Spring til indhold

Retsinformation

Tilbagekaldelse af transporttilladelse

FOU nr 2004.476UdtalelserFolketinget8. november 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tilbagekaldelse af transporttilladelse

Det fremgik af sagens akter at et transportfirma, A, den 17.

februar 2003 ansøgte Horsens Politi om tilladelse til at transportere en

maskindel fra Frøslev Grænse til Grenå Havn inden for tidsrummet 19. februar

til 22. februar 2003. Det fremgik bl.a. af ansøgningen at transportens

totalbredde var 6,20 meter, længden indtil

16,50 meter

og højden indtil

4 meter. Transporten ville ske med

lastbil tilkoblet blokvogn.

Tilladelse til transporten blev givet af Politimesteren i

Horsens samme dag. Tilladelsen blev givet på et skema hvortil der var

vedhæftet nogle ”Almindelige betingelser”. Af disse betingelser

fremgik bl.a.

at færdselsloven bestemmelser nøje skulle overholdes. I den forbindelse blev

bl.a. henvist til Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 313 af 9. maj 1997 om

kørsel med blokvogn og mobilkraner. Desuden blev det anført at

”transporttilladelser

meddeles i overensstemmelse med regler fastsat i Trafikministeriets cirkulære

nr. 66 af 30. april

1993.”

Om tilbagekaldelse var anført følgende:

”Politiet kan tilbagekalde tilladelsen, såfremt vilkårene for

tilladelsen, tilsidesættes. Tilladelsen kan endvidere tilbagekaldes, såfremt

det er nødvendigt af hensyn til færdselssikkerheden eller

vejforholdene.”.

Senere samme dag, den 17. februar 2003, anmodede A om at få

ændret tilladelsen således at transporten i stedet skulle finde sted inden

for

tidsrummet 21. marts til 27. marts 2003. Politimesteren imødekom senere den

Læs alt

17.

februar 2003 denne anmodning om ændring af tidspunktet for transporten.

Den 21. februar 2003 udsendte Politimesteren i Gråsten og

Tønder følgende meddelelse til alle de politimyndigheder der udstedte

transporttilladelser:

”Til orientering

Fra tysk speditør er der for tysk vognmandsfirma (C),

forespurgt/ansøgt om transporttilladelse til ’maskindel til

uddybningsskib’

Fra Frøslev Grænse til

Grenå

Transporten er opgivet til

6,2 m

i bredden

colli kun

1,70 m

over vejbanen i hele bredden.

– blokvognstransport.

Denne ansøgning er herfra afslået – under hensyntagen til, at

Grenå er en havneby samt grundet færdselssikkerhedsmæssige årsager.

– Dette til orientering, idet det forlyder, at ’dansk

vognmandsfirma’ er ansøgt om samme transport.”

Efter at have modtaget denne orientering tilbagekaldte

Politimesteren i Horsens A’s transporttilladelse i et udateret brev. Af

brevet

fremgik følgende:

”Tilbagekaldelse af

Transporttilladelse, journalnr ( )

Padborg Politi

, v. ( )

har givet afslag på ansøgning fra tysk vognmandsfirma (C), med hensyn til

transport af ’maskindel til uddybningsskib’ fra Frøslev

Grænse-Grenå, med en

bredde på

6,20 meter.

Afslaget begrundes med, at Grenå er en havneby, hvorfor

udskibning af godset kan finde sted, og dels også ud fra færdselsmæssige

årsager.

Af selv samme årsag, tilbagekaldes ovenstående tilladelse.”

Den 28. februar 2003 henvendte brancheforening B sig på vegne

af A til Politimesteren i Horsens og skrev bl.a. følgende:

”(A) har oplyst, at man indgik transportkontrakten under

forudsætning af, at tilladelse til transporten kunne opnås. Da denne blev

modtaget disponerede virksomheden i overensstemmelse hermed.

Transportvirksomheden har endvidere oplyst, at virksomhedens

tyske kunde telefonisk har oplyst, at meromkostningen ved

transportvirksomhedens manglende kontraktopfyldelse er beregnet til ca.

65.000

EURO, og at kunden vil kræve dette beløb udbetalt af transportvirksomheden

som

følge af, at virksomheden væsentligt har misligholdt den indgåede kontrakt.

Ved at udstede og forlænge foreliggende tilladelse og

efterfølgende at tilbagekalde den, har De tilbagekaldt en begunstigende

forvaltningsakt i forhold til virksomheden som denne har ageret på og derfor

nu

kan imødese et ikke ubetydeligt økonomisk tab.

Det er derfor (B)’s opfattelse at De kan holdes ansvarlig for

ovennævnte erstatningskrav.

(B) skal derfor venligst anmode Dem om at genoverveje

tilbagekaldelsen. Af hensyn til sagens hastende karakter skal vi anmode Dem

om,

snarest at meddele beslutningen herom snarest muligt til (B) eller direkte

til

transportvirksomheden.

Såfremt De opretholder tilbagekaldelsen vil (B) snarest muligt

vende tilbage med en endelig opgørelse af erstatningskravet.”

A gav i brev af 4. marts 2003 Horsens Politi yderligere

oplysninger om hvorledes transporten var agtet gennemført. Firmaet oplyste at

det tidligere havde gennemført lignende transporter med endnu større bredde

mellem Århus og Grenå.

Horsens Politi anmodede i telefax af 4. marts 2003

Vejdirektoratet om hjælp til ”udarbejdelse af bred transport”.

Politiet gav

nærmere oplysninger om hvad det var A havde søgt om tilladelse til. Politiet

oplyste også at der tidligere var givet tilladelse, men at denne var

tilbagekaldt, og at der i den anledning var blevet fremsat erstatningskrav

over for politiet.

I brev af 10. marts 2003 svarede Vejdirektoratet Horsens Politi

på følgende måde:

”Det er Vejdirektoratets holdning, at en transport af ovennævnte

bredde, og med slutsted i en havneby i Danmark, af færdselssikkerhedsmæssige

årsager ikke skal have tilladelse til kørsel på Vejdirektoratets veje.

Transportens bredde vil bl.a. medføre, at transporten fylder

begge vognbaner på motorvej E 45. Det vurderes ikke at være trafikalt

ansvarligt overfor den øvrige trafik, uanset kørselstidspunkt, mv. Det er,

som

De formentlig er bekendt med, ikke tilladt at benytte nødsporet til nogen

form

for kørsel. Transporten vil uundgåeligt blive til ulempe, evt. fare, for den

øvrige trafik, f.eks. i forbindelse med til- og frakørsler (kun 1 vognbane),

og ved svingning.

Grundreglen for behandling af en ansøgning om transporttilladelse

fremgår af cirkulærets § 1. I pkt. 2 står anført: ’såfremt transporten

ikke

med rimelighed vil kunne kræves gennemført på anden måde’. Det vil, ud

fra

’rimelighedsbetragtningen’, efter vores opfattelse være yderst

rimeligt, at godset

bliver transporteret ad søvejen, fra eksempelvis en nordtysk havneby og

direkte til Grenå Havn.

Det er derfor ikke muligt på strækningen Frøslev Grænse – Åby

Ringvej ad E 45, der omfatter de veje Vejdirektoratet er vejbestyrer for, at

anvise en anvendelig rute til transportens gennemførelse.”

Den 12. marts 2003 blev Vejdirektoratets udtalelse sendt til A.

B henvendte sig i brev af 14. marts 2003 på ny til Politimesteren i Horsens.

B

meddelte at A endnu ikke havde modtaget den endelige tilladelse fra de tyske

myndigheder til transport af maskindelen i Tyskland, men at udstedelse af

tilladelse syntes at være uproblematisk, og at den ville blive fremsendt så

snart den forelå. For så vidt angik spørgsmålet om erstatning henviste B til

forskellige domme.

Den 17. marts 2003 sendte B kopi af transporttilladelse i

Tyskland til Politimesteren i Horsens.

Den 19. marts 2003 sendte Politimesteren i Horsens sagen til

Færdselsstyrelsen idet politiet anså de modtagne indsigelser som værende en

klage over den trufne afgørelse om tilbagekaldelse. B og A blev samme dag

orienteret

herom. Politiet eftersendte den 20. marts 2003 til Færdselsstyrelsen kopi af

tilladelse fra de tyske myndigheder til transport af det ansøgte fra

Düsseldorf til den dansk- tyske grænse.

B sendte den 24. marts 2003 kopier af tidligere

transporttilladelser udstedt til A til kørsel med bred last til

Færdselsstyrelsen. Bredderne på lasterne var i disse tilfælde mellem 6,0 og

8,30 meter.

Den 25. marts 2003 afgav Politimestrene i Gråsten og Tønder en

udtalelse til sagen. Af denne fremgår bl.a. følgende:

”Fa (D), forespørger pr. telefax den 4. februar 2003

undertegnede, om tilladelse til transport af 1 stk. colli fra Grænsen til

Grenå. –

Bredden 6,2m.

Ved tlf. forespørgsel får jeg meddelt, at den omtalte transport

har følgende dimensioner:

Bredde: 6,2m

Længde 18m

Højde 4m

Vægt 50 tons

Colliet læsses på blokvogn, 7 aksler i alt.

Udformningen af colliet er således, at det vil være placeret

over vejbanerne i en højde af kun 1,7m i hele bredden. Belæsning midt på

blokvognladet. Belæsningen vil således rage ud i 2. vognbane ved kørsel af

motorvej samt spærre modgående vognbane ved kørsel på alm. landevej

(Aarhus-Grenå) – Vigespor på Motorvej må ikke benyttes (slidlag osv.)

(D) er ’kontaktfirma’ for et tysk vognmandsfirma, (C). Det er

dette tyske firma som skal udføre transporten.

Transporten skal foregå fra Frøslev Grænse til Grenå.

Det gives herfra meddelelse til (D), at vi agter at afslå

transporten, grundet færdselssikkerhedsmæssige årsager og også under

hensyntagen til, at Grenå er en havneby og at transporten derfor bør

foretages

pr. skib.

Afslaget blev givet mundtlig, men det blev overfor ansøgeren,

(D)., klart præciseret, at såfremt der hertil fremkom en egentlig ansøgning

om

transporttilladelse på det omtalte colli, ville ansøgningen omgående blive

afslået skriftlig. (D) blev ligeledes orienteret/vejledt mht., at der ved

evt.

klage over vor afgørelse skulle ansøges skriftlig.

Ingen var i tvivl om herværende kontors afgørelse i sagen,

hvorfor der ikke fremkom nogen egentlig ansøgning om transporttilladelse.

Forud for beslutningen om at afslå det ansøgte er

Tilladelseskontoret i Aarhus kontaktet. Også her var man enig i, at en bredde

på 6,2m ville være både til væsentlig ulempe men også til fare for den øvrige

trafik,

særlig på strækningen fra Aarhus

til Grenå – ad amtsvejen – rute 15.

Politiledsagelse ville være nødvendig, ligesom afspærring af

’delstrækninger’ ville være påkrævet.

Ad Motorvejen ville transporten være til væsentlig ulempe for

den øvrige færdsel, idet venstre collidel vil rage ud i 2. vognbane.

Forbikørsel vil på nogle strækninger være umulig.

På strækningen fra Aarhus til Grenå vil transporten på nogle

strækninger rage så langt ud i modsatte vognbane, at transporten vil være

direkte til fare for den øvrige færdsel, hvorfor det ville være nødvendigt

helt

at afspærre lange strækninger for færdsel i begge retninger.

Selv om transporten ledsages af flere ledsagekøretøjer er vor

stilling herfra, at transporten ikke bør gennemføres grundet

færdselssikkerhedsmæssige

årsager.

Aarhus er enig i den trufne afgørelse.

Et ledsagekøretøj må her i landet kun vejlede og advare den

øvrige trafik. Ledsageren kan af udstederen ikke pålægges at regulere hhv.

stoppe den øvrige trafik (på MTV). Ledsageren har ingen myndighed i

færdselsmæssig

henseende.

Transporten skulle efter vort skøn derfor være ledsaget af

politiet.

I vurderingen af afslaget indgår desuden det faktum, at Grenå er

en havneby, og at colliet uden problemer kunne sejles direkte til

modtagestedet.

Herværende kontor er på intet tidspunkt blevet forespurgt om

denne transport fra andet tilladelseskontor.

Den 20. februar 2002 henvendte firmaet (C) sig direkte til mig

og meddelte, at de var vidende om, at et dansk firma havde ansøgt om samme

transport

og fået en tilladelse.

Jeg meddelte, at dette ikke kunne være korrekt, idet vi i så

tilfælde uden tvivl ville være blevet orienteret/forespurgt fra den

udstedende

myndighed, idet dette er en ’naturlig’ del af sagsbehandlingen

mellem myndighederne

ved

særlig

omfangsrige og tunge

transporter.

Jeg rettede herefter henvendelse til både Aarhus og Grenå,

tilladelseskontorerne for transporttilladelse. Ingen af disse var

forespurgt/orienteret

af andre udstedelseskontorer om transporten til Grenå.

Den 21. februar 2002 udsendte jeg derfor telefax til samtlige

transportkontorer, hvori jeg meddelte, at der herfra var givet afslag på

nævnte

transport.

Samme dag henvendte firmaet (A) sig og oplyste, at de af

Horsens Politi nu havde fået inddraget en

tilladelse, omhandlende denne transport.

Der skal desuden til sagen oplyses, at behandlingen af sagen er

i nøje overensstemmelse med de instrukser, der er givet af færdselsstyrelsen,

Vejdirektoratet samt Rigsp. Færdselsafd.”

Færdselsstyrelsen sendte udtalelsen til B der den 25. marts 2003

bl.a. fremkom med følgende bemærkninger:

”Som det fremgår af g.d. fremsendte kopier af tilladelser har

den pågældende virksomhed tidligere – senest 24. oktober 2002 –

modtaget

tilladelser til brede transporter ad lande- og motorvej bl.a. fra

Politimesteren i Horsens.

Det synes således ikke på disse tidspunkter at have været

politiets vurdering, at der var noget færdselssikkerhedsmæssigt uforsvarligt

i

at udstede de pågældende tilladelser.

Det fremgår endvidere af tidligere fremsendte bilag, at de

tyske vejmyndigheder ikke har fundet det uforsvarligt at udstede tilladelse

til

transporten for så vidt angår distancen fra Düsseldorf til Frøslev, hvilket

er

ca. 3 gange så langt som den distance, der vil skulle tilbagelægges i

Danmark.

Vi finder på det foreliggende grundlag ikke, at argumentet om,

at tilladelse den pågældende transport ad landevej kan afvises, da der findes

mulighed for transport ad søvejen er sagligt. Det skal hertil endvidere

bemærkes,

at transporten kunne være sejlet den totale distance fra Düsseldorf til

Grenå,

hvilket de tyske myndigheder ikke har fundet grundlag for at foreslå. Det

skal

yderligere bemærkes, at en søtransport vil få transportomkostningerne til at

stige ganske betragteligt.

(B)’s væsentligste anke mod den foretagne tilbagekaldelse af den

begunstigende forvaltningsakt fra Horsens Politi er dog, at (A) ved de

tidligere udstedte tilladelser har haft en forventning om, at også denne

ville

blive tilladt. Man tager dog forbehold over for kunden for, at tilladelsen

skal

udstedes af det danske politi. Da tilladelsen modtages i virksomheden agerer

man på den og forpligter sig kontraktligt til at udføre transporten for

kunden.

Virksomheden har således taget alle de forbehold man med rimelighed

kan forestille sig for at sikre, at transporten foretages i overensstemmelse

med reglerne.

På trods heraf, står virksomheden nu i en situation, hvor den må

imødese et større erstatningskrav fra kunden grundet handlemåden fra Horsens

politi.

(B) finder på det grundlag ikke, at handlemåden fra

Politimesteren i Horsens har været begrundet i væsentlige

færdselssikkerhedsmæssige

forhold og at tilbagekaldelsen derfor bør ophæves.

(B) skal endelig bemærke, at tilbagekaldelsen fra

Politimesteren i Horsens er behæftet med væsentlige formelle fejl idet den

hverken

er dateret eller udstyret med klagevejledning.”

Den 26. marts 2003 traf Færdselsstyrelsen afgørelse om ikke at

ændre Politimesteren i Horsens’ afgørelse om tilbagekaldelse af

transporttilladelsen.

Af Færdselsstyrelsens afgørelse fremgår bl.a. følgende:

”Færdselsstyrelsen skal i det hele henvise til Politimestrene i

Gråsten og Tønders udtalelse af 25. marts 2003 samt til begrundelserne heri.

Styrelsen skal tilføje, at politiets bemyndigelse blandt andet

er begrænset ved at tilladelsesudstedelsen er betinget af, at transporten

ikke med rimelighed vil kunne kræves gennemført på anden måde, jf.

færdselslovens

§ 85, stk. 2.

Politiet skal derfor, i sager om udstedelse af

transporttilladelser, afveje hensynet til transportørens interesse i at kunne

fragte godset ad den korteste rute og på billigste måde mod hensynet til

færdselssikkerheden

for de andre trafikanter og unødig hindring og forstyrrelse af den øvrige

trafik.

Politiet må således foretage et konkret skøn for så vidt angår

den pågældende strækning. Det samme gælder de øvrige, af (B) fremsendte,

eksempler på transporttilladelser, der af politiet er udstedt til kørsel ad

andre konkrete strækninger. Disse eksempler kan således til denne sag alene

tjene til illustration af, at det på visse strækninger er muligt, at anvende

motorvejen, på en konkret strækning, på trods af meget stor bredde på den

konkrete transport.

Den tilladelsesudstedende myndighed Horsens politi har skønnet,

at transporten kunne gennemføres, men blev imidlertid ved faxbrev af 21.

februar 2003 gjort opmærksom på, at der var forhold, som burde inddrages i

sagen.

Hvorvidt der i det konkrete tilfælde i henhold til

forvaltningsretten er adgang til at tilbagekalde forvaltningens afgørelse til

ugunst for adressaten, beror på en helhedsvurdering af en række forhold.

Kernen i denne helhedsvurdering er en afvejning af to

hovedhensyn. På den ene side et hensyn til adressatens berettigede

forventninger

om, at den oprindelige afgørelse (transporttilladelsen) står ved magt. På den

anden side et hensyn til modstående – normalt offentlige –

interesser i en

ophævelse af den oprindelige forvaltningsafgørelse.

(A)’s berettigede forventning står forholdsvis stærkt i denne

sammenhæng. Tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt er normalt et

dybere indgreb over for adressaten end et afslag på en ansøgning om fx en

transporttilladelse. Det skyldes, at adressaten typisk har disponeret og

indrettet sig i tillid til den begunstigende forvaltningsakt.

En myndighed, som ønsker at tilbagekalde en begunstigende

forvaltningsakt, skal have en relevant (saglig) begrundelse herfor. De

relevante interesser, der ses på ved vurdering af, om tilbagekaldelse kan

ske,

kan groft inddeles i hovedkategorier efter deres vægt:

Stærke grunde, som vedrører menneskers liv, sundhed, velfærd,

statens sikkerhed mv.

Mellem-grunde, som henser til andre enkeltpersoners

miljømæssige eller økonomiske interesser, sociale beskyttelseshensyn mv.

Svage grunde, som vedrører det offentliges økonomi og hensynet

til at sikre lighed og konsekvens i administrationen.

Kun de stærke grunde vil næsten altid kunne begrunde en

tilbagekaldelse i forhold til adressatens modstående interesser, mens de

svage

grunde normalt ikke kan begrunde en tilbagekaldelse til ugunst for

adressaten.

Mellem-grundene vil i nogle tilfælde, men sjældnere end de stærke grunde,

kunne

begrunde en tilbagekaldelse.

Som klar hovedregel gælder endvidere, at der ikke er adgang til

tilbagekaldelse, hvis der på tidspunktet for ønsket om tilbagekaldelse

foreligger de samme faktiske oplysninger, som forelå på tidspunktet for den

oprindelige afgørelse.

Det fremgår af oplysningerne i denne sag, at den udstedende

myndighed har tilbagekaldt tilladelsen hurtigt, da Politimestrene i Gråsten

og

Tønder gjorde opmærksom på deres indvendinger. Disse oplysninger forelå efter

det foreliggende ikke på tidspunktet for udstedelsen af transporttilladelsen.

Selvom tilbagekaldelsen er udateret, så fremgår det at grundlaget for

tilbagekaldelsen; telefaxbrevet fra politimestrene i Gråsten og Tønder er

afsendt den 21. februar 2003 og (B)’s klage er afsendt den 28. februar

2003,

hvilket betyder at der maksimalt er gået 7 dage fra Politimesteren i Horsens

er

blevet bekendt med politimestrene i Gråsten og Tønders indvendinger.

Endvidere finder Færdselsstyrelsen, at hensynet til

færdselssikkerhed for de øvrige trafikanter vejer tungere end hensynet til at

transporten skal kunne gennemføres ad den ansøgte rute, herunder i

betragtning

af, at transportens slutdestination er en havn, hvortil der kan fragtes gods

ad

vandvejen.

Sammenfattende har Færdselsstyrelsen på baggrund af det ovenfor

anførte ikke fundet anledning til at ændre politiets afgørelse.

Afslutningsvis skal det for så vidt angår (B)’s bemærkninger om

erstatningskrav oplyses, at Færdselsstyrelsen ikke er tillagt kompetence til

at afgøre, om politiet har handlet ansvarspådragende i et omfang, der kan

begrunde et erstatningsansvar for staten, hvilket også følger af, at

Færdselsstyrelsen ikke har økonomiske styringsbeføjelser over for

politiet.”

Den 9. maj 2003 klagede B til mig over afgørelsen. B anførte at

det hjemmelsmæssige grundlag for afgørelsen efter B’s opfattelse var

utilstrækkeligt; B mente at en så indgribende foranstaltning som en

tilbagekaldelse burde være hjemlet andre steder end i cirkulæreform. Herover

anførte B at henvisningen til at der var en alternativ transportform, ikke

var

vægtig nok til at kunne begrunde en tilbagekaldelse. B fandt at afgørelsen om

tilbagekaldelse var behæftet med formelle fejl, bl.a. manglende

klagevejledning. Med hensyn til den oprindelige afgørelse bemærkede B at den

var truffet uden at der var foretaget en forudgående høring af de

vejmyndigheder

i hvis område transporten skulle forløbe. Denne formelle fejl bevirkede at

Horsens Politi først efterfølgende blev opmærksom på holdningen hos

Politimestrene i Tønder og Gråsten. Dette kunne efter B’s opfattelse

ikke med

rimelighed lastes A. B gjorde opmærksom på at et folketingsmedlem i et brev

af

26. april 2003 til justitsministeren havde bedt denne om at vurdere sagen.

Den 14. maj 2003 bad jeg B afvente justitsministerens svar til

folketingsmedlemmet, før B og A tog stilling til om der er grundlag for at

klage til mig i sagen.

Den 12. juni 2003 klagede B på ny til mig. B oplyste at B den

11. juni 2003 havde modtaget en skrivelse fra folketingsmedlemmet hvori denne

meddelte at justitsministeren telefonisk havde afvist at behandle sagen. B

vedlagde til dokumentation herfor en kopi af brevet fra folketingsmedlemmet.

Jeg bad den 1. juli 2003 Færdselsstyrelsen og Politimesteren i

Horsens om udtalelser i anledning af klagen. Jeg bad om at myndighederne i

udtalelserne særligt kom ind på hvilke kriterier der indgik i afgørelserne om

at tilbagekalde Politimesteren i Horsens’ afgørelse af 17. februar 2003,

og om

betingelserne for at tilbagekalde afgørelsen var opfyldt. Jeg bad endvidere

myndighederne om at komme ind på om det ville være muligt at gennemføre

transporten fra Frøslev til Grenå Havn på en færdselsmæssigt forsvarlig måde.

Jeg anmodede myndighederne om også at komme ind på hvorfor der ikke blev

indhentet

en udtalelse fra Padborg Politi inden afgørelsen af 17. februar 2003 blev

truffet, og endvidere komme ind på om forvaltningslovens regler blev

overholdt

i forbindelse med sagens behandling.

Den 15. oktober 2003 modtog jeg udtalelser af 12. august 2003

og 14. oktober 2003 fra henholdsvis Politimesteren i Horsens og

Færdselsstyrelsen. Af Politimesteren i Horsens’ udtalelse fremgår bl.a.

følgende:

”1. Kriterier i

forbindelse med tilbagekaldelsen

Kriterierne som indgik i afgørelsen vedr. tilbagekaldelsen var

indsigelserne fra Politimestrene i Gråsten og Tønder samt anbefalingerne fra

Vejdirektoratet, som skønnede at dette var nødvendigt af hensyn til

færdselssikkerheden,

ligesom det i det konkrete tilfælde var muligt at foretage transporten ad

vandvejen, idet Grenå er en havneby.

Betingelsen for tilbagekaldelsen står anført i Cirkulære om

transporttilladelser nr. 66 af 30. april 1993 § 4. stk. 5, hvor der står

anført: ’Tilladelsen kan endvidere tilbagekaldes, såfremt dette er

nødvendigt

af hensyn til færdselssikkerheden eller vejforholdene’.

Samme ordlyd fremgår også klart af de almindelige betingelser

for transporttilladelser, som medsendes til ansøgeren ved enhver given

tilladelse.

2. Muligheden for

gennemførelse af transporten på en færdselssikkerhedsmæssig forsvarlig måde.

Vedr. muligheden for gennemførelse af transporten fra Frøslev

Grænse til Grenå Havn ville dette IKKE kunne gøres på en

færdselssikkerhedsmæssig forsvarlig måde, idet transporten på motorvejen jfr.

Vejdirektoratet ville være til fare for den øvrige trafik, idet transportens

bredde ville fylde begge vognbaner, idet nødsporet IKKE må benyttes til nogen

form for kørsel.

Samtidig ville transporten på rute 15 fra Århus til Grenå rage

ud i modkørende banehalvdel, hvilket ville have været til væsentlig fare og

ulempe for den øvrige trafik.

Der henvises i øvrigt til korrespondance i sagen fra

Vejdirektoratet samt Politimestrene i Gråsten og Tønder.

3. Vedr. udtalelse først

blev indhentet efter at afgørelsen af 17. februar 2003 blev truffet.

Horsens politi har ca. 1000 ansøgninger om transporttilladelser

om året, hvorfor de af hensyn til hurtig ekspedition og mulighed for

planlægning hos transportøren udfærdiges hurtigst muligt.

Dette er også et stort ønske hos firmaet (A), som er ansøger til

ca. 2/3 af alle transporttilladelser i politikredsen.

Horsens Politi har derfor aftalt med (A), at hurtig ekspedition

søges imødekommet endog ofte således, at ekspeditionstiden ligger langt under

de 3 ekspeditionsdage, som ellers er foreskrevet.

Dette kan sammenholdes med de almindelige betingelser om, at

tilladelserne kan tilbagekaldes.

Med baggrund i den konkrete sag er proceduren dog nu ændret

således, at udtalelser indhentes før tilladelsen udfærdiges og fremsendes til

transportøren.

Tilbagekaldelsen i denne sag blev givet såvel mundtligt via

telefon som skriftligt til transportøren af sagsbehandleren den 21. februar

2003.

Tilbagekaldelsen i denne sag blev således givet hurtigt og uden

ophold, efter at der blev indgivet protest mod den ansøgte transport.

4. Vedr. overholdelse af

forvaltningslovens regler.

Det er min klare opfattelse, at forvaltningslovens regler er

overholdt, idet transportøren såvel mundtligt som skriftligt omgående blev

gjort bekendt med tilbagekaldelsen og begrundelsen herfor, da indsigelserne

forelå fra Politimestrene i Gråsten og Tønder.

Vedr. en begunstigende forvaltningsakt, henvises til cirkulærets

bestemmelser om muligheden for tilbagekaldelse sammenholdt med hensynet til

menneskers liv, sundhed og velfærd, idet der bl.a. på visse dele af

motorvejsstrækningen fra Frøslev Grænse til Århus er en årsdøgntrafik på ca.

51.000 køretøjer, hvorfor en afspærring af motorvejen ville kunne medføre

kollisioner med fare for liv og velfærd. Det samme gør sig gældende for rute

15

fra Århus til Grenå.

Der henvises i øvrigt til Færdselsstyrelsens skrivelse af 26.

marts

2003.”

Af Færdselsstyrelsens udtalelse fremgår bl.a. følgende:

”Klagerens indvendinger:

1. Det hjemmelsmæssige grundlag er utilstrækkeligt,

2. Usagligt hensyn, at transporten kan gennemføres ad vandvejen.

Der er ikke hjemmel i færdselsloven til at inddrage dette hensyn,

3. Henvisning til alternative transportformer er i sig selv

ikke vægtige nok til at kunne begrunde en egentlig tilbagekaldelse, på trods

af, at transporten kunne have været gennemført ad vandvejen hele vejen fra

Tyskland,

4. Politiets udaterede tilbagekaldelse er behæftet med formelle

fejl;

klageadgang, voldsomme

økonomiske virkninger på parten,

5. De berørte vejmyndigheder er ikke hørt forud for afgørelsen,

6. Datoerne for tilbagekaldelsen er ikke overensstemmende med

politiets notat, og

7. Manglende henvisning til de retsregler, hvorefter tilladelsen

er tilbagekaldt.

Folketingets Ombudsmands spørgsmål:

8. Hvilke kriterier indgik i afgørelsen om at tilbagekalde PM i

Horsens’ afgørelse af 17. februar 2003,

9. Vil det være muligt at gennemføre transporten fra Frøslev til

Grenaa Havn på en færdselssikkerhedsmæssig forsvarlig måde,

10. Hvorfor blev der ikke indhentet en udtalelse fra Padborg

Politi inden afgørelsen af 17. februar 2003 blev truffet, og

11. Er forvaltningslovens regler blevet overholdt i forbindelse

med sagens behandling.

Færdselsstyrelsen skal i den anledning, i ovennævnte rækkefølge,

udtale følgende:

Ad 1)

Denne sag handler om en ansøgning om

engangstilladelse til gennemførelse af en transport af en maskindel med

målene

6,20 m

x

6,47 m

x

1,70 m

og en vægt på

28.250 kg

fra Frøslev Grænse til

Grenå Havn. Ansøgeren, (A), har ønsket at gennemføre transporten på et

vogntog bestående af lastbil og blokvogn.

Tilladelse til kørsel med blokvogn må kun ske med politiets

tilladelse, og blokvogn må kun anvendes til transport, som ikke med

rimelighed

vil kunne kræves gennemført på anden måde. Trafikministeren fastsætter

bestemmelser

om blokvognskørsel, jf. færdselslovens § 86, stk. 2. Bemyndigelsen er

udnyttet

ved bekendtgørelse nr. 313 af 9. maj 1997 om blokvogne og mobilkraner.

I bekendtgørelsens §§ 8 og 9 findes reglerne for

transporttilladelser. Ved udstedelsen af bekendtgørelsen meddelte

Færdselsstyrelsen

ved cirkulæreskrivelse af 28. maj 1997 politiet og Statens Bilinspektion, at

Trafikministeriets cirkulære nr. 66 af 30. april 1993 om transporttilladelser

(Transportcirkulæret) kan anvendes analogt ved bedømmelse af ansøgninger om

transporttilladelse for blokvogn, jf. cirkulæreskrivelsens pkt. 5.

Politiets administration sker således efter bekendtgørelse om

blokvogne og mobilkraner og efter transportcirkulæret.

Dette fremgår af de almindelige betingelser, som er optryk på

bagsiden af transporttilladelserne. Endvidere fremgår det, at tilladelsen kan

tilbagekaldes, såfremt det er nødvendigt af hensyn til færdselssikkerheden

eller

vejrforholdene.

Der er således tale om en tilladelse til gennemførelse af en

transport på givne vilkår, som er modtager af tilladelsen bekendt.

Tilladelse udstedes den 17. februar 2003 af politimesteren i Horsens

til (A).

Færdselsstyrelsen lægger til grund, at Politimesteren i Horsens

ved transporttilladelsens udstedelse har skønnet, at transporten kunne

gennemføres på en færdselssikkerhedsmæssig forsvarlig måde, og at afgørelsen,

jf. det ovenfor anførte, er en lovlig afgørelse. Efter det foreliggende i

sagen fremgår det endvidere, at (A) har indrettet sig efter afgørelsen som en

begunstigende forvaltningsakt og må betragtes som havende været i berettiget

forventning om at kunne indrette sig efter den.

Politimesteren i Horsens har ikke indhentet samtykke fra de

politikredse, der er berørt af den pågældende ansøgning om engangstilladelse.

En sådan clearing foreskrives i cirkulære om transporttilladelser § 3, stk.

1,

sidste. pkt., som retter sig mod transporter, der udføres med lovligt

registrerede køretøjer og vogntog. Imidlertid er denne bestemmelse

udtrykkeligt

undtaget i pkt. 5 i Færdselsstyrelsens cirkulæreskrivelse af 28. maj 1997 om

ny

blokvognsbekendtgørelse, som henviser til, at politiet kan anvende cirkulæret

analogt på tilladelser til blokvognstransporter.

Det kommer 21. februar 2003 Politimesteren i Horsens til

kundskab, at Padborg Politi ikke finder det færdselssikkerhedsmæssigt

forsvarligt at gennemføre transporten, og tilladelsen tilbagekaldes samme

dag,

jf. Politimesteren i Horsens’ notat af 17. marts 2003.

Sagen indbringes ved politimesteren i Horsens’ brev af 20. marts

2003 for Færdselsstyrelsen. I forbindelse med behandling af klagesagen tager

Færdselsstyrelsen blandt andet stilling til, om der er hjemmel til at

tilbagekalde

afgørelsen. Efter styrelsens opfattelse er der ingen direkte hjemmel i

reglerne.

På bagsiden af en transporttilladelse fremgår af Almindelige

betingelser, pkt. 5, sidste pkt., at tilladelsen blandt andet kan

tilbagekaldes,

såfremt det er nødvendigt af hensyn til færdselssikkerheden eller

vejforholdene. Færdselsstyrelsen fandt imidlertid at sigtet med denne

bestemmelse har været at muliggøre en tilbagekaldelse, når der opstår

uforudsete

vejrsituationer, færdselsuheld eller lignende.

Færdselsstyrelsen fandt, at det på trods af, at der ikke er en

direkte hjemmel, er muligt efter almindelige retsgrundsætninger, at

tilbagekalde

en gyldig forvaltningsafgørelse, til ugunst for adressaten, som anført i

Færdselsstyrelsens

afgørelse af 26. marts 2003, s. 2.

Ad 2 og 3)

I færdselslovens §§ 85 og 86 anføres

det som betingelse for at dispensere fra generelle vægt- og

dimensionsbestemmelser,

at transporten ikke med rimelighed vil kunne kræves gennemført på anden måde.

Angående spørgsmålet om tilladelse til store transporter hedder

det i Færdselsloven med kommentarer, af H. Waaben m.fl., DJØF 1992, at dette

til stadighed vil stå i dilemmaet mellem fabrikantens eller køberens

økonomiske interesse i at fabrikere og transportere så billigt som muligt og

på den anden side hensynet til færdselssikkerheden. Endvidere citeres en

skrivelse fra Justitsministeriet, hvori det udtales, at det bør ikke uden

meget tvingende grunde accepteres, at en produktion tilrettelægges i

forventning

om en liberal praksis med hensyn til transporttilladelser. Erhvervslivets

påberåbelse

af, at præfabrikation er en rationel arbejdsproces, kan ikke i almindelighed

være afgørende, såfremt den herved opnåede besparelse må betales med

urimelige ulemper for den øvrige trafik. Om tilladelse bør gives, må således

afgøres i hvert enkelt tilfælde efter et skøn, hvori der foruden godsets

beskaffenhed

indgår længden og karakteren af de vejstrækninger, der skal passeres.

Det ligger således i forholdets natur at inddrage overvejelser

om, hvorvidt der er alternative transportformer, der kan inddrages i

overvejelserne, herunder, at en genstand, der skal anvendes på et skib, ville

være til mindre urimelig ulempe for den øvrige trafik, såfremt den blev

transporteret

ad vandvej.

Det kan tilføjes, at Tyskland ligeledes inddrager dette hensyn.

Dette fremgår af den transporttilladelse, der er udstedt af ( ) den 18. marts

2003, hvor der i standardformularen kræves særlig erklæring (ausfürliche

Begründung)

når transporten, blandt andet, overstiger en bredde på

4,20 m. I denne transportansøgning har

ansøger på vegne af (A) erklæret, ved afkrydsning i: ’En transport ad

skinne-

eller vandvej er ikke gennemførlig eller rimelig fordi (udførlig

begrundelse)’

og derunder endvidere afkrydset: ’Modtager og/eller afsender råder ikke

over

en jernbane- og/eller vandvejstilslutning’.

Dette stemmer ikke overens med (B)’s udtalelse om at

’Transporten for så vidt kunne have været udført med skib hele vejen fra

afgangsstedet

(Düsseldorf) til destinationen (Grenå Havn), men at de tyske myndigheder ikke

har vurderet dette som et realistisk alternativ ( )’

Færdselsstyrelsen finder, at det efter omstændighederne kan

være en vægtig grund i sig selv, at der kan anvendes en anden transportform,

såfremt politiet i det konkrete tilfælde vurderer, at afvejningen skal falde

ud til fordel for færdselssikkerheden for den øvrige trafik.

I Politimesteren i Horsens’ tilbagekaldelse af

transporttilladelsen er begrundelsen dels, at ’Grenå er en havneby,

hvorfor

udskibning af godset kan finde sted og dels også ud fra færdselsmæssige

årsager’.

Muligheden for at sejle godset er således ikke det eneste hensyn

i denne sag.

Ad 4)

Det er korrekt,

at Politimesteren i Horsens’ tilbagekaldelse af transporttilladelsen

ikke blev

ledsaget af en vejledning om klageadgang, jf. forvaltningslovens § 25, stk.

1.

Færdselsstyrelsen er imidlertid, efter en nærmere granskning af

den i sagen vedlagte kopi af tilbagekaldelsen, ikke enig i, at

tilbagekaldelsen

er udateret. Det fremgår af skriften nederst på siden: ’21-feb-2003

10:26

76281444 96 ./. s.01’.

Efter Færdselsstyrelsens opfattelse er dette dokumentation for,

at tilbagekaldelsen er sket den 21. februar 2003, klokken 10.26 fra en

telefax,

der tilhører Politimesteren i Horsens, hvilket er bekræftet af

politiassistent

( ), Horsens Politi.

Ad 5)

Færdselsstyrelsen skal for så vidt angår dette punkt henvise til Horsens

Politis udtalelse af 12. august 2003.

Ad 6)

Færdselsstyrelsen finder, jf. ovenfor

under Ad 4), at der i hvert fald er dokumentation for at tilbagekaldelsen er

sket skriftligt den 21. februar 2003.

Ad 7)

Færdselsstyrelsen kan ikke afvise, at politimesteren i Horsens’

skriftlige

afgørelse burde have været ledsaget af en klagevejledning, jf.

forvaltningslovens

§ 25.

Færdselsstyrelsen er imidlertid af den opfattelse, at

afgørelsen henviser til de hovedhensyn hvorpå politiets administrative skøn

hviler, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1.

Ad 8-11)

Færdselsstyrelsen skal henvise til

Politimesteren i Horsens’ tilbagekaldelse af 21. februar 2003, samt til

Politimesterens udtalelse af 12. august 2003:

Færdselsstyrelsen kan ikke afvise, at sagen kunne have været

bedre oplyst inden den oprindelige transporttilladelse blev udstedt, samt at

den skriftlige tilbagekaldelse af transporttilladelsen burde have været

ledsaget

af en klagevejledning, jf. forvaltningslovens § 25. Det er styrelsens

opfattelse, at forvaltningslovens regler i øvrigt er overholdt.”

Jeg sendte udtalelserne til B der i brev af 24. november 2003

bl.a. bemærkede følgende:

”Både Politimesteren i Horsens samt Færdselsstyrelsen oplyser,

at der i sagen er udøvet et skøn ud fra færdselssikkerhedsmæssige

overvejelser:

(B) skal hertil for det første bemærke, at vi på ingen måde beklager,

at myndighederne foretager disse skøn ud fra et restriktivt udgangspunkt i

denne og lignende sager: Hvis transportvirksomheden havde modtaget afslag på

den oprindelige ansøgning med rimelig begrundelse, måtte virksomheden blot

have taget dette til efterretning.

For det andet er det (B)’s opfattelse, at praksis på området

ikke er samordnet. Det er således vores indtryk, at der eksisterer en

uensartet

praksis i de enkelte politikredse med hensyn til, hvilke overdimensionerede

transporter, der tillades. Det er endvidere vores indtryk, at denne

uensartede

praksis ikke alene er baseret på, at vejnettet er forskelligt fra politikreds

til politikreds. (B) har bl.a. ved det i kopi vedlagte brev af 20. februar

2003 til Justitsministeriet gjort opmærksom på dette aspekt. Det kan oplyses,

at henvendelsen er oversendt fra Justitsministeriet til Færdselsstyrelsen,

der

p.t. behandler sagen.

For det tredje udstedes der på landsplan adskillige tusinde

transporttilladelser årligt. Virksomheden kunne ikke ud fra denne righoldige,

men uensartede praksis med sikkerhed vurdere, om ansøgningen ville blive

afslået eller imødekommet. På den baggrund valgte virksomheden – via

forbehold

i kontrakten – at træffe foranstaltninger til at imødegå et eventuelt

afslag.

For det fjerde er hverken transportvirksomheden eller (B)

bekendt med sammenlignelige sager, hvor tilladelser er blevet tilbagekaldt.

Der findes således ikke, som det er oplyst for (B), nogen fastlagt praksis

for,

under hvilke omstændigheder en tilladelse kan tilbagekaldes. En sådan praksis

ville i givet fald have kunnet give transportvirksomheden en fornemmelse for,

hvorledes foreliggende sag ville blive behandlet hos myndighederne, selv om

det konkrete begrundede skøn skal foreligge.

Ovenstående forhold begrunder, hvorfor transportvirksomheden i

den foreliggende sag ikke kunne have nogen forventning om, hvorvidt

ansøgningen

ville blive godkendt eller afslået, hvorfor den traf foranstaltninger i

overensstemmelse hermed. Virksomheden var derimod fuldstændig uforberedt på,

at tilladelsen ville blive tilbagekaldt, hvorfor der ikke var taget højde for

dette forhold i virksomhedens dispositioner.

På baggrund af vores kendskab til praksis er det også (B)’s

opfattelse, at virksomheden ikke kunnet forvente en tilbagekaldelse i

foreliggende sag. Da antallet af tilbagekaldte tilladelser på dette område er

ganske lille – eller ikke-eksisterende – og da der rutinemæssigt

gives

tilladelse til transporter af samme eller større dimensioner end i

foreliggende

sag, har virksomheden efter (B)’s opfattelse haft en berettiget

forventning

om, at tilladelsen ikke ville blive tilbagekaldt.

(B) ser det meget begrænsede antal tilbagekaldelser på området

som udtryk for dels, at politiet normalt ikke begår fejl i sådanne sager,

dels,

at der tages nøje hensyn til de forventninger modtageren af en begunstigende

forvaltningsakt har til at kunne agere i overensstemmelse hermed.

Det anføres i Færdselsstyrelsens brev af 26. marts 2003, at

begunstigende forvaltningsakter som udgangspunkt kun kan tilbagekaldes, hvis

’stærke grunde’ taler herfor, dvs. ’menneskers liv, sundhed og

velfærd,

statens sikkerhed m.v.’ Styrelsen anfører endvidere, at det som

’klar

hovedregel’ gælder, at der ikke kan ske tilbagekaldelse, hvis der ikke

er nye

oplysninger i sagen.

Der er efter (B)’s opfattelse ikke umiddelbart tale om fx

trusler mod menneskeliv i foreliggende tilfælde. Dette begrundes bl.a. i

ovenstående bemærkninger om, at der gives tilladelse til transporter af samme

eller større dimensioner i lignende tilfælde. Vi skal desuden fremhæve, at

hvis politiet havde bedømt transporten som værende færdselssikkerhedsmæssigt

risikofyldt, kunne de i den situation, hvor tilladelsen var udstedt, og der

efterfølgende opstår betænkeligheder ved transporten, men det skønnes for

indgribende at tilbagekalde tilladelsen, have valgt en mellemform mellem

afslag og tilladelse: At lade transporten eskortere af politiet, hvilket der

er

praksis for i adskillige andre tilfælde.

(B) er således af den opfattelse, at når offentlige myndigheder

i deres beslutningsgrundlag anvender et så vægtigt kriterium som

færdselssikkerhedsmæssige hensyn, der i praksis næsten umuliggør enhver anden

relevant indvending, må myndigheden være særligt forpligtet til at foretage

en

tilbundsgående og konkret bedømmelse af konsekvenserne. Man bør derfor

tilsvarende kunne stille særlige krav til myndigheden om begrundelse i

konkrete

forhold og vurdering af muligheden for at foretage mindre indgribende

foranstaltninger, før tilbagekaldelse af en allerede givet tilladelse kan

komme

på tale.

Samtidig er det ikke (B)’s opfattelse, at Politimesteren i

Horsens kommer i besiddelse af nye faktuelle oplysninger i forbindelse med

henvendelsen fra Politimestrene i Gråsten og Tønder. (B) er af den

opfattelse,

at Politimestrene i Gråsten og Tønder på det givne tidspunkt må have været i

besiddelse af

færre

oplysninger end

Politimesteren i Horsens, idet de ikke havde modtaget henvendelsen fra

transportvirksomheden. Det er åbenbart, at Politimestrene i Gråsten og Tønder

har bedre kendskab til deres lokalområde, men da transporten vil skulle føres

på motorvejsnettet igennem disse politikredse, er der ikke (B) bekendt

særlige

lokale færdselssikkerhedsmæssige hensyn, der gør sig gældende i dette

tilfælde.

Der er ikke (B) bekendt i tidligere sager taget stilling til

den hjemmelsmæssige udstrækning af tilbagekaldelsesadgangen i § 4, stk. 5, i

Cirkulære nr. 65 om transporttilladelser af 30. april 1993. Vi er heller ikke

bekendt med, at der eksisterer afgørelser, der fastlægger cirkulærets

praktiske anvendelsesområde, dvs. om bestemmelsen angiver en generel hjemmel

til at tilbagekalde tilladelser, eller om bestemmelsen giver mulighed for at

tilbagekalde tilladelser, hvis forholdene efterfølgende har ændret sig.

(B) har derfor taget til efterretning, at Færdselsstyrelsen i

brev af 14. oktober 2003 under ’Ad 1)’, side 3, 4. afsnit

vedrørende bestemmelsens

sigte, anfører, at en tilbagekaldelse er mulig, når der opstår uforudsete

vejrsituationer m.v.. Vi finder desuden ikke, at de betingelser for

tilbagekaldelse, som styrelsen i samme brev anfører med henvisning til

’almindelige retsgrundsætninger, når der ikke findes ’direkte

hjemmel’ er

opfyldt i denne sag. (B) bestrider imidlertid ikke, at der generelt skal være

en sådan adgang til at tilbagekalde en tilladelse.

For så vidt angår det af Færdselsstyrelsen på side 4, 2. afsnit

anførte vedrørende muligheden for transport ad vandvej i Tyskland, skal (B)

for god ordens skyld efter drøftelser med transportvirksomheden anføre, at

transport ad vandvejen også i Tyskland ville have været besværlig,

tidskrævende

og dyr, hvorfor man afviser denne mulighed i ansøgningen.

For så vidt angår politiets og Færdselsstyrelsens bemærkninger

om, hvornår tilbagekaldelsen blev modtaget i transportvirksomheden, skal (B)

efter opklarende drøftelser med transportvirksomheden for god ordens skyld

korrigere det anførte i brev af 9. maj 2003 side 2, 3. afsnit:

Tilbagekaldelsen

blev modtaget i transportvirksomheden 21. februar 2003. Fejlen skyldes, at

den

af Færdselsstyrelsen i brev af 14. oktober 2003 side 4 under ’Ad

4)’ anførte

dato, nummer og tid ikke fremgår af (B)’s kopi af faxen.

(B) kan afslutningsvist på vegne af virksomheden for god ordens

skyld oplyse, at det daglige praktiske samarbejde med de i foreliggende sag

berørte myndigheder fungerer på samme professionelle niveau som hidtil.”

Politimesteren i Horsens og Færdselsstyrelsen har ikke haft

yderligere bemærkninger til sagen.

Ombudsmandens udtalelse

”1. Reglerne om udstedelse af tilladelse til transport med blokvogn

Bestemmelserne i færdselslovens §§ 84, stk. 1, 86, og

134 a

har følgende ordlyd, jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 2. august 2001:

’§ 84.

Justitsministeren fastsætter bestemmelser om køretøjers og vogntogs største

bredde, længde og højde i såvel belæsset som ubelæsset stand, herunder om

kørsel med særlig brede, lange eller høje køretøjer eller vogntog.

§ 86.

Kørsel med blokvogn i belæsset stand må kun ske med politiets tilladelse, der

meddeles efter forhandling med vedkommende vejbestyrelse. Tilsvarende gælder

for kørsel

med blokvogn i ubelæsset stand, hvis blokvognene overskrider de i medfør af

§§

84 og 85 fastsatte bestemmelser om køretøjets bredde, længde og højde samt om

køretøjers største tilladte totalvægt og akseltryk. Tilladelse gives til en

enkelt kørsel eller til kørsel på en bestemt strækning eller inden for et

bestemt område. Blokvogn må kun anvendes til transport, som ikke med

rimelighed

vil kunne gennemføres på anden måde.

Stk. 2.

Trafikministeren

fastsætter bestemmelser om blokvognskørsel. Justitsministeren fastsætter

bestemmelser om betaling for politimæssig assistance, der efter politiets

skøn

er påkrævet ved gennemførsel af sådanne transporter.

§

134 a.

Trafikministeren kan bemyndige

Færdselsstyrelsen eller en anden under Trafikministeriet oprettet styrelse

eller tilsvarende institution til at udøve de beføjelser, der i denne lov er

tillagt trafikministeren.

Stk. 2.

Ministeren kan

fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i

henhold

til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne

indbringes for ministeren.’

I medfør af §

134 a

i færdselsloven har Trafikministeren udstedt bekendtgørelse nr. 928 af 22.

oktober

2001 om henlæggelse af opgaver til Færdselsstyrelsen som ændret ved

bekendtgørelse nr. 605 af 27. juni 2003. Bekendtgørelsens § 1, stk. 1 og stk.

3

og 4, har følgende ordlyd:

’

§ 1.

Beføjelser,

herunder til at udstede regler, træffe afgørelser og afgøre klager, som i

følgende

love er tillagt trafikministeren, udøves af Færdselsstyrelsen, jf. dog stk.

2:

Færdselsloven.

Lov om taxikørsel m.v.

Stk. 3.

Beføjelsen

efter stk. 1, nr. 1, til at træffe afgørelse i sager vedrørende færdselsloven

kan efter Færdselsstyrelsens bestemmelse overføres til politiet.

Stk.

4.

Afgørelser truffet af Færdselsstyrelsen

i henhold til stk. 1 kan ikke indbringes for højere administrativ

myndighed.’

I medfør af bl.a. § 84, stk. 1, og § 86 i færdselsloven har

Trafikministeriet udstedt bekendtgørelse nr. 313 af 9. maj 1997 om blokvogne

og mobilkraner som ændret ved bekendtgørelse nr. 269 af 6. maj 1999. Denne

indeholder følgende bestemmelser i § 8 og i § 9, stk. 3:

’

§ 8.

Tilladelse til

kørsel med belæsset blokvogn gives af politiet efter forhandling med

vedkommende

vejbestyrelse(r). Tilsvarende gælder for kørsel med blokvogn i ubelæsset

stand, hvis blokvognen overskrider de gældende bestemmelser om køretøjers

bredde, længde og højde samt om køretøjers største tilladte totalvægt og

akseltryk. Tilladelse kan kun gives såfremt den pågældende transport ikke med

rimelighed kan kræves gennemført på anden måde. Tilladelse kan også gives til

kørsel med udenlandske blokvogne.

Stk. 2.

Transport med

blokvogn må som udgangspunkt kun foregå med udeleligt gods, der ikke lovligt

kan transporteres på et registreret køretøj. Tilbehør, der skal benyttes

sammen med det udelelige gods, kan dog medbringes, såfremt det maksimalt

udgør

10% af godsets vægt. Ballastklodser, der hører til en mobilkran, må dog

transporteres

på en blokvogn, uanset at der er tale om deleligt gods, forudsat at

blokvognstoget ikke er tungere end mobilkranen. Ved transport af gods, der er

for langt, bredt, eller højt, kan der ligeledes medtages andet gods, såfremt

vogntogets dimensioner ikke herved øges, og såfremt bestemmelserne om vægt og

akseltryk for registrerede køretøjer ikke overskrides.

Stk.

3.

Generel transporttilladelse og engangstransporttilladelser

kan meddeles køretøjets ejer (bruger) af politiet på det sted, hvor

køretøjets

ejer (bruger) har bopæl eller fast forretningssted, eller hvor køretøjet

hovedsageligt benyttes. Engangstransporttilladelse kan endvidere efter aftale

udstedes af politiet på det sted, hvor transporten skal tage sin begyndelse.

Generel tilladelse kan meddeles for et bestemt tidsrum på højst et år.

Politiet kan fastsætte nærmere vilkår for både generel- og

engangstransporttilladelser.

Stk.

4.

Ansøgning om tilladelse indgives på

en blanket, der udleveres af politiet. Ansøgning om tilladelse til kørsel med

blokvogn skal være ledsaget af en klassificeringsattest for blokvognen

udstedt

i henhold til Vejdirektoratets klassificeringssystem for det overordnede

vejnet. Klassificeringsattest skal dog ikke vedlægges, såfremt bestemmelserne

om vægt og akseltryk for registrerede køretøjer ikke overskrides. Der skal

endvidere vedlægges attest for blokvogn og for trækkraft for blokvogn med

Statens Bilinspektions påtegninger om godkendelse af køretøjerne og med

motorkontorets påtegning om udlevering af blokvognsnummerplade.

Stk.

5.

Ansøgning skal indgives i tilstrækkelig

god tid, inden transporten skal finde sted afhængig af, hvor mange

myndigheder,

der skal forespørges for at transporttilladelse kan gives.

§

9.

Stk. 3.

Politiet kan i

tilladelsen fastsætte særlige vilkår for transportens gennemførelse, såfremt

politiet

skønner, at hensynet til færdselssikkerheden eller vejforhold kræver dette.

Politiets tilladelse kan således indeholde vilkår om tidsrum for

gennemførelse

af transporten, rute, særlig afmærkning, ledsagelse mv.’

I forbindelse med udstedelsen af bekendtgørelse nr. 313 af 9.

maj 1997 om blokvogne og mobilkraner udsendte Færdselsstyrelsen

cirkulæreskrivelse af 28. maj 1997 om ny blokvognsbekendtgørelse. Af

cirkulæreskrivelsens pkt. 5 fremgår bl.a. følgende:

’5.

Udstedelse af transporttilladelser til blokvognskørsel

Trafikministeriets cirkulære nr. 66 af 30. april 1993 om

transporttilladelser kan anvendes analogt ved bedømmelse af ansøgning om

transporttilladelse for blokvogn (eller mobilkran). Det gælder specielt

bestemmelserne

om, hvornår der kan stilles krav om ledsagerbil og afmærkning af køretøjet.

Det gælder dog

ikke

cirkulærets § 3,

der vedrører hvilken politikreds, der skal søges transporttilladelse i, og

cirkulærets kapitel 2 (§§ 6-9), der vedrører den største tilladte længde og

højde, idet blokvogne pr. definition ikke skal opfylde

dimensionsbestemmelserne.’

Trafikministeriets cirkulære nr. 66 af 30. april 1993 om

transporttilladelser indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

’Kapitel

1

Fælles

bestemmelser

§ 1.

Politiet kan

efter nedenstående regler tillade kørsel med læs, der overskrider

bestemmelserne om største tilladte bredde, længde og højde, på lastbil og på

vogntog, der består af lastbil med påhængsvogn eller sættevogn,

såfremt godset er udeleligt i den pågældende dimension eller

ikke uden væsentlig vanskelighed kan adskilles, jf. dog § 11 om containere,

og

såfremt transporten ikke med rimelighed vil kunne kræves

gennemført på anden måde.

§ 2.

Tilladelse meddeles

enten som en engangstilladelse eller som en generel tilladelse for et bestemt

tidsrum på højst 1 år.

§ 3.

Engangstilladelse meddeles køretøjets ejer (bruger) af politiet på det sted,

hvor den pågældende transport skal tage sin begyndelse. Generel tilladelse

meddeles af politiet på det sted, hvor køretøjets ejer (bruger) har bopæl

eller fast forretningssted, eller hvor køretøjet hovedsageligt benyttes.

Engangstilladelser, der berører kørsel i andre politikredse, meddeles efter

samtykke fra disse.

§ 4.

Stk. 5.

Politiet kan

tilbagekalde tilladelsen såfremt vilkårene for tilladelsen tilsidesættes.

Tilladelsen kan endvidere tilbagekaldes, såfremt dette er nødvendigt af

hensyn

til færdselssikkerheden eller vejforholdene.

Kapitel 2

Generelle tilladelser

Kørsel med bredt læs

§ 5.

Tilladelse til

kørsel med bredt læs kan meddeles til og med en samlet bredde på

3,3 m.

Kapitel

3

Engangstilladelser

§ 10.

Politiet kan

meddele engangstilladelse i samme omfang som ved generelle tilladelser.

Stk. 2.

Politiet kan i

øvrigt ved engangstilladelse fravige bestemmelserne i §§ 5-7 og i § 9,

såfremt

godset er udeleligt i den pågældende dimension eller ikke uden væsentlig

vanskelighed kan adskilles, og såfremt transporten ikke med rimelighed vil

kunne kræves gennemført på anden måde.’

2. Gyldigheden af

den oprindelige afgørelse om udstedelse af transporttilladelsen

Under sagen har myndighederne lagt til grund at den oprindelige

afgørelse af 17. februar 2003 om udstedelse af transporttilladelse var

gyldig,

og at der derfor var tale om tilbagekaldelse af en gyldig tilladelse, jf.

bl.a. Færdselsstyrelsens udtalelse til mig af 14. oktober 2003.

I min bedømmelse af sagen har jeg også lagt til grund at den

oprindelige afgørelse var gyldig, og at det skøn der var udøvet af

Politimesteren i Horsens i relation til den oprindelige afgørelse om

udstedelse

af transporttilladelse, således lå inden for lovens rammer. Jeg bemærker i

den

forbindelse at bestemmelsen i § 3 i cirkulære nr. 66 af 30. april 1993 om

obligatorisk høring af de politikredse som kørslen berører, ifølge

Færdselsstyrelsens cirkulæreskrivelse af 28. maj 1997 om ny

blokvognsbekendtgørelse

ikke finder analog anvendelse ved meddelelse af transporttilladelse til

blokvogn, jf. også Færdselsstyrelsens udtalelse til mig af 14. oktober 2003.

Jeg bemærker også at der ikke har været rejst spørgsmål om

Politimesteren i Horsens kompetence. (A) havde fast forretningssted i

Horsens. Efter bestemmelsen § 8, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 313 af 9.

maj 1997 om blokvogne og mobilkraner havde politiet i Horsens utvivlsomt

kompetence til at udstede transporttilladelsen.

3.

Sagsbehandlingsspørgsmål i forbindelse med afgørelsen om tilbagekaldelse

a) Sagsoplysning

En tilbagekaldelse af en afgørelse sker ved en ny afgørelse. Det

betyder at de almindelige forvaltningsretlige regler og retsgrundsætninger om

sagsbehandling, skønsudøvelse mv. også gælder for tilbagekaldelse.

Sagsoplysningen i forbindelse med tilbagekaldelse skal således

ske i overensstemmelse med officialprincippet. Efter princippet der gælder

som

et grundlæggende princip i forvaltningsretten, påhviler det den enkelte

forvaltningsmyndighed selv eventuelt i samarbejde med andre myndigheder at

fremskaffe de fornødne oplysninger om den foreliggende sag eller dog at

foranledige at private, navnlig parterne, yder medvirken til sagens

oplysning.

Se bl.a. Kaj Larsen, mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 447 ff.

Som det fremgår af Færdselsstyrelsens afgørelse af 26. marts

2003, er kernen i vurderingen af om der er adgang til at tilbagekalde en

afgørelse, på den ene side forvaltningens konkrete tilbagekaldelsesårsag og

på den anden side tilbagekaldelsens virkning for parten. For at kunne træffe

en lovlig og korrekt afgørelse må der således foreligge nærmere oplysninger

både til belysning af karakteren og styrken af de hensyn som taler for

tilbagekaldelse,

henholdsvis af de hensyn til navnlig parten som taler imod tilbagekaldelse.

Både Horsens Politi og Færdselsstyrelsen har lagt vægt på at tilbagekaldelsen

skete hurtigt og umiddelbart efter at Politimestrene i Gråsten og Tønder

gjorde opmærksom på deres indvendinger.

Jeg er enig i at styrken af de hensyn til parten som taler imod

tilbagekaldelse, som regel vil være mindre jo hurtigere tilbagekaldelsen

sker.

Jo kortere tid der går, jo mindre vil parten typisk have nået at have

indrettet

sig på den trufne afgørelse.

Imidlertid må kravene til sagsbehandlingen opretholdes uanset

dette forhold. Hensynet til at undgå at parten i god tro indretter sig

(yderligere) på afgørelsen efter at myndigheden er blevet opmærksom på at der

eventuelt er grundlag for tilbagekaldelse, kan varetages ved at parten gøres

opmærksom på at der er rejst en sag om tilbagekaldelse. Herefter må sagen

oplyses

tilstrækkeligt til at der kan træffes en lovlig og rigtig afgørelse.

Horsens Politi traf afgørelse uden forinden at underrette (A)

om at der på baggrund af indvendingerne fra Politimestrene i Gråsten og

Tønder kunne være grundlag for tilbagekaldelse af transporttilladelsen, og

uden at indhente oplysninger om hvilken betydning en tilbagekaldelse ville

have for (A). Oplysningerne om at (A) ville skulle bære en ekstraudgift på op

til 65.000 EURO, forelå således først da (B) efterfølgende på vegne af (A)

klagede over den trufne afgørelse.

Det er min opfattelse at Horsens Politi efter at have modtaget

brevet fra Politimestrene i Gråsten og Tønder burde have gjort (A) opmærksom

på at det på baggrund af henvendelsen havde indledt overvejelser om at

tilbagekalde transporttilladelsen, og samtidig have opfordret firmaet til at

dokumentere og redegøre for karakteren og styrken af de eventuelle hensyn til

firmaet som talte imod tilbagekaldelse. Denne forpligtelse følger dels af

sagsoplysningsprincippet, dels af forvaltningslovens § 19 der er omtalt

nedenfor.

At dette ikke skete, bevirker efter min opfattelse at Horsens

Politis sagsoplysning og partshøring forbindelse med afgørelsen om

tilbagekaldelse var klart utilstrækkelig.

Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse.

b) Partshøring

Forvaltningslovens § 19, stk. 1, indeholder følgende

bestemmelse:

’§ 19.

Kan en part i

en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af

bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke

træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne

og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog

kun,

hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig

betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for

afgivelsen

af den nævnte udtalelse.’

Afgørelsen om tilbagekaldelse fra Politimesteren i Horsens

byggede på Politimestrene i Gråsten og Tønders udtalelse af 21. februar 2003.

I udtalelsen var indeholdt oplysninger om at en tysk speditør for et tysk

vognmandsfirma havde søgt om tilladelse til samme transport som (A) havde

fået

tilladelse til, og oplysninger om at denne transport var blevet afslået

’under

hensyntagen til, at Grenå er en havneby samt grundet færdselsmæssige

årsager’.

Det er min opfattelse at Politimesteren i Horsens i medfør af

bestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 1, også burde have forelagt

oplysningerne i udtalelsen for (A) med henblik på at (A) fik lejlighed til at

kommentere dem inden der blev truffet afgørelse.

Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse.

c) Begrundelse

Det fremgår af forvaltningslovens § 22 at en afgørelse når den

meddeles skriftligt, skal være ledsaget af en begrundelse medmindre

afgørelsen

fuldt ud giver den pågældende part medhold. De indholdsmæssige krav til

begrundelsen fremgår af forvaltningslovens § 24 som har følgende ordlyd:

’§ 24.

En begrundelse

for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold

til

hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler

beror

på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn,

der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen

skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger

vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning

for afgørelsen.

Stk. 3.

Begrundelsens

indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte

kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for

afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller

offentlige interesser, jf. §

15.’

Hvis en afgørelse er truffet på baggrund af uskrevne regler –

f.eks. de almindelige retsgrundsætninger om tilbagekaldelse – forstås

kravet om

henvisning til retsregler på den måde at begrundelsen skal indeholde en kort

gengivelse af indholdet af det uskrevne retsgrundlag således som

myndighederne

forstår og anvender det. Se bl.a. Hans Gammeltoft-Hansen mfl.,

Forvaltningsret,

2. udgave (2002), s. 558.

Begrundelsen skal være korrekt; det vil bl.a. sige at den skal

være et sandt udtryk for de forhold og overvejelser der har ført myndigheden

frem til den trufne afgørelse. Se samme sted, s. 565.

Politimesteren i Horsens’ afgørelse om tilbagekaldelse indeholdt

en redegørelse for de faktiske omstændigheder som var tillagt betydning for

afgørelsen, og en angivelse af hovedhensyn der var bestemmende for

skønsudøvelse, nemlig det forhold at godset kunne sendes ad søvejen og

hensynet til færdselssikkerheden.

Begrundelsen indeholdt derimod ikke en henvisning til de

retsregler i henhold til hvilke afgørelsen var truffet. Det fremgår af

Politimesteren i Horsens’ udtalelse til mig af 12. august 2003 at det

var

politimesterens opfattelse at hjemlen til tilbagekaldelsen var bestemmelsen i

§ 4, stk. 5, i cirkulære nr. 66 af 30. april 1993 om transporttilladelser.

Cirkulæret var ikke den rette hjemmel for tilbagekaldelse, jf. det nedenfor

anførte, men Politimesteren skulle når henses til at begrundelsen skulle være

subjektivt korrekt, have henvist hertil.

Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse.

d) Klagevejledning

Forvaltningslovens § 25, stk. 1, indeholder følgende bestemmelse

om klagevejledning:

’

§ 25.

Afgørelser,

som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles

skriftligt,

være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans

og

oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel

tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende

part medhold.’

Politimesteren i Horsens’ afgørelse om tilbagekaldelse kunne

indbringes for Færdselsstyrelsen. Derfor burde afgørelsen have indeholdt

vejledning om denne klagemulighed.

Jeg mener at det er beklageligt at afgørelsen ikke var fulgt af

en sådan vejledning. Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse.

4. Hjemmelsspørgsmål

i forbindelse med afgørelsen om tilbagekaldelse

a)

Hjemmelsgrundlaget for tilbagekaldelse

Politimesteren i Horsens har som hjemmel for tilbagekaldelse

henvist til Trafikministerens cirkulære nr. 66 af 30. april 1993 om

transporttilladelser § 4, stk. 5, jf. udtalelsen af 12. august 2003.

Bestemmelsen

svarer til det som er gengivet i de almindelige betingelser for tilladelsen.

Færdselsstyrelsen har derimod afvist at der er hjemmel i

cirkulæret til tilbagekaldelse. Muligheden i cirkulæret for at tilbagekalde

en tilladelse af hensyn til færdselssikkerheden eller vejforholdene kan

ifølge

styrelsen kun anvendes når der opstår uforudsete vejrsituationer,

færdselsuheld

eller lignende. Tilbagekaldelsen er efter Færdselsstyrelsens opfattelse sket

med hjemmel i almindelige retsgrundsætninger om tilbagekaldelse (jf.

Færdselsstyrelsens afgørelse af 26. marts 2003 og styrelsens udtalelse til

mig af 14. oktober 2003).

Færdselsstyrelsens opfattelse hvorefter der ikke er hjemmel i

cirkulæret til at tilbagekalde i den foreliggende situation, men at de

almindelige retsgrundsætninger om tilbagekaldelse gælder ved siden af

cirkulæret, kan ikke give mig anledning til bemærkninger.

b) Var

tilbagekaldelsen berettiget?

1.

Færdselsstyrelsen

har i sin afgørelse af 26. marts 2003 redegjort for indholdet af de

almindelige

retsgrundsætninger om tilbagekaldelse. Jeg har ingen bemærkninger til denne

generelle redegørelse. Dog finder jeg anledning til at understrege

betydningen

af proportionalitetsprincippet i tilbagekaldelsessituationen: Jo mere

intensivt

indgrebet er, des stærkere tilbagekaldelsesgrundlag må kræves. Desuden må det

overvejes om indgrebet i det hele taget er nødvendigt, eller om mindre

indgribende

midler er tilstrækkelige til at tilgodese de hensyn der taler for

tilbagekaldelse.

Se bl.a. Karsten Revsbech mfl., Almindelige Emner, 3. udgave (1997), s. 441

og

442, Karsten Loiborg, Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s.

949 f, og Bent Christensen, Prøvelse

(1994), s. 200 og 201.

2.

Tilbagekaldelsen

af transporttilladelsen var begrundet dels i at transporten kunne finde sted

ad

søvejen, dels i hensynet til færdselssikkerheden. I afgørelsen af 26. marts

2003 har Færdselsstyrelsen anført at hensynet til færdselssikkerheden vejer

tungere end hensynet til at transporten skal kunne gennemføres ad den ansøgte

rute, i betragtning af at transportens slutdestination er en havn hvortil der

kan fragtes gods ad vandvejen.

Jeg er enig i at det forhold at der er mulighed for at

transportere godset ad søvejen, kan tillægges væsentlig betydning i

forbindelse med

udstedelse

af

transporttilladelse når væsentlige hensyn til færdselssikkerheden taler mod

landstransport, jf. herved rimelighedsbetragtningen i færdselslovens § 86,

stk. 1, og i § 8, stk. 1, 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 313 af 9. maj 1997 om

blokvogne og mobilkraner.

I forbindelse med tilbagekaldelse af en lovligt udstedt

transporttilladelse  hvor rimelighedsbetragtningen allerede skulle

være

overvejet i forbindelse med udstedelsen  mener jeg imidlertid ikke at

muligheden for transport ad søvejen kan indgå med tilsvarende vægt. Det er

antaget at tilbagekaldelse ikke kan ske alene med henvisning til at en

tilladelse ikke burde være givet, f.eks. fordi praksis er fraveget hvilket

har

ført til manglende konsekvens i administrationen. Se bl.a. Karsten Revsbech

mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 3. udgave (1997), s. 443, og de

sager

som er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1989, s. 130 f*, og

for 1994, s. 664* (R 94).

3.

Vurderingen af med

hvilken vægt hensynet til færdselssikkerheden kan indgå i forbindelse med en

beslutning om tilbagekaldelse, må tillige ses i lyset af at lovgivningen

åbner mulighed for ud fra en skønsmæssig vurdering at udstede tilladelse til

transport med bred last, og at (A) tidligere har fået transporttilladelser

til

transport med laster der var endnu bredere end den hvortil tilladelsen blev

tilbagekaldt. Der foreligger ikke oplysninger i sagen om at der skulle have

været problemer i forbindelse med gennemførelsen af disse. Ingen af de

tidligere transporttilladelser er blevet tilbagekaldt af hensyn til

færdselssikkerheden.

Politimesteren i Horsens har i sin udtalelse af 12. august 2003

anført at transporten ikke kunne gennemføres på en færdselssikkerhedsmæssig

forsvarlig måde. Politimesteren har i den forbindelse henvist til

udtalelserne

fra Vejdirektoratet og Politimestrene i Gråsten og Tønder. Færdselsstyrelsen

har henvist til udtalelsen fra Politimesteren i Horsens.

Det fremgår af udtalelsen fra Vejdirektoratet at transporten

ville være til ’ulempe, evt. fare for den øvrige trafik’, og af

udtalelsen fra

Politimestrene i Gråsten og Tønder at transporten ville være ’både til

væsentlig ulempe, men også til fare for den øvrige trafik’. I udtalelsen

fra

Politimestrene i Gråsten og Tønder er imidlertid angivet at transporten kunne

have været gennemført med politiledsagelse, og hvis delstrækninger blev

afspærret for øvrig færdsel.

Med de ovennævnte udtalelser mener jeg at det i sig selv er

tvivlsomt om hensynet til færdselssikkerheden i denne sag var så tungtvejende

at det i ganske betydelig grad talte for en tilbagekaldelse uanset de

modstående hensyn.

4.

Færdselsstyrelsen

har henvist til at der som hovedregel ikke er adgang til tilbagekaldelse hvis

der på tidspunktet for ønsket om tilbagekaldelse foreligger de samme faktiske

oplysninger som forelå på tidspunktet for den oprindelige afgørelse.

Indvendingerne mod transporten fra Politimestrene i Gråsten og Tønder forelå

ikke på tidspunktet for den oprindelige afgørelse hvorfor denne hovedregel

efter styrelsens opfattelse ikke kan finde anvendelse her.

Jeg er enig i at det normalt kan tillægges en vis vægt om

tilbagekaldelsesgrunden er opstået før eller efter den oprindelige afgørelse.

Jeg er derimod ikke enig med Færdselsstyrelsen i at der i

forbindelse med afgørelsen om tilbagekaldelsen forelå nye faktiske

oplysninger om transporten. Afgørelsen om tilbagekaldelsen byggede i det

væsentligste på de samme faktiske oplysninger, men der forelå nu blot en

anden

politimyndigheds ændrede

vurdering

af

om der skulle have været givet tilladelse til transporten. Myndigheden kunne

have taget denne i betragtning ved den oprindelige afgørelse hvis man f.eks.

havde hørt de politimyndigheder som var berørt af transporten. Risikoen for

at

tilbagekaldelsesgrunden ikke indgik i den oprindelige afgørelse, påhviler som

udgangspunkt myndigheden medmindre parten har gjort sig skyldig i svig eller

i

øvrigt har tilsidesat en ham påhvilende oplysningspligt. Se bl.a. Karsten

Loiborg mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 949.

5. Sammenfatning og

henstilling

Sammenfattende må jeg anse Politimesteren i Horsens’ afgørelse

om tilbagekaldelse for så mangelfuld at Færdselsstyrelsen som

prøvelsesmyndighed burde have tilsidesat afgørelsen som ugyldig. Jeg henviser

navnlig til den klart utilstrækkelige sagsoplysning.

Med hensyn til Færdselsstyrelsens afgørelse må det efter min

opfattelse anses for tvivlsomt om styrelsens konkrete afvejning af de

relevante hensyn for og imod tilbagekaldelse af tilladelsen fuldt ud er

foretaget i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige regler om

tilbagekaldelse.

Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse, og jeg

har samtidig henstillet til Færdselsstyrelsen at genoptage sagen med henblik

på en fornyet vurdering af den i lyset af det jeg har anført.”

NOTER: (*) FOB 1989, s. 130, og FOB 1994, s. 664.

Lignende dokumenter