Afslag på visum. Ukorrekte oplysninger om retsgrundlaget for afgørelsen og om praksis på området
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afslag på visum. Ukorrekte oplysninger om retsgrundlaget for
afgørelsen og om praksis på området
A – der var bosnisk statsborger – indrejste i Danmark den 22.
december 2001 efter at have fået visum for 90 dages ophold.
Den 26. januar 2002 indgik A ægteskab med den herboende B og
søgte herefter opholdstilladelse på grundlag af ægteskabet under henvisning
til udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 7, jf. § 9, stk. 10. Den 11. marts 2002
meddelte Udlændingestyrelsen afslag på denne ansøgning.
Den 12. marts 2002 blev A’s visum forlænget til den 21. juni
2002.
Den 10. juli 2002 indrejste A igen i Danmark efter at have fået
et 90-dages-visum med henblik på besøg hos ægtefællen og søgte den 4. oktober
2002 om forlængelse deraf indtil 7. januar 2003 – efter det oplyste med
henblik
på fortsat besøg hos ægtefællen.
Udlændingestyrelsen afslog samme dag – 4. oktober 2002 – at
forlænge A’s visum og anførte bl.a.:
”Begrundelse
Efter udlændingebekendtgørelsens § 18 kan et visum under en
udlændings ophold her i landet, forlænges af Udlændingestyrelsen indtil i alt
tre måneders ophold, når der foreligger force majeure, eller når humanitære
hensyn eller tungtvejende forretningsmæssige eller personlige grunde taler
derfor. Forlængelsen kan dog, medmindre særlige grunde taler derimod, kun ske
på grundlag af oplysninger, der ikke forelå på tidspunktet for
visumudstedelsen, og kun, hvis formålet med opholdet ikke ændres.
Efter en gennemgang af sagen har styrelsen ikke fundet, at betingelserne
for at forlænge dit visum er opfyldt.
Styrelsen har herved lagt vægt på, at der efter styrelsens
opfattelse ikke i din ansøgning, foreligger force majeure eller humanitære
hensyn.
Læs alt
Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 4 b, at en udlænding,
der har opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland i medfør af §§ 2-
3 a, kan i særlige tilfælde få forlænget
sin ret til ophold her i landet.
Styrelsen har ud fra en samlet konkret vurdering ikke fundet, at
der i din ansøgning foreligger sådanne særlige omstændigheder.
Styrelsen har her lagt vægt på, at du har opholdt dig i Danmark
fra den 22. januar [rettelig december; min bemærkning] 2001 til den 19. juni
2002, og herefter kun har været udrejst i mindre end 1 måned, før du på ny
ønsker 6 måneders ophold her i landet.”
Den 8. oktober 2002 klagede C på A’s vegne over styrelsens
afslag af 4. oktober 2002 til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og
Integration. Som begrundelse for klagen anførte C bl.a.:
”( ) at hele familien befinder sig i en yderst traumatisk
situation, idet (B)’s mor, ( ), har været indlagt på (X) sygehus,
neurologisk
afdeling ( ) Én uge senere blev (B)’s far, ( ), indlagt på (Y) sygehus (
)”
C’s brev til ministeriet var vedlagt journaludskrift fra X
sygehus hvoraf det fremgik at A’s svigermor var indlagt med
”hø.sidig hemiparese
og global afasi grundet stort ve.sidigt mediainfarkt”. Af en udtalelse
af 8.
oktober 2002 fra Y sygehus fremgik det at A’s svigerfar var indlagt med
lymfekræft,
at han modtog intensiv kemoterapi, og at han på et senere tidspunkt skulle
gennemgå stamcelletransplantation.
Efter det oplyste udrejste A af Danmark den 9. oktober 2002.
Den 16. oktober 2002 rettede C henvendelse til
integrationsministeren vedrørende bl.a. visumsagen.
I brev af 1. november 2002 oplyste C ministeriet om at
familiens situation var yderligere forværret. C anførte således bl.a. at
A’s
svigerfar fortsat var indlagt, og at hans tilstand var så kritisk at han kun
kunne indtage føde gennem en sonde.
Den 21. november 2002 traf Ministeriet for Flygtninge,
Indvandrere og Integration følgende afgørelse:
”
Retsregler
Ifølge § 4, stk. 1, 3. pkt., i udlændingeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 608 af 17. juli 2002, må varigheden af et
sammenhængende
visumophold eller den samlede varighed af flere på hinanden følgende
visumophold i Danmark og de øvrige Schengenlande ikke overstige tre måneder
pr.
halvår regnet fra datoen for den første indrejse i Schengenlandene.
Ifølge § 18, stk. 1, i udlændingebekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse
nr. 581 af 10. juli 2002, kan Udlændingestyrelsen forlænge udlændingens
ophold
her i landet til i alt tre måneder, når der foreligger force majeure, eller
når
humanitære hensyn eller tungtvejende forretningsmæssige eller personlige
grunde taler derfor. Forlængelse kan dog, medmindre særlige grunde taler
derimod, kun ske på grundlag af oplysninger, der ikke forelå på tidspunktet
for
visumudstedelsen, og kun, hvis formålet med opholdet ikke ændres.
Ifølge udlændingelovens § 4 b kan Udlændingestyrelsen i særlige
tilfælde forlænge et visum. Efter praksis kan et visum – som
udgangspunkt –
forlænges i indtil tre måneder, hvis der er tale om besøgsophold hos
ansøgerens
herboende ægtefælle, samlever, forlovede/kæreste, børn, forældre og søskende.
Efter praksis er der alene mulighed for, at få forlænget sit
ophold med op til tre måneder her i landet efter udlændingelovens § 4 b, én
gang på samme grundlag.
Har en udlænding tidligere fået forlænget sit ophold her i
landet med henblik på besøg hos sin ægtefælle, vil udlændingen således ikke
igen kunne få forlænget sit ophold, men alene kunne indrejse og opholde sig
her
i landet i maksimalt tre måneder ad gangen efter de almindelige visumregler.
Ministeriet skal i den forbindelse endvidere vejlede om, at det
følger af udlændingelovens § 5, at en udlænding, der ikke efter
udlændingelovens
§§ 1-
3 a
og 4 b har
ret til at opholde sig her i landet, kun må opholde sig her i landet, hvis
udlændingen har opholdstilladelse.
Praksis skal bl.a. ses i sammenhæng med udlændingelovens regler
om muligheden for at opnå opholdstilladelse i Danmark, idet visumreglerne
administreres på en måde, der er egnet til at hindre omgåelse af reglerne om
opholdstilladelse. Det er med andre ord ikke meningen, at en person, der ikke
opfylder betingelserne for at blive meddelt opholds- og arbejdstilladelse i
Danmark, via visumreglerne får mulighed for at opholde sig længere tid her i
landet.
Ministeriet skal i den forbindelse bemærke, at visumreglerne
administreres på en sådan måde, at der ikke meddeles visum til ansøgere, hvor
der skønnes at være en risiko for, at de efter indrejsen søger opholds- og
arbejdstilladelse eller asyl eller på anden måde tager fast ophold eller
ophold
af længere varighed her i landet.
Ministeriets vurdering
Ministeriet skal herved meddele, at ministeriet ikke finder
grundlag for at forlænge (A)’s visum i medfør af
udlændingebekendtgørelsens §
18, stk. 1.
Ministeriet har herved lagt vægt på, at (A) indrejste i Danmark
den 10. juli 2002 efter at være blevet meddelt visum for 90 dages ophold, og
at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse af 4. oktober 2002 pålagde (A) at
udrejse
af landet senest den 9. oktober 2002, hvorfor der ikke er grundlag for
forlængelse efter udlændingebekendtgørelsens § 18, stk. 1, idet (A) således
har
søgt om og fået meddelt visum i tre måneder, hvilket er det maksimale
tidsrum, der kan gives visum i, efter udlændingebekendtgørelsens § 18, stk.
1.
Ministeriet finder endvidere ikke, at der er grundlag for at
forlænge (A)’s visum yderligere efter udlændingelovens § 4 b.
Ministeriet har herved lagt vægt på, at (A) tidligere af
Udlændingestyrelsen den 12. marts 2002 er meddelt forlængelse af sit ophold
her i landet indtil den 21. juni 2002 med henblik på besøg hos sin ægtefælle.
(A) har således én gang tidligere fået forlænget sit ophold her i landet,
efter
udlændingelovens § 4 b, med henblik på besøg hos sin ægtefælle, hvorfor hun
ikke på ny kan få forlænget sit ophold efter udlændingelovens § 4 b, med
henblik på besøg hos sin ægtefælle.
Ministeriet har endvidere lagt vægt på, at (A) første gang
indrejste i Danmark den 22. december 2001, hvorefter hendes visumophold i
medfør af udlændingelovens § 4, stk. 1, 3 pkt., ikke må overstige tre måneder
pr. halvår, og at (A) har opholdt sig i Danmark i alle seks måneder i
halvåret
fra den 22. december 2001 til den 22. juni 2002, samt at (A) allerede har
opholdt sig i Danmark i de maksimale tre måneder i halvåret fra den 22. juni
til den 22. december 2002.
Ministeriet finder endelig ikke, at der i øvrigt foreligger
sådanne særlige forhold, som kan begrunde visumforlængelse.
Ministeriet skal herved bemærke, at den omstændighed, at (A)’s
svigerforældre har dårligt helbred, ikke kan begrunde visumforlængelse efter
udlændingelovens § 4 b.”
Den 24. november 2002 klagede C til mig over ministeriets
afgørelse. Til støtte for klagen henviste C til A’s svigerforældres
helbredsmæssige
forhold. C anførte endvidere bl.a. at A befandt sig i en ”alvorlig
psykisk
nedtur”, og at hun var truet af selvmordstanker.
Jeg modtog endvidere den 25. november 2002 en telefax fra A.
Efter det oplyste stadfæstede Ministeriet for Flygtninge,
Indvandrere og Integration den 5. december 2002 Udlændingestyrelsens
afgørelse
af 11. marts 2002 om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9,
stk. 2, nr. 7, jf. § 9, stk. 10.
I brev af 7. december 2002 oplyste C over for ministeriet at A’s
svigerfar var afgået ved døden i begyndelsen af december
2002. C
beskrev endvidere
svigermoderens aktuelle situation.
Den 18. december 2002 gav Udlændingestyrelsen A visum for 90
dages ophold med henblik på besøg hos ægtefællen. Visum blev givet ”med
tidligste indrejse den 7. januar 2003, henset til ansøgerens tidligere ophold
i Schengen”.
I en udtalelse af 23. december 2002 henholdt
Udlændingestyrelsen sig til de trufne afgørelser om visum. Ministeriet
henholdt
sig i sin udtalelse af 14. januar 2003 til afgørelsen af 21. november 2002 og
tilføjede:
”Ministeriet skal hertil bemærke, at ministeriets afgørelse er
truffet med hjemmel i udlændingelovens § 4, stk. 1, 3. pkt., og § 18, stk. 1,
i udlændingebekendtgørelsen samt udlændingelovens § 4 b, og i
overensstemmelse
med den praksis for meddelelse af visum, som er beskrevet i notat om
visumpraksis
af 10. december [rettelig 10. september; min bemærkning] 2002, der er sendt
til Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik.”
Den 17. januar 2003 indrejste A efter det oplyste igen i
Danmark på grundlag af et visum for 90 dages ophold.
Den 18. februar 2003 bad jeg Ministeriet for Flygtninge,
Indvandrere og Integration om en supplerende udtalelse i sagen og skrev i den
anledning bl.a. således:
”Af bemærkningerne til udlændingelovens § 4 b fremgår følgende
(Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s.
4782
f
):
’Den foreslåede bestemmelse i § 4 b bestemmer, at en udlænding,
der har opholdt sig i Danmark eller et andet Schengen-land i medfør af §§ 2-
4 a, i særlige tilfælde kan få forlænget
sin ret til at opholde sig i Danmark.
Det bemærkes at besøgsophold normalt forudsættes at kunne
afvikles inden for de 3 måneder, hvor en udlænding kan opholde sig i
Schengen-området.
Udlændinge med visum, der giver ret til mindre end 3 måneders
ophold, kan fortsat i medfør af udlændingebekendtgørelsens § 17, stk. 1,
få deres visum forlænget til indtil 3 måneders ophold, når særlige grunde
taler
herfor.
Forlænget besøgsophold i medfør af § 4 b vil skulle meddeles af
Udlændingestyrelsen efter gældende praksis. Det bemærkes i den forbindelse,
at
udlændinge efter gældende praksis bl.a. kan få forlænget deres udrejsefrist
ved ophold hos herboende forlovede, ægtefæller, samlevere, forældre eller
børn
i indtil 3 måneder. Herudover meddeles udvidet besøgsophold i tilfælde af
alvorlig sygdom eller dødsfald. Der er med § 4 b ikke tiltænkt en ændring af
denne praksis.’
Ministeriets oplysning om der efter praksis efter
udlændingelovens § 4 b alene er mulighed for
én gang på samme grundlag
at få forlænget et visumophold med op
til tre måneder her i landet, fremgår ikke udtrykkeligt af notatet af 10.
september 2002. Jeg anmoder om ministeriets bemærkninger hertil.
Hverken praksisnotatet eller ministeriets afgørelse af 21.
november 2002 indeholder oplysninger om hvorvidt det er muligt at få
forlænget
et visumophold i Danmark på et grundlag der adskiller sig fra det oprindelige
grundlag. Umiddelbart forstår jeg forarbejderne til udlændingelovens § 4 b
således
at der efter praksis var mulighed for at få forlænget et visumophold på et
grundlag der adskilte sig fra det oprindelige grundlag – altså en
situation
hvor et almindeligt besøgsophold blev søgt forlænget på andet grundlag, idet
der var opstået alvorlig sygdom eller dødsfald. Jeg anmoder om ministeriets
bemærkninger hertil.
Formuleringen af forarbejderne til udlændingelovens § 4 b –
’[h]erudover meddeles udvidet besøgsophold i tilfælde af alvorlig sygdom
eller
dødsfald’ – rejser endvidere et spørgsmål om hvorvidt der efter
tidligere
praksis kunne blive tale om en samlet varighed af et besøg på over seks
måneder – altså en situation hvor et almindeligt besøgsophold på tre
måneder
blev søgt og bevilget forlænget efter ansøgning på samme grundlag og
efterfølgende blev søgt forlænget på andet grundlag idet der var opstået
alvorlig sygdom eller sket et dødsfald. Formuleringen rejser også et
spørgsmål
om hvorvidt der skulle være tale om alvorlig sygdom eller dødsfald hos den
person der var omfattet af det forudgående besøgsophold, f.eks. en herboende
ægtefælle. Jeg anmoder Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
om nærmere oplysninger om den hidtidige praksis for forlængelse af visum i
tilfælde af alvorlig sygdom eller dødsfald; en praksis som der i følge
forarbejderne ikke er tiltænkt en ændring af.”
Den 14. april 2003 forlængede Udlændingestyrelsen A’s visum til
den 16. juli 2003.
Den 14. juli 2003 afslog Udlændingestyrelsen en fornyet
ansøgning om forlængelse af visum. Denne afgørelse indbragte C den 16. juli
2003 for Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.
I besvarelse af mit brev af 18. februar 2003 afgav Ministeriet
for Flygtninge, Indvandrere og Integration den 12. september 2003 følgende
supplerende udtalelse:
”
De har således anmodet om ministeriets bemærkninger til, at
oplysningen om, at der efter praksis efter udlændingelovens § 4 b alene er
mulighed
for
én gang på samme grundlag
at få
forlænget et visumophold med op til tre måneder her i landet, ikke
udtrykkeligt
fremgår af ministeriets notat om visumpraksis af 10. september 2002.
Ministeriet kan i den forbindelse oplyse, at ministeriet er opmærksomt
på, at oplysningen om, at der efter praksis efter udlændingelovens § 4 b
alene er mulighed for én gang på samme grundlag at få forlænget et
visumophold
med op til tre måneder her i landet, ikke er medtaget i ministeriets notat om
visumpraksis af 10. september 2002. Denne praksis vil blive præciseret i
forbindelse med den årlige revision af visumpraksis, der forventes foretaget
senere i denne måned.
Ministeriet kan endvidere oplyse, at en redegørelse fra en af
integrationsministeren nedsat arbejdsgruppe om den fremtidige
visumadministration
blev offentliggjort den 29. august 2003. Arbejdsgruppen foreslår, at den
nuværende meget lempelige adgang til forlængelse af visum fra tre til i alt
seks måneders ophold afskaffes, således at der alene i helt særlige tilfælde
bør kunne ske forlængelse af et visum ud over de tre måneder, et visum
maksimalt kan gives for. Et eksemplar af arbejdsgruppens redegørelse, der ved
brev af 29. august 2003 blev sendt til Folketingets Udvalg for Udlændinge- og
Integrationspolitik,
vedlægges til Deres orientering.
Arbejdsgruppens redegørelse indeholder oplæg til regeringens
overvejelser om et lovgivningsinitiativ på visumområdet.
Efter ministeriets nugældende praksis efter udlændingelovens §
4 b forlænges visa som udgangspunkt med tre måneder til i alt højst seks
måneders ophold, hvis ansøgere ønsker at være på besøg hos herboende
ægtefæller,
forlovede/kærester, børn, forældre og søskende.
Ministeriets praksis, for så vidt angår kravet om, at der alene
er mulighed for én gang på samme grundlag at få forlænget et visumophold med
op til tre måneder, skal ses i sammenhæng med udlændingelovens regler om
opholdstilladelse og de herved bagvedliggende hensyn.
Har en udlænding tidligere fået forlænget sit ophold her i
landet med henblik på besøg hos sin ægtefælle, samlever, forlovede/kæreste,
sine børn, forældre eller søskende, vil udlændingen således ikke igen efter
praksis kunne få forlænget sit ophold, men alene kunne indrejse og opholde
sig
her i landet i maksimalt tre måneder ad gangen efter de almindelige
visumregler.
En udlænding, der tidligere er meddelt forlængelse af ophold i
Danmark efter udlændingelovens § 4 b på grundlag af en ægtefælle, og som er
blevet skilt fra denne og gift med en anden ægtefælle, vil dog kunne få
forlængelse af ophold i Danmark efter udlændingelovens § 4 b en gang på
grundlag af den nye ægtefælle.
Ministeriets praksis er begrundet i det forhold, at en
udlænding efter ministeriets opfattelse ikke via udlændingelovens regler om
visum,
der er beregnet til kortere ophold her i landet, skal kunne opholde sig her i
landet i længere tid.
Ministeriet finder således ikke, at en udlænding gennem ophold
på visum eller visumfrit ophold med efterfølgende forlængelse af ophold efter
udlændingelovens § 4 b skal kunne indrejse og opholde sig næsten uafbrudt i
Danmark uden at være i besiddelse af en opholdtilladelse.
Dette vil imidlertid være tilfældet, hvis der gives mulighed for
forlængelse af ophold i Danmark efter udlændingelovens § 4 b mere end én gang
på samme grundlag.
En visumpligtig udlænding, der er meddelt Schengenvisum for tre
måneders ophold med henblik på besøg hos sin ægtefælle, samlever,
forlovede/kæreste, sine børn, forældre eller søskende, og som inden udløbet
af
visummet søger om forlængelse heraf i tre måneder efter udlændingelovens § 4
b
med henblik på fortsat ophold i Danmark, vil efter udløbet af det forlængede
visum have opholdt sig i alt seks måneder i Danmark.
Efter Schengenreglerne foretages beregningen af, hvor længe en
udlænding kan opholde sig i Schengenlandene, ud fra seks- måneders-perioder
regnet fra datoen for den første indrejse i Schengenlandene.
Den pågældende udlænding vil således efter Schengenreglerne
straks efter udrejsen fra Danmark kunne søge og få Schengenvisum for tre
måneders ophold ved påbegyndelsen af en ny seks-måneders-periode.
En udlænding, der eksempelvis indrejser den 1. januar 2002 på et
visum meddelt for tre måneders ophold, og som søger og får forlænget sit
ophold
i Danmark efter udlændingelovens § 4 b med yderligere tre måneder indtil den
1. juli 2002, vil efter udrejsen på ny – efter ansøgning – kunne få
tre måneders
Schengenvisum regnet fra den 1. juli 2002, hvor den nye seks-måneders-periode
begynder, og inden for hvilken udlændingen efter Schengen-reglerne igen vil
kunne opholde sig på Schengen-området i indtil tre måneder.
Såfremt udlændingen herefter på ny ville kunne få tre måneders
national forlængelse af visummet efter § 4 b, ville udlændingen reelt kunne
opholde sig her i landet næsten uafbrudt, hvilket ikke er formålet med
visuminstituttet, der skal sikre muligheden for et midlertidigt besøgsophold.
En sådan administration af visumreglerne ville reelt indebære en omgåelse af
reglerne om opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 5, hvorefter
udlændinge, der ikke efter §§ 1-
3 a
og 4 b har ret til at opholde sig her i landet, kun må opholde sig her i
landet, hvis de har opholdstilladelse.
Et visumophold på sammenlagt tre måneder inden for en seks
måneders periode må efter ministeriets opfattelse i langt den overvejende del
af tilfældene anses for tilstrækkeligt til at opfylde formålet med
visuminstituttet,
nemlig korttidsophold.
De har endvidere anmodet om at få oplyst, hvorvidt det er
muligt at få forlænget et visumophold i Danmark på et grundlag, der adskiller
sig fra det oprindelige grundlag, herunder eksempelvis hvor der er opstået
alvorlig
sygdom eller dødsfald.
Ifølge udlændingelovens § 4 b kan Udlændingestyrelsen i særlige
tilfælde forlænge et visum. Efter praksis kan et visum – som
udgangspunkt –
forlænges i indtil tre måneder, hvis der er tale om besøgsophold hos
ansøgerens
herboende ægtefælle, samlever, forlovede/kæreste, børn, forældre eller
søskende.
Herudover meddeles forlængelse alene i tilfælde af alvorlig
sygdom hos ansøger eller den herboende reference eller dødsfald hos den
herboende reference.
Det er således efter såvel den nuværende som hidtidig praksis
muligt at få forlænget sit ophold her i landet efter udlændingelovens § 4 b i
tilfælde af alvorlig sygdom eller dødsfald hos den herboende reference.
De har endelig anmodet om nærmere oplysninger om den hidtidige
praksis for forlængelse af visum i tilfælde af alvorlig sygdom eller
dødsfald, en praksis der ifølge forarbejderne ikke er tiltænkt en ændring af,
herunder om der efter den hidtidige praksis kunne blive tale om en samlet
varighed af et besøg på over seks måneder, hvis der var opstået alvorlig
sygdom eller dødsfald, og om der skulle være tale om alvorlig sygdom eller
dødsfald hos den person, der var omfattet af det forudgående besøgsophold,
f.eks. en herboende ægtefælle.
Som nævnt ovenfor kunne der også efter den hidtidige praksis
meddeles forlængelse af visum efter udlændingelovens § 4 b i tilfælde af
alvorlig sygdom hos ansøger eller den herboende reference eller dødsfald hos
den herboende reference.
Efter den hidtidige praksis var hjemlen til at forlænge en
udlændings ophold her i landet udover tre måneders visumophold eller tre
måneders visumfrit ophold til i alt seks måneder indeholdt i
udlændingebekendtgørelsens
§ 20, stk. 3, hvorefter Direktoratet for Udlændinge (nu Udlændingestyrelsen)
i
særlige tilfælde kunne forlænge udrejsefristen for en udlænding, der havde
opholdt sig her i landet på visum eller visumfrit i tre måneder (udvidet
besøgsophold) – bekendtgørelse nr. 19 af 18. januar 1984 med senere
ændringer.
Bestemmelsen i udlændingelovens § 4 b blev indsat ved lov nr.
410 af 10. juni 1997, der trådte i kraft med virkning fra den 25. marts 2001
ved særskilt bekendtgørelse nr. 191 af 20. marts 2001.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. L 222, fremsat
den 10. april 1997, at udvidet besøgsophold i medfør af § 4 b vil skulle
meddeles af Udlændingestyrelsen efter gældende praksis, og at udlændinge
efter
gældende praksis kan få forlænget deres udrejsefrist ved ophold hos herboende
forlovede, ægtefæller, samlevere, forældre eller børn i indtil tre måneder,
og
at der herudover meddeles udvidet besøgsophold i tilfælde af alvorlig sygdom
eller dødsfald. Det fremgår endelig, at der ikke er tiltænkt en ændring af
denne praksis.
Efter såvel den hidtidige praksis som den nuværende praksis kan
der ikke ske forlængelse af et visum udover et samlet ophold på i alt seks
måneder.
Hvis en udlænding efter at have fået forlænget sin ret til
ophold her i landet i op til seks måneder med henblik på fortsat besøg hos en
herboende ægtefælle, samlever, forlovet/kæreste, børn, forældre eller
søskende
inden udløbet af seks måneders perioden retter henvendelse til
udlændingemyndighederne
og søger forlængelse under henvisning til, at der er opstået dokumenteret
alvorlig
sygdom hos referencen eller udlændingen selv eller dødsfald hos referencen,
vil der efter omstændighederne kunne fastsættes en ny frist for udrejse, der
tager højde for eventuel deltagelse i begravelse mv. En egentlig forlængelse
af
visumopholdet eller det visumfri ophold er der imidlertid hverken efter loven
hjemmel til eller efter praksis mulighed for.
Hvis en udlænding efter at have fået forlænget sin ret til
ophold i Danmark i op til seks måneder bliver alvorligt syg, og hvor det ud
fra
en lægelig vurdering vil være uforsvarligt at foretage en rejse, og hvor
udlændingen
således reelt er ude af stand til at udrejse af landet inden udløbet af seks
måneders
perioden, vil der tilsvarende efter omstændighederne kunne fastsættes en ny
frist for udrejse, der tager højde for eventuelt behov for akut
hospitalsindlæggelse og lægebehandling. En egentlig forlængelse af
visumopholdet
eller det visumfri ophold er der imidlertid hverken efter loven hjemmel til
eller efter praksis mulighed for.
Ministeriet skal afslutningsvis bemærke, at der efter såvel den
nuværende som den hidtidige praksis alene kan ske forlængelse af
udrejsefristen
udover de seks måneder i tilfælde af sygdom hos ansøger eller referencen. Der
vil således ikke kunne ske forlængelse af udrejsefristen i tilfælde af
alvorlig
sygdom eller dødsfald hos referencens familie. Der skal derimod være tale om
alvorlig sygdom eller dødsfald hos den person, der var reference for det
forudgående besøgsophold.
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration kan på
den baggrund fortsat henholde sig til sin afgørelse af 21. november
2002.”
Ved brev af 16. september 2003 sendte jeg en kopi til C af
ministeriets supplerende udtalelse og bad om C’s eventuelle bemærkninger
hertil.
I brev af 26. september 2003 gav C udtryk for forundring over at
ministeriet ikke havde taget konkret stilling til at ægtefællerne befandt sig
i et ”slags adskilt ægteskab
in perpetuum
”.
Den 27. februar 2004 bad jeg Ministeriet for Flygtninge,
Indvandrere og Integration og Udlændingestyrelsen om yderligere supplerende
udtalelser. I den forbindelse skrev jeg:
”
Jeg beder for en ordens skyld Ministeriet for Flygtninge,
Indvandrere og Integration om at meddele mig hvorvidt der efter praksis på
tidspunktet for Folketingets behandling af lovforslag nr. 222 (vedtaget som
lov nr. 410 af 10. juni 1997) alene var mulighed for
én gang på samme grundlag
at få forlænget et visumophold med op til
tre måneder her i landet. Var det på det tidspunkt efter praksis muligt at få
forlænget et visumophold flere gange på samme grundlag, anmoder jeg om
nærmere
oplysninger dels om tidspunktet for praksisændringen, dels om måden hvorpå
praksisændringen blev offentliggjort.
Jeg anmoder om at ministeriets udtalelse afgives efter forud
indhentet erklæring fra Udlændingestyrelsen.
Af ministeriets udtalelse af 12. september 2003 fremgår
endvidere bl.a. følgende:
’ ’
Umiddelbart forstår jeg ministeriets udtalelse således at
f.eks. sygdom hos
andre
end ansøger
eller herboende reference ikke kan danne grundlag for en forlængelse af et
visumophold.
Jeg forstår endvidere udtalelsen således at der også ved ansøgning om
forlængelse
af et besøgsophold
ud over tre måneder
skal være tale om alvorlig sygdom eller dødsfald hos den person der var
reference for det forudgående besøgsophold.
Jeg anmoder ministeriet om at meddele mig hvorvidt min
forståelse af ministeriets udtalelse er korrekt.
For så vidt min forståelse af ministeriets udtalelse er korrekt,
rejser der sig andre spørgsmål som jeg ønsker en nærmere afklaring af.
Ministeriets notat af 10. september 2002 om visumpraksis
indeholder følgende beskrivelse:
’4.5. Meddelelse af visum
på grund af særlig anledning til besøget
For ansøgere af alle nationaliteter gælder, at der som
udgangspunkt meddeles visum, såfremt der i ansøgningen om visum er henvist
til
en særlig anledning for det ønskede besøg i Danmark.
For ansøgere af alle nationaliteter gælder det således, at der
som udgangspunkt gives visum, såfremt der foreligger helt særlige
omstændigheder hos ansøgeren eller den herboende slægtning, eksempelvis
livstruende
sygdom, ønske om deltagelse i et nærtstående familiemedlems begravelse eller
mindehøjtidelighed eller deltagelse i store familiebegivenheder herunder
f.eks.:
Den enkelte ansøgers interesse i at deltage i den aktuelle
familiebegivenhed og en samlet vurdering af ansøgers tilknytning til de
herboende familiemedlemmer indgår som væsentlige momenter ved skønsudøvelsen.
Efter en konkret vurdering vil også andre – end familiemedlemmer
– der har en tæt tilknytning til den herboende person, kunne meddeles
visum,
såfremt ønsket om at indrejse i Danmark er begrundet i et af ovennævnte
hensyn.’
Jeg anmoder ministeriet om at meddele mig hvorvidt der kan
meddeles visum til en ansøger på grundlag af helt særlige omstændigheder hos
ansøgerens svigerforældre, eksempelvis livstruende sygdom. I bekræftende fald
ønsker jeg tillige oplyst hvorvidt et sådant visum kan meddeles som en de
facto
forlængelse efter udlændingelovens § 4 b i situationer hvor ansøger indgiver
ansøgning herom under et besøgsophold på tre måneder her i landet, og hvor
ansøger ellers ville have opfyldt betingelserne ved ansøgning fra hjemlandet.
Hvis ministeriets svar herpå er bekræftende, anmoder jeg endvidere
ministeriet
om nærmere oplysninger om ministeriets overvejelser vedrørende denne
problemstilling
set i relation til det konkrete afslag på forlængelse af visum.
Da der ikke forelå oplysninger for Udlændingestyrelsen om
sygdom hos svigerforældrene, anmoder jeg alene ministeriet om en yderligere
supplerende udtalelse for så vidt angår den sidstnævnte
problemstilling.”
I en supplerende udtalelse af 17. juni 2004 oplyste Udlændingestyrelsen
følgende:
”
Styrelsen kan oplyse, at der i henhold til styrelsens praksis på
tidspunktet for Folketingets behandling af lovforslag nr. 222 (vedtaget som
lov nr. 410 af 10. juni 1997) var mulighed for at få forlænget et visumophold
(udvidet besøgsophold) flere gange på samme grundlag. Det bemærkes dog i den
forbindelse, at der i henhold til styrelsens praksis efter en helt konkret og
individuel vurdering kunne meddeles afslag på forlængelse af visum, såfremt
en
udlænding på baggrund af tidligere meddelte ophold i Danmark sammenholdt med
en eventuel ny visumforlængelse reelt ville opnå ophold i Danmark, der ikke
længere ville have karakter af korttidsophold, således som visumreglerne
tilsigter.
Styrelsen kan endvidere oplyse, at følgende bl.a. fremgår af
Notat om visumpraksis fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og
Integration af 30. september 2003:
På baggrund af ovennævnte har styrelsen siden styrelsens
modtagelse af praksisnotatet truffet afgørelser i sager om forlængelse af
visum iht. § 4 b, hvor ansøgningen er indgivet efter styrelsens modtagelse af
praksisnotatet, i overensstemmelse hermed.
”
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration oplyste i
brev af 24. august 2004 supplerende følgende:
”
Ved udtalelse af 17. juni 2004 har Udlændingestyrelsen oplyst,
( )
Denne oplysning har givet anledning til en gennemgang af et
stort antal sager, og ministeriet må på den baggrund konstatere, at den
beskrevne praksis ikke var gældende på tidspunktet for ministeriets afgørelse
af 21. november 2002.
Ministeriet skal beklage, at oplysningerne om retsgrundlaget for
ministeriets afgørelse og oplysningerne om praksis på området i ministeriets
tidligere udtalelser af 14. januar 2003 og 12. september 2003 til Dem således
ikke har været korrekte, og at ministeriets begrundelse i afgørelsen af 21.
november 2002 ikke har været fyldestgørende. Baggrunden herfor er, at der har
været en urigtig opfattelse af praksis på dette punkt i det kontor i
ministeriet, der behandler visumklagesager.
På denne baggrund har ministeriet foretaget en ny vurdering af
ministeriets afgørelse af 21. november 2002.
Ministeriet finder efter den fornyede gennemgang af sagen ikke,
at (A) skulle have haft forlænget sin ret til ophold i Danmark.
Ministeriet har herved lagt vægt på, at (A) havde opholdt sig
her i landet i perioden fra den 22. december 2001 til den 19. juni 2002,
hvorefter hun på ny indrejste i landet den 10. juli 2002 på et visum meddelt
for tre måneders ophold. (A) havde således på tidspunktet for ministeriets
afgørelse den 21. november 2002 opholdt sig ti ud af de foregående 11 måneder
her i landet. En forlængelse af (A)’s ophold efter udlændingelovens § 4
b ville
på baggrund heraf stride mod såvel visuminstituttets formål om korttidsophold
som udlændingelovens § 5, hvorefter udlændinge, der ikke efter §§ 1-
3 a
og 4 b har ret til at opholde sig her
i landet, skal have opholdstilladelse.
Ministeriet finder endvidere ikke, at der var grundlag for at
forlænge (A)’s ophold her i landet som følge af oplysningerne om sygdom
hos
hendes herboende svigerforældre.
Ministeriet har herved lagt vægt på, at forlængelse af ret til
ophold som udgangspunkt alene finder sted, hvis alvorlig sygdom er opstået
hos
den herboende reference eller ansøgeren, hvilket ikke er tilfældet i denne
sag,
hvor der er tale om sygdom hos ansøgerens svigerforældre, der ikke var
referencer
for (A)’s visumophold i Danmark.
Der kan efter en konkret vurdering meddeles visum med henblik
på besøg hos en herboende person, som ansøgeren har en tæt tilknytning til,
hvis ønsket om indrejse er begrundet i helt særlige omstændigheder som f.eks.
livstruende sygdom. Ministeriet har imidlertid ikke fundet grundlag for at
forlænge
(A)’s ophold her i landet på dette grundlag.
Ministeriet har i den forbindelse lagt vægt på,
at
den herboende ægtefælle (B) og hans
forældre ifølge sagens oplysninger kom til Danmark i 1992,
at
(B) og (A) har kendt hinanden siden den 26. august 2000, hvor
parret mødte hinanden i Bosnien,
at
(A) indrejste i Danmark første gang den 22. december 2001, og
at
ægteskabet mellem (B) og (A) blev indgået
her i landet den 26. januar 2002 på et tidspunkt, hvor (A) opholdt sig her i
Danmark på grundlag af et meddelt visum. (A) havde således på tidspunktet for
ministeriets afgørelse af 21. november 2002 alene kendt sine svigerforældre i
ca. 11 måneder.
Ministeriet finder på den baggrund ikke, at oplysningerne om
svigerforældrenes sygdom i sig selv kan anses for at være en sådan helt
særlig
omstændighed, der kan begrunde forlængelse af (A)’s ret til ophold, idet
(A)’s
tilknytning til svigerforældrene – henset til den korte tid hun har
kendt dem
– ikke kan anses for tilstrækkelig tæt. Det forhold, at (A)’s
ægtefælle måtte
have ønsket at have hende ved sin side under forældrenes sygdom, kan i den
forbindelse ikke føre til en ændret vurdering af sagen.
De har anmodet ministeriet om at meddele Dem, om Deres
forståelse af ministeriets udtalelse af 12. september 2003 er korrekt, når De
anfører, at sygdom hos
andre
end ansøger
eller den herboende reference ikke kan danne grundlag for en forlængelse af
et
visumophold, og at der også ved ansøgning om forlængelse af et besøgsophold
ud over tre måneder
skal være tale om
alvorlig sygdom eller dødsfald hos den person, der var reference for det
forudgående besøgsophold.
Ministeriet kan i den forbindelse oplyse, at det som
udgangspunkt kun er alvorlig sygdom hos ansøgeren eller referencen, der kan
begrunde forlængelse af visum i op til tre måneder. Ved ansøgning om
forlængelse
af et besøgsophold
ud over tre måneder
skal der ligeledes som udgangspunkt være tale om alvorlig sygdom eller
dødsfald
hos den person, der var reference for det forudgående besøgsophold.
Det kan dog ikke udelukkes, at alvorlig sygdom hos andre end
ansøger eller referencen under helt særlige omstændigheder vil kunne begrunde
forlængelse af visum i op til tre måneder eller ret til ophold efter
udlændingelovens
§ 4 b, hvis ansøgeren og den person, som er alvorligt syg, efter en konkret
vurdering må antages at være særligt knyttet til hinanden, og der derfor
foreligger en helt særlig anledning til at forlænge en ret til ophold, jf.
det
nedenfor anførte.
De har endelig anmodet ministeriet om at få oplyst, om der kan
meddeles visum til en ansøger på grundlag af helt særlige omstændigheder hos
ansøgerens svigerforældre, eksempelvis livstruende sygdom, og i bekræftende
fald om et sådant visum kan meddeles som en de facto forlængelse efter
udlændingelovens
§ 4 b i situationer, hvor ansøger indgiver ansøgning herom under et
besøgsophold
på tre måneder her i landet, og hvor ansøger ellers ville have opfyldt
betingelserne ved ansøgning fra hjemlandet, og hvis ministeriets svar på
dette
er bekræftende, har De anmodet om nærmere oplysninger om ministeriets
overvejelser
vedrørende denne problemstilling set i relation til det konkrete afslag på
forlængelse.
Ministeriet kan i den forbindelse oplyse, at alvorlig
sygdom/livstruende sygdom efter praksis kan anses som en helt særlig
omstændighed,
der i visse tilfælde vil kunne begrunde forlængelse af ret til ophold i
Danmark.
Der kan således efter en konkret vurdering meddeles visum med henblik på
besøg
hos herboende svigerforældre, hvis ansøgeren har en tæt tilknytning til
svigerforældrene, og hvis ønsket om indrejse er begrundet i helt særlige
omstændigheder som f.eks. livstruende sygdom.
Ministeriet henviser i øvrigt til det ovenfor anførte i
forbindelse med den fornyede gennemgang af sagen.
”
Den 1. september 2004 partshørte jeg C over udlændingemyndighedernes
supplerende udtalelser. I besvarelse heraf meddelte C den 2. september 2004
en
af mine medarbejdere telefonisk at C var utilfreds med at myndighederne ikke
tillagde de helbredsmæssige oplysninger vedrørende svigerforældrene betydning
ved sagens afgørelse. I øvrigt havde C ikke yderligere bemærkninger til
sagen.
Ombudsmandens udtalelse
”Jeg bemærker indledningsvis at min undersøgelse af sagen alene omfatter
Udlændingestyrelsen og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og
Integrations afgørelser af henholdsvis 4. oktober og 21. november 2002 om
afslag på forlængelse af visum. Undersøgelsen omfatter således ikke andre
afgørelser truffet af udlændingemyndighederne.
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse af 21.
november 2002 er truffet efter bestemmelserne i § 4 b i udlændingeloven
(lovbekendtgørelse nr. 608 af 17. juli 2002) og § 18, stk. 1, i
udlændingebekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 581 af 10. juli 2002), jf. § 4,
3. pkt., i udlændingeloven. Bestemmelserne har denne ordlyd:
’§ 4.
Visum udstedes i medfør af Schengenkonventionens artikel 12, jf. artikel 15,
til at gælde indrejse og ophold i alle Schengenlande. Visum kan gives til en
eller flere indrejser inden for et nærmere fastsat tidsrum. Varigheden af et
sammenhængende ophold eller den samlede varighed af flere på hinanden
følgende ophold i Danmark og de
andre Schengenlande må dog ikke overstige 3 måneder pr. halvår regnet fra
datoen for den første indrejse i Schengenlandene.’
’§ 4 b.
En udlænding,
der har opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland i medfør af §§ 2-
3 a, kan i særlige tilfælde få forlænget
sin ret til ophold her i landet.’
’§ 18.
Et visum kan
under en udlændings ophold her i landet forlænges af Udlændingestyrelsen til
i alt tre måneders ophold, når der foreligger force majeure, eller når
humanitære hensyn eller tungtvejende forretningsmæssige eller personlige
grunde taler derfor. Forlængelse kan dog, medmindre særlige grunde taler
derimod,
kun ske på grundlag af oplysninger, der ikke forelå på tidspunktet for
visumudstedelsen,
og kun, hvis formålet med opholdet ikke ændres.’
I et notat af 10. september 2002 der er sendt til Folketingets
Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik, er visumpraksis beskrevet
således:
’1.
Retsgrundlaget
Udlændingemyndighederne
foretager ved vurderingen af en ansøgning om visum en konkret og individuel
bedømmelse af, hvorvidt ansøgningen skal imødekommes. Ved denne vurdering
sker der en bedømmelse af, om den pågældende vil tage fast ophold eller
ophold
af længere varighed i Danmark, eller om den pågældende vil udgøre en
sikkerhedsrisiko i Danmark.
Praksis skal ses i sammenhæng med udlændingelovens regler om
muligheden for at opnå opholdstilladelse i Danmark, idet visumreglerne bør
administreres på en måde, der er egnet til at hindre omgåelse af reglerne om
opholdstilladelse. Visumreglerne skal således administreres på en sådan måde,
at der ikke meddeles visum til ansøgere, hvor der skønnes at være en risiko
for, at de efter indrejsen søger opholds- og arbejdstilladelse eller asyl
eller på anden måde tager fast ophold eller ophold af længere varighed her i
landet.
2.
Grundlæggende betingelser for at et visum kan udstedes
For at et visum kan udstedes, skal følgende grundlæggende
betingelser normalt være opfyldt:
a) varigheden af et sammenhængende ophold eller den samlede
varighed af flere på hinanden følgende ophold her i landet må ikke overstige
tre måneder pr. halvår regnet fra datoen for den første indrejse i
Schengenlandene. I de nævnte tre måneders ophold fradrages den tid, hvori
udlændingen
indenfor halvåret har opholdt sig i et andet Schengenland, jf.
udlændingelovens
§ 2 b, stk. 2, 2. og 3. pkt.
4.
Praksis for meddelelse af visum til særlige persongrupper eller hvor særlige
forhold taler derfor
4.5.
Meddelelse af visum på grund af særlig anledning til besøget
For ansøgere af alle nationaliteter gælder, at der som
udgangspunkt meddeles visum, såfremt der i ansøgningen om visum er henvist
til
en særlig anledning for det ønskede besøg i Danmark.
For ansøgere af alle nationaliteter gælder det således, at der
som udgangspunkt gives visum, såfremt der foreligger helt særlige
omstændigheder hos ansøgeren eller den herboende slægtning, eksempelvis
livstruende sygdom, ønske om deltagelse i et nærtstående familiemedlems
begravelse
eller mindehøjtidelighed eller deltagelse i store familiebegivenheder
herunder
f.eks.:
Den enkelte ansøgers interesse i at deltage i den aktuelle
familiebegivenhed og en samlet vurdering af ansøgers tilknytning til de
herboende familiemedlemmer indgår som væsentlige momenter ved skønsudøvelsen.
Efter en konkret vurdering vil også andre – end
familiemedlemmer – der har en tæt tilknytning til den herboende person,
kunne
meddeles visum, såfremt ønsket om at indrejse i Danmark er begrundet i et af
ovennævnte hensyn.
7.
Forlængelse af Schengenvisum og forlængelse af ophold i Danmark
7.1.
Forlængelse af Schengenvisum
Ifølge § 4, 3. pkt., i udlændingeloven må varigheden af et
sammenhængende visumophold eller den samlede varighed af flere på hinanden
følgende visumophold i Danmark og de øvrige Schengenlande ikke overstige tre
måneder pr. halvår regnet fra datoen for den første indrejse i
Schengenlandene,
jf. afsnit 2.a. ovenfor.
Det følger af § 18, stk. 1, i udlændingebekendtgørelsen, at
Udlændingestyrelsen kan forlænge udlændingens ophold her i landet til i alt
tre
måneder, når der foreligger force majeure, eller når humanitære hensyn eller
tungtvejende forretningsmæssige eller personlige grunde taler derfor.
Forlængelse kan dog, medmindre særlige grunde taler derimod, kun ske på
grundlag af oplysninger, der ikke forelå på tidspunktet for visumudstedelsen,
og kun, hvis formålet med opholdet ikke ændres.
7.2.
Forlængelse af ophold i Danmark
Det følger af udlændingelovens § 4 b, at en udlænding, der har
opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland i medfør af §§ 2-
3 a, i særlige tilfælde kan få forlænget
sin ret til ophold her i landet.
Efter praksis kan et visum – som udgangspunkt – forlænges med op
til tre måneders ophold i Danmark med henblik på besøg hos ansøgerens
herboende ægtefælle, samlever, forlovede/kæreste, børn, forældre og søskende.
Det bemærkes, at det forlængede ophold alene giver ret til
ophold i Danmark, og således ikke giver ret til ophold i de andre
Schengenlande.’
Efter ordlyden i udlændingelovens § 4, 3. pkt., og
udlændingebekendtgørelsens § 18, stk. 1, kan udlændingemyndighederne
give
visum af op til maksimalt tre måneders varighed. Jeg har derfor ikke grundlag
for at kritisere udlændingemyndighederne for med hjemmel i
disse
bestemmelser at have afslået at
forlænge (A)’s visum der var givet for ophold i 90 dage inden den 7.
oktober
2002.
Som det fremgår af udlændingelovens § 4 b, kan en
udlænding der har opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland i medfør
af
§§ 2-
3 a, i særlige
tilfælde få forlænget sin ret til ophold her i landet.
Af forarbejderne til § 4 b fremgår følgende (Folketingstidende
1996-97, tillæg A, s. 4782):
’Den foreslåede § 4 b bestemmer, at en udlænding, der har
opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland i medfør af §§ 2-
4 a, i særlige tilfælde kan få forlænget
sin ret til at opholde sig i Danmark.
Som anført i bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 3,
fastsætter artikel 20, at en visumfri udlænding frit kan færdes i
Schengen-området
i op til 3 måneder i løbet af en periode på 6 måneder regnet fra datoen for
den
første indrejse i et Schengenland.
Artikel 20, stk. 2 [Schengenkonventionen af 19. juni 1990; min
bemærkning], fastsætter i forlængelse heraf, at et Schengenland under
ekstraordinære omstændigheder eller i medfør af en bilateral aftale, der er
indgået inden konventionens ikrafttræden, kan forlænge en udlændings ret til
at
opholde sig på dette lands område ud over 3 måneder.
Efter § 20, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 19. af 18. januar 1984,
som senest ændret ved bekendtgørelse nr. 683 af 12. juli 1996
(udlændingebekendtgørelsen),
kan Udlændingestyrelsen i særlige tilfælde forlænge udrejsefristen for en
udlænding, der har opholdt sig her i landet i de i § 20, stk. 1 og 2, nævnte
tidsrum (udvidet besøgsophold).
Det bemærkes, at besøgsophold normalt forudsættes at kunne
afvikles inden for de 3 måneder, hvor en udlænding kan opholde sig i
Schengenområdet.
Udlændinge med visum, der giver ret til mindre end 3 måneders
ophold, kan fortsat i medfør af udlændingebekendtgørelsens § 17, stk. 1, få
deres visum forlænget til indtil 3 måneders ophold, når særlige grunde taler
herfor.
Forlængelse af visum sker i disse tilfælde normalt mod garanti
fra en herboende reference om, at referencen står økonomisk inde for den
pågældendes ophold her i landet.
Forlænget besøgsophold i medfør af § 4 b vil skulle meddeles af
Udlændingestyrelsen efter gældende praksis. Det bemærkes i den forbindelse,
at udlændinge efter gældende praksis bl.a. kan få forlænget deres
udrejsefrist
ved ophold hos herboende forlovede, ægtefæller, samlevere, forældre eller
børn
i indtil 3 måneder. Herudover meddeles udvidet besøgsophold i tilfælde af
alvorlig sygdom eller dødsfald. Der er med § 4 b ikke tiltænkt en ændring af
denne praksis.
’
Om praksis efter udlændingelovens § 4 b har
udlændingemyndighederne i de supplerende udtalelser af 17. juni og 24. august
2004 oplyst at der var mulighed for at få forlænget et visumophold (udvidet
besøgsophold) flere gange på samme grundlag, men at myndighederne efter en
konkret og individuel vurdering kunne meddele afslag på forlængelse af visum
hvis udlændingen på baggrund af tidligere meddelt ophold i Danmark
sammenholdt
med en eventuel ny visumforlængelse reelt ville opnå ophold i Danmark der
ikke
længere ville have karakter af korttidsophold.
Som det fremgår ovenfor af notatet af 10. september 2002, er det
angivet at visumreglerne bør administreres på en måde der er egnet til at
hindre omgåelse af reglerne om opholdstilladelse. Tilsvarende angivelse
fremgår af forudgående notater af 4. maj 1998 og 18. november 1999.
Den beskrevne praksis kan ikke give mig anledning til
bemærkninger.
Som sagen nu foreligger oplyst, kan jeg ikke kritisere at
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration den 21. november 2002
stadfæstede Udlændingestyrelsens afslag af 4. oktober 2002 på forlængelse af
(A)’s visum. Ved min vurdering heraf har jeg bl.a. lagt vægt på
følgende:
På baggrund af oplysningerne om (A)’s ophold i Danmark (fra den
22. december 2001 til den 19. juni 2002 og igen fra den 10. juli 2002) kan
jeg
ikke kritisere myndighedernes vurdering af at den konkrete eventuelle
forlængelse ville stride mod visuminstituttets formål om korttidsophold.
I den supplerende udtalelse af 24. august 2004 har Ministeriet
for Flygtninge, Indvandrere og Integration oplyst at der efter praksis efter
en konkret vurdering kan meddeles visum med henblik på besøg hos herboende
svigerforældre hvis ansøgeren har en tæt tilknytning til svigerforældrene, og
hvis ønsket om indrejse er begrundet i helt særlige omstændigheder som f.eks.
livstruende sygdom.
Ministeriet har samtidig bemærket at ministeriet ikke har fundet
at oplysningerne om svigerforældrenes sygdom i sig selv kan anses for at være
en sådan helt særlig omstændighed der kunne begrunde forlængelse af
(A)’s ret
til ophold, da hendes tilknytning til svigerforældrene – henset til den
korte
tid hun havde kendt dem (på afgørelsestidspunktet ca. 11 måneder) – ikke
kan
anses for tilstrækkelig tæt.
Jeg kan ikke kritisere ministeriets vurdering af dette
spørgsmål.
Jeg bemærker for en ordens skyld at jeg herved ikke har taget
stilling til ministeriets opfattelse hvorefter en eventuel forlængelse –
som
oplyst af ministeriet den 24. august 2004 – også ville stride mod
udlændingelovens
§ 5 hvorefter udlændinge der ikke efter §§ 1-
3 a
og 4 b har ret til at opholde sig her
i landet, skal have opholdstilladelse.
Ministeriet har i den supplerende udtalelse af 24. august 2004
beklaget at oplysningerne om retsgrundlaget for ministeriets afgørelse og
oplysningerne om praksis på området i ministeriets tidligere udtalelser af
14.
januar 2003 og 12. september 2003 til mig har været ukorrekte, og at
ministeriets
begrundelse i afgørelsen af 21. november 2002 ikke har været fyldestgørende.
Den del af ministeriets begrundelse i afgørelsen af 21.
november 2002 der vedrører spørgsmålet om forlængelse af visum efter
udlændingelovens § 4 b, var, som det fremgår, ikke korrekt og fyldestgørende.
Jeg finder dette forhold kritisabelt. Jeg har samtidig hermed gjort
Ministeriet
for Flygtninge, Indvandrere og Integration bekendt med min opfattelse.
Herudover har jeg gjort ministeriet bekendt med at det ligeledes
er kritisabelt at ministeriet i udtalelserne af 14. januar og 12. september
2003 meddelte mig ukorrekte oplysninger.
Jeg har ikke grundlag for at foretage mig mere i anledning af
Deres henvendelse.
”
Lignende dokumenter
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat G. Pitruzzella fremsat den 8. september 2022. — X mod Udlændingenævnet. EU-domme · 8. september 2022
- Spørgsmål om genoptagelse af klagerens skatteansættelser med henblik på godkendelse af personfradrag Landsskatteretten · 6. september 2011
- Domstolens dom (Anden Afdeling) af 22. december 2022. — X mod Udlændingenævnet. EU-domme · 22. december 2022
- Opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 9 Retsinformation · 19. januar 2004
- Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 27. juni 2018. — Erdem Deha Altiner og Isabel Hanna Ravn mod Udlændingestyrelsen. EU-domme · 27. juni 2018
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Richard de la Tour fremsat den 16. juli 2020. — A mod Migrationsverket. EU-domme · 16. juli 2020