Fejlagtig meddelelse om tilkendelse af pension var ugyldig Ugyldighed/tilbagekaldelse af afgørelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fejlagtig meddelelse om tilkendelse af pension var
ugyldig
Ugyldighed/tilbagekaldelse af afgørelse
Det fremgik af de indsendte
bilag at A blev uddannet som sygeplejerske i
1969. A
var i december 1991 udsat for
et forløftningstraume på sit arbejde på X Hospital og har siden haft
rygproblemer. A har efterfølgende fået diagnosticeret fibromyalgi. A blev
sygemeldt
fra sit arbejde på X Hospital i juli 1996 og senere afskediget efter
120-dages-reglen til fratrædelse den 28. februar 1997.
Overlæge B, Y Hospital,
konkluderede følgende den 24. februar 1997:
”
Der foreligger en væsentlig
og varig påvirkning af undersøgtes erhvervsevne, betinget af følger efter en
arbejdsskade i form af kronisk lumbago samt springende og spredte
muskelsymptomer,
der tolkes som fibromyalgi.
Der er ingen tegn til
alvorligere neurologiske komplikationer. De øvrige helbredsforhold [er]
upåfaldende.
Undersøgte skønnes at opfylde
kriterierne til en førtidspension efter paragraf 14, stk. 3, NO I, idet hun
vil
have svært ved at anvende sin sygeplejeuddannelse selv i skånejob.”
52 år gammel ansøgte A om
førtidspension den 16. april 1997.
Lægekonsulenten i
Læs alt
Frederiksberg Kommune sammenfattede den 18. juni 1997 oplysningerne om
A’s
helbredsforhold på følgende måde på side 2 i førtidspensionsskema D:
”Konklusion:
Igennem seks år
tilbagevendende lumbago i overvejende grad behandlet med kiropraktik og med
nogen effekt.
Dertil godt et par år med
springende og mere generelle muskulære smerter og især morgenstivhed, og
tilstanden diagnosticeret som fibromyalgi.
Ingen oplysninger om mental
eller adfærdsmæssig sygdom.
De objektive fund må betegnes
som ret beskedne og kan ikke umiddelbart begrunde varig
erhvervsevnehalvering.
Trods skånemæssig
arbejdsplacering tiltagende besvær med sygeplejejobbet og ansøgers
sygehistorie
og faktiske funktionsevneniveau tyder efterhånden på væsentlig mere end det
af
ryglidelsen begrundede erhvervsevnetab på femten procent.
Tilkendelse af mere end § 14,
stk. 3 pension under alle omstændigheder ikke sandsynligt.”
Speciallæge i neurologi, C,
konkluderede bl.a. følgende den 13. august 1997:
”Ved objektiv-neurologisk
undersøgelse kan der ikke påvises specifikke neurologiske deficit i form af
discusprolaps men udelukkende bløddelsforandringer. De positive objektive
fund centrerer sig omkring ømhed ved perkussion over lændens torntappe, samt
nedsat bevægelighed i samme.
Fra Arbejdsskadestyrelsens
side forespørges nu om der er en sammenhæng mellem ulykkestilfældet i
December
1991 og observandens nuværende gener.
At der er sket en forværring
af observandens tilstand mener jeg ikke der er tvivl om, men dette skyldes
efter mit bedste skøn, ikke mindst den påviste fibromyalgi.
Hvad skadefølgerne angår er
der sket en i hvert fald subjektiv forværring. Denne forværring har været
langsomt tiltagende men stationært det sidste år.
Jeg mener der er en sandsynlig
sammenhæng mellem ulykkestilfældet og de nuværende lænde-ryggener.
Jeg kan dog ikke afvise, at
der sekundært til den nu konstaterede fibromyalgi kan være indtrådt en
belastningsrelateret forværring af lænde-ryggenerne, men finder det dog
mindre
sandsynligt, idet der i hvert fald ifølge observandens eget udsagn er
indtrådt
nogen bedring i muskel- og ledsmerterne samtidig med at lænde-ryggenerne er
forværret.”
Horsens Kommunes
lægekonsulent udtalte bl.a. følgende den 29. august 1997:
”Det drejer sig om en 52-årig
kvinde uddannet sygeplejerske, som på eget initiativ søger helbredsbetinget
førtidspension. Pensionssagen er påbegyndt i Frederiksberg Kommune, men ikke
færdigbehandlet før familien flytter til ( ).
Det lægelige
dokumentationsmateriale består af speciallægeerklæring af 24.2.97 udfærdiget
af ortopæd kir. speciallæge (B) til PKA pensionskasserne, statusbedømmelse
udfærdiget
af (D) af 1.10.96, endvidere foreligger der journaloplysninger fra (Y)
Hospital
fra 1996, speciallægeerklæring udfærdiget af neurologisk speciallæge (E) af
16.7.93 udfærdiget til Københavns Kommunes sundhedsvæsen,
speciallægeerklæring
udfærdiget af speciallæge i neurologi (C) udfærdiget til
arbejdsskadestyrelsen
af 13.8.97. Endvidere er sagen færdigbehandlet af almen medicinsk
lægekonsulent (F), Frederiksberg Kommune – skema D side 2.
Det drejer sig om en kvinde,
som i 1991, pådrog sig forløftningstraume på arbejdspladsen. Efterfølgende
fortsat smerter i lænden samt træthedsfornemmelse med forværring ved løft og
vridende bevægelser. I 1992 tiltagende lændesmerter efter nogen anstrengende
vagter med tungt arbejde og overarbejde. Symptomerne breder sig sekundært til
brysthvirvelsøjlen, og der kommer spændingshovedpine lokaliseret til nakken.
Pgl. blev sygemeldt nov. 92 til slutningen af jan. 93. Gik ned på 31 timer,
men havde alligevel stort set daglige ryggener. Efter et sabbatår fra 94-95,
fik pgl. et skånejob, som vejleder for sygeplejeelever, men hvor der
alligevel
var rygbelastende arbejde hver anden weekend. Fra omkring 93-94, kommer der
mere diffuse muskel- og ledsmerter, og pgl. bliver henvist til rheumatologisk
afd., (Y) Hospital i 1994, hvor pgl. ikke opfylder betingelserne for
fibromyalgi,
idet der kun var 9 tender-points ud af 18. Ved undersøgelse i sep. opfylder
pgl. betingelserne, idet der er 16 tender-points ud af 18.
Pgl. har konstant murrende
lændesmerter, som forværres ved provokation, undertiden med smerteudstråling
til specielt højre side af lænden, og ned i højre balle. Undertiden kan der
komme smerteudstråling længere opadtil mellem skulderbladene, og sekundært
dertil nakkehovedpine. Pgl. har tidvis optrædende symptomer på fibromyalgi i
form af muskel- og ledsmerter med nogen forværring i fugtigt vejr. Herudover
kronisk træthed pga. indsovningsbesvær og vanskelighed med at sove natten
igennem.
Ved den objektive
undersøgelse er der fundet normale neurologiske forhold. Lænden er noget
fikseret,
der er indskrænket bevægelighed ved siderotation og sidebøjning.
Foroverbøjning til en finger-gulvafstand på ca.
20 cm, kun ringe kyfosering i lænden.
Diagnose: Fibromyalgi
Lumbago ischias –
lændesmerter efter forløftningstraume med tidvis udstråling til højre balle.
Vurdering: 52-årig tidligere
sygeplejerske, som efter forløftningstraume i 1991, har konstante
lændesmerter, ingen udstråling, ingen neurologiske udfald. I 1994 mistanke om
fibromyalgi, som endelig dianosticeres i 1996. Pgl. er forsøgt revalideret
indenfor eget erhverv, men har ikke kunnet undgå det rygbelastende område.
Jeg mener dette er en
kant-sag, som jeg ønsker at få diskuteret på pensionsmøde.”
Horsens Kommune traf den 26.
september 1997 følgende afgørelse:
”Det kommunale pensionsnævn
skal herved meddele, at der i henhold til § 59 i lov om social pension er
truffet følgende afgørelse:
Ud fra de foreliggende
oplysninger finder nævnet, at De ikke er berettiget til helbredsbetinget
førtidspension
i henhold til lovens § 14, jfr. § 15, idet Deres erhvervsevne ikke
findes
varigt nedsat med mindst halvdelen indenfor ethvert erhverv.
”
A klagede over Horsens
Kommunes afgørelse til det daværende Revaliderings- og Pensionsnævn for Vejle
Amt hvorfra A modtog følgende afgørelse dateret den 5. februar 1998:
”
Revaliderings- og
Pensionsnævnet har i medfør af pensionslovens § 50, stk. 2 truffet følgende
AFGØRELSE:
Fra den 01.08.1997 anses De
for berettiget til førtidspension, jf. pensionslovens § 14, stk. 3, nr. 1,
idet
nævnet – ud fra de foreliggende helbredsmæssige oplysninger –
finder Deres
erhvervsevne varigt nedsat med mindst halvdelen.
Revaliderings- og
Pensionsnævnet har således ændret kommunens afgørelse. En nærmere begrundelse
for nævnets afgørelse fremgår af vedlagte bilag.
”
Den 9. februar 1998
tilbagekaldte nævnet telefonisk afgørelsen af 5. februar 1998. Nævnet sendte
samme dag en ny afgørelse hvorefter nævnet tiltrådte Horsens Kommunes afslag
på A’s ansøgning om førtidspension. Nævnet anførte bl.a. følgende:
”AFGØRELSE:
Afslag på førtidspension.
Revaliderings- og
Pensionsnævnet tiltræder således kommunens afgørelse. En nærmere begrundelse
for nævnets afgørelse fremgår af vedlagte bilag.
Nærværende kendelse erstatter
tidligere kendelse af 5. febr. 1998, som herved tilbagekaldes.”
Af bilaget til afgørelsen
fremgår bl.a. følgende:
”Sekretariatets vurdering (socialt/socialmedicinsk):
Ansøger bedømmes i forhold
til udearbejde på fuld tid.
Hun klager over konstante
smerter i lænd og muskler, dårlig funktion af hænderne samt hukommelses- og
koncentrationsbesvær. Der er en ortopædkirurgisk speciallægeerklæring fra
februar 1997. Erhvervsevnen findes heri reduceret i et omfang, der berettiger
til førtidspension jf. § 14.3.1. Der er 2 neurologiske
speciallægeerklæringer,
den seneste fra august 1997. Endelig er der en statusbedømmelse fra egen læge
fra oktober 1996, vedlagt journalnotater fra (Y) hospital fra efteråret 1996.
Han udtaler sig ikke om pensionsberettigelsen. Ansøger har haft 2 rygtraumer
i
henholdsvis 1991 og 1992. Efterfølgende er der lændesmerter ved
foroverbøjning,
løft og vridende bevægelser. Ved objektiv undersøgelse findes stort set
normale
forhold vedrørende hænder og ben, gangen betegnes af neurolog som
upåfaldende.
Der er nedsat bevægelighed og ømhed i lænden. Der er påvist sandsynlig
sammenhæng
mellem traumerne og lænderyggenerne. Der er i 1996 diagnosticeret en
komplicerende
fibromyalgi med muskel- og ledsmerter.
Under hensyn til, at der kun
er konstateret beskedne objektive forandringer efter tidligere rygtraumer, at
fibromyalgien ifølge ansøger ikke er det væsentligste problem og at der ikke
er forsøgt egentlig revalidering finder sekretariatet ikke, at
revalideringsmulighederne er udtømte. Der er derfor ikke grundlag for at
ændre
kommunens afgørelse.
Indstilling:
Afslag på førtidspension.
Kommunens afgørelse tiltrædes
således.
Nævnsmøde: 4. FEB. 1998
Kendelse: Indstillingen
tiltrådt med sekretariatets begrundelse.”
I et brev af 9. februar 1998
der ledsagede nævnets afgørelse af samme dato, beklagede nævnet at der var
tale
om en fejlskrift når nævnet den 5. februar 1998 havde fremsendt en afgørelse
der meddelte A pension. Afgørelsen på revaliderings- og pensionsnævnets møde
den 4. februar 1998 blev en tiltrædelse af kommunens afgørelse om afslag på
førtidspension.
Den 23. februar 1998 klagede
A over nævnets afgørelse til Den Sociale Ankestyrelse.
Den 15. april 1998 fastholdt
nævnet sin afgørelse og bemærkede bl.a. følgende ved fremsendelsen af
A’s
klage til Ankestyrelsen:
”Idet der henvises til kopi
af notatark, bemærkes det, at man ikke har fundet anledning til at ændre den
trufne afgørelse. I forbindelse med fremsendelse af kendelse af 05.02.1998
(hvor sekretariatet fejlagtigt har meddelt nævnets afgørelse af 04.02.1998
som
medførende pension), har sekretariatet, da man den 09.02.1998 blev klar over
den forkerte kendelse straks telefonisk meddelt (A) fejlen og samme dag
afsendt en korrekt kendelse.
Den Sociale Ankestyrelse har
fremsendt brev af 13.02.1998 fra (A)’s mand, (G), til indenrigsminister
Thorkild Simonsen sammen med svar af 13.03.1998 fra ministeren.
I relation hertil vil jeg
pege på lektor cand.jur. Lis Sejrs artikel om sociale myndigheders adgang til
at anfægte egne afgørelser, offentliggjort i Juristen 1983. Heri anføres det
på
side 205, som kommentar til en konkret revalideringssag, at: ’det er
almindeligt antaget, at myndighederne har adgang til at korrigere skrivefejl
og
lignende, som er indløbet i en forvaltningsakt ’
Lis Sejr lægger senere i
afsnittet vægt på, at en bevillingsgiver efter forløbet af en vis tid er
bundet
af de tilknyttede vilkår.”
Den Sociale Ankestyrelse
antog sagen til principiel behandling og traf afgørelse i sagen den 8.
december
1998 meddelt ved brev af 21. december 1998. Ankestyrelsen udtalte at
Revaliderings-
og Pensionsnævnet i Vejle Amt havde været berettiget til at tilbagekalde
afgørelsen af 5. februar 1998, og begrundede afgørelsen på følgende måde:
”
Ankestyrelsen har ved
afgørelsen lagt til grund, at der ikke er tale om en skrivefejl eller
lignende. Spørgsmålet om nævnet har været berettiget til at tilbagekalde
afgørelsen af 5. februar skal derfor vurderes ud fra forvaltningsretlige
principper om tilbagekaldelse.
Det antages herefter, at der
bl.a. kan ske tilbagekaldelse, hvis der er afgørende hensyn til:
·
menneskers og dyrs liv, sundhed og velfærd,
statens sikkerhed, forebyggelse og opklaring af lovovertrædelser mv., eller
·
hensyn, der efter den enkelte lovgivning er
væsentlige, som fx lighed og konsekvens ved administration af et område,
eller
·
der er ikke gået lang tid fra afgørelsen
blev meddelt til afgørelsen blev tilbagekaldt, eller
·
parten ikke har indrettet sig på afgørelsen
i form af faktiske og retlige dispositioner, eller
·
svig/ond tro hos modtageren af afgørelsen.
Ankestyrelsen har lagt vægt
på, at der kun gik 3 dage fra De modtog afgørelsen, til nævnet telefonisk
meddelte Dem, at der var tale om en fejl, og at nævnet samme dag sendte Dem
den
afgørelse, som blev truffet på møde i nævnet den 4. februar 1994 [skal være:
1998; min bemærkning].
Ankestyrelsen har endvidere
lagt vægt på, at uanset at fejlen ikke var åbenbar for Dem, blev afgørelsen
så
hurtigt tilbagekaldt, at De ikke kan antages at have nået at disponere
retligt
i forhold til afgørelsen. Det bemærkes i den forbindelse, at nævnet i breve
af
13. februar 1998 har meddelt PKA og Arbejdsskadestyrelsen, at nævnet på sit
møde den 4. februar 1998 havde truffet afgørelse om at følge kommunens
afgørelse om afslag på førtidspension.
”
Den 10. marts 1999 klagede
A’s mand, G, til mig på A’s vegne. Klagen angik dels Revaliderings-
og
Pensionsnævnets tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt og dels
at
kommunen havde undladt at iværksætte revalideringsforanstaltninger. G mente
at Revaliderings- og Pensionsnævnet på denne baggrund skulle have hjemvist
sagen til fornyet behandling i kommunen. Endelig klagede G over at Den
Sociale
Ankestyrelse kun havde behandlet spørgsmålet vedrørende tilbagekaldelsen af
afgørelsen om førtidspension, men ikke havde taget stilling til sagen i
øvrigt.
Ved brev af 22. juni 1999
foretog jeg en høring af Den Sociale Ankestyrelse, Det Sociale Nævn for Vejle
Amt og Horsens Kommune om sagen.
Den 24. september 1999
meddelte Den Sociale Ankestyrelse mig at man ville genoptage sagen for så
vidt angik spørgsmålet om tildeling af førtidspension.
Vedrørende spørgsmålet om
tilbagekaldelse anførte Ankestyrelsen følgende i en særskilt udtalelse af
samme dato:
”
Ankestyrelsens bemærkninger:
Ankestyrelsen har i sin
afgørelse lagt til grund, at sagsbehandleren i nævnet havde udfærdiget 2
udkast
til afgørelse forud for nævnsmødet i tilfælde af, at nævnet ikke fulgte
indstillingen
om afslag på førtidspension.
Ankestyrelsen finder derfor
ikke, at der er tale om en skrivefejl, idet det er hele dokumentet, der giver
udtryk for en afgørelse, der ikke blev truffet på nævnsmødet. Det fremgår af
nævnsoplægget, at nævnet på sit møde traf afgørelse om at tiltræde kommunens
indstilling om afslag på førtidspension.
Ankestyrelsen skal i denne
forbindelse bemærke, at der efter forvaltningsretten antages at gælde en
lempeligere adgang til at rette skrivefejl end for tilbagekaldelse af
begunstigende
forvaltningsakter. Ankestyrelsen fandt, at nævnets tilbagekaldelse af den
forkerte
afgørelse måtte bedømmes efter de strengere regler, der gælder for
myndighedens
adgang til tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakter.
”
Den 19. oktober 1999 meddelte
jeg G at jeg ville afslutte behandlingen af spørgsmålet vedrørende
pensionsberettigelsen da Ankestyrelsen som nævnt havde besluttet at
realitetsbehandle
denne del af sagen. Jeg ville herefter koncentrere min undersøgelse om
Ankestyrelsens
afgørelse af 21. december 1998 vedrørende spørgsmålet om tilbagekaldelse af
en
begunstigende forvaltningsakt.
Den 24. november 1999
meddelte Den Sociale Ankestyrelse A afslag på førtidspension. Ankestyrelsen
anførte i den forbindelse bl.a. følgende:
”Begrundelsen er, at
Ankestyrelsen skønner, at Deres erhvervsevne ikke er varigt nedsat med mindst
halvdelen af helbredsmæssige grunde.
Ankestyrelsen er opmærksom
på, at der i erklæring af 24. februar 1997 fra overlæge (B) findes en anden
vurdering af Deres erhvervsevne. Denne vurdering er vi ikke enig i.
Ankestyrelsen har lagt vægt
på, at De lider af rygsmerter, men at der ved de objektive undersøgelser er
fundet normale forhold og inden tegn på nerverodspåvirkning.
Ved undersøgelse hos
speciallæge (C) bevæger De Dem relativt frit på lejet og kan gå ned [i] knæ.
Ankestyrelsen har endvidere
lagt vægt på, at De har gener som følge af fibromyalgi, men har lagt vægt på,
at der ud fra de lægelige fund, der er gjort ved undersøgelserne af Dem og ud
fra beskrivelsen af Deres funktionsniveau ikke er forhold, der kan støtte
tilkendelse
af forhøjet almindelig førtidspension.
Ankestyrelsen har endvidere
lagt vægt på, at De ud fra Deres alder, uddannelse og oplysningerne om Deres
helbred skulle have mulighed for at påtage Dem arbejde inden for Deres fag,
der
ikke er belastende for bevægeapparatet, fx administrativt arbejde eller
undervisning.
Ankestyrelsen anmoder
samtidig Deres kommune om at være Dem behjælpelig hermed.”
Den 16. december 1999 modtog
jeg en klage fra G over afslaget på førtidspension.
Den 13. marts 2000 oversendte
jeg klagen til Den Sociale Ankestyrelse. Baggrunden for dette var at
Højesteret
den 22. december 1999 afsagde dom i en sag om førtidspension i hvilken Den
Sociale Ankestyrelse blev dømt til at anerkende at sagsøgeren var berettiget
til førtidspension. Oversendelsen til Ankestyrelsen skete som en anmodning
fra
G om at tage stilling til om styrelsen – på baggrund af
højesteretsdommen –
mente at der var grundlag for at genoptage afgørelsen af 24. november 1999.
På
denne baggrund afsluttede jeg sagen fra min side.
Den 2. oktober 2001 traf Den
Sociale Ankestyrelse afgørelse hvorefter styrelsen fastholdt afgørelsen af
24. november 1999. Ankestyrelsen anførte bl.a. følgende i afgørelsen:
”Under henvisning til
Ankestyrelsens brev af 23. maj 2000 skal vi oplyse, at Ankestyrelsen ikke har
fundet grundlag for at genoptage Deres sag. Deres medsendte bilag returneres
hermed.
Ankestyrelsen kan således
fortsat henholde sig til sin afgørelse af 24. november 1999, hvorved
Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse, hvorefter De ikke var berettiget
til førtidspension efter § 14, stk. 3, nr. 1, i lov om social pension.
Ankestyrelsen er opmærksom
på, at De på Deres tidligere arbejdsplads er forsøgt placeret i en
hensyntagende stilling, som De dog måtte opgive på grund af fortsatte
rygproblemer.
Det er i sagens akter beskrevet, at der skete en væsentlig forværring af
Deres
gener, når De måtte indgå i den almindelige vagtplan hver anden weekend, hvor
der var fuld patientbelægning og stærkt reduceret personale, hvorfor den
fysiske belastning var større. Det var ikke muligt for Dem at blive fritaget
for vagtdelen. De synes imidlertid at have kunnet klare arbejdsopgaven som
sygeplejevejleder uden væsentlige problemer.
Ankestyrelsen finder derfor
fortsat, at De skulle have mulighed for at bestride hensyntagende arbejde,
hvor De kan bruge Deres uddannelse som sygeplejerske.
Ankestyrelsen finder ikke
grundlag for at genoptage sagen, da der efter denne afgørelse ikke er
fremkommet væsentlige oplysninger om ændrede retlige eller faktiske forhold,
der kan give mulighed for en ændret afgørelse.”
Ved brev af 4. oktober 2001
klagede G atter til mig over afgørelserne i sagen, herunder afgørelserne
vedrørende spørgsmålet om tilbagekaldelse af pensionsbevillingen i 1998.
I brev af 4. februar 2002 bad
jeg Den Sociale Ankestyrelse om en udtalelse i sagen. Jeg bad Ankestyrelsen
om
forinden at indhente en udtalelse fra nævnet og Horsens Kommune om sagen.
Den 5. juli 2002 fremkom
Ankestyrelsen med følgende udtalelse:
”
Ankestyrelsen skal i den
forbindelse henholde sig til sin udtalelse af 24. september 1999 i Deres
j.nr.
1999-792-040, idet Ankestyrelsen ikke har yderligere kommentarer til dette
spørgsmål.
”
Den 19. marts 2002 skrev det
sociale nævn følgende i sin udtalelse:
”Revaliderings- og
Pensionsnævnets vurdering af (A)’s klage over Horsens Kommunes afslag på
førtidspension af 26.09.1997 fremgår af udskriftet fra nævnets møde d. 4.
februar
1998. Udskriftet blev sendt til klageren som begrundelse for nævnets
afgørelse,
både den tilbagekaldte afgørelse dateret 5. februar 1998 og afgørelse dateret
9. februar 1998.
Afgørelsen er senere tiltrådt
af Den Sociale Ankestyrelse i afgørelse af 24. november 1999.
I forbindelse med sagens
oversendelse til Ankestyrelsen er der i nævnets følgebrev af 15. april 1998
redegjort for nævnets stillingtagen til betydningen af den i 1. omgang
fejlagtigt
fremsendte kendelse.
Det Sociale Nævn har ikke
yderligere bemærkninger til dette spørgsmål idet der ikke er fremkommet
væsentlige nye oplysninger vedrørende myndighedernes muligheder for at rette
en
fejl.
Vedrørende vurderingen af
(A)’s erhvervsevne skønnede det daværende Revaliderings- og Pensionsnævn
i
februar 1998 at hun ikke var berettiget til førtidspension da
revalideringsmulighederne
ikke var udtømte. Der blev lagt vægt på, at der kun var påvist beskedne
objektive
forandringer og at der ikke tidligere var forsøgt egentlig revalidering.
Afgørelsen er således i
overensstemmelse med Højesterets dom fra december 1999. Denne dom og en
senere
dom fra Højesteret drejer sig om den nærmere præcisering af pensionsgraden,
hvor myndighederne tilkender førtidspension og derved anerkender at
revalideringsmulighederne er udtømte uden at kræve en nærmere afprøvning
heraf.
I (A)’s tilfælde henviser
nævnet netop til at revalideringsmulighederne ikke er udtømte. Til (G)’s
bemærkning herom kan det oplyses, at et intern forsøg på omplacering ikke kan
sidestilles ned en egentlig afprøvning af de revalideringsmæssige muligheder,
hvor der skal foretages en meget bredere vurdering end blot i forhold til
arbejde på et hospital.
Det er uden betydning for
vurderingen af nævnets afgørelse fra februar 1998 hvordan efterforløbet har
været. Årsagen til at der ikke senere er forsøgt revalidering og hvem der i
givet fald skulle tage initiativet hertil, klageren eller kommunen, kan kun
få
betydning ved en eventuel senere rejsning af sag om førtidspension.
Det bemærkes at Ankestyrelsen
har bedt om en udtalelse fra Det Sociale Nævn, som ikke eksisterede på
tidspunktet for det forudgående Revaliderings- og Pensionsnævns afgørelse i
februar 1998. Det er imidlertid Det Sociale Nævns opfattelse at afgørelsen
fra
februar 1998 fuldt ud er i overensstemmelse med Det Sociale Nævns nuværende
praksis på pensionsområdet.
”
Den 5. marts 2002 skrev
Horsens Kommune bl.a. følgende:
”Horsens Kommune,
Pensionsgruppen skal herved meddele at der ikke har været yderligere
henvendelser
fra (A), hverken til pensionsgruppen eller revalideringsgruppen. Der
foreligger kopi af korrespondance fra (G) til Borgmester ( ) og dennes svar.
Af hensyn til belysning af
den aktuelle situation og under henvisning til at det af ombudsmandens brev
fremgår, at der også skal foretages vurdering af Ankestyrelsens afslag på
pensionsberettigelse, vedlægges for en ordens skyld indkomstoplysninger
indhentet
elektronisk via Kommunedata’s EDB-system.”
G sendte bemærkninger hertil
i brev af 29. juli 2002.
Ombudsmandens udtalelse
”§ 14 og § 15 i dagældende lovbekendtgørelse nr. 612 af 24. juni 1996 af
lov om social pension havde følgende indhold:
’§ 14.
Højeste førtidspension kan tilkendes personer i alderen fra 18 til 60 år, der
i ethvert erhverv må anses for kun at have ubetydelig erhvervsevne i behold.
Stk. 2.
Mellemste førtidspension kan tilkendes
personer i alderen fra 18 til 60 år, hvis erhvervsevne er nedsat med omkring
2/3, og
personer i alderen fra 60 til 67 år, hvis erhvervsevne
er nedsat i det omfang, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 3.
Forhøjet almindelig førtidspension eller almindelig
førtidspension kan tilkendes
personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne
er nedsat på grund af helbredsmæssige forhold med mindst halvdelen,
personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne
er nedsat med mindst halvdelen, uden at nedsættelsen alene skyldes
helbredsmæssige
forhold, og
personer i alderen fra 50 til 67 år, når sociale og
helbredsmæssige forhold taler for det.
Stk. 4.
Pension efter stk. 3 tilkendes som forhøjet almindelig
førtidspension til personer under 60 år og som almindelig førtidspension til
personer over denne alder.
Stk. 5.
Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om
tilkendelse af pension efter stk. 3, nr. 2 og 3.
Stk. 6.
Efter det fyldte 60. år kan pension uden pensionistens
samtykke hverken frakendes eller nedsættes til lavere form for pension, jf. §
13. Dette gælder dog ikke for invaliditetsydelse og bistands- og plejetillæg.
§ 15.
Tilkendelse af pension efter § 14, stk. 1-2 og stk. 3, nr. 1
og 2, er betinget af, at erhvervsevnen varigt er nedsat på grund af fysisk
eller psykisk invaliditet. Med henblik på pension efter § 14, stk. 3, nr. 2,
skal der dog også lægges afgørende vægt på andre omstændigheder, der klart
viser,
at erhvervsevnen hos en ansøger, som ikke har andre forsørgelsesmuligheder,
er
varigt nedsat. Der kan i helt ekstraordinære tilfælde tilkendes pension efter
§ 14, stk. 3, nr. 2, uden at nedsættelsen af erhvervsevnen skyldes
helbredsmæssige forhold. Pension kan ikke tilkendes, hvis der foreligger
mulighed
for at iværksætte foranstaltninger, der kan antages mere varigt at forbedre
erhvervsevnen.
Stk. 2.
Ved bedømmelsen af, i hvilket omfang erhvervsevnen er
nedsat, skal der foretages en sammenligning mellem den indtægt, som den
pågældende skønnes at kunne opnå ved et arbejde, der svarer til pågældendes
kræfter og færdigheder, og som under hensyn til uddannelse og tidligere
virksomhed kan forlanges af den pågældende, og den indtægt, som personer med
lignende uddannelse normalt opnår i samme egn. Der skal endvidere tages
hensyn
til alder, livsstilling, bopæl og beskæftigelsesmuligheder og til sådanne
andre
omstændigheder, der i det enkelte tilfælde findes at burde tillægges vægt.
Stk. 3.
Socialministeren fastsætter nærmere regler om vurderingen
af erhvervsevnenedsættelsen for personer, der ikke kan anses for hidtil at
have været fuldtidsbeskæftigede.’
Ved lov nr. 456 af 10. juni
1996 om ændring af lov om social pension og lov om delpension blev der bl.a.
indføjet et nyt § 15, stk. 2, med ikrafttræden den 1. juli 1998:
’Stk. 2.
Tilkendelse af førtidspension efter § 14 forudsætter, at
alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre
foranstaltninger, der kan forbedre erhvervsevnen, har været afprøvet, og at
erhvervsevnen
ikke varigt kan forbedres.’
Ved lov nr. 287 af 12. maj
1999 om ændring af lov om social pension blev pensionsalderen nedsat til 65
år for alle der var fyldt eller fylder 60 år den 1. juli 1999 eller senere.
Af vejledning nr. 66 om
social pension fra 1998 fremgår bl.a. følgende:
’52.
Almindelig/forhøjet almindelig førtidspension kan tilkendes personer i
alderen
fra 18 til 67 år, når erhvervsevnen er nedsat med mindst halvdelen på grund
af
helbredsmæssige forhold. Om bedømmelsen af helbredsmæssige, sociale samt
økonomiske
forhold, se pkt. 56ff.
56.
Pension kan tilkendes, hvis personens erhvervsevne er nedsat på
grund af en varig fysisk eller psykisk invaliditet, se lovens § 15. Det er en
betingelse, at lidelsen i sig selv bevirker en betydelig og varig nedsættelse
af personens funktionsevne på arbejdsmarkedet og dermed af evnen til at
forsørge
sig selv ved arbejde.
Det er kommunen, der efter en
konkret vurdering beslutter, hvilke oplysninger, der er nødvendige til
belysningen af pågældende helbredsforhold. Det er endvidere kommunen, der
selvstændigt vurderer de helbredsmæssige oplysninger i relation til
førtidspensionssagen.
Kommunens bedømmelse
forudsætter, at pågældendes helbredsforhold er grundigt undersøgt og
velbeskrevet – typisk af en læge eller andre fagfolk. Bedømmelsen
forudsætter
desuden et indgående kendskab til lidelsens indvirkning på den
erhvervsmæssige
funktionsevne. Bedømmelsen må tage udgangspunkt i erfaringer om, hvilke
helbredsmæssige begrænsninger og lidelser der almindeligvis medfører, at folk
må opgive erhvervsarbejde helt eller delvis.
Om den helbredsmæssige
oplysning af sagen og vurderingen heraf, henvises til kap. 3, pkt. 109ff.
Varig lidelse
At lidelsen skal være varig
betyder, at der ikke er udsigt til, at den bedres væsentligt hverken af sig
selv eller ved behandling.
Sagens oplysning
Pågældende har pligt til at medvirke
til sagens oplysning, herunder at lade sig undersøge og behandle af en læge
eller indlægge til observation og behandling, jf. §§ 10 og 12 i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område.
Samtykke
Om samtykke ved indhentelse
af helbredsmæssige oplysninger og følgerne af manglende afgivelse af
samtykke,
henvises til kap. 3, pkt. 111.
Medvirken
Hvis pågældende ikke
efterkommer kommunens krav om undersøgelse, må kommunen træffe afgørelse på
det
foreliggende grundlag eller henlægge sagen, jf. lovens § 59, stk. 5. Sagen
kan
ligeledes henlægges, hvis pågældende ikke medvirker til nødvendig optræning
eller andre foranstaltninger, der må antages mere varigt at kunne forbedre
erhvervsevnen
væsentligt.
Pågældende har naturligvis
ikke pligt til at underkaste sig undersøgelse eller behandling, der kan
medføre fare for liv eller førlighed.
Afklaring heraf må foretages
på baggrund af en lægelig vurdering i det konkrete tilfælde.
Hvis anstrengelser ved at
udføre en arbejdsopgave kan antages at medføre en alvorlig forringelse af
helbredstilstanden, indgår dette i vurderingen af sagen.
Samlet vurdering af erhvervsevnenedsættelsen
I de fleste tilfælde indgår
den helbredsmæssige vurdering som et led i kommunens samlede skøn over
erhvervsevnens
nedsættelse. Pågældendes sociale og erhvervsmæssige forhold sammen med den
helbredsmæssige vurdering er således med til at bestemme, om der skal
tilkendes
højeste, mellemste eller (forhøjet) almindelig førtidspension på grund af
helbredsmæssige forhold.
Vurdering alene på helbredsmæssige oplysninger
En helbredsvurdering alene
kan dog være tilstrækkeligt grundlag for bedømmelse af erhvervsevnens
nedsættelse. Det er som regel kun tilfældet, når der kun er ubetydelig
erhvervsevne i behold, altså i de tilfælde hvor der kan tilkendes højeste
førtidspension.
Erhvervsevnenedsættelse på helbredsmæssige og
sociale forhold
Der kan også tilkendes
pension, hvis erhvervsevnen er nedsat, uden at nedsættelsen alene skyldes de
helbredsmæssige forhold, altså når den skyldes kombinerede helbredsmæssige og
sociale forhold.
Der kan være tilfælde, hvor
årsagerne til erhvervsevnens nedsættelse kun ved en meget vid fortolkning kan
betegnes som invaliditet. Der kan også være tilfælde, hvor der ikke er en
sådan
helbredssvækkelse, at den alene giver grundlag for at anse erhvervsevnen for
nedsat med mindst halvdelen, men hvor det alligevel ud fra en samlet
bedømmelse
er åbenbart, at pågældende ikke vil blive i stand til at forsørge sig selv.
For personer, der er fyldt 50
år, kan pension endelig tilkendes, når de sociale og helbredsmæssige forhold
taler for det. Det vil sige, at tilkendelse kan ske efter et rent socialt
kriterium eller et kombineret helbredsmæssigt og socialt kriterium. Der kan
tages hensyn til helbredsmæssige forhold, som medfører en mere vedvarende
svækkelse af helbredet, uden at der er tale om egentlig invaliditet. Også
svækkelsestilstand efter langvarig, men overstået alvorlig sygdom kan indgå i
overvejelserne.
Sproglige vanskeligheder
Manglende sproglige
færdigheder (fx analfabetisme eller manglende danskkundskaber) kan alene
medføre social/erhvervsmæssig invaliditet, og kan ikke tillægges betydning
ved graduering af helbredsbetinget førtidspension.
57.
Pensionskriteriet nedsættelse af erhvervsevnen rummer både
lægelige og sociale momenter. De samme helbredsmæssige forhold kan have helt
forskellige erhvervsmæssige følger for den enkelte ansøger. På baggrund af de
helbredsmæssige og sociale oplysninger skal det bedømmes, hvad pågældende er
i stand til at tjene, når invaliditeten tages i betragtning. Alle de
muligheder, som det med rimelighed kan forlanges, at pågældende udnytter,
skal indgå i bedømmelsen. Der skal tages hensyn til pågældendes uddannelse,
tidligere virksomhed, alder, livsstilling, bopæl og beskæftigelsesmuligheder
samt til andre forhold, der kan antages at være af betydning, se lovens § 15,
stk. 3.
Indtægten sammenlignes med en
normal arbejdsindtægt for en person med lignende uddannelse og baggrund.
Med udgangspunkt i
sammenligningen træffes der afgørelse om, hvorvidt erhvervsevnen er nedsat i
et omfang, der giver ret til pension og i bekræftende fald hvilken type. Det
samlede skøn udøves på grundlag af relevante oplysninger fra den sociale,
erhvervsmæssige og sundhedsmæssige sagkundskab.
62.
Før en sag om eventuel tilkendelse af førtidspension
påbegyndes, forudsættes det i overensstemmelse med reglerne i lovens § 15,
stk. 2, og §
20 a
i
lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om aktiv
socialpolitik, at der er taget stilling til og gjort op med mulighederne for
at bringe pågældende ind på eller tilbage til arbejdsmarkedet. Det er derfor
vigtigt og en forudsætning, at der på tidspunktet for førtidspensionssagens
påbegyndelse foreligger de oplysninger, som er omtalt nedenfor.
Til bedømmelse af, om der er
mulighed for, at pågældende kan få og fastholde erhvervsmæssig beskæftigelse,
må der gives en beskrivelse af skolegang, uddannelsesforhold og tidligere
beskæftigelsesforhold. Der skal foreligge oplysninger om, hvilke funktioner
pågældende udførte, arbejdstidens længde, arbejdsforholdenes varighed og
årsagen til afbrydelsen.
Arbejdsmulighederne skal
bedømmes inden for pågældendes eget fag, tidligere arbejdsområde eller inden
for beslægtede eller egnede erhverv. Bedømmelsen er med andre ord ikke
begrænset til pågældendes hidtidige beskæftigelse. Ved bedømmelsen af
beskæftigelsesmulighederne kan der tages hensyn til, hvor pågældende bor. Det
må bero på en konkret vurdering af omstændighederne – herunder alder og
forsørgelsesforhold m.v. – om det kan tillægges vægt, at der er
beskæftigelsesmuligheder
andetsteds. I denne bedømmelse må der også tages et vist hensyn til afstande
og transportmuligheder fra bopæl til arbejdsplads.
Det generelle ledighedsniveau
kan ikke i sig selv give ret til pension.’
Vedrørende myndighedernes afslag på førtidspension
Som det fremgår af ovennævnte
lovbestemmelse og vejledningen, er det en betingelse for tilkendelse af
forhøjet almindelig førtidspension eller almindelig førtidspension til
personer
i alderen fra 18 til 65 år at erhvervsevnen er nedsat på grund af
helbredsmæssige forhold med mindst halvdelen.
Som ombudsmand kan jeg ifølge
reglerne for ombudsmandens virksomhed kun i begrænset omfang tage stilling
til
afgørelser der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. En kontrol
af de lægefaglige vurderingers rigtighed – som er af afgørende betydning
for
denne sag – kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har. Jeg har
ikke som
domstolene mulighed for i forbindelse med en egentlig bevisførelse med
vidneafhøring af de lægeligt fagkyndige at foretage en nærmere selvstændig
vurdering af de lægelige erklæringers bevismæssige betydning for vurderingen
af erhvervsevnen.
Myndighederne bygger også i
vidt omfang deres afgørelser på vurderinger og afvejninger af andre hensyn og
omstændigheder. Som ombudsmand har jeg normalt ikke særlige forudsætninger
for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre
måde end Ankestyrelsen, nævnet og kommunen der beskæftiger sig med det
pågældende sagsområde i det daglige.
På denne baggrund og efter at
have gennemgået sagens akter har jeg ikke fundet grundlag for at kritisere
Den
Sociale Ankestyrelses vurdering hvorefter (A) ikke opfylder betingelserne i
pensionsloven for tilkendelse af forhøjet almindelig førtidspension.
Særligt vedrørende Revaliderings- og Pensionsnævnet for Vejle Amts
tilbagekaldelse af afgørelse af 5. februar 1998
Ved min vurdering af sagen
har jeg lagt vægt på at den afgørelse om tilkendelse af pension som (A) ved
en
fejl modtog meddelelse om ved nævnets brev af 5. februar 1998, ikke var i
overensstemmelse med den afgørelse som nævnet reelt havde truffet. Resultatet
af nævnets behandling af sagen var det stik modsatte.
På denne baggrund må den
først meddelte afgørelse anses for at lide af en retlig mangel fordi den ikke
er udtryk for den afgørelse som den kompetente myndighed har truffet. Manglen
er oplagt væsentlig.
Jeg har endvidere tillagt det
betydning at nævnet kun 3 dage efter at (A) havde modtaget afgørelsen,
telefonisk orienterede (A) om fejlen. Endelig har jeg tillagt det betydning
at
(A) efter de foreliggende oplysninger i sagen ikke i dette tidsrum havde nået
at disponere retligt i forhold til afgørelsen.
På denne baggrund må
afgørelsen anses for at være ugyldig, og det sociale nævn var berettiget til
at meddele (A) den rigtige afgørelse som var truffet af nævnet, om afslag på
førtidspension.
Det som Den Sociale Ankestyrelse
generelt har anført i sin afgørelse om mulighederne for at tilbagekalde en
afgørelse, har imidlertid givet mig anledning til følgende bemærkninger:
Tilbagekaldelse af en
afgørelse anvendes når en i øvrigt gyldig afgørelse ændres.
På grundlag af den
forvaltningsretlige litteratur og den foreliggende retspraksis er det næppe
muligt
at opstille mere præcise retningslinjer for under hvilke omstændigheder en
forvaltningsafgørelse kan tilbagekaldes.
Afgørelsen må træffes efter
en konkret vurdering af en række omstændigheder hvoraf navnlig følgende må
indgå med vægt i afvejningen: Afgørelsens karakter og de interesser – af
offentlig eller privat karakter – der taler for at fastholde den,
tilbagekaldelsens betydning ud fra offentlige eller private interesser, og om
ønsket om tilbagekaldelse er begrundet i (retlige eller faktiske)
omstændigheder
der er opstået efterfølgende, eller som har foreligget allerede da den
oprindelige afgørelse blev truffet. Der kræves et stærkere
tilbagekaldelsesgrundlag,
jo mere intensivt indgrebet er.
Hensynet til lighed og
konsekvens ved administrationen af et område anses ikke i almindelighed for
at
kunne udgøre et tilstrækkeligt grundlag for tilbagekaldelse.
Jeg henviser for så vidt
angår det generelle forvaltningsretlige spørgsmål om tilbagekaldelse bl.a.
til Folketingets Ombudsmands beretning for 1985, s. 125*, Karsten Loiborg
mfl., Forvaltningsret, 2. udgave, 2002, s. 929ff, og Karsten Revsbech mfl.,
Forvaltningsret. Almindelige emner, 3. udgave, 1997, s. 435ff.
En afgørelse om tildeling af
social pension gør op med om tildelingsbetingelserne er opfyldt. Der skal
således ikke før hver udbetaling af pension foretages en ny vurdering af
berettigelsen til (henholdsvis højeste, mellemste, almindelig)
førtidspension.
Udgangspunktet må derfor antages at være at en tilkendt pension ikke under
uændrede forhold kan frakendes pensionisten. Kriterierne for tildeling af
førtidspension
er meget vage og forudsætter en vurdering af mange forskelligartede faktorer
som kan indgå i bedømmelsen med forskellig vægt. Afgørelsen om hvorvidt der
skal tilkendes pension (og i givet fald om det skal være højeste, mellemste
eller laveste), vil derfor som oftest være et tvivlsomt spørgsmål, og
borgeren
vil normalt savne forudsætninger for at kunne bedømme det. Der vil derfor
efter tilkendelsen være skabt en stærk forventning om fortsat at kunne
oppebære pensionen så længe forholdene er uændrede. Pensionsydelsen tjener
endvidere til dækning af almindelige leveomkostninger, så en efterfølgende
ændring vil normalt betyde et væsentligt indgreb i pensionistens levevilkår.
I pensionsloven er det
udtrykkeligt angivet i hvilke tilfælde en pension kan frakendes eller ændres,
jf. pensionslovens § 44 om bl.a. forbedring eller forringelse af
erhvervsevnen eller ændrede indtægtsforhold. Dette forhold støtter også at
pensionistens forventninger om at pensionen ikke kan frakendes, bør støttes.
Disse forhold taler med
særlig vægt for at myndighedens adgang til at tilbagekalde
pensionstilkendelser
til skade for borgeren ud over de i loven angivne situationer bør være
særdeles begrænsede. Jeg henviser til Lis Sejr, Juristen 1983, s. 197ff, og
Jon
Andersen, Juristen 1990, s. 311ff.
Den Sociale Ankestyrelse har
i afgørelsen af 8. december 1998, meddelt i brev af 21. december 1998, bl.a.
anført følgende:
’Spørgsmålet om nævnet har
været berettiget til at tilbagekalde afgørelsen af 5. februar skal derfor
vurderes ud fra forvaltningsretlige principper om tilbagekaldelse.
Det antages herefter, at der
bl.a. kan ske tilbagekaldelse, hvis der er afgørende hensyn til:
·
menneskers og dyrs liv, sundhed og velfærd,
statens sikkerhed, forebyggelse og opklaring af lovovertrædelser mv., eller
·
hensyn, der efter den enkelte lovgivning
er væsentlige, som fx lighed og konsekvens ved administration af et område,
eller
·
der er ikke gået lang tid fra afgørelsen
blev meddelt til afgørelsen blev tilbagekaldt, eller
·
parten ikke har indrettet sig på afgørelsen
i form af faktiske og retlige dispositioner, eller
·
svig/ond tro hos modtageren af afgørelsen.’
Som jeg har anført ovenfor,
er det efter min vurdering næppe muligt at opstille mere præcise
retningslinjer
for under hvilke omstændigheder en forvaltningsafgørelse kan tilbagekaldes.
Afgørelsen forudsætter som anført en konkret vurdering af en række
forskellige
omstændigheder, herunder ikke mindst en vurdering af karakteren af den
afgørelse der er truffet. Jeg mener ikke at den opregning af kriterier som
Ankestyrelsen har angivet i afgørelsen, på tilstrækkelig præcis måde angiver
de forhold der skal inddrages i afvejningen, og jeg mener heller ikke at det
har fundet udtryk i afgørelsen at spørgsmålet om tilbagekaldelse i hvert
enkelt
tilfælde beror på en meget konkret afvejning hvor nogle forhold kan tale for
tilbagekaldelse og andre imod.
Dette forhold understreges
endvidere af at den konkrete sag der har givet anledning til beskrivelsen af
tilbagekaldelsespraksis, vedrørte en sag om social pension. Netop i forhold
til tilbagekaldelse af denne type af afgørelser mener jeg at gengivelsen er
meget upræcis og på visse punkter urigtig.
Jeg mener at den gengivelse
af de hensyn der kan føre til tilbagekaldelse af en afgørelse (og så meget
des
mere en afgørelse om social pension), kan indebære en risiko for at
underordnede myndigheder får den opfattelse at tilbagekaldelse af en
afgørelse
vil være lovlig i videre omfang end gældende ret giver grundlag for. Jeg
henviser til at den konkrete afgørelse har givet anledning til at Den Sociale
Ankestyrelse har udsendt en Social Meddelelse P- 2-99 om sagen.
I den sociale meddelelse har
Ankestyrelsen bl.a. anført følgende:
’Ankestyrelsen lagde vægt på,
at det antages, at der som udgangspunkt kan ske tilbagekaldelse i følgende
tilfælde:
Afgørende hensyn til menneskers og dyrs liv, sundhed og
velfærd, statens sikkerhed, forebyggelse og opklaring af lovovertrædelser mv.
Hensyn, der efter den enkelte lovgivning er
væsentlige, som fx lighed og konsekvens ved administrationen af et område.
Der er ikke gået lang tid fra afgørelsen bliver meddelt
til afgørelsen bliver tilbagekaldt.
Parten ikke har indrettet sig på afgørelsen i form af
faktiske og retlige dispositioner.
Svig/ond tro hos modtageren af afgørelsen.’
På denne baggrund har jeg
henstillet til Den Sociale Ankestyrelse at tage stilling til om styrelsens
gengivelse af spørgsmål om tilbagekaldelse af afgørelser kan fastholdes. Jeg
har bedt Ankestyrelsen om at underrette mig om resultatet af styrelsens
overvejelser.
Som anført ovenfor har jeg –
under hensyn til at den først meddelte afgørelse var ugyldig – ikke
grundlag
for at kritisere at det sociale nævn straks da nævnet blev klar over fejlen,
sendte Dem en ny afgørelse i sagen der medførte at De ikke var berettiget til
førtidspension.
Jeg foretager mig herefter
ikke mere i sagen.”
NOTER: (*) FOB 1985, s. 125.
Lignende dokumenter
- SKAT har anset virksomheden for momspligtig af salg af kurser i mindfulness Landsskatteretten · 17. februar 2012
- 60.2020 (Denne sag drejer sig navnlig om ophævelse af uddannelsesaftalen som følge af sygdom, om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, erstatning for løn i opsigelsesperioden efter funktionærlovens § 3 og om erstatning efter erstatningsansvarsloven.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 14. februar 2022
- Gældsstyrelsen har afslået klagerens anmodning om eftergivelse af gæld til det offentlige Landsskatteretten · 10. januar 2022
- Sag om hvorvidt skadelidtes ulykke på arbejdspladsen rettelig skulle have være anerkendt som em arbejdsskade, samt i hvilket omfang de trufne afgørelser om mén og erhvervsevnetab skal opretholdes Domsdatabasen · 5. november 2024
- Fratrædelsesgodtgørelse - afskedigelse sket i strid med proportionalitetsprincippet SKM-databasen · 23. oktober 2018
- 00-81.697 - pension, forsikringsmæssig afdækning (02. september 2002) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 2. september 2002