til boligudnyttelsen i kommunen.’
Byggeloven (lovbekendtgørelse nr. 452 af 24. juni 1998 med
senere ændringer) indeholder følgende bestemmelser i § 16, stk. 3, og § 23,
stk. 1:
’
§ 16.
Stk. 3.
I
bygningsreglementet kan der fastsættes bestemmelser om, at
kommunalbestyrelsen
ikke må meddele tilladelse efter stk. 1, før der er meddelt nødvendig
tilladelse efter anden lovgivning til det ansøgte.
§ 23.
Kommunalbestyrelsens
afgørelser vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, jf. dog § 12,
stk.
7, §
16 A, stk. 4,
og §
18 A, stk. 4,
kan, for så vidt angår retlige spørgsmål påklages til statsamtet, i
Københavns
og Frederiksberg Kommuner til Københavns Overpræsidium.’
Bygningsreglementet af 1. april 1995 indeholder følgende
bestemmelser i kapitel 1.6, stk. 1, litra g, og stk. 2, samt i kapitel 1.8,
stk. 1:
’1.6
Byggearbejder, der skal anmeldes
Stk. 1.
Følgende
byggearbejder kan udføres efter anmeldelse til kommunalbestyrelsen:
g. Nedrivning af bebyggelser.
Stk. 2.
Har
kommunalbestyrelsen ikke reageret inden 4 uger fra den dag, anmeldelsen er
modtaget, kan byggearbejdet påbegyndes. For jordbrugserhvervets avls- og
driftsbygninger og vindmøller er fristen dog 2 uger.
1.8
Forhold til anden lovgivning
Stk. 1.
Inden der kan
gives byggetilladelse og ved anmeldelser, skal kommunalbestyrelsen undersøge,
om byggearbejdet er i strid med følgende anden lovgivning: Lov om
planlægning, lov om naturbeskyttelse, lov om bygningsfredning, lov om skove,
lov om miljøbeskyttelse, lov om affaldsdepoter, lov om arbejdsmiljø, lov om
offentlige veje, lov om private fællesveje, lov om sanering, lov om
byfornyelse, lov om varmeforsyning, lov om midlertidig regulering af
boligforholdene, beredskabsloven, museumsloven og lov om
stormflodserstatning.’
Bygge- og Boligstyrelsens vejledning nr. 130 af 31. juli 1995 om
kommunalbestyrelsens lovgennemgang i byggesager opregner de love og
lovbestemmelser ud over byggeloven hvis overholdelse kommunalbestyrelsen skal
påse. Det fremgår af vejledningen at kommunalbestyrelsen har pligt til at
påse
at denne lovgivning er overholdt før der gives byggetilladelse eller inden
udløbet af fristerne på henholdsvis fire og to uger ved anmeldelse af
byggearbejder.
Boligreguleringslovens §§ 46 og 52 er omtalt i vejledningens pkt. 12.
Som det fremgår, skal et samtykke til nedlæggelse af en bolig
meddeles ejendommens ejer (eller dennes repræsentant) af den pågældende
kommune. Før kommunens samtykke foreligger, må boligen ikke tages i brug til
andet formål end helårsbeboelse, og der må heller ikke iværksættes nogen
bygningsforandring eller lignende med henblik på sammenlægning eller
omdannelse
til andet brug end beboelse. Disse regler fremgår af boligreguleringsloven,
mens reglerne angående nedrivning af en ejendom er indsat i
bygningsreglementet
af 1. april 1995 som er udstedt i henhold til byggeloven. Det fremgår af
bygningsreglementet at et nedrivningsarbejde skal anmeldes til kommunen, men
at der ikke stilles krav om at der foreligger et udtrykkeligt samtykke fra
kommunen i forbindelse med et nedrivningsarbejde idet arbejdet kan påbegyndes
hvis blot kommunen ikke har reageret inden fire uger efter at den har
modtaget
anmeldelsen. Kommunen har imidlertid pligt til, når den modtager en
anmeldelse
om et nedrivningsarbejde, at påse at der er meddelt de nødvendige tilladelser
efter anden lovgivning, herunder boligreguleringslovens § 46.
Kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende forhold der er omfattet af
byggeloven og bygningsreglementet, kan påklages til statsamtet for så vidt
angår retlige spørgsmål. Derimod er der ikke indsat regler i
boligreguleringsloven
om at der er adgang til administrativ klage over en kommunes afgørelse.
Sagen rejser spørgsmål om hvorvidt statsamtet skulle påse at der
forelå et gyldigt samtykke til nedlæggelse af de pågældende boliger, om der
var blevet meddelt et sådant samtykke, og om de lejere som blev berørt af
nedlæggelsen, skulle anses for parter i sagen om kommunens samtykke. Desuden
rejser sagen spørgsmål om hvorvidt den praksis som kommunen følger i sager om
samtykke til nedlæggelse af boliger, er i overensstemmelse med
boligreguleringsloven. Endelig opstår der spørgsmål om hvorvidt de pågældende
lejere også skulle anses for parter i sagen om nedrivningen af ejendommen.
2.
Hvad angår
spørgsmålet om statsamtets kompetence, fremgår det af byggelovens § 23 at
kommunalbestyrelsens
afgørelser vedrørende forhold der er omfattet af byggeloven (og
bygningsreglementet),
kan påklages til statsamtet for så vidt angår retlige spørgsmål. Byggelovens
§
23, stk. 1, fastlægger visse begrænsninger i denne klageadgang, men de har
ikke
betydning i den foreliggende sag. Reglen om at nedlæggelse af en bolig kræver
samtykke fra kommunalbestyrelsen, fremgår ikke af byggeloven, men af
boligreguleringsloven, og der er derfor ikke adgang til at klage over en
afgørelse
om dette spørgsmål til statsamtet. Men da det må anses for et retligt
spørgsmål
efter byggeloven om kommunalbestyrelsen har undladt at påse om et anmeldt
byggearbejde er i strid med bl.a. reglerne i boligreguleringsloven, kan dette
spørgsmål derimod indbringes for statsamtet.
Det følger af forvaltningsrettens almindelige regler at en
forvaltningsmyndigheds afgørelse skal meddeles afgørelsens adressat. En
afgørelse har ikke retsvirkninger i forhold til afgørelsens adressat før
adressaten har fået meddelelse om afgørelsen. At dette også gælder for
afgørelse om samtykke i henhold til boligreguleringslovens § 46, fremgår
bl.a.
af at det i lovens §§ 51 og 52 er bestemt at kommunalbestyrelsen skal afgive
et svar på en ansøgning herom inden en nærmere angiven frist, og at boligen
ikke må tages i brug til andet formål end helårsbeboelse før
kommunalbestyrelsens
samtykke foreligger.
Efter forvaltningsrettens almindelige regler er det ikke kun
afgørelsens adressat, men også sagens øvrige parter der skal have meddelelse
om afgørelsen. Manglende underretning vil dog normalt ikke medføre at
afgørelsen anses for ugyldig, men kun at en eventuel klagefrist suspenderes
indtil underretningen er givet. Jeg henviser til Karsten Loiborg mfl.,
Forvaltningsret,
2. udgave (2002), s.
605 f.
I den foreliggende sag blev spørgsmålet om samtykke efter
boligreguleringslovens § 46 ikke omtalt i brevet af 21. december 2000 til
Odense Kommune hvori der blev ansøgt om tilladelse til nedrivning af
bygningerne
på ejendommen. Heller ikke i kommunens svar af 25. januar 2001 eller i de
medfølgende standardvilkår for nedrivning blev dette spørgsmål omtalt.
Kommunens svar og de medfølgende standardvilkår rummede ikke i øvrigt
henvisninger til boligreguleringsloven, men derimod var der i begge
dokumenter
henvist til bestemmelser i byggeloven.
Odense Kommune har oplyst over for statsamtet at kommunen havde
valgt at give en mundtlig og i forhold til bygherren stiltiende tilladelse
til
nedlæggelsen af beboelsen, i og med at kommunen ikke reagerede over for
ansøgningen om nedrivning. De akter jeg har modtaget fra kommunen og
statsamtet, indeholder dog ikke noteringer der viser at kommunen har taget
stilling til spørgsmålet om nedlæggelsen af beboelsen før spørgsmålet
efterfølgende
blev rejst af lejerforening (A). Statsamtet har anført at der er uklarhed om
samtykkets tilvejebringelse og form, men at statsamtet ikke kan afvise at der
er sket en selvstændig sagsbehandling i byggesagskontoret som ved delegation
havde kompetencen til at træffe afgørelse herom. Endvidere har statsamtet
anført at den meddelte nedrivningsgodkendelse af 25. januar 2001, der var en
begunstigende forvaltningsakt, af ansøgeren kan opfattes både som en
godkendelse i henhold til byggeloven og et samtykke i henhold til
boligreguleringsloven.
Jeg forstår det af kommunen oplyste således at afgørelsen om
samtykke ikke blev meddelt ejendommens ejer eller dennes repræsentant, men at
kommunen forudsatte at ejeren forstod at den omstændighed at kommunen ikke
gav
meddelelse om samtykke, indebar at et samtykke var blevet givet. Selv om det
ikke kan afvises at kommunen i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om
nedrivningstilladelse tog stilling også til spørgsmålet om samtykke til
nedlæggelse af de pågældende boliger, er der ikke belæg for at antage at der
er blevet ansøgt om et sådant samtykke, og der er heller ikke grundlag for at
antage at kommunen har meddelt et sådant samtykke. Under disse omstændigheder
kan der efter min opfattelse ikke lægges vægt på overvejelser om hvorledes
ansøgeren kan have opfattet kommunens svar i forhold til spørgsmålet om
samtykke
til nedlæggelse af boliger.
Statsamtet har anført at det ikke har tilstrækkeligt grundlag
for at fastslå at betingelsen i bygningsreglementet om kommunens samtykke i
henhold til boligreguleringslovens § 46 ikke er opfyldt. Jeg er ikke enig i
denne opfattelse. Den omstændighed at det ikke kan afvises at kommunen i
forbindelse med behandlingen af ansøgningen om nedrivningstilladelse tog
stilling
også til spørgsmålet om samtykke til nedlæggelse af de pågældende boliger, er
ikke tilstrækkeligt til at kommunen har opfyldt sine forpligtelser da
kommunen
skulle give meddelelse om samtykket til ansøgeren. I den foreliggende sag gav
kommunen ikke meddelelse om samtykket, og den nævnte betingelse kan derfor
ikke anses for opfyldt.
Odense Kommune har anført at kommunen ikke har anset lejerne i
ejendommen for parter i sagen om samtykke til nedlæggelse af boligerne fordi
lejernes interesser og beskyttelse ligger i lejeloven. Det fremgår imidlertid
af cirkulæret om boligreguleringsloven, pkt. 51, at samtykke kan nægtes bl.a.
under hensyn til ejendommens lejere, herunder disses muligheder for at opnå
anden passende bolig. Herefter, og da lejerne havde en individuel og
væsentlig
interesse i sagen, kan jeg ikke tiltræde kommunens opfattelse. Forudsat at
det
kan lægges til grund at Odense Kommune i forbindelse med behandlingen af
byggesagen tog stilling også til spørgsmålet om samtykke til nedlæggelse af
de
pågældende boliger, skulle kommunen have underrettet lejerne om denne
afgørelse.
Jeg anser det for kritisabelt at kommunen tilsidesatte lovgivningens regler
om
at en afgørelse om samtykke til nedlæggelse af boliger skal meddeles
afgørelsens
adressat og sagens øvrige parter.
Forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985 med senere
ændringer) indeholder følgende bestemmelse i § 21:
’
§ 21.
Den, der er
part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling forlange, at
sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen.
Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i
stk. 1 gælder ikke, hvis
udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens
afgørelse,
partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at
burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der
taler imod en sådan udsættelse, eller
der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten
adgang til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.’
Lejerforening A anmodede i brev af 30. december 2000 Odense
Kommune om aktindsigt og om adgang til, når sagen var blevet færdigoplyst, at
afgive en udtalelse. Anmodningen blev indgivet på vegne af tre af foreningens
medlemmer som boede i den pågældende ejendom. Forudsat at det kan lægges til
grund at Odense Kommune i forbindelse med behandlingen af byggesagen tog
stilling også til spørgsmålet om samtykke til nedlæggelse af de pågældende
boliger, burde kommunen have udsat denne afgørelse indtil foreningen havde
haft
lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Hvis kommunen anså det for
tvivlsomt om anmodningen fra foreningen kun omfattede sagen om nedrivning af
ejendommen eller både denne sag og sagen om samtykke til nedlæggelse af
boligerne, burde kommunen have søgt at få dette spørgsmål afklaret ved en
henvendelse til foreningen.
Som nævnt havde Odense Kommune i forbindelse med sin behandling
af sagen om nedrivning af ejendommen pligt til at påse at der var meddelt
samtykke i henhold til boligreguleringslovens § 46. Dette spørgsmål skulle
afklares inden fristen på fire uger udløb, således at kommunen hvis et sådant
samtykke ikke forelå kunne reagere over for ejendommens ejer eller dennes
repræsentant. Kommunen undlod imidlertid at reagere selv om der ikke var
meddelt samtykke i henhold til boligreguleringslovens § 46. Jeg anser det for
kritisabelt at kommunen tilsidesatte sin pligt til at reagere over for
ejendommens ejer, og at statsamtet undlod at fastslå at kommunen havde
tilsidesat denne pligt.
3.
Odense Kommune har
om sin praksis på området oplyst at kommunen i sager om nedrivning af
ejendomme
giver samtykke til nedlæggelse af de pågældende boliger, forudsat at
nedrivningen
er i overensstemmelse med de planmæssige bestemmelser for området. Denne
praksis kan ikke anses for at være i overensstemmelse med
boligreguleringsloven. Som det fremgår af cirkulæret om loven, pkt. 51 og 57,
har kommunen pligt til at træffe afgørelse efter en samlet overvejelse af på
den ene side de grunde der taler for at imødekomme ansøgningen om samtykke,
og
på den anden side de grunde som taler imod. I den forbindelse skal kommunen
inddrage dels hensynet til boligsituationen i kommunen, dels hensynet til
ejendommens
lejere, herunder disses muligheder for at opnå anden passende bolig. Det kan
ikke anses for tilstrækkeligt at kommunen kun inddrager spørgsmålet om
hvorvidt
nedrivningen er i overensstemmelse med de planmæssige bestemmelser for
området. Jeg anser det for kritisabelt at kommunen har truffet afgørelse i
sagen efter en praksis som ikke kan anses for at være i overensstemmelse med
boligreguleringsloven.
Jeg har gjort Odense Kommune bekendt med min opfattelse. Jeg
har overvejet at henstille til kommunen at genoptage sagens behandling, men
da
jeg går ud fra at nedrivningen er gennemført, har jeg ikke ment at have
grundlag herfor. Derimod har jeg henstillet til kommunen at foretage de
ændringer af kommunens praksis som er nødvendige for at bringe den i
overensstemmelse med boligreguleringsloven. Jeg har anmodet Odense Kommune om
at underrette mig om hvilke ændringer af sin praksis kommunen gennemfører.
4.
Statsamtet Fyn har
anført at de pågældende lejere ikke kunne anses for parter i sagen om
nedrivning
af ejendommen. I den forbindelse har statsamtet henvist til at ved
vurderingen
af om en person er part i en sag, må man se på hvilket hensyn den pågældende
lov varetager. Statsamtet har peget på at lejernes interesser varetages i
boligreguleringsloven og lejeloven, mens byggeloven sikrer at kommunen ved
anmeldelse af nedrivning kan tilgodese de ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn
der kan opstå i forbindelse med nedrivning af bebyggelsen. Det er derfor
statsamtets opfattelse at byggeloven ikke varetager lejernes interesser i en
nedrivningssag.
Som tidligere nævnt anses personer for parter i en sag når de
har en væsentlig og individuel interesse i sagens udfald. At interessen skal
være væsentlig, indebærer at afgørelsen skal angå den pågældendes forhold med
en vis intensitet og styrke, herunder at der skal være et vist direkte
forhold
mellem den involverede interesse og parten. Spørgsmålet om hvorvidt en
interesse
er tilstrækkelig væsentlig, vil ofte opstå i situationer hvor der er tale om
en
afledet interesse.
Ved bedømmelsen af om en afledet interesse er tilstrækkelig
væsentlig til at kunne medføre partsstatus, må der foretages en konkret
vurdering hvorunder bl.a. mængden og arten af de led der indgår imellem
sagens
udfald og den aktuelle betydning for den pågældende, tages i betragtning, jf.
Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 69 ff, og Jens Garde
mfl., Forvaltningsret – Sagsbehandling, 5. udgave (2001), s. 174 ff.
Jeg er enig med statsamtet i at det i forbindelse med
vurderingen af om en person er part i en sag, er relevant at se på hvilke
hensyn den pågældende lov varetager. Dette trådte eksempelvis frem i den sag
som er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 2000, s. 132 ff*.
Denne sag drejede sig bl.a. om hvorvidt en nabo til et byggeri var
klageberettiget efter byggelovens § 23. Ifølge lovens forarbejder er kredsen
af klageberettigede sammenfaldende med den almindelige forståelse af hvem der
kan anses for part i en afgørelsessag. I min udtalelse pegede jeg på at der
ved bedømmelsen af spørgsmålet om klageberettigelse måtte foretages en
afvejning af naboens retlige interesse i byggeriet på baggrund af de hensyn
som
varetages af det retsgrundlag der blev påberåbt. Jeg fremhævede at der i
byggelovens § 12 er en udtømmende regel som skal sikre omliggende ejendomme
mod skader i forbindelse med udgravning, ændring af terrænhøjde mv.
Afgørelser
i henhold til § 12 kan imidlertid ikke påklages til anden administrativ
myndighed, og det ville efter min opfattelse være en omgåelse af denne
klagebegrænsning hvis hensyn af den art som er varetaget af § 12, kunne
medføre
at naboen blev anset for klageberettiget.
Jeg henviser endvidere til Østre Landsrets dom af 31. januar
2000 som er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen, 2000, s. 2165 ff. Ved dommen
fandt landsretten at en lejer i Københavns Lufthavn ikke havde en selvstændig
væsentlig individuel miljømæssigt værnet interesse i en sag om en
miljøgodkendelse
til lufthavnen, og at lejeren derfor ikke kunne klage over afgørelsen til
Miljøklagenævnet.
Jeg er ligeledes enig i det af statsamtet anførte hvorefter
byggeloven sikrer at kommunen ved anmeldelse af nedrivning kan tilgodese de
ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn der kan opstå i forbindelse med
nedrivning af bebyggelsen. De hensyn som varetages af kommunalbestyrelsen, er
dog ikke begrænset hertil. Byggelovens § 16, stk. 3, fik sin nuværende
affattelse
ved lov nr. 193 af 9. maj 1984 om ændring af byggelov. Formålet med
lovændringen
var at sikre en styrket håndhævelse af den lovgivning, ud over byggeloven og
bygningsreglementerne, som har væsentlig betydning for byggeri.
Bestemmelserne
om lovgennemgang i byggesager indebærer således at kommunalbestyrelsen indgår
i den administrative håndhævelse af denne lovgivning, også i tilfælde hvor
den pågældende lovgivning ikke i øvrigt administreres af kommunalbestyrelsen.
Jeg har overvejet om dette forhold medfører at de pågældende
lejere måtte anses for parter ikke blot i sagen om samtykke til nedlæggelse
af
boligerne, men også i nedrivningssagen. Det er dog min opfattelse at dette
ikke er tilfældet. Jeg har i den forbindelse lagt vægt på at de pågældende
lejeres
interesse i nedrivningssagen må anses for at være indirekte og afledet og
ikke
væsentlig i et sådant omfang at de kan anses for parter i nedrivningssagen.
Det kan derfor ikke give mig anledning til bemærkninger at Odense Kommune og
Statsamtet Fyn ikke anså lejerne for parter i nedrivningssagen.”
Odense Kommune meddelte mig ved brev af 2. august 2004 at
kommunen havde taget min kritik til efterretning, og at kommunen var enig i
at
når der er spørgsmål om at give samtykke til nedlæggelse af boliger, skal
kommunen foretage en vurdering af kommunens boligsituation samt hensynet til
ejendommens lejere, og at forvaltningen på ny havde indskærpet dette forhold.
Jeg meddelte herefter Odense Kommune at jeg ikke foretog mig
mere i sagen.
NOTE: (*)
FOB 2000, s. 132.
Lignende dokumenter
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Bobek fremsat den 19. marts 2019. — Skatteministeriet mod KPC Herning. EU-domme · 19. marts 2019
- Domstolens dom (Første Afdeling) af 4. september 2019. — Skatteministeriet mod KPC Herning. EU-domme · 4. september 2019
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2016/1849 af 4. juli 2016 om foranstaltningen SA.41613 — 2015/C (ex SA.33584 –— 2013/C (ex 2011/NN)) gennemført af Nederlandene med hensyn til den professionelle fodboldklub PSV i Eindhoven (meddelt under nummer C(2016) 4093) (Kun den nederlandske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 4. juli 2016
- Partsstatus i forbindelse med behandling af miljøgodkendelse vedrørende en flugtskydebane Retsinformation · 21. oktober 2005
- Moms, Fast Ejendom, Salg af areal med funktionsdygtig, gammel bygning Retsinformation · 5. maj 2020
- KOMMISSIONENS BESLUTNING af 23. november 2005 om Tysklands planlagte støtteordning »Fritagelse for ejendomsoverdragelsesafgift ved fusioner mellem boligselskaber og boligforeninger i de nye delstater« (Grunderwerbsteuerbefreiung bei Fusionen von Wohnungsunternehmen und Wohnungsgenossenschaften in den neuen Ländern) — med henblik på arbejdsmarkedsregion Berlin (meddelt under nummer K(2005) 4434) (Kun den tyske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) (2006/566/EF) EU-lovgivning · 23. november 2005