Forslag til Lov om ændring af våbenloven (Transport af våben mv. mellem tredjelande)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 4. februar 2004 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af våbenloven
(Transport af våben mv. mellem tredjelande)
§ 1
I lov om våben og eksplosivstoffer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 67 af 26. januar 2000, som ændret ved lov nr. 433 af
31.
maj 2000 og lov nr. 378 af 6. juni 2002, foretages følgende ændringer:
1.
Efter
§ 7
indsættes
:
»
§ 7 a.
Justitsministeren kan efter forhandling med udenrigsministeren fastsætte
bestemmelser om forbud mod transport af de i § 6, stk. 1, nævnte
våben mv. mellem tredjelande, når der er tale om nærmere bestemte
modtagerlande.
Stk. 2.
Det er
forbudt at transportere de i stk. 1 nævnte våben mv. mellem tredjelande,
hvis der ikke fra de kompetente myndigheder i afsender- og modtagerlandet
foreligger de efter lovgivningen i vedkommende lande nødvendige tilladelser
til
henholdsvis udførsel og indførsel.
Stk. 3.
Læs alt
Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan meddele
dispensation fra de i stk. 1 og 2 nævnte forbud.
Stk. 4.
Justitsministeren kan bestemme, at stk. 1 og 2 skal gælde våben af
enhver
art.«
2.
§ 8, stk. 2,
affattes således:
»
Stk. 2.
§ 6,
stk. 1, og § 7 a gælder ikke for militære styrker og militært
personel som led i den militære tjenesteudøvelse. § 6, stk. 1,
gælder
endvidere ikke militære myndigheders midlertidige udførsel af udrustning og
materiel med henblik på reparation og vedligeholdelse.«
3.
I
§ 9, stk. 1, 2. pkt.,
ændres
»§ 1 og § 6, stk. 1« til: »§ 1, § 6, stk. 1, og
§ 7 a.«
4.
I
§ 10, stk. 1,
indsættes som nyt 2.
pkt.:
»På samme måde straffes den, der
forsætligt eller ved
grov uagtsomhed
overtræder § 7 a, stk. 2.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. oktober 2004.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
3
2.
Transport af våben mellem tredjelande
4
2.1.
Omfanget af dansk transport af våben mellem tredjelande
4
2.2.
Gældende ret
4
2.2.1.
Våbenloven (våbeneksportkontrol)
4
2.2.2.
Straffeloven
5
2.2.3.
Internationale våbenembargoer
5
2.2.3.1.
FN-våbenembargoer
5
2.2.3.2.
EU-våbenembargoer
6
2.2.3.3.
OSCE-våbenembargoer
6
2.2.3.4.
Sammenfatning
6
2.2.4.
FN’s våbenprotokol
7
2.2.5.
Dansk straffemyndighed
8
2.3.
Fremmed ret
9
2.4.
Internationalt samarbejde om kontrol med
grænseoverskridende våbenoverførsler
10
3.
Våbenarbejdsgruppens
forslag og Justitsministeriets overvejelser
11
3.1.
Regulering af våbentransport mellem tredjelande
11
3.1.1.
Våbenarbejdsgruppens forslag
11
3.1.1.1.
Forbudsmodellen
11
3.1.1.2.
Tilladelsesmodellen
11
3.1.1.3.
Kombinationsmodellen
11
3.1.1.4.
Våbenarbejdsgruppens konklusion
12
3.1.2.
Justitsministeriets overvejelser
12
3.2.
Implementering af FN’s våbenprotokol
14
3.2.1.
Våbenarbejdsgruppens forslag
14
3.2.2.
Justitsministeriets overvejelser
14
3.3.
Straffebestemmelsen
14
3.3.1.
Den strafbare handling og strafsubjektet (objektive
krav)
14
3.3.1.1.
Våbenarbejdsgruppens forslag
14
3.3.1.2.
Justitsministeriets overvejelser
15
3.3.2.
Tilregnelse (subjektive krav)
15
3.3.2.1.
Våbenarbejdsgruppens forslag
15
3.3.2.2.
Justitsministeriets overvejelser
16
3.3.3.
Strafferamme
16
3.3.3.1.
Våbenarbejdsgruppens forslag
16
3.3.3.2.
Justitsministeriets overvejelser
16
3.4.
Politi og forsvar
16
3.4.1.
Våbenarbejdsgruppens forslag
16
3.4.2.
Justitsministeriets overvejelser
17
4.
Lovforslagets
økonomiske og administrative konsekvenser
17
5.
Lovforslagets
miljømæssige konsekvenser og forholdet til EU-retten
17
6
Hørte myndigheder
mv.
18
1. Indledning
Efter gældende dansk ret kan alene juridisk bindende
FN-våbenembargoer vedtaget i medfør af FN-pagtens kapitel VII gennemføres i
dansk ret ved kongelig anordning, jf. lov nr. 156 af 10. maj 1967 om visse
forholdsregler i henhold til FN-pagten. Ikke juridisk bindende
FN-våbenembargoer samt EU- og OSCE-våbenembargoer kan derimod alene håndhæves
gennem administrationen af våbenlovens regler. Våbenlovgivningen indeholder
imidlertid ikke regler om transport af våben mellem tredjelande, men alene om
udførsel af våben fra Danmark. Regeringen finder det ikke rigtigt, at danske
transportører således kan medvirke til våbenoverførsler, som strider imod det
internationale samfunds vedtagelser.
Lovforslaget har til formål at rette op på denne situation
og modvirke danske transportørers medvirken til overførsler af våben til
lande,
som er omfattet af internationale våbenembargoer, uanset om der er tale om
FN-,
EU- eller OSCE-embargoer.
Herudover har lovforslaget til formål at gennemføre
bestemmelser i FN’s våbenprotokol, som forpligter de kontraherende
stater til
at kriminalisere overførsel, herunder transport, af skydevåben samt
komponenter, dele og ammunition hertil mellem to lande, som ikke har givet de
nødvendige tilladelser til henholdsvis udførsel og indførsel.
Regeringen finder det naturligt, at danske transportører
ved deltagelse i våbenoverførsler mellem tredjelande skal respektere de
udførsels- og indførselsrestriktioner, som gælder i henholdsvis eksport- og
importlandet. Regeringen har derfor fundet det rigtigst, at reglerne herom
ikke
kun skal gælde transport af de skydevåben mv., som er nævnt i protokollen,
men
udstrækkes til at gælde alle de typer af våben mv., som er undergivet
eksportkontrol i henhold til våbenloven.
Som følge af, at udførsel af våben mv. fra Danmark allerede
efter gældende ret er underlagt kontrol, retter lovforslaget sig alene mod
transport af våben mellem tredjelande, som ikke sker umiddelbart i
forlængelse
af en udførsel fra Danmark.
Justitsministeriets arbejdsgruppe om reglerne for udførsel
af våben mv., som har til opgave at vurdere de spørgsmål, som reglerne og
praksis for kontrol med udførsel af våben mv. giver anledning til, har den 5.
december 2003 afgivet en rapport om transport af våben mellem tredjelande,
som
har dannet grundlag for lovforslaget. Rapporten er optrykt som bilag 1 til
lovforslaget.
Der har siden 1987 flere gange været fremsat både
beslutnings- og lovforslag om kontrol med våbentransporter:
Beslutningsforslag
nr. B 80 blev fremsat den 13. januar 1987 (Folketingstidende 1986-87, tillæg
A,
sp. 2787) og vedtaget ved andenbehandlingen den 19. maj 1987. I
overensstemmelse med denne folketingsbeslutning fremsatte den daværende
regering lovforslag nr. 21 af 7. oktober 1987 (Folketingstidende 1987-88,
tillæg A, sp. 511), som bortfaldt ved folketingsvalget den 10. maj 1988.
Herefter fremsatte partier uden for regeringen lovforslag nr. 203 af 14.
februar 1989 (Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 4777), som blev
forkastet ved tredjebehandlingen den 2. juni 1989, lovforslag nr. 164 af 11.
april 1991 (Folketingstidende 1990-91, tillæg A, sp. 4203), som bortfaldt ved
folketingssamlingens slutning, og beslutningsforslag nr. 192 af 24. april
2001
(Folketingstidende 2000-2001, tillæg A, s. 7016), som bortfaldt ved
folketingssamlingens slutning. Senest har Enhedslisten fremsat
beslutningsforslag
nr. B 107 af 11. marts 2003, som ligeledes bortfaldt ved folketingssamlingens
slutning.
I henhold til sidstnævnte beslutningsforslag skulle
regeringen fremsætte lovforslag om forbud mod våbentransporter til
krigsførende
lande og konfliktområder. Et bilag til loven eller en bekendtgørelse udstedt
i
medfør af loven skulle opregne de våben og de former for krigsmateriel, som
skulle være omfattet af forbuddet. Lovforslaget skulle bemyndige regeringen
til
dels at give forhåndsgodkendelser til rederier af transport mellem bestemte
lande under nærmere angivne vilkår, dels at udstede bekendtgørelser om,
hvilke
områder der blev betragtet som krigsførende eller konfliktområder. Endelig
skulle alene forsætlige overtrædelser af reglerne være strafbare, og der
skulle
ikke indføres forpligtelser til undersøgelse af containere mv. i tilfælde,
hvor
den ansvarlige transportør ikke havde haft grundlag for mistanke om, at
transporten vedrører våben eller krigsmateriel. Det fremgår endvidere af
bemærkningerne til beslutningsforslaget, at hensigten var, at enhver
våbentransport på danske skibe skulle kræve godkendelse, enten som en konkret
godkendelse af den enkelte transport eller som en forhåndsgodkendelse som
nævnt
ovenfor.
Nærværende lovforslag afviger navnlig fra
beslutningsforslag nr. B 107 ved, at lovforslaget alene indebærer forbud mod
transport til en række nærmere angivne lande og dermed ikke indebærer noget
krav om, at transportører i øvrigt skal indhente en generel eller konkret
tilladelse for lovligt at kunne transportere våben. Desuden omfatter
beslutningsforslaget – i modsætning til lovforslaget – ikke en
kriminalisering
af våbentransport mellem tredjelande, hvor der ikke foreligger de fornødne
tilladelser til udførsel og indførsel fra henholdsvis eksport- og
importlandet.
Endvidere omfatter lovforslaget ikke alene forsætlige overtrædelser af de
foreslåede regler, men også groft uagtsomme forhold.
2. Transport af våben mellem tredjelande
2.1. Omfanget af dansk transport af våben mellem
tredjelande
Der findes ingen statistiske opgørelser over omfanget af
dansk skibstransport af våben mellem tredjelande. Forsvarsministeriet har
imidlertid på baggrund af alment tilgængelige kilder vurderet, at der er en
betydelig dansk deltagelse i transport af våben.
For så vidt angår skibstransport af våben har Danmarks
Rederiforening oplyst, at enkelte mindre rederier har specialiseret sig i
transport af farligt gods, herunder ammunition og våben. Hertil kommer
transporter for NATO og lignende, som også foretages af større rederier. Om
transportmønstret har rederiforeningen oplyst, at der primært er tale om
transporter fra NATO- eller OECD-lande, ikke mindst i nordeuropæisk og
atlant-fart samt til kriseområder, hvor NATO-lande er involveret. Derudover
foregår der en vis våbentransport fra OECD-lande til destinationer i
Sydamerika, Fjernøsten og en række arabiske lande med regeringer eller
militær
og politi som modtagere.
Danmarks Rederiforening har i øvrigt oplyst, at den danske
handelsflåde omfatter ca. 530 skibe, og at danske rederier ejer skibe i
udlandet med ca. samme kapacitet. Herudover indchartres udenlandske skibe med
en samlet kapacitet på 2-3 gange den danske handelsflådes, som til gengæld
også
i vidt omfang udchartres til udenlandske rederier. Den danske handelsflåde
udgør
ca. 1,3 pct. af den samlede globale kapacitet, og samlet set disponerer
danske
rederier over mere end 5 pct. af denne kapacitet.
I henhold til oplysninger fra Statens Luftfartsvæsen –
understøttet af oplysninger fra Erhvervsflyvningens Sammenslutning –
synes det
stort set alene at være SAS, som transporterer våben med fly. SAS har oplyst,
at flyselskabet ikke umiddelbart har tilgængelige oplysninger om omfanget af
transport af våben mellem tredjelande.
Det har heller ikke været muligt at klarlægge omfanget af
transport af våben mellem tredjelande med danske køretøjer/vognmænd.
2.2. Gældende ret
2.2.1. Våbenloven (våbeneksportkontrol)
Efter § 6, stk. 1, i våbenloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 67 af 26. januar 2000, som ændret ved lov nr. 433 af
31.
maj 2000 og lov nr. 378 af 6. juni 2002, er det forbudt uden tilladelse fra
justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, i hvert enkelt
tilfælde at udføre
–
våben med undtagelse
af jagtvåben,
–
ammunition med
undtagelse af ammunition til jagtvåben,
–
materiel til land-,
sø- eller luftkrig,
–
maskiner,
instrumenter, apparater og andre produktionsmidler, der overvejende anvendes
til fremstilling eller vedligeholdelse af våben, ammunition eller
krigsmateriel, samt dele og tilbehør til sådanne produktionsmidler, og
–
eksplosivstoffer med
undtagelse af pyrotekniske artikler.
I henhold til våbenlovens § 6, stk. 2, kan
justitsministeren bestemme, at udførsel af
våben af enhver art er forbudt, herunder forbudt uden
tilladelse.
Bemyndigelsen er udnyttet ved § 27 i
våbenbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 66 af 26. januar 2000), som
bestemmer,
at det er forbudt uden tilladelse fra justitsministeren eller – for
udførsel af
visse våbentyper til visse destinationer – fra politimesteren
(politidirektøren) at udføre våben og ammunition af nogen art med undtagelse
af
visse dolke og knive.
Udtrykket »udføre« i våbenlovens § 6, stk. 1,
omfatter alene fysisk flytning af genstande ud fra dansk territorium.
Bestemmelsen har således ingen betydning for overførsler, herunder transport,
af våben mellem tredjelande, der ikke sker umiddelbart i forlængelse af en
udførsel fra Danmark.
Forbuddet i våbenlovens § 6, stk. 1, mod udførsel
af våben uden tilladelse gælder efter § 8, stk. 2, 1. pkt., ikke
for
militære styrker og militært personel som led i den militære
tjenesteudøvelse.
Undtagelsens rækkevidde er i forarbejderne til lov nr. 363
af 2. juni 1999 om ændring af lov om våben og eksplosivstoffer nærmere
beskrevet således, jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, s. 3098:
» Efter fast praksis gælder
kravet om udførselstilladelse imidlertid ikke for udførsel af udrustning og
materiel, der medbringes (udføres eller genudføres) af danske eller
udenlandske
NATO-styrker eller sendes særskilt til brug for disse. Det forudsættes
herved,
at det for så vidt angår danske styrker drejer sig om udrustning og materiel,
der med Forsvarsministeriets godkendelse medbringes eller sendes til brug
under
øvelse eller lignende i udlandet, og som – med undtagelse af bortskudt
ammunition – genindføres her til landet, uden at det under styrkernes
ophold i
udlandet overlades til andre. For så vidt angår udenlandske styrker
forudsættes
at udførslen kun omfatter udrustning og materiel, der med
Forsvarsministeriets
godkendelse er bragt her til landet af de nævnte styrker eller særskilt er
sendt til disse under deres ophold her i landet.
Justitsministeriet foreslår, at
det formelt medtages i loven, at der ikke skal indhentes udførselstilladelse
i
henhold til våben- og eksplosivstoflovens § 6, stk. 1, når
udførslen
vedrører militære styrker og militært personel som led i den militære
tjenesteudøvelse.
Dette medfører, at der ikke skal
indhentes tilladelse til udførsel af udrustning og materiel, der udføres
eller
genudføres af danske eller udenlandske NATO-styrker, eller når udrustning og
materiel sendes særskilt til brug for disse. Tilsvarende bør efter
Justitsministeriets opfattelse også gælde i relation til f.eks. Partnerskab
for
Fred samt OSCE- og FN-opgaver.«
I henhold til våbenlovens § 9, stk. 1, gælder
våbenlovens § 6, stk. 1, heller ikke for politiet.
Også denne bestemmelse blev indsat ved lov nr. 363 af 2.
juni 1999. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at
polititjenestemænds ind- og udførsel af våben i privat øjemed fortsat kræver
tilladelse efter våbenloven, jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, s.
3098.
2.2.2. Straffeloven
I henhold til straffelovens § 114, stk. 2, kan
den, som med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller
uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller
en
international organisation til at foretage eller undlade at foretage en
handling eller destabilisere eller ødelægge et lands eller en international
organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller
samfundsmæssige strukturer, transporterer våben eller eksplosivstoffer,
straffes med fængsel indtil livstid.
Det fremgår af forarbejderne til § 114, jf.
Folketingstidende 2001-2002, tillæg A, s. 808, at bestemmelsen navnlig skal
gennemføre EU’s rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme, og at
bestemmelsen
ikke er begrænset til at beskytte danske samfundsforhold mv. I
overensstemmelse
hermed er bestemmelsen i § 114, stk. 2, om transport af våben og
eksplosivstoffer ikke geografisk begrænset, men gælder både transport af
våben
som led i ind- eller udførsel fra Danmark og transport af våben som led i en
overførsel mellem tredjelande.
2.2.3. Internationale våbenembargoer
2.2.3.1. FN-våbenembargoer
FN-pagten indeholder bestemmelser om forholdsregler over
for trusler mod freden, fredsbrud og angrebshandlinger (FN-pagtens kapitel
VII). Det følger heraf, at Sikkerhedsrådet gennem vedtagelsen af en
resolution
kan indføre en våbenembargo over for et land, som truer den mellemfolkelige
fred og sikkerhed. Sådanne resolutioner i henhold til FN-pagtens kapitel VII
er
juridisk bindende for FN's medlemsstater, således at de er folkeretligt
forpligtede til at gennemføre og håndhæve våbenembargoerne i deres nationale
retssystemer.
Herudover kan FN's Sikkerhedsråd og FN's Generalforsamling
vedtage ikke juridisk bindende våbenembargoer i form af henstillinger til
FN's medlemslande om iværksættelse af våbenembargoer.
Juridisk bindende våbenembargoer vedtaget i henhold til
FN-pagtens kapitel VII omfatter typisk – ud over et forbud mod eksport
– en
forpligtelse for FN-landene til at forhindre, at deres fly og skibe anvendes
til våbenoverførsler til det embargobelagte land. Disse embargoer kan
gennemføres i dansk ret ved kongelig anordning, jf. lov nr. 156 af 10. maj
1967
om visse forholdsregler i henhold til FN-pagten. Der er herefter hjemmel til
at
straffe overtrædelser af embargoen med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller
under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 år, jf. straffelovens
§ 110 c, stk. 2.
Ikke juridisk bindende FN-våbenembargoer kan ikke
implementeres ved kongelig anordning. De gennemføres ved administrationen af
bestående lovgivning (våbeneksportkontrollen) eller ved vedtagelse af ny
lovgivning.
Forbud mod eksport af våben til det pågældende land fra
Danmark kan gennemføres ved administrationen af våbenlovgivningens regler,
idet
ansøgninger om udførselstilladelser kan nægtes, og udførsel uden tilladelse
kan
straffes med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende
omstændigheder med fængsel indtil 2 år, jf. våbenlovens § 10,
stk. 1.
Derimod giver den eksisterende lovgivning ikke mulighed for
at straffe transport af våben til det pågældende land i de tilfælde, hvor
våbnene ikke udføres fra Danmark.
2.2.3.2. EU-våbenembargoer
Traktaten om Den Europæiske Union (Amsterdam-traktaten)
indeholder bestemmelser om en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik
(Amsterdam-traktatens afsnit V). Blandt målsætningerne for den fælles
udenrigs-
og sikkerhedspolitik er styrkelse af Unionens sikkerhed samt bevarelse af
freden og styrkelse af den internationale sikkerhed. Med henblik på at sikre
disse mål kan EU gennem vedtagelse af en fælles holdning indføre en
våbenembargo over for et land, som truer den internationale fred og
sikkerhed.
Ifølge Amsterdam-traktaten skal medlemsstaterne drage
omsorg for, at deres nationale politik er i overensstemmelse med de fælles
holdninger. Medlemsstaterne er med andre ord juridisk forpligtede til at
gennemføre en fælles holdning i deres nationale retssystemer. Våbenembargoer,
der er indført ved en fælles holdning, iværksættes ved medlemsstaternes
nationale foranstaltning og ikke – som ved embargoer vedrørende andre
varer end
våben – ved en rådsforordning efter artikel 301 i Traktaten om
Oprettelse af
Det Europæiske Fællesskab (TEF). Dette skyldes, at kompetencen til at træffe
foranstaltninger vedrørende handel med våben, ammunition og krigsmateriel
ligger hos medlemsstaterne i medfør af artikel 296 i TEF.
I Danmark kan EU-våbenembargoer ligesom ikke juridisk
bindende FN-våbenembargoer, jf. ovenfor, for så vidt angår forbud mod eksport
af våben fra Danmark håndhæves ved administrationen af våbenlovgivningens
regler (våbeneksportkontrollen). Derimod er der som udgangspunkt i dag ikke
nogen almindelig hjemmel til at håndhæve et eventuelt forbud mod transport af
våben til det pågældende land, når der ikke sker udførsel fra Danmark. En
sådan
hjemmel er dog ikke nødvendig, hvis der for det pågældende land også gælder
en
juridisk bindende FN-embargo i henhold til FN-pagtens kapitel VII, som er
gennemført i dansk ret ved kongelig anordning.
2.2.3.3. OSCE-våbenembargoer
Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE)
arbejder på grundlag af de politiske beslutninger, som medlemslandene kan
blive
enige om. Sådanne beslutninger kan omfatte våbenembargoer. OSCE omfatter i
dag
55 lande: Alle landene i Europa samt USA og Canada og de fem tidligere
sovjetiske, centralasiatiske republikker.
Våbenembargoer vedtaget i OSCE kan håndhæves i samme omfang
som EU-våbenembargoer og ikke juridisk bindende FN-våbenembargoer.
2.2.3.4. Sammenfatning
Forbud mod eksport af våben, som følger af internationale
våbenembargoer, kan håndhæves ved administration af den gældende
våbenlovgivning (våbeneksportkontrollen), uanset hvilken type våbenembargo
der
er tale om.
I det omfang juridisk bindende FN-embargoer vedtaget i
henhold til FN-pagtens kapitel VII indeholder forbud mod transport af våben
til
de embargoramte lande, når transporten ikke sker som led i eksport fra
Danmark,
kan også dette forbud håndhæves efter de gældende danske regler, når
våbenembargoen er implementeret af Udenrigsministeriet ved kongelig
anordning.
Herudover er transport af våben, der ikke udføres fra
Danmark, til lande, der er omfattet af en international våbenembargo, ikke
forbudt efter dansk ret. De nugældende internationale våbenembargoer –
ud over
de juridisk bindende FN-embargoer – indeholder imidlertid ikke nogen
udtrykkelig forpligtelse til at indføre sådanne forbud.
Retstilstanden kan opstilles i et skema på følgende måde:
Juridisk bindende
FN-embargoer efter FN-pagtens kapitel VII
EU-embargoer
Ikke juridisk
bindende FN-embargoer og OECD-embargoer
Hjemmel til at
håndhæve eksportforbud
Våbenlovens § 6, jf. § 10, stk. 1, og
kongelig anordning, jf. straffelovens § 110, c,
stk. 2
Våbenlovens § 6, jf. § 10, stk. 1
Våbenlovens § 6, jf. § 10, stk. 1
Hjemmel til at
håndhæve (eventuelle) transportforbud
Kongelig anordning, jf. straffelovens § 110 c,
stk. 2
Ingen
Ingen
En oversigt over de gældende internationale våbenembargoer
er optrykt som underbilag 1 til bilag 1 (våbenarbejdsgruppens rapport).
2.2.4. FN’s våbenprotokol
FN’s Generalforsamling vedtog den 31. maj 2001 ved resolution nr.
55/255 en protokol om bekæmpelse af ulovlig fremstilling af og handel med
skydevåben og dele, komponenter samt ammunition hertil
(Protocol
against the illicit manufacturing of and trafficking in firearms, their parts
and components and ammunition supplementing the United Nations Convention
against transnational organized crime)
. Andre former for
våben/forsvarsmateriel er ikke omfattet af protokollens bestemmelser.
Protokollen knytter sig til FN’s konvention om bekæmpelse af
grænseoverskridende organiseret kriminalitet (også kaldet
Palermo-konventionen), som blev vedtaget den 15. november 2000 ved resolution
55/25. Protokollen er optrykt som lovforslagets bilag 2.
Våbenprotokollen er på nuværende tidspunkt undertegnet af
52 stater (herunder Danmark) og ratificeret af 6 stater (Bulgarien, Burkina
Faso, Costa Rica, Cypern, Mali og Mexico).
Ved våbenprotokollens artikel 5 forpligtes de kontraherende
stater til at kriminalisere dels ulovlig fremstilling af og handel med
skydevåben samt dele, komponenter og ammunition dertil, dels forfalskning,
ødelæggelse, bortfjernelse og ændring af de mærker, der kræves på skydevåben
i
overensstemmelse med våbenprotokollens regler herom (artikel 9). Endvidere
skal
de kontraherende stater kriminalisere forsøg på og medvirken til de nævnte
handlinger.
I våbenprotokollens artikel 3, litra e, defineres ulovlig
handel som indførsel, udførsel, erhvervelse, salg, levering,
transport/omsætning (»movement«) og overførsel af skydevåben mv. fra eller
gennem én kontraherende stats territorium til en anden kontraherende stats
territorium, hvis én af staterne ikke har givet tilladelse i overensstemmelse
med protokollens bestemmelser.
Om disse tilladelser bestemmer protokollens artikel 10, at
de kontraherende stater skal etablere og opretholde et effektivt system med
tilladelser til udførsel og indførsel samt forholdsregler (»measures«)
vedrørende international transit af skydevåben mv.
Protokollen forpligter altså de kontraherende stater til at
kriminalisere handel med våben fra én kontraherende stat til en anden, når
der
ikke foreligger tilladelse fra disse stater til henholdsvis eksport og
import.
Dette indebærer, at en kontraherende stat er forpligtet til at kriminalisere
uautoriserede våbenoverførsler, selv om der ikke er tale om import til eller
eksport fra denne stat.
Kriminaliseringsforpligtelsen skal ses i sammenhæng med
konventionens artikel 15, der i medfør af artikel 1 i våbenprotokollen gælder
tilsvarende for våbenprotokollen. Efter konventionens artikel 15 forpligtes
de
kontraherende stater til at have straffemyndighed (jurisdiktion) i forhold
til
kriminaliserede handlinger, som foretages
enten
på den kontraherende stats territorium
eller
ombord på et skib eller fly, der er indregistreret i den pågældende
kontraherende stat.
På denne baggrund må protokollens definition af »handel«,
herunder begrebet »movement« anses for at omfatte rene transportydelser,
således at en transportør, som transporterer skydevåben mv. mellem to lande,
som har tilsluttet sig protokollen, skal kunne straffes, hvis der ikke
foreligger de fornødne tilladelser til udførsel og indførsel fra henholdsvis
eksport- og importlandet.
Der findes ikke en sådan straffehjemmel i gældende dansk
ret.
Protokollen finder i henhold til artikel 4, stk. 2,
ikke anvendelse på mellemstatslige transaktioner (»state-to-state
transactions«) eller på statslige overførsler (»state transfers«) i tilfælde,
hvor anvendelse af protokollen ville gribe ind i (»prejudice«) en
kontraherende
stats ret til at skride til handling i den nationale sikkerheds interesse i
overensstemmelse med FN-pagten.
Endvidere forpligter protokollen alene de kontraherende
stater til at kriminalisere forsætlige handlinger, jf. protokollens artikel
5.
2.2.5. Dansk straffemyndighed
Handlinger, som foretages i den danske stat og på danske
fartøjer (dvs. skibe, der sejler under dansk flag, og luftfartøjer, som er
dansk registreret), hører under dansk straffemyndighed, jf. straffelovens
§ 6 (territorialprincippet). Bestemmelsen kræver ikke, at hele den
kriminelle virksomhed er foretaget i den danske stat. Når blot en del af
virksomheden er foretaget her i landet, må forholdet således antages at være
undergivet dansk straffemyndighed efter denne bestemmelse.
Dansk straffemyndighed omfatter endvidere handlinger
foretaget i udlandet af personer, der har dansk statsborgerskab eller bopæl i
Danmark, jf. straffelovens § 7, stk. 1, (personalprincippet). Hvis
handlingen foretages inden for folkeretligt anerkendt statsområde, er det dog
som altovervejende hovedregel en betingelse, at handlingen er strafbar både
efter gerningsstedets lov og
dansk lov
(princippet om dobbelt strafbarhed), og at den pågældende danske
straffebestemmelse ikke efter sit gerningsindhold er territorialt begrænset
til
forhold begået i Danmark. Efter stk. 2 finder bestemmelsen tilsvarende
anvendelse på udlandshandlinger begået af en person, der har indfødsret eller
bopæl i de andre nordiske lande, og som opholder sig her i landet på
påtaletidspunktet.
Hvis der er tale om en handling udført i udlandet af en
ansat i et selskab med hjemsted i Danmark, som er ansvarlig for den ansattes
handlinger, er spørgsmålet, om lovovertrædelsen/handlingen skal anses for
begået i udlandet eller i Danmark.
Efter retspraksis anses en selskabsovertrædelse som
udgangspunkt for begået dér, hvor den ansatte begår den handling eller
undladelse, som udløser selskabsansvaret, jf. Vestre Landsrets dom refereret
i
Ugeskrift for Retsvæsen 1987, side 705, og Højesterets dom refereret i
Ugeskrift for Retsvæsen 1995, side 9. De nævnte domme angår imidlertid begge
objektivt arbejdsgiveransvar (dvs. at arbejdsgiveren ifalder strafansvar for
den ansattes lovovertrædelse, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes
arbejdsgiveren som forsætlig eller uagtsom), hvor der ikke beviseligt forelå
et
forsætligt eller uagtsomt forhold, der kunne stedfæstes til selskabets
(arbejdsgiverens) hjemsted.
Hvis selskabsovertrædelsen udløses af et tilregneligt
forhold, der i stedlig henseende kan henføres til selskabets hjemsted, f.eks.
i
tilfælde, hvor en mangelfuld eller urigtig instruktion har ført til, at
ansatte
begår en overtrædelse uden for selskabets hjemsted, er det mere usikkert,
hvor
den lovstridige handling kan og bør anses for begået. I Straffelovrådets
betænkning nr. 1289/1995 om juridiske personers bødeansvar anføres herom:
»Gode grunde, herunder hensynet
til en ensartet regel, der finder anvendelse ved selskabsovertrædelser,
uanset
hvordan overtrædelsen nærmere er begået, kunne tale for at vælge det sted,
hvor
gerningsindholdet realiseres, som gerningssted. I modsat fald vil det f.eks.
kunne blive vanskeligt at afgøre, hvor en selskabsovertrædelse skal anses for
begået, hvis overtrædelsen skyldes flere fejl, der er begået forskellige
steder, f.eks. tilfælde hvor en selskabsovertrædelse må tilskrives mangelfuld
instruktion på hjemstedet i kombination med uforsigtighed udvist af en ansat
på
«gerningsstedet». På den anden side kan en sådan regel være betænkelig, hvis
den afskærer dansk jurisdiktion over for et selskab her i landet i tilfælde,
hvor der påviseligt foreligger fejl begået på dansk område. En løsning, der
sikrer dansk jurisdiktion i denne type sager, opnås, hvis såvel selskabets
hjemsted som det sted, hvor overtrædelsen manifesterer sig, anses som
gerningssted.«
Straffelovens §§ 6 og 7 (territorial- og
personalprincippet) suppleres af § 8, hvorefter der efter
omstændighederne
er dansk straffemyndighed i forhold til udlandshandlinger uden hensyn til,
hvor
gerningsmanden hører hjemme. Det gælder bl.a. i tilfælde, hvor »handlingen er
omfattet af en mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken Danmark er
forpligtet til at foretage retsforfølgning«, jf. § 8, nr. 5.
Formålet med denne bestemmelse, der blev indsat ved lov nr.
322 af 4. juni 1986, er blandt andet at opfylde – og muliggøre
opfyldelse af
fremtidige – konventioner eller andre mellemfolkelige aftaler, der
indebærer en
forpligtelse for Danmark til at have dansk straffemyndighed med henblik på at
kunne strafforfølge nærmere angivne overtrædelser, jf. Folketingstidende
1985-86, tillæg A, sp. 2080-2081 og 2087.
Når der i medfør af de ovennævnte regler sker påtale her i
landet, skal afgørelsen såvel om straf som om andre retsfølger af handlinger
ske efter danske regler, jf. straffelovens § 10, stk. 1. Er
forholdet
undergivet dansk straffemyndighed i medfør af straffelovens § 7,
stk. 1, nr. 2, kan der dog ikke idømmes strengere straf end efter
gerningsstedets lovgivning, jf. § 10, stk. 2.
2.3. Fremmed ret
Justitsministeriets våbenarbejdsgruppe har indhentet
oplysninger om retstilstanden vedrørende transport af våben mellem
tredjelande
fra EU-landene samt Norge, Canada og USA. Det fremgår heraf, at hverken
Finland
,
Frankrig
,
Grækenland
,
Holland
,
Irland
,
Italien
,
Luxembourg
,
Norge
,
Portugal,
Spanien
,
Storbritannien
,
Sverige
,
Østrig
,
Canada
eller
USA
har nogen generel
regulering af transport af våben mellem tredjelande, herunder krav om
indhentelse af transporttilladelse.
Disse landes lovgivning indeholder typisk mulighed for
administrativt at gennemføre det af internationale våbenembargoer følgende
forbud mod eksport af/handel med våben til det embargobelagte land og i
varierende omfang mulighed for tillige at nedlægge forbud mod transport af
våben til nævnte land.
Eksempelvis har
Irland
over for arbejdsgruppen oplyst, at kun fysisk transport i form af
eksport fra Irland kan forbydes, hvilket man erkender efterlader »huller« i
den
irske lovgivning. Man har påbegyndt en revision af lovgivningen.
Norge
har
oplyst, at der for våbenembargoer, som er bindende vedtaget af FN’s
Sikkerhedsråd, er hjemmel til administrativt at fastsætte forskrifter med
samme
indhold som disse embargoer. Indeholder vedkommende embargo ikke kun forbud
mod
handel/eksport, men også mod transport, må dette forbud dermed antages også
at
blive implementeret i norsk ret. Denne ordning svarer til den nuværende
danske
retstilstand.
Canada
har
oplyst, at man har lovhjemmel til administrativt at gennemføre våbenembargoer
vedtaget i FN eller andre internationale fora samt til at nedlægge forbud mod
transport af våben til det pågældende land, herunder fra et tredjeland, samt
mulighed for at pålægge straf for overtrædelse heraf.
Som et sidste eksempel kan det oplyses, at man i
Storbritannien
med hjemmel i The Export
Control Act fra 2002, afsnit 4 ( Trade controls’) har udarbejdet udkast
til
»The Embargoed Destination Sanctions Order«, som har været i høring, og som
forventes at træde i kraft i starten af 2004.
I henhold til udkastet er det forbudt direkte eller
indirekte
a)
at sælge eller
levere (’supply or deliver’),
b)
at indgå aftale om
at sælge eller levere, eller
c)
at foretage sig
nogen handling, som er beregnet på at fremme salg eller levering af de i
bekendtgørelsen oplistede varer til nogen person eller noget sted i det
embargobelagte land, medmindre ministeren har givet tilladelse hertil.
Forbuddet gælder efter udkastet enhver handling foretaget i
Storbritannien og handlinger foretaget uden for Storbritannien, hvis der er
tale om en britisk statsborger. Forbuddet gælder ikke varer, der befinder sig
i
Storbritannien, medmindre de er i transit.
Det fremgår af bemærkningerne til udkastet, at der vil
blive udstedt en bekendtgørelse vedrørende ethvert land, som omfattes af en
fuld våbenembargo, uanset om embargoen forpligter Storbritannien til at
regulere såvel handel (mellem tredjelande) som eksport. Bekendtgørelsen vil
gælde, så længe embargoen står ved magt.
De forbudte handlinger nævnt ovenfor under c) omfatter i
henhold til bemærkningerne finansielle og forsikringsmæssige ydelser
vedrørende
handelen/aftalen samt foranstaltning eller ydelse af transport af varerne.
Det anføres videre i bemærkningerne, at tilladelse til de
ellers forbudte handlinger normalt ikke vil kunne opnås, men at dette kan
komme
på tale i meget sjældne situationer, f.eks. i forbindelse med levering af
krigsmateriel til fredsbevarende styrker.
Kun
Tyskland
og
Belgien
har aktuelt regler om
våbentransport, som indebærer krav om tilladelse til transport mellem
tredjelande.
For
Tysklands
vedkommende følger det af lov om krigsvåbenkontrol
(Kriegswaffenkontrollgesetz
(KWKG)) § 4, stk. 1, at al transport af krigsvåben uden for
Tyskland
på skibe, som fører tysk flag, eller på fly, som er indregistreret i
Tyskland,
kræver tilladelse. I henhold til stk. 2 kan der meddeles generel
tilladelse til transport i bestemte områder. Der skal ansøges om tilladelse,
inden krigsvåbnene er bragt ombord på henholdsvis skibet eller flyet.
Generel tilladelse til transport af krigsvåben med skibe
under tysk flag eller tysk registrerede luftfartøjer gives i tilfælde, hvor
krigsvåbnene lastes uden for tysk område, ikke bliver ført igennem tysk
område
og bliver udlosset i Belgien, Danmark, Frankrig, Grækenland, Storbritannien,
Italien, Luxembourg, Holland, Norge, Østrig, Portugal, Sverige, Schweiz,
Spanien, Tyrkiet eller USA.
Krigsvåbenkontrolloven indeholder et bilag med en liste
over de genstande, stoffer og organismer, som anses for krigsvåben. De
generelle tilladelser gælder dog ikke for transport af antipersonminer.
Belgien
har den
7. juli 2003 vedtaget en lov om import, eksport, transit af våben mv., der
trådte i kraft den 17. juli 2003. Loven indeholder bestemmelse om, at ingen
belgier eller udlænding, som har bopæl eller udøver erhvervsvirksomhed i
Belgien, må forhandle, eksportere eller levere våben mv. til udlandet, eller
besidde våben mv. med dette formål, eller optræde som mellemmand i sådanne
transaktioner uden tilladelse fra Justitsministeriet. Dette gælder, uanset om
handlingen foretages mod vederlag eller vederlagsfrit, uanset varernes
oprindelsessted og destination, og uafhængigt af om varerne kommer ind på
belgisk territorium. Der kan ansøges om såvel en tidsubegrænset tilladelse
som
en tilladelse til en given transaktion.
En mellemmand er i lovteksten defineret som en person, der
skaber forudsætningerne for, at der kan indgås en aftale om forhandling,
eksport eller levering af våben mv. til udlandet, eller om besiddelse af
våben
mv. med henblik herpå, samt enhver der indgår en sådan aftale, selv om
transporten udføres af en tredjemand. Dette gælder, uanset om handlingen
foretages mod vederlag eller vederlagsfrit, uanset varernes oprindelsessted
og
destination, og uafhængigt af om varerne kommer ind på belgisk territorium.
Loven indebærer efter det for arbejdsgruppen oplyste, at
såvel den, der udfører transport af våben mellem tredjelande, som den, der
formidler en aftale om sådan transport, skal have tilladelse hertil.
Arbejdsgruppen har endvidere fået oplyst, at det belgiske
Justitsministerium på grund af visse tekniske/praktiske problemer med
anvendelsen af den nye lovgivning er blevet anmodet om at undersøge
mulighederne for at løse problemerne og udarbejde et hastelovforslag herom.
2.4.
Internationalt samarbejde om kontrol med grænseoverskridende våbenoverførsler
Som nævnt under pkt. 2.2.3. indebærer internationale
våbenembargoer en – i nogle tilfælde juridisk, i nogle tilfælde politisk
–
forpligtelse for de tiltrædende stater til at forbyde eksport af eller handel
med våben til de embargobelagte lande og i visse tilfælde tillige en
forpligtelse til at forbyde transport af våben til disse lande.
Endvidere indebærer FN’s våbenprotokol som nævnt under pkt.
2.2.4. dels en forpligtelse til at indføre såvel udførsels- som
indførselskontrol med skydevåben samt komponenter, dele og ammunition dertil,
dels en forpligtelse til at kriminalisere grænseoverskridende handel,
herunder
tillige transport, mellem lande, som har tiltrådt protokollen, og som ikke
har
givet henholdsvis udførsels- og indførselstilladelse.
Internationalt samarbejde på våbenområdet indebærer en
række yderligere juridiske og politiske forpligtelser for en lang række lande
til at kontrollere grænseoverskridende våbenoverførsler i forskellige
relationer.
I juni 1998 blev en adfærdskodeks for våbenkontrol vedtaget
i EU. Adfærdskodeksen er alene politisk forpligtende, men overvejes vedtaget
i
juridisk bindende form. Adfærdskodeksen forpligter EU-landene til at
kontrollere udførsel af våben fra deres respektive territorier og sætter i
øvrigt en høj fælles standard for denne eksportkontrol i form af en række
kriterier, som skal iagttages ved afgørelser om, hvorvidt der kan meddeles
tilladelse til eksport af våben til en given destination.
Den 26.
juni 2003 blev der i EU vedtaget en fælles holdning om kontrol med
våbenmæglervirksomhed (2003/468/FUSP), jf. traktaten om Den Europæiske Union,
afsnit V, artikel 15 (2. søjle). Den fælles holdning forpligter
hver
medlemsstat til at kontrollere formidlingsaktiviteter, som foregår på
medlemsstatens
territorium, gennem national lovgivning. Medlemsstaterne opfordres endvidere
til at overveje at kontrollere formidlingsaktiviteter, som udføres af den
enkelte medlemsstats statsborgere uden for medlemsstatens territorium. Der er
ikke fastsat nogen frist for gennemførelsen af den fælles holdning.
Formidlingsaktiviteter er i den fælles holdning defineret
som aktiviteter, hvorved en person forhandler eller arrangerer transaktioner,
som kan indebære overførsel af produkter omfattet af EU’s fælles liste
over
militært udstyr, der er omfattet af EU’s adfærdskodeks for våbeneksport,
fra ét
ikke EU-land til et andet. Omfattet er desuden aktiviteter, hvorved en
person,
som selv ejer sådant udstyr, køber, sælger eller arrangerer overførsel af
udstyret fra ét ikke EU-land til et andet. Overførsel af udstyr mellem
EU-lande
eller fra et EU-land til et land uden for EU er ikke omfattet af den fælles
holdning. Rene transportydelser og arrangering heraf er heller ikke omfattet.
Wassenaar Arrangementet er et multilateralt forum, hvor
aktuelt 33 lande samarbejder om eksportkontrol med blandt andet våben, jf.
underbilag 3 til bilag 1. Formålet med Wassenaar Arrangementet er at bidrage
til international og regional fred og sikkerhed, og medlemslandene har
gensidigt
forpligtet sig til at udvise ansvarlighed, når de skal tage stilling til
udførsler af våben til områder, hvor der er særlig risiko for, at fred og
sikkerhed kan komme i fare
.
Den 12. december 2003 vedtog Wassenaar Arrangementet
retningslinjer for effektiv lovgivning om våbenformidling. I henhold til
disse
retningslinjer er der opnået enighed mellem Wassenaar-landene om at
kontrollere
våbenformidling ved hjælp af passende love og regler. Disse regler bør
navnlig
omfatte krav om tilladelse til formidling (forhandling eller arrangering af
aftaler, salg, handel, arrangering af overførsel) af våben og hermed
beslægtet
militært udstyr fra ét tredjeland til et andet fra de kompetente myndigheder
i
det land, hvor formidlingsaktiviteterne finder sted.
FN’s handlingsplan om små og lette våben blev vedtaget i
juli 2001. Med handlingsplanen har medlemsstaterne forpligtet sig politisk
til
at behandle ansøgninger om eksporttilladelser i henhold til strenge nationale
regler og procedurer, som dækker alle små og lette våben, og som er
overensstemmende med staternes eksisterende forpligtelser i henhold til
relevant international ret. Herudover har medlemsstaterne blandt andet
forpligtet sig til at udvikle passende nationale regler eller procedurer
vedrørende formidling af små og lette våben, som bør omfatte tiltag som for
eksempel registrering af formidlere, tilladelser eller autorisationer til
formidlingstransaktioner og passende straf for ulovlige
formidlingsaktiviteter,
som foretages på den enkelte stats område.
3. Våbenarbejdsgruppens forslag og
Justitsministeriets overvejelser
3.1. Regulering af våbentransport mellem
tredjelande
3.1.1. Våbenarbejdsgruppens forslag
I rapporten fra Justitsministeriets våbenarbejdsgruppe, som
er optrykt som bilag 1 til lovforslaget, opstilles tre alternative
grundmodeller for regulering af transport af våben mellem tredjelande:
Forbudsmodellen, tilladelsesmodellen og kombinationsmodellen. Alle tre
modeller
forudsættes at omfatte transport af de samme våben mv., som efter gældende
ret
er omfattet af forbuddet mod at eksportere våben fra Danmark uden tilladelse.
3.1.1.1. Forbudsmodellen
Den af våbenarbejdsgruppen foreslåede forbudsmodel
indebærer, at transport af våben til en række nærmere angivne lande forbydes.
Alle lande, som er omfattet af en international våbenembargo, skal være
omfattet af forbuddet, uanset om der er tale om juridisk eller politisk
forpligtende embargoer, og uanset om embargoen indeholder udtrykkeligt forbud
mod transport eller efter ordlyden alene forbyder eksport eller lignende.
Forbuddet kan eventuelt ud fra hensynet til Danmarks aftaler eller samarbejde
med udlandet udstrækkes til enkelte andre lande. Forbudslandene angives i en
bekendtgørelse, som revideres løbende i takt med ophævelser og vedtagelser af
internationale våbenembargoer mv. Der bør være hjemmel til
under ganske særlige omstændigheder at give dispensation
fra transportforbuddet. Transport af våben mellem tredjelande, hvor
modtagerlandet ikke er omfattet af forbuddet, er lovlig og kan foretages uden
indhentelse af tilladelse.
Arbejdsgruppen angiver følgende fordele ved
forbudsmodellen:
–
den er enkel,
overskuelig og kræver få ressourcer at administrere hos såvel myndigheder som
transportører,
–
danske transportørers
konkurrenceevne bringes ikke i fare, og
–
man undgår, at én og
samme våbenoverførsel både vurderes af eksportlandets myndigheder som led i
eksport
kontrol
og af de danske myndigheder som led i
transport
kontrol.
Som modellens ulempe anfører arbejdsgruppen, at der lovligt
kan transporteres våben til visse lande, hvortil danske myndigheder efter en
konkret vurdering muligvis ville afslå at give tilladelse til våben
eksport
,
hvis våbnene skulle udføres fra Danmark.
3.1.1.2. Tilladelsesmodellen
Tilladelsesmodellen i »ren« form indebærer, at transport af
våben mellem tredjelande kræver tilladelse i hvert enkelt tilfælde, og at en
ansøgning om transport i øvrigt vurderes ud fra de samme kriterier som
ansøgninger om udførselstilladelser.
Arbejdsgruppen anfører, at fordelen ved tilladelsesmodellen
er, at man opnår fuld parallelitet til den gældende eksportkontrolordning, og
at man således ikke lovligt vil kunne transportere våben til destinationer,
hvortil man under tilsvarende omstændigheder ikke ville have kunnet opnå
eksporttilladelse.
Som ulemper ved modellen nævner arbejdsgruppen, at
–
den kan indebære
betydelige administrative byrder for såvel myndigheder som transportører,
–
det er vanskeligt for
transportørerne at vide, hvornår det er relevant at søge om tilladelse, da de
ikke altid har fuldt kendskab til det specifikke indhold af lasten,
–
modellen indebærer
risiko for alvorligt forringet konkurrenceevne for danske transportører, da
de
skal indhente transporttilladelser efter en tidskrævende procedure, mens de
fleste udenlandske transportører kan operere uden tilladelse,
–
én og samme
våbenoverførsel i mange tilfælde vil blive vurderet af både eksportlandets
myndigheder som led i
eksport
kontrol og af de danske myndigheder som led
i
transport
kontrol.
3.1.1.3 Kombinationsmodellen
Forbuds- og tilladelsesmodellerne kan kombineres og
modificeres på mange måder. Arbejdsgruppen opridser følgende
kombinationsmodel:
–
våbentransport til en
række nærmere angivne lande (»de røde lande«) er forbudt,
–
våbentransport til og
fra en række nærmere angivne lande (»de grønne lande«) kan foretages uden
tilladelse, og
–
transport til
restgruppen af lande (»de gule lande«) kræver tilladelse i hvert enkelt
tilfælde.
»De røde lande« afgrænses på samme måde som i
forbudsmodellen.
Lande, som generelt kan anses for acceptable destinationer
for våbentransporter, og som samtidig kan anses for at have betryggende
eksportkontrolsystemer, bør være »grønne lande«. Arbejdsgruppen anfører i den
forbindelse, at det ikke administrativt er muligt at foretage og til enhver
tid
ajourføre en vurdering af alle verdens lande. Man kan imidlertid f.eks.
afgrænse listen over »grønne lande« til EU eller EU+NATO eller EU+NATO+OECD,
hvorimod arbejdsgruppen på baggrund af kendskabet til eksportkontrolpraksis i
visse Wassenaar-lande ikke finder fuldt tilstrækkeligt grundlag for at anse
medlemskab af Wassenaar Arrangementet for i sig selv at kvalificere et land
til
at blive »grønt«. »De grønne lande« skal i øvrigt ikke nødvendigvis defineres
institutionelt, og der kan efter en konkret vurdering gøres tilføjelser eller
undtagelser fra listen. Såvel den »røde« som den »grønne« liste fastsættes
efter arbejdsgruppens oplæg ved bekendtgørelse og kan dermed løbende
revideres.
Arbejdsgruppen anfører, at det – uanset betryggende
eksportkontrolsystemer hos »de grønne lande« – ikke kan undgås, at nogle
lande
i visse tilfælde vil vurdere en ansøgning om eksporttilladelse anderledes,
end
de danske myndigheder ville have gjort.
Kombinationsmodellen vil i øvrigt i et vist omfang indebære
de samme ulemper som den rene tilladelsesmodel, herunder navnlig
administrative
byrder for såvel myndigheder som transportører, risiko for forringet
konkurrenceevne for danske transportører og dobbeltkontrol foretaget af
henholdsvis myndigheder i udlandet og myndighederne i Danmark. Navnlig de
tilfælde, hvor en våbenoverførsel vurderes både af eksportlandets myndigheder
som led i en (betryggende) eksportkontrol og af de danske myndigheder som led
i
transportkontrol, vil dog blive begrænset, idet der som nævnt ikke vil blive
krævet tilladelse til transport til eller fra lande, som på forhånd generelt
kan anses for acceptable modtagerlande, og som samtidig kan anses for at have
betryggende eksportkontrolsystemer.
3.1.1.4. Våbenarbejdsgruppens konklusion
Arbejdsgruppen fraråder en ren tilladelsesmodel med den
begrundelse, at en sådan model må forventes blive meget tung at administrere,
i
mange tilfælde kun vil have meget begrænset merværdi i forhold til
våbeneksportkontrollen i det land, hvorfra våbnene transporteres og endvidere
vil indebære stor risiko for at skade danske transportørers konkurrenceevne.
Valget mellem en forbudsordning og en kombinationsordning
beror efter arbejdsgruppens opfattelse på en politisk afvejning af fordele og
ulemper ved de to modeller. Arbejdsgruppen har derfor ikke fundet grundlag
for
at anbefale den ene model frem for den anden.
3.1.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at den
grundlæggende model for regulering af våbentransport mellem tredjelande bør
omfatte de samme våben mv., som er omfattet af de gældende regler om
våbeneksport, jf. våbenlovens § 6.
Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig
arbejdsgruppens synspunkt om, at en model, hvorefter våbentransport mellem
tredjelande i hvert enkelt tilfælde kræver tilladelse fra de danske
myndigheder, vil være så administrativ tung og så belastende for
transporterhvervet, at den sammenholdt med værdien af ordningen ikke kan
anbefales.
Den af arbejdsgruppen skitserede forbudsmodel indebærer, at
det ikke længere vil være lovligt at transportere våben til lande bl.a.
omfattet af ikke juridisk bindende FN-embargoer, EU-embargoer og
OSCE-embargoer. Til gengæld vil det være lovligt at transportere våben til
visse lande, som ikke er omfattet af en våbenembargo, men hvortil der
afhængigt
af de nærmere konkrete omstændigheder eventuelt ville blive givet afslag på
eksport fra Danmark. Sidstnævnte forhold vil der dog i et vist omfang blive
kompenseret for med den foreslåede implementering af FN’s våbenprotokol,
som
indebærer, at der ikke lovligt kan udføres transport som led i en
våbenoverførsel mellem tredjelande, der ikke har givet fornøden tilladelse
til
henholdsvis udførsel og indførsel i henhold til de respektive landes
lovgivning, jf. nedenfor pkt. 3.2.
Kombinationsmodellen indebærer lige som forbudsmodellen, at
transport af våben til navnlig lande omfattet af en international
våbenembargo
forbydes. Herudover kræves der tilladelse til transport i de tilfælde, hvor
våbnene ikke transporteres til eller fra lande, der på forhånd kan godkendes
som acceptable modtagere af våben, og som samtidig har et betryggende
våbeneksportkontrolsystem. Også denne ordning skal i givet fald kombineres
med
det af FN’s våbenprotokol affødte krav om behørige tilladelser fra
henholdsvis
eksport- og importlandet.
Med kombinationsmodellen skal danske transportører altså i
en række tilfælde afvente administrative procedurer, som langt de fleste
udenlandske transportører er fri for, inden de kan påtage sig
transportopgaver.
Selv om de fleste af i hvert fald rederibranchens
transporter efter det oplyste foregår til eller fra OECD-lande, som i henhold
til arbejdsgruppens kombinationsmodel kan tænkes undtaget fra kravet om dansk
transporttilladelse, kan ordningen få mere vidtrækkende negativ indflydelse
på
det danske transporterhvervs konkurrenceevne. Dette skyldes, at danske
transportører ikke kun risikerer at miste opgaver med enkelttransporter til
»de
gule lande«, men muligvis også vil gå glip af større kontrakter omfattende
flere transporter, hvoraf transporter til »gule lande«, hvor lasten helt
eller
delvist består af våben, måske kun udgør en lille del. Det kan endvidere ikke
udelukkes, at indførelse af en særlig tilladelsesordning – uanset at
denne
alene vedrører våbentransporter til »gule lande« – som en afsmittende
effekt
generelt vil føre til, at afskibere vil søge mod udenlandske transportører,
der
ikke er underlagt samme restriktioner.
Man må i den forbindelse være opmærksom på, at en
tilladelsesordning ikke kun har konsekvenser, når det drejer sig om
transporter,
som efter den nødvendige sagsbehandling viser sig ikke at kunne tillades. De
negative virkninger af en ordning, hvor transporter til visse lande kræver
tilladelse, må også ses i sammenhæng med de tidsmæssige forhold inden for
transporterhvervet. Navnlig inden for den internationale skibsfart udbydes
transportopgaver efter det for Justitsministeriet oplyste ofte med en meget
kort frist for afgivelse af endeligt tilbud. En tilladelsesordning vil derfor
også kunne få negative virkninger for det danske transporterhverv, når det
drejer sig om transporter, som efter den nødvendige sagsbehandling viser sig
at
kunne tillades. Det skyldes, at afskiberen ikke kan forventes at acceptere et
tilbud, som er afgivet med forbehold for den nødvendige myndighedstilladelse,
således at transportopgaven vil gå til andre udbydere.
Hertil kommer, at en ensidigt indført dansk kontrol med
danske transportører globalt set vil have begrænset effekt, da afskibere i
tilfælde, hvor de ikke kan anvende danske transportører, fordi disse ikke kan
få transporttilladelse fra de danske myndigheder, kan benytte sig af
transportører fra andre lande.
Ovennævnte forhold taler mod at indføre krav om tilladelse
i hvert enkelt tilfælde til transport af våben mellem (visse) tredjelande,
før
der eventuelt i internationalt regi vedtages regler eller træffes aftale om
fælles/ens regler i en større kreds af lande.
På denne baggrund og da forbudsmodellen som nævnt ikke
kommer til at stå alene, men skal ses i sammenhæng med de regler, der
foreslås
i tilknytning til FN’s våbenprotokol, jf. pkt. 3.2., er det
Justitsministeriets
opfattelse, at forbudsmodellen må foretrækkes frem for en kombinationsmodel.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Den foreslåede ordning indebærer, at alle lande, som er
omfattet af juridisk bindende FN-våbenembargoer og EU-våbenembargoer, skal
være
omfattet af transportforbuddet. Også lande, som er omfattet af ikke juridisk
bindende FN-våbenembargoer og OSCE-våbenembargoer, bør som det klare
udgangspunkt være omfattet af forbuddet. Der vil dog helt undtagelsesvist
kunne
forekomme tilfælde, hvor det bør overvejes nærmere, om forbuddet skal omfatte
de sidstnævnte lande. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis Danmark
og
eventuelt andre nærtstående lande har været imod den pågældende (ikke
bindende)
embargo.
Det bør efter Justitsministeriets opfattelse ikke tillægges
betydning for afgrænsningen af forbudslandene, om våbenembargoerne alene
forbyder våbeneksport eller tillige forbyder transport, der sker som led i en
våbenoverførsel mellem tredjelande. Justitsministeriet har herved lagt vægt
på,
at det generelt må anses for uacceptabelt, at danske transportører medvirker
til overførsler af våben til lande, som det internationale samfund anser for
uegnede til at modtage våben.
Såfremt der i andre bredt sammensatte internationale fora
end FN, EU og OSCE træffes beslutning om at modvirke eller forbyde
våbenoverførsler til et bestemt land, kan også disse lande efter en konkret
vurdering blive omfattet af transportforbuddet.
Justitsministeriet kan på denne baggrund og af hensyn til
transporterhvervets muligheder for hurtigt og entydigt at kunne konstatere,
hvilke lande transportforbuddet omfatter, tilslutte sig arbejdsgruppens
forslag
om, at forbudslandene fastlægges i en bekendtgørelse.
Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at der bør
være adgang til at meddele dispensation fra det foreslåede forbud.
Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig, at sådanne dispensationer kun
skal gives undtagelsesvist under ganske særlige omstændigheder. I øvrigt vil
meddelelse af dispensation kræve, at dette ikke strider mod en juridisk
bindende international våbenembargo.
3.2. Implementering af FN’s våbenprotokol
3.2.1. Våbenarbejdsgruppens forslag
Som det fremgår af pkt. 2.2.4., indebærer FN’s
våbenprotokol en forpligtelse til at kriminalisere transport af skydevåben
samt
dele, komponenter og ammunition hertil mellem lande, der ikke har meddelt
henholdsvis indførsels- og udførselstilladelse.
Våbenprotokollen forpligter alene til at kriminalisere
transport som led i uautoriseret våbenoverførsel mellem lande, som har
tiltrådt
våbenprotokollen. Våbenarbejdsgruppen har imidlertid fundet det
uhensigtsmæssigt at lade udstrækningen af kriminaliseringen afhænge af,
hvilke
lande der til enhver tid har tiltrådt protokollen, og anbefaler at lade
kriminaliseringen gælde transport mellem alle tredjelande.
Våbenprotokollen forpligter endvidere alene de
kontraherende parter til at kriminalisere forsætlige handlinger.
Arbejdsgruppen
har imidlertid ikke fundet grundlag for at fravige det almindelige
udgangspunkt
i dansk ret om, at særlovsovertrædelser kan straffes ved såvel forsætlige som
uagtsomme overtrædelser.
I øvrigt forpligter våbenprotokollen alene til at regulere
transporter af skydevåben samt komponenter, dele og ammunition hertil, mens
våbenlovens § 6 om eksportkontrol og de af arbejdsgruppen foreslåede
alternative modeller til transportkontrol tillige omfatter andre former for
våben, krigsmateriel mv. Arbejdsgruppen har derfor overvejet, om
kriminaliseringen af transport som led i en uautoriseret våbenoverførsel bør
udstrækkes til at dække de samme våben mv. som våbenlovens § 6.
Som argument imod en sådan udvidelse anfører
arbejdsgruppen, at danske transportører derved pålægges en byrde, som de
fleste
andre transportører ikke vil være underlagt, hvilket kan skade
konkurrenceevnen. Byrden må dog antages at være af begrænset omfang, da
ansøgning om tilladelse til udførsel og indførsel foretages af henholdsvis
eksportøren og importøren.
Arbejdsgruppen konkluderer på denne baggrund, at afgørelsen
af, om man bør udstrække kriminaliseringen til flere våbentyper, end hvad der
følger af våbenprotokollen, navnlig beror på en afvejning af et eventuelt
ønske
om intensiv kontrol over for hensynet til transporterhvervet.
3.2.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens
anbefaling af at lade kriminaliseringen af transport som led i en
uautoriseret
våbenoverførsel gælde transport mellem alle tredjelande frem for kun at gælde
transport mellem de lande, som har tiltrådt våbenprotokollen. Sidstnævnte
løsning kan medføre usikkerhed om ordningens geografiske anvendelsesområde,
og
der synes i øvrigt ikke at være rimelig grund til at sondre mellem de lande,
der har tiltrådt protokollen, og de, som ikke har tiltrådt protokollen.
Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at det under
alle omstændigheder forekommer rimeligt, at ordningen bygger på, at de
relevante myndigheder i eksport- og importlandet har meddelt de fornødne
tilladelser hertil. I øvrigt må et krav om overholdelse af importlandenes
indførselsrestriktioner antages at mindske den af SiD påpegede risiko for, at
de personer, som udfører den faktiske transport, udsættes for
tilbageholdelser
mv. i importlandet, når transporten sker i strid med dette lands regler, jf.
våbenarbejdsgruppens rapport afsnit 7.3.4. (bilag 1).
På samme baggrund er det endvidere Justitsministeriets
opfattelse, at ikke kun de i våbenprotokollen nævnte skydevåben mv. bør være
omfattet af kriminaliseringen af transport som led i en uautoriseret
våbenoverførsel mellem tredjelande, men derimod samtlige våben mv., som er
underlagt eksportkontrol efter våbenloven.
Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at der
ikke er grundlag for at fravige det almindelige udgangspunkt i dansk ret om,
at
særlovsovertrædelser kan straffes ved såvel forsætlige som uagtsomme
overtrædelser. Justitsministeriet finder dog under hensyn til de særlige
forhold, som gør sig gældende i hvert fald for skibstransport, at alene grov
uagtsomhed bør kunne straffes, jf. nærmere herom pkt. 3.3.2.
Det er
Justitsministeriets
opfattelse, at der bør være adgang til at dispensere fra forbuddet mod
transport af våben mv. mellem tredjelande, der ikke har givet de fornødne
tilladelser til udførsel og indførsel. Sådanne dispensationer bør kun gives
undtagelsesvist under ganske særlige omstændigheder. I øvrigt forudsætter en
dispensation, at dette ikke strider mod FN’s våbenprotokol.
3.3. Straffebestemmelsen
3.3.1. Den strafbare handling og
ansvarssubjektet (objektive krav)
3.3.1.1. Våbenarbejdsgruppens forslag
Efter arbejdsgruppens forslag til en forbudsmodel
kombineret med gennemførelse af FN’s våbenprotokol består den strafbare
handling dels i at transportere våben mv. til visse nærmere angivne lande,
dels
i at transportere våben mv. mellem lande, hvis der ikke foreligger de
nødvendige udførsels- og indførselstilladelser i henhold til lovgivningen i
henholdsvis eksport- og importlandet.
Arbejdsgruppen foreslår, at den strafbare handling at
»transportere« skal omfatte såvel indgåelse af og instruktion om indgåelse af
aftale om transport som faktisk udførelse af og instruktion om faktisk
udførelse af transport.
Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at den foreslåede
regulering skal gælde, uanset om der anvendes dansk registrerede fly/skibe
eller andre transportmidler, og uanset om transporten i øvrigt kan henføres
til
det danske territorium eller ej.
Dermed får reguleringen universel gyldighed, således at
dens anvendelse alene vil være begrænset af de almindelige regler om dansk
straffemyndighed (jurisdiktion). Disse regler indebærer, at der i
almindelighed
kun kan blive tale om strafferetlig forfølgning vedrørende transporter, der
er
iværksat af transportfirmaer i Danmark og/eller foretages med dansk
registrerede fly eller skibe. I andre tilfælde vil der alene kunne føres
straffesager om transporter, som også er ulovlige efter gerningsstedets lov,
og
som iværksættes eller udføres af en person med dansk statsborgerskab eller
fast
bopæl i Danmark eller en person med indfødsret eller bopæl i et andet nordisk
land, som opholder sig i Danmark.
I overensstemmelse med den foreslåede definition af den
strafbare handling foreslår arbejdsgruppen, at både det transportfirma, som
står bag transporten, og den skibsfører/pilot/chauffør, der udfører
transporten, skal kunne straffes selvstændigt efter straffebestemmelsen,
forudsat at den pågældende efter almindelige strafferetlige principper kan
anses for ansvarlig for den ulovlige transport.
3.3.1.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte sig, at såvel transport
med dansk registrerede fly eller skibe som med andre transportmidler skal
være
omfattet af reglerne. Justitsministeriet er endvidere enig i, at såvel
indgåelse af og instruktion om indgåelse af aftale om transport som faktisk
udførelse af og instruktion om faktisk udførelse af en ulovlig transport skal
kunne straffes. Derimod er formidling af en aftale om våbentransport ikke
omfattet.
Justitsministeriet har ved afgrænsningen af de strafbare
handlinger lagt vægt på, at danske transportfirmaer – eller i hvert fald
danske
rederier, jf. pkt. 2.1. – i vidt omfang råder over udenlandske fartøjer,
og at
handlinger foretaget på sådanne skibe ikke umiddelbart er underlagt dansk
straffemyndighed.
En begrænsning af de strafbare handlinger til enten kun at omfatte transport
med dansk registrerede fly eller skibe eller til kun at omfatte fysisk
udførelse af transport og dermed ikke danske transportfirmaers iværksættelse
heraf ville derfor medføre, at en række transporter foretaget af danske
transportører ikke ville være omfattet af de foreslåede regler om
våbentransport.
Justitsministeriet kan i overensstemmelse hermed tillige
tilslutte sig, at ikke kun den skibsfører/pilot/chauffør, der udfører
transporten, men også det transportfirma, som står bag transporten, skal
kunne
straffes selvstændigt efter straffebestemmelsen. Ministeriet finder således i
lighed med arbejdsgruppen ikke grundlag for generelt at anse
skibsføreren/piloten/chaufføren, der typisk hverken har indgået aftalen om
transporten eller har den økonomiske hovedinteresse i transportens
gennemførelse, for at være hoved-, endsige eneansvarlig.
Det bemærkes i den forbindelse, at det af Rigsadvokatens
meddelelse om valg af ansvarssubjekt i sager om virksomhedsansvar, jf.
cirkulære nr. 10723 af 6. oktober 1999, fremgår, at tiltale mod underordnede
ansatte i almindelighed ikke finder sted, medmindre der foreligger særlige
omstændigheder. Dette kan være tilfældet, hvis der er tale om en grov
overtrædelse, som den underordnede ansatte har begået forsætligt og eventuelt
tillige på eget initiativ. I givet fald rejses om muligt også tiltale mod
virksomheden.
3.3.2. Tilregnelse (subjektive krav)
Det er som udgangspunkt en betingelse for strafansvar, at
der hos gerningsmanden foreligger subjektiv skyld. Den subjektive skyld
forudsætter dels tilregnelighed (dvs. en vis grad af udvikling og normalitet)
hos gerningsmanden, dels tilregnelse, dvs. at den strafbare handling kan
henføres til gerningsmanden som hans forsætlige eller uagtsomme forhold.
Medmindre der er udtrykkelig hjemmel til at straffe
uagtsomhed, straffes kun forsætlige overtrædelser af straffeloven. Derimod
straffes både forsætlige og – både groft og simpelt – uagtsomme
overtrædelser
af andre love, medmindre det udtrykkeligt er bestemt, at der kun er
strafansvar
ved forsæt og eventuelt grov uagtsomhed.
3.3.2.1. Våbenarbejdsgruppens forslag
Våbenarbejdsgruppen har ikke fundet grundlag for at fravige
hovedreglen om, at både forsætlige og uagtsomme overtrædelser af
særlovgivningen straffes.
I henhold til lovforslaget fra 1987 om en
tilladelsesordning for våbentransport med de af Retsudvalget foreslåede
ændringer fra 1989, jf. afsnit 5 i våbenarbejdsgruppens rapport (bilag 1),
skulle overtrædelser, der skyldtes uagtsomhed, kun straffes, hvis lastens
indhold fremgik af transportdokumenterne, eller hvis
særlige omstændigheder burde have givet anledning til
mistanke om, at lasten indeholdt våben og krigsmateriel omfattet af loven.
Formålet med denne bestemmelse var at fritage transportører
af containere for den i praksis umulige opgave at kontrollere samtlige
containeres indhold inden transporten. Arbejdsgruppen har tilsluttet sig
denne
præcisering af den strafbare uagtsomhed.
3.3.2.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte sig, at både forsætlige og
uagtsomme overtrædelser af såvel forbuddet mod transport til visse lande som
forbuddet mod at transportere våben mellem tredjelande, der ikke har meddelt
de
nødvendige udførsels- og indførselstilladelser, bør kunne straffes. Det er
imidlertid Justitsministeriets opfattelse, at kun groft uagtsomme
overtrædelser
bør kunne straffes. Justitsministeriet har herved lagt vægt på de særlige
forhold, som gør sig gældende inden for i hvert fald skibsfarten, hvor
transportøren i visse tilfælde, f.eks. ved containerfragt, kun har begrænsede
oplysninger om lastens nærmere indhold.
Grov uagtsomhed kan bedst karakteriseres som en høj grad af
uagtsomhed. Der skal således foreligge en særlig markant afvigelse fra den
adfærd, som man med rimelighed kunne kræve i den pågældende situation.
3.3.3. Strafferamme
3.3.3.1. Våbenarbejdsgruppens forslag
Arbejdsgruppen foreslår, at strafferammen for overtrædelse
af både forbud mod transport af våben til bestemte lande, jf.
forbudsmodellen,
og forbud mod transport af våben mellem tredjelande, der ikke har givet
fornøden tilladelse til henholdsvis eksport- og import, jf. FN’s
våbenprotokol,
skal være den samme som strafferammen for overtrædelse af våbenlovens forbud
mod at udføre våben uden tilladelse. Det vil med andre ord sige bøde, fængsel
indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år,
jf.
våbenlovens § 10, stk. 1.
Arbejdsgruppen bemærker, at dette vil indebære, at
transport af våben til lande, der alene er underlagt en EU- eller
OSCE-embargo,
højst kan straffes med 2 års fængsel efter våbenloven, mens transport af
våben
til et land, der er underlagt en FN-embargo, som er implementeret i dansk ret
ved kongelig anordning, tillige vil være omfattet af straffelovens § 110
c, stk. 2, hvor strafferammen under skærpende omstændigheder går op til
4
års fængsel.
Dette forhold svarer imidlertid til den nuværende situation
vedrørende eksport af våben fra Danmark til embargobelagte lande, hvor
eksport
til et land omfattet af en EU- eller OSCE-embargo alene vil kunne straffes
efter våbenloven (som en overtrædelse af forbuddet mod at eksportere våben
uden
tilladelse), mens eksport af våben til et land omfattet af en FN-embargo, der
er implementeret ved kongelig anordning, kan straffes efter straffelovens
§ 110 c, stk. 2.
3.3.3.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens
forslag om, at overtrædelse af reglerne om transport af våben mellem
tredjelande skal straffes på samme måde som overtrædelse af våbenlovens
udførselsforbud, jf. § 6, stk. 1, jf. § 10, stk. 1, det
vil
sige med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder
fængsel indtil 2 år.
3.4. Politi og forsvar
3.4.1. Våbenarbejdsgruppens forslag
Som nævnt under pkt. 2.2.1. gælder forbuddet i våbenlovens
§ 6, stk. 1, mod udførsel af våben uden tilladelse ikke for
militære
styrker og militært personel som led i den militære tjenesteudøvelse, jf.
våbenlovens § 8, stk. 2, 1. pkt.
Arbejdsgruppen foreslår, at militære styrker og militært
personel på lignende måde bør have adgang til at transportere våben mellem
tredjelande som led i den militære tjenesteudøvelse uden tilladelse,
dispensation, eller opfyldelse af krav om eksport- og importtilladelse fra
henholdsvis eksport og importlandet. Arbejdsgruppen forudsætter herved, at
det
for så vidt angår udrustning og materiel, som transporteres af eller særskilt
til brug for danske styrker, drejer sig om udrustning og materiel, der med
Forsvarsministeriets godkendelse medbringes eller sendes til brug under
øvelse
eller operationer eller lignende. For så vidt angår udenlandske styrker
forudsættes, at der er tale om regulære styrker, der kommer fra allierede,
koalitionspartnere eller på anden måde indgår i operationer, som Danmark har
været med til at godkende eller har undladt at stemme imod.
Arbejdsgruppen bemærker i den forbindelse, at en sådan
undtagelse må antages at være i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2,
i
FN’s våbenprotokol, jf. afsnit 3.1. i arbejdsgruppens rapport.
Våbenlovens § 6, stk. 1, gælder heller ikke for
politiet, jf. våbenlovens § 9, stk. 1. Arbejdsgruppen nævner ikke
spørgsmålet om, hvorvidt politiet ligeledes bør undtages fra de foreslåede
regler om våbentransport.
3.4.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte sig, at transport
foretaget af eller særskilt til brug for militære styrker og militært
personel
som led i den militære tjenesteudøvelse undtages fra transportreglerne, så
disse transporter kan foretages til ellers forbudte modtagerlande uden
dispensation, og uden at kravet om eksport- og importtilladelse fra
henholdsvis
eksport og importlandet skal være opfyldt.
Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig, at det
herved må forudsættes, at der for så vidt angår transporter foretaget af
eller
til danske styrker er tale om våben mv., som med Forsvarsministeriets
godkendelse medbringes eller sendes til brug under øvelse eller operationer
eller lignende. For så vidt angår transporter til udenlandske styrker
forudsættes det, at der er tale om regulære styrker, der kommer fra
allierede,
koalitionspartnere eller på anden måde indgår i operationer, som Danmark har
været med til at godkende eller har undladt at stemme imod. Det må endvidere
efter
Justitsministeriets opfattelse være forudsat, at transporten ikke strider
imod
juridisk bindende internationale våbenembargoer.
Undtagelsen indebærer, at ikke kun forsvaret selv, men også
private transportører, der udfører transportopgaver på danske eller
udenlandske
styrkers vegne, under de nævnte forudsætninger er undtaget fra reglerne om
forbuddet mod transport til visse lande og forbuddet mod at transportere
mellem
tredjelande, som ikke har meddelt de fornødne eksport- og importtilladelser.
Transporter af kommerciel, privat eller anden
ikke-tjenstlig karakter, som foretages af eller for militære myndigheder
eller
militært personel, er ikke undtaget fra reglerne.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at politiet på linje
med forsvaret bør undtages fra transportreglerne, når transporten sker som
led
i tjenesten, for eksempel i forbindelse med fredsbevarende missioner i
udlandet. Politimyndigheders og polititjenestemænds transport af våben i
kommercielt, privat eller andet ikke-tjenstligt øjemed vil derimod være
omfattet af transportreglerne.
4. Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative
konsekvenser for staten og kommunerne.
Den foreslåede ordning, hvorefter våbentransportører skal
sikre sig, at de fornødne ud- og indførelsestilladelser foreligger, vil kunne
medføre visse mindre administrative byrder for transporterhvervet. Udvidelsen
af forbudet mod våbentransporter mellem tredjelande vil kunne have visse
økonomiske konsekvenser for transporterhvervet i form af mindreindtægter.
Omfanget heraf kan imidlertid ikke opgøres nærmere.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative
konsekvenser for borgerne.
Positive
konsekvenser/
mindreudgifter
Negative
konsekvenser/
Merudgifter
Økonomiske konsekvenser for staten
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet og borgerne
Ingen
Eventuelt mindreindtægter for transporterhvervet
Administrative konsekvenser for erhvervslivet og
borgerne
Ingen
Visse mindre byrder for transporterhvervet
5. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser og
forholdet til EU-retten
Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
Lovforslaget indebærer, at våbenembargoer vedtaget i EU,
som måtte indeholde forbud mod våbentransport, der ikke sker som led i en
udførsel fra det enkelte medlemsland, for så vidt angår transportforbuddet
kan
gennemføres administrativt i dansk ret ved udstedelse af en bekendtgørelse.
Det
forbud mod eksport, der følger af våbenembargoen, håndhæves ved
administration
af de gældende regler om udførsel af våben, jf. våbenlovens § 6.
Herudover
har lovforslaget ingen EU-retlige aspekter.
6. Hørte myndigheder mv.
Præsidenterne for Østre Landsret, Vestre Landsret,
Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten,
Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i
Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet,
Danmarks Rederiforening, Rederiforeningen af 1896, Specialarbejderforbundet i
Danmark, Dansk Industri, Statens Luftfartsvæsen, Scandinavian Airlines, Mærsk
Air, Erhvervsflyvningens Sammenslutning, Danske Speditører samt Dansk
Transport
og Logistik.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
I bilag 3 til lovforslaget er lovforslagets enkelte
bestemmelser sammenholdt med de gældende bestemmelser.
Til § 1
Til nr. 1 (§ 7 a)
Efter gældende dansk ret kan alene juridisk bindende
FN-våbenembargoer vedtaget i medfør af FN-pagtens kapitel VII gennemføres i
dansk ret ved kongelig anordning, jf. lov nr. 156 af 10. maj 1967 om visse
forholdsregler i henhold til FN-pagten. Ikke juridisk bindende
FN-våbenembargoer samt EU- og OSCE-våbenembargoer kan derimod alene håndhæves
gennem administrationen af våbenlovens regler. Våbenlovgivningen indeholder
imidlertid ikke regler om transport af våben mellem tredjelande, men alene om
udførsel af våben fra Danmark (våbeneksportkontrol). Danske transportører kan
således lovligt transportere våben til lande omfattet af ikke juridisk
bindende
FN-våbenembargoer samt EU- og OSCE-våbenembargoer, så længe våbnene ikke
udføres fra Danmark.
Hertil kommer, at FN’s våbenprotokol, som Danmark har
undertegnet, men endnu ikke ratificeret, forpligter de kontraherende stater
til
at kriminalisere overførsel, herunder transport, af skydevåben samt
komponenter, dele og ammunition hertil mellem to lande, som ikke har givet de
fornødne tilladelser til henholdsvis udførsel og indførsel. Der findes ikke i
dansk ret en sådan straffehjemmel.
På denne baggrund foreslås en ny § 7 a om transport af
våben mv. mellem tredjelande indsat i våbenloven. Transport af våben som led
i
en udførsel fra Danmark er ikke omfattet, da sådanne udførsler som nævnt
allerede er reguleret i våbenloven. Bestemmelsen vedrører transport af de
samme
typer af våben mv., som er omfattet af udførselsforbuddet i våbenlovens
§ 6, stk. 1.
Bestemmelsen gælder uanset hvilket form for
transportmiddel, der anvendes, og uanset om transportmidlet er dansk eller
udenlandsk registreret. Begrebet transport omfatter såvel indgåelse af og
instruktion om indgåelse af en aftale om transport som udførelse af og
instruktion om udførelse af transport. Dermed er både den, som iværksætter en
våbentransport (typisk et transportfirma), og den, der udfører den faktiske
transport (skibsføreren/piloten/chaufføren), omfattet af bestemmelsen.
Det bemærkes i den forbindelse, at det af Rigsadvokatens
meddelelse om valg af ansvarssubjekt i sager om virksomhedsansvar, jf.
cirkulære nr. 10723 af 6. oktober 1999, fremgår, at tiltale mod underordnede
ansatte i almindelighed ikke finder sted, medmindre der foreligger særlige
omstændigheder. Dette kan være tilfældet, hvis der er tale om en grov
overtrædelse, som den underordnede ansatte har begået forsætligt og eventuelt
tillige på eget initiativ. I givet fald rejses om muligt også tiltale mod
virksomheden.
Der henvises til pkt. 3.3.1. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Stk. 1
indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til efter forhandling med
udenrigsministeren at forbyde transport til nærmere bestemte modtagerlande.
Det
er forudsat, at alle lande, som er omfattet af en juridisk bindende FN- eller
EU-våbenembargo, skal være omfattet af forbuddet, og som det klare
udgangspunkt
også lande, der er omfattet af ikke juridisk bindende FN- og
OSCE-våbenembargoer.
For så vidt angår de ikke juridisk bindende embargoer, vil
der dog helt undtagelsesvist kunne forekomme tilfælde, hvor det bør overvejes
nærmere, om forbuddet skal omfatte de sidstnævnte lande. Det vil eksempelvis
kunne være tilfældet, hvis Danmark og eventuelt andre nærtstående lande har
været imod den pågældende (ikke bindende) embargo.
Det har ingen betydning, om en embargo kun indeholder et
forbud mod våbeneksport, eller om embargoen også indeholder et forbud mod
transport, der sker som led i en våbenoverførsel mellem tredjelande, uanset
om
der er tale om en juridisk eller ikke juridisk bindende embargoer.
Hvis der i andre bredt sammensatte internationale fora end
FN, EU og OSCE træffes beslutning om at forbyde eller modvirke
våbenoverførsler
til bestemte lande, kan også transport af våben mv. til disse lande efter en
konkret vurdering forbydes.
Der henvises til pkt. 3.1. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Stk. 2
indeholder et forbud mod transport af våben mv. mellem tredjelande, hvis
kompetente myndigheder ikke har udstedt de tilladelser til udførsel og
indførsel, som er påkrævet i henhold til lovgivningen i henholdsvis eksport-
og
importlandet. Det er personerne bag våbenoverførslen – typisk
eksportøren og
importøren – som indhenter henholdsvis udførsels- og
indførselstilladelse. Transportøren
skal således ikke selv ansøge om tilladelse, men blot sikre sig, at de, der
står bag våbenoverførslen, har de fornødne tilladelser hertil.
Der henvises til pkt. 3.2. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Efter
stk. 3
kan justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, dispensere fra
forbud efter § 7 a, stk. 1 og 2. Det er forudsat, at dispensation
kun
skal gives undtagelsesvist under ganske særlige omstændigheder. I øvrigt kan
der kun gives dispensation, hvis dette ikke strider mod en juridisk bindende
international våbenembargo eller FN’s våbenprotokol.
Der henvises til pkt. 3.1. og 3.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Stk. 4
indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at bestemme, at de i
§ 7 a, stk. 1 og 2, nævnte forbud skal gælde våben af enhver art.
Bemyndigelsen svarer til våbenlovens § 6, stk. 2, vedrørende
muligheden for at udstrække forbuddet mod udførsel af visse våben mv. til at
gælde våben af enhver art. Bemyndigelsen i lovforslagets § 7 a,
stk. 4, agtes udnyttet, så de samme våben mv. som i henhold til
våbenbekendtgørelsens § 27 er omfattet af udførselsforbud, vil blive
omfattet af forbud efter de foreslåede bestemmelser i § 7 a, stk. 1
og 2. Dette indebærer navnlig, at jagtvåben og ammunition hertil bliver
omfattet af reglerne, hvilket for så vidt angår forslagets § 7 a,
stk. 2, er nødvendigt for at opfylde FN’s våbenprotokol.
Til nr. 2 (§ 8, stk. 2)
Forbuddet i våbenlovens § 6, stk. 1, mod udførsel
af våben uden tilladelse gælder ikke for militære styrker og militært
personel
som led i den militære tjenesteudøvelse, jf. våbenlovens § 8,
stk. 2,
1. pkt. Med den foreslåede ændring af § 8, stk. 2, bliver militære
styrker og militært personel på lignende måde undtaget fra de foreslåede
regler
om transport af våben mellem tredjelande.
Bestemmelsen indebærer, at transport foretaget af eller
særskilt til brug for militære styrker og militært personel som led i den
militære tjenesteudøvelse er undtaget fra forbud efter § 7 a,
stk. 1
og 2. Det er herved forudsat, at
der for så vidt
angår transporter foretaget af eller til danske styrker er tale om våben mv.,
som med Forsvarsministeriets godkendelse medbringes eller sendes til brug
under
øvelse eller operationer eller lignende. For så vidt angår transporter til
udenlandske
styrker forudsættes, at der er tale om regulære styrker, der kommer fra
allierede, koalitionspartnere eller på anden måde indgår i operationer, som
Danmark har været med til at godkende eller har undladt at stemme imod. Det
er
endvidere en forudsætning, at transporten ikke strider imod juridisk bindende
internationale våbenembargoer.
Undtagelsen indebærer, at ikke kun forsvaret selv, men også
private transportører, der udfører transportopgaver på danske eller
udenlandske
styrkers vegne, under de nævnte forudsætninger er undtaget fra forbud efter
§ 7 a, stk. 1 og 2.
Transporter af kommerciel, privat eller anden
ikke-tjenstlig karakter, som foretages af eller for militære myndigheder
eller
militært personel, er ikke undtaget.
Der er ikke herudover tilsigtet ændringer i § 8,
stk. 2, herunder udstrækningen af undtagelsen af militære styrker og
militært personel fra udførselsforbuddet i våbenlovens § 6, stk. 1.
Der henvises til pkt. 3.4. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3 (§ 9, stk. 1)
Forbuddet i våbenlovens § 6, stk. 1, mod udførsel
af våben uden tilladelser gælder ikke for politiet, jf. våbenlovens § 9,
stk. 1. Med den foreslåede ændring af § 9, stk. 1, bliver
politiet på samme måde undtaget fra de foreslåede regler om transport af
våben
mellem tredjelande.
Bestemmelsen indebærer, at politiet undtages fra de i
§ 7 a, stk. 1 og 2, nævnte forbud for så vidt angår transport af
våben mv. som led i tjenesten, for eksempel i forbindelse med fredsbevarende
missioner i udlandet. Politimyndigheders og polititjenestemænds transport af
våben i kommercielt, privat eller andet ikke-tjenstligt øjemed er ikke
undtaget.
Der henvises til pkt. 3.4. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 4 (§ 10, stk. 1)
Bestemmelsen indebærer, at alene forsætlige og groft
uagtsomme overtrædelser af det i § 7 a, stk. 2, nævnte forbud kan
straffes.
Grov uagtsomhed kan bedst karakteriseres som en høj grad af
uagtsomhed. Der skal således foreligge en særlig markant afvigelse fra den
adfærd, som man med rimelighed kunne kræve i den pågældende situation.
Bestemmelsen indebærer endvidere, at overtrædelse af det i
§ 7 a, stk. 2, nævnte forbud straffes på samme måde som
overtrædelse
af våbenlovens udførselsforbud, jf. § 6, stk. 1, dvs. med bøde,
fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil
2
år.
Hvis et land er omfattet af det i § 7 a, stk. 1,
nævnte forbud, fordi landet er omfattet af en juridisk bindende
FN-våbenembargo, som er implementeret i dansk ret ved kongelig anordning, vil
transport af våben mv. til dette land være strafbart både efter våbenlovens
§ 10, stk. 1, og efter straffelovens § 110 c, stk. 2,
hvor
strafferammen under skærpende omstændigheder går op til 4 års fængsel.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 2
Det foreslås, at lovændringen træder i kraft den 1. oktober
2004.
Bilag 1
Rapport om transport af våben mellem tredjelande
fra
Justitsministeriets arbejdsgruppe om reglerne for udførsel af våben mv.
Indholdsfortegnelse
Side
1.
Om arbejdsgruppen
24
1.1.
Arbejdsgruppens nedsættelse og kommissorium
24
1.2.
Arbejdsgruppens sammensætning og arbejde
24
1.3.
Sammenfatning af arbejdsgruppens overvejelser
25
2
Gældende ret
27
2.1.
Våbenloven
27
2.1.1.
Våbenlovens § 6 (våbeneksportkontrol)
27
2.1.2.
Den administrative procedure i forbindelse med
våbeneksportkontrol
27
2.2.
Straffelovens § 114
28
2.3.
Internationale våbenembargoer
28
2.3.1.
FN-våbenembargoer
28
2.3.2.
EU-våbenembargoer
29
2.3.3.
OSCE-våbenembargoer
30
2.3.4.
Sammenfatning
30
2.4.
Dansk jurisdiktion (straffemyndighed)
30
2.5.
Regler om transport af farligt gods
32
2.5.1.
Søtransport af farligt gods
32
2.5.2.
Lufttransport af farligt gods
32
2.5.3.
Vejtransport af farligt gods
33
2.5.4.
Jernbanetransport af farligt gods
33
3.
Internationalt
samarbejde om kontrol med våbenoverførsler
33
3.1.
FN’s våbenprotokol
34
3.2.
EU’s adfærdskodeks for våbeneksport
35
3.3.
Wassenaar Arrangementet
36
3.4.
NATO- og OECD-landenes våbeneksportkontrol
37
3.5.
FN’s handlingsplan om små og lette våben
37
3.6.
FN’s SUA Konvention
37
3.7.
EU’s fælles holdning om våbenmæglervirksomhed
(våbenformidling)
37
3.8.
Dual use-forordningen
38
3.9.
Sammenfatning
39
4.
Omfang og karakter
af dansk våbentransport mellem tredjelande
39
4.1.
Våbentransport med danske skibe
39
4.2.
Våbentransport med danske fly
41
4.3.
Våbentransport med danske køretøjer
41
5.
Tidligere
beslutnings- og lovforslag
41
6.
Udenlandsk ret
42
6.1.
Regulering af våbentransport i andre EU- og NATO-lande
42
6.2.
Afgrænsningen mellem våbentransport og våbenformidling
43
6.3.
Sammenfatning
45
7.
Arbejdsgruppens
overvejelser
45
7.1.
FN’s våbenprotokol
46
7.2.
Internationale våbenembargoer
47
7.3.
Mulige modeller for regulering af våbentransport
48
7.3.1.
Forbudsmodellen
48
7.3.2.
Tilladelsesmodellen
48
7.3.3.
Kombinationsmodellen
49
7.3.4.
Bemærkninger fra Danmarks Rederiforening og SiD
50
7.3.5.
Konklusion
51
7.4.
Afgrænsning mellem våbentransport og våbenformidling
51
7.5.
Straffebestemmelsen
51
7.5.1.
Den strafbare handling
51
7.5.2.
Strafsubjektet
52
7.5.3.
Dansk jurisdiktion (straffemyndighed)
52
7.5.4.
Tilregnelse
53
7.5.5.
Strafferamme
53
7.6.
Hvilke våben
54
7.7.
Undtagelser vedrørende militære styrker mv.
54
8.
Udkast til
lovforslag
55
8.1.
Forbudsmodellen
55
8.2.
Kombinationsmodellen
55
Underbilag:
1. Oversigt over aktuelle våbenembargoer i FN, EU eller
OSCE (fra regeringens rapport om udførsel af våben og industriprodukter med
dobbelt anvendelse fra Danmark 2002)
2.
Udtalelse fra Christopher Ram, LL.B., LL.M., Crime Prevention Expert, UN
Centre
for International Crime Prevention, Commission Secretariat and Legal Affairs
Branch vedrørende FN’s våbenprotokol.
3. Oversigt over medlemmer af EU, NATO, OECD og
Wassenaar Arrangementet.
1. Om
arbejdsgruppen
1.1. Arbejdsgruppens nedsættelse og kommissorium
Arbejdsgruppen om reglerne for udførsel af våben mv.
blev nedsat den 10. maj 2001.
Arbejdsgruppens opgaver er beskrevet således i kommissoriet:
»Arbejdsgruppen
skal gennemgå og vurdere de spørgsmål, som reglerne og praksis for kontrol
med
udførsel af våben mv. giver anledning til.
Arbejdsgruppen skal
med udgangspunkt i bl.a. de lister, der er udarbejdet i Wassenaar, MTCR og
NSG,
samt hvad der følger af FN's konvention om forbud mod kemiske våben og
vedtagelser i EU, overveje, hvilke produkter der skal være omfattet af
våbenlovgivningens kontrol med udførsel af våben. Arbejdsgruppen skal
endvidere
overveje, i hvilket omfang software, teknologi, teknisk bistand mv. skal
omfattes af kontrolordningen. For så vidt angår teknisk bistand skal
arbejdsgruppen inddrage Rådets fælles aktion af 22. juni 2000 vedrørende
kontrol med teknisk bistand i forbindelse med visse former for militær
endelig
anvendelse (2000/401/FUSP) i overvejelserne.
Arbejdsgruppen skal
endvidere overveje, om eksportkontrolreglerne skal udstrækkes til også at
omfatte anden form for udførsel end fysisk udførsel. Ved sådan anden form for
udførsel forstås bl.a. overførsel af software eller teknologi ved hjælp af
elektroniske medier, telefax eller telefon.
Arbejdsgruppen skal
i sammenhæng med overvejelserne vedrørende rækkevidden af våbenlovens
eksportkontrolbestemmelse også overveje, om der er behov for regler om
transport af våben mellem tredjelande på skib eller ombord i luftfartøj eller
køretøj, der er indregistreret i Danmark, og om brokerage skal reguleres i
dansk ret. Arbejdsgruppen bør i den forbindelse være opmærksom på
mulighederne
for at pålægge straf for handlinger, der er foretaget uden for den danske
stat.
Arbejdsgruppen bør endvidere inddrage de igangværende internationale
drøftelser
på områderne i arbejdet.
Arbejdsgruppen skal
i forbindelse med de ovennævnte overvejelser inddrage andre landes
eksportkontrolregler, herunder regulering af særlige eksportkontrolspørgsmål.
Arbejdsgruppen skal
tillige gennemgå den praksis, der følges ved behandlingen af sager om
udførsel
af våben. Heri indgår, at arbejdsgruppen skal foretage en gennemgang og
vurdering af den form for dokumentation, der kræves i disse sager,
udformningen
af de tilladelser, der gives, og de vilkår, som de gives på.
Arbejdsgruppen skal
som led i overvejelserne vurdere, om der er behov for ændring af reglerne og
praksis for kontrol med udførsel af våben mv. Såfremt arbejdsgruppen finder,
at
der er behov for lovændring eller ændring i praksis for kontrol med udførsel
af
våben, skal arbejdsgruppen udarbejde forslag til sådanne regler eller
praksis.
Arbejdsgruppens
eventuelle forslag bør tage højde for, at Danmark i lyset af den fremtidige
teknologiske udvikling samt udviklingen i den internationale samhandel og det
internationale samarbejde om eksportkontrol hurtigt og fleksibelt skal kunne
tilpasse udførselsreglerne til de krav, som måtte blive aktuelle i
fremtiden.«
På baggrund af debatten i foråret 2003 om våbentransport
anmodede Justitsministeren arbejdsgruppen om at opprioritere spørgsmålet om
regulering af våbentransport med henblik på afgivelse af en rapport, der
kunne
danne grundlag for fremsættelse af et lovforslag herom i folketingssamlingen
2003-04.
1.2. Arbejdsgruppens sammensætning og arbejde
Arbejdsgruppen har under arbejdet med våbentransport
haft følgende sammensætning:
Tidligere kontorchef i Justitsministeriet, nu konstitueret
sekretariatschef i Procesbevillingsnævnet
Ida Skouvig
(formand)
Kontorchef
Bent Lindhardt Andersen
, Erhvervs- og
Boligstyrelsen
Kontorchef
Christian Arildsen
, Forsvarsministeriet
Kontorchef
Bjarne Bitsch
, Erhvervs- og Boligstyrelsen
Konsulent
Per Fischer
, Udenrigsministeriet
Fuldmægtig
Mette V. Krog
, Told- og Skattestyrelsen
Sekretariatschef
Birgit Sølling Olsen
,
Søfartsstyrelsen
Endvidere har tidligere afdelingschef i Justitsministeriets
Civil- og Politiafdeling, nu statsadvokat for Fyn mv.
Lise-Lotte Nilas
deltaget i arbejdsgruppens møder.
Herudover har major
Lars Piilgaard Nielsen
,
Forsvarsministeriet, deltaget i et møde.
Sekretariatsfunktionen har været varetaget af fuldmægtig
Anette Arnsted, Justitsministeriet.
Arbejdsgruppen har afholdt 4 møder vedrørende
våbentransport.
Endvidere har arbejdsgruppens formand og sekretær afholdt
møder med Danmarks Rederiforening og SiD. Arbejdsgruppen har endvidere rettet
henvendelse til Rederiforeningen af 1895.
1.3. Sammenfatning af arbejdsgruppens overvejelser
Transport af våben mellem tredjelande er efter gældende
dansk ret kun begrænset af juridisk bindende FN-våbenembargoer i henhold til
FN-Pagtens kapitel VII, som er implementeret i dansk ret ved kongelig
anordning, jf. afsnit 2.3. Herudover kan der – forudsat at gældende
regler om
transport af farligt gods mv. er overholdt, jf. afsnit 2.5. – frit
transporteres våben mellem tredjelande.
FN´s våbenprotokol
,
som er undertegnet, men ikke ratificeret af Danmark, må antages at indebære
en
forpligtelse til at gøre det strafbart at transportere skydevåben samt dele,
komponenter og ammunition dertil mellem lande, som har tiltrådt protokollen,
hvis der ikke foreligger de fornødne udførsels- og indførselstilladelser fra
henholdsvis eksport- og importlandet, jf. afsnit 3.1. Arbejdsgruppen har
derfor
fundet, at en sådan kriminalisering nu bør ske, jf. afsnit 7.1 .
Kriminaliseringen bør efter arbejdsgruppens opfattelse gælde
transport mellem alle lande og ikke kun mellem lande, som har tiltrådt
våbenprotokollen. Arbejdsgruppen har endvidere ikke fundet grundlag for at
fravige det almindelige udgangspunkt i dansk ret om, at særlovsovertrædelser
kan straffes ved såvel forsætlig som uagtsom overtrædelse, selv om FN’s
våbenprotokol kun forpligter til at kriminalisere forsætlige handlinger.
Arbejdsgruppen har overvejet, om kriminaliseringen – ud over
skydevåben samt dele, komponenter og ammunition dertil – bør udstrækkes
til
alle de typer våben mv., som efter gældende ret er omfattet af kravet i
våbenlovens § 6 om udførselstilladelse, men har fundet, at det primært
afhænger af en politisk vurdering, om en sådan udvidelse er ønskelig.
Arbejdsgruppen fremkommer derfor ikke med en anbefaling på dette punkt, men
har
alene peget på, at en sådan udvidelse kan være hensigtsmæssig, hvis man
vælger
den såkaldte kombinationsmodel, jf. afsnit 7.1.
For så vidt angår
internationale
våbenembargoer
, er det som nævnt efter gældende ret alene strafbart at
transportere våben til lande, der er omfattet af en juridisk bindende
FN-embargo vedtaget i henhold til FN-pagtens kapitel VII, som er
implementeret
i dansk ret ved kongelig anordning, jf. afsnit 2.3.
Der synes ikke på nuværende tidspunkt at gælde andre
internationale våbenembargoer, som indeholder retlige eller politiske
forpligtelser
for Danmark til at forbyde rene transportydelser i relation til overførsler
af
våben til de embargobelagte lande, når der ikke sker udførsel fra Danmark.
Det er imidlertid arbejdsgruppens opfattelse, at en ny
regulering af våbentransport bør indeholde forbud mod transport af våben til
ethvert land, som er omfattet af en international våbenembargo, jf. afsnit
7.2.
Arbejdsgruppen har overvejet, om der herudover er behov for
yderligere regulering
af
våbentransporter mellem tredjelande.
Oplysningerne om omfanget af våbentransport mellem
tredjelande med dansk deltagelse og oplysningerne om, hvorfra og hvortil
transporterne går, er behæftet med en betydelig usikkerhed, jf. afsnit 4. I
hvert fald for så vidt angår søtransport må der imidlertid antages at være
tale
om transport af et ikke ubetydeligt omfang.
En række transporter må imidlertid antages at foregå til
eller fra destinationer, hvor der i kraft af en eksport- og importkontrol,
der
er sammenlignelig med den danske, jf. afsnit 3, ikke er et påtrængende behov
for en særskilt kontrol af transportleddet.
Tilbage står transporter, som enten sker uden eksport- eller
importkontrol, fordi en sådan ikke gennemføres i de pågældende lande, eller
sker efter en kontrolordning, der ikke lever op til de principper, som ligger
til grund for dansk eksportkontrol.
Afgørelsen af, om der bør søges gennemført yderligere
regulering for så vidt angår disse transporter, beror efter arbejdsgruppens
opfattelse primært på en politisk stillingtagen til en række nærmere
beskrevne
momenter, jf. afsnit 7. Arbejdsgruppen har derfor ikke fundet grundlag for at
fremkomme med en anbefaling på dette punkt, men har begrænset sig til at
skitsere de mulige modeller (forbudsmodellen, tilladelsesmodellen og
kombinationsmodellen) for en yderligere regulering, jf. afsnit 7.3.
Arbejdsgruppen har af samme årsag heller ikke fundet
grundlag for at pege på en af de nævnte modeller som den bedste, men alene
begrænset sig at konstatere, at den ene af de beskrevne modeller –
tilladelsesmodellen – må antages at være så administrativt belastende,
at
værdien af ordningen ikke vil stå mål hermed.
Med henblik på at sikre sammenhæng mellem de kommende regler
om våbentransport og de regler, som arbejdsgruppen senere skal komme med
forslag til med henblik på at implementere Rådets fælles holdning om
våbenformidling, jf. afsnit 3.7., har arbejdsgruppen overvejet, hvorledes
våbentransport og våbenformidling bør afgrænses over for hinanden.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at hverken transport af
våben eller arrangering af transport af våben bør anses for våbenformidling.
I
det omfang der indføres krav om tilladelse til transport af våben mellem
(visse) tredjelande, bør der således ikke tillige stilles krav om tilladelse
til formidling af aftalen om samme transport, jf. afsnit 7.4.
For så vidt angår den nærmere
udformning og rækkevidde af en straffebestemmelse
vedrørende
transport af våben mellem tredjelande, jf. afsnit 7.5., er det
arbejdsgruppens
opfattelse, at et forbud mod at transportere våben til bestemte destinationer
og/eller et krav om tilladelse til transport bør gælde enhver transport, som
et
dansk transportfirma påtager sig at udføre, uanset hvilken form for
transportmiddel der anvendes, og uanset om transportmidlet er dansk eller
udenlandsk registreret. Det er endvidere arbejdsgruppens opfattelse, at også
transport, som udføres af udenlandske transportfirmaer med dansk registrerede
fly og skibe, bør være omfattet af transportreglerne.
Arbejdsgruppen har ikke fundet grundlag for at udforme
regler i lighed med dem, der var indeholdt i det lovforslag, som blev fremsat
i
1987, hvorefter den hovedansvarlige var henholdsvis skibsføreren eller
piloten.
Afgørelsen af, hvem der kan straffes for transporten, må i stedet afgøres på
grundlag af en konkret vurdering af, hvem der efter strafferettens
almindelige
regler må anses for ansvarlig herfor, dels som hovedansvarlig, dels som
medvirkende.
Arbejdsgruppen har endvidere ikke fundet anledning til at
fravige det almindelige udgangspunkt om, at særlovsovertrædelser kan straffes
såvel ved forsætlig som uagtsom overtrædelse. Arbejdsgruppen kan i den
forbindelse tiltræde den præcisering af den strafbare uagtsomhed, som indgik
i
lovforslaget fra 1987 om en tilladelsesordning for våbentransport med de af
Retsudvalget foreslåede ændringer fra 1989, jf. afsnit 5. I henhold hertil
skal
overtrædelser, der skyldes uagtsomhed, kun straffes, hvis lastens indhold
fremgik af transportdokumenterne, eller hvis særlige omstændigheder burde
have
givet anledning til mistanke om, at lasten indeholdt våben mv. omfattet af
loven.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at
strafferammen
for overtrædelse af regler om transport af våben
mellem tredjelande bør være den samme som strafferammen vedrørende
overtrædelse
af våbenlovens gældende forbud mod at udføre våben uden tilladelse. Det vil
med
andre ord sige bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende
omstændigheder fængsel indtil 2 år, jf. våbenlovens § 10, stk. 1.
For så vidt angår spørgsmålet om
hvilke våben
der skal være omfattet af reglerne om forbud mod
våbentransport til visse lande og/eller krav om tilladelse til våbentransport
mellem visse lande, bør anvendelsesområdet efter arbejdsgruppens opfattelse
svare til våbenlovens § 6, stk. 1, om udførsel af våben mv. fra
Danmark,
jf. afsnit 7.6.
Endelig har arbejdsgruppen fundet, at
militære styrker og militært personel
skal undtages fra reglerne om
våbentransport, ligesom de nu efter våbenlovens § 8, stk. 2, 1.
pkt.,
er undtaget fra forbuddet i våbenlovens § 6, stk. 1, mod udførsel
af
våben uden tilladelse, så transporter af militært materiel, som enten det
danske forsvar, Danmarks militære samarbejdspartnere eller eventuelt FN står
bag, fortsat uhindret kan finde sted, jf. afsnit 7.7.
2. Gældende
ret
2.1. Våbenloven
2.2.1. Våbenlovens § 6 (våbeneksportkontrol)
Efter § 6 i våbenloven
1)
er det forbudt
uden tilladelse fra justitsministeren i hvert enkelt tilfælde fra Danmark at
udføre våben mv.
Forbuddet i § 6 omfatter ikke transport af våben og
krigsmateriel mellem tredjelande, selv om transporten finder sted med et
dansk
skib, luftfartøj eller køretøj.
Bestemmelsen har følgende ordlyd:
»
§ 6.
Det
er forbudt uden tilladelse fra justitsministeren eller den, ministeren
bemyndiger dertil, i hvert enkelt tilfælde at udføre:
1)
Våben af enhver art
med undtagelse af jagtvåben,
2)
ammunition med
undtagelse af ammunition til jagtvåben,
3)
materiel til land-,
sø- eller luftkrig,
4)
maskiner,
instrumenter, apparater og andre produktionsmidler, der overvejende anvendes
til fremstilling eller vedligeholdelse af våben, ammunition eller
krigsmateriel, samt dele og tilbehør til sådanne produktionsmidler,
5)
eksplosivstoffer, der
er omfattet af forbuddet i § 1.
Stk. 2.
Justitsministeren kan udstede forbud mod, at der udføres våben og ammunition
af
nogen art.«
Justitsministeren har udnyttet bemyndigelsen i § 6,
stk. 2, til at fastsætte følgende bestemmelser i våbenbekendtgørelsens
2)
§ 27:
§ 27.
Det er forbudt uden tilladelse fra justitsministeren at
udføre våben og ammunition af nogen art, jf. dog stk. 2 og 3, og
§ 29
samt Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 972 af 9. december 1992 om
erhvervelse, besiddelse og transport af skydevåben for personer bosiddende i
et
EF-land.
Stk. 2.
Politimesteren (politidirektøren) meddeler tilladelse til udførsel til
Færøerne
og Grønland, de nordiske lande og EU-medlemslandene af blankvåben, paint- og
hardballvåben, signalvåben, våben til jagt, fiskeri og konkurrenceskydning og
dele og ammunition hertil samt de i § 1 nævnte våben.
Stk. 3.
Dolke og knive, der er nævnt i § 14, stk. 3, kan dog udføres uden
tilladelse.
Våbenlovens udførselsforbud i sin nuværende form har sin
oprindelse i § 7 i lov nr. 122 af 28. april 1934 om Handel med samt
Tilvirkning og Besiddelse af Vaaben m.v. Af forarbejderne til loven fremgår
det, at bestemmelserne blev udformet med det formål at opfylde den
internationale våbenkonvention af 17. juni 1925 (»Konvention angående Kontrol
med den internationale Handel med Vaaben, Ammunition og Krigsmateriel«).
Hverken konventionen eller forarbejderne nævner spørgsmålet
om transport af våben mellem tredjelande.
2.1.2. Den administrative procedure i forbindelse
med våbeneksportkontrol
Den administrative procedure i forbindelse med en
eventuel tilladelsesordning for transport af våben mellem tredjelande kunne
tilrettelægges i lighed med den nuværende administrative procedure for
behandling af sager om udførsel af våben fra Danmark. Proceduren gennemgås
derfor i det følgende.
Ansøgninger om tilladelse til udførsel af våben indgives til
Justitsministeriet, som tager endelig stilling til, om en ansøgning skal
imødekommes eller afslås.
Hvis der er tvivl om, hvorvidt det pågældende produkt er
omfattet af våbenlovens udførselsforbud, indhenter Justitsministeriet en
udtalelse fra Forsvarsministeriet. Udførselsansøgninger forelægges endvidere
i
de fleste tilfælde for Udenrigsministeriet, som vurderer ansøgningerne i
lyset
af dansk våbeneksportpolitik og EU’s adfærdskodeks for våbeneksport, jf.
afsnit
3.2. Hovedprincippet har i en årrække været, at der nægtes
udførselstilladelse
til lande, der er inddraget i krigsbegivenheder, eller til områder, hvor
forholdene er så urolige eller ustabile, at de må befrygtes at udvikle sig
til
væbnede konflikter. Udførsel nægtes altid til lande omfattet af en
våbenembargo
vedtaget i FN, EU eller OSCE.
Hvis Udenrigsministeriet ikke har bemærkninger til den
ansøgte udførsel, meddeler Justitsministeriet udførselstilladelse, når den
nødvendige dokumentation foreligger. Den nødvendige dokumentation omfatter
som
hovedregel enten internationalt importcertifikat
3)
, konkret eller generel
indførselstilladelse eller en erklæring fra den kompetente myndighed i
modtagerlandet om, at man ikke har noget at indvende mod, at
Justitsministeriet
udsteder eksporttilladelse. Der stilles dog ikke krav herom, hvis modtageren
er
en udenlandsk statsmyndighed, eller der er tale om midlertidig udførsel.
Herudover skal eksportøren i de fleste tilfælde afgive en erklæring under
strafansvar om, at partiet alene vil blive afsendt til den anførte køber i
det
anførte land. Endelig kan der efter omstændighederne stilles krav om
slutbrugerdokumentation.
4)
Sagsbehandlingstiden for udførselstilladelser er
gennemsnitligt på ca. 2 uger. Sagsbehandlingstiden varierer dog betragteligt
og
kan navnlig trække ud, hvis det kan give anledning til tvivl, om det
pågældende
produkt er omfattet af våbenlovens § 6, om eksport til det pågældende
modtagerland er i overensstemmelse med dansk våbeneksportpolitik, eller hvis
ansøgeren har givet mangelfulde oplysninger, herunder utilstrækkelig
dokumentation.
2.2. Straffelovens § 114
I henhold til straffelovens § 114, stk. 2, kan
transport af våben, som foretages med henblik på terrorisme, straffes med
fængsel indtil livstid. Bestemmelsen finder alene anvendelse på forsætlige
handlinger. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 378 i 2002 på baggrund af
navnlig EU’s rammeafgørelse om terrorisme.
Straffemyndighed og retsforfølgning er behandlet i
rammeafgørelsens artikel 9, der fastlægger en obligatorisk og en fakultativ
straffemyndighed. Således skal medlemsstaterne have straffemyndighed med
hensyn
til de i artikel 1-3 omhandlede terrorhandlinger mv., såfremt handlingen
begås
helt eller delvist på medlemsstatens område, på et skib, der fører dens flag
eller et luftfartøj, der er indregistreret i medlemsstaten, gerningsmanden er
statsborger eller bosat i medlemsstaten, handlingen er begået til fordel for
en
juridisk person, som har sit hjemsted på medlemsstatens område eller
handlingen
er begået mod medlemsstatens institutioner eller befolkning eller mod en af
Den
Europæiske Unions institutioner eller et organ, der er oprettet i
overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og
traktaten og Den Europæiske Union med hjemsted i den pågældende medlemsstat.
Endvidere kan medlemsstaten vælge at udvide sin straffemyndighed til at
omfatte
tilfælde, hvor handlingen er begået på en anden EU-medlemsstats område.
Efter artikel 9, stk. 2, skal medlemsstaterne i de
tilfælde, hvor mere end en medlemsstat har straffemyndighed, samarbejde for
at
afgøre, hvem der skal retsforfølge gerningsmændene. Artikel 9, stk. 1 og
2, suppleres i artikel 9, stk. 3, af en bestemmelse, der medfører pligt
til at have straffemyndighed i tilfælde, hvor gerningsmanden befinder sig på
en
stats område, og staten ikke udleverer den pågældende til nogen anden
EU-medlemsstat eller et tredjeland. Endvidere præciseres det i artikel 9,
stk. 4, at medlemsstaterne også skal sikre straffemyndighed i de
tilfælde,
hvor en strafbar handling efter artikel 2 og 3 helt eller delvist er begået
på
statens territorium, uanset hvor terroristgruppen holder til eller udøver
sine
kriminelle aktiviteter.
Implementeringen af rammeafgørelsen indebar ikke ændringer i
de gældende regler om dansk straffemyndighed.
2.3. Internationale våbenembargoer
I det følgende gennemgås de eksisterende typer af
internationale våbenembargoer, herunder om embargoerne alene indebærer forbud
mod eksport/handel eller tillige mod transport og om de er retlig bindende
eller af politisk karakter. Endvidere gennemgås mulighederne for at håndhæve
embargoerne efter dansk ret.
2.3.1. FN-våbenembargoer
FN-pagten indeholder bestemmelser om forholdsregler over
for trusler mod freden, fredsbrud og angrebshandlinger (FN-pagtens kapitel
VII). I tilfælde, hvor der foreligger en trussel mod freden, kan
Sikkerhedsrådet beslutte, hvilke forholdsregler der skal træffes, og opfordre
FN's medlemslande til at iværksætte disse forholdsregler. Sikkerhedsrådet kan
således gennem vedtagelsen af en resolution indføre en våbenembargo over for
et
land, som truer den mellemfolkelige fred og sikkerhed. Sådanne resolutioner i
henhold til FN-pagtens kapitel VII er juridisk bindende for FN's
medlemsstater,
det vil sige, at de er folkeretligt forpligtede til at gennemføre og håndhæve
våbenembargoerne i deres nationale retssystemer. Hertil kommer, at FN's
Sikkerhedsråd og FN's Generalforsamling kan vedtage ikke juridisk bindende
våbenembargoer i form af henstillinger til FN's medlemslande om iværksættelse
af
våbenembargoer. Disse henstillinger har karakter af ikke juridisk bindende
våbenembargoer.
Juridisk bindende våbenembargoer vedtaget i henhold til
FN-pagtens kapitel VII kan implementeres i dansk ret ved kongelig anordning,
jf. lov nr. 156 af 10. maj 1967 om visse forholdsregler i henhold til
FN-pagten. Der er herefter hjemmel til at straffe overtrædelser af embargoen
med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med
fængsel indtil 4 år, jf. straffelovens § 110 c, stk. 2.
Ikke juridisk bindende FN-våbenembargoer kan ikke
implementeres ved kongelig anordning. De implementeres administrativt
indenfor
bestående lovgivning eller ved vedtagelse af ny lovgivning.
Forbud mod eksport af våben til det pågældende land fra
Danmark kan gennemføres ved administrationen af våbenlovgivningens regler,
idet
ansøgninger om udførselstilladelser kan nægtes, og udførsel uden tilladelse
kan
straffes med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende
omstændigheder med fængsel indtil 2 år, jf. våbenlovens § 10,
stk. 1.
Derimod giver den eksisterende lovgivning ikke mulighed for
at gribe ind over for/straffe transport af våben til det pågældende land i de
tilfælde, hvor våbnene ikke udføres fra Danmark.
2.3.2. EU-våbenembargoer
Traktaten om Den Europæiske Union (Amsterdam-traktaten)
indeholder bestemmelser om en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik
(Amsterdam-traktatens afsnit V). Blandt målsætningerne for den fælles
udenrigs-
og sikkerhedspolitik er styrkelse af Unionens sikkerhed samt bevarelse af
freden
og styrkelse af den internationale sikkerhed. Med henblik på at sikre disse
mål
kan EU gennem vedtagelse af en fælles holdning indføre en våbenembargo over
for
et land, som truer den internationale fred og sikkerhed.
Ifølge Amsterdam-traktaten skal medlemsstaterne drage omsorg
for, at deres nationale politik er i overensstemmelse med de fælles
holdninger.
Medlemsstaterne er med andre ord juridisk forpligtede til at gennemføre en
fælles holdning i deres nationale retssystemer. Våbenembargoer, der er
indført
ved en fælles holdning, iværksættes ved medlemsstaternes nationale
foranstaltning og ikke, som ved embargoer om andre varer end våben, ved en
rådsforordning efter artikel 301 i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske
Fællesskab (TEF). Dette følger af, at kompetencen til at træffe
foranstaltninger vedrørende handel med våben, ammunition og krigsmateriel
ligger hos medlemsstaterne i medfør af artikel 296 i TEF.
I Danmark kan EU-våbenembargoer lige som ikke juridisk
bindende FN-våbenembargoer, jf. ovenfor, for så vidt angår forbud mod
udførsel
af våben til det pågældende land fra Danmark håndhæves ved administrationen
af
våbenlovgivningens regler. Derimod er der som udgangspunkt ikke efter
gældende
ret hjemmel til at håndhæve et eventuelt forbud mod transport af våben til
det
pågældende land, når der ikke sker udførsel fra Danmark. En sådan hjemmel vil
dog findes, hvis der for det pågældende land tillige gælder en juridisk
bindende FN-embargo i henhold til FN-pagtens kapitel VII, som er
implementeret
i dansk ret ved kongelig anordning.
Der gælder p.t. rene (dvs. uden samtidige FN-embargoer)
EU-våbenembargoer mod Bosnien og Hercogovina, Burma/Myanmar, Congo, Kina,
Libyen, Sudan og Zimbabwe (for nærmere referencer se underbilag 1).
En række af disse embargoer synes efter ordlyden alene at
omhandle eksport fra de enkelte medlemslande og synes således ikke at
forpligte
medlemsstaterne til at forhindre transport mellem tredjelande. Dette gælder
således embargoen mod Bosnien og Hercegovina (»embargo for våbeneksport«, jf.
fælles holdning 98/240/FUSP), Congo (»levering og salg af våben fra
statsborgere i medlemsstaterne eller fra medlemsstaternes områder til Den
Demokratiske republik Congo forbydes, uanset om de hidrører fra
medlemsstaterne
eller ej«, jf. fælles holdning 2002/829/FUSP), Libyen (»embargo på eksport af
våben eller andet militært udstyr«, jf. fælles holdning 1999/261/FUSP) og
Zimbabwe (»Levering eller salg af våben fra statsborgere i medlemsstaterne
eller fra medlemsstaternes områder til Zimbabwe forbydes, uanset om de
hidrører
fra deres områder eller ej«, jf. fælles holdning 2002/145/FUSP).
De resterende rene EU-våbenembargoer er meget kortfattede.
Vedrørende Sudan anføres således i den fælles holdning 94/165/FUSP: »Der
indføres en embargo over for Sudan med hensyn til våben, ammunition og
militærudrustning«. Vedrørende Kina anføres i rådserklæring fra rådsmøde i
Madrid den 26-27. juni 1989: » an embargo on trade in arms with China«.
Endelig anføres vedrørende
Burma/Myanmar: »An embargo on arms, munitions and military equipment shall be
enforced against Myanmar.«
Sammenfattende synes ingen af de rene EU-embargoer med
sikkerhed at pålægge medlemsstaterne en forpligtelse til at forhindre
transport
af våben mellem tredjelande.
2.3.3. OSCE-våbenembargoer
Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa
(OSCE) hviler ikke på et traktatmæssigt grundlag, men arbejder på grundlag af
de politiske beslutninger, som medlemslandene kan blive enige om. Sådanne
beslutninger kan omfatte våbenembargoer. OSCE omfatter i dag 55 lande: Alle
landene i Europa samt USA og Canada og de fem tidligere sovjetiske
centralasiatiske republikker.
Våbenembargoer vedtaget i OSCE kan håndhæves i samme omfang
som EU-våbenembargoer og ikke juridisk bindende FN-våbenembargoer.
Der gælder p.t. en OSCE-våbenembargo af 28. februar 1992 mod
Nagorno-Karabak, hvorved medlemsstater og stater i regionen anmodes om at
» impose an immediate embargo on all deliveries of weapons and munitions to
forces engaged in combat in the Nagorno-Karabakh area « Embargoteksten nævner
således ikke spørgsmålet om transport.
2.3.4. Sammenfatning
Forbud mod eksport af våben, som følger af
internationale våbenembargoer, kan i Danmark håndhæves ved administration af
den gældende våbenlovgivning, uanset hvilken type våbenmebargo der er tale
om.
Indeholder juridisk bindende FN-embargoer vedtaget i henhold
til FN-pagtens kapitel VII forbud mod transport af våben til de embargoramte
lande, uden at der samtidig er tale om eksport fra Danmark, kan også dette
forbud håndhæves efter de gældende danske regler, forudsat at våbenembargoen
er
implementeret af Udenrigsministeriet ved kongelig anordning.
Eventuelle transportforbud i ikke juridisk bindende
FN-embargoer, EU-embargoer og OSCE-embargoer kan ikke håndhæves efter den
eksisterende lovgivning. Der synes dog ikke på nuværende tidspunkt at gælde
sådanne forbud.
For fuldstændighedens skyld skal det påpeges, at der
selvsagt heller ikke efter gældende dansk ret kan gribes ind over for
transport
af våben til embargoramte lande, når embargoen ikke indebærer forbud mod
transport, men alene mod eksport.
Den gældende retstilstand kan skematiseres som
følger:
Juridisk bindende
FN-embargoer efter FN-pagtens kapitel VII
EU-embargoer
Ikke juridisk
bindende FN-embargoer og OECD-embargoer
Hjemmel til at
håndhæve eksportforbud
Våbenlovens § 6, jf. § 10, stk. 1, og
kongelig anordning, jf. straffelovens § 110, c,
stk. 2
Våbenlovens § 6, jf. § 10, stk. 1
Våbenlovens § 6, jf. § 10, stk. 1
Hjemmel til at
håndhæve (eventuelle) transportforbud
Kongelig anordning, jf. straffelovens § 110 c,
stk. 2
Ingen
Ingen
2.4. Dansk jurisdiktion (straffemyndighed)
I det følgende gennemgås reglerne om dansk
straffemyndighed og de heraf følgende begrænsninger for
anvendelse/håndhævelse
af straffebestemmelser vedrørende transport af våben mellem tredjelande.
Udgangspunktet i straffeloven er, at handlinger, som
foretages i den danske stat og på danske fartøjer (skibe, der sejler under
dansk flag, og luftfartøjer, som er dansk registreret), hører under dansk
straffemyndighed,
jf. straffelovens § 6 (territorialprincippet). Bestemmelsen kræver ikke,
at hele den kriminelle virksomhed er foretaget i den danske stat, for at der
er
dansk straffemyndighed. Når blot en del af virksomheden er foretaget her i
landet, må forholdet således antages at være undergivet dansk
straffemyndighed
efter denne bestemmelse.
Dansk straffemyndighed omfatter endvidere handlinger
foretaget i udlandet af personer, der har dansk statsborgerskab eller bopæl i
Danmark, jf. straffelovens § 7, stk. 1, (personalprincippet). Hvis
handlingen foretages inden for folkeretligt anerkendt statsområde, er det dog
en betingelse, at handlingen er strafbar både efter gerningsstedets lov og
dansk lov (princippet om dobbelt strafbarhed),
og at den pågældende danske straffebestemmelse ikke efter sit gerningsindhold
er territorialt begrænset til forhold begået i Danmark. Efter stk. 2
finder bestemmelsen tilsvarende anvendelse på udlandshandlinger begået af en
person, der har indfødsret eller bopæl i de andre nordiske lande, og som
opholder sig her i landet på påtaletidspunktet.
Hvis der er tale om en handling udført i udlandet af en
ansat i et selskab med hjemsted i Danmark, som er ansvarlig for den ansattes
handlinger, er spørgsmålet, om lovovertrædelsen/ handlingen skal anses for
begået i udlandet eller i Danmark.
Efter retspraksis anses en selskabsovertrædelse som
udgangspunkt for begået dér, hvor den ansatte begår den handling eller
undladelse, som udløser selskabsansvaret, jf. Vestre Landsrets dom refereret
i
Ugeskrift for Retsvæsen 1987, side 705, og Højesterets dom refereret i
Ugeskrift for Retsvæsen 1995, side 9. De nævnte domme angår imidlertid begge
objektivt driftsherreansvar, hvor der ikke beviseligt forelå et tilregneligt
forhold, der kunne stedfæstes til selskabets hjemsted.
Hvis selskabsovertrædelsen udløses af et tilregneligt
forhold, der i stedlig henseende kan henføres til selskabets hjemsted, f.eks.
i
tilfælde, hvor en mangelfuld eller urigtig instruktion har ført til, at
ansatte
begår en overtrædelse uden for selskabets hjemsted, er det mere usikkert,
hvor
den lovstridige handling kan og bør anses for begået. I Straffelovrådets
betænkning nr. 1289/1995 om juridiske personers bødeansvar anføres herom:
»Gode grunde, herunder hensynet
til en ensartet regel, der finder anvendelse ved selskabsovertrædelser,
uanset
hvordan overtrædelsen nærmere er begået, kunne tale for at vælge det sted,
hvor
gerningsindholdet realiseres, som gerningssted. I modsat fald vil det f.eks.
kunne blive vanskeligt at afgøre, hvor en selskabsovertrædelse skal anses for
begået, hvis overtrædelsen skyldes flere fejl, der er begået forskellige
steder, f.eks. tilfælde hvor en selskabsovertrædelse må tilskrives mangelfuld
instruktion på hjemstedet i kombination med uforsigtighed udvist af en ansat
på
»gerningsstedet«. På den anden side kan en sådan regel være betænkelig, hvis
den afskærer dansk jurisdiktion over for et selskab her i landet i tilfælde,
hvor der påviseligt foreligger fejl begået på dansk område. En løsning, der
sikrer dansk jurisdiktion i denne type sager, opnås, hvis såvel selskabets
hjemsted som det sted, hvor overtrædelsen manifesterer sig, anses som
gerningssted.«
Straffelovens almindelige jurisdiktionsregler indebærer, at
våbentransport mellem tredjelande, som er kriminaliseret i dansk ret, er
undergivet dansk straffemyndighed i medfør af straffelovens § 6
(territorialprincippet), hvis transporten sker på et dansk registreret skib
eller fly. Hvis transporten er foranstaltet af et dansk transportfirma med
hjemsted i Danmark og foregår med køretøjer eller udenlandsk registrerede
skibe/luftfartøjer, er der formentlig dansk straffemyndighed efter
straffelovens § 6 for så vidt angår et tilregneligt forhold, der kan
stedfæstes til hjemstedet. Et sådant forhold kunne f.eks. være, at aftalen om
den ulovlige transport er indgået på hjemstedet, og/eller at instruktion om
indgåelse eller gennemførelse af aftalen er afgivet fra hjemstedet.
Sager om transport af våben mellem tredjelande, hvor
betingelserne i straffelovens § 6 ikke er opfyldt, kan dog i visse
tilfælde behandles af danske domstole, hvis transporten foretages af en
person
med den fornødne tilknytning til Danmark, jf. straffelovens § 7,
stk. 1 (personalprincippet), som er beskrevet nærmere ovenfor.
Straffelovens § 6 og 7 (territorial- og
personalprincippet) suppleres af § 8, hvorefter der efter
omstændighederne
er dansk straffemyndighed i forhold til udlandshandlinger uden hensyn til,
hvor
gerningsmanden hører hjemme. Det gælder bl.a. i tilfælde, hvor »handlingen er
omfattet af en mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken Danmark er
forpligtet til at foretage retsforfølgning«, jf. § 8, nr. 5.
Formålet med denne bestemmelse, der blev indsat ved lov nr.
322 af 4. juni 1986, er bl.a. at opfylde – og muliggøre opfyldelse af
fremtidige – konventioner eller andre mellemfolkelige aftaler, der
indebærer en
forpligtelse for Danmark til at have dansk straffemyndighed med henblik på at
kunne strafforfølge nærmere angivne overtrædelser, jf. Folketingstidende
1985-86, tillæg A, sp. 2080-2081 og 2087.
Når der i medfør af de ovennævnte regler sker påtale her i
landet, skal afgørelsen såvel om straf som om andre retsfølger af handlinger
ske efter danske regler, jf. straffelovens § 10, stk. 1. Er
forholdet
undergivet dansk straffemyndighed i medfør af straffelovens § 7,
stk. 1, nr. 2, kan der dog ikke idømmes strengere straf end efter
gerningsstedets lovgivning, jf. § 10, stk. 2.
2.5. Regler om transport af farligt gods
Transport af våben mellem tredjelande kan – f.eks. hvis
våbnene omfatter eksplosivstoffer, komprimerede gasser, brandfarlige
væsker/stoffer eller andet, som ved forkert behandling i forbindelse med
transport kan volde skade – være omfattet af regler om transport af
farligt
gods. Reglerne har alene til formål at forebygge skader i forbindelse med
transport og indebærer ingen udenrigs-/sikkerhedspolitisk vurdering af, om
godset transporteres til en acceptabel destination. Reglerne nævnes derfor
kun
summarisk nedenfor.
2.5.1. Søtransport af farligt gods
Søtransport af farligt gods er for emballeret gods (i
modsætning til gods i bulk) reguleret i bilagene til the International
Convention for the Safety of Life at Sea, 1974 as Amended (SOLAS 74) og i
bilagene til the International Convention for the Prevention of Pollution
from
Ships (MARPOL), 1973 as Amended. Begge konventioner er vedtaget i IMO’s
(International Maritime Organisation) regi.
Bilagene til SOLAS kapitel II-2 indeholder tekniske krav til
skibets bygning og udstyr samt certificering. Kapitel VII indeholder
generelle
krav til klassificering, emballering, dokumentering mv. af godset, og
henviser
for detailforskrifter til the International Maritime Dangerous Goods Code
(IMDG-koden).
Bilag III til MARPOL indeholder generelle forskrifter for
identifikation af havforurenende gods, emballering, mærkning, dokumentering
og
stuvning af godset, hvor detailforskrifterne er indeholdt i IMDG-koden.
IMDG-koden er i dag en anbefaling, der følges af alle
betydende aktører og lande i international skibsfart. Fra den 1. januar 2004
vil IMDG-koden ændre status fra at være en anbefaling til at blive
internationalt gældende lovgivning ved en tilknytning til SOLAS. IMDG-koden
giver anvisninger om emballering, mærkning, dokumentering, separering og
stuvning, og et bilag til koden indeholder forskrifter og retningslinier for
håndtering af uheld med farligt gods.
IMDG-koden er sat i kraft for Danmarks vedkommende ved en
teknisk forskrift om transport af farligt gods i skibe, jf. bekendtgørelse
nr.
9625 af 28. november 2002. Den tekniske forskrift bestemmer, at farligt gods
skal transporteres som foreskrevet i IMDG-koden og indeholder bestemmelser om
straf for overtrædelse af forskriften.
2.5.2. Lufttransport af farligt gods
Lufttransport af farligt gods reguleres internationalt
af International Civil Aviation Organisation (ICAO) under FN.
Grundprincipperne indeholdes i Annex 18 til
»Convention on International Civil Aviation«, »The Safe Transport of
Dangerous
Goods by Air.«
For i
videst muligt omfang at opnå forenelighed med de bestemmelser, der dækker
transport af farligt gods med andre transportformer, er bestemmelserne i
Annex
18 baseret på »Recommendations of the United Nations Committee of Experts on
the Transport of Dangerous Goods« og »Regulations for the Safe Transport of
Radioactive Materials of the International Atomic Energy Agency.«
Grundprincipperne
i Annex’et er udmøntet i de detaillerede specifikationer i »Technical
Instructions for the Safe Transport of Dangerous Goods by Air« (ICAO TI), doc
9384 AN/905 inklusive supplement.
Aftalestaterne skal meddele ICAO
eventuelle afvigelser fra ICAO TI. Hvis disse afvigelser er en svækkelse i
forhold til ICAO TI, kan de kun benyttes på luftfartøjer, der er
hjemmehørende
i den pågældende stat, og kun indenfor statens nationale luftrum. ICAO TI
dækker al lufttransport med farligt gods på civile fly. Den dækker ikke
våben,
der ikke indeholder farligt gods (f.eks. i form af eksplosiver, gasser etc.).
På europæisk plan har Aviation Authorities (JAA), som er en
sammenslutning af de fleste europæiske lande, udgivet Joint Aviation
Requirements, Operations (JAR-OPS), hvori lufttransport af farligt gods er
dækket, men kun for så vidt angår luftfartsselskabernes ansvarsområde.
JAR-OPS
er bygget på ICAO-TI og i overensstemmelse med denne. JAR-OPS indeholder
bestemmelser
om lufttransport af såvel krigsvåben som af våben til sportsbrug.
I dansk ret er bestemmelserne for lufttransport af farligt
gods indeholdt i bekendtgørelse nr. 737 af 17. november 1989 om lufttransport
af farligt gods (udgivet som Bestemmelser for civil luftfart, BL 5-21), og
bekendtgørelse 527 af 23. juni 1995 om transport af våben, eksplosivstoffer,
krigsmateriel og krigsammunition mv. med civile luftfartøjer.
Det følger af sidstnævnte bekendtgørelse, at luftfartøjer,
som er dansk registreret, eller som er udenlandsk registreret og opererer i
henhold til dansk driftstilladelse, hverken ved flyvning inden for eller uden
for dansk område må medføre våben, eksplosivstoffer, krigsmateriel eller
krigsammunition uden tilladelse fra Statens Luftfartsvæsen (SLV), jf.
§ 1
og 4 i bekendtgørelse nr. 527 af 23. juni 1995, jf. luftfartslovens
5)
§ 85,
stk. 1.
2.5.3. Vejtransport af farligt gods
Vejtransport af farligt gods er reguleret i Den
Europæiske Konvention om International Transport af Farligt Gods ad Vej (The
European Agreement concerning the International Carriage of Dangerous Goods
by
Road) – ADR-konventionen.
ADR-konventionen er udfærdiget med det formål at regulere
grænseoverskridende transport af farligt gods ad vej, og den finder
anvendelse
på transporter, der berører mindst to kontraherende parters område.
Konventionen indeholder krav til transportmateriellet, køretøjer og personer
involveret i transporten samt udøvelse af myndighedskontrol hermed.
ADR-konventionen foreskriver ingen sanktioner. I praksis udfører de
kontraherende parter landevejskontrol, og manglende overholdelse kan føre til
retsforfølgelse i henhold til national lovgivning.
Konventionen er tiltrådt af 38 lande, herunder Danmark, hvor
den har været gældende siden 1985, jf. bekendtgørelse nr. 162 af 26. april
1985
om international transport af farligt gods ad vej.
ADR-konventionen danner i øvrigt grundlag for EU-landenes
regulering af transport af farligt gods ad vej inden for (nationale
transporter) og mellem deres territorier, jf. Rådets direktiv 94/55/EF af 21.
november 1994 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om
transport af farligt gods ad vej med senere ændringer og Kommissionens
direktiv
2001/7/EF af 29. januar 2001. Hertil kommer Rådets direktiv 95/50/EF af 6.
oktober 1995 om indførelse af ensartede kontrolprocedurer i forbindelse med
transport af farligt gods ad vej med senere ændringer.
2.5.4. Jernbanetransport af farligt gods
Transport af farligt gods med jernbane er reguleret i
R
églement concernant le transport
I
nternational ferroviaire des
marchandises
D
angereuses (RID), der
findes som bilag til appendiks B til konventionen om international
jernbanebefordring (COTIF). Alle vesteuropæiske lande samt de fleste central-
og østeuropæiske lande er kontraherende parter til denne konvention.
RID-reglerne svarer i vidt omfang til reglerne i
ADR-konventionen, og som det gælder for ADR-konventionen vedrørende
vejtransport, danner RID grundlag for EU-landenes regulering af transport af
farligt gods på jernbane inden for og mellem landene, jf. Rådets direktiv
96/49/EF af 23. juli 1996 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes
lovgivning om jernbanebefordring af farligt gods med senere ændringer.
I overensstemmelse hermed gælder RID i Danmark for transport
af farligt gods med jernbane såvel i international som i national trafik, jf.
kapitel 2 i bekendtgørelse nr. 920 af 16. december 1998 om
jernbanevirksomhed,
jf. § 18 i lov om jernbanevirksomhed mv.
6)
3.
Internationalt samarbejde om kontrol med våbenoverførsler
I det følgende vil det søges klarlagt, i hvilket omfang
Danmark i henhold til internationale aftaler mv. – ud over
internationale
våbenembargoer, som er behandlet i afsnit 2.3. – er forpligtet til at
regulere
våbentransporter mellem tredjelande.
I øvrigt må spørgsmålet om kontrol med dansk våbentransport
mellem tredjelande efter arbejdsgruppens opfattelse ses i sammenhæng med den
kontrol, som i øvrigt udøves vedrørende grænseoverskridende overførsler af
våben.
Hvis eksportlandet har en våbeneksportkontrolordning, skal
eksportøren indhente tilladelse til overførslen fra myndighederne i
eksportlandet. Et krav til en eventuel dansk transportør om at indhente
tilladelse fra de danske myndigheder til at forestå transporten ville i
sådanne
tilfælde indebære, at myndighederne i to lande skulle vurdere, om samme
våbenoverførsel er acceptabel. Hvis aftalen om våbenoverførslen bliver
indgået
i et land, som kræver tilladelse til sådanne aftaler (våbenformidling), vil
én
og samme overførsel inkl. spørgsmålet om antageligheden af slutdestinationen
blive vurderet af op til 3 landes myndigheder, alt efter reglerne i de
respektive lande. Myndigheder i forskellige lande kan selvsagt anlægge
forskellige vurderinger af samme sag, men i jo højere grad landene anvender
ensartede principper for deres vurderinger, jo større overensstemmelse vil
der
være mellem de enkelte landes vurderinger.
Den selvstændige betydning af kontrol af transportørleddet
afhænger således af, i hvilket omfang der sker kontrol med våbenoverførsler
på
andre niveauer (eksportøren, formidleren eller andet), og ud fra hvilke
principper denne kontrol foretages.
Det internationale samarbejde vedrørende kontrol med
våbenoverførsler ud over transport vil derfor ligeledes blive gennemgået.
3.1. FN’s våbenprotokol
FN’s Generalforsamling vedtog den 31. maj 2001 ved
resolution nr. 55/255 en protokol om bekæmpelse af ulovlig fremstilling af og
handel med skydevåben og dele, komponenter samt ammunition hertil. Andre
former
for våben/forsvarsmateriel er ikke omfattet af protokollens bestemmelser.
Protokollen knytter sig til FN’s konvention om bekæmpelse af
grænseoverskridende organiseret kriminalitet, der blev vedtaget den 15.
november 2000 ved resolution 55/25.
Våbenprotokollen er på nuværende tidspunkt undertegnet af 52
stater (herunder Danmark) og ratificeret af 6 (Bulgarien, Burkina Faso, Costa
Rica, Cypern, Mali og Mexico).
Ved våbenprotokollens artikel 5 forpligtes de kontraherende
stater til at kriminalisere dels ulovlig fremstilling af og handel med
skydevåben samt dele, komponenter og ammunition dertil, dels forfalskning,
ødelæggelse, bortfjernelse og ændring af de mærker, der kræves på skydevåben
i
overensstemmelse med våbenprotokollens regler herom (artikel 9). Endvidere
skal
de kontraherende stater kriminalisere forsøg på og medvirken til de nævnte
handlinger.
I artikel 3, litra e, i våbenprotokollen defineres ulovlig
handel som indførsel, udførsel, erhvervelse, salg, levering,
transport/omsætning (’movement’) og overførsel af skydevåben mv.
fra eller
gennem én kontraherende stats territorium til en anden kontraherende stats
territorium, hvis én af staterne ikke har givet tilladelse i overensstemmelse
med protokollens bestemmelser.
Om disse tilladelser bestemmer protokollen i artikel 10, at
de kontraherende stater skal etablere og opretholde et effektivt system med
tilladelser til udførsel og indførsel samt forholdsregler
(’measures’)
vedrørende international transit af skydevåben mv.
Protokollen forpligter altså de kontraherende stater til at
kriminalisere handel med våben fra én kontraherende stat til en anden, når
der
ikke foreligger tilladelse fra disse stater til henholdsvis eksport og
import.
Dette indebærer, at en kontraherende stat er forpligtet til at kriminalisere
uautoriserede våbenoverførsler, uanset om overførslen sker mellem to andre
kontraherende stater. Kriminaliseringsforpligtelsen skal ses i sammenhæng med
konventionens artikel 15, der i medfør af artikel 1 i våbenprotokollen gælder
tilsvarende for våbenprotokollen.
Efter konventionens artikel 15 forpligtes de kontraherende
stater til at have straffemyndighed (jurisdiktion) i forhold til
kriminaliserede handlinger, som foretages
enten
på den kontraherende stats territorium
eller
ombord på et skib eller fly, der er indregistreret i den pågældende
kontraherende stat.
Justitsministeriet har på denne baggrund tidligere
7)
konkluderet
følgende:
»Våben- og eksplosivstoflovens
§ 6 omfatter udførsel af våben fra dansk territorium. Bestemmelsen
omfatter derimod ikke udførsel fra et andet land end Danmark. Uautoriseret
våbentransport, der finder sted ombord på danske skibe mellem to andre
kontraherende
stater, er således ikke kriminaliseret ved våben- og eksplosivstofloven.
Justitsministeriet vurderer på den
baggrund, at gennemførelsen af våbenprotokollens artikel 5 i dansk ret vil
forudsætte en ændring af våben- og eksplosivstofloven.«
De forklarende bemærkninger til protokollen indeholder ingen
bemærkninger om, hvorvidt protokollens definition af »handel«, herunder
begrebet »movement« omfatter rene transportydelser, så en transportør, som
transporterer skydevåben mv. mellem to lande, som har tilsluttet sig
protokollen, skal kunne straffes, hvis der ikke foreligger de fornødne
tilladelser til udførsel og indførsel fra henholdsvis eksport- og
importlandet.
FN’s sekretariat har i en udtalelse til arbejdsgruppen
(underbilag 2) givet udtryk for den opfattelse, at straffebestemmelser i
henhold til protokollen bør omfatte tilfælde, hvor gerningsmanden alene har
foretaget transport af våben. Sekretariatet har i den forbindelse navnlig
henvist til, at transportydelser efter en naturlig sproglig forståelse synes
omfattet af definitionen på handel i artikel 3, litra e (»import, export,
delivery, movement or transfer«).
Arbejdsgruppen kan på denne baggrund tilslutte sig, at
ratifikation af protokollen vil forudsætte en kriminalisering af transport af
skydevåben samt dele, komponenter og ammunition dertil mellem lande, som har
tiltrådt protokollen, hvis der ikke foreligger de fornødne udførsels- og
indførselstilladelser fra henholdsvis eksport- og importlandet. Andre lande
kan
imidlertid være af en anden opfattelse.
Under alle omstændigheder finder protokollen i henhold til
artikel 4, stk. 2, ikke anvendelse på mellemstatslige transaktioner
(state-to-state
transactions) eller på statslige overførsler (state transfers) i tilfælde,
hvor
anvendelse af protokollen ville gribe ind i (prejudice) en kontraherende
stats
ret til at skride til handling i den nationale sikkerheds interesse i
overensstemmelse med FN-pagten.
Under et uformelt møde mellem våbeneksperter i EU-regi blev
muligheden for at fremsætte en forklarende erklæring om EU-landenes fælles
forståelse af begreberne »state-to-state transactions« og »state transfers«
diskuteret, og følgende udkast hertil præsenteret:
»Article 4 – Scope of application
The EU interprets the terms »transaction« and »transfer« in
Article 4.2 of the Protocol as referring to all duly authorised transfers of
firearms by, to, from or on behalf of governmental authorities and as
excluding
the manufacture of firearms.«
Der er imidlertid ikke enighed blandt EU-landene om denne
formulering.
Det skal i øvrigt bemærkes, at protokollen alene forpligter
de kontraherende stater til at kriminalisere forsætlige handlinger, jf.
protokollens
artikel 5.
3.2. EU’s adfærdskodeks for våbeneksport
EU’s adfærdskodeks for våbeneksport blev vedtaget i juni
1998. Adfærdskodeksen er alene politisk forpligtende, men overvejes
genvedtaget
i juridisk bindende form. Adfærdskodeksen sætter en høj fælles standard for
våbeneksport fra EU-landene i form af en række kriterier, som skal tages i
betragtning ved afgørelser om eksport af våben, og bidrager således til
tilbageholdenhed i våbeneksporten. Udstedelse af tilladelser til våbeneksport
er en national beslutning baseret på det enkelte EU-lands retsgrundlag.
Adfærdskodeksen udgør således minimumskrav, som de nationale beslutninger
skal
respektere.
De 8 fælles kriterier for våbeneksport er følgende:
1. Respekt for EU-medlemslandenes internationale
forpligtelser som eksempelvis vedtagne sanktioner og embargoer,
internationale
traktater og eksportkontrolregimer. Eksport vil blive afslået, såfremt den
strider mod sådanne forpligtelser.
2. Respekt for menneskerettighederne i modtagerlandet.
EU-landene vil afslå eksport, hvis der er risiko for, at udstyret vil blive
anvendt til intern repression. Der vil ske en nøje vurdering i hver enkelt
sag,
i tilfælde hvor der er fastslået krænkelser af menneskerettighederne i
modtagerlandet.
3. Den interne situation i modtagerlandet, set som en
funktion af forekomsten af spændinger eller væbnede konflikter. EU-landene
vil
ikke tillade eksport, hvis eksporten kan fremkalde eller forlænge væbnede
konflikter eller forværre spændingen i modtagerlandet.
4. Opretholdelse af regional fred, sikkerhed og
stabilitet. EU-landene vil ikke tillade eksport, hvis der er en klar risiko
for, at udstyret vil blive brugt aggressivt eller til med magt at støtte et
territorialt krav.
5. EU-medlemslandenes nationale sikkerhed såvel som
venligtsindede og allierede landes sikkerhed. Risikoen for, at det
eksporterede
udstyr kan anvendes imod medlemslandene eller venligtsindede og allierede
lande, vil blive overvejet nøje.
6. Køberlandets adfærd over for det internationale
samfund, især hvad angår dets holdning til terrorisme, karakteren af dets
alliancer og respekt for folkeretten.
7. Risikoen for at udstyret vil blive omdirigeret inden
for køberlandet eller reeksporteret.
8. Våbeneksportens forenelighed med modtagerlandets
tekniske og økonomiske formåen. Modtagerlandets økonomiske situation skal
tages
i betragtning med henblik på at vurdere, om der anvendes unødigt mange
ressourcer på indkøb af våben.
Adfærdskodeksen for våbeneksport indeholder en gensidig
informationsforpligtelse EU-landene imellem i form af et krav om notifikation
af de øvrige medlemslande om afslag på våbeneksport. Samtidig kræves det, at
man konsulterer det EU-land, som i første omgang gav afslag, såfremt man
overvejer at give tilladelse til en tilsvarende eksport. Disse bestemmelser
bidrager til en større gennemsigtighed mellem EU-landene på
våbeneksportområdet. Efter adfærdskodeksens bestemmelser skal hvert EU-land
endvidere udarbejde en fortrolig årsrapport til de øvrige medlemslande om sin
eksport af våben og om anvendelsen af adfærdskodeksen. Med udgangspunkt i de
nationale rapporter udarbejdes der ligeledes årligt en samlet EU-rapport om
anvendelsen af adfærdskodeksen, som offentliggøres.
3.3. Wassenaar Arrangementet
Wassenaar Arrangementet (WA) er et multilateralt forum,
hvor en række vestligt orienterede lande samarbejder om eksportkontrol med
våben og følsomme dual-use produkter. WA’s sekretariat ligger i Wien.
De 33 medlemslande er: Argentina, Australien, Østrig,
Belgien, Bulgarien, Canada, Tjekkiet, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland,
Grækenland, Ungarn, Irland, Italien, Japan, Luxembourg, Holland,
New Zealand, Norge, Polen, Portugal, Sydkorea, Rumænien, Rusland,
Slovakiet, Spanien, Sverige, Schweiz, Tyrkiet, Ukraine, UK og USA.
Formålet med WA er at bidrage til international og regional
fred og sikkerhed. Medlemslandene har gensidigt forpligtet sig at vise
ansvarlighed, når de skal tage stilling til udførsler af våben og sensitive
dual-use produkter og teknologier
til
områder, hvor der er en særlig risiko for, at fred og sikkerhed kan komme i
fare. Det betyder, at medlemslandene bør give afslag på udførslen, hvis en
sådan særlig risiko eksisterer. Det betyder samtidig, at der ikke skal være
unødvendige hindringer for udførsler, der ikke indebærer denne risiko. Det er
hvert enkelt medlemslands nationale ansvar at tage stilling til, om en
udførsel
skal tillades eller afslås.
Eksportkontrollen i WA’s medlemslandene er baseret på 2
væsensforskellige produktlister:
1.
Dual-use listen
(»List of dual-use
Goods and Technologies«).
Denne liste er nærmere omtalt i afsnittet om
Dual-use forordningen (4.7).
2.
Våbenlisten
(»Munition List«). Listen giver et væsentligt fortolkningsbidrag til
våbenlovens § 6 om eksportkontrol med våben, som administreres af
Justitsministeriet.
Blandt de aktiviteter i WA, som kan have betydning for denne
rapport kan nævnes:
Det enkelte
WA-medlemsland er forpligtet til at notificere overførsler af våben til
ikke-medlemslande. Notifikationerne sendes til alle medlemslandene for at
sikre
gennemsigtighed. Notifikationspligten omfatter overførsler af våben på
FN’s
register for konventionelle våben med nogle få tilføjelser.
WA har navnlig efter
terrorangrebene i USA den 11. september 2001 haft en stærkt øget fokus på at
øge indsatsen mod terrorisme. Navnlig er der taget skridt til at forhindre,
at
små og lette våben (Small Arms and Light Weapons – SALW) bliver
erhvervet af terrorister.
Et dokument, som formulerer en god praksis for udførsel af små og lette våben
(»Best Practice Guidelines and Criteria for Exports af SALW«), blev således
vedtaget i 2003.
Der er endvidere en
stærk opbakning til kontrol med våbenformidling (»arms brokering«). Det kan
derfor forventes, at der på det kommende Plenarmøde i WA i begyndelsen af
december 2003 bliver vedtaget en resolution, som fastlægger retningslinjer
for,
hvad en effektiv lovgivning om våbenformidling bør indeholde.
Våbentransporter
drøftes ofte som en aktivitet, der kunne være omfattet af det overordnede
begreb våbenformidling.
Det seneste udkast til sådanne kriterier vedrørende
våbenformidling indeholder følgende hovedbestemmelse:
»For
activities of negotiating or arranging contracts, selling, trading or
arranging
the transfer of arms and related military equipment (controlled by Wassenaar
Participating States) from one third country to another third country, a
license or written approval should be obtained from the competent authorities
of the Participating State, where these activities take place, whether the
broker is a national, resident or otherwise subject to the jurisdiction of
the
Participating State.«
3.4. NATO- og OECD-landenes våbeneksportkontrol
Langt de fleste NATO- og OECD-lande vil efter optagelsen
af de 10 nye medlemslande i EU pr. 1. maj 2004 være medlemmer af EU og/eller
Wassenaar Arrangementet med tilhørende eksportkontrolregimer, jf. afsnit 3.2.
og 3.3. Dette gælder dog ikke USA, Canada, Island og Mexico, jf. oversigten i
underbilag 3. Disse lande har imidlertid våbeneksportkontrolsystemer, der er
sammenlignelige med det danske.
3.5. FN’s handlingsplan om små og lette våben (SALW)
8)
FN’s handlingsplan om små og lette våben blev vedtaget
på en konference i New York den 9.-20. juli 2001. Med handlingsplanen har
medlemsstaterne forpligtet sig politisk til at behandle ansøgninger om
eksporttilladelser i henhold til strenge nationale regler og procedurer, som
dækker alle små og lette våben, og som er overensstemmende med staternes
eksisterende forpligtelser i henhold til relevant international ret.
Herudover har medlemsstaterne blandt andet forpligtet sig
til at udvikle passende nationale regler eller procedurer vedrørende
formidling
af små og lette våben, som bør omfatte tiltag så som registrering af
formidlere, tilladelser eller autorisationer til formidlingstransaktioner og
passende straf for ulovlige formidlingsaktiviteter, som foretages på den
enkelte stats område.
3.6. FN’s SUA Konvention
FN's internationale søfartsorganisation drøfter i
øjeblikket en protokol til SUA konventionen (Convention on Supression of
Unlawful Acts Against The safety of Maritime Naviagtion, 1988). Formålet med
den nye protokol er først og fremmest at kriminalisere terroristhandlinger,
der
foregår i forbindelse med maritim transport, som f.eks. udledninger fra
skibet
samt transport af eksplosiver eller radioaktivt materiale, som kan forårsage
massive ødelæggelser. Det drøftes i denne forbindelse, hvorvidt man mere
generelt skal kriminalisere transport af blandt andet nukleare våben eller
masseødelæggelsesvåben. Det forventes, at den nye protokol vil være klar til
vedtagelse på en diplomatkonference i 2005.
3.7. EU’s fælles holdning om våbenmæglervirksomhed
(våbenformidling)
Den 26. juni 2003 vedtog Rådet en fælles holdning om kontrol
med våbenmæglervirksomhed (2003/468/FUSP), som forpligter medlemsstaterne til
at indføre kontrol med våbenformidling mellem ikke EU-lande.
Forslaget forpligter hver medlemsstat til at kontrollere
formidlingsaktiviteter, som foregår på medlemsstatens territorium, gennem
national lovgivning. Medlemsstaterne opfordres endvidere til at overveje at
kontrollere formidlingsaktiviteter, som udføres af den enkelte medlemsstats
statsborgere uden for medlemsstatens territorium.
Formidlingsaktiviteter er defineret som aktiviteter, hvorved
en person forhandler eller arrangerer transaktioner, som kan indebære
overførsel af produkter omfattet af EU’s fælles liste over militært
udstyr, der
er omfattet af EU’s adfærdskodeks for våbeneksport, fra ét ikke EU-land
til et
andet. Omfattet er desuden aktiviteter, hvorved en person, som selv ejer
sådant
udstyr, køber, sælger eller arrangerer overførsel af udstyret fra ét ikke
EU-land til et andet. Overførsel af udstyr mellem EU-lande eller fra et
EU-land
til et land uden for EU er ikke omfattet af forslaget.
Det bemærkes, at begrebet ’overførsel’ (’transfer’) som
udgangspunkt ikke omfatter transport af våben, men at medlemsstaterne hver
især
dog kan vælge at indfortolke transport i begrebet og lade våbentransport være
omfattet af deres nationale regler om kontrol med formidling.
Der skal efter den fælles holdning etableres en ordning,
hvor formidlingsaktiviteter i hvert tilfælde kræver tilladelse fra de
kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor aktiviteterne finder sted, og
–
når dette er påkrævet i henhold til national lovgivning – tillige i den
medlemsstat, hvor formidleren har bopæl eller er etableret. Afgørelsen af, om
tilladelse skal meddeles, skal træffes ud fra kriterierne i EU’s
adfærdskodeks
for våbeneksport.
Medlemsstaterne skal bevare oplysninger i mindst 10 år om
alle personer, der får tilladelse til formidling.
Medlemsstaterne kan tillige vælge at indføre en ordning,
hvorefter formidling kun må foretages af på forhånd autoriserede personer,
ligesom medlemsstaterne kan vælge at etablere et register over formidlere.
Der
skal imidlertid uanset registrering eller autorisation som formidler
indhentes
tilladelse til konkrete formidlingsaktiviteter som angivet ovenfor.
Der skal etableres et system for udveksling af information
om formidlingsaktiviteter mellem medlemsstaterne og, i relevant omfang, med
tredjelande.
Endelig er medlemsstaterne forpligtede til at etablere
sanktioner, herunder strafferetlige sanktioner, for at sikre effektiv
håndhævelse af kontrollen med formidling.
Der er ikke fastsat nogen frist for gennemførelse af den
fælles holdning. Der er endnu ikke sket gennemførelse i Danmark, men det er
hensigten, at arbejdsgruppen efter afgivelse af nærværende rapport skal
udarbejde forslag til regler om våbenformidling i overensstemmelse med den
fælles holdning.
3.8. Dual use-forordningen
Reglerne om produkter med dobbelt – dvs. såvel civil som
militær – anvendelse omfatter ikke våben og har således ikke direkte
relevans
for spørgsmålet om indførelse af kontrol med transport af våben. Reglerne
gennemgås imidlertid kort nedenfor for at sætte våbenområdet i perspektiv.
Dual-use forordningen
9)
er grundlaget for
kontrol med udførslen af sensitive produkter, der både kan anvendes til
civile
og militære formål. Eksempler på dual-use produkter er:
IT produkter,
computere og computersoftware,
Telekommunikationsudstyr,
Måleudstyr,
Kemikalier, og
laboratorieudstyr
Eksportkontrollen med dual-use produkter varetages af
Erhvervs- og Boligstyrelsen under Økonomi- og Erhvervsministeriet. Blandt de
væsentligste træk ved dual-use forordningen kan nævnes:
Forordningen
indeholder den Dual-use liste, som er vedtaget i Wassenaar, jf. afsnit 3.3.
De
produkter, der er opført på listen, er under eksportkontrol. Det betyder, at
eksportøren skal indhente tilladelse fra den kompetente myndighed – i
Danmark
Erhvervs- og Boligstyrelsen – for at udførslen kan foretages lovligt.
I visse tilfælde er
også produkter, der ikke findes på kontrollisten, under eksportkontrol.
Grundlaget er de såkaldte catch-all bestemmelser i dual-use forordningen.
Bestemmelserne omfatter produkter, som kan anvendes i forbindelse med
udvikling
eller produktion af masseødelæggelsesvåben eller missiler til fremførelse af
masseødelæggelsesvåben. Bestemmelserne omfatter desuden produkter, der kan
anvendes til udvikling af konventionelle våben, hvis udførslen sker til lande
under en international våbenembargo.
Forordningen
indeholder regler og procedurer for udstedelse af udførselstilladelser for
dual-use produkter.
Retsgrundlaget er
EF-traktatens bestemmelser i artikel 133 om den fælles handelspolitik.
Samhandelen med
dual-use produkter i det indre marked er – bortset fra nogle få meget
sensitive
produkter – ikke under eksportkontrol.
Udførsel til en
række nærtstående lande kan foretages meget enkelt under en såkaldt generel
fællesskabsudførselstilladelse.
Der kræves
udførselstilladelse for software og teknologi på kontrollisten, også i de
tilfælde hvor overførslen finder sted ved hjælp af elektroniske medier,
telefax
eller telefon til et bestemmelsessted uden for Fællesskabet.
Forordningen fastlægger en række fælles kriterier, som
medlemsstaterne skal tage i betragtning, når de tager stilling til
ansøgninger
om udførselstilladelser. De kriterier, der er fastlagt i adfærdskodeksen for
våbeneksport i EU, gælder således også for udførslen af dual-use produkter.
Forordningen omfatter imidlertid hverken kontrol med
formidling (»brokering«) i forbindelse med disse produkter eller deres
transport. Det forventes, at der vil blive stillet forslag om, at kontrollen
med disse produkter udvides til at omfatte formidling. Der er dog for tiden
ingen konkrete planer om en så vidtgående kontrol, da produkterne har en
overvejende civil anvendelse og samtidig udgør en væsentlig del af den
normale
internationale handel.
3.9. Sammenfatning
FN’s våbenprotokol må antages at indebære en forpligtelse
for de kontraherende stater, herunder Danmark, til – med de undtagelser
der
følger af protokollens artikel 4, stk. 2 – at kriminalisere
transport af
skydevåben samt dele, komponenter og ammunition hertil mellem lande, som har
tiltrådt protokollen, hvis der ikke foreligger de fornødne udførsels- og
indførselstilladelser fra henholdsvis eksport- og importlandet, jf. afsnit
3.1.
For så vidt angår betydningen af internationale
våbenembargoer henvises til afsnit 2.3.
Derudover ses Danmark ikke at være omfattet af
internationale forpligtelser til at regulere transport af våben mellem
tredjelande, bortset fra hvad der følger af de internationale regler for
transport af farligt gods, jf. afsnit 2.5.
Som det fremgår af ovenstående afsnit 3.2. og 3.3., er en
lang række lande i henhold til EU- og Wassenaar-samarbejdet forpligtet til at
foretage kontrol af våbeneksport fra deres respektive territorier efter
samordnede kriterier.
Endvidere forpligter FN-lande, som tiltræder våbenprotokollen,
sig til at indføre eksportkontrol vedrørende skydevåben mv., men uden at de
nærmere kriterier herfor er angivet, jf. afsnit 3.1.
Også andre lande end EU- og Wassenaar-lande, herunder de
øvrige lande i OECD-kredsen, kan set med danske øjne have fuldt
tilfredsstillende eksportkontrolsystemer.
For en ordens skyld skal det påpeges, at heller ikke EU- og
Wassenaar-landene i alle tilfælde vurderer ansøgninger om eksporttilladelser
med samme resultat, som danske myndigheder ville være nået frem til. Dog vil
de
internationale våbenembargoer forhindre eksport til helt uantagelige
destinationer.
Ud over kontrol med våbenoverførsler på eksportørniveau er
EU-landene forpligtet til at indføre kontrol med aftaler om/arrangering af
overførsel af våben mellem ikke EU-lande, som indgås/foretages på deres
respektive territorier, jf. afsnit 3.7., og det forventes, at en lignende
forpligtelse vil komme til at gælde for samtlige Wassenaar-lande, jf. afsnit
3.3.
4. Omfang og
karakter af dansk våbentransport mellem tredjelande
Med henblik på at belyse omfanget af transport af våben
mellem tredjelande har arbejdsgruppen anmodet om oplysninger fra følgende
myndigheder, organisationer mv.: Danmarks Rederiforening, Rederiforeningen af
1895, Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD), Statens Luftfartsvæsen,
Danske
Speditører, Erhvervsflyvningens Sammenslutning, SAS, Institut for
Internationale Studier, København, International Peace Research Institute,
Oslo
(PRIO), Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI), Norwegian
Initiative on Small Arms Transfers (NISAT) og Human Rights Watch.
Arbejdsgruppen har modtaget relevante oplysninger fra
Danmarks Rederiforening, SiD, Statens Luftfartsvæsen, og Erhvervsflyvningens
Sammenslutning, som er refereret nedenfor.
I øvrigt har Forsvarsministeriet udtalt følgende:
»Det vurderes på baggrund af alment tilgængelige kilder, at
der er en betydelig dansk deltagelse i transport med våben. Der gennemføres
imidlertid ikke en systematisk registrering og bearbejdning af sådanne
oplysninger,
og der vil derfor ikke kunne bidrages med konkrete og validerende opgørelser
af
omfanget af dansk transport mellem tredjelande.«
4.1. Våbentransport med danske skibe
Danmarks Rederiforening har over for arbejdsgruppen den
25. september 2003 oplyst følgende nøgletal for dansk skibsfart:
»Den danske handelsflåde er den
største nogensinde med en samlet tonnage på 7,4 mio. BT
10)
eller 9,4 mio. TDW
11)
fordelt på ca. 530 skibe. Containerskibe,
ro-ro skibe
12)
og anden liniefartstonnage
udgør hovedparten med godt 60 pct. af tonnagen. Tankskibsfarten, dvs. skibe
til
transport af olieprodukter, gas, kemikalier mv. udgør omkring 30 pct. af
tonnagen, mens resterende tonnage er bulk carriers
13)
, køleskibe og specialskibe som f.eks. bugser- og
forsyningsskibe.
Herudover ejer danske rederier
[
skibe
]
i
udlandet med tonnage i samme størrelsesorden som under dansk flag. Disse
skibe
er primært registreret i Storbritannien, Singapore, Norge og USA.
Endelig indchartres en betydelig
udenlandsk tonnage til drift og disposition for danske rederier svarende til
2-3 gange den danske handelsflådes størrelse.
Den danske handelsflåde udgør ca.
1,3 pct. af verdenstonnagen, og samlet set disponeres mere end 5 pct. af
verdenstonnagen af danske rederier.«
Den 30. september 2003 har Danmarks Rederiforening
supplerende svaret følgende på et spørgsmål om, hvor stor en del af den
danske
handelsflåde, som er udchartret til udenlandske rederier:
»De seneste tal, vi har, er fra
2001 (DS Regnskabsstatistik), hvor der blev udchartret omkring 3 mio. BT,
hvilket er det samme niveau som i 2000. Disse skibe udchartres til hele
verden,
dvs. befragtere og rederier i resten af Europa, USA, Canada, Latinamerika,
Australien, Japan, Asien, Indien, Mellemøsten og Afrika.«
Danmarks Rederiforening har endvidere i et notat af 6. juni
2003 til Justitsministeriet oplyst følgende om omfanget og karakteren af
dansk
skibstransport af våben:
» det bemærkes, at der ikke
forefindes officiel eller på anden måde tilgængelig statistik om dette emne.
Rederiforeningens administration har derfor valgt at foretage en rundspørge
hos
en halv snes relevante rederier – store såvel som små – for at søge
spørgsmålet
belyst.
Flere af rederierne er slet ikke
beskæftiget med nogen form for våbentransport, og det står dermed klart, at
dansk skibsfart som sådan ikke er specielt involveret i sejlads af våben. På
den anden side er der enkelte mindre rederier, der er specialiserede i
sejlads
af farlige laster som defineret i IMO’s farligt gods kode og de
forskellige
kategorier/fareklasser 1-9, som godset skal mærkes med, herunder ammunition
og
våben. Dertil kommer aktiviteter for NATO og lignende vesteuropæiske
konstellationer, hvor sejlads foretages også af større rederier.
Hvis der ses på
transportmønsteret, er der primært tale om transporter fra NATO eller
OECD-lande, ikke mindst i nordeuropæisk eller atlant-fart samt til
kriseområder, hvor førstnævnte lande er involverede. Derudover foregår der en
vis våbentransport fra OECD-lande (regeringer eller producenter) til
destinationer i Sydamerika, Fjernøsten og en række arabiske lande, hvor
modtagerne er regeringer eller rettere militær og politi .«
SiD har i skrivelse af 28. maj 2003 til Justitsministeriet
bl.a. anført følgende:
»Igennem flere årtier har danske
skibe transporteret militært udstyr, herunder våben og ammunition i
betydeligt
omfang. .
SiD har anslået, at transporterne
til Sydafrika i perioden fra 1978 til begyndelsen af halvfemserne har fundet
sted minimum 60 gange – til Iran/Irak har transporterne fundet sted
minimum 100
gange.
Derudover har danske skibe været
involveret i transporter til regioner, der åbenlyst har brugt våbnene til at
undertrykke egne befolkninger eller i krigshandlinger mod nabostater.
Transporter har også fundet sted
med udgangspunkt i Europa til lande, der er omfattet af EU’s embargo.
Danske skibe har deltaget i
overtrædelser af andre landes lovgivning ved at transportere til lande, hvor
transport er forbudt. Dette er foregået med mellemlandes medvirken eller ved
direkte sejlads.
Transporter har ligeledes fundet
sted til halv- eller paramilitære bevægelser samt organisationer, der er sat
i
forbindelse med terrorvirksomhed. «
Der har gennem årene i medierne været omtalt en række sager
om transport af våben mellem tredjelande på danske skibe, herunder
transporter
til Sydafrika, mens landet var underlagt international våbenembargo, og
transporter til Iran og Irak under krigen mellem disse lande.
Det kan i øvrigt nævnes, at Højesteret ved dom af 16. oktober
1985 (refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1985, side 1037) i henhold til
straffelovens § 110 c idømte en tiltalt 6 måneders ubetinget fængsel for
som mægler sammen med en dansk skibsreder at have formidlet et betydeligt
antal
skibstransporter af våben og ammunition fra Europa til Sydafrika.
Skibsrederen
unddrog sig strafferetlig forfølgning ved at forlade Danmark.
Endvidere blev en dansk reder ved Østre Landsrets dom
refereret i Ugeskrift for Retsvæsen, 1993, side 495, dømt for i strid med
våbenlovens § 6, stk. 1, at have udført våben fra Danmark. Når
dommen
nævnes i denne sammenhæng, skyldes det sagens baggrund. Der var tale om et
dansk skib, som på vej fra Polen til Syrien gik på grund ud for Søby og
derfor
uplanlagt kom i havn dér, inden sejladsen blev genoptaget, hvilket
landsretten
slog fast var en udførsel i våbenlovens forstand.
4.2. Våbentransport med danske fly
Statens Luftfartsvæsen (SLV) har over for arbejdsgruppen
oplyst, at SLV med ganske få undtagelser alene udsteder tilladelser til
transport
af våben (se afsnit 2.5.2.) til SAS, som har fly indregistreret i både
Danmark,
Norge og Sverige. Det er imidlertid ikke muligt ud fra tilladelserne at
opgøre
omfanget af transport af våben mellem tredjelande med danske fly.
SAS har over for arbejdsgruppen
oplyst, at heller ikke SAS
umiddelbart har disse data tilgængelige i
virksomhedens statistik.
Erhvervsflyvningens Sammenslutning har den 8. juni 2003 over
for arbejdsgruppen oplyst, at der ved høring af medlemmerne ikke var modtaget
oplysning om kendskab til transport af våben mellem tredjelande med danske
luftfartøjer. Det bemærkes, at SAS ikke er medlem af Erhvervsflyvningens
Sammenslutning.
4.3. Transport med danske køretøjer
Det har ikke været muligt for arbejdsgruppen at
fremskaffe statistiske oplysninger om omfanget af eventuel transport af våben
mellem tredjelande med dansk registrerede køretøjer.
5. Tidligere
beslutnings- og lovforslag
Der har siden 1987 flere gange været fremsat såvel
beslutnings- som lovforslag om kontrol med våbentransporter. Nedenfor følger
en
kort gennemgang af disse forslags indhold og udfald.
Regeringen blev ved folketingsbeslutning nr. B 80, der blev
fremsat den 13. januar 1987 af 6 socialdemokratiske folketingsmedlemmer,
pålagt
senest ved Folketingets åbning i 1987 at fremsætte et forslag til lov om
forbud
mod våbentransporter til krigsførende lande eller til konfliktområder.
Justitsminister Erik Ninn Hansen fremsatte på den baggrund
den 7. oktober 1987 (L 21) forslag til lov om forbud mod våbentransporter til
krigsførende lande eller konfliktområder. Lovforslaget bortfaldt senere på
grund af folketingsvalget den 10. maj 1988.
Lovforslaget indebar en ordning, hvorefter våben og
krigsmateriel mv. kun må transporteres på danske skibe, jf. sølovens
§ 1,
og luftfartøjer, der er registreret i Danmark, hvis justitsministeren giver
forudgående tilladelse til transporten.
Ifølge forslaget omfatter tilladelsesordningen alene våben
og krigsmateriel, der er nævnt i et bilag til lovforslaget. Endvidere er
transporter til Danmark eller udførsel herfra efter gældende regler og
transporter i forbindelse med danske militærpersoners rejser eller danske
militære enheders forlægninger og transporter, der er led Danmarks deltagelse
i
NATO-samarbejdet, ikke omfattet.
Tilladelser kan ifølge forslaget i øvrigt ikke gives til
transport af våben og krigsmateriel mv. til stater, der er krigsførende eller
til konfliktområder, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder.
Tilladelser kan gives til bestemte angivne transporter eller som en
forhåndstilladelse,
der gælder indtil videre, til transporter til bestemte stater. Forslaget
indeholder endvidere hjemmel for justitsministeren til dels at fastsætte
regler
om, at transport af våben mv. kan finde sted til nærmere angivne stater uden
tilladelse, dels at bekendtgøre en liste, der angiver stater, hvortil der
ikke
gives tilladelse til transport af våben mv.
For overtrædelser af loven, der finder sted med skib,
straffes skibsføreren og den, der er trådt i skibsførerens sted. For
overtrædelser, der finder sted med luftfartøj, straffes den, der er ansvarlig
for, hvilken last luftfartøjet medfører. Desuden straffes den, der medvirker
til handlingen, hvis den pågældende er ejer eller bruger af skibet eller
luftfartøjet eller handler på ejerens eller brugerens vegne.
Overtrædelser, der skyldes uagtsomhed, straffes efter
forslaget kun, hvis lastens indhold fremgik af transportdokumenterne, eller
hvis lasten på grund af ganske særlige omstændigheder burde have været
undersøgt. Formålet med sidstnævnte bestemmelse var i henhold til
bemærkningerne at fritage transportører af containere for den praktisk
umulige
opgave at kontrollere samtlige containeres indhold inden transporten.
Straffen er ifølge forslaget bøde, hæfte eller fængsel
indtil 1 år.
Lovforslaget blev genfremsat uændret den 14. februar 1989 (L
203) af 6 folketingsmedlemmer fra henholdsvis Socialdemokratiet og
Socialistisk
Folkeparti. Retsudvalget afgav den 18. maj 1989 betænkning over lovforslaget.
Et flertal i udvalget indstillede lovforslaget til vedtagelse med visse
ændringer, herunder navnlig den ændring, at anvendelsesområdet blev udvidet
til
også at omfattet transport af våben mv. på udenlandske skibe, hvis danske
personer/selskaber har en bestemmende indflydelse over skibet eller
luftfartøjet,
eller helt eller delvis lejer transportkapacitet for at transportere våben
mv.
på skibet eller luftfartøjet. I øvrigt foreslog man en ændret formulering af
bestemmelsen om straf for uagtsomme handlinger, så formuleringen om at
»lasten
på grund af ganske særlige omstændigheder burde have været undersøgt« blev
ændret til »særlige omstændigheder burde have givet anledning til mistanke
om,
at lasten indeholdt våben og krigsmateriel omfattet af loven.« Forslaget blev
forkastet ved Folketingets 3. behandling den 2. juni 1989.
Den 11. april 1991 blev lovforslaget (L 164) fremsat på ny i
uændret form af 6 folketingsmedlemmer fra henholdsvis Socialdemokratiet, og
Socialistisk Folkeparti. Forslaget faldt bort ved folketingssamlingens
slutning.
Keld Albrechtsen (EL) og Helge Bo Jensen (EL) fremsatte den
24. april 2001 forslag til folketingsbeslutning (B 192) om forbud mod
våbentransporter<DOCUMENT_START>. Det fremgik af bemærkningerne til
forslaget, at forslaget var en revideret genfremsættelse af forslag til
folketingsbeslutning
nr. B 80 fra 1987. Forslaget faldt bort ved folketingssamlingens slutning.
Den 11. marts 2003 fremsatte Søren Søndergaard (EL) og Line
Barfod (EL) beslutningsforslag nr. B 107, som var en genfremsættelse af
beslutningsforslag nr. B 192 fra 2001. Forslaget faldt bort ved
folketingssamlingens slutning.
6. Udenlandsk
ret
6.1. Regulering af våbentransport i andre EU- og
NATO-lande
Arbejdsgruppen har indhentet oplysninger om
retstilstanden vedrørende transport og formidling af våben i EU-landene samt
Norge, Canada og USA via de danske ambassader i de respektive lande.
Finland
,
Frankrig
,
Grækenland, Holland, Irland
,
Italien
,
Luxembourg
,
Norge
,
Portugal,
Spanien
,
Storbritannien
,
Sverige, Østrig,
Canada
og
USA
har efter det for arbejdsgruppen oplyste ingen generel
regulering af transport af våben mellem tredjelande, herunder intet krav om
indhentelse af transporttilladelse. Muligheden i disse lande for at forbyde
transport af våben til lande, som er omfattet af en international embargo,
varierer.
Eksempelvis har
Irland
oplyst, at kun fysisk transport i form af eksport fra Irland kan
forbydes, hvilket man erkender efterlader ’huller’ i den irske
lovgivning. Man
har påbegyndt en revision af lovgivningen.
Norge
har
vedrørende våbenembargoer, som er bindende vedtaget af FN’s
Sikkerhedsråd,
oplyst, at der bliver udarbejdet og vedtaget en særlig norsk sekundær lov med
samme indhold som disse embargoer. Indeholder vedkommende embargo ikke kun
forbud mod handel/eksport, men også mod transport, må dette forbud dermed
antages også at blive implementeret i norsk ret. Denne ordning svarer til den
nuværende danske med hjemmel til udstedelse af anordninger til gennemførelse
af
FN-embargoer.
Canada
har
oplyst, at man har lovhjemmel til administrativt at iværksætte våbenembargoer
vedtaget i FN eller andre internationale fora samt til at nedlægge forbud mod
transport af våben til det pågældende land, herunder fra et tredjeland, samt
mulighed for at pålægge straf for overtrædelse heraf.
Som et sidste eksempel kan det oplyses, at man i
Storbritannien
med hjemmel i The Export
Control Act fra 2002, afsnit 4 ( Trade controls’) har udarbejdet udkast
til
»The
[
Embargoed
Destination
]
(Sanctions) Order xxxx«, som har været i høring og forventes at træde i kraft
ultimo 2003.
»The
[
Embargoed Destination
]
(Sanctions) Order xxxx«
er et eksempel på de bekendtgørelser, som agtes udstedt vedrørende lande, som
omfattes af en EU-, OSCE-, ikke-bindende FN- eller national embargo (bindende
FN-embargoer vil fortsat blive implementeret under the United Nations Act
1946).
I henhold til udkastet er det forbudt direkte eller
indirekte
a)
at sælge eller
levere (’supply or deliver’),
b)
at indgå aftale om at
sælge eller levere, eller
c)
at foretage sig
nogen handling, som er beregnet på at fremme salg eller levering af de i
bekendtgørelsen oplistede varer til nogen person eller noget sted i det
embargobelagte land, medmindre ministeren har givet tilladelse hertil.
Forbuddet gælder efter udkastet enhver handling foretaget i
Storbritannien og handlinger foretaget uden for Storbritannien, hvis der er
tale om en britisk person. Forbuddet gælder ikke varer, der befinder sig i
Storbritannien, medmindre de er i transit.
Det fremgår af bemærkningerne til udkastet, at der vil blive
udstedt en bekendtgørelse vedrørende ethvert land, som omfattes af en fuld
våbenembargo, uanset om embargoen forpligter Storbritannien til at regulere
såvel handel (mellem tredjelande) som eksport. Bekendtgørelsen vil gælde, så
længe embargoen står ved magt.
De forbudte handlinger nævnt ovenfor under c) omfatter i
henhold til bemærkningerne finansielle og forsikringsmæssige ydelser
vedrørende
handelen/aftalen samt foranstaltning eller ydelse af transport af varerne.
Det anføres videre i bemærkningerne, at tilladelse til de
ellers forbudte handlinger normalt ikke vil kunne opnås, men at dette kan
komme
på tale i meget sjældne situationer, f.eks. i forbindelse med levering af
krigsmateriel til fredsbevarende styrker.
Kun
Tyskland
og
Belgien
har aktuelt regler om
våbentransport, som indebærer krav om tilladelse til transport mellem
tredjelande.
For
Tysklands
vedkommende følger det af lov om krigsvåbenkontrol
(Kriegswaffenkontrollgesetz
(KWKG)) § 4, stk. 1, at al transport af krigsvåben uden for
Tyskland
på skibe, som fører tysk flag, eller på fly, som er indregistreret i
Tyskland,
kræver tilladelse. I henhold til stk. 2, kan der meddeles generel
tilladelse til transport i bestemte områder. Der skal ansøges om tilladelse
inden krigsvåbnene er bragt ombord på henholdsvis skibet eller flyet.
Generel tilladelse til transport af krigsvåben med skibe
under tysk flag eller tysk registrerede luftfartøjer gives i tilfælde, hvor
krigsvåbnene lastes uden for tysk område, ikke bliver ført igennem tysk
område,
og bliver udlosset i Belgien, Danmark, Frankrig, Grækenland, Storbritannien,
Italien, Luxembourg, Holland, Norge, Østrig, Portugal, Sverige, Schweiz,
Spanien, Tyrkiet eller USA.
Krigsvåbenkontrolloven indeholder et bilag med en liste over
de genstande, stoffer og organismer, som anses for krigsvåben. De generelle
tilladelser gælder dog ikke for transport af antipersonminer.
Belgien
har den
7. juli 2003 vedtaget en lov om import, eksport, transit af våben mv., der
trådte i kraft den 17. juli 2003. Loven indeholder bestemmelse om, at ingen
belgier eller udlænding, som har bopæl eller udøver erhvervsvirksomhed i
Belgien, må forhandle, eksportere eller levere våben mv. til udlandet, eller
besidde våben mv. med dette formål, eller optræde som mellemmand i sådanne
transaktioner uden tilladelse fra Justitsministeriet. Dette gælder uanset om
handlingen foretages mod vederlag eller vederlagsfrit, uanset varernes
oprindelsessted og destination, og uafhængigt af om varerne kommer ind på
belgisk territorium. Der kan ansøges om såvel en tidsubegrænset tilladelse
som
en tilladelse til en given transaktion.
En mellemmand er i lovteksten defineret som en person, der
skaber forudsætningerne for, at der kan indgås en aftale om forhandling,
eksport eller levering af våben mv. til udlandet, eller om besiddelse af
våben
mv. med henblik herpå, samt enhver der indgår en sådan aftale, selv om
transporten udføres af en tredjemand. Også dette gælder uanset om handlingen
foretages mod vederlag eller vederlagsfrit, uanset varernes oprindelsessted
og
destination, og uafhængigt af om varerne kommer ind på belgisk territorium.
Loven indebærer efter det for arbejdsgruppen oplyste, at
såvel den, der udfører transport af våben mellem tredjelande, som den, der
formidler en aftale om sådan transport, skal have tilladelse hertil.
Arbejdsgruppen har endvidere fået oplyst, at det belgiske
justitsministerium på grund af visse tekniske/praktiske problemer med
anvendelsen af den nye lovgivning er blevet anmodet om at undersøge
mulighederne for at løse problemerne og udarbejde et hastelovforslag herom.
6.2. Afgrænsningen mellem våbentransport og
våbenformidling
Våbentransport har nær sammenhæng med våbenformidling,
men de eksisterende nationale regelsæt om våbenformidling omfatter oftest
hverken rene transportydelser eller formidling heraf. Efter det for
arbejdsgruppen oplyste har Belgien, Finland, Frankrig, Holland, Norge,
Sverige,
Storbritannien, Tyskland, Østrig og USA regler om våbenformidling, mens dette
ikke er tilfældet for Grækenland, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal,
Spanien og Canada. Nedenfor gennemgås eksempler på denne nationale lovgivning
om våbenformidling, herunder hvordan reglerne afgrænses over for
våbentransport.
I øvrigt henvises der til bemærkninger vedrørende forslaget
til EU’s fælles holdning om våbenformidling i afsnit 3.7.
Belgien
Ny belgisk lovgivning fra juli 2003 indeholder som nævnt
i afsnit 6.1. regler om våbenformidling, der blandt andet omfatter rene
transportydelser og formidling heraf.
USA
Efter amerikansk ret, nærmere bestemt ’International
Traffic in Arms Regulation’ (ITAR), skal våbenformidlere som
udgangspunkt dels
registreres som sådanne og dels have tilladelse til konkrete
formidlingsaktiviteter.
En formidler defineres i loven som en person, der optræder
som mellemmand (agent) for andre ved forhandling, etablering af kontakt, køb
salg og overførsel af forsvarsmateriel og -ydelser.
Formidlingsaktiviteter defineres som dette at optræde som
formidler, jf. definitionen ovenfor, og angives at omfatte finansiering,
transport, befragtning, fremstilling, eksport eller import af
forsvarsmateriel
og –ydelser.
Transport, der ydes af personer, som ikke (samtidig) er
formidlere, er således ikke omfattet af reglerne. Dette fremgår i øvrigt
udtrykkeligt af ITAR sec. 129.3 (b) (3), hvor det bestemmes, at kravet om
registrering bl.a. ikke gælder for »personer, der alene driver virksomhed
inden
for finansiering, transport eller fragtforsendelse (freight forwarding), og
hvis virksomhed ikke tillige omfatter formidling af forsvarsmateriel eller
-ydelser. F.eks. er luftfragtvirksomheder og viderebefragtere, der alene
transporterer eller arrangerer transport af materiel, der omfattet af
’the
Munitions List’ ikke registreringspligtige«.
Finland
Efter finsk ret forudsætter formidling af
forsvarsmateriel mellem tredjelande konkret tilladelse, jf. »Lag om export
och
transitering av försvarsmateriel« § 2 a. I lovens § 1 defineres
formidling som »virksomhed gennem hvilken aftaleparterne bringes i kontakt
med
hinanden med henblik på at få en aftale om eksport eller overførsel af
krigsmateriel mellem tredjelande i stand«.
Det følger klart af definitionen, at rene transportydelser
ikke er omfattet af definitionen, hvorimod det ikke kan udelukkes, at den,
der
som mellemmand sørger for at bringe en aftale om transport af våben mellem
tredjelande i stand, er omfattet.
Holland
Den hollandske våbenlov bestemmer, at formidling af
våbenhandel mellem tredjelande foretaget af personer, der er registreret som
bosiddende i Holland, og/eller hvis aktiviteter udøves fra en i Holland
værende
adresse, i hvert enkelt tilfælde skal godkendes af et særligt kontor under
finansministeriet.
En transportør registreret i Holland – eksempelvis et
rederi, et luftfartsselskab eller en speditør – som på vegne af en
formidler
udfører en transport mellem tredjelande, er derimod ikke pålagt noget krav om
at indhente forudgående tilladelse til transporten.
Sverige
Efter den svenske krigsmateriellov (Lag om
krigsmateriel) er det som udgangspunkt forbudt i Sverige at drive virksomhed
vedrørende ’tilhandahållande’, der defineres som salg,
overdragelse, leje, lån,
gave eller formidling af blandt andet krigsmateriel uden en generel
tilladelse
hertil. Svenske myndigheder, svenske virksomheder og den, som er bosat eller
opholder sig fast i Sverige, må heller ikke drive sådan virksomhed i udlandet
uden generel tilladelse.
Desuden stilles der som udgangspunkt krav om konkret
tilladelse i hvert enkelt tilfælde for at svenske myndigheder, svenske
virksomheder og den, som er bosat eller opholder sig fast i Sverige, kan
’tilhandahålla’ krigsmateriel, som befinder sig i udlandet, til
nogen som
ligeledes befinder sig i udlandet.
Begrebet »formidling« er ikke defineret nærmere i loven, men
det fremgår af forarbejderne, at transport af krigsmateriel ikke er reguleret
af krigsmaterielloven, og at der følgelig hverken kræves generel eller
konkret
tilladelse til transport af krigsmateriel.
Storbritannien
I Storbritannien
har
man med hjemmel i The Export Control Act fra 2002, afsnit 4 ( Trade
controls’)
udarbejdet udkast til »Trade in Controlled Goods (Control) Order 200x«, der
som
ovennævnte »The
[
Embargoed
Destination
]
(Sanctions) Order xxxx« har været i høring og forventes at træde i kraft
ultimo
2003.
Udkastet indeholder blandt andet regler om handel med og
formidling af militært og paramilitært udstyr mellem tredjelande.
Udkastet bestemmer, at det er forbudt uden tilladelse
1)
at erhverve eller
afhænde eller påtage sig at erhverve eller afhænde nævnte udstyr,
2)
at arrangere eller
forhandle eller påtage sig at arrangere eller forhandle en aftale om en sådan
erhvervelse eller afhændelse, eller
3)
at foretage nogen
handling eller påtage sig at foretage nogen handling, som er beregnet på at
fremme foranstaltningen eller forhandlingen af en aftale om erhvervelse eller
afhændelse af nævnte udstyr,
når man ved eller har
grund til at tro, at erhvervelsen/afhændelsen eller aftalen herom vil eller
kan
resultere i, at udstyret flyttes fra ét tredjeland til et andet.
Forbuddet gælder (kun), hvis handlingen eller en del af
handlingen er foretaget i Storbritannien og gælder ikke varer, der befinder
sig
i Storbritannien, medmindre de er i transit.
Det fremgår af bemærkningerne til udkastet, at punkt 1 er
møntet på personer, der (på et tidspunkt i forløbet) har eller tilsigter at
få
ejerskab til det omhandlede udstyr, mens punkt 2 er møntet på
mellemmænd/formidlere.
Det fremgår endvidere udtrykkeligt af udkastet, at punkt 2
og 3 ikke gælder personer, hvis eneste engagement i forhold til
erhvervelsen/afhændelsen er at yde eller indvillige i at yde
a)
transport,
b)
finansiering eller
finansielle ydelser,
c)
forsikring eller
d)
generel annoncering
eller reklame.
I henhold til bemærkningerne til udkastet agter man ud over
»standard individuelle tilladelser« og »åbne individuelle tilladelser« at
udstede »åbne generelle handelstilladelser«, som vil dække handel mellem
udvalgte lande med alle andre varer end torturudstyr, landminer,
langtrækkende
missiler og dele hertil. En sådan generel tilladelse vil i henhold til
bemærkningerne omfatte handel mellem ethvert oprindelsesland (bortset fra
Irak,
Zimbabwe eller individer, som er omfattet af Al Qaida og Taliban sanktioner)
og
enhver destination i EU, USA, Canada, New Zealand, Australia, Japan, Norge
eller Island samt handel fra sidstnævnte lande til enhver destination, som
Storbritannien ikke er forpligtet til/har påtaget sig at afskære eller
begrænse
eksport til. Den generelle tilladelse vil dog ikke finde anvendelse, hvis
indehaveren af tilladelsen ved eller af regeringen er blevet oplyst om, at
den
pågældende transaktion vil være i strid med enten eksport- eller
importreglerne
i henholdsvis eksport- og importlandet.
6.3. Sammenfatning
Kun to lande (Tyskland og Belgien) ud af de adspurgte
(EU-landene, Norge, Canada og USA) har regulering af transport af våben
mellem
tredjelande. I Belgien er våbentransport omfattet af regler om
våbenformidling,
mens våbentransport i Tyskland er reguleret separat. En række af de øvrige
lande har regler om våbenformidling, som ikke omfatter rene transportydelser.
7.
Arbejdsgruppens overvejelser
I øjeblikket er transport af våben mellem tredjelande
efter dansk ret kun begrænset af juridisk bindende FN-våbenembargoer i
henhold
til FN-Pagtens kapitel VII, som er implementeret i dansk ret ved kongelig
anordning, jf. afsnit 2.3.1. Herudover kan der – forudsat at gældende
regler om
transport af farligt gods mv. er overholdt, jf. afsnit 2.5. – frit
transporteres våben mellem tredjelande.
En regulering af området skal som minimum sikre, at de
internationale forpligtelser, der påhviler Danmark, overholdes.
Nedenfor er beskrevet de overvejelser, som arbejdsgruppen
har gjort sig vedrørende opfølgningen på de internationale våbenembargoer.
Endvidere er der redegjort for arbejdsgruppens overvejelser
om de ændringer, der bør gennemføres i anledning af de krav, der følger af
FN´s
våbenprotokol.
Arbejdsgruppen har overvejet, om der herudover er behov for
yderligere regulering af våbentransporter mellem tredjelande. Oplysningerne
om
omfanget af våbentransport mellem tredjelande med dansk deltagelse og
oplysningerne om, hvorfra og hvortil transporterne går, er behæftet med en
betydelig usikkerhed, jf. afsnit 4. I hvert fald for så vidt angår
søtransport
må der imidlertid antages at være tale om transport af et ikke ubetydeligt
omfang.
En del af disse transporter må antages at vedrøre militært
materiel, som enten det danske forsvar, Danmarks militære samarbejdspartnere
eller evt. FN står bag. Sådanne transporter bør naturligvis fortsat uhindret
kunne finde sted.
En række transporter må desuden antages at foregå til eller
fra destinationer, hvor der i kraft af en eksport- og importkontrol, der er
sammenlignelig med den danske, ikke er et påtrængende behov for en særskilt
kontrol af transportleddet.
Tilbage står transporter, som enten sker uden eksport- eller
importkontrol, fordi en sådan ikke gennemføres i de pågældende lande, eller
sker efter en kontrolordning, der ikke lever op til de principper, som ligger
til grund for dansk eksportkontrol. Spørgsmålet er, om der for disse
transporters vedkommende er behov for yderligere regulering i dansk ret
.
Arbejdsgruppen har ikke på det foreliggende grundlag fundet
det muligt blot tilnærmelsesvist at skønne over omfanget af denne type
transporter.
Sådanne transporter vil imidlertid fortsat kunne forekomme
også efter en gennemførelse af de tiltag, der er nævnt i afsnit 7.1.
vedrørende
FN’s våbenprotokol og 7.2. vedrørende internationale våbenembargoer uden
mulighed for dansk indgriben, medmindre der er tale om overtrædelse af en
embargo. Arbejdsgruppen har derfor i afsnit 7.3. redegjort nærmere for,
hvorledes en yderligere regulering af området kan tænkes udformet.
Ved afgørelsen af, om der bør etableres en sådan yderligere
regulering, finder arbejdsgruppen det især væsentligt at pege på følgende
momenter:
Det kan være forbundet med betydelige vanskeligheder at
konstatere og efterforske ulovligheder, der er knyttet til handlinger, der
foretages uden for Danmark, og muligheden for at foretage retsforfølgning kan
af den grund tænkes at blive begrænset.
Endvidere er det næppe muligt at konstruere en ordning, der
afværger alle muligheder for at unddrage sig dansk jurisdiktion ved hjælp af
forskellige aftalekonstruktioner, valg af aktører mv.
Endelig vil en regulering, der ikke er gennemført
internationalt, men alene indebærer forpligtelser for danske redere, være
tyngende for erhvervet og kan tænkes at få en afsmittende effekt også på
transport af andre varegrupper, jf. afsnit 7.3.3. Samtidig vil en dansk
regulering have en meget begrænset effekt globalt set, idet transporterne må
formodes fortsat at blive gennemført, blot af andre aktører.
Heroverfor kan navnlig anføres, at det for nogle
transporters vedkommende vil kunne forekomme stødende, at transporten kan
foretages med dansk deltagelse, uden at danske myndigheder har mulighed for
at
gribe ind. Desuden vil det med regulering være muligt for politiet at
foretage
en forebyggende indsats, ligesom der i en regulering ligger en væsentlig
signalværdi, som må antages at føre til, at den almindelige reder vil afstå
fra
at have med sådanne transporter at gøre.
Afgørelsen af, om der på den baggrund bør søges gennemført
en regulering udover, hvad der er beskrevet i afsnit 7.1. og 7.2. om
FN’s
våbenprotokol og internationale våbenembargoer, beror efter arbejdsgruppens
opfattelse primært på en politisk stillingtagen til de anførte momenter.
Arbejdsgruppen har derfor ikke fundet grundlag for at fremkomme med en
anbefaling på dette punkt, men har begrænset sig til at skitsere de mulige
modeller for en yderligere regulering, jf. afsnit 7.3.
Arbejdsgruppen har under hensyn til, at valget mellem de
skitserede modeller primært beror på en politisk vurdering, heller ikke
fundet
grundlag for at pege på en af de nævnte modeller som den bedste.
Arbejdsgruppen
har begrænset sig til at konstatere, at den ene af de beskrevne modeller
–
tilladelsesmodellen – må antages at være så administrativt belastende,
at
værdien af ordningen ikke vil stå mål hermed.
7.1. FN’s våbenprotokol
FN´s våbenprotokol må antages at indebære en
forpligtelse for de kontraherende parter, herunder Danmark, til – med de
undtagelser der følger af artikel 4, stk. 2 – at gøre det strafbart
at
transportere skydevåben samt dele, komponenter og ammunition dertil mellem to
fremmede lande, hvis der ikke foreligger de fornødne udførsels- og
indførselstilladelser fra henholdsvis eksport- og importlandet, jf. afsnit
3.1.
Ved en regulering af våbentransportområdet bør der indføres
bestemmelser, der gør det muligt at opfylde de forpligtelser, der følger af
protokollen.
Transport, der sker som led i en uautoriseret overførsel
(dvs. hvor de fornødne indførsels- og udførselstilladelser ikke foreligger)
af
skydevåben samt dele, komponenter og ammunition hertil, bør således
kriminaliseres.
Våbenprotokollen forpligter alene til at kriminalisere
transport som led i uautoriseret våbenoverførsel mellem lande, som har
tiltrådt
våbenprotokollen. Arbejdsgruppen finder det imidlertid uhensigtsmæssigt at
lade
udstrækningen af kriminaliseringen afhænge af, hvilke lande der til enhver
tid
har tiltrådt protokollen. Det er således arbejdsgruppens opfattelse, at
kriminaliseringen bør gælde transport mellem alle lande.
Våbenprotokollen forpligter endvidere alene de kontraherende
parter til at kriminalisere forsætlige handlinger. Som det også fremgår af
afsnit 7.5.4. finder arbejdsgruppen imidlertid ikke grundlag for at fravige
det
almindelige udgangspunkt i dansk ret om, at særlovsovertrædelser kan straffes
ved såvel forsætlig som uagtsom overtrædelse.
Arbejdsgruppen har overvejet, om kriminaliseringen bør
udstrækkes til at omfatte alle de typer våben mv., som efter gældende ret er
omfattet af kravet om eksporttilladelse, jf. våbenlovens § 6.
Mod en sådan udvidelse taler navnlig, at danske
transportører derved pålægges en byrde, som (de fleste) andre transportører
ikke vil være underlagt med deraf følgende skadevirkning for
konkurrenceevnen.
Byrden herved må dog antages at være af begrænset omfang, da ansøgning om
tilladelse til udførsel og indførsel foretages af henholdsvis eksportør og
importør.
Endvidere stilles der ikke nødvendigvis krav om henholdsvis
udførsels- og indførselstilladelse efter national ret i eksport- og
importlandet, selv om det pågældende produkt er omfattet af den danske
våbenlovs § 6, og det kan således være vanskeligt for transportøren at
afklare, hvornår sådanne udførsels- og indførselstilladelser er fornødne.
I øvrigt må det antages, at en transportør som udgangspunkt
relativt let kan konstatere, om det gods, som skal transporteres, består af
skydevåben samt dele, komponenter og ammunition dertil, mens det kan være
vanskeligt
at bestemme rækkevidden af våbenlovens § 6, herunder hvornår et produkt
kan anses for at være »materiel til land-, sø- eller luftkrig«.
For at lade alle våbentyper være omfattet taler, at man i
alle tilfælde af transport af våben mv. mellem tredjelande får mulighed for
fra
dansk side at straffe/gribe ind over for den transportør, der medvirker til
en
efter udenlandsk ret ulovlig våbenoverførsel.
Afgørelsen af, om man bør udstrække kriminaliseringen til
flere våbentyper, end hvad der følger af våbenprotokollen, beror således
navnlig på en afvejning af et eventuelt ønske om intensiv kontrol over for
hensynet til transportbranchen.
Det bemærkes dog, at en kriminalisering af transport af alle
våben mv. omfattet af våbenlovens § 6 er et naturligt supplement til den
såkaldte kombinationsmodel, jf. afsnit 7.3.2. Denne model indebærer, at det
som
udgangspunkt kræver tilladelse at transportere våben. Transport til og fra en
række undtages imidlertid fra kravet om tilladelse under hensyn til disse
landes betryggende våbenkontrolsystemer. Hvis man ikke kriminaliserer
transport
af alle våben mv. omfattet af våbenlovens § 6 i tilfælde, hvor der ikke
foreligger de fornødne eksport-/importtilladelser, kan en dansk transportør
uden at risikere straf efter danske regler deltage i en ulovlig udførsel
(dvs.
uden at eksportøren har indhentet fornøden eksporttilladelse og dermed uden
at
våbnene har været underkastet den i kombinationsmodellen forudsatte
eksportkontrol i eksportlandet) af andre våben en skydevåben mv. fra lande,
som
er undtaget fra kravet om dansk transporttilladelse.
7.2. Internationale våbenembargoer
På nuværende tidspunkt er det alene strafbart at
transportere våben til lande, der er omfattet af en juridisk bindende
FN-embargo, som er vedtaget i henhold til FN-Pagtens kapitel VII, og som er
implementeret i dansk ret ved kongelig anordning.
Der synes ikke på nuværende tidspunkt at gælde andre
internationale våbenembargoer, som forpligter Danmark til at forbyde rene
transportydelser.
Ikke desto mindre bør der efter arbejdsgruppens opfattelse ved en regulering
af
våbentransportområdet som minimum indføres bestemmelser, der gør det muligt
at
håndhæve eventuelle fremtidige transportforbud i andre internationale
embargoer, som Danmark er juridisk forpligtet til at efterleve (dvs.
EU-embargoer).
Arbejdsgruppen finder i øvrigt ikke grundlag for at skelne
mellem juridisk og politisk forpligtende embargoer og heller ikke mellem
embargoer, der udtrykkeligt indeholder forbud mod transport, og embargoer,
der
efter ordlyden alene forbyder eksport eller lignende.
Det er således arbejdsgruppens opfattelse, at ny regulering
af våbentransport bør indeholde forbud mod – eller hjemmel til at nægte
eller
udstede forbud mod – transport af våben til ethvert land, som er
omfattet af
enten en FN-, EU- eller OSCE-embargo.
7.3. Mulige modeller for regulering af
våbentransport mellem tredjelande
Der er som udgangspunkt to muligheder for regulering af
våbentransport. Den første mulighed er ’forbudsmodellen’, hvor man
forbyder
transport af våben til en række nærmere angivne lande (som minimum de lande,
som er omfattet af en international våbenembargo), og hvor transport til
andre
lande frit kan foretages. Den anden mulighed er
’tilladelsesmodellen’, hvor
transport af våben mellem tredjelande som udgangspunkt forudsætter en
tilladelse.
Der er herudover en i princippet uendelig række af
variationsmuligheder: De to modeller kan kombineres, således at der nedlægges
ubetinget forbud mod transport til visse lande, mens der kan transporteres
våben til andre lande efter tilladelse. Man kan lade transport til og/eller
fra
nogle lande være undtaget fra kravet om tilladelse. Man kan operere med
konkrete tilladelser (til hver enkelt transport) og/eller generelle
transporttilladelser, der enten kan give adgang til ubegrænset transport (af
enhver type våben til ethvert land) eller til transport mellem visse lande
og/eller af visse våbentyper.
Nedenfor gennemgås henholdsvis forbudsmodellen,
tilladelsesmodellen og en kombinationsmodel nærmere. Det er forudsat, at alle
modeller skal kombineres med et forbud mod transporter af skydevåben mv.
mellem
tredjelande, når der ikke foreligger de fornødne eksport – og
importtilladelser
fra henholdsvis eksport- og importlandet, jf. afsnit 7.1. I øvrigt opfylder
alle tre modeller arbejdsgruppens anbefaling i afsnit 7.2. af et forbud mod
transport til alle lande, der er omfattet af enten en FN-, EU- eller
OSCE-våbenembargo – enten ved et udtrykkeligt forbud eller ved et forbud
mod at
transportere uden en tilladelse, som ikke vil kunne opnås, hvis
modtagerlandet
er omfattet af en våbenembargo.
7.3.1. Forbudsmodellen
Forbudsmodellen indebærer, at transport af våben til en
række nærmere angivne lande forbydes. Alle lande, som er omfattet af en
international våbenembargo, skal være omfattet af forbuddet. Det er tanken,
at
forbudslandene skal oplistes ved en bekendtgørelse, som kan revideres løbende
i
takt med ophævelser og vedtagelser af internationale våbenembargoer.
Forbuddet kan eventuelt ud fra hensynet til Danmarks aftaler
eller samarbejde med udlandet udstrækkes til enkelte andre lande.
Forbudslisten
kan derimod ikke omfatte samtlige lande, hvortil myndighederne ville afslå at
give
udførsels
tilladelse. Dette skyldes, at ansøgninger om
udførselstilladelser vurderes konkret ud fra den aktuelle situation i det
pågældende land, den pågældende modtager i landet, de pågældende våbens art
mv.
Da det ikke ganske kan udelukkes, at der – uanset den i
afsnit 7.7. foreslåede undtagelse vedrørende visse transporter til danske og
udenlandske militære styrker – under ganske særlige omstændigheder kan
opstå
behov for at give dispensation fra forbuddet, bør der skabes en hjemmel
hertil.
Der kan frit – dvs. uden indhentelse af nogen form for
tilladelse – transporteres våben til lande, som ikke er omfattet af
forbuddet.
Fordelene ved denne model er, at
–
den er enkel,
overskuelig og kræver få ressourcer at administrere hos såvel myndigheder som
transportører,
–
danske transportørers
konkurrenceevne bringes ikke i fare ved at pålægge dem at indhente
transporttilladelser, mens de fleste udenlandske transportører kan operere
uden, og
–
man undgår, at én og
samme våbenoverførsel både vurderes af eksportlandets myndigheder som led i
eksport
kontrol
og af de danske myndigheder som led i
transport
kontrol.
Ulempen ved modellen er, at man får en situation, hvor der
frit kan transporteres våben til lande, hvortil myndighederne efter en
konkret
vurdering muligvis ville afslå at give tilladelse til våben
eksport
.
7.3.2. Tilladelsesmodellen
Tilladelsesmodellen i ’ren’ form indebærer, at transport
af våben mellem to fremmede lande kræver tilladelse i hvert enkelt tilfælde.
Det er i givet fald mest nærliggende at vurdere en ansøgning om transport ud
fra de samme kriterier, som anvendes ved vurderinger af ansøgninger om
udførselstilladelser.
Fordelen ved tilladelsesmodellen er, at man opnår fuld
parallelitet til den gældende eksportkontrolordning, og at man således ikke
lovligt vil kunne transportere våben til destinationer, hvortil man under
tilsvarende omstændigheder ikke ville have kunnet opnå eksporttilladelse.
Ulemper ved modellen er, at
–
den kan indebære
betydelige administrative byrder for såvel myndigheder som transportører,
–
det er vanskeligt for
transportørerne at vide, hvornår det er relevant at søge om tilladelse, da de
i
henhold Danmarks Rederiforenings notat af 6. juni 2003, jf. afsnit 6.3.4.,
ikke
altid har fuldt kendskab til det specifikke indhold af lasten,
–
den indebærer risiko
for alvorligt forringet konkurrenceevne for danske transportører, idet de
skal
indhente transporttilladelser efter en tidskrævende procedure, mens de fleste
udenlandske transportører kan operere uden,
–
én og samme
våbenoverførsel vil i mange tilfælde blive vurderet af såvel eksportlandets
myndigheder som led i
eksport
kontrol som af de danske myndigheder som
led i
transport
kontrol.
7.3.3. Kombinationsmodellen
Forbuds- og tilladelsesmodellerne kan kombineres og
modificeres på mange måder. En kombinationsmodel kan tænkes udformet sådan,
at
–
våbentransport til en
række nærmere angivne lande (»de røde lande«) er forbudt,
–
våbentransport til og
fra en række nærmere angivne lande (»de grønne lande«) kan foretages uden
nogen
form for tilladelse, og
–
transport til
restgruppen af lande (»de gule lande«) kræver tilladelse i hvert enkelt
tilfælde på samme måde som i tilladelsesmodellen.
De »røde« lande tænkes afgrænset på samme måde som i
forbudsmodellen.
Afgrænsningen af, hvilke lande der kan anses for »grønne«
afhænger af, hvor intensiv en kontrol man vil have. Grundtanken bør
formentlig
være, at lande, som er acceptable destinationer for våbentransporter, og som
samtidig har et betryggende eksportkontrolsystem, kan anses for omfattet. Det
er imidlertid ikke administrativt muligt at foretage og til enhver tid
ajourføre en vurdering af alle verdens landes eventuelle
eksportkontrolsystemer.
Afgrænsningen af »de grønne lande« er således vanskelig, men
man kunne f.eks. afgrænse listen til EU eller EU+NATO eller EU+NATO+OECD,
hvorimod arbejdsgruppen på baggrund af kendskabet til eksportkontrolpraksis i
visse Wassenaar-lande ikke finder fuldt tilstrækkeligt grundlag for at anse
medlemskab af Wassenaar Arrangementet for i sig selv at kvalificere til en
plads på den »grønne« liste. En liste over medlemmer af EU, NATO, OECD og
Wassenaar Arrangementet findes i underbilag 3. »De grønne lande« skal i
øvrigt
ikke nødvendigvis defineres institutionelt, og der kan således sagtens gøres
tilføjelser eller undtagelser fra ovennævnte afgrænsninger.
Det er tanken, at såvel den »røde« som den »grønne« liste skal
fastsættes ved bekendtgørelse og dermed løbende skal kunne revideres. Hvis
der
i praksis måtte vise sig et stort praktisk behov for at kunne transportere
våben mv. til bestemte lande, som ikke i første omgang er omfattet af listen
over »grønne« lande, kan der således foretages en konkret evaluering af
vedkommende landes eksportkontrolsystemer med henblik på en afgørelse af, om
optagelse på listen kan ske. Under alle omstændigheder kan det ikke undgås,
at
nogle lande i visse tilfælde vil vurdere en ansøgning om eksporttilladelse
anderledes, end de danske myndigheder ville have gjort. Fordelen ved den
’rene’
tilladelsesmodel – at der ikke kan transporteres våben til et land, hvis
de
danske myndigheder ikke ville have givet tilladelse til udførsel af samme
våben
til samme land – vil således blive modificeret i kombinationsmodellen.
Kombinationsmodellen vil i øvrigt i et vist omfang indebære
de samme ulemper som den rene tilladelsesmodel, herunder navnlig
administrative
byrder for såvel myndigheder som transportører, risiko for alvorlig forringet
konkurrenceevne for danske transportører og dobbeltkontrol foretaget af
henholdsvis myndigheder i udlandet og myndighederne i Danmark.
Navnlig de tilfælde, hvor overførslen af våben både vurderes
af eksportlandets myndigheder som led i en (betryggende) eksportkontrol og af
de danske myndigheder som led i transportkontrol, vil blive begrænset.
For så vidt angår risikoen for forringet konkurrenceevne for
danske transportører bemærkes, at kombinationsmodellen i henhold til Danmarks
Rederiforenings nedenfor citerede notat af 6. juni 2003 synes at indebære, at
en meget stor del af våbentransporten med danske skibe vil være undtaget fra
kravet om tilladelse – i hvert fald hvis »den grønne liste« udstrækkes
til hele
OECD-kredsen. Rederiforeningen frygter imidlertid, at udenlandske befragtere
generelt vil fravælge danske transportører, hvis der ved blot en del af
transportopgaverne er risiko for forsinkelse ved indhentelse af
transporttilladelse.
7.3.4. Bemærkninger fra Danmarks Rederiforening og
SiD
Danmarks Rederiforening har i notat af 6. juni 2003
fremsat følgende skriftlige bemærkninger til spørgsmålet om regulering af
våbentransport:
»Det er vigtigt at være opmærksom
på, at disse
[
våben
]
transporter,
der hovedsageligt udføres for regeringer eller regeringsorganer, ikke mindst
af
militærfortrolige årsager ikke er kendt i detaljer af transportøren/rederiet,
hvorfor man ikke ved, om der er tale om våben eller ej. Det gælder både
containere og lastbiltrailere mv., hvor blot IMO-fareklassen oplyses til
rederiet. Som eksempel kan nævnes, at et konkret rederi aktuelt har en
to-årig
kontrakt med det danske forsvar, og under denne kontrakt flyttes de
køretøjer,
trailere og udstyr, som der anmodes om, uden at rederiet nødvendigvis ved, om
der er tale om våben eller andre forsyninger.
Det er i øvrigt ikke muligt at
gennemføre en transport af våben, uden at der er tale om en afskiber, dvs.
regering eller producent, der er godkendt under eksporttilladelsessystemet.
Dette gælder f.eks. en typisk afskibning fra våben- og ammunitionsproducenter
i
USA, UK, Frankrig eller Italien. Der er endvidere kontrol i næsten alle
transitsteder, det være sig kanaler eller havne, ligesom der endelig er
importkontrollen i modtagerlandene.
Det afgørende for rederierne i
forbindelse med regler om transport er, at det sjældent er klart, hvilke
varer
der defineres som sådanne, og at rederierne af regeringerne rent faktisk
sjældent gives oplysningerne om, i hvilket omfang, der er tale om våben.
Dansk
skibsfart lever ikke af sejlads med våben, men de indirekte effekter af
bureaukratiske godkendelsesregler vil være, at rederierne, uanset varens
karakter, fravælges som transportører af disse regeringer, fordi der for
forskellige varekategorier er risiko for, at der opstår forsinkelser ved
indhentning af yderligere tilladelser end indeholdt i eksporttilladelserne.
Hertil kommer yderligere, at afskiberne ikke vil finde det acceptabelt at
skulle vælge forskellige transportører afhængig af destinationslandet, som
ligger
ud over internationale boykotter.
I det omfang der indføres
strammere regler for våbentransporter, er det som tidligere oplyst
Rederiforeningens opfattelse, at et enkelt og gennemsigtigt forbudssystem er
at
foretrække. Der er i øjeblikket et dusin lande på FN’s og EU’s
forbudsliste, og
en fuld dansk implementering, der tager udgangspunkt heri, vil være
administrerbar for erhvervet og samtidig ikke indebære de alvorlige indirekte
effekter af godkendelsesprocedurer, der mere generelt får afskibere til på
forhånd at fravælge dansk flag. Ensidige danske lister vil derimod skabe
problemer for såvel store som små rederier «
SiD har i brev af 2. september 2003 anført følgende:
»Specialarbejderforbundets
interesse i spørgsmålet om transport af våben på danske skibe skal ses i
lyset
af hensynet til sikkerheden for de søfarende og danske skibe.
Set hen over de sidste to årtier
har danske skibe under udøvelse af våbentransport ved adskillige lejligheder
bragt besætningers sikkerhed i fare, og i gentagne tilfælde har skibe og
besætningsmedlemmer været tilbageholdt, fængslet og tiltalt af fremmede
myndigheder. Dette skyldes ikke mindst, at et meget stort antal transporter
har
været udført i strid med fremmede landes regler og/eller interesser.
Vi vil heller ikke undlade at
bemærke, at mange transporter er foregået i strid med dansk udenrigspolitik,
og
at det ikke kan udelukkes, at organisationer, der udøver terrorvirksomhed,
har
benyttet danske skibe som transportled.
Specialarbejderforbundet har ved
gentagne lejligheder påpeget det uhensigtsmæssige i, at der ingen regler har
været gældende for transportleddet, når der ses bort fra ganske få
undtagelser.
Specialarbejderforbundet vil påpege, at vi anser langt de fleste
våbentransporter som ukomplicerede, men vi finder til gengæld, at der også
foretages transporter, der i høj grad bør påkalde sig myndighedernes
opmærksomhed.
I forbindelse med transporterne
finder SiD, at det vigtigste er, at der forefindes et rapporteringssystem,
således at danske myndigheder er bekendt med en transports eksistens, samt at
det er muligt for både reder og myndigheder at identificere den endelige
afskiber og modtager.
Specialarbejderforbundet anser
derfor, at
[
tilladelses
]
modellen
i »ren« form vil være at foretrække. Vi mener ikke, at en sådan løsning vil
være vanskelig at administrere for rederierne, idet sådanne transporter vil
være tilrettelagt og planlagt med en tidshorisont, således at en tilladelse
ville kunne blive ekspederet.
Vi ønsker at påpege, at der fra
både EU-lande, NATO-lande og OECD-lande har fundet transporter sted til
krigsførende magter, undertrykkende regimer, private våbenhandlere,
organisationer etc. På trods af officiel restriktiv lovgivning. Fra en række
havnebyer i ovennævnte lande er våben ligeledes ved hjælp af frihavnsstatus
eller manglende kontrol blevet udskibet i massivt omfang.
Specialarbejderforbundet finder
derfor ikke, at »kombinationsmodellen« vil kunne indebære det nødvendige
element af sikkerhed for besætningen. Skulle kombinationsmodellen anvendes,
opfordrer vi til, at kun de lande, som Danmark med stor sikkerhed ved udøver
den nødvendige kontrol, bliver optaget på listen.«
7.3.5 Konklusion
Efter arbejdsgruppens opfattelse må en ren
tilladelsesmodel frarådes, da den må forventes blive meget tung at
administrere, og i mange tilfælde kun vil have meget begrænset merværdi i
forhold til våbeneksportkontrollen i det land, hvorfra våbnene transporteres.
En sådan ordning vil endvidere indebære stor risiko for at skade danske
transportørers konkurrenceevne.
Valget mellem en forbudsordning og en kombinationsordning må
efter arbejdsgruppens opfattelse bero på en politisk afvejning af fordele og
ulemper ved de to modeller. Arbejdsgruppen finder derfor ikke grundlag for at
anbefale den ene model frem for den anden.
7.4. Afgrænsning af våbentransport og
våbenformidling
Med henblik på at sikre sammenhæng mellem de kommende
regler om våbentransport og de regler, som arbejdsgruppen senere skal komme
med
forslag til med henblik på at implementere Rådets fælles holdning om
våbenformidling, jf. afsnit 3.7., har arbejdsgruppen overvejet, hvorledes
våbentransport og våbenformidling bør afgrænses overfor for hinanden.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at hverken transport af
våben eller arrangering af transport af våben bør anses for våbenformidling.
I
det omfang der indføres krav om tilladelse til transport af våben mellem
(visse) tredjelande, bør der således ikke tillige stilles krav om tilladelse
til formidling af aftalen om samme transport.
7.5. Straffebestemmelsen
7.5.1. Den strafbare handling
Arbejdsgruppens har udarbejdet to alternative forslag
til ændring af våbenloven, jf. afsnit 8. I det ene forslag (forbudsmodellen,
jf. afsnit 7.3.1.) består den strafbare handling i at transportere våben mv.
i
strid med et forbud mod at transportere våben til visse lande. I det andet
forslag (kombinationsmodellen, jf. afsnit 7.3.3.) består den strafbare
handling
i at transportere våben uden fornøden transporttilladelse. Endvidere forbydes
det i begge modeller at transportere skydevåben mv. mellem lande, hvis der
ikke
foreligger de fornødne udførsels- og indførselstilladelser i henhold til
lovgivningen i henholdsvis eksport- og importlandet.
Uanset hvilken model der vælges, vil den strafbare handling
således bestå i at »
transportere
« våben. Såvel indgåelse af aftaler om
transport, instruktion om indgåelse eller udførelse af sådanne aftaler som
fysisk gennemførelse af transport vil være omfattet heraf.
Efter arbejdsgruppens opfattelse bør de foreslåede regler
have universel gyldighed, så en våbentransportør er forpligtet til at
iagttage
bestemmelsen, uanset om der anvendes dansk registrerede fly/skibe eller andre
transportmidler, og uanset om transporten i øvrigt kan henføres til det
danske
territorium eller ej.
Det skal dog fremhæves, at reglernes rækkevidde begrænses af
reglerne om dansk straffemyndighed, jf. nærmere herom afsnit 7.5.3.
De foreslåede regler i kombinationsmodellen indebærer, at
også udenlandske flyselskaber/rederier, der råder over danske fly/skibe, i
visse tilfælde skal indhente tilladelse fra de danske myndigheder for at
kunne
transportere våben med disse fly/skibe. Efter arbejdsgruppens opfattelse kan
der stilles spørgsmålstegn ved rimeligheden og hensigtsmæssigheden heraf, og
en
sådan ordning vil måske forringe danske flyselskabers/rederiers mulighed for
at
udleje/udchartre danske fly/skibe. Hvis kombinationsmodellen vælges, kan
arbejdsgruppen imidlertid ikke anbefale, at transport med danske fly/skibe,
som
er underlagt udenlandske flyselskabers/rederier, undtages fra dette krav.
Grunden
er, at en sådan undtagelse vil indebære risiko for omgåelse af kravet om
tilladelse ved hjælp af forskellige aftalekonstruktioner med udenlandske
flyselskaber/rederier. I stedet må det være op til anklagemyndigheden at
vurdere, om en straffesag vil kunne gennemføres i Danmark.
Arbejdsgruppen finder i øvrigt ikke grund til at undtage
danske fly og skibe, som er underlagt udenlandske transportfirmaer, fra et
eventuelt forbud mod transport af våben mv. til visse lande (jf.
forbudsmodellen) eller et eventuelt krav om, at de fornødne tilladelser til
udførsel og indførsel skal foreligge vedrørende skydevåben mv. (jf. såvel
forbudsmodellen som kombinationsmodellen). Det bemærkes herved, at nævnte
forbud og nævnte krav er begrundet i henholdsvis internationale
våbenembargoer
og FN’s våbenprotokol.
7.5.2. Strafsubjektet
Det må antages, at en transportaftale typisk indgås af
en anden end den, der fysisk udfører transporten. Det vil primært være
transportfirmaet, der i forbindelse med aftaleindgåelsen – med kendskab
til
lastens indhold og destinationen – har mulighed for at sikre sig, at de
fornødne tilladelser foreligger, eller at transporten ikke går til et forbudt
(embargobelagt) land. Den økonomiske interesse i at gennemføre aftalen må
desuden formodes primært at være transportfirmaets.
Selv om
skibsføreren efter gældende regler formelt står med ansvaret for opbevaringen
mv. af godset under transporten, vil denne i nogle tilfælde kun have et
begrænset kendskab til lastens nærmere indhold og typisk opnå dette kendskab
senere end rederiet, som har indgået fragtaftalen. Tilsvarende må i endnu
højere grad antages at gælde for piloten eller chaufføren. Skibsføreren vil
dog
i nogle tilfælde have et indgående kendskab til lasten og kan eventuelt have
indgået fragtaftalen på rederiets vegne. Endvidere vil der være særlig
anledning til at være opmærksom på den, der fysisk udfører transporten, i
situationer, hvor transporten går til et embargobelagt land.
Arbejdsgruppen har på den baggrund ikke fundet grundlag for
at udforme regler i lighed med dem, der var indeholdt i lovforslaget fra
1987,
hvorefter den hovedansvarlige var henholdsvis skibsføreren eller piloten.
Afgørelsen af, hvem der kan straffes for transporten, må i
stedet afgøres på grundlag af en konkret vurdering af, hvem der efter
almindelige strafferetlige principper må anses for ansvarlig herfor, dels som
hovedansvarlig, dels som medvirkende.
7.5.3. Dansk jurisdiktion (straffemyndighed)
Justitsministeriet har nedsat det såkaldte
jurisdiktionsudvalg, som har til opgave at vurdere, hvorvidt der er behov for
at foretage ændringer i dansk rets almindelige bestemmelser om
straffemyndighed, herunder hvorvidt der eventuelt kan være anledning til i et
vist yderligere omfang at fravige princippet om dobbelt strafbarhed i forhold
til, hvad der følger af de gældende regler om dansk straffemyndighed.
Arbejdsgruppen har på den baggrund ikke fundet anledning til
at overveje, om der kan være behov for en udvidelse af
jurisdiktionsbestemmelserne og har ved overvejelserne om, hvad der bør kunne
straffes for, taget udgangspunkt i de eksisterende bestemmelser om
jurisdiktion.
Udstrækningen af den danske jurisdiktionskompetence er
nærmere beskrevet i afsnit 2.4. Det følger heraf, at der er dansk
straffemyndighed for handlinger begået i den danske stat eller på dansk
indregistreret skib eller fly. Handlinger, der uden for det danske
territorium
begås på eller med andre transportmidler, er endvidere omfattet af dansk
straffemyndighed, hvis handlingen er begået af en person med dansk
statsborgerskab
eller bopæl i Danmark og handlingen
enten
er strafbar både efter
gerningsstedets lov og dansk lov (princippet om dobbelt strafbarhed)
eller
er begået uden for folkeretligt anerkendt statsområde og vil kunne medføre
højere straf end fængsel i 4 måneder.
Endelig er der i visse tilfælde dansk straffemyndighed,
uanset hvor handlingen er foretaget, og hvor gerningsmanden hører hjemme,
bl.a.
når handlingen er omfattet af en mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken
Danmark er forpligtet til at foretage retsforfølgning.
Gennemførelse af våbentransport må antages ofte at foregå i
en juridisk persons regi. Som omtalt under afsnit 2.4. anses
lovovertrædelser,
der foretages inden for rammerne af en juridisk person, i retspraksis for
foretaget dér, hvor den ansatte begår den handling eller undladelse, der
udløser selskabsansvaret. Hvis overtrædelsen skyldes tilregnelige forhold,
der
kan henføres til den juridiske persons hjemsted – eksempelvis manglende
eller
urigtig instruktion af den ansatte – kan gerningsstedet formentlig
tillige
anses for at være dér, hvor den juridiske person har hjemsted.
På den baggrund har arbejdsgruppen forudsat, at
gerningsstedet for ulovlig våbentransport er både dér, hvor transporten
fysisk
udføres, og dér, hvor den ansvarlige juridiske person har hjemsted, forudsat
at
transportaftalen er indgået på hjemstedet, eller der fra hjemstedet er givet
instruktioner om aftalens indgåelse og/eller transportens udførelse. Dette er
uafhængigt af, om forbuds- eller kombinationsmodellen vælges.
Med den foreslåede straffebestemmelse og de gældende
jurisdiktionsregler vil der herefter være dansk straffemyndighed efter
straffelovens § 6 (territorialprincippet) for ulovlige våbentransport
mellem tredjelande i følgende situationer:
Transporten er
foranstaltet af et transportfirma i Danmark, uanset hvilket transportmiddel,
der anvendes.
Transporten udføres
med et dansk registreret fly eller skib, uanset hvor transportaftalen er
indgået, eller hvorfra instruktion om transportens gennemførelse er givet.
Der vil derimod ikke være dansk straffemyndighed efter
straffelovens § 6 i følgende situation, hvor der ikke begås nogen
handling
på dansk territorium i relation til transporten:
Transporten er
foranstaltet af et transportfirma i udlandet, eventuelt en udenlandsk filial
af
et dansk transportfirma, og transporten gennemføres med andre transportmidler
end dansk registrerede fly/skibe.
Hvis transporten foranstaltes eller udføres af en person med
dansk statsborgerskab eller fast bopæl i Danmark eller af en person med
indfødsret eller bopæl i et andet nordisk land, som opholder sig i Danmark,
kan
der imidlertid være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 7,
stk. 1 eller 2, jf. ovenfor.
7.5.4. Tilregnelse
Det er det almindelige udgangspunkt, at
særlovsovertrædelser kan straffes såvel ved forsætlig som uagtsom
overtrædelse,
og arbejdsgruppen finder ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt.
I henhold til lovforslaget fra 1987 om en tilladelsesordning
for våbentransport med de af Retsudvalget foreslåede ændringer fra 1989, jf.
afsnit 5., skulle overtrædelser, der skyldtes uagtsomhed, kun straffes, hvis
lastens indhold fremgik af transportdokumenterne, eller hvis særlige
omstændigheder burde have givet anledning til mistanke om, at lasten
indeholdt
våben og krigsmateriel omfattet af loven.
Formålet med denne bestemmelse var at fritage transportører
af containere for den praktisk umulige opgave at kontrollere samtlige
containeres indhold inden transporten. Arbejdsgruppen kan tiltræde denne
præcisering af den strafbare uagtsomhed.
7.5.5. Strafferamme
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at strafferammen for
overtrædelse af forbud mod transport af våben mellem tredjelande bør være den
samme som strafferammen vedrørende overtrædelse af våbenlovens gældende
forbud
mod at udføre våben uden tilladelse. Det vil med andre ord sige bøde, fængsel
indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år,
jf.
våbenlovens § 10, stk. 1.
Dette gælder, uanset om der bliver tale om forbud mod
transport af våben mellem tredjelande uden de fornødne eksport- og
importtilladelser fra henholdsvis eksport- og importlandet, jf. FN’s
våbenprotokol, transportforbud begrundet i en international våbenembargo
og/eller forbud mod våbentransport mellem tredjelande uden dansk
transporttilladelse.
Det bemærkes, at dette for så vidt angår de internationale
våbenembargoer vil indebære, at transport af våben til lande, der alene er
underlagt en EU- eller OSCE-embargo højst kan straffes med 2 års fængsel,
mens
transport af våben til et land, der er underlagt en FN-embargo, som er
implementeret i dansk ret ved kongelig anordning, tillige vil være omfattet
af
straffelovens § 110 c, stk. 2, hvor strafferammen under skærpende
omstændigheder går op til 4 års fængsel.
Dette forhold svarer imidlertid til den nuværende situation
vedrørende eksport af våben fra Danmark til embargobelagte lande, hvor
eksport
til et land omfattet af en EU- eller OSCE-embargo alene vil kunne straffes
efter våbenloven (som en overtrædelse af forbuddet mod at eksportere våben
uden
tilladelse), mens eksport af våben til et land omfattet af en FN-embargo, der
er implementeret ved kongelig anordning, kan straffes efter straffelovens
§ 110 c, stk. 2.
7.6. Hvilke våben
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at de våben, som i
givet fald skal omfattes af regler om forbud mod våbentransport til visse
lande
og/eller krav om tilladelse til våbentransport mellem visse lande, bør svare
til anvendelsesområdet for våbenlovens § 6, stk. 1, om udførsel af
våben mv. fra Danmark. Eventuelle senere ændringer af våbenlovens § 6,
stk. 1, vil dermed få afsmittende effekt på våbentransportordningen.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvilke våben der bør være
omfattet af kravet om, at der foreligger de fornødne udførsels- og
indførselstilladelser fra henholdsvis eksport- og importlandet, henvises til
afsnit 7.1.
I henhold til våbenlovens § 6, stk. 1, nr. 1 og 2,
er jagtvåben samt ammunition hertil undtaget fra lovens forbud mod udførsel
uden tilladelse. Våbenlovens § 6, stk. 2, bemyndiger imidlertid
Justitsministeren til at udstede forbud mod, at der udføres våben og
ammunition
af nogen art. Bemyndigelsen er udnyttet i våbenbekendtgørelsen § 27, der
inddrager jagtvåben og ammunition under forbuddet mod udførsel uden
tilladelse.
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at Justitsministeriet
ligeledes bør bemyndiges til at lade reguleringen af våbentransporter omfatte
våben og ammunition af enhver art.
7.7. Undtagelser vedrørende militære styrker mv.
Forbuddet i våbenlovens § 6, stk. 1, mod
udførsel af våben uden tilladelse gælder efter § 8, stk. 2, 1.
pkt.,
ikke for militære styrker og militært personel som led i den militære
tjenesteudøvelse.
Undtagelsens rækkevidde er i forarbejderne til lov nr. 363
af 2. juni 1999 om ændring af lov om våben og eksplosivstoffer nærmere
beskrevet således:
» Efter fast praksis gælder kravet
om udførselstilladelse imidlertid ikke for udførsel af udrustning og
materiel,
der medbringes (udføres eller genudføres) af danske eller udenlandske
NATO-styrker eller sendes særskilt til brug for disse. Det forudsættes
herved,
at det for så vidt angår danske styrker drejer sig om udrustning og materiel,
der med Forsvarsministeriets godkendelse medbringes eller sendes til brug
under
øvelse eller lignende i udlandet, og som – med undtagelse af bortskudt
ammunition – genindføres her til landet, uden at det under styrkernes
ophold i
udlandet overlades til andre. For så vidt angår udenlandske styrker
forudsættes, at udførslen kun omfatter udrustning og materiel, der med
Forsvarsministeriets godkendelse er bragt her til landet af de nævnte styrker
eller særskilt er sendt til disse under deres ophold her i landet.
Justitsministeriet foreslår, at
det formelt medtages i loven, at der ikke skal indhentes udførselstilladelse
i
henhold til våben- og eksplosivstoflovens § 6, stk. 1, når
udførslen
vedrører militære styrker og militært personel som led i den militære
tjenesteudøvelse.
Dette medfører, at der ikke skal
indhentes tilladelse til udførsel af udrustning og materiel, der udføres
eller
genudføres af danske eller udenlandske NATO-styrker, eller når udrustning og
materiel sendes særskilt til brug for disse. Tilsvarende bør efter
Justitsministeriets opfattelse også gælde i relation til f.eks. Partnerskab
for
Fred samt OSCE- og FN-opgaver.«
Det er arbejdsgruppens opfattelse, at militære styrker og
militært personel på lignende måde bør have adgang til at transportere våben
mellem tredjelande som led i den militære tjenesteudøvelse uden tilladelse,
dispensation, eller opfyldelse af krav om eksport- og importtilladelse fra
henholdsvis eksport- og importlandet. Det forudsættes herved, at det for så
vidt angår udrustning og materiel, som transporteres af eller særskilt til
brug
for danske styrker, drejer sig om udrustning og materiel, der med
Forsvarsministeriets
godkendelse medbringes eller sendes til brug under øvelse eller operationer
eller lignende. For så vidt angår udenlandske styrker forudsættes, at der er
tale om regulære styrker, der kommer fra allierede, koalitionspartnere eller
på
anden måde indgår i operationer, som Danmark har været med til at godkende
eller har undladt at stemme imod.
Det bemærkes, at en sådan undtagelse må antages at være i
overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, i FN’s våbenprotokol, jf.
afsnit
3.1.
8. Udkast til
lovforslag
Som anført i afsnit 7.3.4. finder arbejdsgruppen, at
valget mellem en forbudsmodel og en tilladelsesmodel må bero på en politisk
afvejning af fordele og ulemper ved de forskellige modeller, hvorfor
arbejdsgruppen har afholdt sig fra at pege på én model frem for en anden. På
den baggrund følger nedenfor to alternative udkast til lovforslag, hvor
henholdsvis forbudsmodellen og kombinationsmodellen integreres med de øvrige
anbefalinger i rapporten.
8.1. Forbudsmodellen
I våbenloven indsættes som ny paragraf:
§ 7 a.
14)
Justitsministeren kan efter forhandling med
udenrigsministeren forbyde transport af de i § 6, stk. 1, nævnte
våben mv. mellem tredjelande, når der er tale om nærmere bestemte
modtagerlande. Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan
dog under ganske særlige omstændigheder give dispensation fra dette forbud.
Stk. 2.
15)
Det er forbudt at transportere skydevåben
samt dele, komponenter og ammunition dertil mellem tredjelande, hvis der ikke
fra de kompetente myndigheder i afsender- og modtagerlandet foreligger de
efter
lovgivningen i vedkommende lande fornødne tilladelser til henholdsvis
udførsel
og indførsel.
Stk. 3.
16)
Justitsministeren kan bestemme, at
stk. 1-2 skal gælde våben af enhver art.
Våbenlovens § 8, stk. 2 ændres til følgende
ordlyd (ændringer markeret med fed):
Stk. 2.
17)
§ 6, stk. 1,
og
§ 7 a
gælder
ikke for militære styrker og militært personel som led i den militære
tjenesteudøvelse.
§ 6, stk. 1,
gælder endvidere ikke militære myndigheders midlertidige udførsel af
udrustning
og materiel med henblik på reparation og vedligeholdelse.
Våbenlovens § 10, stk. 1, ændres til følgende
ordlyd (ændringer markeret med fed):
Stk. 1.
18)
Med bøde, fængsel i op til 4 måneder eller
under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år straffes den, der
overtræder
§§ 1-2 a, § 2 c, § 2 d, § 5, § 6, stk. 1,
[
]
§ 7
og § 7 a, stk. 2
.
På samme måde straffes den, der overtræder
regler udstedt i medfør af § 7 a, stk. 1.
8.2. Kombinationsmodellen
19)
I våbenloven indsættes som ny paragraf:
§ 7 a.
Det er forbudt uden tilladelse fra justitsministeren eller den, ministeren
bemyndiger dertil, at transportere de i § 6, stk. 1, nævnte våben
mv.
mellem tredjelande, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om udstedelse af tilladelser
efter stk. 1. Justitsministeren kan herved efter forhandling med
udenrigsministeren bestemme, at transport til og fra nærmere bestemte lande
kan
ske uden tilladelse efter stk. 1.
Stk. 3.
20)
Det er forbudt at transportere skydevåben
samt dele, komponenter og ammunition dertil mellem tredjelande, hvis der ikke
fra de kompetente myndigheder i afsender- og modtagerlandet foreligger de
efter
lovgivningen i vedkommende lande fornødne tilladelser til henholdsvis
udførsel
og indførsel.
Stk. 4.
21)
Justitsministeren kan bestemme, at
stk. 1 og 3 skal gælde våben af enhver art.
Våbenlovens § 8, stk. 2 ændres til følgende
ordlyd (ændringer markeret med fed):
Stk. 2.
22)
§ 6, stk. 1,
og
§ 7 a
gælder
ikke for militære styrker og militært personel som led i den militære
tjenesteudøvelse.
§ 6, stk. 1,
gælder endvidere ikke militære myndigheders midlertidige udførsel af
udrustning
og materiel med henblik på reparation og vedligeholdelse.
Våbenlovens § 10, stk. 1, ændres til følgende
ordlyd (ændringer markeret med fed):
Stk. 1.
23)
Med bøde, fængsel i op til 4 måneder eller
under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år straffes den, der
overtræder
§§ 1-2 a, § 2 c, § 2 d, § 5, § 6, stk. 1,
[
]
§ 7
og § 7 a, stk. 1 og 4
.
1)
Bekendtgørelse nr. 67 af 26. januar 2000 af lov om våben og eksplosivstoffer.
2)
Bekendtgørelse nr. 66 af 26. januar 2000 om våben og ammunition mv.
3)
Ved at udstede internationalt importcertifikat attesterer myndighederne i
importlandet, at importøren har forpligtet sig til at indføre det pågældende
vareparti til importlandet. Når varepartiet ankommer til importlandet,
udsteder
de kompetente myndigheder endvidere et ankomstbevis, der sikrer, at
varepartiet
ved eventuel reeksport fra importlandet underlægges dette lands
eksportkontrol.
4)
Slutbrugerdokumentation (end use dokumentation) er en erklæring fra
modtageren
i importlandet om, at partiet skal anvendes af modtageren selv, og ikke vil
blive solgt eller reeksporteret.
5)
Bekendtgørelse nr. 543 af 13. juni 2001 af lov om luftfart, som ændret ved
lov nr. 1074 af 17. december 2002.
6)
Bekendtgørelse
nr. 310 af 28. april 2003 af lov om jernbanevirksomhed mv.
7)
Der henvises til aktuelt notat om et forslag til Rådets afgørelse om
undertegnelse på Fællesskabets vegne af våbenprotokollen, som blev fremsendt
til Folketingets Retsudvalg (og Europaudvalget) forud for rådsmødet (økonomi
og
finans/retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 16. oktober
2001
(2001-02, 1. samling, Alm. Del – bilag 49).
8)
Programme of Action to prevent, Combat and Eradicate the Illicit Trade
in Small Arms and Light Weapons in All Its Aspects.
9)
Rådets forordning (EF) nr. 1334/2000 af 22. juni 2000 om en
fællesskabsordning
for kontrol med udførslen af produkter og teknologi med dobbelt anvendelse.
Forordningen trådte i kraft den 28. september 2000.
10)
Bruttotonnage
(BT) er en teknisk beregning af et skibs størrelse og er et udtryk for
rumindholdet af alle lukkede rum i et skib.
11)
TDW = tons dead weight, hvor 1 TDW er 1.016 kg. Angiver maksimal ladning og
brændstofmængde.
12)
"Roll on/Roll off", dvs. at skibet er indrettet således, at al last
køres ombord og fra borde via en eller flere ramper – med andre ord et
færgelignende fragtskib.
13)
Massegodsskibe.
14)
Jf. afsnit 7.3.1.
15)
Jf. afsnit 7.1.
16)
Jf. afsnit 7.6.
17)
Jf. afsnit 7.7.
18)
Jf. afsnit 7.5.3.
19)
Jf. afsnit 7.3.2.
20)
Jf. afsnit 7.1.
21)
Jf. afsnit 7.1.
22)
Jf. afsnit 7.7.
23)
Jf. afsnit 7.5.3.
Underbilag 1
Aktuelle
våbenembargoer vedtaget i FN, EU eller OSCE
A. Embargo mod terrorister
Elimination af våbenforsyninger til
terrorister
FN’s Sikkerhedsråds
resolution nr. 1373 af 28. september 2001
B. Embargoer mod lande
Armenien
Opfordring til at afholde sig fra
levering af alle former for våben og militært udstyr.
FN’s Sikkerhedsråds
resolution nr. 853 af 29. juli 1993.
Azerbajdjan
Opfordring til at afholde sig fra
levering af alle former for våben og militært udstyr.
FN’s Sikkerhedsråds
resolution nr. 853 af 29. juli 1993.
Bosnien og Hercegovina
Embargo på levering af alle former
for våben og militært udstyr.
Fælles Holdning (EU)
1996/184/FUSP af 26. februar 1996.
Fælles Holdning (EU)
1998/240/FUSP af 19. marts 1998.
Fælles Holdning (EU)
1999/481/FUSP af 19. juli 1999
Burma
Embargo på levering af alle former
for våben og militært udstyr. Embargoen omfatter endvidere levering af
materiel, som kan anvendes til intern undertrykkelse eller terrorisme.
Rådets Forordning
(EF) nr. 1081/00 af 22. maj 2000.
Kommissionens
Forordning (EF) nr. 1883/02 af 22. oktober 2002.
Fælles Holdning (EU)
nr. 2003/297/FUSP af 28. april 2003.
Rådets Forordning
(EF) nr. 744/03 af 28. april 2003.
Kommissionens
Forordning (EF) nr. 1070/2003 af 20. juni 2003
Rådets afgørelse
2003/461/FUSP
Congo, Den Demokratiske Republik (tidligere Zaire)
Embargo på levering af alle former
for våben og militært udstyr.
EU-erklæring af 7.
april 1993.
Fælles Holdning (EU)
nr. 2002/829/FUSP af 21. oktober 2002.
Irak
Embargo på salg af alle former for
våben og militært udstyr.
EU-erklæring nr.
56/90 af 4. august 1990.
FN’s Sikkerhedsråds
resolution nr. 661 af 6. august 1990.
Kgl. Anordning nr.
124 af 12. marts 1993.
FN’s Sikkerhedsråds
resolution nr. 986 af 14. april 1995.
Rådets Forordning
(EF) nr. 2465/2996 af 17. december 1996.
Kgl. Anordning nr.
1328 af 27. december 1996.
FN’s Sikkerhedsråds
resolution nr. 1409 af 14. maj 2002.
Rådets Forordning
(EF) nr. 1346/2002 af 25. juli 2002.
FN’s Sikkerhedsråds
resolution nr. 1483 af 22. maj 2003
Kina
Embargo på levering af våben og
militært udstyr.
EU-rådserklæring af
27. juni 1989.
Liberia
Embargo på salg og levering våben,
militært udstyr samt militærteknisk bistand og træning.
FN’s Sikkerhedsråds
resolution nr.
1343 af 7. marts 2001.
Fælles Holdning (EU)
nr. 2001/357/FUSP af 7. maj 2001.
FN’s Sikkerhedsråds
resolution nr.
1408 (2002) af 6. maj 2002.
Fælles Holdning (EU)
nr. 2001/457/FUSP af 13. juni 2002.
Rådets
Forordning (EF) nr. 1318/2002 af 22. juli
2002.
FN’s Sikkerhedsråds
resolution nr. 1478 (2003) af 6. maj 2003.
Fælles Holdning (EU)
nr. 2001/365 /FUSP af 19. maj 2003.
Rådets Forordning
(EF) nr. 1030/2003 af 16. juni 2002
Libyen
Embargo på eksport af våben eller
andet militært udstyr.
EPS-erklæring af 27.
januar 1986.
Fælles Holdning (EU)
nr. 261/99 af 16. april 1999.
Rådets Forordning
(EF) nr. 836/99 af 20. april 1999.
Fælles Holdning (EU)
nr. 611/99 af 13. september 1999
Kgl. Anordning nr.
537 af 25. juni 1999
Nagorno-Karabakh
Embargo på levering af alle former
for våben og militært udstyr.
OSCE-beslutning af
28. februar 1992.
Rwanda
Embargo på salg af våben og militært
materiel til ikke-regeringstropper m.h.p. anvendelse i Rwanda. I medfør af
Sikkerhedsrådsresolution 1011 er salg til Rwanda´s regering ikke længere
omfattet af embargoen.
FN’s Sikkerhedsråds
resolution nr. 918 af 17. maj 1994.
FN’s Sikkerhedsråds
resolution nr. 1011 af 16. august 1995.
Sierra Leone
Embargo på salg eller overdragelse
af våben og andet krigsmateriel. Embargoen omfatter ikke leverancer til
Sierra
Leones regering, ECOWAS-landenes fredsbevarende styrker (ECOMOG) og FN i
Sierra
Leone, herunder FN’s fredsbevarende styrker (UNAMSIL).
FN’s Sikkerhedsråds
resolution nr. 1132 af 8. oktober 1997.
FN’s Sikkerhedsråds
resolution nr. 1171 af 5. juni 1998.
Fælles Holdning (EU)
nr. 1998/109/FUSP af 29. juni 1998.
Kgl. Anordning nr.
628 af 21. august 1998.
FN’s Sikkerhedsråds
resolution nr. 1299 af 19. maj 2000.
FN’s Sikkerhedsråds
resolution nr. 1306 af 5. juli 2000.
Somalia
Embargo på levering af alle former
for våben, militært udstyr, militærteknisk bistand og træning. Embargoen
omfatter ikke militært udstyr, der anvendes til humanitære formål.
FN’s Sikkerhedsråds
resolution nr. 733 af 23. januar 1992.
Kgl. Anordning nr.
54 af 27. januar 1992.
FN’s Sikkerhedsråds
resolution nr. 1356 af 19. juni 2001.
FN’s Sikkerhedsråds
resolution nr. 1425 af 22. juli 2002.
Fælles Holdning (EU)
nr. 2002/960/FUSP af 11. december 2002.
Rådets Forordning
(EF) nr. 147/2003 af 27. januar 2003.
Sudan
Embargo på levering af alle former
for våben og militært udstyr.
Fælles Holdning (EU)
nr. 1994/165/FUSP 15. marts 1994.
Zimbabwe
Embargo på levering af alle former
for våben og militært udstyr.
Fælles Holdning (EU)
nr. 2002/145/FUSP af 18. februar 2002.
Fælles Holdning (EU)
nr. 2003/115/FUSP af 18. februar 2003.
Underbilag 2
29 May 2003
Ms. A. Arnsted
Ministry of Justice of Denmark
Slotsholmsgade 10
DK1216 København K
(By electronic mail)
Dear Ms. Arnsted:
Your inquiry of 28 May 2003 concerning the criminalisation
requirements of the Protocol against the Illicit Manufacturing of and
Trafficking in Firearms, Their Parts and Components and Ammunition,
supplementing United Nations Convention against Transnational Organized Crime
has been forwarded to me for reply. You had asked about the extent to which
the
mere transport of firearms, their parts and components and ammunition from
one
country to another falls within the ambit of the definition of »illicit
trafficking« set out in Article 3, subparagraph (e), and hence within the
ambit
of the criminalisation requirement of Article 5, subparagraph (1)(b) of the
Protocol.
The interpretation of the Convention against Transnational
Organized Crime and the Protocols thereto is a matter for Member States, and
once the instruments are in force, for the appropriate Conferences of States
Parties, and not for the United Nations Secretariat, and I am therefore not
in
a position to provide you with an authoritative interpretation or opinion on
this question. We do, however, advise Member States seeking to ratify the
instruments with respect to legislative and other issues on request, and I
can
provide you with some information about how the relevant provisions are
likely
to be interpreted and applied by States Parties.
The formal Travaux Préparatoires have not yet been produced,
but a series of notes for this purpose was drafted and agreed by the
open-ended
intergovernmental Ad Hoc Committee which produced the Protocol itself. These
were submitted to the General Assembly in the same Report as the resolution
under which the Protocol was adopted on 31 May 2001, and may be found in UN
document # A/55/383/Add.3, Part II. This could formally be obtained through
your country's Permanent Mission to the UN in New York, but for convenience,
we
have also posted it on the ODC website here in Vienna, at:
http
://www.unodc.org/pdf/crime/session12/crime_cicp_convention_session_12.html
Similar notes for the parent Convention and other Protocols
(A/55/383/Add.1) are also at the same website location. I have quickly
reviewed
the agreed notes, and there is nothing that bears directly on the issue you
raise at this point, but they do provide information on other Protocol
provisions which may be of use. The Centre for International Crime Prevention
has also produced a series of legislative guides for countries seeking to
ratify the Convention and its Protocols. These have not yet been formally
released, but draft copies were distributed to delegations at the annual
meeting of the UN Commission for Crime Prevention and Criminal Justice last
week, and you should be able to obtain a copy from the Danish delegation. We
expect to release finalised texts of the guides sometime in the fall.
Turning to the substantive issue you raise, we expect that
States Parties will generally take the position that domestic offences
adopted
pursuant to the Protocol should in some circumstances extend to the mere
transportation of firearms, parts, components or ammunition, or as you
describe
it, to a person whose sole involvement is to provide transportation services.
We would give similar advice upon request to States seeking to ratify the
Protocol and developing the necessary legislative and other provisions.
There are several reasons why such an interpretation is
likely. The first is that the basic principle for the interpretation and
application of treaties, given in Article 31, paragraph (1) of the Vienna
Convention on the Law of Treaties, is that:
»A treaty shall be interpreted in good faith in accordance
with the ordinary meaning to be given to the terms of the treaty in their
context and in the light of its object and purpose.« The relevant text in
Article 3, subparagraph (e) of the Protocol lists as illicit trafficking a
series of terms, including »import, export,...delivery, movement or
transfer«.
The »ordinary meaning« of this formulation will probably be taken by most
States as including all degrees of involvement in the trafficking process,
ranging from actual transportation or transfer to hiring or engaging someone
else to do so.
Several extrinsic matters also support this interpretation.
There was, during the course of negotiating the Protocol, extensive
discussion
about whether to require States Parties to also regulate the activities of
brokers, who arrange transactions without actually possessing the goods or
being directly involved in matters such as transportation. Ultimately it was
decided to deal with this sort of activity separately and on a non-mandatory
basis (see Protocol Art.15), which may strengthen the interpretation that
more
direct involvement, including mere transportation, is covered by the
mandatory
requirements of Articles 3 and 5. Further, the requirements of Article 5,
subparagraphs (2)(a) and (b) that States Parties also criminalise attempted
trafficking, participating as an accomplice to trafficking, and organising,
directing, aiding and abetting, facilitating and counselling trafficking also
reinforce the interpretation that the drafters intended to require the
application of the offences to all forms of involvement in an illicit
trafficking occurrence. One could argue, for example, that in requiring
States
Parties to criminalise conduct which involves the hiring of someone to
transport illicit firearms as »organising or directing« the trafficking in
Article 5, paragraph (2), the drafters intended to require the
criminalisation
of the actual transportation or transfer as part of the principal trafficking
offence in Article 5, paragraph (1).
This parallels the approach taken by the parent Convention,
and by other international instruments, such as the UN Conventions dealing
with
narcotics drugs. As a result, our understanding is that the domestic offences
of many countries which cover smuggling or illicit import/export activities
generally extend both to cases where a third party is caused to import
contraband and where the accused actually does so him- or herself. This
approach also has obvious evidentiary advantages, broadening the range of
conduct criminalised and therefore, the range of evidence which might be used
as proof in prosecutions. If Danish law takes this approach in respect of
other
forms of smuggling or trafficking, this would also strengthen the argument
that
Denmark should take a similar position in implementing this Protocol.
Having said this, there are then some important limitations
on the scope of criminal liability. Applied too broadly, there is a risk that
national legislation criminalising illicit trafficking might lead to the
prosecution of an individual or legal person who actually transported illicit
firearms, but was not aware of their existence or legal status. The owner or
operator of a vessel or aircraft containing contraband firearms, for example
might be unaware of their presence, or might have been presented with false
or
fraudulent documentation leading to the conclusion that the transfer was
legal.
The approaches taken by different legal systems to this scenario vary, but
delegations to the negotiations were aware that such cases are in many
countries considered to be outside the scope of liability, either because the
transporter completely lacked the necessary mens rea for offences such as
possession or illicit trafficking, or because he, she or it was mistaken as
to
information about the status of the goods and therefore believed the
transaction
to have been legal (mistake of fact defences). With this in mind, a general
provision was incorporated into the parent Convention (Article 11, paragraph
(6)), to ensure that existing legal defences in various systems could be
maintained, without specifying how this would apply to each offence and each
system. This applies to the Protocol, mutatis mutandis (see Protocol Article
1), which means that, in criminalising the mere transport of trafficked
firearms, assuming this is provided for in Danish law generally, Denmark
would
not be required to criminalise cases of mistake of fact or where basic
intention was lacking. This interpretation is further strengthened by the
language of the basic criminalisation requirement of Protocol Article 5,
paragraph (1), which requires only the criminalisation of proscribed conduct
«...when committed intentionally...«. Depending on how this is implemented in
domestic law, in cases in which firearms were moved, one issue for the trier
of
fact would presumably be whether there was an intention to illicitly traffic
the weapons or only to move them from one place to another.
For these reasons, when asked by countries for advice on the
drafting of the relevant offences, the Secretariat would generally respond
that
criminal offence provisions should include cases where the sole involvement
of
the accused was to transport the firearms, parts, components or ammunition,
but
that it should not include cases where the accused was not aware of the
existence of these items or of any other matter of fact essential to the
offence of illicit trafficking. This advice might vary to some degree
depending
on our assessment of existing laws and legal principles in the State
concerned.
We would also generally note that, while defences such as mistake of fact can
be established or maintained, this does not extend to mistake of law defences
and that the principle that ignorance of the law (including in this case, the
Protocol and national offences adopted pursuant to it ignorantia legis
neminem
excusat) does not excuse, should still be maintained. As a practical matter,
we
also generally advise Member States which request assistance that it is the
meaning of the Protocol provisions rather than the use of verbatim language
or
terminology which is important, and that one offence or many may be adopted,
provided that, at a minimum, the full range of conduct proscribed by the
Protocol is criminalised by the State Party concerned.
I hope that the foregoing information will assist you in
interpreting the Protocol and developing Danish legislation. Please do not
hesitate to contact me directly if you require anything further.
Christopher Ram, LL.B., LL.M.,
Crime Prevention Expert
UN Centre for International Crime Prevention,
Commission Secretariat and Legal Affairs Branch
Vienna International Centre, Room 1238,
P.O. Box 500
A-1400 Vienna, Austria
Tel. +43-1-26060-4354
Fax. +43-1-26060-5898 or 5933
Underbilag 3
OVERSIGT
over medlemmer af EU, NATO, OECD og Wassenaar
Arrangementet
EU's medlemslande er:
Belgien, Danmark, Finland, Frankrig,
Grækenland, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal, Spanien,
Storbritannien, Sverige, Tyskland, Østrig.
EU's nye medlemslande pr. 1. maj 2004 er:
Cypern, Estland, Letland, Litauen,
Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet, Ungarn.
NATO-landene er:
Belgien,
Canada
, Danmark, Frankrig, Grækenland, Holland,
Island
, Italien, Luxembourg,
Norge
, Polen, Portugal, Spanien,
Storbritannien, Tjekkiet,
Tyrkiet
,
Tyskland, Ungarn,
USA
(lande der
ikke er/pr. 1 maj 2004 kommer med i EU, er markeret med fed)
OECD-landene er:
Australien
,
Belgien, Canada, Denmark, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland,
Island, Italien,
Japan
,
Sydkorea
, Luxembourg,
Mexico
,
New Zealand
, Norge, Polen, Portugal, Slovakiet, Spanien,
Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland, Ungarn, USA, Østrig
(lande, som ikke er med i nogen af de ovenstående kategorier, er skrevet med
fed).
Wassenaar Arrangementets medlemslande er:
Argentina
,
Australien, Østrig, Belgien,
Bulgarien
,
Canada, Tjekkiet, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn,
Irland, Italien, Japan, Luxembourg, Holland, New Zealand, Norge, Polen,
Portugal, Sydkorea,
Rumænien
,
Rusland
, Slovakiet, Spanien, Sverige,
Schweiz
, Tyrkiet,
Ukraine
, UK og USA (lande, der ikke er med i nogen af de
ovenstående kategorier, er skrevet med fed).
Bilag 2
Distr.: General
General Assembly
8 June 2001
Fifty-fifth session
Agenda item 105
Resolution adopted by the General Assembly
[without reference to a Main Committee
(A/55/383/Add.2)]
55/255. Protocol against the Illicit Manufacturing of
and Trafficking in Firearms, Their Parts and Components and Ammunition,
supplementing the United Nations Convention against Transnational Organized
Crime
The General Assembly,
Recalling
its resolution
53/111 of 9 December 1998, in which it decided to establish an open-ended
intergovernmental ad hoc committee for the purpose of elaborating a
comprehensive international convention against transnational organized crime
and of discussing the elaboration, as appropriate, of international
instruments
addressing trafficking in women and children, combating the illicit
manufacturing of and trafficking in firearms, their parts and components and
ammunition, and illegal trafficking in and transporting of migrants,
including
by sea,
Recalling also
its
resolution 54/126 of 17 December 1999, in which it requested the Ad Hoc
Committee on the Elaboration of a Convention against Transnational Organized
Crime to continue its work, in accordance with resolutions 53/111 and 53/114
of
9 December 1998, and to intensify that work in order to complete it in 2000,
Recalling further
its
resolution 55/25 of 15 November 2000, by which it adopted the United Nations
Convention against Transnational Organized Crime, the Protocol to Prevent,
Suppress and Punish Trafficking in Persons, Especially Women and Children,
supplementing the United Nations Convention against Transnational Organized
Crime, and the Protocol against the Smuggling of Migrants by Land, Sea and
Air,
supplementing the United Nations Convention against Transnational Organized
Crime,
Reaffirming
the inherent
right to individual or collective self-defence recognized in Article 51 of
the
Charter of the United Nations, which implies that States also have the right
to
acquire arms with which to defend themselves, as well as the right of
self-determination of all peoples, in particular peoples under colonial or
other forms of alien domination or foreign occupation, and the importance of
the effective realization of that right,
1.
Takes note
of the report of
the Ad Hoc Committee on the Elaboration of a Convention against Transnational
Organized Crime on its twelfth session,
24)
and commends the
Ad Hoc Committee for its work;
2.
Adopts
the Protocol against
the Illicit Manufacturing of and Trafficking in Firearms, Their Parts and
Components and Ammunition, supplementing the United Nations Convention
against
Transnational Organized Crime, annexed to the present resolution, and opens
it for
signature at United Nations Headquarters in New York;
3.
Urges
all States and
regional economic organizations to sign and ratify the United Nations
Convention against Transnational Organized Crime and the protocols thereto as
soon
as possible in order to ensure the speedy entry into force of the Convention
and the protocols thereto.
101st plenary
meeting 31 May 2001
Annex
Protocol against the Illicit Manufacturing of and
Trafficking in Firearms, Their Parts and Components and Ammunition,
supplementing the United Nations Convention against Transnational Organized
Crime
Preamble
The States Parties to this Protocol,
Aware
of the urgent need to
prevent, combat and eradicate the illicit manufacturing of and trafficking in
firearms, their parts and components and ammunition, owing to the harmful
effects of those activities on the security of each State, region and the
world
as a whole, endangering the well-being of peoples, their social and economic
development and their right to live in peace,
Convinced
, therefore, of
the necessity for all States to take all appropriate measures to this end,
including international cooperation and other measures at the regional and
global levels,
Recalling
General Assembly
resolution 53/111 of 9 December 1998, in which the Assembly decided to
establish an open-ended intergovernmental ad hoc committee for the purpose of
elaborating a comprehensive international convention against transnational
organized crime and of discussing the elaboration of, inter alia, an
international instrument combating the illicit manufacturing of and
trafficking
in firearms, their parts and components and ammunition,
Bearing in mind
the
principle of equal rights and self-determination of peoples, as enshrined in
the Charter of the United Nations and the Declaration on Principles of
International Law concerning Friendly Relations and Cooperation among States
in
accordance with the Charter of the United Nations,
25)
Convinced
that
supplementing the United Nations Convention against Transnational Organized
Crime with an international instrument against the illicit manufacturing of
and
trafficking in firearms, their parts and components and ammunition will be
useful in preventing and combating those crimes,
Have agreed as follows:
I. General provisions
Article 1
Relation with the United Nations Convention against Transnational Organized
Crime
1. This Protocol supplements the United Nations
Convention against Transnational Organized Crime. It shall be interpreted
together with the Convention.
2. The provisions of the Convention shall apply, mutatis
mutandis, to this Protocol unless otherwise provided herein.
3. The offences established in accordance with article 5
of this Protocol shall be regarded as offences established in accordance with
the Convention.
Article 2
Statement of purpose
The purpose of this Protocol is to promote, facilitate
and strengthen cooperation among States Parties in order to prevent, combat
and
eradicate the illicit manufacturing of and trafficking in firearms, their
parts
and components and ammunition.
Article 3
Use of terms
For the purposes of this Protocol:
(
a
)
»Firearm«
shall mean any portable barrelled weapon that expels, is designed to expel or
may be readily converted to expel a shot, bullet or projectile by the action
of
an explosive, excluding antique firearms or their replicas. Antique firearms
and their replicas shall be defined in accordance with domestic law. In no
case, however, shall antique firearms include firearms manufactured after
1899;
(
b
)
»Parts
and components« shall mean any element or replacement element specifically
designed for a firearm and essential to its operation, including a barrel,
frame or receiver, slide or cylinder, bolt or breech block, and any device
designed or adapted to diminish the sound caused by firing a firearm;
(
c
)
»Ammunition«
shall mean the complete round or its components, including cartridge cases,
primers, propellant powder, bullets or projectiles, that are used in a
firearm,
provided that those components are themselves subject to authorization in the
respective State Party;
(
d
)
»Illicit
manufacturing« shall mean the manufacturing or assembly of firearms, their
parts and components or ammunition:
(i)
From parts and
components illicitly trafficked;
(ii)
Without a licence or
authorization from a competent authority of the State Party where the
manufacture or assembly takes place; or
(iii)
Without marking the
firearms at the time of manufacture, in accordance with article 8 of this
Protocol;
Licensing or
authorization of the manufacture of parts and components shall be in
accordance
with domestic law;
(
e
)
»Illicit
trafficking« shall mean the import, export, acquisition, sale, delivery,
movement or transfer of firearms, their parts and components and ammunition
from or across the territory of one State Party to that of another State
Party
if any one of the States Parties concerned does not authorize it in
accordance
with the terms of this Protocol or if the firearms are not marked in
accordance
with article 8 of this Protocol;
(
f
)
»Tracing«
shall mean the systematic tracking of firearms and, where possible, their
parts
and components and ammunition from manufacturer to purchaser for the purpose
of
assisting the competent authorities of States Parties in detecting,
investigating and analysing illicit manufacturing and illicit trafficking.
Article 4
Scope of application
1. This Protocol shall apply, except as otherwise stated
herein, to the prevention of illicit manufacturing of and trafficking in
firearms, their parts and components and ammunition and to the investigation
and prosecution of offences established in accordance with article 5 of this
Protocol where those offences are transnational in nature and involve an
organized criminal group.
2. This Protocol shall not apply to state-to-state
transactions or to state transfers in cases where the application of the
Protocol would prejudice the right of a State Party to take action in the
interest of national security consistent with the Charter of the United
Nations.
Article 5
Criminalization
1. Each State Party shall adopt such legislative and
other measures as may be necessary to establish as criminal offences the
following conduct, when committed intentionally:
(
a
)
Illicit
manufacturing of firearms, their parts and components and ammunition;
(
b
)
Illicit
trafficking in firearms, their parts and components and ammunition;
(
c
)
Falsifying
or illicitly obliterating, removing or altering the marking(s) on firearms
required by article 8 of this Protocol.
2. Each State Party shall also adopt such legislative
and other measures as may be necessary to establish as criminal offences the
following conduct:
(
a
)
Subject
to the basic concepts of its legal system, attempting to commit or
participating as an accomplice in an offence established in accordance with
paragraph 1 of this article; and
(
b
)
Organizing,
directing, aiding, abetting, facilitating or counselling the commission of an
offence established in accordance with paragraph 1 of this article.
Article 6
Confiscation, seizure and disposal
1. Without prejudice to article 12 of the Convention,
States Parties shall adopt, to the greatest extent possible within their
domestic legal systems, such measures as may be necessary to enable
confiscation of firearms, their parts and components and ammunition that have
been illicitly manufactured or trafficked.
2. States Parties shall adopt, within their domestic
legal systems, such measures as may be necessary to prevent illicitly
manufactured and trafficked firearms, parts and components and ammunition
from
falling into the hands of unauthorized persons by seizing and destroying such
firearms, their parts and components and ammunition unless other disposal has
been officially authorized, provided that the firearms have been marked and
the
methods of disposal of those firearms and ammunition have been recorded.
II. Prevention
Article 7
Record-keeping
Each State Party shall ensure the maintenance, for not
less than ten years, of information in relation to firearms and, where
appropriate and feasible, their parts and components and ammunition that is
necessary to trace and identify those firearms and, where appropriate and
feasible, their parts and components and ammunition which are illicitly
manufactured or trafficked and to prevent and detect such activities. Such
information shall include:
(
a
)
The
appropriate markings required by article 8 of this Protocol;
(
b
)
In
cases involving international transactions in firearms, their parts and
components and ammunition, the issuance and expiration dates of the
appropriate
licences or authorizations, the country of export, the country of import, the
transit countries, where appropriate, and the final recipient and the
description and quantity of the articles.
Article 8
Marking of firearms
1. For the purpose of identifying and tracing each
firearm, States Parties shall:
(
a
)
At
the time of manufacture of each firearm, either require unique marking
providing the name of the manufacturer, the country or place of manufacture
and
the serial number, or maintain any alternative unique user-friendly marking
with simple geometric symbols in combination with a numeric and/or
alphanumeric
code, permitting ready identification by all States of the country of
manufacture;
(
b
)
Require
appropriate simple marking on each imported firearm, permitting
identification
of the country of import and, where possible, the year of import and enabling
the competent authorities of that country to trace the firearm, and a unique
marking, if the firearm does not bear such a marking. The requirements of
this
subparagraph need not be applied to temporary imports of firearms for
verifiable lawful purposes;
(
c
)
Ensure,
at the time of transfer of a firearm from government stocks to permanent
civilian use, the appropriate unique marking permitting identification by all
States Parties of the transferring country.
2. States Parties shall encourage the firearms
manufacturing industry to develop measures against the removal or alteration
of
markings.
Article 9
Deactivation of firearms
A State Party that does not recognize a deactivated
firearm as a firearm in accordance with its domestic law shall take the
necessary measures, including the establishment of specific offences if
appropriate, to prevent the illicit reactivation of deactivated firearms,
consistent with the following general principles of deactivation:
(
a
)
All
essential parts of a deactivated firearm are to be rendered permanently
inoperable and incapable of removal, replacement or modification in a manner
that would permit the firearm to be reactivated in any way;
(
b
)
Arrangements
are to be made for deactivation measures to be verified, where appropriate,
by
a competent authority to ensure that the modifications made to a firearm
render
it permanently inoperable;
(
c
)
Verification
by a competent authority is to include a certificate or record attesting to
the
deactivation of the firearm or a clearly visible mark to that effect stamped
on
the firearm.
Article 10
General requirements for export, import and transit licensing or
authorization
systems
1. Each State Party shall establish or maintain an
effective system of export and import licensing or authorization, as well as
of
measures on international transit, for the transfer of firearms, their parts
and components and ammunition.
2. Before issuing export licences or authorizations for
shipments of firearms, their parts and components and ammunition, each State
Party shall verify:
(
a
)
That
the importing States have issued import licences or authorizations; and
(
b
)
That,
without prejudice to bilateral or multilateral agreements or arrangements
favouring landlocked States, the transit States have, at a minimum, given
notice in writing, prior to shipment, that they have no objection to the
transit.
3. The export and import licence or authorization and
accompanying documentation together shall contain information that, at a
minimum, shall include the place and the date of issuance, the date of
expiration, the country of export, the country of import, the final
recipient,
a description and the quantity of the firearms, their parts and components
and
ammunition and, whenever there is transit, the countries of transit. The
information contained in the import licence must be provided in advance to
the
transit States.
4. The importing State Party shall, upon request, inform
the exporting State Party of the receipt of the dispatched shipment of
firearms, their parts and components or ammunition.
5. Each State Party shall, within available means, take
such measures as may be necessary to ensure that licensing or authorization
procedures are secure and that the authenticity of licensing or authorization
documents can be verified or validated.
6. States Parties may adopt simplified procedures for
the temporary import and export and the transit of firearms, their parts and
components and ammunition for verifiable lawful purposes such as hunting,
sport
shooting, evaluation, exhibitions or repairs.
Article 11
Security and preventive measures
In an effort to detect, prevent and eliminate the theft,
loss or diversion of, as well as the illicit manufacturing of and trafficking
in, firearms, their parts and components and ammunition, each State Party
shall
take appropriate measures:
(
a
)
To
require the security of firearms, their parts and components and ammunition
at
the time of manufacture, import, export and transit through its territory;
and
(
b
)
To
increase the effectiveness of import, export and transit controls, including,
where appropriate, border controls, and of police and customs transborder
cooperation.
Article 12
Information
1. Without prejudice to articles 27 and 28 of the
Convention, States Parties shall exchange among themselves, consistent with
their respective domestic legal and administrative systems, relevant
case-specific information on matters such as authorized producers, dealers,
importers, exporters and, whenever possible, carriers of firearms, their
parts
and components and ammunition.
2. Without prejudice to articles 27 and 28 of the
Convention, States Parties shall exchange among themselves, consistent with
their respective domestic legal and administrative systems, relevant
information on matters such as:
(
a
)
Organized
criminal groups known to take part or suspected of taking part in the illicit
manufacturing of or trafficking in firearms, their parts and components and
ammunition;
(
b
)
The
means of concealment used in the illicit manufacturing of or trafficking in
firearms, their parts and components and ammunition and ways of detecting
them;
(
c
)
Methods
and means, points of dispatch and destination and routes customarily used by
organized criminal groups engaged in illicit trafficking in firearms, their
parts and components and ammunition; and
(
d
)
Legislative
experiences and practices and measures to prevent, combat and eradicate the
illicit manufacturing of and trafficking in firearms, their parts and
components and ammunition.
3. States Parties shall provide to or share with each
other, as appropriate, relevant scientific and technological information
useful
to law enforcement authorities in order to enhance each other’s
abilities to
prevent, detect and investigate the illicit manufacturing of and trafficking
in
firearms, their parts and components and ammunition and to prosecute the
persons involved in those illicit activities.
4. States Parties shall cooperate in the tracing of
firearms, their parts and components and ammunition that may have been
illicitly manufactured or trafficked. Such cooperation shall include the
provision of prompt responses to requests for assistance in tracing such
firearms, their parts and components and ammunition, within available means.
5. Subject to the basic concepts of its legal system or
any international agreements, each State Party shall guarantee the
confidentiality of and comply with any restrictions on the use of information
that it receives from another State Party pursuant to this article, including
proprietary information pertaining to commercial transactions, if requested
to
do so by the State Party providing the information. If such confidentiality
cannot be maintained, the State Party that provided the information shall be
notified prior to its disclosure.
Article 13
Cooperation
1. States Parties shall cooperate at the bilateral,
regional and international levels to prevent, combat and eradicate the
illicit
manufacturing of and trafficking in firearms, their parts and components and
ammunition.
2. Without prejudice to article 18, paragraph 13, of the
Convention, each State Party shall identify a national body or a single point
of contact to act as liaison between it and other States Parties on matters
relating to this Protocol.
3. States Parties shall seek the support and cooperation
of manufacturers, dealers, importers, exporters, brokers and commercial
carriers of firearms, their parts and components and ammunition to prevent
and
detect the illicit activities referred to in paragraph 1 of this article.
Article 14
Training and technical assistance
States Parties shall cooperate with each other and with
relevant international organizations, as appropriate, so that States Parties
may receive, upon request, the training and technical assistance necessary to
enhance their ability to prevent, combat and eradicate the illicit
manufacturing of and trafficking in firearms, their parts and components and
ammunition, including technical, financial and material assistance in those
matters identified in articles 29 and 30 of the Convention.
Article 15
Brokers and brokering
1. With a view to preventing and combating illicit
manufacturing of and trafficking in firearms, their parts and components and
ammunition, States Parties that have not yet done so shall consider
establishing a system for regulating the activities of those who engage in
brokering. Such a system could include one or more measures such as:
(
a
)
Requiring
registration of brokers operating within their territory;
(
b
)
Requiring
licensing or authorization of brokering; or
(
c
)
Requiring
disclosure on import and export licences or authorizations, or accompanying
documents, of the names and locations of brokers involved in the transaction.
2. States Parties that have established a system of
authorization regarding brokering as set forth in paragraph 1 of this article
are encouraged to include information on brokers and brokering in their
exchanges of information under article 12 of this Protocol and to retain
records regarding brokers and brokering in accordance with article 7 of this
Protocol.
III. Final provisions
Article 16
Settlement of disputes
l. States Parties shall endeavour to settle disputes
concerning the interpretation or application of this Protocol through
negotiation.
2. Any dispute between two or more States Parties
concerning the interpretation or application of this Protocol that cannot be
settled through negotiation within a reasonable time shall, at the request of
one of those States Parties, be submitted to arbitration. If, six months
after
the date of the request for arbitration, those States Parties are unable to
agree on the organization of the arbitration, any one of those States Parties
may refer the dispute to the International Court of Justice by request in
accordance with the Statute of the Court.
3. Each State Party may, at the time of signature,
ratification, acceptance or approval of or accession to this Protocol,
declare
that it does not consider itself bound by paragraph 2 of this article. The
other States Parties shall not be bound by paragraph 2 of this article with
respect to any State Party that has made such a reservation.
4. Any State Party that has made a reservation in
accordance with paragraph 3 of this article may at any time withdraw that
reservation by notification to the Secretary-General of the United Nations.
Article 17
Signature, ratification, acceptance, approval and accession
1. This Protocol shall be open to all States for
signature at United Nations Headquarters in New York from the thirtieth day
after its adoption by the General Assembly until 12 December 2002.
2. This Protocol shall also be open for signature by
regional economic integration organizations provided that at least one member
State of such organization has signed this Protocol in accordance with
paragraph 1 of this article.
3. This Protocol is subject to ratification, acceptance
or approval. Instruments of ratification, acceptance or approval shall be
deposited with the Secretary-General of the United Nations. A regional
economic
integration organization may deposit its instrument of ratification,
acceptance
or approval if at least one of its member States has done likewise. In that
instrument of ratification, acceptance or approval, such organization shall
declare the extent of its competence with respect to the matters governed by
this Protocol. Such organization shall also inform the depositary of any
relevant modification in the extent of its competence.
4. This Protocol is open for accession by any State or
any regional economic integration organization of which at least one member
State is a Party to this Protocol. Instruments of accession shall be
deposited
with the Secretary-General of the United Nations. At the time of its
accession,
a regional economic integration organization shall declare the extent of its
competence with respect to matters governed by this Protocol. Such
organization
shall also inform the depositary of any relevant modification in the extent
of
its competence.
Article 18
Entry into force
1. This Protocol shall enter into force on the ninetieth
day after the date of deposit of the fortieth instrument of ratification,
acceptance, approval or accession, except that it shall not enter into force
before the entry into force of the Convention. For the purpose of this
paragraph, any instrument deposited by a regional economic integration
organization shall not be counted as additional to those deposited by member
States of such organization.
2. For each State or regional economic integration
organization ratifying, accepting, approving or acceding to this Protocol
after
the deposit of the fortieth instrument of such action, this Protocol shall
enter into force on the thirtieth day after the date of deposit by such State
or organization of the relevant instrument or on the date this Protocol
enters
into force pursuant to paragraph 1 of this article, whichever is the later.
Article 19
Amendment
1. After the expiry of five years from the entry into
force of this Protocol, a State Party to the Protocol may propose an
amendment
and file it with the Secretary-General of the United Nations, who shall
thereupon communicate the proposed amendment to the States Parties and to the
Conference of the Parties to the Convention for the purpose of considering
and
deciding on the proposal. The States Parties to this Protocol meeting at the
Conference of the Parties shall make every effort to achieve consensus on
each
amendment. If all efforts at consensus have been exhausted and no agreement
has
been reached, the amendment shall, as a last resort, require for its adoption
a
two-thirds majority vote of the States Parties to this Protocol present and
voting at the meeting of the Conference of the Parties.
2. Regional economic integration organizations, in
matters within their competence, shall exercise their right to vote under
this
article with a number of
votes equal to the number of their member States that
are Parties to this Protocol. Such organizations shall not exercise their
right
to vote if their member States exercise theirs and vice versa.
3. An amendment adopted in accordance with paragraph 1
of this article is subject to ratification, acceptance or approval by States
Parties.
4. An amendment adopted in accordance with paragraph 1
of this article shall enter into force in respect of a State Party ninety
days
after the date of the deposit with the Secretary-General of the United
Nations
of an instrument of ratification, acceptance or approval of such amendment.
5. When an amendment enters into force, it shall be
binding on those States Parties which have expressed their consent to be
bound
by it. Other States Parties shall still be bound by the provisions of this
Protocol and any earlier amendments that they have ratified, accepted or
approved.
Article 20
Denunciation
1. A State Party may denounce this Protocol by written
notification to the Secretary-General of the United Nations. Such
denunciation
shall become effective one year after the date of receipt of the notification
by the Secretary-General.
2. A regional economic integration organization shall
cease to be a Party to this Protocol when all of its member States have
denounced it.
Article 21
Depositary and languages
1. The Secretary-General of the United Nations is
designated depositary of this Protocol.
2. The original of this Protocol, of which the Arabic,
Chinese, English, French, Russian and Spanish texts are equally authentic,
shall be deposited with the Secretary-General of the United Nations.
IN WITNESS WHEREOF, the undersigned plenipotentiaries,
being duly authorized thereto by their respective Governments, have signed
this
Protocol.
24)
A/55/383/Add.2.
25)
Resolution 2625 (XXV), annex.
Bilag 3
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov om våben og eksplosivstoffer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 67 af 26. januar 2000, som ændret ved lov nr. 433 af
31. maj 2000 og lov nr. 378 af 6. juni 2002, foretages følgende ændringer:
1.
Efter
§ 7
indsættes
:
»
§ 7 a.
Justitsministeren kan efter forhandling med udenrigsministeren fastsætte
bestemmelser om forbud mod transport af de i § 6, stk. 1, nævnte
våben mv. mellem tredjelande, når der er tale om nærmere bestemte
modtagerlande.
Stk. 2
. Det er
forbudt at transportere de i stk. 1 nævnte våben mv. mellem tredjelande,
hvis der ikke fra de kompetente myndigheder i afsender- og modtagerlandet
foreligger de efter lovgivningen i vedkommende lande nødvendige tilladelser
til henholdsvis udførsel og indførsel.
Stk. 3.
Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan meddele
dispensation fra de i stk. 1 og 2 nævnte forbud.
Stk. 4.
Justitsministeren kan bestemme, at stk. 1 og 2 skal gælde våben af
enhver art.«
§ 8
. -
- -
2.
§ 8, stk. 2
, affattes
således:
Stk. 2.
§ 6,
stk. 1, gælder ikke for militære styrker og militært personel som led i
den militære tjenesteudøvelse. Bestemmelsen gælder endvidere ikke militære
myndigheders
midlertidige udførsel af udrustning og materiel med henblik på reparation og
vedligeholdelse.
»
Stk. 2.
§ 6, stk. 1, og § 7 a gælder ikke for militære styrker og
militært personel som led i den militære tjenesteudøvelse. § 6,
stk. 1, gælder endvidere ikke militære myndigheders midlertidige
udførsel af udrustning og materiel med henblik på reparation og
vedligeholdelse.«
§ 9.
--- § 1 og § 6, stk. 1, gælder endvidere ikke for politiet.---
Stk. 3. ---
3.
I
§ 9, stk. 1, 2. pkt.,
ændres
»§ 1 og § 6, stk. 1« til: »§ 1, § 6, stk. 1, og
§ 7 a«
§ 10.
Med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder
fængsel indtil 2 år straffes den, der overtræder §§ 1-2 a, § 2 c,
§ 2 d, § 5, § 6, stk. 1, og § 7.
Stk. 2. ---
4.
I § 10, stk. 1
, indsættes som nyt
2. pkt.:
»På samme måde straffes den, der forsætligt eller ved grov
uagtsomhed overtræder § 7 a, stk. 2.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. oktober 2004.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af våbenloven (Transport af våben m.v. mellem tredjelande) Retsinformation · 6. maj 2004
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven og våbenloven (Skærpelse af straffen for ulovlig besiddelse af skydevåben m.v. og ændring af forbuddet mod transport af våben m.v. mellem visse andre lande end Danmark) Retsinformation · 23. februar 2017
- Forslag til Lov om ændring af våbenloven, straffeloven og krigsmaterielloven (Masseødelæggelsesvåben mv.) Retsinformation · 25. januar 2006
- Forslag til Lov om ændring af våbenloven og krigsmaterielloven (Mærkning af skydevåben m.v.) Retsinformation · 26. februar 2010
- F.A.31.10 VAB I, Våben og eksplosivstoffer Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Forslag til Lov om ændring af våbenloven (Våbenformidling mv.) Retsinformation · 30. marts 2005