Krav om kopi af udgående breve Kassationsfrist
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Krav om kopi af udgående breve
Kassationsfrist
I forbindelse med min
behandling af en konkret sag om inddrivelse af ægtefællebidrag, som er
gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 2001, s. 630ff*, oplyste
Københavns Kommune mig den 3. april 2001 om at kommunen i sagen havde sendt
afkrævningsbreve, og at det ikke længere var muligt at rekonstruere disse.
På den baggrund bad jeg den
21. december 2001 kommunen om en udtalelse i sagen, jf. ombudsmandslovens §
17, stk. 1. Jeg henviste samtidig til den sag som er gengivet i Folketingets
Ombudsmands beretning for 1997, s. 198ff*.
Den 19. februar 2002 udtalte
kommunen sig. Af udtalelsen fremgår:
”
Københavns Skatte- og
Registerforvaltning overtog i 1995 opgaven med at opkræve underholdsbidrag
mv.
fra socialforvaltningen. Overtagelsen skete for at kunne samle denne del af
sagsbehandlingen under samme forvaltning og herigennem opnå rationaliseringer
og en hurtigere sagsgang.
Sagsbehandlingen sker i
København ved hjælp af Kommunedata A/S’s (KMD) produktpakker i form af
Underholdsbidragssystemet (UHB) og Debitorsystemet. Andre kommuner kan
benytte
andre leverandører.
Når der gennem en kommune
forlods udbetales underholdsbidrag eller når en borger henvender sig til sit
sociale udvalg i bopælskommunen, registreres kravet i et edb-system – i
København sker registreringen i UHB’s kreditordel. Anmodning om
inddrivelse
Læs alt
fremsendes snarest muligt til inddrivelsesmyndigheden – den
bidragspligtiges
bopælskommune – med henblik på afkrævning af beløbet. Anmodningen om
inddrivelse
sendes typisk elektronisk til inddrivelsesmyndigheden, herunder i egen
kommune.
Fremsendes anmodningen på papir, vil der ske en manuel oprettelse af kravet.
Ved elektronisk overførsel mellem kommunerne benyttes KMD’s
InFormationsUdvekslingssystem og der sker en automatisk registrering i af
kravet i Underholdsbidragssystemet.
På grundlag af de modtagne
afkrævninger (herunder manuelt indtastede oplysninger) udskrives der to gange
om ugen ’afkrævningsbreve’ for nye krav/bidragsperioder.
’Afkrævnings-brevene’
kuverteres og udsendes direkte fra KMD, og Københavns Kommune har i denne
forbindelse fravalgt løbende at få udskrevet kopier af brevene. Til
orientering
blev der i 2000 udskrevet 94.086 sådanne breve og i 2001 90.879 breve, og der
har så vidt vides ikke i andre sager været fremsat ønsker om kopier af
’afkrævningsbreve’.
Afkrævningsbreve uden adresser leveres til kommunen. Det gælder også
afkrævningsbreve med negative beløb, der behandles manuelt før udsendelsen.
Samtidig med udsendelsen af
’afkrævningsbrevene’ udskrives der en kvitteringsliste til
opkrævningskommunen
med de individuelle oplysninger, der er fremgået af
’afkrævningsbrevet’
(herunder bidragsperiode, beløbsstørrelser mv.). Oplysningerne overføres
automatisk i Københavns Kommune til KMD’s ’Debitorsystem’, der
benyttes som
sagsstyringssystem mv. for alle de restancearter, der er til
opkrævning/inddrivelse
gennem Københavns Skatte- og Registerforvaltning. På grundlag af
Underholdsbidragssystemet
(UHB-Debitor), listerne der opbevares i 5 år og registreringerne i
Debitorsystemet,
vil Skatte- og Registerforvaltningen kunne rekonstruere det individuelle
indhold i ’afkrævningsbrevene’ og vil også principielt kunne lave
en afskrift
deraf.
Kravet indgår herefter i den
almindelige sagsbehandling i Opkrævningsafdelingen, der i alt væsentligt
gennemføres via Debitorsystemet uden egentlige ’papirsagsakter’. Er
der ikke
andre bidragsbeløb til opkrævning, udsendes et giroindbetalingskort til den
bidragspligtige.
Har den pågældende i forvejen en betalingsaftale eller foretages der
tilbageholdelse
i løn mv., indgår kravet som udgangspunkt i den bestående aftale mv. Den
bidragspligtige er orienteret herom gennem en standardtekst i
’afkrævningsbrevet’.
KMD har gennem de senere år
arbejdet på en modernisering af Underholdsbidragsystemet og er i den
forbindelse gjort opmærksom på, at der skal ske en registrering af udsendte
meddelelser. KMD planlægger i forbindelse med moderniseringen at give
mulighed
for rekvisition af en nøjagtig kopi af udskrevne breve mv. fra systemet
(print-on- demand).
Det er Skatte- og
Registerforvaltningens opfattelse, at der gennem Kommunedatas
driftsafviklingskontroller
er sikret behørig dokumentation for, at brevene er udskrevet og afsendt.
Listerne med oplysninger om indholdet i brevene giver fornøden mulighed for
at
rekonstruere det individuelle indhold i brevene og således også for at
opfylde
en eventuel begæring om aktindsigt i indtil 5 år efter, at brevet er udsendt.
Det er derimod endnu ikke muligt efterfølgende at danne en nøjagtig kopi af
’afkrævningsbrevene’. Forvaltningens bemærkning i skrivelse af 3.
april 2001
om, at det ikke er muligt at rekonstruere disse ’afkrævningsbreve’,
skal forstås
i denne sammenhæng.”
Den 24. juli 2002 afgav jeg
en foreløbig redegørelse om sagen. Af min foreløbige udtalelse fremgår:
Ombudsmandens foreløbige udtalelse
”Spørgsmålet er om kommunen er berettiget til at fravælge løbende at få
udskrevet kopier af de afkrævningsbreve som kommunen sender via KMD. Det skal
i den forbindelse tages i betragtning at det ud fra det oplyste ikke
efterfølgende er muligt at danne en nøjagtig kopi af de pågældende
afkrævningsbreve – indholdet af brevene kan dog rekonstrueres i indtil 5
år efter at brevene er afsendt.
Som det fremgår af den sag der er gengivet i Folketingets Ombudsmands
beretning for 1997, s. 198ff, må det være et ubetinget krav at en myndighed
enten i sagen har en kopi af de dokumenter som myndigheden har udfærdiget,
eller med sikkerhed med meget kort varsel fra et edb- anlæg vil kunne lave en
fuldstændig nøjagtig udskrift (svarende til en kopi) af dokumentet. Det
fremgår endvidere at der i denne forbindelse må kræves en fuldstændig sikring
af et elektronisk dokuments integritet (dokumentets originale indhold) og
autenticitet (at dokumentet virkelig stammer fra den angivne udsteder). Jeg
bemærker at jeg i den sag som er nævnt i Folketingets Ombudsmands beretning
for 1999, s. 398ff*, også tog stilling til
et spørgsmål vedrørende manglende akter.
Det er min foreløbige
opfattelse at den af kommunen omtalte rekonstruktion ikke opfylder de nævnte
krav, og at kommunen derfor ikke har været berettiget til at fravælge løbende
at få udskrevet kopi af afkrævningsbrevene. Jeg er opmærksom på det af
kommunen
anførte om at der udskrives over 90.000 afkrævningsbreve om året. Dette kan
dog ikke føre til et andet resultat. Tilsvarende gælder det af kommunen
anførte om at der – så vidt det vides – ikke i andre sager har
været fremsat ønske
om aktindsigt i afkrævningsbreve.
Hvor længe kommunen skal
opbevare en kopi/have mulighed for at skaffe en sådan, beror på følgende
regler:
Af § 6, stk. 2, i
bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001 om offentlige arkivalier og om
offentlige arkivers virksomhed fremgår:
’§ 6.
Stk. 2.
Kassation af offentlige myndigheders arkivalier må først
finde sted, når der ikke længere er administrativt eller retligt behov for
dem.’
Af § 3, stk. 1, og § 7 i
bekendtgørelse nr. 152 af 18. april 1985 om kassation af Københavns Kommunes
arkivalier fremgår:
’§ 3.
Arkivalier i Københavns Kommune må kun tilintetgøres, hvis
de i bilaget til bekendtgørelsen er opført blandt de sager, der kan kasseres.
§ 7.
Kassationsfristerne i bilaget er kun vejledende, medmindre
andet er fastsat i denne bekendtgørelse eller i andre retsforskrifter.
Sagsmateriale skal dog altid opbevares, så længe der er administrativt behov
for det.’
Af bilagets punkt 6 fremgår:
’6. SOCIALVÆSEN
Bevares skal:
8. 20 pct. af de sociale
personsager efter 1933, der er henlagt i mapper for hver enkelt person, jfr.
§
9, stk. 2, for så vidt angår sociale personsager, som er henlagt i
familiemapper.
Dette gælder også sager fra børne- og ungdomsværn og familievejledning. Dog
bevares kun 3 pct. af sager vedrørende aldersrente, folkepension,
invalidepension,
enkepension, enkebørnsunderstøttelse, børnebidrag, børnetilskud,
ungdomsydelse, dagpenge, herunder sygedagpenge, hvis disse sager er ordnet på
en sådan måde, at særskilt kassation heraf er mulig.
B. Kasseres må:
1. Sociale personsager efter
1933, som ikke skal bevares i medfør af det under A, nr. 8 anførte.
Kassationsfrist: 70 år efter fødsel, evt. efter praktisk behov 10 år efter
seneste kontakt med den pågældende eller 5 år efter den pågældendes død.
’
Kassationsfristen for afkrævningsbreve
er således mindst 10 år for sager vedrørende ikke afdøde personer.
Sagsmateriale skal dog efter § 7, sidste pkt., i bekendtgørelse nr. 152 af
18.
april 1985 altid opbevares så længe der er administrativt behov for det, jf.
i
den forbindelse § 6, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001
hvorefter
arkivalier først må kasseres når der ikke længere er administrativt eller
retligt behov for dem. Jeg bemærker at elektroniske dokumenter ikke kan
kasseres
på et tidligere tidspunkt end papirbaserede dokumenter, jf. sagen fra min
beretning
for 1997.
En fast regel om at
afkrævningsbreve opbevares/kan skaffes i en periode på indtil 5 år efter
afsendelsen
af de pågældende breve, er efter min foreløbige vurdering ikke i
overensstemmelse
med de nævnte bevarings- og kassationsregler. Ud over det anførte om
kassationsfristen
henviser jeg til at materialet efter reglerne skal bevares/ikke må kasseres
så
længe der er administrativt og retligt behov for det. Sidstnævnte forudsætter
at kommunen konkret vurderer om der er et sådant behov for de pågældende
arkivalier. En fast regel om kassation efter et bestemt antal år efter
afsendelsen
af brevene vil i praksis udelukke denne konkrete vurdering. Med hensyn til
vurderingen af behovet kan jeg henvise til det der i 1997-sagen er skrevet
herom.”
Samme dag som jeg afgav den
foreløbige redegørelse, bad jeg Københavns Kommune, Københavns Stadsarkiv og
Statens Arkiver om en udtalelse i sagen. Samtidig orienterede jeg KMD
(Kommunedata A/S) om sagen ved at sende en kopi af min foreløbige redegørelse
til KMD. Årsagen til orientering af KMD var at KMD bl.a. havde leveret det
edb-program som kommunens afkrævningsbreve blev udskrevet fra.
Den 2. september 2002 udtalte
kommunen sig. Af udtalelsen fremgår:
”
Forvaltningen har fået
oplyst, at den planlagte frigivelse af et nyt Underholdsbidragsystem hos KMD,
der understøtter ’printOnDemand’ vil ske ved årsskiftet, samt at
det nuværende
system ikke vil blive understøttet af ’printOnDemand’.
Forvaltningen overvejer
’print On Demand’-løsningen, samt andre muligheder, der kan
tilgodese såvel
kravene i datalovgivningen og i arkiveringsreglerne som kravet om, at der i
alle sager er – eller hurtigt kan dannes – en kopi af ethvert
dokument i sagen.
Det fremgår af Ombudsmandens
foreløbige redegørelse, at de omhandlede krævebreve anses for omfattet af
arkiverings- og kassationsregler for sociale sager. Det er umiddelbart
forvaltningens opfattelse, at krævebrevene ikke har direkte sammenhæng med en
socialsag, idet kommunen for så vidt alene indtræder i en fordring mod en
anden person (den bidragspligtige), der ikke nødvendigvis er registreret som
social klient i kommunen. Er den bidragspligtige bosat i en anden kommune,
fremsendes kravet til inddrivelse gennem den bidragspligtiges bopælskommune,
der herefter udsender krævebrevet. Det er derfor forvaltningens opfattelse,
at
opkrævningen af bidrag hos den bidragspligtige er en selvstændig sag hos
bopælskommunen uden direkte sammenhæng med socialsagen om udbetaling af
bidrag
til bidragsmodtageren, og som sådan bør føres i en særskilt journal og
arkiveres herefter. Forvaltningen vil derfor i kontakten med Stadsarkivet
søge
klarlagt, hvilke arkiverings- og bevaringsregler, der gælder for disse
sager.”
Af Københavns Stadsarkivs
notat af 4. september 2002 fremgår:
”
For Stadsarkivet at se
berører sagen fra et arkivmæssigt synspunkt to problemkomplekser:
A. Samspillet mellem
kassationsbestemmelser, kassationsfrister og myndighedernes
forvaltningsmæssige
ansvar for at kunne dokumentere afgørelser og sagsforløb,
B. Behovet for afklaring af
arkiveringsforholdene for ældre elektroniske systemer, der er eller har været
i brug, samt sikring af, at der træffes de nødvendige forholdsregler til
sikring af forsvarlig arkivering i kommunerne i fremtiden.
Ad A.
I det omfang der ikke i
forvaltningslovgivningen eller i lovgivningen for enkelte sagsområder er
fastsat krav til bevaring og dokumentation, beror muligheden for at
dokumentere
administrative forhold på rigsarkivarens fastsættelse af bevarings- og
kassationsbestemmelser
og på myndighedens afgørelser vedrørende kassationsfrister.
Dette rejser generelt
spørgsmålet om, hvorvidt lovgivningens krav til myndighedernes dokumentation
af sagsforhold er tilstrækkelig eller bør præciseres.
For de arkivalier, der indgår
i den aktuelle sag, er i bekendtgørelse nr. 152 af 18/4 1985 om kassation i
Københavns Kommunes arkivalier, anført en vejledende kassationsfrist på 10
år,
men kommunen synes at have skønnet, at en kassationsfrist på 5 år var
tilstrækkelig.
Stadsarkivet har ikke beføjelse eller saglig indsigt til at afgøre, om dette
skøn har været rigtigt. Stadsarkivet bemærker, at myndighedernes ansvar for
selv at tage stilling til fastsættelsen af kassationsfrister er tydeliggjort
i
de nyeste bekendtgørelser om kassation i kommunale arkiver, som rigsarkivaren
har udstedt, idet disse ikke som tidligere indeholder vejledende
kassationsfrister.
Dette skærper så muligvis behovet for tydeliggørelse af de
forvaltningsmæssige
krav til retssikkerhed og forvaltningsskik.
Ombudsmanden lægger, som jeg
forstår det, til grund, at kommunen konkret vurderer, om der vil bestå et
retligt-administrativt behov for de pågældende arkivalier, hvor der med
konkret
forstås muligheden for at vurdere den enkelte sag. Stadsarkivet kunne godt
forestille sig, at hvor det handler om udskrivning af standardbreve, ville
det
arkivmæssigt være tilstrækkeligt, om arkiverede e-systemer kunne dokumentere,
at et sådant brev var sendt, under forudsætningen af, at eventuelle variable
oplysninger, der måtte indgå i brevet, ligeledes kunne dokumenteres. Hvis det
ikke udelukkende drejer sig om standardbreve, vil Stadsarkivet med konkret
mene, at den enkelte sagsentitet må kunne identificeres, og at der må kunne
produceres
en kopi. Det forudsættes, at systemet garanterer autenticiteten af data og
dokumenter.
Der er imidlertid i denne betragtning kun taget hensyn til det arkivmæssige
behov,
ikke det retligt-administrative, og der er dermed ikke heri noget kriterium
for
fastsættelse af kassationsfrister.
Arkivlovgivningen stiller
ingen krav til myndighedernes dokumentation af retligt- administrative
forhold,
men alene til, at de arkivalier, der skabes med disse formål, behandles på en
måde, der tilgodeser arkivmæssige hensyn. Dette gælder også den elektroniske
arkivdannelse. Det er imidlertid Stadsarkivets opfattelse, at de krav og
anbefalinger
vedr. arkivmæssige hensyn, der er udtrykt i Københavns Kommunes Bestemmelser
om anmeldelse og godkendelse af elektroniske arkivsystemer af 1/9 2002 (som
er
identiske med Statens Arkivers) og Stadsarkivets vejledning hertil, i
væsentlige henseender også vil betyde, at en række forvaltningshensyn
tilgodeses. Dette kunne således i den aktuelle sag gælde anbefalingen i
Vejledning til bestemmelser om anmeldelse og godkendelse af elektroniske
arkivsystemer § 12 (s.
16f
)
om, at man indretter systemerne, så de så hurtigt som muligt producerer en
arkiveringsversion af de enkelte dokumenters indhold.
Udviklingen i brugen af
elektroniske systemer kan imidlertid nok generelt give anledning til
overvejelser
om, hvilke forvaltningsmæssige krav, der bør stilles ved indretningen af
disse;
udover de krav der må stilles for at sikre den arkivmæssige bevaring af de
data, der efter arkivlovgivningen skal bevares.
Ad B.
Sagen afslører behovet for en
langt større klarhed hos myndighederne over, hvornår, hvordan og af hvad, der
skal ske arkivering af elektroniske systemer, herunder af de fælleskommunale
systemer. Der består utvivlsomt et behov for kortlægning af, hvordan status
er
med hensyn til arkivering af eksisterende og ældre systemer, og afklaring af,
hvad der bør gøres i den anledning. Behovet vedrører utvivlsomt både
opmærksomhed om problemet og vejledning og ressourcer til dets løsning. For
de
fælleskommunale systemers vedkommende vil det formentlig være nødvendigt, at
ikke blot de offentlige myndigheder, men også Kommunedata A/S med den særlige
rolle, selskabet har haft, bidrager til en sådan afklaring.”
Af kommunens udtalelse af 22.
november 2002 fremgår:
”
Vedrørende det retligt-administrative behov:
Det er kommunens opfattelse,
at der ikke er et retligt-administrativt behov for at få udskrevet eller
opbevare papirkopier af udskrevne ’krævebreve’. Det individuelle
indhold i
brevene vil fremgå af edb-registrene mv. og vil således på de relevante
punkter
kunne rekonstrueres i op til 5 år efter sagens afslutning. KMD’s
driftsafviklingskontroller er dokumentation for, at brevet er afsendt og for
integritet og autencitet. En papirkopi af brevet vil ikke give yderligere
sikkerhed eller være bevis for, at brevet er udskrevet og afsendt. Det
bemærkes, at ’krævebrevene’ udsendes direkte fra KMD og ikke er
underskrevne.
Såfremt der i forvaltningsretten gælder et almindeligt krav om, at alle
breve,
meddelelser, (giroindbetalingskort!) mv. fra offentlige myndigheder skal
foreligge i papirkopi, bør det fremgå direkte af lovgivningen – herunder
om
det er et krav, at alle breve, meddelelser mv. skal være underskrevet, og om
kopien skal være en fotokopi, hvoraf også underskriften fremgår, for at sikre
kopiens integritet og autencitet. Det er Skatte- og Registerforvaltningens
opfattelse, at et generelt lovkrav herom vil give anledning til væsentlig
meradministration i kommunerne og derfor må medtages i forhandlingerne om
’DUT’-kompensation (Det udvidede Totalbalanceprincip).
Forholdene omkring
’krævebrevene’ er ikke sammenlignelige med Ombudsmandens sag, 1997,
s. 198
ff., idet det væsentlige indhold af ’krævebrevene’ kan
rekonstrueres, og det
overføres i øvrigt automatisk til det kommunale debitorsystem, mens Gentofte
Kommune ikke var i stand til at rekonstruere indholdet i de udsendte
pensionsmeddelelser
selv kort tid efter udsendelsen.
Skatte- og
Registerforvaltningen vil nøje overveje at tage den kommende KMD-løsning i
brug, der efter det oplyste vil give mulighed for
’print-on-demand’. Denne
løsning vil gøre det nemmere – og formentlig også billigere – at
rekonstruere
indholdet af brevene i de forholdsvis få tilfælde, hvor det i praksis viser
sig hensigtsmæssigt eller nødvendigt – herunder ved begæringer om
aktindsigt.
Vedrørende arkiveringspligt.
Som nævnt i forvaltningens
brev af 2. september 2002 anser vi ikke opkrævningen af underholdsbidrag for
en socialsag, men for en opkrævningssag. ’Krævebrevene’ kan efter
forvaltningens opfattelse sammenlignes med udskrivning af fakturaer/regninger
eller evt. en meddelelse om, at kommunen er indtrådt i et civilretligt krav.
I
de tilfælde, hvor der ikke i forvejen er en løbende betalingsordning for
tidligere afkrævede underholdsbidrag eller for løbende betaling deraf, vil
der
efterfølgende blive udsendt giroindbetalingskort med angivelse af sidste
rettidige betalingsdag. Det fremgår af kassationsbekendtgørelsen for
Københavns
Kommune, at originale bogføringsbilag med underbilag kan kasseres 5 år efter
sagens afslutning. Undladelsen af at få udskrevet kopier af krævebrevene
synes
således ikke umiddelbart at være i strid med arkiveringsreglerne. Der ses da
heller ikke samfundsmæssigt at kunne være et behov for opbevaring af disse
dokumenter i arkiv.
Endvidere henvises til
vedlagte kopi af notat af 4. september 2002 fra Københavns Stadsarkiv. Det
fremgår heraf, at Stadsarkivet ikke udelukker, at elektronisk arkivering af
standardbreve kan ske alene ved opbevaring af eventuelle variable
oplysninger.
Forvaltningen vil tage
initiativ til, at der i samarbejde med Stadsarkivaren og edb-leverandørerne
laves en gennemgribende analyse af arkiveringsforpligtelserne for elektronisk
opbevarede data sammenholdt med reglerne i lov om behandling af
personoplysninger.
Der synes at være et behov for en afklaring og samordning af de
tvivlsspørgsmål,
der kan opstå herved – såvel af teknisk som praktisk art – set i
forhold til de
ressourcer, som skal afsættes til at skabe praktiske løsninger herpå. Et af
spørgsmålene vil være opfyldelsen af den enkelte kommunes eller forvaltnings
arkiveringspligt fra store fælles edb-registre, hvor det umiddelbart synes at
være i alles interesse, at arkiveringen sker fælles for alle kommuner. Et
andet
spørgsmål vil være arkiveringen af sager, der både indeholder fysiske og
edb-baserede dokumenter mv. Et tredje vil være sikringen af sagsdannelsen
(sagssammenhængen)
mellem enkeltdokumenter fra store systemer, der er fælles for mange kommuner.
Det kan eventuelt være hensigtsmæssigt at søge ’Den Digitale
Taskforce’
inddraget i dette arbejde. Til orientering vedlægges kopi af et mødereferat
af
11. november 2002 vedrørende tilsvarende arkiveringsproblemer for kommuner,
der anvender CSC’s ’Kom*it ligning’.”
I brev af 19. februar 2003
udtalte Statens Arkiver sig. Af udtalelsen fremgår:
”
I henhold til § 2 i lov om
offentlige arkiver (lovbek. nr. 740 af 17. juli 2000) har Statens Arkiver
bl.a.
til formål at sikre bevaringen af arkivalier, der har historisk værdi eller
tjener til dokumentation af forhold af væsentlig administrativ og retlig
betydning for borgere og myndigheder.
§ 7, stk. 1 i bekendtgørelse
nr. 554 af 31. maj 2001 om offentlige arkivalier og om offentlige arkivers
virksomhed fastsætter, at det er Rigsarkivaren, der fastsætter nærmere regler
om bevaring og kassation af offentlige arkivalier. § 7, stk. 2 fastsætter, at
kassation af offentlige arkivalier kun må finde sted efter bestemmelser, der
er fastsat i medfør af bestemmelsen i stk. 1, dvs. efter bestemmelser, som er
fastsat af Rigsarkivaren.
I henhold til dette
lovgrundlag udformer Statens Arkiver bevarings- og kassationsbestemmelser,
der
fastsætter hvilke arkivalier, der skal bevares, og hvilke, der kan kasseres.
Sagsmateriale skal dog altid bevares, så længe der er administrativt eller
retligt behov for det (jf. § 6, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 554). Tidligere
har
Statens Arkiver i visse tilfælde, som f.eks. i den citerede bekendtgørelse
nr.
152 af 18. april 1985 om kassation af Københavns Kommunes arkivalier, fastsat
vejledende
kassationsfrister. Det er
imidlertid ikke Statens Arkiver, men derimod den pågældende myndighed selv,
der vurderer, hvor længe der består et administrativt eller retligt behov for
et givet sagsmateriale.
Statens Arkivers bevarings-
og kassationsbestemmelser har ikke normerende virkning for hvilke arkivalier,
en given forvaltningsmæssig aktivitet skal resultere i. Arkivlovgivningens
bestemmelser skal sikre, at de arkivalier, som skabes i forbindelse med
myndighedernes
forvaltning bliver behandlet således, at arkivmæssige hensyn varetages –
de er
ikke udtryk for et krav om, at bestemte arkivalier nødvendigvis skal skabes
eller at der skal foreligge bestemte typer af dokumentation for bestemte
forvaltningsmæssige handlinger.
Ligeledes er det ikke Statens
Arkivers bevarings- og kassationsbestemmelser, der fastsætter det konkrete
indhold af bestemte typer af sager hos kommunerne. Statens Arkiver har ikke
hjemmel til at fastsætte nærmere regler om kommunale myndigheders
arkivdannelse m.v., og det er kommunens egen afgørelse, hvilke dokumenter,
der
er nødvendige i bestemte sagstyper. Der kan dog naturligvis i anden
lovgivning
være fastsat krav til kommunernes dokumentation af bestemte forhold og
sagsforløb.
I den konkrete sag om
afkrævningsbreve har Københavns Kommune vurderet, at der ikke består retlige
eller administrative behov for overhovedet at udskrive kopier af
afkrævningsbrevene,
idet de relevante oplysninger findes i Underholdsbidragssystemet og
Debitorsystemet,
og idet der i 5 år efter udsendelsen opbevares lister, der udskrives i
forbindelse
med KMDs driftsafviklingskontrol og som indeholder dokumentation for, at det
pågældende brev er afsendt. Det vil derfor i 5 år efter at de pågældende
afkrævningsbreve
er udsendt være muligt at rekonstruere brevenes indhold, om end ikke muligt
at
udforme en nøjagtig kopi af brevet.
Københavns Kommune vurderer
endvidere, at de pågældende afkrævningsbreve ikke indgår i en socialsag, men
er at sammenligne med udskrivning af fakturaer. Sådanne originale
bogføringsbilag kan kasseres efter 5 år.
Det er således Statens
Arkivers opfattelse, at Københavns Kommune ikke ved at undlade at lægge kopi
af de nævnte afkrævningsbreve på de pågældende sager har overtrådt
bestemmelser om bevaring og kassation, fastsat i medfør af arkivloven.
”
Jeg gør opmærksom på at § 6,
stk. 2, i bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001 om offentlige arkivalier og
om offentlige arkivers virksomhed der er nævnt i den foreløbige redegørelse,
med virkning fra den 1. juli 2003 er afløst af § 4, stk. 2, i
Kulturministeriets bekendtgørelse nr. 591 af 26. juni 2003 om offentlige
arkivalier og om offentlige arkivers virksomhed; indholdet af reglen er
uændret. I medfør af § 5 i bekendtgørelse nr. 591 af 26. juni 2003 har
Rigsarkivaren udstedt bekendtgørelse nr. 692 af 3. juli 2003 om bevaring og
kassation af arkivalier hos Københavns og Frederiksberg Kommuner der med
virkning fra den 15. august 2003 ophæver og afløser bekendtgørelse nr. 152 af
18. april 1985 om kassation af Københavns Kommunes arkivalier. Af
sidstnævnte,
nye bekendtgørelse nr. 692 af 3. juli 2003 fremgår:
”Kapitel 1
Område
§ 1.
Bestemmelserne gælder for Københavns og Frederiksberg
kommuners arkivalier, herunder arkivalier i den kommunale forvaltning og i
kommunale institutioner m.v.
§ 2.
Bestemmelserne omfatter ikke arkivalier, som er lagret
på elektronisk medium.
Kapitel 2
Bevaring og kassation
§ 4.
Arkivalier, som er skabt eller tilvejebragt efter 1.
april 1970, og som er anført i bilag 1, skal bevares.
§ 5.
Arkivalier, der er anført i bilag 2, kasseres uanset
bestemmelserne i bilag 1.
§ 6.
Kommunalbestyrelsen kan beslutte at bevare arkivalier i
større omfang end fastsat i §§ 3-5.
§ 7.
Arkivalier, der ikke skal bevares efter §§ 3 - 5,
kasseres når opbevaringspligt efter andre bestemmelser er opfyldt, og når de
efter
kommunens egen vurdering i øvrigt ikke længere har retlig eller administrativ
betydning.
”
Af bilag 1 og 2 i
bekendtgørelsen fremgår:
”Bilag 1
Bevaringsfortegnelse for arkivalier, som er skabt eller tilvejebragt
efter 1. april 1970
Social- og sundhedsområdet
Alle sociale personsager om
børn og unges anbringelse uden for hjemmet.
Alle sager om integration af
flygtninge.
Sociale personsager, som
efter kommunens egen vurdering er af særlig eller principiel karakter.
Andre sociale personsager,
som er henlagt efter cpr-numre, og hvor nummeret begynder med 01.
Bilag 2
Kassationsfortegnelse
Følgende arkivalier kasseres
uanset bestemmelserne i bilag 1:
Regnskabsmateriale, bortset
fra arkivalier, som skal bevares i henhold til bilag 1, afsnit 2.A.
Dokumenter, som er indskannet
i et elektronisk system.
Samlinger af materiale, der
alene er tilvejebragt med henblik på inddatering i elektroniske registre,
databaser m.v. (inddata).
Samlinger af udskrifter fra
edb-systemer, der alene anvendes til opslag, orientering og kontrol (uddata).
”
Ombudsmanden
s endelige udtalelse
”Min undersøgelse i denne sag begrænser sig til de to spørgsmål der blev
behandlet i den foreløbige redegørelse:
dels
om kommunen har været berettiget til at fravælge at få udskrevet kopier af de
afkrævningsbreve som kommunen sender, dvs. om der er krav om kopi af de breve
som kommunen sender,
dels
om hvilken kassationsfrist der gælder for afkrævningsbrevene. Jeg har således
ikke taget stilling til andre spørgsmål i sagen, herunder f.eks. heller ikke
til de spørgsmål vedrørende underskrift som kommunen rejser i sin udtalelse
af 22. november 2002.
Krav om kopi
Af min foreløbige udtalelse i sagen fremgår at kommunen ikke har været
berettiget til at fravælge løbende at få udskrevet kopier af de
afkrævningsbreve som kommunen sender via KMD, og at den rekonstruktion af de
pågældende afkrævningsbreve som kommunen i en periode på indtil 5 år efter
afsendelsen af brevene kan udarbejde, ikke opfylder kravet om at en myndighed
enten
i sagen har en kopi af de dokumenter som myndigheden har udfærdiget,
eller
med sikkerhed med meget kort varsel fra et edb-anlæg vil kunne lave en
fuldstændig nøjagtig udskrift (svarende til en kopi) af dokumentet.
Kommunen har i udtalelsen af 22. november 2002 anført at såfremt der i
forvaltningsretten gælder et almindeligt krav om at alle breve, meddelelser
(giroindbetalingskort) mv. fra offentlige myndigheder skal foreligge i
papirkopi, bør det fremgå direkte af lovgivningen. Kommunen anfører endvidere
at et generelt lovkrav herom vil give anledning til væsentlig
meradministration i kommunerne og derfor må medtages i forhandlingerne om
’DUT-kompensation’ (Det Udvidede Totalbalanceprincip).
Det er et ubetinget krav at en myndighed
enten
i sagen har en kopi af de dokumenter som myndigheden har udfærdiget,
eller
med sikkerhed med meget kort varsel fra et edb-anlæg vil
kunne lave en fuldstændig nøjagtig udskrift (svarende til en kopi) af
dokumentet.
Kravet om kopi (eller hvad
der svarer hertil, hvilket i denne sammenhæng og nedenfor vil sige en
fuldstændig nøjagtig udskrift af dokumentet fra et edb-anlæg med meget kort
varsel) af myndighedens udgående breve grunder sig særligt på to forhold:
dels
at sikre bevis hos myndigheden
selv (såvel af hensyn til myndighedens interne behov som af eksterne hensyn)
for det præcise indhold af dokumenter som er udgået fra myndigheden,
dels
at muliggøre meddelelse af
aktindsigt i overensstemmelse med bestemmelserne herom i offentlighedsloven
og forvaltningsloven. Formålet med kravet om en kopi (eller hvad der svarer
hertil) af udgående breve er således at overholde forvaltningsloven,
offentlighedsloven og grundlæggende dokumentationskrav i forvaltningssager.
Uanset at en sag for så vidt er afsluttet, kan der nemlig opstå behov for at
finde brevene i sagen frem på ny, f.eks. fordi sagen genoptages, eller fordi
der anmodes om aktindsigt i sagen.
Jeg henviser i det hele til
de sager som er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s.
339* (s. 366, punkt c), for 1997, s. 198ff*, for 1999, s. 398ff*, og for
2001,
s. 290ff*, herunder også til citaterne i nogle af sagerne af den af
Forskningsministeriet i juni 1996 udgivne vejledning om elektronisk
dokumenthåndtering og forvaltningsregler – en vejledning om de
forvaltningsretlige
konsekvenser af elektronisk arkivering, sagsbehandling og kommunikation.
Vejledningen findes på den hjemmeside som Ministeriet for Videnskab,
Teknologi
og Udvikling har oprettet; hjemmesidens adresse er
www.videnskabsministeriet.dk.
Hvis lovgivningen ikke
indeholder udtrykkelig hjemmel herfor, er myndighederne ikke berettiget til
at destruere dokumenter eller at foretage ændringer i oplysninger som indgår
i sager i det offentlige. Jeg henviser til
Jon Andersen
mfl. i Forvaltningsret (2002), 2. udgave, s. 395, og til § 8, stk. 1, og §
10,
stk. 1 og 2, i arkivloven (lov nr. 1050 af 17. februar 2002). Endvidere
henviser jeg til § 5, stk. 2, jf. stk. 1, i bekendtgørelse nr. 591 af 26.
juni
2003 om offentlige arkivalier og om offentlige arkivers virksomhed. Heraf
fremgår at kassation af arkivalier kun må finde sted efter bestemmelser der
fastsættes af Rigsarkivaren. Sådanne bestemmelser er for Københavns Kommunes
vedkommende nu fastsat i bekendtgørelse nr. 692 af 3. juli 2003 om bevaring
og
kassation af arkivalier hos Københavns og Frederiksberg Kommuner.
Det er derfor min endelige
opfattelse at Københavns Kommune burde have en kopi af de afkrævningsbreve
som
kommunen sender. Ud over det som er anført ovenfor, har jeg lagt vægt på at
kommunen
ikke fra et edb-anlæg med meget kort varsel har kunnet lave en fuldstændig
nøjagtig
udskrift (svarende til en kopi) af dokumentet. Det at kommunen kan
rekonstruere
det væsentligste indhold af de pågældende breve efterfølgende, er ikke
tilstrækkeligt
til at opfylde kravet om en kopi (eller hvad der svarer hertil) af kommunens
udgående breve.
Kommunen har derfor ikke
været berettiget til at fravælge løbende at få udskrevet kopi af de
afkrævningsbreve
som kommunen sender.
Kommunen mener ikke at
forholdene i denne sag er sammenlignelige med forholdene i den sag som er
gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1997, s. 198ff. Som
begrundelse herfor anfører kommunen at det væsentlige indhold af
afkrævningsbrevene kan rekonstrueres, og at det (væsentlige indhold af
brevene,
går jeg ud fra) i øvrigt overføres automatisk til det kommunale
debitorsystem,
hvorimod kommunen i den omtalte sag fra 1997-beretningen ikke var i stand til
at rekonstruere indholdet af de udsendte pensionsmeddelelser selv kort tid
efter udsendelsen.
Som det fremgår ovenfor, er
der krav om at forvaltningsmyndigheder har en kopi (eller hvad der svarer
hertil) af sine udgående breve. Kommunen i den omtalte sag fra
1997-beretningen var ikke i stand til at opfylde dette krav –
tilsvarende
gælder Københavns Kommune i denne sag. Jeg mener derfor at forholdene i de to
sager er sammenlignelige.
Kassationsfrist
Af den foreløbige redegørelse
fremgår at kassationsfristen for materiale i en social sag, herunder
afkrævningsbreve, er mindst 10 år for sager vedrørende ikke afdøde personer,
og at sagsmateriale dog altid skal opbevares så længe der er administrativt
(eller retligt) behov for det. Det fremgår også at en fast regel om at
afkrævningsbreve
opbevares/kan skaffes i en periode på indtil 5 år efter afsendelsen af de
pågældende
breve, ikke er i overensstemmelse med bevarings- og kassationsreglerne på
området.
Kommunen har den 2. september
2002 og 22. november 2002 udtalt at kommunen ikke anser opkrævningen af
underholdsbidrag
for en social sag, men for en opkrævningssag. Som begrundelse herfor anfører
kommunen at kommunen for så vidt alene indtræder i en fordring mod en anden
person
(den bidragspligtige) som ikke nødvendigvis er registreret som social klient
i
kommunen. Er den bidragspligtige bosat i en anden kommune, fremsendes kravet
til inddrivelse gennem den bidragspligtiges bopælskommune. Kommunen mener at
opkrævning af bidrag hos den bidragspligtige er en selvstændig sag hos
bopælskommunen
uden direkte sammenhæng med den sociale sag om udbetaling af bidrag til den
bidragsberettigede. Kommunen sammenligner afkrævningsbrevene med udskrivning
af fakturaer/regninger eller eventuelt en meddelelse om at kommunen er
indtrådt i et civilretligt krav. På det grundlag henfører kommunen
afkrævningsbrevene til punkt 7 om Regnskabsvæsen, underpunkt B, nr. 3, om
originale bogføringsbilag med underbilag i bilaget til bekendtgørelsen om
kassation af Københavns Kommunes arkivalier. For sådanne originale
bogføringsbilag
med underbilag er den vejledende kassationsfrist fastsat til 5 år.
Afkrævningsbreve er breve
hvori kommunen afkræver den bidragspligtige underholdsbidrag.
Sager om børnebidrag er
udtrykkeligt nævnt under socialvæsen i bekendtgørelsens bilag. Sager om
opkrævning af underholdsbidrag er derimod ikke nævnt i bilaget, ligesom der i
bilaget ikke er et særskilt punkt om opkrævning af forskellige ydelser. Af
punkt 8 om Skattevæsen, underpunkt B, I, b, nr. 4, fremgår i øvrigt at
skatterestancemateriale må kasseres når der ikke længere er praktisk brug for
det.
Af bilagets punkt 7 om
regnskabsvæsen fremgår indledningsvis at reglerne om regnskabsvæsen vedrører
både den centrale økonomiske forvaltning og samtlige selvstændigt
regnskabsførende afdelinger og institutioner samt underinstitutioner der ikke
har selvstændig regnskabsførelse. Punkt 7, underpunkt B, nr. 2, angår i
øvrigt
kontokort i tekstløst bogholderi for enkeltpersoner, f.eks. skatteydere og
modtagere
af sociale ydelser.
Jeg har ingen bemærkninger
til kommunens opfattelse om at en sag om opkrævning af underholdsbidrag hos
den bidragspligtige er en selvstændig sag i forhold til sagen om udbetaling
af bidrag til den bidragsberettigede – opkrævningssagen knytter sig dog
til
udbetalingssagen.
Af Københavns Stadsarkivs
udtalelse fremgår at der for de arkivalier der indgår i den aktuelle sag, er
fastsat en kassationsfrist på 10 år, men at kommunen synes at have skønnet at
en frist på 5 år var tilstrækkeligt. Stadsarkivet anfører i den forbindelse
at Stadsarkivet ikke har beføjelse eller saglig indsigt til at afgøre om
dette
skøn er rigtigt.
Jeg mener fortsat at det er
mest nærliggende at henføre de pågældende afkrævningsbreve (sammen med de
øvrige dokumenter i en sag om opkrævning af underholdsbidrag) til punktet om
socialvæsen. Dette stemmer også overens med at en kommunes afgørelser om
inddrivelse af underholdsbidrag kan påklages til det sociale nævn, jf. § 23a,
stk. 1, i loven om inddrivelse af underholdsbidrag (lovbekendtgørelse nr. 631
af 15. september 1986 som senest ændret ved lov nr. 461 af 7. juni 2001).
I den nye, nugældende
bekendtgørelse om bevaring og kassation af arkivalier hos Københavns og
Frederiksberg Kommuner er der ikke fastsat vejledende kassationsfrister.
Visse
sociale sager skal bevares ifølge punkt 5 i bekendtgørelsens bilag 1, dog
kasseres f.eks. regnskabsmateriale uanset om selve den sociale sag skal
bevares,
når opbevaringspligt efter andre bestemmelser er opfyldt, og når
regnskabsmaterialet
efter kommunens egen vurdering ikke længere har retlig eller administrativ
betydning, jf. bekendtgørelsens § 5 og § 7. Tilsvarende betingelser gælder
for
kassation af andre sociale sager.
Bestemmelserne i
bekendtgørelsen om bevaring og kassation af arkivalier hos Københavns og
Frederiksberg Kommuner gælder ikke for arkivalier som er lagret på
elektronisk
medium, jf. bekendtgørelsens § 2. Jeg har overvejet om dette har betydning
for
denne sag.
Jeg har lagt til grund at
dette ikke (for tiden) er tilfældet. Jeg henviser til at afkrævningsbrevene
ikke kan anses for lagret på elektronisk medium, idet jeg herved umiddelbart
må
forstå at de pågældende arkivalier er lagret på elektronisk medium på en
sådan
måde at der fra et edb-anlæg vil kunne laves en fuldstændig nøjagtig udskrift
(svarende til en kopi) af et dokument. Dertil kommer at det – som
Statens
Arkiver også er inde på i udtalelsen til mig – er Rigsarkivaren der
fastsætter
nærmere regler om bevaring og kassation af offentlige arkivalier, og at
kassation af offentlige arkivalier kun må finde sted efter Rigsarkivarens
bestemmelser
herom. I henhold hertil bliver regler om bevaring og kassation udformet;
sagsmateriale skal dog altid bevares så længe der er administrativt eller
retligt
behov for det. Jeg henviser i det hele til (nu) § 4, stk. 2, samt § 5, stk. 1
og 2, i bekendtgørelse nr. 591 af 26. juni 2003. Af Københavns Stadsarkivs
generelle vejledning til Københavns Kommunes forvaltninger og institutioner
om
anmeldelse og aflevering af elektroniske arkivsystemer til Københavns
Stadsarkiv fra maj 2002 fremgår s. 4 at det er Rigsarkivaren der afgør hvilke
elektroniske arkivalier der skal bevares for eftertiden, og at Rigsarkivaren
har meddelt at bevaringsbestemmelser for it-arkivalier i løbet af 2002-2003
vil blive udmøntet i en bekendtgørelse. Det fremgår også at Stadsarkivet
–
indtil denne bekendtgørelse foreligger – i hvert enkelt tilfælde vil
forelægge
afgørelser om bevaring og kassation af elektroniske arkivalier for
Rigsarkivaren.
Rigsarkivaren har mig bekendt endnu ikke udstedt sådanne regler for
Københavns
Kommune.
Af den foreløbige redegørelse
fremgår at arkivalier altid (uanset den for området dagældende
kassationsfrist
som for afkrævningsbreve er på 10 år for ikke afdøde personer) skal opbevares
så længe der er administrativt (eller retligt) behov for det, og at dette
forudsætter at kommunen konkret vurderer om der er et sådant behov for de
pågældende arkivalier. En fast regel om kassation efter et bestemt antal år
vil
i praksis udelukke denne konkrete vurdering.
Kommunen har den 22. november
2002 udtalt at der ikke er et retligt-administrativt behov for at få
udskrevet
eller opbevare papirkopier af udskrevne afkrævningsbreve. Kommunen begrunder
dette med at indholdet af afkrævningsbrevene kan rekonstrueres i op til 5 år
efter sagens afslutning (og dermed ikke indtil 5 år efter afsendelsen af
brevene som anført i kommunens udtalelse af 19. februar 2002 – min
bemærkning).
Københavns Stadsarkiv og
Statens Arkiver har i deres udtalelser fremhævet at det er den pågældende
myndighed selv der vurderer hvor længe der består et administrativt (eller
retligt)
behov for et givet sagsmateriale – myndigheden har således selv ansvaret
for
behovsvurderingen.
Jeg er enig i at det er
Københavns Kommune der skal foretage vurderingen af behovet for at bevare
sagsmateriale i kommunens sager. Behovsvurderingen foretages inden for de
gældende regler.
Af den ovennævnte sag i min
1997-beretning der angår en pensionssag, og hvori behovsvurderingen nærmere
er
beskrevet, fremgår at der altid vil være et sådant behov så længe det
offentliges krav på tilbagebetaling af for meget udbetalt pension eller en
pensionists (mulige) krav på efterbetaling af for lidt udbetalt pension ikke
med sikkerhed er forældet eller på grund af pensionistens død med sikkerhed
ikke kan rejses.
Heraf følger at kopi af
afkrævningsbreve først kan kasseres når krav som følge af sagen med sikkerhed
er forældet eller på grund af død med sikkerhed ikke kan rejses.
Konklusion
Sammenfattende må jeg
fastholde min foreløbige udtalelse som min endelige udtalelse i sagen.
Kommunen har således ikke
været berettiget til at fravælge løbende at få udskrevet kopi af de
afkrævningsbreve
som kommunen sender.
Det er beklageligt at
Københavns Kommune fravalgte løbende at få udskrevet kopi af disse
afkrævningsbreve.
Kopi af afkrævningsbrevene
kan kasseres når der ikke længere er et retligt eller administrativt behov
for
dem, dvs. når krav som følge af sagen med sikkerhed er forældet eller på
grund
af død med sikkerhed ikke kan rejses.
Jeg har gjort Københavns
Kommune bekendt med min opfattelse.
Jeg har henstillet til
kommunen at kommunen iværksætter de tiltag der er nødvendige for at kunne
opfylde de nævnte krav
dels
om kopi
af udgående afkrævningsbreve (eller hvad der svarer hertil),
dels
om at kopi af brevene først
kasseres når der ikke længere er retligt eller administrativt behov for dem.
Jeg har bedt kommunen om at
underrette mig om hvad der videre sker i sagen, herunder om de tiltag der
iværksættes.
Da KMD bl.a. har leveret det
edb-program som afkrævningsbrevene udskrives fra, har jeg sendt en kopi af
denne redegørelse til KMD. Jeg har også sendt en kopi af redegørelsen til
Statens Arkiver og Københavns Stadsarkiv.”
Efterfølgende oplyste
Københavns Kommune mig den 17. oktober 2003 om at kommunen var ved at
undersøge det praktiske og økonomiske omfang af mine henstillinger, såvel i
kommunens forvaltninger som i resten af landets kommuner. KMD havde foreløbig
oplyst at det for København ville koste ca. 160.000 kr. årligt at få
etableret ”print
on demand” til KMD-Debitorsystem. Hertil kom 15 øre pr. brev der blev
lagret i
dette system, dvs. for ”krævebrevene” ca. 15.000 kr. årligt (ca.
100.000 breve
hvert år). Mulighederne for ”print on demand” af
”krævebrevene” ville indgå i
forhandlinger med KMD om ibrugtagen af en ny version af UHB der forventedes
at
kunne ske i løbet af foråret 2004. Kommunen ville orientere mig om dette
forløb og om de videre overvejelser i sagen.
NOTER: (*)
FOB 1990, s. 339,
FOB 1997, s. 198,
FOB 1999, s. 398, og
FOB 2001, s. 290
og
s. 630.
Lignende dokumenter
- Kommunes erstatningsansvar for inddrivelse af ægtefællebidrag. Forældelse Retsinformation · 2. oktober 2002
- Statsforvaltningernes kassation af arkivalier i sociale sager Retsinformation · 6. oktober 2009
- It-løsninger i forbindelse med kommunalreformen Retsinformation · 4. oktober 2006
- 2015-36. Ikke hjemmel til obligatorisk digital selvbetjeningsløsning ved klage over parkeringsafgift. Vejledning på hjemmeside Retsinformation · 1. juli 2015
- KOMMISSIONENS BESLUTNING af 13. juli 2009 om omstruktureringsstøtte til Combus A/S (meddelt under nummer K(2009) 4538) (Kun den danske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) (2009/973/EF) EU-lovgivning · 13. juli 2009
- Undersøgelse af 75 bødesager fra 5 politimestre Retsinformation · 26. februar 2011