Spring til indhold

Retsinformation

Afgørelse om indkvartering i asylcenter for udlænding udvist ved dom Ikke fornøden hjemmel

FOU nr 2004.311UdtalelserFolketinget7. november 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afgørelse om indkvartering i asylcenter for udlænding udvist

ved dom

Ikke fornøden hjemmel

Det fremgik af sagen at Direktoratet for Udlændinge (nu

Udlændingestyrelsen) den 22. maj 1992 meddelte A opholdstilladelse i Danmark

i

medfør af udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. Den 1. juli 1992 indrejste

han

i Danmark.

Den 22. maj 1997 fik A et barn med den danske statsborger B.

Den 31. marts 1998 blev A gift med B.

Ved Østre Landsrets dom af 20. oktober 1998 blev A idømt 8 års

fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191 og lov om euforiserende

stoffer. Han blev samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud for

bestandig.

Højesteret nedsatte ved dom af 23. april 1999 straffen til 7 års

fængsel. Højesteret tiltrådte samtidig at A var dømt til udvisning med

indrejseforbud for bestandig. Af Højesterets dom fremgår bl.a. følgende

”Tiltalte er iransk statsborger. I en udtalelse af 8. januar

1998 afgivet af Udlændingestyrelsen hedder det bl.a.:

’Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt de i udlændingelovens § 26,

stk. 1, nævnte forhold kan antages at gøre en beslutning om udvisning særligt

belastende for sigtede, skal styrelsen bemærke følgende:

Ad § 26, stk. 1, nr. 2

Sigtede har efter det oplyste indgået ægteskab med den danske

statsborger (B). Det fremgår imidlertid af cpr-registeret, at sigtede er

ugift, og at (B) er fraskilt. De pågældende har sammen et fællesbarn, (C).

Ad § 26, stk. 1, nr. 3

Sigtede indrejste i Danmark den 1. juli 1992. Pågældende har

efter det oplyste ingen erhvervsmæssig tilknytning til Danmark, ligesom han

Læs alt

ikke har øvrig familie i Danmark.

Ad § 26, stk. 1, nr. 4

Sigtede har oplyst, at hans forældre er døde, samt at han har 2

brødre og 1 søster, der alle bor i Iran.’

Tiltaltes forsvarer har oplyst, at tiltalte nu er gift med (B).

Flygtningenævnet har i en udtalelse af 29. januar 1998 bl.a.

anført:

’

Flygtningenævnet skal for så vidt angår det asylretlige oplyse,

at det grundlag, der oprindeligt førte til, at der meddeltes (A)

opholdstilladelse

i medfør af udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, også i dag kan antages, at

ville kunne begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7.

Det kan således ikke udelukkes, at (A) ved en tilbagevenden til

Iran på nuværende tidspunkt vil blive udsat for forfølgelse omfattet af

udlændingelovens § 7 som følge af sine politiske aktiviteter.

Såfremt (A) udvises ved en dom med den virkning, at hans

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, bortfalder,

jf.

udlændingelovens § 32, stk. 1, følger det imidlertid af udlændingelovens §

31,

stk. 1, at han ikke kan udsendes til hjemlandet, eller til et andet land,

hvor

han ikke er beskyttet mod videresendelse til hjemlandet, hvis han på

udsendelsestidspunktet risikerer forfølgelse i hjemlandet af de i

flygtningekonventionen af 28. juli 1951, artikel

1 A, nævnte grunde. Må (A) på

udsendelsestidspunktet anses for omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 2,

1.

pkt., idet det af lignende grunde ikke bør kræves, at han udrejser til

hjemlandet,

jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, vil han dog alligevel kunne udsendes til

hjemlandet, såfremt der skønnes at foreligge de grunde, som et omtalt i

udlændingelovens § 31, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder ikke på

nuværende tidspunkt at burde udtale sig herom.’

Højesterets bemærkninger.

Betingelserne for udvisning efter udlændingelovens § 22, nr. 3

og 4, jf. § 26, er herefter opfyldt, hvorved bemærkes, at tiltalte til sin

tid

har mulighed for at påberåbe sig udlændingelovens § 31 og § 50. Højesteret

tiltræder

derfor, at tiltalte er dømt til udvisning med indrejseforbud for

bestandig.”

Den 7. marts 2001 fremsatte A en anmodning om at udvisningen og

indrejseforbuddet blev ophævet.

Den 12. september 2001 meddelte Udlændingestyrelsen A afslag på

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 2.

Den 15. oktober 2001 indbragte Københavns Politi

udvisningssagen for retten i medfør af udlændingelovens § 50 med påstand om

at

A’s udvisning og indrejseforbud blev opretholdt for bestandig.

Flygtningenævnet stadfæstede den 21. november 2001

Udlændingestyrelsens afgørelse af 12. september 2001 med følgende

begrundelse:

”Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren isoleret set

er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.

Flygtningenævnet finder, at der efter karakteren og grovheden

af den af ansøgeren begåede kriminalitet, for hvilken der er udmålt en straf

af fængsel i syv år, foreligger sådanne særlige grunde, at ansøgeren i medfør

af udlændingelovens § 10, stk. 2, ikke skal meddeles opholdstilladelse.

Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke kan udsendes

tvangsmæssigt til Iran, jf. udlændingelovens §

49 a, jf. §

31.”

Københavns Byrets afsagde den 3. januar 2002 kendelse om at A’s

påstand om at den ved Østre Landsrets dom af 20. oktober 1998 som stadfæstet

ved Højesterets dom af 23. april 1999 idømte udvisning med indrejseforbud for

bestandig blev ophævet, ikke blev taget til følge. Byrettens kendelse blev

den

30. januar 2002 stadfæstet af Østre Landsret.

Den 26. februar 2002 sendte Kriminalforsorgen på A’s vegne en

ansøgning om hjælp til forsørgelse idet han forventedes løsladt den 1. april

2002.

Den 4. marts 2002 traf Udlændingestyrelsen følgende afgørelse:

”Udlændingestyrelsen skal herved meddele dig, at du fra den 1.

april 2002 vil modtage 2.450,61 kr. om måneden i kost-, tøj- og lommepenge.

Beløbet vil blive udbetalt ved personlig henvendelse til Dansk Røde Kors

Center ( ). Kopi af dette brev er sendt til Dansk Røde Kors Center ( ) og

Dansk

Røde Kors Booking.

Afgørelsen er truffet efter udlændingelovens § 42a, stk. 2,

hvorefter en udlænding, der ikke har lovligt ophold i Danmark, kan få dækket

sine udgifter til underhold af udlændingestyrelsen, hvis det er nødvendigt af

hensyn til forsørgelsen af den pågældende.

Forsørgelsen efter udlændingelovens § 42a, stk. 2, omfatter

indkvartering på et asylcenter, udbetaling af kost-, tøj- og lommepenge samt

afholdelse af udgifter til ikke- akut sundhedsbehandling. Satserne for kost-

,

tøj- og lommepenge er fastsat i finansloven.

Det bemærkes, at udlændinge omfattet af Udlændingestyrelsens

underholdspligt skal tage ophold efter styrelsens nærmere bestemmelse, jf.

udlændingelovens §

42 a,

stk. 7. Som udgangspunkt indebærer dette indkvartering på et asylcenter efter

styrelsens anvisning. Kun i helt særlige tilfælde giver styrelsen tilladelse

til anden indkvartering, herunder privat indkvartering.

Hvis udlændingen ikke efterkommer styrelsens pålæg om

opholdssted, kan styrelsen træffe beslutning om fratagelse af kost-, tøj- og

lommepenge,

jf. udlændingelovens §

42 a,

stk. 8, nr. 3.

Udlændingestyrelsen har efter en vurdering af sagen fundet, at

der i dit tilfælde kan ske udbetaling af kost-, tøj- og lommepenge, selv om

du

ikke er indkvarteret på et asylcenter. Styrelsen har herved lagt vægt på

oplysningerne

om, at du efter afsoning kan tage ophold hos din hustru.

Styrelsen har yderligere lagt vægt på, at I har et barn sammen.”

Procesbevillingsnævnet afslog den 12. marts 2002 en ansøgning om

tilladelse til kære til Højesteret af Østre Landsrets kendelse af 30. januar

2002.

Den 30. april 2002 gav Udlændingestyrelsen afslag på A’s

ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskabet med B.

Udlændingestyrelsen gav følgende begrundelse for afslaget:

”Efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, kan der gives

opholdstilladelse til en udlænding over 25 år, som samlever på fælles bopæl i

ægteskab eller fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark

fastboende

person over 25 år.

Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 2, at til udlændinge,

som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, kan opholdstilladelse gives efter

reglerne i §§ 7 og 8, medmindre særlige grunde taler derimod. Endvidere kan

opholdstilladelse undtagelsesvis gives efter §§ 6 og 9, når ganske særlige

grunde

taler derfor, dog tidligst to år efter udrejsen.

Idet Deres klient ved Højesteretsdom af 23. april 1999 blev

idømt 7 års fængsel og udvisning for bestandig, kan ansøgningen om

opholdstilladelse ikke imødekommes.

Det forhold, at Flygtningenævnet den 21. november 2001

stadfæstede styrelsens afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens §

7,

og bemærkede at Deres klient ikke kunne udsendes tvangsmæssigt til Iran, jf.

udlændingelovens §

49 a,

jf. § 31, kan ikke føre til et andet resultat.

Ej heller det forhold, at De har oplyst, at Deres klients

ægtefælle har tilbagevendende psykiske problemer, som indebærer indlæggelse

på

hospital, således at fællesbarnet må placeres på ( ), kan føre til et andet

resultat.

Styrelsen finder ikke, at artikel 8 i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention er til hinder for styrelsens afgørelse, idet Den

Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indeholder en

forpligtelse for Danmark til at respektere ægtefællernes valg af

opholdsland.”

Den 26. juli 2002 gav Udlændingestyrelsen A afslag på

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. Styrelsen gav

følgende

begrundelse for afgørelsen:

”Styrelsen finder ikke, at der foreligger sådanne ganske

særlige grunde, der kan give din klient opholdstilladelse efter den på

ansøgningstidspunktet

gældende udlændingelovs § 9, stk. 2, nr. 4, jf. udlændingelovens § 10,

stk. 4.

Styrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at din klient ved

Højesteretsdom af 23. april 1999 blev idømt 7 års fængsel og udvisning for

bestandig og derfor efter udlændingelovens § 10, stk. 4, kun

undtagelsesvist,

hvis ganske særlige

grunde taler derfor, og tidligst 2 år efter udrejsen, kan gives

opholdstilladelse.

Styrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at din klient ikke

har været udrejst af Danmark i 2 år og allerede derfor ikke kan meddeles

opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 4.

Styrelsen finder derudover ikke, at der foreligger sådanne

særlige grunde, at der efter § 10, stk. 4, undtagelsesvis kan meddeles din

klient opholdstilladelse.

Det forhold, at din klient har del i forældremyndigheden over

(C), kan ikke føre til andet resultat.

Det forhold, at din klient under ’tålt ophold’ ikke har

mulighed for at tage del i familiens forsørgelse kan ligeledes ikke føre til

et andet resultat.

Det forhold at Flygtningenævnet den 21. november 2001

stadfæstede styrelsens afslag på opholdstilladelse efter § 7, og bemærkede,

at

din klient ikke kunne udsendes tvangsmæssigt til Iran, jf. udlændingelovens §

49 a, jf. § 31, kan ikke føre til et

andet resultat.

Det forhold, at du gør gældende, at din klient ikke har nogen

reel mulighed for at vælge opholdsland, kan endvidere ikke føre til et andet

resultat.

Ej heller det forhold, at du har oplyst, at din klients

ægtefælle har tilbagevendende psykiske problemer, som indebærer indlæggelse

på

hospital, således at fællesbarnet må placeres på ( ), kan føre til et andet

resultat.

Styrelsen finder ikke, at artikel 8 i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention er til hinder for styrelsens afgørelse, idet

artikel

8 ikke hindrer en stat i at gribe ind i retten til et familieliv, når det

sker

i medfør af loven, og når det er nødvendigt i et demokratisk samfund, jf.

artikel 8, stk. 2.

Styrelsen finder, at afgørelsen, efter karakteren og grovheden

af din klients begåede kriminalitet, for hvilken der er udmålt en straf på

fængsel i 7 år og udvisning for bestandig, er i overensstemmelse med

betingelserne

i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk.

2.”

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration

stadfæstede den 23. juli 2003 Udlændingestyrelsens afgørelser af 30. april

2002 og 26. juli 2002. Ministeriet gav følgende begrundelse:

”Deres klient er udvist af Danmark med indrejseforbud for

bestandigt og har ikke været udrejst af Danmark i to år. Deres klient kan

derfor ikke gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr.

2,

eller § 9, stk. 2, nr. 4, jf. herved § 10, stk. 2, 2. pkt.

Det forhold, at De har anført, at Deres klient ikke har

mulighed for at tage arbejde eller blive integreret i det danske samfund, at

Deres klient skal havde mulighed for at forsørge sin familie, samt at (B) har

tilbagevendende psykiske problemer, som indebærer indlæggelse på hospital,

hvilket medfører, at fællesbarnet må indlægges på ( ), kan ikke føre til en

ændret vurdering.

Endvidere kan det ikke føre til en ændret vurdering, at De har

anført, at et afslag på opholdstilladelse til Deres klient er i strid med Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8, Konventionen om borgerlige

og politiske rettigheder artikel 24 samt Børnekonventionen.

Det bemærkes i den forbindelse, at betingelsen om, at en

udlænding med indrejseforbud skal have været udrejst af Danmark i mindst to

år, før den pågældende kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens

§ 9, er ufravigelig.

Det bemærkes endvidere, at oplysningerne om Deres klients

familieforhold indgik ved Østre Landsrets dom af 20. oktober 1998 og

Højesterets dom af 23. april og igen ved Københavns Byrets dom af 3. januar

2002 og Østre Landsrets dom af 30. januar

2002.”

Den 1. december 2003 henstillede Rigspolitiet,

Udlændingeafdelingen, til Udlændingestyrelsen at tage stilling til hvorvidt A

fortsat skulle have tilladelse til privat indkvartering. Den 22. juli 2004

ophævede Udlændingestyrelsen herefter A’s tilladelse til privat

indlogering

med økonomi og påbød ham samtidig at flytte til Center Sandholm. Styrelsen

gav

følgende begrundelse for sin afgørelse:

”Bestemmelsen i udlændingelovens §

42 a, stk. 8, om indkvartering af

udlændinge på tålt ophold i Center Sandholm blev vedtaget i Folketinget den

31.

maj 2002 med ikrafttræden den 1. juli 2002 (lov nr. 365 om ændring af

udlændingeloven og ægteskabsloven med flere love).

Udlændingestyrelsen skal herefter i medfør af udlændingelovens

§

42 a, stk. 8, som

udgangspunkt bestemme, at alle personer, der er på tålt ophold, skal tage

ophold i Center Sandholm.

Ved lov nr. 291 af 30. april 2003, der trådte i kraft den 1. maj

2003, blev bestemmelsen i udlændingelovens §

42 a, stk.

8, udvidet, således at reglen ligeledes

vedrører opholdsstedet for personer, der er udvist ved dom.

Efter udlændingelovens § 42, stk. 8, skal styrelsen herefter,

medmindre særlige grunde taler imod, bestemme, at en udlænding på tålt

ophold,

som samtidig er udvist ved endelig dom, og som ikke er varetægtsfængslet

efter

lovens § 35, skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted (Center

Sandholm).

Det fremgår bl.a. af forarbejderne til ændring af

udlændingelovens §

42 a,

stk. 8, som trådte i kraft den 1. maj 2003, at det forhold, at en udlænding,

der er udvist ved endelig dom, har en ægtefælle eller mindreårige børn her i

landet, ikke i almindelighed vil tale for, at Udlændingestyrelsen undlader at

træffe bestemmelse om, at udlændingen skal tage ophold i Center Sandholm.

Dette

gælder også, hvis den ved dom udviste udlænding har såkaldt tålt ophold her i

landet.

Baggrunden herfor er, at retten ved afgørelsen om udvisning har

taget stilling til, hvorvidt de humanitære hensyn, som er nævnt i

udlændingelovens § 26, herunder udlændingens tilknytning til herboende

personer,

bør føre til, at der ikke træffes afgørelse om udvisning.

Derfor finder styrelsen ikke, at det forhold, at du bor sammen

med din ægtefælle, kan ændre ved afgørelsen om bopæl i Center Sandholm.

Styrelsen har ved afgørelsen om flytning til Center Sandholm

lagt vægt på, at du er udvist ved endelig dom i Højesteret den 23. april

1999,

og at du i Danmark har tålt ophold, jf. flygtningenævnets afgørelse af 21.

november 2001.

Styrelsen finder ikke, at særlige grunde taler imod, at du skal

tage ophold i Center Sandholm.

Styrelsen finder endvidere ikke, at det forhold, at du siden 4.

marts 2002 har haft tilladelse til at bo privat hos din hustru, kan ikke

ændre

[skal formentlig være ”kan ændre”; min bemærkning] ved afgørelsen

om flytning

til Center Sandholm.”

Den 28. juli 2004 klagede A’s advokat til mig over

Udlændingestyrelsens afgørelse. Han anførte at afgørelsen fra

Udlændingestyrelsen

om tilladelse til privat indlogering var en begunstigende forvaltningsakt der

ikke uden videre kunne ophæves af Udlændingestyrelsen fordi der var vedtaget

ny lovgivning på området. Konsekvensen i denne situation var efter advokatens

opfattelse at loven fik tilbagevirkende kraft. Herudover fremhævede advoakten

at Udlændingestyrelsens afgørelse af 22. juli 2004 efter hans opfattelse

udgjorde en krænkelse af artikel 8 i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention

idet A blev afskåret fra at leve i ægteskab med sin ægtefælle på bopælen, og

idet han blev afskåret fra regelmæssigt samvær med fællesbarnet.

Samme dag rettede advokaten henvendelse til Udlændingestyrelsen

med henblik på at den frist som styrelsen havde fastsat for A’s flytning

til

Center Sandholm, blev suspenderet indtil videre. Styrelsen skrev den 2.

august

2004 til advokaten at den ikke fandt at det forhold at han havde klaget til

mig, kunne ændre ved styrelsens afgørelse af 22. juli 2004 om flytning til

Center Sandholm. Styrelsen fastholdt stadig at der ikke var særlige grunde

der

talte imod at A tog ophold i Center Sandholm.

I anledning af advokatens klage bad jeg den 6. august 2004

Udlændingestyrelsen om en udtalelse og om udlån af sagens akter. Af styrelsen

udtalelse af 17. september 2004 fremgik bl.a. følgende:

”Den 31. maj 2002 vedtog Folketinget, med ikrafttræden den 1.

juli 2002, bestemmelsen i udlændingelovens §

42 a, stk. 8, om indkvartering af

udlændinge på tålt ophold.

Styrelsen skal herefter som udgangspunkt bestemme, at personer

på tålt ophold, skal tage ophold i Center Sandholm.

Styrelsen fandt på tidspunktet ikke grundlag for at inddrage

(A)’s tilladelse til privat indkvartering med økonomi, idet han var

bosiddende

med sin hustru og deres fælles barn, jf. bemærkningerne til lovforslag nr.

152

side 86 (FT-Tidende 2001-2002, tillæg A, sp. 3952).

Ved vedtagelse af L 291 af 30. april 2003, der trådte i kraft

den 1. maj 2003, blev bestemmelsen i udlændingelovens §

42 a, stk. 8, imidlertid udvidet, og

herefter bliver udlændinge, der er udvist ved dom, og som ikke er

varetægtsfængslede efter udlændingelovens § 35, omfattet af bestemmelsen.

Efter udlændingelovens §

42

a, stk. 8, skal styrelsen, medmindre særlige grunde

taler imod, bestemme, at en udlænding på tålt ophold, eller som er udvist ved

endelig dom, og som ikke er varetægtsfængslet efter § 35, skal tage ophold på

et bestemt indkvarteringssted (Center Sandholm).

Det fremgår bl.a. af forarbejderne til ændringen af

udlændingelovens § 42a, stk. 8, som trådte i kraft den 1. maj 2003, at det

forhold,

at en udlænding, der er udvist ved endelig dom har en ægtefælle eller

mindreårige børn her i landet, ikke i almindelighed vil tale for, at

styrelsen

undlader at træffe bestemmelse om, at udlændingen skal tage ophold i Center

Sandholm. Dette gælder også, hvis den ved dom udviste udlænding har såkaldt

tålt ophold her i landet.

Baggrunden herfor er, at retten ved afgørelsen om udvisning har

taget stilling til, hvorvidt de humanitære hensyn, som er nævnt i

udlændingelovens § 26, herunder udlændingens tilknytning til herboende

personer,

bør føre til, at der ikke træffes afgørelse om udvisning.”

Den 1. november 2004 afgav jeg følgende udtalelse i sagen:

Ombudsmandens udtalelse

”1. Retsgrundlaget

Udlændingestyrelsen afgørelse af 4. marts 2002 blev truffet efter

bestemmelserne i udlændingelovens §

42 a, stk. 2 og stk. 7. Bestemmelserne i §

42 a, stk. 1, stk. 2 og stk. 7, havde på det tidspunkt følgende ordlyd, jf.

lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001:

’

§

42 a.

En udlænding, der opholder sig her i landet og indgiver ansøgning om

opholdstilladelse i medfør af § 7, får udgifterne til underhold dækket af

Udlændingestyrelsen, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse, eller

udlændingen udrejser eller udsendes, jf. dog stk. 3 og 4 og § 43, stk. 1. En

udlænding som nævnt i 1. pkt., der er blevet meddelt

opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 1 eller 2, § 9, stk. 2, nr. 2, eller

§

9, stk. 2, nr. 4-6, får udgifterne til underhold dækket af

Udlændingestyrelsen

til og med udgangen af den første hele måned efter tidspunktet for meddelelse

af opholdstilladelse til udlændingen, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 2.

Har en

udlænding, der ikke er omfattet af stk. 1 eller § 43, stk. 1, efter reglerne

i

kapitel 1 og 3-5 ikke ret til at opholde sig her i landet, får udlændingen

udgifterne til underhold dækket af Udlændingestyrelsen, hvis det er

nødvendigt af hensyn til forsørgelsen af udlændingen, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 7.

Udlændingestyrelsen kan bestemme, at en i stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, nævnt

udlænding, uanset om den pågældende selv har tilstrækkelige midler til sit

underhold, skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse.

En

sådan udlænding må ikke gennem voldelig eller truende adfærd over for

personer,

der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge,

eller

over for personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringssteder, lægge

hindringer i vejen for udførelsen af opgaver med driften af

indkvarteringsstedet eller for opretholdelsen af ro og orden på

indkvarteringsstedet.’

Ved lov nr. 365 af 6. juni 2002 blev der i §

42 a

i udlændingeloven indsat et nyt

stk. 8. med følgende ordlyd:

’

§

42 a.

Stk. 8.

Udlændingestyrelsen bestemmer, medmindre særlige grunde taler derimod, at en

udlænding, der er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter

§§

7 og 8, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, skal tage ophold på et

bestemt indkvarteringssted for de i stk. 1 og 2 nævnte udlændinge. Stk. 7, 2.

pkt. finder tilsvarende anvendelse.’

Lovændringen trådte i kraft den 1. juli 2002. I forarbejderne

til loven er bl.a. anført følgende, jf. Folketingstidende, 2001- 2002, Tillæg

A, s. 4037 f:

’Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens §

42 a, stk. 7, 1. pkt., kan Udlændingestyrelsen

bestemme, at en udlænding, der er omfattet af Udlændingestyrelsens

underholdsforpligtelse, skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere

bestemmelse, uanset om den pågældende selv har tilstrækkelige midler til sit

underhold.

Bestemmelsen i udlændingelovens §

42 a, stk. 7, 1. pkt., er fakultativ og

anvendes i praksis ikke over for udlændinge, der er udelukket fra asyl, men

som

ikke kan udsendes til hjemlandet på grund af forbudet mod refoulement i

udlændingelovens § 31.

Efter den foreslåede bestemmelse i

§

42 a,

stk. 8, 1. pkt.,

bestemmer Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde

taler derimod, at en udlænding, der er meddelt afslag på en ansøgning om

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl), men som ikke kan

udsendes

af landet, jf. udlændingelovens § 31, skal tage ophold på et bestemt

indkvarteringssted for asylansøgere.

Efter den foreslåede bestemmelse skal Udlændingestyrelsen som

udgangspunkt træffe afgørelse om, at udlændinge, som er meddelt afslag på en

ansøgning om asyl, men som ikke kan udsendes af landet som følge af

udlændingelovens forbud mod refoulement (udlændinge på såkaldt tålt ophold),

skal tage ophold på et asylcenter. Det er hensigten, at Udlændingestyrelsen

skal henvise sådanne udlændinge til at tage ophold i Center Sandholm, som er

indhegnet, og hvor der er adgangskontrol og polititilstedeværelse. Der

henvises

til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 6.

Efterkommer udlændingen ikke Udlændingestyrelsens bestemmelse

efter den foreslåede bestemmelse i §

42 a,

stk. 8, 1. pkt., kan den pågældende straffes med bøde eller under skærpende

omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder, jf. den ved lovforslagets § 1,

nr. 65, foreslåede ændring af udlændingelovens § 60, stk. 1.

Det bemærkes, at der foreslås i forslag nr. L 32 af 13. december

2001 til lov om ændring af udlændingeloven (Initiativer mod terrorisme mv.

–

opfølgning på FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 af 28. september

2001 om

bekæmpelse af terrorisme) (jf. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 751),

at udlændinge på såkaldt tålt ophold kan pålægges meldepligt. Det forudsættes

i

bemærkningerne hertil, at politiet pålægger sådanne udlændinge meldepligt som

udgangspunkt hver 14. dag med henblik på løbende at sikre, at politiet har

kendskab til de pågældendes opholdssted. Efterkommer udlændingen gennem

længere

tid – f.eks. nogle måneder – ikke en af politiet iværksat

meldepligt, kan den

pågældende frihedsberøves med henblik på at undersøge, om der er opstået

mulighed

for udsendelse af landet.

Det forudsættes, at politiet – såfremt lovforslag nr. L 32

vedtages – pålægger udlændinge på såkaldt tålt ophold, der er blevet

pålagt at

tage ophold i Center Sandholm, meldepligt – som udgangspunkt hver uge.

Derved

sikres det, at politiet løbende holder opsyn med de pågældende udlændinges

tilstedeværelse i Center Sandholm. Hvis udlændingen ikke efterkommer

meldepligten i længere tid, kan den pågældende frihedsberøves.

Den foreslåede bestemmelse i §

42 a, stk. 8, 1. pkt., indebærer, at

Udlændingestyrelsen vil kunne undlade at træffe afgørelse om, at en udlænding

på såkaldt tålt ophold skal tage ophold i Center Sandholm, hvis særlige

grunde

taler derimod. Der er tale om en skønsmæssig adgang for Udlændingestyrelsen

til

at undlade at træffe en sådan afgørelse, hvorfor Udlændingestyrelsen i hvert

enkelt tilfælde vil skulle vurdere, om særlige grunde taler derimod.

Det forudsættes, at Udlændingestyrelsen kun undlader at træffe

afgørelse om, at en udlænding på såkaldt tålt ophold skal tage ophold i

Center

Sandholm, hvis det findes at være helt ubetænkeligt. Da det er et afgørende

hensyn bag den foreslåede bestemmelse at sikre myndighedernes kendskab til de

pågældende udlændinges opholdssted, skal det indgå i vurderingen, om der er

fare for, at udlændingen vil skjule sig for myndighederne. Det skal endvidere

indgå i vurderingen, om der er fare for, at den pågældende vil begå

kriminalitet. Såvel udlændingens aktuelle som tidligere adfærd kan inddrages

i

vurderingen heraf. Er der således f.eks. tale om en udlænding, der tidligere

gentagne gange har begået kriminalitet, vil dette tale imod, at

Udlændingestyrelsen undlader at træffe bestemmelse om, at den pågældende skal

tage ophold i Center Sandholm.

Det vil ligeledes tale imod, at Udlændingestyrelsen undlader at

træffe bestemmelse om, at den pågældende skal tage ophold i Center Sandholm,

hvis det vil være nødvendigt for politiet at anvende større ressourcer f.eks.

til beskyttelse af udlændingen, såfremt denne ikke pålægges at opholde sig i

Center Sandholm.

Det vil tillige kunne indgå i vurderingen, om udlændingen har

en ægtefælle eller mindreårige børn her i landet. Dette forhold vil i

almindelighed tale for, at Udlændingestyrelsen undlader at træffe afgørelse

om, at udlændingen skal tage ophold i Center Sandholm. Det skal dog ikke

tillægges betydning, såfremt der er fare for, at udlændingen vil skjule sig

for

myndighederne eller begå kriminalitet, eller hvis det vil være nødvendigt for

politiet at anvende større ressourcer f.eks. til beskyttelse af udlændingen,

såfremt denne ikke pålægges at opholde sig i Center Sandholm.

I de tilfælde, hvor Udlændingestyrelsen tillader, at en

udlænding på såkaldt tålt ophold tager ophold uden for Center Sandholm, vil

udlændingen – i lighed med de udlændinge, som pålægges at tage ophold i

Center

Sandholm – kunne pålægges at melde sig hos det stedlige politi som

udgangspunkt

hver 14. dag, jf. det ovenfor anførte om lovforslag nr. L 32. Efterkommer

udlændingen gennem længere tid ikke en af politiet iværksat meldepligt, kan

den

pågældende – i lighed med de udlændinge, som pålægges at tage ophold i

Center

Sandholm – frihedsberøves.’

Bestemmelsen i §

42 a,

stk. 8, blev ændret igen ved lov nr. 291 af 30. april 2003. Ændringsloven

trådte i kraft den 1. maj 2003. Bestemmelserne i udlændingelovens § 42a, stk.

1, stk. 2, og stk. 8 havde herefter på tidspunktet for Udlændingestyrelsens

afgørelse af 22. juli 2004, følgende ordlyd:

’

§

42 a.

En udlænding, der opholder sig her i

landet og indgiver ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, får

udgifterne

til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af

Udlændingestyrelsen,

indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse, eller udlændingen udrejser

eller udsendes, jfr. dog stk. 3 og 4 og § 43, stk. 1. En udlænding, som nævnt

i

1. pkt., der er blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 1

eller

2, § 9 b, § 9 c eller § 9 e, får udgifterne til underhold og nødvendige

sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen til og med udgangen af

den første hele måned efter tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse

til

udlændingen, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 2.

Har en

udlænding, der ikke er omfattet af stk. 1 eller § 43, stk. 1, efter reglerne

i

kapitel 1 og 3-5 ikke ret til at opholde sig her i landet, får udlændingen

udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af

Udlændingestyrelsen, hvis det er nødvendigt af hensyn til forsørgelsen af

udlændingen, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 8.

Udlændingestyrelsen bestemmer, medmindre særlige grunde taler derimod, at en

udlænding, der er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter

§§

7 eller 8, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og en udlænding,

der

er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet

efter § 35, skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted for de i

stk. 1 og 2 nævnte udlændinge. Stk. 7, 2. pkt., finder tilsvarende

anvendelse.’

Af forarbejderne til lov nr. 291 af 30. april 2003 fremgår bl.a.

følgende vedrørende ændringen af §

42 a,

stk. 8, og vedrørende ikrafttrædelsesbestemmelsen, jf. Folketingstidende

2002-2003, Tillæg A, s.

3918 f

og s. 3928 f:

’Til nr. 24.

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens §

42 a, stk. 8, 1. pkt., bestemmer

Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, at en udlænding,

der er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter

udlændingelovens

§§ 7 eller 8 (asyl), men som ikke kan udsendes (tvangsmæssigt) af landet, jf.

udlændingelovens § 31, skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted for

de udlændinge, der er omfattet af styrelsens underholdsforpligtelse, jf.

udlændingelovens

§

42 a, stk. 1 og

2. Bestemmelsen vedrører udlændinge med såkaldt tålt ophold her i landet.

Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens §

42 a, stk. 8, at Udlændingestyrelsen

som udgangspunkt skal pålægge sådanne udlændinge at tage ophold i Center

Sandholm, som er indhegnet, og hvor der er adgangskontrol og

polititilstedeværelse.

Det er endvidere i forarbejderne anført, hvornår Udlændingestyrelsen kan

undlade at træffe bestemmelse om, at en sådan udlænding skal tage ophold i

Center Sandholm. Der henvises til lovforslag nr. L 152 om ændring af

udlændingeloven og ægteskabsloven med flere love (Afskaffelse af de

facto-flygtningebegrebet, effektivisering af asylsagsbehandlingen, skærpede

betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse og stramning

af

betingelserne for familiesammenføring m.v.), s. 86 ff., jf. Folketingstidende

2001-2002, Tillæg A, sp. 3952.

Det fremgår heraf, at Udlændingestyrelsen efter

udlændingelovens §

42 a,

stk. 8, 1. pkt., vil kunne undlade at træffe afgørelse om, at sådanne

udlændinge skal tage ophold i Center Sandholm, hvis særlige grunde taler

derimod. Der er således en skønsmæssig adgang for Udlændingestyrelsen til at

undlade at træffe en sådan afgørelse, hvorfor styrelsen i hvert enkelt

tilfælde

vil skulle vurdere, om særlige grunde taler derimod.

Det forudsættes endvidere, at Udlændingestyrelsen kun undlader

at træffe afgørelse om, at en udlænding på såkaldt tålt ophold skal tage

ophold i Center Sandholm, hvis det findes at være helt ubetænkeligt. Da det

er

et afgørende hensyn bag den foreslåede bestemmelse at sikre myndighedernes

kendskab til de pågældende udlændinges opholdssted, skal det indgå i

vurderingen, om der er fare for, at udlændingen vil skjule sig for

myndighederne.

Det skal endvidere indgå i vurderingen, om der er fare for, at den pågældende

vil begå kriminalitet. Såvel udlændingens aktuelle som tidligere adfærd

inddrages i vurderingen heraf. Er der således f.eks. tale om en udlænding,

der

tidligere gentagne gange har begået kriminalitet, vil dette tale imod, at

Udlændingestyrelsen undlader at træffe bestemmelse om, at den pågældende skal

tage

ophold i Center Sandholm.

Det kan endvidere indgå i vurderingen, om udlændingen har en

ægtefælle eller mindreårige børn her i landet.

Med den foreslåede ændring af

§

42 a,

stk. 8, 1. pkt.,

bliver udlændinge, der er udvist ved dom, og som ikke er

varetægtsfængslede efter udlændingelovens § 35, omfattet af bestemmelsen.

Begrundelsen for, at udlændinge, der er udvist ved dom, og som

ikke er varetægtsfængslede efter udlændingelovens § 35, skal kunne pålægges

at

tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, er, at disse udlændinge –

ligesom

udlændinge på et såkaldt tålt ophold – er uønskede i Danmark. Det er

derfor

vigtigt at sikre, at politiet løbende har kendskab til sådanne udlændinges

opholdssteder. I det omfang, sådanne udlændinge ikke er varetægtsfængslede

efter udlændingelovens § 35, bør de pågældende således være indkvarteret i

Center Sandholm.

Det forhold, at en udlænding udvist ved dom har en ægtefælle

eller mindreårige børn her i landet, vil ikke – som det er tilfældet for

udlændinge på såkaldt tålt ophold – i almindelighed tale for, at

Udlændingestyrelsen

undlader at træffe bestemmelse om, at udlændingen skal tage ophold i Center

Sandholm. Dette gælder også, hvis den ved dom udviste udlænding har såkaldt

tålt ophold her i landet. Baggrunden herfor er, at retten ved afgørelsen om

udvisning har taget stilling til, hvorvidt de humanitære hensyn, som nævnt i

udlændingelovens § 26, herunder udlændingens tilknytning til herboende

personer, bør føre til, at der ikke træffes afgørelse om udvisning.

Til § 2.

De ved lovforslagets § 1, nr. 10 og 24, foreslåede bestemmelser

om, at udlændinge udvist ved dom skal tage ophold i Center Sandholm og

pålægges meldepligt, finder anvendelse på udlændinge, der den 1. maj 2003 er

udvist ved dom, eller som fra og med 1. maj 2003 bliver udvist ved dom. Dette

gælder uanset, hvornår de pågældende er blevet udvist ved dom.

Den foreslåede overgangsordning indebærer, at udlændinge, der

fra og med 1. maj 2003 bliver løsladt efter afsoning af en straffedom,

hvorved

de pågældende tillige er blevet udvist, som udgangspunkt skal pålægges at

tage

ophold i Center Sandholm og pålægges meldepligt, hvis de ikke

varetægtsfængsles

efter udlændingelovens § 35.

Den foreslåede overgangsordning indebærer endvidere, at politiet

skal gennemgå sagerne vedrørende udlændinge, der den 1. maj 2003 er udvist

ved

dom, som har afsonet straffen og ikke er varetægtsfængslet efter

udlændingelovens § 35, og hvor udlændingen endnu ikke er udrejst, med henblik

på at pålægge udlændingen meldepligt og indstille til Udlændingestyrelsen, om

udlændingen skal pålægges at tage ophold i Center Sandholm.’

2.

Udlændingestyrelsen afgørelse

Ifølge legalitetsprincippet skal forvaltningens virksomhed være

legitimeret i en lov eller en anden anerkendt retskilde. Jo dybere en

afgørelse griber ind i borgernes interessesfære, des sikrere må den

retskildemæssige

hjemmel være. Typisk kræves det at en afgørelse der pålægger borgeren en

byrde,

skal have utvetydig hjemmel i en lovbestemmelse. Se bl.a. Jon Andersen,

m.fl.,

Forvaltningsret, 2. udgave (2002), side

302f,

og Jens Garde m.fl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 4. udgave (2004),

side188f, og Bent Christensen, Opgaver, Hjemmel, Organisation, 2. udgave

(1997), side

220f.

Det fremgår ikke af selve lovteksten i forbindelse med ændringen

af bestemmelsen i udlændingelovens §

42

a

ved lov nr. 291 af 30. april 2003 at ændringen ikke

kun havde betydning for de personer som efter den 1. maj 2003 blev udvist ved

dom; men også for dem som tidligere var blevet udvist. Kun i

lovforslagsbemærkningerne er det tilkendegivet at de nye regler også

omfattede

personer som tidligere var udvist ved dom.

Udlændingestyrelsen skal efter bestemmelsen i udlændingelovens

§

42 a, stk. 8,

træffe afgørelse om ophold i Center Sandholm ’medmindre særlige grunde

taler

derimod’. Der er ifølge forarbejderne tale om en skønsmæssig adgang for

Udlændingestyrelsen

til at undlade at træffe afgørelse om ophold i Center Sandholm hvor styrelsen

i hvert enkelt tilfælde skal vurdere om der foreligger særlige grunde. I

afgørelsen af 22. juli 2004 vurderede Udlændingestyrelsen at der ikke var

sådanne særlige grunde. Styrelsen lagde i den forbindelse bl.a. vægt på

lovforslagsbemærkningerne om at det forhold at en udlænding der er udvist ved

dom, har en ægtefælle eller mindreårige børn her i landet, ikke i

almindelighed vil tale for at Udlændingestyrelsen undlader at træffe

bestemmelse

om at udlændingen skal tage ophold i Center Sandholm, og at baggrunden herfor

er at retten ved afgørelsen om udvisning har taget stilling til hvorvidt de

humanitære hensyn som nævnt i udlændingelovens § 26, herunder udlændingens

tilknytning til herboende personer, bør føre til at der ikke træffes

afgørelse

om udvisning.

Udlændingestyrelsen konstaterede desuden i forbindelse med

afgørelsen at det forhold at (A) siden den 4. marts 2002 havde haft

tilladelse

til at bo privat hos sin hustru, ikke kunne ændre ved afgørelsen om flytning

til Center Sandholm.

På tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af 22. juli

2004 havde (A) siden sin løsladelse den 1. april 2002 haft tilladelse til at

opholde sig hos sin hustru og sit barn, dvs. i mere end to år.

Der foreligger ikke i sagen oplysninger om at (A)’s tilladelse

til at tage ophold hos sin hustru og sit barn skulle have givet politiet

eller

styrelsen anledning til nogen form for betænkeligheder.

Så vidt ses var den eneste årsag til at Udlændingestyrelsen den

22. juli 2004 traf afgørelse om at (A) skulle tage ophold i Center Sandholm,

at

det i forbindelse med ændringen af bestemmelsen i udlændingelovens §

42 a, stk. 8, ved lov nr. 291 af 30.

april 2003 blev pålagt politiet at gennemgå sagerne vedrørende udlændinge der

den 1. maj 2003 var udvist ved dom, og at Udlændingestyrelsen modtog en

indstilling fra politiet i (A)’s sag.

Det følger af det ovenfor anførte at lovændringen også omfatter

dem som den 1. maj 2003 allerede var udvist ved dom. Det følger imidlertid

også

at Udlændingestyrelsen (stadig) kan undlade at træffe afgørelse om ophold i

Center Sandholm hvis der foreligger særlige omstændigheder.

Det fremgår af bemærkningerne i forarbejderne til lovændringen

at de primært omtaler retsstillingen for udviste udlændinge som løslades

efter

lovens ikrafttræden den 1. maj 2003.

For disse udlændinge skal styrelsen som altovervejende hovedregel

bestemme at de skal tage ophold i Center Sandholm. For udviste udlændinge der

er løsladt før den 1. maj 2003, er det i bemærkningerne alene anført at

styrelsen

skal tage stilling til om disse udlændinge skal tage ophold i Center

Sandholm.

Der er hverken i lovteksten til ændringsloven eller i

bemærkningerne hertil i øvrigt anført noget om hvordan styrelsen skal

forholde

sig i forhold til udviste udlændinge der som (A) i en længere periode forud

for lovændringens ikrafttræden har haft tilladelse til privat indkvartering,

og

hvor tilladelsen ikke på noget tidspunkt ses at have givet anledning til

betænkeligheder.

Det er navnlig ikke anført at forhold af denne karakter ikke skulle kunne

anses

for særlige grunde som taler imod at der træffes bestemmelse om at en

udlænding

skal tage ophold i Center Sandholm.

I forhold til en udlænding som i lang tid har haft tilladelse

til privat indkvartering, må en afgørelse om at udlændingen skal tage ophold

i

Center Sandholm, betegnes som ganske indgribende. For at en myndighed kan

træffe afgørelse af en så indgribende karakter, kræves en forholdsvis klar

hjemmel, jf. ovenfor.

Lovændringen i 2003 (lov nr. 291 af 30. april 2003) og

forarbejderne (Folketingstidende 2002-2003, Tillæg A, s.

3918 f

) udgør efter min mening ikke i

sig selv tilstrækkelig hjemmel til under de foreliggende omstændigheder at

træffe en sådan afgørelse.

På den baggrund mener jeg at Udlændingestyrelsens afgørelse af

22. juli 2004 i (A)’s sag savner fornøden hjemmel.

Jeg har gjort Udlændingestyrelsen bekendt med min opfattelse og

samtidig henstillet til styrelsen at genoptage sagen og træffe en ny

afgørelse

i lyset af det jeg har anført.

Jeg beder Dem afvente Udlændingestyrelsens nye afgørelse før De

tager stilling til om der er grundlag for at rette henvendelse til mig på

ny.”

Den 2. marts 2005 modtog jeg kopi af Udlændingestyrelsens nye

afgørelse i sagen af 9. november 2004. Ved afgørelsen bestemte

Udlændingestyrelsen at A med tilladelse fra styrelsen kunne genindlogere sig

hos sin hustru. På den baggrund skrev jeg den 11. marts 2005 til

Udlændingestyrelsen at jeg ikke foretog mig mere i sagen.

Lignende dokumenter