Afslag på voldsoffererstatning på grund af skadelidtes manglende medvirken til sagens oplysning
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afslag på voldsoffererstatning på grund af skadelidtes
manglende medvirken til sagens oplysning
Advokat A klagede til mig over at Nævnet Vedrørende Erstatning
for Ofre for forbrydelser (nu Erstatningsnævnet) havde afslået erstatning til
B.
Det fremgik af sagen at B om natten den 3. juni 2000 blev
overfaldet og herunder pådrog sig et knivsnit på
15 cm
igennem venstre kind og
kæbeparti. I forbindelse med overfaldet blev politiet alarmeret, og en
patruljebil
blev sendt til stedet. Politiets rapportmateriale indgik i sagens bilag. Af
politiets ”Rapport” med rapportdato lørdag den 3. juni 2000 fremgik
følgende:
”
Under patrulje d.d. kl. 0108 i patruljebil ( ), blev (C) og
undertegnede af (D) sendt til ( ), hvor der havde været vold med kniv.
Ved patruljens ankomst ( ) ud for nr. 3 en ambulance fra
Københavns Brandvæsen tilstede og kørte med forurettede (B).
Patruljen sikrede generalier på forurettede og vidnerne.
Forurettede (B) skønnes ikke i egnet til afhøring, grundet hans
skader i ansigtet.
Forurettede (E) skønnes påvirket af alkohol og oprevet, derfor
ikke egnet til afhøring.
Vidnet (F) skønnes oprevet, dog delvis egnet til afhøring.
Vidnet forklarede kort, at hun skændes med sin kæreste (E),
hvorefter ca. 8 unge mænd, ca. 18 år, dansker og anden generations
indvandrere, overfaldt dem og skar forurettede (B) i ansigtet med en kniv,
samt sparkede og slog de forurettede, hvorefter de flygtede fra stedet.
Vidnet kunne ikke genkende gerningsmændene.
Læs alt
Forurettede (E) mente, at kunne genkende nogle af
gerningsmændene.
Forurettede (E) blev herefter afhentet med ambulance og bragt
til Rigshospitalets Traume afd.
Patruljen fortsatte herefter til Rigshospitalet og sikrede
generalier på forurettede (B).
Alle blev vejledt om at henvende sig til kriminalpolitiet på
herværende station med anmeldelse om vold.
Fra stedet så dørmændene ( ) 2 mænd løbe fra området ved
gerningsstedet og til personbil ( ), der holdt parkeret ( ). De kørte fra
stedet
med høj hastighed.
Vidnerne kunne ikke genkende dem.”
Af ”Afhøringsrapport Forurettet” med rapportdato lørdag den 3.
juni 2000 fremgik bl.a. følgende:
”
Afhøringens resultat
Forur.
forklarer, at
han g.d. havde indfundet sig ved Park Cafe, sammen med (E) og (F) og en anden
kvinde ved navn (G). Man ville ikke lukke (E) ind, hvorfor man ville gå
videre.
Kommet ud på gaden var (E) ret utilfreds med, at man ikke ville lukke ham
ind,
og han gik ca. 30m foran de øvrige da man gik i retning ( ). Pludselig var
5-7
udlændinge, alle omkring 16-17 år, kommet til stede og havde overfaldet
forur. Kort efter var (E) kommet for at hjælpe forur., og han var blevet
slået.
Det hele var gået meget hurtigt, og pludselig var gerningsmændene forsvundet.
Efter gerningsmændene var forsvundet havde forur. og (E) sat sig ned, og
forur.
var da blevet opmærksom på, at han var blevet skåret i kinden og blødte. Han
kan intet oplyse vedr. gerningsmand eller de nærmere omstændigheder, idet han
ikke havde mærket noget da han blev skåret.
På forespørgsel oplyser forur. at de alle var halvfulde, og han
er ikke i stand til at oplyse yderligere.
Ansøgning om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser
udl.
Fortsat 07.06.2000
Forurettedes far (H)
henvendte sig g.d. tlf. til pa. ( ) og oplyste, at hans søn, forur. ønskede
at
trække herv. anmeldelse om vold tilbage, idet forur. ikke turde stå frem.
Hans beslutning var urokkelig.
Afhøringen blev afsluttet
Lørdag den 03/06-2000 kl.
11.00”
Afhøringsrapporten gav mulighed for at afhørte kunne
underskrive rapporten, hvilket ikke var sket.
Af rapportmaterialet fremgik at politiet foretog afhøring af E,
F, G og I. Af ”Afhøringsrapport Vidne” – rapportdato lørdag
den 3. juni 2000 –
fremgår bl.a. at F den 3. juni 2000 forklarede følgende til politiet:
”
Kommet frem til stedet ved en 01-tiden gik afh., (B og G) ind.
(E) blev hevet tilbage af en dørmand og kunne ikke komme ind grundet alder.
(E)
blev nu en smule halvmobset og ville gå fra stedet. De øvrige forlod herefter
’( )’ for evt. at gå et andet sted hen eller videre i byen. Afh. og
(E)
begyndte nu at halvskændes. (E) gik fra stedet og svingede til venstre ( ).
Han råbte, at han ville tage hjem og de øvrige kunne gå i byen uden ham. Det
udviklede sig nu til at afh. og (E) råbte af hinanden. Afh. bemærkede her, at
der kom en gruppe af unge mænd v. parkeringspladsen ( ). Gruppen, der bestod
af unge udenlandske mænd begyndte nu at råbe efter afh. og (E). Afh. bad dem
om
at blande sig udenom, hvilket fik gruppen til at råbe bl.a. luder efter afh.
Adspurgt kunne afh. ikke nærmere beskrive denne gruppe af unge mænd, udover
at
der var en del udenlandsk udseende imellem. Pludselig blev situationen meget
truende og afh. så her, at (B) løb henimod (E). Herefter var der én fra
gruppen, der gik frem mod (B). Afh. ville give følgende sign. af pgl. (J):
mand, omkring de 18 år, ca.
180 cm.
høj, dansker men talte med accent, mellemblondt, kort hår, iført sort
dynejakke.
Kan muligvis genkendes in natura.
Afh. bemærkede, at (J) holdt en: sølvfarvet springkniv med
sølvfarvet skæfte i sin højre hånd.
(B) sagde, at gruppen skulle slappe af, og han ikke ønskede at
slås eller lign. Det næste afh. oplevede var, at (J) ligesom slog ud og ramte
(B) i ansigtet. (B) faldt om på asfalten. Samtidig med dette kom (E) løbende
mod stedet. Han blev kort tid efter slået ned bagfra af én fra gruppen. Det
næste gik meget hurtigt, idet (E) blev overdænget med slag og spark mens han
lå
på fortovet. Der blev sparket fra alle sider og vinkler. (G) stod lidt derfra
og råbte og skreg samtidig med at hun dækkede ansigtet med sine hænder. Afh.
bemærkede
nu, at (B) blødte kraftigt fra ansigtet. Afh. blev meget chokeret over at se
(B) bløde, hvorfor ligeledes skreg for at få gruppen til at lade være med at
slå på (E).
Afh. hørte nu én fra gruppen sige:
’lad os løbe nu, jeg har snittet én af dem !!!!!!’
Afh. kunne her se, at (E) havde ramt én fra gruppen. Gruppen tog
nu flugten og afh. fik via nogle unge mænd ringet efter ambulance og politi.
Adspurgt havde afh. aldrig før set overfaldsmanden sign. som
(J), ligesom hun ikke kunne beskrive de andre fra gruppen.
Det skal til rapporten bemærkes, at afh. var meget svær at
afhøre. Hun kunne ikke fastholdes i et egentligt handlingsforløb. ’Alt
flød
sammen’ og oplevelsen har virket traumatisk på afhørte.”
Samme dag henvendte ligeledes I sig telefonisk som vidne til
politiet og forklarede følgende ifølge afhøringsrapporten:
”
Da de skulle tilbage ( ) blev de opmærksomme på forur.s selskab
der gik ( ), og tilsyneladende var i skænderi med 6-7 2.-gere, tyrkere, 18-20
år, der var meget aggressive. På et tidspunkt bemærkede vidnet, at forur.
blev
slået ned, så han faldt om på fortovet, hvorefter han blev sparket i hovedet
og
på kroppen. En kammerat til forur. (E), kom forur. til undsætning, men blev
selv slået. En kvinde (F) og en anden kvinde som ville hjælpe forur. blev
ligeledes slået. Efter at gerningsmændene var forsvundet havde vidnet
rekvireret ambulance via (F)’s tlf., idet hun havde været meget oprevet.
På vidnets
forespørgsel om, hvorvidt hun vidste hvem gerningsmændene var, havde hun
sagt,
at hun kendte dem.
Vidnet havde bemærket, at forur. blødte kraftigt fra kinden, men
han havde ikke set hvem der havde skåret ham.
Vidnet kan ikke give noget signalement af gerningsmændene ud
over, at de var tyrkere.
Som det fremgår af bilag 3 skulle en personbil, reg. nr. ( ),
muligt kunne sættes i forb. med volden. Forespurgt oplyser vidnet, at han
havde bemærket den omh. bil, og han havde set føreren af bilen komme ( ), og
sætte sig ind i bilen og køre fra stedet. I forb. med sin kørsel fra stedet
havde vidnet bemærket, at føreren havde påkørt en parkeret bil der havde
holdt
bag her omh. Vidnet mener ikke at omh. bil ell. fører har nogen forbindelse
til
her omh. sag.”
Politiets anmeldelsesrapport med rapportdato den 3. juni 2000
var påstemplet ”I bero – 7. juni
2000”.
Kopi af Rigshospitalets journal fra B’s indlæggelse indgik i
sagens bilag. Endvidere fremgik følgende af speciallægeerklæring udfærdiget
den
10. juli 2000:
”Pt. har fået et snitsår på venstre side af kæben med
overskæring af gren af nervus facialis. Der er således ophævet bevægelse i
muskulaturen
på venstre side af underlæben, og der er total anæstesi, svarende til venstre
del af underlæben gående ned til snitsåret, som strækker sig ud til laterale
mundvig. Der er ikke mulighed for rekonstruktion af nerven.
Efter ca. 1 år kan der tages stilling til, om såret skal
revideres af plastikkirurg.”
Blandt sagens bilag indgik et brev af 19. juni 2000 fra
Københavns Politi, Kriminalpolitiet Station X, til B hvorved politiet
kvitterede for anmeldelse til politiet af
”vold
m/ skade på legeme eller helbred”
med tidspunkt:
”03/06- 2000 – 0108 Henv.: Personlig”.
B ansøgte den 1. august 2000 om erstatning fra staten til ofre
for forbrydelser. På ansøgningsskemaet var oplyst under punkt 5 at
lovovertrædelsen den 4. juni 2000 blev anmeldt til politiet, station X.
Ansøgningen blev fremsendt af B’s far, H, for B via Københavns Politi
ved brev
af 3. august 2000 og stemplet modtaget i Erstatningsnævnet den 10. august
2000.
Erstatningsnævnet afslog i brev af 22. februar 2001 ansøgningen
om erstatning. Nævnet anførte bl.a.:
”Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at De efter de i sagen
foreliggende oplysninger ikke har medvirket til sagens opklaring. Det fremgår
således af sagen, at Deres far den 07- 06-2000 henvendte sig til politiet og
oplyste, at De ønskede at trække anmeldelsen tilbage, idet De ikke turde stå
frem, og at Deres beslutning var urokkelig.
Nævnets afgørelse er truffet i medfør af lov om erstatning fra
staten til ofre for forbrydelser (offererstatningsloven) § 10 eller dennes
analogi. Efter § 10 i offererstatningsloven er erstatning fra staten betinget
af, at lovovertrædelsen er anmeldt til politiet uden unødigt ophold. Det
fremgår af forarbejderne til denne bestemmelse, jf. betænkning 75/ 751, side
37, at frygt for repressalier ikke er nogen undskyldning for ikke at anmelde
forholdet til politiet.”
I brev af 16. maj 2001 til B meddelte Københavns Byret at
advokat A – efter begæring fremsendt af Kriminalpolitiet, Station X
– var
beskikket som bistandsadvokat i sagen
”hvor
De
(B) har anmeldt til politiet, at
De har været udsat for vold”.
Den 6. juni 2001 rettede advokat A på vegne af B henvendelse til
Erstatningsnævnet. I henvendelsen anmodede han Erstatningsnævnet om at
genoptage B’s sag og anførte:
”
Til støtte for min anmodning om genoptagelse af sagens
behandling skal jeg fremføre, at min klient ikke har forsømt at anmelde
voldsepisoden overfor politiet, idet anmeldelse er sket d. 03. juni 2000, jf.
vedlagte kvittering, bilag 2.
Min klient har endvidere ved afhøringsrapport af samme dato,
bilag 3, overfor politiet meddelt, at min klient intet kan oplyse omkring
de/den formodede gerningsmand, idet min klient var spirituspåvirket og
overfaldet
var aldeles uprovokeret.
Det fremgår endvidere af afhøringsrapporten, at det ikke er min
klient, men min klients far (H) som har meddelt politiet, at den tidligere
indgivne anmeldelse skulle trækkes tilbage.
Henset til hændelsesforløbet i sagen sammenholdt med de
alvorlige følger som overfaldet har medført for min klient, er det min klare
opfattelse, at nærværende sag ikke bør afvises under henvisning til
Offererstatningslovens
§ 10, idet jeg lægger til grund, at min klients far (H)’s opringning til
politiet ikke kan afskære min klients krav på erstatning i en sag, som på
ingen måde ville være blevet bedre oplyst, såfremt min klients anmeldelse var
blevet fastholdt.
Jeg lægger endvidere til grund, at såfremt (H) var blevet oplyst
omkring følgerne af tilbagekaldelsen af anmeldelsen, var dette aldrig sket,
idet (H) naturligvis ikke er interesseret i at afskære sin søn fra
erstatning.
Endelig skal jeg ikke undlade at gøre opmærksom på at min
klient er myndig, hvorfor en handling som foretaget af (H) skal bero på en
fuldmagt fra min klient, som min klient aldrig har afgivet.”
I brev af 15. juni 2001 meddelte Erstatningsnævnet at nævnet
efter fornyet gennemgang af sagen måtte fastholde sin afgørelse af 22.
februar
2001 med den deri angivne begrundelse.
Den 19. april 2002 rettede advokat A første gang henvendelse til
mig og skrev bl.a.:
”Til støtte for min klage over sagens behandling skal jeg
indledningsvis anføre, at min klient ikke har forsømt at anmelde
voldsepisoden
overfor politiet eller har undladt at medvirke til sagens opklaring, idet
anmeldelse
er sket den 19. juni 2000, jf. vedlagte kopi af kvittering for anmeldelse.
Jeg henviser endvidere til politiets afhøringsrapport af 3.
juni 2000 umiddelbart efter overfaldet, jf. vedlagte kopi af rapporten. Det
fremgår bl.a. af afhøringsrapporten, at min klient ikke kan huske noget om de
nærmere omstændigheder ved selve overfaldet, og at det ikke er min klient,
men
min klients far (H) som den 7. juni 2000 har meddelt politiet, at den
tidligere indgivne anmeldelse skulle trækkes tilbage.
Jeg lægger endvidere til grund, at hvis min klients far var
blevet orienteret om følgerne af tilbagekaldelse af anmeldelsen, var dette
aldrig sket, idet han naturligvis ikke er interesseret i at afskære sin søn
fra
erstatning.
Endelig skal jeg ikke undlade at gøre opmærksom på, at min
klient er myndig, hvorfor en handling som foretaget af faderen skal bero på
en
fuldmagt fra min klient, som min klient aldrig har afgivet.”
I mit svar af 29. maj 2002 skrev jeg at jeg anså for det for
mest korrekt at sende advokat A’s klage med bilag videre til
Erstatningsnævnet.
Henvendelsen blev sendt som en anmodning fra A om at nævnet tog stilling til
om det A havde anført, kunne give nævnet grundlag for at genoptage sin
behandling
af sagen og – hvis det ikke var tilfældet – som en anmodning fra A
om at nævnet
uddybede begrundelsen for sin afgørelse.
Den 17. juni 2002 afslog Erstatningsnævnet på ny at genoptage
B’s sag. Af nævnets svar fremgik bl.a.:
”Ved skrivelse af 22-02-2001 afslog nævnet i medfør af § 10 i
lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser eller dennes analogi
Deres klients ansøgning om erstatning. Nævnet oplyste samtidig, at afslaget
skyldtes, at Deres klient ikke har medvirket til sagens opklaring, idet Deres
klients fader den 07-06-2002 [rettelig 07-06-2000; min bemærkning] henvendte
sig til politiet og oplyste, at Deres klient ønskede at trække anmeldelsen
tilbage. Nævnet fastholdt dette afslag i skrivelse af 15-06-2001.
I skrivelse af 29-05-2002 fra
Folketingets Ombudsmand
er
nævnet på ny blevet anmodet om at tage afgørelsen op til nyvurdering.
I den anledning skal man meddele, at nævnet efter en fornyet
gennemgang af sagen må fastholde sine afgørelser af 22-02- 2001 og 15-06-2001
med de deri angivne begrundelser.
Det bemærkes, at kravet om, at der skal ske politianmeldelse
uden unødigt ophold, især skyldes hensynet til opklaring af sagen, herunder
muligheden for at sikre eventuelle vidneforklaringer og om muligt at
retsforfølge
en eventuel skadevolder. I det foreliggende tilfælde, hvor anmeldelsen er
trukket tilbage, har det ikke været muligt for politiet at efterforske sagen
og det er derfor ikke blevet godtgjort, hvorvidt Deres klient har været udsat
for en straffelovsovertrædelse, ligesom det ikke har været muligt at
retsforfølge en eventuel skadevolder.”
I brev af 20. juni 2002 rettede advokat A på ny henvendelse til
mig og oplyste at han ønskede at fastholde sin klage, herunder at han fandt
nævnets begrundelser aldeles usaglige og helt ude af proportioner. Særligt
fandt A påstanden om at det ikke var godtgjort at B havde været udsat for en
straffelovsovertrædelse, direkte usand og fornærmende mod B som voldsoffer.
Den 1. juli 2002 anmodede jeg Erstatningsnævnet om en udtalelse
i anledning af advokat A’s klage. Jeg bad om at nævnet i udtalelsen
bl.a.
redegjorde for hvilken betydning nævnet tillagde oplysningen fra A om at
B’s
far den 7. juni 2000 havde trukket anmeldelsen tilbage uden fuldmagt fra B.
Jeg bad også nævnet komme ind på betydningen af at Københavns Byret den 16.
maj 2001 meddelte B at A var beskikket som bistandsadvokat under den sag hvor
B havde anmeldt til politiet at han havde været udsat for vold. Endelig bad
jeg
nævnet redegøre for hjemmelsgrundlaget for afgørelserne.
Den 21. august 2002 modtog jeg Erstatningsnævnets udtalelse. Af
udtalelsen af 20. august 2002 fremgår bl.a. følgende:
”Efter § 10 i lov om erstatning fra staten til ofre for
forbrydelser er erstatning fra staten i almindelighed betinget af, at
forbrydelsen uden unødigt ophold anmeldes til politiet. Et sådant krav om
politianmeldelse
er i henhold til betænkning nr. 751/1975 medtaget i loven, dels for at lette
politiets efterforskning, dels for at hindre misbrug af ordningen. Efter stk.
2, kan kravet om anmeldelse i særlige tilfælde fraviges. Der tænkes her bl.a.
på tilfælde, hvor skadelidte med rimelighed kunne gå ud fra, at forbrydelsen
ville blive anmeldt fra anden side. Derimod vil skadelidtes frygt for
repressalier
i almindelighed ikke kunne betragtes som undskyldningsgrund. Er et forhold
rettidigt anmeldt, men trækker skadelidte efterfølgende anmeldelsen tilbage,
er kravet om anmeldelse i henhold til § 10 ikke opfyldt, og nævnet kan i
henhold til praksis ikke behandle sagen.
I det foreliggende tilfælde, hvor anmeldelsen er trukket
tilbage, har det ikke været muligt for politiet at efterforske sagen, og det
er derfor ikke blevet godtgjort, hvorvidt (B) har været udsat for en
straffelovsovertrædelse, ligesom det ikke har været muligt at retsforfølge en
eventuel skadevolder, jf. § 1, stk. 1, 1. pkt. i lov om erstatning fra staten
til ofre for forbrydelser. Efter denne bestemmelse kan staten kun yde
erstatning og godtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af
straffeloven.
I ombudsmandens skrivelse anmodes om en redegørelse for, hvilken
betydning nævnet har tillagt advokat (A)’s oplysninger om, at (B)’s
fader
handlede uden fuldmagt, da han den 07-06-2000 meddelte politiet, at (B)
ønskede
at trække anmeldelsen tilbage. Det skal hertil oplyses, at nævnet på det
foreliggende grundlag ikke har fundet anledning til at lægge til grund, at
(B)
har været uvidende om faderens tilbagekaldelse af anmeldelsen. Nævnet har
herved lagt vægt på afhøringsrapport af 07-06-2000, hvoraf fremgår, at
(B)’s
fader (H) henvendte sig til pa. ( ) og oplyste, at hans søn ønskede at trække
anmeldelsen om vold tilbage, idet (B) ikke turde stå frem. Hans beslutning
var urokkelig. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at spørgsmålet om,
(B)’s
fader var berettiget til overfor politiet at trække anmeldelsen tilbage,
først
er rejst overfor nævnet ved advokat (A)’s skrivelse af 06-06-2001.
Nævnet har
endelig noteret sig, at (B)’s ansøgning om erstatning af 01-08-2000 er
fremsendt
til Københavns politi af (B)’s fader (H) ved skrivelse af 03-08-2000.
Ombudsmanden har ligeledes anmodet nævnet om at redegøre for
betydningen af, at Københavns Byret den 16-05-2001 meddelte (B), at advokat
(A) var blevet beskikket som hans bistandsadvokat. Nævnet, der ikke af
Københavns Byret er blevet anmodet om en udtalelse, forinden beskikkelsen af
den pågældende advokat fandt sted, har ikke fundet, at beskikkelsen af
bistandsadvokat i sig selv kan tillægges betydning ved nævnets selvstændige
vurdering
af, om det anmeldte, men senere tilbagekaldte, forhold henset til
bestemmelsen
i offererstatningslovens § 10 eller dennes analogi – bør anses for
omfattet af
loven og dermed bør realitetsbehandles.”
Med brev af 25. september 2002 modtog jeg advokat A’s
bemærkninger til Erstatningsnævnets udtalelse af 20. august
2002. A
fastholdt at B korrekt havde
anmeldt overfaldet til politiet, og at han ikke havde trukket sin anmeldelse
tilbage, men at hans far gjorde det uden B’s vidende og accept. A skrev
endvidere
at han var uenig med nævnet når nævnet udtalte at det ikke fandt at
beskikkelsen
som bistandsadvokat kunne tillægges betydning for vurderingen af om den
anmeldte
forbrydelse burde realitetsbehandles. Endelig fastholdt A at
Erstatningsnævnets
begrundelser var usaglige og forkerte, herunder påstanden om at det ikke var
godtgjort at B havde været udsat for en straffelovsovertrædelse, fordi
politiet ikke havde kunnet efterforske sagen. Erstatningsnævnet fandt at
A’s
brev ikke gav anledning til yderligere bemærkninger.
Ombudsmandens udtalelse
”1. Afslaget på erstatning – nævnets afgørelse af 22. februar 2001
Nævnet afslog med sin afgørelse af 22. februar 2001 (B)’s ansøgning om
erstatning under henvisning til § 10 i lov om erstatning fra staten til ofre
for forbrydelser eller dennes analogi.
§ 10 i lovbekendtgørelse nr. 470 af 1. november 1985 om erstatning fra staten
til ofre for forbrydelser (voldsoffererstatningsloven) har følgende ordlyd:
’§ 10.
Erstatning er betinget af, at lovovertrædelsen uden unødigt ophold er anmeldt
til politiet, og at skadelidte under en eventuel straffesag mod skadevolderen
nedlægger påstand om erstatning.
Stk. 2.
I særlige tilfælde kan erstatning dog ydes, selv om betingelsen i stk. 1 ikke
er opfyldt.
Stk. 3.
Politiet vejleder skadelidte om retten til at få erstatning efter denne
lov.’
Med lovændringen i 1985 – lov nr. 233 af 6. juni 1985 – fik ofre
for forbrydelser et egentligt retskrav på erstatning fra staten, når lovens
betingelser er opfyldt.
Bestemmelsen i § 10, stk. 2, er senere ændret ved lov nr. 463 af 7. juni 2001
med virkning for skader indtrådt efter lovens ikrafttræden pr. 1. juli 2002.
Den ændrede formulering har derfor ingen betydning for denne sag.
Under henvisning til det jeg har anført nedenfor om oplysningsgrundlaget i
sagen, har jeg ikke fundet anledning til at fortsætte en undersøgelse af
nævnets henvisning til lovens § 10 eller dennes analogi. Jeg henviser til §
16, stk. 1, i ombudsmandsloven, hvoraf det fremgår at ombudsmanden afgør om
en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.
1.1. Manglende partshøring
Efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, har en myndighed pligt
til at partshøre når der i en afgørelsessag foreligger væsentlige nye
oplysninger om sagens faktiske omstændigheder som er til ugunst for parten,
og
som er af betydning for myndighedens afgørelse. Det er i bestemmelsen
forudsat
at parten ikke kan antages at have kendskab til at myndigheden er i
besiddelse
af disse oplysninger.
Erstatningsnævnet ses ikke forud for sin afgørelse af 22.
februar 2001 at have partshørt Deres klient over oplysningerne i de
politirapporter mv. som nævnet lagde vægt på ved beslutningen om at afslå
Deres
klients ansøgning om erstatning.
Jeg bemærker at oplysningerne i politirapporterne dermed blev
anvendt til ugunst for Deres klient og var af væsentlig betydning for sagens
afgørelse. Det fremgår ikke af sagsakterne at Deres klient forud for nævnets
afgørelse var blevet gjort bekendt med og givet lejlighed til at gennemlæse
og
kommentere politirapporterne. De oplysninger som fremgår af rapporterne,
herunder politiets gengivelse af udsagn fra såvel Deres klient som dennes
far,
fremstår således som oplysninger meddelt af politiet.
Da Deres klient ikke kunne antages at være bekendt med
oplysningerne i de omtalte rapporter, er det min opfattelse at Deres klient
skulle have været partshørt over oplysningerne i dette materiale inden de
blev
lagt til grund for nævnets afgørelse.
Jeg finder det derfor kritisabelt at nævnet ikke foretog
partshøring over oplysningerne som blev tillagt afgørende betydning for
afslaget på erstatning. Jeg har meddelt nævnet min opfattelse.
1.2
Oplysningsgrundlaget i øvrigt
Af det grundlæggende princip i forvaltningsretten – official-
eller undersøgelsesprincippet – følger at det påhviler den enkelte
forvaltningsmyndighed selv, eventuelt i samarbejde med andre myndigheder, at
fremskaffe de fornødne oplysninger om en foreliggende sag eller dog
foranledige
at private, navnlig sagens part(er), medvirker til sagens oplysning. En
forvaltningsmyndighed har således pligt til at tilvejebringe et
fyldestgørende
og retligt grundlag for en afgørelse.
Formålet med undersøgelsesprincippet er at bidrage til at sikre
at forvaltningsmyndighedernes afgørelse bliver materielt lovlige og rigtige.
Er der tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til
sagsoplysningen at søge denne tvivl afklaret således at det ved en sædvanlig
bevisvurdering kan afgøres om den pågældende oplysning kan lægges til grund
for
afgørelsen. Jeg henviser herved til Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (2002),
s.
448ff.
Erstatningsnævnet lagde ved afgørelsen af 22. februar 2001 vægt
på at Deres klient ikke havde medvirket til sagens opklaring, idet nævnet
herved lagde til grund at Deres klients politianmeldelse den 7. juni 2000
blev
trukket tilbage. Dette forhold blev således tillagt afgørende vægt for
nævnets
afslag.
Nævnet lagde herved til grund for sin behandling at Deres
klients far ved sin henvendelse til politiet af 7. juni 2000 optrådte efter
bemyndigelse fra Deres klient, og at faren derfor med bindende virkning for
Deres klient kunne trække politianmeldelsen tilbage med den konsekvens at
Deres klient ikke kunne få erstatning efter voldsoffererstatningsloven. I sin
udtalelse
til mig af 20. august 2002 anførte Erstatningsnævnet at nævnet ikke fandt
anledning til at lægge til grund at Deres klient var uvidende om farens
tilbagekaldelse af anmeldelsen. Nævnet lagde herved vægt på politiets
oplysninger
i afhøringsrapporten samt at Deres klients ansøgning om erstatning var
fremsendt til Københavns Politi af Deres klients far.
Det fremgår af sagen at Deres klient er født i 1978. Han var
således myndig på tidspunktet for overfaldet og dermed for politianmeldelsen
og
for farens henvendelse til politiet.
Politiet blev ved overfaldet den 3. juni 2000 tilkaldt til
gerningsstedet og udarbejdede rapportmateriale herom. Af dette materiale og
af
sagen i øvrigt må jeg anse det for godtgjort at der blev indgivet anmeldelse
uden unødigt ophold til politiet den 3. juni 2000, herunder af Deres klient.
Jeg har endvidere lagt til grund at Deres klients far den 7.
juni 2000 telefonisk henvendte sig til politiet og gav oplysninger om at
Deres
klient ønskede at trække anmeldelsen tilbage. Omstændighederne i forbindelse
med farens henvendelse fremgår (alene) af politiets afhøringsrapport.
Jeg mener ikke at farens fremsendelse af Deres klients ansøgning
om erstatning i sig selv kan tillægges afgørende betydning for vurderingen af
om farens henvendelse den 7. juni 2000 skete på vegne af Deres klient.
Nævnet ses samtidig ikke at have undersøgt om politiets
behandling og vejledning gjorde at det sikkert og ubetænkeligt kunne lægges
til grund at Deres klient var – eller måtte være – klar over at
hans politianmeldelse
var trukket tilbage efter et ønske fra ham herom. Der foreligger således ikke
på sagen en bekræftelse fra politiets side over for Deres klient om
tilbagekaldelsen
af anmeldelsen. Derimod foreligger der en kvittering af 19. juni 2000 –
således efter farens henvendelse af 7. juni 2000 – hvorved Københavns
Politi
bekræftede at Deres klient havde foretaget anmeldelse af vold til politiet.
I sager der er under behandling i den offentlige forvaltning,
skal spørgsmål om repræsentation bedømmes efter forvaltningslovens 8 eller
den
forvaltningsretlige grundsætning som bestemmelsen er udtryk for. Jeg henviser
herved til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave (1999),
s. 223ff.
Af punkt 41 i Justitsministeriets vejledning om
forvaltningsloven (vejledning nr. 11740 af 4. december 1986) fremgår følgende
om dokumentation for partsrepræsentation:
’
41.
Den myndighed,
der behandler sagen, afgør, om den, der optræder som partsrepræsentant, skal
fremlægge en skriftlig fuldmagt eller på anden måde godtgøre, at den
pågældende
kan optræde som repræsentant for parten. Er den, der optræder på partens
vegne, advokat, revisor, landinspektør eller socialrådgiver eller optræder
den
pågældende i øvrigt typisk som partsrepræsentant inden for det pågældende
forvaltningsområde, vil der i almindelighed ikke være grund til at forlange
dokumentation for fuldmagtsforholdet, medmindre det er særligt begrundet i
sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt.
Det kan f.eks. være tilfældet, hvor sagsbehandlingen vil kunne påføre
den pågældende part økonomiske omkostninger eller i øvrigt få afgørende
betydning for den pågældende parts personlige forhold. Navnlig vil der kunne
være grund til at forlange dokumentation for fuldmagtsforholdet i de
tilfælde,
hvor myndigheden ikke i forvejen er eller i løbet af sagsbehandlingen kommer
i
kontakt med parten selv eller på anden måde kan konstatere, at parten er
indforstået
med, at sagen er under behandling
[min fremhævning]
’
Jeg henviser herved tillige til John Vogter, Forvaltningsloven
med kommentarer, 3. udgave (1999), s.
230f.
Nævnet ses ikke at have undersøgt om der forelå dokumentation
for at faren den 7. juni 2000 handlede efter bemyndigelse fra Deres klient
således at han med bindende virkning for denne kunne tilbagekalde
politianmeldelsen. Dette kunne nævnet efter min opfattelse ikke uden videre
lægge til grund. Ikke mindst i lyset af at farens tilbagetrækning af
anmeldelsen var udslagsgivende for nævnets bedømmelse af sagen, burde nævnet
have sikret sig dokumentation eller bevis for bemyndigelsen.
På baggrund af det ovenfor anførte finder jeg at det ikke uden
videre kunne sluttes at Deres klients far handlede på vegne af Deres klient,
og at Deres klient var gjort bekendt hermed og derfor med rimelighed måtte
bære konsekvenserne heraf. Uden forudgående partshøring og uden at have
undersøgt
de faktiske omstændighederne nærmere havde nævnet efter min opfattelse ikke
det fornødne og sikre grundlag for at afslå Deres klients ansøgning om
erstatning da nævnet traf afgørelse den 22. februar 2001. Dette må jeg anse
for kritisabelt. Jeg har gjort nævnet bekendt med min opfattelse.
2. Afslagene på
genoptagelse – nævnets afgørelser af 15. juni 2001 og 17. juni 2002
Om der er grundlag for at genoptage en sag, hviler især på en
vurdering af om der i forhold til den oprindelige behandling af sagen er
fremkommet væsentlige nye oplysninger som må antages at kunne medføre en
ændret bedømmelse af sagen. Det må i almindelighed antages at borgeren har
retskrav
på genoptagelse og ny realitetsbehandling af sagen når det skønnes at der er
en vis sandsynlighed for at sagen ville have fået et andet udfald hvis
oplysningerne
havde foreligget i forbindelse med myndighedernes oprindelige stillingtagen
til sagen. Jeg henviser herved til Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret
(2002), s. 920ff.
I Deres henvendelse til nævnet af 6. juni 2001 og i Deres
henvendelse hertil af 19. april 2002 – som jeg oversendte til nævnet den
29.
maj 2002 – havde De særligt gjort gældende:
·
at Deres klient ikke havde forsømt at
anmelde voldsepisoden,
·
at Deres klient på grund af spirituspåvirkning
og omstændighederne i øvrigt intet kunne oplyse om den eller de formodede
gerningsmænd,
·
at det ikke var Deres klient, men Deres
klients far der uden fuldmagt fra Deres myndige klient meddelte politiet at
den
tidligere indgivne anmeldelse skulle trækkes tilbage, og at en sådan
opringning
efter Deres opfattelse – henset til hændelsesforløbet og sagens
alvorlige følger
for Deres klient – ikke kunne afskære Deres klient fra krav på
erstatning
efter loven, og
·
at De lagde til grund at Deres klients far
aldrig havde villet tilbagekalde anmeldelsen hvis han havde fået oplysning om
følgerne for Deres klients erstatningssag.
De henviste i den forbindelse til politiets rapportmateriale og
kvitteringen af 19. juni 2000 fra politiet for Deres klients anmeldelse.
Endvidere sendte De kopi af byrettens brev af 16. maj 2001 om beskikkelsen af
Dem som bistandsadvokat.
Nævnet afslog med sine afgørelser af 15. juni 2001 og 17. juni
2002 Deres anmodninger om sagens genoptagelse og fastholdt afgørelsen af 22.
februar 2001 med den deri angivne begrundelse. Som begrundelse for at nævnet
ikke kunne tillægge disse oplysninger betydning, konstaterede nævnet i sin
afgørelse af 17. juni 2002 at anmeldelsen var trukket tilbage, og at det af
den
grund ikke havde været muligt for politiet at efterforske sagen. Derved fandt
nævnet at det heller ikke var blevet godtgjort om Deres klient havde været
udsat for en straffelovsovertrædelse, ligesom det ikke havde været muligt at
retsforfølge en eventuel skadevolder. I udtalelsen hertil af 20. august 2002
henviste nævnet endvidere til lovens § 1, stk. 1, hvorefter staten kun kan
yde
erstatning og godtgørelse for personskade der forvoldes ved overtrædelse af
straffeloven. Endvidere lagde nævnet i udtalelsen til mig vægt på at
spørgsmålet om Deres klients fars berettigelse først var rejst ved Deres brev
af 6. juni 2001. Endelig anførte nævnet i udtalelsen at beskikkelsen af Dem
som bistandsadvokat, meddelt ved byrettens brev af 16. maj 2001, ikke i sig
selv kunne tillægges betydning ved nævnets selvstændige vurdering af om det
anmeldte,
men senere tilbagekaldte forhold burde anses for omfattet af loven og dermed
burde realitetsbehandles.
§ 1, stk. 1, i voldsoffererstatningsloven (lovbekendtgørelse nr.
470 af 1. november 1985 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser)
har
følgende ordlyd:
’
§ 1.
Staten yder
erstatning og godtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af
borgerlig straffelov, hvis overtrædelsen er begået i den danske stat. Det
samme
gælder personskade, der indtræder i forbindelse med hjælp til politiet under
anholdelse eller i forbindelse med handlinger, der foretages med henblik på
lovlig privat anholdelse eller forhindring af strafbare handlinger.’
§ 6 i voldsoffererstatningsloven har følgende ordlyd:
’§ 6.
Erstatning
ydes, selv om skadevolderen er
1) ukendt eller ikke kan findes,
2) under 15 år eller
3) utilregnelig.’
Efter min gennemgang af sagen må jeg anse det for ubestridt at
Deres klient den 3. juni 2000 blev udsat for et overfald hvorved han pådrog
sig et knivsnit i kind og kæbeparti. Der foreligger således en klar
formodning
om en straffelovsovertrædelse som forudsat i voldsoffererstatningslovens § 1,
stk. 1.
Efter § 6 i voldsoffererstatningsloven yder staten erstatning
selv om skadevolderen er ukendt eller ikke kan findes. I tilfælde hvor
skadevolderen er ukendt eller ikke kan findes, påhviler det dermed nævnet at
foretage en selvstændig vurdering af om der er sket en overtrædelse af
straffeloven.
Nævnet ses ikke at have foretaget en sådan selvstændig
vurdering. Nævnet ses heller ikke i øvrigt at have anført hensyn eller
omstændigheder der taler imod formodningen om en straffelovsovertrædelse. På
den baggrund finder jeg det uberettiget at nævnet afslog erstatning også
under
henvisning til § 1, stk. 1, i voldsoffererstatningsloven. Jeg har gjort
nævnet
bekendt med min opfattelse.
I øvrigt bemærker jeg til nævnets udtalelse af 20. august 2002
at jeg ikke er enig i at tidspunktet for fremsættelsen af indsigelsen til
nævnets oplysningsgrundlag i denne sag kan tillægges betydning.
Til det nævnet i udtalelsen har anført til byrettens brev af 16.
maj 2001, bemærker jeg at beskikkelsen af Dem som bistandsadvokat ifølge
byretten skete efter en begæring fremsendt af politiet i den sag hvor Deres
klient havde anmeldt til politiet at han havde været udsat for vold. På den
baggrund
finder jeg også at byrettens brev bidrager til usikkerhed om væsentlige
omstændigheder i sagen, herunder om politianmeldelsen måtte anses for
opretholdt.
Samlet set er det min opfattelse at Deres indsigelser og
bemærkninger måtte give anledning til tvivl om holdbarheden af et væsentligt
faktum i sagen, således om henvendelsen fra Deres klients far skete på vegne
af
Deres klient, og herunder om henvendelsen – i sin form og under de givne
omstændigheder
– kunne afskære Deres klients krav på erstatning.
Jeg finder det kritisabelt at nævnet ikke på baggrund af Deres
henvendelser søgte at få de nærmere omstændigheder i sagen belyst og dermed
sikrede sig det fornødne grundlag da nævnet afslog genoptagelse og fastholdt
at
anmeldelsen kunne anses for trukket tilbage. Det er min opfattelse at nævnets
afslag på genoptagelse dermed er uberettigede. Jeg har gjort nævnet bekendt
med min opfattelse og samtidig henstillet at nævnet genoptager sagen. Jeg har
bedt nævnet underrette mig om nævnets fornyede stillingtagen til sagen.”
Lignende dokumenter
- PERSONALERETTENS DOM (Første Afdeling) 12. maj 2011 EU-domme · 12. maj 2011
- Forslag til folketingsbeslutning om en acontoerstatning til ofre for kriminalitet Retsinformation · 19. december 2012
- Alvorlig kritik af Civilstyrelsen for videregivelse af personoplysninger Datatilsynet · 19. januar 2022
- Afslag på voldsoffererstatning og myndighedens manglende oplysning af sagen. Officialprincippet, partshøring og vejledning Retsinformation · 4. oktober 2006
- 2011 5-3. Uacceptabel og særdeles kritisabel sagsbehandling i sag om voldsoffererstatning Retsinformation · 20. oktober 2011
- Offererstatningslovens § 10 - krav ikke gjort gældende i retten under straffesagen, nævnets j.nr. 14-520-04696 Retsinformation · 12. juli 2018