Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på voldsoffererstatning på grund af skadelidtes manglende medvirken til sagens oplysning

FOU nr 2004.175UdtalelserFolketinget21. oktober 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afslag på voldsoffererstatning på grund af skadelidtes

manglende medvirken til sagens oplysning

Advokat A klagede til mig over at Nævnet Vedrørende Erstatning

for Ofre for forbrydelser (nu Erstatningsnævnet) havde afslået erstatning til

B.

Det fremgik af sagen at B om natten den 3. juni 2000 blev

overfaldet og herunder pådrog sig et knivsnit på

15 cm

igennem venstre kind og

kæbeparti. I forbindelse med overfaldet blev politiet alarmeret, og en

patruljebil

blev sendt til stedet. Politiets rapportmateriale indgik i sagens bilag. Af

politiets ”Rapport” med rapportdato lørdag den 3. juni 2000 fremgik

følgende:

”

Under patrulje d.d. kl. 0108 i patruljebil ( ), blev (C) og

undertegnede af (D) sendt til ( ), hvor der havde været vold med kniv.

Ved patruljens ankomst ( ) ud for nr. 3 en ambulance fra

Københavns Brandvæsen tilstede og kørte med forurettede (B).

Patruljen sikrede generalier på forurettede og vidnerne.

Forurettede (B) skønnes ikke i egnet til afhøring, grundet hans

skader i ansigtet.

Forurettede (E) skønnes påvirket af alkohol og oprevet, derfor

ikke egnet til afhøring.

Vidnet (F) skønnes oprevet, dog delvis egnet til afhøring.

Vidnet forklarede kort, at hun skændes med sin kæreste (E),

hvorefter ca. 8 unge mænd, ca. 18 år, dansker og anden generations

indvandrere, overfaldt dem og skar forurettede (B) i ansigtet med en kniv,

samt sparkede og slog de forurettede, hvorefter de flygtede fra stedet.

Vidnet kunne ikke genkende gerningsmændene.

Læs alt

Forurettede (E) mente, at kunne genkende nogle af

gerningsmændene.

Forurettede (E) blev herefter afhentet med ambulance og bragt

til Rigshospitalets Traume afd.

Patruljen fortsatte herefter til Rigshospitalet og sikrede

generalier på forurettede (B).

Alle blev vejledt om at henvende sig til kriminalpolitiet på

herværende station med anmeldelse om vold.

Fra stedet så dørmændene ( ) 2 mænd løbe fra området ved

gerningsstedet og til personbil ( ), der holdt parkeret ( ). De kørte fra

stedet

med høj hastighed.

Vidnerne kunne ikke genkende dem.”

Af ”Afhøringsrapport Forurettet” med rapportdato lørdag den 3.

juni 2000 fremgik bl.a. følgende:

”

Afhøringens resultat

Forur.

forklarer, at

han g.d. havde indfundet sig ved Park Cafe, sammen med (E) og (F) og en anden

kvinde ved navn (G). Man ville ikke lukke (E) ind, hvorfor man ville gå

videre.

Kommet ud på gaden var (E) ret utilfreds med, at man ikke ville lukke ham

ind,

og han gik ca. 30m foran de øvrige da man gik i retning ( ). Pludselig var

5-7

udlændinge, alle omkring 16-17 år, kommet til stede og havde overfaldet

forur. Kort efter var (E) kommet for at hjælpe forur., og han var blevet

slået.

Det hele var gået meget hurtigt, og pludselig var gerningsmændene forsvundet.

Efter gerningsmændene var forsvundet havde forur. og (E) sat sig ned, og

forur.

var da blevet opmærksom på, at han var blevet skåret i kinden og blødte. Han

kan intet oplyse vedr. gerningsmand eller de nærmere omstændigheder, idet han

ikke havde mærket noget da han blev skåret.

På forespørgsel oplyser forur. at de alle var halvfulde, og han

er ikke i stand til at oplyse yderligere.

Ansøgning om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser

udl.

Fortsat 07.06.2000

Forurettedes far (H)

henvendte sig g.d. tlf. til pa. ( ) og oplyste, at hans søn, forur. ønskede

at

trække herv. anmeldelse om vold tilbage, idet forur. ikke turde stå frem.

Hans beslutning var urokkelig.

Afhøringen blev afsluttet

Lørdag den 03/06-2000 kl.

11.00”

Afhøringsrapporten gav mulighed for at afhørte kunne

underskrive rapporten, hvilket ikke var sket.

Af rapportmaterialet fremgik at politiet foretog afhøring af E,

F, G og I. Af ”Afhøringsrapport Vidne” – rapportdato lørdag

den 3. juni 2000 –

fremgår bl.a. at F den 3. juni 2000 forklarede følgende til politiet:

”

Kommet frem til stedet ved en 01-tiden gik afh., (B og G) ind.

(E) blev hevet tilbage af en dørmand og kunne ikke komme ind grundet alder.

(E)

blev nu en smule halvmobset og ville gå fra stedet. De øvrige forlod herefter

’( )’ for evt. at gå et andet sted hen eller videre i byen. Afh. og

(E)

begyndte nu at halvskændes. (E) gik fra stedet og svingede til venstre ( ).

Han råbte, at han ville tage hjem og de øvrige kunne gå i byen uden ham. Det

udviklede sig nu til at afh. og (E) råbte af hinanden. Afh. bemærkede her, at

der kom en gruppe af unge mænd v. parkeringspladsen ( ). Gruppen, der bestod

af unge udenlandske mænd begyndte nu at råbe efter afh. og (E). Afh. bad dem

om

at blande sig udenom, hvilket fik gruppen til at råbe bl.a. luder efter afh.

Adspurgt kunne afh. ikke nærmere beskrive denne gruppe af unge mænd, udover

at

der var en del udenlandsk udseende imellem. Pludselig blev situationen meget

truende og afh. så her, at (B) løb henimod (E). Herefter var der én fra

gruppen, der gik frem mod (B). Afh. ville give følgende sign. af pgl. (J):

mand, omkring de 18 år, ca.

180 cm.

høj, dansker men talte med accent, mellemblondt, kort hår, iført sort

dynejakke.

Kan muligvis genkendes in natura.

Afh. bemærkede, at (J) holdt en: sølvfarvet springkniv med

sølvfarvet skæfte i sin højre hånd.

(B) sagde, at gruppen skulle slappe af, og han ikke ønskede at

slås eller lign. Det næste afh. oplevede var, at (J) ligesom slog ud og ramte

(B) i ansigtet. (B) faldt om på asfalten. Samtidig med dette kom (E) løbende

mod stedet. Han blev kort tid efter slået ned bagfra af én fra gruppen. Det

næste gik meget hurtigt, idet (E) blev overdænget med slag og spark mens han

lå

på fortovet. Der blev sparket fra alle sider og vinkler. (G) stod lidt derfra

og råbte og skreg samtidig med at hun dækkede ansigtet med sine hænder. Afh.

bemærkede

nu, at (B) blødte kraftigt fra ansigtet. Afh. blev meget chokeret over at se

(B) bløde, hvorfor ligeledes skreg for at få gruppen til at lade være med at

slå på (E).

Afh. hørte nu én fra gruppen sige:

’lad os løbe nu, jeg har snittet én af dem !!!!!!’

Afh. kunne her se, at (E) havde ramt én fra gruppen. Gruppen tog

nu flugten og afh. fik via nogle unge mænd ringet efter ambulance og politi.

Adspurgt havde afh. aldrig før set overfaldsmanden sign. som

(J), ligesom hun ikke kunne beskrive de andre fra gruppen.

Det skal til rapporten bemærkes, at afh. var meget svær at

afhøre. Hun kunne ikke fastholdes i et egentligt handlingsforløb. ’Alt

flød

sammen’ og oplevelsen har virket traumatisk på afhørte.”

Samme dag henvendte ligeledes I sig telefonisk som vidne til

politiet og forklarede følgende ifølge afhøringsrapporten:

”

Da de skulle tilbage ( ) blev de opmærksomme på forur.s selskab

der gik ( ), og tilsyneladende var i skænderi med 6-7 2.-gere, tyrkere, 18-20

år, der var meget aggressive. På et tidspunkt bemærkede vidnet, at forur.

blev

slået ned, så han faldt om på fortovet, hvorefter han blev sparket i hovedet

og

på kroppen. En kammerat til forur. (E), kom forur. til undsætning, men blev

selv slået. En kvinde (F) og en anden kvinde som ville hjælpe forur. blev

ligeledes slået. Efter at gerningsmændene var forsvundet havde vidnet

rekvireret ambulance via (F)’s tlf., idet hun havde været meget oprevet.

På vidnets

forespørgsel om, hvorvidt hun vidste hvem gerningsmændene var, havde hun

sagt,

at hun kendte dem.

Vidnet havde bemærket, at forur. blødte kraftigt fra kinden, men

han havde ikke set hvem der havde skåret ham.

Vidnet kan ikke give noget signalement af gerningsmændene ud

over, at de var tyrkere.

Som det fremgår af bilag 3 skulle en personbil, reg. nr. ( ),

muligt kunne sættes i forb. med volden. Forespurgt oplyser vidnet, at han

havde bemærket den omh. bil, og han havde set føreren af bilen komme ( ), og

sætte sig ind i bilen og køre fra stedet. I forb. med sin kørsel fra stedet

havde vidnet bemærket, at føreren havde påkørt en parkeret bil der havde

holdt

bag her omh. Vidnet mener ikke at omh. bil ell. fører har nogen forbindelse

til

her omh. sag.”

Politiets anmeldelsesrapport med rapportdato den 3. juni 2000

var påstemplet ”I bero – 7. juni

2000”.

Kopi af Rigshospitalets journal fra B’s indlæggelse indgik i

sagens bilag. Endvidere fremgik følgende af speciallægeerklæring udfærdiget

den

10. juli 2000:

”Pt. har fået et snitsår på venstre side af kæben med

overskæring af gren af nervus facialis. Der er således ophævet bevægelse i

muskulaturen

på venstre side af underlæben, og der er total anæstesi, svarende til venstre

del af underlæben gående ned til snitsåret, som strækker sig ud til laterale

mundvig. Der er ikke mulighed for rekonstruktion af nerven.

Efter ca. 1 år kan der tages stilling til, om såret skal

revideres af plastikkirurg.”

Blandt sagens bilag indgik et brev af 19. juni 2000 fra

Københavns Politi, Kriminalpolitiet Station X, til B hvorved politiet

kvitterede for anmeldelse til politiet af

”vold

m/ skade på legeme eller helbred”

med tidspunkt:

”03/06- 2000 – 0108 Henv.: Personlig”.

B ansøgte den 1. august 2000 om erstatning fra staten til ofre

for forbrydelser. På ansøgningsskemaet var oplyst under punkt 5 at

lovovertrædelsen den 4. juni 2000 blev anmeldt til politiet, station X.

Ansøgningen blev fremsendt af B’s far, H, for B via Københavns Politi

ved brev

af 3. august 2000 og stemplet modtaget i Erstatningsnævnet den 10. august

2000.

Erstatningsnævnet afslog i brev af 22. februar 2001 ansøgningen

om erstatning. Nævnet anførte bl.a.:

”Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at De efter de i sagen

foreliggende oplysninger ikke har medvirket til sagens opklaring. Det fremgår

således af sagen, at Deres far den 07- 06-2000 henvendte sig til politiet og

oplyste, at De ønskede at trække anmeldelsen tilbage, idet De ikke turde stå

frem, og at Deres beslutning var urokkelig.

Nævnets afgørelse er truffet i medfør af lov om erstatning fra

staten til ofre for forbrydelser (offererstatningsloven) § 10 eller dennes

analogi. Efter § 10 i offererstatningsloven er erstatning fra staten betinget

af, at lovovertrædelsen er anmeldt til politiet uden unødigt ophold. Det

fremgår af forarbejderne til denne bestemmelse, jf. betænkning 75/ 751, side

37, at frygt for repressalier ikke er nogen undskyldning for ikke at anmelde

forholdet til politiet.”

I brev af 16. maj 2001 til B meddelte Københavns Byret at

advokat A – efter begæring fremsendt af Kriminalpolitiet, Station X

– var

beskikket som bistandsadvokat i sagen

”hvor

De

(B) har anmeldt til politiet, at

De har været udsat for vold”.

Den 6. juni 2001 rettede advokat A på vegne af B henvendelse til

Erstatningsnævnet. I henvendelsen anmodede han Erstatningsnævnet om at

genoptage B’s sag og anførte:

”

Til støtte for min anmodning om genoptagelse af sagens

behandling skal jeg fremføre, at min klient ikke har forsømt at anmelde

voldsepisoden overfor politiet, idet anmeldelse er sket d. 03. juni 2000, jf.

vedlagte kvittering, bilag 2.

Min klient har endvidere ved afhøringsrapport af samme dato,

bilag 3, overfor politiet meddelt, at min klient intet kan oplyse omkring

de/den formodede gerningsmand, idet min klient var spirituspåvirket og

overfaldet

var aldeles uprovokeret.

Det fremgår endvidere af afhøringsrapporten, at det ikke er min

klient, men min klients far (H) som har meddelt politiet, at den tidligere

indgivne anmeldelse skulle trækkes tilbage.

Henset til hændelsesforløbet i sagen sammenholdt med de

alvorlige følger som overfaldet har medført for min klient, er det min klare

opfattelse, at nærværende sag ikke bør afvises under henvisning til

Offererstatningslovens

§ 10, idet jeg lægger til grund, at min klients far (H)’s opringning til

politiet ikke kan afskære min klients krav på erstatning i en sag, som på

ingen måde ville være blevet bedre oplyst, såfremt min klients anmeldelse var

blevet fastholdt.

Jeg lægger endvidere til grund, at såfremt (H) var blevet oplyst

omkring følgerne af tilbagekaldelsen af anmeldelsen, var dette aldrig sket,

idet (H) naturligvis ikke er interesseret i at afskære sin søn fra

erstatning.

Endelig skal jeg ikke undlade at gøre opmærksom på at min

klient er myndig, hvorfor en handling som foretaget af (H) skal bero på en

fuldmagt fra min klient, som min klient aldrig har afgivet.”

I brev af 15. juni 2001 meddelte Erstatningsnævnet at nævnet

efter fornyet gennemgang af sagen måtte fastholde sin afgørelse af 22.

februar

2001 med den deri angivne begrundelse.

Den 19. april 2002 rettede advokat A første gang henvendelse til

mig og skrev bl.a.:

”Til støtte for min klage over sagens behandling skal jeg

indledningsvis anføre, at min klient ikke har forsømt at anmelde

voldsepisoden

overfor politiet eller har undladt at medvirke til sagens opklaring, idet

anmeldelse

er sket den 19. juni 2000, jf. vedlagte kopi af kvittering for anmeldelse.

Jeg henviser endvidere til politiets afhøringsrapport af 3.

juni 2000 umiddelbart efter overfaldet, jf. vedlagte kopi af rapporten. Det

fremgår bl.a. af afhøringsrapporten, at min klient ikke kan huske noget om de

nærmere omstændigheder ved selve overfaldet, og at det ikke er min klient,

men

min klients far (H) som den 7. juni 2000 har meddelt politiet, at den

tidligere indgivne anmeldelse skulle trækkes tilbage.

Jeg lægger endvidere til grund, at hvis min klients far var

blevet orienteret om følgerne af tilbagekaldelse af anmeldelsen, var dette

aldrig sket, idet han naturligvis ikke er interesseret i at afskære sin søn

fra

erstatning.

Endelig skal jeg ikke undlade at gøre opmærksom på, at min

klient er myndig, hvorfor en handling som foretaget af faderen skal bero på

en

fuldmagt fra min klient, som min klient aldrig har afgivet.”

I mit svar af 29. maj 2002 skrev jeg at jeg anså for det for

mest korrekt at sende advokat A’s klage med bilag videre til

Erstatningsnævnet.

Henvendelsen blev sendt som en anmodning fra A om at nævnet tog stilling til

om det A havde anført, kunne give nævnet grundlag for at genoptage sin

behandling

af sagen og – hvis det ikke var tilfældet – som en anmodning fra A

om at nævnet

uddybede begrundelsen for sin afgørelse.

Den 17. juni 2002 afslog Erstatningsnævnet på ny at genoptage

B’s sag. Af nævnets svar fremgik bl.a.:

”Ved skrivelse af 22-02-2001 afslog nævnet i medfør af § 10 i

lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser eller dennes analogi

Deres klients ansøgning om erstatning. Nævnet oplyste samtidig, at afslaget

skyldtes, at Deres klient ikke har medvirket til sagens opklaring, idet Deres

klients fader den 07-06-2002 [rettelig 07-06-2000; min bemærkning] henvendte

sig til politiet og oplyste, at Deres klient ønskede at trække anmeldelsen

tilbage. Nævnet fastholdt dette afslag i skrivelse af 15-06-2001.

I skrivelse af 29-05-2002 fra

Folketingets Ombudsmand

er

nævnet på ny blevet anmodet om at tage afgørelsen op til nyvurdering.

I den anledning skal man meddele, at nævnet efter en fornyet

gennemgang af sagen må fastholde sine afgørelser af 22-02- 2001 og 15-06-2001

med de deri angivne begrundelser.

Det bemærkes, at kravet om, at der skal ske politianmeldelse

uden unødigt ophold, især skyldes hensynet til opklaring af sagen, herunder

muligheden for at sikre eventuelle vidneforklaringer og om muligt at

retsforfølge

en eventuel skadevolder. I det foreliggende tilfælde, hvor anmeldelsen er

trukket tilbage, har det ikke været muligt for politiet at efterforske sagen

og det er derfor ikke blevet godtgjort, hvorvidt Deres klient har været udsat

for en straffelovsovertrædelse, ligesom det ikke har været muligt at

retsforfølge en eventuel skadevolder.”

I brev af 20. juni 2002 rettede advokat A på ny henvendelse til

mig og oplyste at han ønskede at fastholde sin klage, herunder at han fandt

nævnets begrundelser aldeles usaglige og helt ude af proportioner. Særligt

fandt A påstanden om at det ikke var godtgjort at B havde været udsat for en

straffelovsovertrædelse, direkte usand og fornærmende mod B som voldsoffer.

Den 1. juli 2002 anmodede jeg Erstatningsnævnet om en udtalelse

i anledning af advokat A’s klage. Jeg bad om at nævnet i udtalelsen

bl.a.

redegjorde for hvilken betydning nævnet tillagde oplysningen fra A om at

B’s

far den 7. juni 2000 havde trukket anmeldelsen tilbage uden fuldmagt fra B.

Jeg bad også nævnet komme ind på betydningen af at Københavns Byret den 16.

maj 2001 meddelte B at A var beskikket som bistandsadvokat under den sag hvor

B havde anmeldt til politiet at han havde været udsat for vold. Endelig bad

jeg

nævnet redegøre for hjemmelsgrundlaget for afgørelserne.

Den 21. august 2002 modtog jeg Erstatningsnævnets udtalelse. Af

udtalelsen af 20. august 2002 fremgår bl.a. følgende:

”Efter § 10 i lov om erstatning fra staten til ofre for

forbrydelser er erstatning fra staten i almindelighed betinget af, at

forbrydelsen uden unødigt ophold anmeldes til politiet. Et sådant krav om

politianmeldelse

er i henhold til betænkning nr. 751/1975 medtaget i loven, dels for at lette

politiets efterforskning, dels for at hindre misbrug af ordningen. Efter stk.

2, kan kravet om anmeldelse i særlige tilfælde fraviges. Der tænkes her bl.a.

på tilfælde, hvor skadelidte med rimelighed kunne gå ud fra, at forbrydelsen

ville blive anmeldt fra anden side. Derimod vil skadelidtes frygt for

repressalier

i almindelighed ikke kunne betragtes som undskyldningsgrund. Er et forhold

rettidigt anmeldt, men trækker skadelidte efterfølgende anmeldelsen tilbage,

er kravet om anmeldelse i henhold til § 10 ikke opfyldt, og nævnet kan i

henhold til praksis ikke behandle sagen.

I det foreliggende tilfælde, hvor anmeldelsen er trukket

tilbage, har det ikke været muligt for politiet at efterforske sagen, og det

er derfor ikke blevet godtgjort, hvorvidt (B) har været udsat for en

straffelovsovertrædelse, ligesom det ikke har været muligt at retsforfølge en

eventuel skadevolder, jf. § 1, stk. 1, 1. pkt. i lov om erstatning fra staten

til ofre for forbrydelser. Efter denne bestemmelse kan staten kun yde

erstatning og godtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af

straffeloven.

I ombudsmandens skrivelse anmodes om en redegørelse for, hvilken

betydning nævnet har tillagt advokat (A)’s oplysninger om, at (B)’s

fader

handlede uden fuldmagt, da han den 07-06-2000 meddelte politiet, at (B)

ønskede

at trække anmeldelsen tilbage. Det skal hertil oplyses, at nævnet på det

foreliggende grundlag ikke har fundet anledning til at lægge til grund, at

(B)

har været uvidende om faderens tilbagekaldelse af anmeldelsen. Nævnet har

herved lagt vægt på afhøringsrapport af 07-06-2000, hvoraf fremgår, at

(B)’s

fader (H) henvendte sig til pa. ( ) og oplyste, at hans søn ønskede at trække

anmeldelsen om vold tilbage, idet (B) ikke turde stå frem. Hans beslutning

var urokkelig. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at spørgsmålet om,

(B)’s

fader var berettiget til overfor politiet at trække anmeldelsen tilbage,

først

er rejst overfor nævnet ved advokat (A)’s skrivelse af 06-06-2001.

Nævnet har

endelig noteret sig, at (B)’s ansøgning om erstatning af 01-08-2000 er

fremsendt

til Københavns politi af (B)’s fader (H) ved skrivelse af 03-08-2000.

Ombudsmanden har ligeledes anmodet nævnet om at redegøre for

betydningen af, at Københavns Byret den 16-05-2001 meddelte (B), at advokat

(A) var blevet beskikket som hans bistandsadvokat. Nævnet, der ikke af

Københavns Byret er blevet anmodet om en udtalelse, forinden beskikkelsen af

den pågældende advokat fandt sted, har ikke fundet, at beskikkelsen af

bistandsadvokat i sig selv kan tillægges betydning ved nævnets selvstændige

vurdering

af, om det anmeldte, men senere tilbagekaldte, forhold henset til

bestemmelsen

i offererstatningslovens § 10 eller dennes analogi – bør anses for

omfattet af

loven og dermed bør realitetsbehandles.”

Med brev af 25. september 2002 modtog jeg advokat A’s

bemærkninger til Erstatningsnævnets udtalelse af 20. august

2002. A

fastholdt at B korrekt havde

anmeldt overfaldet til politiet, og at han ikke havde trukket sin anmeldelse

tilbage, men at hans far gjorde det uden B’s vidende og accept. A skrev

endvidere

at han var uenig med nævnet når nævnet udtalte at det ikke fandt at

beskikkelsen

som bistandsadvokat kunne tillægges betydning for vurderingen af om den

anmeldte

forbrydelse burde realitetsbehandles. Endelig fastholdt A at

Erstatningsnævnets

begrundelser var usaglige og forkerte, herunder påstanden om at det ikke var

godtgjort at B havde været udsat for en straffelovsovertrædelse, fordi

politiet ikke havde kunnet efterforske sagen. Erstatningsnævnet fandt at

A’s

brev ikke gav anledning til yderligere bemærkninger.

Ombudsmandens udtalelse

”1. Afslaget på erstatning – nævnets afgørelse af 22. februar 2001

Nævnet afslog med sin afgørelse af 22. februar 2001 (B)’s ansøgning om

erstatning under henvisning til § 10 i lov om erstatning fra staten til ofre

for forbrydelser eller dennes analogi.

§ 10 i lovbekendtgørelse nr. 470 af 1. november 1985 om erstatning fra staten

til ofre for forbrydelser (voldsoffererstatningsloven) har følgende ordlyd:

’§ 10.

Erstatning er betinget af, at lovovertrædelsen uden unødigt ophold er anmeldt

til politiet, og at skadelidte under en eventuel straffesag mod skadevolderen

nedlægger påstand om erstatning.

Stk. 2.

I særlige tilfælde kan erstatning dog ydes, selv om betingelsen i stk. 1 ikke

er opfyldt.

Stk. 3.

Politiet vejleder skadelidte om retten til at få erstatning efter denne

lov.’

Med lovændringen i 1985 – lov nr. 233 af 6. juni 1985 – fik ofre

for forbrydelser et egentligt retskrav på erstatning fra staten, når lovens

betingelser er opfyldt.

Bestemmelsen i § 10, stk. 2, er senere ændret ved lov nr. 463 af 7. juni 2001

med virkning for skader indtrådt efter lovens ikrafttræden pr. 1. juli 2002.

Den ændrede formulering har derfor ingen betydning for denne sag.

Under henvisning til det jeg har anført nedenfor om oplysningsgrundlaget i

sagen, har jeg ikke fundet anledning til at fortsætte en undersøgelse af

nævnets henvisning til lovens § 10 eller dennes analogi. Jeg henviser til §

16, stk. 1, i ombudsmandsloven, hvoraf det fremgår at ombudsmanden afgør om

en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.

1.1. Manglende partshøring

Efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, har en myndighed pligt

til at partshøre når der i en afgørelsessag foreligger væsentlige nye

oplysninger om sagens faktiske omstændigheder som er til ugunst for parten,

og

som er af betydning for myndighedens afgørelse. Det er i bestemmelsen

forudsat

at parten ikke kan antages at have kendskab til at myndigheden er i

besiddelse

af disse oplysninger.

Erstatningsnævnet ses ikke forud for sin afgørelse af 22.

februar 2001 at have partshørt Deres klient over oplysningerne i de

politirapporter mv. som nævnet lagde vægt på ved beslutningen om at afslå

Deres

klients ansøgning om erstatning.

Jeg bemærker at oplysningerne i politirapporterne dermed blev

anvendt til ugunst for Deres klient og var af væsentlig betydning for sagens

afgørelse. Det fremgår ikke af sagsakterne at Deres klient forud for nævnets

afgørelse var blevet gjort bekendt med og givet lejlighed til at gennemlæse

og

kommentere politirapporterne. De oplysninger som fremgår af rapporterne,

herunder politiets gengivelse af udsagn fra såvel Deres klient som dennes

far,

fremstår således som oplysninger meddelt af politiet.

Da Deres klient ikke kunne antages at være bekendt med

oplysningerne i de omtalte rapporter, er det min opfattelse at Deres klient

skulle have været partshørt over oplysningerne i dette materiale inden de

blev

lagt til grund for nævnets afgørelse.

Jeg finder det derfor kritisabelt at nævnet ikke foretog

partshøring over oplysningerne som blev tillagt afgørende betydning for

afslaget på erstatning. Jeg har meddelt nævnet min opfattelse.

1.2

Oplysningsgrundlaget i øvrigt

Af det grundlæggende princip i forvaltningsretten – official-

eller undersøgelsesprincippet – følger at det påhviler den enkelte

forvaltningsmyndighed selv, eventuelt i samarbejde med andre myndigheder, at

fremskaffe de fornødne oplysninger om en foreliggende sag eller dog

foranledige

at private, navnlig sagens part(er), medvirker til sagens oplysning. En

forvaltningsmyndighed har således pligt til at tilvejebringe et

fyldestgørende

og retligt grundlag for en afgørelse.

Formålet med undersøgelsesprincippet er at bidrage til at sikre

at forvaltningsmyndighedernes afgørelse bliver materielt lovlige og rigtige.

Er der tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til

sagsoplysningen at søge denne tvivl afklaret således at det ved en sædvanlig

bevisvurdering kan afgøres om den pågældende oplysning kan lægges til grund

for

afgørelsen. Jeg henviser herved til Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (2002),

s.

448ff.

Erstatningsnævnet lagde ved afgørelsen af 22. februar 2001 vægt

på at Deres klient ikke havde medvirket til sagens opklaring, idet nævnet

herved lagde til grund at Deres klients politianmeldelse den 7. juni 2000

blev

trukket tilbage. Dette forhold blev således tillagt afgørende vægt for

nævnets

afslag.

Nævnet lagde herved til grund for sin behandling at Deres

klients far ved sin henvendelse til politiet af 7. juni 2000 optrådte efter

bemyndigelse fra Deres klient, og at faren derfor med bindende virkning for

Deres klient kunne trække politianmeldelsen tilbage med den konsekvens at

Deres klient ikke kunne få erstatning efter voldsoffererstatningsloven. I sin

udtalelse

til mig af 20. august 2002 anførte Erstatningsnævnet at nævnet ikke fandt

anledning til at lægge til grund at Deres klient var uvidende om farens

tilbagekaldelse af anmeldelsen. Nævnet lagde herved vægt på politiets

oplysninger

i afhøringsrapporten samt at Deres klients ansøgning om erstatning var

fremsendt til Københavns Politi af Deres klients far.

Det fremgår af sagen at Deres klient er født i 1978. Han var

således myndig på tidspunktet for overfaldet og dermed for politianmeldelsen

og

for farens henvendelse til politiet.

Politiet blev ved overfaldet den 3. juni 2000 tilkaldt til

gerningsstedet og udarbejdede rapportmateriale herom. Af dette materiale og

af

sagen i øvrigt må jeg anse det for godtgjort at der blev indgivet anmeldelse

uden unødigt ophold til politiet den 3. juni 2000, herunder af Deres klient.

Jeg har endvidere lagt til grund at Deres klients far den 7.

juni 2000 telefonisk henvendte sig til politiet og gav oplysninger om at

Deres

klient ønskede at trække anmeldelsen tilbage. Omstændighederne i forbindelse

med farens henvendelse fremgår (alene) af politiets afhøringsrapport.

Jeg mener ikke at farens fremsendelse af Deres klients ansøgning

om erstatning i sig selv kan tillægges afgørende betydning for vurderingen af

om farens henvendelse den 7. juni 2000 skete på vegne af Deres klient.

Nævnet ses samtidig ikke at have undersøgt om politiets

behandling og vejledning gjorde at det sikkert og ubetænkeligt kunne lægges

til grund at Deres klient var – eller måtte være – klar over at

hans politianmeldelse

var trukket tilbage efter et ønske fra ham herom. Der foreligger således ikke

på sagen en bekræftelse fra politiets side over for Deres klient om

tilbagekaldelsen

af anmeldelsen. Derimod foreligger der en kvittering af 19. juni 2000 –

således efter farens henvendelse af 7. juni 2000 – hvorved Københavns

Politi

bekræftede at Deres klient havde foretaget anmeldelse af vold til politiet.

I sager der er under behandling i den offentlige forvaltning,

skal spørgsmål om repræsentation bedømmes efter forvaltningslovens 8 eller

den

forvaltningsretlige grundsætning som bestemmelsen er udtryk for. Jeg henviser

herved til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave (1999),

s. 223ff.

Af punkt 41 i Justitsministeriets vejledning om

forvaltningsloven (vejledning nr. 11740 af 4. december 1986) fremgår følgende

om dokumentation for partsrepræsentation:

’

41.

Den myndighed,

der behandler sagen, afgør, om den, der optræder som partsrepræsentant, skal

fremlægge en skriftlig fuldmagt eller på anden måde godtgøre, at den

pågældende

kan optræde som repræsentant for parten. Er den, der optræder på partens

vegne, advokat, revisor, landinspektør eller socialrådgiver eller optræder

den

pågældende i øvrigt typisk som partsrepræsentant inden for det pågældende

forvaltningsområde, vil der i almindelighed ikke være grund til at forlange

dokumentation for fuldmagtsforholdet, medmindre det er særligt begrundet i

sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt.

Det kan f.eks. være tilfældet, hvor sagsbehandlingen vil kunne påføre

den pågældende part økonomiske omkostninger eller i øvrigt få afgørende

betydning for den pågældende parts personlige forhold. Navnlig vil der kunne

være grund til at forlange dokumentation for fuldmagtsforholdet i de

tilfælde,

hvor myndigheden ikke i forvejen er eller i løbet af sagsbehandlingen kommer

i

kontakt med parten selv eller på anden måde kan konstatere, at parten er

indforstået

med, at sagen er under behandling

[min fremhævning]

’

Jeg henviser herved tillige til John Vogter, Forvaltningsloven

med kommentarer, 3. udgave (1999), s.

230f.

Nævnet ses ikke at have undersøgt om der forelå dokumentation

for at faren den 7. juni 2000 handlede efter bemyndigelse fra Deres klient

således at han med bindende virkning for denne kunne tilbagekalde

politianmeldelsen. Dette kunne nævnet efter min opfattelse ikke uden videre

lægge til grund. Ikke mindst i lyset af at farens tilbagetrækning af

anmeldelsen var udslagsgivende for nævnets bedømmelse af sagen, burde nævnet

have sikret sig dokumentation eller bevis for bemyndigelsen.

På baggrund af det ovenfor anførte finder jeg at det ikke uden

videre kunne sluttes at Deres klients far handlede på vegne af Deres klient,

og at Deres klient var gjort bekendt hermed og derfor med rimelighed måtte

bære konsekvenserne heraf. Uden forudgående partshøring og uden at have

undersøgt

de faktiske omstændighederne nærmere havde nævnet efter min opfattelse ikke

det fornødne og sikre grundlag for at afslå Deres klients ansøgning om

erstatning da nævnet traf afgørelse den 22. februar 2001. Dette må jeg anse

for kritisabelt. Jeg har gjort nævnet bekendt med min opfattelse.

2. Afslagene på

genoptagelse – nævnets afgørelser af 15. juni 2001 og 17. juni 2002

Om der er grundlag for at genoptage en sag, hviler især på en

vurdering af om der i forhold til den oprindelige behandling af sagen er

fremkommet væsentlige nye oplysninger som må antages at kunne medføre en

ændret bedømmelse af sagen. Det må i almindelighed antages at borgeren har

retskrav

på genoptagelse og ny realitetsbehandling af sagen når det skønnes at der er

en vis sandsynlighed for at sagen ville have fået et andet udfald hvis

oplysningerne

havde foreligget i forbindelse med myndighedernes oprindelige stillingtagen

til sagen. Jeg henviser herved til Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret

(2002), s. 920ff.

I Deres henvendelse til nævnet af 6. juni 2001 og i Deres

henvendelse hertil af 19. april 2002 – som jeg oversendte til nævnet den

29.

maj 2002 – havde De særligt gjort gældende:

·

at Deres klient ikke havde forsømt at

anmelde voldsepisoden,

·

at Deres klient på grund af spirituspåvirkning

og omstændighederne i øvrigt intet kunne oplyse om den eller de formodede

gerningsmænd,

·

at det ikke var Deres klient, men Deres

klients far der uden fuldmagt fra Deres myndige klient meddelte politiet at

den

tidligere indgivne anmeldelse skulle trækkes tilbage, og at en sådan

opringning

efter Deres opfattelse – henset til hændelsesforløbet og sagens

alvorlige følger

for Deres klient – ikke kunne afskære Deres klient fra krav på

erstatning

efter loven, og

·

at De lagde til grund at Deres klients far

aldrig havde villet tilbagekalde anmeldelsen hvis han havde fået oplysning om

følgerne for Deres klients erstatningssag.

De henviste i den forbindelse til politiets rapportmateriale og

kvitteringen af 19. juni 2000 fra politiet for Deres klients anmeldelse.

Endvidere sendte De kopi af byrettens brev af 16. maj 2001 om beskikkelsen af

Dem som bistandsadvokat.

Nævnet afslog med sine afgørelser af 15. juni 2001 og 17. juni

2002 Deres anmodninger om sagens genoptagelse og fastholdt afgørelsen af 22.

februar 2001 med den deri angivne begrundelse. Som begrundelse for at nævnet

ikke kunne tillægge disse oplysninger betydning, konstaterede nævnet i sin

afgørelse af 17. juni 2002 at anmeldelsen var trukket tilbage, og at det af

den

grund ikke havde været muligt for politiet at efterforske sagen. Derved fandt

nævnet at det heller ikke var blevet godtgjort om Deres klient havde været

udsat for en straffelovsovertrædelse, ligesom det ikke havde været muligt at

retsforfølge en eventuel skadevolder. I udtalelsen hertil af 20. august 2002

henviste nævnet endvidere til lovens § 1, stk. 1, hvorefter staten kun kan

yde

erstatning og godtgørelse for personskade der forvoldes ved overtrædelse af

straffeloven. Endvidere lagde nævnet i udtalelsen til mig vægt på at

spørgsmålet om Deres klients fars berettigelse først var rejst ved Deres brev

af 6. juni 2001. Endelig anførte nævnet i udtalelsen at beskikkelsen af Dem

som bistandsadvokat, meddelt ved byrettens brev af 16. maj 2001, ikke i sig

selv kunne tillægges betydning ved nævnets selvstændige vurdering af om det

anmeldte,

men senere tilbagekaldte forhold burde anses for omfattet af loven og dermed

burde realitetsbehandles.

§ 1, stk. 1, i voldsoffererstatningsloven (lovbekendtgørelse nr.

470 af 1. november 1985 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser)

har

følgende ordlyd:

’

§ 1.

Staten yder

erstatning og godtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af

borgerlig straffelov, hvis overtrædelsen er begået i den danske stat. Det

samme

gælder personskade, der indtræder i forbindelse med hjælp til politiet under

anholdelse eller i forbindelse med handlinger, der foretages med henblik på

lovlig privat anholdelse eller forhindring af strafbare handlinger.’

§ 6 i voldsoffererstatningsloven har følgende ordlyd:

’§ 6.

Erstatning

ydes, selv om skadevolderen er

1) ukendt eller ikke kan findes,

2) under 15 år eller

3) utilregnelig.’

Efter min gennemgang af sagen må jeg anse det for ubestridt at

Deres klient den 3. juni 2000 blev udsat for et overfald hvorved han pådrog

sig et knivsnit i kind og kæbeparti. Der foreligger således en klar

formodning

om en straffelovsovertrædelse som forudsat i voldsoffererstatningslovens § 1,

stk. 1.

Efter § 6 i voldsoffererstatningsloven yder staten erstatning

selv om skadevolderen er ukendt eller ikke kan findes. I tilfælde hvor

skadevolderen er ukendt eller ikke kan findes, påhviler det dermed nævnet at

foretage en selvstændig vurdering af om der er sket en overtrædelse af

straffeloven.

Nævnet ses ikke at have foretaget en sådan selvstændig

vurdering. Nævnet ses heller ikke i øvrigt at have anført hensyn eller

omstændigheder der taler imod formodningen om en straffelovsovertrædelse. På

den baggrund finder jeg det uberettiget at nævnet afslog erstatning også

under

henvisning til § 1, stk. 1, i voldsoffererstatningsloven. Jeg har gjort

nævnet

bekendt med min opfattelse.

I øvrigt bemærker jeg til nævnets udtalelse af 20. august 2002

at jeg ikke er enig i at tidspunktet for fremsættelsen af indsigelsen til

nævnets oplysningsgrundlag i denne sag kan tillægges betydning.

Til det nævnet i udtalelsen har anført til byrettens brev af 16.

maj 2001, bemærker jeg at beskikkelsen af Dem som bistandsadvokat ifølge

byretten skete efter en begæring fremsendt af politiet i den sag hvor Deres

klient havde anmeldt til politiet at han havde været udsat for vold. På den

baggrund

finder jeg også at byrettens brev bidrager til usikkerhed om væsentlige

omstændigheder i sagen, herunder om politianmeldelsen måtte anses for

opretholdt.

Samlet set er det min opfattelse at Deres indsigelser og

bemærkninger måtte give anledning til tvivl om holdbarheden af et væsentligt

faktum i sagen, således om henvendelsen fra Deres klients far skete på vegne

af

Deres klient, og herunder om henvendelsen – i sin form og under de givne

omstændigheder

– kunne afskære Deres klients krav på erstatning.

Jeg finder det kritisabelt at nævnet ikke på baggrund af Deres

henvendelser søgte at få de nærmere omstændigheder i sagen belyst og dermed

sikrede sig det fornødne grundlag da nævnet afslog genoptagelse og fastholdt

at

anmeldelsen kunne anses for trukket tilbage. Det er min opfattelse at nævnets

afslag på genoptagelse dermed er uberettigede. Jeg har gjort nævnet bekendt

med min opfattelse og samtidig henstillet at nævnet genoptager sagen. Jeg har

bedt nævnet underrette mig om nævnets fornyede stillingtagen til sagen.”

Lignende dokumenter