Spring til indhold

Retsinformation

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations sagsbehandlingstid i forbindelse med anmodning om genoptagelse af sag om opholdstilladelse

FOU nr 2004.285UdtalelserFolketinget7. november 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations

sagsbehandlingstid i forbindelse med

anmodning om

genoptagelse af sag om opholdstilladelse

A søgte den 29. august 2000 via den danske ambassade i Sarajevo

om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab indgået med den herboende B.

Udlændingestyrelsen meddelte den 6. juli

2001 A

afslag på ansøgningen.

Udlændingestyrelsens afgørelse og sagsbehandlingstid blev den 12. juli 2001

påklaget til Indenrigsministeriet der den 3. april 2002 stadfæstede

styrelsens

afgørelse.

Ved brev af 18. april 2002 til integrationsministeren

forespurgte parrets advokat om ministeriets afgørelse af 3. april 2002 var i

overensstemmelse med praksis og anførte i den forbindelse en række

omstændigheder der efter hans opfattelse talte for at meddele A

opholdstilladelse.

Ved breve af 14. maj og 21. juni 2002 til Ministeriet for

Flygtninge, Indvandrere og Integration bragte advokaten sagen i erindring.

Af et telefonnotat af 8. august 2002 udarbejdet i ministeriet

fremgik blandt andet følgende:

”Ringet til advokaten Oplyst, at IM vil besvare anmodningen

i løbet af september måned, ”

Ved breve af 10. og 24. oktober 2002 til ministeriet fremsendte

advokaten nye oplysninger til sagen.

Den 25. november 2002 og 25. februar 2003 rykkede advokaten

ministeriet for en afgørelse i sagen og for oplysning om hvornår sagen kunne

forventes afsluttet.

Ved breve af 23. maj og 1. juli 2003 til ministeriet bragte

Læs alt

advokaten atter sagen i erindring. Han fremsendte samtidig yderligere

dokumentation til brug for sagens behandling.

Den 15. august 2003 traf ministeriet afgørelse. Ministeriet

henholdt sig til sin afgørelse af 3. april 2002. Vedrørende

sagsbehandlingstiden

skrev ministeriet således:

”Ministeriet skal beklage den lange sagsbehandlingstid,

herunder at det ikke har været muligt at overholde den udmeldte

sagsbehandlingstid,

samt at ministeriet ikke tidligere har besvaret flere af Deres henvendelser i

sagen.”

Den 26. august 2003 klagede advokaten til mig. Han anførte at

afgørelsen ikke var i overensstemmelse med myndighedernes praksis på området,

og at hans forespørgsel til ministeriet herom ikke var blevet besvaret, og

bad

mig udtale mig om hvorvidt sagsbehandlingen i ministeriet var i

overensstemmelse

med god forvaltningsskik.

Den 5. september 2003 bad jeg Ministeriet for Flygtninge,

Indvandrere og Integration om en udtalelse, blandt andet vedrørende

sagsbehandlingen i forbindelse med ministeriets afgørelse af 15. august 2003.

I udtalelse af 14. november 2003 skrev ministeriet følgende for

så vidt angår sagsbehandlingen:

”Ministeriet skal henvise til beklagelsen af sagsbehandlingen og

sagsbehandlingstiden i afgørelsen.

Ministeriet kan oplyse, at ministeriets 1. Udlændingekontor –

blandt andet på baggrund af sagsforløbet i den konkrete sag – har

erindret

sagsbehandlerne om indholdet af punkt 206-208 i vejledning om

forvaltningsloven.

Ministeriet kan endvidere oplyse, at ministeriet for tiden overvejer tiltag,

der skal sikre en mere hensigtsmæssig prioritering af behandlingen af

anmodninger om genoptagelse.”

Ved brev af 21. november 2003 vedlagt kopi af ministeriets

udtalelse bad jeg advokaten om hans eventuelle bemærkninger til sagen. Jeg

modtog den 1. december 2003 advokatens svar.

Jeg udtalte herefter følgende om ministeriets

sagsbehandlingstid i forbindelse med sagen:

Ombudsmandens udtalelse

”

Der er ikke i forvaltningsloven fastsat generelle bestemmelser om en

myndigheds sagsbehandlingstid. Spørgsmålet om hvornår den forløbne tid

overskrider det acceptable, kan derfor ikke besvares generelt. Ud over den

samlede sagsbehandlingstid må man tage andre forhold i betragtning, herunder

sagens karakter, omfanget af de undersøgelser myndigheden skal foretage, den

sædvanlige sagsbehandlingstid samt de løbende ekspeditioner i sagen.

De rettede den 18. april 2002 henvendelse til Ministeriet for Flygtninge,

Indvandrere og Integration og bragte ved breve af 14. maj og 21. juni 2002

sagen i erindring. Den 8. august 2002 blev De telefonisk oplyst om at

ministeriet ville besvare anmodningen om genoptagelse af sagen i løbet af

september måned.

Herefter fulgte en periode på godt et år hvor ministeriet efter det oplyste

ingen ekspeditioner foretog trods henvendelser fra Dem henholdsvis 10.

oktober, 24. oktober og 25. november 2002 samt 25. februar, 23. maj og 1.

juli 2003.

I perioden fra den 18. april 2002 til den 15. august 2003 –

altså knap 16 måneder – foretog ministeriet således kun én ekspedition,

nemlig

en telefonisk henvendelse til Deres kontor.

Punkterne 206-208 i Justitsministeriets vejledning om

forvaltningsloven har følgende ordlyd:

’206.

Hvis en

forvaltningsmyndighed som følge af sagens karakter eller den almindelige

sagsbehandlingstid

for den pågældende myndighed ikke kan træffe afgørelse inden kortere tid

efter sagens modtagelse, bør myndigheden give den, der er part i sagen,

underretning om, hvorpå sagen beror og så vidt muligt oplysning om, hvornår

myndigheden regner med, at afgørelsen kan foreligge.

207.

Myndigheden bør

endvidere give den, der er part i sagen, underretning, når behandlingen af

den

konkrete sag på grund af særlige omstændigheder vil tage længere tid end

sædvanligt.

208.

Rykkerskrivelser

fra den, der er part i sagen, og som er rimeligt begrundet i

sagsbehandlingstiden,

bør i almindelighed besvares med det samme. Besvarelsen bør indeholde

oplysning om, hvorpå sagen beror og så vidt muligt oplysning om, hvornår

myndigheden regner med, at afgørelsen kan foreligge.’

Ministeriet har i udtalelsen af 14. november 2003 over for mig

henvist til beklagelsen af sagsbehandlingen og sagsbehandlingstiden i

afgørelsen af 15. august 2003.

Efter min opfattelse har ministeriets sagsbehandling været meget

beklagelig. Ved min vurdering heraf har jeg særligt lagt vægt på at sagen

–

bortset fra et enkelt telefonopkald – henlå uekspederet i perioden fra

den 18.

april 2002 til den 15. august 2003, at ministeriet ikke besvarede Deres

ganske

mange rykkere, og at ministeriet heller ikke gav Dem underretning(er) om at

sagen trak ud, eller orienterede Dem om hvorpå sagen beroede.”

Jeg gjorde ministeriet bekendt med min opfattelse, og jeg

bemærkede i den forbindelse over for ministeriet at jeg havde noteret mig at

ministeriet havde erindret sagsbehandlerne om indholdet af punkt 206-208 i

Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, og at ministeriet

overvejede tiltag til sikring af en mere hensigtsmæssig prioritering af

behandlingen af anmodninger om genoptagelse. Jeg bad ministeriet underrette

mig om udfaldet af disse overvejelser.

I brev af 11. marts 2004 oplyste ministeriet herefter følgende:

”Indtil den 5. februar 2004 blev anmodninger om genoptagelse af

sager, hvori ministeriets 1. Udlændingekontor havde truffet afgørelse som

klageinstans, behandlet efter samme principper – og dermed med samme

gennemsnitlige sagsbehandlingstid – som almindelige klagesager i

kontoret.

Pr. 5. februar 2004 er proceduren for behandling af sådanne

anmodninger ændret.

Anmodninger om genoptagelse skal nu behandles inden en måned.

Hvis det i enkelte sager skulle vise sig, at fristen ikke kan overholdes,

skal

klageren orienteres herom snarest muligt og senest en måned efter

ministeriets

modtagelse af anmodningen om genoptagelse. Orienteringen skal indeholde en

frist for, hvornår anmodningen forventes færdigbehandlet samt efter

omstændighederne

oplysning om, hvorpå sagen beror.”

Lignende dokumenter