Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på visum. Ukorrekte oplysninger om retsgrundlaget for afgørelsen og om praksis på området

FOU nr 2004.297UdtalelserFolketinget7. november 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afslag på visum. Ukorrekte oplysninger om retsgrundlaget for

afgørelsen og om praksis på området

A – der var bosnisk statsborger – indrejste i Danmark den 22.

december 2001 efter at have fået visum for 90 dages ophold.

Den 26. januar 2002 indgik A ægteskab med den herboende B og

søgte herefter opholdstilladelse på grundlag af ægteskabet under henvisning

til udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 7, jf. § 9, stk. 10. Den 11. marts 2002

meddelte Udlændingestyrelsen afslag på denne ansøgning.

Den 12. marts 2002 blev A’s visum forlænget til den 21. juni

2002.

Den 10. juli 2002 indrejste A igen i Danmark efter at have fået

et 90-dages-visum med henblik på besøg hos ægtefællen og søgte den 4. oktober

2002 om forlængelse deraf indtil 7. januar 2003 – efter det oplyste med

henblik

på fortsat besøg hos ægtefællen.

Udlændingestyrelsen afslog samme dag – 4. oktober 2002 – at

forlænge A’s visum og anførte bl.a.:

”Begrundelse

Efter udlændingebekendtgørelsens § 18 kan et visum under en

udlændings ophold her i landet, forlænges af Udlændingestyrelsen indtil i alt

tre måneders ophold, når der foreligger force majeure, eller når humanitære

hensyn eller tungtvejende forretningsmæssige eller personlige grunde taler

derfor. Forlængelsen kan dog, medmindre særlige grunde taler derimod, kun ske

på grundlag af oplysninger, der ikke forelå på tidspunktet for

visumudstedelsen, og kun, hvis formålet med opholdet ikke ændres.

Efter en gennemgang af sagen har styrelsen ikke fundet, at betingelserne

for at forlænge dit visum er opfyldt.

Styrelsen har herved lagt vægt på, at der efter styrelsens

opfattelse ikke i din ansøgning, foreligger force majeure eller humanitære

hensyn.

Læs alt

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 4 b, at en udlænding,

der har opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland i medfør af §§ 2-

3 a, kan i særlige tilfælde få forlænget

sin ret til ophold her i landet.

Styrelsen har ud fra en samlet konkret vurdering ikke fundet, at

der i din ansøgning foreligger sådanne særlige omstændigheder.

Styrelsen har her lagt vægt på, at du har opholdt dig i Danmark

fra den 22. januar [rettelig december; min bemærkning] 2001 til den 19. juni

2002, og herefter kun har været udrejst i mindre end 1 måned, før du på ny

ønsker 6 måneders ophold her i landet.”

Den 8. oktober 2002 klagede C på A’s vegne over styrelsens

afslag af 4. oktober 2002 til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og

Integration. Som begrundelse for klagen anførte C bl.a.:

”( ) at hele familien befinder sig i en yderst traumatisk

situation, idet (B)’s mor, ( ), har været indlagt på (X) sygehus,

neurologisk

afdeling ( ) Én uge senere blev (B)’s far, ( ), indlagt på (Y) sygehus (

)”

C’s brev til ministeriet var vedlagt journaludskrift fra X

sygehus hvoraf det fremgik at A’s svigermor var indlagt med

”hø.sidig hemiparese

og global afasi grundet stort ve.sidigt mediainfarkt”. Af en udtalelse

af 8.

oktober 2002 fra Y sygehus fremgik det at A’s svigerfar var indlagt med

lymfekræft,

at han modtog intensiv kemoterapi, og at han på et senere tidspunkt skulle

gennemgå stamcelletransplantation.

Efter det oplyste udrejste A af Danmark den 9. oktober 2002.

Den 16. oktober 2002 rettede C henvendelse til

integrationsministeren vedrørende bl.a. visumsagen.

I brev af 1. november 2002 oplyste C ministeriet om at

familiens situation var yderligere forværret. C anførte således bl.a. at

A’s

svigerfar fortsat var indlagt, og at hans tilstand var så kritisk at han kun

kunne indtage føde gennem en sonde.

Den 21. november 2002 traf Ministeriet for Flygtninge,

Indvandrere og Integration følgende afgørelse:

”

Retsregler

Ifølge § 4, stk. 1, 3. pkt., i udlændingeloven, jf.

lovbekendtgørelse nr. 608 af 17. juli 2002, må varigheden af et

sammenhængende

visumophold eller den samlede varighed af flere på hinanden følgende

visumophold i Danmark og de øvrige Schengenlande ikke overstige tre måneder

pr.

halvår regnet fra datoen for den første indrejse i Schengenlandene.

Ifølge § 18, stk. 1, i udlændingebekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse

nr. 581 af 10. juli 2002, kan Udlændingestyrelsen forlænge udlændingens

ophold

her i landet til i alt tre måneder, når der foreligger force majeure, eller

når

humanitære hensyn eller tungtvejende forretningsmæssige eller personlige

grunde taler derfor. Forlængelse kan dog, medmindre særlige grunde taler

derimod, kun ske på grundlag af oplysninger, der ikke forelå på tidspunktet

for

visumudstedelsen, og kun, hvis formålet med opholdet ikke ændres.

Ifølge udlændingelovens § 4 b kan Udlændingestyrelsen i særlige

tilfælde forlænge et visum. Efter praksis kan et visum – som

udgangspunkt –

forlænges i indtil tre måneder, hvis der er tale om besøgsophold hos

ansøgerens

herboende ægtefælle, samlever, forlovede/kæreste, børn, forældre og søskende.

Efter praksis er der alene mulighed for, at få forlænget sit

ophold med op til tre måneder her i landet efter udlændingelovens § 4 b, én

gang på samme grundlag.

Har en udlænding tidligere fået forlænget sit ophold her i

landet med henblik på besøg hos sin ægtefælle, vil udlændingen således ikke

igen kunne få forlænget sit ophold, men alene kunne indrejse og opholde sig

her

i landet i maksimalt tre måneder ad gangen efter de almindelige visumregler.

Ministeriet skal i den forbindelse endvidere vejlede om, at det

følger af udlændingelovens § 5, at en udlænding, der ikke efter

udlændingelovens

§§ 1-

3 a

og 4 b har

ret til at opholde sig her i landet, kun må opholde sig her i landet, hvis

udlændingen har opholdstilladelse.

Praksis skal bl.a. ses i sammenhæng med udlændingelovens regler

om muligheden for at opnå opholdstilladelse i Danmark, idet visumreglerne

administreres på en måde, der er egnet til at hindre omgåelse af reglerne om

opholdstilladelse. Det er med andre ord ikke meningen, at en person, der ikke

opfylder betingelserne for at blive meddelt opholds- og arbejdstilladelse i

Danmark, via visumreglerne får mulighed for at opholde sig længere tid her i

landet.

Ministeriet skal i den forbindelse bemærke, at visumreglerne

administreres på en sådan måde, at der ikke meddeles visum til ansøgere, hvor

der skønnes at være en risiko for, at de efter indrejsen søger opholds- og

arbejdstilladelse eller asyl eller på anden måde tager fast ophold eller

ophold

af længere varighed her i landet.

Ministeriets vurdering

Ministeriet skal herved meddele, at ministeriet ikke finder

grundlag for at forlænge (A)’s visum i medfør af

udlændingebekendtgørelsens §

18, stk. 1.

Ministeriet har herved lagt vægt på, at (A) indrejste i Danmark

den 10. juli 2002 efter at være blevet meddelt visum for 90 dages ophold, og

at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse af 4. oktober 2002 pålagde (A) at

udrejse

af landet senest den 9. oktober 2002, hvorfor der ikke er grundlag for

forlængelse efter udlændingebekendtgørelsens § 18, stk. 1, idet (A) således

har

søgt om og fået meddelt visum i tre måneder, hvilket er det maksimale

tidsrum, der kan gives visum i, efter udlændingebekendtgørelsens § 18, stk.

1.

Ministeriet finder endvidere ikke, at der er grundlag for at

forlænge (A)’s visum yderligere efter udlændingelovens § 4 b.

Ministeriet har herved lagt vægt på, at (A) tidligere af

Udlændingestyrelsen den 12. marts 2002 er meddelt forlængelse af sit ophold

her i landet indtil den 21. juni 2002 med henblik på besøg hos sin ægtefælle.

(A) har således én gang tidligere fået forlænget sit ophold her i landet,

efter

udlændingelovens § 4 b, med henblik på besøg hos sin ægtefælle, hvorfor hun

ikke på ny kan få forlænget sit ophold efter udlændingelovens § 4 b, med

henblik på besøg hos sin ægtefælle.

Ministeriet har endvidere lagt vægt på, at (A) første gang

indrejste i Danmark den 22. december 2001, hvorefter hendes visumophold i

medfør af udlændingelovens § 4, stk. 1, 3 pkt., ikke må overstige tre måneder

pr. halvår, og at (A) har opholdt sig i Danmark i alle seks måneder i

halvåret

fra den 22. december 2001 til den 22. juni 2002, samt at (A) allerede har

opholdt sig i Danmark i de maksimale tre måneder i halvåret fra den 22. juni

til den 22. december 2002.

Ministeriet finder endelig ikke, at der i øvrigt foreligger

sådanne særlige forhold, som kan begrunde visumforlængelse.

Ministeriet skal herved bemærke, at den omstændighed, at (A)’s

svigerforældre har dårligt helbred, ikke kan begrunde visumforlængelse efter

udlændingelovens § 4 b.”

Den 24. november 2002 klagede C til mig over ministeriets

afgørelse. Til støtte for klagen henviste C til A’s svigerforældres

helbredsmæssige

forhold. C anførte endvidere bl.a. at A befandt sig i en ”alvorlig

psykisk

nedtur”, og at hun var truet af selvmordstanker.

Jeg modtog endvidere den 25. november 2002 en telefax fra A.

Efter det oplyste stadfæstede Ministeriet for Flygtninge,

Indvandrere og Integration den 5. december 2002 Udlændingestyrelsens

afgørelse

af 11. marts 2002 om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9,

stk. 2, nr. 7, jf. § 9, stk. 10.

I brev af 7. december 2002 oplyste C over for ministeriet at A’s

svigerfar var afgået ved døden i begyndelsen af december

2002. C

beskrev endvidere

svigermoderens aktuelle situation.

Den 18. december 2002 gav Udlændingestyrelsen A visum for 90

dages ophold med henblik på besøg hos ægtefællen. Visum blev givet ”med

tidligste indrejse den 7. januar 2003, henset til ansøgerens tidligere ophold

i Schengen”.

I en udtalelse af 23. december 2002 henholdt

Udlændingestyrelsen sig til de trufne afgørelser om visum. Ministeriet

henholdt

sig i sin udtalelse af 14. januar 2003 til afgørelsen af 21. november 2002 og

tilføjede:

”Ministeriet skal hertil bemærke, at ministeriets afgørelse er

truffet med hjemmel i udlændingelovens § 4, stk. 1, 3. pkt., og § 18, stk. 1,

i udlændingebekendtgørelsen samt udlændingelovens § 4 b, og i

overensstemmelse

med den praksis for meddelelse af visum, som er beskrevet i notat om

visumpraksis

af 10. december [rettelig 10. september; min bemærkning] 2002, der er sendt

til Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik.”

Den 17. januar 2003 indrejste A efter det oplyste igen i

Danmark på grundlag af et visum for 90 dages ophold.

Den 18. februar 2003 bad jeg Ministeriet for Flygtninge,

Indvandrere og Integration om en supplerende udtalelse i sagen og skrev i den

anledning bl.a. således:

”Af bemærkningerne til udlændingelovens § 4 b fremgår følgende

(Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s.

4782

f

):

’Den foreslåede bestemmelse i § 4 b bestemmer, at en udlænding,

der har opholdt sig i Danmark eller et andet Schengen-land i medfør af §§ 2-

4 a, i særlige tilfælde kan få forlænget

sin ret til at opholde sig i Danmark.

Det bemærkes at besøgsophold normalt forudsættes at kunne

afvikles inden for de 3 måneder, hvor en udlænding kan opholde sig i

Schengen-området.

Udlændinge med visum, der giver ret til mindre end 3 måneders

ophold, kan fortsat i medfør af udlændingebekendtgørelsens § 17, stk. 1,

få deres visum forlænget til indtil 3 måneders ophold, når særlige grunde

taler

herfor.

Forlænget besøgsophold i medfør af § 4 b vil skulle meddeles af

Udlændingestyrelsen efter gældende praksis. Det bemærkes i den forbindelse,

at

udlændinge efter gældende praksis bl.a. kan få forlænget deres udrejsefrist

ved ophold hos herboende forlovede, ægtefæller, samlevere, forældre eller

børn

i indtil 3 måneder. Herudover meddeles udvidet besøgsophold i tilfælde af

alvorlig sygdom eller dødsfald. Der er med § 4 b ikke tiltænkt en ændring af

denne praksis.’

Ministeriets oplysning om der efter praksis efter

udlændingelovens § 4 b alene er mulighed for

én gang på samme grundlag

at få forlænget et visumophold med op

til tre måneder her i landet, fremgår ikke udtrykkeligt af notatet af 10.

september 2002. Jeg anmoder om ministeriets bemærkninger hertil.

Hverken praksisnotatet eller ministeriets afgørelse af 21.

november 2002 indeholder oplysninger om hvorvidt det er muligt at få

forlænget

et visumophold i Danmark på et grundlag der adskiller sig fra det oprindelige

grundlag. Umiddelbart forstår jeg forarbejderne til udlændingelovens § 4 b

således

at der efter praksis var mulighed for at få forlænget et visumophold på et

grundlag der adskilte sig fra det oprindelige grundlag – altså en

situation

hvor et almindeligt besøgsophold blev søgt forlænget på andet grundlag, idet

der var opstået alvorlig sygdom eller dødsfald. Jeg anmoder om ministeriets

bemærkninger hertil.

Formuleringen af forarbejderne til udlændingelovens § 4 b –

’[h]erudover meddeles udvidet besøgsophold i tilfælde af alvorlig sygdom

eller

dødsfald’ – rejser endvidere et spørgsmål om hvorvidt der efter

tidligere

praksis kunne blive tale om en samlet varighed af et besøg på over seks

måneder – altså en situation hvor et almindeligt besøgsophold på tre

måneder

blev søgt og bevilget forlænget efter ansøgning på samme grundlag og

efterfølgende blev søgt forlænget på andet grundlag idet der var opstået

alvorlig sygdom eller sket et dødsfald. Formuleringen rejser også et

spørgsmål

om hvorvidt der skulle være tale om alvorlig sygdom eller dødsfald hos den

person der var omfattet af det forudgående besøgsophold, f.eks. en herboende

ægtefælle. Jeg anmoder Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration

om nærmere oplysninger om den hidtidige praksis for forlængelse af visum i

tilfælde af alvorlig sygdom eller dødsfald; en praksis som der i følge

forarbejderne ikke er tiltænkt en ændring af.”

Den 14. april 2003 forlængede Udlændingestyrelsen A’s visum til

den 16. juli 2003.

Den 14. juli 2003 afslog Udlændingestyrelsen en fornyet

ansøgning om forlængelse af visum. Denne afgørelse indbragte C den 16. juli

2003 for Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.

I besvarelse af mit brev af 18. februar 2003 afgav Ministeriet

for Flygtninge, Indvandrere og Integration den 12. september 2003 følgende

supplerende udtalelse:

”

De har således anmodet om ministeriets bemærkninger til, at

oplysningen om, at der efter praksis efter udlændingelovens § 4 b alene er

mulighed

for

én gang på samme grundlag

at få

forlænget et visumophold med op til tre måneder her i landet, ikke

udtrykkeligt

fremgår af ministeriets notat om visumpraksis af 10. september 2002.

Ministeriet kan i den forbindelse oplyse, at ministeriet er opmærksomt

på, at oplysningen om, at der efter praksis efter udlændingelovens § 4 b

alene er mulighed for én gang på samme grundlag at få forlænget et

visumophold

med op til tre måneder her i landet, ikke er medtaget i ministeriets notat om

visumpraksis af 10. september 2002. Denne praksis vil blive præciseret i

forbindelse med den årlige revision af visumpraksis, der forventes foretaget

senere i denne måned.

Ministeriet kan endvidere oplyse, at en redegørelse fra en af

integrationsministeren nedsat arbejdsgruppe om den fremtidige

visumadministration

blev offentliggjort den 29. august 2003. Arbejdsgruppen foreslår, at den

nuværende meget lempelige adgang til forlængelse af visum fra tre til i alt

seks måneders ophold afskaffes, således at der alene i helt særlige tilfælde

bør kunne ske forlængelse af et visum ud over de tre måneder, et visum

maksimalt kan gives for. Et eksemplar af arbejdsgruppens redegørelse, der ved

brev af 29. august 2003 blev sendt til Folketingets Udvalg for Udlændinge- og

Integrationspolitik,

vedlægges til Deres orientering.

Arbejdsgruppens redegørelse indeholder oplæg til regeringens

overvejelser om et lovgivningsinitiativ på visumområdet.

Efter ministeriets nugældende praksis efter udlændingelovens §

4 b forlænges visa som udgangspunkt med tre måneder til i alt højst seks

måneders ophold, hvis ansøgere ønsker at være på besøg hos herboende

ægtefæller,

forlovede/kærester, børn, forældre og søskende.

Ministeriets praksis, for så vidt angår kravet om, at der alene

er mulighed for én gang på samme grundlag at få forlænget et visumophold med

op til tre måneder, skal ses i sammenhæng med udlændingelovens regler om

opholdstilladelse og de herved bagvedliggende hensyn.

Har en udlænding tidligere fået forlænget sit ophold her i

landet med henblik på besøg hos sin ægtefælle, samlever, forlovede/kæreste,

sine børn, forældre eller søskende, vil udlændingen således ikke igen efter

praksis kunne få forlænget sit ophold, men alene kunne indrejse og opholde

sig

her i landet i maksimalt tre måneder ad gangen efter de almindelige

visumregler.

En udlænding, der tidligere er meddelt forlængelse af ophold i

Danmark efter udlændingelovens § 4 b på grundlag af en ægtefælle, og som er

blevet skilt fra denne og gift med en anden ægtefælle, vil dog kunne få

forlængelse af ophold i Danmark efter udlændingelovens § 4 b en gang på

grundlag af den nye ægtefælle.

Ministeriets praksis er begrundet i det forhold, at en

udlænding efter ministeriets opfattelse ikke via udlændingelovens regler om

visum,

der er beregnet til kortere ophold her i landet, skal kunne opholde sig her i

landet i længere tid.

Ministeriet finder således ikke, at en udlænding gennem ophold

på visum eller visumfrit ophold med efterfølgende forlængelse af ophold efter

udlændingelovens § 4 b skal kunne indrejse og opholde sig næsten uafbrudt i

Danmark uden at være i besiddelse af en opholdtilladelse.

Dette vil imidlertid være tilfældet, hvis der gives mulighed for

forlængelse af ophold i Danmark efter udlændingelovens § 4 b mere end én gang

på samme grundlag.

En visumpligtig udlænding, der er meddelt Schengenvisum for tre

måneders ophold med henblik på besøg hos sin ægtefælle, samlever,

forlovede/kæreste, sine børn, forældre eller søskende, og som inden udløbet

af

visummet søger om forlængelse heraf i tre måneder efter udlændingelovens § 4

b

med henblik på fortsat ophold i Danmark, vil efter udløbet af det forlængede

visum have opholdt sig i alt seks måneder i Danmark.

Efter Schengenreglerne foretages beregningen af, hvor længe en

udlænding kan opholde sig i Schengenlandene, ud fra seks- måneders-perioder

regnet fra datoen for den første indrejse i Schengenlandene.

Den pågældende udlænding vil således efter Schengenreglerne

straks efter udrejsen fra Danmark kunne søge og få Schengenvisum for tre

måneders ophold ved påbegyndelsen af en ny seks-måneders-periode.

En udlænding, der eksempelvis indrejser den 1. januar 2002 på et

visum meddelt for tre måneders ophold, og som søger og får forlænget sit

ophold

i Danmark efter udlændingelovens § 4 b med yderligere tre måneder indtil den

1. juli 2002, vil efter udrejsen på ny – efter ansøgning – kunne få

tre måneders

Schengenvisum regnet fra den 1. juli 2002, hvor den nye seks-måneders-periode

begynder, og inden for hvilken udlændingen efter Schengen-reglerne igen vil

kunne opholde sig på Schengen-området i indtil tre måneder.

Såfremt udlændingen herefter på ny ville kunne få tre måneders

national forlængelse af visummet efter § 4 b, ville udlændingen reelt kunne

opholde sig her i landet næsten uafbrudt, hvilket ikke er formålet med

visuminstituttet, der skal sikre muligheden for et midlertidigt besøgsophold.

En sådan administration af visumreglerne ville reelt indebære en omgåelse af

reglerne om opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 5, hvorefter

udlændinge, der ikke efter §§ 1-

3 a

og 4 b har ret til at opholde sig her i landet, kun må opholde sig her i

landet, hvis de har opholdstilladelse.

Et visumophold på sammenlagt tre måneder inden for en seks

måneders periode må efter ministeriets opfattelse i langt den overvejende del

af tilfældene anses for tilstrækkeligt til at opfylde formålet med

visuminstituttet,

nemlig korttidsophold.

De har endvidere anmodet om at få oplyst, hvorvidt det er

muligt at få forlænget et visumophold i Danmark på et grundlag, der adskiller

sig fra det oprindelige grundlag, herunder eksempelvis hvor der er opstået

alvorlig

sygdom eller dødsfald.

Ifølge udlændingelovens § 4 b kan Udlændingestyrelsen i særlige

tilfælde forlænge et visum. Efter praksis kan et visum – som

udgangspunkt –

forlænges i indtil tre måneder, hvis der er tale om besøgsophold hos

ansøgerens

herboende ægtefælle, samlever, forlovede/kæreste, børn, forældre eller

søskende.

Herudover meddeles forlængelse alene i tilfælde af alvorlig

sygdom hos ansøger eller den herboende reference eller dødsfald hos den

herboende reference.

Det er således efter såvel den nuværende som hidtidig praksis

muligt at få forlænget sit ophold her i landet efter udlændingelovens § 4 b i

tilfælde af alvorlig sygdom eller dødsfald hos den herboende reference.

De har endelig anmodet om nærmere oplysninger om den hidtidige

praksis for forlængelse af visum i tilfælde af alvorlig sygdom eller

dødsfald, en praksis der ifølge forarbejderne ikke er tiltænkt en ændring af,

herunder om der efter den hidtidige praksis kunne blive tale om en samlet

varighed af et besøg på over seks måneder, hvis der var opstået alvorlig

sygdom eller dødsfald, og om der skulle være tale om alvorlig sygdom eller

dødsfald hos den person, der var omfattet af det forudgående besøgsophold,

f.eks. en herboende ægtefælle.

Som nævnt ovenfor kunne der også efter den hidtidige praksis

meddeles forlængelse af visum efter udlændingelovens § 4 b i tilfælde af

alvorlig sygdom hos ansøger eller den herboende reference eller dødsfald hos

den herboende reference.

Efter den hidtidige praksis var hjemlen til at forlænge en

udlændings ophold her i landet udover tre måneders visumophold eller tre

måneders visumfrit ophold til i alt seks måneder indeholdt i

udlændingebekendtgørelsens

§ 20, stk. 3, hvorefter Direktoratet for Udlændinge (nu Udlændingestyrelsen)

i

særlige tilfælde kunne forlænge udrejsefristen for en udlænding, der havde

opholdt sig her i landet på visum eller visumfrit i tre måneder (udvidet

besøgsophold) – bekendtgørelse nr. 19 af 18. januar 1984 med senere

ændringer.

Bestemmelsen i udlændingelovens § 4 b blev indsat ved lov nr.

410 af 10. juni 1997, der trådte i kraft med virkning fra den 25. marts 2001

ved særskilt bekendtgørelse nr. 191 af 20. marts 2001.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. L 222, fremsat

den 10. april 1997, at udvidet besøgsophold i medfør af § 4 b vil skulle

meddeles af Udlændingestyrelsen efter gældende praksis, og at udlændinge

efter

gældende praksis kan få forlænget deres udrejsefrist ved ophold hos herboende

forlovede, ægtefæller, samlevere, forældre eller børn i indtil tre måneder,

og

at der herudover meddeles udvidet besøgsophold i tilfælde af alvorlig sygdom

eller dødsfald. Det fremgår endelig, at der ikke er tiltænkt en ændring af

denne praksis.

Efter såvel den hidtidige praksis som den nuværende praksis kan

der ikke ske forlængelse af et visum udover et samlet ophold på i alt seks

måneder.

Hvis en udlænding efter at have fået forlænget sin ret til

ophold her i landet i op til seks måneder med henblik på fortsat besøg hos en

herboende ægtefælle, samlever, forlovet/kæreste, børn, forældre eller

søskende

inden udløbet af seks måneders perioden retter henvendelse til

udlændingemyndighederne

og søger forlængelse under henvisning til, at der er opstået dokumenteret

alvorlig

sygdom hos referencen eller udlændingen selv eller dødsfald hos referencen,

vil der efter omstændighederne kunne fastsættes en ny frist for udrejse, der

tager højde for eventuel deltagelse i begravelse mv. En egentlig forlængelse

af

visumopholdet eller det visumfri ophold er der imidlertid hverken efter loven

hjemmel til eller efter praksis mulighed for.

Hvis en udlænding efter at have fået forlænget sin ret til

ophold i Danmark i op til seks måneder bliver alvorligt syg, og hvor det ud

fra

en lægelig vurdering vil være uforsvarligt at foretage en rejse, og hvor

udlændingen

således reelt er ude af stand til at udrejse af landet inden udløbet af seks

måneders

perioden, vil der tilsvarende efter omstændighederne kunne fastsættes en ny

frist for udrejse, der tager højde for eventuelt behov for akut

hospitalsindlæggelse og lægebehandling. En egentlig forlængelse af

visumopholdet

eller det visumfri ophold er der imidlertid hverken efter loven hjemmel til

eller efter praksis mulighed for.

Ministeriet skal afslutningsvis bemærke, at der efter såvel den

nuværende som den hidtidige praksis alene kan ske forlængelse af

udrejsefristen

udover de seks måneder i tilfælde af sygdom hos ansøger eller referencen. Der

vil således ikke kunne ske forlængelse af udrejsefristen i tilfælde af

alvorlig

sygdom eller dødsfald hos referencens familie. Der skal derimod være tale om

alvorlig sygdom eller dødsfald hos den person, der var reference for det

forudgående besøgsophold.

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration kan på

den baggrund fortsat henholde sig til sin afgørelse af 21. november

2002.”

Ved brev af 16. september 2003 sendte jeg en kopi til C af

ministeriets supplerende udtalelse og bad om C’s eventuelle bemærkninger

hertil.

I brev af 26. september 2003 gav C udtryk for forundring over at

ministeriet ikke havde taget konkret stilling til at ægtefællerne befandt sig

i et ”slags adskilt ægteskab

in perpetuum

”.

Den 27. februar 2004 bad jeg Ministeriet for Flygtninge,

Indvandrere og Integration og Udlændingestyrelsen om yderligere supplerende

udtalelser. I den forbindelse skrev jeg:

”

Jeg beder for en ordens skyld Ministeriet for Flygtninge,

Indvandrere og Integration om at meddele mig hvorvidt der efter praksis på

tidspunktet for Folketingets behandling af lovforslag nr. 222 (vedtaget som

lov nr. 410 af 10. juni 1997) alene var mulighed for

én gang på samme grundlag

at få forlænget et visumophold med op til

tre måneder her i landet. Var det på det tidspunkt efter praksis muligt at få

forlænget et visumophold flere gange på samme grundlag, anmoder jeg om

nærmere

oplysninger dels om tidspunktet for praksisændringen, dels om måden hvorpå

praksisændringen blev offentliggjort.

Jeg anmoder om at ministeriets udtalelse afgives efter forud

indhentet erklæring fra Udlændingestyrelsen.

Af ministeriets udtalelse af 12. september 2003 fremgår

endvidere bl.a. følgende:

’ ’

Umiddelbart forstår jeg ministeriets udtalelse således at

f.eks. sygdom hos

andre

end ansøger

eller herboende reference ikke kan danne grundlag for en forlængelse af et

visumophold.

Jeg forstår endvidere udtalelsen således at der også ved ansøgning om

forlængelse

af et besøgsophold

ud over tre måneder

skal være tale om alvorlig sygdom eller dødsfald hos den person der var

reference for det forudgående besøgsophold.

Jeg anmoder ministeriet om at meddele mig hvorvidt min

forståelse af ministeriets udtalelse er korrekt.

For så vidt min forståelse af ministeriets udtalelse er korrekt,

rejser der sig andre spørgsmål som jeg ønsker en nærmere afklaring af.

Ministeriets notat af 10. september 2002 om visumpraksis

indeholder følgende beskrivelse:

’4.5. Meddelelse af visum

på grund af særlig anledning til besøget

For ansøgere af alle nationaliteter gælder, at der som

udgangspunkt meddeles visum, såfremt der i ansøgningen om visum er henvist

til

en særlig anledning for det ønskede besøg i Danmark.

For ansøgere af alle nationaliteter gælder det således, at der

som udgangspunkt gives visum, såfremt der foreligger helt særlige

omstændigheder hos ansøgeren eller den herboende slægtning, eksempelvis

livstruende

sygdom, ønske om deltagelse i et nærtstående familiemedlems begravelse eller

mindehøjtidelighed eller deltagelse i store familiebegivenheder herunder

f.eks.:

Den enkelte ansøgers interesse i at deltage i den aktuelle

familiebegivenhed og en samlet vurdering af ansøgers tilknytning til de

herboende familiemedlemmer indgår som væsentlige momenter ved skønsudøvelsen.

Efter en konkret vurdering vil også andre – end familiemedlemmer

– der har en tæt tilknytning til den herboende person, kunne meddeles

visum,

såfremt ønsket om at indrejse i Danmark er begrundet i et af ovennævnte

hensyn.’

Jeg anmoder ministeriet om at meddele mig hvorvidt der kan

meddeles visum til en ansøger på grundlag af helt særlige omstændigheder hos

ansøgerens svigerforældre, eksempelvis livstruende sygdom. I bekræftende fald

ønsker jeg tillige oplyst hvorvidt et sådant visum kan meddeles som en de

facto

forlængelse efter udlændingelovens § 4 b i situationer hvor ansøger indgiver

ansøgning herom under et besøgsophold på tre måneder her i landet, og hvor

ansøger ellers ville have opfyldt betingelserne ved ansøgning fra hjemlandet.

Hvis ministeriets svar herpå er bekræftende, anmoder jeg endvidere

ministeriet

om nærmere oplysninger om ministeriets overvejelser vedrørende denne

problemstilling

set i relation til det konkrete afslag på forlængelse af visum.

Da der ikke forelå oplysninger for Udlændingestyrelsen om

sygdom hos svigerforældrene, anmoder jeg alene ministeriet om en yderligere

supplerende udtalelse for så vidt angår den sidstnævnte

problemstilling.”

I en supplerende udtalelse af 17. juni 2004 oplyste Udlændingestyrelsen

følgende:

”

Styrelsen kan oplyse, at der i henhold til styrelsens praksis på

tidspunktet for Folketingets behandling af lovforslag nr. 222 (vedtaget som

lov nr. 410 af 10. juni 1997) var mulighed for at få forlænget et visumophold

(udvidet besøgsophold) flere gange på samme grundlag. Det bemærkes dog i den

forbindelse, at der i henhold til styrelsens praksis efter en helt konkret og

individuel vurdering kunne meddeles afslag på forlængelse af visum, såfremt

en

udlænding på baggrund af tidligere meddelte ophold i Danmark sammenholdt med

en eventuel ny visumforlængelse reelt ville opnå ophold i Danmark, der ikke

længere ville have karakter af korttidsophold, således som visumreglerne

tilsigter.

Styrelsen kan endvidere oplyse, at følgende bl.a. fremgår af

Notat om visumpraksis fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og

Integration af 30. september 2003:

På baggrund af ovennævnte har styrelsen siden styrelsens

modtagelse af praksisnotatet truffet afgørelser i sager om forlængelse af

visum iht. § 4 b, hvor ansøgningen er indgivet efter styrelsens modtagelse af

praksisnotatet, i overensstemmelse hermed.

”

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration oplyste i

brev af 24. august 2004 supplerende følgende:

”

Ved udtalelse af 17. juni 2004 har Udlændingestyrelsen oplyst,

( )

Denne oplysning har givet anledning til en gennemgang af et

stort antal sager, og ministeriet må på den baggrund konstatere, at den

beskrevne praksis ikke var gældende på tidspunktet for ministeriets afgørelse

af 21. november 2002.

Ministeriet skal beklage, at oplysningerne om retsgrundlaget for

ministeriets afgørelse og oplysningerne om praksis på området i ministeriets

tidligere udtalelser af 14. januar 2003 og 12. september 2003 til Dem således

ikke har været korrekte, og at ministeriets begrundelse i afgørelsen af 21.

november 2002 ikke har været fyldestgørende. Baggrunden herfor er, at der har

været en urigtig opfattelse af praksis på dette punkt i det kontor i

ministeriet, der behandler visumklagesager.

På denne baggrund har ministeriet foretaget en ny vurdering af

ministeriets afgørelse af 21. november 2002.

Ministeriet finder efter den fornyede gennemgang af sagen ikke,

at (A) skulle have haft forlænget sin ret til ophold i Danmark.

Ministeriet har herved lagt vægt på, at (A) havde opholdt sig

her i landet i perioden fra den 22. december 2001 til den 19. juni 2002,

hvorefter hun på ny indrejste i landet den 10. juli 2002 på et visum meddelt

for tre måneders ophold. (A) havde således på tidspunktet for ministeriets

afgørelse den 21. november 2002 opholdt sig ti ud af de foregående 11 måneder

her i landet. En forlængelse af (A)’s ophold efter udlændingelovens § 4

b ville

på baggrund heraf stride mod såvel visuminstituttets formål om korttidsophold

som udlændingelovens § 5, hvorefter udlændinge, der ikke efter §§ 1-

3 a

og 4 b har ret til at opholde sig her

i landet, skal have opholdstilladelse.

Ministeriet finder endvidere ikke, at der var grundlag for at

forlænge (A)’s ophold her i landet som følge af oplysningerne om sygdom

hos

hendes herboende svigerforældre.

Ministeriet har herved lagt vægt på, at forlængelse af ret til

ophold som udgangspunkt alene finder sted, hvis alvorlig sygdom er opstået

hos

den herboende reference eller ansøgeren, hvilket ikke er tilfældet i denne

sag,

hvor der er tale om sygdom hos ansøgerens svigerforældre, der ikke var

referencer

for (A)’s visumophold i Danmark.

Der kan efter en konkret vurdering meddeles visum med henblik

på besøg hos en herboende person, som ansøgeren har en tæt tilknytning til,

hvis ønsket om indrejse er begrundet i helt særlige omstændigheder som f.eks.

livstruende sygdom. Ministeriet har imidlertid ikke fundet grundlag for at

forlænge

(A)’s ophold her i landet på dette grundlag.

Ministeriet har i den forbindelse lagt vægt på,

at

den herboende ægtefælle (B) og hans

forældre ifølge sagens oplysninger kom til Danmark i 1992,

at

(B) og (A) har kendt hinanden siden den 26. august 2000, hvor

parret mødte hinanden i Bosnien,

at

(A) indrejste i Danmark første gang den 22. december 2001, og

at

ægteskabet mellem (B) og (A) blev indgået

her i landet den 26. januar 2002 på et tidspunkt, hvor (A) opholdt sig her i

Danmark på grundlag af et meddelt visum. (A) havde således på tidspunktet for

ministeriets afgørelse af 21. november 2002 alene kendt sine svigerforældre i

ca. 11 måneder.

Ministeriet finder på den baggrund ikke, at oplysningerne om

svigerforældrenes sygdom i sig selv kan anses for at være en sådan helt

særlig

omstændighed, der kan begrunde forlængelse af (A)’s ret til ophold, idet

(A)’s

tilknytning til svigerforældrene – henset til den korte tid hun har

kendt dem

– ikke kan anses for tilstrækkelig tæt. Det forhold, at (A)’s

ægtefælle måtte

have ønsket at have hende ved sin side under forældrenes sygdom, kan i den

forbindelse ikke føre til en ændret vurdering af sagen.

De har anmodet ministeriet om at meddele Dem, om Deres

forståelse af ministeriets udtalelse af 12. september 2003 er korrekt, når De

anfører, at sygdom hos

andre

end ansøger

eller den herboende reference ikke kan danne grundlag for en forlængelse af

et

visumophold, og at der også ved ansøgning om forlængelse af et besøgsophold

ud over tre måneder

skal være tale om

alvorlig sygdom eller dødsfald hos den person, der var reference for det

forudgående besøgsophold.

Ministeriet kan i den forbindelse oplyse, at det som

udgangspunkt kun er alvorlig sygdom hos ansøgeren eller referencen, der kan

begrunde forlængelse af visum i op til tre måneder. Ved ansøgning om

forlængelse

af et besøgsophold

ud over tre måneder

skal der ligeledes som udgangspunkt være tale om alvorlig sygdom eller

dødsfald

hos den person, der var reference for det forudgående besøgsophold.

Det kan dog ikke udelukkes, at alvorlig sygdom hos andre end

ansøger eller referencen under helt særlige omstændigheder vil kunne begrunde

forlængelse af visum i op til tre måneder eller ret til ophold efter

udlændingelovens

§ 4 b, hvis ansøgeren og den person, som er alvorligt syg, efter en konkret

vurdering må antages at være særligt knyttet til hinanden, og der derfor

foreligger en helt særlig anledning til at forlænge en ret til ophold, jf.

det

nedenfor anførte.

De har endelig anmodet ministeriet om at få oplyst, om der kan

meddeles visum til en ansøger på grundlag af helt særlige omstændigheder hos

ansøgerens svigerforældre, eksempelvis livstruende sygdom, og i bekræftende

fald om et sådant visum kan meddeles som en de facto forlængelse efter

udlændingelovens

§ 4 b i situationer, hvor ansøger indgiver ansøgning herom under et

besøgsophold

på tre måneder her i landet, og hvor ansøger ellers ville have opfyldt

betingelserne ved ansøgning fra hjemlandet, og hvis ministeriets svar på

dette

er bekræftende, har De anmodet om nærmere oplysninger om ministeriets

overvejelser

vedrørende denne problemstilling set i relation til det konkrete afslag på

forlængelse.

Ministeriet kan i den forbindelse oplyse, at alvorlig

sygdom/livstruende sygdom efter praksis kan anses som en helt særlig

omstændighed,

der i visse tilfælde vil kunne begrunde forlængelse af ret til ophold i

Danmark.

Der kan således efter en konkret vurdering meddeles visum med henblik på

besøg

hos herboende svigerforældre, hvis ansøgeren har en tæt tilknytning til

svigerforældrene, og hvis ønsket om indrejse er begrundet i helt særlige

omstændigheder som f.eks. livstruende sygdom.

Ministeriet henviser i øvrigt til det ovenfor anførte i

forbindelse med den fornyede gennemgang af sagen.

”

Den 1. september 2004 partshørte jeg C over udlændingemyndighedernes

supplerende udtalelser. I besvarelse heraf meddelte C den 2. september 2004

en

af mine medarbejdere telefonisk at C var utilfreds med at myndighederne ikke

tillagde de helbredsmæssige oplysninger vedrørende svigerforældrene betydning

ved sagens afgørelse. I øvrigt havde C ikke yderligere bemærkninger til

sagen.

Ombudsmandens udtalelse

”Jeg bemærker indledningsvis at min undersøgelse af sagen alene omfatter

Udlændingestyrelsen og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og

Integrations afgørelser af henholdsvis 4. oktober og 21. november 2002 om

afslag på forlængelse af visum. Undersøgelsen omfatter således ikke andre

afgørelser truffet af udlændingemyndighederne.

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse af 21.

november 2002 er truffet efter bestemmelserne i § 4 b i udlændingeloven

(lovbekendtgørelse nr. 608 af 17. juli 2002) og § 18, stk. 1, i

udlændingebekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 581 af 10. juli 2002), jf. § 4,

3. pkt., i udlændingeloven. Bestemmelserne har denne ordlyd:

’§ 4.

Visum udstedes i medfør af Schengenkonventionens artikel 12, jf. artikel 15,

til at gælde indrejse og ophold i alle Schengenlande. Visum kan gives til en

eller flere indrejser inden for et nærmere fastsat tidsrum. Varigheden af et

sammenhængende ophold eller den samlede varighed af flere på hinanden

følgende ophold i Danmark og de

andre Schengenlande må dog ikke overstige 3 måneder pr. halvår regnet fra

datoen for den første indrejse i Schengenlandene.’

’§ 4 b.

En udlænding,

der har opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland i medfør af §§ 2-

3 a, kan i særlige tilfælde få forlænget

sin ret til ophold her i landet.’

’§ 18.

Et visum kan

under en udlændings ophold her i landet forlænges af Udlændingestyrelsen til

i alt tre måneders ophold, når der foreligger force majeure, eller når

humanitære hensyn eller tungtvejende forretningsmæssige eller personlige

grunde taler derfor. Forlængelse kan dog, medmindre særlige grunde taler

derimod,

kun ske på grundlag af oplysninger, der ikke forelå på tidspunktet for

visumudstedelsen,

og kun, hvis formålet med opholdet ikke ændres.’

I et notat af 10. september 2002 der er sendt til Folketingets

Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik, er visumpraksis beskrevet

således:

’1.

Retsgrundlaget

Udlændingemyndighederne

foretager ved vurderingen af en ansøgning om visum en konkret og individuel

bedømmelse af, hvorvidt ansøgningen skal imødekommes. Ved denne vurdering

sker der en bedømmelse af, om den pågældende vil tage fast ophold eller

ophold

af længere varighed i Danmark, eller om den pågældende vil udgøre en

sikkerhedsrisiko i Danmark.

Praksis skal ses i sammenhæng med udlændingelovens regler om

muligheden for at opnå opholdstilladelse i Danmark, idet visumreglerne bør

administreres på en måde, der er egnet til at hindre omgåelse af reglerne om

opholdstilladelse. Visumreglerne skal således administreres på en sådan måde,

at der ikke meddeles visum til ansøgere, hvor der skønnes at være en risiko

for, at de efter indrejsen søger opholds- og arbejdstilladelse eller asyl

eller på anden måde tager fast ophold eller ophold af længere varighed her i

landet.

2.

Grundlæggende betingelser for at et visum kan udstedes

For at et visum kan udstedes, skal følgende grundlæggende

betingelser normalt være opfyldt:

a) varigheden af et sammenhængende ophold eller den samlede

varighed af flere på hinanden følgende ophold her i landet må ikke overstige

tre måneder pr. halvår regnet fra datoen for den første indrejse i

Schengenlandene. I de nævnte tre måneders ophold fradrages den tid, hvori

udlændingen

indenfor halvåret har opholdt sig i et andet Schengenland, jf.

udlændingelovens

§ 2 b, stk. 2, 2. og 3. pkt.

4.

Praksis for meddelelse af visum til særlige persongrupper eller hvor særlige

forhold taler derfor

4.5.

Meddelelse af visum på grund af særlig anledning til besøget

For ansøgere af alle nationaliteter gælder, at der som

udgangspunkt meddeles visum, såfremt der i ansøgningen om visum er henvist

til

en særlig anledning for det ønskede besøg i Danmark.

For ansøgere af alle nationaliteter gælder det således, at der

som udgangspunkt gives visum, såfremt der foreligger helt særlige

omstændigheder hos ansøgeren eller den herboende slægtning, eksempelvis

livstruende sygdom, ønske om deltagelse i et nærtstående familiemedlems

begravelse

eller mindehøjtidelighed eller deltagelse i store familiebegivenheder

herunder

f.eks.:

Den enkelte ansøgers interesse i at deltage i den aktuelle

familiebegivenhed og en samlet vurdering af ansøgers tilknytning til de

herboende familiemedlemmer indgår som væsentlige momenter ved skønsudøvelsen.

Efter en konkret vurdering vil også andre – end

familiemedlemmer – der har en tæt tilknytning til den herboende person,

kunne

meddeles visum, såfremt ønsket om at indrejse i Danmark er begrundet i et af

ovennævnte hensyn.

7.

Forlængelse af Schengenvisum og forlængelse af ophold i Danmark

7.1.

Forlængelse af Schengenvisum

Ifølge § 4, 3. pkt., i udlændingeloven må varigheden af et

sammenhængende visumophold eller den samlede varighed af flere på hinanden

følgende visumophold i Danmark og de øvrige Schengenlande ikke overstige tre

måneder pr. halvår regnet fra datoen for den første indrejse i

Schengenlandene,

jf. afsnit 2.a. ovenfor.

Det følger af § 18, stk. 1, i udlændingebekendtgørelsen, at

Udlændingestyrelsen kan forlænge udlændingens ophold her i landet til i alt

tre

måneder, når der foreligger force majeure, eller når humanitære hensyn eller

tungtvejende forretningsmæssige eller personlige grunde taler derfor.

Forlængelse kan dog, medmindre særlige grunde taler derimod, kun ske på

grundlag af oplysninger, der ikke forelå på tidspunktet for visumudstedelsen,

og kun, hvis formålet med opholdet ikke ændres.

7.2.

Forlængelse af ophold i Danmark

Det følger af udlændingelovens § 4 b, at en udlænding, der har

opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland i medfør af §§ 2-

3 a, i særlige tilfælde kan få forlænget

sin ret til ophold her i landet.

Efter praksis kan et visum – som udgangspunkt – forlænges med op

til tre måneders ophold i Danmark med henblik på besøg hos ansøgerens

herboende ægtefælle, samlever, forlovede/kæreste, børn, forældre og søskende.

Det bemærkes, at det forlængede ophold alene giver ret til

ophold i Danmark, og således ikke giver ret til ophold i de andre

Schengenlande.’

Efter ordlyden i udlændingelovens § 4, 3. pkt., og

udlændingebekendtgørelsens § 18, stk. 1, kan udlændingemyndighederne

give

visum af op til maksimalt tre måneders varighed. Jeg har derfor ikke grundlag

for at kritisere udlændingemyndighederne for med hjemmel i

disse

bestemmelser at have afslået at

forlænge (A)’s visum der var givet for ophold i 90 dage inden den 7.

oktober

2002.

Som det fremgår af udlændingelovens § 4 b, kan en

udlænding der har opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland i medfør

af

§§ 2-

3 a, i særlige

tilfælde få forlænget sin ret til ophold her i landet.

Af forarbejderne til § 4 b fremgår følgende (Folketingstidende

1996-97, tillæg A, s. 4782):

’Den foreslåede § 4 b bestemmer, at en udlænding, der har

opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland i medfør af §§ 2-

4 a, i særlige tilfælde kan få forlænget

sin ret til at opholde sig i Danmark.

Som anført i bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 3,

fastsætter artikel 20, at en visumfri udlænding frit kan færdes i

Schengen-området

i op til 3 måneder i løbet af en periode på 6 måneder regnet fra datoen for

den

første indrejse i et Schengenland.

Artikel 20, stk. 2 [Schengenkonventionen af 19. juni 1990; min

bemærkning], fastsætter i forlængelse heraf, at et Schengenland under

ekstraordinære omstændigheder eller i medfør af en bilateral aftale, der er

indgået inden konventionens ikrafttræden, kan forlænge en udlændings ret til

at

opholde sig på dette lands område ud over 3 måneder.

Efter § 20, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 19. af 18. januar 1984,

som senest ændret ved bekendtgørelse nr. 683 af 12. juli 1996

(udlændingebekendtgørelsen),

kan Udlændingestyrelsen i særlige tilfælde forlænge udrejsefristen for en

udlænding, der har opholdt sig her i landet i de i § 20, stk. 1 og 2, nævnte

tidsrum (udvidet besøgsophold).

Det bemærkes, at besøgsophold normalt forudsættes at kunne

afvikles inden for de 3 måneder, hvor en udlænding kan opholde sig i

Schengenområdet.

Udlændinge med visum, der giver ret til mindre end 3 måneders

ophold, kan fortsat i medfør af udlændingebekendtgørelsens § 17, stk. 1, få

deres visum forlænget til indtil 3 måneders ophold, når særlige grunde taler

herfor.

Forlængelse af visum sker i disse tilfælde normalt mod garanti

fra en herboende reference om, at referencen står økonomisk inde for den

pågældendes ophold her i landet.

Forlænget besøgsophold i medfør af § 4 b vil skulle meddeles af

Udlændingestyrelsen efter gældende praksis. Det bemærkes i den forbindelse,

at udlændinge efter gældende praksis bl.a. kan få forlænget deres

udrejsefrist

ved ophold hos herboende forlovede, ægtefæller, samlevere, forældre eller

børn

i indtil 3 måneder. Herudover meddeles udvidet besøgsophold i tilfælde af

alvorlig sygdom eller dødsfald. Der er med § 4 b ikke tiltænkt en ændring af

denne praksis.

’

Om praksis efter udlændingelovens § 4 b har

udlændingemyndighederne i de supplerende udtalelser af 17. juni og 24. august

2004 oplyst at der var mulighed for at få forlænget et visumophold (udvidet

besøgsophold) flere gange på samme grundlag, men at myndighederne efter en

konkret og individuel vurdering kunne meddele afslag på forlængelse af visum

hvis udlændingen på baggrund af tidligere meddelt ophold i Danmark

sammenholdt

med en eventuel ny visumforlængelse reelt ville opnå ophold i Danmark der

ikke

længere ville have karakter af korttidsophold.

Som det fremgår ovenfor af notatet af 10. september 2002, er det

angivet at visumreglerne bør administreres på en måde der er egnet til at

hindre omgåelse af reglerne om opholdstilladelse. Tilsvarende angivelse

fremgår af forudgående notater af 4. maj 1998 og 18. november 1999.

Den beskrevne praksis kan ikke give mig anledning til

bemærkninger.

Som sagen nu foreligger oplyst, kan jeg ikke kritisere at

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration den 21. november 2002

stadfæstede Udlændingestyrelsens afslag af 4. oktober 2002 på forlængelse af

(A)’s visum. Ved min vurdering heraf har jeg bl.a. lagt vægt på

følgende:

På baggrund af oplysningerne om (A)’s ophold i Danmark (fra den

22. december 2001 til den 19. juni 2002 og igen fra den 10. juli 2002) kan

jeg

ikke kritisere myndighedernes vurdering af at den konkrete eventuelle

forlængelse ville stride mod visuminstituttets formål om korttidsophold.

I den supplerende udtalelse af 24. august 2004 har Ministeriet

for Flygtninge, Indvandrere og Integration oplyst at der efter praksis efter

en konkret vurdering kan meddeles visum med henblik på besøg hos herboende

svigerforældre hvis ansøgeren har en tæt tilknytning til svigerforældrene, og

hvis ønsket om indrejse er begrundet i helt særlige omstændigheder som f.eks.

livstruende sygdom.

Ministeriet har samtidig bemærket at ministeriet ikke har fundet

at oplysningerne om svigerforældrenes sygdom i sig selv kan anses for at være

en sådan helt særlig omstændighed der kunne begrunde forlængelse af

(A)’s ret

til ophold, da hendes tilknytning til svigerforældrene – henset til den

korte

tid hun havde kendt dem (på afgørelsestidspunktet ca. 11 måneder) – ikke

kan

anses for tilstrækkelig tæt.

Jeg kan ikke kritisere ministeriets vurdering af dette

spørgsmål.

Jeg bemærker for en ordens skyld at jeg herved ikke har taget

stilling til ministeriets opfattelse hvorefter en eventuel forlængelse –

som

oplyst af ministeriet den 24. august 2004 – også ville stride mod

udlændingelovens

§ 5 hvorefter udlændinge der ikke efter §§ 1-

3 a

og 4 b har ret til at opholde sig her

i landet, skal have opholdstilladelse.

Ministeriet har i den supplerende udtalelse af 24. august 2004

beklaget at oplysningerne om retsgrundlaget for ministeriets afgørelse og

oplysningerne om praksis på området i ministeriets tidligere udtalelser af

14.

januar 2003 og 12. september 2003 til mig har været ukorrekte, og at

ministeriets

begrundelse i afgørelsen af 21. november 2002 ikke har været fyldestgørende.

Den del af ministeriets begrundelse i afgørelsen af 21.

november 2002 der vedrører spørgsmålet om forlængelse af visum efter

udlændingelovens § 4 b, var, som det fremgår, ikke korrekt og fyldestgørende.

Jeg finder dette forhold kritisabelt. Jeg har samtidig hermed gjort

Ministeriet

for Flygtninge, Indvandrere og Integration bekendt med min opfattelse.

Herudover har jeg gjort ministeriet bekendt med at det ligeledes

er kritisabelt at ministeriet i udtalelserne af 14. januar og 12. september

2003 meddelte mig ukorrekte oplysninger.

Jeg har ikke grundlag for at foretage mig mere i anledning af

Deres henvendelse.

”

Lignende dokumenter