Afgørelse om indkvartering i asylcenter for udlænding udvist ved dom Ikke fornøden hjemmel
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afgørelse om indkvartering i asylcenter for udlænding udvist
ved dom
Ikke fornøden hjemmel
Det fremgik af sagen at Direktoratet for Udlændinge (nu
Udlændingestyrelsen) den 22. maj 1992 meddelte A opholdstilladelse i Danmark
i
medfør af udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. Den 1. juli 1992 indrejste
han
i Danmark.
Den 22. maj 1997 fik A et barn med den danske statsborger B.
Den 31. marts 1998 blev A gift med B.
Ved Østre Landsrets dom af 20. oktober 1998 blev A idømt 8 års
fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191 og lov om euforiserende
stoffer. Han blev samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud for
bestandig.
Højesteret nedsatte ved dom af 23. april 1999 straffen til 7 års
fængsel. Højesteret tiltrådte samtidig at A var dømt til udvisning med
indrejseforbud for bestandig. Af Højesterets dom fremgår bl.a. følgende
”Tiltalte er iransk statsborger. I en udtalelse af 8. januar
1998 afgivet af Udlændingestyrelsen hedder det bl.a.:
’Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt de i udlændingelovens § 26,
stk. 1, nævnte forhold kan antages at gøre en beslutning om udvisning særligt
belastende for sigtede, skal styrelsen bemærke følgende:
Ad § 26, stk. 1, nr. 2
Sigtede har efter det oplyste indgået ægteskab med den danske
statsborger (B). Det fremgår imidlertid af cpr-registeret, at sigtede er
ugift, og at (B) er fraskilt. De pågældende har sammen et fællesbarn, (C).
Ad § 26, stk. 1, nr. 3
Sigtede indrejste i Danmark den 1. juli 1992. Pågældende har
efter det oplyste ingen erhvervsmæssig tilknytning til Danmark, ligesom han
Læs alt
ikke har øvrig familie i Danmark.
Ad § 26, stk. 1, nr. 4
Sigtede har oplyst, at hans forældre er døde, samt at han har 2
brødre og 1 søster, der alle bor i Iran.’
Tiltaltes forsvarer har oplyst, at tiltalte nu er gift med (B).
Flygtningenævnet har i en udtalelse af 29. januar 1998 bl.a.
anført:
’
Flygtningenævnet skal for så vidt angår det asylretlige oplyse,
at det grundlag, der oprindeligt førte til, at der meddeltes (A)
opholdstilladelse
i medfør af udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, også i dag kan antages, at
ville kunne begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7.
Det kan således ikke udelukkes, at (A) ved en tilbagevenden til
Iran på nuværende tidspunkt vil blive udsat for forfølgelse omfattet af
udlændingelovens § 7 som følge af sine politiske aktiviteter.
Såfremt (A) udvises ved en dom med den virkning, at hans
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, bortfalder,
jf.
udlændingelovens § 32, stk. 1, følger det imidlertid af udlændingelovens §
31,
stk. 1, at han ikke kan udsendes til hjemlandet, eller til et andet land,
hvor
han ikke er beskyttet mod videresendelse til hjemlandet, hvis han på
udsendelsestidspunktet risikerer forfølgelse i hjemlandet af de i
flygtningekonventionen af 28. juli 1951, artikel
1 A, nævnte grunde. Må (A) på
udsendelsestidspunktet anses for omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 2,
1.
pkt., idet det af lignende grunde ikke bør kræves, at han udrejser til
hjemlandet,
jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, vil han dog alligevel kunne udsendes til
hjemlandet, såfremt der skønnes at foreligge de grunde, som et omtalt i
udlændingelovens § 31, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder ikke på
nuværende tidspunkt at burde udtale sig herom.’
Højesterets bemærkninger.
Betingelserne for udvisning efter udlændingelovens § 22, nr. 3
og 4, jf. § 26, er herefter opfyldt, hvorved bemærkes, at tiltalte til sin
tid
har mulighed for at påberåbe sig udlændingelovens § 31 og § 50. Højesteret
tiltræder
derfor, at tiltalte er dømt til udvisning med indrejseforbud for
bestandig.”
Den 7. marts 2001 fremsatte A en anmodning om at udvisningen og
indrejseforbuddet blev ophævet.
Den 12. september 2001 meddelte Udlændingestyrelsen A afslag på
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 2.
Den 15. oktober 2001 indbragte Københavns Politi
udvisningssagen for retten i medfør af udlændingelovens § 50 med påstand om
at
A’s udvisning og indrejseforbud blev opretholdt for bestandig.
Flygtningenævnet stadfæstede den 21. november 2001
Udlændingestyrelsens afgørelse af 12. september 2001 med følgende
begrundelse:
”Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren isoleret set
er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.
Flygtningenævnet finder, at der efter karakteren og grovheden
af den af ansøgeren begåede kriminalitet, for hvilken der er udmålt en straf
af fængsel i syv år, foreligger sådanne særlige grunde, at ansøgeren i medfør
af udlændingelovens § 10, stk. 2, ikke skal meddeles opholdstilladelse.
Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke kan udsendes
tvangsmæssigt til Iran, jf. udlændingelovens §
49 a, jf. §
31.”
Københavns Byrets afsagde den 3. januar 2002 kendelse om at A’s
påstand om at den ved Østre Landsrets dom af 20. oktober 1998 som stadfæstet
ved Højesterets dom af 23. april 1999 idømte udvisning med indrejseforbud for
bestandig blev ophævet, ikke blev taget til følge. Byrettens kendelse blev
den
30. januar 2002 stadfæstet af Østre Landsret.
Den 26. februar 2002 sendte Kriminalforsorgen på A’s vegne en
ansøgning om hjælp til forsørgelse idet han forventedes løsladt den 1. april
2002.
Den 4. marts 2002 traf Udlændingestyrelsen følgende afgørelse:
”Udlændingestyrelsen skal herved meddele dig, at du fra den 1.
april 2002 vil modtage 2.450,61 kr. om måneden i kost-, tøj- og lommepenge.
Beløbet vil blive udbetalt ved personlig henvendelse til Dansk Røde Kors
Center ( ). Kopi af dette brev er sendt til Dansk Røde Kors Center ( ) og
Dansk
Røde Kors Booking.
Afgørelsen er truffet efter udlændingelovens § 42a, stk. 2,
hvorefter en udlænding, der ikke har lovligt ophold i Danmark, kan få dækket
sine udgifter til underhold af udlændingestyrelsen, hvis det er nødvendigt af
hensyn til forsørgelsen af den pågældende.
Forsørgelsen efter udlændingelovens § 42a, stk. 2, omfatter
indkvartering på et asylcenter, udbetaling af kost-, tøj- og lommepenge samt
afholdelse af udgifter til ikke- akut sundhedsbehandling. Satserne for kost-
,
tøj- og lommepenge er fastsat i finansloven.
Det bemærkes, at udlændinge omfattet af Udlændingestyrelsens
underholdspligt skal tage ophold efter styrelsens nærmere bestemmelse, jf.
udlændingelovens §
42 a,
stk. 7. Som udgangspunkt indebærer dette indkvartering på et asylcenter efter
styrelsens anvisning. Kun i helt særlige tilfælde giver styrelsen tilladelse
til anden indkvartering, herunder privat indkvartering.
Hvis udlændingen ikke efterkommer styrelsens pålæg om
opholdssted, kan styrelsen træffe beslutning om fratagelse af kost-, tøj- og
lommepenge,
jf. udlændingelovens §
42 a,
stk. 8, nr. 3.
Udlændingestyrelsen har efter en vurdering af sagen fundet, at
der i dit tilfælde kan ske udbetaling af kost-, tøj- og lommepenge, selv om
du
ikke er indkvarteret på et asylcenter. Styrelsen har herved lagt vægt på
oplysningerne
om, at du efter afsoning kan tage ophold hos din hustru.
Styrelsen har yderligere lagt vægt på, at I har et barn sammen.”
Procesbevillingsnævnet afslog den 12. marts 2002 en ansøgning om
tilladelse til kære til Højesteret af Østre Landsrets kendelse af 30. januar
2002.
Den 30. april 2002 gav Udlændingestyrelsen afslag på A’s
ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskabet med B.
Udlændingestyrelsen gav følgende begrundelse for afslaget:
”Efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, kan der gives
opholdstilladelse til en udlænding over 25 år, som samlever på fælles bopæl i
ægteskab eller fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark
fastboende
person over 25 år.
Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 2, at til udlændinge,
som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, kan opholdstilladelse gives efter
reglerne i §§ 7 og 8, medmindre særlige grunde taler derimod. Endvidere kan
opholdstilladelse undtagelsesvis gives efter §§ 6 og 9, når ganske særlige
grunde
taler derfor, dog tidligst to år efter udrejsen.
Idet Deres klient ved Højesteretsdom af 23. april 1999 blev
idømt 7 års fængsel og udvisning for bestandig, kan ansøgningen om
opholdstilladelse ikke imødekommes.
Det forhold, at Flygtningenævnet den 21. november 2001
stadfæstede styrelsens afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens §
7,
og bemærkede at Deres klient ikke kunne udsendes tvangsmæssigt til Iran, jf.
udlændingelovens §
49 a,
jf. § 31, kan ikke føre til et andet resultat.
Ej heller det forhold, at De har oplyst, at Deres klients
ægtefælle har tilbagevendende psykiske problemer, som indebærer indlæggelse
på
hospital, således at fællesbarnet må placeres på ( ), kan føre til et andet
resultat.
Styrelsen finder ikke, at artikel 8 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention er til hinder for styrelsens afgørelse, idet Den
Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indeholder en
forpligtelse for Danmark til at respektere ægtefællernes valg af
opholdsland.”
Den 26. juli 2002 gav Udlændingestyrelsen A afslag på
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. Styrelsen gav
følgende
begrundelse for afgørelsen:
”Styrelsen finder ikke, at der foreligger sådanne ganske
særlige grunde, der kan give din klient opholdstilladelse efter den på
ansøgningstidspunktet
gældende udlændingelovs § 9, stk. 2, nr. 4, jf. udlændingelovens § 10,
stk. 4.
Styrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at din klient ved
Højesteretsdom af 23. april 1999 blev idømt 7 års fængsel og udvisning for
bestandig og derfor efter udlændingelovens § 10, stk. 4, kun
undtagelsesvist,
hvis ganske særlige
grunde taler derfor, og tidligst 2 år efter udrejsen, kan gives
opholdstilladelse.
Styrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at din klient ikke
har været udrejst af Danmark i 2 år og allerede derfor ikke kan meddeles
opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 4.
Styrelsen finder derudover ikke, at der foreligger sådanne
særlige grunde, at der efter § 10, stk. 4, undtagelsesvis kan meddeles din
klient opholdstilladelse.
Det forhold, at din klient har del i forældremyndigheden over
(C), kan ikke føre til andet resultat.
Det forhold, at din klient under ’tålt ophold’ ikke har
mulighed for at tage del i familiens forsørgelse kan ligeledes ikke føre til
et andet resultat.
Det forhold at Flygtningenævnet den 21. november 2001
stadfæstede styrelsens afslag på opholdstilladelse efter § 7, og bemærkede,
at
din klient ikke kunne udsendes tvangsmæssigt til Iran, jf. udlændingelovens §
49 a, jf. § 31, kan ikke føre til et
andet resultat.
Det forhold, at du gør gældende, at din klient ikke har nogen
reel mulighed for at vælge opholdsland, kan endvidere ikke føre til et andet
resultat.
Ej heller det forhold, at du har oplyst, at din klients
ægtefælle har tilbagevendende psykiske problemer, som indebærer indlæggelse
på
hospital, således at fællesbarnet må placeres på ( ), kan føre til et andet
resultat.
Styrelsen finder ikke, at artikel 8 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention er til hinder for styrelsens afgørelse, idet
artikel
8 ikke hindrer en stat i at gribe ind i retten til et familieliv, når det
sker
i medfør af loven, og når det er nødvendigt i et demokratisk samfund, jf.
artikel 8, stk. 2.
Styrelsen finder, at afgørelsen, efter karakteren og grovheden
af din klients begåede kriminalitet, for hvilken der er udmålt en straf på
fængsel i 7 år og udvisning for bestandig, er i overensstemmelse med
betingelserne
i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk.
2.”
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
stadfæstede den 23. juli 2003 Udlændingestyrelsens afgørelser af 30. april
2002 og 26. juli 2002. Ministeriet gav følgende begrundelse:
”Deres klient er udvist af Danmark med indrejseforbud for
bestandigt og har ikke været udrejst af Danmark i to år. Deres klient kan
derfor ikke gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr.
2,
eller § 9, stk. 2, nr. 4, jf. herved § 10, stk. 2, 2. pkt.
Det forhold, at De har anført, at Deres klient ikke har
mulighed for at tage arbejde eller blive integreret i det danske samfund, at
Deres klient skal havde mulighed for at forsørge sin familie, samt at (B) har
tilbagevendende psykiske problemer, som indebærer indlæggelse på hospital,
hvilket medfører, at fællesbarnet må indlægges på ( ), kan ikke føre til en
ændret vurdering.
Endvidere kan det ikke føre til en ændret vurdering, at De har
anført, at et afslag på opholdstilladelse til Deres klient er i strid med Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8, Konventionen om borgerlige
og politiske rettigheder artikel 24 samt Børnekonventionen.
Det bemærkes i den forbindelse, at betingelsen om, at en
udlænding med indrejseforbud skal have været udrejst af Danmark i mindst to
år, før den pågældende kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens
§ 9, er ufravigelig.
Det bemærkes endvidere, at oplysningerne om Deres klients
familieforhold indgik ved Østre Landsrets dom af 20. oktober 1998 og
Højesterets dom af 23. april og igen ved Københavns Byrets dom af 3. januar
2002 og Østre Landsrets dom af 30. januar
2002.”
Den 1. december 2003 henstillede Rigspolitiet,
Udlændingeafdelingen, til Udlændingestyrelsen at tage stilling til hvorvidt A
fortsat skulle have tilladelse til privat indkvartering. Den 22. juli 2004
ophævede Udlændingestyrelsen herefter A’s tilladelse til privat
indlogering
med økonomi og påbød ham samtidig at flytte til Center Sandholm. Styrelsen
gav
følgende begrundelse for sin afgørelse:
”Bestemmelsen i udlændingelovens §
42 a, stk. 8, om indkvartering af
udlændinge på tålt ophold i Center Sandholm blev vedtaget i Folketinget den
31.
maj 2002 med ikrafttræden den 1. juli 2002 (lov nr. 365 om ændring af
udlændingeloven og ægteskabsloven med flere love).
Udlændingestyrelsen skal herefter i medfør af udlændingelovens
§
42 a, stk. 8, som
udgangspunkt bestemme, at alle personer, der er på tålt ophold, skal tage
ophold i Center Sandholm.
Ved lov nr. 291 af 30. april 2003, der trådte i kraft den 1. maj
2003, blev bestemmelsen i udlændingelovens §
42 a, stk.
8, udvidet, således at reglen ligeledes
vedrører opholdsstedet for personer, der er udvist ved dom.
Efter udlændingelovens § 42, stk. 8, skal styrelsen herefter,
medmindre særlige grunde taler imod, bestemme, at en udlænding på tålt
ophold,
som samtidig er udvist ved endelig dom, og som ikke er varetægtsfængslet
efter
lovens § 35, skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted (Center
Sandholm).
Det fremgår bl.a. af forarbejderne til ændring af
udlændingelovens §
42 a,
stk. 8, som trådte i kraft den 1. maj 2003, at det forhold, at en udlænding,
der er udvist ved endelig dom, har en ægtefælle eller mindreårige børn her i
landet, ikke i almindelighed vil tale for, at Udlændingestyrelsen undlader at
træffe bestemmelse om, at udlændingen skal tage ophold i Center Sandholm.
Dette
gælder også, hvis den ved dom udviste udlænding har såkaldt tålt ophold her i
landet.
Baggrunden herfor er, at retten ved afgørelsen om udvisning har
taget stilling til, hvorvidt de humanitære hensyn, som er nævnt i
udlændingelovens § 26, herunder udlændingens tilknytning til herboende
personer,
bør føre til, at der ikke træffes afgørelse om udvisning.
Derfor finder styrelsen ikke, at det forhold, at du bor sammen
med din ægtefælle, kan ændre ved afgørelsen om bopæl i Center Sandholm.
Styrelsen har ved afgørelsen om flytning til Center Sandholm
lagt vægt på, at du er udvist ved endelig dom i Højesteret den 23. april
1999,
og at du i Danmark har tålt ophold, jf. flygtningenævnets afgørelse af 21.
november 2001.
Styrelsen finder ikke, at særlige grunde taler imod, at du skal
tage ophold i Center Sandholm.
Styrelsen finder endvidere ikke, at det forhold, at du siden 4.
marts 2002 har haft tilladelse til at bo privat hos din hustru, kan ikke
ændre
[skal formentlig være ”kan ændre”; min bemærkning] ved afgørelsen
om flytning
til Center Sandholm.”
Den 28. juli 2004 klagede A’s advokat til mig over
Udlændingestyrelsens afgørelse. Han anførte at afgørelsen fra
Udlændingestyrelsen
om tilladelse til privat indlogering var en begunstigende forvaltningsakt der
ikke uden videre kunne ophæves af Udlændingestyrelsen fordi der var vedtaget
ny lovgivning på området. Konsekvensen i denne situation var efter advokatens
opfattelse at loven fik tilbagevirkende kraft. Herudover fremhævede advoakten
at Udlændingestyrelsens afgørelse af 22. juli 2004 efter hans opfattelse
udgjorde en krænkelse af artikel 8 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
idet A blev afskåret fra at leve i ægteskab med sin ægtefælle på bopælen, og
idet han blev afskåret fra regelmæssigt samvær med fællesbarnet.
Samme dag rettede advokaten henvendelse til Udlændingestyrelsen
med henblik på at den frist som styrelsen havde fastsat for A’s flytning
til
Center Sandholm, blev suspenderet indtil videre. Styrelsen skrev den 2.
august
2004 til advokaten at den ikke fandt at det forhold at han havde klaget til
mig, kunne ændre ved styrelsens afgørelse af 22. juli 2004 om flytning til
Center Sandholm. Styrelsen fastholdt stadig at der ikke var særlige grunde
der
talte imod at A tog ophold i Center Sandholm.
I anledning af advokatens klage bad jeg den 6. august 2004
Udlændingestyrelsen om en udtalelse og om udlån af sagens akter. Af styrelsen
udtalelse af 17. september 2004 fremgik bl.a. følgende:
”Den 31. maj 2002 vedtog Folketinget, med ikrafttræden den 1.
juli 2002, bestemmelsen i udlændingelovens §
42 a, stk. 8, om indkvartering af
udlændinge på tålt ophold.
Styrelsen skal herefter som udgangspunkt bestemme, at personer
på tålt ophold, skal tage ophold i Center Sandholm.
Styrelsen fandt på tidspunktet ikke grundlag for at inddrage
(A)’s tilladelse til privat indkvartering med økonomi, idet han var
bosiddende
med sin hustru og deres fælles barn, jf. bemærkningerne til lovforslag nr.
152
side 86 (FT-Tidende 2001-2002, tillæg A, sp. 3952).
Ved vedtagelse af L 291 af 30. april 2003, der trådte i kraft
den 1. maj 2003, blev bestemmelsen i udlændingelovens §
42 a, stk. 8, imidlertid udvidet, og
herefter bliver udlændinge, der er udvist ved dom, og som ikke er
varetægtsfængslede efter udlændingelovens § 35, omfattet af bestemmelsen.
Efter udlændingelovens §
42
a, stk. 8, skal styrelsen, medmindre særlige grunde
taler imod, bestemme, at en udlænding på tålt ophold, eller som er udvist ved
endelig dom, og som ikke er varetægtsfængslet efter § 35, skal tage ophold på
et bestemt indkvarteringssted (Center Sandholm).
Det fremgår bl.a. af forarbejderne til ændringen af
udlændingelovens § 42a, stk. 8, som trådte i kraft den 1. maj 2003, at det
forhold,
at en udlænding, der er udvist ved endelig dom har en ægtefælle eller
mindreårige børn her i landet, ikke i almindelighed vil tale for, at
styrelsen
undlader at træffe bestemmelse om, at udlændingen skal tage ophold i Center
Sandholm. Dette gælder også, hvis den ved dom udviste udlænding har såkaldt
tålt ophold her i landet.
Baggrunden herfor er, at retten ved afgørelsen om udvisning har
taget stilling til, hvorvidt de humanitære hensyn, som er nævnt i
udlændingelovens § 26, herunder udlændingens tilknytning til herboende
personer,
bør føre til, at der ikke træffes afgørelse om udvisning.”
Den 1. november 2004 afgav jeg følgende udtalelse i sagen:
Ombudsmandens udtalelse
”1. Retsgrundlaget
Udlændingestyrelsen afgørelse af 4. marts 2002 blev truffet efter
bestemmelserne i udlændingelovens §
42 a, stk. 2 og stk. 7. Bestemmelserne i §
42 a, stk. 1, stk. 2 og stk. 7, havde på det tidspunkt følgende ordlyd, jf.
lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001:
’
§
42 a.
En udlænding, der opholder sig her i landet og indgiver ansøgning om
opholdstilladelse i medfør af § 7, får udgifterne til underhold dækket af
Udlændingestyrelsen, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse, eller
udlændingen udrejser eller udsendes, jf. dog stk. 3 og 4 og § 43, stk. 1. En
udlænding som nævnt i 1. pkt., der er blevet meddelt
opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 1 eller 2, § 9, stk. 2, nr. 2, eller
§
9, stk. 2, nr. 4-6, får udgifterne til underhold dækket af
Udlændingestyrelsen
til og med udgangen af den første hele måned efter tidspunktet for meddelelse
af opholdstilladelse til udlændingen, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 2.
Har en
udlænding, der ikke er omfattet af stk. 1 eller § 43, stk. 1, efter reglerne
i
kapitel 1 og 3-5 ikke ret til at opholde sig her i landet, får udlændingen
udgifterne til underhold dækket af Udlændingestyrelsen, hvis det er
nødvendigt af hensyn til forsørgelsen af udlændingen, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 7.
Udlændingestyrelsen kan bestemme, at en i stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, nævnt
udlænding, uanset om den pågældende selv har tilstrækkelige midler til sit
underhold, skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse.
En
sådan udlænding må ikke gennem voldelig eller truende adfærd over for
personer,
der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge,
eller
over for personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringssteder, lægge
hindringer i vejen for udførelsen af opgaver med driften af
indkvarteringsstedet eller for opretholdelsen af ro og orden på
indkvarteringsstedet.’
Ved lov nr. 365 af 6. juni 2002 blev der i §
42 a
i udlændingeloven indsat et nyt
stk. 8. med følgende ordlyd:
’
§
42 a.
Stk. 8.
Udlændingestyrelsen bestemmer, medmindre særlige grunde taler derimod, at en
udlænding, der er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter
§§
7 og 8, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, skal tage ophold på et
bestemt indkvarteringssted for de i stk. 1 og 2 nævnte udlændinge. Stk. 7, 2.
pkt. finder tilsvarende anvendelse.’
Lovændringen trådte i kraft den 1. juli 2002. I forarbejderne
til loven er bl.a. anført følgende, jf. Folketingstidende, 2001- 2002, Tillæg
A, s. 4037 f:
’Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens §
42 a, stk. 7, 1. pkt., kan Udlændingestyrelsen
bestemme, at en udlænding, der er omfattet af Udlændingestyrelsens
underholdsforpligtelse, skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere
bestemmelse, uanset om den pågældende selv har tilstrækkelige midler til sit
underhold.
Bestemmelsen i udlændingelovens §
42 a, stk. 7, 1. pkt., er fakultativ og
anvendes i praksis ikke over for udlændinge, der er udelukket fra asyl, men
som
ikke kan udsendes til hjemlandet på grund af forbudet mod refoulement i
udlændingelovens § 31.
Efter den foreslåede bestemmelse i
§
42 a,
stk. 8, 1. pkt.,
bestemmer Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde
taler derimod, at en udlænding, der er meddelt afslag på en ansøgning om
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl), men som ikke kan
udsendes
af landet, jf. udlændingelovens § 31, skal tage ophold på et bestemt
indkvarteringssted for asylansøgere.
Efter den foreslåede bestemmelse skal Udlændingestyrelsen som
udgangspunkt træffe afgørelse om, at udlændinge, som er meddelt afslag på en
ansøgning om asyl, men som ikke kan udsendes af landet som følge af
udlændingelovens forbud mod refoulement (udlændinge på såkaldt tålt ophold),
skal tage ophold på et asylcenter. Det er hensigten, at Udlændingestyrelsen
skal henvise sådanne udlændinge til at tage ophold i Center Sandholm, som er
indhegnet, og hvor der er adgangskontrol og polititilstedeværelse. Der
henvises
til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 6.
Efterkommer udlændingen ikke Udlændingestyrelsens bestemmelse
efter den foreslåede bestemmelse i §
42 a,
stk. 8, 1. pkt., kan den pågældende straffes med bøde eller under skærpende
omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder, jf. den ved lovforslagets § 1,
nr. 65, foreslåede ændring af udlændingelovens § 60, stk. 1.
Det bemærkes, at der foreslås i forslag nr. L 32 af 13. december
2001 til lov om ændring af udlændingeloven (Initiativer mod terrorisme mv.
–
opfølgning på FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 af 28. september
2001 om
bekæmpelse af terrorisme) (jf. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 751),
at udlændinge på såkaldt tålt ophold kan pålægges meldepligt. Det forudsættes
i
bemærkningerne hertil, at politiet pålægger sådanne udlændinge meldepligt som
udgangspunkt hver 14. dag med henblik på løbende at sikre, at politiet har
kendskab til de pågældendes opholdssted. Efterkommer udlændingen gennem
længere
tid – f.eks. nogle måneder – ikke en af politiet iværksat
meldepligt, kan den
pågældende frihedsberøves med henblik på at undersøge, om der er opstået
mulighed
for udsendelse af landet.
Det forudsættes, at politiet – såfremt lovforslag nr. L 32
vedtages – pålægger udlændinge på såkaldt tålt ophold, der er blevet
pålagt at
tage ophold i Center Sandholm, meldepligt – som udgangspunkt hver uge.
Derved
sikres det, at politiet løbende holder opsyn med de pågældende udlændinges
tilstedeværelse i Center Sandholm. Hvis udlændingen ikke efterkommer
meldepligten i længere tid, kan den pågældende frihedsberøves.
Den foreslåede bestemmelse i §
42 a, stk. 8, 1. pkt., indebærer, at
Udlændingestyrelsen vil kunne undlade at træffe afgørelse om, at en udlænding
på såkaldt tålt ophold skal tage ophold i Center Sandholm, hvis særlige
grunde
taler derimod. Der er tale om en skønsmæssig adgang for Udlændingestyrelsen
til
at undlade at træffe en sådan afgørelse, hvorfor Udlændingestyrelsen i hvert
enkelt tilfælde vil skulle vurdere, om særlige grunde taler derimod.
Det forudsættes, at Udlændingestyrelsen kun undlader at træffe
afgørelse om, at en udlænding på såkaldt tålt ophold skal tage ophold i
Center
Sandholm, hvis det findes at være helt ubetænkeligt. Da det er et afgørende
hensyn bag den foreslåede bestemmelse at sikre myndighedernes kendskab til de
pågældende udlændinges opholdssted, skal det indgå i vurderingen, om der er
fare for, at udlændingen vil skjule sig for myndighederne. Det skal endvidere
indgå i vurderingen, om der er fare for, at den pågældende vil begå
kriminalitet. Såvel udlændingens aktuelle som tidligere adfærd kan inddrages
i
vurderingen heraf. Er der således f.eks. tale om en udlænding, der tidligere
gentagne gange har begået kriminalitet, vil dette tale imod, at
Udlændingestyrelsen undlader at træffe bestemmelse om, at den pågældende skal
tage ophold i Center Sandholm.
Det vil ligeledes tale imod, at Udlændingestyrelsen undlader at
træffe bestemmelse om, at den pågældende skal tage ophold i Center Sandholm,
hvis det vil være nødvendigt for politiet at anvende større ressourcer f.eks.
til beskyttelse af udlændingen, såfremt denne ikke pålægges at opholde sig i
Center Sandholm.
Det vil tillige kunne indgå i vurderingen, om udlændingen har
en ægtefælle eller mindreårige børn her i landet. Dette forhold vil i
almindelighed tale for, at Udlændingestyrelsen undlader at træffe afgørelse
om, at udlændingen skal tage ophold i Center Sandholm. Det skal dog ikke
tillægges betydning, såfremt der er fare for, at udlændingen vil skjule sig
for
myndighederne eller begå kriminalitet, eller hvis det vil være nødvendigt for
politiet at anvende større ressourcer f.eks. til beskyttelse af udlændingen,
såfremt denne ikke pålægges at opholde sig i Center Sandholm.
I de tilfælde, hvor Udlændingestyrelsen tillader, at en
udlænding på såkaldt tålt ophold tager ophold uden for Center Sandholm, vil
udlændingen – i lighed med de udlændinge, som pålægges at tage ophold i
Center
Sandholm – kunne pålægges at melde sig hos det stedlige politi som
udgangspunkt
hver 14. dag, jf. det ovenfor anførte om lovforslag nr. L 32. Efterkommer
udlændingen gennem længere tid ikke en af politiet iværksat meldepligt, kan
den
pågældende – i lighed med de udlændinge, som pålægges at tage ophold i
Center
Sandholm – frihedsberøves.’
Bestemmelsen i §
42 a,
stk. 8, blev ændret igen ved lov nr. 291 af 30. april 2003. Ændringsloven
trådte i kraft den 1. maj 2003. Bestemmelserne i udlændingelovens § 42a, stk.
1, stk. 2, og stk. 8 havde herefter på tidspunktet for Udlændingestyrelsens
afgørelse af 22. juli 2004, følgende ordlyd:
’
§
42 a.
En udlænding, der opholder sig her i
landet og indgiver ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, får
udgifterne
til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af
Udlændingestyrelsen,
indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse, eller udlændingen udrejser
eller udsendes, jfr. dog stk. 3 og 4 og § 43, stk. 1. En udlænding, som nævnt
i
1. pkt., der er blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 1
eller
2, § 9 b, § 9 c eller § 9 e, får udgifterne til underhold og nødvendige
sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen til og med udgangen af
den første hele måned efter tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse
til
udlændingen, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 2.
Har en
udlænding, der ikke er omfattet af stk. 1 eller § 43, stk. 1, efter reglerne
i
kapitel 1 og 3-5 ikke ret til at opholde sig her i landet, får udlændingen
udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af
Udlændingestyrelsen, hvis det er nødvendigt af hensyn til forsørgelsen af
udlændingen, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 8.
Udlændingestyrelsen bestemmer, medmindre særlige grunde taler derimod, at en
udlænding, der er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter
§§
7 eller 8, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og en udlænding,
der
er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet
efter § 35, skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted for de i
stk. 1 og 2 nævnte udlændinge. Stk. 7, 2. pkt., finder tilsvarende
anvendelse.’
Af forarbejderne til lov nr. 291 af 30. april 2003 fremgår bl.a.
følgende vedrørende ændringen af §
42 a,
stk. 8, og vedrørende ikrafttrædelsesbestemmelsen, jf. Folketingstidende
2002-2003, Tillæg A, s.
3918 f
og s. 3928 f:
’Til nr. 24.
Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens §
42 a, stk. 8, 1. pkt., bestemmer
Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, at en udlænding,
der er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter
udlændingelovens
§§ 7 eller 8 (asyl), men som ikke kan udsendes (tvangsmæssigt) af landet, jf.
udlændingelovens § 31, skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted for
de udlændinge, der er omfattet af styrelsens underholdsforpligtelse, jf.
udlændingelovens
§
42 a, stk. 1 og
2. Bestemmelsen vedrører udlændinge med såkaldt tålt ophold her i landet.
Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens §
42 a, stk. 8, at Udlændingestyrelsen
som udgangspunkt skal pålægge sådanne udlændinge at tage ophold i Center
Sandholm, som er indhegnet, og hvor der er adgangskontrol og
polititilstedeværelse.
Det er endvidere i forarbejderne anført, hvornår Udlændingestyrelsen kan
undlade at træffe bestemmelse om, at en sådan udlænding skal tage ophold i
Center Sandholm. Der henvises til lovforslag nr. L 152 om ændring af
udlændingeloven og ægteskabsloven med flere love (Afskaffelse af de
facto-flygtningebegrebet, effektivisering af asylsagsbehandlingen, skærpede
betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse og stramning
af
betingelserne for familiesammenføring m.v.), s. 86 ff., jf. Folketingstidende
2001-2002, Tillæg A, sp. 3952.
Det fremgår heraf, at Udlændingestyrelsen efter
udlændingelovens §
42 a,
stk. 8, 1. pkt., vil kunne undlade at træffe afgørelse om, at sådanne
udlændinge skal tage ophold i Center Sandholm, hvis særlige grunde taler
derimod. Der er således en skønsmæssig adgang for Udlændingestyrelsen til at
undlade at træffe en sådan afgørelse, hvorfor styrelsen i hvert enkelt
tilfælde
vil skulle vurdere, om særlige grunde taler derimod.
Det forudsættes endvidere, at Udlændingestyrelsen kun undlader
at træffe afgørelse om, at en udlænding på såkaldt tålt ophold skal tage
ophold i Center Sandholm, hvis det findes at være helt ubetænkeligt. Da det
er
et afgørende hensyn bag den foreslåede bestemmelse at sikre myndighedernes
kendskab til de pågældende udlændinges opholdssted, skal det indgå i
vurderingen, om der er fare for, at udlændingen vil skjule sig for
myndighederne.
Det skal endvidere indgå i vurderingen, om der er fare for, at den pågældende
vil begå kriminalitet. Såvel udlændingens aktuelle som tidligere adfærd
inddrages i vurderingen heraf. Er der således f.eks. tale om en udlænding,
der
tidligere gentagne gange har begået kriminalitet, vil dette tale imod, at
Udlændingestyrelsen undlader at træffe bestemmelse om, at den pågældende skal
tage
ophold i Center Sandholm.
Det kan endvidere indgå i vurderingen, om udlændingen har en
ægtefælle eller mindreårige børn her i landet.
Med den foreslåede ændring af
§
42 a,
stk. 8, 1. pkt.,
bliver udlændinge, der er udvist ved dom, og som ikke er
varetægtsfængslede efter udlændingelovens § 35, omfattet af bestemmelsen.
Begrundelsen for, at udlændinge, der er udvist ved dom, og som
ikke er varetægtsfængslede efter udlændingelovens § 35, skal kunne pålægges
at
tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, er, at disse udlændinge –
ligesom
udlændinge på et såkaldt tålt ophold – er uønskede i Danmark. Det er
derfor
vigtigt at sikre, at politiet løbende har kendskab til sådanne udlændinges
opholdssteder. I det omfang, sådanne udlændinge ikke er varetægtsfængslede
efter udlændingelovens § 35, bør de pågældende således være indkvarteret i
Center Sandholm.
Det forhold, at en udlænding udvist ved dom har en ægtefælle
eller mindreårige børn her i landet, vil ikke – som det er tilfældet for
udlændinge på såkaldt tålt ophold – i almindelighed tale for, at
Udlændingestyrelsen
undlader at træffe bestemmelse om, at udlændingen skal tage ophold i Center
Sandholm. Dette gælder også, hvis den ved dom udviste udlænding har såkaldt
tålt ophold her i landet. Baggrunden herfor er, at retten ved afgørelsen om
udvisning har taget stilling til, hvorvidt de humanitære hensyn, som nævnt i
udlændingelovens § 26, herunder udlændingens tilknytning til herboende
personer, bør føre til, at der ikke træffes afgørelse om udvisning.
Til § 2.
De ved lovforslagets § 1, nr. 10 og 24, foreslåede bestemmelser
om, at udlændinge udvist ved dom skal tage ophold i Center Sandholm og
pålægges meldepligt, finder anvendelse på udlændinge, der den 1. maj 2003 er
udvist ved dom, eller som fra og med 1. maj 2003 bliver udvist ved dom. Dette
gælder uanset, hvornår de pågældende er blevet udvist ved dom.
Den foreslåede overgangsordning indebærer, at udlændinge, der
fra og med 1. maj 2003 bliver løsladt efter afsoning af en straffedom,
hvorved
de pågældende tillige er blevet udvist, som udgangspunkt skal pålægges at
tage
ophold i Center Sandholm og pålægges meldepligt, hvis de ikke
varetægtsfængsles
efter udlændingelovens § 35.
Den foreslåede overgangsordning indebærer endvidere, at politiet
skal gennemgå sagerne vedrørende udlændinge, der den 1. maj 2003 er udvist
ved
dom, som har afsonet straffen og ikke er varetægtsfængslet efter
udlændingelovens § 35, og hvor udlændingen endnu ikke er udrejst, med henblik
på at pålægge udlændingen meldepligt og indstille til Udlændingestyrelsen, om
udlændingen skal pålægges at tage ophold i Center Sandholm.’
2.
Udlændingestyrelsen afgørelse
Ifølge legalitetsprincippet skal forvaltningens virksomhed være
legitimeret i en lov eller en anden anerkendt retskilde. Jo dybere en
afgørelse griber ind i borgernes interessesfære, des sikrere må den
retskildemæssige
hjemmel være. Typisk kræves det at en afgørelse der pålægger borgeren en
byrde,
skal have utvetydig hjemmel i en lovbestemmelse. Se bl.a. Jon Andersen,
m.fl.,
Forvaltningsret, 2. udgave (2002), side
302f,
og Jens Garde m.fl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 4. udgave (2004),
side188f, og Bent Christensen, Opgaver, Hjemmel, Organisation, 2. udgave
(1997), side
220f.
Det fremgår ikke af selve lovteksten i forbindelse med ændringen
af bestemmelsen i udlændingelovens §
42
a
ved lov nr. 291 af 30. april 2003 at ændringen ikke
kun havde betydning for de personer som efter den 1. maj 2003 blev udvist ved
dom; men også for dem som tidligere var blevet udvist. Kun i
lovforslagsbemærkningerne er det tilkendegivet at de nye regler også
omfattede
personer som tidligere var udvist ved dom.
Udlændingestyrelsen skal efter bestemmelsen i udlændingelovens
§
42 a, stk. 8,
træffe afgørelse om ophold i Center Sandholm ’medmindre særlige grunde
taler
derimod’. Der er ifølge forarbejderne tale om en skønsmæssig adgang for
Udlændingestyrelsen
til at undlade at træffe afgørelse om ophold i Center Sandholm hvor styrelsen
i hvert enkelt tilfælde skal vurdere om der foreligger særlige grunde. I
afgørelsen af 22. juli 2004 vurderede Udlændingestyrelsen at der ikke var
sådanne særlige grunde. Styrelsen lagde i den forbindelse bl.a. vægt på
lovforslagsbemærkningerne om at det forhold at en udlænding der er udvist ved
dom, har en ægtefælle eller mindreårige børn her i landet, ikke i
almindelighed vil tale for at Udlændingestyrelsen undlader at træffe
bestemmelse
om at udlændingen skal tage ophold i Center Sandholm, og at baggrunden herfor
er at retten ved afgørelsen om udvisning har taget stilling til hvorvidt de
humanitære hensyn som nævnt i udlændingelovens § 26, herunder udlændingens
tilknytning til herboende personer, bør føre til at der ikke træffes
afgørelse
om udvisning.
Udlændingestyrelsen konstaterede desuden i forbindelse med
afgørelsen at det forhold at (A) siden den 4. marts 2002 havde haft
tilladelse
til at bo privat hos sin hustru, ikke kunne ændre ved afgørelsen om flytning
til Center Sandholm.
På tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af 22. juli
2004 havde (A) siden sin løsladelse den 1. april 2002 haft tilladelse til at
opholde sig hos sin hustru og sit barn, dvs. i mere end to år.
Der foreligger ikke i sagen oplysninger om at (A)’s tilladelse
til at tage ophold hos sin hustru og sit barn skulle have givet politiet
eller
styrelsen anledning til nogen form for betænkeligheder.
Så vidt ses var den eneste årsag til at Udlændingestyrelsen den
22. juli 2004 traf afgørelse om at (A) skulle tage ophold i Center Sandholm,
at
det i forbindelse med ændringen af bestemmelsen i udlændingelovens §
42 a, stk. 8, ved lov nr. 291 af 30.
april 2003 blev pålagt politiet at gennemgå sagerne vedrørende udlændinge der
den 1. maj 2003 var udvist ved dom, og at Udlændingestyrelsen modtog en
indstilling fra politiet i (A)’s sag.
Det følger af det ovenfor anførte at lovændringen også omfatter
dem som den 1. maj 2003 allerede var udvist ved dom. Det følger imidlertid
også
at Udlændingestyrelsen (stadig) kan undlade at træffe afgørelse om ophold i
Center Sandholm hvis der foreligger særlige omstændigheder.
Det fremgår af bemærkningerne i forarbejderne til lovændringen
at de primært omtaler retsstillingen for udviste udlændinge som løslades
efter
lovens ikrafttræden den 1. maj 2003.
For disse udlændinge skal styrelsen som altovervejende hovedregel
bestemme at de skal tage ophold i Center Sandholm. For udviste udlændinge der
er løsladt før den 1. maj 2003, er det i bemærkningerne alene anført at
styrelsen
skal tage stilling til om disse udlændinge skal tage ophold i Center
Sandholm.
Der er hverken i lovteksten til ændringsloven eller i
bemærkningerne hertil i øvrigt anført noget om hvordan styrelsen skal
forholde
sig i forhold til udviste udlændinge der som (A) i en længere periode forud
for lovændringens ikrafttræden har haft tilladelse til privat indkvartering,
og
hvor tilladelsen ikke på noget tidspunkt ses at have givet anledning til
betænkeligheder.
Det er navnlig ikke anført at forhold af denne karakter ikke skulle kunne
anses
for særlige grunde som taler imod at der træffes bestemmelse om at en
udlænding
skal tage ophold i Center Sandholm.
I forhold til en udlænding som i lang tid har haft tilladelse
til privat indkvartering, må en afgørelse om at udlændingen skal tage ophold
i
Center Sandholm, betegnes som ganske indgribende. For at en myndighed kan
træffe afgørelse af en så indgribende karakter, kræves en forholdsvis klar
hjemmel, jf. ovenfor.
Lovændringen i 2003 (lov nr. 291 af 30. april 2003) og
forarbejderne (Folketingstidende 2002-2003, Tillæg A, s.
3918 f
) udgør efter min mening ikke i
sig selv tilstrækkelig hjemmel til under de foreliggende omstændigheder at
træffe en sådan afgørelse.
På den baggrund mener jeg at Udlændingestyrelsens afgørelse af
22. juli 2004 i (A)’s sag savner fornøden hjemmel.
Jeg har gjort Udlændingestyrelsen bekendt med min opfattelse og
samtidig henstillet til styrelsen at genoptage sagen og træffe en ny
afgørelse
i lyset af det jeg har anført.
Jeg beder Dem afvente Udlændingestyrelsens nye afgørelse før De
tager stilling til om der er grundlag for at rette henvendelse til mig på
ny.”
Den 2. marts 2005 modtog jeg kopi af Udlændingestyrelsens nye
afgørelse i sagen af 9. november 2004. Ved afgørelsen bestemte
Udlændingestyrelsen at A med tilladelse fra styrelsen kunne genindlogere sig
hos sin hustru. På den baggrund skrev jeg den 11. marts 2005 til
Udlændingestyrelsen at jeg ikke foretog mig mere i sagen.
Lignende dokumenter
- Afgørelse i klagesag om Allerød Kommunes afslag på landzonetilladelse til midlertidig ændret anvendelse af bygninger og udvidelse af parkeringsplads på [A1], Birkerød Klagenævn (Nævnenes Hus) · 21. marts 2025
- Afgørelse i sag om bygningernes anvendelse på [virksomhed1] i Allerød Komune Klagenævn (Nævnenes Hus) · 14. marts 2014
- Straf – momssvig – kildeskat – hovedselskaber – fiktive fakturaer – 14 selskaber - underleverandører SKM-databasen · 3. maj 2023
- Straf – momssvig – kildeskat – emballageafgift – ølafgift – vinafgift – skattesvig – indrejseforbud for bestandig SKM-databasen · 2. oktober 2020
- Afgørelse i sag om forlængelse af tilladelse til flygtningecenter i Dragør Kommune Klagenævn (Nævnenes Hus) · 10. august 2011
- Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 19. september 2013. — Straffesag mod Gjoko Filev og Adnan Osmani. EU-domme · 19. september 2013