Opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 9
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2,
jf. § 9, stk. 9
Det fremgik
af sagens akter at A den 19. december 2000 i Tyrkiet søgte om visum til
Danmark
for at besøge sin herboende bror. I ansøgningen skrev han efter det oplyste
at
han var gift i Tyrkiet, og fremlagde dokumentation herfor. Ved dom ligeledes
af
19. december 2000 blev A skilt fra sin tyrkiske hustru, B.
Ved brev af 12. februar 2001
meddelte Udlændingestyrelsen (via den danske ambassade i Ankara) A visum.
Udlændingestyrelsen anførte at styrelsen ved afgørelsen havde lagt vægt på at
A
var gift.
Den 19. februar 2001
indrejste A i Danmark.
Den 11. marts 2001 ansøgte
han Udlændingestyrelsen om forlængelse af visum. Af ansøgningsskemaet fremgik
det at han i den forbindelse oplyste at hverken han selv eller hustruen havde
kontaktet advokat med henblik på skilsmisse, og at han var lykkeligt gift i
Tyrkiet og ikke havde dansk kæreste. Den 13. marts 2001 forlængede styrelsen
A’s visum til den 19. maj 2001.
Den 21. april 2001 indgik C
og A ægteskab.
Den 30. april 2001 ansøgte A
Udlændingestyrelsen om opholdstilladelse på baggrund af ægteskabet.
I afgørelse af 12. september
2001 afslog Udlændingestyrelsen ansøgningen idet styrelsen anførte følgende:
”Afgørelse
Læs alt
Styrelsen har gennemgået din
sag. Styrelsen finder, at der er bestemte grunde til at antage, at det
afgørende formål med din og din ægtefælles indgåelse af ægteskabet er, at du
skal opnå opholdstilladelse i Danmark.
Styrelsen har herved lagt
vægt på,
- at styrelsen ved
udstedelsen af dit visum havde lagt vægt på at du var gift i hjemlandet,
- at du er blevet
skilt fra din tyrkiske ægtefælle i perioden efter at du havde søgt og fået
meddelt visum, men før din indrejse i Danmark,
- at du ved personligt
møde i styrelsen den 11. marts 2001 i strid med sandheden har oplyst, at du
fortsat var gift med din ægtefælle i Tyrkiet, og at hverken du eller din
tyrkiske ægtefælle havde søgt skilsmisse, på trods [af] at du den 19.
december
2000 var blevet skilt fra din tyrkiske ægtefælle,
- at du ligeledes ved
mødet i styrelsen den 11. marts 2001 i strid med sandheden har oplyst, at du
ikke havde en dansk kæreste, på trods af at din danske ægtefælle har oplyst,
at
I har kendt hinanden og har besøgt hinanden hver dag siden den 21. februar
2001
og at I den 25. marts 2001 blev forlovet, og
- at du og din
ægtefælle kun har kendt hinanden kortvarigt før ægteskabet, idet du og din
ægtefælle blev gift 2 måneder efter den dato, hvor din ægtefælle oplyser, at
I
mødte hinanden første gang.”
Den 19. oktober 2001
tiltrådte Indenrigsministeriet (nu Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og
Integration) Udlændingestyrelsens afgørelse. Ministeriet skrev således:
”Vurdering og begrundelse
Sagens omstændigheder
Den 19. december 2000 indgav
De en ansøgning om visum til Danmark med henblik på at besøge Deres herboende
bror. I ansøgningen oplyste De blandt andet, at De var gift i hjemlandet.
Den 19. december 2000 opløste
Civilretten i Kulu, Tyrkiet, Deres ægteskab med den tyrkiske statsborger (B).
Den 12. februar 2001 gav
Udlændingestyrelsen Dem visum til Danmark gyldigt i 30 dage.
Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at De var gift.
Den 19. februar 2001
indrejste De i Danmark på visum gyldigt indtil den 21. marts 2001.
Den 11. marts 2001 indgav De
ved personlig henvendelse i Udlændingestyrelsen ansøgning om forlængelse af
Deres visum. Som begrundelse for ansøgningen henviste De til fortsat besøg
hos
Deres bror, samt deltagelse i en privat fest. De oplyste i den forbindelse,
at
hverken De eller Deres - nu tidligere - ægtefælle havde kontaktet en advokat
med henblik på skilsmisse, at De og Deres ægtefælle levede lykkeligt sammen,
og
at De ikke havde en dansk kæreste.
Den 13. marts 2001 forlængede
Udlændingestyrelsen Deres visum til den 19. maj 2001.
Den 21. april 2001 indgik De
ægteskab med den danske statsborger (C).
Den 30. april 2001 indgav De
ansøgning om opholdstilladelse her i landet på baggrund af ægteskabet med
(C).
Den 30. april 2001 underskrev
(C) et spørgeskema til brug for ansøgning om familiesammenføring efter
udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, eller stk. 2, nr. 7. (C) anførte i den
forbindelse blandt andet, at De og Deres ægtefælle havde kendt hinanden i ca.
to måneder på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen, at De og Deres
ægtefælle lærte hinanden at kende hos Deres bror, at De og Deres ægtefælle
har
været forlovet siden den 25. marts 2001, at De og Deres ægtefælle har besøgt
hinanden hver dag, siden De og Deres ægtefælle lærte hinanden at kende, og at
De og Deres ægtefælle bor sammen.
(C) anførte endvidere, at De
og Deres ægtefælle taler dansk, engelsk og tysk sammen, at De er født i 1970,
at Deres ægtefælle er født i 1965, at De har været gift en gang før, og at De
har et særbarn.
Den 30. april 2001 underskrev
De og Deres ægtefælle en samlivserklæring.
Den 10. maj 2001 var De og
Deres ægtefælle til interview i Udlændingestyrelsen. Det fremgår blandt andet
af interviewet, at De ikke kunne huske Deres svigermors navn, og at Deres
ægtefælle ikke kendte navnene på Deres familie i Tyrkiet. Herudover havde De
og
Deres ægtefælle nogenlunde samstemmende forklaringer.
Den 12. september 2001
meddelte Udlændingestyrelsen Dem afslag på opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 9. Udlændingestyrelsen
lagde
til grund, at der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål
med
ægteskabet har været, at De skulle opnå opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingestyrelsen lagde
herved vægt på, at Udlændingestyrelsen ved udstedelsen af Deres visum havde
lagt vægt på, at De var gift i hjemlandet, at De var blevet skilt fra Deres
tyrkiske ægtefælle efter, at De havde søgt og fået visum, men før Deres
indrejse i Danmark, at De i strid med sandheden over for udlændingestyrelsen
i
forbindelse med Deres ansøgning om forlængelse af visum havde oplyst, at
hverken De eller Deres tyrkiske ægtefælle havde søgt om skilsmisse, at De i
strid med sandheden havde oplyst, at De ikke havde nogen dansk kæreste, og at
De og Deres ægtefælle kun havde kendt hinanden kortvarigt inden ægteskabets
indgåelse.
Ved personlig henvendelse i
Indenrigsministeriet den 12. september 2001 klagede De over
Udlændingestyrelsens afgørelse af 12. september 2001. De anførte i den
forbindelse blandt andet, at der ikke er tale om et proformaægteskab, at
Deres
ægtefælles børn tiltaler Dem far, at De i praksis fungerer som far i hjemmet,
og at De til tider henter og bringer børnene i dagsinstitution.
De anførte endvidere, at
baggrunden for, at De i forbindelse med ansøgningen om visum oplyste, at De
stadig var gift med Deres tyrkiske ægtefælle var, at skilsmissen var to år
undervejs, og at De derfor stadig var gift med Deres tyrkiske ægtefælle, da
De
ansøgte om visum.
De anførte yderligere, at det
er sandt, at De ved ansøgningen om forlængelse af Deres visum ikke havde en
dansk kæreste, idet De og (C) på dette tidspunkt ikke var kærester, men blot
kendte hinanden, at Deres skilsmisse i Tyrkiet var meget svær, og at dette
netop viser, at Deres nuværende ægteskab ikke er proforma, at De og Deres
ægtefælle har været på ferie sammen, at De har lært dansk af Deres ægtefælle,
at De blot kunne have været forblevet gift med Deres tidligere ægtefælle, som
bor i Tyskland, hvis det eneste De ønskede var at opnå opholdstilladelse.
Ved brev af 17. september
2001 meddelte Indenrigsministeriet Dem, at ministeriet havde anmodet
Udlændingestyrelsen om en udtalelse. Indenrigsministeriet meddelte Dem
endvidere, at ministeriet havde tillagt Deres klage opsættende virkning,
således
at De har ret til at forblive i landet, indtil ministeriets afgørelse
foreligger.
Den 21. september 2001
rettede De og Deres ægtefælle personlig henvendelse i Indenrigsministeriet.
De
afleverede diverse breve, videobånd og billeder. De anmodede i den
forbindelse
om at få tilsendt kopier af Indenrigsministeriets mødereferater med Dem.
Ved brev af 26. september
2001 fremsendte Indenrigsministeriet kopier af disse referater til Dem.
Ved brev af 26. september
2001 anmodede Indenrigsministeriet Udlændingestyrelsen om, at de af Dem
indleverede breve skulle indgå i grundlaget for Udlændingestyrelsens
udtalelse.
Ved brev af 27. september
2001 modtog Indenrigsministeriet sagens akter samt en udtalelse fra
Udlændingestyrelsen. Det fremgår heraf, at Udlændingestyrelsen kan henholde
sig
til den trufne afgørelse. Udlændingestyrelsen vurderer, at der ved Deres
henvendelse den 12. september 2001 ikke er nævnt omstændigheder, der ændrer
styrelsens stillingtagen til sagen.
Ved brev af 3. oktober til
Udlændingestyrelsen anmodede Indenrigsministeriet om en supplerende
udtalelse,
idet de af Indenrigsministeriet fremsendte breve ikke indgik i styrelsens
udtalelse.
Ved brev af 10. oktober 2001
modtog Indenrigsministeriet sagens akter samt en supplerende udtalelse fra
Udlændingestyrelsen. Det fremgår heraf, at Udlændingestyrelsen kan henholde
sig
til den trufne afgørelse. Udlændingestyrelsen vurderer, at der i de til
Indenrigsministeriet indleverede breve ikke er nævnt omstændigheder, der
ændrer
styrelsens stillingtagen til sagen.
Retsregler
Udlændingeloven er
Indenrigsministeriets lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001.
Efter udlændingelovens § 9,
stk. 1, nr. 2, litra a, gives der efter ansøgning opholdstilladelse til en
udlænding over 25 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller fast
samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person over 25
år, der har dansk indfødsret.
Efter udlændingelovens § 9,
stk. 9, kan der ikke gives opholdstilladelse, såfremt der er bestemte grunde
til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse eller
etableringen af samlivsforhold er at opnå opholdstilladelse.
Følgende fremgår af
bemærkningerne til bestemmelsen (Lovforslag nr. L 59 fremsat den 16. april
1998, side 21):
’Ved afgørelsen af, om der
foreligger bestemte grunde til at antage, at der er tale om et
proforma-ægteskab, skal udlændingemyndighederne tage hensyn til samtlige
forhold i sagen. Udlændingemyndighederne vil for eksempel kunne inddrage
momenter som parternes manglende samliv på fælles bopæl, parternes manglende
evne til at kommunikere på samme sprog, en stor aldersforskel mellem
parterne,
parternes manglende eller begrænsede personlige kendskab til hinanden forud
for
ægteskabets indgåelse samt parternes tidligere giftermål. I den forbindelse
vil
det kunne indgå i vurderingen, om den herboende part tidligere har været gift
med en udlænding og er blevet skilt fra udlændingen kort tid efter, at denne
har opnået tidsubegrænset opholdstilladelse.’
Indenrigsministeriets afgørelse
Indenrigsministeriet finder,
at der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med
ægteskabets indgåelse har været at opnå opholdstilladelse.
Indenrigsministeriet har
herved lagt vægt på, at De ved indgivelsen af Deres visumansøgning oplyste,
at
De var gift til trods for, at De samme dag var blevet bevilget skilsmisse, og
at De i ca. 1½ år forinden havde søgt om skilsmisse.
Indenrigsministeriet har
endvidere lagt vægt på, at De ved ansøgning om forlængelse af Deres visum den
11. marts 2001 oplyste, at hverken De eller Deres ægtefælle havde kontaktet
en
advokat med henblik på skilsmisse, til trods for at De den 19. december 2000
var blevet skilt fra Deres tyrkiske ægtefælle, og at De oplyste, at De ikke
havde en dansk kæreste til trods for, at Deres ægtefælle i oplysningsskema af
30. april 2001 oplyste, at De og Deres ægtefælle havde kendt hinanden i ca.
to
måneder på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen.
Indenrigsministeriet har
yderligere lagt vægt på, at De og Deres ægtefælle har haft et meget
kortvarigt
og begrænset kendskab til hinanden forud for ægteskabets indgåelse.
Indenrigsministeriet skal
bemærke, at ministeriet ikke finder at kunne lægge vægt på det af Dem anførte
om, at De stadig var gift ved indgivelsen af Deres visumansøgning, idet De på
ny ved indgivelsen af ansøgningen om forlængelse af visum i strid med
sandheden
oplyste, at hverken De eller Deres tyrkiske ægtefælle havde kontaktet en
advokat med henblik på skilsmisse.
Det forhold, at De anfører,
at De på tidspunktet for indgivelsen af forlængelse af Deres visum ikke var
kæreste med (C), men alene kendte hende, kan ikke føre til en ændret
vurdering.
Udlændingestyrelsens
afgørelse af 12. september 2001 stadfæstes derfor.”
Den 29. oktober og 1.
november 2001 anmodede advokat D på vegne af A Indenrigsministeriet om at
genoptage sagens behandling og/eller hjemvise den til fornyet behandling i
Udlændingestyrelsen.
Den 12. november 2001
meddelte Indenrigsministeriet advokaten bl.a. at klagen ikke havde opsættende
virkning, og at ministeriet ikke i øvrigt fandt grundlag for at udsætte
udrejsefristen.
I brev af 4. december 2001
meddelte ministeriet advokaten at ministeriet havde besluttet at genoptage
A’s
sag. Ministeriet bemærkede at ministeriet ikke tillagde genoptagelsen
opsættende virkning, og at det således påhvilede A at udrejse straks hvis
ikke
han allerede var udrejst.
I brev af 20. december 2001
traf Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration ny afgørelse i
sagen. Ministeriet meddelte fornyet afslag på opholdstilladelse og skrev
bl.a.
således:
”Vurdering og begrundelse:
Sagens omstændigheder
Indenrigsministeriet - nu
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration - stadfæstede den 19.
oktober 2001 Udlændingestyrelsens afgørelse af 12. september 2001, hvorved
styrelsen meddelte Deres klient afslag på en ansøgning om opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 9.
Ved brev af 29. oktober 2001
anmodede De ministeriet om at genoptage sagen. Til støtte herfor anførte De
blandt andet, at Deres klient opfylder betingelserne for at få
opholdstilladelse, og at der ikke er hjemmel i udlændingelovens § 9, stk. 9,
til at nægte Deres klient opholdstilladelse.
De anfører endvidere, at der
ikke er grundlag for at statuere proforma, idet Deres klient og dennes
ægtefælle ved et interview i Udlændingestyrelsen havde afgivet samstemmende
forklaringer om ægteskabet, at det ikke er mærkeligt, at Deres klient ikke
kunne huske sin svigermors navn, da han kalder hende for mor eller svigermor,
at det ikke er mærkeligt, at Deres klients ægtefælle ikke kunne huske navnene
på Deres klients familie i Tyrkiet, at Deres klient taler godt dansk, selvom
han kun har været i Danmark i et halvt år, at Deres klient har lært dette af
ægtefællen, og at Deres klients ægtefælle har mistet børnetilskud og fået
nedsat sin pension som følge af ægteskabet med Deres klient, hvilket viser,
at
der er tale om et reelt ægteskab.
De anførte herudover, at
Deres klient og dennes ægtefælle bor på fælles bopæl, at de kommunikerer på
samme sprog, at der alene er en aldersforskel på fem år, at de havde et
rimeligt godt kendskab til hinanden før ægteskabets indgåelse, at de var nødt
til at beslutte sig for at indgå ægteskab rimeligt hurtigt, idet Deres klient
i
modsat fald var blevet sendt ud af landet, at Deres klients ægtefælle ikke
tidligere har været gift, at Deres klient i 1998 tog skridt til opløsning af
sit tidligere ægteskab, at der er fremlagt adskillige erklæringer om, at der
ikke er tale om et proformaægteskab, og at der er fremlagt billeder fra
bryllup, bryllupsfest og en rejse til Jylland.
De anførte endelig, at
ministeriets afslag på opholdstilladelse alene var støttet af den
omstændighed,
at Deres klient angiveligt skulle have oplyst om sine tidligere ægteskabelige
forhold, da han indgav sin ansøgning om visum den 19. december 2000. Hertil
anførte De, at Deres klient ikke havde oplyst fejlagtigt herom, idet Deres
klient ikke deltog i mødet i skilsmissesagen i Civilretten, der fandt sted
samme dag, som Deres klient indgav ansøgning om visum, hvorfor det derfor var
korrekt for Deres klient at oplyse, at han var gift, at Deres klient først
senere fandt ud af, at han var blevet skilt, og at han ikke havde regnet med,
at hans tidligere ægtefælle ville acceptere skilsmissen.
De bestred, at Deres klient
den 11. marts 2001 ved mødet i Udlændingestyrelsen oplyste, at hverken han
eller ægtefællen havde kontaktet en advokat med henblik på skilsmisse. De
anførte i øvrigt, at der ikke var en tolk til stede ved dette møde, og at det
eneste Deres klient ikke ved mødet den 11. marts 2001 havde oplyst korrekt om
var, at han godt vidste, at han var blevet skilt, men at dette ikke alene
kunne
indebære et afslag på opholdstilladelse, idet den fejlagtige oplysning fra
Deres klients side udelukkende medførte en forlængelse af visum, men ikke
havde
haft noget med opholdstilladelse at gøre, og at såfremt Deres klients visum
ikke var blevet forlænget, kunne Deres klient blot have indgivet ansøgning om
opholdstilladelse via ambassaden i Tyrkiet, og at oplysningen alene var
begrundet i, at parterne på daværende tidspunkt ikke var klar til at blive
gift.
De anmodede i den forbindelse
om, at sagen blev behandlet så hurtigt som muligt, og at Deres klients
udrejsefrist blev udsat i forbindelse med afgørelsen om genoptagelse og i
forbindelse med en eventuel retssag.
Ved brev af 1. november 2001
til ministeriet klagede De over, at der var sket sagsbehandlingsfejl under
sagen, og at disse fejl efter Deres opfattelse burde medføre, at sagen skulle
genoptages og/eller hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.
Til støtte herfor anførte De
blandt andet, at det ikke var blevet undersøgt, hvornår Deres klient fik
meddelelse om, at han var blevet skilt, at Deres klient ikke vidste dette på
tidspunktet for visumansøgningens indgivelse, hvorfor det var en
sagsbehandlingsfejl fra ministeriets side, at ministeriet ikke havde
undersøgt
dette nærmere, at der ved Deres klients møde med Udlændingestyrelsen ikke var
en tolk til stede, hvorfor der var mulighed for, at Deres klient var blevet
misforstået ved dette møde, at han ikke havde oplyst, at hverken han eller
hans
ægtefælle havde kontaktet en advokat med henblik på skilsmisse, at Deres
klient
burde være blevet afhørt med en tolk på ny for at belyse forholdet, og at der
derfor var begået en sagsbehandlingsfejl, idet der var blevet lagt vægt på en
oplysning, der var afgivet uden en tolks tilstedeværelse.
De anførte endvidere, at
Deres klient og dennes ægtefælle havde afleveret en række breve, billeder og
videooptagelser, som ministeriet ikke havde set.
De vedlagde desuden kopi af
Deres brev af 1. november 2001 til Folketingets Ombudsmand.
De anmodede endvidere om, at
Deres klients udrejsefrist blev udsat.
Ved telefonisk henvendelse
til Deres kontor den 5. november 2001 anmodede ministeriet Dem om at
fremsende
det brev til ministeriet, som De mente, at ministeriet ikke havde læst.
Ved brev af 5. november 2001
fremsendte De en kopi af ovennævnte brev.
Ved brev af 12. november 2001
meddelte ministeriet Dem, at Deres klage over ministeriets sagsbehandling
ikke
havde opsættende virkning, og at Deres klients udrejsefrist ikke blev udsat i
forbindelse med Deres anmodning om genoptagelse.
Ved brev af 16. november 2001
til Folketingets Ombudsmand har De på ny anmodet om, at Deres klients
udrejsefrist
udsættes.
Ved brev af 4. december 2001
meddelte ministeriet Dem, at ministeriet havde besluttet at genoptage Deres
klients sag. Ministeriet anmodede Dem i den forbindelse om snarest muligt at
fremsende de tidligere indsendte videobånd og fotos til ministeriet.
Ministeriet meddelte Dem samtidig, at ministeriet ikke tillægger klagen
opsættende virkning.
Den 11. december 2001
indleverede Deres klients ægtefælle to videobånd, fotos samt en skriftlig
redegørelse for, hvad der ses på videobåndene og fotoerne.
Ministeriets afgørelse
Deres klient kan fortsat ikke
meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk.
1,
nr. 2, jf. § 9, stk. 9.
Ministeriet finder således
fortsat, at der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med
Deres klients indgåelse af ægteskab har været at opnå opholdstilladelse.
Ministeriet har herved lagt
vægt på, at Deres klient ved sin visumansøgning oplyste, at han var gift, til
trods for at han samme dag var blevet bevilget skilsmisse og 1½ år forinden
havde søgt om skilsmisse, at Deres klient ved ansøgningen om forlængelse af
sit
visum over for Udlændingestyrelsen oplyste, at hverken han eller hans
tidligere
ægtefælle havde kontaktet en advokat med henblik på skilsmisse, samt at Deres
klient ikke havde en dansk kæreste, og at Deres klient og dennes ægtefælle
havde haft et meget kortvarigt og begrænset kendskab til hinanden forud for
ægteskabets indgåelse.
Det forhold, at Deres klient
og dennes ægtefælle har afgivet nogenlunde samstemmende forklaringer i
Udlændingestyrelsen, kan ikke føre til en ændret stillingtagen til sagen.
Heller ikke det forhold, at
Deres klients ægtefælle har fået nedsat sin pension som følge af ægteskabet
med
Deres klient, kan føre til en ændret stillingtagen til sagen.
Ministeriet skal bemærke, at
der efter bemærkningerne til bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 9,
ikke
er noget til hinder for, at der meddeles afslag på en ansøgning om
opholdstilladelse alene med henvisning til ansøgers forhold.
Hvis der således på baggrund
af oplysningerne i en konkret sag er et sikkert grundlag for at antage, at
ansøger har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå
opholdstilladelse, vil der kunne meddeles afslag efter udlændingelovens § 9,
stk. 9, uanset at der ikke er et sikkert grundlag for at antage, at den
herboende har et tilsvarende motiv til ægteskabet.
For så vidt angår Deres
påstand om, at der er sket sagsbehandlingsfejl under behandlingen af sagen,
bemærker ministeriet:
Ministeriet foretog ved
afgørelsen en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder forholdene
omkring Deres klients ansøgning om visum, ansøgning om forlængelse af visum
og
ansøgning om opholdstilladelse. Ministeriet bemærker, at Deres klient selv
har
ansøgt om skilsmisse fra sin tidligere ægtefælle, og at han på tidspunktet
for
indgivelsen af visumansøgningen, hverken oplyste om at han var separeret
eller
havde søgt om skilsmisse.
Ministeriet bemærker
endvidere, at Deres klient ved samtalen med Udlændingestyrelsen den 11. marts
2001 ikke berigtigede sine tidligere afgivne fejlagtige oplysninger, idet
ministeriet lægger til grund, at han på dette tidspunkt utvivlsomt måtte
vide,
at han var blevet skilt.
Ministeriet lægger endvidere
vægt på, at Deres klient ved mødet i Udlændingestyrelsen den 11. marts 2001
var
ledsaget af sin herboende bror, og at der ikke foreligger oplysninger fra
styrelsen om, at Deres klient ikke forstod de af styrelsen stillede
spørgsmål.
Ministeriet finder ikke, at
ministeriet har begået sagsbehandlingsfejl ved ikke at partshøre Deres klient
over Udlændingestyrelsens udtalelse af 10. oktober 2001.
Det følger af
forvaltningslovens § 19, stk. 1, at såfremt en part i en sag ikke kan antages
at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger
vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før
myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne
lejlighed
til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er
til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens
afgørelse.
Ministeriet bemærker i den
forbindelse, at Udlændingestyrelsen i sin supplerende udtalelse af 10.
oktober
2001 alene henholdt sig til den trufne afgørelse, der er Deres klient
bekendt,
hvorfor udtalelsen og dens indhold efter ministeriets opfattelse ikke er
omfattet af partshøringspligten efter forvaltningslovens § 19, stk. 1.
Ministeriet kan således
fortsat henholde sig til sin udtalelse af 19. oktober 2001.
For så vidt angår Deres
anmodning om udsættelse af Deres klients udrejsefrist, finder ministeriet
ikke
grundlag for at udsætte denne i forbindelse med Deres eventuelle indbringelse
af sagen for Folketingets Ombudsmand.”
Ved brev modtaget her den 15.
februar 2002 klagede C til mig, og den 20. februar 2002 bad jeg ministeriet
om
en udtalelse i anledning af klagen over Ministeriet for Flygtninge,
Indvandrere
og Integrations afgørelse af 20. december 2001 og ministeriets afgørelse af
19.
oktober 2001 hvorved ministeriet tiltrådte Udlændingestyrelsens afgørelse af
12. september 2001. Jeg bad om at Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og
Integration forinden indhentede en udtalelse fra Udlændingestyrelsen om
sagen.
Henholdsvis den 4. og 14.
marts 2002 fremmødte C personligt her ved embedet og talte med en af mine
medarbejdere. Min medarbejder udarbejdede følgende notitser om samtalernes
indhold:
Notits af 4. marts 2002:
”Fremmøde af (C) der ville
høre til sagen, herunder om O. har modtaget sagsakterne. Jeg oplyste at der
kan
gå nogle uger endnu inden myndighedernes udtalelser foreligger, og at hun vil
høre fra os når det sker.
(C) bad om at vi er
opmærksomme på om ca. 20 breve o.l. fra familie og venner som er indgået ved
myndighedernes behandling af sagen, også er blandt de akter som vi modtager
fra
myndighederne.
(C) spurgte endvidere om vi
ønsker at se nogle billeder og video som har været forelagt myndighederne.
Jeg
oplyste at vi evt. vil vende tilbage til dette hvis vi på baggrund af sagens
akter og udtalelserne finder anledning til at se materialet.
(C) redegjorde for hendes og
(A)’s ønske om at være sammen og udvikle sig som familie. Hun anførte
bl.a. at
hun ikke har mulighed for permanent at bosætte sig i Tyrkiet, bl.a. fordi hun
ud over to mindre børn har to større børn som p.t. er på efterskole. Hun
spurgte til mit kendskab til myndighedernes praksis med henblik på (A)’s
mulighed for efterfølgende at opnå opholdstilladelse hvis hele familien i en
periode flytter til og opholder sig i Tyrkiet. Jeg henviste hende til at
rette
denne forespørgsel til myndigheden.
Hun udtalte at hun er sikker
på at hun ville kunne mærke det hvis ægteskabet fra (A)’s side skulle
være
proforma, og at hun i så fald ville afbryde samlivet.
Hele familien er for (C)’s
regning blevet vaccineret for hepatitis pga. at (A) er smittet hermed. Det
ville ikke være påkrævet hvis der ikke var samliv.
(C) påpegede under samtalen
at myndighederne ikke har foretaget nogen samlivskontrol af hendes og
(A)’s
oplysninger om samliv, og gav udtryk for at ’det kunne de jo bare have
gjort’.”
Notits af 14. marts 2002:
”Fremmøde af (C).
Hun afleverede to videoer og
en kuvert med fotos til dokumentation for samlivet med (A). (C) anførte i
forbindelse hermed at det er hendes opfattelse at Udlændingestyrelsen ikke
har
set på dette materiale og heller ikke de breve fra familie, venner mv. som
klagerne i sin tid afleverede til myndighederne til brug for sagen. (C)
henviste herved til at der kun gik en uge fra Ministeriet for Flygtninge,
Indvandrere og Integration bad Udlændingestyrelsen om en supplerende
udtalelse
vedrørende materialet, og til udtalelsen forelå. Hun henviste endvidere til
at
et af brevene (fra (C)’s søster) er blevet returneret uåbnet - i øvrigt
det
eneste af brevene hun har fået retur, de øvrige beror fortsat hos
myndighederne.
(C) foreviste - som
dokumentation for (A)’s evner - et blad på tyrkisk, angiveligt skrevet
og
fremstillet af (A).
Jeg modtog desuden kopi af
materiale fra Statens Serum Institut til dokumentation for at (A) har (en
ifølge (C) aggressiv form for) hepatitis. Hun oplyste at hele familien på den
baggrund for egen regning er blevet vaccineret mod sygdommen og anførte at
det
ikke ville have været nødvendigt hvis der ikke forelå et reelt samliv.
(C) udtrykte endvidere
utilfredshed med at Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
ikke
har partshørt hende og (A) over Udlændingestyrelsens udtalelser til sagen.
Jeg
påpegede at dette kunne hænge sammen med at styrelsen så vidt jeg umiddelbart
kunne se havde henholdt sig til sin afgørelse.”
Notitserne blev den 19. marts
2002 sendt til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration for at
det som C havde anført, kunne indgå i grundlaget for myndighedernes
udtalelser.
I en udtalelse af 4. marts
2002 meddelte Udlændingestyrelsen at styrelsen ikke fandt at der i C’s
brev til
mig var anført omstændigheder der kunne begrunde en ændret stillingtagen til
sagen.
Ministeriet for Flygtninge,
Indvandrere og Integration henholdt sig i udtalelse af 2. april 2002 til
ministeriets afgørelser af 19. oktober 2001 og 20. december 2001.
C ringede den 5. april 2002
til en af mine medarbejdere og oplyste at den klage som jeg havde modtaget
den
15. februar 2002, skulle forstås også som en klage over at Ministeriet for
Flygtninge, Indvandrere og Integration havde afslået at tillægge advokat
D’s
anmodning om sagens genoptagelse opsættende virkning. Jeg anmodede i den
anledning den 9. april 2002 Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og
Integration om en udtalelse i anledning af klagen over ministeriets
afgørelser
af 12. november og 4. december 2001 om opsættende virkning.
I en udtalelse af 30. april
2002 skrev Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration således:
”Ministeriet skal i den
anledning udtale, at der efter udlændingeloven under visse betingelser er
opsættende virkning i forbindelse med klage over afslag på en ansøgning om
opholdstilladelse, jf. herved § 33, stk. 3, jf. stk. 1. Betingelserne er, at
udlændingen hidtil har haft opholdstilladelse, er omfattet af EF-reglerne
eller
er nordisk statsborger, der har haft bopæl her i landet.
Efter praksis kan ministeriet
herudover kun tillægge en klage opsættende virkning, hvis der foreligger helt
særlige omstændigheder, der efter almindelige forvaltningsretlige principper
giver grundlag herfor, f.eks. hvis afgørelsen angår en udlænding, der er
alvorligt syg og af denne årsag ikke er i stand til at udrejse, eller hvis
den
påklagede afgørelse forekommer åbenbart urigtig på baggrund af de
oplysninger,
der fremgår af klagen.
En klage vil endvidere blive
tillagt opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, hvis en udsendelse
af udlændingen ville indebære - eller skabe betydelig risiko for - en
krænkelse
af Danmarks internationale forpligtelser, for eksempel en krænkelse af
artikel
8 i EMRK om respekten for retten til familieliv.
Ved afgørelsen af om en klage
i forbindelse med en anmodning om genoptagelse skal tillægges opsættende
virkning træffer ministeriet afgørelse herom efter tilsvarende principper,
som
når der er tale om en klage over en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen.
Ministeriet finder ikke, at
der forelå sådanne særlige omstændigheder, at (A)’s anmodning om
genoptagelse
skulle tillægges opsættende virkning.
Det forhold, at ministeriet
tillagde klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse opsættende virkning efter
omstændighederne, medfører ikke i sig selv, at der i forbindelse med en
anmodning om genoptagelse tillige meddeles opsættende virkning, idet en
afgørelse om opsættende virkning er en konkret vurdering i hvert enkelt
tilfælde.
Ministeriet for Flygtninge,
Indvandrere og Integration kan således henholde sig til ministeriets
afgørelser
af 12. november og 4. december 2001 om afslag på opsættende virkning.”
Med brev af 6. maj 2002
sendte jeg C kopi af Udlændingestyrelsens brev af 4. marts 2002 og breve af
2.
og 30. april 2002 fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
med henblik på at hun inden to uger kunne fremkomme med eventuelle
bemærkninger.
Den 13. maj 2002 ringede C
hertil og påpegede vedrørende spørgsmålet om opsættende virkning at
Ministeriet
for Flygtninge, Indvandrere og Integration i udtalelsen af 2. maj 2002 havde
henvist til den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8 om
respekten
for retten til familieliv. Hun gjorde i den forbindelse gældende at eftersom
ministeriet tillagde klagen over Udlændingestyrelsens oprindelige afgørelse
opsættende virkning, måtte det skyldes at ministeriet dengang vurderede at
det
ville være i strid med artikel 8 ikke at tillægge klagen opsættende virkning.
Dette måtte efter hendes opfattelse derfor også gøre sig gældende for så vidt
angik den efterfølgende klage over afslag på genoptagelse som således også
burde have været tillagt opsættende virkning for A’s udrejsefrist.
Efter en foreløbig gennemgang
af A’s sag bad jeg den 6. juni 2002 Ministeriet for Flygtninge,
Indvandrere og
Integration om en supplerende udtalelse. Jeg bad om at ministeriet forinden
indhentede en supplerende udtalelse fra Udlændingestyrelsen. Jeg skrev bl.a.
således til ministeriet:
”Udlændingelovens § 9, stk.
1, nr. 2, litra a, har følgende ordlyd (lovbekendtgørelse nr. 711 af 1.
august
2001):
’Efter ansøgning gives der
opholdstilladelse til en udlænding over 25 år, som samlever på fælles bopæl i
ægteskab eller fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark
fastboende person over 25 år, der har dansk indfødsret.’
Lovens § 9, stk. 9, har
følgende ordlyd:
’Opholdstilladelse efter stk.
1, nr. 2, eller stk. 2, nr. 7, kan ikke gives, såfremt der er bestemte grunde
til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse eller
etableringen af samlivsforhold er at opnå opholdstilladelse.’
§ 9, stk. 9, blev indsat i
udlændingeloven ved lov nr. 473 af 1. juli 1998. Af forarbejderne fremgår
bl.a.
følgende om bestemmelsen (Folketingstidende 1997-98, 2. samling, tillæg A, s.
1574):
’Nægtelse af
opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse vil dog alene finde sted,
hvor der foreligger et sikkert grundlag for at antage, at ægteskabet indgås
med
det i bestemmelsen beskrevne formål. En formodning herom vil således ikke
være
tilstrækkelig. Det skal være et afgørende formål med indgåelsen af
ægteskabet/samlivsforholdet at opnå opholdstilladelse, for at
opholdstilladelse
nægtes efter bestemmelsen.
Ved afgørelsen af, om der
foreligger bestemte grunde til at antage, at der er tale om et pro
forma-ægteskab, skal udlændingemyndighederne tage hensyn til samtlige forhold
i
sagen. Udlændingemyndighederne vil for eksempel kunne inddrage momenter som
parternes manglende samliv på fælles bopæl, parternes manglende evne til at
kommunikere på samme sprog, en stor aldersforskel mellem parterne, parternes
manglende eller begrænsede personlige kendskab til hinanden forud for
ægteskabets indgåelse samt parternes tidligere giftermål. I den forbindelse
vil
det kunne indgå i vurderingen, om den herboende part tidligere har været gift
med en udlænding og er blevet skilt fra udlændingen kort tid efter, at denne
har opnået tidsubegrænset opholdstilladelse.’
På baggrund af ovenstående
beder jeg myndighederne om en nærmere redegørelse for den afvejning af de
foreliggende oplysninger som har fundet sted i forbindelse med myndighedernes
afgørelser.
Jeg henviser herved til at
spørgsmål om manglende samliv på fælles bopæl, manglende fælles sprog, stor
aldersforskel og tidligere giftermål (f.eks. den herboendes tidligere
ægteskaber med udlændinge) indgår blandt de momenter som myndighederne efter
forarbejderne blandt andet kan inddrage. Som sagen foreligger oplyst for mig,
lægger jeg til grund at en inddragelse af disse momenter i afvejningen i den
foreliggende sag måtte tale for at der blev meddelt opholdstilladelse til
(A).
Jeg har således bl.a. forstået det sådan at myndighederne ikke bestrider at
der
eksisterer et reelt samliv mellem ægtefællerne.
Som modstående - og afgørende
- hensyn lagde myndighederne alene vægt på dels at (A) afgav urigtige
oplysninger i forbindelse med ansøgning om visum og ansøgning om forlængelse
af
visum, dels at ægteparret kun havde kendt hinanden kortvarigt forud for
ægteskabets indgåelse.
Jeg henviser endvidere til at
det fremgår af forarbejderne at der skal foreligge et ’sikkert
grundlag’ for at
antage at ægteskabet indgås med det ’afgørende formål’ at opnå
opholdstilladelse, og at en formodning herom ikke vil være tilstrækkeligt.
Udtalelserne vil eventuelt
blive sendt til partshøring.
Til brug for myndighedernes
udtalelser vedlægger jeg sagens akter som jeg beder Ministeriet for
Flygtninge,
Indvandrere og Integration om at fremsende på ny sammen med
udtalelserne.”
Den 19. juli 2002 meddelte
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration A at ministeriet havde
besluttet at genoptage hans sag.
Den 24. juli 2002 meddelte
jeg C at jeg, på baggrund af ministeriets beslutning om at genoptage A’s
sag,
havde besluttet at indstille min undersøgelse i sagen. Jeg bad samtidig
ministeriet
underrette mig om sagens udfald.
Den 9. september 2002
meddelte Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration A følgende:
”Ministeriet finder efter en
fornyet gennemgang af sagens samlede omstændigheder ikke, at De bør meddeles
afslag på Deres ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9,
stk.
1, nr. 2, jf. § 9, stk. 9, idet ministeriet ikke finder, at der er de i
udlændingelovens § 9, stk. 9, anførte bestemte grunde til at antage, at det
afgørende formål med Deres og Deres ægtefælles indgåelse af ægteskab er at
opnå
opholdstilladelse til Dem.
Ministeriet har på denne
baggrund tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på styrelsens
vurdering af, hvorvidt de øvrige betingelser for meddelelse af
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, er
opfyldt.”
Den 11. september 2002 bad
jeg Udlændingestyrelsen underrette mig om styrelsens kommende svar til A.
Udlændingestyrelsen
orienterede mig efterfølgende om at styrelsen den 23. september 2002 havde
meddelt A opholdstilladelse til den 30. april 2003 med henblik på varigt
ophold
i Danmark.
Lignende dokumenter
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat G. Pitruzzella fremsat den 8. september 2022. — X mod Udlændingenævnet. EU-domme · 8. september 2022
- Visum til herboende konventionsflygtnings forlovede med henblik på ægteskabs indgåelse Retsinformation · 17. januar 2019
- Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration Retsinformation · 4. februar 2016
- Domstolens dom (Anden Afdeling) af 22. december 2022. — X mod Udlændingenævnet. EU-domme · 22. december 2022
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat P. Mengozzi fremsat den 20. januar 2016. — Caner Genc mod Integrationsministeriet. EU-domme · 20. januar 2016
- Domstolens dom (Første Afdeling) af 10. juli 2019. — A mod Udlændinge- og Integrationsministeriet. EU-domme · 10. juli 2019