Myndighedsinhabilitet for ministerium i sag om oprykning af ministerens ægtefælle til en højere lønramme
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Myndighedsinhabilitet for ministerium i sag om oprykning af
ministerens ægtefælle til en højere lønramme
1. De faktiske omstændigheder i forbindelse med Peter Fergos og fem
andre sognepræsters oprykning til lønramme 34
På baggrund af nogle artikler bragt på dagbladet Politikens
hjemmeside den 8. juni 2004 og nogle artikler i Politiken den 8. og 9. juni
2004 bad jeg til brug for mine overvejelser om at undersøge sagen af egen
drift Kirkeministeriet om en udtalelse om oprykningen af kirkeministerens
ægtefælle, sognepræst Peter Fergo, og fem andre sognepræster til lønramme 34.
Det fremgik af presseomtalen at Peter Fergo og de fem øvrige sognepræster var
blevet rykket op i lønramme 34 selv om Kirkeministeriet i februar 2004 havde
indført
et generelt stop for sådanne lønrammeoprykninger af besparelsesmæssige
hensyn.
a) Generelt om
fællesfonden og folkekirkens lønudgifter
Folkekirkens økonomiske forhold er reguleret ved lov om
folkekirkens økonomi, jf. lovbekendtgørelse nr. 707 af 29. juni 2004
(økonomiloven).
Loven indeholder bl.a. regler om fællesfonden som afholder folkekirkens
fællesudgifter, og om statens tilskud til folkekirken.
Fællesfonden har historisk set aldrig været tænkt som en
egentlig fond sådan som dette begreb er fastlagt i fondslovgivningen, men
udelukkende som en form for (mellemregnings)konto til finansiering af bl.a.
lønninger og en række fælles og mere generelle opgaver, jf. Rigsrevisionens
beretning om Fællesfonden af 28. april 2003.
Økonomiloven angiver ikke udtømmende hvilke områder der
forudsættes finansieret af fællesfonden. Det følger dog af lovens § 11 at
fællesfonden som udgangspunkt kan afholde udgifter vedrørende de dele af
folkekirkens
Læs alt
område som ikke i forvejen er dækket af de lokale kirkelige kasser eller af
staten.
Fællesfondens udgifter omfatter primært aflønning af
folkekirkens præster og provster som dækkes af statskassen og fællesfonden i
forholdet 40-60, idet statskassen yder et årligt tilskud til fællesfonden
svarende til 40 pct. af disse udgifter, jf. økonomilovens § 20, stk. 2.
Kirkeministeriet er overordnet ansvarlig for forvaltningen af
fællesfonden og for fondens budget.
Ansættelsesformen for præster og provster i folkekirken er som
tjenestemand, jf. § 3, stk. 1, i cirkulære nr. 210 af 11. december 2000 om
anvendelse af tjenestemandsansættelse i staten og folkekirken.
Ansættelsesmyndigheden
er Kirkeministeriet, jf. tjenestemandslovens § 3 hvorefter tjenestemænd
udnævnes af kongen eller vedkommende minister.
Udbetalingen af provsternes og præsternes løn foretages af
staten hvorfor fællesfondens del af lønudgifterne på de årlige finanslove
optræder som en indtægtsmæssig bevilling til Kirkeministeriet i form af
refusion fra fællesfonden.
Fællesfondens lønudgifter afhænger af det til enhver tid antal
besatte præste- og provstestillinger og disse stillingers
lønrammeklassificering.
Kirkeministeriet udsender årligt en bevillingsskrivelse til
stiftsadministrationerne
der angiver stiftets samlede præstebevilling og antal præstestillinger. Den
årlige tildeling af præstenormeringer sker på baggrund af tidligere
udvalgsarbejder, jf. senest betænkning 1264/1994 og betænkning 1327/1996, og
biskoppernes begrundede indstillinger.
Fordeling og omfordeling af bevillingerne til præstestillinger
inden for det enkelte stift hører under biskoppen efter bemyndigelse fra
Kirkeministeriet, jf. cirkulæreskrivelse af 7. februar 1990 om ændret
procedure
vedrørende fordeling af præstestillinger. Af Kirkeministeriets vejledning til
stiftsadministrationerne vedrørende bevillingsstyring af præstestillinger som
er tilknyttet den nævnte cirkulæreskrivelse, fremgår det endvidere
udtrykkeligt
at det budgetmæssige ansvar for så vidt angår lønudgifter til provster og
præster,
påhviler biskopperne.
I vejledningen hedder det endvidere om stifternes overholdelse
af de udmeldte budgetter:
”Den samlede statsbevilling bliver fordelt til stifterne.
Ministeriet ligger altså ikke inde med en reserve til uforudsete
behov eller opfangning af fejldispositioner.”
Vejledningen indeholder herudover en række henstillinger til
brug for stifternes bevillingskontrol.
I vejledningens forslag til procedure for stifternes
bevillingskontrol anføres det desuden at der ved oprettelsen af de enkelte
stillingsindehavere i stiftets edb-register bør tages højde for
anciennitetsoprykninger
i finansåret.
Den årlige bevilling til vikardækning er omfattet af tilskud fra
staten, jf. kirkeministerens besvarelse af Kirkeudvalgets spørgsmål nr. 34 af
2. februar 2004 (Alm. del – bilag 93).
b) Generelt om ordningen
for oprykning af sognepræster til lønramme 34
Kirkeministeriet oplyste i sin udtalelse til mig at sognepræster
i folkekirken er klassificeret i lønrammeforløbet 16-21-29-31, jf. lov nr. 13
af 18. juni 1969 om tjenestemandslønninger m.m. og klassificering af
tjenestemandsstillinger
i staten, folkeskolen og folkekirken (lønnings- og klassificeringsloven), §
30, stk. 1. Slutløntrinnet for en tjenestemandsstilling som præst er 3.
løntrin i lønramme 31.
Kirkeministeriet oplyste endvidere at der på sognepræstområdet
findes 203 personlige genanvendelige klassificeringer i lønramme 34. Det
fremgår af kirkeministerens besvarelse af spørgsmål nr. 49 af 2. juni 2004
fra
Folketingets Kirkeudvalg (Alm. del – bilag 129) at 124 af disse
klassificeringer
stammer fra tjenestemandsreformen i 1969, jf. lønnings- og
klassificeringslovens § 25, stk. 3, mens de resterende 79 klassificeringer er
omklassificeringer til lønramme 34 med hjemmel i lønnings- og
klassificeringslovens § 30, stk. 3.
De personlige genanvendelige klassificeringer i lønramme 34
medtages af den pågældende præst ved stillingsskift. Ved præstens fratræden
skifter klassificeringen til en anden præst efter aftale mellem
Kirkeministeriet
og Den danske Præsteforening (Præsteforeningen), jf. Steffen Brunés,
Folkekirkens
personale, 2. udgave (2003), s.
20 f.
Det fremgår af Kirkeministeriets udtalelse til mig at det er en
betingelse for oprykning til lønramme 34 at præsten har været på slutløn i to
år, og at den pågældendes tjenstlige forhold i enhver henseende har været
tilfredsstillende.
Ifølge udtalelsen er det naturligvis en yderligere betingelse for oprykning
at
der er en ledig klassificering i lønramme 34.
Der gælder ikke noget alderskrav for oprykning til lønramme 34.
Det fremgår imidlertid af Kirkeministeriets udtalelse til mig at en præst med
et sædvanligt ansættelsesforløb på grund af det begrænsede antal
klassificeringer
i lønramme 34 normalt vil have været på slutløn i en årrække før den
pågældende
kan komme i betragtning til lønrammeoprykning. Oprykning til lønramme 34 sker
derfor normalt først når præsten er meget nær 60 år.
Ud over den lønmæssige virkning har oprykning til lønramme 34
endvidere betydning for præstens pensionsmæssige forhold. Det fremgår af
Kirkeministeriets udtalelse til mig at den pensionsmæssige virkning ved
oprykning efter præstens fyldte 60. år dog kun indtræder hvis der er forløbet
mindst to år mellem oprykningstidspunktet og pensionstidspunktet.
Det fremgår desuden af Kirkeministeriets udtalelse at den
hidtidige procedure for oprykning har været den at Præsteforeningen har taget
initiativ til genanvendelse af en ledigbleven klassificering i lønramme 34 og
har indsendt forslag til ministeriet efter forhandling med vedkommende biskop
om hvorvidt præstens tjenstlige forhold som forudsat under den generelle
ordning i enhver henseende har været tilfredsstillende.
Ifølge Kirkeministeriets udtalelse var det en forudsætning for
denne ordning at Præsteforeningen indstillede præster der ikke var medlem af
foreningen, til lønrammeoprykning på lige fod med foreningens medlemmer.
Af kirkeministerens besvarelse af spørgsmål nr. 50 af 2. juni
2004 fra Folketingets Kirkeudvalg (Alm. del – bilag 129) fremgår det at
der
ikke eksisterer nogen generel aftale mellem Kirkeministeriet og
Præsteforeningen
om aldersbetinget oprykning til lønramme 34. Oprykning til lønramme 34
foretages ved aftale i hvert enkelt tilfælde. I samme svar anføres det til
spørgsmålet om hvorvidt en sådan aftale i givet fald giver præsterne et
retskrav på oprykning til lønramme 34, at denne lønramme ikke er slutløn for
præster, og at der ikke findes nogen regler om at præster automatisk
omklassificeres
til lønramme 34 når de har opnået en vis alder og anciennitet.
Kirkeministeren konkluderer på denne baggrund at der ikke er noget retskrav
på
oprykning til lønramme 34.
c) Fællesfondens
økonomiske forhold i perioden 1999 frem til februar 2004
I april 2002 bad kirkeministeren statsrevisorerne om at lade
Rigsrevisionen foretage en undersøgelse af fællesfonden. Den 14. maj 2003
fremsendte Statsrevisoratet i henhold til § 18, stk. 1, i lov om revision af
staternes regnskaber m.m. Rigsrevisionens beretning om folkekirkens
Fællesfond
af 28. april 2003.
Beretningen, der omfattede perioden 1999-2002, indeholdt bl.a.
en vurdering af Kirkeministeriets forvaltning af fællesfonden. Det fremgik af
beretningen at fællesfonden i den undersøgte periode havde haft et samlet
driftsunderskud på 151 mio. kr. og ved udgangen af december 2002 havde en
negativ egenkapital på 57 mio. kr. Driftsunderskuddet og den negative
egenkapital kunne til dels tilskrives uventet høje forsikringsudgifter til
folkekirkens forsikringsordning og væsentlige overskridelser af fællesfondens
it-budget. Udgifterne til løn og godtgørelse til folkekirkens præster og
provster
og tilskud til den kirkelige ligning mv. havde derimod stort set ligget inden
for de budgetmæssige rammer. Rigsrevisionen påpegede endvidere en række
styringsmæssige problemer i Kirkeministeriets forvaltning af fællesfonden.
Rigsrevisionen vurderede at Kirkeministeriets forvaltning af fællesfonden
samlet set ikke havde været tilfredsstillende.
Kirkeministeriet havde inden tidspunktet for beretningens
afgivelse oplyst at ministeriet ville iværksætte en række initiativer med
henblik på en forbedret styring og genopretning af fællesfondens økonomi.
I forlængelse af beretningen anmodede kirkeministeren således
Finansministeriet om assistance til håndtering af de økonomiske og
styringsmæssige
problemer som Rigsrevisionen havde peget på. På den baggrund blev der i
Finansministeriet nedsat en projektgruppe med henblik på at yde
Kirkeministeriets
departement faglig bistand. Projektgruppen bistod Kirkeministeriet i arbejdet
med styring og kvalitetssikring af fællesfondens budget og regnskab for 2003.
I maj 2003 blev der på baggrund af dette arbejde truffet
beslutning om et revideret budget for fællesfonden i det pågældende år. Som
led
i budgetrevisionen blev en række af fællesfondens udgiftsposter reduceret med
0,69 pct. hvilket med hensyn til løn og øvrige udgifter til provster og
præster
indebar en besparelse på 3,4 mio. kr.
På grund af risikoen for overskridelser af fællesfondens budget
iværksatte kirkeministeren med virkning fra den 18. juni 2003 endvidere et
generelt udgifts- og ansættelsesstop for de aktiviteter der finansieredes af
fællesfonden. Det fremgår af kirkeministerens svar på Folketingets
Arbejdsmarkedsudvalgs
spørgsmål nr. 138 af 1. juli 2004 (Alm. del – bilag 448) at der –
mens udgifts-
og ansættelsesstoppet stod på – ikke skete oprykning af de præster som
Præsteforeningen havde indstillet hertil.
Den 28. oktober 2003 meddelte Kirkeministeriet ved en
pressemeddelelse at udgifts- og ansættelsesstoppet ville blive ophævet med
virkning fra 1. januar 2004. Baggrunden for ophævelsen var en
budgetopfølgning
foretaget af projektgruppen i september 2003 som viste at ansættelsesstoppet
ikke havde været tilstrækkeligt til at sikre lønbudgettets overholdelse, og
at
der havde været budgetmæssige overskridelser i stifterne.
d) Stoppet for oprykning
til lønramme 34 i februar 2004 og forløbet vedrørende den efterfølgende
oprykning af Peter Fergo og fem andre sognepræster
Den 9. februar 2004 meddelte Kirkeministeriet ved brev til
Præsteforeningen at man i enighed med stiftsadministrationerne havde
besluttet
midlertidigt at stoppe udmøntningen af studieorlov i 2004 samt genfordelingen
af regenerable puljemidler. Udtrykket ”regenerable puljemidler”
omfattede navnlig
oprykning til lønramme 34. Kirkeministeriets beslutning var begrundet i et
uforudset behov for udbetaling af feriegodtgørelse opstået som følge af at
den
6. ferieuge i juli 2002 var blevet omlagt til særlige feriedage.
Kirkeministeriets
brev havde følgende ordlyd:
”I forbindelse med fordelingen og udmeldingen af bevillinger
til præsteløn for 2004 er spørgsmålet vedrørende særlige udgifter i
budgetåret
2004 blevet drøftet mellem stiftsadministrationerne og Kirkeministeriet og
herunder særligt eventuel betaling for ikke afholdte særlige feriedage.
Ordningen med de særlige feriefridage blev indført på baggrund
af et hovedkrav fra arbejdstagernes hovedorganisationer om tilvejebringelse
af
yderligere tjenestefri primært i form af en 6. ferieuge.
Efter at ordningen nu ved aftale om ferie af 2. juli 2002 er
blevet omlagt til særlige feriedage, er der opstået et særligt problem med de
akkumulerede ikke afholdte eller udbetalte særlige feriedage.
Dette problem er på grund af overgangsordningen særlig stort i
budgetåret 2004.
Da man har forstået, at der er en del præster, som i modsætning
til det oprindelige hovedkrav ønsker økonomisk godtgørelse frem for
afholdelse
af de særlige feriedage, har man i enighed med stiftsadministrationerne
besluttet, at der ikke foreløbig vil ske udmøntning af studieorlov til
præster
i 2004.
De opslag om studieorlov, der har været bragt i
Præsteforeningens blad nr. 4, 5 og 6, vil således ikke blive effektueret,
ligesom øvrige regenerable puljemidler ikke foreløbig genfordeles.
Disse foranstaltninger træffes for at sikre, at normal
besættelse af alle præstestillinger kan ske i budgetåret 2004. Såfremt det
kan
konstateres i løbet af året, at kravet om økonomisk godtgørelse af særlige
feriedage ikke nødvendiggør forbrug af de omhandlede bevillinger vil
ministeriet være sindet at overveje om en udmøntning af studieorlov m.v. i et
omfang kan komme på tale til den tid.”
Foranlediget af Kirkeministeriets meddelelse, som efter
udsendelsen var blevet omtalt på Præsteforeningens hjemmeside, henvendte
sognepræst (A) sig ved brev af 24. februar 2004 til kirkeministeren. I brevet
udtrykte (A) håb om at den undladte udmøntning af de regenerable puljer ikke
indebar et stop for oprykning til lønramme 34, idet han i april 2004 fyldte
59
år og oprykning efter hans opfattelse skulle finde sted inden det fyldte 60.
år
for at få pensionsmæssig betydning.
Departementets udkast til ministersvar til (A) var vedlagt et
notat til ministeren af 26. februar 2004. Af notatet fremgik bl.a. følgende:
”Fordelen for præsten ved oprykning til lønramme 34 er en
lønforhøjelse på ca. 30.600 kr. årligt og – ikke mindst –
pensionering på
grundlag af lønramme 34.
Der bliver ca. 20 klassificeringer ledige om året, svarende til
en besparelse på ca. 612.000 kr. årligt, hvis de ikke genanvendes.
Efter ansættelsesstoppet pr. 18. juni 2003 er der ’stoppet’ 12
lønramme 34 klassificeringer. Heraf nogle der ikke er blevet ledige endnu.
Efterslæbet fra 2003 + 2004 bliver formentlig højst 30 ledige
klassificeringer.
Hvis de personlige oprykninger til lønramme 34 genoptages,
således at de tidligst har virkning fra 1. januar 2004 vil det betyde en
udgift
i 2004 på mellem en halv og en hel million kr. – eller rettere en
ikke-besparelse i 2004 på mellem en halv og en hel million kr. og en
lønmæssig
(og pensionsmæssig) anerkendelse til ca. 30 præster.”
Af kirkeministerens svar af 1. marts 2004 til (A) fremgik bl.a.
følgende:
”Jeg må desværre bekræfte, at også genanvendelse af de
regenerable lønramme 34 klassificeringer er sat i bero.
Hvis en tjenestemand omklassificeres, efter at han/hun er fyldt
60 år, har omklassificeringen kun virkning for beregning af
tjenestemandspensionen,
når der er forløbet 2 år eller mere mellem omklassificeringstidspunktet og
pensioneringstidspunktet. Man kan altså godt blive omklassificeret, efter at
man er fyldt 60 år, men man får kun glæde af det pensionsmæssigt, hvis man
forbliver i stillingen i 2 år.
Jeg forstår fuldt ud din frustration, og jeg vil se på sagen.”
Den 15. marts 2004 henvendte sognepræst (B) sig ved brev til
kirkeministeren idet han anmodede ministeren om at undersøge om det skulle
bero
på en fejl at han, der var født i december 1944, ikke var blevet oprykket til
lønramme 34 den 1. januar 2004 til trods for at Præsteforeningen havde
afgivet
indstilling herom i juli 2003.
Det fremgår af Kirkeministeriets udtalelse til mig at
kirkeministeren i anledning af (B)’s henvendelse bad om at få en
mundtlig orientering
fra den pågældende sagsbehandler om ordningen for oprykning til lønramme 34.
Det blev under denne orientering oplyst at alle præster der opfyldte
betingelserne
for oprykning, efter ministeriets viden var blevet oprykket i
overensstemmelse
med hidtidig praksis hvorefter de pågældende skulle være fyldt 60 år eller
være nær derved. Kirkeministeren udtrykte undren over dette forhold idet hun
kendte en præst, nemlig sognepræst Peter Fergo, som på dette tidspunkt var
fyldt 67 år, og som ikke var blevet oprykket til lønramme 34.
Ved en gennemgang af Peter Fergos personalesag konstaterede
Kirkeministeriet at Præsteforeningen aldrig havde indstillet Peter Fergo til
oprykning uanset at han havde været på slutløn siden den 1. august 1989 og
var
fyldt 60 år den 18. juni 1996.
Med henblik på at afklare om andre præster skulle være blevet forbigået
i forbindelse med oprykning til lønramme 34, anmodede Kirkeministeriet
Statens
Lønsystem om at udarbejde en liste over præster som var fyldt 60 år, og som
var
indplaceret lavere end lønramme 34.
Kirkeministeriet modtog den ønskede liste ved e-mail af 19.
marts 2004. Af Kirkeministeriets gennemgang af listen i form af et notat af
21. marts 2004 fremgik det at der ved Kirkeministeriets meddelelse om stoppet
for lønrammeoprykning den 9. februar 2004 var seks præster der var fyldt 60
år,
og som havde været på slutløn i mindst to år. Blandt disse seks præster havde
Præsteforeningen kun indstillet én som tillige var medlem af
Præsteforeningen.
Det drejede sig om sognepræst (C). De øvrige fem præster, som ikke var
medlemmer af foreningen, var derimod ikke blevet indstillet. Det drejede sig
om
sognepræsterne (D), (E), (F), (G) og Peter Fergo.
Den 20. marts 2004 bad Peter Fergo ved brev til Kirkeministeriet
om at få oplyst om der forelå en særskilt grund til at han ikke var blevet
rykket op i lønramme 34.
Den 23. marts 2004 blev der afholdt møde mellem Kirkeministeriet
og Præsteforeningen hvor man bl.a. drøftede Kirkeministeriets stop for
udmøntning af studieorlov og Præsteforeningens manglende indstilling til
lønrammeoprykning af andre end foreningens medlemmer.
Det fremgår af Kirkeministeriets notat om mødet at ministeriet
sammen med stiftsmyndighederne på dette tidspunkt var i færd med at foretage
en opgørelse over det beløb der skulle anvendes til betaling af særlige
feriedage. Ministeriet bekræftede på mødet at den årlige aftale om
studieorlov
i henhold til lokallønsordningen ikke ville blive indgået før det lå klart at
der var penge til det. Ministeriet oplyste desuden at midlerne til lokalløn
befandt sig på præstelønskontoen og blev brugt til betaling af særlige
feriedage.
Med hensyn til Præsteforeningens manglende indstilling til
lønrammeoprykning af præster som ikke var medlem af foreningen, tilkendegav
Kirkeministeriet ifølge ministeriets notat om mødet at man straks ville sørge
for oprykning af de præster som opfyldte de aftalte betingelser herfor.
Præsteforeningen
anførte hertil at foreningen ikke var i besiddelse af de fornødne oplysninger
om personer der ikke var medlem af foreningen, og at foreningen derfor ikke
kunne varetage disse personers interesser i relation til oprykning til
lønramme 34. Kirkeministeriet gav tilsagn om et nyt møde med Præsteforeningen
i august 2004 hvor ministeriet forventede at have tilvejebragt et overblik
over de midler som stod til rådighed med henblik på en udmøntning af eventuel
studieorlov.
Det fremgår af Kirkeministeriets udtalelse til mig af 25. juni
2004 at Kirkeministeriet efter mødet med Præsteforeningen foretog en
telefonisk høring af de tilsynsførende biskopper for hver af de seks
omhandlede
præster med henblik på at fastslå om præsternes tjenstlige forhold i enhver
henseende
havde været tilfredsstillende som forudsat i den generelle aftale om
lønrammeoprykning. Det blev i den forbindelse tilkendegivet over for
biskopperne at ministeriet ville tilføre de nødvendige midler hvis
omklassificeringen
gav problemer for stiftets præstelønsbevilling.
Biskoppen over Københavns Stift anmodede om en skriftlig høring
for så vidt angik oprykningen af Peter Fergo, hvilket skete ved
Kirkeministeriets
brev af 25. marts 2004 til den pågældende stiftsøvrighed. De øvrige adspurgte
biskopper havde ingen bemærkninger.
Kirkeministeriet tog derpå telefonisk kontakt til
sognepræsterne (D) og (E).
Ministeriet spurgte (D) om hvorvidt han i lyset af at lønrammeoprykning
efter det fyldte 60. år først ville få pensionsmæssig virkning efter to år,
ønskede lønrammeoprykning med tilbagevirkende kraft. (D) oplyste hertil at
han var fuldt tilfreds med lønrammeoprykning uden tilbagevirkende kraft.
Kirkeministeriet spurgte på tilsvarende vis sognepræst (E) som
oplyste at hun havde tænkt sig at søge sin afsked ved årets udgang. Hendes
lønrammeoprykning skulle for at få pensionsmæssig virkning derfor ske med
virkning fra den 1. januar 2003.
Den 25. marts 2004 meddelte Kirkeministeriet ved brev til
Stiftsøvrigheden over Roskilde Stift med kopi til Præsteforeningen at det
mellem Præsteforeningen og Kirkeministeriet var aftalt at en ledigbleven
lønramme 34-klassificering blev genanvendt ved oprykning af sognepræst (D)
til
lønramme 34 med virkning fra den 1. april 2004.
Den 26. marts 2004 reagerede Præsteforeningen over for
Kirkeministeriets meddelelse om lønrammeoprykning af (D) idet foreningen
bestred at dette skulle være sket efter aftale med foreningen.
Præsteforeningen
skrev i den forbindelse bl.a. følgende:
”På mødet mellem Præsteforeningen og Kirkeministeriet den 23.
marts 2004 om Kirkeministeriets skrivelse af 9. februar 2004 blev det
tilkendegivet, med henvisning til den af Kirkeministeriet på mødet udleverede
oversigt over præster der er fyldt 60 år, men som er indplaceret lavere end
LR
34, at der på et senere tidspunkt skulle ske en ’oprydning’ ved et
møde mellem
parterne i forsommeren og eftersommeren. Her nævnte Præsteforeningen bl.a. at
man ligeledes havde en række kandidater, der ville komme i klemme i
systemet.”
Ved e-mail af 30. marts 2004 bekræftede Præsteforeningen at man
var indforstået med at oprykning til lønramme 34 omfattede både organiserede
og
ikke-organiserede præster. Foreningen fastholdt imidlertid at det på mødet
den
23. marts 2004 blev tilkendegivet at den bebudede oprydning først skulle ske
på et efterfølgende møde. Foreningen oplyste desuden at man var parat til et
sådant møde snarest belejligt.
Kirkeministeriet sendte den 13. april 2004 ministeriets
ovennævnte notat om mødet den 23. marts 2004 til Præsteforeningen og skrev i
tilknytning hertil bl.a. følgende:
”Et konkret resultat af mødet var, at der – efter
Kirkeministeriets opfattelse – blev konstateret enighed om, at det er
uheldigt,
at nogle præster, der opfylder de aftalte betingelser for oprykning til
lønramme 34, ved en fejl ikke er blevet oprykket til lønramme 34, fordi de
ikke
er medlemmer af Præsteforeningen.
Kirkeministeriet tilkendegav, at ministeriet straks ville sørge
for oprykning af de pågældende, og man var af den opfattelse, at
Præsteforeningen var enig heri, jf. ovenfor. Det bemærkes i denne
forbindelse,
at det vil være et ulovligt hensyn, hvis Præsteforeningen nægter at indgå
aftale om oprykning på grund af manglende medlemskab af Præsteforeningen.
Det er en ganske uholdbar situation, hvis Kirkeministeriet på
nogen måde skulle lægge navn til fagforeningsmagtfordrejning, og for at
beskytte sig mod en sådan situation vil Kirkeministeriet i givet fald oprykke
de pågældende på anden måde.”
Den 28. april 2004 kom Præsteforeningen med bemærkninger og
tilføjelser til Kirkeministeriets notat om mødet den 23. marts 2004. Med
hensyn til oprykningen til lønramme 34 anførte foreningen bl.a. at man på
grund af manglende oplysninger om andre præster end foreningens egne
medlemmer
havde vanskeligt ved at indstille ikke-medlemmer til oprykning.
Kirkeministeriet besvarede denne henvendelse ved brev af 6. maj
2004. I svaret gjorde Kirkeministeriet bl.a. opmærksom på at ministeriets
oplysninger om de præster som ikke var medlemmer af Præsteforeningen,
stammede
fra Teologisk Stat/Kirkelig Håndbog der udgives af Præsteforeningen.
Den 16. april 2004 meddelte Kirkeministeriet ved brev til
Stiftsøvrigheden over Fyens Stift med kopi til Præsteforeningen at sognepræst
(E) blev rykket op til lønramme 34 med virkning fra den 1. januar 2003. Det
fremgik som i Kirkeministeriets meddelelse vedrørende (D) at oprykningen
skete
efter aftale mellem Præsteforeningen og Kirkeministeriet.
Det fremgår af Kirkeministeriets udtalelse til mig af 25. juni
2004 at brevet var skrevet i forlængelse af Kirkeministeriets tidligere
telefonkontakt
med (E), men at det på grund af Præsteforeningens indsigelser i forbindelse
med
lønrammeoprykningen for (D) ikke var sendt tidligere.
Det fremgår endvidere af Kirkeministeriets udtalelse at det
undervejs i forløbet blev klart at det var nødvendigt at fastsætte en generel
regel for fra hvilket tidspunkt der skulle ske lønrammeoprykning af de seks
præster. Efter ministeriets opfattelse skulle der så vidt muligt rettes op på
den fejl der var sket fordi de pågældende ikke var blevet rykket op til
lønramme 34 på lige fod med andre sognepræster og derfor ikke havde fået
samme
løn- og pensionsmæssige stilling som dem.
Under Kirkeministeriets overvejelser om en sådan regel inddrog
ministeriet en række forhold der i ministeriets udtalelse til mig er gengivet
således:
”
·
For sognepræsterne (C) og (E) har omklassificeringen
til LR 34 kun pensionsmæssig betydning og stort set ingen lønmæssig
betydning,
da de begge er ansat i en stilling, hvortil der er knyttet et tillæg, der
nogenlunde
svarer til forskellen mellem 3. løntrin i LR 31 og LR 34. Dette tillæg
bortfalder
ved omklassificering til LR 34.
·
For sognepræst (G) har omklassificering til
LR 34 kun lønmæssig betydning og ingen pensionsmæssig betydning, da han er
ansat på tjenestemandslignende vilkår og ikke har ret til
tjenestemandspension,
men har en pensionsordning via ( ).
·
For sognepræsterne Peter Fergo, (F) og (D)
har omklassificering til LR 34 både lønmæssig og pensionsmæssig betydning.
·
Omklassificering kan tidligst finde sted
fra det tidspunkt, hvor præsten har været to år på slutløn.
·
Omklassificering kan ikke finde sted fra et
tidspunkt, der ligger forud for ordningens start i 1990.
·
Omklassificering sker normalt først, når
præsten er ret nær på de 60 år. Frem til 1. april 1995 var der væsentlig
flere
personlige genanvendelige LR 34 klassificeringer end der er nu. Den normale
omklassificeringsalder lå derfor et par år lavere end nu. Hvis sognepræsterne
Peter Fergo og (F) var blevet omklassificeret ’normalt’, ville de
derfor nok
have været 57-58 år gamle ved klassificeringen.”
Det fremgår af Kirkeministeriets udtalelse til mig at
medarbejdere i Kirkeministeriet på denne baggrund drøftede fastlæggelsen af
en
generel regel om tidspunktet for oprykning af de seks præster, og at det i
den
forbindelse blev besluttet at oprykning skulle ske fra den 1. i den måned
hvor
den pågældende præst fyldte 60 år, under forudsætning af at den pågældende på
dette tidspunkt havde været på slutløn i to år.
Det skal hertil bemærkes at Kirkeministeriet i ministeriets
supplerende udtalelse til mig efterfølgende anførte at udtrykket
”fastlæggelse
af en generel regel for tidspunktet for oprykning” burde erstattes af
”valg af
en praktisk løsning” som en mere dækkende sproglig formulering.
I ministeriets udtalelse henvises der som begrundelse for at
lade oprykning ske med virkning fra præsternes fyldte 60. år til et konkret
tilfælde fra 1993 hvor en præst klagede til mig over at han ikke var blevet
rykket op i lønramme 34. Det viste sig at Præsteforeningen havde undladt
afgive indstilling om oprykning af klageren som ikke var medlem af
foreningen.
Den pågældende præst var fyldt 60 år da han indgav sin klage, og blev som
følge
af Kirkeministeriets optagelse af sagen rykket op i lønramme 34 med virkning
fra den 1. i den måned hvor han fyldte 60 år. Det hedder i Kirkeministeriets
udtalelse med henvisning til mit brev af 23. december 1993 at jeg ingen
bemærkninger
havde hertil.
Det skal hertil bemærkes at jeg i det nævnte brev af 23.
december 1993 skrev til præsten at jeg var blevet orienteret af
Kirkeministeriet
om at han var blevet rykket op til lønramme 34 med virkning fra den 1. marts
1993. Jeg skrev endvidere at jeg derfor gik ud fra at hans klage kunne
betragtes som bortfaldet.
Den 28. april 2004 meddelte Kirkeministeriet ved brev til
Stiftsøvrigheden over Fyens Stift at sognepræst (F) var blevet rykket op i
lønramme
34 med virkning fra den 1. marts 1995.
Den 28. april 2004 meddelte Kirkeministeriet ved brev til
Stiftsøvrigheden over Københavns Stift at sognepræst Peter Fergo var blevet
rykket op i lønramme 34 med virkning fra den 1. juni 1996.
Det fremgår af Kirkeministeriets udtalelse til mig af 25. juni
2004 at de pågældende sognepræster var født henholdsvis den 27. marts 1935 og
den 18. juni 1936. Begge oprykninger fik således tidsmæssig virkning i
overensstemmelse med den af Kirkeministeriet fastsatte generelle regel.
Det fremgår endvidere af Kirkeministeriets udtalelse at
oprykningen af Peter Fergo skete uden at afvente høringssvaret fra Biskoppen
over Københavns Stift idet ministeriet var bekendt med at biskoppens
betænkeligheder
var af økonomisk eller budgetmæssig art og ikke vedrørte sognepræst Peter
Fergos tjenstlige forhold.
Biskoppen over Københavns Stift besvarede Kirkeministeriets
høring ved brev af 29. april 2004. Biskoppen henviste i sit høringssvar til
et
tidligere brev fra Kirkeministeriet af 26. april 2004 hvori stiftet var
blevet
opfordret til fortsat at vise tilbageholdenhed med hensyn til forbruget af
bevillingen til aflønning af præster. Biskoppen anførte derpå følgende:
”Da ministeriet dernæst alene vil være sindet eventuelt at
foretage en mindre justering af bevillingen, kan jeg på grund af den
økonomiske
usikkerhed ikke umiddelbart anbefale, at Peter Fergo oprykkes til lønramme 34
umiddelbart inden hans forventede opsigelse af sin stilling.”
Det fremgår af Kirkeministeriets udtalelse til mig at
ministeriets departementschef derpå kontaktede Biskoppen over Københavns
Stift
telefonisk og oplyste ham om at merudgiften til omklassificeringen af
sognepræst Peter Fergo ikke skulle afholdes inden for den bevillingsramme til
præsteløn som Københavns Stift havde fået udmeldt fra Kirkeministeriet.
Ministeriets begrundelse herfor var at det ikke skulle gå ud over stiftet at
der tidligere var begået en fejl. Tilsvarende oplysninger blev ifølge
Kirkeministeriets udtalelse til mig givet til de øvrige stiftsmyndigheder.
I samme forbindelse udarbejdede ministeriet den 30. april 2004
et notat til belysning af lønramme 34-problematikken i relation til reglerne
om
forældelse. I notatet anføres bl.a. følgende:
”Præsteforeningen har højtideligt lovet og bedyret, at også
ikke-medlemmer af Præsteforeningen bliver bragt i forslag på lige fod med
medlemmer. Det har imidlertid vist sig, at der er 5 ikke-medlemmer, der ikke
er
blevet omklassificeret, selvom de opfylder de aftalte kriterier.
2 af disse præster, nemlig Peter Fergo (født 18.6.36) og (F)
(født ) får ved oprykning med virkning umiddelbart forud for det fyldte 60.
år betaling henholdsvis 8 og 9 år tilbage.
De pågældende præster ville have en rigtig god sag, hvis de gik
til Ombudsmanden eller domstolene med et krav om oprykning med
tilbagevirkning.
Kirkeministeriet ville under en retssag kunne gøre gældende, at kravet kun
kan
gøres gældende 5 år tilbage. Domstolene statuerer imidlertid kun forældelse,
hvis det gøres gældende under sagen. Forældelsesindsigelsen tages altså ikke
i
betragtning ex officio.
Der er tale om, at ministeriet retter op på en fejl. Derfor
betales der tilbage til det tidspunkt, da oprykning til LR 34 normalt ville
være sket. Der betales dog ikke morarenter.
Der er ikke noget kritisabelt ved at Kirkeministeriet som
arbejdsgiver behandler folk på en ordentlig og anstændig måde. I denne sag er
det Præsteforeningen der har et problem.”
Den 30. april 2004 meddelte sognepræst Peter Fergo ved brev til
Kirkeministeriet at han ikke som ellers bestemt ønskede at lade sin oprykning
være gældende med virkning fra den 1. juni 1996, men derimod først fra den 1.
juni 1999 således at loven om forældelsesfrist var overholdt.
Kirkeministeriet bad brev af 11. maj 2004 Stiftsøvrigheden over
Københavns Stift om at ændre virkningstidspunktet for Peter Fergos
lønrammeoprykning i overensstemmelse med dennes eget ønske.
Den 21. maj 2004 besvarede kirkeministeren (B)’s brev af 15.
marts 2004. Af ministerens svar fremgik bl.a. følgende:
”Det er korrekt, at Præsteforeningen har indstillet til
Kirkeministeriet, at der indgås aftale mellem ministeriet og Præsteforeningen
om, at du oprykkes til lønramme 34 med virkning fra den 1. januar 2004.
I forbindelse med ansættelsesstoppet blev også genanvendelsen af
de regenerable lønramme 34 klassificeringer sat i bero. Kirkeministeriet har
givet Præsteforeningen tilsagn om et møde til august d.å., hvor der skulle
være tilvejebragt overblik over, hvilke midler der er til rådighed, med
henblik
på blandt andet en nyordning med hensyn til oprykning til lønramme 34.
Det beror altså ikke på en fejl, at du (endnu) ikke er oprykket
til lønramme
34.”
Den 28. maj 2004 meddelte Kirkeministeriet ved brev til
Stiftsøvrigheden over Århus Stift at sognepræst (C) var blevet rykket op i
lønramme 34 med virkning fra den 1. maj 2003.
Den 28. maj 2004 meddelte Kirkeministeriet ved brev til
Stiftsøvrigheden over Ribe Stift at sognepræst (G) var blevet rykket op i
lønramme 34 med virkning fra den 1. april 2001.
Det fremgår af Kirkeministeriets udtalelse til mig af 25. juni
2004 at de pågældende sognepræster var født henholdsvis den ( )1943 og den
( )1941. Begge oprykninger fik således tidsmæssig virkning i overensstemmelse
med den af Kirkeministeriet fastsatte generelle regel.
I en artikel bragt i Politiken den 9. juni 2004 bekræftede en
medarbejder i Kirkeministeriet at både Biskoppen over Københavns Stift og de
øvrige biskopper blev holdt skadesløse for oprykningen af de seks præster.
Den
pågældende medarbejder udtalte ifølge artiklen endvidere at man havde penge
til at stoppe sådanne ”huller”, og oplyste at
”hullekassen” indeholdt omkring
30 mio. kr.
Den 10. juni 2004 stillede Folketingets Finansudvalg en række
spørgsmål til kirkeministeren (§ 22 – bilag 11), herunder om hvor på
finansloven ”hullekassen” var budgetteret, og hvad kriterierne for
anvendelse
af ”hullekassen” var.
Kirkeministeren oplyste i sit svar til udvalget af 16. juni
2004 (§ 22 – bilag 13) bl.a. følgende:
”Lønbevillingen til præster udgøres af en finanslovsbevilling
under § 22 Kirkeministeriet, konto 22.21.03. Præster og provster, og af en
bevilling på Fællesfonden, jf. lov om folkekirkens økonomi § 11.
Den samlede bevilling er efter en møderække med
stiftsadministrationerne fordelt til forvaltning i de enkelte stifter. Der er
i
denne forbindelse aftalt en procedure om eventuel omflytning af bevillinger i
sidste halvdel af året, ligesom der til imødegåelse af udsving i belastningen
af de enkelte stifters lønbevilling ved blandt andet afholdelse af udgifter
til særlige feriedage er tilbageholdt en mindre lønreserve. Det er i
forbindelse
hermed at Københavns Stift i bevillingsmæssig sammenhæng vil blive søgt holdt
skadesløs.”
2. Kirkeministerens
ægtefælle, Peter Fergo, og dennes økonomiske forhold som følge af oprykningen
til lønramme 34
Det fremgik af sagen at sognepræst Peter Fergo var gift med
kirkeministeren.
Kirkeministeren oplyste i sit svar til Folketingets
Finansudvalg af 16. juni 2004 (§ 22 – bilag 13) følgende om størrelsen
af det
beløb Peter Fergo vil få efterbetalt som følge af sin oprykning til lønramme
34
med virkning fem år tilbage:
”I forbindelse med sin oprykning til LR 34 vil sognepræst Peter
Fergo få efterbetalt differencen mellem LR 34 og slutløntrinnet i LR 31. For
perioden 1. juni – 31. december 1999 er efterbetalingsbeløbet 16.484,44
kr. For
2000 er efterbetalingsbeløbet 28.470,27 kr. For 2001 er efterbetalingsbeløbet
29.365,71 kr. For 2002 er efterbetalingsbeløbet 30.048,21 kr. For 2003 er
efterbetalingsbeløbet 30.466,77 kr., og for perioden 1. januar – 30.
april
2004 er efterbetalingsbeløbet 10.239,26 kr.”
Peter Fergos økonomiske interesse i sin oprykning til lønramme
34 udgjordes ud over summen af de nævnte efterbetalingsbeløb endvidere af en
varig indtægtsforhøjelse, ligesom oprykningen måtte antages at få positiv
indvirkning på hans pensionsmæssige forhold.
3. Ombudsmandens
undersøgelse af sagen
På baggrund af Politikens omtale af sagen bad jeg som nævnt til
brug for mine overvejelser om at undersøge sagen af egen drift
Kirkeministeriet om en udtalelse om oprykningen af sognepræst Peter Fergo og
fem andre sognepræster til lønramme 34.
Jeg bad ministeriet om særligt at udtale sig om følgende
spørgsmål: 1) overvejelser om kirkeministerens habilitet i forbindelse med
deltagelse i beslutningen om at oprykke sognepræst Peter Fergo til lønramme
34, 2) overvejelser om myndighedshabilitet i forbindelse med ministeriets
behandling af sagen om sognepræst Peter Fergos oprykning, 3) meddelelsen til
sognepræst (B) om at han ikke kunne blive oprykket til lønramme 34, og om
hvorvidt denne afgørelse var udtryk for en forskelsbehandling som ikke var
sagligt
begrundet. Jeg bad om at få kopi af de akter der knyttede sig til de
ovennævnte
spørgsmål, herunder interne notater.
Jeg skrev at jeg var opmærksom på at der kunne blive tale om at
kirkeministeren blev indkaldt til samråd i Folketingets Kirkeudvalg. Jeg
orienterede derfor udvalget om henvendelsen til ministeriet. Jeg bad udvalget
orientere mig hvis det modtog en anmodning om indkaldelse af ministeren til
samråd.
Jeg bad desuden udvalget om underretning om karakteren af det samråd som
måtte
blive afholdt.
Den 11. juni 2004 blev kirkeministeren indkaldt til samråd i
Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg om sagen. Med henvisning hertil bad jeg i
brev af 17. juni 2004 Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg om underretning af
karakteren af samrådet når det havde været afholdt.
Jeg underrettede endvidere Kirkeministeriet om min henvendelse
til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg og tilkendegav i den forbindelse at jeg
afventede udvalgets underretning inden jeg traf endelig beslutning om
hvorvidt
jeg skulle undersøge sagen af egen drift. Jeg tilkendegav endvidere over for
ministeriet at jeg var opmærksom på de oplysninger som var kommet frem i
Politiken,
om at (B) ikke var fyldt 60 år, men at jeg fortsat ønskede en besvarelse af
punkt 3 i min oprindelige anmodning til ministeriet.
Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg meddelte i brev af 24. juni
2004 at der ikke var blevet gjort notat i udvalgets protokol om karakteren af
samrådet som var blevet holdt samme dag. Udvalget henviste til den procedure
der var aftalt i forbindelse med samråd med henblik på orientering af
Folketingets Ombudsmand, jf. Folketingets Udvalgsafdelings brev af 9. oktober
1991.
Den 30. juni 2004 modtog jeg Kirkeministeriets udtalelse af 25.
juni 2004. Vedrørende spørgsmålet om kirkeministerens habilitet skrev
Kirkeministeriet følgende:
”Kirkeminister Tove Fergo har ikke medvirket ved beslutningen om
at oprykke sognepræst Peter Fergo til LR 34. Der var tale om
administrationsfejl, som så vidt muligt skulle rettes op, uanset hvem
fejladministrationen var gået ud over.”
Kirkeministeriet skrev endvidere følgende for så vidt angik
spørgsmålet om myndighedsinhabilitet:
”Ministeriet overvejede, om der kunne være tale om
myndighedsinhabilitet i forbindelse med ministeriets behandling af sagen om
sognepræst Peter Fergos oprykning. Da der ikke er tale om nogen særskilt
begunstigelse til sognepræst Peter Fergo, og hans sag behandles sammen med og
på samme måde som fem lignende sager, fandt Kirkeministeriet det ubetænkeligt
at behandle sagen og ikke foreslå sagen overført til en anden minister.”
I brev af 5. juli 2004 meddelte jeg Kirkeministeriet at jeg havde
besluttet at tage sagen op til undersøgelse for så vidt angik de
habilitetsspørgsmål
som sagen rejste. Jeg meddelte samtidig at jeg havde besluttet ikke at tage
sagen om sognepræst (B) op til behandling. Jeg oplyste desuden at det ikke
gav
mig anledning til bemærkninger at kirkeministeren i forbindelse med
orienteringen om ministeriets praksis angående oprykning af sognepræster til
lønramme 34 gjorde opmærksom på at hendes mand, Peter Fergo, ikke var blevet
rykket op til lønramme 34. Jeg skrev at min undersøgelse således ville være
koncentreret om selve beslutningen om oprykning af sognepræst Peter Fergo og
de fem andre præster.
Jeg bad ministeriet om en supplerende udtalelse og stillede i
den forbindelse følgende spørgsmål med henblik på at belyse spørgsmålet om
myndighedsinhabilitet:
”Jeg har forstået ministeriets redegørelse således at det ikke
var en betingelse for de individuelle aftaler mellem Kirkeministeriet og Den
Danske Præsteforening om oprykning af sognepræster til lønramme 34 at de
pågældende sognepræster skulle have opnået en bestemt alder, men at de
faktiske
forhold indebar at omklassificering normalt første skete når de pågældende
sognepræster havde en alder der var ret nær 60 år. Jeg har endvidere forstået
redegørelsen sådan at ministeriet i forbindelse med vurderingen af om de seks
sognepræster skulle rykkes op, opstillede en fast generel regel om at de
pågældende
præster skulle rykkes op fra den 1. i den måned hvor de fyldte 60 år.
Jeg beder ministeriet oplyse om det er korrekt forstået at
kirkeministeren ikke blev inddraget i beslutningen om at ændre
oprykningsgrundlaget.
Jeg beder om ministeriets kommentarer til dette forhold.
Jeg beder også om at ministeriet kommer ind på hvorfor
ministeriet anså det for ubetænkeligt at ministeriet behandlede sagen,
sammenholdt med at ministeriets vurdering indebar en række særlige
overvejelser
(bl.a. om forældelse) og fastsættelse af en generel aldersmæssig
betingelse.”
Den 29. juli 2004 modtog jeg Kirkeministeriets supplerende udtalelse
af 28. juli 2004. Af udtalelsen fremgik bl.a. følgende:
”Ministeriet skal indledningsvis understrege, at sagen drejede
sig om at rette op på tidligere fejl. Hvis alt var gået ’normalt’
til, ville
spørgsmålet om oprykning af de seks sognepræster være blevet behandlet hver
for sig på forskellige tidspunkter, men efter samme retningslinier.
Der er ved behandlingen af sagen om oprykning af de seks
sognepræster til lønramme 34 ikke opstillet en ny generel regel, men valgt en
praktisk løsning. Den samme praktiske løsning blev valgt i sagen fra 1993 og
blev ikke påtalt af Folketingets Ombudsmand.
Udtrykket ’fastlæggelse af en generel regel for tidspunktet for
oprykning’ i Kirkeministeriets brev til Dem af 25. juni 2004 (side 4 og
5) bør
derfor erstattes af ’valg af en praktisk løsning’ som en mere
dækkende sproglig
formulering.
I og med at der ikke er truffet beslutning om at ændre
oprykningsgrundlaget, men alene er valgt en praktisk løsning, som tidligere
er
blevet anvendt til fejlrettelse i en lignende situation, har ministeriet ikke
yderligere kommentarer til dette punkt, idet man for god ordens skyld skal
bemærke, at kirkeministeren ikke blev inddraget i håndteringen af
fejlrettelsen.
I stedet for en meget individuel behandling af de seks
fejlrettelsessager, der ville indebære en række særlige overvejelser, bl.a.
om
forældelse, valgte ministeriet en praktisk løsning, der gjorde de nævnte
særlige overvejelser irrelevante. På baggrund heraf fandt ministeriet det
ubetænkeligt at afgøre de omhandlede sager på samme måde som
fejlrettelsessagen
fra 1993, der som nævnt ikke dengang gav Folketingets Ombudsmand anledning
til
kritik.”
Den 13. august 2004 sendte jeg sognepræst Peter Fergo og de fem
andre sognepræster som var blevet oprykket til lønramme 34, kopi af min
anmodning om en udtalelse fra Kirkeministeriet, ministeriets udtalelse af 25.
juni 2004, min anmodning om en supplerende udtalelse fra ministeriet og
ministeriets supplerende udtalelse af 28. juli 2004. Jeg bad de seks
sognepræster om at fremsætte eventuelle bemærkninger til Kirkeministeriets
udtalelser eller sagen i øvrigt inden fire uger.
Jeg modtog efterfølgende bemærkninger fra sognepræst (D) ved
brev af 20. august 2004. Jeg fandt ikke anledning til at bede om
Kirkeministeriets bemærkninger hertil.
I redegørelse af 1. november 2004 udtalte jeg herefter følgende:
Ombudsmandens udtalelse
”1. Retsgrundlaget
I forvaltningslovens kapitel 2 er der fastsat regler om personlig, speciel
inhabilitet.
Reglerne i § 3, stk. 1, nr. 1, 2 og 5, § 3, stk. 2 og 3, og § 6 har følgende
ordlyd:
’
§ 3.
Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold
til en bestemt sag, hvis
vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens
udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen,
der har en sådan interesse,
vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende
linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller andre nærstående har
en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er
repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,
der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at
vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.
Stk. 2.
Inhabilitet
foreligger dog ikke, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke,
sagens
karakter eller den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen
ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive
påvirket af uvedkommende hensyn.
Stk. 3.
Den, der er
inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen
eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af den pågældende sag.
§ 6.
Den, der er
bekendt med, at der for den pågældendes vedkommende foreligger forhold, som
nævnt i § 3, stk. 1, skal snarest underrette sin foresatte inden for
myndigheden herom, medmindre det er åbenbart, at forholdet er uden betydning.
For så vidt angår medlemmer af en kollegial forvaltningsmyndighed gives
underretningen
til myndigheden.
Stk. 2.
Spørgsmålet
om, hvorvidt en person er inhabil, afgøres af den i stk. 1 nævnte myndighed.
Stk.
3.
Vedkommende må ikke selv deltage i
behandlingen og afgørelsen af spørgsmålet om inhabilitet, jf. dog § 4, stk. 1
og 2. Dette gælder dog ikke på områder, hvor andet er fastsat i henhold til
lov.’
Baggrunden for inhabilitetsreglerne er det grundlæggende krav om
saglig forvaltning. Reglernes egentlige mål er forebyggelse af konkrete
afgørelser af usaglig karakter. I reglerne er man imidlertid gået et skridt
videre
og har opstillet et forbud mod en række situationer som ikke med sikkerhed
ville føre til konkret usaglige afgørelser, men som i sig selv kan indeholde
en mere abstrakt risiko herfor, eller i hvert fald af omverdenen (borgeren)
kunne opfattes som risikable og dermed ville kunne nedbryde tilliden til
myndighederne. Der etableres således en sikkerhedszone mellem den abstrakte
risiko og den konkrete usaglighed. Se bl.a. John Vogter, Forvaltningsloven
med
kommentarer, 3. udgave (1999), s. 143-145, og Jon Andersen mfl.,
Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 252- 253.
Hovedkriteriet vedrørende personlig, speciel inhabilitet fremgår
af § 3, stk. 1, nr. 5: at der ’foreligger omstændigheder, som er egnede
til at
vække tvivl om vedkommendes upartiskhed’. De tilfælde af inhabilitet som
er
nævnt i § 3, stk. 1, nr. 1-4, er særligt fremhævede tilfælde af dette
generelle
hovedkriterium.
Efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1, foreligger der
inhabilitet for den der er part i sagen, eller i øvrigt har en særlig
personlig
eller økonomisk interesse i sagen. Reglen dækker inhabilitetsgrundsætningens
centrale område. En person som er part i en sag, f.eks. som ansøger eller som
den en bebyrdende afgørelse vil rette sig imod, er efter reglen klart inhabil
også selv om sagen indholdsmæssigt har mindre betydning for den pågældende,
f.eks. en ansøgning om et mindre beløb. Også andre interesser end rent
økonomiske kan begrunde inhabilitet. Se bl.a. Jens Garde mfl.,
Forvaltningsret,
Sagsbehandling, 5. udgave (2001), s.
76 f,
og Steen Rønsholdt, Forvaltningsret, Retssikkerhed, Proces, Sagsbehandling,
s.
219 ff.
Efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 2, foreligger der
inhabilitet for den hvis ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller
nedstigende linje eller i sidelinjen så nær som søskendebørn eller andre
nærstående
er part i sagen eller i øvrigt har en særlig personlig eller økonomisk
interesse i sagen. Baggrunden for bestemmelsen er en nærliggende formodning
om
at de nævnte beslægtede mv. vil identificere sig med hinandens personlige og
økonomiske interesser. Bestemmelsen fastslår at et nært familiemæssigt
tilknytningsforhold til en person der selv ville være inhabil efter
forvaltningslovens
§ 3, stk. 1, nr. 1, medfører inhabilitet. Se bl.a. Jens Garde mfl.,
Forvaltningsret, Sagsbehandling, 5. udgave (2001), s.
80 f, og John Vogter, Forvaltningsloven
med kommentarer, 3. udgave (1999), s. 169.
Efter forvaltningslovens § 3, stk. 3, må en person der er
inhabil, ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke
ved behandlingen af den pågældende sag. Er der tale om en hierarkisk
sammensat
myndighed, må afgørelsen træffes af en anden – typisk overordnet –
person eller
myndighed, alt afhængig af på hvilket niveau i hierarkiet den pågældende
befinder sig. I et vist omfang vil afgørelsen dog kunne henskydes til
myndighedens
souschef, om end denne fremgangsmåde ikke altid vil være uden principielle
betænkeligheder. Se bl.a. Steen Rønsholdt, Forvaltningsret, Retssikkerhed,
Proces, Sagsbehandling, s.
249 f,
og Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 273.
Efter forvaltningslovens § 6, stk. 1, skal den der er bekendt
med at der for den pågældende foreligger en af de inhabilitetssituationer som
er nævnt i § 3, stk. 1, snarest underrette sin foresatte inden for
myndigheden
herom, medmindre det er åbenbart at forholdet er uden betydning. Det følger
af
bestemmelsen at området for underretningspligten ikke alene omfatter de
tilfælde hvor der må antages at foreligge inhabilitet, men også tilfælde hvor
inhabilitet ikke på forhånd åbenbart kan afvises. Se bl.a. den sag der er
gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1987, s. 119 ff*.
Forvaltningslovens § 3 omfatter kun personers inhabilitet og
regulerer således ikke udtrykkeligt spørgsmålet om hvorvidt en myndighed som
sådan kan anses for inhabil. Det er dog fast antaget at der gælder en
almindelig ulovbestemt retsgrundsætning om inhabilitet som bl.a. omfatter
myndigheders inhabilitet. En myndighed kan selv være part i sagen eller i
øvrigt have en uvedkommende interesse i forhold til sagens behandling og
afgørelse.
De hensyn der bærer reglerne om myndighedsinhabilitet, svarer således til de
hensyn der bærer reglerne om den personlige inhabilitet.
Ombudsmanden har i spørgsmål om myndighedsinhabilitet gennem
årene tillagt det betydning at forvaltningens virksomhed tilrettelægges på en
sådan måde at det modvirkes at der skabes mistillid til den offentlige
forvaltning. Et gennemgående element i praksis har været en principiel
betænkelighed
over for at acceptere at forskellige funktioner forenes hos samme person
eller
myndighed på en sådan måde at de ordinære kontrolmekanismer formelt eller
reelt
udhules. Se for eksempel den sag der er gengivet i Folketingets Ombudsmands
beretning for 1996, s. 160 ff*, om kæretilladelse i forbindelse med en
retssag
hvor vedkommende myndighed selv var part. Jeg henviser desuden til Østre
Landsrets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 1104, hvor et af
Politimesteren
i Nykøbing udstedt tilhold til en person om ikke at trænge sig ind på
politiet
i Nykøbing blev anset for ugyldigt. Se endvidere bl.a. Folketingets
Ombudsmands
beretning om Nørrebro-sagen, s. 254 ff, Niels Eilschou-Holm, Juristen, 1986,
s.
238 ff, Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 280 ff, og
Lars Nordskov Nielsen i Kommunestyre i retlige rammer (1999), s. 65 ff.
I visse tilfælde vil myndighedsinhabilitet kunne opstå som
følge af personlig inhabilitet hos myndighedens leder. Dette er tilfældet
hvor
kompetencen er henlagt til lederen som sådan og der ikke inden for
myndighedshierarkiet er en egentlig stedfortræder. Se bl.a. Jon Andersen
mfl.,
Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 281, og Sten Rønsholdt,
Forvaltningsret,
Retssikkerhed, Proces, Sagsbehandling, s.
242 f. Der er som baggrund for denne
opfattelse blevet peget på det afhængighedsforhold som må antages at bestå
mellem myndighedens leder og de underordnede medarbejdere. Der er i den
forbindelse rejst spørgsmål om hvorvidt et sådant tilfælde skal henføres
under
begrebet myndighedsinhabilitet, eller om det blot må antages at samtlige
underordnede medarbejdere er personligt inhabile, jf. forvaltningslovens § 3,
stk. 1, nr. 5, idet de alle vil kunne være under indflydelse af den nævnte
uvedkommende interesse. Se Jens Garde mfl., Forvaltningsret, Sagsbehandling,
5. udgave (2001), s. 101.
Hvis der er mulighed for at en forvaltningsmyndighed er
myndighedsinhabil, bør det af hensyn til retsvirkningerne heraf afklares om
der foreligger en inhabilitetssituation. Jeg henviser til den sag som er
omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1996, s. 160 ff. Hvis der
herefter
findes at foreligge myndighedsinhabilitet, skal myndigheden så vidt muligt
substitueres med en anden myndighed. Se Jens Garde mfl., Forvaltningsret,
Sagsbehandling, 5. udgave (2001), s. 101.
Substitution vil dog kunne anses for betænkelig i det omfang
den overtagende myndighed ikke besidder den fornødne grad af sagkundskab til
at
træffe den pågældende afgørelse. Drejer det sig om en underordnet myndighed,
vil substitution til den overordnede myndighed ofte kunne ske samtidig med at
kravet om den fornødne sagkundskab hos den kompetente myndighed tilgodeses.
Den øverste myndighed i et administrativt hierarki vil derimod typisk
udelukkende kunne substitueres med en sideordnet myndighed som ikke
nødvendigvis vil være i besiddelse af den tilstrækkelige sagkundskab til at
behandle
sagen på forsvarlig vis, og derfor vil substitution i disse tilfælde kunne
anses
for betænkelig. Se bl.a. Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave
(2002),
s.
281 f. Se endvidere
den ovennævnte sag fra Folketingets Ombudsmands beretning for 1996, s. 160
ff,
hvor Justitsministeriet havde truffet afgørelse om kæretilladelse i en sag
vedrørende samme ministeriums afgørelse om udlevering. Ombudsmanden fandt at
pligten til at overveje spørgsmålet om myndighedsinhabilitet i en situation
som den foreliggende også omfattede de tilfælde hvor substitution af den
inhabile
myndighed med en anden ikke må anses for mulig.
I tilfælde af en ministers personlige inhabilitet vil den heraf
udspringende myndighedsinhabilitet undertiden kunne søges løst ved at lade
ministerens funktioner overtage af en anden minister ved kongelig resolution.
Den
overtagende ministers beslutning vil i givet fald blive truffet efter
behandling
og indstilling af embedsmændene i det ministerium hvis minister er personligt
inhabil, således at tab af sagkundskab i forbindelse med sagens overtagelse
undgås. Se bl.a. Steen Rønsholdt, Forvaltningsret, Retssikkerhed, Proces,
Sagsbehandling, s.
242 f,
og Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 2. udg. (2002), s.
281 f. – Heroverfor kan det imidlertid
anføres at afhængighedsforholdet mellem den personligt inhabile minister og
dennes embedsmænd fortsat kan påvirke afgørelsen selv om den inhabile
minister
ikke konkret skal medvirke ved behandlingen af sagen. Se Jens Garde mfl.,
Forvaltningsret, Sagsbehandling, 5. udgave (2001), s. 102.
Som eksempel på en sådan substitution kan nævnes den sag der er
gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 67 ff*, hvor
statsministeren overtog en sag fra fiskeriministeren efter at der var rejst
spørgsmål om fiskeriministerens habilitet i sagen. Som et yderligere eksempel
fra administrativ praksis kan det nævnes at kirkeministerens kompetence i en
konkret, aktuelt verserende sag om tjenestefritagelse af en sognepræst under
lignende omstændigheder er blevet overført til justitsministeren, hvis breve
i
sagen efterfølgende har været paraferet af Kirkeministeriets embedsmænd. Der
henvises bl.a. til Kirkeministeriets dokument nr. 193899.
2. Den konkrete sag
Som det fremgår af sagen, er sognepræst Peter Fergo gift med
kirkeministeren.
Kirkeministeren er øverste ansættelsesmyndighed for
folkekirkens præster og var således kompetent til at træffe afgørelse om
Peter
Fergos oprykning til lønramme 34.
Det fremgår endvidere af sagen at oprykningen af Peter Fergo
til lønramme 34 med virkning fra juni 1999 har haft en ikke ubetydelig
positiv
indvirkning på hans lønforhold samt på hans pensionsmæssige forhold.
Det er på denne baggrund min opfattelse at Peter Fergo klart
havde en sådan økonomisk interesse i sagen at hans ægtefælle,
kirkeministeren,
ikke måtte træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved
behandlingen heraf, jf. forvaltningslovens § 3, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2.
På baggrund af sagens oplysninger, herunder det af
Kirkeministeriet oplyste hvorefter kirkeministeren ikke medvirkede ved
beslutningen om at oprykke Peter Fergo til lønramme 34 og ikke blev inddraget
i den fejlrettelse som oprykningen efter ministeriets opfattelse var udtryk
for, har jeg imidlertid lagt til grund at ministeren ikke havde direkte
indflydelse på sagens udfald eller i øvrigt var involveret i ministeriets
konkrete håndtering af sagen.
Jeg skal i den forbindelse nævne kirkeministerens talepapir til
brug for et samråd i Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg den 24. juni 2004
hvoraf det fremgår at ministeren ved denne lejlighed bl.a. udtalte følgende:
’Jeg vil gerne som det første fastslå, at jeg
ikke
har medvirket ved beslutningen om
at oprykke sognepræst Peter Fergo til lønramme 34. Beslutningen blev truffet
af
ministeriets embedsmænd, da det var konstateret, at der var sket
administrationsfejl,
som berørte ikke blot sognepræst Peter Fergo, men også fem andre præster.
Disse
er ligeledes blevet oprykket til LR 34.
På denne baggrund [dvs. oplysningen om at sognepræst Peter Fergo
ikke var blevet oprykket til lønramme 34, selv om han var fyldt 67 år; min
tilføjelse] indledte ministeriets embedsmænd en undersøgelse af, om der var
sket en fejl i dette og eventuelt i andre tilfælde.
Der er således af embedsmændene blevet fastsat den generelle
regel for omklassificering af de seks præster, at oprykningen skulle have
virkning fra den 1. i den måned, hvor den pågældende præst fyldte 60 år,
under
forudsætning af at den pågældende på dette tidspunkt også opfyldte kravet om
at have været på slutløn i mindst to år.
Som sammenfatning vil jeg gerne sige,
1. at jeg ikke har deltaget i beslutningen om oprykning af
sognepræst Peter Fergo til LR 34. Jeg har alene i forbindelse med en generel
orientering til mig om denne ordning nævnt, at Peter Fergo ikke var
omklassificeret til denne lønramme.’
Jeg forstår denne udtalelse således at initiativet til
lønrammeoprykningen af sognepræst Peter Fergo og de fem øvrige sognepræster
udelukkende udgik fra Kirkeministeriets embedsmænd, og at kirkeministerens
konkrete involvering i sagen var begrænset til hendes oplysning om Peter
Fergos lønforhold i forbindelse med den generelle orientering af ministeren i
marts 2004.
Ministeriets beslutning om oprykning af Peter Fergo og de fem
øvrige sognepræster til lønramme 34 må herefter antages udelukkende at have
været truffet af de involverede embedsmænd efter sædvanlig delegation fra
kirkeministeren.
Spørgsmålet kan rejses om der i et departement vil kunne
træffes afgørelse efter delegation fra ministeren i en sag i hvilken
ministeren er personligt inhabil, uden at ministeren derved må anses for at
have medvirket til den konkrete afgørelse. Henset til sagens øvrige
omstændigheder har jeg imidlertid ikke fundet anledning til at gå nærmere ind
i
vurderingen af dette spørgsmål.
Der er imidlertid anledning til at overveje spørgsmålet om
hvorvidt kirkeministerens personlige inhabilitet medfører
myndighedsinhabilitet hos Kirkeministeriet i relation til ministeriets
beslutning om oprykning af Peter Fergo (sammen med de fem øvrige præster) til
lønramme 34 og beslutningen om at tillægge oprykningen virkning fra det
tidspunkt hvor de pågældende var fyldt 60 år.
Det er herved et spørgsmål om en personligt inhabil ministers
overordnede ansvar for sagens behandling som følge af forretningernes
fordeling mellem ministrene i henhold til grundlovens § 14 og ministerens
forpligtelse til efter ministeransvarlighedsloven i rimeligt omfang at føre
tilsyn med og meddele instrukser for embedsmændenes sagsbehandling i sig selv
vil kunne give anledning til sådanne betænkeligheder ved gennemførelsen af
forvaltningens virksomhed i relation til den konkrete sag at der kan siges at
foreligge myndighedsinhabilitet.
I den konkrete sag er det således min opfattelse at
kirkeministeren har været afskåret fra at føre et forsvarligt tilsyn med sine
embedsmænds behandling af sagen, eftersom enhver udtrykkelig eller stiltiende
stillingtagen fra ministerens side i forhold til denne behandling under de
givne omstændigheder måtte anses for udelukket efter forvaltningslovens § 3,
stk. 3.
Hertil kommer at inhabilitetsreglerne som anført ikke blot skal
forebygge usaglige afgørelser, men tillige tager sigte på at styrke
omverdenens tillid til myndighederne og deres virksomhed. I den foreliggende
sag – hvor der er tale om en klar og stærk inhabilitetsgrund for
kirkeministeren,
afgørelse vedrørende ægtefællens løn- og pensionsmæssige forhold –
forekommer
det mig åbenbart at det nævnte tillidshensyn ikke er blevet tilgodeset. For
en
umiddelbar betragtning vil der ikke kunne herske fuld tillid til at de
ansatte
i et ministerium fuldstændigt uhildede vil kunne behandle en sag hvis udfald
er
af væsentlig økonomisk betydning for en person der står deres øverste chef så
nær som en ægtefælle – og hvor det ligefrem må formodes at sagens
afgørelse vil
have indflydelse nu og i fremtiden på ministerens egne privatøkonomiske
forhold.
Tilliden til at de argumenter som måtte tale imod en
begunstigende afgørelse, ville indgå med fuld vægt, kunne efter min
opfattelse
ikke forventes etableret under de foreliggende omstændigheder. Og dette
gælder
uanset at ministeren ikke på nogen måde medvirkede i den konkrete behandling
af sagen; ministerens interesse i sagens udfald var evident for enhver ansat
i
ministeriet der måtte komme til at beskæftige sig med sagen.
For god ordens skyld understreger jeg at de anførte
betragtninger henviser til inhabilitetsreglernes forebyggelse af de såkaldte
abstrakte risici med henblik på generelt at styrke tilliden til de offentlige
myndigheders virksomhed.
Som det fremgår, deler jeg ikke Kirkeministeriets opfattelse
hvorefter ministeriets fortsatte behandling af sagen i stedet for at
foranledige at sagen blev overført til en anden minister, måtte anses for
ubetænkelig.
Kirkeministeriet har som begrundelse for denne opfattelse anført
at der ikke var tale om nogen særskilt begunstigelse af sognepræst Peter
Fergo,
og at Peter Fergos sag blev behandlet sammen med og på samme måde som fem
lignende sager. Kirkeministeriet har endvidere anført at retningslinjerne for
oprykning
af de pågældende præster ikke havde karakter af en generel regel, men derimod
var udtryk for valg af en praktisk løsning.
Jeg skal hertil bemærke at en afgørelses eventuelle lighed med
andre afgørelser i tilsvarende sager er uden betydning for selve
habilitetsspørgsmålet. At oprykningen til lønramme 34 for såvel sognepræst
Peter Fergo som for de fem øvrige sognepræster foregik på samme måde,
forekommer
i denne sammenhæng mindre væsentligt end det forhold at ministeriets
fastlæggelse af den generelle regel som dannede grundlag for den fælles
behandling
af sagerne, netop skete med henblik på disse seks konkrete tilfælde og
herunder
således også Peter Fergos.
Jeg minder desuden om at spørgsmålet om inhabilitet, herunder
myndighedsinhabilitet, skal overvejes og afgøres forud for påbegyndelsen af
den egentlige sagsbehandling, hvor den vurdering og afvejning af forskellige
elementer i sagen og dens retlige grundlag som skal foretages, endnu ikke er
sket.
Jeg står endvidere tvivlende over for det som Kirkeministeriet
har anført om at den nævnte generelle regel bl.a. havde baggrund i en
tidligere
ombudsmandssag fra 1993 hvor det ifølge Kirkeministeriets udtalelse ikke gav
mig anledning til bemærkninger at klageren i sagen var blevet oprykket med
virkning
fra den 1. i den måned hvor han fyldte 60 år. Som ovenfor anført gav jeg i
den
nævnte sag kun udtryk for at jeg efter at være blevet orienteret om at
klageren i sagen var blevet rykket op til lønramme 34 med virkning fra den 1.
marts 1993, gik ud fra at hans klage kunne betragtes som bortfaldet. Jeg skal
derfor for god ordens skyld bemærke at jeg i den pågældende sag ikke havde
anledning
til at udtale mig om fra hvilket tidspunkt der i tilfælde som det omhandlede
måtte forudsættes at skulle ske oprykning til lønramme 34.
Hertil kommer at den fremgangsmåde Kirkeministeriet fulgte, i
flere henseender indebar en fravigelse fra den hidtil fulgte fremgangsmåde i
sager om oprykning til lønramme 34. Det kan ikke udelukkes at ministeriets
overvejelser angående forældelsesreglens betydning indebar en særskilt fordel
for de berørte præster. Jeg henviser i den forbindelse navnlig til følgende:
1.
At beslutningen om
oprykning af sognepræst Peter Fergo og de fem øvrige sognepræster mod
sædvanlig praksis blev truffet uden at høre Præsteforeningen i hvert enkelt
tilfælde, men udelukkende på baggrund af ministeriets ensidige
tilkendegivelse
over for Præsteforeningen på mødet i marts 2004. I den sag fra 1993 som
Kirkeministeriet henviser til som forlæg for den valgte fremgangsmåde,
fremgår
det i modsætning hertil af sagens akter at beslutningen om oprykning af den
pågældende
præst blev truffet med Præsteforeningens udtrykkelige samtykke i form af en
påtegning på et brev fra Kirkeministeriet.
2.
At Kirkeministeriets
generelle beslutning om kun at lade oprykningerne omfatte præster som på
tidspunktet for oprykningsstoppets indførelse i februar 2004 var fyldt 60 år,
ligeledes fraveg den gældende ordning hvorefter præsternes alder på
tidspunktet for oprykning afhang af antallet af ledige klassificeringer i
lønramme 34 på et givet tidspunkt.
3.
At der herved i
princippet kunne ske en forbigåelse af de præster som ved ansættelsesstoppets
ophævelse den 1. januar 2004 opfyldte betingelserne for oprykning – uden
dog at
være fyldt 60 år – og af Præsteforeningen derfor var blevet indstillet
til
oprykning (forudsat at der på dette tidspunkt i øvrigt var lønramme
34-klassificeringer
til rådighed til fordeling).
4.
At
Kirkeministeriet i forbindelse med ministeriets generelle beslutning om at
lade
oprykningerne ske med virkning fra det tidspunkt hvor de pågældende præster
var fyldt 60 år, undlod at tage udtømmende stilling til i hvilket omfang
ministeriet var retligt forpligtet hertil over for de pågældende. I
ministeriets
notat af 30. april 2004 anføres det således på den ene side at de pågældende
ville have en rigtig god sag hvis de indbragte et eventuelt krav om oprykning
for ombudsmanden eller domstolene, mens det på den anden side fremgår at det
er
Præsteforeningen (og ikke ministeriet) der har et problem. Endvidere synes
ministeriet ikke i fuldt omfang at have taget konsekvenserne af det der er
anført i notatet om forældelse, idet oprykningerne i såvel (F)’s som
Peter
Fergos tilfælde som udgangspunkt fik virkning mere end fem år tilbage, uanset
at ministeriet ifølge notatet havde mulighed for at modsætte sig dette ved en
eventuel retssag.
5.
At den herved
valgte ’praktiske løsning’ blev sat i stedet for en individuel
behandling af
de enkelte sager og således fik karakter af en generel regel som ikke på alle
punkter stemte med ministeriets hidtidige praksis, og som ikke udsprang af
nøjere overvejelser om ministeriets retlige forpligtelser over for de
pågældende præster.
Selv når der ses bort fra at Kirkeministeriets efterfølgende
behandling af sagen som ovenfor anført ikke har betydning for selve
habilitetsspørgsmålet, deler jeg således ikke umiddelbart ministeriets
opfattelse af at der med oprykningen ikke skete nogen særskilt begunstigelse
af
de pågældende sognepræster set i forhold til de øvrige præster som på
daværende
tidspunkt var omfattet af stoppet for oprykninger til lønramme 34, og som
efter ministeriets opfattelse ikke havde noget retskrav på oprykning.
Som ovenfor anført skal spørgsmålet om inhabilitet imidlertid
afgøres før sagens behandling påbegyndes, og dermed for så vidt uafhængigt af
sagsbehandlingens indhold og udfald.
Jeg mener således på baggrund af ovenstående at der som følge
af kirkeministerens personlige inhabilitet i forhold til oprykningen af
sognepræst Peter Fergo til lønramme 34 ligeledes har foreligget
myndighedsinhabilitet
hos Kirkeministeriet.
Det er således min opfattelse at Kirkeministeriet i stedet for
at anse det for ubetænkeligt selv at påtage sig den videre behandling af
sagen om oprykning af sognepræst Peter Fergo til lønramme 34 og fastlæggelsen
af den generelle regel herfor burde have foranlediget at sagen i det hele
blev
overført til afgørelse i et andet ministerium.
Henset til sagens almindelige tjenestemandsretlige karakter har
de betænkeligheder vedrørende tab af sagkundskab som under andre
omstændigheder måtte næres ved en sådan løsning, efter min opfattelse ikke
samme betydning i denne sag idet eksempelvis Personalestyrelsen eller
Justitsministeriet må antages at være i besiddelse af den nødvendige
sagkundskab på området.
Sammenfattende anser jeg det for en fejl at Kirkeministeriet
uanset ministeriets manglende habilitet som myndighed i sagen selv traf
afgørelse om oprykning af sognepræst Peter Fergo til lønramme 34 frem for at
foranledige at sagens behandling og afgørelse blev overladt til et andet
ministerium. Jeg anser af denne grund Kirkeministeriets behandling af sagen
for
beklagelig.
Forvaltningslovens regler om personlig inhabilitet har karakter
af garantiforskrifter hvis tilsidesættelse i forbindelse med en konkret
afgørelse generelt må anses for en væsentlig retlig mangel ved den pågældende
afgørelse der som udgangspunkt vil medføre ugyldighed. Se bl.a. Jens Garde
mfl., Forvaltningsret, Sagsbehandling, 5. udgave (2001), s. 336 ff, Jon
Andersen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 274 ff, og Steen
Rønsholdt, Forvaltningsret: Retssikkerhed, Proces, Sagsbehandling, s. 250 ff.
Også tilsidesættelse af den forvaltningsretlige grundsætning om
myndighedsinhabilitet vil som udgangspunkt medføre at afgørelsen er ugyldig i
tilfælde hvor afgørelsen i øvrigt uden vanskelighed kunne have været overladt
til en anden myndighed. I den ovennævnte sag gengivet i Ugeskrift for
Retsvæsen 1996, s. 1104, bemærkede landsretten således at spørgsmålet om
tilhold uden vanskelighed kunne have været afgjort af et sideordnet
politimesterembede
efter den overordnede myndigheds bestemmelse.
Selv i tilfælde hvor habilitetsreglernes tilsidesættelse efter
en konkret vurdering ikke kan antages at have haft indflydelse på afgørelsens
indhold, vil afgørelsens ugyldighed som udgangspunkt blive fastholdt, jf.
Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen, 1963, s. 973. Dette
skyldes navnlig hensynet til at skabe den stærkest mulige prævention over for
overtrædelser af inhabilitetsreglerne med den deraf følgende undergravelse af
tilliden til myndighedsudøvelsen. Se Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 2.
udgave (2002), s. 276 ff.
Der er dog kun tale om et udgangspunkt som fraviges i en række
særlige tilfælde. Som eksempel på sådanne tilfælde kan nævnes begunstigende
afgørelser som den begunstigede – der ikke har haft kendskab til
inhabilitetsfejlen – har indrettet sig i tillid til, eventuelt gennem
længere
tid. Se Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 276 ff.
– Imod
sådanne fravigelser er det blevet anført at inhabilitet som retlig mangel
netop er karakteriseret ved eksistensen af en forbindelse mellem
kompetenceindehaveren og adressaten for den primære afgørelse. Jeg henviser
til Steen Rønsholdt, Forvaltningsret: Retssikkerhed, Proces, Sagsbehandling,
s.
253 ff.
I den konkrete sag udspringer Kirkeministeriets inhabilitet
ganske vist af kirkeministerens personlige inhabilitet i sagen. Jeg har dog
som nævnt ligeledes lagt til grund at ministeren ikke selv personligt har
medvirket ved afgørelsens tilblivelse. På denne baggrund og under hensyn til
sagens øvrige omstændigheder finder jeg i spørgsmålet om afgørelsens
gyldighed
at afgørelsens begunstigende karakter i forhold til sognepræst Peter Fergo og
hensynet til at han kan have indrettet sig i tillid hertil, bør tillægges
afgørende vægt.
Jeg har således ikke grundlag for at henstille over for
Kirkeministeriet at sagen genoptages.
Jeg har gjort Kirkeministeriet bekendt med min opfattelse.”
Under min behandling af sagen havde jeg løbende kontakt med
Rigsrevisionen. Rigsrevisor omtalte endvidere sagen i sin beretning om
revision af statsregnskabet for 2003. Heraf fremgik det at Rigsrevisionen i
det hele var enig i min afgørelse hvorefter Kirkeministeriet burde have ladet
et andet ministerium træffe afgørelse i sagen. Det ville efter
Rigsrevisionens
opfattelse have været naturligt at overgive sagen til Finansministeriet.
Undersøgelsen havde således vist at uanset at ministeriet valgte selv at
behandle sagen, opstod der en række problemer som ministeriet efter
Rigsrevisionens vurdering burde have inddraget Finansministeriet i løsningen
af.
NOTER: (*) FOB 1987, s. 119,
FOB 1990, s. 67, og
FOB 1996, s. 160.
Lignende dokumenter
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - arbejdsvilkår - kompetence - ej medhold Retsinformation · 26. juni 2015
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-161 Retsinformation · 9. september 2005
- 2014-33. Biskop og ansatte i stiftsøvrighed var inhabile i klagesag angående provstesyn, som biskoppen havde deltaget i som provst Retsinformation · 8. januar 2015
- Ankestyrelsens principafgørelse 146-11 om fleksjob - løntilskud - beregningsgrundlag - arbejdsfunktion - tjenestemænd - overenskomstmæssig mindsteløn Retsinformation · 10. juli 2013
- Moms - ikke momsfritagelse - avis SKM-databasen · 21. maj 2019
- Cirkulære om aftale om flyttegodtgørelse (Til samtlige ministerier mv.) Retsinformation · 14. december 2022