Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af våbenloven (Transport af våben mv. mellem tredjelande)

2003/1 LSF 158Lovforslag som fremsatJustitsministeriet4. februar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 4. februar 2004 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af våbenloven

(Transport af våben mv. mellem tredjelande)

§ 1

I lov om våben og eksplosivstoffer, jf.

lovbekendtgørelse nr. 67 af 26. januar 2000, som ændret ved lov nr. 433 af

31.

maj 2000 og lov nr. 378 af 6. juni 2002, foretages følgende ændringer:

1.

Efter

§ 7

indsættes

:

»

§ 7 a.

Justitsministeren kan efter forhandling med udenrigsministeren fastsætte

bestemmelser om forbud mod transport af de i § 6, stk. 1, nævnte

våben mv. mellem tredjelande, når der er tale om nærmere bestemte

modtagerlande.

Stk. 2.

Det er

forbudt at transportere de i stk. 1 nævnte våben mv. mellem tredjelande,

hvis der ikke fra de kompetente myndigheder i afsender- og modtagerlandet

foreligger de efter lovgivningen i vedkommende lande nødvendige tilladelser

til

henholdsvis udførsel og indførsel.

Stk. 3.

Læs alt

Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan meddele

dispensation fra de i stk. 1 og 2 nævnte forbud.

Stk. 4.

Justitsministeren kan bestemme, at stk. 1 og 2 skal gælde våben af

enhver

art.«

2.

§ 8, stk. 2,

affattes således:

»

Stk. 2.

§ 6,

stk. 1, og § 7 a gælder ikke for militære styrker og militært

personel som led i den militære tjenesteudøvelse. § 6, stk. 1,

gælder

endvidere ikke militære myndigheders midlertidige udførsel af udrustning og

materiel med henblik på reparation og vedligeholdelse.«

3.

I

§ 9, stk. 1, 2. pkt.,

ændres

»§ 1 og § 6, stk. 1« til: »§ 1, § 6, stk. 1, og

§ 7 a.«

4.

I

§ 10, stk. 1,

indsættes som nyt 2.

pkt.:

»På samme måde straffes den, der

forsætligt eller ved

grov uagtsomhed

overtræder § 7 a, stk. 2.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. oktober 2004.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

3

2.

Transport af våben mellem tredjelande

4

2.1.

Omfanget af dansk transport af våben mellem tredjelande

4

2.2.

Gældende ret

4

2.2.1.

Våbenloven (våbeneksportkontrol)

4

2.2.2.

Straffeloven

5

2.2.3.

Internationale våbenembargoer

5

2.2.3.1.

FN-våbenembargoer

5

2.2.3.2.

EU-våbenembargoer

6

2.2.3.3.

OSCE-våbenembargoer

6

2.2.3.4.

Sammenfatning

6

2.2.4.

FN’s våbenprotokol

7

2.2.5.

Dansk straffemyndighed

8

2.3.

Fremmed ret

9

2.4.

Internationalt samarbejde om kontrol med

grænseoverskridende våbenoverførsler

10

3.

Våbenarbejdsgruppens

forslag og Justitsministeriets overvejelser

11

3.1.

Regulering af våbentransport mellem tredjelande

11

3.1.1.

Våbenarbejdsgruppens forslag

11

3.1.1.1.

Forbudsmodellen

11

3.1.1.2.

Tilladelsesmodellen

11

3.1.1.3.

Kombinationsmodellen

11

3.1.1.4.

Våbenarbejdsgruppens konklusion

12

3.1.2.

Justitsministeriets overvejelser

12

3.2.

Implementering af FN’s våbenprotokol

14

3.2.1.

Våbenarbejdsgruppens forslag

14

3.2.2.

Justitsministeriets overvejelser

14

3.3.

Straffebestemmelsen

14

3.3.1.

Den strafbare handling og strafsubjektet (objektive

krav)

14

3.3.1.1.

Våbenarbejdsgruppens forslag

14

3.3.1.2.

Justitsministeriets overvejelser

15

3.3.2.

Tilregnelse (subjektive krav)

15

3.3.2.1.

Våbenarbejdsgruppens forslag

15

3.3.2.2.

Justitsministeriets overvejelser

16

3.3.3.

Strafferamme

16

3.3.3.1.

Våbenarbejdsgruppens forslag

16

3.3.3.2.

Justitsministeriets overvejelser

16

3.4.

Politi og forsvar

16

3.4.1.

Våbenarbejdsgruppens forslag

16

3.4.2.

Justitsministeriets overvejelser

17

4.

Lovforslagets

økonomiske og administrative konsekvenser

17

5.

Lovforslagets

miljømæssige konsekvenser og forholdet til EU-retten

17

6

Hørte myndigheder

mv.

18

1. Indledning

Efter gældende dansk ret kan alene juridisk bindende

FN-våbenembargoer vedtaget i medfør af FN-pagtens kapitel VII gennemføres i

dansk ret ved kongelig anordning, jf. lov nr. 156 af 10. maj 1967 om visse

forholdsregler i henhold til FN-pagten. Ikke juridisk bindende

FN-våbenembargoer samt EU- og OSCE-våbenembargoer kan derimod alene håndhæves

gennem administrationen af våbenlovens regler. Våbenlovgivningen indeholder

imidlertid ikke regler om transport af våben mellem tredjelande, men alene om

udførsel af våben fra Danmark. Regeringen finder det ikke rigtigt, at danske

transportører således kan medvirke til våbenoverførsler, som strider imod det

internationale samfunds vedtagelser.

Lovforslaget har til formål at rette op på denne situation

og modvirke danske transportørers medvirken til overførsler af våben til

lande,

som er omfattet af internationale våbenembargoer, uanset om der er tale om

FN-,

EU- eller OSCE-embargoer.

Herudover har lovforslaget til formål at gennemføre

bestemmelser i FN’s våbenprotokol, som forpligter de kontraherende

stater til

at kriminalisere overførsel, herunder transport, af skydevåben samt

komponenter, dele og ammunition hertil mellem to lande, som ikke har givet de

nødvendige tilladelser til henholdsvis udførsel og indførsel.

Regeringen finder det naturligt, at danske transportører

ved deltagelse i våbenoverførsler mellem tredjelande skal respektere de

udførsels- og indførselsrestriktioner, som gælder i henholdsvis eksport- og

importlandet. Regeringen har derfor fundet det rigtigst, at reglerne herom

ikke

kun skal gælde transport af de skydevåben mv., som er nævnt i protokollen,

men

udstrækkes til at gælde alle de typer af våben mv., som er undergivet

eksportkontrol i henhold til våbenloven.

Som følge af, at udførsel af våben mv. fra Danmark allerede

efter gældende ret er underlagt kontrol, retter lovforslaget sig alene mod

transport af våben mellem tredjelande, som ikke sker umiddelbart i

forlængelse

af en udførsel fra Danmark.

Justitsministeriets arbejdsgruppe om reglerne for udførsel

af våben mv., som har til opgave at vurdere de spørgsmål, som reglerne og

praksis for kontrol med udførsel af våben mv. giver anledning til, har den 5.

december 2003 afgivet en rapport om transport af våben mellem tredjelande,

som

har dannet grundlag for lovforslaget. Rapporten er optrykt som bilag 1 til

lovforslaget.

Der har siden 1987 flere gange været fremsat både

beslutnings- og lovforslag om kontrol med våbentransporter:

Beslutningsforslag

nr. B 80 blev fremsat den 13. januar 1987 (Folketingstidende 1986-87, tillæg

A,

sp. 2787) og vedtaget ved andenbehandlingen den 19. maj 1987. I

overensstemmelse med denne folketingsbeslutning fremsatte den daværende

regering lovforslag nr. 21 af 7. oktober 1987 (Folketingstidende 1987-88,

tillæg A, sp. 511), som bortfaldt ved folketingsvalget den 10. maj 1988.

Herefter fremsatte partier uden for regeringen lovforslag nr. 203 af 14.

februar 1989 (Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 4777), som blev

forkastet ved tredjebehandlingen den 2. juni 1989, lovforslag nr. 164 af 11.

april 1991 (Folketingstidende 1990-91, tillæg A, sp. 4203), som bortfaldt ved

folketingssamlingens slutning, og beslutningsforslag nr. 192 af 24. april

2001

(Folketingstidende 2000-2001, tillæg A, s. 7016), som bortfaldt ved

folketingssamlingens slutning. Senest har Enhedslisten fremsat

beslutningsforslag

nr. B 107 af 11. marts 2003, som ligeledes bortfaldt ved folketingssamlingens

slutning.

I henhold til sidstnævnte beslutningsforslag skulle

regeringen fremsætte lovforslag om forbud mod våbentransporter til

krigsførende

lande og konfliktområder. Et bilag til loven eller en bekendtgørelse udstedt

i

medfør af loven skulle opregne de våben og de former for krigsmateriel, som

skulle være omfattet af forbuddet. Lovforslaget skulle bemyndige regeringen

til

dels at give forhåndsgodkendelser til rederier af transport mellem bestemte

lande under nærmere angivne vilkår, dels at udstede bekendtgørelser om,

hvilke

områder der blev betragtet som krigsførende eller konfliktområder. Endelig

skulle alene forsætlige overtrædelser af reglerne være strafbare, og der

skulle

ikke indføres forpligtelser til undersøgelse af containere mv. i tilfælde,

hvor

den ansvarlige transportør ikke havde haft grundlag for mistanke om, at

transporten vedrører våben eller krigsmateriel. Det fremgår endvidere af

bemærkningerne til beslutningsforslaget, at hensigten var, at enhver

våbentransport på danske skibe skulle kræve godkendelse, enten som en konkret

godkendelse af den enkelte transport eller som en forhåndsgodkendelse som

nævnt

ovenfor.

Nærværende lovforslag afviger navnlig fra

beslutningsforslag nr. B 107 ved, at lovforslaget alene indebærer forbud mod

transport til en række nærmere angivne lande og dermed ikke indebærer noget

krav om, at transportører i øvrigt skal indhente en generel eller konkret

tilladelse for lovligt at kunne transportere våben. Desuden omfatter

beslutningsforslaget – i modsætning til lovforslaget – ikke en

kriminalisering

af våbentransport mellem tredjelande, hvor der ikke foreligger de fornødne

tilladelser til udførsel og indførsel fra henholdsvis eksport- og

importlandet.

Endvidere omfatter lovforslaget ikke alene forsætlige overtrædelser af de

foreslåede regler, men også groft uagtsomme forhold.

2. Transport af våben mellem tredjelande

2.1. Omfanget af dansk transport af våben mellem

tredjelande

Der findes ingen statistiske opgørelser over omfanget af

dansk skibstransport af våben mellem tredjelande. Forsvarsministeriet har

imidlertid på baggrund af alment tilgængelige kilder vurderet, at der er en

betydelig dansk deltagelse i transport af våben.

For så vidt angår skibstransport af våben har Danmarks

Rederiforening oplyst, at enkelte mindre rederier har specialiseret sig i

transport af farligt gods, herunder ammunition og våben. Hertil kommer

transporter for NATO og lignende, som også foretages af større rederier. Om

transportmønstret har rederiforeningen oplyst, at der primært er tale om

transporter fra NATO- eller OECD-lande, ikke mindst i nordeuropæisk og

atlant-fart samt til kriseområder, hvor NATO-lande er involveret. Derudover

foregår der en vis våbentransport fra OECD-lande til destinationer i

Sydamerika, Fjernøsten og en række arabiske lande med regeringer eller

militær

og politi som modtagere.

Danmarks Rederiforening har i øvrigt oplyst, at den danske

handelsflåde omfatter ca. 530 skibe, og at danske rederier ejer skibe i

udlandet med ca. samme kapacitet. Herudover indchartres udenlandske skibe med

en samlet kapacitet på 2-3 gange den danske handelsflådes, som til gengæld

også

i vidt omfang udchartres til udenlandske rederier. Den danske handelsflåde

udgør

ca. 1,3 pct. af den samlede globale kapacitet, og samlet set disponerer

danske

rederier over mere end 5 pct. af denne kapacitet.

I henhold til oplysninger fra Statens Luftfartsvæsen –

understøttet af oplysninger fra Erhvervsflyvningens Sammenslutning –

synes det

stort set alene at være SAS, som transporterer våben med fly. SAS har oplyst,

at flyselskabet ikke umiddelbart har tilgængelige oplysninger om omfanget af

transport af våben mellem tredjelande.

Det har heller ikke været muligt at klarlægge omfanget af

transport af våben mellem tredjelande med danske køretøjer/vognmænd.

2.2. Gældende ret

2.2.1. Våbenloven (våbeneksportkontrol)

Efter § 6, stk. 1, i våbenloven, jf.

lovbekendtgørelse nr. 67 af 26. januar 2000, som ændret ved lov nr. 433 af

31.

maj 2000 og lov nr. 378 af 6. juni 2002, er det forbudt uden tilladelse fra

justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, i hvert enkelt

tilfælde at udføre

–

våben med undtagelse

af jagtvåben,

–

ammunition med

undtagelse af ammunition til jagtvåben,

–

materiel til land-,

sø- eller luftkrig,

–

maskiner,

instrumenter, apparater og andre produktionsmidler, der overvejende anvendes

til fremstilling eller vedligeholdelse af våben, ammunition eller

krigsmateriel, samt dele og tilbehør til sådanne produktionsmidler, og

–

eksplosivstoffer med

undtagelse af pyrotekniske artikler.

I henhold til våbenlovens § 6, stk. 2, kan

justitsministeren bestemme, at udførsel af

våben af enhver art er forbudt, herunder forbudt uden

tilladelse.

Bemyndigelsen er udnyttet ved § 27 i

våbenbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 66 af 26. januar 2000), som

bestemmer,

at det er forbudt uden tilladelse fra justitsministeren eller – for

udførsel af

visse våbentyper til visse destinationer – fra politimesteren

(politidirektøren) at udføre våben og ammunition af nogen art med undtagelse

af

visse dolke og knive.

Udtrykket »udføre« i våbenlovens § 6, stk. 1,

omfatter alene fysisk flytning af genstande ud fra dansk territorium.

Bestemmelsen har således ingen betydning for overførsler, herunder transport,

af våben mellem tredjelande, der ikke sker umiddelbart i forlængelse af en

udførsel fra Danmark.

Forbuddet i våbenlovens § 6, stk. 1, mod udførsel

af våben uden tilladelse gælder efter § 8, stk. 2, 1. pkt., ikke

for

militære styrker og militært personel som led i den militære

tjenesteudøvelse.

Undtagelsens rækkevidde er i forarbejderne til lov nr. 363

af 2. juni 1999 om ændring af lov om våben og eksplosivstoffer nærmere

beskrevet således, jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, s. 3098:

» Efter fast praksis gælder

kravet om udførselstilladelse imidlertid ikke for udførsel af udrustning og

materiel, der medbringes (udføres eller genudføres) af danske eller

udenlandske

NATO-styrker eller sendes særskilt til brug for disse. Det forudsættes

herved,

at det for så vidt angår danske styrker drejer sig om udrustning og materiel,

der med Forsvarsministeriets godkendelse medbringes eller sendes til brug

under

øvelse eller lignende i udlandet, og som – med undtagelse af bortskudt

ammunition – genindføres her til landet, uden at det under styrkernes

ophold i

udlandet overlades til andre. For så vidt angår udenlandske styrker

forudsættes

at udførslen kun omfatter udrustning og materiel, der med

Forsvarsministeriets

godkendelse er bragt her til landet af de nævnte styrker eller særskilt er

sendt til disse under deres ophold her i landet.

Justitsministeriet foreslår, at

det formelt medtages i loven, at der ikke skal indhentes udførselstilladelse

i

henhold til våben- og eksplosivstoflovens § 6, stk. 1, når

udførslen

vedrører militære styrker og militært personel som led i den militære

tjenesteudøvelse.

Dette medfører, at der ikke skal

indhentes tilladelse til udførsel af udrustning og materiel, der udføres

eller

genudføres af danske eller udenlandske NATO-styrker, eller når udrustning og

materiel sendes særskilt til brug for disse. Tilsvarende bør efter

Justitsministeriets opfattelse også gælde i relation til f.eks. Partnerskab

for

Fred samt OSCE- og FN-opgaver.«

I henhold til våbenlovens § 9, stk. 1, gælder

våbenlovens § 6, stk. 1, heller ikke for politiet.

Også denne bestemmelse blev indsat ved lov nr. 363 af 2.

juni 1999. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at

polititjenestemænds ind- og udførsel af våben i privat øjemed fortsat kræver

tilladelse efter våbenloven, jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, s.

3098.

2.2.2. Straffeloven

I henhold til straffelovens § 114, stk. 2, kan

den, som med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller

uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller

en

international organisation til at foretage eller undlade at foretage en

handling eller destabilisere eller ødelægge et lands eller en international

organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller

samfundsmæssige strukturer, transporterer våben eller eksplosivstoffer,

straffes med fængsel indtil livstid.

Det fremgår af forarbejderne til § 114, jf.

Folketingstidende 2001-2002, tillæg A, s. 808, at bestemmelsen navnlig skal

gennemføre EU’s rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme, og at

bestemmelsen

ikke er begrænset til at beskytte danske samfundsforhold mv. I

overensstemmelse

hermed er bestemmelsen i § 114, stk. 2, om transport af våben og

eksplosivstoffer ikke geografisk begrænset, men gælder både transport af

våben

som led i ind- eller udførsel fra Danmark og transport af våben som led i en

overførsel mellem tredjelande.

2.2.3. Internationale våbenembargoer

2.2.3.1. FN-våbenembargoer

FN-pagten indeholder bestemmelser om forholdsregler over

for trusler mod freden, fredsbrud og angrebshandlinger (FN-pagtens kapitel

VII). Det følger heraf, at Sikkerhedsrådet gennem vedtagelsen af en

resolution

kan indføre en våbenembargo over for et land, som truer den mellemfolkelige

fred og sikkerhed. Sådanne resolutioner i henhold til FN-pagtens kapitel VII

er

juridisk bindende for FN's medlemsstater, således at de er folkeretligt

forpligtede til at gennemføre og håndhæve våbenembargoerne i deres nationale

retssystemer.

Herudover kan FN's Sikkerhedsråd og FN's Generalforsamling

vedtage ikke juridisk bindende våbenembargoer i form af henstillinger til

FN's medlemslande om iværksættelse af våbenembargoer.

Juridisk bindende våbenembargoer vedtaget i henhold til

FN-pagtens kapitel VII omfatter typisk – ud over et forbud mod eksport

– en

forpligtelse for FN-landene til at forhindre, at deres fly og skibe anvendes

til våbenoverførsler til det embargobelagte land. Disse embargoer kan

gennemføres i dansk ret ved kongelig anordning, jf. lov nr. 156 af 10. maj

1967

om visse forholdsregler i henhold til FN-pagten. Der er herefter hjemmel til

at

straffe overtrædelser af embargoen med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller

under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 år, jf. straffelovens

§ 110 c, stk. 2.

Ikke juridisk bindende FN-våbenembargoer kan ikke

implementeres ved kongelig anordning. De gennemføres ved administrationen af

bestående lovgivning (våbeneksportkontrollen) eller ved vedtagelse af ny

lovgivning.

Forbud mod eksport af våben til det pågældende land fra

Danmark kan gennemføres ved administrationen af våbenlovgivningens regler,

idet

ansøgninger om udførselstilladelser kan nægtes, og udførsel uden tilladelse

kan

straffes med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende

omstændigheder med fængsel indtil 2 år, jf. våbenlovens § 10,

stk. 1.

Derimod giver den eksisterende lovgivning ikke mulighed for

at straffe transport af våben til det pågældende land i de tilfælde, hvor

våbnene ikke udføres fra Danmark.

2.2.3.2. EU-våbenembargoer

Traktaten om Den Europæiske Union (Amsterdam-traktaten)

indeholder bestemmelser om en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

(Amsterdam-traktatens afsnit V). Blandt målsætningerne for den fælles

udenrigs-

og sikkerhedspolitik er styrkelse af Unionens sikkerhed samt bevarelse af

freden og styrkelse af den internationale sikkerhed. Med henblik på at sikre

disse mål kan EU gennem vedtagelse af en fælles holdning indføre en

våbenembargo over for et land, som truer den internationale fred og

sikkerhed.

Ifølge Amsterdam-traktaten skal medlemsstaterne drage

omsorg for, at deres nationale politik er i overensstemmelse med de fælles

holdninger. Medlemsstaterne er med andre ord juridisk forpligtede til at

gennemføre en fælles holdning i deres nationale retssystemer. Våbenembargoer,

der er indført ved en fælles holdning, iværksættes ved medlemsstaternes

nationale foranstaltning og ikke – som ved embargoer vedrørende andre

varer end

våben – ved en rådsforordning efter artikel 301 i Traktaten om

Oprettelse af

Det Europæiske Fællesskab (TEF). Dette skyldes, at kompetencen til at træffe

foranstaltninger vedrørende handel med våben, ammunition og krigsmateriel

ligger hos medlemsstaterne i medfør af artikel 296 i TEF.

I Danmark kan EU-våbenembargoer ligesom ikke juridisk

bindende FN-våbenembargoer, jf. ovenfor, for så vidt angår forbud mod eksport

af våben fra Danmark håndhæves ved administrationen af våbenlovgivningens

regler (våbeneksportkontrollen). Derimod er der som udgangspunkt i dag ikke

nogen almindelig hjemmel til at håndhæve et eventuelt forbud mod transport af

våben til det pågældende land, når der ikke sker udførsel fra Danmark. En

sådan

hjemmel er dog ikke nødvendig, hvis der for det pågældende land også gælder

en

juridisk bindende FN-embargo i henhold til FN-pagtens kapitel VII, som er

gennemført i dansk ret ved kongelig anordning.

2.2.3.3. OSCE-våbenembargoer

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE)

arbejder på grundlag af de politiske beslutninger, som medlemslandene kan

blive

enige om. Sådanne beslutninger kan omfatte våbenembargoer. OSCE omfatter i

dag

55 lande: Alle landene i Europa samt USA og Canada og de fem tidligere

sovjetiske, centralasiatiske republikker.

Våbenembargoer vedtaget i OSCE kan håndhæves i samme omfang

som EU-våbenembargoer og ikke juridisk bindende FN-våbenembargoer.

2.2.3.4. Sammenfatning

Forbud mod eksport af våben, som følger af internationale

våbenembargoer, kan håndhæves ved administration af den gældende

våbenlovgivning (våbeneksportkontrollen), uanset hvilken type våbenembargo

der

er tale om.

I det omfang juridisk bindende FN-embargoer vedtaget i

henhold til FN-pagtens kapitel VII indeholder forbud mod transport af våben

til

de embargoramte lande, når transporten ikke sker som led i eksport fra

Danmark,

kan også dette forbud håndhæves efter de gældende danske regler, når

våbenembargoen er implementeret af Udenrigsministeriet ved kongelig

anordning.

Herudover er transport af våben, der ikke udføres fra

Danmark, til lande, der er omfattet af en international våbenembargo, ikke

forbudt efter dansk ret. De nugældende internationale våbenembargoer –

ud over

de juridisk bindende FN-embargoer – indeholder imidlertid ikke nogen

udtrykkelig forpligtelse til at indføre sådanne forbud.

Retstilstanden kan opstilles i et skema på følgende måde:

Juridisk bindende

FN-embargoer efter FN-pagtens kapitel VII

EU-embargoer

Ikke juridisk

bindende FN-embargoer og OECD-embargoer

Hjemmel til at

håndhæve eksportforbud

Våbenlovens § 6, jf. § 10, stk. 1, og

kongelig anordning, jf. straffelovens § 110, c,

stk. 2

Våbenlovens § 6, jf. § 10, stk. 1

Våbenlovens § 6, jf. § 10, stk. 1

Hjemmel til at

håndhæve (eventuelle) transportforbud

Kongelig anordning, jf. straffelovens § 110 c,

stk. 2

Ingen

Ingen

En oversigt over de gældende internationale våbenembargoer

er optrykt som underbilag 1 til bilag 1 (våbenarbejdsgruppens rapport).

2.2.4. FN’s våbenprotokol

FN’s Generalforsamling vedtog den 31. maj 2001 ved resolution nr.

55/255 en protokol om bekæmpelse af ulovlig fremstilling af og handel med

skydevåben og dele, komponenter samt ammunition hertil

(Protocol

against the illicit manufacturing of and trafficking in firearms, their parts

and components and ammunition supplementing the United Nations Convention

against transnational organized crime)

. Andre former for

våben/forsvarsmateriel er ikke omfattet af protokollens bestemmelser.

Protokollen knytter sig til FN’s konvention om bekæmpelse af

grænseoverskridende organiseret kriminalitet (også kaldet

Palermo-konventionen), som blev vedtaget den 15. november 2000 ved resolution

55/25. Protokollen er optrykt som lovforslagets bilag 2.

Våbenprotokollen er på nuværende tidspunkt undertegnet af

52 stater (herunder Danmark) og ratificeret af 6 stater (Bulgarien, Burkina

Faso, Costa Rica, Cypern, Mali og Mexico).

Ved våbenprotokollens artikel 5 forpligtes de kontraherende

stater til at kriminalisere dels ulovlig fremstilling af og handel med

skydevåben samt dele, komponenter og ammunition dertil, dels forfalskning,

ødelæggelse, bortfjernelse og ændring af de mærker, der kræves på skydevåben

i

overensstemmelse med våbenprotokollens regler herom (artikel 9). Endvidere

skal

de kontraherende stater kriminalisere forsøg på og medvirken til de nævnte

handlinger.

I våbenprotokollens artikel 3, litra e, defineres ulovlig

handel som indførsel, udførsel, erhvervelse, salg, levering,

transport/omsætning (»movement«) og overførsel af skydevåben mv. fra eller

gennem én kontraherende stats territorium til en anden kontraherende stats

territorium, hvis én af staterne ikke har givet tilladelse i overensstemmelse

med protokollens bestemmelser.

Om disse tilladelser bestemmer protokollens artikel 10, at

de kontraherende stater skal etablere og opretholde et effektivt system med

tilladelser til udførsel og indførsel samt forholdsregler (»measures«)

vedrørende international transit af skydevåben mv.

Protokollen forpligter altså de kontraherende stater til at

kriminalisere handel med våben fra én kontraherende stat til en anden, når

der

ikke foreligger tilladelse fra disse stater til henholdsvis eksport og

import.

Dette indebærer, at en kontraherende stat er forpligtet til at kriminalisere

uautoriserede våbenoverførsler, selv om der ikke er tale om import til eller

eksport fra denne stat.

Kriminaliseringsforpligtelsen skal ses i sammenhæng med

konventionens artikel 15, der i medfør af artikel 1 i våbenprotokollen gælder

tilsvarende for våbenprotokollen. Efter konventionens artikel 15 forpligtes

de

kontraherende stater til at have straffemyndighed (jurisdiktion) i forhold

til

kriminaliserede handlinger, som foretages

enten

på den kontraherende stats territorium

eller

ombord på et skib eller fly, der er indregistreret i den pågældende

kontraherende stat.

På denne baggrund må protokollens definition af »handel«,

herunder begrebet »movement« anses for at omfatte rene transportydelser,

således at en transportør, som transporterer skydevåben mv. mellem to lande,

som har tilsluttet sig protokollen, skal kunne straffes, hvis der ikke

foreligger de fornødne tilladelser til udførsel og indførsel fra henholdsvis

eksport- og importlandet.

Der findes ikke en sådan straffehjemmel i gældende dansk

ret.

Protokollen finder i henhold til artikel 4, stk. 2,

ikke anvendelse på mellemstatslige transaktioner (»state-to-state

transactions«) eller på statslige overførsler (»state transfers«) i tilfælde,

hvor anvendelse af protokollen ville gribe ind i (»prejudice«) en

kontraherende

stats ret til at skride til handling i den nationale sikkerheds interesse i

overensstemmelse med FN-pagten.

Endvidere forpligter protokollen alene de kontraherende

stater til at kriminalisere forsætlige handlinger, jf. protokollens artikel

5.

2.2.5. Dansk straffemyndighed

Handlinger, som foretages i den danske stat og på danske

fartøjer (dvs. skibe, der sejler under dansk flag, og luftfartøjer, som er

dansk registreret), hører under dansk straffemyndighed, jf. straffelovens

§ 6 (territorialprincippet). Bestemmelsen kræver ikke, at hele den

kriminelle virksomhed er foretaget i den danske stat. Når blot en del af

virksomheden er foretaget her i landet, må forholdet således antages at være

undergivet dansk straffemyndighed efter denne bestemmelse.

Dansk straffemyndighed omfatter endvidere handlinger

foretaget i udlandet af personer, der har dansk statsborgerskab eller bopæl i

Danmark, jf. straffelovens § 7, stk. 1, (personalprincippet). Hvis

handlingen foretages inden for folkeretligt anerkendt statsområde, er det dog

som altovervejende hovedregel en betingelse, at handlingen er strafbar både

efter gerningsstedets lov og

dansk lov

(princippet om dobbelt strafbarhed), og at den pågældende danske

straffebestemmelse ikke efter sit gerningsindhold er territorialt begrænset

til

forhold begået i Danmark. Efter stk. 2 finder bestemmelsen tilsvarende

anvendelse på udlandshandlinger begået af en person, der har indfødsret eller

bopæl i de andre nordiske lande, og som opholder sig her i landet på

påtaletidspunktet.

Hvis der er tale om en handling udført i udlandet af en

ansat i et selskab med hjemsted i Danmark, som er ansvarlig for den ansattes

handlinger, er spørgsmålet, om lovovertrædelsen/handlingen skal anses for

begået i udlandet eller i Danmark.

Efter retspraksis anses en selskabsovertrædelse som

udgangspunkt for begået dér, hvor den ansatte begår den handling eller

undladelse, som udløser selskabsansvaret, jf. Vestre Landsrets dom refereret

i

Ugeskrift for Retsvæsen 1987, side 705, og Højesterets dom refereret i

Ugeskrift for Retsvæsen 1995, side 9. De nævnte domme angår imidlertid begge

objektivt arbejdsgiveransvar (dvs. at arbejdsgiveren ifalder strafansvar for

den ansattes lovovertrædelse, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes

arbejdsgiveren som forsætlig eller uagtsom), hvor der ikke beviseligt forelå

et

forsætligt eller uagtsomt forhold, der kunne stedfæstes til selskabets

(arbejdsgiverens) hjemsted.

Hvis selskabsovertrædelsen udløses af et tilregneligt

forhold, der i stedlig henseende kan henføres til selskabets hjemsted, f.eks.

i

tilfælde, hvor en mangelfuld eller urigtig instruktion har ført til, at

ansatte

begår en overtrædelse uden for selskabets hjemsted, er det mere usikkert,

hvor

den lovstridige handling kan og bør anses for begået. I Straffelovrådets

betænkning nr. 1289/1995 om juridiske personers bødeansvar anføres herom:

»Gode grunde, herunder hensynet

til en ensartet regel, der finder anvendelse ved selskabsovertrædelser,

uanset

hvordan overtrædelsen nærmere er begået, kunne tale for at vælge det sted,

hvor

gerningsindholdet realiseres, som gerningssted. I modsat fald vil det f.eks.

kunne blive vanskeligt at afgøre, hvor en selskabsovertrædelse skal anses for

begået, hvis overtrædelsen skyldes flere fejl, der er begået forskellige

steder, f.eks. tilfælde hvor en selskabsovertrædelse må tilskrives mangelfuld

instruktion på hjemstedet i kombination med uforsigtighed udvist af en ansat

på

«gerningsstedet». På den anden side kan en sådan regel være betænkelig, hvis

den afskærer dansk jurisdiktion over for et selskab her i landet i tilfælde,

hvor der påviseligt foreligger fejl begået på dansk område. En løsning, der

sikrer dansk jurisdiktion i denne type sager, opnås, hvis såvel selskabets

hjemsted som det sted, hvor overtrædelsen manifesterer sig, anses som

gerningssted.«

Straffelovens §§ 6 og 7 (territorial- og

personalprincippet) suppleres af § 8, hvorefter der efter

omstændighederne

er dansk straffemyndighed i forhold til udlandshandlinger uden hensyn til,

hvor

gerningsmanden hører hjemme. Det gælder bl.a. i tilfælde, hvor »handlingen er

omfattet af en mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken Danmark er

forpligtet til at foretage retsforfølgning«, jf. § 8, nr. 5.

Formålet med denne bestemmelse, der blev indsat ved lov nr.

322 af 4. juni 1986, er blandt andet at opfylde – og muliggøre

opfyldelse af

fremtidige – konventioner eller andre mellemfolkelige aftaler, der

indebærer en

forpligtelse for Danmark til at have dansk straffemyndighed med henblik på at

kunne strafforfølge nærmere angivne overtrædelser, jf. Folketingstidende

1985-86, tillæg A, sp. 2080-2081 og 2087.

Når der i medfør af de ovennævnte regler sker påtale her i

landet, skal afgørelsen såvel om straf som om andre retsfølger af handlinger

ske efter danske regler, jf. straffelovens § 10, stk. 1. Er

forholdet

undergivet dansk straffemyndighed i medfør af straffelovens § 7,

stk. 1, nr. 2, kan der dog ikke idømmes strengere straf end efter

gerningsstedets lovgivning, jf. § 10, stk. 2.

2.3. Fremmed ret

Justitsministeriets våbenarbejdsgruppe har indhentet

oplysninger om retstilstanden vedrørende transport af våben mellem

tredjelande

fra EU-landene samt Norge, Canada og USA. Det fremgår heraf, at hverken

Finland

,

Frankrig

,

Grækenland

,

Holland

,

Irland

,

Italien

,

Luxembourg

,

Norge

,

Portugal,

Spanien

,

Storbritannien

,

Sverige

,

Østrig

,

Canada

eller

USA

har nogen generel

regulering af transport af våben mellem tredjelande, herunder krav om

indhentelse af transporttilladelse.

Disse landes lovgivning indeholder typisk mulighed for

administrativt at gennemføre det af internationale våbenembargoer følgende

forbud mod eksport af/handel med våben til det embargobelagte land og i

varierende omfang mulighed for tillige at nedlægge forbud mod transport af

våben til nævnte land.

Eksempelvis har

Irland

over for arbejdsgruppen oplyst, at kun fysisk transport i form af

eksport fra Irland kan forbydes, hvilket man erkender efterlader »huller« i

den

irske lovgivning. Man har påbegyndt en revision af lovgivningen.

Norge

har

oplyst, at der for våbenembargoer, som er bindende vedtaget af FN’s

Sikkerhedsråd, er hjemmel til administrativt at fastsætte forskrifter med

samme

indhold som disse embargoer. Indeholder vedkommende embargo ikke kun forbud

mod

handel/eksport, men også mod transport, må dette forbud dermed antages også

at

blive implementeret i norsk ret. Denne ordning svarer til den nuværende

danske

retstilstand.

Canada

har

oplyst, at man har lovhjemmel til administrativt at gennemføre våbenembargoer

vedtaget i FN eller andre internationale fora samt til at nedlægge forbud mod

transport af våben til det pågældende land, herunder fra et tredjeland, samt

mulighed for at pålægge straf for overtrædelse heraf.

Som et sidste eksempel kan det oplyses, at man i

Storbritannien

med hjemmel i The Export

Control Act fra 2002, afsnit 4 ( Trade controls’) har udarbejdet udkast

til

»The Embargoed Destination Sanctions Order«, som har været i høring, og som

forventes at træde i kraft i starten af 2004.

I henhold til udkastet er det forbudt direkte eller

indirekte

a)

at sælge eller

levere (’supply or deliver’),

b)

at indgå aftale om

at sælge eller levere, eller

c)

at foretage sig

nogen handling, som er beregnet på at fremme salg eller levering af de i

bekendtgørelsen oplistede varer til nogen person eller noget sted i det

embargobelagte land, medmindre ministeren har givet tilladelse hertil.

Forbuddet gælder efter udkastet enhver handling foretaget i

Storbritannien og handlinger foretaget uden for Storbritannien, hvis der er

tale om en britisk statsborger. Forbuddet gælder ikke varer, der befinder sig

i

Storbritannien, medmindre de er i transit.

Det fremgår af bemærkningerne til udkastet, at der vil

blive udstedt en bekendtgørelse vedrørende ethvert land, som omfattes af en

fuld våbenembargo, uanset om embargoen forpligter Storbritannien til at

regulere såvel handel (mellem tredjelande) som eksport. Bekendtgørelsen vil

gælde, så længe embargoen står ved magt.

De forbudte handlinger nævnt ovenfor under c) omfatter i

henhold til bemærkningerne finansielle og forsikringsmæssige ydelser

vedrørende

handelen/aftalen samt foranstaltning eller ydelse af transport af varerne.

Det anføres videre i bemærkningerne, at tilladelse til de

ellers forbudte handlinger normalt ikke vil kunne opnås, men at dette kan

komme

på tale i meget sjældne situationer, f.eks. i forbindelse med levering af

krigsmateriel til fredsbevarende styrker.

Kun

Tyskland

og

Belgien

har aktuelt regler om

våbentransport, som indebærer krav om tilladelse til transport mellem

tredjelande.

For

Tysklands

vedkommende følger det af lov om krigsvåbenkontrol

(Kriegswaffenkontrollgesetz

(KWKG)) § 4, stk. 1, at al transport af krigsvåben uden for

Tyskland

på skibe, som fører tysk flag, eller på fly, som er indregistreret i

Tyskland,

kræver tilladelse. I henhold til stk. 2 kan der meddeles generel

tilladelse til transport i bestemte områder. Der skal ansøges om tilladelse,

inden krigsvåbnene er bragt ombord på henholdsvis skibet eller flyet.

Generel tilladelse til transport af krigsvåben med skibe

under tysk flag eller tysk registrerede luftfartøjer gives i tilfælde, hvor

krigsvåbnene lastes uden for tysk område, ikke bliver ført igennem tysk

område

og bliver udlosset i Belgien, Danmark, Frankrig, Grækenland, Storbritannien,

Italien, Luxembourg, Holland, Norge, Østrig, Portugal, Sverige, Schweiz,

Spanien, Tyrkiet eller USA.

Krigsvåbenkontrolloven indeholder et bilag med en liste

over de genstande, stoffer og organismer, som anses for krigsvåben. De

generelle tilladelser gælder dog ikke for transport af antipersonminer.

Belgien

har den

7. juli 2003 vedtaget en lov om import, eksport, transit af våben mv., der

trådte i kraft den 17. juli 2003. Loven indeholder bestemmelse om, at ingen

belgier eller udlænding, som har bopæl eller udøver erhvervsvirksomhed i

Belgien, må forhandle, eksportere eller levere våben mv. til udlandet, eller

besidde våben mv. med dette formål, eller optræde som mellemmand i sådanne

transaktioner uden tilladelse fra Justitsministeriet. Dette gælder, uanset om

handlingen foretages mod vederlag eller vederlagsfrit, uanset varernes

oprindelsessted og destination, og uafhængigt af om varerne kommer ind på

belgisk territorium. Der kan ansøges om såvel en tidsubegrænset tilladelse

som

en tilladelse til en given transaktion.

En mellemmand er i lovteksten defineret som en person, der

skaber forudsætningerne for, at der kan indgås en aftale om forhandling,

eksport eller levering af våben mv. til udlandet, eller om besiddelse af

våben

mv. med henblik herpå, samt enhver der indgår en sådan aftale, selv om

transporten udføres af en tredjemand. Dette gælder, uanset om handlingen

foretages mod vederlag eller vederlagsfrit, uanset varernes oprindelsessted

og

destination, og uafhængigt af om varerne kommer ind på belgisk territorium.

Loven indebærer efter det for arbejdsgruppen oplyste, at

såvel den, der udfører transport af våben mellem tredjelande, som den, der

formidler en aftale om sådan transport, skal have tilladelse hertil.

Arbejdsgruppen har endvidere fået oplyst, at det belgiske

Justitsministerium på grund af visse tekniske/praktiske problemer med

anvendelsen af den nye lovgivning er blevet anmodet om at undersøge

mulighederne for at løse problemerne og udarbejde et hastelovforslag herom.

2.4.

Internationalt samarbejde om kontrol med grænseoverskridende våbenoverførsler

Som nævnt under pkt. 2.2.3. indebærer internationale

våbenembargoer en – i nogle tilfælde juridisk, i nogle tilfælde politisk

–

forpligtelse for de tiltrædende stater til at forbyde eksport af eller handel

med våben til de embargobelagte lande og i visse tilfælde tillige en

forpligtelse til at forbyde transport af våben til disse lande.

Endvidere indebærer FN’s våbenprotokol som nævnt under pkt.

2.2.4. dels en forpligtelse til at indføre såvel udførsels- som

indførselskontrol med skydevåben samt komponenter, dele og ammunition dertil,

dels en forpligtelse til at kriminalisere grænseoverskridende handel,

herunder

tillige transport, mellem lande, som har tiltrådt protokollen, og som ikke

har

givet henholdsvis udførsels- og indførselstilladelse.

Internationalt samarbejde på våbenområdet indebærer en

række yderligere juridiske og politiske forpligtelser for en lang række lande

til at kontrollere grænseoverskridende våbenoverførsler i forskellige

relationer.

I juni 1998 blev en adfærdskodeks for våbenkontrol vedtaget

i EU. Adfærdskodeksen er alene politisk forpligtende, men overvejes vedtaget

i

juridisk bindende form. Adfærdskodeksen forpligter EU-landene til at

kontrollere udførsel af våben fra deres respektive territorier og sætter i

øvrigt en høj fælles standard for denne eksportkontrol i form af en række

kriterier, som skal iagttages ved afgørelser om, hvorvidt der kan meddeles

tilladelse til eksport af våben til en given destination.

Den 26.

juni 2003 blev der i EU vedtaget en fælles holdning om kontrol med

våbenmæglervirksomhed (2003/468/FUSP), jf. traktaten om Den Europæiske Union,

afsnit V, artikel 15 (2. søjle). Den fælles holdning forpligter

hver

medlemsstat til at kontrollere formidlingsaktiviteter, som foregår på

medlemsstatens

territorium, gennem national lovgivning. Medlemsstaterne opfordres endvidere

til at overveje at kontrollere formidlingsaktiviteter, som udføres af den

enkelte medlemsstats statsborgere uden for medlemsstatens territorium. Der er

ikke fastsat nogen frist for gennemførelsen af den fælles holdning.

Formidlingsaktiviteter er i den fælles holdning defineret

som aktiviteter, hvorved en person forhandler eller arrangerer transaktioner,

som kan indebære overførsel af produkter omfattet af EU’s fælles liste

over

militært udstyr, der er omfattet af EU’s adfærdskodeks for våbeneksport,

fra ét

ikke EU-land til et andet. Omfattet er desuden aktiviteter, hvorved en

person,

som selv ejer sådant udstyr, køber, sælger eller arrangerer overførsel af

udstyret fra ét ikke EU-land til et andet. Overførsel af udstyr mellem

EU-lande

eller fra et EU-land til et land uden for EU er ikke omfattet af den fælles

holdning. Rene transportydelser og arrangering heraf er heller ikke omfattet.

Wassenaar Arrangementet er et multilateralt forum, hvor

aktuelt 33 lande samarbejder om eksportkontrol med blandt andet våben, jf.

underbilag 3 til bilag 1. Formålet med Wassenaar Arrangementet er at bidrage

til international og regional fred og sikkerhed, og medlemslandene har

gensidigt

forpligtet sig til at udvise ansvarlighed, når de skal tage stilling til

udførsler af våben til områder, hvor der er særlig risiko for, at fred og

sikkerhed kan komme i fare

.

Den 12. december 2003 vedtog Wassenaar Arrangementet

retningslinjer for effektiv lovgivning om våbenformidling. I henhold til

disse

retningslinjer er der opnået enighed mellem Wassenaar-landene om at

kontrollere

våbenformidling ved hjælp af passende love og regler. Disse regler bør

navnlig

omfatte krav om tilladelse til formidling (forhandling eller arrangering af

aftaler, salg, handel, arrangering af overførsel) af våben og hermed

beslægtet

militært udstyr fra ét tredjeland til et andet fra de kompetente myndigheder

i

det land, hvor formidlingsaktiviteterne finder sted.

FN’s handlingsplan om små og lette våben blev vedtaget i

juli 2001. Med handlingsplanen har medlemsstaterne forpligtet sig politisk

til

at behandle ansøgninger om eksporttilladelser i henhold til strenge nationale

regler og procedurer, som dækker alle små og lette våben, og som er

overensstemmende med staternes eksisterende forpligtelser i henhold til

relevant international ret. Herudover har medlemsstaterne blandt andet

forpligtet sig til at udvikle passende nationale regler eller procedurer

vedrørende formidling af små og lette våben, som bør omfatte tiltag som for

eksempel registrering af formidlere, tilladelser eller autorisationer til

formidlingstransaktioner og passende straf for ulovlige

formidlingsaktiviteter,

som foretages på den enkelte stats område.

3. Våbenarbejdsgruppens forslag og

Justitsministeriets overvejelser

3.1. Regulering af våbentransport mellem

tredjelande

3.1.1. Våbenarbejdsgruppens forslag

I rapporten fra Justitsministeriets våbenarbejdsgruppe, som

er optrykt som bilag 1 til lovforslaget, opstilles tre alternative

grundmodeller for regulering af transport af våben mellem tredjelande:

Forbudsmodellen, tilladelsesmodellen og kombinationsmodellen. Alle tre

modeller

forudsættes at omfatte transport af de samme våben mv., som efter gældende

ret

er omfattet af forbuddet mod at eksportere våben fra Danmark uden tilladelse.

3.1.1.1. Forbudsmodellen

Den af våbenarbejdsgruppen foreslåede forbudsmodel

indebærer, at transport af våben til en række nærmere angivne lande forbydes.

Alle lande, som er omfattet af en international våbenembargo, skal være

omfattet af forbuddet, uanset om der er tale om juridisk eller politisk

forpligtende embargoer, og uanset om embargoen indeholder udtrykkeligt forbud

mod transport eller efter ordlyden alene forbyder eksport eller lignende.

Forbuddet kan eventuelt ud fra hensynet til Danmarks aftaler eller samarbejde

med udlandet udstrækkes til enkelte andre lande. Forbudslandene angives i en

bekendtgørelse, som revideres løbende i takt med ophævelser og vedtagelser af

internationale våbenembargoer mv. Der bør være hjemmel til

under ganske særlige omstændigheder at give dispensation

fra transportforbuddet. Transport af våben mellem tredjelande, hvor

modtagerlandet ikke er omfattet af forbuddet, er lovlig og kan foretages uden

indhentelse af tilladelse.

Arbejdsgruppen angiver følgende fordele ved

forbudsmodellen:

–

den er enkel,

overskuelig og kræver få ressourcer at administrere hos såvel myndigheder som

transportører,

–

danske transportørers

konkurrenceevne bringes ikke i fare, og

–

man undgår, at én og

samme våbenoverførsel både vurderes af eksportlandets myndigheder som led i

eksport

kontrol

og af de danske myndigheder som led i

transport

kontrol.

Som modellens ulempe anfører arbejdsgruppen, at der lovligt

kan transporteres våben til visse lande, hvortil danske myndigheder efter en

konkret vurdering muligvis ville afslå at give tilladelse til våben

eksport

,

hvis våbnene skulle udføres fra Danmark.

3.1.1.2. Tilladelsesmodellen

Tilladelsesmodellen i »ren« form indebærer, at transport af

våben mellem tredjelande kræver tilladelse i hvert enkelt tilfælde, og at en

ansøgning om transport i øvrigt vurderes ud fra de samme kriterier som

ansøgninger om udførselstilladelser.

Arbejdsgruppen anfører, at fordelen ved tilladelsesmodellen

er, at man opnår fuld parallelitet til den gældende eksportkontrolordning, og

at man således ikke lovligt vil kunne transportere våben til destinationer,

hvortil man under tilsvarende omstændigheder ikke ville have kunnet opnå

eksporttilladelse.

Som ulemper ved modellen nævner arbejdsgruppen, at

–

den kan indebære

betydelige administrative byrder for såvel myndigheder som transportører,

–

det er vanskeligt for

transportørerne at vide, hvornår det er relevant at søge om tilladelse, da de

ikke altid har fuldt kendskab til det specifikke indhold af lasten,

–

modellen indebærer

risiko for alvorligt forringet konkurrenceevne for danske transportører, da

de

skal indhente transporttilladelser efter en tidskrævende procedure, mens de

fleste udenlandske transportører kan operere uden tilladelse,

–

én og samme

våbenoverførsel i mange tilfælde vil blive vurderet af både eksportlandets

myndigheder som led i

eksport

kontrol og af de danske myndigheder som led

i

transport

kontrol.

3.1.1.3 Kombinationsmodellen

Forbuds- og tilladelsesmodellerne kan kombineres og

modificeres på mange måder. Arbejdsgruppen opridser følgende

kombinationsmodel:

–

våbentransport til en

række nærmere angivne lande (»de røde lande«) er forbudt,

–

våbentransport til og

fra en række nærmere angivne lande (»de grønne lande«) kan foretages uden

tilladelse, og

–

transport til

restgruppen af lande (»de gule lande«) kræver tilladelse i hvert enkelt

tilfælde.

»De røde lande« afgrænses på samme måde som i

forbudsmodellen.

Lande, som generelt kan anses for acceptable destinationer

for våbentransporter, og som samtidig kan anses for at have betryggende

eksportkontrolsystemer, bør være »grønne lande«. Arbejdsgruppen anfører i den

forbindelse, at det ikke administrativt er muligt at foretage og til enhver

tid

ajourføre en vurdering af alle verdens lande. Man kan imidlertid f.eks.

afgrænse listen over »grønne lande« til EU eller EU+NATO eller EU+NATO+OECD,

hvorimod arbejdsgruppen på baggrund af kendskabet til eksportkontrolpraksis i

visse Wassenaar-lande ikke finder fuldt tilstrækkeligt grundlag for at anse

medlemskab af Wassenaar Arrangementet for i sig selv at kvalificere et land

til

at blive »grønt«. »De grønne lande« skal i øvrigt ikke nødvendigvis defineres

institutionelt, og der kan efter en konkret vurdering gøres tilføjelser eller

undtagelser fra listen. Såvel den »røde« som den »grønne« liste fastsættes

efter arbejdsgruppens oplæg ved bekendtgørelse og kan dermed løbende

revideres.

Arbejdsgruppen anfører, at det – uanset betryggende

eksportkontrolsystemer hos »de grønne lande« – ikke kan undgås, at nogle

lande

i visse tilfælde vil vurdere en ansøgning om eksporttilladelse anderledes,

end

de danske myndigheder ville have gjort.

Kombinationsmodellen vil i øvrigt i et vist omfang indebære

de samme ulemper som den rene tilladelsesmodel, herunder navnlig

administrative

byrder for såvel myndigheder som transportører, risiko for forringet

konkurrenceevne for danske transportører og dobbeltkontrol foretaget af

henholdsvis myndigheder i udlandet og myndighederne i Danmark. Navnlig de

tilfælde, hvor en våbenoverførsel vurderes både af eksportlandets myndigheder

som led i en (betryggende) eksportkontrol og af de danske myndigheder som led

i

transportkontrol, vil dog blive begrænset, idet der som nævnt ikke vil blive

krævet tilladelse til transport til eller fra lande, som på forhånd generelt

kan anses for acceptable modtagerlande, og som samtidig kan anses for at have

betryggende eksportkontrolsystemer.

3.1.1.4. Våbenarbejdsgruppens konklusion

Arbejdsgruppen fraråder en ren tilladelsesmodel med den

begrundelse, at en sådan model må forventes blive meget tung at administrere,

i

mange tilfælde kun vil have meget begrænset merværdi i forhold til

våbeneksportkontrollen i det land, hvorfra våbnene transporteres og endvidere

vil indebære stor risiko for at skade danske transportørers konkurrenceevne.

Valget mellem en forbudsordning og en kombinationsordning

beror efter arbejdsgruppens opfattelse på en politisk afvejning af fordele og

ulemper ved de to modeller. Arbejdsgruppen har derfor ikke fundet grundlag

for

at anbefale den ene model frem for den anden.

3.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at den

grundlæggende model for regulering af våbentransport mellem tredjelande bør

omfatte de samme våben mv., som er omfattet af de gældende regler om

våbeneksport, jf. våbenlovens § 6.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig

arbejdsgruppens synspunkt om, at en model, hvorefter våbentransport mellem

tredjelande i hvert enkelt tilfælde kræver tilladelse fra de danske

myndigheder, vil være så administrativ tung og så belastende for

transporterhvervet, at den sammenholdt med værdien af ordningen ikke kan

anbefales.

Den af arbejdsgruppen skitserede forbudsmodel indebærer, at

det ikke længere vil være lovligt at transportere våben til lande bl.a.

omfattet af ikke juridisk bindende FN-embargoer, EU-embargoer og

OSCE-embargoer. Til gengæld vil det være lovligt at transportere våben til

visse lande, som ikke er omfattet af en våbenembargo, men hvortil der

afhængigt

af de nærmere konkrete omstændigheder eventuelt ville blive givet afslag på

eksport fra Danmark. Sidstnævnte forhold vil der dog i et vist omfang blive

kompenseret for med den foreslåede implementering af FN’s våbenprotokol,

som

indebærer, at der ikke lovligt kan udføres transport som led i en

våbenoverførsel mellem tredjelande, der ikke har givet fornøden tilladelse

til

henholdsvis udførsel og indførsel i henhold til de respektive landes

lovgivning, jf. nedenfor pkt. 3.2.

Kombinationsmodellen indebærer lige som forbudsmodellen, at

transport af våben til navnlig lande omfattet af en international

våbenembargo

forbydes. Herudover kræves der tilladelse til transport i de tilfælde, hvor

våbnene ikke transporteres til eller fra lande, der på forhånd kan godkendes

som acceptable modtagere af våben, og som samtidig har et betryggende

våbeneksportkontrolsystem. Også denne ordning skal i givet fald kombineres

med

det af FN’s våbenprotokol affødte krav om behørige tilladelser fra

henholdsvis

eksport- og importlandet.

Med kombinationsmodellen skal danske transportører altså i

en række tilfælde afvente administrative procedurer, som langt de fleste

udenlandske transportører er fri for, inden de kan påtage sig

transportopgaver.

Selv om de fleste af i hvert fald rederibranchens

transporter efter det oplyste foregår til eller fra OECD-lande, som i henhold

til arbejdsgruppens kombinationsmodel kan tænkes undtaget fra kravet om dansk

transporttilladelse, kan ordningen få mere vidtrækkende negativ indflydelse

på

det danske transporterhvervs konkurrenceevne. Dette skyldes, at danske

transportører ikke kun risikerer at miste opgaver med enkelttransporter til

»de

gule lande«, men muligvis også vil gå glip af større kontrakter omfattende

flere transporter, hvoraf transporter til »gule lande«, hvor lasten helt

eller

delvist består af våben, måske kun udgør en lille del. Det kan endvidere ikke

udelukkes, at indførelse af en særlig tilladelsesordning – uanset at

denne

alene vedrører våbentransporter til »gule lande« – som en afsmittende

effekt

generelt vil føre til, at afskibere vil søge mod udenlandske transportører,

der

ikke er underlagt samme restriktioner.

Man må i den forbindelse være opmærksom på, at en

tilladelsesordning ikke kun har konsekvenser, når det drejer sig om

transporter,

som efter den nødvendige sagsbehandling viser sig ikke at kunne tillades. De

negative virkninger af en ordning, hvor transporter til visse lande kræver

tilladelse, må også ses i sammenhæng med de tidsmæssige forhold inden for

transporterhvervet. Navnlig inden for den internationale skibsfart udbydes

transportopgaver efter det for Justitsministeriet oplyste ofte med en meget

kort frist for afgivelse af endeligt tilbud. En tilladelsesordning vil derfor

også kunne få negative virkninger for det danske transporterhverv, når det

drejer sig om transporter, som efter den nødvendige sagsbehandling viser sig

at

kunne tillades. Det skyldes, at afskiberen ikke kan forventes at acceptere et

tilbud, som er afgivet med forbehold for den nødvendige myndighedstilladelse,

således at transportopgaven vil gå til andre udbydere.

Hertil kommer, at en ensidigt indført dansk kontrol med

danske transportører globalt set vil have begrænset effekt, da afskibere i

tilfælde, hvor de ikke kan anvende danske transportører, fordi disse ikke kan

få transporttilladelse fra de danske myndigheder, kan benytte sig af

transportører fra andre lande.

Ovennævnte forhold taler mod at indføre krav om tilladelse

i hvert enkelt tilfælde til transport af våben mellem (visse) tredjelande,

før

der eventuelt i internationalt regi vedtages regler eller træffes aftale om

fælles/ens regler i en større kreds af lande.

På denne baggrund og da forbudsmodellen som nævnt ikke

kommer til at stå alene, men skal ses i sammenhæng med de regler, der

foreslås

i tilknytning til FN’s våbenprotokol, jf. pkt. 3.2., er det

Justitsministeriets

opfattelse, at forbudsmodellen må foretrækkes frem for en kombinationsmodel.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Den foreslåede ordning indebærer, at alle lande, som er

omfattet af juridisk bindende FN-våbenembargoer og EU-våbenembargoer, skal

være

omfattet af transportforbuddet. Også lande, som er omfattet af ikke juridisk

bindende FN-våbenembargoer og OSCE-våbenembargoer, bør som det klare

udgangspunkt være omfattet af forbuddet. Der vil dog helt undtagelsesvist

kunne

forekomme tilfælde, hvor det bør overvejes nærmere, om forbuddet skal omfatte

de sidstnævnte lande. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis Danmark

og

eventuelt andre nærtstående lande har været imod den pågældende (ikke

bindende)

embargo.

Det bør efter Justitsministeriets opfattelse ikke tillægges

betydning for afgrænsningen af forbudslandene, om våbenembargoerne alene

forbyder våbeneksport eller tillige forbyder transport, der sker som led i en

våbenoverførsel mellem tredjelande. Justitsministeriet har herved lagt vægt

på,

at det generelt må anses for uacceptabelt, at danske transportører medvirker

til overførsler af våben til lande, som det internationale samfund anser for

uegnede til at modtage våben.

Såfremt der i andre bredt sammensatte internationale fora

end FN, EU og OSCE træffes beslutning om at modvirke eller forbyde

våbenoverførsler til et bestemt land, kan også disse lande efter en konkret

vurdering blive omfattet af transportforbuddet.

Justitsministeriet kan på denne baggrund og af hensyn til

transporterhvervets muligheder for hurtigt og entydigt at kunne konstatere,

hvilke lande transportforbuddet omfatter, tilslutte sig arbejdsgruppens

forslag

om, at forbudslandene fastlægges i en bekendtgørelse.

Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at der bør

være adgang til at meddele dispensation fra det foreslåede forbud.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig, at sådanne dispensationer kun

skal gives undtagelsesvist under ganske særlige omstændigheder. I øvrigt vil

meddelelse af dispensation kræve, at dette ikke strider mod en juridisk

bindende international våbenembargo.

3.2. Implementering af FN’s våbenprotokol

3.2.1. Våbenarbejdsgruppens forslag

Som det fremgår af pkt. 2.2.4., indebærer FN’s

våbenprotokol en forpligtelse til at kriminalisere transport af skydevåben

samt

dele, komponenter og ammunition hertil mellem lande, der ikke har meddelt

henholdsvis indførsels- og udførselstilladelse.

Våbenprotokollen forpligter alene til at kriminalisere

transport som led i uautoriseret våbenoverførsel mellem lande, som har

tiltrådt

våbenprotokollen. Våbenarbejdsgruppen har imidlertid fundet det

uhensigtsmæssigt at lade udstrækningen af kriminaliseringen afhænge af,

hvilke

lande der til enhver tid har tiltrådt protokollen, og anbefaler at lade

kriminaliseringen gælde transport mellem alle tredjelande.

Våbenprotokollen forpligter endvidere alene de

kontraherende parter til at kriminalisere forsætlige handlinger.

Arbejdsgruppen

har imidlertid ikke fundet grundlag for at fravige det almindelige

udgangspunkt

i dansk ret om, at særlovsovertrædelser kan straffes ved såvel forsætlige som

uagtsomme overtrædelser.

I øvrigt forpligter våbenprotokollen alene til at regulere

transporter af skydevåben samt komponenter, dele og ammunition hertil, mens

våbenlovens § 6 om eksportkontrol og de af arbejdsgruppen foreslåede

alternative modeller til transportkontrol tillige omfatter andre former for

våben, krigsmateriel mv. Arbejdsgruppen har derfor overvejet, om

kriminaliseringen af transport som led i en uautoriseret våbenoverførsel bør

udstrækkes til at dække de samme våben mv. som våbenlovens § 6.

Som argument imod en sådan udvidelse anfører

arbejdsgruppen, at danske transportører derved pålægges en byrde, som de

fleste

andre transportører ikke vil være underlagt, hvilket kan skade

konkurrenceevnen. Byrden må dog antages at være af begrænset omfang, da

ansøgning om tilladelse til udførsel og indførsel foretages af henholdsvis

eksportøren og importøren.

Arbejdsgruppen konkluderer på denne baggrund, at afgørelsen

af, om man bør udstrække kriminaliseringen til flere våbentyper, end hvad der

følger af våbenprotokollen, navnlig beror på en afvejning af et eventuelt

ønske

om intensiv kontrol over for hensynet til transporterhvervet.

3.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens

anbefaling af at lade kriminaliseringen af transport som led i en

uautoriseret

våbenoverførsel gælde transport mellem alle tredjelande frem for kun at gælde

transport mellem de lande, som har tiltrådt våbenprotokollen. Sidstnævnte

løsning kan medføre usikkerhed om ordningens geografiske anvendelsesområde,

og

der synes i øvrigt ikke at være rimelig grund til at sondre mellem de lande,

der har tiltrådt protokollen, og de, som ikke har tiltrådt protokollen.

Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at det under

alle omstændigheder forekommer rimeligt, at ordningen bygger på, at de

relevante myndigheder i eksport- og importlandet har meddelt de fornødne

tilladelser hertil. I øvrigt må et krav om overholdelse af importlandenes

indførselsrestriktioner antages at mindske den af SiD påpegede risiko for, at

de personer, som udfører den faktiske transport, udsættes for

tilbageholdelser

mv. i importlandet, når transporten sker i strid med dette lands regler, jf.

våbenarbejdsgruppens rapport afsnit 7.3.4. (bilag 1).

På samme baggrund er det endvidere Justitsministeriets

opfattelse, at ikke kun de i våbenprotokollen nævnte skydevåben mv. bør være

omfattet af kriminaliseringen af transport som led i en uautoriseret

våbenoverførsel mellem tredjelande, men derimod samtlige våben mv., som er

underlagt eksportkontrol efter våbenloven.

Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at der

ikke er grundlag for at fravige det almindelige udgangspunkt i dansk ret om,

at

særlovsovertrædelser kan straffes ved såvel forsætlige som uagtsomme

overtrædelser. Justitsministeriet finder dog under hensyn til de særlige

forhold, som gør sig gældende i hvert fald for skibstransport, at alene grov

uagtsomhed bør kunne straffes, jf. nærmere herom pkt. 3.3.2.

Det er

Justitsministeriets

opfattelse, at der bør være adgang til at dispensere fra forbuddet mod

transport af våben mv. mellem tredjelande, der ikke har givet de fornødne

tilladelser til udførsel og indførsel. Sådanne dispensationer bør kun gives

undtagelsesvist under ganske særlige omstændigheder. I øvrigt forudsætter en

dispensation, at dette ikke strider mod FN’s våbenprotokol.

3.3. Straffebestemmelsen

3.3.1. Den strafbare handling og

ansvarssubjektet (objektive krav)

3.3.1.1. Våbenarbejdsgruppens forslag

Efter arbejdsgruppens forslag til en forbudsmodel

kombineret med gennemførelse af FN’s våbenprotokol består den strafbare

handling dels i at transportere våben mv. til visse nærmere angivne lande,

dels

i at transportere våben mv. mellem lande, hvis der ikke foreligger de

nødvendige udførsels- og indførselstilladelser i henhold til lovgivningen i

henholdsvis eksport- og importlandet.

Arbejdsgruppen foreslår, at den strafbare handling at

»transportere« skal omfatte såvel indgåelse af og instruktion om indgåelse af

aftale om transport som faktisk udførelse af og instruktion om faktisk

udførelse af transport.

Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at den foreslåede

regulering skal gælde, uanset om der anvendes dansk registrerede fly/skibe

eller andre transportmidler, og uanset om transporten i øvrigt kan henføres

til

det danske territorium eller ej.

Dermed får reguleringen universel gyldighed, således at

dens anvendelse alene vil være begrænset af de almindelige regler om dansk

straffemyndighed (jurisdiktion). Disse regler indebærer, at der i

almindelighed

kun kan blive tale om strafferetlig forfølgning vedrørende transporter, der

er

iværksat af transportfirmaer i Danmark og/eller foretages med dansk

registrerede fly eller skibe. I andre tilfælde vil der alene kunne føres

straffesager om transporter, som også er ulovlige efter gerningsstedets lov,

og

som iværksættes eller udføres af en person med dansk statsborgerskab eller

fast

bopæl i Danmark eller en person med indfødsret eller bopæl i et andet nordisk

land, som opholder sig i Danmark.

I overensstemmelse med den foreslåede definition af den

strafbare handling foreslår arbejdsgruppen, at både det transportfirma, som

står bag transporten, og den skibsfører/pilot/chauffør, der udfører

transporten, skal kunne straffes selvstændigt efter straffebestemmelsen,

forudsat at den pågældende efter almindelige strafferetlige principper kan

anses for ansvarlig for den ulovlige transport.

3.3.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tilslutte sig, at såvel transport

med dansk registrerede fly eller skibe som med andre transportmidler skal

være

omfattet af reglerne. Justitsministeriet er endvidere enig i, at såvel

indgåelse af og instruktion om indgåelse af aftale om transport som faktisk

udførelse af og instruktion om faktisk udførelse af en ulovlig transport skal

kunne straffes. Derimod er formidling af en aftale om våbentransport ikke

omfattet.

Justitsministeriet har ved afgrænsningen af de strafbare

handlinger lagt vægt på, at danske transportfirmaer – eller i hvert fald

danske

rederier, jf. pkt. 2.1. – i vidt omfang råder over udenlandske fartøjer,

og at

handlinger foretaget på sådanne skibe ikke umiddelbart er underlagt dansk

straffemyndighed.

En begrænsning af de strafbare handlinger til enten kun at omfatte transport

med dansk registrerede fly eller skibe eller til kun at omfatte fysisk

udførelse af transport og dermed ikke danske transportfirmaers iværksættelse

heraf ville derfor medføre, at en række transporter foretaget af danske

transportører ikke ville være omfattet af de foreslåede regler om

våbentransport.

Justitsministeriet kan i overensstemmelse hermed tillige

tilslutte sig, at ikke kun den skibsfører/pilot/chauffør, der udfører

transporten, men også det transportfirma, som står bag transporten, skal

kunne

straffes selvstændigt efter straffebestemmelsen. Ministeriet finder således i

lighed med arbejdsgruppen ikke grundlag for generelt at anse

skibsføreren/piloten/chaufføren, der typisk hverken har indgået aftalen om

transporten eller har den økonomiske hovedinteresse i transportens

gennemførelse, for at være hoved-, endsige eneansvarlig.

Det bemærkes i den forbindelse, at det af Rigsadvokatens

meddelelse om valg af ansvarssubjekt i sager om virksomhedsansvar, jf.

cirkulære nr. 10723 af 6. oktober 1999, fremgår, at tiltale mod underordnede

ansatte i almindelighed ikke finder sted, medmindre der foreligger særlige

omstændigheder. Dette kan være tilfældet, hvis der er tale om en grov

overtrædelse, som den underordnede ansatte har begået forsætligt og eventuelt

tillige på eget initiativ. I givet fald rejses om muligt også tiltale mod

virksomheden.

3.3.2. Tilregnelse (subjektive krav)

Det er som udgangspunkt en betingelse for strafansvar, at

der hos gerningsmanden foreligger subjektiv skyld. Den subjektive skyld

forudsætter dels tilregnelighed (dvs. en vis grad af udvikling og normalitet)

hos gerningsmanden, dels tilregnelse, dvs. at den strafbare handling kan

henføres til gerningsmanden som hans forsætlige eller uagtsomme forhold.

Medmindre der er udtrykkelig hjemmel til at straffe

uagtsomhed, straffes kun forsætlige overtrædelser af straffeloven. Derimod

straffes både forsætlige og – både groft og simpelt – uagtsomme

overtrædelser

af andre love, medmindre det udtrykkeligt er bestemt, at der kun er

strafansvar

ved forsæt og eventuelt grov uagtsomhed.

3.3.2.1. Våbenarbejdsgruppens forslag

Våbenarbejdsgruppen har ikke fundet grundlag for at fravige

hovedreglen om, at både forsætlige og uagtsomme overtrædelser af

særlovgivningen straffes.

I henhold til lovforslaget fra 1987 om en

tilladelsesordning for våbentransport med de af Retsudvalget foreslåede

ændringer fra 1989, jf. afsnit 5 i våbenarbejdsgruppens rapport (bilag 1),

skulle overtrædelser, der skyldtes uagtsomhed, kun straffes, hvis lastens

indhold fremgik af transportdokumenterne, eller hvis

særlige omstændigheder burde have givet anledning til

mistanke om, at lasten indeholdt våben og krigsmateriel omfattet af loven.

Formålet med denne bestemmelse var at fritage transportører

af containere for den i praksis umulige opgave at kontrollere samtlige

containeres indhold inden transporten. Arbejdsgruppen har tilsluttet sig

denne

præcisering af den strafbare uagtsomhed.

3.3.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tilslutte sig, at både forsætlige og

uagtsomme overtrædelser af såvel forbuddet mod transport til visse lande som

forbuddet mod at transportere våben mellem tredjelande, der ikke har meddelt

de

nødvendige udførsels- og indførselstilladelser, bør kunne straffes. Det er

imidlertid Justitsministeriets opfattelse, at kun groft uagtsomme

overtrædelser

bør kunne straffes. Justitsministeriet har herved lagt vægt på de særlige

forhold, som gør sig gældende inden for i hvert fald skibsfarten, hvor

transportøren i visse tilfælde, f.eks. ved containerfragt, kun har begrænsede

oplysninger om lastens nærmere indhold.

Grov uagtsomhed kan bedst karakteriseres som en høj grad af

uagtsomhed. Der skal således foreligge en særlig markant afvigelse fra den

adfærd, som man med rimelighed kunne kræve i den pågældende situation.

3.3.3. Strafferamme

3.3.3.1. Våbenarbejdsgruppens forslag

Arbejdsgruppen foreslår, at strafferammen for overtrædelse

af både forbud mod transport af våben til bestemte lande, jf.

forbudsmodellen,

og forbud mod transport af våben mellem tredjelande, der ikke har givet

fornøden tilladelse til henholdsvis eksport- og import, jf. FN’s

våbenprotokol,

skal være den samme som strafferammen for overtrædelse af våbenlovens forbud

mod at udføre våben uden tilladelse. Det vil med andre ord sige bøde, fængsel

indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år,

jf.

våbenlovens § 10, stk. 1.

Arbejdsgruppen bemærker, at dette vil indebære, at

transport af våben til lande, der alene er underlagt en EU- eller

OSCE-embargo,

højst kan straffes med 2 års fængsel efter våbenloven, mens transport af

våben

til et land, der er underlagt en FN-embargo, som er implementeret i dansk ret

ved kongelig anordning, tillige vil være omfattet af straffelovens § 110

c, stk. 2, hvor strafferammen under skærpende omstændigheder går op til

4

års fængsel.

Dette forhold svarer imidlertid til den nuværende situation

vedrørende eksport af våben fra Danmark til embargobelagte lande, hvor

eksport

til et land omfattet af en EU- eller OSCE-embargo alene vil kunne straffes

efter våbenloven (som en overtrædelse af forbuddet mod at eksportere våben

uden

tilladelse), mens eksport af våben til et land omfattet af en FN-embargo, der

er implementeret ved kongelig anordning, kan straffes efter straffelovens

§ 110 c, stk. 2.

3.3.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens

forslag om, at overtrædelse af reglerne om transport af våben mellem

tredjelande skal straffes på samme måde som overtrædelse af våbenlovens

udførselsforbud, jf. § 6, stk. 1, jf. § 10, stk. 1, det

vil

sige med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder

fængsel indtil 2 år.

3.4. Politi og forsvar

3.4.1. Våbenarbejdsgruppens forslag

Som nævnt under pkt. 2.2.1. gælder forbuddet i våbenlovens

§ 6, stk. 1, mod udførsel af våben uden tilladelse ikke for

militære

styrker og militært personel som led i den militære tjenesteudøvelse, jf.

våbenlovens § 8, stk. 2, 1. pkt.

Arbejdsgruppen foreslår, at militære styrker og militært

personel på lignende måde bør have adgang til at transportere våben mellem

tredjelande som led i den militære tjenesteudøvelse uden tilladelse,

dispensation, eller opfyldelse af krav om eksport- og importtilladelse fra

henholdsvis eksport og importlandet. Arbejdsgruppen forudsætter herved, at

det

for så vidt angår udrustning og materiel, som transporteres af eller særskilt

til brug for danske styrker, drejer sig om udrustning og materiel, der med

Forsvarsministeriets godkendelse medbringes eller sendes til brug under

øvelse

eller operationer eller lignende. For så vidt angår udenlandske styrker

forudsættes, at der er tale om regulære styrker, der kommer fra allierede,

koalitionspartnere eller på anden måde indgår i operationer, som Danmark har

været med til at godkende eller har undladt at stemme imod.

Arbejdsgruppen bemærker i den forbindelse, at en sådan

undtagelse må antages at være i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2,

i

FN’s våbenprotokol, jf. afsnit 3.1. i arbejdsgruppens rapport.

Våbenlovens § 6, stk. 1, gælder heller ikke for

politiet, jf. våbenlovens § 9, stk. 1. Arbejdsgruppen nævner ikke

spørgsmålet om, hvorvidt politiet ligeledes bør undtages fra de foreslåede

regler om våbentransport.

3.4.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tilslutte sig, at transport

foretaget af eller særskilt til brug for militære styrker og militært

personel

som led i den militære tjenesteudøvelse undtages fra transportreglerne, så

disse transporter kan foretages til ellers forbudte modtagerlande uden

dispensation, og uden at kravet om eksport- og importtilladelse fra

henholdsvis

eksport og importlandet skal være opfyldt.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig, at det

herved må forudsættes, at der for så vidt angår transporter foretaget af

eller

til danske styrker er tale om våben mv., som med Forsvarsministeriets

godkendelse medbringes eller sendes til brug under øvelse eller operationer

eller lignende. For så vidt angår transporter til udenlandske styrker

forudsættes det, at der er tale om regulære styrker, der kommer fra

allierede,

koalitionspartnere eller på anden måde indgår i operationer, som Danmark har

været med til at godkende eller har undladt at stemme imod. Det må endvidere

efter

Justitsministeriets opfattelse være forudsat, at transporten ikke strider

imod

juridisk bindende internationale våbenembargoer.

Undtagelsen indebærer, at ikke kun forsvaret selv, men også

private transportører, der udfører transportopgaver på danske eller

udenlandske

styrkers vegne, under de nævnte forudsætninger er undtaget fra reglerne om

forbuddet mod transport til visse lande og forbuddet mod at transportere

mellem

tredjelande, som ikke har meddelt de fornødne eksport- og importtilladelser.

Transporter af kommerciel, privat eller anden

ikke-tjenstlig karakter, som foretages af eller for militære myndigheder

eller

militært personel, er ikke undtaget fra reglerne.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at politiet på linje

med forsvaret bør undtages fra transportreglerne, når transporten sker som

led

i tjenesten, for eksempel i forbindelse med fredsbevarende missioner i

udlandet. Politimyndigheders og polititjenestemænds transport af våben i

kommercielt, privat eller andet ikke-tjenstligt øjemed vil derimod være

omfattet af transportreglerne.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative

konsekvenser for staten og kommunerne.

Den foreslåede ordning, hvorefter våbentransportører skal

sikre sig, at de fornødne ud- og indførelsestilladelser foreligger, vil kunne

medføre visse mindre administrative byrder for transporterhvervet. Udvidelsen

af forbudet mod våbentransporter mellem tredjelande vil kunne have visse

økonomiske konsekvenser for transporterhvervet i form af mindreindtægter.

Omfanget heraf kan imidlertid ikke opgøres nærmere.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative

konsekvenser for borgerne.

Positive

konsekvenser/

mindreudgifter

Negative

konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske konsekvenser for staten

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet og borgerne

Ingen

Eventuelt mindreindtægter for transporterhvervet

Administrative konsekvenser for erhvervslivet og

borgerne

Ingen

Visse mindre byrder for transporterhvervet

5. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser og

forholdet til EU-retten

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Lovforslaget indebærer, at våbenembargoer vedtaget i EU,

som måtte indeholde forbud mod våbentransport, der ikke sker som led i en

udførsel fra det enkelte medlemsland, for så vidt angår transportforbuddet

kan

gennemføres administrativt i dansk ret ved udstedelse af en bekendtgørelse.

Det

forbud mod eksport, der følger af våbenembargoen, håndhæves ved

administration

af de gældende regler om udførsel af våben, jf. våbenlovens § 6.

Herudover

har lovforslaget ingen EU-retlige aspekter.

6. Hørte myndigheder mv.

Præsidenterne for Østre Landsret, Vestre Landsret,

Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske

Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten,

Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i

Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet,

Danmarks Rederiforening, Rederiforeningen af 1896, Specialarbejderforbundet i

Danmark, Dansk Industri, Statens Luftfartsvæsen, Scandinavian Airlines, Mærsk

Air, Erhvervsflyvningens Sammenslutning, Danske Speditører samt Dansk

Transport

og Logistik.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I bilag 3 til lovforslaget er lovforslagets enkelte

bestemmelser sammenholdt med de gældende bestemmelser.

Til § 1

Til nr. 1 (§ 7 a)

Efter gældende dansk ret kan alene juridisk bindende

FN-våbenembargoer vedtaget i medfør af FN-pagtens kapitel VII gennemføres i

dansk ret ved kongelig anordning, jf. lov nr. 156 af 10. maj 1967 om visse

forholdsregler i henhold til FN-pagten. Ikke juridisk bindende

FN-våbenembargoer samt EU- og OSCE-våbenembargoer kan derimod alene håndhæves

gennem administrationen af våbenlovens regler. Våbenlovgivningen indeholder

imidlertid ikke regler om transport af våben mellem tredjelande, men alene om

udførsel af våben fra Danmark (våbeneksportkontrol). Danske transportører kan

således lovligt transportere våben til lande omfattet af ikke juridisk

bindende

FN-våbenembargoer samt EU- og OSCE-våbenembargoer, så længe våbnene ikke

udføres fra Danmark.

Hertil kommer, at FN’s våbenprotokol, som Danmark har

undertegnet, men endnu ikke ratificeret, forpligter de kontraherende stater

til

at kriminalisere overførsel, herunder transport, af skydevåben samt

komponenter, dele og ammunition hertil mellem to lande, som ikke har givet de

fornødne tilladelser til henholdsvis udførsel og indførsel. Der findes ikke i

dansk ret en sådan straffehjemmel.

På denne baggrund foreslås en ny § 7 a om transport af

våben mv. mellem tredjelande indsat i våbenloven. Transport af våben som led

i

en udførsel fra Danmark er ikke omfattet, da sådanne udførsler som nævnt

allerede er reguleret i våbenloven. Bestemmelsen vedrører transport af de

samme

typer af våben mv., som er omfattet af udførselsforbuddet i våbenlovens

§ 6, stk. 1.

Bestemmelsen gælder uanset hvilket form for

transportmiddel, der anvendes, og uanset om transportmidlet er dansk eller

udenlandsk registreret. Begrebet transport omfatter såvel indgåelse af og

instruktion om indgåelse af en aftale om transport som udførelse af og

instruktion om udførelse af transport. Dermed er både den, som iværksætter en

våbentransport (typisk et transportfirma), og den, der udfører den faktiske

transport (skibsføreren/piloten/chaufføren), omfattet af bestemmelsen.

Det bemærkes i den forbindelse, at det af Rigsadvokatens

meddelelse om valg af ansvarssubjekt i sager om virksomhedsansvar, jf.

cirkulære nr. 10723 af 6. oktober 1999, fremgår, at tiltale mod underordnede

ansatte i almindelighed ikke finder sted, medmindre der foreligger særlige

omstændigheder. Dette kan være tilfældet, hvis der er tale om en grov

overtrædelse, som den underordnede ansatte har begået forsætligt og eventuelt

tillige på eget initiativ. I givet fald rejses om muligt også tiltale mod

virksomheden.

Der henvises til pkt. 3.3.1. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Stk. 1

indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til efter forhandling med

udenrigsministeren at forbyde transport til nærmere bestemte modtagerlande.

Det

er forudsat, at alle lande, som er omfattet af en juridisk bindende FN- eller

EU-våbenembargo, skal være omfattet af forbuddet, og som det klare

udgangspunkt

også lande, der er omfattet af ikke juridisk bindende FN- og

OSCE-våbenembargoer.

For så vidt angår de ikke juridisk bindende embargoer, vil

der dog helt undtagelsesvist kunne forekomme tilfælde, hvor det bør overvejes

nærmere, om forbuddet skal omfatte de sidstnævnte lande. Det vil eksempelvis

kunne være tilfældet, hvis Danmark og eventuelt andre nærtstående lande har

været imod den pågældende (ikke bindende) embargo.

Det har ingen betydning, om en embargo kun indeholder et

forbud mod våbeneksport, eller om embargoen også indeholder et forbud mod

transport, der sker som led i en våbenoverførsel mellem tredjelande, uanset

om

der er tale om en juridisk eller ikke juridisk bindende embargoer.

Hvis der i andre bredt sammensatte internationale fora end

FN, EU og OSCE træffes beslutning om at forbyde eller modvirke

våbenoverførsler

til bestemte lande, kan også transport af våben mv. til disse lande efter en

konkret vurdering forbydes.

Der henvises til pkt. 3.1. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Stk. 2

indeholder et forbud mod transport af våben mv. mellem tredjelande, hvis

kompetente myndigheder ikke har udstedt de tilladelser til udførsel og

indførsel, som er påkrævet i henhold til lovgivningen i henholdsvis eksport-

og

importlandet. Det er personerne bag våbenoverførslen – typisk

eksportøren og

importøren – som indhenter henholdsvis udførsels- og

indførselstilladelse. Transportøren

skal således ikke selv ansøge om tilladelse, men blot sikre sig, at de, der

står bag våbenoverførslen, har de fornødne tilladelser hertil.

Der henvises til pkt. 3.2. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Efter

stk. 3

kan justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, dispensere fra

forbud efter § 7 a, stk. 1 og 2. Det er forudsat, at dispensation

kun

skal gives undtagelsesvist under ganske særlige omstændigheder. I øvrigt kan

der kun gives dispensation, hvis dette ikke strider mod en juridisk bindende

international våbenembargo eller FN’s våbenprotokol.

Der henvises til pkt. 3.1. og 3.2. i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Stk. 4

indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at bestemme, at de i

§ 7 a, stk. 1 og 2, nævnte forbud skal gælde våben af enhver art.

Bemyndigelsen svarer til våbenlovens § 6, stk. 2, vedrørende

muligheden for at udstrække forbuddet mod udførsel af visse våben mv. til at

gælde våben af enhver art. Bemyndigelsen i lovforslagets § 7 a,

stk. 4, agtes udnyttet, så de samme våben mv. som i henhold til

våbenbekendtgørelsens § 27 er omfattet af udførselsforbud, vil blive

omfattet af forbud efter de foreslåede bestemmelser i § 7 a, stk. 1

og 2. Dette indebærer navnlig, at jagtvåben og ammunition hertil bliver

omfattet af reglerne, hvilket for så vidt angår forslagets § 7 a,

stk. 2, er nødvendigt for at opfylde FN’s våbenprotokol.

Til nr. 2 (§ 8, stk. 2)

Forbuddet i våbenlovens § 6, stk. 1, mod udførsel

af våben uden tilladelse gælder ikke for militære styrker og militært

personel

som led i den militære tjenesteudøvelse, jf. våbenlovens § 8,

stk. 2,

1. pkt. Med den foreslåede ændring af § 8, stk. 2, bliver militære

styrker og militært personel på lignende måde undtaget fra de foreslåede

regler

om transport af våben mellem tredjelande.

Bestemmelsen indebærer, at transport foretaget af eller

særskilt til brug for militære styrker og militært personel som led i den

militære tjenesteudøvelse er undtaget fra forbud efter § 7 a,

stk. 1

og 2. Det er herved forudsat, at

der for så vidt

angår transporter foretaget af eller til danske styrker er tale om våben mv.,

som med Forsvarsministeriets godkendelse medbringes eller sendes til brug

under

øvelse eller operationer eller lignende. For så vidt angår transporter til

udenlandske

styrker forudsættes, at der er tale om regulære styrker, der kommer fra

allierede, koalitionspartnere eller på anden måde indgår i operationer, som

Danmark har været med til at godkende eller har undladt at stemme imod. Det

er

endvidere en forudsætning, at transporten ikke strider imod juridisk bindende

internationale våbenembargoer.

Undtagelsen indebærer, at ikke kun forsvaret selv, men også

private transportører, der udfører transportopgaver på danske eller

udenlandske

styrkers vegne, under de nævnte forudsætninger er undtaget fra forbud efter

§ 7 a, stk. 1 og 2.

Transporter af kommerciel, privat eller anden

ikke-tjenstlig karakter, som foretages af eller for militære myndigheder

eller

militært personel, er ikke undtaget.

Der er ikke herudover tilsigtet ændringer i § 8,

stk. 2, herunder udstrækningen af undtagelsen af militære styrker og

militært personel fra udførselsforbuddet i våbenlovens § 6, stk. 1.

Der henvises til pkt. 3.4. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 3 (§ 9, stk. 1)

Forbuddet i våbenlovens § 6, stk. 1, mod udførsel

af våben uden tilladelser gælder ikke for politiet, jf. våbenlovens § 9,

stk. 1. Med den foreslåede ændring af § 9, stk. 1, bliver

politiet på samme måde undtaget fra de foreslåede regler om transport af

våben

mellem tredjelande.

Bestemmelsen indebærer, at politiet undtages fra de i

§ 7 a, stk. 1 og 2, nævnte forbud for så vidt angår transport af

våben mv. som led i tjenesten, for eksempel i forbindelse med fredsbevarende

missioner i udlandet. Politimyndigheders og polititjenestemænds transport af

våben i kommercielt, privat eller andet ikke-tjenstligt øjemed er ikke

undtaget.

Der henvises til pkt. 3.4. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 4 (§ 10, stk. 1)

Bestemmelsen indebærer, at alene forsætlige og groft

uagtsomme overtrædelser af det i § 7 a, stk. 2, nævnte forbud kan

straffes.

Grov uagtsomhed kan bedst karakteriseres som en høj grad af

uagtsomhed. Der skal således foreligge en særlig markant afvigelse fra den

adfærd, som man med rimelighed kunne kræve i den pågældende situation.

Bestemmelsen indebærer endvidere, at overtrædelse af det i

§ 7 a, stk. 2, nævnte forbud straffes på samme måde som

overtrædelse

af våbenlovens udførselsforbud, jf. § 6, stk. 1, dvs. med bøde,

fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil

2

år.

Hvis et land er omfattet af det i § 7 a, stk. 1,

nævnte forbud, fordi landet er omfattet af en juridisk bindende

FN-våbenembargo, som er implementeret i dansk ret ved kongelig anordning, vil

transport af våben mv. til dette land være strafbart både efter våbenlovens

§ 10, stk. 1, og efter straffelovens § 110 c, stk. 2,

hvor

strafferammen under skærpende omstændigheder går op til 4 års fængsel.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3. i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 2

Det foreslås, at lovændringen træder i kraft den 1. oktober

2004.

Bilag 1

Rapport om transport af våben mellem tredjelande

fra

Justitsministeriets arbejdsgruppe om reglerne for udførsel af våben mv.

Indholdsfortegnelse

Side

1.

Om arbejdsgruppen

24

1.1.

Arbejdsgruppens nedsættelse og kommissorium

24

1.2.

Arbejdsgruppens sammensætning og arbejde

24

1.3.

Sammenfatning af arbejdsgruppens overvejelser

25

2

Gældende ret

27

2.1.

Våbenloven

27

2.1.1.

Våbenlovens § 6 (våbeneksportkontrol)

27

2.1.2.

Den administrative procedure i forbindelse med

våbeneksportkontrol

27

2.2.

Straffelovens § 114

28

2.3.

Internationale våbenembargoer

28

2.3.1.

FN-våbenembargoer

28

2.3.2.

EU-våbenembargoer

29

2.3.3.

OSCE-våbenembargoer

30

2.3.4.

Sammenfatning

30

2.4.

Dansk jurisdiktion (straffemyndighed)

30

2.5.

Regler om transport af farligt gods

32

2.5.1.

Søtransport af farligt gods

32

2.5.2.

Lufttransport af farligt gods

32

2.5.3.

Vejtransport af farligt gods

33

2.5.4.

Jernbanetransport af farligt gods

33

3.

Internationalt

samarbejde om kontrol med våbenoverførsler

33

3.1.

FN’s våbenprotokol

34

3.2.

EU’s adfærdskodeks for våbeneksport

35

3.3.

Wassenaar Arrangementet

36

3.4.

NATO- og OECD-landenes våbeneksportkontrol

37

3.5.

FN’s handlingsplan om små og lette våben

37

3.6.

FN’s SUA Konvention

37

3.7.

EU’s fælles holdning om våbenmæglervirksomhed

(våbenformidling)

37

3.8.

Dual use-forordningen

38

3.9.

Sammenfatning

39

4.

Omfang og karakter

af dansk våbentransport mellem tredjelande

39

4.1.

Våbentransport med danske skibe

39

4.2.

Våbentransport med danske fly

41

4.3.

Våbentransport med danske køretøjer

41

5.

Tidligere

beslutnings- og lovforslag

41

6.

Udenlandsk ret

42

6.1.

Regulering af våbentransport i andre EU- og NATO-lande

42

6.2.

Afgrænsningen mellem våbentransport og våbenformidling

43

6.3.

Sammenfatning

45

7.

Arbejdsgruppens

overvejelser

45

7.1.

FN’s våbenprotokol

46

7.2.

Internationale våbenembargoer

47

7.3.

Mulige modeller for regulering af våbentransport

48

7.3.1.

Forbudsmodellen

48

7.3.2.

Tilladelsesmodellen

48

7.3.3.

Kombinationsmodellen

49

7.3.4.

Bemærkninger fra Danmarks Rederiforening og SiD

50

7.3.5.

Konklusion

51

7.4.

Afgrænsning mellem våbentransport og våbenformidling

51

7.5.

Straffebestemmelsen

51

7.5.1.

Den strafbare handling

51

7.5.2.

Strafsubjektet

52

7.5.3.

Dansk jurisdiktion (straffemyndighed)

52

7.5.4.

Tilregnelse

53

7.5.5.

Strafferamme

53

7.6.

Hvilke våben

54

7.7.

Undtagelser vedrørende militære styrker mv.

54

8.

Udkast til

lovforslag

55

8.1.

Forbudsmodellen

55

8.2.

Kombinationsmodellen

55

Underbilag:

1. Oversigt over aktuelle våbenembargoer i FN, EU eller

OSCE (fra regeringens rapport om udførsel af våben og industriprodukter med

dobbelt anvendelse fra Danmark 2002)

2.

Udtalelse fra Christopher Ram, LL.B., LL.M., Crime Prevention Expert, UN

Centre

for International Crime Prevention, Commission Secretariat and Legal Affairs

Branch vedrørende FN’s våbenprotokol.

3. Oversigt over medlemmer af EU, NATO, OECD og

Wassenaar Arrangementet.

1. Om

arbejdsgruppen

1.1. Arbejdsgruppens nedsættelse og kommissorium

Arbejdsgruppen om reglerne for udførsel af våben mv.

blev nedsat den 10. maj 2001.

Arbejdsgruppens opgaver er beskrevet således i kommissoriet:

»Arbejdsgruppen

skal gennemgå og vurdere de spørgsmål, som reglerne og praksis for kontrol

med

udførsel af våben mv. giver anledning til.

Arbejdsgruppen skal

med udgangspunkt i bl.a. de lister, der er udarbejdet i Wassenaar, MTCR og

NSG,

samt hvad der følger af FN's konvention om forbud mod kemiske våben og

vedtagelser i EU, overveje, hvilke produkter der skal være omfattet af

våbenlovgivningens kontrol med udførsel af våben. Arbejdsgruppen skal

endvidere

overveje, i hvilket omfang software, teknologi, teknisk bistand mv. skal

omfattes af kontrolordningen. For så vidt angår teknisk bistand skal

arbejdsgruppen inddrage Rådets fælles aktion af 22. juni 2000 vedrørende

kontrol med teknisk bistand i forbindelse med visse former for militær

endelig

anvendelse (2000/401/FUSP) i overvejelserne.

Arbejdsgruppen skal

endvidere overveje, om eksportkontrolreglerne skal udstrækkes til også at

omfatte anden form for udførsel end fysisk udførsel. Ved sådan anden form for

udførsel forstås bl.a. overførsel af software eller teknologi ved hjælp af

elektroniske medier, telefax eller telefon.

Arbejdsgruppen skal

i sammenhæng med overvejelserne vedrørende rækkevidden af våbenlovens

eksportkontrolbestemmelse også overveje, om der er behov for regler om

transport af våben mellem tredjelande på skib eller ombord i luftfartøj eller

køretøj, der er indregistreret i Danmark, og om brokerage skal reguleres i

dansk ret. Arbejdsgruppen bør i den forbindelse være opmærksom på

mulighederne

for at pålægge straf for handlinger, der er foretaget uden for den danske

stat.

Arbejdsgruppen bør endvidere inddrage de igangværende internationale

drøftelser

på områderne i arbejdet.

Arbejdsgruppen skal

i forbindelse med de ovennævnte overvejelser inddrage andre landes

eksportkontrolregler, herunder regulering af særlige eksportkontrolspørgsmål.

Arbejdsgruppen skal

tillige gennemgå den praksis, der følges ved behandlingen af sager om

udførsel

af våben. Heri indgår, at arbejdsgruppen skal foretage en gennemgang og

vurdering af den form for dokumentation, der kræves i disse sager,

udformningen

af de tilladelser, der gives, og de vilkår, som de gives på.

Arbejdsgruppen skal

som led i overvejelserne vurdere, om der er behov for ændring af reglerne og

praksis for kontrol med udførsel af våben mv. Såfremt arbejdsgruppen finder,

at

der er behov for lovændring eller ændring i praksis for kontrol med udførsel

af

våben, skal arbejdsgruppen udarbejde forslag til sådanne regler eller

praksis.

Arbejdsgruppens

eventuelle forslag bør tage højde for, at Danmark i lyset af den fremtidige

teknologiske udvikling samt udviklingen i den internationale samhandel og det

internationale samarbejde om eksportkontrol hurtigt og fleksibelt skal kunne

tilpasse udførselsreglerne til de krav, som måtte blive aktuelle i

fremtiden.«

På baggrund af debatten i foråret 2003 om våbentransport

anmodede Justitsministeren arbejdsgruppen om at opprioritere spørgsmålet om

regulering af våbentransport med henblik på afgivelse af en rapport, der

kunne

danne grundlag for fremsættelse af et lovforslag herom i folketingssamlingen

2003-04.

1.2. Arbejdsgruppens sammensætning og arbejde

Arbejdsgruppen har under arbejdet med våbentransport

haft følgende sammensætning:

Tidligere kontorchef i Justitsministeriet, nu konstitueret

sekretariatschef i Procesbevillingsnævnet

Ida Skouvig

(formand)

Kontorchef

Bent Lindhardt Andersen

, Erhvervs- og

Boligstyrelsen

Kontorchef

Christian Arildsen

, Forsvarsministeriet

Kontorchef

Bjarne Bitsch

, Erhvervs- og Boligstyrelsen

Konsulent

Per Fischer

, Udenrigsministeriet

Fuldmægtig

Mette V. Krog

, Told- og Skattestyrelsen

Sekretariatschef

Birgit Sølling Olsen

,

Søfartsstyrelsen

Endvidere har tidligere afdelingschef i Justitsministeriets

Civil- og Politiafdeling, nu statsadvokat for Fyn mv.

Lise-Lotte Nilas

deltaget i arbejdsgruppens møder.

Herudover har major

Lars Piilgaard Nielsen

,

Forsvarsministeriet, deltaget i et møde.

Sekretariatsfunktionen har været varetaget af fuldmægtig

Anette Arnsted, Justitsministeriet.

Arbejdsgruppen har afholdt 4 møder vedrørende

våbentransport.

Endvidere har arbejdsgruppens formand og sekretær afholdt

møder med Danmarks Rederiforening og SiD. Arbejdsgruppen har endvidere rettet

henvendelse til Rederiforeningen af 1895.

1.3. Sammenfatning af arbejdsgruppens overvejelser

Transport af våben mellem tredjelande er efter gældende

dansk ret kun begrænset af juridisk bindende FN-våbenembargoer i henhold til

FN-Pagtens kapitel VII, som er implementeret i dansk ret ved kongelig

anordning, jf. afsnit 2.3. Herudover kan der – forudsat at gældende

regler om

transport af farligt gods mv. er overholdt, jf. afsnit 2.5. – frit

transporteres våben mellem tredjelande.

FN´s våbenprotokol

,

som er undertegnet, men ikke ratificeret af Danmark, må antages at indebære

en

forpligtelse til at gøre det strafbart at transportere skydevåben samt dele,

komponenter og ammunition dertil mellem lande, som har tiltrådt protokollen,

hvis der ikke foreligger de fornødne udførsels- og indførselstilladelser fra

henholdsvis eksport- og importlandet, jf. afsnit 3.1. Arbejdsgruppen har

derfor

fundet, at en sådan kriminalisering nu bør ske, jf. afsnit 7.1 .

Kriminaliseringen bør efter arbejdsgruppens opfattelse gælde

transport mellem alle lande og ikke kun mellem lande, som har tiltrådt

våbenprotokollen. Arbejdsgruppen har endvidere ikke fundet grundlag for at

fravige det almindelige udgangspunkt i dansk ret om, at særlovsovertrædelser

kan straffes ved såvel forsætlig som uagtsom overtrædelse, selv om FN’s

våbenprotokol kun forpligter til at kriminalisere forsætlige handlinger.

Arbejdsgruppen har overvejet, om kriminaliseringen – ud over

skydevåben samt dele, komponenter og ammunition dertil – bør udstrækkes

til

alle de typer våben mv., som efter gældende ret er omfattet af kravet i

våbenlovens § 6 om udførselstilladelse, men har fundet, at det primært

afhænger af en politisk vurdering, om en sådan udvidelse er ønskelig.

Arbejdsgruppen fremkommer derfor ikke med en anbefaling på dette punkt, men

har

alene peget på, at en sådan udvidelse kan være hensigtsmæssig, hvis man

vælger

den såkaldte kombinationsmodel, jf. afsnit 7.1.

For så vidt angår

internationale

våbenembargoer

, er det som nævnt efter gældende ret alene strafbart at

transportere våben til lande, der er omfattet af en juridisk bindende

FN-embargo vedtaget i henhold til FN-pagtens kapitel VII, som er

implementeret

i dansk ret ved kongelig anordning, jf. afsnit 2.3.

Der synes ikke på nuværende tidspunkt at gælde andre

internationale våbenembargoer, som indeholder retlige eller politiske

forpligtelser

for Danmark til at forbyde rene transportydelser i relation til overførsler

af

våben til de embargobelagte lande, når der ikke sker udførsel fra Danmark.

Det er imidlertid arbejdsgruppens opfattelse, at en ny

regulering af våbentransport bør indeholde forbud mod transport af våben til

ethvert land, som er omfattet af en international våbenembargo, jf. afsnit

7.2.

Arbejdsgruppen har overvejet, om der herudover er behov for

yderligere regulering

af

våbentransporter mellem tredjelande.

Oplysningerne om omfanget af våbentransport mellem

tredjelande med dansk deltagelse og oplysningerne om, hvorfra og hvortil

transporterne går, er behæftet med en betydelig usikkerhed, jf. afsnit 4. I

hvert fald for så vidt angår søtransport må der imidlertid antages at være

tale

om transport af et ikke ubetydeligt omfang.

En række transporter må imidlertid antages at foregå til

eller fra destinationer, hvor der i kraft af en eksport- og importkontrol,

der

er sammenlignelig med den danske, jf. afsnit 3, ikke er et påtrængende behov

for en særskilt kontrol af transportleddet.

Tilbage står transporter, som enten sker uden eksport- eller

importkontrol, fordi en sådan ikke gennemføres i de pågældende lande, eller

sker efter en kontrolordning, der ikke lever op til de principper, som ligger

til grund for dansk eksportkontrol.

Afgørelsen af, om der bør søges gennemført yderligere

regulering for så vidt angår disse transporter, beror efter arbejdsgruppens

opfattelse primært på en politisk stillingtagen til en række nærmere

beskrevne

momenter, jf. afsnit 7. Arbejdsgruppen har derfor ikke fundet grundlag for at

fremkomme med en anbefaling på dette punkt, men har begrænset sig til at

skitsere de mulige modeller (forbudsmodellen, tilladelsesmodellen og

kombinationsmodellen) for en yderligere regulering, jf. afsnit 7.3.

Arbejdsgruppen har af samme årsag heller ikke fundet

grundlag for at pege på en af de nævnte modeller som den bedste, men alene

begrænset sig at konstatere, at den ene af de beskrevne modeller –

tilladelsesmodellen – må antages at være så administrativt belastende,

at

værdien af ordningen ikke vil stå mål hermed.

Med henblik på at sikre sammenhæng mellem de kommende regler

om våbentransport og de regler, som arbejdsgruppen senere skal komme med

forslag til med henblik på at implementere Rådets fælles holdning om

våbenformidling, jf. afsnit 3.7., har arbejdsgruppen overvejet, hvorledes

våbentransport og våbenformidling bør afgrænses over for hinanden.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at hverken transport af

våben eller arrangering af transport af våben bør anses for våbenformidling.

I

det omfang der indføres krav om tilladelse til transport af våben mellem

(visse) tredjelande, bør der således ikke tillige stilles krav om tilladelse

til formidling af aftalen om samme transport, jf. afsnit 7.4.

For så vidt angår den nærmere

udformning og rækkevidde af en straffebestemmelse

vedrørende

transport af våben mellem tredjelande, jf. afsnit 7.5., er det

arbejdsgruppens

opfattelse, at et forbud mod at transportere våben til bestemte destinationer

og/eller et krav om tilladelse til transport bør gælde enhver transport, som

et

dansk transportfirma påtager sig at udføre, uanset hvilken form for

transportmiddel der anvendes, og uanset om transportmidlet er dansk eller

udenlandsk registreret. Det er endvidere arbejdsgruppens opfattelse, at også

transport, som udføres af udenlandske transportfirmaer med dansk registrerede

fly og skibe, bør være omfattet af transportreglerne.

Arbejdsgruppen har ikke fundet grundlag for at udforme

regler i lighed med dem, der var indeholdt i det lovforslag, som blev fremsat

i

1987, hvorefter den hovedansvarlige var henholdsvis skibsføreren eller

piloten.

Afgørelsen af, hvem der kan straffes for transporten, må i stedet afgøres på

grundlag af en konkret vurdering af, hvem der efter strafferettens

almindelige

regler må anses for ansvarlig herfor, dels som hovedansvarlig, dels som

medvirkende.

Arbejdsgruppen har endvidere ikke fundet anledning til at

fravige det almindelige udgangspunkt om, at særlovsovertrædelser kan straffes

såvel ved forsætlig som uagtsom overtrædelse. Arbejdsgruppen kan i den

forbindelse tiltræde den præcisering af den strafbare uagtsomhed, som indgik

i

lovforslaget fra 1987 om en tilladelsesordning for våbentransport med de af

Retsudvalget foreslåede ændringer fra 1989, jf. afsnit 5. I henhold hertil

skal

overtrædelser, der skyldes uagtsomhed, kun straffes, hvis lastens indhold

fremgik af transportdokumenterne, eller hvis særlige omstændigheder burde

have

givet anledning til mistanke om, at lasten indeholdt våben mv. omfattet af

loven.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at

strafferammen

for overtrædelse af regler om transport af våben

mellem tredjelande bør være den samme som strafferammen vedrørende

overtrædelse

af våbenlovens gældende forbud mod at udføre våben uden tilladelse. Det vil

med

andre ord sige bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende

omstændigheder fængsel indtil 2 år, jf. våbenlovens § 10, stk. 1.

For så vidt angår spørgsmålet om

hvilke våben

der skal være omfattet af reglerne om forbud mod

våbentransport til visse lande og/eller krav om tilladelse til våbentransport

mellem visse lande, bør anvendelsesområdet efter arbejdsgruppens opfattelse

svare til våbenlovens § 6, stk. 1, om udførsel af våben mv. fra

Danmark,

jf. afsnit 7.6.

Endelig har arbejdsgruppen fundet, at

militære styrker og militært personel

skal undtages fra reglerne om

våbentransport, ligesom de nu efter våbenlovens § 8, stk. 2, 1.

pkt.,

er undtaget fra forbuddet i våbenlovens § 6, stk. 1, mod udførsel

af

våben uden tilladelse, så transporter af militært materiel, som enten det

danske forsvar, Danmarks militære samarbejdspartnere eller eventuelt FN står

bag, fortsat uhindret kan finde sted, jf. afsnit 7.7.

2. Gældende

ret

2.1. Våbenloven

2.2.1. Våbenlovens § 6 (våbeneksportkontrol)

Efter § 6 i våbenloven

1)

er det forbudt

uden tilladelse fra justitsministeren i hvert enkelt tilfælde fra Danmark at

udføre våben mv.

Forbuddet i § 6 omfatter ikke transport af våben og

krigsmateriel mellem tredjelande, selv om transporten finder sted med et

dansk

skib, luftfartøj eller køretøj.

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

»

§ 6.

Det

er forbudt uden tilladelse fra justitsministeren eller den, ministeren

bemyndiger dertil, i hvert enkelt tilfælde at udføre:

1)

Våben af enhver art

med undtagelse af jagtvåben,

2)

ammunition med

undtagelse af ammunition til jagtvåben,

3)

materiel til land-,

sø- eller luftkrig,

4)

maskiner,

instrumenter, apparater og andre produktionsmidler, der overvejende anvendes

til fremstilling eller vedligeholdelse af våben, ammunition eller

krigsmateriel, samt dele og tilbehør til sådanne produktionsmidler,

5)

eksplosivstoffer, der

er omfattet af forbuddet i § 1.

Stk. 2.

Justitsministeren kan udstede forbud mod, at der udføres våben og ammunition

af

nogen art.«

Justitsministeren har udnyttet bemyndigelsen i § 6,

stk. 2, til at fastsætte følgende bestemmelser i våbenbekendtgørelsens

2)

§ 27:

§ 27.

Det er forbudt uden tilladelse fra justitsministeren at

udføre våben og ammunition af nogen art, jf. dog stk. 2 og 3, og

§ 29

samt Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 972 af 9. december 1992 om

erhvervelse, besiddelse og transport af skydevåben for personer bosiddende i

et

EF-land.

Stk. 2.

Politimesteren (politidirektøren) meddeler tilladelse til udførsel til

Færøerne

og Grønland, de nordiske lande og EU-medlemslandene af blankvåben, paint- og

hardballvåben, signalvåben, våben til jagt, fiskeri og konkurrenceskydning og

dele og ammunition hertil samt de i § 1 nævnte våben.

Stk. 3.

Dolke og knive, der er nævnt i § 14, stk. 3, kan dog udføres uden

tilladelse.

Våbenlovens udførselsforbud i sin nuværende form har sin

oprindelse i § 7 i lov nr. 122 af 28. april 1934 om Handel med samt

Tilvirkning og Besiddelse af Vaaben m.v. Af forarbejderne til loven fremgår

det, at bestemmelserne blev udformet med det formål at opfylde den

internationale våbenkonvention af 17. juni 1925 (»Konvention angående Kontrol

med den internationale Handel med Vaaben, Ammunition og Krigsmateriel«).

Hverken konventionen eller forarbejderne nævner spørgsmålet

om transport af våben mellem tredjelande.

2.1.2. Den administrative procedure i forbindelse

med våbeneksportkontrol

Den administrative procedure i forbindelse med en

eventuel tilladelsesordning for transport af våben mellem tredjelande kunne

tilrettelægges i lighed med den nuværende administrative procedure for

behandling af sager om udførsel af våben fra Danmark. Proceduren gennemgås

derfor i det følgende.

Ansøgninger om tilladelse til udførsel af våben indgives til

Justitsministeriet, som tager endelig stilling til, om en ansøgning skal

imødekommes eller afslås.

Hvis der er tvivl om, hvorvidt det pågældende produkt er

omfattet af våbenlovens udførselsforbud, indhenter Justitsministeriet en

udtalelse fra Forsvarsministeriet. Udførselsansøgninger forelægges endvidere

i

de fleste tilfælde for Udenrigsministeriet, som vurderer ansøgningerne i

lyset

af dansk våbeneksportpolitik og EU’s adfærdskodeks for våbeneksport, jf.

afsnit

3.2. Hovedprincippet har i en årrække været, at der nægtes

udførselstilladelse

til lande, der er inddraget i krigsbegivenheder, eller til områder, hvor

forholdene er så urolige eller ustabile, at de må befrygtes at udvikle sig

til

væbnede konflikter. Udførsel nægtes altid til lande omfattet af en

våbenembargo

vedtaget i FN, EU eller OSCE.

Hvis Udenrigsministeriet ikke har bemærkninger til den

ansøgte udførsel, meddeler Justitsministeriet udførselstilladelse, når den

nødvendige dokumentation foreligger. Den nødvendige dokumentation omfatter

som

hovedregel enten internationalt importcertifikat

3)

, konkret eller generel

indførselstilladelse eller en erklæring fra den kompetente myndighed i

modtagerlandet om, at man ikke har noget at indvende mod, at

Justitsministeriet

udsteder eksporttilladelse. Der stilles dog ikke krav herom, hvis modtageren

er

en udenlandsk statsmyndighed, eller der er tale om midlertidig udførsel.

Herudover skal eksportøren i de fleste tilfælde afgive en erklæring under

strafansvar om, at partiet alene vil blive afsendt til den anførte køber i

det

anførte land. Endelig kan der efter omstændighederne stilles krav om

slutbrugerdokumentation.

4)

Sagsbehandlingstiden for udførselstilladelser er

gennemsnitligt på ca. 2 uger. Sagsbehandlingstiden varierer dog betragteligt

og

kan navnlig trække ud, hvis det kan give anledning til tvivl, om det

pågældende

produkt er omfattet af våbenlovens § 6, om eksport til det pågældende

modtagerland er i overensstemmelse med dansk våbeneksportpolitik, eller hvis

ansøgeren har givet mangelfulde oplysninger, herunder utilstrækkelig

dokumentation.

2.2. Straffelovens § 114

I henhold til straffelovens § 114, stk. 2, kan

transport af våben, som foretages med henblik på terrorisme, straffes med

fængsel indtil livstid. Bestemmelsen finder alene anvendelse på forsætlige

handlinger. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 378 i 2002 på baggrund af

navnlig EU’s rammeafgørelse om terrorisme.

Straffemyndighed og retsforfølgning er behandlet i

rammeafgørelsens artikel 9, der fastlægger en obligatorisk og en fakultativ

straffemyndighed. Således skal medlemsstaterne have straffemyndighed med

hensyn

til de i artikel 1-3 omhandlede terrorhandlinger mv., såfremt handlingen

begås

helt eller delvist på medlemsstatens område, på et skib, der fører dens flag

eller et luftfartøj, der er indregistreret i medlemsstaten, gerningsmanden er

statsborger eller bosat i medlemsstaten, handlingen er begået til fordel for

en

juridisk person, som har sit hjemsted på medlemsstatens område eller

handlingen

er begået mod medlemsstatens institutioner eller befolkning eller mod en af

Den

Europæiske Unions institutioner eller et organ, der er oprettet i

overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og

traktaten og Den Europæiske Union med hjemsted i den pågældende medlemsstat.

Endvidere kan medlemsstaten vælge at udvide sin straffemyndighed til at

omfatte

tilfælde, hvor handlingen er begået på en anden EU-medlemsstats område.

Efter artikel 9, stk. 2, skal medlemsstaterne i de

tilfælde, hvor mere end en medlemsstat har straffemyndighed, samarbejde for

at

afgøre, hvem der skal retsforfølge gerningsmændene. Artikel 9, stk. 1 og

2, suppleres i artikel 9, stk. 3, af en bestemmelse, der medfører pligt

til at have straffemyndighed i tilfælde, hvor gerningsmanden befinder sig på

en

stats område, og staten ikke udleverer den pågældende til nogen anden

EU-medlemsstat eller et tredjeland. Endvidere præciseres det i artikel 9,

stk. 4, at medlemsstaterne også skal sikre straffemyndighed i de

tilfælde,

hvor en strafbar handling efter artikel 2 og 3 helt eller delvist er begået

på

statens territorium, uanset hvor terroristgruppen holder til eller udøver

sine

kriminelle aktiviteter.

Implementeringen af rammeafgørelsen indebar ikke ændringer i

de gældende regler om dansk straffemyndighed.

2.3. Internationale våbenembargoer

I det følgende gennemgås de eksisterende typer af

internationale våbenembargoer, herunder om embargoerne alene indebærer forbud

mod eksport/handel eller tillige mod transport og om de er retlig bindende

eller af politisk karakter. Endvidere gennemgås mulighederne for at håndhæve

embargoerne efter dansk ret.

2.3.1. FN-våbenembargoer

FN-pagten indeholder bestemmelser om forholdsregler over

for trusler mod freden, fredsbrud og angrebshandlinger (FN-pagtens kapitel

VII). I tilfælde, hvor der foreligger en trussel mod freden, kan

Sikkerhedsrådet beslutte, hvilke forholdsregler der skal træffes, og opfordre

FN's medlemslande til at iværksætte disse forholdsregler. Sikkerhedsrådet kan

således gennem vedtagelsen af en resolution indføre en våbenembargo over for

et

land, som truer den mellemfolkelige fred og sikkerhed. Sådanne resolutioner i

henhold til FN-pagtens kapitel VII er juridisk bindende for FN's

medlemsstater,

det vil sige, at de er folkeretligt forpligtede til at gennemføre og håndhæve

våbenembargoerne i deres nationale retssystemer. Hertil kommer, at FN's

Sikkerhedsråd og FN's Generalforsamling kan vedtage ikke juridisk bindende

våbenembargoer i form af henstillinger til FN's medlemslande om iværksættelse

af

våbenembargoer. Disse henstillinger har karakter af ikke juridisk bindende

våbenembargoer.

Juridisk bindende våbenembargoer vedtaget i henhold til

FN-pagtens kapitel VII kan implementeres i dansk ret ved kongelig anordning,

jf. lov nr. 156 af 10. maj 1967 om visse forholdsregler i henhold til

FN-pagten. Der er herefter hjemmel til at straffe overtrædelser af embargoen

med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med

fængsel indtil 4 år, jf. straffelovens § 110 c, stk. 2.

Ikke juridisk bindende FN-våbenembargoer kan ikke

implementeres ved kongelig anordning. De implementeres administrativt

indenfor

bestående lovgivning eller ved vedtagelse af ny lovgivning.

Forbud mod eksport af våben til det pågældende land fra

Danmark kan gennemføres ved administrationen af våbenlovgivningens regler,

idet

ansøgninger om udførselstilladelser kan nægtes, og udførsel uden tilladelse

kan

straffes med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende

omstændigheder med fængsel indtil 2 år, jf. våbenlovens § 10,

stk. 1.

Derimod giver den eksisterende lovgivning ikke mulighed for

at gribe ind over for/straffe transport af våben til det pågældende land i de

tilfælde, hvor våbnene ikke udføres fra Danmark.

2.3.2. EU-våbenembargoer

Traktaten om Den Europæiske Union (Amsterdam-traktaten)

indeholder bestemmelser om en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

(Amsterdam-traktatens afsnit V). Blandt målsætningerne for den fælles

udenrigs-

og sikkerhedspolitik er styrkelse af Unionens sikkerhed samt bevarelse af

freden

og styrkelse af den internationale sikkerhed. Med henblik på at sikre disse

mål

kan EU gennem vedtagelse af en fælles holdning indføre en våbenembargo over

for

et land, som truer den internationale fred og sikkerhed.

Ifølge Amsterdam-traktaten skal medlemsstaterne drage omsorg

for, at deres nationale politik er i overensstemmelse med de fælles

holdninger.

Medlemsstaterne er med andre ord juridisk forpligtede til at gennemføre en

fælles holdning i deres nationale retssystemer. Våbenembargoer, der er

indført

ved en fælles holdning, iværksættes ved medlemsstaternes nationale

foranstaltning og ikke, som ved embargoer om andre varer end våben, ved en

rådsforordning efter artikel 301 i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske

Fællesskab (TEF). Dette følger af, at kompetencen til at træffe

foranstaltninger vedrørende handel med våben, ammunition og krigsmateriel

ligger hos medlemsstaterne i medfør af artikel 296 i TEF.

I Danmark kan EU-våbenembargoer lige som ikke juridisk

bindende FN-våbenembargoer, jf. ovenfor, for så vidt angår forbud mod

udførsel

af våben til det pågældende land fra Danmark håndhæves ved administrationen

af

våbenlovgivningens regler. Derimod er der som udgangspunkt ikke efter

gældende

ret hjemmel til at håndhæve et eventuelt forbud mod transport af våben til

det

pågældende land, når der ikke sker udførsel fra Danmark. En sådan hjemmel vil

dog findes, hvis der for det pågældende land tillige gælder en juridisk

bindende FN-embargo i henhold til FN-pagtens kapitel VII, som er

implementeret

i dansk ret ved kongelig anordning.

Der gælder p.t. rene (dvs. uden samtidige FN-embargoer)

EU-våbenembargoer mod Bosnien og Hercogovina, Burma/Myanmar, Congo, Kina,

Libyen, Sudan og Zimbabwe (for nærmere referencer se underbilag 1).

En række af disse embargoer synes efter ordlyden alene at

omhandle eksport fra de enkelte medlemslande og synes således ikke at

forpligte

medlemsstaterne til at forhindre transport mellem tredjelande. Dette gælder

således embargoen mod Bosnien og Hercegovina (»embargo for våbeneksport«, jf.

fælles holdning 98/240/FUSP), Congo (»levering og salg af våben fra

statsborgere i medlemsstaterne eller fra medlemsstaternes områder til Den

Demokratiske republik Congo forbydes, uanset om de hidrører fra

medlemsstaterne

eller ej«, jf. fælles holdning 2002/829/FUSP), Libyen (»embargo på eksport af

våben eller andet militært udstyr«, jf. fælles holdning 1999/261/FUSP) og

Zimbabwe (»Levering eller salg af våben fra statsborgere i medlemsstaterne

eller fra medlemsstaternes områder til Zimbabwe forbydes, uanset om de

hidrører

fra deres områder eller ej«, jf. fælles holdning 2002/145/FUSP).

De resterende rene EU-våbenembargoer er meget kortfattede.

Vedrørende Sudan anføres således i den fælles holdning 94/165/FUSP: »Der

indføres en embargo over for Sudan med hensyn til våben, ammunition og

militærudrustning«. Vedrørende Kina anføres i rådserklæring fra rådsmøde i

Madrid den 26-27. juni 1989: » an embargo on trade in arms with China«.

Endelig anføres vedrørende

Burma/Myanmar: »An embargo on arms, munitions and military equipment shall be

enforced against Myanmar.«

Sammenfattende synes ingen af de rene EU-embargoer med

sikkerhed at pålægge medlemsstaterne en forpligtelse til at forhindre

transport

af våben mellem tredjelande.

2.3.3. OSCE-våbenembargoer

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa

(OSCE) hviler ikke på et traktatmæssigt grundlag, men arbejder på grundlag af

de politiske beslutninger, som medlemslandene kan blive enige om. Sådanne

beslutninger kan omfatte våbenembargoer. OSCE omfatter i dag 55 lande: Alle

landene i Europa samt USA og Canada og de fem tidligere sovjetiske

centralasiatiske republikker.

Våbenembargoer vedtaget i OSCE kan håndhæves i samme omfang

som EU-våbenembargoer og ikke juridisk bindende FN-våbenembargoer.

Der gælder p.t. en OSCE-våbenembargo af 28. februar 1992 mod

Nagorno-Karabak, hvorved medlemsstater og stater i regionen anmodes om at

» impose an immediate embargo on all deliveries of weapons and munitions to

forces engaged in combat in the Nagorno-Karabakh area « Embargoteksten nævner

således ikke spørgsmålet om transport.

2.3.4. Sammenfatning

Forbud mod eksport af våben, som følger af

internationale våbenembargoer, kan i Danmark håndhæves ved administration af

den gældende våbenlovgivning, uanset hvilken type våbenmebargo der er tale

om.

Indeholder juridisk bindende FN-embargoer vedtaget i henhold

til FN-pagtens kapitel VII forbud mod transport af våben til de embargoramte

lande, uden at der samtidig er tale om eksport fra Danmark, kan også dette

forbud håndhæves efter de gældende danske regler, forudsat at våbenembargoen

er

implementeret af Udenrigsministeriet ved kongelig anordning.

Eventuelle transportforbud i ikke juridisk bindende

FN-embargoer, EU-embargoer og OSCE-embargoer kan ikke håndhæves efter den

eksisterende lovgivning. Der synes dog ikke på nuværende tidspunkt at gælde

sådanne forbud.

For fuldstændighedens skyld skal det påpeges, at der

selvsagt heller ikke efter gældende dansk ret kan gribes ind over for

transport

af våben til embargoramte lande, når embargoen ikke indebærer forbud mod

transport, men alene mod eksport.

Den gældende retstilstand kan skematiseres som

følger:

Juridisk bindende

FN-embargoer efter FN-pagtens kapitel VII

EU-embargoer

Ikke juridisk

bindende FN-embargoer og OECD-embargoer

Hjemmel til at

håndhæve eksportforbud

Våbenlovens § 6, jf. § 10, stk. 1, og

kongelig anordning, jf. straffelovens § 110, c,

stk. 2

Våbenlovens § 6, jf. § 10, stk. 1

Våbenlovens § 6, jf. § 10, stk. 1

Hjemmel til at

håndhæve (eventuelle) transportforbud

Kongelig anordning, jf. straffelovens § 110 c,

stk. 2

Ingen

Ingen

2.4. Dansk jurisdiktion (straffemyndighed)

I det følgende gennemgås reglerne om dansk

straffemyndighed og de heraf følgende begrænsninger for

anvendelse/håndhævelse

af straffebestemmelser vedrørende transport af våben mellem tredjelande.

Udgangspunktet i straffeloven er, at handlinger, som

foretages i den danske stat og på danske fartøjer (skibe, der sejler under

dansk flag, og luftfartøjer, som er dansk registreret), hører under dansk

straffemyndighed,

jf. straffelovens § 6 (territorialprincippet). Bestemmelsen kræver ikke,

at hele den kriminelle virksomhed er foretaget i den danske stat, for at der

er

dansk straffemyndighed. Når blot en del af virksomheden er foretaget her i

landet, må forholdet således antages at være undergivet dansk

straffemyndighed

efter denne bestemmelse.

Dansk straffemyndighed omfatter endvidere handlinger

foretaget i udlandet af personer, der har dansk statsborgerskab eller bopæl i

Danmark, jf. straffelovens § 7, stk. 1, (personalprincippet). Hvis

handlingen foretages inden for folkeretligt anerkendt statsområde, er det dog

en betingelse, at handlingen er strafbar både efter gerningsstedets lov og

dansk lov (princippet om dobbelt strafbarhed),

og at den pågældende danske straffebestemmelse ikke efter sit gerningsindhold

er territorialt begrænset til forhold begået i Danmark. Efter stk. 2

finder bestemmelsen tilsvarende anvendelse på udlandshandlinger begået af en

person, der har indfødsret eller bopæl i de andre nordiske lande, og som

opholder sig her i landet på påtaletidspunktet.

Hvis der er tale om en handling udført i udlandet af en

ansat i et selskab med hjemsted i Danmark, som er ansvarlig for den ansattes

handlinger, er spørgsmålet, om lovovertrædelsen/ handlingen skal anses for

begået i udlandet eller i Danmark.

Efter retspraksis anses en selskabsovertrædelse som

udgangspunkt for begået dér, hvor den ansatte begår den handling eller

undladelse, som udløser selskabsansvaret, jf. Vestre Landsrets dom refereret

i

Ugeskrift for Retsvæsen 1987, side 705, og Højesterets dom refereret i

Ugeskrift for Retsvæsen 1995, side 9. De nævnte domme angår imidlertid begge

objektivt driftsherreansvar, hvor der ikke beviseligt forelå et tilregneligt

forhold, der kunne stedfæstes til selskabets hjemsted.

Hvis selskabsovertrædelsen udløses af et tilregneligt

forhold, der i stedlig henseende kan henføres til selskabets hjemsted, f.eks.

i

tilfælde, hvor en mangelfuld eller urigtig instruktion har ført til, at

ansatte

begår en overtrædelse uden for selskabets hjemsted, er det mere usikkert,

hvor

den lovstridige handling kan og bør anses for begået. I Straffelovrådets

betænkning nr. 1289/1995 om juridiske personers bødeansvar anføres herom:

»Gode grunde, herunder hensynet

til en ensartet regel, der finder anvendelse ved selskabsovertrædelser,

uanset

hvordan overtrædelsen nærmere er begået, kunne tale for at vælge det sted,

hvor

gerningsindholdet realiseres, som gerningssted. I modsat fald vil det f.eks.

kunne blive vanskeligt at afgøre, hvor en selskabsovertrædelse skal anses for

begået, hvis overtrædelsen skyldes flere fejl, der er begået forskellige

steder, f.eks. tilfælde hvor en selskabsovertrædelse må tilskrives mangelfuld

instruktion på hjemstedet i kombination med uforsigtighed udvist af en ansat

på

»gerningsstedet«. På den anden side kan en sådan regel være betænkelig, hvis

den afskærer dansk jurisdiktion over for et selskab her i landet i tilfælde,

hvor der påviseligt foreligger fejl begået på dansk område. En løsning, der

sikrer dansk jurisdiktion i denne type sager, opnås, hvis såvel selskabets

hjemsted som det sted, hvor overtrædelsen manifesterer sig, anses som

gerningssted.«

Straffelovens almindelige jurisdiktionsregler indebærer, at

våbentransport mellem tredjelande, som er kriminaliseret i dansk ret, er

undergivet dansk straffemyndighed i medfør af straffelovens § 6

(territorialprincippet), hvis transporten sker på et dansk registreret skib

eller fly. Hvis transporten er foranstaltet af et dansk transportfirma med

hjemsted i Danmark og foregår med køretøjer eller udenlandsk registrerede

skibe/luftfartøjer, er der formentlig dansk straffemyndighed efter

straffelovens § 6 for så vidt angår et tilregneligt forhold, der kan

stedfæstes til hjemstedet. Et sådant forhold kunne f.eks. være, at aftalen om

den ulovlige transport er indgået på hjemstedet, og/eller at instruktion om

indgåelse eller gennemførelse af aftalen er afgivet fra hjemstedet.

Sager om transport af våben mellem tredjelande, hvor

betingelserne i straffelovens § 6 ikke er opfyldt, kan dog i visse

tilfælde behandles af danske domstole, hvis transporten foretages af en

person

med den fornødne tilknytning til Danmark, jf. straffelovens § 7,

stk. 1 (personalprincippet), som er beskrevet nærmere ovenfor.

Straffelovens § 6 og 7 (territorial- og

personalprincippet) suppleres af § 8, hvorefter der efter

omstændighederne

er dansk straffemyndighed i forhold til udlandshandlinger uden hensyn til,

hvor

gerningsmanden hører hjemme. Det gælder bl.a. i tilfælde, hvor »handlingen er

omfattet af en mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken Danmark er

forpligtet til at foretage retsforfølgning«, jf. § 8, nr. 5.

Formålet med denne bestemmelse, der blev indsat ved lov nr.

322 af 4. juni 1986, er bl.a. at opfylde – og muliggøre opfyldelse af

fremtidige – konventioner eller andre mellemfolkelige aftaler, der

indebærer en

forpligtelse for Danmark til at have dansk straffemyndighed med henblik på at

kunne strafforfølge nærmere angivne overtrædelser, jf. Folketingstidende

1985-86, tillæg A, sp. 2080-2081 og 2087.

Når der i medfør af de ovennævnte regler sker påtale her i

landet, skal afgørelsen såvel om straf som om andre retsfølger af handlinger

ske efter danske regler, jf. straffelovens § 10, stk. 1. Er

forholdet

undergivet dansk straffemyndighed i medfør af straffelovens § 7,

stk. 1, nr. 2, kan der dog ikke idømmes strengere straf end efter

gerningsstedets lovgivning, jf. § 10, stk. 2.

2.5. Regler om transport af farligt gods

Transport af våben mellem tredjelande kan – f.eks. hvis

våbnene omfatter eksplosivstoffer, komprimerede gasser, brandfarlige

væsker/stoffer eller andet, som ved forkert behandling i forbindelse med

transport kan volde skade – være omfattet af regler om transport af

farligt

gods. Reglerne har alene til formål at forebygge skader i forbindelse med

transport og indebærer ingen udenrigs-/sikkerhedspolitisk vurdering af, om

godset transporteres til en acceptabel destination. Reglerne nævnes derfor

kun

summarisk nedenfor.

2.5.1. Søtransport af farligt gods

Søtransport af farligt gods er for emballeret gods (i

modsætning til gods i bulk) reguleret i bilagene til the International

Convention for the Safety of Life at Sea, 1974 as Amended (SOLAS 74) og i

bilagene til the International Convention for the Prevention of Pollution

from

Ships (MARPOL), 1973 as Amended. Begge konventioner er vedtaget i IMO’s

(International Maritime Organisation) regi.

Bilagene til SOLAS kapitel II-2 indeholder tekniske krav til

skibets bygning og udstyr samt certificering. Kapitel VII indeholder

generelle

krav til klassificering, emballering, dokumentering mv. af godset, og

henviser

for detailforskrifter til the International Maritime Dangerous Goods Code

(IMDG-koden).

Bilag III til MARPOL indeholder generelle forskrifter for

identifikation af havforurenende gods, emballering, mærkning, dokumentering

og

stuvning af godset, hvor detailforskrifterne er indeholdt i IMDG-koden.

IMDG-koden er i dag en anbefaling, der følges af alle

betydende aktører og lande i international skibsfart. Fra den 1. januar 2004

vil IMDG-koden ændre status fra at være en anbefaling til at blive

internationalt gældende lovgivning ved en tilknytning til SOLAS. IMDG-koden

giver anvisninger om emballering, mærkning, dokumentering, separering og

stuvning, og et bilag til koden indeholder forskrifter og retningslinier for

håndtering af uheld med farligt gods.

IMDG-koden er sat i kraft for Danmarks vedkommende ved en

teknisk forskrift om transport af farligt gods i skibe, jf. bekendtgørelse

nr.

9625 af 28. november 2002. Den tekniske forskrift bestemmer, at farligt gods

skal transporteres som foreskrevet i IMDG-koden og indeholder bestemmelser om

straf for overtrædelse af forskriften.

2.5.2. Lufttransport af farligt gods

Lufttransport af farligt gods reguleres internationalt

af International Civil Aviation Organisation (ICAO) under FN.

Grundprincipperne indeholdes i Annex 18 til

»Convention on International Civil Aviation«, »The Safe Transport of

Dangerous

Goods by Air.«

For i

videst muligt omfang at opnå forenelighed med de bestemmelser, der dækker

transport af farligt gods med andre transportformer, er bestemmelserne i

Annex

18 baseret på »Recommendations of the United Nations Committee of Experts on

the Transport of Dangerous Goods« og »Regulations for the Safe Transport of

Radioactive Materials of the International Atomic Energy Agency.«

Grundprincipperne

i Annex’et er udmøntet i de detaillerede specifikationer i »Technical

Instructions for the Safe Transport of Dangerous Goods by Air« (ICAO TI), doc

9384 AN/905 inklusive supplement.

Aftalestaterne skal meddele ICAO

eventuelle afvigelser fra ICAO TI. Hvis disse afvigelser er en svækkelse i

forhold til ICAO TI, kan de kun benyttes på luftfartøjer, der er

hjemmehørende

i den pågældende stat, og kun indenfor statens nationale luftrum. ICAO TI

dækker al lufttransport med farligt gods på civile fly. Den dækker ikke

våben,

der ikke indeholder farligt gods (f.eks. i form af eksplosiver, gasser etc.).

På europæisk plan har Aviation Authorities (JAA), som er en

sammenslutning af de fleste europæiske lande, udgivet Joint Aviation

Requirements, Operations (JAR-OPS), hvori lufttransport af farligt gods er

dækket, men kun for så vidt angår luftfartsselskabernes ansvarsområde.

JAR-OPS

er bygget på ICAO-TI og i overensstemmelse med denne. JAR-OPS indeholder

bestemmelser

om lufttransport af såvel krigsvåben som af våben til sportsbrug.

I dansk ret er bestemmelserne for lufttransport af farligt

gods indeholdt i bekendtgørelse nr. 737 af 17. november 1989 om lufttransport

af farligt gods (udgivet som Bestemmelser for civil luftfart, BL 5-21), og

bekendtgørelse 527 af 23. juni 1995 om transport af våben, eksplosivstoffer,

krigsmateriel og krigsammunition mv. med civile luftfartøjer.

Det følger af sidstnævnte bekendtgørelse, at luftfartøjer,

som er dansk registreret, eller som er udenlandsk registreret og opererer i

henhold til dansk driftstilladelse, hverken ved flyvning inden for eller uden

for dansk område må medføre våben, eksplosivstoffer, krigsmateriel eller

krigsammunition uden tilladelse fra Statens Luftfartsvæsen (SLV), jf.

§ 1

og 4 i bekendtgørelse nr. 527 af 23. juni 1995, jf. luftfartslovens

5)

§ 85,

stk. 1.

2.5.3. Vejtransport af farligt gods

Vejtransport af farligt gods er reguleret i Den

Europæiske Konvention om International Transport af Farligt Gods ad Vej (The

European Agreement concerning the International Carriage of Dangerous Goods

by

Road) – ADR-konventionen.

ADR-konventionen er udfærdiget med det formål at regulere

grænseoverskridende transport af farligt gods ad vej, og den finder

anvendelse

på transporter, der berører mindst to kontraherende parters område.

Konventionen indeholder krav til transportmateriellet, køretøjer og personer

involveret i transporten samt udøvelse af myndighedskontrol hermed.

ADR-konventionen foreskriver ingen sanktioner. I praksis udfører de

kontraherende parter landevejskontrol, og manglende overholdelse kan føre til

retsforfølgelse i henhold til national lovgivning.

Konventionen er tiltrådt af 38 lande, herunder Danmark, hvor

den har været gældende siden 1985, jf. bekendtgørelse nr. 162 af 26. april

1985

om international transport af farligt gods ad vej.

ADR-konventionen danner i øvrigt grundlag for EU-landenes

regulering af transport af farligt gods ad vej inden for (nationale

transporter) og mellem deres territorier, jf. Rådets direktiv 94/55/EF af 21.

november 1994 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om

transport af farligt gods ad vej med senere ændringer og Kommissionens

direktiv

2001/7/EF af 29. januar 2001. Hertil kommer Rådets direktiv 95/50/EF af 6.

oktober 1995 om indførelse af ensartede kontrolprocedurer i forbindelse med

transport af farligt gods ad vej med senere ændringer.

2.5.4. Jernbanetransport af farligt gods

Transport af farligt gods med jernbane er reguleret i

R

églement concernant le transport

I

nternational ferroviaire des

marchandises

D

angereuses (RID), der

findes som bilag til appendiks B til konventionen om international

jernbanebefordring (COTIF). Alle vesteuropæiske lande samt de fleste central-

og østeuropæiske lande er kontraherende parter til denne konvention.

RID-reglerne svarer i vidt omfang til reglerne i

ADR-konventionen, og som det gælder for ADR-konventionen vedrørende

vejtransport, danner RID grundlag for EU-landenes regulering af transport af

farligt gods på jernbane inden for og mellem landene, jf. Rådets direktiv

96/49/EF af 23. juli 1996 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes

lovgivning om jernbanebefordring af farligt gods med senere ændringer.

I overensstemmelse hermed gælder RID i Danmark for transport

af farligt gods med jernbane såvel i international som i national trafik, jf.

kapitel 2 i bekendtgørelse nr. 920 af 16. december 1998 om

jernbanevirksomhed,

jf. § 18 i lov om jernbanevirksomhed mv.

6)

3.

Internationalt samarbejde om kontrol med våbenoverførsler

I det følgende vil det søges klarlagt, i hvilket omfang

Danmark i henhold til internationale aftaler mv. – ud over

internationale

våbenembargoer, som er behandlet i afsnit 2.3. – er forpligtet til at

regulere

våbentransporter mellem tredjelande.

I øvrigt må spørgsmålet om kontrol med dansk våbentransport

mellem tredjelande efter arbejdsgruppens opfattelse ses i sammenhæng med den

kontrol, som i øvrigt udøves vedrørende grænseoverskridende overførsler af

våben.

Hvis eksportlandet har en våbeneksportkontrolordning, skal

eksportøren indhente tilladelse til overførslen fra myndighederne i

eksportlandet. Et krav til en eventuel dansk transportør om at indhente

tilladelse fra de danske myndigheder til at forestå transporten ville i

sådanne

tilfælde indebære, at myndighederne i to lande skulle vurdere, om samme

våbenoverførsel er acceptabel. Hvis aftalen om våbenoverførslen bliver

indgået

i et land, som kræver tilladelse til sådanne aftaler (våbenformidling), vil

én

og samme overførsel inkl. spørgsmålet om antageligheden af slutdestinationen

blive vurderet af op til 3 landes myndigheder, alt efter reglerne i de

respektive lande. Myndigheder i forskellige lande kan selvsagt anlægge

forskellige vurderinger af samme sag, men i jo højere grad landene anvender

ensartede principper for deres vurderinger, jo større overensstemmelse vil

der

være mellem de enkelte landes vurderinger.

Den selvstændige betydning af kontrol af transportørleddet

afhænger således af, i hvilket omfang der sker kontrol med våbenoverførsler

på

andre niveauer (eksportøren, formidleren eller andet), og ud fra hvilke

principper denne kontrol foretages.

Det internationale samarbejde vedrørende kontrol med

våbenoverførsler ud over transport vil derfor ligeledes blive gennemgået.

3.1. FN’s våbenprotokol

FN’s Generalforsamling vedtog den 31. maj 2001 ved

resolution nr. 55/255 en protokol om bekæmpelse af ulovlig fremstilling af og

handel med skydevåben og dele, komponenter samt ammunition hertil. Andre

former

for våben/forsvarsmateriel er ikke omfattet af protokollens bestemmelser.

Protokollen knytter sig til FN’s konvention om bekæmpelse af

grænseoverskridende organiseret kriminalitet, der blev vedtaget den 15.

november 2000 ved resolution 55/25.

Våbenprotokollen er på nuværende tidspunkt undertegnet af 52

stater (herunder Danmark) og ratificeret af 6 (Bulgarien, Burkina Faso, Costa

Rica, Cypern, Mali og Mexico).

Ved våbenprotokollens artikel 5 forpligtes de kontraherende

stater til at kriminalisere dels ulovlig fremstilling af og handel med

skydevåben samt dele, komponenter og ammunition dertil, dels forfalskning,

ødelæggelse, bortfjernelse og ændring af de mærker, der kræves på skydevåben

i

overensstemmelse med våbenprotokollens regler herom (artikel 9). Endvidere

skal

de kontraherende stater kriminalisere forsøg på og medvirken til de nævnte

handlinger.

I artikel 3, litra e, i våbenprotokollen defineres ulovlig

handel som indførsel, udførsel, erhvervelse, salg, levering,

transport/omsætning (’movement’) og overførsel af skydevåben mv.

fra eller

gennem én kontraherende stats territorium til en anden kontraherende stats

territorium, hvis én af staterne ikke har givet tilladelse i overensstemmelse

med protokollens bestemmelser.

Om disse tilladelser bestemmer protokollen i artikel 10, at

de kontraherende stater skal etablere og opretholde et effektivt system med

tilladelser til udførsel og indførsel samt forholdsregler

(’measures’)

vedrørende international transit af skydevåben mv.

Protokollen forpligter altså de kontraherende stater til at

kriminalisere handel med våben fra én kontraherende stat til en anden, når

der

ikke foreligger tilladelse fra disse stater til henholdsvis eksport og

import.

Dette indebærer, at en kontraherende stat er forpligtet til at kriminalisere

uautoriserede våbenoverførsler, uanset om overførslen sker mellem to andre

kontraherende stater. Kriminaliseringsforpligtelsen skal ses i sammenhæng med

konventionens artikel 15, der i medfør af artikel 1 i våbenprotokollen gælder

tilsvarende for våbenprotokollen.

Efter konventionens artikel 15 forpligtes de kontraherende

stater til at have straffemyndighed (jurisdiktion) i forhold til

kriminaliserede handlinger, som foretages

enten

på den kontraherende stats territorium

eller

ombord på et skib eller fly, der er indregistreret i den pågældende

kontraherende stat.

Justitsministeriet har på denne baggrund tidligere

7)

konkluderet

følgende:

»Våben- og eksplosivstoflovens

§ 6 omfatter udførsel af våben fra dansk territorium. Bestemmelsen

omfatter derimod ikke udførsel fra et andet land end Danmark. Uautoriseret

våbentransport, der finder sted ombord på danske skibe mellem to andre

kontraherende

stater, er således ikke kriminaliseret ved våben- og eksplosivstofloven.

Justitsministeriet vurderer på den

baggrund, at gennemførelsen af våbenprotokollens artikel 5 i dansk ret vil

forudsætte en ændring af våben- og eksplosivstofloven.«

De forklarende bemærkninger til protokollen indeholder ingen

bemærkninger om, hvorvidt protokollens definition af »handel«, herunder

begrebet »movement« omfatter rene transportydelser, så en transportør, som

transporterer skydevåben mv. mellem to lande, som har tilsluttet sig

protokollen, skal kunne straffes, hvis der ikke foreligger de fornødne

tilladelser til udførsel og indførsel fra henholdsvis eksport- og

importlandet.

FN’s sekretariat har i en udtalelse til arbejdsgruppen

(underbilag 2) givet udtryk for den opfattelse, at straffebestemmelser i

henhold til protokollen bør omfatte tilfælde, hvor gerningsmanden alene har

foretaget transport af våben. Sekretariatet har i den forbindelse navnlig

henvist til, at transportydelser efter en naturlig sproglig forståelse synes

omfattet af definitionen på handel i artikel 3, litra e (»import, export,

delivery, movement or transfer«).

Arbejdsgruppen kan på denne baggrund tilslutte sig, at

ratifikation af protokollen vil forudsætte en kriminalisering af transport af

skydevåben samt dele, komponenter og ammunition dertil mellem lande, som har

tiltrådt protokollen, hvis der ikke foreligger de fornødne udførsels- og

indførselstilladelser fra henholdsvis eksport- og importlandet. Andre lande

kan

imidlertid være af en anden opfattelse.

Under alle omstændigheder finder protokollen i henhold til

artikel 4, stk. 2, ikke anvendelse på mellemstatslige transaktioner

(state-to-state

transactions) eller på statslige overførsler (state transfers) i tilfælde,

hvor

anvendelse af protokollen ville gribe ind i (prejudice) en kontraherende

stats

ret til at skride til handling i den nationale sikkerheds interesse i

overensstemmelse med FN-pagten.

Under et uformelt møde mellem våbeneksperter i EU-regi blev

muligheden for at fremsætte en forklarende erklæring om EU-landenes fælles

forståelse af begreberne »state-to-state transactions« og »state transfers«

diskuteret, og følgende udkast hertil præsenteret:

»Article 4 – Scope of application

The EU interprets the terms »transaction« and »transfer« in

Article 4.2 of the Protocol as referring to all duly authorised transfers of

firearms by, to, from or on behalf of governmental authorities and as

excluding

the manufacture of firearms.«

Der er imidlertid ikke enighed blandt EU-landene om denne

formulering.

Det skal i øvrigt bemærkes, at protokollen alene forpligter

de kontraherende stater til at kriminalisere forsætlige handlinger, jf.

protokollens

artikel 5.

3.2. EU’s adfærdskodeks for våbeneksport

EU’s adfærdskodeks for våbeneksport blev vedtaget i juni

1998. Adfærdskodeksen er alene politisk forpligtende, men overvejes

genvedtaget

i juridisk bindende form. Adfærdskodeksen sætter en høj fælles standard for

våbeneksport fra EU-landene i form af en række kriterier, som skal tages i

betragtning ved afgørelser om eksport af våben, og bidrager således til

tilbageholdenhed i våbeneksporten. Udstedelse af tilladelser til våbeneksport

er en national beslutning baseret på det enkelte EU-lands retsgrundlag.

Adfærdskodeksen udgør således minimumskrav, som de nationale beslutninger

skal

respektere.

De 8 fælles kriterier for våbeneksport er følgende:

1. Respekt for EU-medlemslandenes internationale

forpligtelser som eksempelvis vedtagne sanktioner og embargoer,

internationale

traktater og eksportkontrolregimer. Eksport vil blive afslået, såfremt den

strider mod sådanne forpligtelser.

2. Respekt for menneskerettighederne i modtagerlandet.

EU-landene vil afslå eksport, hvis der er risiko for, at udstyret vil blive

anvendt til intern repression. Der vil ske en nøje vurdering i hver enkelt

sag,

i tilfælde hvor der er fastslået krænkelser af menneskerettighederne i

modtagerlandet.

3. Den interne situation i modtagerlandet, set som en

funktion af forekomsten af spændinger eller væbnede konflikter. EU-landene

vil

ikke tillade eksport, hvis eksporten kan fremkalde eller forlænge væbnede

konflikter eller forværre spændingen i modtagerlandet.

4. Opretholdelse af regional fred, sikkerhed og

stabilitet. EU-landene vil ikke tillade eksport, hvis der er en klar risiko

for, at udstyret vil blive brugt aggressivt eller til med magt at støtte et

territorialt krav.

5. EU-medlemslandenes nationale sikkerhed såvel som

venligtsindede og allierede landes sikkerhed. Risikoen for, at det

eksporterede

udstyr kan anvendes imod medlemslandene eller venligtsindede og allierede

lande, vil blive overvejet nøje.

6. Køberlandets adfærd over for det internationale

samfund, især hvad angår dets holdning til terrorisme, karakteren af dets

alliancer og respekt for folkeretten.

7. Risikoen for at udstyret vil blive omdirigeret inden

for køberlandet eller reeksporteret.

8. Våbeneksportens forenelighed med modtagerlandets

tekniske og økonomiske formåen. Modtagerlandets økonomiske situation skal

tages

i betragtning med henblik på at vurdere, om der anvendes unødigt mange

ressourcer på indkøb af våben.

Adfærdskodeksen for våbeneksport indeholder en gensidig

informationsforpligtelse EU-landene imellem i form af et krav om notifikation

af de øvrige medlemslande om afslag på våbeneksport. Samtidig kræves det, at

man konsulterer det EU-land, som i første omgang gav afslag, såfremt man

overvejer at give tilladelse til en tilsvarende eksport. Disse bestemmelser

bidrager til en større gennemsigtighed mellem EU-landene på

våbeneksportområdet. Efter adfærdskodeksens bestemmelser skal hvert EU-land

endvidere udarbejde en fortrolig årsrapport til de øvrige medlemslande om sin

eksport af våben og om anvendelsen af adfærdskodeksen. Med udgangspunkt i de

nationale rapporter udarbejdes der ligeledes årligt en samlet EU-rapport om

anvendelsen af adfærdskodeksen, som offentliggøres.

3.3. Wassenaar Arrangementet

Wassenaar Arrangementet (WA) er et multilateralt forum,

hvor en række vestligt orienterede lande samarbejder om eksportkontrol med

våben og følsomme dual-use produkter. WA’s sekretariat ligger i Wien.

De 33 medlemslande er: Argentina, Australien, Østrig,

Belgien, Bulgarien, Canada, Tjekkiet, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland,

Grækenland, Ungarn, Irland, Italien, Japan, Luxembourg, Holland,

New Zealand, Norge, Polen, Portugal, Sydkorea, Rumænien, Rusland,

Slovakiet, Spanien, Sverige, Schweiz, Tyrkiet, Ukraine, UK og USA.

Formålet med WA er at bidrage til international og regional

fred og sikkerhed. Medlemslandene har gensidigt forpligtet sig at vise

ansvarlighed, når de skal tage stilling til udførsler af våben og sensitive

dual-use produkter og teknologier

til

områder, hvor der er en særlig risiko for, at fred og sikkerhed kan komme i

fare. Det betyder, at medlemslandene bør give afslag på udførslen, hvis en

sådan særlig risiko eksisterer. Det betyder samtidig, at der ikke skal være

unødvendige hindringer for udførsler, der ikke indebærer denne risiko. Det er

hvert enkelt medlemslands nationale ansvar at tage stilling til, om en

udførsel

skal tillades eller afslås.

Eksportkontrollen i WA’s medlemslandene er baseret på 2

væsensforskellige produktlister:

1.

Dual-use listen

(»List of dual-use

Goods and Technologies«).

Denne liste er nærmere omtalt i afsnittet om

Dual-use forordningen (4.7).

2.

Våbenlisten

(»Munition List«). Listen giver et væsentligt fortolkningsbidrag til

våbenlovens § 6 om eksportkontrol med våben, som administreres af

Justitsministeriet.

Blandt de aktiviteter i WA, som kan have betydning for denne

rapport kan nævnes:

Det enkelte

WA-medlemsland er forpligtet til at notificere overførsler af våben til

ikke-medlemslande. Notifikationerne sendes til alle medlemslandene for at

sikre

gennemsigtighed. Notifikationspligten omfatter overførsler af våben på

FN’s

register for konventionelle våben med nogle få tilføjelser.

WA har navnlig efter

terrorangrebene i USA den 11. september 2001 haft en stærkt øget fokus på at

øge indsatsen mod terrorisme. Navnlig er der taget skridt til at forhindre,

at

små og lette våben (Small Arms and Light Weapons – SALW) bliver

erhvervet af terrorister.

Et dokument, som formulerer en god praksis for udførsel af små og lette våben

(»Best Practice Guidelines and Criteria for Exports af SALW«), blev således

vedtaget i 2003.

Der er endvidere en

stærk opbakning til kontrol med våbenformidling (»arms brokering«). Det kan

derfor forventes, at der på det kommende Plenarmøde i WA i begyndelsen af

december 2003 bliver vedtaget en resolution, som fastlægger retningslinjer

for,

hvad en effektiv lovgivning om våbenformidling bør indeholde.

Våbentransporter

drøftes ofte som en aktivitet, der kunne være omfattet af det overordnede

begreb våbenformidling.

Det seneste udkast til sådanne kriterier vedrørende

våbenformidling indeholder følgende hovedbestemmelse:

»For

activities of negotiating or arranging contracts, selling, trading or

arranging

the transfer of arms and related military equipment (controlled by Wassenaar

Participating States) from one third country to another third country, a

license or written approval should be obtained from the competent authorities

of the Participating State, where these activities take place, whether the

broker is a national, resident or otherwise subject to the jurisdiction of

the

Participating State.«

3.4. NATO- og OECD-landenes våbeneksportkontrol

Langt de fleste NATO- og OECD-lande vil efter optagelsen

af de 10 nye medlemslande i EU pr. 1. maj 2004 være medlemmer af EU og/eller

Wassenaar Arrangementet med tilhørende eksportkontrolregimer, jf. afsnit 3.2.

og 3.3. Dette gælder dog ikke USA, Canada, Island og Mexico, jf. oversigten i

underbilag 3. Disse lande har imidlertid våbeneksportkontrolsystemer, der er

sammenlignelige med det danske.

3.5. FN’s handlingsplan om små og lette våben (SALW)

8)

FN’s handlingsplan om små og lette våben blev vedtaget

på en konference i New York den 9.-20. juli 2001. Med handlingsplanen har

medlemsstaterne forpligtet sig politisk til at behandle ansøgninger om

eksporttilladelser i henhold til strenge nationale regler og procedurer, som

dækker alle små og lette våben, og som er overensstemmende med staternes

eksisterende forpligtelser i henhold til relevant international ret.

Herudover har medlemsstaterne blandt andet forpligtet sig

til at udvikle passende nationale regler eller procedurer vedrørende

formidling

af små og lette våben, som bør omfatte tiltag så som registrering af

formidlere, tilladelser eller autorisationer til formidlingstransaktioner og

passende straf for ulovlige formidlingsaktiviteter, som foretages på den

enkelte stats område.

3.6. FN’s SUA Konvention

FN's internationale søfartsorganisation drøfter i

øjeblikket en protokol til SUA konventionen (Convention on Supression of

Unlawful Acts Against The safety of Maritime Naviagtion, 1988). Formålet med

den nye protokol er først og fremmest at kriminalisere terroristhandlinger,

der

foregår i forbindelse med maritim transport, som f.eks. udledninger fra

skibet

samt transport af eksplosiver eller radioaktivt materiale, som kan forårsage

massive ødelæggelser. Det drøftes i denne forbindelse, hvorvidt man mere

generelt skal kriminalisere transport af blandt andet nukleare våben eller

masseødelæggelsesvåben. Det forventes, at den nye protokol vil være klar til

vedtagelse på en diplomatkonference i 2005.

3.7. EU’s fælles holdning om våbenmæglervirksomhed

(våbenformidling)

Den 26. juni 2003 vedtog Rådet en fælles holdning om kontrol

med våbenmæglervirksomhed (2003/468/FUSP), som forpligter medlemsstaterne til

at indføre kontrol med våbenformidling mellem ikke EU-lande.

Forslaget forpligter hver medlemsstat til at kontrollere

formidlingsaktiviteter, som foregår på medlemsstatens territorium, gennem

national lovgivning. Medlemsstaterne opfordres endvidere til at overveje at

kontrollere formidlingsaktiviteter, som udføres af den enkelte medlemsstats

statsborgere uden for medlemsstatens territorium.

Formidlingsaktiviteter er defineret som aktiviteter, hvorved

en person forhandler eller arrangerer transaktioner, som kan indebære

overførsel af produkter omfattet af EU’s fælles liste over militært

udstyr, der

er omfattet af EU’s adfærdskodeks for våbeneksport, fra ét ikke EU-land

til et

andet. Omfattet er desuden aktiviteter, hvorved en person, som selv ejer

sådant

udstyr, køber, sælger eller arrangerer overførsel af udstyret fra ét ikke

EU-land til et andet. Overførsel af udstyr mellem EU-lande eller fra et

EU-land

til et land uden for EU er ikke omfattet af forslaget.

Det bemærkes, at begrebet ’overførsel’ (’transfer’) som

udgangspunkt ikke omfatter transport af våben, men at medlemsstaterne hver

især

dog kan vælge at indfortolke transport i begrebet og lade våbentransport være

omfattet af deres nationale regler om kontrol med formidling.

Der skal efter den fælles holdning etableres en ordning,

hvor formidlingsaktiviteter i hvert tilfælde kræver tilladelse fra de

kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor aktiviteterne finder sted, og

–

når dette er påkrævet i henhold til national lovgivning – tillige i den

medlemsstat, hvor formidleren har bopæl eller er etableret. Afgørelsen af, om

tilladelse skal meddeles, skal træffes ud fra kriterierne i EU’s

adfærdskodeks

for våbeneksport.

Medlemsstaterne skal bevare oplysninger i mindst 10 år om

alle personer, der får tilladelse til formidling.

Medlemsstaterne kan tillige vælge at indføre en ordning,

hvorefter formidling kun må foretages af på forhånd autoriserede personer,

ligesom medlemsstaterne kan vælge at etablere et register over formidlere.

Der

skal imidlertid uanset registrering eller autorisation som formidler

indhentes

tilladelse til konkrete formidlingsaktiviteter som angivet ovenfor.

Der skal etableres et system for udveksling af information

om formidlingsaktiviteter mellem medlemsstaterne og, i relevant omfang, med

tredjelande.

Endelig er medlemsstaterne forpligtede til at etablere

sanktioner, herunder strafferetlige sanktioner, for at sikre effektiv

håndhævelse af kontrollen med formidling.

Der er ikke fastsat nogen frist for gennemførelse af den

fælles holdning. Der er endnu ikke sket gennemførelse i Danmark, men det er

hensigten, at arbejdsgruppen efter afgivelse af nærværende rapport skal

udarbejde forslag til regler om våbenformidling i overensstemmelse med den

fælles holdning.

3.8. Dual use-forordningen

Reglerne om produkter med dobbelt – dvs. såvel civil som

militær – anvendelse omfatter ikke våben og har således ikke direkte

relevans

for spørgsmålet om indførelse af kontrol med transport af våben. Reglerne

gennemgås imidlertid kort nedenfor for at sætte våbenområdet i perspektiv.

Dual-use forordningen

9)

er grundlaget for

kontrol med udførslen af sensitive produkter, der både kan anvendes til

civile

og militære formål. Eksempler på dual-use produkter er:

IT produkter,

computere og computersoftware,

Telekommunikationsudstyr,

Måleudstyr,

Kemikalier, og

laboratorieudstyr

Eksportkontrollen med dual-use produkter varetages af

Erhvervs- og Boligstyrelsen under Økonomi- og Erhvervsministeriet. Blandt de

væsentligste træk ved dual-use forordningen kan nævnes:

Forordningen

indeholder den Dual-use liste, som er vedtaget i Wassenaar, jf. afsnit 3.3.

De

produkter, der er opført på listen, er under eksportkontrol. Det betyder, at

eksportøren skal indhente tilladelse fra den kompetente myndighed – i

Danmark

Erhvervs- og Boligstyrelsen – for at udførslen kan foretages lovligt.

I visse tilfælde er

også produkter, der ikke findes på kontrollisten, under eksportkontrol.

Grundlaget er de såkaldte catch-all bestemmelser i dual-use forordningen.

Bestemmelserne omfatter produkter, som kan anvendes i forbindelse med

udvikling

eller produktion af masseødelæggelsesvåben eller missiler til fremførelse af

masseødelæggelsesvåben. Bestemmelserne omfatter desuden produkter, der kan

anvendes til udvikling af konventionelle våben, hvis udførslen sker til lande

under en international våbenembargo.

Forordningen

indeholder regler og procedurer for udstedelse af udførselstilladelser for

dual-use produkter.

Retsgrundlaget er

EF-traktatens bestemmelser i artikel 133 om den fælles handelspolitik.

Samhandelen med

dual-use produkter i det indre marked er – bortset fra nogle få meget

sensitive

produkter – ikke under eksportkontrol.

Udførsel til en

række nærtstående lande kan foretages meget enkelt under en såkaldt generel

fællesskabsudførselstilladelse.

Der kræves

udførselstilladelse for software og teknologi på kontrollisten, også i de

tilfælde hvor overførslen finder sted ved hjælp af elektroniske medier,

telefax

eller telefon til et bestemmelsessted uden for Fællesskabet.

Forordningen fastlægger en række fælles kriterier, som

medlemsstaterne skal tage i betragtning, når de tager stilling til

ansøgninger

om udførselstilladelser. De kriterier, der er fastlagt i adfærdskodeksen for

våbeneksport i EU, gælder således også for udførslen af dual-use produkter.

Forordningen omfatter imidlertid hverken kontrol med

formidling (»brokering«) i forbindelse med disse produkter eller deres

transport. Det forventes, at der vil blive stillet forslag om, at kontrollen

med disse produkter udvides til at omfatte formidling. Der er dog for tiden

ingen konkrete planer om en så vidtgående kontrol, da produkterne har en

overvejende civil anvendelse og samtidig udgør en væsentlig del af den

normale

internationale handel.

3.9. Sammenfatning

FN’s våbenprotokol må antages at indebære en forpligtelse

for de kontraherende stater, herunder Danmark, til – med de undtagelser

der

følger af protokollens artikel 4, stk. 2 – at kriminalisere

transport af

skydevåben samt dele, komponenter og ammunition hertil mellem lande, som har

tiltrådt protokollen, hvis der ikke foreligger de fornødne udførsels- og

indførselstilladelser fra henholdsvis eksport- og importlandet, jf. afsnit

3.1.

For så vidt angår betydningen af internationale

våbenembargoer henvises til afsnit 2.3.

Derudover ses Danmark ikke at være omfattet af

internationale forpligtelser til at regulere transport af våben mellem

tredjelande, bortset fra hvad der følger af de internationale regler for

transport af farligt gods, jf. afsnit 2.5.

Som det fremgår af ovenstående afsnit 3.2. og 3.3., er en

lang række lande i henhold til EU- og Wassenaar-samarbejdet forpligtet til at

foretage kontrol af våbeneksport fra deres respektive territorier efter

samordnede kriterier.

Endvidere forpligter FN-lande, som tiltræder våbenprotokollen,

sig til at indføre eksportkontrol vedrørende skydevåben mv., men uden at de

nærmere kriterier herfor er angivet, jf. afsnit 3.1.

Også andre lande end EU- og Wassenaar-lande, herunder de

øvrige lande i OECD-kredsen, kan set med danske øjne have fuldt

tilfredsstillende eksportkontrolsystemer.

For en ordens skyld skal det påpeges, at heller ikke EU- og

Wassenaar-landene i alle tilfælde vurderer ansøgninger om eksporttilladelser

med samme resultat, som danske myndigheder ville være nået frem til. Dog vil

de

internationale våbenembargoer forhindre eksport til helt uantagelige

destinationer.

Ud over kontrol med våbenoverførsler på eksportørniveau er

EU-landene forpligtet til at indføre kontrol med aftaler om/arrangering af

overførsel af våben mellem ikke EU-lande, som indgås/foretages på deres

respektive territorier, jf. afsnit 3.7., og det forventes, at en lignende

forpligtelse vil komme til at gælde for samtlige Wassenaar-lande, jf. afsnit

3.3.

4. Omfang og

karakter af dansk våbentransport mellem tredjelande

Med henblik på at belyse omfanget af transport af våben

mellem tredjelande har arbejdsgruppen anmodet om oplysninger fra følgende

myndigheder, organisationer mv.: Danmarks Rederiforening, Rederiforeningen af

1895, Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD), Statens Luftfartsvæsen,

Danske

Speditører, Erhvervsflyvningens Sammenslutning, SAS, Institut for

Internationale Studier, København, International Peace Research Institute,

Oslo

(PRIO), Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI), Norwegian

Initiative on Small Arms Transfers (NISAT) og Human Rights Watch.

Arbejdsgruppen har modtaget relevante oplysninger fra

Danmarks Rederiforening, SiD, Statens Luftfartsvæsen, og Erhvervsflyvningens

Sammenslutning, som er refereret nedenfor.

I øvrigt har Forsvarsministeriet udtalt følgende:

»Det vurderes på baggrund af alment tilgængelige kilder, at

der er en betydelig dansk deltagelse i transport med våben. Der gennemføres

imidlertid ikke en systematisk registrering og bearbejdning af sådanne

oplysninger,

og der vil derfor ikke kunne bidrages med konkrete og validerende opgørelser

af

omfanget af dansk transport mellem tredjelande.«

4.1. Våbentransport med danske skibe

Danmarks Rederiforening har over for arbejdsgruppen den

25. september 2003 oplyst følgende nøgletal for dansk skibsfart:

»Den danske handelsflåde er den

største nogensinde med en samlet tonnage på 7,4 mio. BT

10)

eller 9,4 mio. TDW

11)

fordelt på ca. 530 skibe. Containerskibe,

ro-ro skibe

12)

og anden liniefartstonnage

udgør hovedparten med godt 60 pct. af tonnagen. Tankskibsfarten, dvs. skibe

til

transport af olieprodukter, gas, kemikalier mv. udgør omkring 30 pct. af

tonnagen, mens resterende tonnage er bulk carriers

13)

, køleskibe og specialskibe som f.eks. bugser- og

forsyningsskibe.

Herudover ejer danske rederier

[

skibe

]

i

udlandet med tonnage i samme størrelsesorden som under dansk flag. Disse

skibe

er primært registreret i Storbritannien, Singapore, Norge og USA.

Endelig indchartres en betydelig

udenlandsk tonnage til drift og disposition for danske rederier svarende til

2-3 gange den danske handelsflådes størrelse.

Den danske handelsflåde udgør ca.

1,3 pct. af verdenstonnagen, og samlet set disponeres mere end 5 pct. af

verdenstonnagen af danske rederier.«

Den 30. september 2003 har Danmarks Rederiforening

supplerende svaret følgende på et spørgsmål om, hvor stor en del af den

danske

handelsflåde, som er udchartret til udenlandske rederier:

»De seneste tal, vi har, er fra

2001 (DS Regnskabsstatistik), hvor der blev udchartret omkring 3 mio. BT,

hvilket er det samme niveau som i 2000. Disse skibe udchartres til hele

verden,

dvs. befragtere og rederier i resten af Europa, USA, Canada, Latinamerika,

Australien, Japan, Asien, Indien, Mellemøsten og Afrika.«

Danmarks Rederiforening har endvidere i et notat af 6. juni

2003 til Justitsministeriet oplyst følgende om omfanget og karakteren af

dansk

skibstransport af våben:

» det bemærkes, at der ikke

forefindes officiel eller på anden måde tilgængelig statistik om dette emne.

Rederiforeningens administration har derfor valgt at foretage en rundspørge

hos

en halv snes relevante rederier – store såvel som små – for at søge

spørgsmålet

belyst.

Flere af rederierne er slet ikke

beskæftiget med nogen form for våbentransport, og det står dermed klart, at

dansk skibsfart som sådan ikke er specielt involveret i sejlads af våben. På

den anden side er der enkelte mindre rederier, der er specialiserede i

sejlads

af farlige laster som defineret i IMO’s farligt gods kode og de

forskellige

kategorier/fareklasser 1-9, som godset skal mærkes med, herunder ammunition

og

våben. Dertil kommer aktiviteter for NATO og lignende vesteuropæiske

konstellationer, hvor sejlads foretages også af større rederier.

Hvis der ses på

transportmønsteret, er der primært tale om transporter fra NATO eller

OECD-lande, ikke mindst i nordeuropæisk eller atlant-fart samt til

kriseområder, hvor førstnævnte lande er involverede. Derudover foregår der en

vis våbentransport fra OECD-lande (regeringer eller producenter) til

destinationer i Sydamerika, Fjernøsten og en række arabiske lande, hvor

modtagerne er regeringer eller rettere militær og politi .«

SiD har i skrivelse af 28. maj 2003 til Justitsministeriet

bl.a. anført følgende:

»Igennem flere årtier har danske

skibe transporteret militært udstyr, herunder våben og ammunition i

betydeligt

omfang. .

SiD har anslået, at transporterne

til Sydafrika i perioden fra 1978 til begyndelsen af halvfemserne har fundet

sted minimum 60 gange – til Iran/Irak har transporterne fundet sted

minimum 100

gange.

Derudover har danske skibe været

involveret i transporter til regioner, der åbenlyst har brugt våbnene til at

undertrykke egne befolkninger eller i krigshandlinger mod nabostater.

Transporter har også fundet sted

med udgangspunkt i Europa til lande, der er omfattet af EU’s embargo.

Danske skibe har deltaget i

overtrædelser af andre landes lovgivning ved at transportere til lande, hvor

transport er forbudt. Dette er foregået med mellemlandes medvirken eller ved

direkte sejlads.

Transporter har ligeledes fundet

sted til halv- eller paramilitære bevægelser samt organisationer, der er sat

i

forbindelse med terrorvirksomhed. «

Der har gennem årene i medierne været omtalt en række sager

om transport af våben mellem tredjelande på danske skibe, herunder

transporter

til Sydafrika, mens landet var underlagt international våbenembargo, og

transporter til Iran og Irak under krigen mellem disse lande.

Det kan i øvrigt nævnes, at Højesteret ved dom af 16. oktober

1985 (refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1985, side 1037) i henhold til

straffelovens § 110 c idømte en tiltalt 6 måneders ubetinget fængsel for

som mægler sammen med en dansk skibsreder at have formidlet et betydeligt

antal

skibstransporter af våben og ammunition fra Europa til Sydafrika.

Skibsrederen

unddrog sig strafferetlig forfølgning ved at forlade Danmark.

Endvidere blev en dansk reder ved Østre Landsrets dom

refereret i Ugeskrift for Retsvæsen, 1993, side 495, dømt for i strid med

våbenlovens § 6, stk. 1, at have udført våben fra Danmark. Når

dommen

nævnes i denne sammenhæng, skyldes det sagens baggrund. Der var tale om et

dansk skib, som på vej fra Polen til Syrien gik på grund ud for Søby og

derfor

uplanlagt kom i havn dér, inden sejladsen blev genoptaget, hvilket

landsretten

slog fast var en udførsel i våbenlovens forstand.

4.2. Våbentransport med danske fly

Statens Luftfartsvæsen (SLV) har over for arbejdsgruppen

oplyst, at SLV med ganske få undtagelser alene udsteder tilladelser til

transport

af våben (se afsnit 2.5.2.) til SAS, som har fly indregistreret i både

Danmark,

Norge og Sverige. Det er imidlertid ikke muligt ud fra tilladelserne at

opgøre

omfanget af transport af våben mellem tredjelande med danske fly.

SAS har over for arbejdsgruppen

oplyst, at heller ikke SAS

umiddelbart har disse data tilgængelige i

virksomhedens statistik.

Erhvervsflyvningens Sammenslutning har den 8. juni 2003 over

for arbejdsgruppen oplyst, at der ved høring af medlemmerne ikke var modtaget

oplysning om kendskab til transport af våben mellem tredjelande med danske

luftfartøjer. Det bemærkes, at SAS ikke er medlem af Erhvervsflyvningens

Sammenslutning.

4.3. Transport med danske køretøjer

Det har ikke været muligt for arbejdsgruppen at

fremskaffe statistiske oplysninger om omfanget af eventuel transport af våben

mellem tredjelande med dansk registrerede køretøjer.

5. Tidligere

beslutnings- og lovforslag

Der har siden 1987 flere gange været fremsat såvel

beslutnings- som lovforslag om kontrol med våbentransporter. Nedenfor følger

en

kort gennemgang af disse forslags indhold og udfald.

Regeringen blev ved folketingsbeslutning nr. B 80, der blev

fremsat den 13. januar 1987 af 6 socialdemokratiske folketingsmedlemmer,

pålagt

senest ved Folketingets åbning i 1987 at fremsætte et forslag til lov om

forbud

mod våbentransporter til krigsførende lande eller til konfliktområder.

Justitsminister Erik Ninn Hansen fremsatte på den baggrund

den 7. oktober 1987 (L 21) forslag til lov om forbud mod våbentransporter til

krigsførende lande eller konfliktområder. Lovforslaget bortfaldt senere på

grund af folketingsvalget den 10. maj 1988.

Lovforslaget indebar en ordning, hvorefter våben og

krigsmateriel mv. kun må transporteres på danske skibe, jf. sølovens

§ 1,

og luftfartøjer, der er registreret i Danmark, hvis justitsministeren giver

forudgående tilladelse til transporten.

Ifølge forslaget omfatter tilladelsesordningen alene våben

og krigsmateriel, der er nævnt i et bilag til lovforslaget. Endvidere er

transporter til Danmark eller udførsel herfra efter gældende regler og

transporter i forbindelse med danske militærpersoners rejser eller danske

militære enheders forlægninger og transporter, der er led Danmarks deltagelse

i

NATO-samarbejdet, ikke omfattet.

Tilladelser kan ifølge forslaget i øvrigt ikke gives til

transport af våben og krigsmateriel mv. til stater, der er krigsførende eller

til konfliktområder, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder.

Tilladelser kan gives til bestemte angivne transporter eller som en

forhåndstilladelse,

der gælder indtil videre, til transporter til bestemte stater. Forslaget

indeholder endvidere hjemmel for justitsministeren til dels at fastsætte

regler

om, at transport af våben mv. kan finde sted til nærmere angivne stater uden

tilladelse, dels at bekendtgøre en liste, der angiver stater, hvortil der

ikke

gives tilladelse til transport af våben mv.

For overtrædelser af loven, der finder sted med skib,

straffes skibsføreren og den, der er trådt i skibsførerens sted. For

overtrædelser, der finder sted med luftfartøj, straffes den, der er ansvarlig

for, hvilken last luftfartøjet medfører. Desuden straffes den, der medvirker

til handlingen, hvis den pågældende er ejer eller bruger af skibet eller

luftfartøjet eller handler på ejerens eller brugerens vegne.

Overtrædelser, der skyldes uagtsomhed, straffes efter

forslaget kun, hvis lastens indhold fremgik af transportdokumenterne, eller

hvis lasten på grund af ganske særlige omstændigheder burde have været

undersøgt. Formålet med sidstnævnte bestemmelse var i henhold til

bemærkningerne at fritage transportører af containere for den praktisk

umulige

opgave at kontrollere samtlige containeres indhold inden transporten.

Straffen er ifølge forslaget bøde, hæfte eller fængsel

indtil 1 år.

Lovforslaget blev genfremsat uændret den 14. februar 1989 (L

203) af 6 folketingsmedlemmer fra henholdsvis Socialdemokratiet og

Socialistisk

Folkeparti. Retsudvalget afgav den 18. maj 1989 betænkning over lovforslaget.

Et flertal i udvalget indstillede lovforslaget til vedtagelse med visse

ændringer, herunder navnlig den ændring, at anvendelsesområdet blev udvidet

til

også at omfattet transport af våben mv. på udenlandske skibe, hvis danske

personer/selskaber har en bestemmende indflydelse over skibet eller

luftfartøjet,

eller helt eller delvis lejer transportkapacitet for at transportere våben

mv.

på skibet eller luftfartøjet. I øvrigt foreslog man en ændret formulering af

bestemmelsen om straf for uagtsomme handlinger, så formuleringen om at

»lasten

på grund af ganske særlige omstændigheder burde have været undersøgt« blev

ændret til »særlige omstændigheder burde have givet anledning til mistanke

om,

at lasten indeholdt våben og krigsmateriel omfattet af loven.« Forslaget blev

forkastet ved Folketingets 3. behandling den 2. juni 1989.

Den 11. april 1991 blev lovforslaget (L 164) fremsat på ny i

uændret form af 6 folketingsmedlemmer fra henholdsvis Socialdemokratiet, og

Socialistisk Folkeparti. Forslaget faldt bort ved folketingssamlingens

slutning.

Keld Albrechtsen (EL) og Helge Bo Jensen (EL) fremsatte den

24. april 2001 forslag til folketingsbeslutning (B 192) om forbud mod

våbentransporter<DOCUMENT_START>. Det fremgik af bemærkningerne til

forslaget, at forslaget var en revideret genfremsættelse af forslag til

folketingsbeslutning

nr. B 80 fra 1987. Forslaget faldt bort ved folketingssamlingens slutning.

Den 11. marts 2003 fremsatte Søren Søndergaard (EL) og Line

Barfod (EL) beslutningsforslag nr. B 107, som var en genfremsættelse af

beslutningsforslag nr. B 192 fra 2001. Forslaget faldt bort ved

folketingssamlingens slutning.

6. Udenlandsk

ret

6.1. Regulering af våbentransport i andre EU- og

NATO-lande

Arbejdsgruppen har indhentet oplysninger om

retstilstanden vedrørende transport og formidling af våben i EU-landene samt

Norge, Canada og USA via de danske ambassader i de respektive lande.

Finland

,

Frankrig

,

Grækenland, Holland, Irland

,

Italien

,

Luxembourg

,

Norge

,

Portugal,

Spanien

,

Storbritannien

,

Sverige, Østrig,

Canada

og

USA

har efter det for arbejdsgruppen oplyste ingen generel

regulering af transport af våben mellem tredjelande, herunder intet krav om

indhentelse af transporttilladelse. Muligheden i disse lande for at forbyde

transport af våben til lande, som er omfattet af en international embargo,

varierer.

Eksempelvis har

Irland

oplyst, at kun fysisk transport i form af eksport fra Irland kan

forbydes, hvilket man erkender efterlader ’huller’ i den irske

lovgivning. Man

har påbegyndt en revision af lovgivningen.

Norge

har

vedrørende våbenembargoer, som er bindende vedtaget af FN’s

Sikkerhedsråd,

oplyst, at der bliver udarbejdet og vedtaget en særlig norsk sekundær lov med

samme indhold som disse embargoer. Indeholder vedkommende embargo ikke kun

forbud mod handel/eksport, men også mod transport, må dette forbud dermed

antages også at blive implementeret i norsk ret. Denne ordning svarer til den

nuværende danske med hjemmel til udstedelse af anordninger til gennemførelse

af

FN-embargoer.

Canada

har

oplyst, at man har lovhjemmel til administrativt at iværksætte våbenembargoer

vedtaget i FN eller andre internationale fora samt til at nedlægge forbud mod

transport af våben til det pågældende land, herunder fra et tredjeland, samt

mulighed for at pålægge straf for overtrædelse heraf.

Som et sidste eksempel kan det oplyses, at man i

Storbritannien

med hjemmel i The Export

Control Act fra 2002, afsnit 4 ( Trade controls’) har udarbejdet udkast

til

»The

[

Embargoed

Destination

]

(Sanctions) Order xxxx«, som har været i høring og forventes at træde i kraft

ultimo 2003.

»The

[

Embargoed Destination

]

(Sanctions) Order xxxx«

er et eksempel på de bekendtgørelser, som agtes udstedt vedrørende lande, som

omfattes af en EU-, OSCE-, ikke-bindende FN- eller national embargo (bindende

FN-embargoer vil fortsat blive implementeret under the United Nations Act

1946).

I henhold til udkastet er det forbudt direkte eller

indirekte

a)

at sælge eller

levere (’supply or deliver’),

b)

at indgå aftale om at

sælge eller levere, eller

c)

at foretage sig

nogen handling, som er beregnet på at fremme salg eller levering af de i

bekendtgørelsen oplistede varer til nogen person eller noget sted i det

embargobelagte land, medmindre ministeren har givet tilladelse hertil.

Forbuddet gælder efter udkastet enhver handling foretaget i

Storbritannien og handlinger foretaget uden for Storbritannien, hvis der er

tale om en britisk person. Forbuddet gælder ikke varer, der befinder sig i

Storbritannien, medmindre de er i transit.

Det fremgår af bemærkningerne til udkastet, at der vil blive

udstedt en bekendtgørelse vedrørende ethvert land, som omfattes af en fuld

våbenembargo, uanset om embargoen forpligter Storbritannien til at regulere

såvel handel (mellem tredjelande) som eksport. Bekendtgørelsen vil gælde, så

længe embargoen står ved magt.

De forbudte handlinger nævnt ovenfor under c) omfatter i

henhold til bemærkningerne finansielle og forsikringsmæssige ydelser

vedrørende

handelen/aftalen samt foranstaltning eller ydelse af transport af varerne.

Det anføres videre i bemærkningerne, at tilladelse til de

ellers forbudte handlinger normalt ikke vil kunne opnås, men at dette kan

komme

på tale i meget sjældne situationer, f.eks. i forbindelse med levering af

krigsmateriel til fredsbevarende styrker.

Kun

Tyskland

og

Belgien

har aktuelt regler om

våbentransport, som indebærer krav om tilladelse til transport mellem

tredjelande.

For

Tysklands

vedkommende følger det af lov om krigsvåbenkontrol

(Kriegswaffenkontrollgesetz

(KWKG)) § 4, stk. 1, at al transport af krigsvåben uden for

Tyskland

på skibe, som fører tysk flag, eller på fly, som er indregistreret i

Tyskland,

kræver tilladelse. I henhold til stk. 2, kan der meddeles generel

tilladelse til transport i bestemte områder. Der skal ansøges om tilladelse

inden krigsvåbnene er bragt ombord på henholdsvis skibet eller flyet.

Generel tilladelse til transport af krigsvåben med skibe

under tysk flag eller tysk registrerede luftfartøjer gives i tilfælde, hvor

krigsvåbnene lastes uden for tysk område, ikke bliver ført igennem tysk

område,

og bliver udlosset i Belgien, Danmark, Frankrig, Grækenland, Storbritannien,

Italien, Luxembourg, Holland, Norge, Østrig, Portugal, Sverige, Schweiz,

Spanien, Tyrkiet eller USA.

Krigsvåbenkontrolloven indeholder et bilag med en liste over

de genstande, stoffer og organismer, som anses for krigsvåben. De generelle

tilladelser gælder dog ikke for transport af antipersonminer.

Belgien

har den

7. juli 2003 vedtaget en lov om import, eksport, transit af våben mv., der

trådte i kraft den 17. juli 2003. Loven indeholder bestemmelse om, at ingen

belgier eller udlænding, som har bopæl eller udøver erhvervsvirksomhed i

Belgien, må forhandle, eksportere eller levere våben mv. til udlandet, eller

besidde våben mv. med dette formål, eller optræde som mellemmand i sådanne

transaktioner uden tilladelse fra Justitsministeriet. Dette gælder uanset om

handlingen foretages mod vederlag eller vederlagsfrit, uanset varernes

oprindelsessted og destination, og uafhængigt af om varerne kommer ind på

belgisk territorium. Der kan ansøges om såvel en tidsubegrænset tilladelse

som

en tilladelse til en given transaktion.

En mellemmand er i lovteksten defineret som en person, der

skaber forudsætningerne for, at der kan indgås en aftale om forhandling,

eksport eller levering af våben mv. til udlandet, eller om besiddelse af

våben

mv. med henblik herpå, samt enhver der indgår en sådan aftale, selv om

transporten udføres af en tredjemand. Også dette gælder uanset om handlingen

foretages mod vederlag eller vederlagsfrit, uanset varernes oprindelsessted

og

destination, og uafhængigt af om varerne kommer ind på belgisk territorium.

Loven indebærer efter det for arbejdsgruppen oplyste, at

såvel den, der udfører transport af våben mellem tredjelande, som den, der

formidler en aftale om sådan transport, skal have tilladelse hertil.

Arbejdsgruppen har endvidere fået oplyst, at det belgiske

justitsministerium på grund af visse tekniske/praktiske problemer med

anvendelsen af den nye lovgivning er blevet anmodet om at undersøge

mulighederne for at løse problemerne og udarbejde et hastelovforslag herom.

6.2. Afgrænsningen mellem våbentransport og

våbenformidling

Våbentransport har nær sammenhæng med våbenformidling,

men de eksisterende nationale regelsæt om våbenformidling omfatter oftest

hverken rene transportydelser eller formidling heraf. Efter det for

arbejdsgruppen oplyste har Belgien, Finland, Frankrig, Holland, Norge,

Sverige,

Storbritannien, Tyskland, Østrig og USA regler om våbenformidling, mens dette

ikke er tilfældet for Grækenland, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal,

Spanien og Canada. Nedenfor gennemgås eksempler på denne nationale lovgivning

om våbenformidling, herunder hvordan reglerne afgrænses over for

våbentransport.

I øvrigt henvises der til bemærkninger vedrørende forslaget

til EU’s fælles holdning om våbenformidling i afsnit 3.7.

Belgien

Ny belgisk lovgivning fra juli 2003 indeholder som nævnt

i afsnit 6.1. regler om våbenformidling, der blandt andet omfatter rene

transportydelser og formidling heraf.

USA

Efter amerikansk ret, nærmere bestemt ’International

Traffic in Arms Regulation’ (ITAR), skal våbenformidlere som

udgangspunkt dels

registreres som sådanne og dels have tilladelse til konkrete

formidlingsaktiviteter.

En formidler defineres i loven som en person, der optræder

som mellemmand (agent) for andre ved forhandling, etablering af kontakt, køb

salg og overførsel af forsvarsmateriel og -ydelser.

Formidlingsaktiviteter defineres som dette at optræde som

formidler, jf. definitionen ovenfor, og angives at omfatte finansiering,

transport, befragtning, fremstilling, eksport eller import af

forsvarsmateriel

og –ydelser.

Transport, der ydes af personer, som ikke (samtidig) er

formidlere, er således ikke omfattet af reglerne. Dette fremgår i øvrigt

udtrykkeligt af ITAR sec. 129.3 (b) (3), hvor det bestemmes, at kravet om

registrering bl.a. ikke gælder for »personer, der alene driver virksomhed

inden

for finansiering, transport eller fragtforsendelse (freight forwarding), og

hvis virksomhed ikke tillige omfatter formidling af forsvarsmateriel eller

-ydelser. F.eks. er luftfragtvirksomheder og viderebefragtere, der alene

transporterer eller arrangerer transport af materiel, der omfattet af

’the

Munitions List’ ikke registreringspligtige«.

Finland

Efter finsk ret forudsætter formidling af

forsvarsmateriel mellem tredjelande konkret tilladelse, jf. »Lag om export

och

transitering av försvarsmateriel« § 2 a. I lovens § 1 defineres

formidling som »virksomhed gennem hvilken aftaleparterne bringes i kontakt

med

hinanden med henblik på at få en aftale om eksport eller overførsel af

krigsmateriel mellem tredjelande i stand«.

Det følger klart af definitionen, at rene transportydelser

ikke er omfattet af definitionen, hvorimod det ikke kan udelukkes, at den,

der

som mellemmand sørger for at bringe en aftale om transport af våben mellem

tredjelande i stand, er omfattet.

Holland

Den hollandske våbenlov bestemmer, at formidling af

våbenhandel mellem tredjelande foretaget af personer, der er registreret som

bosiddende i Holland, og/eller hvis aktiviteter udøves fra en i Holland

værende

adresse, i hvert enkelt tilfælde skal godkendes af et særligt kontor under

finansministeriet.

En transportør registreret i Holland – eksempelvis et

rederi, et luftfartsselskab eller en speditør – som på vegne af en

formidler

udfører en transport mellem tredjelande, er derimod ikke pålagt noget krav om

at indhente forudgående tilladelse til transporten.

Sverige

Efter den svenske krigsmateriellov (Lag om

krigsmateriel) er det som udgangspunkt forbudt i Sverige at drive virksomhed

vedrørende ’tilhandahållande’, der defineres som salg,

overdragelse, leje, lån,

gave eller formidling af blandt andet krigsmateriel uden en generel

tilladelse

hertil. Svenske myndigheder, svenske virksomheder og den, som er bosat eller

opholder sig fast i Sverige, må heller ikke drive sådan virksomhed i udlandet

uden generel tilladelse.

Desuden stilles der som udgangspunkt krav om konkret

tilladelse i hvert enkelt tilfælde for at svenske myndigheder, svenske

virksomheder og den, som er bosat eller opholder sig fast i Sverige, kan

’tilhandahålla’ krigsmateriel, som befinder sig i udlandet, til

nogen som

ligeledes befinder sig i udlandet.

Begrebet »formidling« er ikke defineret nærmere i loven, men

det fremgår af forarbejderne, at transport af krigsmateriel ikke er reguleret

af krigsmaterielloven, og at der følgelig hverken kræves generel eller

konkret

tilladelse til transport af krigsmateriel.

Storbritannien

I Storbritannien

har

man med hjemmel i The Export Control Act fra 2002, afsnit 4 ( Trade

controls’)

udarbejdet udkast til »Trade in Controlled Goods (Control) Order 200x«, der

som

ovennævnte »The

[

Embargoed

Destination

]

(Sanctions) Order xxxx« har været i høring og forventes at træde i kraft

ultimo

2003.

Udkastet indeholder blandt andet regler om handel med og

formidling af militært og paramilitært udstyr mellem tredjelande.

Udkastet bestemmer, at det er forbudt uden tilladelse

1)

at erhverve eller

afhænde eller påtage sig at erhverve eller afhænde nævnte udstyr,

2)

at arrangere eller

forhandle eller påtage sig at arrangere eller forhandle en aftale om en sådan

erhvervelse eller afhændelse, eller

3)

at foretage nogen

handling eller påtage sig at foretage nogen handling, som er beregnet på at

fremme foranstaltningen eller forhandlingen af en aftale om erhvervelse eller

afhændelse af nævnte udstyr,

når man ved eller har

grund til at tro, at erhvervelsen/afhændelsen eller aftalen herom vil eller

kan

resultere i, at udstyret flyttes fra ét tredjeland til et andet.

Forbuddet gælder (kun), hvis handlingen eller en del af

handlingen er foretaget i Storbritannien og gælder ikke varer, der befinder

sig

i Storbritannien, medmindre de er i transit.

Det fremgår af bemærkningerne til udkastet, at punkt 1 er

møntet på personer, der (på et tidspunkt i forløbet) har eller tilsigter at

få

ejerskab til det omhandlede udstyr, mens punkt 2 er møntet på

mellemmænd/formidlere.

Det fremgår endvidere udtrykkeligt af udkastet, at punkt 2

og 3 ikke gælder personer, hvis eneste engagement i forhold til

erhvervelsen/afhændelsen er at yde eller indvillige i at yde

a)

transport,

b)

finansiering eller

finansielle ydelser,

c)

forsikring eller

d)

generel annoncering

eller reklame.

I henhold til bemærkningerne til udkastet agter man ud over

»standard individuelle tilladelser« og »åbne individuelle tilladelser« at

udstede »åbne generelle handelstilladelser«, som vil dække handel mellem

udvalgte lande med alle andre varer end torturudstyr, landminer,

langtrækkende

missiler og dele hertil. En sådan generel tilladelse vil i henhold til

bemærkningerne omfatte handel mellem ethvert oprindelsesland (bortset fra

Irak,

Zimbabwe eller individer, som er omfattet af Al Qaida og Taliban sanktioner)

og

enhver destination i EU, USA, Canada, New Zealand, Australia, Japan, Norge

eller Island samt handel fra sidstnævnte lande til enhver destination, som

Storbritannien ikke er forpligtet til/har påtaget sig at afskære eller

begrænse

eksport til. Den generelle tilladelse vil dog ikke finde anvendelse, hvis

indehaveren af tilladelsen ved eller af regeringen er blevet oplyst om, at

den

pågældende transaktion vil være i strid med enten eksport- eller

importreglerne

i henholdsvis eksport- og importlandet.

6.3. Sammenfatning

Kun to lande (Tyskland og Belgien) ud af de adspurgte

(EU-landene, Norge, Canada og USA) har regulering af transport af våben

mellem

tredjelande. I Belgien er våbentransport omfattet af regler om

våbenformidling,

mens våbentransport i Tyskland er reguleret separat. En række af de øvrige

lande har regler om våbenformidling, som ikke omfatter rene transportydelser.

7.

Arbejdsgruppens overvejelser

I øjeblikket er transport af våben mellem tredjelande

efter dansk ret kun begrænset af juridisk bindende FN-våbenembargoer i

henhold

til FN-Pagtens kapitel VII, som er implementeret i dansk ret ved kongelig

anordning, jf. afsnit 2.3.1. Herudover kan der – forudsat at gældende

regler om

transport af farligt gods mv. er overholdt, jf. afsnit 2.5. – frit

transporteres våben mellem tredjelande.

En regulering af området skal som minimum sikre, at de

internationale forpligtelser, der påhviler Danmark, overholdes.

Nedenfor er beskrevet de overvejelser, som arbejdsgruppen

har gjort sig vedrørende opfølgningen på de internationale våbenembargoer.

Endvidere er der redegjort for arbejdsgruppens overvejelser

om de ændringer, der bør gennemføres i anledning af de krav, der følger af

FN´s

våbenprotokol.

Arbejdsgruppen har overvejet, om der herudover er behov for

yderligere regulering af våbentransporter mellem tredjelande. Oplysningerne

om

omfanget af våbentransport mellem tredjelande med dansk deltagelse og

oplysningerne om, hvorfra og hvortil transporterne går, er behæftet med en

betydelig usikkerhed, jf. afsnit 4. I hvert fald for så vidt angår

søtransport

må der imidlertid antages at være tale om transport af et ikke ubetydeligt

omfang.

En del af disse transporter må antages at vedrøre militært

materiel, som enten det danske forsvar, Danmarks militære samarbejdspartnere

eller evt. FN står bag. Sådanne transporter bør naturligvis fortsat uhindret

kunne finde sted.

En række transporter må desuden antages at foregå til eller

fra destinationer, hvor der i kraft af en eksport- og importkontrol, der er

sammenlignelig med den danske, ikke er et påtrængende behov for en særskilt

kontrol af transportleddet.

Tilbage står transporter, som enten sker uden eksport- eller

importkontrol, fordi en sådan ikke gennemføres i de pågældende lande, eller

sker efter en kontrolordning, der ikke lever op til de principper, som ligger

til grund for dansk eksportkontrol. Spørgsmålet er, om der for disse

transporters vedkommende er behov for yderligere regulering i dansk ret

.

Arbejdsgruppen har ikke på det foreliggende grundlag fundet

det muligt blot tilnærmelsesvist at skønne over omfanget af denne type

transporter.

Sådanne transporter vil imidlertid fortsat kunne forekomme

også efter en gennemførelse af de tiltag, der er nævnt i afsnit 7.1.

vedrørende

FN’s våbenprotokol og 7.2. vedrørende internationale våbenembargoer uden

mulighed for dansk indgriben, medmindre der er tale om overtrædelse af en

embargo. Arbejdsgruppen har derfor i afsnit 7.3. redegjort nærmere for,

hvorledes en yderligere regulering af området kan tænkes udformet.

Ved afgørelsen af, om der bør etableres en sådan yderligere

regulering, finder arbejdsgruppen det især væsentligt at pege på følgende

momenter:

Det kan være forbundet med betydelige vanskeligheder at

konstatere og efterforske ulovligheder, der er knyttet til handlinger, der

foretages uden for Danmark, og muligheden for at foretage retsforfølgning kan

af den grund tænkes at blive begrænset.

Endvidere er det næppe muligt at konstruere en ordning, der

afværger alle muligheder for at unddrage sig dansk jurisdiktion ved hjælp af

forskellige aftalekonstruktioner, valg af aktører mv.

Endelig vil en regulering, der ikke er gennemført

internationalt, men alene indebærer forpligtelser for danske redere, være

tyngende for erhvervet og kan tænkes at få en afsmittende effekt også på

transport af andre varegrupper, jf. afsnit 7.3.3. Samtidig vil en dansk

regulering have en meget begrænset effekt globalt set, idet transporterne må

formodes fortsat at blive gennemført, blot af andre aktører.

Heroverfor kan navnlig anføres, at det for nogle

transporters vedkommende vil kunne forekomme stødende, at transporten kan

foretages med dansk deltagelse, uden at danske myndigheder har mulighed for

at

gribe ind. Desuden vil det med regulering være muligt for politiet at

foretage

en forebyggende indsats, ligesom der i en regulering ligger en væsentlig

signalværdi, som må antages at føre til, at den almindelige reder vil afstå

fra

at have med sådanne transporter at gøre.

Afgørelsen af, om der på den baggrund bør søges gennemført

en regulering udover, hvad der er beskrevet i afsnit 7.1. og 7.2. om

FN’s

våbenprotokol og internationale våbenembargoer, beror efter arbejdsgruppens

opfattelse primært på en politisk stillingtagen til de anførte momenter.

Arbejdsgruppen har derfor ikke fundet grundlag for at fremkomme med en

anbefaling på dette punkt, men har begrænset sig til at skitsere de mulige

modeller for en yderligere regulering, jf. afsnit 7.3.

Arbejdsgruppen har under hensyn til, at valget mellem de

skitserede modeller primært beror på en politisk vurdering, heller ikke

fundet

grundlag for at pege på en af de nævnte modeller som den bedste.

Arbejdsgruppen

har begrænset sig til at konstatere, at den ene af de beskrevne modeller

–

tilladelsesmodellen – må antages at være så administrativt belastende,

at

værdien af ordningen ikke vil stå mål hermed.

7.1. FN’s våbenprotokol

FN´s våbenprotokol må antages at indebære en

forpligtelse for de kontraherende parter, herunder Danmark, til – med de

undtagelser der følger af artikel 4, stk. 2 – at gøre det strafbart

at

transportere skydevåben samt dele, komponenter og ammunition dertil mellem to

fremmede lande, hvis der ikke foreligger de fornødne udførsels- og

indførselstilladelser fra henholdsvis eksport- og importlandet, jf. afsnit

3.1.

Ved en regulering af våbentransportområdet bør der indføres

bestemmelser, der gør det muligt at opfylde de forpligtelser, der følger af

protokollen.

Transport, der sker som led i en uautoriseret overførsel

(dvs. hvor de fornødne indførsels- og udførselstilladelser ikke foreligger)

af

skydevåben samt dele, komponenter og ammunition hertil, bør således

kriminaliseres.

Våbenprotokollen forpligter alene til at kriminalisere

transport som led i uautoriseret våbenoverførsel mellem lande, som har

tiltrådt

våbenprotokollen. Arbejdsgruppen finder det imidlertid uhensigtsmæssigt at

lade

udstrækningen af kriminaliseringen afhænge af, hvilke lande der til enhver

tid

har tiltrådt protokollen. Det er således arbejdsgruppens opfattelse, at

kriminaliseringen bør gælde transport mellem alle lande.

Våbenprotokollen forpligter endvidere alene de kontraherende

parter til at kriminalisere forsætlige handlinger. Som det også fremgår af

afsnit 7.5.4. finder arbejdsgruppen imidlertid ikke grundlag for at fravige

det

almindelige udgangspunkt i dansk ret om, at særlovsovertrædelser kan straffes

ved såvel forsætlig som uagtsom overtrædelse.

Arbejdsgruppen har overvejet, om kriminaliseringen bør

udstrækkes til at omfatte alle de typer våben mv., som efter gældende ret er

omfattet af kravet om eksporttilladelse, jf. våbenlovens § 6.

Mod en sådan udvidelse taler navnlig, at danske

transportører derved pålægges en byrde, som (de fleste) andre transportører

ikke vil være underlagt med deraf følgende skadevirkning for

konkurrenceevnen.

Byrden herved må dog antages at være af begrænset omfang, da ansøgning om

tilladelse til udførsel og indførsel foretages af henholdsvis eksportør og

importør.

Endvidere stilles der ikke nødvendigvis krav om henholdsvis

udførsels- og indførselstilladelse efter national ret i eksport- og

importlandet, selv om det pågældende produkt er omfattet af den danske

våbenlovs § 6, og det kan således være vanskeligt for transportøren at

afklare, hvornår sådanne udførsels- og indførselstilladelser er fornødne.

I øvrigt må det antages, at en transportør som udgangspunkt

relativt let kan konstatere, om det gods, som skal transporteres, består af

skydevåben samt dele, komponenter og ammunition dertil, mens det kan være

vanskeligt

at bestemme rækkevidden af våbenlovens § 6, herunder hvornår et produkt

kan anses for at være »materiel til land-, sø- eller luftkrig«.

For at lade alle våbentyper være omfattet taler, at man i

alle tilfælde af transport af våben mv. mellem tredjelande får mulighed for

fra

dansk side at straffe/gribe ind over for den transportør, der medvirker til

en

efter udenlandsk ret ulovlig våbenoverførsel.

Afgørelsen af, om man bør udstrække kriminaliseringen til

flere våbentyper, end hvad der følger af våbenprotokollen, beror således

navnlig på en afvejning af et eventuelt ønske om intensiv kontrol over for

hensynet til transportbranchen.

Det bemærkes dog, at en kriminalisering af transport af alle

våben mv. omfattet af våbenlovens § 6 er et naturligt supplement til den

såkaldte kombinationsmodel, jf. afsnit 7.3.2. Denne model indebærer, at det

som

udgangspunkt kræver tilladelse at transportere våben. Transport til og fra en

række undtages imidlertid fra kravet om tilladelse under hensyn til disse

landes betryggende våbenkontrolsystemer. Hvis man ikke kriminaliserer

transport

af alle våben mv. omfattet af våbenlovens § 6 i tilfælde, hvor der ikke

foreligger de fornødne eksport-/importtilladelser, kan en dansk transportør

uden at risikere straf efter danske regler deltage i en ulovlig udførsel

(dvs.

uden at eksportøren har indhentet fornøden eksporttilladelse og dermed uden

at

våbnene har været underkastet den i kombinationsmodellen forudsatte

eksportkontrol i eksportlandet) af andre våben en skydevåben mv. fra lande,

som

er undtaget fra kravet om dansk transporttilladelse.

7.2. Internationale våbenembargoer

På nuværende tidspunkt er det alene strafbart at

transportere våben til lande, der er omfattet af en juridisk bindende

FN-embargo, som er vedtaget i henhold til FN-Pagtens kapitel VII, og som er

implementeret i dansk ret ved kongelig anordning.

Der synes ikke på nuværende tidspunkt at gælde andre

internationale våbenembargoer, som forpligter Danmark til at forbyde rene

transportydelser.

Ikke desto mindre bør der efter arbejdsgruppens opfattelse ved en regulering

af

våbentransportområdet som minimum indføres bestemmelser, der gør det muligt

at

håndhæve eventuelle fremtidige transportforbud i andre internationale

embargoer, som Danmark er juridisk forpligtet til at efterleve (dvs.

EU-embargoer).

Arbejdsgruppen finder i øvrigt ikke grundlag for at skelne

mellem juridisk og politisk forpligtende embargoer og heller ikke mellem

embargoer, der udtrykkeligt indeholder forbud mod transport, og embargoer,

der

efter ordlyden alene forbyder eksport eller lignende.

Det er således arbejdsgruppens opfattelse, at ny regulering

af våbentransport bør indeholde forbud mod – eller hjemmel til at nægte

eller

udstede forbud mod – transport af våben til ethvert land, som er

omfattet af

enten en FN-, EU- eller OSCE-embargo.

7.3. Mulige modeller for regulering af

våbentransport mellem tredjelande

Der er som udgangspunkt to muligheder for regulering af

våbentransport. Den første mulighed er ’forbudsmodellen’, hvor man

forbyder

transport af våben til en række nærmere angivne lande (som minimum de lande,

som er omfattet af en international våbenembargo), og hvor transport til

andre

lande frit kan foretages. Den anden mulighed er

’tilladelsesmodellen’, hvor

transport af våben mellem tredjelande som udgangspunkt forudsætter en

tilladelse.

Der er herudover en i princippet uendelig række af

variationsmuligheder: De to modeller kan kombineres, således at der nedlægges

ubetinget forbud mod transport til visse lande, mens der kan transporteres

våben til andre lande efter tilladelse. Man kan lade transport til og/eller

fra

nogle lande være undtaget fra kravet om tilladelse. Man kan operere med

konkrete tilladelser (til hver enkelt transport) og/eller generelle

transporttilladelser, der enten kan give adgang til ubegrænset transport (af

enhver type våben til ethvert land) eller til transport mellem visse lande

og/eller af visse våbentyper.

Nedenfor gennemgås henholdsvis forbudsmodellen,

tilladelsesmodellen og en kombinationsmodel nærmere. Det er forudsat, at alle

modeller skal kombineres med et forbud mod transporter af skydevåben mv.

mellem

tredjelande, når der ikke foreligger de fornødne eksport – og

importtilladelser

fra henholdsvis eksport- og importlandet, jf. afsnit 7.1. I øvrigt opfylder

alle tre modeller arbejdsgruppens anbefaling i afsnit 7.2. af et forbud mod

transport til alle lande, der er omfattet af enten en FN-, EU- eller

OSCE-våbenembargo – enten ved et udtrykkeligt forbud eller ved et forbud

mod at

transportere uden en tilladelse, som ikke vil kunne opnås, hvis

modtagerlandet

er omfattet af en våbenembargo.

7.3.1. Forbudsmodellen

Forbudsmodellen indebærer, at transport af våben til en

række nærmere angivne lande forbydes. Alle lande, som er omfattet af en

international våbenembargo, skal være omfattet af forbuddet. Det er tanken,

at

forbudslandene skal oplistes ved en bekendtgørelse, som kan revideres løbende

i

takt med ophævelser og vedtagelser af internationale våbenembargoer.

Forbuddet kan eventuelt ud fra hensynet til Danmarks aftaler

eller samarbejde med udlandet udstrækkes til enkelte andre lande.

Forbudslisten

kan derimod ikke omfatte samtlige lande, hvortil myndighederne ville afslå at

give

udførsels

tilladelse. Dette skyldes, at ansøgninger om

udførselstilladelser vurderes konkret ud fra den aktuelle situation i det

pågældende land, den pågældende modtager i landet, de pågældende våbens art

mv.

Da det ikke ganske kan udelukkes, at der – uanset den i

afsnit 7.7. foreslåede undtagelse vedrørende visse transporter til danske og

udenlandske militære styrker – under ganske særlige omstændigheder kan

opstå

behov for at give dispensation fra forbuddet, bør der skabes en hjemmel

hertil.

Der kan frit – dvs. uden indhentelse af nogen form for

tilladelse – transporteres våben til lande, som ikke er omfattet af

forbuddet.

Fordelene ved denne model er, at

–

den er enkel,

overskuelig og kræver få ressourcer at administrere hos såvel myndigheder som

transportører,

–

danske transportørers

konkurrenceevne bringes ikke i fare ved at pålægge dem at indhente

transporttilladelser, mens de fleste udenlandske transportører kan operere

uden, og

–

man undgår, at én og

samme våbenoverførsel både vurderes af eksportlandets myndigheder som led i

eksport

kontrol

og af de danske myndigheder som led i

transport

kontrol.

Ulempen ved modellen er, at man får en situation, hvor der

frit kan transporteres våben til lande, hvortil myndighederne efter en

konkret

vurdering muligvis ville afslå at give tilladelse til våben

eksport

.

7.3.2. Tilladelsesmodellen

Tilladelsesmodellen i ’ren’ form indebærer, at transport

af våben mellem to fremmede lande kræver tilladelse i hvert enkelt tilfælde.

Det er i givet fald mest nærliggende at vurdere en ansøgning om transport ud

fra de samme kriterier, som anvendes ved vurderinger af ansøgninger om

udførselstilladelser.

Fordelen ved tilladelsesmodellen er, at man opnår fuld

parallelitet til den gældende eksportkontrolordning, og at man således ikke

lovligt vil kunne transportere våben til destinationer, hvortil man under

tilsvarende omstændigheder ikke ville have kunnet opnå eksporttilladelse.

Ulemper ved modellen er, at

–

den kan indebære

betydelige administrative byrder for såvel myndigheder som transportører,

–

det er vanskeligt for

transportørerne at vide, hvornår det er relevant at søge om tilladelse, da de

i

henhold Danmarks Rederiforenings notat af 6. juni 2003, jf. afsnit 6.3.4.,

ikke

altid har fuldt kendskab til det specifikke indhold af lasten,

–

den indebærer risiko

for alvorligt forringet konkurrenceevne for danske transportører, idet de

skal

indhente transporttilladelser efter en tidskrævende procedure, mens de fleste

udenlandske transportører kan operere uden,

–

én og samme

våbenoverførsel vil i mange tilfælde blive vurderet af såvel eksportlandets

myndigheder som led i

eksport

kontrol som af de danske myndigheder som

led i

transport

kontrol.

7.3.3. Kombinationsmodellen

Forbuds- og tilladelsesmodellerne kan kombineres og

modificeres på mange måder. En kombinationsmodel kan tænkes udformet sådan,

at

–

våbentransport til en

række nærmere angivne lande (»de røde lande«) er forbudt,

–

våbentransport til og

fra en række nærmere angivne lande (»de grønne lande«) kan foretages uden

nogen

form for tilladelse, og

–

transport til

restgruppen af lande (»de gule lande«) kræver tilladelse i hvert enkelt

tilfælde på samme måde som i tilladelsesmodellen.

De »røde« lande tænkes afgrænset på samme måde som i

forbudsmodellen.

Afgrænsningen af, hvilke lande der kan anses for »grønne«

afhænger af, hvor intensiv en kontrol man vil have. Grundtanken bør

formentlig

være, at lande, som er acceptable destinationer for våbentransporter, og som

samtidig har et betryggende eksportkontrolsystem, kan anses for omfattet. Det

er imidlertid ikke administrativt muligt at foretage og til enhver tid

ajourføre en vurdering af alle verdens landes eventuelle

eksportkontrolsystemer.

Afgrænsningen af »de grønne lande« er således vanskelig, men

man kunne f.eks. afgrænse listen til EU eller EU+NATO eller EU+NATO+OECD,

hvorimod arbejdsgruppen på baggrund af kendskabet til eksportkontrolpraksis i

visse Wassenaar-lande ikke finder fuldt tilstrækkeligt grundlag for at anse

medlemskab af Wassenaar Arrangementet for i sig selv at kvalificere til en

plads på den »grønne« liste. En liste over medlemmer af EU, NATO, OECD og

Wassenaar Arrangementet findes i underbilag 3. »De grønne lande« skal i

øvrigt

ikke nødvendigvis defineres institutionelt, og der kan således sagtens gøres

tilføjelser eller undtagelser fra ovennævnte afgrænsninger.

Det er tanken, at såvel den »røde« som den »grønne« liste skal

fastsættes ved bekendtgørelse og dermed løbende skal kunne revideres. Hvis

der

i praksis måtte vise sig et stort praktisk behov for at kunne transportere

våben mv. til bestemte lande, som ikke i første omgang er omfattet af listen

over »grønne« lande, kan der således foretages en konkret evaluering af

vedkommende landes eksportkontrolsystemer med henblik på en afgørelse af, om

optagelse på listen kan ske. Under alle omstændigheder kan det ikke undgås,

at

nogle lande i visse tilfælde vil vurdere en ansøgning om eksporttilladelse

anderledes, end de danske myndigheder ville have gjort. Fordelen ved den

’rene’

tilladelsesmodel – at der ikke kan transporteres våben til et land, hvis

de

danske myndigheder ikke ville have givet tilladelse til udførsel af samme

våben

til samme land – vil således blive modificeret i kombinationsmodellen.

Kombinationsmodellen vil i øvrigt i et vist omfang indebære

de samme ulemper som den rene tilladelsesmodel, herunder navnlig

administrative

byrder for såvel myndigheder som transportører, risiko for alvorlig forringet

konkurrenceevne for danske transportører og dobbeltkontrol foretaget af

henholdsvis myndigheder i udlandet og myndighederne i Danmark.

Navnlig de tilfælde, hvor overførslen af våben både vurderes

af eksportlandets myndigheder som led i en (betryggende) eksportkontrol og af

de danske myndigheder som led i transportkontrol, vil blive begrænset.

For så vidt angår risikoen for forringet konkurrenceevne for

danske transportører bemærkes, at kombinationsmodellen i henhold til Danmarks

Rederiforenings nedenfor citerede notat af 6. juni 2003 synes at indebære, at

en meget stor del af våbentransporten med danske skibe vil være undtaget fra

kravet om tilladelse – i hvert fald hvis »den grønne liste« udstrækkes

til hele

OECD-kredsen. Rederiforeningen frygter imidlertid, at udenlandske befragtere

generelt vil fravælge danske transportører, hvis der ved blot en del af

transportopgaverne er risiko for forsinkelse ved indhentelse af

transporttilladelse.

7.3.4. Bemærkninger fra Danmarks Rederiforening og

SiD

Danmarks Rederiforening har i notat af 6. juni 2003

fremsat følgende skriftlige bemærkninger til spørgsmålet om regulering af

våbentransport:

»Det er vigtigt at være opmærksom

på, at disse

[

våben

]

transporter,

der hovedsageligt udføres for regeringer eller regeringsorganer, ikke mindst

af

militærfortrolige årsager ikke er kendt i detaljer af transportøren/rederiet,

hvorfor man ikke ved, om der er tale om våben eller ej. Det gælder både

containere og lastbiltrailere mv., hvor blot IMO-fareklassen oplyses til

rederiet. Som eksempel kan nævnes, at et konkret rederi aktuelt har en

to-årig

kontrakt med det danske forsvar, og under denne kontrakt flyttes de

køretøjer,

trailere og udstyr, som der anmodes om, uden at rederiet nødvendigvis ved, om

der er tale om våben eller andre forsyninger.

Det er i øvrigt ikke muligt at

gennemføre en transport af våben, uden at der er tale om en afskiber, dvs.

regering eller producent, der er godkendt under eksporttilladelsessystemet.

Dette gælder f.eks. en typisk afskibning fra våben- og ammunitionsproducenter

i

USA, UK, Frankrig eller Italien. Der er endvidere kontrol i næsten alle

transitsteder, det være sig kanaler eller havne, ligesom der endelig er

importkontrollen i modtagerlandene.

Det afgørende for rederierne i

forbindelse med regler om transport er, at det sjældent er klart, hvilke

varer

der defineres som sådanne, og at rederierne af regeringerne rent faktisk

sjældent gives oplysningerne om, i hvilket omfang, der er tale om våben.

Dansk

skibsfart lever ikke af sejlads med våben, men de indirekte effekter af

bureaukratiske godkendelsesregler vil være, at rederierne, uanset varens

karakter, fravælges som transportører af disse regeringer, fordi der for

forskellige varekategorier er risiko for, at der opstår forsinkelser ved

indhentning af yderligere tilladelser end indeholdt i eksporttilladelserne.

Hertil kommer yderligere, at afskiberne ikke vil finde det acceptabelt at

skulle vælge forskellige transportører afhængig af destinationslandet, som

ligger

ud over internationale boykotter.

I det omfang der indføres

strammere regler for våbentransporter, er det som tidligere oplyst

Rederiforeningens opfattelse, at et enkelt og gennemsigtigt forbudssystem er

at

foretrække. Der er i øjeblikket et dusin lande på FN’s og EU’s

forbudsliste, og

en fuld dansk implementering, der tager udgangspunkt heri, vil være

administrerbar for erhvervet og samtidig ikke indebære de alvorlige indirekte

effekter af godkendelsesprocedurer, der mere generelt får afskibere til på

forhånd at fravælge dansk flag. Ensidige danske lister vil derimod skabe

problemer for såvel store som små rederier «

SiD har i brev af 2. september 2003 anført følgende:

»Specialarbejderforbundets

interesse i spørgsmålet om transport af våben på danske skibe skal ses i

lyset

af hensynet til sikkerheden for de søfarende og danske skibe.

Set hen over de sidste to årtier

har danske skibe under udøvelse af våbentransport ved adskillige lejligheder

bragt besætningers sikkerhed i fare, og i gentagne tilfælde har skibe og

besætningsmedlemmer været tilbageholdt, fængslet og tiltalt af fremmede

myndigheder. Dette skyldes ikke mindst, at et meget stort antal transporter

har

været udført i strid med fremmede landes regler og/eller interesser.

Vi vil heller ikke undlade at

bemærke, at mange transporter er foregået i strid med dansk udenrigspolitik,

og

at det ikke kan udelukkes, at organisationer, der udøver terrorvirksomhed,

har

benyttet danske skibe som transportled.

Specialarbejderforbundet har ved

gentagne lejligheder påpeget det uhensigtsmæssige i, at der ingen regler har

været gældende for transportleddet, når der ses bort fra ganske få

undtagelser.

Specialarbejderforbundet vil påpege, at vi anser langt de fleste

våbentransporter som ukomplicerede, men vi finder til gengæld, at der også

foretages transporter, der i høj grad bør påkalde sig myndighedernes

opmærksomhed.

I forbindelse med transporterne

finder SiD, at det vigtigste er, at der forefindes et rapporteringssystem,

således at danske myndigheder er bekendt med en transports eksistens, samt at

det er muligt for både reder og myndigheder at identificere den endelige

afskiber og modtager.

Specialarbejderforbundet anser

derfor, at

[

tilladelses

]

modellen

i »ren« form vil være at foretrække. Vi mener ikke, at en sådan løsning vil

være vanskelig at administrere for rederierne, idet sådanne transporter vil

være tilrettelagt og planlagt med en tidshorisont, således at en tilladelse

ville kunne blive ekspederet.

Vi ønsker at påpege, at der fra

både EU-lande, NATO-lande og OECD-lande har fundet transporter sted til

krigsførende magter, undertrykkende regimer, private våbenhandlere,

organisationer etc. På trods af officiel restriktiv lovgivning. Fra en række

havnebyer i ovennævnte lande er våben ligeledes ved hjælp af frihavnsstatus

eller manglende kontrol blevet udskibet i massivt omfang.

Specialarbejderforbundet finder

derfor ikke, at »kombinationsmodellen« vil kunne indebære det nødvendige

element af sikkerhed for besætningen. Skulle kombinationsmodellen anvendes,

opfordrer vi til, at kun de lande, som Danmark med stor sikkerhed ved udøver

den nødvendige kontrol, bliver optaget på listen.«

7.3.5 Konklusion

Efter arbejdsgruppens opfattelse må en ren

tilladelsesmodel frarådes, da den må forventes blive meget tung at

administrere, og i mange tilfælde kun vil have meget begrænset merværdi i

forhold til våbeneksportkontrollen i det land, hvorfra våbnene transporteres.

En sådan ordning vil endvidere indebære stor risiko for at skade danske

transportørers konkurrenceevne.

Valget mellem en forbudsordning og en kombinationsordning må

efter arbejdsgruppens opfattelse bero på en politisk afvejning af fordele og

ulemper ved de to modeller. Arbejdsgruppen finder derfor ikke grundlag for at

anbefale den ene model frem for den anden.

7.4. Afgrænsning af våbentransport og

våbenformidling

Med henblik på at sikre sammenhæng mellem de kommende

regler om våbentransport og de regler, som arbejdsgruppen senere skal komme

med

forslag til med henblik på at implementere Rådets fælles holdning om

våbenformidling, jf. afsnit 3.7., har arbejdsgruppen overvejet, hvorledes

våbentransport og våbenformidling bør afgrænses overfor for hinanden.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at hverken transport af

våben eller arrangering af transport af våben bør anses for våbenformidling.

I

det omfang der indføres krav om tilladelse til transport af våben mellem

(visse) tredjelande, bør der således ikke tillige stilles krav om tilladelse

til formidling af aftalen om samme transport.

7.5. Straffebestemmelsen

7.5.1. Den strafbare handling

Arbejdsgruppens har udarbejdet to alternative forslag

til ændring af våbenloven, jf. afsnit 8. I det ene forslag (forbudsmodellen,

jf. afsnit 7.3.1.) består den strafbare handling i at transportere våben mv.

i

strid med et forbud mod at transportere våben til visse lande. I det andet

forslag (kombinationsmodellen, jf. afsnit 7.3.3.) består den strafbare

handling

i at transportere våben uden fornøden transporttilladelse. Endvidere forbydes

det i begge modeller at transportere skydevåben mv. mellem lande, hvis der

ikke

foreligger de fornødne udførsels- og indførselstilladelser i henhold til

lovgivningen i henholdsvis eksport- og importlandet.

Uanset hvilken model der vælges, vil den strafbare handling

således bestå i at »

transportere

« våben. Såvel indgåelse af aftaler om

transport, instruktion om indgåelse eller udførelse af sådanne aftaler som

fysisk gennemførelse af transport vil være omfattet heraf.

Efter arbejdsgruppens opfattelse bør de foreslåede regler

have universel gyldighed, så en våbentransportør er forpligtet til at

iagttage

bestemmelsen, uanset om der anvendes dansk registrerede fly/skibe eller andre

transportmidler, og uanset om transporten i øvrigt kan henføres til det

danske

territorium eller ej.

Det skal dog fremhæves, at reglernes rækkevidde begrænses af

reglerne om dansk straffemyndighed, jf. nærmere herom afsnit 7.5.3.

De foreslåede regler i kombinationsmodellen indebærer, at

også udenlandske flyselskaber/rederier, der råder over danske fly/skibe, i

visse tilfælde skal indhente tilladelse fra de danske myndigheder for at

kunne

transportere våben med disse fly/skibe. Efter arbejdsgruppens opfattelse kan

der stilles spørgsmålstegn ved rimeligheden og hensigtsmæssigheden heraf, og

en

sådan ordning vil måske forringe danske flyselskabers/rederiers mulighed for

at

udleje/udchartre danske fly/skibe. Hvis kombinationsmodellen vælges, kan

arbejdsgruppen imidlertid ikke anbefale, at transport med danske fly/skibe,

som

er underlagt udenlandske flyselskabers/rederier, undtages fra dette krav.

Grunden

er, at en sådan undtagelse vil indebære risiko for omgåelse af kravet om

tilladelse ved hjælp af forskellige aftalekonstruktioner med udenlandske

flyselskaber/rederier. I stedet må det være op til anklagemyndigheden at

vurdere, om en straffesag vil kunne gennemføres i Danmark.

Arbejdsgruppen finder i øvrigt ikke grund til at undtage

danske fly og skibe, som er underlagt udenlandske transportfirmaer, fra et

eventuelt forbud mod transport af våben mv. til visse lande (jf.

forbudsmodellen) eller et eventuelt krav om, at de fornødne tilladelser til

udførsel og indførsel skal foreligge vedrørende skydevåben mv. (jf. såvel

forbudsmodellen som kombinationsmodellen). Det bemærkes herved, at nævnte

forbud og nævnte krav er begrundet i henholdsvis internationale

våbenembargoer

og FN’s våbenprotokol.

7.5.2. Strafsubjektet

Det må antages, at en transportaftale typisk indgås af

en anden end den, der fysisk udfører transporten. Det vil primært være

transportfirmaet, der i forbindelse med aftaleindgåelsen – med kendskab

til

lastens indhold og destinationen – har mulighed for at sikre sig, at de

fornødne tilladelser foreligger, eller at transporten ikke går til et forbudt

(embargobelagt) land. Den økonomiske interesse i at gennemføre aftalen må

desuden formodes primært at være transportfirmaets.

Selv om

skibsføreren efter gældende regler formelt står med ansvaret for opbevaringen

mv. af godset under transporten, vil denne i nogle tilfælde kun have et

begrænset kendskab til lastens nærmere indhold og typisk opnå dette kendskab

senere end rederiet, som har indgået fragtaftalen. Tilsvarende må i endnu

højere grad antages at gælde for piloten eller chaufføren. Skibsføreren vil

dog

i nogle tilfælde have et indgående kendskab til lasten og kan eventuelt have

indgået fragtaftalen på rederiets vegne. Endvidere vil der være særlig

anledning til at være opmærksom på den, der fysisk udfører transporten, i

situationer, hvor transporten går til et embargobelagt land.

Arbejdsgruppen har på den baggrund ikke fundet grundlag for

at udforme regler i lighed med dem, der var indeholdt i lovforslaget fra

1987,

hvorefter den hovedansvarlige var henholdsvis skibsføreren eller piloten.

Afgørelsen af, hvem der kan straffes for transporten, må i

stedet afgøres på grundlag af en konkret vurdering af, hvem der efter

almindelige strafferetlige principper må anses for ansvarlig herfor, dels som

hovedansvarlig, dels som medvirkende.

7.5.3. Dansk jurisdiktion (straffemyndighed)

Justitsministeriet har nedsat det såkaldte

jurisdiktionsudvalg, som har til opgave at vurdere, hvorvidt der er behov for

at foretage ændringer i dansk rets almindelige bestemmelser om

straffemyndighed, herunder hvorvidt der eventuelt kan være anledning til i et

vist yderligere omfang at fravige princippet om dobbelt strafbarhed i forhold

til, hvad der følger af de gældende regler om dansk straffemyndighed.

Arbejdsgruppen har på den baggrund ikke fundet anledning til

at overveje, om der kan være behov for en udvidelse af

jurisdiktionsbestemmelserne og har ved overvejelserne om, hvad der bør kunne

straffes for, taget udgangspunkt i de eksisterende bestemmelser om

jurisdiktion.

Udstrækningen af den danske jurisdiktionskompetence er

nærmere beskrevet i afsnit 2.4. Det følger heraf, at der er dansk

straffemyndighed for handlinger begået i den danske stat eller på dansk

indregistreret skib eller fly. Handlinger, der uden for det danske

territorium

begås på eller med andre transportmidler, er endvidere omfattet af dansk

straffemyndighed, hvis handlingen er begået af en person med dansk

statsborgerskab

eller bopæl i Danmark og handlingen

enten

er strafbar både efter

gerningsstedets lov og dansk lov (princippet om dobbelt strafbarhed)

eller

er begået uden for folkeretligt anerkendt statsområde og vil kunne medføre

højere straf end fængsel i 4 måneder.

Endelig er der i visse tilfælde dansk straffemyndighed,

uanset hvor handlingen er foretaget, og hvor gerningsmanden hører hjemme,

bl.a.

når handlingen er omfattet af en mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken

Danmark er forpligtet til at foretage retsforfølgning.

Gennemførelse af våbentransport må antages ofte at foregå i

en juridisk persons regi. Som omtalt under afsnit 2.4. anses

lovovertrædelser,

der foretages inden for rammerne af en juridisk person, i retspraksis for

foretaget dér, hvor den ansatte begår den handling eller undladelse, der

udløser selskabsansvaret. Hvis overtrædelsen skyldes tilregnelige forhold,

der

kan henføres til den juridiske persons hjemsted – eksempelvis manglende

eller

urigtig instruktion af den ansatte – kan gerningsstedet formentlig

tillige

anses for at være dér, hvor den juridiske person har hjemsted.

På den baggrund har arbejdsgruppen forudsat, at

gerningsstedet for ulovlig våbentransport er både dér, hvor transporten

fysisk

udføres, og dér, hvor den ansvarlige juridiske person har hjemsted, forudsat

at

transportaftalen er indgået på hjemstedet, eller der fra hjemstedet er givet

instruktioner om aftalens indgåelse og/eller transportens udførelse. Dette er

uafhængigt af, om forbuds- eller kombinationsmodellen vælges.

Med den foreslåede straffebestemmelse og de gældende

jurisdiktionsregler vil der herefter være dansk straffemyndighed efter

straffelovens § 6 (territorialprincippet) for ulovlige våbentransport

mellem tredjelande i følgende situationer:

Transporten er

foranstaltet af et transportfirma i Danmark, uanset hvilket transportmiddel,

der anvendes.

Transporten udføres

med et dansk registreret fly eller skib, uanset hvor transportaftalen er

indgået, eller hvorfra instruktion om transportens gennemførelse er givet.

Der vil derimod ikke være dansk straffemyndighed efter

straffelovens § 6 i følgende situation, hvor der ikke begås nogen

handling

på dansk territorium i relation til transporten:

Transporten er

foranstaltet af et transportfirma i udlandet, eventuelt en udenlandsk filial

af

et dansk transportfirma, og transporten gennemføres med andre transportmidler

end dansk registrerede fly/skibe.

Hvis transporten foranstaltes eller udføres af en person med

dansk statsborgerskab eller fast bopæl i Danmark eller af en person med

indfødsret eller bopæl i et andet nordisk land, som opholder sig i Danmark,

kan

der imidlertid være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 7,

stk. 1 eller 2, jf. ovenfor.

7.5.4. Tilregnelse

Det er det almindelige udgangspunkt, at

særlovsovertrædelser kan straffes såvel ved forsætlig som uagtsom

overtrædelse,

og arbejdsgruppen finder ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt.

I henhold til lovforslaget fra 1987 om en tilladelsesordning

for våbentransport med de af Retsudvalget foreslåede ændringer fra 1989, jf.

afsnit 5., skulle overtrædelser, der skyldtes uagtsomhed, kun straffes, hvis

lastens indhold fremgik af transportdokumenterne, eller hvis særlige

omstændigheder burde have givet anledning til mistanke om, at lasten

indeholdt

våben og krigsmateriel omfattet af loven.

Formålet med denne bestemmelse var at fritage transportører

af containere for den praktisk umulige opgave at kontrollere samtlige

containeres indhold inden transporten. Arbejdsgruppen kan tiltræde denne

præcisering af den strafbare uagtsomhed.

7.5.5. Strafferamme

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at strafferammen for

overtrædelse af forbud mod transport af våben mellem tredjelande bør være den

samme som strafferammen vedrørende overtrædelse af våbenlovens gældende

forbud

mod at udføre våben uden tilladelse. Det vil med andre ord sige bøde, fængsel

indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år,

jf.

våbenlovens § 10, stk. 1.

Dette gælder, uanset om der bliver tale om forbud mod

transport af våben mellem tredjelande uden de fornødne eksport- og

importtilladelser fra henholdsvis eksport- og importlandet, jf. FN’s

våbenprotokol, transportforbud begrundet i en international våbenembargo

og/eller forbud mod våbentransport mellem tredjelande uden dansk

transporttilladelse.

Det bemærkes, at dette for så vidt angår de internationale

våbenembargoer vil indebære, at transport af våben til lande, der alene er

underlagt en EU- eller OSCE-embargo højst kan straffes med 2 års fængsel,

mens

transport af våben til et land, der er underlagt en FN-embargo, som er

implementeret i dansk ret ved kongelig anordning, tillige vil være omfattet

af

straffelovens § 110 c, stk. 2, hvor strafferammen under skærpende

omstændigheder går op til 4 års fængsel.

Dette forhold svarer imidlertid til den nuværende situation

vedrørende eksport af våben fra Danmark til embargobelagte lande, hvor

eksport

til et land omfattet af en EU- eller OSCE-embargo alene vil kunne straffes

efter våbenloven (som en overtrædelse af forbuddet mod at eksportere våben

uden

tilladelse), mens eksport af våben til et land omfattet af en FN-embargo, der

er implementeret ved kongelig anordning, kan straffes efter straffelovens

§ 110 c, stk. 2.

7.6. Hvilke våben

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at de våben, som i

givet fald skal omfattes af regler om forbud mod våbentransport til visse

lande

og/eller krav om tilladelse til våbentransport mellem visse lande, bør svare

til anvendelsesområdet for våbenlovens § 6, stk. 1, om udførsel af

våben mv. fra Danmark. Eventuelle senere ændringer af våbenlovens § 6,

stk. 1, vil dermed få afsmittende effekt på våbentransportordningen.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvilke våben der bør være

omfattet af kravet om, at der foreligger de fornødne udførsels- og

indførselstilladelser fra henholdsvis eksport- og importlandet, henvises til

afsnit 7.1.

I henhold til våbenlovens § 6, stk. 1, nr. 1 og 2,

er jagtvåben samt ammunition hertil undtaget fra lovens forbud mod udførsel

uden tilladelse. Våbenlovens § 6, stk. 2, bemyndiger imidlertid

Justitsministeren til at udstede forbud mod, at der udføres våben og

ammunition

af nogen art. Bemyndigelsen er udnyttet i våbenbekendtgørelsen § 27, der

inddrager jagtvåben og ammunition under forbuddet mod udførsel uden

tilladelse.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at Justitsministeriet

ligeledes bør bemyndiges til at lade reguleringen af våbentransporter omfatte

våben og ammunition af enhver art.

7.7. Undtagelser vedrørende militære styrker mv.

Forbuddet i våbenlovens § 6, stk. 1, mod

udførsel af våben uden tilladelse gælder efter § 8, stk. 2, 1.

pkt.,

ikke for militære styrker og militært personel som led i den militære

tjenesteudøvelse.

Undtagelsens rækkevidde er i forarbejderne til lov nr. 363

af 2. juni 1999 om ændring af lov om våben og eksplosivstoffer nærmere

beskrevet således:

» Efter fast praksis gælder kravet

om udførselstilladelse imidlertid ikke for udførsel af udrustning og

materiel,

der medbringes (udføres eller genudføres) af danske eller udenlandske

NATO-styrker eller sendes særskilt til brug for disse. Det forudsættes

herved,

at det for så vidt angår danske styrker drejer sig om udrustning og materiel,

der med Forsvarsministeriets godkendelse medbringes eller sendes til brug

under

øvelse eller lignende i udlandet, og som – med undtagelse af bortskudt

ammunition – genindføres her til landet, uden at det under styrkernes

ophold i

udlandet overlades til andre. For så vidt angår udenlandske styrker

forudsættes, at udførslen kun omfatter udrustning og materiel, der med

Forsvarsministeriets godkendelse er bragt her til landet af de nævnte styrker

eller særskilt er sendt til disse under deres ophold her i landet.

Justitsministeriet foreslår, at

det formelt medtages i loven, at der ikke skal indhentes udførselstilladelse

i

henhold til våben- og eksplosivstoflovens § 6, stk. 1, når

udførslen

vedrører militære styrker og militært personel som led i den militære

tjenesteudøvelse.

Dette medfører, at der ikke skal

indhentes tilladelse til udførsel af udrustning og materiel, der udføres

eller

genudføres af danske eller udenlandske NATO-styrker, eller når udrustning og

materiel sendes særskilt til brug for disse. Tilsvarende bør efter

Justitsministeriets opfattelse også gælde i relation til f.eks. Partnerskab

for

Fred samt OSCE- og FN-opgaver.«

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at militære styrker og

militært personel på lignende måde bør have adgang til at transportere våben

mellem tredjelande som led i den militære tjenesteudøvelse uden tilladelse,

dispensation, eller opfyldelse af krav om eksport- og importtilladelse fra

henholdsvis eksport- og importlandet. Det forudsættes herved, at det for så

vidt angår udrustning og materiel, som transporteres af eller særskilt til

brug

for danske styrker, drejer sig om udrustning og materiel, der med

Forsvarsministeriets

godkendelse medbringes eller sendes til brug under øvelse eller operationer

eller lignende. For så vidt angår udenlandske styrker forudsættes, at der er

tale om regulære styrker, der kommer fra allierede, koalitionspartnere eller

på

anden måde indgår i operationer, som Danmark har været med til at godkende

eller har undladt at stemme imod.

Det bemærkes, at en sådan undtagelse må antages at være i

overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, i FN’s våbenprotokol, jf.

afsnit

3.1.

8. Udkast til

lovforslag

Som anført i afsnit 7.3.4. finder arbejdsgruppen, at

valget mellem en forbudsmodel og en tilladelsesmodel må bero på en politisk

afvejning af fordele og ulemper ved de forskellige modeller, hvorfor

arbejdsgruppen har afholdt sig fra at pege på én model frem for en anden. På

den baggrund følger nedenfor to alternative udkast til lovforslag, hvor

henholdsvis forbudsmodellen og kombinationsmodellen integreres med de øvrige

anbefalinger i rapporten.

8.1. Forbudsmodellen

I våbenloven indsættes som ny paragraf:

§ 7 a.

14)

Justitsministeren kan efter forhandling med

udenrigsministeren forbyde transport af de i § 6, stk. 1, nævnte

våben mv. mellem tredjelande, når der er tale om nærmere bestemte

modtagerlande. Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan

dog under ganske særlige omstændigheder give dispensation fra dette forbud.

Stk. 2.

15)

Det er forbudt at transportere skydevåben

samt dele, komponenter og ammunition dertil mellem tredjelande, hvis der ikke

fra de kompetente myndigheder i afsender- og modtagerlandet foreligger de

efter

lovgivningen i vedkommende lande fornødne tilladelser til henholdsvis

udførsel

og indførsel.

Stk. 3.

16)

Justitsministeren kan bestemme, at

stk. 1-2 skal gælde våben af enhver art.

Våbenlovens § 8, stk. 2 ændres til følgende

ordlyd (ændringer markeret med fed):

Stk. 2.

17)

§ 6, stk. 1,

og

§ 7 a

gælder

ikke for militære styrker og militært personel som led i den militære

tjenesteudøvelse.

§ 6, stk. 1,

gælder endvidere ikke militære myndigheders midlertidige udførsel af

udrustning

og materiel med henblik på reparation og vedligeholdelse.

Våbenlovens § 10, stk. 1, ændres til følgende

ordlyd (ændringer markeret med fed):

Stk. 1.

18)

Med bøde, fængsel i op til 4 måneder eller

under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år straffes den, der

overtræder

§§ 1-2 a, § 2 c, § 2 d, § 5, § 6, stk. 1,

[

]

§ 7

og § 7 a, stk. 2

.

På samme måde straffes den, der overtræder

regler udstedt i medfør af § 7 a, stk. 1.

8.2. Kombinationsmodellen

19)

I våbenloven indsættes som ny paragraf:

§ 7 a.

Det er forbudt uden tilladelse fra justitsministeren eller den, ministeren

bemyndiger dertil, at transportere de i § 6, stk. 1, nævnte våben

mv.

mellem tredjelande, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om udstedelse af tilladelser

efter stk. 1. Justitsministeren kan herved efter forhandling med

udenrigsministeren bestemme, at transport til og fra nærmere bestemte lande

kan

ske uden tilladelse efter stk. 1.

Stk. 3.

20)

Det er forbudt at transportere skydevåben

samt dele, komponenter og ammunition dertil mellem tredjelande, hvis der ikke

fra de kompetente myndigheder i afsender- og modtagerlandet foreligger de

efter

lovgivningen i vedkommende lande fornødne tilladelser til henholdsvis

udførsel

og indførsel.

Stk. 4.

21)

Justitsministeren kan bestemme, at

stk. 1 og 3 skal gælde våben af enhver art.

Våbenlovens § 8, stk. 2 ændres til følgende

ordlyd (ændringer markeret med fed):

Stk. 2.

22)

§ 6, stk. 1,

og

§ 7 a

gælder

ikke for militære styrker og militært personel som led i den militære

tjenesteudøvelse.

§ 6, stk. 1,

gælder endvidere ikke militære myndigheders midlertidige udførsel af

udrustning

og materiel med henblik på reparation og vedligeholdelse.

Våbenlovens § 10, stk. 1, ændres til følgende

ordlyd (ændringer markeret med fed):

Stk. 1.

23)

Med bøde, fængsel i op til 4 måneder eller

under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år straffes den, der

overtræder

§§ 1-2 a, § 2 c, § 2 d, § 5, § 6, stk. 1,

[

]

§ 7

og § 7 a, stk. 1 og 4

.

1)

Bekendtgørelse nr. 67 af 26. januar 2000 af lov om våben og eksplosivstoffer.

2)

Bekendtgørelse nr. 66 af 26. januar 2000 om våben og ammunition mv.

3)

Ved at udstede internationalt importcertifikat attesterer myndighederne i

importlandet, at importøren har forpligtet sig til at indføre det pågældende

vareparti til importlandet. Når varepartiet ankommer til importlandet,

udsteder

de kompetente myndigheder endvidere et ankomstbevis, der sikrer, at

varepartiet

ved eventuel reeksport fra importlandet underlægges dette lands

eksportkontrol.

4)

Slutbrugerdokumentation (end use dokumentation) er en erklæring fra

modtageren

i importlandet om, at partiet skal anvendes af modtageren selv, og ikke vil

blive solgt eller reeksporteret.

5)

Bekendtgørelse nr. 543 af 13. juni 2001 af lov om luftfart, som ændret ved

lov nr. 1074 af 17. december 2002.

6)

Bekendtgørelse

nr. 310 af 28. april 2003 af lov om jernbanevirksomhed mv.

7)

Der henvises til aktuelt notat om et forslag til Rådets afgørelse om

undertegnelse på Fællesskabets vegne af våbenprotokollen, som blev fremsendt

til Folketingets Retsudvalg (og Europaudvalget) forud for rådsmødet (økonomi

og

finans/retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 16. oktober

2001

(2001-02, 1. samling, Alm. Del – bilag 49).

8)

Programme of Action to prevent, Combat and Eradicate the Illicit Trade

in Small Arms and Light Weapons in All Its Aspects.

9)

Rådets forordning (EF) nr. 1334/2000 af 22. juni 2000 om en

fællesskabsordning

for kontrol med udførslen af produkter og teknologi med dobbelt anvendelse.

Forordningen trådte i kraft den 28. september 2000.

10)

Bruttotonnage

(BT) er en teknisk beregning af et skibs størrelse og er et udtryk for

rumindholdet af alle lukkede rum i et skib.

11)

TDW = tons dead weight, hvor 1 TDW er 1.016 kg. Angiver maksimal ladning og

brændstofmængde.

12)

"Roll on/Roll off", dvs. at skibet er indrettet således, at al last

køres ombord og fra borde via en eller flere ramper – med andre ord et

færgelignende fragtskib.

13)

Massegodsskibe.

14)

Jf. afsnit 7.3.1.

15)

Jf. afsnit 7.1.

16)

Jf. afsnit 7.6.

17)

Jf. afsnit 7.7.

18)

Jf. afsnit 7.5.3.

19)

Jf. afsnit 7.3.2.

20)

Jf. afsnit 7.1.

21)

Jf. afsnit 7.1.

22)

Jf. afsnit 7.7.

23)

Jf. afsnit 7.5.3.

Underbilag 1

Aktuelle

våbenembargoer vedtaget i FN, EU eller OSCE

A. Embargo mod terrorister

Elimination af våbenforsyninger til

terrorister

FN’s Sikkerhedsråds

resolution nr. 1373 af 28. september 2001

B. Embargoer mod lande

Armenien

Opfordring til at afholde sig fra

levering af alle former for våben og militært udstyr.

FN’s Sikkerhedsråds

resolution nr. 853 af 29. juli 1993.

Azerbajdjan

Opfordring til at afholde sig fra

levering af alle former for våben og militært udstyr.

FN’s Sikkerhedsråds

resolution nr. 853 af 29. juli 1993.

Bosnien og Hercegovina

Embargo på levering af alle former

for våben og militært udstyr.

Fælles Holdning (EU)

1996/184/FUSP af 26. februar 1996.

Fælles Holdning (EU)

1998/240/FUSP af 19. marts 1998.

Fælles Holdning (EU)

1999/481/FUSP af 19. juli 1999

Burma

Embargo på levering af alle former

for våben og militært udstyr. Embargoen omfatter endvidere levering af

materiel, som kan anvendes til intern undertrykkelse eller terrorisme.

Rådets Forordning

(EF) nr. 1081/00 af 22. maj 2000.

Kommissionens

Forordning (EF) nr. 1883/02 af 22. oktober 2002.

Fælles Holdning (EU)

nr. 2003/297/FUSP af 28. april 2003.

Rådets Forordning

(EF) nr. 744/03 af 28. april 2003.

Kommissionens

Forordning (EF) nr. 1070/2003 af 20. juni 2003

Rådets afgørelse

2003/461/FUSP

Congo, Den Demokratiske Republik (tidligere Zaire)

Embargo på levering af alle former

for våben og militært udstyr.

EU-erklæring af 7.

april 1993.

Fælles Holdning (EU)

nr. 2002/829/FUSP af 21. oktober 2002.

Irak

Embargo på salg af alle former for

våben og militært udstyr.

EU-erklæring nr.

56/90 af 4. august 1990.

FN’s Sikkerhedsråds

resolution nr. 661 af 6. august 1990.

Kgl. Anordning nr.

124 af 12. marts 1993.

FN’s Sikkerhedsråds

resolution nr. 986 af 14. april 1995.

Rådets Forordning

(EF) nr. 2465/2996 af 17. december 1996.

Kgl. Anordning nr.

1328 af 27. december 1996.

FN’s Sikkerhedsråds

resolution nr. 1409 af 14. maj 2002.

Rådets Forordning

(EF) nr. 1346/2002 af 25. juli 2002.

FN’s Sikkerhedsråds

resolution nr. 1483 af 22. maj 2003

Kina

Embargo på levering af våben og

militært udstyr.

EU-rådserklæring af

27. juni 1989.

Liberia

Embargo på salg og levering våben,

militært udstyr samt militærteknisk bistand og træning.

FN’s Sikkerhedsråds

resolution nr.

1343 af 7. marts 2001.

Fælles Holdning (EU)

nr. 2001/357/FUSP af 7. maj 2001.

FN’s Sikkerhedsråds

resolution nr.

1408 (2002) af 6. maj 2002.

Fælles Holdning (EU)

nr. 2001/457/FUSP af 13. juni 2002.

Rådets

Forordning (EF) nr. 1318/2002 af 22. juli

2002.

FN’s Sikkerhedsråds

resolution nr. 1478 (2003) af 6. maj 2003.

Fælles Holdning (EU)

nr. 2001/365 /FUSP af 19. maj 2003.

Rådets Forordning

(EF) nr. 1030/2003 af 16. juni 2002

Libyen

Embargo på eksport af våben eller

andet militært udstyr.

EPS-erklæring af 27.

januar 1986.

Fælles Holdning (EU)

nr. 261/99 af 16. april 1999.

Rådets Forordning

(EF) nr. 836/99 af 20. april 1999.

Fælles Holdning (EU)

nr. 611/99 af 13. september 1999

Kgl. Anordning nr.

537 af 25. juni 1999

Nagorno-Karabakh

Embargo på levering af alle former

for våben og militært udstyr.

OSCE-beslutning af

28. februar 1992.

Rwanda

Embargo på salg af våben og militært

materiel til ikke-regeringstropper m.h.p. anvendelse i Rwanda. I medfør af

Sikkerhedsrådsresolution 1011 er salg til Rwanda´s regering ikke længere

omfattet af embargoen.

FN’s Sikkerhedsråds

resolution nr. 918 af 17. maj 1994.

FN’s Sikkerhedsråds

resolution nr. 1011 af 16. august 1995.

Sierra Leone

Embargo på salg eller overdragelse

af våben og andet krigsmateriel. Embargoen omfatter ikke leverancer til

Sierra

Leones regering, ECOWAS-landenes fredsbevarende styrker (ECOMOG) og FN i

Sierra

Leone, herunder FN’s fredsbevarende styrker (UNAMSIL).

FN’s Sikkerhedsråds

resolution nr. 1132 af 8. oktober 1997.

FN’s Sikkerhedsråds

resolution nr. 1171 af 5. juni 1998.

Fælles Holdning (EU)

nr. 1998/109/FUSP af 29. juni 1998.

Kgl. Anordning nr.

628 af 21. august 1998.

FN’s Sikkerhedsråds

resolution nr. 1299 af 19. maj 2000.

FN’s Sikkerhedsråds

resolution nr. 1306 af 5. juli 2000.

Somalia

Embargo på levering af alle former

for våben, militært udstyr, militærteknisk bistand og træning. Embargoen

omfatter ikke militært udstyr, der anvendes til humanitære formål.

FN’s Sikkerhedsråds

resolution nr. 733 af 23. januar 1992.

Kgl. Anordning nr.

54 af 27. januar 1992.

FN’s Sikkerhedsråds

resolution nr. 1356 af 19. juni 2001.

FN’s Sikkerhedsråds

resolution nr. 1425 af 22. juli 2002.

Fælles Holdning (EU)

nr. 2002/960/FUSP af 11. december 2002.

Rådets Forordning

(EF) nr. 147/2003 af 27. januar 2003.

Sudan

Embargo på levering af alle former

for våben og militært udstyr.

Fælles Holdning (EU)

nr. 1994/165/FUSP 15. marts 1994.

Zimbabwe

Embargo på levering af alle former

for våben og militært udstyr.

Fælles Holdning (EU)

nr. 2002/145/FUSP af 18. februar 2002.

Fælles Holdning (EU)

nr. 2003/115/FUSP af 18. februar 2003.

Underbilag 2

29 May 2003

Ms. A. Arnsted

Ministry of Justice of Denmark

Slotsholmsgade 10

DK1216 København K

(By electronic mail)

Dear Ms. Arnsted:

Your inquiry of 28 May 2003 concerning the criminalisation

requirements of the Protocol against the Illicit Manufacturing of and

Trafficking in Firearms, Their Parts and Components and Ammunition,

supplementing United Nations Convention against Transnational Organized Crime

has been forwarded to me for reply. You had asked about the extent to which

the

mere transport of firearms, their parts and components and ammunition from

one

country to another falls within the ambit of the definition of »illicit

trafficking« set out in Article 3, subparagraph (e), and hence within the

ambit

of the criminalisation requirement of Article 5, subparagraph (1)(b) of the

Protocol.

The interpretation of the Convention against Transnational

Organized Crime and the Protocols thereto is a matter for Member States, and

once the instruments are in force, for the appropriate Conferences of States

Parties, and not for the United Nations Secretariat, and I am therefore not

in

a position to provide you with an authoritative interpretation or opinion on

this question. We do, however, advise Member States seeking to ratify the

instruments with respect to legislative and other issues on request, and I

can

provide you with some information about how the relevant provisions are

likely

to be interpreted and applied by States Parties.

The formal Travaux Préparatoires have not yet been produced,

but a series of notes for this purpose was drafted and agreed by the

open-ended

intergovernmental Ad Hoc Committee which produced the Protocol itself. These

were submitted to the General Assembly in the same Report as the resolution

under which the Protocol was adopted on 31 May 2001, and may be found in UN

document # A/55/383/Add.3, Part II. This could formally be obtained through

your country's Permanent Mission to the UN in New York, but for convenience,

we

have also posted it on the ODC website here in Vienna, at:

http

://www.unodc.org/pdf/crime/session12/crime_cicp_convention_session_12.html

Similar notes for the parent Convention and other Protocols

(A/55/383/Add.1) are also at the same website location. I have quickly

reviewed

the agreed notes, and there is nothing that bears directly on the issue you

raise at this point, but they do provide information on other Protocol

provisions which may be of use. The Centre for International Crime Prevention

has also produced a series of legislative guides for countries seeking to

ratify the Convention and its Protocols. These have not yet been formally

released, but draft copies were distributed to delegations at the annual

meeting of the UN Commission for Crime Prevention and Criminal Justice last

week, and you should be able to obtain a copy from the Danish delegation. We

expect to release finalised texts of the guides sometime in the fall.

Turning to the substantive issue you raise, we expect that

States Parties will generally take the position that domestic offences

adopted

pursuant to the Protocol should in some circumstances extend to the mere

transportation of firearms, parts, components or ammunition, or as you

describe

it, to a person whose sole involvement is to provide transportation services.

We would give similar advice upon request to States seeking to ratify the

Protocol and developing the necessary legislative and other provisions.

There are several reasons why such an interpretation is

likely. The first is that the basic principle for the interpretation and

application of treaties, given in Article 31, paragraph (1) of the Vienna

Convention on the Law of Treaties, is that:

»A treaty shall be interpreted in good faith in accordance

with the ordinary meaning to be given to the terms of the treaty in their

context and in the light of its object and purpose.« The relevant text in

Article 3, subparagraph (e) of the Protocol lists as illicit trafficking a

series of terms, including »import, export,...delivery, movement or

transfer«.

The »ordinary meaning« of this formulation will probably be taken by most

States as including all degrees of involvement in the trafficking process,

ranging from actual transportation or transfer to hiring or engaging someone

else to do so.

Several extrinsic matters also support this interpretation.

There was, during the course of negotiating the Protocol, extensive

discussion

about whether to require States Parties to also regulate the activities of

brokers, who arrange transactions without actually possessing the goods or

being directly involved in matters such as transportation. Ultimately it was

decided to deal with this sort of activity separately and on a non-mandatory

basis (see Protocol Art.15), which may strengthen the interpretation that

more

direct involvement, including mere transportation, is covered by the

mandatory

requirements of Articles 3 and 5. Further, the requirements of Article 5,

subparagraphs (2)(a) and (b) that States Parties also criminalise attempted

trafficking, participating as an accomplice to trafficking, and organising,

directing, aiding and abetting, facilitating and counselling trafficking also

reinforce the interpretation that the drafters intended to require the

application of the offences to all forms of involvement in an illicit

trafficking occurrence. One could argue, for example, that in requiring

States

Parties to criminalise conduct which involves the hiring of someone to

transport illicit firearms as »organising or directing« the trafficking in

Article 5, paragraph (2), the drafters intended to require the

criminalisation

of the actual transportation or transfer as part of the principal trafficking

offence in Article 5, paragraph (1).

This parallels the approach taken by the parent Convention,

and by other international instruments, such as the UN Conventions dealing

with

narcotics drugs. As a result, our understanding is that the domestic offences

of many countries which cover smuggling or illicit import/export activities

generally extend both to cases where a third party is caused to import

contraband and where the accused actually does so him- or herself. This

approach also has obvious evidentiary advantages, broadening the range of

conduct criminalised and therefore, the range of evidence which might be used

as proof in prosecutions. If Danish law takes this approach in respect of

other

forms of smuggling or trafficking, this would also strengthen the argument

that

Denmark should take a similar position in implementing this Protocol.

Having said this, there are then some important limitations

on the scope of criminal liability. Applied too broadly, there is a risk that

national legislation criminalising illicit trafficking might lead to the

prosecution of an individual or legal person who actually transported illicit

firearms, but was not aware of their existence or legal status. The owner or

operator of a vessel or aircraft containing contraband firearms, for example

might be unaware of their presence, or might have been presented with false

or

fraudulent documentation leading to the conclusion that the transfer was

legal.

The approaches taken by different legal systems to this scenario vary, but

delegations to the negotiations were aware that such cases are in many

countries considered to be outside the scope of liability, either because the

transporter completely lacked the necessary mens rea for offences such as

possession or illicit trafficking, or because he, she or it was mistaken as

to

information about the status of the goods and therefore believed the

transaction

to have been legal (mistake of fact defences). With this in mind, a general

provision was incorporated into the parent Convention (Article 11, paragraph

(6)), to ensure that existing legal defences in various systems could be

maintained, without specifying how this would apply to each offence and each

system. This applies to the Protocol, mutatis mutandis (see Protocol Article

1), which means that, in criminalising the mere transport of trafficked

firearms, assuming this is provided for in Danish law generally, Denmark

would

not be required to criminalise cases of mistake of fact or where basic

intention was lacking. This interpretation is further strengthened by the

language of the basic criminalisation requirement of Protocol Article 5,

paragraph (1), which requires only the criminalisation of proscribed conduct

«...when committed intentionally...«. Depending on how this is implemented in

domestic law, in cases in which firearms were moved, one issue for the trier

of

fact would presumably be whether there was an intention to illicitly traffic

the weapons or only to move them from one place to another.

For these reasons, when asked by countries for advice on the

drafting of the relevant offences, the Secretariat would generally respond

that

criminal offence provisions should include cases where the sole involvement

of

the accused was to transport the firearms, parts, components or ammunition,

but

that it should not include cases where the accused was not aware of the

existence of these items or of any other matter of fact essential to the

offence of illicit trafficking. This advice might vary to some degree

depending

on our assessment of existing laws and legal principles in the State

concerned.

We would also generally note that, while defences such as mistake of fact can

be established or maintained, this does not extend to mistake of law defences

and that the principle that ignorance of the law (including in this case, the

Protocol and national offences adopted pursuant to it ignorantia legis

neminem

excusat) does not excuse, should still be maintained. As a practical matter,

we

also generally advise Member States which request assistance that it is the

meaning of the Protocol provisions rather than the use of verbatim language

or

terminology which is important, and that one offence or many may be adopted,

provided that, at a minimum, the full range of conduct proscribed by the

Protocol is criminalised by the State Party concerned.

I hope that the foregoing information will assist you in

interpreting the Protocol and developing Danish legislation. Please do not

hesitate to contact me directly if you require anything further.

Christopher Ram, LL.B., LL.M.,

Crime Prevention Expert

UN Centre for International Crime Prevention,

Commission Secretariat and Legal Affairs Branch

Vienna International Centre, Room 1238,

P.O. Box 500

A-1400 Vienna, Austria

Tel. +43-1-26060-4354

Fax. +43-1-26060-5898 or 5933

Underbilag 3

OVERSIGT

over medlemmer af EU, NATO, OECD og Wassenaar

Arrangementet

EU's medlemslande er:

Belgien, Danmark, Finland, Frankrig,

Grækenland, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal, Spanien,

Storbritannien, Sverige, Tyskland, Østrig.

EU's nye medlemslande pr. 1. maj 2004 er:

Cypern, Estland, Letland, Litauen,

Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet, Ungarn.

NATO-landene er:

Belgien,

Canada

, Danmark, Frankrig, Grækenland, Holland,

Island

, Italien, Luxembourg,

Norge

, Polen, Portugal, Spanien,

Storbritannien, Tjekkiet,

Tyrkiet

,

Tyskland, Ungarn,

USA

(lande der

ikke er/pr. 1 maj 2004 kommer med i EU, er markeret med fed)

OECD-landene er:

Australien

,

Belgien, Canada, Denmark, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland,

Island, Italien,

Japan

,

Sydkorea

, Luxembourg,

Mexico

,

New Zealand

, Norge, Polen, Portugal, Slovakiet, Spanien,

Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland, Ungarn, USA, Østrig

(lande, som ikke er med i nogen af de ovenstående kategorier, er skrevet med

fed).

Wassenaar Arrangementets medlemslande er:

Argentina

,

Australien, Østrig, Belgien,

Bulgarien

,

Canada, Tjekkiet, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn,

Irland, Italien, Japan, Luxembourg, Holland, New Zealand, Norge, Polen,

Portugal, Sydkorea,

Rumænien

,

Rusland

, Slovakiet, Spanien, Sverige,

Schweiz

, Tyrkiet,

Ukraine

, UK og USA (lande, der ikke er med i nogen af de

ovenstående kategorier, er skrevet med fed).

Bilag 2

Distr.: General

General Assembly

8 June 2001

Fifty-fifth session

Agenda item 105

Resolution adopted by the General Assembly

[without reference to a Main Committee

(A/55/383/Add.2)]

55/255. Protocol against the Illicit Manufacturing of

and Trafficking in Firearms, Their Parts and Components and Ammunition,

supplementing the United Nations Convention against Transnational Organized

Crime

The General Assembly,

Recalling

its resolution

53/111 of 9 December 1998, in which it decided to establish an open-ended

intergovernmental ad hoc committee for the purpose of elaborating a

comprehensive international convention against transnational organized crime

and of discussing the elaboration, as appropriate, of international

instruments

addressing trafficking in women and children, combating the illicit

manufacturing of and trafficking in firearms, their parts and components and

ammunition, and illegal trafficking in and transporting of migrants,

including

by sea,

Recalling also

its

resolution 54/126 of 17 December 1999, in which it requested the Ad Hoc

Committee on the Elaboration of a Convention against Transnational Organized

Crime to continue its work, in accordance with resolutions 53/111 and 53/114

of

9 December 1998, and to intensify that work in order to complete it in 2000,

Recalling further

its

resolution 55/25 of 15 November 2000, by which it adopted the United Nations

Convention against Transnational Organized Crime, the Protocol to Prevent,

Suppress and Punish Trafficking in Persons, Especially Women and Children,

supplementing the United Nations Convention against Transnational Organized

Crime, and the Protocol against the Smuggling of Migrants by Land, Sea and

Air,

supplementing the United Nations Convention against Transnational Organized

Crime,

Reaffirming

the inherent

right to individual or collective self-defence recognized in Article 51 of

the

Charter of the United Nations, which implies that States also have the right

to

acquire arms with which to defend themselves, as well as the right of

self-determination of all peoples, in particular peoples under colonial or

other forms of alien domination or foreign occupation, and the importance of

the effective realization of that right,

1.

Takes note

of the report of

the Ad Hoc Committee on the Elaboration of a Convention against Transnational

Organized Crime on its twelfth session,

24)

and commends the

Ad Hoc Committee for its work;

2.

Adopts

the Protocol against

the Illicit Manufacturing of and Trafficking in Firearms, Their Parts and

Components and Ammunition, supplementing the United Nations Convention

against

Transnational Organized Crime, annexed to the present resolution, and opens

it for

signature at United Nations Headquarters in New York;

3.

Urges

all States and

regional economic organizations to sign and ratify the United Nations

Convention against Transnational Organized Crime and the protocols thereto as

soon

as possible in order to ensure the speedy entry into force of the Convention

and the protocols thereto.

101st plenary

meeting 31 May 2001

Annex

Protocol against the Illicit Manufacturing of and

Trafficking in Firearms, Their Parts and Components and Ammunition,

supplementing the United Nations Convention against Transnational Organized

Crime

Preamble

The States Parties to this Protocol,

Aware

of the urgent need to

prevent, combat and eradicate the illicit manufacturing of and trafficking in

firearms, their parts and components and ammunition, owing to the harmful

effects of those activities on the security of each State, region and the

world

as a whole, endangering the well-being of peoples, their social and economic

development and their right to live in peace,

Convinced

, therefore, of

the necessity for all States to take all appropriate measures to this end,

including international cooperation and other measures at the regional and

global levels,

Recalling

General Assembly

resolution 53/111 of 9 December 1998, in which the Assembly decided to

establish an open-ended intergovernmental ad hoc committee for the purpose of

elaborating a comprehensive international convention against transnational

organized crime and of discussing the elaboration of, inter alia, an

international instrument combating the illicit manufacturing of and

trafficking

in firearms, their parts and components and ammunition,

Bearing in mind

the

principle of equal rights and self-determination of peoples, as enshrined in

the Charter of the United Nations and the Declaration on Principles of

International Law concerning Friendly Relations and Cooperation among States

in

accordance with the Charter of the United Nations,

25)

Convinced

that

supplementing the United Nations Convention against Transnational Organized

Crime with an international instrument against the illicit manufacturing of

and

trafficking in firearms, their parts and components and ammunition will be

useful in preventing and combating those crimes,

Have agreed as follows:

I. General provisions

Article 1

Relation with the United Nations Convention against Transnational Organized

Crime

1. This Protocol supplements the United Nations

Convention against Transnational Organized Crime. It shall be interpreted

together with the Convention.

2. The provisions of the Convention shall apply, mutatis

mutandis, to this Protocol unless otherwise provided herein.

3. The offences established in accordance with article 5

of this Protocol shall be regarded as offences established in accordance with

the Convention.

Article 2

Statement of purpose

The purpose of this Protocol is to promote, facilitate

and strengthen cooperation among States Parties in order to prevent, combat

and

eradicate the illicit manufacturing of and trafficking in firearms, their

parts

and components and ammunition.

Article 3

Use of terms

For the purposes of this Protocol:

(

a

)

»Firearm«

shall mean any portable barrelled weapon that expels, is designed to expel or

may be readily converted to expel a shot, bullet or projectile by the action

of

an explosive, excluding antique firearms or their replicas. Antique firearms

and their replicas shall be defined in accordance with domestic law. In no

case, however, shall antique firearms include firearms manufactured after

1899;

(

b

)

»Parts

and components« shall mean any element or replacement element specifically

designed for a firearm and essential to its operation, including a barrel,

frame or receiver, slide or cylinder, bolt or breech block, and any device

designed or adapted to diminish the sound caused by firing a firearm;

(

c

)

»Ammunition«

shall mean the complete round or its components, including cartridge cases,

primers, propellant powder, bullets or projectiles, that are used in a

firearm,

provided that those components are themselves subject to authorization in the

respective State Party;

(

d

)

»Illicit

manufacturing« shall mean the manufacturing or assembly of firearms, their

parts and components or ammunition:

(i)

From parts and

components illicitly trafficked;

(ii)

Without a licence or

authorization from a competent authority of the State Party where the

manufacture or assembly takes place; or

(iii)

Without marking the

firearms at the time of manufacture, in accordance with article 8 of this

Protocol;

Licensing or

authorization of the manufacture of parts and components shall be in

accordance

with domestic law;

(

e

)

»Illicit

trafficking« shall mean the import, export, acquisition, sale, delivery,

movement or transfer of firearms, their parts and components and ammunition

from or across the territory of one State Party to that of another State

Party

if any one of the States Parties concerned does not authorize it in

accordance

with the terms of this Protocol or if the firearms are not marked in

accordance

with article 8 of this Protocol;

(

f

)

»Tracing«

shall mean the systematic tracking of firearms and, where possible, their

parts

and components and ammunition from manufacturer to purchaser for the purpose

of

assisting the competent authorities of States Parties in detecting,

investigating and analysing illicit manufacturing and illicit trafficking.

Article 4

Scope of application

1. This Protocol shall apply, except as otherwise stated

herein, to the prevention of illicit manufacturing of and trafficking in

firearms, their parts and components and ammunition and to the investigation

and prosecution of offences established in accordance with article 5 of this

Protocol where those offences are transnational in nature and involve an

organized criminal group.

2. This Protocol shall not apply to state-to-state

transactions or to state transfers in cases where the application of the

Protocol would prejudice the right of a State Party to take action in the

interest of national security consistent with the Charter of the United

Nations.

Article 5

Criminalization

1. Each State Party shall adopt such legislative and

other measures as may be necessary to establish as criminal offences the

following conduct, when committed intentionally:

(

a

)

Illicit

manufacturing of firearms, their parts and components and ammunition;

(

b

)

Illicit

trafficking in firearms, their parts and components and ammunition;

(

c

)

Falsifying

or illicitly obliterating, removing or altering the marking(s) on firearms

required by article 8 of this Protocol.

2. Each State Party shall also adopt such legislative

and other measures as may be necessary to establish as criminal offences the

following conduct:

(

a

)

Subject

to the basic concepts of its legal system, attempting to commit or

participating as an accomplice in an offence established in accordance with

paragraph 1 of this article; and

(

b

)

Organizing,

directing, aiding, abetting, facilitating or counselling the commission of an

offence established in accordance with paragraph 1 of this article.

Article 6

Confiscation, seizure and disposal

1. Without prejudice to article 12 of the Convention,

States Parties shall adopt, to the greatest extent possible within their

domestic legal systems, such measures as may be necessary to enable

confiscation of firearms, their parts and components and ammunition that have

been illicitly manufactured or trafficked.

2. States Parties shall adopt, within their domestic

legal systems, such measures as may be necessary to prevent illicitly

manufactured and trafficked firearms, parts and components and ammunition

from

falling into the hands of unauthorized persons by seizing and destroying such

firearms, their parts and components and ammunition unless other disposal has

been officially authorized, provided that the firearms have been marked and

the

methods of disposal of those firearms and ammunition have been recorded.

II. Prevention

Article 7

Record-keeping

Each State Party shall ensure the maintenance, for not

less than ten years, of information in relation to firearms and, where

appropriate and feasible, their parts and components and ammunition that is

necessary to trace and identify those firearms and, where appropriate and

feasible, their parts and components and ammunition which are illicitly

manufactured or trafficked and to prevent and detect such activities. Such

information shall include:

(

a

)

The

appropriate markings required by article 8 of this Protocol;

(

b

)

In

cases involving international transactions in firearms, their parts and

components and ammunition, the issuance and expiration dates of the

appropriate

licences or authorizations, the country of export, the country of import, the

transit countries, where appropriate, and the final recipient and the

description and quantity of the articles.

Article 8

Marking of firearms

1. For the purpose of identifying and tracing each

firearm, States Parties shall:

(

a

)

At

the time of manufacture of each firearm, either require unique marking

providing the name of the manufacturer, the country or place of manufacture

and

the serial number, or maintain any alternative unique user-friendly marking

with simple geometric symbols in combination with a numeric and/or

alphanumeric

code, permitting ready identification by all States of the country of

manufacture;

(

b

)

Require

appropriate simple marking on each imported firearm, permitting

identification

of the country of import and, where possible, the year of import and enabling

the competent authorities of that country to trace the firearm, and a unique

marking, if the firearm does not bear such a marking. The requirements of

this

subparagraph need not be applied to temporary imports of firearms for

verifiable lawful purposes;

(

c

)

Ensure,

at the time of transfer of a firearm from government stocks to permanent

civilian use, the appropriate unique marking permitting identification by all

States Parties of the transferring country.

2. States Parties shall encourage the firearms

manufacturing industry to develop measures against the removal or alteration

of

markings.

Article 9

Deactivation of firearms

A State Party that does not recognize a deactivated

firearm as a firearm in accordance with its domestic law shall take the

necessary measures, including the establishment of specific offences if

appropriate, to prevent the illicit reactivation of deactivated firearms,

consistent with the following general principles of deactivation:

(

a

)

All

essential parts of a deactivated firearm are to be rendered permanently

inoperable and incapable of removal, replacement or modification in a manner

that would permit the firearm to be reactivated in any way;

(

b

)

Arrangements

are to be made for deactivation measures to be verified, where appropriate,

by

a competent authority to ensure that the modifications made to a firearm

render

it permanently inoperable;

(

c

)

Verification

by a competent authority is to include a certificate or record attesting to

the

deactivation of the firearm or a clearly visible mark to that effect stamped

on

the firearm.

Article 10

General requirements for export, import and transit licensing or

authorization

systems

1. Each State Party shall establish or maintain an

effective system of export and import licensing or authorization, as well as

of

measures on international transit, for the transfer of firearms, their parts

and components and ammunition.

2. Before issuing export licences or authorizations for

shipments of firearms, their parts and components and ammunition, each State

Party shall verify:

(

a

)

That

the importing States have issued import licences or authorizations; and

(

b

)

That,

without prejudice to bilateral or multilateral agreements or arrangements

favouring landlocked States, the transit States have, at a minimum, given

notice in writing, prior to shipment, that they have no objection to the

transit.

3. The export and import licence or authorization and

accompanying documentation together shall contain information that, at a

minimum, shall include the place and the date of issuance, the date of

expiration, the country of export, the country of import, the final

recipient,

a description and the quantity of the firearms, their parts and components

and

ammunition and, whenever there is transit, the countries of transit. The

information contained in the import licence must be provided in advance to

the

transit States.

4. The importing State Party shall, upon request, inform

the exporting State Party of the receipt of the dispatched shipment of

firearms, their parts and components or ammunition.

5. Each State Party shall, within available means, take

such measures as may be necessary to ensure that licensing or authorization

procedures are secure and that the authenticity of licensing or authorization

documents can be verified or validated.

6. States Parties may adopt simplified procedures for

the temporary import and export and the transit of firearms, their parts and

components and ammunition for verifiable lawful purposes such as hunting,

sport

shooting, evaluation, exhibitions or repairs.

Article 11

Security and preventive measures

In an effort to detect, prevent and eliminate the theft,

loss or diversion of, as well as the illicit manufacturing of and trafficking

in, firearms, their parts and components and ammunition, each State Party

shall

take appropriate measures:

(

a

)

To

require the security of firearms, their parts and components and ammunition

at

the time of manufacture, import, export and transit through its territory;

and

(

b

)

To

increase the effectiveness of import, export and transit controls, including,

where appropriate, border controls, and of police and customs transborder

cooperation.

Article 12

Information

1. Without prejudice to articles 27 and 28 of the

Convention, States Parties shall exchange among themselves, consistent with

their respective domestic legal and administrative systems, relevant

case-specific information on matters such as authorized producers, dealers,

importers, exporters and, whenever possible, carriers of firearms, their

parts

and components and ammunition.

2. Without prejudice to articles 27 and 28 of the

Convention, States Parties shall exchange among themselves, consistent with

their respective domestic legal and administrative systems, relevant

information on matters such as:

(

a

)

Organized

criminal groups known to take part or suspected of taking part in the illicit

manufacturing of or trafficking in firearms, their parts and components and

ammunition;

(

b

)

The

means of concealment used in the illicit manufacturing of or trafficking in

firearms, their parts and components and ammunition and ways of detecting

them;

(

c

)

Methods

and means, points of dispatch and destination and routes customarily used by

organized criminal groups engaged in illicit trafficking in firearms, their

parts and components and ammunition; and

(

d

)

Legislative

experiences and practices and measures to prevent, combat and eradicate the

illicit manufacturing of and trafficking in firearms, their parts and

components and ammunition.

3. States Parties shall provide to or share with each

other, as appropriate, relevant scientific and technological information

useful

to law enforcement authorities in order to enhance each other’s

abilities to

prevent, detect and investigate the illicit manufacturing of and trafficking

in

firearms, their parts and components and ammunition and to prosecute the

persons involved in those illicit activities.

4. States Parties shall cooperate in the tracing of

firearms, their parts and components and ammunition that may have been

illicitly manufactured or trafficked. Such cooperation shall include the

provision of prompt responses to requests for assistance in tracing such

firearms, their parts and components and ammunition, within available means.

5. Subject to the basic concepts of its legal system or

any international agreements, each State Party shall guarantee the

confidentiality of and comply with any restrictions on the use of information

that it receives from another State Party pursuant to this article, including

proprietary information pertaining to commercial transactions, if requested

to

do so by the State Party providing the information. If such confidentiality

cannot be maintained, the State Party that provided the information shall be

notified prior to its disclosure.

Article 13

Cooperation

1. States Parties shall cooperate at the bilateral,

regional and international levels to prevent, combat and eradicate the

illicit

manufacturing of and trafficking in firearms, their parts and components and

ammunition.

2. Without prejudice to article 18, paragraph 13, of the

Convention, each State Party shall identify a national body or a single point

of contact to act as liaison between it and other States Parties on matters

relating to this Protocol.

3. States Parties shall seek the support and cooperation

of manufacturers, dealers, importers, exporters, brokers and commercial

carriers of firearms, their parts and components and ammunition to prevent

and

detect the illicit activities referred to in paragraph 1 of this article.

Article 14

Training and technical assistance

States Parties shall cooperate with each other and with

relevant international organizations, as appropriate, so that States Parties

may receive, upon request, the training and technical assistance necessary to

enhance their ability to prevent, combat and eradicate the illicit

manufacturing of and trafficking in firearms, their parts and components and

ammunition, including technical, financial and material assistance in those

matters identified in articles 29 and 30 of the Convention.

Article 15

Brokers and brokering

1. With a view to preventing and combating illicit

manufacturing of and trafficking in firearms, their parts and components and

ammunition, States Parties that have not yet done so shall consider

establishing a system for regulating the activities of those who engage in

brokering. Such a system could include one or more measures such as:

(

a

)

Requiring

registration of brokers operating within their territory;

(

b

)

Requiring

licensing or authorization of brokering; or

(

c

)

Requiring

disclosure on import and export licences or authorizations, or accompanying

documents, of the names and locations of brokers involved in the transaction.

2. States Parties that have established a system of

authorization regarding brokering as set forth in paragraph 1 of this article

are encouraged to include information on brokers and brokering in their

exchanges of information under article 12 of this Protocol and to retain

records regarding brokers and brokering in accordance with article 7 of this

Protocol.

III. Final provisions

Article 16

Settlement of disputes

l. States Parties shall endeavour to settle disputes

concerning the interpretation or application of this Protocol through

negotiation.

2. Any dispute between two or more States Parties

concerning the interpretation or application of this Protocol that cannot be

settled through negotiation within a reasonable time shall, at the request of

one of those States Parties, be submitted to arbitration. If, six months

after

the date of the request for arbitration, those States Parties are unable to

agree on the organization of the arbitration, any one of those States Parties

may refer the dispute to the International Court of Justice by request in

accordance with the Statute of the Court.

3. Each State Party may, at the time of signature,

ratification, acceptance or approval of or accession to this Protocol,

declare

that it does not consider itself bound by paragraph 2 of this article. The

other States Parties shall not be bound by paragraph 2 of this article with

respect to any State Party that has made such a reservation.

4. Any State Party that has made a reservation in

accordance with paragraph 3 of this article may at any time withdraw that

reservation by notification to the Secretary-General of the United Nations.

Article 17

Signature, ratification, acceptance, approval and accession

1. This Protocol shall be open to all States for

signature at United Nations Headquarters in New York from the thirtieth day

after its adoption by the General Assembly until 12 December 2002.

2. This Protocol shall also be open for signature by

regional economic integration organizations provided that at least one member

State of such organization has signed this Protocol in accordance with

paragraph 1 of this article.

3. This Protocol is subject to ratification, acceptance

or approval. Instruments of ratification, acceptance or approval shall be

deposited with the Secretary-General of the United Nations. A regional

economic

integration organization may deposit its instrument of ratification,

acceptance

or approval if at least one of its member States has done likewise. In that

instrument of ratification, acceptance or approval, such organization shall

declare the extent of its competence with respect to the matters governed by

this Protocol. Such organization shall also inform the depositary of any

relevant modification in the extent of its competence.

4. This Protocol is open for accession by any State or

any regional economic integration organization of which at least one member

State is a Party to this Protocol. Instruments of accession shall be

deposited

with the Secretary-General of the United Nations. At the time of its

accession,

a regional economic integration organization shall declare the extent of its

competence with respect to matters governed by this Protocol. Such

organization

shall also inform the depositary of any relevant modification in the extent

of

its competence.

Article 18

Entry into force

1. This Protocol shall enter into force on the ninetieth

day after the date of deposit of the fortieth instrument of ratification,

acceptance, approval or accession, except that it shall not enter into force

before the entry into force of the Convention. For the purpose of this

paragraph, any instrument deposited by a regional economic integration

organization shall not be counted as additional to those deposited by member

States of such organization.

2. For each State or regional economic integration

organization ratifying, accepting, approving or acceding to this Protocol

after

the deposit of the fortieth instrument of such action, this Protocol shall

enter into force on the thirtieth day after the date of deposit by such State

or organization of the relevant instrument or on the date this Protocol

enters

into force pursuant to paragraph 1 of this article, whichever is the later.

Article 19

Amendment

1. After the expiry of five years from the entry into

force of this Protocol, a State Party to the Protocol may propose an

amendment

and file it with the Secretary-General of the United Nations, who shall

thereupon communicate the proposed amendment to the States Parties and to the

Conference of the Parties to the Convention for the purpose of considering

and

deciding on the proposal. The States Parties to this Protocol meeting at the

Conference of the Parties shall make every effort to achieve consensus on

each

amendment. If all efforts at consensus have been exhausted and no agreement

has

been reached, the amendment shall, as a last resort, require for its adoption

a

two-thirds majority vote of the States Parties to this Protocol present and

voting at the meeting of the Conference of the Parties.

2. Regional economic integration organizations, in

matters within their competence, shall exercise their right to vote under

this

article with a number of

votes equal to the number of their member States that

are Parties to this Protocol. Such organizations shall not exercise their

right

to vote if their member States exercise theirs and vice versa.

3. An amendment adopted in accordance with paragraph 1

of this article is subject to ratification, acceptance or approval by States

Parties.

4. An amendment adopted in accordance with paragraph 1

of this article shall enter into force in respect of a State Party ninety

days

after the date of the deposit with the Secretary-General of the United

Nations

of an instrument of ratification, acceptance or approval of such amendment.

5. When an amendment enters into force, it shall be

binding on those States Parties which have expressed their consent to be

bound

by it. Other States Parties shall still be bound by the provisions of this

Protocol and any earlier amendments that they have ratified, accepted or

approved.

Article 20

Denunciation

1. A State Party may denounce this Protocol by written

notification to the Secretary-General of the United Nations. Such

denunciation

shall become effective one year after the date of receipt of the notification

by the Secretary-General.

2. A regional economic integration organization shall

cease to be a Party to this Protocol when all of its member States have

denounced it.

Article 21

Depositary and languages

1. The Secretary-General of the United Nations is

designated depositary of this Protocol.

2. The original of this Protocol, of which the Arabic,

Chinese, English, French, Russian and Spanish texts are equally authentic,

shall be deposited with the Secretary-General of the United Nations.

IN WITNESS WHEREOF, the undersigned plenipotentiaries,

being duly authorized thereto by their respective Governments, have signed

this

Protocol.

24)

A/55/383/Add.2.

25)

Resolution 2625 (XXV), annex.

Bilag 3

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov om våben og eksplosivstoffer, jf.

lovbekendtgørelse nr. 67 af 26. januar 2000, som ændret ved lov nr. 433 af

31. maj 2000 og lov nr. 378 af 6. juni 2002, foretages følgende ændringer:

1.

Efter

§ 7

indsættes

:

»

§ 7 a.

Justitsministeren kan efter forhandling med udenrigsministeren fastsætte

bestemmelser om forbud mod transport af de i § 6, stk. 1, nævnte

våben mv. mellem tredjelande, når der er tale om nærmere bestemte

modtagerlande.

Stk. 2

. Det er

forbudt at transportere de i stk. 1 nævnte våben mv. mellem tredjelande,

hvis der ikke fra de kompetente myndigheder i afsender- og modtagerlandet

foreligger de efter lovgivningen i vedkommende lande nødvendige tilladelser

til henholdsvis udførsel og indførsel.

Stk. 3.

Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan meddele

dispensation fra de i stk. 1 og 2 nævnte forbud.

Stk. 4.

Justitsministeren kan bestemme, at stk. 1 og 2 skal gælde våben af

enhver art.«

§ 8

. -

- -

2.

§ 8, stk. 2

, affattes

således:

Stk. 2.

§ 6,

stk. 1, gælder ikke for militære styrker og militært personel som led i

den militære tjenesteudøvelse. Bestemmelsen gælder endvidere ikke militære

myndigheders

midlertidige udførsel af udrustning og materiel med henblik på reparation og

vedligeholdelse.

»

Stk. 2.

§ 6, stk. 1, og § 7 a gælder ikke for militære styrker og

militært personel som led i den militære tjenesteudøvelse. § 6,

stk. 1, gælder endvidere ikke militære myndigheders midlertidige

udførsel af udrustning og materiel med henblik på reparation og

vedligeholdelse.«

§ 9.

--- § 1 og § 6, stk. 1, gælder endvidere ikke for politiet.---

Stk. 3. ---

3.

I

§ 9, stk. 1, 2. pkt.,

ændres

»§ 1 og § 6, stk. 1« til: »§ 1, § 6, stk. 1, og

§ 7 a«

§ 10.

Med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder

fængsel indtil 2 år straffes den, der overtræder §§ 1-2 a, § 2 c,

§ 2 d, § 5, § 6, stk. 1, og § 7.

Stk. 2. ---

4.

I § 10, stk. 1

, indsættes som nyt

2. pkt.:

»På samme måde straffes den, der forsætligt eller ved grov

uagtsomhed overtræder § 7 a, stk. 2.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. oktober 2004.

Lignende dokumenter