Spring til indhold

Retsinformation

Opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 9

FOU nr 2002.257UdtalelserFolketinget19. januar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2,

jf. § 9, stk. 9

Det fremgik

af sagens akter at A den 19. december 2000 i Tyrkiet søgte om visum til

Danmark

for at besøge sin herboende bror. I ansøgningen skrev han efter det oplyste

at

han var gift i Tyrkiet, og fremlagde dokumentation herfor. Ved dom ligeledes

af

19. december 2000 blev A skilt fra sin tyrkiske hustru, B.

Ved brev af 12. februar 2001

meddelte Udlændingestyrelsen (via den danske ambassade i Ankara) A visum.

Udlændingestyrelsen anførte at styrelsen ved afgørelsen havde lagt vægt på at

A

var gift.

Den 19. februar 2001

indrejste A i Danmark.

Den 11. marts 2001 ansøgte

han Udlændingestyrelsen om forlængelse af visum. Af ansøgningsskemaet fremgik

det at han i den forbindelse oplyste at hverken han selv eller hustruen havde

kontaktet advokat med henblik på skilsmisse, og at han var lykkeligt gift i

Tyrkiet og ikke havde dansk kæreste. Den 13. marts 2001 forlængede styrelsen

A’s visum til den 19. maj 2001.

Den 21. april 2001 indgik C

og A ægteskab.

Den 30. april 2001 ansøgte A

Udlændingestyrelsen om opholdstilladelse på baggrund af ægteskabet.

I afgørelse af 12. september

2001 afslog Udlændingestyrelsen ansøgningen idet styrelsen anførte følgende:

”Afgørelse

Læs alt

Styrelsen har gennemgået din

sag. Styrelsen finder, at der er bestemte grunde til at antage, at det

afgørende formål med din og din ægtefælles indgåelse af ægteskabet er, at du

skal opnå opholdstilladelse i Danmark.

Styrelsen har herved lagt

vægt på,

- at styrelsen ved

udstedelsen af dit visum havde lagt vægt på at du var gift i hjemlandet,

- at du er blevet

skilt fra din tyrkiske ægtefælle i perioden efter at du havde søgt og fået

meddelt visum, men før din indrejse i Danmark,

- at du ved personligt

møde i styrelsen den 11. marts 2001 i strid med sandheden har oplyst, at du

fortsat var gift med din ægtefælle i Tyrkiet, og at hverken du eller din

tyrkiske ægtefælle havde søgt skilsmisse, på trods [af] at du den 19.

december

2000 var blevet skilt fra din tyrkiske ægtefælle,

- at du ligeledes ved

mødet i styrelsen den 11. marts 2001 i strid med sandheden har oplyst, at du

ikke havde en dansk kæreste, på trods af at din danske ægtefælle har oplyst,

at

I har kendt hinanden og har besøgt hinanden hver dag siden den 21. februar

2001

og at I den 25. marts 2001 blev forlovet, og

- at du og din

ægtefælle kun har kendt hinanden kortvarigt før ægteskabet, idet du og din

ægtefælle blev gift 2 måneder efter den dato, hvor din ægtefælle oplyser, at

I

mødte hinanden første gang.”

Den 19. oktober 2001

tiltrådte Indenrigsministeriet (nu Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og

Integration) Udlændingestyrelsens afgørelse. Ministeriet skrev således:

”Vurdering og begrundelse

Sagens omstændigheder

Den 19. december 2000 indgav

De en ansøgning om visum til Danmark med henblik på at besøge Deres herboende

bror. I ansøgningen oplyste De blandt andet, at De var gift i hjemlandet.

Den 19. december 2000 opløste

Civilretten i Kulu, Tyrkiet, Deres ægteskab med den tyrkiske statsborger (B).

Den 12. februar 2001 gav

Udlændingestyrelsen Dem visum til Danmark gyldigt i 30 dage.

Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at De var gift.

Den 19. februar 2001

indrejste De i Danmark på visum gyldigt indtil den 21. marts 2001.

Den 11. marts 2001 indgav De

ved personlig henvendelse i Udlændingestyrelsen ansøgning om forlængelse af

Deres visum. Som begrundelse for ansøgningen henviste De til fortsat besøg

hos

Deres bror, samt deltagelse i en privat fest. De oplyste i den forbindelse,

at

hverken De eller Deres - nu tidligere - ægtefælle havde kontaktet en advokat

med henblik på skilsmisse, at De og Deres ægtefælle levede lykkeligt sammen,

og

at De ikke havde en dansk kæreste.

Den 13. marts 2001 forlængede

Udlændingestyrelsen Deres visum til den 19. maj 2001.

Den 21. april 2001 indgik De

ægteskab med den danske statsborger (C).

Den 30. april 2001 indgav De

ansøgning om opholdstilladelse her i landet på baggrund af ægteskabet med

(C).

Den 30. april 2001 underskrev

(C) et spørgeskema til brug for ansøgning om familiesammenføring efter

udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, eller stk. 2, nr. 7. (C) anførte i den

forbindelse blandt andet, at De og Deres ægtefælle havde kendt hinanden i ca.

to måneder på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen, at De og Deres

ægtefælle lærte hinanden at kende hos Deres bror, at De og Deres ægtefælle

har

været forlovet siden den 25. marts 2001, at De og Deres ægtefælle har besøgt

hinanden hver dag, siden De og Deres ægtefælle lærte hinanden at kende, og at

De og Deres ægtefælle bor sammen.

(C) anførte endvidere, at De

og Deres ægtefælle taler dansk, engelsk og tysk sammen, at De er født i 1970,

at Deres ægtefælle er født i 1965, at De har været gift en gang før, og at De

har et særbarn.

Den 30. april 2001 underskrev

De og Deres ægtefælle en samlivserklæring.

Den 10. maj 2001 var De og

Deres ægtefælle til interview i Udlændingestyrelsen. Det fremgår blandt andet

af interviewet, at De ikke kunne huske Deres svigermors navn, og at Deres

ægtefælle ikke kendte navnene på Deres familie i Tyrkiet. Herudover havde De

og

Deres ægtefælle nogenlunde samstemmende forklaringer.

Den 12. september 2001

meddelte Udlændingestyrelsen Dem afslag på opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 9. Udlændingestyrelsen

lagde

til grund, at der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål

med

ægteskabet har været, at De skulle opnå opholdstilladelse i Danmark.

Udlændingestyrelsen lagde

herved vægt på, at Udlændingestyrelsen ved udstedelsen af Deres visum havde

lagt vægt på, at De var gift i hjemlandet, at De var blevet skilt fra Deres

tyrkiske ægtefælle efter, at De havde søgt og fået visum, men før Deres

indrejse i Danmark, at De i strid med sandheden over for udlændingestyrelsen

i

forbindelse med Deres ansøgning om forlængelse af visum havde oplyst, at

hverken De eller Deres tyrkiske ægtefælle havde søgt om skilsmisse, at De i

strid med sandheden havde oplyst, at De ikke havde nogen dansk kæreste, og at

De og Deres ægtefælle kun havde kendt hinanden kortvarigt inden ægteskabets

indgåelse.

Ved personlig henvendelse i

Indenrigsministeriet den 12. september 2001 klagede De over

Udlændingestyrelsens afgørelse af 12. september 2001. De anførte i den

forbindelse blandt andet, at der ikke er tale om et proformaægteskab, at

Deres

ægtefælles børn tiltaler Dem far, at De i praksis fungerer som far i hjemmet,

og at De til tider henter og bringer børnene i dagsinstitution.

De anførte endvidere, at

baggrunden for, at De i forbindelse med ansøgningen om visum oplyste, at De

stadig var gift med Deres tyrkiske ægtefælle var, at skilsmissen var to år

undervejs, og at De derfor stadig var gift med Deres tyrkiske ægtefælle, da

De

ansøgte om visum.

De anførte yderligere, at det

er sandt, at De ved ansøgningen om forlængelse af Deres visum ikke havde en

dansk kæreste, idet De og (C) på dette tidspunkt ikke var kærester, men blot

kendte hinanden, at Deres skilsmisse i Tyrkiet var meget svær, og at dette

netop viser, at Deres nuværende ægteskab ikke er proforma, at De og Deres

ægtefælle har været på ferie sammen, at De har lært dansk af Deres ægtefælle,

at De blot kunne have været forblevet gift med Deres tidligere ægtefælle, som

bor i Tyskland, hvis det eneste De ønskede var at opnå opholdstilladelse.

Ved brev af 17. september

2001 meddelte Indenrigsministeriet Dem, at ministeriet havde anmodet

Udlændingestyrelsen om en udtalelse. Indenrigsministeriet meddelte Dem

endvidere, at ministeriet havde tillagt Deres klage opsættende virkning,

således

at De har ret til at forblive i landet, indtil ministeriets afgørelse

foreligger.

Den 21. september 2001

rettede De og Deres ægtefælle personlig henvendelse i Indenrigsministeriet.

De

afleverede diverse breve, videobånd og billeder. De anmodede i den

forbindelse

om at få tilsendt kopier af Indenrigsministeriets mødereferater med Dem.

Ved brev af 26. september

2001 fremsendte Indenrigsministeriet kopier af disse referater til Dem.

Ved brev af 26. september

2001 anmodede Indenrigsministeriet Udlændingestyrelsen om, at de af Dem

indleverede breve skulle indgå i grundlaget for Udlændingestyrelsens

udtalelse.

Ved brev af 27. september

2001 modtog Indenrigsministeriet sagens akter samt en udtalelse fra

Udlændingestyrelsen. Det fremgår heraf, at Udlændingestyrelsen kan henholde

sig

til den trufne afgørelse. Udlændingestyrelsen vurderer, at der ved Deres

henvendelse den 12. september 2001 ikke er nævnt omstændigheder, der ændrer

styrelsens stillingtagen til sagen.

Ved brev af 3. oktober til

Udlændingestyrelsen anmodede Indenrigsministeriet om en supplerende

udtalelse,

idet de af Indenrigsministeriet fremsendte breve ikke indgik i styrelsens

udtalelse.

Ved brev af 10. oktober 2001

modtog Indenrigsministeriet sagens akter samt en supplerende udtalelse fra

Udlændingestyrelsen. Det fremgår heraf, at Udlændingestyrelsen kan henholde

sig

til den trufne afgørelse. Udlændingestyrelsen vurderer, at der i de til

Indenrigsministeriet indleverede breve ikke er nævnt omstændigheder, der

ændrer

styrelsens stillingtagen til sagen.

Retsregler

Udlændingeloven er

Indenrigsministeriets lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001.

Efter udlændingelovens § 9,

stk. 1, nr. 2, litra a, gives der efter ansøgning opholdstilladelse til en

udlænding over 25 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller fast

samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person over 25

år, der har dansk indfødsret.

Efter udlændingelovens § 9,

stk. 9, kan der ikke gives opholdstilladelse, såfremt der er bestemte grunde

til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse eller

etableringen af samlivsforhold er at opnå opholdstilladelse.

Følgende fremgår af

bemærkningerne til bestemmelsen (Lovforslag nr. L 59 fremsat den 16. april

1998, side 21):

’Ved afgørelsen af, om der

foreligger bestemte grunde til at antage, at der er tale om et

proforma-ægteskab, skal udlændingemyndighederne tage hensyn til samtlige

forhold i sagen. Udlændingemyndighederne vil for eksempel kunne inddrage

momenter som parternes manglende samliv på fælles bopæl, parternes manglende

evne til at kommunikere på samme sprog, en stor aldersforskel mellem

parterne,

parternes manglende eller begrænsede personlige kendskab til hinanden forud

for

ægteskabets indgåelse samt parternes tidligere giftermål. I den forbindelse

vil

det kunne indgå i vurderingen, om den herboende part tidligere har været gift

med en udlænding og er blevet skilt fra udlændingen kort tid efter, at denne

har opnået tidsubegrænset opholdstilladelse.’

Indenrigsministeriets afgørelse

Indenrigsministeriet finder,

at der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med

ægteskabets indgåelse har været at opnå opholdstilladelse.

Indenrigsministeriet har

herved lagt vægt på, at De ved indgivelsen af Deres visumansøgning oplyste,

at

De var gift til trods for, at De samme dag var blevet bevilget skilsmisse, og

at De i ca. 1½ år forinden havde søgt om skilsmisse.

Indenrigsministeriet har

endvidere lagt vægt på, at De ved ansøgning om forlængelse af Deres visum den

11. marts 2001 oplyste, at hverken De eller Deres ægtefælle havde kontaktet

en

advokat med henblik på skilsmisse, til trods for at De den 19. december 2000

var blevet skilt fra Deres tyrkiske ægtefælle, og at De oplyste, at De ikke

havde en dansk kæreste til trods for, at Deres ægtefælle i oplysningsskema af

30. april 2001 oplyste, at De og Deres ægtefælle havde kendt hinanden i ca.

to

måneder på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen.

Indenrigsministeriet har

yderligere lagt vægt på, at De og Deres ægtefælle har haft et meget

kortvarigt

og begrænset kendskab til hinanden forud for ægteskabets indgåelse.

Indenrigsministeriet skal

bemærke, at ministeriet ikke finder at kunne lægge vægt på det af Dem anførte

om, at De stadig var gift ved indgivelsen af Deres visumansøgning, idet De på

ny ved indgivelsen af ansøgningen om forlængelse af visum i strid med

sandheden

oplyste, at hverken De eller Deres tyrkiske ægtefælle havde kontaktet en

advokat med henblik på skilsmisse.

Det forhold, at De anfører,

at De på tidspunktet for indgivelsen af forlængelse af Deres visum ikke var

kæreste med (C), men alene kendte hende, kan ikke føre til en ændret

vurdering.

Udlændingestyrelsens

afgørelse af 12. september 2001 stadfæstes derfor.”

Den 29. oktober og 1.

november 2001 anmodede advokat D på vegne af A Indenrigsministeriet om at

genoptage sagens behandling og/eller hjemvise den til fornyet behandling i

Udlændingestyrelsen.

Den 12. november 2001

meddelte Indenrigsministeriet advokaten bl.a. at klagen ikke havde opsættende

virkning, og at ministeriet ikke i øvrigt fandt grundlag for at udsætte

udrejsefristen.

I brev af 4. december 2001

meddelte ministeriet advokaten at ministeriet havde besluttet at genoptage

A’s

sag. Ministeriet bemærkede at ministeriet ikke tillagde genoptagelsen

opsættende virkning, og at det således påhvilede A at udrejse straks hvis

ikke

han allerede var udrejst.

I brev af 20. december 2001

traf Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration ny afgørelse i

sagen. Ministeriet meddelte fornyet afslag på opholdstilladelse og skrev

bl.a.

således:

”Vurdering og begrundelse:

Sagens omstændigheder

Indenrigsministeriet - nu

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration - stadfæstede den 19.

oktober 2001 Udlændingestyrelsens afgørelse af 12. september 2001, hvorved

styrelsen meddelte Deres klient afslag på en ansøgning om opholdstilladelse

efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 9.

Ved brev af 29. oktober 2001

anmodede De ministeriet om at genoptage sagen. Til støtte herfor anførte De

blandt andet, at Deres klient opfylder betingelserne for at få

opholdstilladelse, og at der ikke er hjemmel i udlændingelovens § 9, stk. 9,

til at nægte Deres klient opholdstilladelse.

De anfører endvidere, at der

ikke er grundlag for at statuere proforma, idet Deres klient og dennes

ægtefælle ved et interview i Udlændingestyrelsen havde afgivet samstemmende

forklaringer om ægteskabet, at det ikke er mærkeligt, at Deres klient ikke

kunne huske sin svigermors navn, da han kalder hende for mor eller svigermor,

at det ikke er mærkeligt, at Deres klients ægtefælle ikke kunne huske navnene

på Deres klients familie i Tyrkiet, at Deres klient taler godt dansk, selvom

han kun har været i Danmark i et halvt år, at Deres klient har lært dette af

ægtefællen, og at Deres klients ægtefælle har mistet børnetilskud og fået

nedsat sin pension som følge af ægteskabet med Deres klient, hvilket viser,

at

der er tale om et reelt ægteskab.

De anførte herudover, at

Deres klient og dennes ægtefælle bor på fælles bopæl, at de kommunikerer på

samme sprog, at der alene er en aldersforskel på fem år, at de havde et

rimeligt godt kendskab til hinanden før ægteskabets indgåelse, at de var nødt

til at beslutte sig for at indgå ægteskab rimeligt hurtigt, idet Deres klient

i

modsat fald var blevet sendt ud af landet, at Deres klients ægtefælle ikke

tidligere har været gift, at Deres klient i 1998 tog skridt til opløsning af

sit tidligere ægteskab, at der er fremlagt adskillige erklæringer om, at der

ikke er tale om et proformaægteskab, og at der er fremlagt billeder fra

bryllup, bryllupsfest og en rejse til Jylland.

De anførte endelig, at

ministeriets afslag på opholdstilladelse alene var støttet af den

omstændighed,

at Deres klient angiveligt skulle have oplyst om sine tidligere ægteskabelige

forhold, da han indgav sin ansøgning om visum den 19. december 2000. Hertil

anførte De, at Deres klient ikke havde oplyst fejlagtigt herom, idet Deres

klient ikke deltog i mødet i skilsmissesagen i Civilretten, der fandt sted

samme dag, som Deres klient indgav ansøgning om visum, hvorfor det derfor var

korrekt for Deres klient at oplyse, at han var gift, at Deres klient først

senere fandt ud af, at han var blevet skilt, og at han ikke havde regnet med,

at hans tidligere ægtefælle ville acceptere skilsmissen.

De bestred, at Deres klient

den 11. marts 2001 ved mødet i Udlændingestyrelsen oplyste, at hverken han

eller ægtefællen havde kontaktet en advokat med henblik på skilsmisse. De

anførte i øvrigt, at der ikke var en tolk til stede ved dette møde, og at det

eneste Deres klient ikke ved mødet den 11. marts 2001 havde oplyst korrekt om

var, at han godt vidste, at han var blevet skilt, men at dette ikke alene

kunne

indebære et afslag på opholdstilladelse, idet den fejlagtige oplysning fra

Deres klients side udelukkende medførte en forlængelse af visum, men ikke

havde

haft noget med opholdstilladelse at gøre, og at såfremt Deres klients visum

ikke var blevet forlænget, kunne Deres klient blot have indgivet ansøgning om

opholdstilladelse via ambassaden i Tyrkiet, og at oplysningen alene var

begrundet i, at parterne på daværende tidspunkt ikke var klar til at blive

gift.

De anmodede i den forbindelse

om, at sagen blev behandlet så hurtigt som muligt, og at Deres klients

udrejsefrist blev udsat i forbindelse med afgørelsen om genoptagelse og i

forbindelse med en eventuel retssag.

Ved brev af 1. november 2001

til ministeriet klagede De over, at der var sket sagsbehandlingsfejl under

sagen, og at disse fejl efter Deres opfattelse burde medføre, at sagen skulle

genoptages og/eller hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.

Til støtte herfor anførte De

blandt andet, at det ikke var blevet undersøgt, hvornår Deres klient fik

meddelelse om, at han var blevet skilt, at Deres klient ikke vidste dette på

tidspunktet for visumansøgningens indgivelse, hvorfor det var en

sagsbehandlingsfejl fra ministeriets side, at ministeriet ikke havde

undersøgt

dette nærmere, at der ved Deres klients møde med Udlændingestyrelsen ikke var

en tolk til stede, hvorfor der var mulighed for, at Deres klient var blevet

misforstået ved dette møde, at han ikke havde oplyst, at hverken han eller

hans

ægtefælle havde kontaktet en advokat med henblik på skilsmisse, at Deres

klient

burde være blevet afhørt med en tolk på ny for at belyse forholdet, og at der

derfor var begået en sagsbehandlingsfejl, idet der var blevet lagt vægt på en

oplysning, der var afgivet uden en tolks tilstedeværelse.

De anførte endvidere, at

Deres klient og dennes ægtefælle havde afleveret en række breve, billeder og

videooptagelser, som ministeriet ikke havde set.

De vedlagde desuden kopi af

Deres brev af 1. november 2001 til Folketingets Ombudsmand.

De anmodede endvidere om, at

Deres klients udrejsefrist blev udsat.

Ved telefonisk henvendelse

til Deres kontor den 5. november 2001 anmodede ministeriet Dem om at

fremsende

det brev til ministeriet, som De mente, at ministeriet ikke havde læst.

Ved brev af 5. november 2001

fremsendte De en kopi af ovennævnte brev.

Ved brev af 12. november 2001

meddelte ministeriet Dem, at Deres klage over ministeriets sagsbehandling

ikke

havde opsættende virkning, og at Deres klients udrejsefrist ikke blev udsat i

forbindelse med Deres anmodning om genoptagelse.

Ved brev af 16. november 2001

til Folketingets Ombudsmand har De på ny anmodet om, at Deres klients

udrejsefrist

udsættes.

Ved brev af 4. december 2001

meddelte ministeriet Dem, at ministeriet havde besluttet at genoptage Deres

klients sag. Ministeriet anmodede Dem i den forbindelse om snarest muligt at

fremsende de tidligere indsendte videobånd og fotos til ministeriet.

Ministeriet meddelte Dem samtidig, at ministeriet ikke tillægger klagen

opsættende virkning.

Den 11. december 2001

indleverede Deres klients ægtefælle to videobånd, fotos samt en skriftlig

redegørelse for, hvad der ses på videobåndene og fotoerne.

Ministeriets afgørelse

Deres klient kan fortsat ikke

meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk.

1,

nr. 2, jf. § 9, stk. 9.

Ministeriet finder således

fortsat, at der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med

Deres klients indgåelse af ægteskab har været at opnå opholdstilladelse.

Ministeriet har herved lagt

vægt på, at Deres klient ved sin visumansøgning oplyste, at han var gift, til

trods for at han samme dag var blevet bevilget skilsmisse og 1½ år forinden

havde søgt om skilsmisse, at Deres klient ved ansøgningen om forlængelse af

sit

visum over for Udlændingestyrelsen oplyste, at hverken han eller hans

tidligere

ægtefælle havde kontaktet en advokat med henblik på skilsmisse, samt at Deres

klient ikke havde en dansk kæreste, og at Deres klient og dennes ægtefælle

havde haft et meget kortvarigt og begrænset kendskab til hinanden forud for

ægteskabets indgåelse.

Det forhold, at Deres klient

og dennes ægtefælle har afgivet nogenlunde samstemmende forklaringer i

Udlændingestyrelsen, kan ikke føre til en ændret stillingtagen til sagen.

Heller ikke det forhold, at

Deres klients ægtefælle har fået nedsat sin pension som følge af ægteskabet

med

Deres klient, kan føre til en ændret stillingtagen til sagen.

Ministeriet skal bemærke, at

der efter bemærkningerne til bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 9,

ikke

er noget til hinder for, at der meddeles afslag på en ansøgning om

opholdstilladelse alene med henvisning til ansøgers forhold.

Hvis der således på baggrund

af oplysningerne i en konkret sag er et sikkert grundlag for at antage, at

ansøger har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå

opholdstilladelse, vil der kunne meddeles afslag efter udlændingelovens § 9,

stk. 9, uanset at der ikke er et sikkert grundlag for at antage, at den

herboende har et tilsvarende motiv til ægteskabet.

For så vidt angår Deres

påstand om, at der er sket sagsbehandlingsfejl under behandlingen af sagen,

bemærker ministeriet:

Ministeriet foretog ved

afgørelsen en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder forholdene

omkring Deres klients ansøgning om visum, ansøgning om forlængelse af visum

og

ansøgning om opholdstilladelse. Ministeriet bemærker, at Deres klient selv

har

ansøgt om skilsmisse fra sin tidligere ægtefælle, og at han på tidspunktet

for

indgivelsen af visumansøgningen, hverken oplyste om at han var separeret

eller

havde søgt om skilsmisse.

Ministeriet bemærker

endvidere, at Deres klient ved samtalen med Udlændingestyrelsen den 11. marts

2001 ikke berigtigede sine tidligere afgivne fejlagtige oplysninger, idet

ministeriet lægger til grund, at han på dette tidspunkt utvivlsomt måtte

vide,

at han var blevet skilt.

Ministeriet lægger endvidere

vægt på, at Deres klient ved mødet i Udlændingestyrelsen den 11. marts 2001

var

ledsaget af sin herboende bror, og at der ikke foreligger oplysninger fra

styrelsen om, at Deres klient ikke forstod de af styrelsen stillede

spørgsmål.

Ministeriet finder ikke, at

ministeriet har begået sagsbehandlingsfejl ved ikke at partshøre Deres klient

over Udlændingestyrelsens udtalelse af 10. oktober 2001.

Det følger af

forvaltningslovens § 19, stk. 1, at såfremt en part i en sag ikke kan antages

at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger

vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før

myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne

lejlighed

til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er

til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens

afgørelse.

Ministeriet bemærker i den

forbindelse, at Udlændingestyrelsen i sin supplerende udtalelse af 10.

oktober

2001 alene henholdt sig til den trufne afgørelse, der er Deres klient

bekendt,

hvorfor udtalelsen og dens indhold efter ministeriets opfattelse ikke er

omfattet af partshøringspligten efter forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Ministeriet kan således

fortsat henholde sig til sin udtalelse af 19. oktober 2001.

For så vidt angår Deres

anmodning om udsættelse af Deres klients udrejsefrist, finder ministeriet

ikke

grundlag for at udsætte denne i forbindelse med Deres eventuelle indbringelse

af sagen for Folketingets Ombudsmand.”

Ved brev modtaget her den 15.

februar 2002 klagede C til mig, og den 20. februar 2002 bad jeg ministeriet

om

en udtalelse i anledning af klagen over Ministeriet for Flygtninge,

Indvandrere

og Integrations afgørelse af 20. december 2001 og ministeriets afgørelse af

19.

oktober 2001 hvorved ministeriet tiltrådte Udlændingestyrelsens afgørelse af

12. september 2001. Jeg bad om at Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og

Integration forinden indhentede en udtalelse fra Udlændingestyrelsen om

sagen.

Henholdsvis den 4. og 14.

marts 2002 fremmødte C personligt her ved embedet og talte med en af mine

medarbejdere. Min medarbejder udarbejdede følgende notitser om samtalernes

indhold:

Notits af 4. marts 2002:

”Fremmøde af (C) der ville

høre til sagen, herunder om O. har modtaget sagsakterne. Jeg oplyste at der

kan

gå nogle uger endnu inden myndighedernes udtalelser foreligger, og at hun vil

høre fra os når det sker.

(C) bad om at vi er

opmærksomme på om ca. 20 breve o.l. fra familie og venner som er indgået ved

myndighedernes behandling af sagen, også er blandt de akter som vi modtager

fra

myndighederne.

(C) spurgte endvidere om vi

ønsker at se nogle billeder og video som har været forelagt myndighederne.

Jeg

oplyste at vi evt. vil vende tilbage til dette hvis vi på baggrund af sagens

akter og udtalelserne finder anledning til at se materialet.

(C) redegjorde for hendes og

(A)’s ønske om at være sammen og udvikle sig som familie. Hun anførte

bl.a. at

hun ikke har mulighed for permanent at bosætte sig i Tyrkiet, bl.a. fordi hun

ud over to mindre børn har to større børn som p.t. er på efterskole. Hun

spurgte til mit kendskab til myndighedernes praksis med henblik på (A)’s

mulighed for efterfølgende at opnå opholdstilladelse hvis hele familien i en

periode flytter til og opholder sig i Tyrkiet. Jeg henviste hende til at

rette

denne forespørgsel til myndigheden.

Hun udtalte at hun er sikker

på at hun ville kunne mærke det hvis ægteskabet fra (A)’s side skulle

være

proforma, og at hun i så fald ville afbryde samlivet.

Hele familien er for (C)’s

regning blevet vaccineret for hepatitis pga. at (A) er smittet hermed. Det

ville ikke være påkrævet hvis der ikke var samliv.

(C) påpegede under samtalen

at myndighederne ikke har foretaget nogen samlivskontrol af hendes og

(A)’s

oplysninger om samliv, og gav udtryk for at ’det kunne de jo bare have

gjort’.”

Notits af 14. marts 2002:

”Fremmøde af (C).

Hun afleverede to videoer og

en kuvert med fotos til dokumentation for samlivet med (A). (C) anførte i

forbindelse hermed at det er hendes opfattelse at Udlændingestyrelsen ikke

har

set på dette materiale og heller ikke de breve fra familie, venner mv. som

klagerne i sin tid afleverede til myndighederne til brug for sagen. (C)

henviste herved til at der kun gik en uge fra Ministeriet for Flygtninge,

Indvandrere og Integration bad Udlændingestyrelsen om en supplerende

udtalelse

vedrørende materialet, og til udtalelsen forelå. Hun henviste endvidere til

at

et af brevene (fra (C)’s søster) er blevet returneret uåbnet - i øvrigt

det

eneste af brevene hun har fået retur, de øvrige beror fortsat hos

myndighederne.

(C) foreviste - som

dokumentation for (A)’s evner - et blad på tyrkisk, angiveligt skrevet

og

fremstillet af (A).

Jeg modtog desuden kopi af

materiale fra Statens Serum Institut til dokumentation for at (A) har (en

ifølge (C) aggressiv form for) hepatitis. Hun oplyste at hele familien på den

baggrund for egen regning er blevet vaccineret mod sygdommen og anførte at

det

ikke ville have været nødvendigt hvis der ikke forelå et reelt samliv.

(C) udtrykte endvidere

utilfredshed med at Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration

ikke

har partshørt hende og (A) over Udlændingestyrelsens udtalelser til sagen.

Jeg

påpegede at dette kunne hænge sammen med at styrelsen så vidt jeg umiddelbart

kunne se havde henholdt sig til sin afgørelse.”

Notitserne blev den 19. marts

2002 sendt til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration for at

det som C havde anført, kunne indgå i grundlaget for myndighedernes

udtalelser.

I en udtalelse af 4. marts

2002 meddelte Udlændingestyrelsen at styrelsen ikke fandt at der i C’s

brev til

mig var anført omstændigheder der kunne begrunde en ændret stillingtagen til

sagen.

Ministeriet for Flygtninge,

Indvandrere og Integration henholdt sig i udtalelse af 2. april 2002 til

ministeriets afgørelser af 19. oktober 2001 og 20. december 2001.

C ringede den 5. april 2002

til en af mine medarbejdere og oplyste at den klage som jeg havde modtaget

den

15. februar 2002, skulle forstås også som en klage over at Ministeriet for

Flygtninge, Indvandrere og Integration havde afslået at tillægge advokat

D’s

anmodning om sagens genoptagelse opsættende virkning. Jeg anmodede i den

anledning den 9. april 2002 Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og

Integration om en udtalelse i anledning af klagen over ministeriets

afgørelser

af 12. november og 4. december 2001 om opsættende virkning.

I en udtalelse af 30. april

2002 skrev Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration således:

”Ministeriet skal i den

anledning udtale, at der efter udlændingeloven under visse betingelser er

opsættende virkning i forbindelse med klage over afslag på en ansøgning om

opholdstilladelse, jf. herved § 33, stk. 3, jf. stk. 1. Betingelserne er, at

udlændingen hidtil har haft opholdstilladelse, er omfattet af EF-reglerne

eller

er nordisk statsborger, der har haft bopæl her i landet.

Efter praksis kan ministeriet

herudover kun tillægge en klage opsættende virkning, hvis der foreligger helt

særlige omstændigheder, der efter almindelige forvaltningsretlige principper

giver grundlag herfor, f.eks. hvis afgørelsen angår en udlænding, der er

alvorligt syg og af denne årsag ikke er i stand til at udrejse, eller hvis

den

påklagede afgørelse forekommer åbenbart urigtig på baggrund af de

oplysninger,

der fremgår af klagen.

En klage vil endvidere blive

tillagt opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, hvis en udsendelse

af udlændingen ville indebære - eller skabe betydelig risiko for - en

krænkelse

af Danmarks internationale forpligtelser, for eksempel en krænkelse af

artikel

8 i EMRK om respekten for retten til familieliv.

Ved afgørelsen af om en klage

i forbindelse med en anmodning om genoptagelse skal tillægges opsættende

virkning træffer ministeriet afgørelse herom efter tilsvarende principper,

som

når der er tale om en klage over en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen.

Ministeriet finder ikke, at

der forelå sådanne særlige omstændigheder, at (A)’s anmodning om

genoptagelse

skulle tillægges opsættende virkning.

Det forhold, at ministeriet

tillagde klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse opsættende virkning efter

omstændighederne, medfører ikke i sig selv, at der i forbindelse med en

anmodning om genoptagelse tillige meddeles opsættende virkning, idet en

afgørelse om opsættende virkning er en konkret vurdering i hvert enkelt

tilfælde.

Ministeriet for Flygtninge,

Indvandrere og Integration kan således henholde sig til ministeriets

afgørelser

af 12. november og 4. december 2001 om afslag på opsættende virkning.”

Med brev af 6. maj 2002

sendte jeg C kopi af Udlændingestyrelsens brev af 4. marts 2002 og breve af

2.

og 30. april 2002 fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration

med henblik på at hun inden to uger kunne fremkomme med eventuelle

bemærkninger.

Den 13. maj 2002 ringede C

hertil og påpegede vedrørende spørgsmålet om opsættende virkning at

Ministeriet

for Flygtninge, Indvandrere og Integration i udtalelsen af 2. maj 2002 havde

henvist til den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8 om

respekten

for retten til familieliv. Hun gjorde i den forbindelse gældende at eftersom

ministeriet tillagde klagen over Udlændingestyrelsens oprindelige afgørelse

opsættende virkning, måtte det skyldes at ministeriet dengang vurderede at

det

ville være i strid med artikel 8 ikke at tillægge klagen opsættende virkning.

Dette måtte efter hendes opfattelse derfor også gøre sig gældende for så vidt

angik den efterfølgende klage over afslag på genoptagelse som således også

burde have været tillagt opsættende virkning for A’s udrejsefrist.

Efter en foreløbig gennemgang

af A’s sag bad jeg den 6. juni 2002 Ministeriet for Flygtninge,

Indvandrere og

Integration om en supplerende udtalelse. Jeg bad om at ministeriet forinden

indhentede en supplerende udtalelse fra Udlændingestyrelsen. Jeg skrev bl.a.

således til ministeriet:

”Udlændingelovens § 9, stk.

1, nr. 2, litra a, har følgende ordlyd (lovbekendtgørelse nr. 711 af 1.

august

2001):

’Efter ansøgning gives der

opholdstilladelse til en udlænding over 25 år, som samlever på fælles bopæl i

ægteskab eller fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark

fastboende person over 25 år, der har dansk indfødsret.’

Lovens § 9, stk. 9, har

følgende ordlyd:

’Opholdstilladelse efter stk.

1, nr. 2, eller stk. 2, nr. 7, kan ikke gives, såfremt der er bestemte grunde

til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse eller

etableringen af samlivsforhold er at opnå opholdstilladelse.’

§ 9, stk. 9, blev indsat i

udlændingeloven ved lov nr. 473 af 1. juli 1998. Af forarbejderne fremgår

bl.a.

følgende om bestemmelsen (Folketingstidende 1997-98, 2. samling, tillæg A, s.

1574):

’Nægtelse af

opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse vil dog alene finde sted,

hvor der foreligger et sikkert grundlag for at antage, at ægteskabet indgås

med

det i bestemmelsen beskrevne formål. En formodning herom vil således ikke

være

tilstrækkelig. Det skal være et afgørende formål med indgåelsen af

ægteskabet/samlivsforholdet at opnå opholdstilladelse, for at

opholdstilladelse

nægtes efter bestemmelsen.

Ved afgørelsen af, om der

foreligger bestemte grunde til at antage, at der er tale om et pro

forma-ægteskab, skal udlændingemyndighederne tage hensyn til samtlige forhold

i

sagen. Udlændingemyndighederne vil for eksempel kunne inddrage momenter som

parternes manglende samliv på fælles bopæl, parternes manglende evne til at

kommunikere på samme sprog, en stor aldersforskel mellem parterne, parternes

manglende eller begrænsede personlige kendskab til hinanden forud for

ægteskabets indgåelse samt parternes tidligere giftermål. I den forbindelse

vil

det kunne indgå i vurderingen, om den herboende part tidligere har været gift

med en udlænding og er blevet skilt fra udlændingen kort tid efter, at denne

har opnået tidsubegrænset opholdstilladelse.’

På baggrund af ovenstående

beder jeg myndighederne om en nærmere redegørelse for den afvejning af de

foreliggende oplysninger som har fundet sted i forbindelse med myndighedernes

afgørelser.

Jeg henviser herved til at

spørgsmål om manglende samliv på fælles bopæl, manglende fælles sprog, stor

aldersforskel og tidligere giftermål (f.eks. den herboendes tidligere

ægteskaber med udlændinge) indgår blandt de momenter som myndighederne efter

forarbejderne blandt andet kan inddrage. Som sagen foreligger oplyst for mig,

lægger jeg til grund at en inddragelse af disse momenter i afvejningen i den

foreliggende sag måtte tale for at der blev meddelt opholdstilladelse til

(A).

Jeg har således bl.a. forstået det sådan at myndighederne ikke bestrider at

der

eksisterer et reelt samliv mellem ægtefællerne.

Som modstående - og afgørende

- hensyn lagde myndighederne alene vægt på dels at (A) afgav urigtige

oplysninger i forbindelse med ansøgning om visum og ansøgning om forlængelse

af

visum, dels at ægteparret kun havde kendt hinanden kortvarigt forud for

ægteskabets indgåelse.

Jeg henviser endvidere til at

det fremgår af forarbejderne at der skal foreligge et ’sikkert

grundlag’ for at

antage at ægteskabet indgås med det ’afgørende formål’ at opnå

opholdstilladelse, og at en formodning herom ikke vil være tilstrækkeligt.

Udtalelserne vil eventuelt

blive sendt til partshøring.

Til brug for myndighedernes

udtalelser vedlægger jeg sagens akter som jeg beder Ministeriet for

Flygtninge,

Indvandrere og Integration om at fremsende på ny sammen med

udtalelserne.”

Den 19. juli 2002 meddelte

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration A at ministeriet havde

besluttet at genoptage hans sag.

Den 24. juli 2002 meddelte

jeg C at jeg, på baggrund af ministeriets beslutning om at genoptage A’s

sag,

havde besluttet at indstille min undersøgelse i sagen. Jeg bad samtidig

ministeriet

underrette mig om sagens udfald.

Den 9. september 2002

meddelte Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration A følgende:

”Ministeriet finder efter en

fornyet gennemgang af sagens samlede omstændigheder ikke, at De bør meddeles

afslag på Deres ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9,

stk.

1, nr. 2, jf. § 9, stk. 9, idet ministeriet ikke finder, at der er de i

udlændingelovens § 9, stk. 9, anførte bestemte grunde til at antage, at det

afgørende formål med Deres og Deres ægtefælles indgåelse af ægteskab er at

opnå

opholdstilladelse til Dem.

Ministeriet har på denne

baggrund tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på styrelsens

vurdering af, hvorvidt de øvrige betingelser for meddelelse af

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, er

opfyldt.”

Den 11. september 2002 bad

jeg Udlændingestyrelsen underrette mig om styrelsens kommende svar til A.

Udlændingestyrelsen

orienterede mig efterfølgende om at styrelsen den 23. september 2002 havde

meddelt A opholdstilladelse til den 30. april 2003 med henblik på varigt

ophold

i Danmark.

Lignende dokumenter