Spring til indhold

Retsinformation

Fejlagtig meddelelse om tilkendelse af pension var ugyldig Ugyldighed/tilbagekaldelse af afgørelse

FOU nr 2003.449UdtalelserFolketinget1. marts 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fejlagtig meddelelse om tilkendelse af pension var

ugyldig

Ugyldighed/tilbagekaldelse af afgørelse

Det fremgik af de indsendte

bilag at A blev uddannet som sygeplejerske i

1969. A

var i december 1991 udsat for

et forløftningstraume på sit arbejde på X Hospital og har siden haft

rygproblemer. A har efterfølgende fået diagnosticeret fibromyalgi. A blev

sygemeldt

fra sit arbejde på X Hospital i juli 1996 og senere afskediget efter

120-dages-reglen til fratrædelse den 28. februar 1997.

Overlæge B, Y Hospital,

konkluderede følgende den 24. februar 1997:

”

Der foreligger en væsentlig

og varig påvirkning af undersøgtes erhvervsevne, betinget af følger efter en

arbejdsskade i form af kronisk lumbago samt springende og spredte

muskelsymptomer,

der tolkes som fibromyalgi.

Der er ingen tegn til

alvorligere neurologiske komplikationer. De øvrige helbredsforhold [er]

upåfaldende.

Undersøgte skønnes at opfylde

kriterierne til en førtidspension efter paragraf 14, stk. 3, NO I, idet hun

vil

have svært ved at anvende sin sygeplejeuddannelse selv i skånejob.”

52 år gammel ansøgte A om

førtidspension den 16. april 1997.

Lægekonsulenten i

Læs alt

Frederiksberg Kommune sammenfattede den 18. juni 1997 oplysningerne om

A’s

helbredsforhold på følgende måde på side 2 i førtidspensionsskema D:

”Konklusion:

Igennem seks år

tilbagevendende lumbago i overvejende grad behandlet med kiropraktik og med

nogen effekt.

Dertil godt et par år med

springende og mere generelle muskulære smerter og især morgenstivhed, og

tilstanden diagnosticeret som fibromyalgi.

Ingen oplysninger om mental

eller adfærdsmæssig sygdom.

De objektive fund må betegnes

som ret beskedne og kan ikke umiddelbart begrunde varig

erhvervsevnehalvering.

Trods skånemæssig

arbejdsplacering tiltagende besvær med sygeplejejobbet og ansøgers

sygehistorie

og faktiske funktionsevneniveau tyder efterhånden på væsentlig mere end det

af

ryglidelsen begrundede erhvervsevnetab på femten procent.

Tilkendelse af mere end § 14,

stk. 3 pension under alle omstændigheder ikke sandsynligt.”

Speciallæge i neurologi, C,

konkluderede bl.a. følgende den 13. august 1997:

”Ved objektiv-neurologisk

undersøgelse kan der ikke påvises specifikke neurologiske deficit i form af

discusprolaps men udelukkende bløddelsforandringer. De positive objektive

fund centrerer sig omkring ømhed ved perkussion over lændens torntappe, samt

nedsat bevægelighed i samme.

Fra Arbejdsskadestyrelsens

side forespørges nu om der er en sammenhæng mellem ulykkestilfældet i

December

1991 og observandens nuværende gener.

At der er sket en forværring

af observandens tilstand mener jeg ikke der er tvivl om, men dette skyldes

efter mit bedste skøn, ikke mindst den påviste fibromyalgi.

Hvad skadefølgerne angår er

der sket en i hvert fald subjektiv forværring. Denne forværring har været

langsomt tiltagende men stationært det sidste år.

Jeg mener der er en sandsynlig

sammenhæng mellem ulykkestilfældet og de nuværende lænde-ryggener.

Jeg kan dog ikke afvise, at

der sekundært til den nu konstaterede fibromyalgi kan være indtrådt en

belastningsrelateret forværring af lænde-ryggenerne, men finder det dog

mindre

sandsynligt, idet der i hvert fald ifølge observandens eget udsagn er

indtrådt

nogen bedring i muskel- og ledsmerterne samtidig med at lænde-ryggenerne er

forværret.”

Horsens Kommunes

lægekonsulent udtalte bl.a. følgende den 29. august 1997:

”Det drejer sig om en 52-årig

kvinde uddannet sygeplejerske, som på eget initiativ søger helbredsbetinget

førtidspension. Pensionssagen er påbegyndt i Frederiksberg Kommune, men ikke

færdigbehandlet før familien flytter til ( ).

Det lægelige

dokumentationsmateriale består af speciallægeerklæring af 24.2.97 udfærdiget

af ortopæd kir. speciallæge (B) til PKA pensionskasserne, statusbedømmelse

udfærdiget

af (D) af 1.10.96, endvidere foreligger der journaloplysninger fra (Y)

Hospital

fra 1996, speciallægeerklæring udfærdiget af neurologisk speciallæge (E) af

16.7.93 udfærdiget til Københavns Kommunes sundhedsvæsen,

speciallægeerklæring

udfærdiget af speciallæge i neurologi (C) udfærdiget til

arbejdsskadestyrelsen

af 13.8.97. Endvidere er sagen færdigbehandlet af almen medicinsk

lægekonsulent (F), Frederiksberg Kommune – skema D side 2.

Det drejer sig om en kvinde,

som i 1991, pådrog sig forløftningstraume på arbejdspladsen. Efterfølgende

fortsat smerter i lænden samt træthedsfornemmelse med forværring ved løft og

vridende bevægelser. I 1992 tiltagende lændesmerter efter nogen anstrengende

vagter med tungt arbejde og overarbejde. Symptomerne breder sig sekundært til

brysthvirvelsøjlen, og der kommer spændingshovedpine lokaliseret til nakken.

Pgl. blev sygemeldt nov. 92 til slutningen af jan. 93. Gik ned på 31 timer,

men havde alligevel stort set daglige ryggener. Efter et sabbatår fra 94-95,

fik pgl. et skånejob, som vejleder for sygeplejeelever, men hvor der

alligevel

var rygbelastende arbejde hver anden weekend. Fra omkring 93-94, kommer der

mere diffuse muskel- og ledsmerter, og pgl. bliver henvist til rheumatologisk

afd., (Y) Hospital i 1994, hvor pgl. ikke opfylder betingelserne for

fibromyalgi,

idet der kun var 9 tender-points ud af 18. Ved undersøgelse i sep. opfylder

pgl. betingelserne, idet der er 16 tender-points ud af 18.

Pgl. har konstant murrende

lændesmerter, som forværres ved provokation, undertiden med smerteudstråling

til specielt højre side af lænden, og ned i højre balle. Undertiden kan der

komme smerteudstråling længere opadtil mellem skulderbladene, og sekundært

dertil nakkehovedpine. Pgl. har tidvis optrædende symptomer på fibromyalgi i

form af muskel- og ledsmerter med nogen forværring i fugtigt vejr. Herudover

kronisk træthed pga. indsovningsbesvær og vanskelighed med at sove natten

igennem.

Ved den objektive

undersøgelse er der fundet normale neurologiske forhold. Lænden er noget

fikseret,

der er indskrænket bevægelighed ved siderotation og sidebøjning.

Foroverbøjning til en finger-gulvafstand på ca.

20 cm, kun ringe kyfosering i lænden.

Diagnose: Fibromyalgi

Lumbago ischias –

lændesmerter efter forløftningstraume med tidvis udstråling til højre balle.

Vurdering: 52-årig tidligere

sygeplejerske, som efter forløftningstraume i 1991, har konstante

lændesmerter, ingen udstråling, ingen neurologiske udfald. I 1994 mistanke om

fibromyalgi, som endelig dianosticeres i 1996. Pgl. er forsøgt revalideret

indenfor eget erhverv, men har ikke kunnet undgå det rygbelastende område.

Jeg mener dette er en

kant-sag, som jeg ønsker at få diskuteret på pensionsmøde.”

Horsens Kommune traf den 26.

september 1997 følgende afgørelse:

”Det kommunale pensionsnævn

skal herved meddele, at der i henhold til § 59 i lov om social pension er

truffet følgende afgørelse:

Ud fra de foreliggende

oplysninger finder nævnet, at De ikke er berettiget til helbredsbetinget

førtidspension

i henhold til lovens § 14, jfr. § 15, idet Deres erhvervsevne ikke

findes

varigt nedsat med mindst halvdelen indenfor ethvert erhverv.

”

A klagede over Horsens

Kommunes afgørelse til det daværende Revaliderings- og Pensionsnævn for Vejle

Amt hvorfra A modtog følgende afgørelse dateret den 5. februar 1998:

”

Revaliderings- og

Pensionsnævnet har i medfør af pensionslovens § 50, stk. 2 truffet følgende

AFGØRELSE:

Fra den 01.08.1997 anses De

for berettiget til førtidspension, jf. pensionslovens § 14, stk. 3, nr. 1,

idet

nævnet – ud fra de foreliggende helbredsmæssige oplysninger –

finder Deres

erhvervsevne varigt nedsat med mindst halvdelen.

Revaliderings- og

Pensionsnævnet har således ændret kommunens afgørelse. En nærmere begrundelse

for nævnets afgørelse fremgår af vedlagte bilag.

”

Den 9. februar 1998

tilbagekaldte nævnet telefonisk afgørelsen af 5. februar 1998. Nævnet sendte

samme dag en ny afgørelse hvorefter nævnet tiltrådte Horsens Kommunes afslag

på A’s ansøgning om førtidspension. Nævnet anførte bl.a. følgende:

”AFGØRELSE:

Afslag på førtidspension.

Revaliderings- og

Pensionsnævnet tiltræder således kommunens afgørelse. En nærmere begrundelse

for nævnets afgørelse fremgår af vedlagte bilag.

Nærværende kendelse erstatter

tidligere kendelse af 5. febr. 1998, som herved tilbagekaldes.”

Af bilaget til afgørelsen

fremgår bl.a. følgende:

”Sekretariatets vurdering (socialt/socialmedicinsk):

Ansøger bedømmes i forhold

til udearbejde på fuld tid.

Hun klager over konstante

smerter i lænd og muskler, dårlig funktion af hænderne samt hukommelses- og

koncentrationsbesvær. Der er en ortopædkirurgisk speciallægeerklæring fra

februar 1997. Erhvervsevnen findes heri reduceret i et omfang, der berettiger

til førtidspension jf. § 14.3.1. Der er 2 neurologiske

speciallægeerklæringer,

den seneste fra august 1997. Endelig er der en statusbedømmelse fra egen læge

fra oktober 1996, vedlagt journalnotater fra (Y) hospital fra efteråret 1996.

Han udtaler sig ikke om pensionsberettigelsen. Ansøger har haft 2 rygtraumer

i

henholdsvis 1991 og 1992. Efterfølgende er der lændesmerter ved

foroverbøjning,

løft og vridende bevægelser. Ved objektiv undersøgelse findes stort set

normale

forhold vedrørende hænder og ben, gangen betegnes af neurolog som

upåfaldende.

Der er nedsat bevægelighed og ømhed i lænden. Der er påvist sandsynlig

sammenhæng

mellem traumerne og lænderyggenerne. Der er i 1996 diagnosticeret en

komplicerende

fibromyalgi med muskel- og ledsmerter.

Under hensyn til, at der kun

er konstateret beskedne objektive forandringer efter tidligere rygtraumer, at

fibromyalgien ifølge ansøger ikke er det væsentligste problem og at der ikke

er forsøgt egentlig revalidering finder sekretariatet ikke, at

revalideringsmulighederne er udtømte. Der er derfor ikke grundlag for at

ændre

kommunens afgørelse.

Indstilling:

Afslag på førtidspension.

Kommunens afgørelse tiltrædes

således.

Nævnsmøde: 4. FEB. 1998

Kendelse: Indstillingen

tiltrådt med sekretariatets begrundelse.”

I et brev af 9. februar 1998

der ledsagede nævnets afgørelse af samme dato, beklagede nævnet at der var

tale

om en fejlskrift når nævnet den 5. februar 1998 havde fremsendt en afgørelse

der meddelte A pension. Afgørelsen på revaliderings- og pensionsnævnets møde

den 4. februar 1998 blev en tiltrædelse af kommunens afgørelse om afslag på

førtidspension.

Den 23. februar 1998 klagede

A over nævnets afgørelse til Den Sociale Ankestyrelse.

Den 15. april 1998 fastholdt

nævnet sin afgørelse og bemærkede bl.a. følgende ved fremsendelsen af

A’s

klage til Ankestyrelsen:

”Idet der henvises til kopi

af notatark, bemærkes det, at man ikke har fundet anledning til at ændre den

trufne afgørelse. I forbindelse med fremsendelse af kendelse af 05.02.1998

(hvor sekretariatet fejlagtigt har meddelt nævnets afgørelse af 04.02.1998

som

medførende pension), har sekretariatet, da man den 09.02.1998 blev klar over

den forkerte kendelse straks telefonisk meddelt (A) fejlen og samme dag

afsendt en korrekt kendelse.

Den Sociale Ankestyrelse har

fremsendt brev af 13.02.1998 fra (A)’s mand, (G), til indenrigsminister

Thorkild Simonsen sammen med svar af 13.03.1998 fra ministeren.

I relation hertil vil jeg

pege på lektor cand.jur. Lis Sejrs artikel om sociale myndigheders adgang til

at anfægte egne afgørelser, offentliggjort i Juristen 1983. Heri anføres det

på

side 205, som kommentar til en konkret revalideringssag, at: ’det er

almindeligt antaget, at myndighederne har adgang til at korrigere skrivefejl

og

lignende, som er indløbet i en forvaltningsakt ’

Lis Sejr lægger senere i

afsnittet vægt på, at en bevillingsgiver efter forløbet af en vis tid er

bundet

af de tilknyttede vilkår.”

Den Sociale Ankestyrelse

antog sagen til principiel behandling og traf afgørelse i sagen den 8.

december

1998 meddelt ved brev af 21. december 1998. Ankestyrelsen udtalte at

Revaliderings-

og Pensionsnævnet i Vejle Amt havde været berettiget til at tilbagekalde

afgørelsen af 5. februar 1998, og begrundede afgørelsen på følgende måde:

”

Ankestyrelsen har ved

afgørelsen lagt til grund, at der ikke er tale om en skrivefejl eller

lignende. Spørgsmålet om nævnet har været berettiget til at tilbagekalde

afgørelsen af 5. februar skal derfor vurderes ud fra forvaltningsretlige

principper om tilbagekaldelse.

Det antages herefter, at der

bl.a. kan ske tilbagekaldelse, hvis der er afgørende hensyn til:

·

menneskers og dyrs liv, sundhed og velfærd,

statens sikkerhed, forebyggelse og opklaring af lovovertrædelser mv., eller

·

hensyn, der efter den enkelte lovgivning er

væsentlige, som fx lighed og konsekvens ved administration af et område,

eller

·

der er ikke gået lang tid fra afgørelsen

blev meddelt til afgørelsen blev tilbagekaldt, eller

·

parten ikke har indrettet sig på afgørelsen

i form af faktiske og retlige dispositioner, eller

·

svig/ond tro hos modtageren af afgørelsen.

Ankestyrelsen har lagt vægt

på, at der kun gik 3 dage fra De modtog afgørelsen, til nævnet telefonisk

meddelte Dem, at der var tale om en fejl, og at nævnet samme dag sendte Dem

den

afgørelse, som blev truffet på møde i nævnet den 4. februar 1994 [skal være:

1998; min bemærkning].

Ankestyrelsen har endvidere

lagt vægt på, at uanset at fejlen ikke var åbenbar for Dem, blev afgørelsen

så

hurtigt tilbagekaldt, at De ikke kan antages at have nået at disponere

retligt

i forhold til afgørelsen. Det bemærkes i den forbindelse, at nævnet i breve

af

13. februar 1998 har meddelt PKA og Arbejdsskadestyrelsen, at nævnet på sit

møde den 4. februar 1998 havde truffet afgørelse om at følge kommunens

afgørelse om afslag på førtidspension.

”

Den 10. marts 1999 klagede

A’s mand, G, til mig på A’s vegne. Klagen angik dels Revaliderings-

og

Pensionsnævnets tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt og dels

at

kommunen havde undladt at iværksætte revalideringsforanstaltninger. G mente

at Revaliderings- og Pensionsnævnet på denne baggrund skulle have hjemvist

sagen til fornyet behandling i kommunen. Endelig klagede G over at Den

Sociale

Ankestyrelse kun havde behandlet spørgsmålet vedrørende tilbagekaldelsen af

afgørelsen om førtidspension, men ikke havde taget stilling til sagen i

øvrigt.

Ved brev af 22. juni 1999

foretog jeg en høring af Den Sociale Ankestyrelse, Det Sociale Nævn for Vejle

Amt og Horsens Kommune om sagen.

Den 24. september 1999

meddelte Den Sociale Ankestyrelse mig at man ville genoptage sagen for så

vidt angik spørgsmålet om tildeling af førtidspension.

Vedrørende spørgsmålet om

tilbagekaldelse anførte Ankestyrelsen følgende i en særskilt udtalelse af

samme dato:

”

Ankestyrelsens bemærkninger:

Ankestyrelsen har i sin

afgørelse lagt til grund, at sagsbehandleren i nævnet havde udfærdiget 2

udkast

til afgørelse forud for nævnsmødet i tilfælde af, at nævnet ikke fulgte

indstillingen

om afslag på førtidspension.

Ankestyrelsen finder derfor

ikke, at der er tale om en skrivefejl, idet det er hele dokumentet, der giver

udtryk for en afgørelse, der ikke blev truffet på nævnsmødet. Det fremgår af

nævnsoplægget, at nævnet på sit møde traf afgørelse om at tiltræde kommunens

indstilling om afslag på førtidspension.

Ankestyrelsen skal i denne

forbindelse bemærke, at der efter forvaltningsretten antages at gælde en

lempeligere adgang til at rette skrivefejl end for tilbagekaldelse af

begunstigende

forvaltningsakter. Ankestyrelsen fandt, at nævnets tilbagekaldelse af den

forkerte

afgørelse måtte bedømmes efter de strengere regler, der gælder for

myndighedens

adgang til tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakter.

”

Den 19. oktober 1999 meddelte

jeg G at jeg ville afslutte behandlingen af spørgsmålet vedrørende

pensionsberettigelsen da Ankestyrelsen som nævnt havde besluttet at

realitetsbehandle

denne del af sagen. Jeg ville herefter koncentrere min undersøgelse om

Ankestyrelsens

afgørelse af 21. december 1998 vedrørende spørgsmålet om tilbagekaldelse af

en

begunstigende forvaltningsakt.

Den 24. november 1999

meddelte Den Sociale Ankestyrelse A afslag på førtidspension. Ankestyrelsen

anførte i den forbindelse bl.a. følgende:

”Begrundelsen er, at

Ankestyrelsen skønner, at Deres erhvervsevne ikke er varigt nedsat med mindst

halvdelen af helbredsmæssige grunde.

Ankestyrelsen er opmærksom

på, at der i erklæring af 24. februar 1997 fra overlæge (B) findes en anden

vurdering af Deres erhvervsevne. Denne vurdering er vi ikke enig i.

Ankestyrelsen har lagt vægt

på, at De lider af rygsmerter, men at der ved de objektive undersøgelser er

fundet normale forhold og inden tegn på nerverodspåvirkning.

Ved undersøgelse hos

speciallæge (C) bevæger De Dem relativt frit på lejet og kan gå ned [i] knæ.

Ankestyrelsen har endvidere

lagt vægt på, at De har gener som følge af fibromyalgi, men har lagt vægt på,

at der ud fra de lægelige fund, der er gjort ved undersøgelserne af Dem og ud

fra beskrivelsen af Deres funktionsniveau ikke er forhold, der kan støtte

tilkendelse

af forhøjet almindelig førtidspension.

Ankestyrelsen har endvidere

lagt vægt på, at De ud fra Deres alder, uddannelse og oplysningerne om Deres

helbred skulle have mulighed for at påtage Dem arbejde inden for Deres fag,

der

ikke er belastende for bevægeapparatet, fx administrativt arbejde eller

undervisning.

Ankestyrelsen anmoder

samtidig Deres kommune om at være Dem behjælpelig hermed.”

Den 16. december 1999 modtog

jeg en klage fra G over afslaget på førtidspension.

Den 13. marts 2000 oversendte

jeg klagen til Den Sociale Ankestyrelse. Baggrunden for dette var at

Højesteret

den 22. december 1999 afsagde dom i en sag om førtidspension i hvilken Den

Sociale Ankestyrelse blev dømt til at anerkende at sagsøgeren var berettiget

til førtidspension. Oversendelsen til Ankestyrelsen skete som en anmodning

fra

G om at tage stilling til om styrelsen – på baggrund af

højesteretsdommen –

mente at der var grundlag for at genoptage afgørelsen af 24. november 1999.

På

denne baggrund afsluttede jeg sagen fra min side.

Den 2. oktober 2001 traf Den

Sociale Ankestyrelse afgørelse hvorefter styrelsen fastholdt afgørelsen af

24. november 1999. Ankestyrelsen anførte bl.a. følgende i afgørelsen:

”Under henvisning til

Ankestyrelsens brev af 23. maj 2000 skal vi oplyse, at Ankestyrelsen ikke har

fundet grundlag for at genoptage Deres sag. Deres medsendte bilag returneres

hermed.

Ankestyrelsen kan således

fortsat henholde sig til sin afgørelse af 24. november 1999, hvorved

Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse, hvorefter De ikke var berettiget

til førtidspension efter § 14, stk. 3, nr. 1, i lov om social pension.

Ankestyrelsen er opmærksom

på, at De på Deres tidligere arbejdsplads er forsøgt placeret i en

hensyntagende stilling, som De dog måtte opgive på grund af fortsatte

rygproblemer.

Det er i sagens akter beskrevet, at der skete en væsentlig forværring af

Deres

gener, når De måtte indgå i den almindelige vagtplan hver anden weekend, hvor

der var fuld patientbelægning og stærkt reduceret personale, hvorfor den

fysiske belastning var større. Det var ikke muligt for Dem at blive fritaget

for vagtdelen. De synes imidlertid at have kunnet klare arbejdsopgaven som

sygeplejevejleder uden væsentlige problemer.

Ankestyrelsen finder derfor

fortsat, at De skulle have mulighed for at bestride hensyntagende arbejde,

hvor De kan bruge Deres uddannelse som sygeplejerske.

Ankestyrelsen finder ikke

grundlag for at genoptage sagen, da der efter denne afgørelse ikke er

fremkommet væsentlige oplysninger om ændrede retlige eller faktiske forhold,

der kan give mulighed for en ændret afgørelse.”

Ved brev af 4. oktober 2001

klagede G atter til mig over afgørelserne i sagen, herunder afgørelserne

vedrørende spørgsmålet om tilbagekaldelse af pensionsbevillingen i 1998.

I brev af 4. februar 2002 bad

jeg Den Sociale Ankestyrelse om en udtalelse i sagen. Jeg bad Ankestyrelsen

om

forinden at indhente en udtalelse fra nævnet og Horsens Kommune om sagen.

Den 5. juli 2002 fremkom

Ankestyrelsen med følgende udtalelse:

”

Ankestyrelsen skal i den

forbindelse henholde sig til sin udtalelse af 24. september 1999 i Deres

j.nr.

1999-792-040, idet Ankestyrelsen ikke har yderligere kommentarer til dette

spørgsmål.

”

Den 19. marts 2002 skrev det

sociale nævn følgende i sin udtalelse:

”Revaliderings- og

Pensionsnævnets vurdering af (A)’s klage over Horsens Kommunes afslag på

førtidspension af 26.09.1997 fremgår af udskriftet fra nævnets møde d. 4.

februar

1998. Udskriftet blev sendt til klageren som begrundelse for nævnets

afgørelse,

både den tilbagekaldte afgørelse dateret 5. februar 1998 og afgørelse dateret

9. februar 1998.

Afgørelsen er senere tiltrådt

af Den Sociale Ankestyrelse i afgørelse af 24. november 1999.

I forbindelse med sagens

oversendelse til Ankestyrelsen er der i nævnets følgebrev af 15. april 1998

redegjort for nævnets stillingtagen til betydningen af den i 1. omgang

fejlagtigt

fremsendte kendelse.

Det Sociale Nævn har ikke

yderligere bemærkninger til dette spørgsmål idet der ikke er fremkommet

væsentlige nye oplysninger vedrørende myndighedernes muligheder for at rette

en

fejl.

Vedrørende vurderingen af

(A)’s erhvervsevne skønnede det daværende Revaliderings- og Pensionsnævn

i

februar 1998 at hun ikke var berettiget til førtidspension da

revalideringsmulighederne

ikke var udtømte. Der blev lagt vægt på, at der kun var påvist beskedne

objektive

forandringer og at der ikke tidligere var forsøgt egentlig revalidering.

Afgørelsen er således i

overensstemmelse med Højesterets dom fra december 1999. Denne dom og en

senere

dom fra Højesteret drejer sig om den nærmere præcisering af pensionsgraden,

hvor myndighederne tilkender førtidspension og derved anerkender at

revalideringsmulighederne er udtømte uden at kræve en nærmere afprøvning

heraf.

I (A)’s tilfælde henviser

nævnet netop til at revalideringsmulighederne ikke er udtømte. Til (G)’s

bemærkning herom kan det oplyses, at et intern forsøg på omplacering ikke kan

sidestilles ned en egentlig afprøvning af de revalideringsmæssige muligheder,

hvor der skal foretages en meget bredere vurdering end blot i forhold til

arbejde på et hospital.

Det er uden betydning for

vurderingen af nævnets afgørelse fra februar 1998 hvordan efterforløbet har

været. Årsagen til at der ikke senere er forsøgt revalidering og hvem der i

givet fald skulle tage initiativet hertil, klageren eller kommunen, kan kun

få

betydning ved en eventuel senere rejsning af sag om førtidspension.

Det bemærkes at Ankestyrelsen

har bedt om en udtalelse fra Det Sociale Nævn, som ikke eksisterede på

tidspunktet for det forudgående Revaliderings- og Pensionsnævns afgørelse i

februar 1998. Det er imidlertid Det Sociale Nævns opfattelse at afgørelsen

fra

februar 1998 fuldt ud er i overensstemmelse med Det Sociale Nævns nuværende

praksis på pensionsområdet.

”

Den 5. marts 2002 skrev

Horsens Kommune bl.a. følgende:

”Horsens Kommune,

Pensionsgruppen skal herved meddele at der ikke har været yderligere

henvendelser

fra (A), hverken til pensionsgruppen eller revalideringsgruppen. Der

foreligger kopi af korrespondance fra (G) til Borgmester ( ) og dennes svar.

Af hensyn til belysning af

den aktuelle situation og under henvisning til at det af ombudsmandens brev

fremgår, at der også skal foretages vurdering af Ankestyrelsens afslag på

pensionsberettigelse, vedlægges for en ordens skyld indkomstoplysninger

indhentet

elektronisk via Kommunedata’s EDB-system.”

G sendte bemærkninger hertil

i brev af 29. juli 2002.

Ombudsmandens udtalelse

”§ 14 og § 15 i dagældende lovbekendtgørelse nr. 612 af 24. juni 1996 af

lov om social pension havde følgende indhold:

’§ 14.

Højeste førtidspension kan tilkendes personer i alderen fra 18 til 60 år, der

i ethvert erhverv må anses for kun at have ubetydelig erhvervsevne i behold.

Stk. 2.

Mellemste førtidspension kan tilkendes

personer i alderen fra 18 til 60 år, hvis erhvervsevne er nedsat med omkring

2/3, og

personer i alderen fra 60 til 67 år, hvis erhvervsevne

er nedsat i det omfang, der er nævnt i stk. 1.

Stk. 3.

Forhøjet almindelig førtidspension eller almindelig

førtidspension kan tilkendes

personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne

er nedsat på grund af helbredsmæssige forhold med mindst halvdelen,

personer i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne

er nedsat med mindst halvdelen, uden at nedsættelsen alene skyldes

helbredsmæssige

forhold, og

personer i alderen fra 50 til 67 år, når sociale og

helbredsmæssige forhold taler for det.

Stk. 4.

Pension efter stk. 3 tilkendes som forhøjet almindelig

førtidspension til personer under 60 år og som almindelig førtidspension til

personer over denne alder.

Stk. 5.

Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om

tilkendelse af pension efter stk. 3, nr. 2 og 3.

Stk. 6.

Efter det fyldte 60. år kan pension uden pensionistens

samtykke hverken frakendes eller nedsættes til lavere form for pension, jf. §

13. Dette gælder dog ikke for invaliditetsydelse og bistands- og plejetillæg.

§ 15.

Tilkendelse af pension efter § 14, stk. 1-2 og stk. 3, nr. 1

og 2, er betinget af, at erhvervsevnen varigt er nedsat på grund af fysisk

eller psykisk invaliditet. Med henblik på pension efter § 14, stk. 3, nr. 2,

skal der dog også lægges afgørende vægt på andre omstændigheder, der klart

viser,

at erhvervsevnen hos en ansøger, som ikke har andre forsørgelsesmuligheder,

er

varigt nedsat. Der kan i helt ekstraordinære tilfælde tilkendes pension efter

§ 14, stk. 3, nr. 2, uden at nedsættelsen af erhvervsevnen skyldes

helbredsmæssige forhold. Pension kan ikke tilkendes, hvis der foreligger

mulighed

for at iværksætte foranstaltninger, der kan antages mere varigt at forbedre

erhvervsevnen.

Stk. 2.

Ved bedømmelsen af, i hvilket omfang erhvervsevnen er

nedsat, skal der foretages en sammenligning mellem den indtægt, som den

pågældende skønnes at kunne opnå ved et arbejde, der svarer til pågældendes

kræfter og færdigheder, og som under hensyn til uddannelse og tidligere

virksomhed kan forlanges af den pågældende, og den indtægt, som personer med

lignende uddannelse normalt opnår i samme egn. Der skal endvidere tages

hensyn

til alder, livsstilling, bopæl og beskæftigelsesmuligheder og til sådanne

andre

omstændigheder, der i det enkelte tilfælde findes at burde tillægges vægt.

Stk. 3.

Socialministeren fastsætter nærmere regler om vurderingen

af erhvervsevnenedsættelsen for personer, der ikke kan anses for hidtil at

have været fuldtidsbeskæftigede.’

Ved lov nr. 456 af 10. juni

1996 om ændring af lov om social pension og lov om delpension blev der bl.a.

indføjet et nyt § 15, stk. 2, med ikrafttræden den 1. juli 1998:

’Stk. 2.

Tilkendelse af førtidspension efter § 14 forudsætter, at

alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre

foranstaltninger, der kan forbedre erhvervsevnen, har været afprøvet, og at

erhvervsevnen

ikke varigt kan forbedres.’

Ved lov nr. 287 af 12. maj

1999 om ændring af lov om social pension blev pensionsalderen nedsat til 65

år for alle der var fyldt eller fylder 60 år den 1. juli 1999 eller senere.

Af vejledning nr. 66 om

social pension fra 1998 fremgår bl.a. følgende:

’52.

Almindelig/forhøjet almindelig førtidspension kan tilkendes personer i

alderen

fra 18 til 67 år, når erhvervsevnen er nedsat med mindst halvdelen på grund

af

helbredsmæssige forhold. Om bedømmelsen af helbredsmæssige, sociale samt

økonomiske

forhold, se pkt. 56ff.

56.

Pension kan tilkendes, hvis personens erhvervsevne er nedsat på

grund af en varig fysisk eller psykisk invaliditet, se lovens § 15. Det er en

betingelse, at lidelsen i sig selv bevirker en betydelig og varig nedsættelse

af personens funktionsevne på arbejdsmarkedet og dermed af evnen til at

forsørge

sig selv ved arbejde.

Det er kommunen, der efter en

konkret vurdering beslutter, hvilke oplysninger, der er nødvendige til

belysningen af pågældende helbredsforhold. Det er endvidere kommunen, der

selvstændigt vurderer de helbredsmæssige oplysninger i relation til

førtidspensionssagen.

Kommunens bedømmelse

forudsætter, at pågældendes helbredsforhold er grundigt undersøgt og

velbeskrevet – typisk af en læge eller andre fagfolk. Bedømmelsen

forudsætter

desuden et indgående kendskab til lidelsens indvirkning på den

erhvervsmæssige

funktionsevne. Bedømmelsen må tage udgangspunkt i erfaringer om, hvilke

helbredsmæssige begrænsninger og lidelser der almindeligvis medfører, at folk

må opgive erhvervsarbejde helt eller delvis.

Om den helbredsmæssige

oplysning af sagen og vurderingen heraf, henvises til kap. 3, pkt. 109ff.

Varig lidelse

At lidelsen skal være varig

betyder, at der ikke er udsigt til, at den bedres væsentligt hverken af sig

selv eller ved behandling.

Sagens oplysning

Pågældende har pligt til at medvirke

til sagens oplysning, herunder at lade sig undersøge og behandle af en læge

eller indlægge til observation og behandling, jf. §§ 10 og 12 i lov om

retssikkerhed og administration på det sociale område.

Samtykke

Om samtykke ved indhentelse

af helbredsmæssige oplysninger og følgerne af manglende afgivelse af

samtykke,

henvises til kap. 3, pkt. 111.

Medvirken

Hvis pågældende ikke

efterkommer kommunens krav om undersøgelse, må kommunen træffe afgørelse på

det

foreliggende grundlag eller henlægge sagen, jf. lovens § 59, stk. 5. Sagen

kan

ligeledes henlægges, hvis pågældende ikke medvirker til nødvendig optræning

eller andre foranstaltninger, der må antages mere varigt at kunne forbedre

erhvervsevnen

væsentligt.

Pågældende har naturligvis

ikke pligt til at underkaste sig undersøgelse eller behandling, der kan

medføre fare for liv eller førlighed.

Afklaring heraf må foretages

på baggrund af en lægelig vurdering i det konkrete tilfælde.

Hvis anstrengelser ved at

udføre en arbejdsopgave kan antages at medføre en alvorlig forringelse af

helbredstilstanden, indgår dette i vurderingen af sagen.

Samlet vurdering af erhvervsevnenedsættelsen

I de fleste tilfælde indgår

den helbredsmæssige vurdering som et led i kommunens samlede skøn over

erhvervsevnens

nedsættelse. Pågældendes sociale og erhvervsmæssige forhold sammen med den

helbredsmæssige vurdering er således med til at bestemme, om der skal

tilkendes

højeste, mellemste eller (forhøjet) almindelig førtidspension på grund af

helbredsmæssige forhold.

Vurdering alene på helbredsmæssige oplysninger

En helbredsvurdering alene

kan dog være tilstrækkeligt grundlag for bedømmelse af erhvervsevnens

nedsættelse. Det er som regel kun tilfældet, når der kun er ubetydelig

erhvervsevne i behold, altså i de tilfælde hvor der kan tilkendes højeste

førtidspension.

Erhvervsevnenedsættelse på helbredsmæssige og

sociale forhold

Der kan også tilkendes

pension, hvis erhvervsevnen er nedsat, uden at nedsættelsen alene skyldes de

helbredsmæssige forhold, altså når den skyldes kombinerede helbredsmæssige og

sociale forhold.

Der kan være tilfælde, hvor

årsagerne til erhvervsevnens nedsættelse kun ved en meget vid fortolkning kan

betegnes som invaliditet. Der kan også være tilfælde, hvor der ikke er en

sådan

helbredssvækkelse, at den alene giver grundlag for at anse erhvervsevnen for

nedsat med mindst halvdelen, men hvor det alligevel ud fra en samlet

bedømmelse

er åbenbart, at pågældende ikke vil blive i stand til at forsørge sig selv.

For personer, der er fyldt 50

år, kan pension endelig tilkendes, når de sociale og helbredsmæssige forhold

taler for det. Det vil sige, at tilkendelse kan ske efter et rent socialt

kriterium eller et kombineret helbredsmæssigt og socialt kriterium. Der kan

tages hensyn til helbredsmæssige forhold, som medfører en mere vedvarende

svækkelse af helbredet, uden at der er tale om egentlig invaliditet. Også

svækkelsestilstand efter langvarig, men overstået alvorlig sygdom kan indgå i

overvejelserne.

Sproglige vanskeligheder

Manglende sproglige

færdigheder (fx analfabetisme eller manglende danskkundskaber) kan alene

medføre social/erhvervsmæssig invaliditet, og kan ikke tillægges betydning

ved graduering af helbredsbetinget førtidspension.

57.

Pensionskriteriet nedsættelse af erhvervsevnen rummer både

lægelige og sociale momenter. De samme helbredsmæssige forhold kan have helt

forskellige erhvervsmæssige følger for den enkelte ansøger. På baggrund af de

helbredsmæssige og sociale oplysninger skal det bedømmes, hvad pågældende er

i stand til at tjene, når invaliditeten tages i betragtning. Alle de

muligheder, som det med rimelighed kan forlanges, at pågældende udnytter,

skal indgå i bedømmelsen. Der skal tages hensyn til pågældendes uddannelse,

tidligere virksomhed, alder, livsstilling, bopæl og beskæftigelsesmuligheder

samt til andre forhold, der kan antages at være af betydning, se lovens § 15,

stk. 3.

Indtægten sammenlignes med en

normal arbejdsindtægt for en person med lignende uddannelse og baggrund.

Med udgangspunkt i

sammenligningen træffes der afgørelse om, hvorvidt erhvervsevnen er nedsat i

et omfang, der giver ret til pension og i bekræftende fald hvilken type. Det

samlede skøn udøves på grundlag af relevante oplysninger fra den sociale,

erhvervsmæssige og sundhedsmæssige sagkundskab.

62.

Før en sag om eventuel tilkendelse af førtidspension

påbegyndes, forudsættes det i overensstemmelse med reglerne i lovens § 15,

stk. 2, og §

20 a

i

lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om aktiv

socialpolitik, at der er taget stilling til og gjort op med mulighederne for

at bringe pågældende ind på eller tilbage til arbejdsmarkedet. Det er derfor

vigtigt og en forudsætning, at der på tidspunktet for førtidspensionssagens

påbegyndelse foreligger de oplysninger, som er omtalt nedenfor.

Til bedømmelse af, om der er

mulighed for, at pågældende kan få og fastholde erhvervsmæssig beskæftigelse,

må der gives en beskrivelse af skolegang, uddannelsesforhold og tidligere

beskæftigelsesforhold. Der skal foreligge oplysninger om, hvilke funktioner

pågældende udførte, arbejdstidens længde, arbejdsforholdenes varighed og

årsagen til afbrydelsen.

Arbejdsmulighederne skal

bedømmes inden for pågældendes eget fag, tidligere arbejdsområde eller inden

for beslægtede eller egnede erhverv. Bedømmelsen er med andre ord ikke

begrænset til pågældendes hidtidige beskæftigelse. Ved bedømmelsen af

beskæftigelsesmulighederne kan der tages hensyn til, hvor pågældende bor. Det

må bero på en konkret vurdering af omstændighederne – herunder alder og

forsørgelsesforhold m.v. – om det kan tillægges vægt, at der er

beskæftigelsesmuligheder

andetsteds. I denne bedømmelse må der også tages et vist hensyn til afstande

og transportmuligheder fra bopæl til arbejdsplads.

Det generelle ledighedsniveau

kan ikke i sig selv give ret til pension.’

Vedrørende myndighedernes afslag på førtidspension

Som det fremgår af ovennævnte

lovbestemmelse og vejledningen, er det en betingelse for tilkendelse af

forhøjet almindelig førtidspension eller almindelig førtidspension til

personer

i alderen fra 18 til 65 år at erhvervsevnen er nedsat på grund af

helbredsmæssige forhold med mindst halvdelen.

Som ombudsmand kan jeg ifølge

reglerne for ombudsmandens virksomhed kun i begrænset omfang tage stilling

til

afgørelser der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. En kontrol

af de lægefaglige vurderingers rigtighed – som er af afgørende betydning

for

denne sag – kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har. Jeg har

ikke som

domstolene mulighed for i forbindelse med en egentlig bevisførelse med

vidneafhøring af de lægeligt fagkyndige at foretage en nærmere selvstændig

vurdering af de lægelige erklæringers bevismæssige betydning for vurderingen

af erhvervsevnen.

Myndighederne bygger også i

vidt omfang deres afgørelser på vurderinger og afvejninger af andre hensyn og

omstændigheder. Som ombudsmand har jeg normalt ikke særlige forudsætninger

for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre

måde end Ankestyrelsen, nævnet og kommunen der beskæftiger sig med det

pågældende sagsområde i det daglige.

På denne baggrund og efter at

have gennemgået sagens akter har jeg ikke fundet grundlag for at kritisere

Den

Sociale Ankestyrelses vurdering hvorefter (A) ikke opfylder betingelserne i

pensionsloven for tilkendelse af forhøjet almindelig førtidspension.

Særligt vedrørende Revaliderings- og Pensionsnævnet for Vejle Amts

tilbagekaldelse af afgørelse af 5. februar 1998

Ved min vurdering af sagen

har jeg lagt vægt på at den afgørelse om tilkendelse af pension som (A) ved

en

fejl modtog meddelelse om ved nævnets brev af 5. februar 1998, ikke var i

overensstemmelse med den afgørelse som nævnet reelt havde truffet. Resultatet

af nævnets behandling af sagen var det stik modsatte.

På denne baggrund må den

først meddelte afgørelse anses for at lide af en retlig mangel fordi den ikke

er udtryk for den afgørelse som den kompetente myndighed har truffet. Manglen

er oplagt væsentlig.

Jeg har endvidere tillagt det

betydning at nævnet kun 3 dage efter at (A) havde modtaget afgørelsen,

telefonisk orienterede (A) om fejlen. Endelig har jeg tillagt det betydning

at

(A) efter de foreliggende oplysninger i sagen ikke i dette tidsrum havde nået

at disponere retligt i forhold til afgørelsen.

På denne baggrund må

afgørelsen anses for at være ugyldig, og det sociale nævn var berettiget til

at meddele (A) den rigtige afgørelse som var truffet af nævnet, om afslag på

førtidspension.

Det som Den Sociale Ankestyrelse

generelt har anført i sin afgørelse om mulighederne for at tilbagekalde en

afgørelse, har imidlertid givet mig anledning til følgende bemærkninger:

Tilbagekaldelse af en

afgørelse anvendes når en i øvrigt gyldig afgørelse ændres.

På grundlag af den

forvaltningsretlige litteratur og den foreliggende retspraksis er det næppe

muligt

at opstille mere præcise retningslinjer for under hvilke omstændigheder en

forvaltningsafgørelse kan tilbagekaldes.

Afgørelsen må træffes efter

en konkret vurdering af en række omstændigheder hvoraf navnlig følgende må

indgå med vægt i afvejningen: Afgørelsens karakter og de interesser – af

offentlig eller privat karakter – der taler for at fastholde den,

tilbagekaldelsens betydning ud fra offentlige eller private interesser, og om

ønsket om tilbagekaldelse er begrundet i (retlige eller faktiske)

omstændigheder

der er opstået efterfølgende, eller som har foreligget allerede da den

oprindelige afgørelse blev truffet. Der kræves et stærkere

tilbagekaldelsesgrundlag,

jo mere intensivt indgrebet er.

Hensynet til lighed og

konsekvens ved administrationen af et område anses ikke i almindelighed for

at

kunne udgøre et tilstrækkeligt grundlag for tilbagekaldelse.

Jeg henviser for så vidt

angår det generelle forvaltningsretlige spørgsmål om tilbagekaldelse bl.a.

til Folketingets Ombudsmands beretning for 1985, s. 125*, Karsten Loiborg

mfl., Forvaltningsret, 2. udgave, 2002, s. 929ff, og Karsten Revsbech mfl.,

Forvaltningsret. Almindelige emner, 3. udgave, 1997, s. 435ff.

En afgørelse om tildeling af

social pension gør op med om tildelingsbetingelserne er opfyldt. Der skal

således ikke før hver udbetaling af pension foretages en ny vurdering af

berettigelsen til (henholdsvis højeste, mellemste, almindelig)

førtidspension.

Udgangspunktet må derfor antages at være at en tilkendt pension ikke under

uændrede forhold kan frakendes pensionisten. Kriterierne for tildeling af

førtidspension

er meget vage og forudsætter en vurdering af mange forskelligartede faktorer

som kan indgå i bedømmelsen med forskellig vægt. Afgørelsen om hvorvidt der

skal tilkendes pension (og i givet fald om det skal være højeste, mellemste

eller laveste), vil derfor som oftest være et tvivlsomt spørgsmål, og

borgeren

vil normalt savne forudsætninger for at kunne bedømme det. Der vil derfor

efter tilkendelsen være skabt en stærk forventning om fortsat at kunne

oppebære pensionen så længe forholdene er uændrede. Pensionsydelsen tjener

endvidere til dækning af almindelige leveomkostninger, så en efterfølgende

ændring vil normalt betyde et væsentligt indgreb i pensionistens levevilkår.

I pensionsloven er det

udtrykkeligt angivet i hvilke tilfælde en pension kan frakendes eller ændres,

jf. pensionslovens § 44 om bl.a. forbedring eller forringelse af

erhvervsevnen eller ændrede indtægtsforhold. Dette forhold støtter også at

pensionistens forventninger om at pensionen ikke kan frakendes, bør støttes.

Disse forhold taler med

særlig vægt for at myndighedens adgang til at tilbagekalde

pensionstilkendelser

til skade for borgeren ud over de i loven angivne situationer bør være

særdeles begrænsede. Jeg henviser til Lis Sejr, Juristen 1983, s. 197ff, og

Jon

Andersen, Juristen 1990, s. 311ff.

Den Sociale Ankestyrelse har

i afgørelsen af 8. december 1998, meddelt i brev af 21. december 1998, bl.a.

anført følgende:

’Spørgsmålet om nævnet har

været berettiget til at tilbagekalde afgørelsen af 5. februar skal derfor

vurderes ud fra forvaltningsretlige principper om tilbagekaldelse.

Det antages herefter, at der

bl.a. kan ske tilbagekaldelse, hvis der er afgørende hensyn til:

·

menneskers og dyrs liv, sundhed og velfærd,

statens sikkerhed, forebyggelse og opklaring af lovovertrædelser mv., eller

·

hensyn, der efter den enkelte lovgivning

er væsentlige, som fx lighed og konsekvens ved administration af et område,

eller

·

der er ikke gået lang tid fra afgørelsen

blev meddelt til afgørelsen blev tilbagekaldt, eller

·

parten ikke har indrettet sig på afgørelsen

i form af faktiske og retlige dispositioner, eller

·

svig/ond tro hos modtageren af afgørelsen.’

Som jeg har anført ovenfor,

er det efter min vurdering næppe muligt at opstille mere præcise

retningslinjer

for under hvilke omstændigheder en forvaltningsafgørelse kan tilbagekaldes.

Afgørelsen forudsætter som anført en konkret vurdering af en række

forskellige

omstændigheder, herunder ikke mindst en vurdering af karakteren af den

afgørelse der er truffet. Jeg mener ikke at den opregning af kriterier som

Ankestyrelsen har angivet i afgørelsen, på tilstrækkelig præcis måde angiver

de forhold der skal inddrages i afvejningen, og jeg mener heller ikke at det

har fundet udtryk i afgørelsen at spørgsmålet om tilbagekaldelse i hvert

enkelt

tilfælde beror på en meget konkret afvejning hvor nogle forhold kan tale for

tilbagekaldelse og andre imod.

Dette forhold understreges

endvidere af at den konkrete sag der har givet anledning til beskrivelsen af

tilbagekaldelsespraksis, vedrørte en sag om social pension. Netop i forhold

til tilbagekaldelse af denne type af afgørelser mener jeg at gengivelsen er

meget upræcis og på visse punkter urigtig.

Jeg mener at den gengivelse

af de hensyn der kan føre til tilbagekaldelse af en afgørelse (og så meget

des

mere en afgørelse om social pension), kan indebære en risiko for at

underordnede myndigheder får den opfattelse at tilbagekaldelse af en

afgørelse

vil være lovlig i videre omfang end gældende ret giver grundlag for. Jeg

henviser til at den konkrete afgørelse har givet anledning til at Den Sociale

Ankestyrelse har udsendt en Social Meddelelse P- 2-99 om sagen.

I den sociale meddelelse har

Ankestyrelsen bl.a. anført følgende:

’Ankestyrelsen lagde vægt på,

at det antages, at der som udgangspunkt kan ske tilbagekaldelse i følgende

tilfælde:

Afgørende hensyn til menneskers og dyrs liv, sundhed og

velfærd, statens sikkerhed, forebyggelse og opklaring af lovovertrædelser mv.

Hensyn, der efter den enkelte lovgivning er

væsentlige, som fx lighed og konsekvens ved administrationen af et område.

Der er ikke gået lang tid fra afgørelsen bliver meddelt

til afgørelsen bliver tilbagekaldt.

Parten ikke har indrettet sig på afgørelsen i form af

faktiske og retlige dispositioner.

Svig/ond tro hos modtageren af afgørelsen.’

På denne baggrund har jeg

henstillet til Den Sociale Ankestyrelse at tage stilling til om styrelsens

gengivelse af spørgsmål om tilbagekaldelse af afgørelser kan fastholdes. Jeg

har bedt Ankestyrelsen om at underrette mig om resultatet af styrelsens

overvejelser.

Som anført ovenfor har jeg –

under hensyn til at den først meddelte afgørelse var ugyldig – ikke

grundlag

for at kritisere at det sociale nævn straks da nævnet blev klar over fejlen,

sendte Dem en ny afgørelse i sagen der medførte at De ikke var berettiget til

førtidspension.

Jeg foretager mig herefter

ikke mere i sagen.”

NOTER: (*) FOB 1985, s. 125.

Lignende dokumenter