Tilbagekaldelse af transporttilladelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Tilbagekaldelse af transporttilladelse
Det fremgik af sagens akter at et transportfirma, A, den 17.
februar 2003 ansøgte Horsens Politi om tilladelse til at transportere en
maskindel fra Frøslev Grænse til Grenå Havn inden for tidsrummet 19. februar
til 22. februar 2003. Det fremgik bl.a. af ansøgningen at transportens
totalbredde var 6,20 meter, længden indtil
16,50 meter
og højden indtil
4 meter. Transporten ville ske med
lastbil tilkoblet blokvogn.
Tilladelse til transporten blev givet af Politimesteren i
Horsens samme dag. Tilladelsen blev givet på et skema hvortil der var
vedhæftet nogle ”Almindelige betingelser”. Af disse betingelser
fremgik bl.a.
at færdselsloven bestemmelser nøje skulle overholdes. I den forbindelse blev
bl.a. henvist til Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 313 af 9. maj 1997 om
kørsel med blokvogn og mobilkraner. Desuden blev det anført at
”transporttilladelser
meddeles i overensstemmelse med regler fastsat i Trafikministeriets cirkulære
nr. 66 af 30. april
1993.”
Om tilbagekaldelse var anført følgende:
”Politiet kan tilbagekalde tilladelsen, såfremt vilkårene for
tilladelsen, tilsidesættes. Tilladelsen kan endvidere tilbagekaldes, såfremt
det er nødvendigt af hensyn til færdselssikkerheden eller
vejforholdene.”.
Senere samme dag, den 17. februar 2003, anmodede A om at få
ændret tilladelsen således at transporten i stedet skulle finde sted inden
for
tidsrummet 21. marts til 27. marts 2003. Politimesteren imødekom senere den
Læs alt
17.
februar 2003 denne anmodning om ændring af tidspunktet for transporten.
Den 21. februar 2003 udsendte Politimesteren i Gråsten og
Tønder følgende meddelelse til alle de politimyndigheder der udstedte
transporttilladelser:
”Til orientering
Fra tysk speditør er der for tysk vognmandsfirma (C),
forespurgt/ansøgt om transporttilladelse til ’maskindel til
uddybningsskib’
Fra Frøslev Grænse til
Grenå
Transporten er opgivet til
6,2 m
i bredden
colli kun
1,70 m
over vejbanen i hele bredden.
– blokvognstransport.
Denne ansøgning er herfra afslået – under hensyntagen til, at
Grenå er en havneby samt grundet færdselssikkerhedsmæssige årsager.
– Dette til orientering, idet det forlyder, at ’dansk
vognmandsfirma’ er ansøgt om samme transport.”
Efter at have modtaget denne orientering tilbagekaldte
Politimesteren i Horsens A’s transporttilladelse i et udateret brev. Af
brevet
fremgik følgende:
”Tilbagekaldelse af
Transporttilladelse, journalnr ( )
Padborg Politi
, v. ( )
har givet afslag på ansøgning fra tysk vognmandsfirma (C), med hensyn til
transport af ’maskindel til uddybningsskib’ fra Frøslev
Grænse-Grenå, med en
bredde på
6,20 meter.
Afslaget begrundes med, at Grenå er en havneby, hvorfor
udskibning af godset kan finde sted, og dels også ud fra færdselsmæssige
årsager.
Af selv samme årsag, tilbagekaldes ovenstående tilladelse.”
Den 28. februar 2003 henvendte brancheforening B sig på vegne
af A til Politimesteren i Horsens og skrev bl.a. følgende:
”(A) har oplyst, at man indgik transportkontrakten under
forudsætning af, at tilladelse til transporten kunne opnås. Da denne blev
modtaget disponerede virksomheden i overensstemmelse hermed.
Transportvirksomheden har endvidere oplyst, at virksomhedens
tyske kunde telefonisk har oplyst, at meromkostningen ved
transportvirksomhedens manglende kontraktopfyldelse er beregnet til ca.
65.000
EURO, og at kunden vil kræve dette beløb udbetalt af transportvirksomheden
som
følge af, at virksomheden væsentligt har misligholdt den indgåede kontrakt.
Ved at udstede og forlænge foreliggende tilladelse og
efterfølgende at tilbagekalde den, har De tilbagekaldt en begunstigende
forvaltningsakt i forhold til virksomheden som denne har ageret på og derfor
nu
kan imødese et ikke ubetydeligt økonomisk tab.
Det er derfor (B)’s opfattelse at De kan holdes ansvarlig for
ovennævnte erstatningskrav.
(B) skal derfor venligst anmode Dem om at genoverveje
tilbagekaldelsen. Af hensyn til sagens hastende karakter skal vi anmode Dem
om,
snarest at meddele beslutningen herom snarest muligt til (B) eller direkte
til
transportvirksomheden.
Såfremt De opretholder tilbagekaldelsen vil (B) snarest muligt
vende tilbage med en endelig opgørelse af erstatningskravet.”
A gav i brev af 4. marts 2003 Horsens Politi yderligere
oplysninger om hvorledes transporten var agtet gennemført. Firmaet oplyste at
det tidligere havde gennemført lignende transporter med endnu større bredde
mellem Århus og Grenå.
Horsens Politi anmodede i telefax af 4. marts 2003
Vejdirektoratet om hjælp til ”udarbejdelse af bred transport”.
Politiet gav
nærmere oplysninger om hvad det var A havde søgt om tilladelse til. Politiet
oplyste også at der tidligere var givet tilladelse, men at denne var
tilbagekaldt, og at der i den anledning var blevet fremsat erstatningskrav
over for politiet.
I brev af 10. marts 2003 svarede Vejdirektoratet Horsens Politi
på følgende måde:
”Det er Vejdirektoratets holdning, at en transport af ovennævnte
bredde, og med slutsted i en havneby i Danmark, af færdselssikkerhedsmæssige
årsager ikke skal have tilladelse til kørsel på Vejdirektoratets veje.
Transportens bredde vil bl.a. medføre, at transporten fylder
begge vognbaner på motorvej E 45. Det vurderes ikke at være trafikalt
ansvarligt overfor den øvrige trafik, uanset kørselstidspunkt, mv. Det er,
som
De formentlig er bekendt med, ikke tilladt at benytte nødsporet til nogen
form
for kørsel. Transporten vil uundgåeligt blive til ulempe, evt. fare, for den
øvrige trafik, f.eks. i forbindelse med til- og frakørsler (kun 1 vognbane),
og ved svingning.
Grundreglen for behandling af en ansøgning om transporttilladelse
fremgår af cirkulærets § 1. I pkt. 2 står anført: ’såfremt transporten
ikke
med rimelighed vil kunne kræves gennemført på anden måde’. Det vil, ud
fra
’rimelighedsbetragtningen’, efter vores opfattelse være yderst
rimeligt, at godset
bliver transporteret ad søvejen, fra eksempelvis en nordtysk havneby og
direkte til Grenå Havn.
Det er derfor ikke muligt på strækningen Frøslev Grænse – Åby
Ringvej ad E 45, der omfatter de veje Vejdirektoratet er vejbestyrer for, at
anvise en anvendelig rute til transportens gennemførelse.”
Den 12. marts 2003 blev Vejdirektoratets udtalelse sendt til A.
B henvendte sig i brev af 14. marts 2003 på ny til Politimesteren i Horsens.
B
meddelte at A endnu ikke havde modtaget den endelige tilladelse fra de tyske
myndigheder til transport af maskindelen i Tyskland, men at udstedelse af
tilladelse syntes at være uproblematisk, og at den ville blive fremsendt så
snart den forelå. For så vidt angik spørgsmålet om erstatning henviste B til
forskellige domme.
Den 17. marts 2003 sendte B kopi af transporttilladelse i
Tyskland til Politimesteren i Horsens.
Den 19. marts 2003 sendte Politimesteren i Horsens sagen til
Færdselsstyrelsen idet politiet anså de modtagne indsigelser som værende en
klage over den trufne afgørelse om tilbagekaldelse. B og A blev samme dag
orienteret
herom. Politiet eftersendte den 20. marts 2003 til Færdselsstyrelsen kopi af
tilladelse fra de tyske myndigheder til transport af det ansøgte fra
Düsseldorf til den dansk- tyske grænse.
B sendte den 24. marts 2003 kopier af tidligere
transporttilladelser udstedt til A til kørsel med bred last til
Færdselsstyrelsen. Bredderne på lasterne var i disse tilfælde mellem 6,0 og
8,30 meter.
Den 25. marts 2003 afgav Politimestrene i Gråsten og Tønder en
udtalelse til sagen. Af denne fremgår bl.a. følgende:
”Fa (D), forespørger pr. telefax den 4. februar 2003
undertegnede, om tilladelse til transport af 1 stk. colli fra Grænsen til
Grenå. –
Bredden 6,2m.
Ved tlf. forespørgsel får jeg meddelt, at den omtalte transport
har følgende dimensioner:
Bredde: 6,2m
Længde 18m
Højde 4m
Vægt 50 tons
Colliet læsses på blokvogn, 7 aksler i alt.
Udformningen af colliet er således, at det vil være placeret
over vejbanerne i en højde af kun 1,7m i hele bredden. Belæsning midt på
blokvognladet. Belæsningen vil således rage ud i 2. vognbane ved kørsel af
motorvej samt spærre modgående vognbane ved kørsel på alm. landevej
(Aarhus-Grenå) – Vigespor på Motorvej må ikke benyttes (slidlag osv.)
(D) er ’kontaktfirma’ for et tysk vognmandsfirma, (C). Det er
dette tyske firma som skal udføre transporten.
Transporten skal foregå fra Frøslev Grænse til Grenå.
Det gives herfra meddelelse til (D), at vi agter at afslå
transporten, grundet færdselssikkerhedsmæssige årsager og også under
hensyntagen til, at Grenå er en havneby og at transporten derfor bør
foretages
pr. skib.
Afslaget blev givet mundtlig, men det blev overfor ansøgeren,
(D)., klart præciseret, at såfremt der hertil fremkom en egentlig ansøgning
om
transporttilladelse på det omtalte colli, ville ansøgningen omgående blive
afslået skriftlig. (D) blev ligeledes orienteret/vejledt mht., at der ved
evt.
klage over vor afgørelse skulle ansøges skriftlig.
Ingen var i tvivl om herværende kontors afgørelse i sagen,
hvorfor der ikke fremkom nogen egentlig ansøgning om transporttilladelse.
Forud for beslutningen om at afslå det ansøgte er
Tilladelseskontoret i Aarhus kontaktet. Også her var man enig i, at en bredde
på 6,2m ville være både til væsentlig ulempe men også til fare for den øvrige
trafik,
særlig på strækningen fra Aarhus
til Grenå – ad amtsvejen – rute 15.
Politiledsagelse ville være nødvendig, ligesom afspærring af
’delstrækninger’ ville være påkrævet.
Ad Motorvejen ville transporten være til væsentlig ulempe for
den øvrige færdsel, idet venstre collidel vil rage ud i 2. vognbane.
Forbikørsel vil på nogle strækninger være umulig.
På strækningen fra Aarhus til Grenå vil transporten på nogle
strækninger rage så langt ud i modsatte vognbane, at transporten vil være
direkte til fare for den øvrige færdsel, hvorfor det ville være nødvendigt
helt
at afspærre lange strækninger for færdsel i begge retninger.
Selv om transporten ledsages af flere ledsagekøretøjer er vor
stilling herfra, at transporten ikke bør gennemføres grundet
færdselssikkerhedsmæssige
årsager.
Aarhus er enig i den trufne afgørelse.
Et ledsagekøretøj må her i landet kun vejlede og advare den
øvrige trafik. Ledsageren kan af udstederen ikke pålægges at regulere hhv.
stoppe den øvrige trafik (på MTV). Ledsageren har ingen myndighed i
færdselsmæssig
henseende.
Transporten skulle efter vort skøn derfor være ledsaget af
politiet.
I vurderingen af afslaget indgår desuden det faktum, at Grenå er
en havneby, og at colliet uden problemer kunne sejles direkte til
modtagestedet.
Herværende kontor er på intet tidspunkt blevet forespurgt om
denne transport fra andet tilladelseskontor.
Den 20. februar 2002 henvendte firmaet (C) sig direkte til mig
og meddelte, at de var vidende om, at et dansk firma havde ansøgt om samme
transport
og fået en tilladelse.
Jeg meddelte, at dette ikke kunne være korrekt, idet vi i så
tilfælde uden tvivl ville være blevet orienteret/forespurgt fra den
udstedende
myndighed, idet dette er en ’naturlig’ del af sagsbehandlingen
mellem myndighederne
ved
særlig
omfangsrige og tunge
transporter.
Jeg rettede herefter henvendelse til både Aarhus og Grenå,
tilladelseskontorerne for transporttilladelse. Ingen af disse var
forespurgt/orienteret
af andre udstedelseskontorer om transporten til Grenå.
Den 21. februar 2002 udsendte jeg derfor telefax til samtlige
transportkontorer, hvori jeg meddelte, at der herfra var givet afslag på
nævnte
transport.
Samme dag henvendte firmaet (A) sig og oplyste, at de af
Horsens Politi nu havde fået inddraget en
tilladelse, omhandlende denne transport.
Der skal desuden til sagen oplyses, at behandlingen af sagen er
i nøje overensstemmelse med de instrukser, der er givet af færdselsstyrelsen,
Vejdirektoratet samt Rigsp. Færdselsafd.”
Færdselsstyrelsen sendte udtalelsen til B der den 25. marts 2003
bl.a. fremkom med følgende bemærkninger:
”Som det fremgår af g.d. fremsendte kopier af tilladelser har
den pågældende virksomhed tidligere – senest 24. oktober 2002 –
modtaget
tilladelser til brede transporter ad lande- og motorvej bl.a. fra
Politimesteren i Horsens.
Det synes således ikke på disse tidspunkter at have været
politiets vurdering, at der var noget færdselssikkerhedsmæssigt uforsvarligt
i
at udstede de pågældende tilladelser.
Det fremgår endvidere af tidligere fremsendte bilag, at de
tyske vejmyndigheder ikke har fundet det uforsvarligt at udstede tilladelse
til
transporten for så vidt angår distancen fra Düsseldorf til Frøslev, hvilket
er
ca. 3 gange så langt som den distance, der vil skulle tilbagelægges i
Danmark.
Vi finder på det foreliggende grundlag ikke, at argumentet om,
at tilladelse den pågældende transport ad landevej kan afvises, da der findes
mulighed for transport ad søvejen er sagligt. Det skal hertil endvidere
bemærkes,
at transporten kunne være sejlet den totale distance fra Düsseldorf til
Grenå,
hvilket de tyske myndigheder ikke har fundet grundlag for at foreslå. Det
skal
yderligere bemærkes, at en søtransport vil få transportomkostningerne til at
stige ganske betragteligt.
(B)’s væsentligste anke mod den foretagne tilbagekaldelse af den
begunstigende forvaltningsakt fra Horsens Politi er dog, at (A) ved de
tidligere udstedte tilladelser har haft en forventning om, at også denne
ville
blive tilladt. Man tager dog forbehold over for kunden for, at tilladelsen
skal
udstedes af det danske politi. Da tilladelsen modtages i virksomheden agerer
man på den og forpligter sig kontraktligt til at udføre transporten for
kunden.
Virksomheden har således taget alle de forbehold man med rimelighed
kan forestille sig for at sikre, at transporten foretages i overensstemmelse
med reglerne.
På trods heraf, står virksomheden nu i en situation, hvor den må
imødese et større erstatningskrav fra kunden grundet handlemåden fra Horsens
politi.
(B) finder på det grundlag ikke, at handlemåden fra
Politimesteren i Horsens har været begrundet i væsentlige
færdselssikkerhedsmæssige
forhold og at tilbagekaldelsen derfor bør ophæves.
(B) skal endelig bemærke, at tilbagekaldelsen fra
Politimesteren i Horsens er behæftet med væsentlige formelle fejl idet den
hverken
er dateret eller udstyret med klagevejledning.”
Den 26. marts 2003 traf Færdselsstyrelsen afgørelse om ikke at
ændre Politimesteren i Horsens’ afgørelse om tilbagekaldelse af
transporttilladelsen.
Af Færdselsstyrelsens afgørelse fremgår bl.a. følgende:
”Færdselsstyrelsen skal i det hele henvise til Politimestrene i
Gråsten og Tønders udtalelse af 25. marts 2003 samt til begrundelserne heri.
Styrelsen skal tilføje, at politiets bemyndigelse blandt andet
er begrænset ved at tilladelsesudstedelsen er betinget af, at transporten
ikke med rimelighed vil kunne kræves gennemført på anden måde, jf.
færdselslovens
§ 85, stk. 2.
Politiet skal derfor, i sager om udstedelse af
transporttilladelser, afveje hensynet til transportørens interesse i at kunne
fragte godset ad den korteste rute og på billigste måde mod hensynet til
færdselssikkerheden
for de andre trafikanter og unødig hindring og forstyrrelse af den øvrige
trafik.
Politiet må således foretage et konkret skøn for så vidt angår
den pågældende strækning. Det samme gælder de øvrige, af (B) fremsendte,
eksempler på transporttilladelser, der af politiet er udstedt til kørsel ad
andre konkrete strækninger. Disse eksempler kan således til denne sag alene
tjene til illustration af, at det på visse strækninger er muligt, at anvende
motorvejen, på en konkret strækning, på trods af meget stor bredde på den
konkrete transport.
Den tilladelsesudstedende myndighed Horsens politi har skønnet,
at transporten kunne gennemføres, men blev imidlertid ved faxbrev af 21.
februar 2003 gjort opmærksom på, at der var forhold, som burde inddrages i
sagen.
Hvorvidt der i det konkrete tilfælde i henhold til
forvaltningsretten er adgang til at tilbagekalde forvaltningens afgørelse til
ugunst for adressaten, beror på en helhedsvurdering af en række forhold.
Kernen i denne helhedsvurdering er en afvejning af to
hovedhensyn. På den ene side et hensyn til adressatens berettigede
forventninger
om, at den oprindelige afgørelse (transporttilladelsen) står ved magt. På den
anden side et hensyn til modstående – normalt offentlige –
interesser i en
ophævelse af den oprindelige forvaltningsafgørelse.
(A)’s berettigede forventning står forholdsvis stærkt i denne
sammenhæng. Tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt er normalt et
dybere indgreb over for adressaten end et afslag på en ansøgning om fx en
transporttilladelse. Det skyldes, at adressaten typisk har disponeret og
indrettet sig i tillid til den begunstigende forvaltningsakt.
En myndighed, som ønsker at tilbagekalde en begunstigende
forvaltningsakt, skal have en relevant (saglig) begrundelse herfor. De
relevante interesser, der ses på ved vurdering af, om tilbagekaldelse kan
ske,
kan groft inddeles i hovedkategorier efter deres vægt:
Stærke grunde, som vedrører menneskers liv, sundhed, velfærd,
statens sikkerhed mv.
Mellem-grunde, som henser til andre enkeltpersoners
miljømæssige eller økonomiske interesser, sociale beskyttelseshensyn mv.
Svage grunde, som vedrører det offentliges økonomi og hensynet
til at sikre lighed og konsekvens i administrationen.
Kun de stærke grunde vil næsten altid kunne begrunde en
tilbagekaldelse i forhold til adressatens modstående interesser, mens de
svage
grunde normalt ikke kan begrunde en tilbagekaldelse til ugunst for
adressaten.
Mellem-grundene vil i nogle tilfælde, men sjældnere end de stærke grunde,
kunne
begrunde en tilbagekaldelse.
Som klar hovedregel gælder endvidere, at der ikke er adgang til
tilbagekaldelse, hvis der på tidspunktet for ønsket om tilbagekaldelse
foreligger de samme faktiske oplysninger, som forelå på tidspunktet for den
oprindelige afgørelse.
Det fremgår af oplysningerne i denne sag, at den udstedende
myndighed har tilbagekaldt tilladelsen hurtigt, da Politimestrene i Gråsten
og
Tønder gjorde opmærksom på deres indvendinger. Disse oplysninger forelå efter
det foreliggende ikke på tidspunktet for udstedelsen af transporttilladelsen.
Selvom tilbagekaldelsen er udateret, så fremgår det at grundlaget for
tilbagekaldelsen; telefaxbrevet fra politimestrene i Gråsten og Tønder er
afsendt den 21. februar 2003 og (B)’s klage er afsendt den 28. februar
2003,
hvilket betyder at der maksimalt er gået 7 dage fra Politimesteren i Horsens
er
blevet bekendt med politimestrene i Gråsten og Tønders indvendinger.
Endvidere finder Færdselsstyrelsen, at hensynet til
færdselssikkerhed for de øvrige trafikanter vejer tungere end hensynet til at
transporten skal kunne gennemføres ad den ansøgte rute, herunder i
betragtning
af, at transportens slutdestination er en havn, hvortil der kan fragtes gods
ad
vandvejen.
Sammenfattende har Færdselsstyrelsen på baggrund af det ovenfor
anførte ikke fundet anledning til at ændre politiets afgørelse.
Afslutningsvis skal det for så vidt angår (B)’s bemærkninger om
erstatningskrav oplyses, at Færdselsstyrelsen ikke er tillagt kompetence til
at afgøre, om politiet har handlet ansvarspådragende i et omfang, der kan
begrunde et erstatningsansvar for staten, hvilket også følger af, at
Færdselsstyrelsen ikke har økonomiske styringsbeføjelser over for
politiet.”
Den 9. maj 2003 klagede B til mig over afgørelsen. B anførte at
det hjemmelsmæssige grundlag for afgørelsen efter B’s opfattelse var
utilstrækkeligt; B mente at en så indgribende foranstaltning som en
tilbagekaldelse burde være hjemlet andre steder end i cirkulæreform. Herover
anførte B at henvisningen til at der var en alternativ transportform, ikke
var
vægtig nok til at kunne begrunde en tilbagekaldelse. B fandt at afgørelsen om
tilbagekaldelse var behæftet med formelle fejl, bl.a. manglende
klagevejledning. Med hensyn til den oprindelige afgørelse bemærkede B at den
var truffet uden at der var foretaget en forudgående høring af de
vejmyndigheder
i hvis område transporten skulle forløbe. Denne formelle fejl bevirkede at
Horsens Politi først efterfølgende blev opmærksom på holdningen hos
Politimestrene i Tønder og Gråsten. Dette kunne efter B’s opfattelse
ikke med
rimelighed lastes A. B gjorde opmærksom på at et folketingsmedlem i et brev
af
26. april 2003 til justitsministeren havde bedt denne om at vurdere sagen.
Den 14. maj 2003 bad jeg B afvente justitsministerens svar til
folketingsmedlemmet, før B og A tog stilling til om der er grundlag for at
klage til mig i sagen.
Den 12. juni 2003 klagede B på ny til mig. B oplyste at B den
11. juni 2003 havde modtaget en skrivelse fra folketingsmedlemmet hvori denne
meddelte at justitsministeren telefonisk havde afvist at behandle sagen. B
vedlagde til dokumentation herfor en kopi af brevet fra folketingsmedlemmet.
Jeg bad den 1. juli 2003 Færdselsstyrelsen og Politimesteren i
Horsens om udtalelser i anledning af klagen. Jeg bad om at myndighederne i
udtalelserne særligt kom ind på hvilke kriterier der indgik i afgørelserne om
at tilbagekalde Politimesteren i Horsens’ afgørelse af 17. februar 2003,
og om
betingelserne for at tilbagekalde afgørelsen var opfyldt. Jeg bad endvidere
myndighederne om at komme ind på om det ville være muligt at gennemføre
transporten fra Frøslev til Grenå Havn på en færdselsmæssigt forsvarlig måde.
Jeg anmodede myndighederne om også at komme ind på hvorfor der ikke blev
indhentet
en udtalelse fra Padborg Politi inden afgørelsen af 17. februar 2003 blev
truffet, og endvidere komme ind på om forvaltningslovens regler blev
overholdt
i forbindelse med sagens behandling.
Den 15. oktober 2003 modtog jeg udtalelser af 12. august 2003
og 14. oktober 2003 fra henholdsvis Politimesteren i Horsens og
Færdselsstyrelsen. Af Politimesteren i Horsens’ udtalelse fremgår bl.a.
følgende:
”1. Kriterier i
forbindelse med tilbagekaldelsen
Kriterierne som indgik i afgørelsen vedr. tilbagekaldelsen var
indsigelserne fra Politimestrene i Gråsten og Tønder samt anbefalingerne fra
Vejdirektoratet, som skønnede at dette var nødvendigt af hensyn til
færdselssikkerheden,
ligesom det i det konkrete tilfælde var muligt at foretage transporten ad
vandvejen, idet Grenå er en havneby.
Betingelsen for tilbagekaldelsen står anført i Cirkulære om
transporttilladelser nr. 66 af 30. april 1993 § 4. stk. 5, hvor der står
anført: ’Tilladelsen kan endvidere tilbagekaldes, såfremt dette er
nødvendigt
af hensyn til færdselssikkerheden eller vejforholdene’.
Samme ordlyd fremgår også klart af de almindelige betingelser
for transporttilladelser, som medsendes til ansøgeren ved enhver given
tilladelse.
2. Muligheden for
gennemførelse af transporten på en færdselssikkerhedsmæssig forsvarlig måde.
Vedr. muligheden for gennemførelse af transporten fra Frøslev
Grænse til Grenå Havn ville dette IKKE kunne gøres på en
færdselssikkerhedsmæssig forsvarlig måde, idet transporten på motorvejen jfr.
Vejdirektoratet ville være til fare for den øvrige trafik, idet transportens
bredde ville fylde begge vognbaner, idet nødsporet IKKE må benyttes til nogen
form for kørsel.
Samtidig ville transporten på rute 15 fra Århus til Grenå rage
ud i modkørende banehalvdel, hvilket ville have været til væsentlig fare og
ulempe for den øvrige trafik.
Der henvises i øvrigt til korrespondance i sagen fra
Vejdirektoratet samt Politimestrene i Gråsten og Tønder.
3. Vedr. udtalelse først
blev indhentet efter at afgørelsen af 17. februar 2003 blev truffet.
Horsens politi har ca. 1000 ansøgninger om transporttilladelser
om året, hvorfor de af hensyn til hurtig ekspedition og mulighed for
planlægning hos transportøren udfærdiges hurtigst muligt.
Dette er også et stort ønske hos firmaet (A), som er ansøger til
ca. 2/3 af alle transporttilladelser i politikredsen.
Horsens Politi har derfor aftalt med (A), at hurtig ekspedition
søges imødekommet endog ofte således, at ekspeditionstiden ligger langt under
de 3 ekspeditionsdage, som ellers er foreskrevet.
Dette kan sammenholdes med de almindelige betingelser om, at
tilladelserne kan tilbagekaldes.
Med baggrund i den konkrete sag er proceduren dog nu ændret
således, at udtalelser indhentes før tilladelsen udfærdiges og fremsendes til
transportøren.
Tilbagekaldelsen i denne sag blev givet såvel mundtligt via
telefon som skriftligt til transportøren af sagsbehandleren den 21. februar
2003.
Tilbagekaldelsen i denne sag blev således givet hurtigt og uden
ophold, efter at der blev indgivet protest mod den ansøgte transport.
4. Vedr. overholdelse af
forvaltningslovens regler.
Det er min klare opfattelse, at forvaltningslovens regler er
overholdt, idet transportøren såvel mundtligt som skriftligt omgående blev
gjort bekendt med tilbagekaldelsen og begrundelsen herfor, da indsigelserne
forelå fra Politimestrene i Gråsten og Tønder.
Vedr. en begunstigende forvaltningsakt, henvises til cirkulærets
bestemmelser om muligheden for tilbagekaldelse sammenholdt med hensynet til
menneskers liv, sundhed og velfærd, idet der bl.a. på visse dele af
motorvejsstrækningen fra Frøslev Grænse til Århus er en årsdøgntrafik på ca.
51.000 køretøjer, hvorfor en afspærring af motorvejen ville kunne medføre
kollisioner med fare for liv og velfærd. Det samme gør sig gældende for rute
15
fra Århus til Grenå.
Der henvises i øvrigt til Færdselsstyrelsens skrivelse af 26.
marts
2003.”
Af Færdselsstyrelsens udtalelse fremgår bl.a. følgende:
”Klagerens indvendinger:
1. Det hjemmelsmæssige grundlag er utilstrækkeligt,
2. Usagligt hensyn, at transporten kan gennemføres ad vandvejen.
Der er ikke hjemmel i færdselsloven til at inddrage dette hensyn,
3. Henvisning til alternative transportformer er i sig selv
ikke vægtige nok til at kunne begrunde en egentlig tilbagekaldelse, på trods
af, at transporten kunne have været gennemført ad vandvejen hele vejen fra
Tyskland,
4. Politiets udaterede tilbagekaldelse er behæftet med formelle
fejl;
klageadgang, voldsomme
økonomiske virkninger på parten,
5. De berørte vejmyndigheder er ikke hørt forud for afgørelsen,
6. Datoerne for tilbagekaldelsen er ikke overensstemmende med
politiets notat, og
7. Manglende henvisning til de retsregler, hvorefter tilladelsen
er tilbagekaldt.
Folketingets Ombudsmands spørgsmål:
8. Hvilke kriterier indgik i afgørelsen om at tilbagekalde PM i
Horsens’ afgørelse af 17. februar 2003,
9. Vil det være muligt at gennemføre transporten fra Frøslev til
Grenaa Havn på en færdselssikkerhedsmæssig forsvarlig måde,
10. Hvorfor blev der ikke indhentet en udtalelse fra Padborg
Politi inden afgørelsen af 17. februar 2003 blev truffet, og
11. Er forvaltningslovens regler blevet overholdt i forbindelse
med sagens behandling.
Færdselsstyrelsen skal i den anledning, i ovennævnte rækkefølge,
udtale følgende:
Ad 1)
Denne sag handler om en ansøgning om
engangstilladelse til gennemførelse af en transport af en maskindel med
målene
6,20 m
x
6,47 m
x
1,70 m
og en vægt på
28.250 kg
fra Frøslev Grænse til
Grenå Havn. Ansøgeren, (A), har ønsket at gennemføre transporten på et
vogntog bestående af lastbil og blokvogn.
Tilladelse til kørsel med blokvogn må kun ske med politiets
tilladelse, og blokvogn må kun anvendes til transport, som ikke med
rimelighed
vil kunne kræves gennemført på anden måde. Trafikministeren fastsætter
bestemmelser
om blokvognskørsel, jf. færdselslovens § 86, stk. 2. Bemyndigelsen er
udnyttet
ved bekendtgørelse nr. 313 af 9. maj 1997 om blokvogne og mobilkraner.
I bekendtgørelsens §§ 8 og 9 findes reglerne for
transporttilladelser. Ved udstedelsen af bekendtgørelsen meddelte
Færdselsstyrelsen
ved cirkulæreskrivelse af 28. maj 1997 politiet og Statens Bilinspektion, at
Trafikministeriets cirkulære nr. 66 af 30. april 1993 om transporttilladelser
(Transportcirkulæret) kan anvendes analogt ved bedømmelse af ansøgninger om
transporttilladelse for blokvogn, jf. cirkulæreskrivelsens pkt. 5.
Politiets administration sker således efter bekendtgørelse om
blokvogne og mobilkraner og efter transportcirkulæret.
Dette fremgår af de almindelige betingelser, som er optryk på
bagsiden af transporttilladelserne. Endvidere fremgår det, at tilladelsen kan
tilbagekaldes, såfremt det er nødvendigt af hensyn til færdselssikkerheden
eller
vejrforholdene.
Der er således tale om en tilladelse til gennemførelse af en
transport på givne vilkår, som er modtager af tilladelsen bekendt.
Tilladelse udstedes den 17. februar 2003 af politimesteren i Horsens
til (A).
Færdselsstyrelsen lægger til grund, at Politimesteren i Horsens
ved transporttilladelsens udstedelse har skønnet, at transporten kunne
gennemføres på en færdselssikkerhedsmæssig forsvarlig måde, og at afgørelsen,
jf. det ovenfor anførte, er en lovlig afgørelse. Efter det foreliggende i
sagen fremgår det endvidere, at (A) har indrettet sig efter afgørelsen som en
begunstigende forvaltningsakt og må betragtes som havende været i berettiget
forventning om at kunne indrette sig efter den.
Politimesteren i Horsens har ikke indhentet samtykke fra de
politikredse, der er berørt af den pågældende ansøgning om engangstilladelse.
En sådan clearing foreskrives i cirkulære om transporttilladelser § 3, stk.
1,
sidste. pkt., som retter sig mod transporter, der udføres med lovligt
registrerede køretøjer og vogntog. Imidlertid er denne bestemmelse
udtrykkeligt
undtaget i pkt. 5 i Færdselsstyrelsens cirkulæreskrivelse af 28. maj 1997 om
ny
blokvognsbekendtgørelse, som henviser til, at politiet kan anvende cirkulæret
analogt på tilladelser til blokvognstransporter.
Det kommer 21. februar 2003 Politimesteren i Horsens til
kundskab, at Padborg Politi ikke finder det færdselssikkerhedsmæssigt
forsvarligt at gennemføre transporten, og tilladelsen tilbagekaldes samme
dag,
jf. Politimesteren i Horsens’ notat af 17. marts 2003.
Sagen indbringes ved politimesteren i Horsens’ brev af 20. marts
2003 for Færdselsstyrelsen. I forbindelse med behandling af klagesagen tager
Færdselsstyrelsen blandt andet stilling til, om der er hjemmel til at
tilbagekalde
afgørelsen. Efter styrelsens opfattelse er der ingen direkte hjemmel i
reglerne.
På bagsiden af en transporttilladelse fremgår af Almindelige
betingelser, pkt. 5, sidste pkt., at tilladelsen blandt andet kan
tilbagekaldes,
såfremt det er nødvendigt af hensyn til færdselssikkerheden eller
vejforholdene. Færdselsstyrelsen fandt imidlertid at sigtet med denne
bestemmelse har været at muliggøre en tilbagekaldelse, når der opstår
uforudsete
vejrsituationer, færdselsuheld eller lignende.
Færdselsstyrelsen fandt, at det på trods af, at der ikke er en
direkte hjemmel, er muligt efter almindelige retsgrundsætninger, at
tilbagekalde
en gyldig forvaltningsafgørelse, til ugunst for adressaten, som anført i
Færdselsstyrelsens
afgørelse af 26. marts 2003, s. 2.
Ad 2 og 3)
I færdselslovens §§ 85 og 86 anføres
det som betingelse for at dispensere fra generelle vægt- og
dimensionsbestemmelser,
at transporten ikke med rimelighed vil kunne kræves gennemført på anden måde.
Angående spørgsmålet om tilladelse til store transporter hedder
det i Færdselsloven med kommentarer, af H. Waaben m.fl., DJØF 1992, at dette
til stadighed vil stå i dilemmaet mellem fabrikantens eller køberens
økonomiske interesse i at fabrikere og transportere så billigt som muligt og
på den anden side hensynet til færdselssikkerheden. Endvidere citeres en
skrivelse fra Justitsministeriet, hvori det udtales, at det bør ikke uden
meget tvingende grunde accepteres, at en produktion tilrettelægges i
forventning
om en liberal praksis med hensyn til transporttilladelser. Erhvervslivets
påberåbelse
af, at præfabrikation er en rationel arbejdsproces, kan ikke i almindelighed
være afgørende, såfremt den herved opnåede besparelse må betales med
urimelige ulemper for den øvrige trafik. Om tilladelse bør gives, må således
afgøres i hvert enkelt tilfælde efter et skøn, hvori der foruden godsets
beskaffenhed
indgår længden og karakteren af de vejstrækninger, der skal passeres.
Det ligger således i forholdets natur at inddrage overvejelser
om, hvorvidt der er alternative transportformer, der kan inddrages i
overvejelserne, herunder, at en genstand, der skal anvendes på et skib, ville
være til mindre urimelig ulempe for den øvrige trafik, såfremt den blev
transporteret
ad vandvej.
Det kan tilføjes, at Tyskland ligeledes inddrager dette hensyn.
Dette fremgår af den transporttilladelse, der er udstedt af ( ) den 18. marts
2003, hvor der i standardformularen kræves særlig erklæring (ausfürliche
Begründung)
når transporten, blandt andet, overstiger en bredde på
4,20 m. I denne transportansøgning har
ansøger på vegne af (A) erklæret, ved afkrydsning i: ’En transport ad
skinne-
eller vandvej er ikke gennemførlig eller rimelig fordi (udførlig
begrundelse)’
og derunder endvidere afkrydset: ’Modtager og/eller afsender råder ikke
over
en jernbane- og/eller vandvejstilslutning’.
Dette stemmer ikke overens med (B)’s udtalelse om at
’Transporten for så vidt kunne have været udført med skib hele vejen fra
afgangsstedet
(Düsseldorf) til destinationen (Grenå Havn), men at de tyske myndigheder ikke
har vurderet dette som et realistisk alternativ ( )’
Færdselsstyrelsen finder, at det efter omstændighederne kan
være en vægtig grund i sig selv, at der kan anvendes en anden transportform,
såfremt politiet i det konkrete tilfælde vurderer, at afvejningen skal falde
ud til fordel for færdselssikkerheden for den øvrige trafik.
I Politimesteren i Horsens’ tilbagekaldelse af
transporttilladelsen er begrundelsen dels, at ’Grenå er en havneby,
hvorfor
udskibning af godset kan finde sted og dels også ud fra færdselsmæssige
årsager’.
Muligheden for at sejle godset er således ikke det eneste hensyn
i denne sag.
Ad 4)
Det er korrekt,
at Politimesteren i Horsens’ tilbagekaldelse af transporttilladelsen
ikke blev
ledsaget af en vejledning om klageadgang, jf. forvaltningslovens § 25, stk.
1.
Færdselsstyrelsen er imidlertid, efter en nærmere granskning af
den i sagen vedlagte kopi af tilbagekaldelsen, ikke enig i, at
tilbagekaldelsen
er udateret. Det fremgår af skriften nederst på siden: ’21-feb-2003
10:26
76281444 96 ./. s.01’.
Efter Færdselsstyrelsens opfattelse er dette dokumentation for,
at tilbagekaldelsen er sket den 21. februar 2003, klokken 10.26 fra en
telefax,
der tilhører Politimesteren i Horsens, hvilket er bekræftet af
politiassistent
( ), Horsens Politi.
Ad 5)
Færdselsstyrelsen skal for så vidt angår dette punkt henvise til Horsens
Politis udtalelse af 12. august 2003.
Ad 6)
Færdselsstyrelsen finder, jf. ovenfor
under Ad 4), at der i hvert fald er dokumentation for at tilbagekaldelsen er
sket skriftligt den 21. februar 2003.
Ad 7)
Færdselsstyrelsen kan ikke afvise, at politimesteren i Horsens’
skriftlige
afgørelse burde have været ledsaget af en klagevejledning, jf.
forvaltningslovens
§ 25.
Færdselsstyrelsen er imidlertid af den opfattelse, at
afgørelsen henviser til de hovedhensyn hvorpå politiets administrative skøn
hviler, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1.
Ad 8-11)
Færdselsstyrelsen skal henvise til
Politimesteren i Horsens’ tilbagekaldelse af 21. februar 2003, samt til
Politimesterens udtalelse af 12. august 2003:
Færdselsstyrelsen kan ikke afvise, at sagen kunne have været
bedre oplyst inden den oprindelige transporttilladelse blev udstedt, samt at
den skriftlige tilbagekaldelse af transporttilladelsen burde have været
ledsaget
af en klagevejledning, jf. forvaltningslovens § 25. Det er styrelsens
opfattelse, at forvaltningslovens regler i øvrigt er overholdt.”
Jeg sendte udtalelserne til B der i brev af 24. november 2003
bl.a. bemærkede følgende:
”Både Politimesteren i Horsens samt Færdselsstyrelsen oplyser,
at der i sagen er udøvet et skøn ud fra færdselssikkerhedsmæssige
overvejelser:
(B) skal hertil for det første bemærke, at vi på ingen måde beklager,
at myndighederne foretager disse skøn ud fra et restriktivt udgangspunkt i
denne og lignende sager: Hvis transportvirksomheden havde modtaget afslag på
den oprindelige ansøgning med rimelig begrundelse, måtte virksomheden blot
have taget dette til efterretning.
For det andet er det (B)’s opfattelse, at praksis på området
ikke er samordnet. Det er således vores indtryk, at der eksisterer en
uensartet
praksis i de enkelte politikredse med hensyn til, hvilke overdimensionerede
transporter, der tillades. Det er endvidere vores indtryk, at denne
uensartede
praksis ikke alene er baseret på, at vejnettet er forskelligt fra politikreds
til politikreds. (B) har bl.a. ved det i kopi vedlagte brev af 20. februar
2003 til Justitsministeriet gjort opmærksom på dette aspekt. Det kan oplyses,
at henvendelsen er oversendt fra Justitsministeriet til Færdselsstyrelsen,
der
p.t. behandler sagen.
For det tredje udstedes der på landsplan adskillige tusinde
transporttilladelser årligt. Virksomheden kunne ikke ud fra denne righoldige,
men uensartede praksis med sikkerhed vurdere, om ansøgningen ville blive
afslået eller imødekommet. På den baggrund valgte virksomheden – via
forbehold
i kontrakten – at træffe foranstaltninger til at imødegå et eventuelt
afslag.
For det fjerde er hverken transportvirksomheden eller (B)
bekendt med sammenlignelige sager, hvor tilladelser er blevet tilbagekaldt.
Der findes således ikke, som det er oplyst for (B), nogen fastlagt praksis
for,
under hvilke omstændigheder en tilladelse kan tilbagekaldes. En sådan praksis
ville i givet fald have kunnet give transportvirksomheden en fornemmelse for,
hvorledes foreliggende sag ville blive behandlet hos myndighederne, selv om
det konkrete begrundede skøn skal foreligge.
Ovenstående forhold begrunder, hvorfor transportvirksomheden i
den foreliggende sag ikke kunne have nogen forventning om, hvorvidt
ansøgningen
ville blive godkendt eller afslået, hvorfor den traf foranstaltninger i
overensstemmelse hermed. Virksomheden var derimod fuldstændig uforberedt på,
at tilladelsen ville blive tilbagekaldt, hvorfor der ikke var taget højde for
dette forhold i virksomhedens dispositioner.
På baggrund af vores kendskab til praksis er det også (B)’s
opfattelse, at virksomheden ikke kunnet forvente en tilbagekaldelse i
foreliggende sag. Da antallet af tilbagekaldte tilladelser på dette område er
ganske lille – eller ikke-eksisterende – og da der rutinemæssigt
gives
tilladelse til transporter af samme eller større dimensioner end i
foreliggende
sag, har virksomheden efter (B)’s opfattelse haft en berettiget
forventning
om, at tilladelsen ikke ville blive tilbagekaldt.
(B) ser det meget begrænsede antal tilbagekaldelser på området
som udtryk for dels, at politiet normalt ikke begår fejl i sådanne sager,
dels,
at der tages nøje hensyn til de forventninger modtageren af en begunstigende
forvaltningsakt har til at kunne agere i overensstemmelse hermed.
Det anføres i Færdselsstyrelsens brev af 26. marts 2003, at
begunstigende forvaltningsakter som udgangspunkt kun kan tilbagekaldes, hvis
’stærke grunde’ taler herfor, dvs. ’menneskers liv, sundhed og
velfærd,
statens sikkerhed m.v.’ Styrelsen anfører endvidere, at det som
’klar
hovedregel’ gælder, at der ikke kan ske tilbagekaldelse, hvis der ikke
er nye
oplysninger i sagen.
Der er efter (B)’s opfattelse ikke umiddelbart tale om fx
trusler mod menneskeliv i foreliggende tilfælde. Dette begrundes bl.a. i
ovenstående bemærkninger om, at der gives tilladelse til transporter af samme
eller større dimensioner i lignende tilfælde. Vi skal desuden fremhæve, at
hvis politiet havde bedømt transporten som værende færdselssikkerhedsmæssigt
risikofyldt, kunne de i den situation, hvor tilladelsen var udstedt, og der
efterfølgende opstår betænkeligheder ved transporten, men det skønnes for
indgribende at tilbagekalde tilladelsen, have valgt en mellemform mellem
afslag og tilladelse: At lade transporten eskortere af politiet, hvilket der
er
praksis for i adskillige andre tilfælde.
(B) er således af den opfattelse, at når offentlige myndigheder
i deres beslutningsgrundlag anvender et så vægtigt kriterium som
færdselssikkerhedsmæssige hensyn, der i praksis næsten umuliggør enhver anden
relevant indvending, må myndigheden være særligt forpligtet til at foretage
en
tilbundsgående og konkret bedømmelse af konsekvenserne. Man bør derfor
tilsvarende kunne stille særlige krav til myndigheden om begrundelse i
konkrete
forhold og vurdering af muligheden for at foretage mindre indgribende
foranstaltninger, før tilbagekaldelse af en allerede givet tilladelse kan
komme
på tale.
Samtidig er det ikke (B)’s opfattelse, at Politimesteren i
Horsens kommer i besiddelse af nye faktuelle oplysninger i forbindelse med
henvendelsen fra Politimestrene i Gråsten og Tønder. (B) er af den
opfattelse,
at Politimestrene i Gråsten og Tønder på det givne tidspunkt må have været i
besiddelse af
færre
oplysninger end
Politimesteren i Horsens, idet de ikke havde modtaget henvendelsen fra
transportvirksomheden. Det er åbenbart, at Politimestrene i Gråsten og Tønder
har bedre kendskab til deres lokalområde, men da transporten vil skulle føres
på motorvejsnettet igennem disse politikredse, er der ikke (B) bekendt
særlige
lokale færdselssikkerhedsmæssige hensyn, der gør sig gældende i dette
tilfælde.
Der er ikke (B) bekendt i tidligere sager taget stilling til
den hjemmelsmæssige udstrækning af tilbagekaldelsesadgangen i § 4, stk. 5, i
Cirkulære nr. 65 om transporttilladelser af 30. april 1993. Vi er heller ikke
bekendt med, at der eksisterer afgørelser, der fastlægger cirkulærets
praktiske anvendelsesområde, dvs. om bestemmelsen angiver en generel hjemmel
til at tilbagekalde tilladelser, eller om bestemmelsen giver mulighed for at
tilbagekalde tilladelser, hvis forholdene efterfølgende har ændret sig.
(B) har derfor taget til efterretning, at Færdselsstyrelsen i
brev af 14. oktober 2003 under ’Ad 1)’, side 3, 4. afsnit
vedrørende bestemmelsens
sigte, anfører, at en tilbagekaldelse er mulig, når der opstår uforudsete
vejrsituationer m.v.. Vi finder desuden ikke, at de betingelser for
tilbagekaldelse, som styrelsen i samme brev anfører med henvisning til
’almindelige retsgrundsætninger, når der ikke findes ’direkte
hjemmel’ er
opfyldt i denne sag. (B) bestrider imidlertid ikke, at der generelt skal være
en sådan adgang til at tilbagekalde en tilladelse.
For så vidt angår det af Færdselsstyrelsen på side 4, 2. afsnit
anførte vedrørende muligheden for transport ad vandvej i Tyskland, skal (B)
for god ordens skyld efter drøftelser med transportvirksomheden anføre, at
transport ad vandvejen også i Tyskland ville have været besværlig,
tidskrævende
og dyr, hvorfor man afviser denne mulighed i ansøgningen.
For så vidt angår politiets og Færdselsstyrelsens bemærkninger
om, hvornår tilbagekaldelsen blev modtaget i transportvirksomheden, skal (B)
efter opklarende drøftelser med transportvirksomheden for god ordens skyld
korrigere det anførte i brev af 9. maj 2003 side 2, 3. afsnit:
Tilbagekaldelsen
blev modtaget i transportvirksomheden 21. februar 2003. Fejlen skyldes, at
den
af Færdselsstyrelsen i brev af 14. oktober 2003 side 4 under ’Ad
4)’ anførte
dato, nummer og tid ikke fremgår af (B)’s kopi af faxen.
(B) kan afslutningsvist på vegne af virksomheden for god ordens
skyld oplyse, at det daglige praktiske samarbejde med de i foreliggende sag
berørte myndigheder fungerer på samme professionelle niveau som hidtil.”
Politimesteren i Horsens og Færdselsstyrelsen har ikke haft
yderligere bemærkninger til sagen.
Ombudsmandens udtalelse
”1. Reglerne om udstedelse af tilladelse til transport med blokvogn
Bestemmelserne i færdselslovens §§ 84, stk. 1, 86, og
134 a
har følgende ordlyd, jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 2. august 2001:
’§ 84.
Justitsministeren fastsætter bestemmelser om køretøjers og vogntogs største
bredde, længde og højde i såvel belæsset som ubelæsset stand, herunder om
kørsel med særlig brede, lange eller høje køretøjer eller vogntog.
§ 86.
Kørsel med blokvogn i belæsset stand må kun ske med politiets tilladelse, der
meddeles efter forhandling med vedkommende vejbestyrelse. Tilsvarende gælder
for kørsel
med blokvogn i ubelæsset stand, hvis blokvognene overskrider de i medfør af
§§
84 og 85 fastsatte bestemmelser om køretøjets bredde, længde og højde samt om
køretøjers største tilladte totalvægt og akseltryk. Tilladelse gives til en
enkelt kørsel eller til kørsel på en bestemt strækning eller inden for et
bestemt område. Blokvogn må kun anvendes til transport, som ikke med
rimelighed
vil kunne gennemføres på anden måde.
Stk. 2.
Trafikministeren
fastsætter bestemmelser om blokvognskørsel. Justitsministeren fastsætter
bestemmelser om betaling for politimæssig assistance, der efter politiets
skøn
er påkrævet ved gennemførsel af sådanne transporter.
§
134 a.
Trafikministeren kan bemyndige
Færdselsstyrelsen eller en anden under Trafikministeriet oprettet styrelse
eller tilsvarende institution til at udøve de beføjelser, der i denne lov er
tillagt trafikministeren.
Stk. 2.
Ministeren kan
fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i
henhold
til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne
indbringes for ministeren.’
I medfør af §
134 a
i færdselsloven har Trafikministeren udstedt bekendtgørelse nr. 928 af 22.
oktober
2001 om henlæggelse af opgaver til Færdselsstyrelsen som ændret ved
bekendtgørelse nr. 605 af 27. juni 2003. Bekendtgørelsens § 1, stk. 1 og stk.
3
og 4, har følgende ordlyd:
’
§ 1.
Beføjelser,
herunder til at udstede regler, træffe afgørelser og afgøre klager, som i
følgende
love er tillagt trafikministeren, udøves af Færdselsstyrelsen, jf. dog stk.
2:
Færdselsloven.
Lov om taxikørsel m.v.
Stk. 3.
Beføjelsen
efter stk. 1, nr. 1, til at træffe afgørelse i sager vedrørende færdselsloven
kan efter Færdselsstyrelsens bestemmelse overføres til politiet.
Stk.
4.
Afgørelser truffet af Færdselsstyrelsen
i henhold til stk. 1 kan ikke indbringes for højere administrativ
myndighed.’
I medfør af bl.a. § 84, stk. 1, og § 86 i færdselsloven har
Trafikministeriet udstedt bekendtgørelse nr. 313 af 9. maj 1997 om blokvogne
og mobilkraner som ændret ved bekendtgørelse nr. 269 af 6. maj 1999. Denne
indeholder følgende bestemmelser i § 8 og i § 9, stk. 3:
’
§ 8.
Tilladelse til
kørsel med belæsset blokvogn gives af politiet efter forhandling med
vedkommende
vejbestyrelse(r). Tilsvarende gælder for kørsel med blokvogn i ubelæsset
stand, hvis blokvognen overskrider de gældende bestemmelser om køretøjers
bredde, længde og højde samt om køretøjers største tilladte totalvægt og
akseltryk. Tilladelse kan kun gives såfremt den pågældende transport ikke med
rimelighed kan kræves gennemført på anden måde. Tilladelse kan også gives til
kørsel med udenlandske blokvogne.
Stk. 2.
Transport med
blokvogn må som udgangspunkt kun foregå med udeleligt gods, der ikke lovligt
kan transporteres på et registreret køretøj. Tilbehør, der skal benyttes
sammen med det udelelige gods, kan dog medbringes, såfremt det maksimalt
udgør
10% af godsets vægt. Ballastklodser, der hører til en mobilkran, må dog
transporteres
på en blokvogn, uanset at der er tale om deleligt gods, forudsat at
blokvognstoget ikke er tungere end mobilkranen. Ved transport af gods, der er
for langt, bredt, eller højt, kan der ligeledes medtages andet gods, såfremt
vogntogets dimensioner ikke herved øges, og såfremt bestemmelserne om vægt og
akseltryk for registrerede køretøjer ikke overskrides.
Stk.
3.
Generel transporttilladelse og engangstransporttilladelser
kan meddeles køretøjets ejer (bruger) af politiet på det sted, hvor
køretøjets
ejer (bruger) har bopæl eller fast forretningssted, eller hvor køretøjet
hovedsageligt benyttes. Engangstransporttilladelse kan endvidere efter aftale
udstedes af politiet på det sted, hvor transporten skal tage sin begyndelse.
Generel tilladelse kan meddeles for et bestemt tidsrum på højst et år.
Politiet kan fastsætte nærmere vilkår for både generel- og
engangstransporttilladelser.
Stk.
4.
Ansøgning om tilladelse indgives på
en blanket, der udleveres af politiet. Ansøgning om tilladelse til kørsel med
blokvogn skal være ledsaget af en klassificeringsattest for blokvognen
udstedt
i henhold til Vejdirektoratets klassificeringssystem for det overordnede
vejnet. Klassificeringsattest skal dog ikke vedlægges, såfremt bestemmelserne
om vægt og akseltryk for registrerede køretøjer ikke overskrides. Der skal
endvidere vedlægges attest for blokvogn og for trækkraft for blokvogn med
Statens Bilinspektions påtegninger om godkendelse af køretøjerne og med
motorkontorets påtegning om udlevering af blokvognsnummerplade.
Stk.
5.
Ansøgning skal indgives i tilstrækkelig
god tid, inden transporten skal finde sted afhængig af, hvor mange
myndigheder,
der skal forespørges for at transporttilladelse kan gives.
§
9.
Stk. 3.
Politiet kan i
tilladelsen fastsætte særlige vilkår for transportens gennemførelse, såfremt
politiet
skønner, at hensynet til færdselssikkerheden eller vejforhold kræver dette.
Politiets tilladelse kan således indeholde vilkår om tidsrum for
gennemførelse
af transporten, rute, særlig afmærkning, ledsagelse mv.’
I forbindelse med udstedelsen af bekendtgørelse nr. 313 af 9.
maj 1997 om blokvogne og mobilkraner udsendte Færdselsstyrelsen
cirkulæreskrivelse af 28. maj 1997 om ny blokvognsbekendtgørelse. Af
cirkulæreskrivelsens pkt. 5 fremgår bl.a. følgende:
’5.
Udstedelse af transporttilladelser til blokvognskørsel
Trafikministeriets cirkulære nr. 66 af 30. april 1993 om
transporttilladelser kan anvendes analogt ved bedømmelse af ansøgning om
transporttilladelse for blokvogn (eller mobilkran). Det gælder specielt
bestemmelserne
om, hvornår der kan stilles krav om ledsagerbil og afmærkning af køretøjet.
Det gælder dog
ikke
cirkulærets § 3,
der vedrører hvilken politikreds, der skal søges transporttilladelse i, og
cirkulærets kapitel 2 (§§ 6-9), der vedrører den største tilladte længde og
højde, idet blokvogne pr. definition ikke skal opfylde
dimensionsbestemmelserne.’
Trafikministeriets cirkulære nr. 66 af 30. april 1993 om
transporttilladelser indeholder bl.a. følgende bestemmelser:
’Kapitel
1
Fælles
bestemmelser
§ 1.
Politiet kan
efter nedenstående regler tillade kørsel med læs, der overskrider
bestemmelserne om største tilladte bredde, længde og højde, på lastbil og på
vogntog, der består af lastbil med påhængsvogn eller sættevogn,
såfremt godset er udeleligt i den pågældende dimension eller
ikke uden væsentlig vanskelighed kan adskilles, jf. dog § 11 om containere,
og
såfremt transporten ikke med rimelighed vil kunne kræves
gennemført på anden måde.
§ 2.
Tilladelse meddeles
enten som en engangstilladelse eller som en generel tilladelse for et bestemt
tidsrum på højst 1 år.
§ 3.
Engangstilladelse meddeles køretøjets ejer (bruger) af politiet på det sted,
hvor den pågældende transport skal tage sin begyndelse. Generel tilladelse
meddeles af politiet på det sted, hvor køretøjets ejer (bruger) har bopæl
eller fast forretningssted, eller hvor køretøjet hovedsageligt benyttes.
Engangstilladelser, der berører kørsel i andre politikredse, meddeles efter
samtykke fra disse.
§ 4.
Stk. 5.
Politiet kan
tilbagekalde tilladelsen såfremt vilkårene for tilladelsen tilsidesættes.
Tilladelsen kan endvidere tilbagekaldes, såfremt dette er nødvendigt af
hensyn
til færdselssikkerheden eller vejforholdene.
Kapitel 2
Generelle tilladelser
Kørsel med bredt læs
§ 5.
Tilladelse til
kørsel med bredt læs kan meddeles til og med en samlet bredde på
3,3 m.
Kapitel
3
Engangstilladelser
§ 10.
Politiet kan
meddele engangstilladelse i samme omfang som ved generelle tilladelser.
Stk. 2.
Politiet kan i
øvrigt ved engangstilladelse fravige bestemmelserne i §§ 5-7 og i § 9,
såfremt
godset er udeleligt i den pågældende dimension eller ikke uden væsentlig
vanskelighed kan adskilles, og såfremt transporten ikke med rimelighed vil
kunne kræves gennemført på anden måde.’
2. Gyldigheden af
den oprindelige afgørelse om udstedelse af transporttilladelsen
Under sagen har myndighederne lagt til grund at den oprindelige
afgørelse af 17. februar 2003 om udstedelse af transporttilladelse var
gyldig,
og at der derfor var tale om tilbagekaldelse af en gyldig tilladelse, jf.
bl.a. Færdselsstyrelsens udtalelse til mig af 14. oktober 2003.
I min bedømmelse af sagen har jeg også lagt til grund at den
oprindelige afgørelse var gyldig, og at det skøn der var udøvet af
Politimesteren i Horsens i relation til den oprindelige afgørelse om
udstedelse
af transporttilladelse, således lå inden for lovens rammer. Jeg bemærker i
den
forbindelse at bestemmelsen i § 3 i cirkulære nr. 66 af 30. april 1993 om
obligatorisk høring af de politikredse som kørslen berører, ifølge
Færdselsstyrelsens cirkulæreskrivelse af 28. maj 1997 om ny
blokvognsbekendtgørelse
ikke finder analog anvendelse ved meddelelse af transporttilladelse til
blokvogn, jf. også Færdselsstyrelsens udtalelse til mig af 14. oktober 2003.
Jeg bemærker også at der ikke har været rejst spørgsmål om
Politimesteren i Horsens kompetence. (A) havde fast forretningssted i
Horsens. Efter bestemmelsen § 8, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 313 af 9.
maj 1997 om blokvogne og mobilkraner havde politiet i Horsens utvivlsomt
kompetence til at udstede transporttilladelsen.
3.
Sagsbehandlingsspørgsmål i forbindelse med afgørelsen om tilbagekaldelse
a) Sagsoplysning
En tilbagekaldelse af en afgørelse sker ved en ny afgørelse. Det
betyder at de almindelige forvaltningsretlige regler og retsgrundsætninger om
sagsbehandling, skønsudøvelse mv. også gælder for tilbagekaldelse.
Sagsoplysningen i forbindelse med tilbagekaldelse skal således
ske i overensstemmelse med officialprincippet. Efter princippet der gælder
som
et grundlæggende princip i forvaltningsretten, påhviler det den enkelte
forvaltningsmyndighed selv eventuelt i samarbejde med andre myndigheder at
fremskaffe de fornødne oplysninger om den foreliggende sag eller dog at
foranledige at private, navnlig parterne, yder medvirken til sagens
oplysning.
Se bl.a. Kaj Larsen, mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 447 ff.
Som det fremgår af Færdselsstyrelsens afgørelse af 26. marts
2003, er kernen i vurderingen af om der er adgang til at tilbagekalde en
afgørelse, på den ene side forvaltningens konkrete tilbagekaldelsesårsag og
på den anden side tilbagekaldelsens virkning for parten. For at kunne træffe
en lovlig og korrekt afgørelse må der således foreligge nærmere oplysninger
både til belysning af karakteren og styrken af de hensyn som taler for
tilbagekaldelse,
henholdsvis af de hensyn til navnlig parten som taler imod tilbagekaldelse.
Både Horsens Politi og Færdselsstyrelsen har lagt vægt på at tilbagekaldelsen
skete hurtigt og umiddelbart efter at Politimestrene i Gråsten og Tønder
gjorde opmærksom på deres indvendinger.
Jeg er enig i at styrken af de hensyn til parten som taler imod
tilbagekaldelse, som regel vil være mindre jo hurtigere tilbagekaldelsen
sker.
Jo kortere tid der går, jo mindre vil parten typisk have nået at have
indrettet
sig på den trufne afgørelse.
Imidlertid må kravene til sagsbehandlingen opretholdes uanset
dette forhold. Hensynet til at undgå at parten i god tro indretter sig
(yderligere) på afgørelsen efter at myndigheden er blevet opmærksom på at der
eventuelt er grundlag for tilbagekaldelse, kan varetages ved at parten gøres
opmærksom på at der er rejst en sag om tilbagekaldelse. Herefter må sagen
oplyses
tilstrækkeligt til at der kan træffes en lovlig og rigtig afgørelse.
Horsens Politi traf afgørelse uden forinden at underrette (A)
om at der på baggrund af indvendingerne fra Politimestrene i Gråsten og
Tønder kunne være grundlag for tilbagekaldelse af transporttilladelsen, og
uden at indhente oplysninger om hvilken betydning en tilbagekaldelse ville
have for (A). Oplysningerne om at (A) ville skulle bære en ekstraudgift på op
til 65.000 EURO, forelå således først da (B) efterfølgende på vegne af (A)
klagede over den trufne afgørelse.
Det er min opfattelse at Horsens Politi efter at have modtaget
brevet fra Politimestrene i Gråsten og Tønder burde have gjort (A) opmærksom
på at det på baggrund af henvendelsen havde indledt overvejelser om at
tilbagekalde transporttilladelsen, og samtidig have opfordret firmaet til at
dokumentere og redegøre for karakteren og styrken af de eventuelle hensyn til
firmaet som talte imod tilbagekaldelse. Denne forpligtelse følger dels af
sagsoplysningsprincippet, dels af forvaltningslovens § 19 der er omtalt
nedenfor.
At dette ikke skete, bevirker efter min opfattelse at Horsens
Politis sagsoplysning og partshøring forbindelse med afgørelsen om
tilbagekaldelse var klart utilstrækkelig.
Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse.
b) Partshøring
Forvaltningslovens § 19, stk. 1, indeholder følgende
bestemmelse:
’§ 19.
Kan en part i
en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af
bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke
træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne
og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog
kun,
hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig
betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for
afgivelsen
af den nævnte udtalelse.’
Afgørelsen om tilbagekaldelse fra Politimesteren i Horsens
byggede på Politimestrene i Gråsten og Tønders udtalelse af 21. februar 2003.
I udtalelsen var indeholdt oplysninger om at en tysk speditør for et tysk
vognmandsfirma havde søgt om tilladelse til samme transport som (A) havde
fået
tilladelse til, og oplysninger om at denne transport var blevet afslået
’under
hensyntagen til, at Grenå er en havneby samt grundet færdselsmæssige
årsager’.
Det er min opfattelse at Politimesteren i Horsens i medfør af
bestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 1, også burde have forelagt
oplysningerne i udtalelsen for (A) med henblik på at (A) fik lejlighed til at
kommentere dem inden der blev truffet afgørelse.
Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse.
c) Begrundelse
Det fremgår af forvaltningslovens § 22 at en afgørelse når den
meddeles skriftligt, skal være ledsaget af en begrundelse medmindre
afgørelsen
fuldt ud giver den pågældende part medhold. De indholdsmæssige krav til
begrundelsen fremgår af forvaltningslovens § 24 som har følgende ordlyd:
’§ 24.
En begrundelse
for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold
til
hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler
beror
på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn,
der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen
skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger
vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning
for afgørelsen.
Stk. 3.
Begrundelsens
indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte
kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for
afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller
offentlige interesser, jf. §
15.’
Hvis en afgørelse er truffet på baggrund af uskrevne regler –
f.eks. de almindelige retsgrundsætninger om tilbagekaldelse – forstås
kravet om
henvisning til retsregler på den måde at begrundelsen skal indeholde en kort
gengivelse af indholdet af det uskrevne retsgrundlag således som
myndighederne
forstår og anvender det. Se bl.a. Hans Gammeltoft-Hansen mfl.,
Forvaltningsret,
2. udgave (2002), s. 558.
Begrundelsen skal være korrekt; det vil bl.a. sige at den skal
være et sandt udtryk for de forhold og overvejelser der har ført myndigheden
frem til den trufne afgørelse. Se samme sted, s. 565.
Politimesteren i Horsens’ afgørelse om tilbagekaldelse indeholdt
en redegørelse for de faktiske omstændigheder som var tillagt betydning for
afgørelsen, og en angivelse af hovedhensyn der var bestemmende for
skønsudøvelse, nemlig det forhold at godset kunne sendes ad søvejen og
hensynet til færdselssikkerheden.
Begrundelsen indeholdt derimod ikke en henvisning til de
retsregler i henhold til hvilke afgørelsen var truffet. Det fremgår af
Politimesteren i Horsens’ udtalelse til mig af 12. august 2003 at det
var
politimesterens opfattelse at hjemlen til tilbagekaldelsen var bestemmelsen i
§ 4, stk. 5, i cirkulære nr. 66 af 30. april 1993 om transporttilladelser.
Cirkulæret var ikke den rette hjemmel for tilbagekaldelse, jf. det nedenfor
anførte, men Politimesteren skulle når henses til at begrundelsen skulle være
subjektivt korrekt, have henvist hertil.
Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse.
d) Klagevejledning
Forvaltningslovens § 25, stk. 1, indeholder følgende bestemmelse
om klagevejledning:
’
§ 25.
Afgørelser,
som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles
skriftligt,
være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans
og
oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel
tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende
part medhold.’
Politimesteren i Horsens’ afgørelse om tilbagekaldelse kunne
indbringes for Færdselsstyrelsen. Derfor burde afgørelsen have indeholdt
vejledning om denne klagemulighed.
Jeg mener at det er beklageligt at afgørelsen ikke var fulgt af
en sådan vejledning. Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse.
4. Hjemmelsspørgsmål
i forbindelse med afgørelsen om tilbagekaldelse
a)
Hjemmelsgrundlaget for tilbagekaldelse
Politimesteren i Horsens har som hjemmel for tilbagekaldelse
henvist til Trafikministerens cirkulære nr. 66 af 30. april 1993 om
transporttilladelser § 4, stk. 5, jf. udtalelsen af 12. august 2003.
Bestemmelsen
svarer til det som er gengivet i de almindelige betingelser for tilladelsen.
Færdselsstyrelsen har derimod afvist at der er hjemmel i
cirkulæret til tilbagekaldelse. Muligheden i cirkulæret for at tilbagekalde
en tilladelse af hensyn til færdselssikkerheden eller vejforholdene kan
ifølge
styrelsen kun anvendes når der opstår uforudsete vejrsituationer,
færdselsuheld
eller lignende. Tilbagekaldelsen er efter Færdselsstyrelsens opfattelse sket
med hjemmel i almindelige retsgrundsætninger om tilbagekaldelse (jf.
Færdselsstyrelsens afgørelse af 26. marts 2003 og styrelsens udtalelse til
mig af 14. oktober 2003).
Færdselsstyrelsens opfattelse hvorefter der ikke er hjemmel i
cirkulæret til at tilbagekalde i den foreliggende situation, men at de
almindelige retsgrundsætninger om tilbagekaldelse gælder ved siden af
cirkulæret, kan ikke give mig anledning til bemærkninger.
b) Var
tilbagekaldelsen berettiget?
1.
Færdselsstyrelsen
har i sin afgørelse af 26. marts 2003 redegjort for indholdet af de
almindelige
retsgrundsætninger om tilbagekaldelse. Jeg har ingen bemærkninger til denne
generelle redegørelse. Dog finder jeg anledning til at understrege
betydningen
af proportionalitetsprincippet i tilbagekaldelsessituationen: Jo mere
intensivt
indgrebet er, des stærkere tilbagekaldelsesgrundlag må kræves. Desuden må det
overvejes om indgrebet i det hele taget er nødvendigt, eller om mindre
indgribende
midler er tilstrækkelige til at tilgodese de hensyn der taler for
tilbagekaldelse.
Se bl.a. Karsten Revsbech mfl., Almindelige Emner, 3. udgave (1997), s. 441
og
442, Karsten Loiborg, Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s.
949 f, og Bent Christensen, Prøvelse
(1994), s. 200 og 201.
2.
Tilbagekaldelsen
af transporttilladelsen var begrundet dels i at transporten kunne finde sted
ad
søvejen, dels i hensynet til færdselssikkerheden. I afgørelsen af 26. marts
2003 har Færdselsstyrelsen anført at hensynet til færdselssikkerheden vejer
tungere end hensynet til at transporten skal kunne gennemføres ad den ansøgte
rute, i betragtning af at transportens slutdestination er en havn hvortil der
kan fragtes gods ad vandvejen.
Jeg er enig i at det forhold at der er mulighed for at
transportere godset ad søvejen, kan tillægges væsentlig betydning i
forbindelse med
udstedelse
af
transporttilladelse når væsentlige hensyn til færdselssikkerheden taler mod
landstransport, jf. herved rimelighedsbetragtningen i færdselslovens § 86,
stk. 1, og i § 8, stk. 1, 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 313 af 9. maj 1997 om
blokvogne og mobilkraner.
I forbindelse med tilbagekaldelse af en lovligt udstedt
transporttilladelse hvor rimelighedsbetragtningen allerede skulle
være
overvejet i forbindelse med udstedelsen mener jeg imidlertid ikke at
muligheden for transport ad søvejen kan indgå med tilsvarende vægt. Det er
antaget at tilbagekaldelse ikke kan ske alene med henvisning til at en
tilladelse ikke burde være givet, f.eks. fordi praksis er fraveget hvilket
har
ført til manglende konsekvens i administrationen. Se bl.a. Karsten Revsbech
mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 3. udgave (1997), s. 443, og de
sager
som er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1989, s. 130 f*, og
for 1994, s. 664* (R 94).
3.
Vurderingen af med
hvilken vægt hensynet til færdselssikkerheden kan indgå i forbindelse med en
beslutning om tilbagekaldelse, må tillige ses i lyset af at lovgivningen
åbner mulighed for ud fra en skønsmæssig vurdering at udstede tilladelse til
transport med bred last, og at (A) tidligere har fået transporttilladelser
til
transport med laster der var endnu bredere end den hvortil tilladelsen blev
tilbagekaldt. Der foreligger ikke oplysninger i sagen om at der skulle have
været problemer i forbindelse med gennemførelsen af disse. Ingen af de
tidligere transporttilladelser er blevet tilbagekaldt af hensyn til
færdselssikkerheden.
Politimesteren i Horsens har i sin udtalelse af 12. august 2003
anført at transporten ikke kunne gennemføres på en færdselssikkerhedsmæssig
forsvarlig måde. Politimesteren har i den forbindelse henvist til
udtalelserne
fra Vejdirektoratet og Politimestrene i Gråsten og Tønder. Færdselsstyrelsen
har henvist til udtalelsen fra Politimesteren i Horsens.
Det fremgår af udtalelsen fra Vejdirektoratet at transporten
ville være til ’ulempe, evt. fare for den øvrige trafik’, og af
udtalelsen fra
Politimestrene i Gråsten og Tønder at transporten ville være ’både til
væsentlig ulempe, men også til fare for den øvrige trafik’. I udtalelsen
fra
Politimestrene i Gråsten og Tønder er imidlertid angivet at transporten kunne
have været gennemført med politiledsagelse, og hvis delstrækninger blev
afspærret for øvrig færdsel.
Med de ovennævnte udtalelser mener jeg at det i sig selv er
tvivlsomt om hensynet til færdselssikkerheden i denne sag var så tungtvejende
at det i ganske betydelig grad talte for en tilbagekaldelse uanset de
modstående hensyn.
4.
Færdselsstyrelsen
har henvist til at der som hovedregel ikke er adgang til tilbagekaldelse hvis
der på tidspunktet for ønsket om tilbagekaldelse foreligger de samme faktiske
oplysninger som forelå på tidspunktet for den oprindelige afgørelse.
Indvendingerne mod transporten fra Politimestrene i Gråsten og Tønder forelå
ikke på tidspunktet for den oprindelige afgørelse hvorfor denne hovedregel
efter styrelsens opfattelse ikke kan finde anvendelse her.
Jeg er enig i at det normalt kan tillægges en vis vægt om
tilbagekaldelsesgrunden er opstået før eller efter den oprindelige afgørelse.
Jeg er derimod ikke enig med Færdselsstyrelsen i at der i
forbindelse med afgørelsen om tilbagekaldelsen forelå nye faktiske
oplysninger om transporten. Afgørelsen om tilbagekaldelsen byggede i det
væsentligste på de samme faktiske oplysninger, men der forelå nu blot en
anden
politimyndigheds ændrede
vurdering
af
om der skulle have været givet tilladelse til transporten. Myndigheden kunne
have taget denne i betragtning ved den oprindelige afgørelse hvis man f.eks.
havde hørt de politimyndigheder som var berørt af transporten. Risikoen for
at
tilbagekaldelsesgrunden ikke indgik i den oprindelige afgørelse, påhviler som
udgangspunkt myndigheden medmindre parten har gjort sig skyldig i svig eller
i
øvrigt har tilsidesat en ham påhvilende oplysningspligt. Se bl.a. Karsten
Loiborg mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 949.
5. Sammenfatning og
henstilling
Sammenfattende må jeg anse Politimesteren i Horsens’ afgørelse
om tilbagekaldelse for så mangelfuld at Færdselsstyrelsen som
prøvelsesmyndighed burde have tilsidesat afgørelsen som ugyldig. Jeg henviser
navnlig til den klart utilstrækkelige sagsoplysning.
Med hensyn til Færdselsstyrelsens afgørelse må det efter min
opfattelse anses for tvivlsomt om styrelsens konkrete afvejning af de
relevante hensyn for og imod tilbagekaldelse af tilladelsen fuldt ud er
foretaget i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige regler om
tilbagekaldelse.
Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse, og jeg
har samtidig henstillet til Færdselsstyrelsen at genoptage sagen med henblik
på en fornyet vurdering af den i lyset af det jeg har anført.”
NOTER: (*) FOB 1989, s. 130, og FOB 1994, s. 664.
Lignende dokumenter
- Politiets opkrævning af i alt 5.846,51 kr. i vægtafgift for perioden 1. oktober 2006 til 30. september 2007 for en traktor, reg.nr. UT ..., og en påhængsvogn… Landsskatteretten · 10. december 2008
- Bekendtgørelse om særtransport Retsinformation · 1. juni 2023
- 2004/261/EF: Kommissionens beslutning af 9. juli 2003 om Italiens påtænkte statsstøtte C 11/2002 (ex N 382/2001) til fordel for lastvogne til godstransport med henblik på en omledning af trafikken fra hovedvej 33 ved Lago Maggiore til motorvej A26 (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2003) 2154) EU-lovgivning · 9. juli 2003
- Forslag til Lov om ændring af våbenloven (Transport af våben mv. mellem tredjelande) Retsinformation · 4. februar 2004
- 1990 LSF 120 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FORSKELLIGE LOVE INDEN FOR JUSTITSMINISTERIETS OMRÅDE (OPHÆVELSE AF GEBYRER FOR VISSE FORVALTNINGSAFGØRELSER) Retsinformation · 10. juni 1991
- 2002/405/EF: Kommissionens beslutning af 20. juni 2001 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 82 (COMP/E-2/36.041/PO — Michelin) (EØS-relevant tekst.)(meddelt under nummer K(2001) 1582) EU-lovgivning · 20. juni 2001