Spring til indhold

Retsinformation

Krav om kopi af udgående breve Kassationsfrist

FOU nr 2003.686UdtalelserFolketinget25. februar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Krav om kopi af udgående breve

Kassationsfrist

I forbindelse med min

behandling af en konkret sag om inddrivelse af ægtefællebidrag, som er

gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 2001, s. 630ff*, oplyste

Københavns Kommune mig den 3. april 2001 om at kommunen i sagen havde sendt

afkrævningsbreve, og at det ikke længere var muligt at rekonstruere disse.

På den baggrund bad jeg den

21. december 2001 kommunen om en udtalelse i sagen, jf. ombudsmandslovens §

17, stk. 1. Jeg henviste samtidig til den sag som er gengivet i Folketingets

Ombudsmands beretning for 1997, s. 198ff*.

Den 19. februar 2002 udtalte

kommunen sig. Af udtalelsen fremgår:

”

Københavns Skatte- og

Registerforvaltning overtog i 1995 opgaven med at opkræve underholdsbidrag

mv.

fra socialforvaltningen. Overtagelsen skete for at kunne samle denne del af

sagsbehandlingen under samme forvaltning og herigennem opnå rationaliseringer

og en hurtigere sagsgang.

Sagsbehandlingen sker i

København ved hjælp af Kommunedata A/S’s (KMD) produktpakker i form af

Underholdsbidragssystemet (UHB) og Debitorsystemet. Andre kommuner kan

benytte

andre leverandører.

Når der gennem en kommune

forlods udbetales underholdsbidrag eller når en borger henvender sig til sit

sociale udvalg i bopælskommunen, registreres kravet i et edb-system – i

København sker registreringen i UHB’s kreditordel. Anmodning om

inddrivelse

Læs alt

fremsendes snarest muligt til inddrivelsesmyndigheden – den

bidragspligtiges

bopælskommune – med henblik på afkrævning af beløbet. Anmodningen om

inddrivelse

sendes typisk elektronisk til inddrivelsesmyndigheden, herunder i egen

kommune.

Fremsendes anmodningen på papir, vil der ske en manuel oprettelse af kravet.

Ved elektronisk overførsel mellem kommunerne benyttes KMD’s

InFormationsUdvekslingssystem og der sker en automatisk registrering i af

kravet i Underholdsbidragssystemet.

På grundlag af de modtagne

afkrævninger (herunder manuelt indtastede oplysninger) udskrives der to gange

om ugen ’afkrævningsbreve’ for nye krav/bidragsperioder.

’Afkrævnings-brevene’

kuverteres og udsendes direkte fra KMD, og Københavns Kommune har i denne

forbindelse fravalgt løbende at få udskrevet kopier af brevene. Til

orientering

blev der i 2000 udskrevet 94.086 sådanne breve og i 2001 90.879 breve, og der

har så vidt vides ikke i andre sager været fremsat ønsker om kopier af

’afkrævningsbreve’.

Afkrævningsbreve uden adresser leveres til kommunen. Det gælder også

afkrævningsbreve med negative beløb, der behandles manuelt før udsendelsen.

Samtidig med udsendelsen af

’afkrævningsbrevene’ udskrives der en kvitteringsliste til

opkrævningskommunen

med de individuelle oplysninger, der er fremgået af

’afkrævningsbrevet’

(herunder bidragsperiode, beløbsstørrelser mv.). Oplysningerne overføres

automatisk i Københavns Kommune til KMD’s ’Debitorsystem’, der

benyttes som

sagsstyringssystem mv. for alle de restancearter, der er til

opkrævning/inddrivelse

gennem Københavns Skatte- og Registerforvaltning. På grundlag af

Underholdsbidragssystemet

(UHB-Debitor), listerne der opbevares i 5 år og registreringerne i

Debitorsystemet,

vil Skatte- og Registerforvaltningen kunne rekonstruere det individuelle

indhold i ’afkrævningsbrevene’ og vil også principielt kunne lave

en afskrift

deraf.

Kravet indgår herefter i den

almindelige sagsbehandling i Opkrævningsafdelingen, der i alt væsentligt

gennemføres via Debitorsystemet uden egentlige ’papirsagsakter’. Er

der ikke

andre bidragsbeløb til opkrævning, udsendes et giroindbetalingskort til den

bidragspligtige.

Har den pågældende i forvejen en betalingsaftale eller foretages der

tilbageholdelse

i løn mv., indgår kravet som udgangspunkt i den bestående aftale mv. Den

bidragspligtige er orienteret herom gennem en standardtekst i

’afkrævningsbrevet’.

KMD har gennem de senere år

arbejdet på en modernisering af Underholdsbidragsystemet og er i den

forbindelse gjort opmærksom på, at der skal ske en registrering af udsendte

meddelelser. KMD planlægger i forbindelse med moderniseringen at give

mulighed

for rekvisition af en nøjagtig kopi af udskrevne breve mv. fra systemet

(print-on- demand).

Det er Skatte- og

Registerforvaltningens opfattelse, at der gennem Kommunedatas

driftsafviklingskontroller

er sikret behørig dokumentation for, at brevene er udskrevet og afsendt.

Listerne med oplysninger om indholdet i brevene giver fornøden mulighed for

at

rekonstruere det individuelle indhold i brevene og således også for at

opfylde

en eventuel begæring om aktindsigt i indtil 5 år efter, at brevet er udsendt.

Det er derimod endnu ikke muligt efterfølgende at danne en nøjagtig kopi af

’afkrævningsbrevene’. Forvaltningens bemærkning i skrivelse af 3.

april 2001

om, at det ikke er muligt at rekonstruere disse ’afkrævningsbreve’,

skal forstås

i denne sammenhæng.”

Den 24. juli 2002 afgav jeg

en foreløbig redegørelse om sagen. Af min foreløbige udtalelse fremgår:

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

”Spørgsmålet er om kommunen er berettiget til at fravælge løbende at få

udskrevet kopier af de afkrævningsbreve som kommunen sender via KMD. Det skal

i den forbindelse tages i betragtning at det ud fra det oplyste ikke

efterfølgende er muligt at danne en nøjagtig kopi af de pågældende

afkrævningsbreve – indholdet af brevene kan dog rekonstrueres i indtil 5

år efter at brevene er afsendt.

Som det fremgår af den sag der er gengivet i Folketingets Ombudsmands

beretning for 1997, s. 198ff, må det være et ubetinget krav at en myndighed

enten i sagen har en kopi af de dokumenter som myndigheden har udfærdiget,

eller med sikkerhed med meget kort varsel fra et edb- anlæg vil kunne lave en

fuldstændig nøjagtig udskrift (svarende til en kopi) af dokumentet. Det

fremgår endvidere at der i denne forbindelse må kræves en fuldstændig sikring

af et elektronisk dokuments integritet (dokumentets originale indhold) og

autenticitet (at dokumentet virkelig stammer fra den angivne udsteder). Jeg

bemærker at jeg i den sag som er nævnt i Folketingets Ombudsmands beretning

for 1999, s. 398ff*, også tog stilling til

et spørgsmål vedrørende manglende akter.

Det er min foreløbige

opfattelse at den af kommunen omtalte rekonstruktion ikke opfylder de nævnte

krav, og at kommunen derfor ikke har været berettiget til at fravælge løbende

at få udskrevet kopi af afkrævningsbrevene. Jeg er opmærksom på det af

kommunen

anførte om at der udskrives over 90.000 afkrævningsbreve om året. Dette kan

dog ikke føre til et andet resultat. Tilsvarende gælder det af kommunen

anførte om at der – så vidt det vides – ikke i andre sager har

været fremsat ønske

om aktindsigt i afkrævningsbreve.

Hvor længe kommunen skal

opbevare en kopi/have mulighed for at skaffe en sådan, beror på følgende

regler:

Af § 6, stk. 2, i

bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001 om offentlige arkivalier og om

offentlige arkivers virksomhed fremgår:

’§ 6.

Stk. 2.

Kassation af offentlige myndigheders arkivalier må først

finde sted, når der ikke længere er administrativt eller retligt behov for

dem.’

Af § 3, stk. 1, og § 7 i

bekendtgørelse nr. 152 af 18. april 1985 om kassation af Københavns Kommunes

arkivalier fremgår:

’§ 3.

Arkivalier i Københavns Kommune må kun tilintetgøres, hvis

de i bilaget til bekendtgørelsen er opført blandt de sager, der kan kasseres.

§ 7.

Kassationsfristerne i bilaget er kun vejledende, medmindre

andet er fastsat i denne bekendtgørelse eller i andre retsforskrifter.

Sagsmateriale skal dog altid opbevares, så længe der er administrativt behov

for det.’

Af bilagets punkt 6 fremgår:

’6. SOCIALVÆSEN

Bevares skal:

8. 20 pct. af de sociale

personsager efter 1933, der er henlagt i mapper for hver enkelt person, jfr.

§

9, stk. 2, for så vidt angår sociale personsager, som er henlagt i

familiemapper.

Dette gælder også sager fra børne- og ungdomsværn og familievejledning. Dog

bevares kun 3 pct. af sager vedrørende aldersrente, folkepension,

invalidepension,

enkepension, enkebørnsunderstøttelse, børnebidrag, børnetilskud,

ungdomsydelse, dagpenge, herunder sygedagpenge, hvis disse sager er ordnet på

en sådan måde, at særskilt kassation heraf er mulig.

B. Kasseres må:

1. Sociale personsager efter

1933, som ikke skal bevares i medfør af det under A, nr. 8 anførte.

Kassationsfrist: 70 år efter fødsel, evt. efter praktisk behov 10 år efter

seneste kontakt med den pågældende eller 5 år efter den pågældendes død.

’

Kassationsfristen for afkrævningsbreve

er således mindst 10 år for sager vedrørende ikke afdøde personer.

Sagsmateriale skal dog efter § 7, sidste pkt., i bekendtgørelse nr. 152 af

18.

april 1985 altid opbevares så længe der er administrativt behov for det, jf.

i

den forbindelse § 6, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001

hvorefter

arkivalier først må kasseres når der ikke længere er administrativt eller

retligt behov for dem. Jeg bemærker at elektroniske dokumenter ikke kan

kasseres

på et tidligere tidspunkt end papirbaserede dokumenter, jf. sagen fra min

beretning

for 1997.

En fast regel om at

afkrævningsbreve opbevares/kan skaffes i en periode på indtil 5 år efter

afsendelsen

af de pågældende breve, er efter min foreløbige vurdering ikke i

overensstemmelse

med de nævnte bevarings- og kassationsregler. Ud over det anførte om

kassationsfristen

henviser jeg til at materialet efter reglerne skal bevares/ikke må kasseres

så

længe der er administrativt og retligt behov for det. Sidstnævnte forudsætter

at kommunen konkret vurderer om der er et sådant behov for de pågældende

arkivalier. En fast regel om kassation efter et bestemt antal år efter

afsendelsen

af brevene vil i praksis udelukke denne konkrete vurdering. Med hensyn til

vurderingen af behovet kan jeg henvise til det der i 1997-sagen er skrevet

herom.”

Samme dag som jeg afgav den

foreløbige redegørelse, bad jeg Københavns Kommune, Københavns Stadsarkiv og

Statens Arkiver om en udtalelse i sagen. Samtidig orienterede jeg KMD

(Kommunedata A/S) om sagen ved at sende en kopi af min foreløbige redegørelse

til KMD. Årsagen til orientering af KMD var at KMD bl.a. havde leveret det

edb-program som kommunens afkrævningsbreve blev udskrevet fra.

Den 2. september 2002 udtalte

kommunen sig. Af udtalelsen fremgår:

”

Forvaltningen har fået

oplyst, at den planlagte frigivelse af et nyt Underholdsbidragsystem hos KMD,

der understøtter ’printOnDemand’ vil ske ved årsskiftet, samt at

det nuværende

system ikke vil blive understøttet af ’printOnDemand’.

Forvaltningen overvejer

’print On Demand’-løsningen, samt andre muligheder, der kan

tilgodese såvel

kravene i datalovgivningen og i arkiveringsreglerne som kravet om, at der i

alle sager er – eller hurtigt kan dannes – en kopi af ethvert

dokument i sagen.

Det fremgår af Ombudsmandens

foreløbige redegørelse, at de omhandlede krævebreve anses for omfattet af

arkiverings- og kassationsregler for sociale sager. Det er umiddelbart

forvaltningens opfattelse, at krævebrevene ikke har direkte sammenhæng med en

socialsag, idet kommunen for så vidt alene indtræder i en fordring mod en

anden person (den bidragspligtige), der ikke nødvendigvis er registreret som

social klient i kommunen. Er den bidragspligtige bosat i en anden kommune,

fremsendes kravet til inddrivelse gennem den bidragspligtiges bopælskommune,

der herefter udsender krævebrevet. Det er derfor forvaltningens opfattelse,

at

opkrævningen af bidrag hos den bidragspligtige er en selvstændig sag hos

bopælskommunen uden direkte sammenhæng med socialsagen om udbetaling af

bidrag

til bidragsmodtageren, og som sådan bør føres i en særskilt journal og

arkiveres herefter. Forvaltningen vil derfor i kontakten med Stadsarkivet

søge

klarlagt, hvilke arkiverings- og bevaringsregler, der gælder for disse

sager.”

Af Københavns Stadsarkivs

notat af 4. september 2002 fremgår:

”

For Stadsarkivet at se

berører sagen fra et arkivmæssigt synspunkt to problemkomplekser:

A. Samspillet mellem

kassationsbestemmelser, kassationsfrister og myndighedernes

forvaltningsmæssige

ansvar for at kunne dokumentere afgørelser og sagsforløb,

B. Behovet for afklaring af

arkiveringsforholdene for ældre elektroniske systemer, der er eller har været

i brug, samt sikring af, at der træffes de nødvendige forholdsregler til

sikring af forsvarlig arkivering i kommunerne i fremtiden.

Ad A.

I det omfang der ikke i

forvaltningslovgivningen eller i lovgivningen for enkelte sagsområder er

fastsat krav til bevaring og dokumentation, beror muligheden for at

dokumentere

administrative forhold på rigsarkivarens fastsættelse af bevarings- og

kassationsbestemmelser

og på myndighedens afgørelser vedrørende kassationsfrister.

Dette rejser generelt

spørgsmålet om, hvorvidt lovgivningens krav til myndighedernes dokumentation

af sagsforhold er tilstrækkelig eller bør præciseres.

For de arkivalier, der indgår

i den aktuelle sag, er i bekendtgørelse nr. 152 af 18/4 1985 om kassation i

Københavns Kommunes arkivalier, anført en vejledende kassationsfrist på 10

år,

men kommunen synes at have skønnet, at en kassationsfrist på 5 år var

tilstrækkelig.

Stadsarkivet har ikke beføjelse eller saglig indsigt til at afgøre, om dette

skøn har været rigtigt. Stadsarkivet bemærker, at myndighedernes ansvar for

selv at tage stilling til fastsættelsen af kassationsfrister er tydeliggjort

i

de nyeste bekendtgørelser om kassation i kommunale arkiver, som rigsarkivaren

har udstedt, idet disse ikke som tidligere indeholder vejledende

kassationsfrister.

Dette skærper så muligvis behovet for tydeliggørelse af de

forvaltningsmæssige

krav til retssikkerhed og forvaltningsskik.

Ombudsmanden lægger, som jeg

forstår det, til grund, at kommunen konkret vurderer, om der vil bestå et

retligt-administrativt behov for de pågældende arkivalier, hvor der med

konkret

forstås muligheden for at vurdere den enkelte sag. Stadsarkivet kunne godt

forestille sig, at hvor det handler om udskrivning af standardbreve, ville

det

arkivmæssigt være tilstrækkeligt, om arkiverede e-systemer kunne dokumentere,

at et sådant brev var sendt, under forudsætningen af, at eventuelle variable

oplysninger, der måtte indgå i brevet, ligeledes kunne dokumenteres. Hvis det

ikke udelukkende drejer sig om standardbreve, vil Stadsarkivet med konkret

mene, at den enkelte sagsentitet må kunne identificeres, og at der må kunne

produceres

en kopi. Det forudsættes, at systemet garanterer autenticiteten af data og

dokumenter.

Der er imidlertid i denne betragtning kun taget hensyn til det arkivmæssige

behov,

ikke det retligt-administrative, og der er dermed ikke heri noget kriterium

for

fastsættelse af kassationsfrister.

Arkivlovgivningen stiller

ingen krav til myndighedernes dokumentation af retligt- administrative

forhold,

men alene til, at de arkivalier, der skabes med disse formål, behandles på en

måde, der tilgodeser arkivmæssige hensyn. Dette gælder også den elektroniske

arkivdannelse. Det er imidlertid Stadsarkivets opfattelse, at de krav og

anbefalinger

vedr. arkivmæssige hensyn, der er udtrykt i Københavns Kommunes Bestemmelser

om anmeldelse og godkendelse af elektroniske arkivsystemer af 1/9 2002 (som

er

identiske med Statens Arkivers) og Stadsarkivets vejledning hertil, i

væsentlige henseender også vil betyde, at en række forvaltningshensyn

tilgodeses. Dette kunne således i den aktuelle sag gælde anbefalingen i

Vejledning til bestemmelser om anmeldelse og godkendelse af elektroniske

arkivsystemer § 12 (s.

16f

)

om, at man indretter systemerne, så de så hurtigt som muligt producerer en

arkiveringsversion af de enkelte dokumenters indhold.

Udviklingen i brugen af

elektroniske systemer kan imidlertid nok generelt give anledning til

overvejelser

om, hvilke forvaltningsmæssige krav, der bør stilles ved indretningen af

disse;

udover de krav der må stilles for at sikre den arkivmæssige bevaring af de

data, der efter arkivlovgivningen skal bevares.

Ad B.

Sagen afslører behovet for en

langt større klarhed hos myndighederne over, hvornår, hvordan og af hvad, der

skal ske arkivering af elektroniske systemer, herunder af de fælleskommunale

systemer. Der består utvivlsomt et behov for kortlægning af, hvordan status

er

med hensyn til arkivering af eksisterende og ældre systemer, og afklaring af,

hvad der bør gøres i den anledning. Behovet vedrører utvivlsomt både

opmærksomhed om problemet og vejledning og ressourcer til dets løsning. For

de

fælleskommunale systemers vedkommende vil det formentlig være nødvendigt, at

ikke blot de offentlige myndigheder, men også Kommunedata A/S med den særlige

rolle, selskabet har haft, bidrager til en sådan afklaring.”

Af kommunens udtalelse af 22.

november 2002 fremgår:

”

Vedrørende det retligt-administrative behov:

Det er kommunens opfattelse,

at der ikke er et retligt-administrativt behov for at få udskrevet eller

opbevare papirkopier af udskrevne ’krævebreve’. Det individuelle

indhold i

brevene vil fremgå af edb-registrene mv. og vil således på de relevante

punkter

kunne rekonstrueres i op til 5 år efter sagens afslutning. KMD’s

driftsafviklingskontroller er dokumentation for, at brevet er afsendt og for

integritet og autencitet. En papirkopi af brevet vil ikke give yderligere

sikkerhed eller være bevis for, at brevet er udskrevet og afsendt. Det

bemærkes, at ’krævebrevene’ udsendes direkte fra KMD og ikke er

underskrevne.

Såfremt der i forvaltningsretten gælder et almindeligt krav om, at alle

breve,

meddelelser, (giroindbetalingskort!) mv. fra offentlige myndigheder skal

foreligge i papirkopi, bør det fremgå direkte af lovgivningen – herunder

om

det er et krav, at alle breve, meddelelser mv. skal være underskrevet, og om

kopien skal være en fotokopi, hvoraf også underskriften fremgår, for at sikre

kopiens integritet og autencitet. Det er Skatte- og Registerforvaltningens

opfattelse, at et generelt lovkrav herom vil give anledning til væsentlig

meradministration i kommunerne og derfor må medtages i forhandlingerne om

’DUT’-kompensation (Det udvidede Totalbalanceprincip).

Forholdene omkring

’krævebrevene’ er ikke sammenlignelige med Ombudsmandens sag, 1997,

s. 198

ff., idet det væsentlige indhold af ’krævebrevene’ kan

rekonstrueres, og det

overføres i øvrigt automatisk til det kommunale debitorsystem, mens Gentofte

Kommune ikke var i stand til at rekonstruere indholdet i de udsendte

pensionsmeddelelser

selv kort tid efter udsendelsen.

Skatte- og

Registerforvaltningen vil nøje overveje at tage den kommende KMD-løsning i

brug, der efter det oplyste vil give mulighed for

’print-on-demand’. Denne

løsning vil gøre det nemmere – og formentlig også billigere – at

rekonstruere

indholdet af brevene i de forholdsvis få tilfælde, hvor det i praksis viser

sig hensigtsmæssigt eller nødvendigt – herunder ved begæringer om

aktindsigt.

Vedrørende arkiveringspligt.

Som nævnt i forvaltningens

brev af 2. september 2002 anser vi ikke opkrævningen af underholdsbidrag for

en socialsag, men for en opkrævningssag. ’Krævebrevene’ kan efter

forvaltningens opfattelse sammenlignes med udskrivning af fakturaer/regninger

eller evt. en meddelelse om, at kommunen er indtrådt i et civilretligt krav.

I

de tilfælde, hvor der ikke i forvejen er en løbende betalingsordning for

tidligere afkrævede underholdsbidrag eller for løbende betaling deraf, vil

der

efterfølgende blive udsendt giroindbetalingskort med angivelse af sidste

rettidige betalingsdag. Det fremgår af kassationsbekendtgørelsen for

Københavns

Kommune, at originale bogføringsbilag med underbilag kan kasseres 5 år efter

sagens afslutning. Undladelsen af at få udskrevet kopier af krævebrevene

synes

således ikke umiddelbart at være i strid med arkiveringsreglerne. Der ses da

heller ikke samfundsmæssigt at kunne være et behov for opbevaring af disse

dokumenter i arkiv.

Endvidere henvises til

vedlagte kopi af notat af 4. september 2002 fra Københavns Stadsarkiv. Det

fremgår heraf, at Stadsarkivet ikke udelukker, at elektronisk arkivering af

standardbreve kan ske alene ved opbevaring af eventuelle variable

oplysninger.

Forvaltningen vil tage

initiativ til, at der i samarbejde med Stadsarkivaren og edb-leverandørerne

laves en gennemgribende analyse af arkiveringsforpligtelserne for elektronisk

opbevarede data sammenholdt med reglerne i lov om behandling af

personoplysninger.

Der synes at være et behov for en afklaring og samordning af de

tvivlsspørgsmål,

der kan opstå herved – såvel af teknisk som praktisk art – set i

forhold til de

ressourcer, som skal afsættes til at skabe praktiske løsninger herpå. Et af

spørgsmålene vil være opfyldelsen af den enkelte kommunes eller forvaltnings

arkiveringspligt fra store fælles edb-registre, hvor det umiddelbart synes at

være i alles interesse, at arkiveringen sker fælles for alle kommuner. Et

andet

spørgsmål vil være arkiveringen af sager, der både indeholder fysiske og

edb-baserede dokumenter mv. Et tredje vil være sikringen af sagsdannelsen

(sagssammenhængen)

mellem enkeltdokumenter fra store systemer, der er fælles for mange kommuner.

Det kan eventuelt være hensigtsmæssigt at søge ’Den Digitale

Taskforce’

inddraget i dette arbejde. Til orientering vedlægges kopi af et mødereferat

af

11. november 2002 vedrørende tilsvarende arkiveringsproblemer for kommuner,

der anvender CSC’s ’Kom*it ligning’.”

I brev af 19. februar 2003

udtalte Statens Arkiver sig. Af udtalelsen fremgår:

”

I henhold til § 2 i lov om

offentlige arkiver (lovbek. nr. 740 af 17. juli 2000) har Statens Arkiver

bl.a.

til formål at sikre bevaringen af arkivalier, der har historisk værdi eller

tjener til dokumentation af forhold af væsentlig administrativ og retlig

betydning for borgere og myndigheder.

§ 7, stk. 1 i bekendtgørelse

nr. 554 af 31. maj 2001 om offentlige arkivalier og om offentlige arkivers

virksomhed fastsætter, at det er Rigsarkivaren, der fastsætter nærmere regler

om bevaring og kassation af offentlige arkivalier. § 7, stk. 2 fastsætter, at

kassation af offentlige arkivalier kun må finde sted efter bestemmelser, der

er fastsat i medfør af bestemmelsen i stk. 1, dvs. efter bestemmelser, som er

fastsat af Rigsarkivaren.

I henhold til dette

lovgrundlag udformer Statens Arkiver bevarings- og kassationsbestemmelser,

der

fastsætter hvilke arkivalier, der skal bevares, og hvilke, der kan kasseres.

Sagsmateriale skal dog altid bevares, så længe der er administrativt eller

retligt behov for det (jf. § 6, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 554). Tidligere

har

Statens Arkiver i visse tilfælde, som f.eks. i den citerede bekendtgørelse

nr.

152 af 18. april 1985 om kassation af Københavns Kommunes arkivalier, fastsat

vejledende

kassationsfrister. Det er

imidlertid ikke Statens Arkiver, men derimod den pågældende myndighed selv,

der vurderer, hvor længe der består et administrativt eller retligt behov for

et givet sagsmateriale.

Statens Arkivers bevarings-

og kassationsbestemmelser har ikke normerende virkning for hvilke arkivalier,

en given forvaltningsmæssig aktivitet skal resultere i. Arkivlovgivningens

bestemmelser skal sikre, at de arkivalier, som skabes i forbindelse med

myndighedernes

forvaltning bliver behandlet således, at arkivmæssige hensyn varetages –

de er

ikke udtryk for et krav om, at bestemte arkivalier nødvendigvis skal skabes

eller at der skal foreligge bestemte typer af dokumentation for bestemte

forvaltningsmæssige handlinger.

Ligeledes er det ikke Statens

Arkivers bevarings- og kassationsbestemmelser, der fastsætter det konkrete

indhold af bestemte typer af sager hos kommunerne. Statens Arkiver har ikke

hjemmel til at fastsætte nærmere regler om kommunale myndigheders

arkivdannelse m.v., og det er kommunens egen afgørelse, hvilke dokumenter,

der

er nødvendige i bestemte sagstyper. Der kan dog naturligvis i anden

lovgivning

være fastsat krav til kommunernes dokumentation af bestemte forhold og

sagsforløb.

I den konkrete sag om

afkrævningsbreve har Københavns Kommune vurderet, at der ikke består retlige

eller administrative behov for overhovedet at udskrive kopier af

afkrævningsbrevene,

idet de relevante oplysninger findes i Underholdsbidragssystemet og

Debitorsystemet,

og idet der i 5 år efter udsendelsen opbevares lister, der udskrives i

forbindelse

med KMDs driftsafviklingskontrol og som indeholder dokumentation for, at det

pågældende brev er afsendt. Det vil derfor i 5 år efter at de pågældende

afkrævningsbreve

er udsendt være muligt at rekonstruere brevenes indhold, om end ikke muligt

at

udforme en nøjagtig kopi af brevet.

Københavns Kommune vurderer

endvidere, at de pågældende afkrævningsbreve ikke indgår i en socialsag, men

er at sammenligne med udskrivning af fakturaer. Sådanne originale

bogføringsbilag kan kasseres efter 5 år.

Det er således Statens

Arkivers opfattelse, at Københavns Kommune ikke ved at undlade at lægge kopi

af de nævnte afkrævningsbreve på de pågældende sager har overtrådt

bestemmelser om bevaring og kassation, fastsat i medfør af arkivloven.

”

Jeg gør opmærksom på at § 6,

stk. 2, i bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001 om offentlige arkivalier og

om offentlige arkivers virksomhed der er nævnt i den foreløbige redegørelse,

med virkning fra den 1. juli 2003 er afløst af § 4, stk. 2, i

Kulturministeriets bekendtgørelse nr. 591 af 26. juni 2003 om offentlige

arkivalier og om offentlige arkivers virksomhed; indholdet af reglen er

uændret. I medfør af § 5 i bekendtgørelse nr. 591 af 26. juni 2003 har

Rigsarkivaren udstedt bekendtgørelse nr. 692 af 3. juli 2003 om bevaring og

kassation af arkivalier hos Københavns og Frederiksberg Kommuner der med

virkning fra den 15. august 2003 ophæver og afløser bekendtgørelse nr. 152 af

18. april 1985 om kassation af Københavns Kommunes arkivalier. Af

sidstnævnte,

nye bekendtgørelse nr. 692 af 3. juli 2003 fremgår:

”Kapitel 1

Område

§ 1.

Bestemmelserne gælder for Københavns og Frederiksberg

kommuners arkivalier, herunder arkivalier i den kommunale forvaltning og i

kommunale institutioner m.v.

§ 2.

Bestemmelserne omfatter ikke arkivalier, som er lagret

på elektronisk medium.

Kapitel 2

Bevaring og kassation

§ 4.

Arkivalier, som er skabt eller tilvejebragt efter 1.

april 1970, og som er anført i bilag 1, skal bevares.

§ 5.

Arkivalier, der er anført i bilag 2, kasseres uanset

bestemmelserne i bilag 1.

§ 6.

Kommunalbestyrelsen kan beslutte at bevare arkivalier i

større omfang end fastsat i §§ 3-5.

§ 7.

Arkivalier, der ikke skal bevares efter §§ 3 - 5,

kasseres når opbevaringspligt efter andre bestemmelser er opfyldt, og når de

efter

kommunens egen vurdering i øvrigt ikke længere har retlig eller administrativ

betydning.

”

Af bilag 1 og 2 i

bekendtgørelsen fremgår:

”Bilag 1

Bevaringsfortegnelse for arkivalier, som er skabt eller tilvejebragt

efter 1. april 1970

Social- og sundhedsområdet

Alle sociale personsager om

børn og unges anbringelse uden for hjemmet.

Alle sager om integration af

flygtninge.

Sociale personsager, som

efter kommunens egen vurdering er af særlig eller principiel karakter.

Andre sociale personsager,

som er henlagt efter cpr-numre, og hvor nummeret begynder med 01.

Bilag 2

Kassationsfortegnelse

Følgende arkivalier kasseres

uanset bestemmelserne i bilag 1:

Regnskabsmateriale, bortset

fra arkivalier, som skal bevares i henhold til bilag 1, afsnit 2.A.

Dokumenter, som er indskannet

i et elektronisk system.

Samlinger af materiale, der

alene er tilvejebragt med henblik på inddatering i elektroniske registre,

databaser m.v. (inddata).

Samlinger af udskrifter fra

edb-systemer, der alene anvendes til opslag, orientering og kontrol (uddata).

”

Ombudsmanden

s endelige udtalelse

”Min undersøgelse i denne sag begrænser sig til de to spørgsmål der blev

behandlet i den foreløbige redegørelse:

dels

om kommunen har været berettiget til at fravælge at få udskrevet kopier af de

afkrævningsbreve som kommunen sender, dvs. om der er krav om kopi af de breve

som kommunen sender,

dels

om hvilken kassationsfrist der gælder for afkrævningsbrevene. Jeg har således

ikke taget stilling til andre spørgsmål i sagen, herunder f.eks. heller ikke

til de spørgsmål vedrørende underskrift som kommunen rejser i sin udtalelse

af 22. november 2002.

Krav om kopi

Af min foreløbige udtalelse i sagen fremgår at kommunen ikke har været

berettiget til at fravælge løbende at få udskrevet kopier af de

afkrævningsbreve som kommunen sender via KMD, og at den rekonstruktion af de

pågældende afkrævningsbreve som kommunen i en periode på indtil 5 år efter

afsendelsen af brevene kan udarbejde, ikke opfylder kravet om at en myndighed

enten

i sagen har en kopi af de dokumenter som myndigheden har udfærdiget,

eller

med sikkerhed med meget kort varsel fra et edb-anlæg vil kunne lave en

fuldstændig nøjagtig udskrift (svarende til en kopi) af dokumentet.

Kommunen har i udtalelsen af 22. november 2002 anført at såfremt der i

forvaltningsretten gælder et almindeligt krav om at alle breve, meddelelser

(giroindbetalingskort) mv. fra offentlige myndigheder skal foreligge i

papirkopi, bør det fremgå direkte af lovgivningen. Kommunen anfører endvidere

at et generelt lovkrav herom vil give anledning til væsentlig

meradministration i kommunerne og derfor må medtages i forhandlingerne om

’DUT-kompensation’ (Det Udvidede Totalbalanceprincip).

Det er et ubetinget krav at en myndighed

enten

i sagen har en kopi af de dokumenter som myndigheden har udfærdiget,

eller

med sikkerhed med meget kort varsel fra et edb-anlæg vil

kunne lave en fuldstændig nøjagtig udskrift (svarende til en kopi) af

dokumentet.

Kravet om kopi (eller hvad

der svarer hertil, hvilket i denne sammenhæng og nedenfor vil sige en

fuldstændig nøjagtig udskrift af dokumentet fra et edb-anlæg med meget kort

varsel) af myndighedens udgående breve grunder sig særligt på to forhold:

dels

at sikre bevis hos myndigheden

selv (såvel af hensyn til myndighedens interne behov som af eksterne hensyn)

for det præcise indhold af dokumenter som er udgået fra myndigheden,

dels

at muliggøre meddelelse af

aktindsigt i overensstemmelse med bestemmelserne herom i offentlighedsloven

og forvaltningsloven. Formålet med kravet om en kopi (eller hvad der svarer

hertil) af udgående breve er således at overholde forvaltningsloven,

offentlighedsloven og grundlæggende dokumentationskrav i forvaltningssager.

Uanset at en sag for så vidt er afsluttet, kan der nemlig opstå behov for at

finde brevene i sagen frem på ny, f.eks. fordi sagen genoptages, eller fordi

der anmodes om aktindsigt i sagen.

Jeg henviser i det hele til

de sager som er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s.

339* (s. 366, punkt c), for 1997, s. 198ff*, for 1999, s. 398ff*, og for

2001,

s. 290ff*, herunder også til citaterne i nogle af sagerne af den af

Forskningsministeriet i juni 1996 udgivne vejledning om elektronisk

dokumenthåndtering og forvaltningsregler – en vejledning om de

forvaltningsretlige

konsekvenser af elektronisk arkivering, sagsbehandling og kommunikation.

Vejledningen findes på den hjemmeside som Ministeriet for Videnskab,

Teknologi

og Udvikling har oprettet; hjemmesidens adresse er

www.videnskabsministeriet.dk.

Hvis lovgivningen ikke

indeholder udtrykkelig hjemmel herfor, er myndighederne ikke berettiget til

at destruere dokumenter eller at foretage ændringer i oplysninger som indgår

i sager i det offentlige. Jeg henviser til

Jon Andersen

mfl. i Forvaltningsret (2002), 2. udgave, s. 395, og til § 8, stk. 1, og §

10,

stk. 1 og 2, i arkivloven (lov nr. 1050 af 17. februar 2002). Endvidere

henviser jeg til § 5, stk. 2, jf. stk. 1, i bekendtgørelse nr. 591 af 26.

juni

2003 om offentlige arkivalier og om offentlige arkivers virksomhed. Heraf

fremgår at kassation af arkivalier kun må finde sted efter bestemmelser der

fastsættes af Rigsarkivaren. Sådanne bestemmelser er for Københavns Kommunes

vedkommende nu fastsat i bekendtgørelse nr. 692 af 3. juli 2003 om bevaring

og

kassation af arkivalier hos Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Det er derfor min endelige

opfattelse at Københavns Kommune burde have en kopi af de afkrævningsbreve

som

kommunen sender. Ud over det som er anført ovenfor, har jeg lagt vægt på at

kommunen

ikke fra et edb-anlæg med meget kort varsel har kunnet lave en fuldstændig

nøjagtig

udskrift (svarende til en kopi) af dokumentet. Det at kommunen kan

rekonstruere

det væsentligste indhold af de pågældende breve efterfølgende, er ikke

tilstrækkeligt

til at opfylde kravet om en kopi (eller hvad der svarer hertil) af kommunens

udgående breve.

Kommunen har derfor ikke

været berettiget til at fravælge løbende at få udskrevet kopi af de

afkrævningsbreve

som kommunen sender.

Kommunen mener ikke at

forholdene i denne sag er sammenlignelige med forholdene i den sag som er

gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1997, s. 198ff. Som

begrundelse herfor anfører kommunen at det væsentlige indhold af

afkrævningsbrevene kan rekonstrueres, og at det (væsentlige indhold af

brevene,

går jeg ud fra) i øvrigt overføres automatisk til det kommunale

debitorsystem,

hvorimod kommunen i den omtalte sag fra 1997-beretningen ikke var i stand til

at rekonstruere indholdet af de udsendte pensionsmeddelelser selv kort tid

efter udsendelsen.

Som det fremgår ovenfor, er

der krav om at forvaltningsmyndigheder har en kopi (eller hvad der svarer

hertil) af sine udgående breve. Kommunen i den omtalte sag fra

1997-beretningen var ikke i stand til at opfylde dette krav –

tilsvarende

gælder Københavns Kommune i denne sag. Jeg mener derfor at forholdene i de to

sager er sammenlignelige.

Kassationsfrist

Af den foreløbige redegørelse

fremgår at kassationsfristen for materiale i en social sag, herunder

afkrævningsbreve, er mindst 10 år for sager vedrørende ikke afdøde personer,

og at sagsmateriale dog altid skal opbevares så længe der er administrativt

(eller retligt) behov for det. Det fremgår også at en fast regel om at

afkrævningsbreve

opbevares/kan skaffes i en periode på indtil 5 år efter afsendelsen af de

pågældende

breve, ikke er i overensstemmelse med bevarings- og kassationsreglerne på

området.

Kommunen har den 2. september

2002 og 22. november 2002 udtalt at kommunen ikke anser opkrævningen af

underholdsbidrag

for en social sag, men for en opkrævningssag. Som begrundelse herfor anfører

kommunen at kommunen for så vidt alene indtræder i en fordring mod en anden

person

(den bidragspligtige) som ikke nødvendigvis er registreret som social klient

i

kommunen. Er den bidragspligtige bosat i en anden kommune, fremsendes kravet

til inddrivelse gennem den bidragspligtiges bopælskommune. Kommunen mener at

opkrævning af bidrag hos den bidragspligtige er en selvstændig sag hos

bopælskommunen

uden direkte sammenhæng med den sociale sag om udbetaling af bidrag til den

bidragsberettigede. Kommunen sammenligner afkrævningsbrevene med udskrivning

af fakturaer/regninger eller eventuelt en meddelelse om at kommunen er

indtrådt i et civilretligt krav. På det grundlag henfører kommunen

afkrævningsbrevene til punkt 7 om Regnskabsvæsen, underpunkt B, nr. 3, om

originale bogføringsbilag med underbilag i bilaget til bekendtgørelsen om

kassation af Københavns Kommunes arkivalier. For sådanne originale

bogføringsbilag

med underbilag er den vejledende kassationsfrist fastsat til 5 år.

Afkrævningsbreve er breve

hvori kommunen afkræver den bidragspligtige underholdsbidrag.

Sager om børnebidrag er

udtrykkeligt nævnt under socialvæsen i bekendtgørelsens bilag. Sager om

opkrævning af underholdsbidrag er derimod ikke nævnt i bilaget, ligesom der i

bilaget ikke er et særskilt punkt om opkrævning af forskellige ydelser. Af

punkt 8 om Skattevæsen, underpunkt B, I, b, nr. 4, fremgår i øvrigt at

skatterestancemateriale må kasseres når der ikke længere er praktisk brug for

det.

Af bilagets punkt 7 om

regnskabsvæsen fremgår indledningsvis at reglerne om regnskabsvæsen vedrører

både den centrale økonomiske forvaltning og samtlige selvstændigt

regnskabsførende afdelinger og institutioner samt underinstitutioner der ikke

har selvstændig regnskabsførelse. Punkt 7, underpunkt B, nr. 2, angår i

øvrigt

kontokort i tekstløst bogholderi for enkeltpersoner, f.eks. skatteydere og

modtagere

af sociale ydelser.

Jeg har ingen bemærkninger

til kommunens opfattelse om at en sag om opkrævning af underholdsbidrag hos

den bidragspligtige er en selvstændig sag i forhold til sagen om udbetaling

af bidrag til den bidragsberettigede – opkrævningssagen knytter sig dog

til

udbetalingssagen.

Af Københavns Stadsarkivs

udtalelse fremgår at der for de arkivalier der indgår i den aktuelle sag, er

fastsat en kassationsfrist på 10 år, men at kommunen synes at have skønnet at

en frist på 5 år var tilstrækkeligt. Stadsarkivet anfører i den forbindelse

at Stadsarkivet ikke har beføjelse eller saglig indsigt til at afgøre om

dette

skøn er rigtigt.

Jeg mener fortsat at det er

mest nærliggende at henføre de pågældende afkrævningsbreve (sammen med de

øvrige dokumenter i en sag om opkrævning af underholdsbidrag) til punktet om

socialvæsen. Dette stemmer også overens med at en kommunes afgørelser om

inddrivelse af underholdsbidrag kan påklages til det sociale nævn, jf. § 23a,

stk. 1, i loven om inddrivelse af underholdsbidrag (lovbekendtgørelse nr. 631

af 15. september 1986 som senest ændret ved lov nr. 461 af 7. juni 2001).

I den nye, nugældende

bekendtgørelse om bevaring og kassation af arkivalier hos Københavns og

Frederiksberg Kommuner er der ikke fastsat vejledende kassationsfrister.

Visse

sociale sager skal bevares ifølge punkt 5 i bekendtgørelsens bilag 1, dog

kasseres f.eks. regnskabsmateriale uanset om selve den sociale sag skal

bevares,

når opbevaringspligt efter andre bestemmelser er opfyldt, og når

regnskabsmaterialet

efter kommunens egen vurdering ikke længere har retlig eller administrativ

betydning, jf. bekendtgørelsens § 5 og § 7. Tilsvarende betingelser gælder

for

kassation af andre sociale sager.

Bestemmelserne i

bekendtgørelsen om bevaring og kassation af arkivalier hos Københavns og

Frederiksberg Kommuner gælder ikke for arkivalier som er lagret på

elektronisk

medium, jf. bekendtgørelsens § 2. Jeg har overvejet om dette har betydning

for

denne sag.

Jeg har lagt til grund at

dette ikke (for tiden) er tilfældet. Jeg henviser til at afkrævningsbrevene

ikke kan anses for lagret på elektronisk medium, idet jeg herved umiddelbart

må

forstå at de pågældende arkivalier er lagret på elektronisk medium på en

sådan

måde at der fra et edb-anlæg vil kunne laves en fuldstændig nøjagtig udskrift

(svarende til en kopi) af et dokument. Dertil kommer at det – som

Statens

Arkiver også er inde på i udtalelsen til mig – er Rigsarkivaren der

fastsætter

nærmere regler om bevaring og kassation af offentlige arkivalier, og at

kassation af offentlige arkivalier kun må finde sted efter Rigsarkivarens

bestemmelser

herom. I henhold hertil bliver regler om bevaring og kassation udformet;

sagsmateriale skal dog altid bevares så længe der er administrativt eller

retligt

behov for det. Jeg henviser i det hele til (nu) § 4, stk. 2, samt § 5, stk. 1

og 2, i bekendtgørelse nr. 591 af 26. juni 2003. Af Københavns Stadsarkivs

generelle vejledning til Københavns Kommunes forvaltninger og institutioner

om

anmeldelse og aflevering af elektroniske arkivsystemer til Københavns

Stadsarkiv fra maj 2002 fremgår s. 4 at det er Rigsarkivaren der afgør hvilke

elektroniske arkivalier der skal bevares for eftertiden, og at Rigsarkivaren

har meddelt at bevaringsbestemmelser for it-arkivalier i løbet af 2002-2003

vil blive udmøntet i en bekendtgørelse. Det fremgår også at Stadsarkivet

–

indtil denne bekendtgørelse foreligger – i hvert enkelt tilfælde vil

forelægge

afgørelser om bevaring og kassation af elektroniske arkivalier for

Rigsarkivaren.

Rigsarkivaren har mig bekendt endnu ikke udstedt sådanne regler for

Københavns

Kommune.

Af den foreløbige redegørelse

fremgår at arkivalier altid (uanset den for området dagældende

kassationsfrist

som for afkrævningsbreve er på 10 år for ikke afdøde personer) skal opbevares

så længe der er administrativt (eller retligt) behov for det, og at dette

forudsætter at kommunen konkret vurderer om der er et sådant behov for de

pågældende arkivalier. En fast regel om kassation efter et bestemt antal år

vil

i praksis udelukke denne konkrete vurdering.

Kommunen har den 22. november

2002 udtalt at der ikke er et retligt-administrativt behov for at få

udskrevet

eller opbevare papirkopier af udskrevne afkrævningsbreve. Kommunen begrunder

dette med at indholdet af afkrævningsbrevene kan rekonstrueres i op til 5 år

efter sagens afslutning (og dermed ikke indtil 5 år efter afsendelsen af

brevene som anført i kommunens udtalelse af 19. februar 2002 – min

bemærkning).

Københavns Stadsarkiv og

Statens Arkiver har i deres udtalelser fremhævet at det er den pågældende

myndighed selv der vurderer hvor længe der består et administrativt (eller

retligt)

behov for et givet sagsmateriale – myndigheden har således selv ansvaret

for

behovsvurderingen.

Jeg er enig i at det er

Københavns Kommune der skal foretage vurderingen af behovet for at bevare

sagsmateriale i kommunens sager. Behovsvurderingen foretages inden for de

gældende regler.

Af den ovennævnte sag i min

1997-beretning der angår en pensionssag, og hvori behovsvurderingen nærmere

er

beskrevet, fremgår at der altid vil være et sådant behov så længe det

offentliges krav på tilbagebetaling af for meget udbetalt pension eller en

pensionists (mulige) krav på efterbetaling af for lidt udbetalt pension ikke

med sikkerhed er forældet eller på grund af pensionistens død med sikkerhed

ikke kan rejses.

Heraf følger at kopi af

afkrævningsbreve først kan kasseres når krav som følge af sagen med sikkerhed

er forældet eller på grund af død med sikkerhed ikke kan rejses.

Konklusion

Sammenfattende må jeg

fastholde min foreløbige udtalelse som min endelige udtalelse i sagen.

Kommunen har således ikke

været berettiget til at fravælge løbende at få udskrevet kopi af de

afkrævningsbreve

som kommunen sender.

Det er beklageligt at

Københavns Kommune fravalgte løbende at få udskrevet kopi af disse

afkrævningsbreve.

Kopi af afkrævningsbrevene

kan kasseres når der ikke længere er et retligt eller administrativt behov

for

dem, dvs. når krav som følge af sagen med sikkerhed er forældet eller på

grund

af død med sikkerhed ikke kan rejses.

Jeg har gjort Københavns

Kommune bekendt med min opfattelse.

Jeg har henstillet til

kommunen at kommunen iværksætter de tiltag der er nødvendige for at kunne

opfylde de nævnte krav

dels

om kopi

af udgående afkrævningsbreve (eller hvad der svarer hertil),

dels

om at kopi af brevene først

kasseres når der ikke længere er retligt eller administrativt behov for dem.

Jeg har bedt kommunen om at

underrette mig om hvad der videre sker i sagen, herunder om de tiltag der

iværksættes.

Da KMD bl.a. har leveret det

edb-program som afkrævningsbrevene udskrives fra, har jeg sendt en kopi af

denne redegørelse til KMD. Jeg har også sendt en kopi af redegørelsen til

Statens Arkiver og Københavns Stadsarkiv.”

Efterfølgende oplyste

Københavns Kommune mig den 17. oktober 2003 om at kommunen var ved at

undersøge det praktiske og økonomiske omfang af mine henstillinger, såvel i

kommunens forvaltninger som i resten af landets kommuner. KMD havde foreløbig

oplyst at det for København ville koste ca. 160.000 kr. årligt at få

etableret ”print

on demand” til KMD-Debitorsystem. Hertil kom 15 øre pr. brev der blev

lagret i

dette system, dvs. for ”krævebrevene” ca. 15.000 kr. årligt (ca.

100.000 breve

hvert år). Mulighederne for ”print on demand” af

”krævebrevene” ville indgå i

forhandlinger med KMD om ibrugtagen af en ny version af UHB der forventedes

at

kunne ske i løbet af foråret 2004. Kommunen ville orientere mig om dette

forløb og om de videre overvejelser i sagen.

NOTER: (*)

FOB 1990, s. 339,

FOB 1997, s. 198,

FOB 1999, s. 398, og

FOB 2001, s. 290

og

s. 630.

Lignende dokumenter