Spring til indhold

Retsinformation

Myndighedsinhabilitet for ministerium i sag om oprykning af ministerens ægtefælle til en højere lønramme

FOU nr 2004.226UdtalelserFolketinget21. oktober 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Myndighedsinhabilitet for ministerium i sag om oprykning af

ministerens ægtefælle til en højere lønramme

1. De faktiske omstændigheder i forbindelse med Peter Fergos og fem

andre sognepræsters oprykning til lønramme 34

På baggrund af nogle artikler bragt på dagbladet Politikens

hjemmeside den 8. juni 2004 og nogle artikler i Politiken den 8. og 9. juni

2004 bad jeg til brug for mine overvejelser om at undersøge sagen af egen

drift Kirkeministeriet om en udtalelse om oprykningen af kirkeministerens

ægtefælle, sognepræst Peter Fergo, og fem andre sognepræster til lønramme 34.

Det fremgik af presseomtalen at Peter Fergo og de fem øvrige sognepræster var

blevet rykket op i lønramme 34 selv om Kirkeministeriet i februar 2004 havde

indført

et generelt stop for sådanne lønrammeoprykninger af besparelsesmæssige

hensyn.

a) Generelt om

fællesfonden og folkekirkens lønudgifter

Folkekirkens økonomiske forhold er reguleret ved lov om

folkekirkens økonomi, jf. lovbekendtgørelse nr. 707 af 29. juni 2004

(økonomiloven).

Loven indeholder bl.a. regler om fællesfonden som afholder folkekirkens

fællesudgifter, og om statens tilskud til folkekirken.

Fællesfonden har historisk set aldrig været tænkt som en

egentlig fond sådan som dette begreb er fastlagt i fondslovgivningen, men

udelukkende som en form for (mellemregnings)konto til finansiering af bl.a.

lønninger og en række fælles og mere generelle opgaver, jf. Rigsrevisionens

beretning om Fællesfonden af 28. april 2003.

Økonomiloven angiver ikke udtømmende hvilke områder der

forudsættes finansieret af fællesfonden. Det følger dog af lovens § 11 at

fællesfonden som udgangspunkt kan afholde udgifter vedrørende de dele af

folkekirkens

Læs alt

område som ikke i forvejen er dækket af de lokale kirkelige kasser eller af

staten.

Fællesfondens udgifter omfatter primært aflønning af

folkekirkens præster og provster som dækkes af statskassen og fællesfonden i

forholdet 40-60, idet statskassen yder et årligt tilskud til fællesfonden

svarende til 40 pct. af disse udgifter, jf. økonomilovens § 20, stk. 2.

Kirkeministeriet er overordnet ansvarlig for forvaltningen af

fællesfonden og for fondens budget.

Ansættelsesformen for præster og provster i folkekirken er som

tjenestemand, jf. § 3, stk. 1, i cirkulære nr. 210 af 11. december 2000 om

anvendelse af tjenestemandsansættelse i staten og folkekirken.

Ansættelsesmyndigheden

er Kirkeministeriet, jf. tjenestemandslovens § 3 hvorefter tjenestemænd

udnævnes af kongen eller vedkommende minister.

Udbetalingen af provsternes og præsternes løn foretages af

staten hvorfor fællesfondens del af lønudgifterne på de årlige finanslove

optræder som en indtægtsmæssig bevilling til Kirkeministeriet i form af

refusion fra fællesfonden.

Fællesfondens lønudgifter afhænger af det til enhver tid antal

besatte præste- og provstestillinger og disse stillingers

lønrammeklassificering.

Kirkeministeriet udsender årligt en bevillingsskrivelse til

stiftsadministrationerne

der angiver stiftets samlede præstebevilling og antal præstestillinger. Den

årlige tildeling af præstenormeringer sker på baggrund af tidligere

udvalgsarbejder, jf. senest betænkning 1264/1994 og betænkning 1327/1996, og

biskoppernes begrundede indstillinger.

Fordeling og omfordeling af bevillingerne til præstestillinger

inden for det enkelte stift hører under biskoppen efter bemyndigelse fra

Kirkeministeriet, jf. cirkulæreskrivelse af 7. februar 1990 om ændret

procedure

vedrørende fordeling af præstestillinger. Af Kirkeministeriets vejledning til

stiftsadministrationerne vedrørende bevillingsstyring af præstestillinger som

er tilknyttet den nævnte cirkulæreskrivelse, fremgår det endvidere

udtrykkeligt

at det budgetmæssige ansvar for så vidt angår lønudgifter til provster og

præster,

påhviler biskopperne.

I vejledningen hedder det endvidere om stifternes overholdelse

af de udmeldte budgetter:

”Den samlede statsbevilling bliver fordelt til stifterne.

Ministeriet ligger altså ikke inde med en reserve til uforudsete

behov eller opfangning af fejldispositioner.”

Vejledningen indeholder herudover en række henstillinger til

brug for stifternes bevillingskontrol.

I vejledningens forslag til procedure for stifternes

bevillingskontrol anføres det desuden at der ved oprettelsen af de enkelte

stillingsindehavere i stiftets edb-register bør tages højde for

anciennitetsoprykninger

i finansåret.

Den årlige bevilling til vikardækning er omfattet af tilskud fra

staten, jf. kirkeministerens besvarelse af Kirkeudvalgets spørgsmål nr. 34 af

2. februar 2004 (Alm. del – bilag 93).

b) Generelt om ordningen

for oprykning af sognepræster til lønramme 34

Kirkeministeriet oplyste i sin udtalelse til mig at sognepræster

i folkekirken er klassificeret i lønrammeforløbet 16-21-29-31, jf. lov nr. 13

af 18. juni 1969 om tjenestemandslønninger m.m. og klassificering af

tjenestemandsstillinger

i staten, folkeskolen og folkekirken (lønnings- og klassificeringsloven), §

30, stk. 1. Slutløntrinnet for en tjenestemandsstilling som præst er 3.

løntrin i lønramme 31.

Kirkeministeriet oplyste endvidere at der på sognepræstområdet

findes 203 personlige genanvendelige klassificeringer i lønramme 34. Det

fremgår af kirkeministerens besvarelse af spørgsmål nr. 49 af 2. juni 2004

fra

Folketingets Kirkeudvalg (Alm. del – bilag 129) at 124 af disse

klassificeringer

stammer fra tjenestemandsreformen i 1969, jf. lønnings- og

klassificeringslovens § 25, stk. 3, mens de resterende 79 klassificeringer er

omklassificeringer til lønramme 34 med hjemmel i lønnings- og

klassificeringslovens § 30, stk. 3.

De personlige genanvendelige klassificeringer i lønramme 34

medtages af den pågældende præst ved stillingsskift. Ved præstens fratræden

skifter klassificeringen til en anden præst efter aftale mellem

Kirkeministeriet

og Den danske Præsteforening (Præsteforeningen), jf. Steffen Brunés,

Folkekirkens

personale, 2. udgave (2003), s.

20 f.

Det fremgår af Kirkeministeriets udtalelse til mig at det er en

betingelse for oprykning til lønramme 34 at præsten har været på slutløn i to

år, og at den pågældendes tjenstlige forhold i enhver henseende har været

tilfredsstillende.

Ifølge udtalelsen er det naturligvis en yderligere betingelse for oprykning

at

der er en ledig klassificering i lønramme 34.

Der gælder ikke noget alderskrav for oprykning til lønramme 34.

Det fremgår imidlertid af Kirkeministeriets udtalelse til mig at en præst med

et sædvanligt ansættelsesforløb på grund af det begrænsede antal

klassificeringer

i lønramme 34 normalt vil have været på slutløn i en årrække før den

pågældende

kan komme i betragtning til lønrammeoprykning. Oprykning til lønramme 34 sker

derfor normalt først når præsten er meget nær 60 år.

Ud over den lønmæssige virkning har oprykning til lønramme 34

endvidere betydning for præstens pensionsmæssige forhold. Det fremgår af

Kirkeministeriets udtalelse til mig at den pensionsmæssige virkning ved

oprykning efter præstens fyldte 60. år dog kun indtræder hvis der er forløbet

mindst to år mellem oprykningstidspunktet og pensionstidspunktet.

Det fremgår desuden af Kirkeministeriets udtalelse at den

hidtidige procedure for oprykning har været den at Præsteforeningen har taget

initiativ til genanvendelse af en ledigbleven klassificering i lønramme 34 og

har indsendt forslag til ministeriet efter forhandling med vedkommende biskop

om hvorvidt præstens tjenstlige forhold som forudsat under den generelle

ordning i enhver henseende har været tilfredsstillende.

Ifølge Kirkeministeriets udtalelse var det en forudsætning for

denne ordning at Præsteforeningen indstillede præster der ikke var medlem af

foreningen, til lønrammeoprykning på lige fod med foreningens medlemmer.

Af kirkeministerens besvarelse af spørgsmål nr. 50 af 2. juni

2004 fra Folketingets Kirkeudvalg (Alm. del – bilag 129) fremgår det at

der

ikke eksisterer nogen generel aftale mellem Kirkeministeriet og

Præsteforeningen

om aldersbetinget oprykning til lønramme 34. Oprykning til lønramme 34

foretages ved aftale i hvert enkelt tilfælde. I samme svar anføres det til

spørgsmålet om hvorvidt en sådan aftale i givet fald giver præsterne et

retskrav på oprykning til lønramme 34, at denne lønramme ikke er slutløn for

præster, og at der ikke findes nogen regler om at præster automatisk

omklassificeres

til lønramme 34 når de har opnået en vis alder og anciennitet.

Kirkeministeren konkluderer på denne baggrund at der ikke er noget retskrav

på

oprykning til lønramme 34.

c) Fællesfondens

økonomiske forhold i perioden 1999 frem til februar 2004

I april 2002 bad kirkeministeren statsrevisorerne om at lade

Rigsrevisionen foretage en undersøgelse af fællesfonden. Den 14. maj 2003

fremsendte Statsrevisoratet i henhold til § 18, stk. 1, i lov om revision af

staternes regnskaber m.m. Rigsrevisionens beretning om folkekirkens

Fællesfond

af 28. april 2003.

Beretningen, der omfattede perioden 1999-2002, indeholdt bl.a.

en vurdering af Kirkeministeriets forvaltning af fællesfonden. Det fremgik af

beretningen at fællesfonden i den undersøgte periode havde haft et samlet

driftsunderskud på 151 mio. kr. og ved udgangen af december 2002 havde en

negativ egenkapital på 57 mio. kr. Driftsunderskuddet og den negative

egenkapital kunne til dels tilskrives uventet høje forsikringsudgifter til

folkekirkens forsikringsordning og væsentlige overskridelser af fællesfondens

it-budget. Udgifterne til løn og godtgørelse til folkekirkens præster og

provster

og tilskud til den kirkelige ligning mv. havde derimod stort set ligget inden

for de budgetmæssige rammer. Rigsrevisionen påpegede endvidere en række

styringsmæssige problemer i Kirkeministeriets forvaltning af fællesfonden.

Rigsrevisionen vurderede at Kirkeministeriets forvaltning af fællesfonden

samlet set ikke havde været tilfredsstillende.

Kirkeministeriet havde inden tidspunktet for beretningens

afgivelse oplyst at ministeriet ville iværksætte en række initiativer med

henblik på en forbedret styring og genopretning af fællesfondens økonomi.

I forlængelse af beretningen anmodede kirkeministeren således

Finansministeriet om assistance til håndtering af de økonomiske og

styringsmæssige

problemer som Rigsrevisionen havde peget på. På den baggrund blev der i

Finansministeriet nedsat en projektgruppe med henblik på at yde

Kirkeministeriets

departement faglig bistand. Projektgruppen bistod Kirkeministeriet i arbejdet

med styring og kvalitetssikring af fællesfondens budget og regnskab for 2003.

I maj 2003 blev der på baggrund af dette arbejde truffet

beslutning om et revideret budget for fællesfonden i det pågældende år. Som

led

i budgetrevisionen blev en række af fællesfondens udgiftsposter reduceret med

0,69 pct. hvilket med hensyn til løn og øvrige udgifter til provster og

præster

indebar en besparelse på 3,4 mio. kr.

På grund af risikoen for overskridelser af fællesfondens budget

iværksatte kirkeministeren med virkning fra den 18. juni 2003 endvidere et

generelt udgifts- og ansættelsesstop for de aktiviteter der finansieredes af

fællesfonden. Det fremgår af kirkeministerens svar på Folketingets

Arbejdsmarkedsudvalgs

spørgsmål nr. 138 af 1. juli 2004 (Alm. del – bilag 448) at der –

mens udgifts-

og ansættelsesstoppet stod på – ikke skete oprykning af de præster som

Præsteforeningen havde indstillet hertil.

Den 28. oktober 2003 meddelte Kirkeministeriet ved en

pressemeddelelse at udgifts- og ansættelsesstoppet ville blive ophævet med

virkning fra 1. januar 2004. Baggrunden for ophævelsen var en

budgetopfølgning

foretaget af projektgruppen i september 2003 som viste at ansættelsesstoppet

ikke havde været tilstrækkeligt til at sikre lønbudgettets overholdelse, og

at

der havde været budgetmæssige overskridelser i stifterne.

d) Stoppet for oprykning

til lønramme 34 i februar 2004 og forløbet vedrørende den efterfølgende

oprykning af Peter Fergo og fem andre sognepræster

Den 9. februar 2004 meddelte Kirkeministeriet ved brev til

Præsteforeningen at man i enighed med stiftsadministrationerne havde

besluttet

midlertidigt at stoppe udmøntningen af studieorlov i 2004 samt genfordelingen

af regenerable puljemidler. Udtrykket ”regenerable puljemidler”

omfattede navnlig

oprykning til lønramme 34. Kirkeministeriets beslutning var begrundet i et

uforudset behov for udbetaling af feriegodtgørelse opstået som følge af at

den

6. ferieuge i juli 2002 var blevet omlagt til særlige feriedage.

Kirkeministeriets

brev havde følgende ordlyd:

”I forbindelse med fordelingen og udmeldingen af bevillinger

til præsteløn for 2004 er spørgsmålet vedrørende særlige udgifter i

budgetåret

2004 blevet drøftet mellem stiftsadministrationerne og Kirkeministeriet og

herunder særligt eventuel betaling for ikke afholdte særlige feriedage.

Ordningen med de særlige feriefridage blev indført på baggrund

af et hovedkrav fra arbejdstagernes hovedorganisationer om tilvejebringelse

af

yderligere tjenestefri primært i form af en 6. ferieuge.

Efter at ordningen nu ved aftale om ferie af 2. juli 2002 er

blevet omlagt til særlige feriedage, er der opstået et særligt problem med de

akkumulerede ikke afholdte eller udbetalte særlige feriedage.

Dette problem er på grund af overgangsordningen særlig stort i

budgetåret 2004.

Da man har forstået, at der er en del præster, som i modsætning

til det oprindelige hovedkrav ønsker økonomisk godtgørelse frem for

afholdelse

af de særlige feriedage, har man i enighed med stiftsadministrationerne

besluttet, at der ikke foreløbig vil ske udmøntning af studieorlov til

præster

i 2004.

De opslag om studieorlov, der har været bragt i

Præsteforeningens blad nr. 4, 5 og 6, vil således ikke blive effektueret,

ligesom øvrige regenerable puljemidler ikke foreløbig genfordeles.

Disse foranstaltninger træffes for at sikre, at normal

besættelse af alle præstestillinger kan ske i budgetåret 2004. Såfremt det

kan

konstateres i løbet af året, at kravet om økonomisk godtgørelse af særlige

feriedage ikke nødvendiggør forbrug af de omhandlede bevillinger vil

ministeriet være sindet at overveje om en udmøntning af studieorlov m.v. i et

omfang kan komme på tale til den tid.”

Foranlediget af Kirkeministeriets meddelelse, som efter

udsendelsen var blevet omtalt på Præsteforeningens hjemmeside, henvendte

sognepræst (A) sig ved brev af 24. februar 2004 til kirkeministeren. I brevet

udtrykte (A) håb om at den undladte udmøntning af de regenerable puljer ikke

indebar et stop for oprykning til lønramme 34, idet han i april 2004 fyldte

59

år og oprykning efter hans opfattelse skulle finde sted inden det fyldte 60.

år

for at få pensionsmæssig betydning.

Departementets udkast til ministersvar til (A) var vedlagt et

notat til ministeren af 26. februar 2004. Af notatet fremgik bl.a. følgende:

”Fordelen for præsten ved oprykning til lønramme 34 er en

lønforhøjelse på ca. 30.600 kr. årligt og – ikke mindst –

pensionering på

grundlag af lønramme 34.

Der bliver ca. 20 klassificeringer ledige om året, svarende til

en besparelse på ca. 612.000 kr. årligt, hvis de ikke genanvendes.

Efter ansættelsesstoppet pr. 18. juni 2003 er der ’stoppet’ 12

lønramme 34 klassificeringer. Heraf nogle der ikke er blevet ledige endnu.

Efterslæbet fra 2003 + 2004 bliver formentlig højst 30 ledige

klassificeringer.

Hvis de personlige oprykninger til lønramme 34 genoptages,

således at de tidligst har virkning fra 1. januar 2004 vil det betyde en

udgift

i 2004 på mellem en halv og en hel million kr. – eller rettere en

ikke-besparelse i 2004 på mellem en halv og en hel million kr. og en

lønmæssig

(og pensionsmæssig) anerkendelse til ca. 30 præster.”

Af kirkeministerens svar af 1. marts 2004 til (A) fremgik bl.a.

følgende:

”Jeg må desværre bekræfte, at også genanvendelse af de

regenerable lønramme 34 klassificeringer er sat i bero.

Hvis en tjenestemand omklassificeres, efter at han/hun er fyldt

60 år, har omklassificeringen kun virkning for beregning af

tjenestemandspensionen,

når der er forløbet 2 år eller mere mellem omklassificeringstidspunktet og

pensioneringstidspunktet. Man kan altså godt blive omklassificeret, efter at

man er fyldt 60 år, men man får kun glæde af det pensionsmæssigt, hvis man

forbliver i stillingen i 2 år.

Jeg forstår fuldt ud din frustration, og jeg vil se på sagen.”

Den 15. marts 2004 henvendte sognepræst (B) sig ved brev til

kirkeministeren idet han anmodede ministeren om at undersøge om det skulle

bero

på en fejl at han, der var født i december 1944, ikke var blevet oprykket til

lønramme 34 den 1. januar 2004 til trods for at Præsteforeningen havde

afgivet

indstilling herom i juli 2003.

Det fremgår af Kirkeministeriets udtalelse til mig at

kirkeministeren i anledning af (B)’s henvendelse bad om at få en

mundtlig orientering

fra den pågældende sagsbehandler om ordningen for oprykning til lønramme 34.

Det blev under denne orientering oplyst at alle præster der opfyldte

betingelserne

for oprykning, efter ministeriets viden var blevet oprykket i

overensstemmelse

med hidtidig praksis hvorefter de pågældende skulle være fyldt 60 år eller

være nær derved. Kirkeministeren udtrykte undren over dette forhold idet hun

kendte en præst, nemlig sognepræst Peter Fergo, som på dette tidspunkt var

fyldt 67 år, og som ikke var blevet oprykket til lønramme 34.

Ved en gennemgang af Peter Fergos personalesag konstaterede

Kirkeministeriet at Præsteforeningen aldrig havde indstillet Peter Fergo til

oprykning uanset at han havde været på slutløn siden den 1. august 1989 og

var

fyldt 60 år den 18. juni 1996.

Med henblik på at afklare om andre præster skulle være blevet forbigået

i forbindelse med oprykning til lønramme 34, anmodede Kirkeministeriet

Statens

Lønsystem om at udarbejde en liste over præster som var fyldt 60 år, og som

var

indplaceret lavere end lønramme 34.

Kirkeministeriet modtog den ønskede liste ved e-mail af 19.

marts 2004. Af Kirkeministeriets gennemgang af listen i form af et notat af

21. marts 2004 fremgik det at der ved Kirkeministeriets meddelelse om stoppet

for lønrammeoprykning den 9. februar 2004 var seks præster der var fyldt 60

år,

og som havde været på slutløn i mindst to år. Blandt disse seks præster havde

Præsteforeningen kun indstillet én som tillige var medlem af

Præsteforeningen.

Det drejede sig om sognepræst (C). De øvrige fem præster, som ikke var

medlemmer af foreningen, var derimod ikke blevet indstillet. Det drejede sig

om

sognepræsterne (D), (E), (F), (G) og Peter Fergo.

Den 20. marts 2004 bad Peter Fergo ved brev til Kirkeministeriet

om at få oplyst om der forelå en særskilt grund til at han ikke var blevet

rykket op i lønramme 34.

Den 23. marts 2004 blev der afholdt møde mellem Kirkeministeriet

og Præsteforeningen hvor man bl.a. drøftede Kirkeministeriets stop for

udmøntning af studieorlov og Præsteforeningens manglende indstilling til

lønrammeoprykning af andre end foreningens medlemmer.

Det fremgår af Kirkeministeriets notat om mødet at ministeriet

sammen med stiftsmyndighederne på dette tidspunkt var i færd med at foretage

en opgørelse over det beløb der skulle anvendes til betaling af særlige

feriedage. Ministeriet bekræftede på mødet at den årlige aftale om

studieorlov

i henhold til lokallønsordningen ikke ville blive indgået før det lå klart at

der var penge til det. Ministeriet oplyste desuden at midlerne til lokalløn

befandt sig på præstelønskontoen og blev brugt til betaling af særlige

feriedage.

Med hensyn til Præsteforeningens manglende indstilling til

lønrammeoprykning af præster som ikke var medlem af foreningen, tilkendegav

Kirkeministeriet ifølge ministeriets notat om mødet at man straks ville sørge

for oprykning af de præster som opfyldte de aftalte betingelser herfor.

Præsteforeningen

anførte hertil at foreningen ikke var i besiddelse af de fornødne oplysninger

om personer der ikke var medlem af foreningen, og at foreningen derfor ikke

kunne varetage disse personers interesser i relation til oprykning til

lønramme 34. Kirkeministeriet gav tilsagn om et nyt møde med Præsteforeningen

i august 2004 hvor ministeriet forventede at have tilvejebragt et overblik

over de midler som stod til rådighed med henblik på en udmøntning af eventuel

studieorlov.

Det fremgår af Kirkeministeriets udtalelse til mig af 25. juni

2004 at Kirkeministeriet efter mødet med Præsteforeningen foretog en

telefonisk høring af de tilsynsførende biskopper for hver af de seks

omhandlede

præster med henblik på at fastslå om præsternes tjenstlige forhold i enhver

henseende

havde været tilfredsstillende som forudsat i den generelle aftale om

lønrammeoprykning. Det blev i den forbindelse tilkendegivet over for

biskopperne at ministeriet ville tilføre de nødvendige midler hvis

omklassificeringen

gav problemer for stiftets præstelønsbevilling.

Biskoppen over Københavns Stift anmodede om en skriftlig høring

for så vidt angik oprykningen af Peter Fergo, hvilket skete ved

Kirkeministeriets

brev af 25. marts 2004 til den pågældende stiftsøvrighed. De øvrige adspurgte

biskopper havde ingen bemærkninger.

Kirkeministeriet tog derpå telefonisk kontakt til

sognepræsterne (D) og (E).

Ministeriet spurgte (D) om hvorvidt han i lyset af at lønrammeoprykning

efter det fyldte 60. år først ville få pensionsmæssig virkning efter to år,

ønskede lønrammeoprykning med tilbagevirkende kraft. (D) oplyste hertil at

han var fuldt tilfreds med lønrammeoprykning uden tilbagevirkende kraft.

Kirkeministeriet spurgte på tilsvarende vis sognepræst (E) som

oplyste at hun havde tænkt sig at søge sin afsked ved årets udgang. Hendes

lønrammeoprykning skulle for at få pensionsmæssig virkning derfor ske med

virkning fra den 1. januar 2003.

Den 25. marts 2004 meddelte Kirkeministeriet ved brev til

Stiftsøvrigheden over Roskilde Stift med kopi til Præsteforeningen at det

mellem Præsteforeningen og Kirkeministeriet var aftalt at en ledigbleven

lønramme 34-klassificering blev genanvendt ved oprykning af sognepræst (D)

til

lønramme 34 med virkning fra den 1. april 2004.

Den 26. marts 2004 reagerede Præsteforeningen over for

Kirkeministeriets meddelelse om lønrammeoprykning af (D) idet foreningen

bestred at dette skulle være sket efter aftale med foreningen.

Præsteforeningen

skrev i den forbindelse bl.a. følgende:

”På mødet mellem Præsteforeningen og Kirkeministeriet den 23.

marts 2004 om Kirkeministeriets skrivelse af 9. februar 2004 blev det

tilkendegivet, med henvisning til den af Kirkeministeriet på mødet udleverede

oversigt over præster der er fyldt 60 år, men som er indplaceret lavere end

LR

34, at der på et senere tidspunkt skulle ske en ’oprydning’ ved et

møde mellem

parterne i forsommeren og eftersommeren. Her nævnte Præsteforeningen bl.a. at

man ligeledes havde en række kandidater, der ville komme i klemme i

systemet.”

Ved e-mail af 30. marts 2004 bekræftede Præsteforeningen at man

var indforstået med at oprykning til lønramme 34 omfattede både organiserede

og

ikke-organiserede præster. Foreningen fastholdt imidlertid at det på mødet

den

23. marts 2004 blev tilkendegivet at den bebudede oprydning først skulle ske

på et efterfølgende møde. Foreningen oplyste desuden at man var parat til et

sådant møde snarest belejligt.

Kirkeministeriet sendte den 13. april 2004 ministeriets

ovennævnte notat om mødet den 23. marts 2004 til Præsteforeningen og skrev i

tilknytning hertil bl.a. følgende:

”Et konkret resultat af mødet var, at der – efter

Kirkeministeriets opfattelse – blev konstateret enighed om, at det er

uheldigt,

at nogle præster, der opfylder de aftalte betingelser for oprykning til

lønramme 34, ved en fejl ikke er blevet oprykket til lønramme 34, fordi de

ikke

er medlemmer af Præsteforeningen.

Kirkeministeriet tilkendegav, at ministeriet straks ville sørge

for oprykning af de pågældende, og man var af den opfattelse, at

Præsteforeningen var enig heri, jf. ovenfor. Det bemærkes i denne

forbindelse,

at det vil være et ulovligt hensyn, hvis Præsteforeningen nægter at indgå

aftale om oprykning på grund af manglende medlemskab af Præsteforeningen.

Det er en ganske uholdbar situation, hvis Kirkeministeriet på

nogen måde skulle lægge navn til fagforeningsmagtfordrejning, og for at

beskytte sig mod en sådan situation vil Kirkeministeriet i givet fald oprykke

de pågældende på anden måde.”

Den 28. april 2004 kom Præsteforeningen med bemærkninger og

tilføjelser til Kirkeministeriets notat om mødet den 23. marts 2004. Med

hensyn til oprykningen til lønramme 34 anførte foreningen bl.a. at man på

grund af manglende oplysninger om andre præster end foreningens egne

medlemmer

havde vanskeligt ved at indstille ikke-medlemmer til oprykning.

Kirkeministeriet besvarede denne henvendelse ved brev af 6. maj

2004. I svaret gjorde Kirkeministeriet bl.a. opmærksom på at ministeriets

oplysninger om de præster som ikke var medlemmer af Præsteforeningen,

stammede

fra Teologisk Stat/Kirkelig Håndbog der udgives af Præsteforeningen.

Den 16. april 2004 meddelte Kirkeministeriet ved brev til

Stiftsøvrigheden over Fyens Stift med kopi til Præsteforeningen at sognepræst

(E) blev rykket op til lønramme 34 med virkning fra den 1. januar 2003. Det

fremgik som i Kirkeministeriets meddelelse vedrørende (D) at oprykningen

skete

efter aftale mellem Præsteforeningen og Kirkeministeriet.

Det fremgår af Kirkeministeriets udtalelse til mig af 25. juni

2004 at brevet var skrevet i forlængelse af Kirkeministeriets tidligere

telefonkontakt

med (E), men at det på grund af Præsteforeningens indsigelser i forbindelse

med

lønrammeoprykningen for (D) ikke var sendt tidligere.

Det fremgår endvidere af Kirkeministeriets udtalelse at det

undervejs i forløbet blev klart at det var nødvendigt at fastsætte en generel

regel for fra hvilket tidspunkt der skulle ske lønrammeoprykning af de seks

præster. Efter ministeriets opfattelse skulle der så vidt muligt rettes op på

den fejl der var sket fordi de pågældende ikke var blevet rykket op til

lønramme 34 på lige fod med andre sognepræster og derfor ikke havde fået

samme

løn- og pensionsmæssige stilling som dem.

Under Kirkeministeriets overvejelser om en sådan regel inddrog

ministeriet en række forhold der i ministeriets udtalelse til mig er gengivet

således:

”

·

For sognepræsterne (C) og (E) har omklassificeringen

til LR 34 kun pensionsmæssig betydning og stort set ingen lønmæssig

betydning,

da de begge er ansat i en stilling, hvortil der er knyttet et tillæg, der

nogenlunde

svarer til forskellen mellem 3. løntrin i LR 31 og LR 34. Dette tillæg

bortfalder

ved omklassificering til LR 34.

·

For sognepræst (G) har omklassificering til

LR 34 kun lønmæssig betydning og ingen pensionsmæssig betydning, da han er

ansat på tjenestemandslignende vilkår og ikke har ret til

tjenestemandspension,

men har en pensionsordning via ( ).

·

For sognepræsterne Peter Fergo, (F) og (D)

har omklassificering til LR 34 både lønmæssig og pensionsmæssig betydning.

·

Omklassificering kan tidligst finde sted

fra det tidspunkt, hvor præsten har været to år på slutløn.

·

Omklassificering kan ikke finde sted fra et

tidspunkt, der ligger forud for ordningens start i 1990.

·

Omklassificering sker normalt først, når

præsten er ret nær på de 60 år. Frem til 1. april 1995 var der væsentlig

flere

personlige genanvendelige LR 34 klassificeringer end der er nu. Den normale

omklassificeringsalder lå derfor et par år lavere end nu. Hvis sognepræsterne

Peter Fergo og (F) var blevet omklassificeret ’normalt’, ville de

derfor nok

have været 57-58 år gamle ved klassificeringen.”

Det fremgår af Kirkeministeriets udtalelse til mig at

medarbejdere i Kirkeministeriet på denne baggrund drøftede fastlæggelsen af

en

generel regel om tidspunktet for oprykning af de seks præster, og at det i

den

forbindelse blev besluttet at oprykning skulle ske fra den 1. i den måned

hvor

den pågældende præst fyldte 60 år, under forudsætning af at den pågældende på

dette tidspunkt havde været på slutløn i to år.

Det skal hertil bemærkes at Kirkeministeriet i ministeriets

supplerende udtalelse til mig efterfølgende anførte at udtrykket

”fastlæggelse

af en generel regel for tidspunktet for oprykning” burde erstattes af

”valg af

en praktisk løsning” som en mere dækkende sproglig formulering.

I ministeriets udtalelse henvises der som begrundelse for at

lade oprykning ske med virkning fra præsternes fyldte 60. år til et konkret

tilfælde fra 1993 hvor en præst klagede til mig over at han ikke var blevet

rykket op i lønramme 34. Det viste sig at Præsteforeningen havde undladt

afgive indstilling om oprykning af klageren som ikke var medlem af

foreningen.

Den pågældende præst var fyldt 60 år da han indgav sin klage, og blev som

følge

af Kirkeministeriets optagelse af sagen rykket op i lønramme 34 med virkning

fra den 1. i den måned hvor han fyldte 60 år. Det hedder i Kirkeministeriets

udtalelse med henvisning til mit brev af 23. december 1993 at jeg ingen

bemærkninger

havde hertil.

Det skal hertil bemærkes at jeg i det nævnte brev af 23.

december 1993 skrev til præsten at jeg var blevet orienteret af

Kirkeministeriet

om at han var blevet rykket op til lønramme 34 med virkning fra den 1. marts

1993. Jeg skrev endvidere at jeg derfor gik ud fra at hans klage kunne

betragtes som bortfaldet.

Den 28. april 2004 meddelte Kirkeministeriet ved brev til

Stiftsøvrigheden over Fyens Stift at sognepræst (F) var blevet rykket op i

lønramme

34 med virkning fra den 1. marts 1995.

Den 28. april 2004 meddelte Kirkeministeriet ved brev til

Stiftsøvrigheden over Københavns Stift at sognepræst Peter Fergo var blevet

rykket op i lønramme 34 med virkning fra den 1. juni 1996.

Det fremgår af Kirkeministeriets udtalelse til mig af 25. juni

2004 at de pågældende sognepræster var født henholdsvis den 27. marts 1935 og

den 18. juni 1936. Begge oprykninger fik således tidsmæssig virkning i

overensstemmelse med den af Kirkeministeriet fastsatte generelle regel.

Det fremgår endvidere af Kirkeministeriets udtalelse at

oprykningen af Peter Fergo skete uden at afvente høringssvaret fra Biskoppen

over Københavns Stift idet ministeriet var bekendt med at biskoppens

betænkeligheder

var af økonomisk eller budgetmæssig art og ikke vedrørte sognepræst Peter

Fergos tjenstlige forhold.

Biskoppen over Københavns Stift besvarede Kirkeministeriets

høring ved brev af 29. april 2004. Biskoppen henviste i sit høringssvar til

et

tidligere brev fra Kirkeministeriet af 26. april 2004 hvori stiftet var

blevet

opfordret til fortsat at vise tilbageholdenhed med hensyn til forbruget af

bevillingen til aflønning af præster. Biskoppen anførte derpå følgende:

”Da ministeriet dernæst alene vil være sindet eventuelt at

foretage en mindre justering af bevillingen, kan jeg på grund af den

økonomiske

usikkerhed ikke umiddelbart anbefale, at Peter Fergo oprykkes til lønramme 34

umiddelbart inden hans forventede opsigelse af sin stilling.”

Det fremgår af Kirkeministeriets udtalelse til mig at

ministeriets departementschef derpå kontaktede Biskoppen over Københavns

Stift

telefonisk og oplyste ham om at merudgiften til omklassificeringen af

sognepræst Peter Fergo ikke skulle afholdes inden for den bevillingsramme til

præsteløn som Københavns Stift havde fået udmeldt fra Kirkeministeriet.

Ministeriets begrundelse herfor var at det ikke skulle gå ud over stiftet at

der tidligere var begået en fejl. Tilsvarende oplysninger blev ifølge

Kirkeministeriets udtalelse til mig givet til de øvrige stiftsmyndigheder.

I samme forbindelse udarbejdede ministeriet den 30. april 2004

et notat til belysning af lønramme 34-problematikken i relation til reglerne

om

forældelse. I notatet anføres bl.a. følgende:

”Præsteforeningen har højtideligt lovet og bedyret, at også

ikke-medlemmer af Præsteforeningen bliver bragt i forslag på lige fod med

medlemmer. Det har imidlertid vist sig, at der er 5 ikke-medlemmer, der ikke

er

blevet omklassificeret, selvom de opfylder de aftalte kriterier.

2 af disse præster, nemlig Peter Fergo (født 18.6.36) og (F)

(født ) får ved oprykning med virkning umiddelbart forud for det fyldte 60.

år betaling henholdsvis 8 og 9 år tilbage.

De pågældende præster ville have en rigtig god sag, hvis de gik

til Ombudsmanden eller domstolene med et krav om oprykning med

tilbagevirkning.

Kirkeministeriet ville under en retssag kunne gøre gældende, at kravet kun

kan

gøres gældende 5 år tilbage. Domstolene statuerer imidlertid kun forældelse,

hvis det gøres gældende under sagen. Forældelsesindsigelsen tages altså ikke

i

betragtning ex officio.

Der er tale om, at ministeriet retter op på en fejl. Derfor

betales der tilbage til det tidspunkt, da oprykning til LR 34 normalt ville

være sket. Der betales dog ikke morarenter.

Der er ikke noget kritisabelt ved at Kirkeministeriet som

arbejdsgiver behandler folk på en ordentlig og anstændig måde. I denne sag er

det Præsteforeningen der har et problem.”

Den 30. april 2004 meddelte sognepræst Peter Fergo ved brev til

Kirkeministeriet at han ikke som ellers bestemt ønskede at lade sin oprykning

være gældende med virkning fra den 1. juni 1996, men derimod først fra den 1.

juni 1999 således at loven om forældelsesfrist var overholdt.

Kirkeministeriet bad brev af 11. maj 2004 Stiftsøvrigheden over

Københavns Stift om at ændre virkningstidspunktet for Peter Fergos

lønrammeoprykning i overensstemmelse med dennes eget ønske.

Den 21. maj 2004 besvarede kirkeministeren (B)’s brev af 15.

marts 2004. Af ministerens svar fremgik bl.a. følgende:

”Det er korrekt, at Præsteforeningen har indstillet til

Kirkeministeriet, at der indgås aftale mellem ministeriet og Præsteforeningen

om, at du oprykkes til lønramme 34 med virkning fra den 1. januar 2004.

I forbindelse med ansættelsesstoppet blev også genanvendelsen af

de regenerable lønramme 34 klassificeringer sat i bero. Kirkeministeriet har

givet Præsteforeningen tilsagn om et møde til august d.å., hvor der skulle

være tilvejebragt overblik over, hvilke midler der er til rådighed, med

henblik

på blandt andet en nyordning med hensyn til oprykning til lønramme 34.

Det beror altså ikke på en fejl, at du (endnu) ikke er oprykket

til lønramme

34.”

Den 28. maj 2004 meddelte Kirkeministeriet ved brev til

Stiftsøvrigheden over Århus Stift at sognepræst (C) var blevet rykket op i

lønramme 34 med virkning fra den 1. maj 2003.

Den 28. maj 2004 meddelte Kirkeministeriet ved brev til

Stiftsøvrigheden over Ribe Stift at sognepræst (G) var blevet rykket op i

lønramme 34 med virkning fra den 1. april 2001.

Det fremgår af Kirkeministeriets udtalelse til mig af 25. juni

2004 at de pågældende sognepræster var født henholdsvis den ( )1943 og den

( )1941. Begge oprykninger fik således tidsmæssig virkning i overensstemmelse

med den af Kirkeministeriet fastsatte generelle regel.

I en artikel bragt i Politiken den 9. juni 2004 bekræftede en

medarbejder i Kirkeministeriet at både Biskoppen over Københavns Stift og de

øvrige biskopper blev holdt skadesløse for oprykningen af de seks præster.

Den

pågældende medarbejder udtalte ifølge artiklen endvidere at man havde penge

til at stoppe sådanne ”huller”, og oplyste at

”hullekassen” indeholdt omkring

30 mio. kr.

Den 10. juni 2004 stillede Folketingets Finansudvalg en række

spørgsmål til kirkeministeren (§ 22 – bilag 11), herunder om hvor på

finansloven ”hullekassen” var budgetteret, og hvad kriterierne for

anvendelse

af ”hullekassen” var.

Kirkeministeren oplyste i sit svar til udvalget af 16. juni

2004 (§ 22 – bilag 13) bl.a. følgende:

”Lønbevillingen til præster udgøres af en finanslovsbevilling

under § 22 Kirkeministeriet, konto 22.21.03. Præster og provster, og af en

bevilling på Fællesfonden, jf. lov om folkekirkens økonomi § 11.

Den samlede bevilling er efter en møderække med

stiftsadministrationerne fordelt til forvaltning i de enkelte stifter. Der er

i

denne forbindelse aftalt en procedure om eventuel omflytning af bevillinger i

sidste halvdel af året, ligesom der til imødegåelse af udsving i belastningen

af de enkelte stifters lønbevilling ved blandt andet afholdelse af udgifter

til særlige feriedage er tilbageholdt en mindre lønreserve. Det er i

forbindelse

hermed at Københavns Stift i bevillingsmæssig sammenhæng vil blive søgt holdt

skadesløs.”

2. Kirkeministerens

ægtefælle, Peter Fergo, og dennes økonomiske forhold som følge af oprykningen

til lønramme 34

Det fremgik af sagen at sognepræst Peter Fergo var gift med

kirkeministeren.

Kirkeministeren oplyste i sit svar til Folketingets

Finansudvalg af 16. juni 2004 (§ 22 – bilag 13) følgende om størrelsen

af det

beløb Peter Fergo vil få efterbetalt som følge af sin oprykning til lønramme

34

med virkning fem år tilbage:

”I forbindelse med sin oprykning til LR 34 vil sognepræst Peter

Fergo få efterbetalt differencen mellem LR 34 og slutløntrinnet i LR 31. For

perioden 1. juni – 31. december 1999 er efterbetalingsbeløbet 16.484,44

kr. For

2000 er efterbetalingsbeløbet 28.470,27 kr. For 2001 er efterbetalingsbeløbet

29.365,71 kr. For 2002 er efterbetalingsbeløbet 30.048,21 kr. For 2003 er

efterbetalingsbeløbet 30.466,77 kr., og for perioden 1. januar – 30.

april

2004 er efterbetalingsbeløbet 10.239,26 kr.”

Peter Fergos økonomiske interesse i sin oprykning til lønramme

34 udgjordes ud over summen af de nævnte efterbetalingsbeløb endvidere af en

varig indtægtsforhøjelse, ligesom oprykningen måtte antages at få positiv

indvirkning på hans pensionsmæssige forhold.

3. Ombudsmandens

undersøgelse af sagen

På baggrund af Politikens omtale af sagen bad jeg som nævnt til

brug for mine overvejelser om at undersøge sagen af egen drift

Kirkeministeriet om en udtalelse om oprykningen af sognepræst Peter Fergo og

fem andre sognepræster til lønramme 34.

Jeg bad ministeriet om særligt at udtale sig om følgende

spørgsmål: 1) overvejelser om kirkeministerens habilitet i forbindelse med

deltagelse i beslutningen om at oprykke sognepræst Peter Fergo til lønramme

34, 2) overvejelser om myndighedshabilitet i forbindelse med ministeriets

behandling af sagen om sognepræst Peter Fergos oprykning, 3) meddelelsen til

sognepræst (B) om at han ikke kunne blive oprykket til lønramme 34, og om

hvorvidt denne afgørelse var udtryk for en forskelsbehandling som ikke var

sagligt

begrundet. Jeg bad om at få kopi af de akter der knyttede sig til de

ovennævnte

spørgsmål, herunder interne notater.

Jeg skrev at jeg var opmærksom på at der kunne blive tale om at

kirkeministeren blev indkaldt til samråd i Folketingets Kirkeudvalg. Jeg

orienterede derfor udvalget om henvendelsen til ministeriet. Jeg bad udvalget

orientere mig hvis det modtog en anmodning om indkaldelse af ministeren til

samråd.

Jeg bad desuden udvalget om underretning om karakteren af det samråd som

måtte

blive afholdt.

Den 11. juni 2004 blev kirkeministeren indkaldt til samråd i

Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg om sagen. Med henvisning hertil bad jeg i

brev af 17. juni 2004 Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg om underretning af

karakteren af samrådet når det havde været afholdt.

Jeg underrettede endvidere Kirkeministeriet om min henvendelse

til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg og tilkendegav i den forbindelse at jeg

afventede udvalgets underretning inden jeg traf endelig beslutning om

hvorvidt

jeg skulle undersøge sagen af egen drift. Jeg tilkendegav endvidere over for

ministeriet at jeg var opmærksom på de oplysninger som var kommet frem i

Politiken,

om at (B) ikke var fyldt 60 år, men at jeg fortsat ønskede en besvarelse af

punkt 3 i min oprindelige anmodning til ministeriet.

Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg meddelte i brev af 24. juni

2004 at der ikke var blevet gjort notat i udvalgets protokol om karakteren af

samrådet som var blevet holdt samme dag. Udvalget henviste til den procedure

der var aftalt i forbindelse med samråd med henblik på orientering af

Folketingets Ombudsmand, jf. Folketingets Udvalgsafdelings brev af 9. oktober

1991.

Den 30. juni 2004 modtog jeg Kirkeministeriets udtalelse af 25.

juni 2004. Vedrørende spørgsmålet om kirkeministerens habilitet skrev

Kirkeministeriet følgende:

”Kirkeminister Tove Fergo har ikke medvirket ved beslutningen om

at oprykke sognepræst Peter Fergo til LR 34. Der var tale om

administrationsfejl, som så vidt muligt skulle rettes op, uanset hvem

fejladministrationen var gået ud over.”

Kirkeministeriet skrev endvidere følgende for så vidt angik

spørgsmålet om myndighedsinhabilitet:

”Ministeriet overvejede, om der kunne være tale om

myndighedsinhabilitet i forbindelse med ministeriets behandling af sagen om

sognepræst Peter Fergos oprykning. Da der ikke er tale om nogen særskilt

begunstigelse til sognepræst Peter Fergo, og hans sag behandles sammen med og

på samme måde som fem lignende sager, fandt Kirkeministeriet det ubetænkeligt

at behandle sagen og ikke foreslå sagen overført til en anden minister.”

I brev af 5. juli 2004 meddelte jeg Kirkeministeriet at jeg havde

besluttet at tage sagen op til undersøgelse for så vidt angik de

habilitetsspørgsmål

som sagen rejste. Jeg meddelte samtidig at jeg havde besluttet ikke at tage

sagen om sognepræst (B) op til behandling. Jeg oplyste desuden at det ikke

gav

mig anledning til bemærkninger at kirkeministeren i forbindelse med

orienteringen om ministeriets praksis angående oprykning af sognepræster til

lønramme 34 gjorde opmærksom på at hendes mand, Peter Fergo, ikke var blevet

rykket op til lønramme 34. Jeg skrev at min undersøgelse således ville være

koncentreret om selve beslutningen om oprykning af sognepræst Peter Fergo og

de fem andre præster.

Jeg bad ministeriet om en supplerende udtalelse og stillede i

den forbindelse følgende spørgsmål med henblik på at belyse spørgsmålet om

myndighedsinhabilitet:

”Jeg har forstået ministeriets redegørelse således at det ikke

var en betingelse for de individuelle aftaler mellem Kirkeministeriet og Den

Danske Præsteforening om oprykning af sognepræster til lønramme 34 at de

pågældende sognepræster skulle have opnået en bestemt alder, men at de

faktiske

forhold indebar at omklassificering normalt første skete når de pågældende

sognepræster havde en alder der var ret nær 60 år. Jeg har endvidere forstået

redegørelsen sådan at ministeriet i forbindelse med vurderingen af om de seks

sognepræster skulle rykkes op, opstillede en fast generel regel om at de

pågældende

præster skulle rykkes op fra den 1. i den måned hvor de fyldte 60 år.

Jeg beder ministeriet oplyse om det er korrekt forstået at

kirkeministeren ikke blev inddraget i beslutningen om at ændre

oprykningsgrundlaget.

Jeg beder om ministeriets kommentarer til dette forhold.

Jeg beder også om at ministeriet kommer ind på hvorfor

ministeriet anså det for ubetænkeligt at ministeriet behandlede sagen,

sammenholdt med at ministeriets vurdering indebar en række særlige

overvejelser

(bl.a. om forældelse) og fastsættelse af en generel aldersmæssig

betingelse.”

Den 29. juli 2004 modtog jeg Kirkeministeriets supplerende udtalelse

af 28. juli 2004. Af udtalelsen fremgik bl.a. følgende:

”Ministeriet skal indledningsvis understrege, at sagen drejede

sig om at rette op på tidligere fejl. Hvis alt var gået ’normalt’

til, ville

spørgsmålet om oprykning af de seks sognepræster være blevet behandlet hver

for sig på forskellige tidspunkter, men efter samme retningslinier.

Der er ved behandlingen af sagen om oprykning af de seks

sognepræster til lønramme 34 ikke opstillet en ny generel regel, men valgt en

praktisk løsning. Den samme praktiske løsning blev valgt i sagen fra 1993 og

blev ikke påtalt af Folketingets Ombudsmand.

Udtrykket ’fastlæggelse af en generel regel for tidspunktet for

oprykning’ i Kirkeministeriets brev til Dem af 25. juni 2004 (side 4 og

5) bør

derfor erstattes af ’valg af en praktisk løsning’ som en mere

dækkende sproglig

formulering.

I og med at der ikke er truffet beslutning om at ændre

oprykningsgrundlaget, men alene er valgt en praktisk løsning, som tidligere

er

blevet anvendt til fejlrettelse i en lignende situation, har ministeriet ikke

yderligere kommentarer til dette punkt, idet man for god ordens skyld skal

bemærke, at kirkeministeren ikke blev inddraget i håndteringen af

fejlrettelsen.

I stedet for en meget individuel behandling af de seks

fejlrettelsessager, der ville indebære en række særlige overvejelser, bl.a.

om

forældelse, valgte ministeriet en praktisk løsning, der gjorde de nævnte

særlige overvejelser irrelevante. På baggrund heraf fandt ministeriet det

ubetænkeligt at afgøre de omhandlede sager på samme måde som

fejlrettelsessagen

fra 1993, der som nævnt ikke dengang gav Folketingets Ombudsmand anledning

til

kritik.”

Den 13. august 2004 sendte jeg sognepræst Peter Fergo og de fem

andre sognepræster som var blevet oprykket til lønramme 34, kopi af min

anmodning om en udtalelse fra Kirkeministeriet, ministeriets udtalelse af 25.

juni 2004, min anmodning om en supplerende udtalelse fra ministeriet og

ministeriets supplerende udtalelse af 28. juli 2004. Jeg bad de seks

sognepræster om at fremsætte eventuelle bemærkninger til Kirkeministeriets

udtalelser eller sagen i øvrigt inden fire uger.

Jeg modtog efterfølgende bemærkninger fra sognepræst (D) ved

brev af 20. august 2004. Jeg fandt ikke anledning til at bede om

Kirkeministeriets bemærkninger hertil.

I redegørelse af 1. november 2004 udtalte jeg herefter følgende:

Ombudsmandens udtalelse

”1. Retsgrundlaget

I forvaltningslovens kapitel 2 er der fastsat regler om personlig, speciel

inhabilitet.

Reglerne i § 3, stk. 1, nr. 1, 2 og 5, § 3, stk. 2 og 3, og § 6 har følgende

ordlyd:

’

§ 3.

Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold

til en bestemt sag, hvis

vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens

udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen,

der har en sådan interesse,

vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende

linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller andre nærstående har

en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er

repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at

vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Stk. 2.

Inhabilitet

foreligger dog ikke, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke,

sagens

karakter eller den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen

ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive

påvirket af uvedkommende hensyn.

Stk. 3.

Den, der er

inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen

eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af den pågældende sag.

§ 6.

Den, der er

bekendt med, at der for den pågældendes vedkommende foreligger forhold, som

nævnt i § 3, stk. 1, skal snarest underrette sin foresatte inden for

myndigheden herom, medmindre det er åbenbart, at forholdet er uden betydning.

For så vidt angår medlemmer af en kollegial forvaltningsmyndighed gives

underretningen

til myndigheden.

Stk. 2.

Spørgsmålet

om, hvorvidt en person er inhabil, afgøres af den i stk. 1 nævnte myndighed.

Stk.

3.

Vedkommende må ikke selv deltage i

behandlingen og afgørelsen af spørgsmålet om inhabilitet, jf. dog § 4, stk. 1

og 2. Dette gælder dog ikke på områder, hvor andet er fastsat i henhold til

lov.’

Baggrunden for inhabilitetsreglerne er det grundlæggende krav om

saglig forvaltning. Reglernes egentlige mål er forebyggelse af konkrete

afgørelser af usaglig karakter. I reglerne er man imidlertid gået et skridt

videre

og har opstillet et forbud mod en række situationer som ikke med sikkerhed

ville føre til konkret usaglige afgørelser, men som i sig selv kan indeholde

en mere abstrakt risiko herfor, eller i hvert fald af omverdenen (borgeren)

kunne opfattes som risikable og dermed ville kunne nedbryde tilliden til

myndighederne. Der etableres således en sikkerhedszone mellem den abstrakte

risiko og den konkrete usaglighed. Se bl.a. John Vogter, Forvaltningsloven

med

kommentarer, 3. udgave (1999), s. 143-145, og Jon Andersen mfl.,

Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 252- 253.

Hovedkriteriet vedrørende personlig, speciel inhabilitet fremgår

af § 3, stk. 1, nr. 5: at der ’foreligger omstændigheder, som er egnede

til at

vække tvivl om vedkommendes upartiskhed’. De tilfælde af inhabilitet som

er

nævnt i § 3, stk. 1, nr. 1-4, er særligt fremhævede tilfælde af dette

generelle

hovedkriterium.

Efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1, foreligger der

inhabilitet for den der er part i sagen, eller i øvrigt har en særlig

personlig

eller økonomisk interesse i sagen. Reglen dækker inhabilitetsgrundsætningens

centrale område. En person som er part i en sag, f.eks. som ansøger eller som

den en bebyrdende afgørelse vil rette sig imod, er efter reglen klart inhabil

også selv om sagen indholdsmæssigt har mindre betydning for den pågældende,

f.eks. en ansøgning om et mindre beløb. Også andre interesser end rent

økonomiske kan begrunde inhabilitet. Se bl.a. Jens Garde mfl.,

Forvaltningsret,

Sagsbehandling, 5. udgave (2001), s.

76 f,

og Steen Rønsholdt, Forvaltningsret, Retssikkerhed, Proces, Sagsbehandling,

s.

219 ff.

Efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 2, foreligger der

inhabilitet for den hvis ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller

nedstigende linje eller i sidelinjen så nær som søskendebørn eller andre

nærstående

er part i sagen eller i øvrigt har en særlig personlig eller økonomisk

interesse i sagen. Baggrunden for bestemmelsen er en nærliggende formodning

om

at de nævnte beslægtede mv. vil identificere sig med hinandens personlige og

økonomiske interesser. Bestemmelsen fastslår at et nært familiemæssigt

tilknytningsforhold til en person der selv ville være inhabil efter

forvaltningslovens

§ 3, stk. 1, nr. 1, medfører inhabilitet. Se bl.a. Jens Garde mfl.,

Forvaltningsret, Sagsbehandling, 5. udgave (2001), s.

80 f, og John Vogter, Forvaltningsloven

med kommentarer, 3. udgave (1999), s. 169.

Efter forvaltningslovens § 3, stk. 3, må en person der er

inhabil, ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke

ved behandlingen af den pågældende sag. Er der tale om en hierarkisk

sammensat

myndighed, må afgørelsen træffes af en anden – typisk overordnet –

person eller

myndighed, alt afhængig af på hvilket niveau i hierarkiet den pågældende

befinder sig. I et vist omfang vil afgørelsen dog kunne henskydes til

myndighedens

souschef, om end denne fremgangsmåde ikke altid vil være uden principielle

betænkeligheder. Se bl.a. Steen Rønsholdt, Forvaltningsret, Retssikkerhed,

Proces, Sagsbehandling, s.

249 f,

og Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 273.

Efter forvaltningslovens § 6, stk. 1, skal den der er bekendt

med at der for den pågældende foreligger en af de inhabilitetssituationer som

er nævnt i § 3, stk. 1, snarest underrette sin foresatte inden for

myndigheden

herom, medmindre det er åbenbart at forholdet er uden betydning. Det følger

af

bestemmelsen at området for underretningspligten ikke alene omfatter de

tilfælde hvor der må antages at foreligge inhabilitet, men også tilfælde hvor

inhabilitet ikke på forhånd åbenbart kan afvises. Se bl.a. den sag der er

gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1987, s. 119 ff*.

Forvaltningslovens § 3 omfatter kun personers inhabilitet og

regulerer således ikke udtrykkeligt spørgsmålet om hvorvidt en myndighed som

sådan kan anses for inhabil. Det er dog fast antaget at der gælder en

almindelig ulovbestemt retsgrundsætning om inhabilitet som bl.a. omfatter

myndigheders inhabilitet. En myndighed kan selv være part i sagen eller i

øvrigt have en uvedkommende interesse i forhold til sagens behandling og

afgørelse.

De hensyn der bærer reglerne om myndighedsinhabilitet, svarer således til de

hensyn der bærer reglerne om den personlige inhabilitet.

Ombudsmanden har i spørgsmål om myndighedsinhabilitet gennem

årene tillagt det betydning at forvaltningens virksomhed tilrettelægges på en

sådan måde at det modvirkes at der skabes mistillid til den offentlige

forvaltning. Et gennemgående element i praksis har været en principiel

betænkelighed

over for at acceptere at forskellige funktioner forenes hos samme person

eller

myndighed på en sådan måde at de ordinære kontrolmekanismer formelt eller

reelt

udhules. Se for eksempel den sag der er gengivet i Folketingets Ombudsmands

beretning for 1996, s. 160 ff*, om kæretilladelse i forbindelse med en

retssag

hvor vedkommende myndighed selv var part. Jeg henviser desuden til Østre

Landsrets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 1104, hvor et af

Politimesteren

i Nykøbing udstedt tilhold til en person om ikke at trænge sig ind på

politiet

i Nykøbing blev anset for ugyldigt. Se endvidere bl.a. Folketingets

Ombudsmands

beretning om Nørrebro-sagen, s. 254 ff, Niels Eilschou-Holm, Juristen, 1986,

s.

238 ff, Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 280 ff, og

Lars Nordskov Nielsen i Kommunestyre i retlige rammer (1999), s. 65 ff.

I visse tilfælde vil myndighedsinhabilitet kunne opstå som

følge af personlig inhabilitet hos myndighedens leder. Dette er tilfældet

hvor

kompetencen er henlagt til lederen som sådan og der ikke inden for

myndighedshierarkiet er en egentlig stedfortræder. Se bl.a. Jon Andersen

mfl.,

Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 281, og Sten Rønsholdt,

Forvaltningsret,

Retssikkerhed, Proces, Sagsbehandling, s.

242 f. Der er som baggrund for denne

opfattelse blevet peget på det afhængighedsforhold som må antages at bestå

mellem myndighedens leder og de underordnede medarbejdere. Der er i den

forbindelse rejst spørgsmål om hvorvidt et sådant tilfælde skal henføres

under

begrebet myndighedsinhabilitet, eller om det blot må antages at samtlige

underordnede medarbejdere er personligt inhabile, jf. forvaltningslovens § 3,

stk. 1, nr. 5, idet de alle vil kunne være under indflydelse af den nævnte

uvedkommende interesse. Se Jens Garde mfl., Forvaltningsret, Sagsbehandling,

5. udgave (2001), s. 101.

Hvis der er mulighed for at en forvaltningsmyndighed er

myndighedsinhabil, bør det af hensyn til retsvirkningerne heraf afklares om

der foreligger en inhabilitetssituation. Jeg henviser til den sag som er

omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1996, s. 160 ff. Hvis der

herefter

findes at foreligge myndighedsinhabilitet, skal myndigheden så vidt muligt

substitueres med en anden myndighed. Se Jens Garde mfl., Forvaltningsret,

Sagsbehandling, 5. udgave (2001), s. 101.

Substitution vil dog kunne anses for betænkelig i det omfang

den overtagende myndighed ikke besidder den fornødne grad af sagkundskab til

at

træffe den pågældende afgørelse. Drejer det sig om en underordnet myndighed,

vil substitution til den overordnede myndighed ofte kunne ske samtidig med at

kravet om den fornødne sagkundskab hos den kompetente myndighed tilgodeses.

Den øverste myndighed i et administrativt hierarki vil derimod typisk

udelukkende kunne substitueres med en sideordnet myndighed som ikke

nødvendigvis vil være i besiddelse af den tilstrækkelige sagkundskab til at

behandle

sagen på forsvarlig vis, og derfor vil substitution i disse tilfælde kunne

anses

for betænkelig. Se bl.a. Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave

(2002),

s.

281 f. Se endvidere

den ovennævnte sag fra Folketingets Ombudsmands beretning for 1996, s. 160

ff,

hvor Justitsministeriet havde truffet afgørelse om kæretilladelse i en sag

vedrørende samme ministeriums afgørelse om udlevering. Ombudsmanden fandt at

pligten til at overveje spørgsmålet om myndighedsinhabilitet i en situation

som den foreliggende også omfattede de tilfælde hvor substitution af den

inhabile

myndighed med en anden ikke må anses for mulig.

I tilfælde af en ministers personlige inhabilitet vil den heraf

udspringende myndighedsinhabilitet undertiden kunne søges løst ved at lade

ministerens funktioner overtage af en anden minister ved kongelig resolution.

Den

overtagende ministers beslutning vil i givet fald blive truffet efter

behandling

og indstilling af embedsmændene i det ministerium hvis minister er personligt

inhabil, således at tab af sagkundskab i forbindelse med sagens overtagelse

undgås. Se bl.a. Steen Rønsholdt, Forvaltningsret, Retssikkerhed, Proces,

Sagsbehandling, s.

242 f,

og Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 2. udg. (2002), s.

281 f. – Heroverfor kan det imidlertid

anføres at afhængighedsforholdet mellem den personligt inhabile minister og

dennes embedsmænd fortsat kan påvirke afgørelsen selv om den inhabile

minister

ikke konkret skal medvirke ved behandlingen af sagen. Se Jens Garde mfl.,

Forvaltningsret, Sagsbehandling, 5. udgave (2001), s. 102.

Som eksempel på en sådan substitution kan nævnes den sag der er

gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 67 ff*, hvor

statsministeren overtog en sag fra fiskeriministeren efter at der var rejst

spørgsmål om fiskeriministerens habilitet i sagen. Som et yderligere eksempel

fra administrativ praksis kan det nævnes at kirkeministerens kompetence i en

konkret, aktuelt verserende sag om tjenestefritagelse af en sognepræst under

lignende omstændigheder er blevet overført til justitsministeren, hvis breve

i

sagen efterfølgende har været paraferet af Kirkeministeriets embedsmænd. Der

henvises bl.a. til Kirkeministeriets dokument nr. 193899.

2. Den konkrete sag

Som det fremgår af sagen, er sognepræst Peter Fergo gift med

kirkeministeren.

Kirkeministeren er øverste ansættelsesmyndighed for

folkekirkens præster og var således kompetent til at træffe afgørelse om

Peter

Fergos oprykning til lønramme 34.

Det fremgår endvidere af sagen at oprykningen af Peter Fergo

til lønramme 34 med virkning fra juni 1999 har haft en ikke ubetydelig

positiv

indvirkning på hans lønforhold samt på hans pensionsmæssige forhold.

Det er på denne baggrund min opfattelse at Peter Fergo klart

havde en sådan økonomisk interesse i sagen at hans ægtefælle,

kirkeministeren,

ikke måtte træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved

behandlingen heraf, jf. forvaltningslovens § 3, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2.

På baggrund af sagens oplysninger, herunder det af

Kirkeministeriet oplyste hvorefter kirkeministeren ikke medvirkede ved

beslutningen om at oprykke Peter Fergo til lønramme 34 og ikke blev inddraget

i den fejlrettelse som oprykningen efter ministeriets opfattelse var udtryk

for, har jeg imidlertid lagt til grund at ministeren ikke havde direkte

indflydelse på sagens udfald eller i øvrigt var involveret i ministeriets

konkrete håndtering af sagen.

Jeg skal i den forbindelse nævne kirkeministerens talepapir til

brug for et samråd i Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg den 24. juni 2004

hvoraf det fremgår at ministeren ved denne lejlighed bl.a. udtalte følgende:

’Jeg vil gerne som det første fastslå, at jeg

ikke

har medvirket ved beslutningen om

at oprykke sognepræst Peter Fergo til lønramme 34. Beslutningen blev truffet

af

ministeriets embedsmænd, da det var konstateret, at der var sket

administrationsfejl,

som berørte ikke blot sognepræst Peter Fergo, men også fem andre præster.

Disse

er ligeledes blevet oprykket til LR 34.

På denne baggrund [dvs. oplysningen om at sognepræst Peter Fergo

ikke var blevet oprykket til lønramme 34, selv om han var fyldt 67 år; min

tilføjelse] indledte ministeriets embedsmænd en undersøgelse af, om der var

sket en fejl i dette og eventuelt i andre tilfælde.

Der er således af embedsmændene blevet fastsat den generelle

regel for omklassificering af de seks præster, at oprykningen skulle have

virkning fra den 1. i den måned, hvor den pågældende præst fyldte 60 år,

under

forudsætning af at den pågældende på dette tidspunkt også opfyldte kravet om

at have været på slutløn i mindst to år.

Som sammenfatning vil jeg gerne sige,

1. at jeg ikke har deltaget i beslutningen om oprykning af

sognepræst Peter Fergo til LR 34. Jeg har alene i forbindelse med en generel

orientering til mig om denne ordning nævnt, at Peter Fergo ikke var

omklassificeret til denne lønramme.’

Jeg forstår denne udtalelse således at initiativet til

lønrammeoprykningen af sognepræst Peter Fergo og de fem øvrige sognepræster

udelukkende udgik fra Kirkeministeriets embedsmænd, og at kirkeministerens

konkrete involvering i sagen var begrænset til hendes oplysning om Peter

Fergos lønforhold i forbindelse med den generelle orientering af ministeren i

marts 2004.

Ministeriets beslutning om oprykning af Peter Fergo og de fem

øvrige sognepræster til lønramme 34 må herefter antages udelukkende at have

været truffet af de involverede embedsmænd efter sædvanlig delegation fra

kirkeministeren.

Spørgsmålet kan rejses om der i et departement vil kunne

træffes afgørelse efter delegation fra ministeren i en sag i hvilken

ministeren er personligt inhabil, uden at ministeren derved må anses for at

have medvirket til den konkrete afgørelse. Henset til sagens øvrige

omstændigheder har jeg imidlertid ikke fundet anledning til at gå nærmere ind

i

vurderingen af dette spørgsmål.

Der er imidlertid anledning til at overveje spørgsmålet om

hvorvidt kirkeministerens personlige inhabilitet medfører

myndighedsinhabilitet hos Kirkeministeriet i relation til ministeriets

beslutning om oprykning af Peter Fergo (sammen med de fem øvrige præster) til

lønramme 34 og beslutningen om at tillægge oprykningen virkning fra det

tidspunkt hvor de pågældende var fyldt 60 år.

Det er herved et spørgsmål om en personligt inhabil ministers

overordnede ansvar for sagens behandling som følge af forretningernes

fordeling mellem ministrene i henhold til grundlovens § 14 og ministerens

forpligtelse til efter ministeransvarlighedsloven i rimeligt omfang at føre

tilsyn med og meddele instrukser for embedsmændenes sagsbehandling i sig selv

vil kunne give anledning til sådanne betænkeligheder ved gennemførelsen af

forvaltningens virksomhed i relation til den konkrete sag at der kan siges at

foreligge myndighedsinhabilitet.

I den konkrete sag er det således min opfattelse at

kirkeministeren har været afskåret fra at føre et forsvarligt tilsyn med sine

embedsmænds behandling af sagen, eftersom enhver udtrykkelig eller stiltiende

stillingtagen fra ministerens side i forhold til denne behandling under de

givne omstændigheder måtte anses for udelukket efter forvaltningslovens § 3,

stk. 3.

Hertil kommer at inhabilitetsreglerne som anført ikke blot skal

forebygge usaglige afgørelser, men tillige tager sigte på at styrke

omverdenens tillid til myndighederne og deres virksomhed. I den foreliggende

sag – hvor der er tale om en klar og stærk inhabilitetsgrund for

kirkeministeren,

afgørelse vedrørende ægtefællens løn- og pensionsmæssige forhold –

forekommer

det mig åbenbart at det nævnte tillidshensyn ikke er blevet tilgodeset. For

en

umiddelbar betragtning vil der ikke kunne herske fuld tillid til at de

ansatte

i et ministerium fuldstændigt uhildede vil kunne behandle en sag hvis udfald

er

af væsentlig økonomisk betydning for en person der står deres øverste chef så

nær som en ægtefælle – og hvor det ligefrem må formodes at sagens

afgørelse vil

have indflydelse nu og i fremtiden på ministerens egne privatøkonomiske

forhold.

Tilliden til at de argumenter som måtte tale imod en

begunstigende afgørelse, ville indgå med fuld vægt, kunne efter min

opfattelse

ikke forventes etableret under de foreliggende omstændigheder. Og dette

gælder

uanset at ministeren ikke på nogen måde medvirkede i den konkrete behandling

af sagen; ministerens interesse i sagens udfald var evident for enhver ansat

i

ministeriet der måtte komme til at beskæftige sig med sagen.

For god ordens skyld understreger jeg at de anførte

betragtninger henviser til inhabilitetsreglernes forebyggelse af de såkaldte

abstrakte risici med henblik på generelt at styrke tilliden til de offentlige

myndigheders virksomhed.

Som det fremgår, deler jeg ikke Kirkeministeriets opfattelse

hvorefter ministeriets fortsatte behandling af sagen i stedet for at

foranledige at sagen blev overført til en anden minister, måtte anses for

ubetænkelig.

Kirkeministeriet har som begrundelse for denne opfattelse anført

at der ikke var tale om nogen særskilt begunstigelse af sognepræst Peter

Fergo,

og at Peter Fergos sag blev behandlet sammen med og på samme måde som fem

lignende sager. Kirkeministeriet har endvidere anført at retningslinjerne for

oprykning

af de pågældende præster ikke havde karakter af en generel regel, men derimod

var udtryk for valg af en praktisk løsning.

Jeg skal hertil bemærke at en afgørelses eventuelle lighed med

andre afgørelser i tilsvarende sager er uden betydning for selve

habilitetsspørgsmålet. At oprykningen til lønramme 34 for såvel sognepræst

Peter Fergo som for de fem øvrige sognepræster foregik på samme måde,

forekommer

i denne sammenhæng mindre væsentligt end det forhold at ministeriets

fastlæggelse af den generelle regel som dannede grundlag for den fælles

behandling

af sagerne, netop skete med henblik på disse seks konkrete tilfælde og

herunder

således også Peter Fergos.

Jeg minder desuden om at spørgsmålet om inhabilitet, herunder

myndighedsinhabilitet, skal overvejes og afgøres forud for påbegyndelsen af

den egentlige sagsbehandling, hvor den vurdering og afvejning af forskellige

elementer i sagen og dens retlige grundlag som skal foretages, endnu ikke er

sket.

Jeg står endvidere tvivlende over for det som Kirkeministeriet

har anført om at den nævnte generelle regel bl.a. havde baggrund i en

tidligere

ombudsmandssag fra 1993 hvor det ifølge Kirkeministeriets udtalelse ikke gav

mig anledning til bemærkninger at klageren i sagen var blevet oprykket med

virkning

fra den 1. i den måned hvor han fyldte 60 år. Som ovenfor anført gav jeg i

den

nævnte sag kun udtryk for at jeg efter at være blevet orienteret om at

klageren i sagen var blevet rykket op til lønramme 34 med virkning fra den 1.

marts 1993, gik ud fra at hans klage kunne betragtes som bortfaldet. Jeg skal

derfor for god ordens skyld bemærke at jeg i den pågældende sag ikke havde

anledning

til at udtale mig om fra hvilket tidspunkt der i tilfælde som det omhandlede

måtte forudsættes at skulle ske oprykning til lønramme 34.

Hertil kommer at den fremgangsmåde Kirkeministeriet fulgte, i

flere henseender indebar en fravigelse fra den hidtil fulgte fremgangsmåde i

sager om oprykning til lønramme 34. Det kan ikke udelukkes at ministeriets

overvejelser angående forældelsesreglens betydning indebar en særskilt fordel

for de berørte præster. Jeg henviser i den forbindelse navnlig til følgende:

1.

At beslutningen om

oprykning af sognepræst Peter Fergo og de fem øvrige sognepræster mod

sædvanlig praksis blev truffet uden at høre Præsteforeningen i hvert enkelt

tilfælde, men udelukkende på baggrund af ministeriets ensidige

tilkendegivelse

over for Præsteforeningen på mødet i marts 2004. I den sag fra 1993 som

Kirkeministeriet henviser til som forlæg for den valgte fremgangsmåde,

fremgår

det i modsætning hertil af sagens akter at beslutningen om oprykning af den

pågældende

præst blev truffet med Præsteforeningens udtrykkelige samtykke i form af en

påtegning på et brev fra Kirkeministeriet.

2.

At Kirkeministeriets

generelle beslutning om kun at lade oprykningerne omfatte præster som på

tidspunktet for oprykningsstoppets indførelse i februar 2004 var fyldt 60 år,

ligeledes fraveg den gældende ordning hvorefter præsternes alder på

tidspunktet for oprykning afhang af antallet af ledige klassificeringer i

lønramme 34 på et givet tidspunkt.

3.

At der herved i

princippet kunne ske en forbigåelse af de præster som ved ansættelsesstoppets

ophævelse den 1. januar 2004 opfyldte betingelserne for oprykning – uden

dog at

være fyldt 60 år – og af Præsteforeningen derfor var blevet indstillet

til

oprykning (forudsat at der på dette tidspunkt i øvrigt var lønramme

34-klassificeringer

til rådighed til fordeling).

4.

At

Kirkeministeriet i forbindelse med ministeriets generelle beslutning om at

lade

oprykningerne ske med virkning fra det tidspunkt hvor de pågældende præster

var fyldt 60 år, undlod at tage udtømmende stilling til i hvilket omfang

ministeriet var retligt forpligtet hertil over for de pågældende. I

ministeriets

notat af 30. april 2004 anføres det således på den ene side at de pågældende

ville have en rigtig god sag hvis de indbragte et eventuelt krav om oprykning

for ombudsmanden eller domstolene, mens det på den anden side fremgår at det

er

Præsteforeningen (og ikke ministeriet) der har et problem. Endvidere synes

ministeriet ikke i fuldt omfang at have taget konsekvenserne af det der er

anført i notatet om forældelse, idet oprykningerne i såvel (F)’s som

Peter

Fergos tilfælde som udgangspunkt fik virkning mere end fem år tilbage, uanset

at ministeriet ifølge notatet havde mulighed for at modsætte sig dette ved en

eventuel retssag.

5.

At den herved

valgte ’praktiske løsning’ blev sat i stedet for en individuel

behandling af

de enkelte sager og således fik karakter af en generel regel som ikke på alle

punkter stemte med ministeriets hidtidige praksis, og som ikke udsprang af

nøjere overvejelser om ministeriets retlige forpligtelser over for de

pågældende præster.

Selv når der ses bort fra at Kirkeministeriets efterfølgende

behandling af sagen som ovenfor anført ikke har betydning for selve

habilitetsspørgsmålet, deler jeg således ikke umiddelbart ministeriets

opfattelse af at der med oprykningen ikke skete nogen særskilt begunstigelse

af

de pågældende sognepræster set i forhold til de øvrige præster som på

daværende

tidspunkt var omfattet af stoppet for oprykninger til lønramme 34, og som

efter ministeriets opfattelse ikke havde noget retskrav på oprykning.

Som ovenfor anført skal spørgsmålet om inhabilitet imidlertid

afgøres før sagens behandling påbegyndes, og dermed for så vidt uafhængigt af

sagsbehandlingens indhold og udfald.

Jeg mener således på baggrund af ovenstående at der som følge

af kirkeministerens personlige inhabilitet i forhold til oprykningen af

sognepræst Peter Fergo til lønramme 34 ligeledes har foreligget

myndighedsinhabilitet

hos Kirkeministeriet.

Det er således min opfattelse at Kirkeministeriet i stedet for

at anse det for ubetænkeligt selv at påtage sig den videre behandling af

sagen om oprykning af sognepræst Peter Fergo til lønramme 34 og fastlæggelsen

af den generelle regel herfor burde have foranlediget at sagen i det hele

blev

overført til afgørelse i et andet ministerium.

Henset til sagens almindelige tjenestemandsretlige karakter har

de betænkeligheder vedrørende tab af sagkundskab som under andre

omstændigheder måtte næres ved en sådan løsning, efter min opfattelse ikke

samme betydning i denne sag idet eksempelvis Personalestyrelsen eller

Justitsministeriet må antages at være i besiddelse af den nødvendige

sagkundskab på området.

Sammenfattende anser jeg det for en fejl at Kirkeministeriet

uanset ministeriets manglende habilitet som myndighed i sagen selv traf

afgørelse om oprykning af sognepræst Peter Fergo til lønramme 34 frem for at

foranledige at sagens behandling og afgørelse blev overladt til et andet

ministerium. Jeg anser af denne grund Kirkeministeriets behandling af sagen

for

beklagelig.

Forvaltningslovens regler om personlig inhabilitet har karakter

af garantiforskrifter hvis tilsidesættelse i forbindelse med en konkret

afgørelse generelt må anses for en væsentlig retlig mangel ved den pågældende

afgørelse der som udgangspunkt vil medføre ugyldighed. Se bl.a. Jens Garde

mfl., Forvaltningsret, Sagsbehandling, 5. udgave (2001), s. 336 ff, Jon

Andersen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 274 ff, og Steen

Rønsholdt, Forvaltningsret: Retssikkerhed, Proces, Sagsbehandling, s. 250 ff.

Også tilsidesættelse af den forvaltningsretlige grundsætning om

myndighedsinhabilitet vil som udgangspunkt medføre at afgørelsen er ugyldig i

tilfælde hvor afgørelsen i øvrigt uden vanskelighed kunne have været overladt

til en anden myndighed. I den ovennævnte sag gengivet i Ugeskrift for

Retsvæsen 1996, s. 1104, bemærkede landsretten således at spørgsmålet om

tilhold uden vanskelighed kunne have været afgjort af et sideordnet

politimesterembede

efter den overordnede myndigheds bestemmelse.

Selv i tilfælde hvor habilitetsreglernes tilsidesættelse efter

en konkret vurdering ikke kan antages at have haft indflydelse på afgørelsens

indhold, vil afgørelsens ugyldighed som udgangspunkt blive fastholdt, jf.

Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen, 1963, s. 973. Dette

skyldes navnlig hensynet til at skabe den stærkest mulige prævention over for

overtrædelser af inhabilitetsreglerne med den deraf følgende undergravelse af

tilliden til myndighedsudøvelsen. Se Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 2.

udgave (2002), s. 276 ff.

Der er dog kun tale om et udgangspunkt som fraviges i en række

særlige tilfælde. Som eksempel på sådanne tilfælde kan nævnes begunstigende

afgørelser som den begunstigede – der ikke har haft kendskab til

inhabilitetsfejlen – har indrettet sig i tillid til, eventuelt gennem

længere

tid. Se Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 276 ff.

– Imod

sådanne fravigelser er det blevet anført at inhabilitet som retlig mangel

netop er karakteriseret ved eksistensen af en forbindelse mellem

kompetenceindehaveren og adressaten for den primære afgørelse. Jeg henviser

til Steen Rønsholdt, Forvaltningsret: Retssikkerhed, Proces, Sagsbehandling,

s.

253 ff.

I den konkrete sag udspringer Kirkeministeriets inhabilitet

ganske vist af kirkeministerens personlige inhabilitet i sagen. Jeg har dog

som nævnt ligeledes lagt til grund at ministeren ikke selv personligt har

medvirket ved afgørelsens tilblivelse. På denne baggrund og under hensyn til

sagens øvrige omstændigheder finder jeg i spørgsmålet om afgørelsens

gyldighed

at afgørelsens begunstigende karakter i forhold til sognepræst Peter Fergo og

hensynet til at han kan have indrettet sig i tillid hertil, bør tillægges

afgørende vægt.

Jeg har således ikke grundlag for at henstille over for

Kirkeministeriet at sagen genoptages.

Jeg har gjort Kirkeministeriet bekendt med min opfattelse.”

Under min behandling af sagen havde jeg løbende kontakt med

Rigsrevisionen. Rigsrevisor omtalte endvidere sagen i sin beretning om

revision af statsregnskabet for 2003. Heraf fremgik det at Rigsrevisionen i

det hele var enig i min afgørelse hvorefter Kirkeministeriet burde have ladet

et andet ministerium træffe afgørelse i sagen. Det ville efter

Rigsrevisionens

opfattelse have været naturligt at overgive sagen til Finansministeriet.

Undersøgelsen havde således vist at uanset at ministeriet valgte selv at

behandle sagen, opstod der en række problemer som ministeriet efter

Rigsrevisionens vurdering burde have inddraget Finansministeriet i løsningen

af.

NOTER: (*) FOB 1987, s. 119,

FOB 1990, s. 67, og

FOB 1996, s. 160.

Lignende dokumenter