Spring til indhold

Retsinformation

Kommunaldirektørs inhabilitet som følge af medlemskab af pengeinstituts bestyrelse

FOU nr 2003.149UdtalelserFolketinget23. februar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kommunaldirektørs inhabilitet som følge af

medlemskab af pengeinstituts bestyrelse

Det fremgår af sagens akter

at en borger i X Kommune, A, den 27. oktober 1998 anmodede Byrådet i kommunen

om at tage stilling til hvorvidt det var foreneligt med B’s hverv som

kommunaldirektør

at han samtidig var medlem af bestyrelsen for P Sparekasse som var kommunens

primære bankforbindelse. Årsagen til A’s henvendelse var at han havde

erfaret

at Finanstilsynet havde besluttet at kommunens borgmester, C, ikke længere

kunne være medlem af bestyrelsen for sparekassen.

Borgmester C svarede den 29.

oktober

1998 A

bl.a. således:

”Jeg vil allerførst sige, at

jeg

ikke

har tænkt mig at forelægge

spørgsmålet for byrådet. (B)’s medlemskab af (P) Sparekasses bestyrelse

er

efter min opfattelse et privat anliggende, som byrådet efter min opfattelse

ikke skal blande sig i.

(B) har siddet i Sparekassens

bestyrelse vel i 8-9 år, valgt til (P)’s repræsentantskab og af dette

valgt til

bestyrelsen. Rent principielt er det min klare opfattelse, at (X) Kommune som

myndighed ikke skal blande sig i vor ledende embedsmænds deltagelse i lokale

bestyrelsers arbejde. Så skulle vi vel også blande os, såfremt (B) sad i (

)’s

Læs alt

bestyrelse, Kunstforeningens bestyrelse, Jagtforeningens eller

Menighedsrådets bestyrelse.

Det er i øvrigt min klare

overordnede opfattelse, at jeg meget gerne ser, at (X) Kommunes ledende

embedsmænd aktivt engagerer sig i det lokale samfund. Det giver et netværk og

en kontaktflade, som er et særdeles vigtigt aktiv for kommunen.”

Den 14. november 1998 klagede

A til mig. Han oplyste at B ud over at være medlem af bestyrelsen i P

Sparekasse også havde en central placering i X Menighedsråd. Han bad mig

undersøge lovligheden af at B bestred disse hverv ved siden af sit hverv som

kommunaldirektør.

Den 13. januar 1999 sendte

jeg A’s klage til Tilsynsrådet for Z Amt således at tilsynsrådet kunne

få

lejlighed til at udtale sig om sagen.

Tilsynsrådet indhentede en

udtalelse fra X Kommune af 25. februar 1999. Af denne fremgik bl.a. følgende:

”For god ordens skyld skal

Byrådet bekræfte, at (P) er (X) Kommunes hovedpengeinstitut, men kommunen har

derudover også forretninger med bl.a. lokalafdelingen af ( ) og ( ) i (X)

samt

ikke uvæsentlige forretninger med ( ).

Byrådet har behandlet sagen i

sit møde den 24. februar 1999 og er af den opfattelse, at kommunaldirektørens

medlemskab af (P)’s bestyrelse ikke er i strid med de

forvaltningsretlige

regler om inhabilitet og tjenestemandslovens § 17 om en tjenestemands

beskæftigelse

ved siden af sin tjenestemandsstilling.

Efter forvaltningslovens § 3,

stk. 1, nr. 3 foreligger der inhabilitet, når et byrådsmedlem deltager i

ledelsen af eller i øvrigt har nær tilknytning til et selskab, en forening

eller

en anden privat juridisk person, der har særlig interesse i sagens udfald.

–

Jf. stk. 2 foreligger inhabilitet dog ikke, hvis der som følge af interessens

karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i

forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at

afgørelsen

i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn.

(B) har siddet i sparekassens

bestyrelse i knap 8 år. Han er valgt til (P)’s repræsentantskab og

derigennem

valgt til bestyrelsen. På grundlag af førnævnte regler om inhabilitet

vurderer

Byrådet, at der i forbindelse med (B)’s funktioner med sagsbehandling

m.m. ikke

kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket

af uvedkommende hensyn. – (B) er medlem af sparekassens bestyrelse og

har

ikke dermed selvstændig beslutningsmyndighed. Som kommunaldirektør har han

alene indstillingsret i større banksager. Byrådet alene har

beslutningskompetencen.

Derfor har (B) i bank- og

sparekassesager (pengeforretninger) ikke større magt/indflydelse end

økonomiudvalg og byråd – og dermed det politiske system – giver

ham. I øvrigt

forelægges valg af hovedpengeinstitut altid økonomiudvalget til endelig

afgørelse.

Videre er Byrådet meget i

tvivl om, hvilken bestemmelse i Styrelseslov eller Tjenestemandslov, der evt.

kan give Byrådet hjemmel til at forbyde (B)’s deltagelse i forenings-

og/eller

bestyrelsesarbejde, og dermed give Byrådet mulighed for at disponere over

(B)’s fritid? Da (B) den 1. juli 1991 blev ansat som kommunaldirektør,

var han

forinden, den 1. april 1991, af (P)’s Repræsentantskab valgt til

bestyrelsen

for (P). Der blev ikke taget nogen form for forbehold i den anledning.

Endelig er Byrådet af den

opfattelse, at ledende embedsmænds aktive engagement i lokalsamfundet er et

særdeles vigtigt aktiv for kommunen og som hovedregel foreneligt med en

samvittighedsfuld udøvelse af deres arbejdsopgaver.”

Den 22. juni 1999 udtalte

tilsynsrådet herefter følgende:

”Tilsynsrådet udtaler, at

reglerne om generel inhabilitet er afledt af reglerne om den specielle

inhabilitet.

De indeholder retsgrundsætninger, der på visse områder har fundet udtryk i

skrevne bestemmelser.

Nogle af de væsentligste

bestemmelser om generel inhabilitet findes i den kommunale styrelseslov § 29,

tjenestemandslovens § 17 og tjenestemandsregulativ af 1991 for kommuner

inden for Kommunernes Landsforenings forhandlingsområde § 15.

Efter disse bestemmelser kan

en tjenestemand kun have beskæftigelse ved siden af sin tjenestemandsstilling

for så vidt og i det omfang det er foreneligt med den samvittighedsfulde

udøvelse af de til tjenesten knyttede pligter og med den for stillingen

nødvendige

agtelse og tillid. Endvidere er medlemskab af stående udvalg udelukket for

visse

ansatte.

Bestemmelserne er udtryk for

en almindelig grundsætning om generel inhabilitet som følge af

interessekollisioner

i konkrete sager.

Efter tilsynsrådets

opfattelse er der ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at

kommunaldirektørens

medlemskab af (P)’s bestyrelse medfører generel inhabilitet i relation

til

varetagelse af stillingen som kommunaldirektør i (X) Kommune.

Tilsynsrådet har herved lagt

vægt på oplysningen om, at kommunaldirektøren ikke deltager/har deltaget i

behandlingen af sager vedrørende kommunens engagement med (P), og at der er

tilrettelagt særlige procedurer til imødegåelse af speciel inhabilitet.

Tilsynsrådet har tillige

noteret sig, at kommunaldirektøren var medlem af (P)’s bestyrelse ved

ansættelsen

den 1. juli 1991, og at dette ikke gav anledning til forbehold fra kommunen.

Det er i øvrigt Tilsynsrådets

opfattelse, at inhabilitetsbetragtninger skal fremføres med varsomhed, når

man

er uden for den specielle inhabilitets område.

For så vidt angår

kommunaldirektørens tilknytning til menighedsrådet bemærkes, at

menighedsrådet

er et selvstændigt organ, hvis økonomiske forhold er reguleret ved lov om

folkekirkens økonomi. Ifølge denne lov er kommunens indflydelse på

menighedsrådets

økonomiske forhold så forholdsvis begrænsede, at de mulige

interessekonflikter

ikke skønnes at medføre generelle inhabilitetsproblemer for

kommunaldirektøren.

Tilsynsrådet foretager derfor

ikke videre i sagen.”

Af sekretariatets

bemærkninger der lå til grund for udtalelsen, fremgår bl.a. følgende:

”Det er sekretariatets

opfattelse, at kommunaldirektørens medlemskab af (P)’s bestyrelse ikke

med

tilstrækkelig klarhed kan antages at medføre generel inhabilitet i relation

til varetagelse af stillingen som kommunaldirektør i (X) Kommune.

Det forudsættes herved, at

der i (X) Kommune er procedurer, der sikrer at kommunaldirektøren ikke

deltager i behandlingen af sager, hvor der kan opstå interessekonflikter

mellem kommunen og (P), jf. forvaltningslovens regler om speciel inhabilitet.

Det bemærkes, at borgmesteren

til Tilsynsrådets sekretariat har oplyst, at kommunaldirektøren ikke

deltager/har deltaget i behandlingen af sager vedrørende kommunens engagement

med (P).

For så vidt angår spørgsmålet

om kommunaldirektørens tilknytning til menighedsrådet bemærkes, at

menighedsrådet er et selvstændigt organ, hvis økonomi er reguleret ved

lovbekendtgørelse

nr. 537 af 24. juni 1997 om folkekirkens økonomi.

Den kommunale indflydelse på

menighedsrådets økonomi består i, at ligningsbeløbet til kirkekasserne i en

kommune ikke uden kommunalbestyrelsens samtykke må være mere end 20% højere

end

gennemsnittet af de sidste fire års ligningsbeløb til kirkekasserne.

Endvidere kan et beløb, der står tilbage ved regnskabsårets slutning, af

kommunalbestyrelsen

anvendes til nedbringelse af det følgende års ligning, og kommunalbestyrelsen

kan med provstiudvalgets tilslutning yde et menighedsråd eller provstiudvalg

forskud på ligningsbeløbet for det nærmest følgende regnskabsår, jf. lovens §

6, stk. 1 og stk. 2 og § 19, stk. 2 og stk. 3.

For så vidt angår

menighedsrådet skønnes de mulige interessekollisioner i relation til

stillingen

som kommunaldirektør derfor at være så specifikke og begrænsede, at der ikke

foreligger generelle habilitetsproblemer for kommunaldirektøren.”

Den 12. juli 1999 klagede A

igen til mig. Jeg bad i den anledning den 21. juli 1999 Tilsynsrådet for Z

Amt

om udlån af sagens akter og om eventuelle bemærkninger til klagen. Den 3.

august 1999 skrev tilsynsrådet til mig at det ikke havde yderligere

bemærkninger til sagen.

Den 1. november 1999 sendte

jeg A’s klage og de akter jeg havde indhentet fra Tilsynsrådet for Z

Amt, til

Indenrigsministeriet således at ministeriet kunne få lejlighed til at tage

stilling til om tilsynsrådets behandling af sagen gav ministeriet anledning

til

at foretage sig noget.

Den 20. juni 2000 udtalte

Indenrigsministeriet bl.a. følgende:

”Den kommunale styrelseslov

indeholder ikke regler om generel inhabilitet for ansatte i kommunens

tjeneste

som følge af varetagelse af private hverv.

Forvaltningsloven indeholder

heller ikke regler om generel inhabilitet, idet loven alene indeholder

bestemmelser om, hvornår en person er speciel inhabil og dermed afskåret fra

at

deltage i en sags behandling. Bestemmelserne i forvaltningsloven indeholder

dog en forudsætning om, at man ved en udnævnelse eller beskikkelse af

personer

til at beklæde stillinger eller hverv inden for den offentlige forvaltning

tilstræber at undgå at udpege nogen, for hvis vedkommende det på forhånd må

formodes, at der jævnlig vil opstå tilfælde af inhabilitet.

Hyppigheden af den forventede

specielle inhabilitet har væsentlig betydning, men afgørelsen af spørgsmålet

om generel inhabilitet træffes dog ikke udelukkende på grundlag af et sådant

kvantitativt kriterium. Der skal således ikke alene lægges vægt på det

relative

antal sager, hvori den pågældende vil være inhabil, men også på disse sagers

betydning. Der kan henvises til forvaltningsloven med kommentarer, 3. udg.,

1999, side 145.

Spørgsmålet om hvorvidt

kommunaldirektør (B) som følge af sin deltagelse i bestyrelsen for (P) vil

være inhabil i forhold til konkrete sager, skal afgøres efter

forvaltningslovens

regler om speciel inhabilitet.

Forvaltningslovens § 3, stk.

1, nr. 3, og stk. 2, har følgende ordlyd:

’Den, der virker inden for

den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis

vedkommende deltager i

ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening

eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens

udfald,

Stk. 2.

Inhabilitet foreligger dog ikke, hvis der som følge af interessens

karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i

forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at

afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn.’

Efter Indenrigsministeriets opfattelse

vil kommunaldirektør (B) som udgangspunkt være inhabil i medfør af

forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 3, i forhold til sager, der vedrører

(X) Kommunes forretningsmæssige mellemværender med (P) samt andre sager, hvor

(P) har en særlig interesse i udfaldet. Indenrigsministeriet har i den

forbindelse lagt til grund, at kommunaldirektør (B) varetager de for en

kommunaldirektør sædvanlige funktioner, som øverste ansvarlige for sagernes

administrative forberedelse, herunder sagsoplysning og rådgivning af

borgmester

og byråd.

Da sager vedrørende

forretningsmæssige mellemværender med (P) og sager, hvor (P) har en særlig

interesse i udfaldet, må antages at udgøre en mindre del af kommunaldirektør

(B)’s arbejdsområde som kommunaldirektør, finder Indenrigsministeriet

ikke, at

speciel inhabilitet vil opstå i et sådant omfang, at dette vil føre til

generel inhabilitet. Efter ministeriets opfattelse kan disse sager endvidere

ikke antages at have en sådan betydning, at dette i sig selv taler for

generel

inhabilitet.

Ved vurderingen af hvorvidt

hvervet som medlem af bestyrelsen for (P) er foreneligt med stillingen som

kommunaldirektør i (X) Kommune, kan der imidlertid efter

Indenrigsministeriets

opfattelse ikke alene lægges vægt på antallet og karakteren af de sager,

hvori

der skal træffes afgørelse vedrørende kommunens forretningsmæssige forhold

til

sparekassen, idet der tillige må tages hensyn til effektiviteten af kommunens

løbende tilsyn med (P)’s opfyldelse af indgåede aftaler m.v.

Indenrigsministeriet har i en

udtalelse af 27. marts 1990 (j.nr. 1989/1074/0318-1) behandlet spørgsmålet

om,

hvorvidt hvervet som borgmester var foreneligt med hvervet som

bestyrelsesformand

for den bank, som kommunen havde et i såvel art som omfang meget betydeligt

engagement med.

Indenrigsministeriet udtalte

i den anledning bl.a., at personer i private erhverv kan være afskåret fra at

varetage borgmesterhvervet, hvis de som led i udførelsen af deres private

erhverv har væsentlige og hyppige forretningsforbindelser med kommunen, der

nødvendiggør, at der af den kommunale administration udøves en løbende

kontrol

med opfyldelse af indgåede aftaler m.v.

Ministeriet henviste i

udtalelsen af 27. marts 1990 endvidere til, at Folketingets Ombudsmand i en

redegørelse af 17. juni 1981 bl.a. havde givet udtryk for, at en forening af

hvervene som borgmester og bestyrelsesformand/medlem af et pengeinstitut,

hvori en (ikke ubetydelig) del af kommunens økonomiske midler er anbragt, vil

udelukke borgmesteren fra at udøve sin almindelige tilsynsforpligtelse og

beslutningskompetence med hensyn til økonomiske dispositioner, samt medføre

inhabilitet ved kommunalbestyrelsens og økonomiudvalgets behandling af sager

herom i et sådant omfang (og i sager af en sådan art), at det måtte give

anledning til meget væsentlige betænkeligheder. Efter ombudsmandens

opfattelse

var betænkelighederne ved en forening af de to nævnte hverv så væsentlige, at

det måtte give anledning til nogen tvivl, om de i tilstrækkelig grad kunne

afbødes gennem fastsættelse af nærmere retningslinjer for administration,

kontrol m.v. (Folketingets Ombudsmands beretning for 1981, side 115*).

Indenrigsministeriet

tilkendegav bl.a. på denne baggrund i udtalelsen af 27. marts 1990, at

hvervet

som borgmester måtte anses for uforeneligt med hvervet som formand for

bestyrelsen i det pågældende pengeinstitut, der var kommunens

hovedbankforbindelse.

Spørgsmålet om, hvorvidt

(B)’s hverv som bestyrelsesmedlem af (P) er uforeneligt med stillingen

som

kommunaldirektør i (X) Kommune, afhænger efter Indenrigsministeriets

opfattelse

af, om (B)’s medlemskab af bestyrelsen for (P) må antages at afskære ham

fra

at udøve sine funktioner og beslutningskompetence som kommunaldirektør med

hensyn til den løbende kontrol med opfyldelse af indgåede aftaler m.v. med

sparekassen.

Denne vurdering kan give

anledning til tvivl. Indenrigsministeriet finder imidlertid ikke, at

betænkelighederne

ved foreningen af (B)’s to hverv er så væsentlige, at hvervene kan anses

for at

være uforenelige.

Indenrigsministeriet har

herved lagt vægt på, at (B) som kommunaldirektør ikke har samme beføjelser og

position som en borgmester. Borgmesteren har således den øverste daglige

ledelse af kommunens administration og indtager som formand for

kommunalbestyrelsen

og økonomiudvalget en særlig stilling. Risikoen for, at der som følge af

borgmesterens position som bestyrelsesmedlem for kommunens

hovedbankforbindelse

ikke fra kommunens side udøves de fornødne tilsyns- og kontrolopgaver i

relation

til spørgsmål, der knytter sig til den pågældende bank, er således større end

risikoen herfor, når bestyrelseshvervet varetages af kommunens

kommunaldirektør.

Indenrigsministeriet har

endvidere lagt vægt på, at kommunaldirektør (B) er menigt medlem og ikke

formand for bestyrelsen for (P). Der foreligger således ikke i samme grad som

i

tilfældet, hvor en borgmester er formand for bestyrelsen for kommunens

hovedbankforbindelse,

en situation, hvor der kan være fare for, at uvedkommende interesser kan

indvirke på udøvelsen af tilsyn m.v. Der er således næppe grundlag for at

antage, at (B) som menigt medlem af (P) har en sådan interesse i (P)’s

forhold,

at dette må antages at hindre udøvelsen af kommunens sædvanlige

kontrolfunktioner

med hensyn til (P)’s ydelser til kommunen.

For så vidt angår spørgsmålet

om kommunaldirektørens medlemskab af menighedsrådet, kan der i det hele

henvises til tilsynsrådets udtalelse af 22. juni

1999.”

A klagede den 15. september

2000 til mig over Indenrigsministeriets udtalelse. Han skrev bl.a. at

ministeriet i sin udtalelse havde set bort fra at B i en periode havde været

valgt som næstformand for bestyrelsen i P. Samtidig gjorde han opmærksom på

at

B var formand for menighedsrådet og ikke menigt medlem.

Den 26. februar 2001 bad jeg

Indenrigsministeriet om en udtalelse i anledning af klagen. Jeg bad om at

ministeriet forinden indhentede en udtalelse fra Tilsynsrådet for Z Amt og X

Kommune om sagen. Jeg anmodede om at man i udtalelserne kom ind på hvordan

den

daglige administration af kommunens engagement med pengeinstitutter var

tilrettelagt, og hvilke retningslinjer der var fastlagt herfor.

Den 16. oktober 2001 modtog

jeg udtalelser fra X Kommune, Tilsynsrådet for Z Amt og Indenrigsministeriet

af henholdsvis 30. april 2001, 15. maj 2001 og 15. oktober 2001.

Af udtalelsen fra X Kommune

af 30. april 2001 fremgik bl.a. følgende:

”I forbindelse med de mere

principielle overvejelser i sagen, skal Byrådet tillade sig at henvise til

Byrådets tidligere brev til Tilsynsrådets, dateret den 25. febr. 1999.

Omkring

den daglige administration af kommunens engagement med pengeinstitutter skal

vi supplerende oplyse:

I (X)-by har vi 3

pengeinstitutter (( ),( ) og (P)), som (X) Kommune alle benytter. (P) er

klart

(X) Kommunes hovedpengeinstitut.

(X) Kommune fik af

Kommunernes Revisionsafdeling for godt 9 år siden udarbejdet en analyse af

(X)

Kommunes pengestrøm. En af Revisionens konklusioner var, at forrentningen i

(P) var fordelagtig. På et efterfølgende Økonomiudvalgsmøde udtalte udvalget:

’

Det er Økonomiudvalgets opfattelse, at

(X) Kommune bliver godt betjent af vort lokale pengeinstitut.’

Økonomiafdelingen bad

herefter byens 3 pengeinstitutter om at byde på forrentningen af (X) Kommunes

overskudslikviditet. Med baggrund i den mest fordelagtige rente valgte

Økonomiudvalget (P). Lederen af økonomiafdelingen orienterer sig i øvrigt

løbende

om renteniveauet hos de 2 øvrige pengeinstitutter i (X)-by.

Det er økonomiafdelingen, der

har den daglige administration af kommunens engagement med pengeinstitutter.

De løbende rentejusteringer, der naturligvis altid sker i takt med ændringer

i

diskonto m.m. har hidtil alene været et forhold der aftales mellem lederen af

økonomiafdelingen og sparekassens direktion.

Økonomiafdelingen udarbejder

hver måned en økonomirapport på funktion 3. niveau samt en

’egenbeholdningsoversigt’. Rapporterne forelægges som hovedregel

til

orientering for økonomiudvalget hver måned.

Økonomiudvalget og

kommunaldirektøren kan naturligvis altid få oplyst størrelsen af den rente

(X)

Kommune får, men det er aldrig et egentligt punkt på økonomiudvalgets

dagsorden

– ligesom kommunaldirektøren har oplyst, at renteaftaler til

enkeltkunder,

herunder (X) Kommune – siden 1991 ham bekendt endnu ikke har været et

spørgsmål, der har været optaget på (P)’s bestyrelses dagsorden.

Det forventes, at

økonomiafdelingen igen vil indbyde byens 3 pengeinstitutter til at byde på

forrentningen

af (X) Kommunes overskudslikviditet, efter det nye byråd er tiltrådt i 2002.

Når det er sagt, så er det også

væsentligt for Byrådet at understrege, at (X) Kommune naturligvis har stor

interesse i at bevare et lokalt pengeinstitut, der er forankret i

lokalsamfundet

– ikke mindst pga. antallet af arbejdspladser, men i lige så høj grad

pga. pengeinstituttets

store engagement i lokalsamfundet.”

Tilsynsrådet for Z Amt

henholdt sig i udtalelsen af 15. maj 2001 i det hele til

Indenrigsministeriets

udtalelse af 20. juni 2000 og til sin egen udtalelse af 22. juni 1999.

Oplysningerne

om kommunaldirektørens status i henholdsvis bestyrelsen for P Sparekasse og

menighedsrådet gav ikke tilsynsrådet anledning til en ændret vurdering af

kommunaldirektørens habilitetsproblemer. Tilsynsrådet bemærkede i øvrigt

følgende:

”Tilsynsrådet har i den

forbindelse noteret sig (X) Kommunes supplerende oplysninger om

at

kommunens valg af hovedpengeinstitut

er sket efter udbud blandt byens tre pengeinstitutter,

at

kommunaldirektøren ikke er involveret i den løbende

administration af kommunens pengeinstitutrelationer, og

at

der månedligt forelægges en økonomirapport for økonomiudvalget.”

Af Indenrigsministeriets

udtalelse af 15. oktober 2001 fremgik bl.a. følgende:

”Indenrigsministeriet lagde

ved behandlingen af sagen til grund, at kommunaldirektør (C) er medlem af

bestyrelsen for (P) henholdsvis (X) Menighedsråd. Det bemærkes hertil, at der

ikke ved ministeriets behandling af sagen indgik oplysninger om, at

kommunaldirektør

(B) i perioden fra marts 1997 til marts 2000 var valgt som næstformand i (P),

og at (B) er formand for (Y) Menighedsråd.

Oplysningerne om, at

kommunaldirektør (B) er formand for (X) Menighedsråd, giver efter

Indenrigsministeriets

opfattelse ikke anledning til en ændret vurdering af spørgsmålet om

foreneligheden af de to hverv. For så vidt angår dette spørgsmål kan

Indenrigsministeriet

således henholde sig til ministeriets udtalelse af 20. juni 2000 og til

tilsynsrådets udtalelse af 22. juni 1999.

For så vidt angår

foreneligheden af hvervet som kommunaldirektør med hvervet som medlem af

bestyrelsen for (P) udtalte Indenrigsministeriet ved brev af 20. juni 2000,

at

dette spørgsmål afhænger af, om medlemskabet af (P) må antages at afskære

kommunaldirektør (B) fra at udøve sine funktioner og beslutningskompetence

som

kommunaldirektør med hensyn til den løbende kontrol med opfyldelse af

indgåede

aftaler m.v. med (P).

Indenrigsministeriet udtalte

endvidere, at denne vurdering kunne give anledning til tvivl, men at

Indenrigsministeriet ikke fandt, at betænkelighederne ved foreningen af disse

to hverv var så væsentlige, at hvervene kunne anses for uforenelige.

Indenrigsministeriet lagde herved vægt på, at (B) som kommunaldirektør ikke

har samme beføjelser og position som en borgmester, og at risikoen for, at

der fra kommunens side ikke udøves de fornødne tilsyns- og kontrolopgaver i

relation til spørgsmål, der knytter sig til (P), er mindre, end når

bestyrelseshvervet varetages af en borgmester.

Indenrigsministeriet lagde

endvidere vægt på de – på daværende tidspunkt – for ministeriet

foreliggende

oplysninger om, at (B) var menigt medlem og ikke formand for (P)’s

bestyrelse.

Indenrigsministeriet fandt således ikke grundlag for at antage, at (B) som

menigt medlem af (P) har en sådan interesse i (P)’s forhold, at det må

antages

at hindre udøvelsen af kommunens sædvanlige kontrolfunktioner med hensyn til

(P)’s ydelser til kommunen.

Det forhold, at

kommunaldirektør (B) i perioden fra marts 1997 til marts 2000 var næstformand

i

bestyrelsen for (P), giver efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke

grundlag

for at antage, at (B) i denne periode havde en sådan interesse i sparekassens

forhold, at det måtte antages at hindre udøvelsen af kommunens sædvanlige

kontrolfunktioner med hensyn til (P)’s ydelser til kommunen.

Det forhold, at (B) i en

periode var valgt som næstformand for (P)’s bestyrelse, kan således

efter

Indenrigsministeriets opfattelse ikke i sig selv give anledning til en ændret

vurdering af spørgsmålet om hvervets forenelighed med hvervet som

kommunaldirektør.

Det er endvidere

Indenrigsministeriets opfattelse, at det af (X) Kommune oplyste om

tilrettelæggelsen

af den daglige administration af kommunens engagement med pengeinstitutter

understøtter ministeriets vurdering af foreneligheden af de to hverv.

Indenrigsministeriet kan

således også for så vidt angår dette spørgsmål henholde sig til udtalelsen af

20. juni 2000.”

Den 23. august 2002 sendte

jeg et notat dateret den 22. august 2002 i sagen til A, X Kommune,

Tilsynsrådet for Z Amt og Indenrigs- og Sundhedsministeriet vedrørende de

juridiske

overvejelser som sagen havde givet anledning til. Af notatet fremgik følgende

om mine overvejelser:

”III. Juridiske overvejelser

1. Reglerne om generel inhabilitet

Den kommunale styrelseslov

indeholder regler om at en ansat i en kommune ikke kan bestride

borgmesterposten (§ 6, stk. 3), og regler om i hvilket omfang ansatte i

kommunen

kan være medlem af de kommunale udvalg (§ 29). Herudover indeholder den

kommunale

styrelseslov ikke regler om inhabilitet for ansatte i kommunen.

I tjenestemandslovens § 17 og

i § 15, stk. 1, i Tjenestemandsregulativ af 1991 for kommuner inden for

Kommunernes Landsforenings forhandlingsområde findes regler om at

beskæftigelse

ved siden af tjenestemandsstillingen kun er tilladeligt såfremt ’det er

foreneligt med den samvittighedsfulde udøvelse af de til

tjenestemandsstillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige

agtelse og tillid’. Jeg forstår det sådan at byrådet i (X) Kommune da

kommunaldirektør

(B) i 1991 blev ansat, var bekendt med at han var medlem af bestyrelsen for

(P), men at dette forhold ikke gav anledning til overvejelser om hvorvidt det

ud fra reglerne i tjenestemandslovgivningen var foreneligt med hvervet som

kommunaldirektør.

Forvaltningslovens regler om

inhabilitet, jf. lovens kapitel 2, vedrører alene spørgsmålet om under hvilke

omstændigheder den der virker inden for den offentlige forvaltning, som følge

af en foreliggende interessekollision skal undlade at medvirke ved den

pågældende myndigheds behandling af en bestemt allerede foreliggende sag,

dvs.

at forvaltningsloven kun indeholder regler om personlig, speciel inhabilitet.

Bestemmelserne i

forvaltningsloven angår ikke generel inhabilitet, altså spørgsmålet om

hvorvidt

en bestemt person kan besætte et bestemt hverv. Det er ulovbestemte regler

som

har til formål at sikre at der kun undtagelsesvis opstår spørgsmål om speciel

inhabilitet.

Nogle af reglerne om generel

inhabilitet er afledt af reglerne om den specielle inhabilitet. De indeholder

en grundsætning eller en praksis hvorefter det er en almindelig forudsætning

for at beklæde poster i forvaltningen at man ikke samtidig kommer i en

position

hvorved man relativt hyppigt vil være afskåret fra at udføre sin

forvaltningsmæssige funktion på grund af speciel inhabilitet. Se bl.a. John

Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave (1999), s. 145, og

Hans

Gammeltoft-Hansen

mfl., Forvaltningsret (1994), s. 195.

Indholdet af

retsgrundsætningen om generel inhabilitet kan ikke angives helt præcist og må

derfor afgrænses på baggrund af de hensyn som grundsætningen skal varetage.

Hensigten er bl.a. at undgå det organisatorisk uheldige i at indehaveren af

et

hverv meget hyppigt må undlade at beskæftige sig med konkrete sager fordi der

foreligger speciel inhabilitet, jf. forvaltningslovens § 3. Et andet hensyn

er

at forebygge at uvedkommende interesser indvirker på afgørelsen i tilfælde

der

ikke er omfattet af reglerne om speciel inhabilitet. Endelig skal

retsgrundsætningen

generelt medvirke til at styrke almenhedens tillid til at forvaltningens

afgørelser

træffes uden hensyntagen til uvedkommende interesser, jf. den sag der er

trykt

i Folketingets Ombudsmands beretning for 1991, s. 173ff*.

Ud fra disse hensyn må der

ved bedømmelsen af om der foreligger generel inhabilitet, lægges vægt på

hyppigheden af den forventelige specielle inhabilitet, men afgørelsen af

spørgsmålet kan dog ikke udelukkende træffes på grundlag af et sådant

kvantitativt

kriterium. Der skal ikke alene lægges vægt på det relative antal sager hvori

den pågældende har været inhabil, men også på disse sagers betydning. Se

bl.a.

Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen for 1981, s.

637f, og den sag der er trykt i Folketingets

Ombudsmands beretning for 1975, s. 158f*.

2. Medlemskab af bestyrelsen for (P)

Det fremgår af (X) Kommunes

udtalelse af 25. februar 1999 at (P) er (X) Kommunes hovedbankforbindelse.

(P)

blev valgt hertil af Økonomiudvalget efter en ’udbudsrunde’ blandt

(X)-bys 3

pengeinstitutter i begyndelsen af 1990’erne. Det er kommunens

økonomiafdeling

der varetager den daglige administration af kommunens engagement med

pengeinstitutter,

herunder spørgsmålet om rentejusteringer. Spørgsmålet om hvilken rente (X)

Kommune får, er aldrig et egentligt punkt på økonomiudvalgets dagsorden, men

udvalget bliver orienteret om bl.a. renteniveauet gennem månedlige rapporter

udarbejdet af økonomiafdelingen.

Spørgsmålet om hvorvidt

kommunaldirektør (B) er inhabil i forhold til behandlingen af konkrete sager

i kommunen som følge af det forhold at han er medlem af bestyrelsen for (P),

skal afgøres efter bestemmelsen i forvaltningslovens kapitel 2, herunder især

bestemmelserne i § 3, stk. 1, nr. 3, og § 3, stk. 2 (citeret i

Indenrigsministeriets udtalelse af 20. juni 2000).

Jeg er enig med Indenrigsministeriet

i at (B) som udgangspunkt vil være inhabil i medfør af forvaltningslovens §

3,

stk. 1, nr. 3, i forhold til konkrete sager der vedrører (X) Kommunes

forretningsmæssige

mellemværende med (P), og andre sager hvor (P) har en særlig interesse i

udfaldet. Jeg er ligeledes enig med ministeriet i at sager af denne type må

antages at udgøre en mindre del af kommunaldirektør (B)’s arbejdsområde

som

kommunaldirektør, og at hyppigheden af sager hvor der af denne årsag

foreligger

speciel inhabilitet for (B), således ikke i sig selv kan føre til at han er

generelt inhabil som kommunaldirektør.

I den sag der er trykt i

Folketingets Ombudsmands beretning for 1981, s. 98f*, udtalte ombudsmanden

som sin opfattelse at en forening af hvervene om borgmester og

bestyrelsesformand/medlem

af bestyrelsen i et pengeinstitut hvori en ikke ubetydelig del af kommunens

økonomiske midler (ca. 25 pct.) var anbragt, gav anledning til meget

væsentlige

betænkeligheder.

Der blev i den forbindelse

bl.a. lagt vægt på at borgmesteren i sin egenskab af administrativ leder af

kommunen (styrelseslovens § 31) og i sin egenskab af formand for

økonomiudvalget

(styrelseslovens § 18) skulle føre tilsyn med den måde hvorpå kommunens

økonomiske midler blev forvaltet. Det forhold at borgmesteren var formand

for/

medlem af bestyrelsen for et af de pengeinstitutter hvori kommunens midler

var

anbragt, måtte efter ombudsmandens opfattelse medføre at han ud fra

almindelige inhabilitetsgrundsætninger var afskåret fra at udføre sin

tilsynsforpligtelse (med hensyn til mere principielle dispositioner) i det

omfang tilsynsbeføjelsens respektive beslutningskompetence direkte eller

indirekte havde betydning for kommunens forbindelse til det pågældende

pengeinstitut. Hertil kom at borgmesteren var afskåret fra i samme omfang at

deltage i behandlingen af og afstemningen om sager i kommunalbestyrelsen og

økonomiudvalget om anbringelsen af kommunens økonomiske midler. En forening

af

hvervene ville således udelukke borgmesteren fra at udøve sin almindelige

tilsynsforpligtelse og beslutningskompetence med hensyn til økonomiske

dispositioner og medføre inhabilitet ved kommunalbestyrelsens og

økonomiudvalgets sager i et sådant omfang og af en sådan art at det måtte

give

anledning til væsentlige betænkeligheder.

Betænkelighederne blev anset

for så væsentlige at det kunne give anledning til nogen tvivl om de i

tilstrækkelig grad ville kunne afbødes gennem fastsættelse af nærmere

retningslinjer for administration, kontrol mv. I den konkrete sag fandt

ombudsmanden dog ikke grundlag for at kritisere tilsynsrådets og

Indenrigsministeriets opfattelse hvorefter det i det konkrete tilfælde måtte

anses for forsvarligt at acceptere at borgmesteren var bestyrelsesformand i

et

af de pengeinstitutter der blev benyttet af kommunen, såfremt der blev

fastlagt retningslinjer for administrationen af kommunens likvide

pengemidler.

I en udtalelse af 27. marts

1990 fandt Indenrigsministeriet efter en konkret vurdering af arten og

omfanget af kommunens engagement med kommunens

hoved

bankforbindelse at hvervet som borgmester var uforeneligt med

hvervet som formand for bestyrelsen for denne bank. Indenrigsministeriet

lagde

vægt på samme forhold som ombudsmanden havde lagt vægt på i forbindelse med

behandlingen

af sagen fra 1981.

Indenrigsministeriet har i

sine udtalelser af 20. juni 2000 og af 15. oktober 2001 i denne sag anført at

betænkelighederne ved foreningen af (B)’s to hverv ikke er så væsentlige

at

hvervene kan anses for uforenelige, om end vurderingen giver anledning til

tvivl. Ministeriet har herved lagt vægt på at en kommunaldirektør ikke har

samme beføjelser og position som en borgmester. Borgmesteren har den øverste

daglige ledelse af kommunens administration og indtager som formand for

kommunalbestyrelsen

og økonomiudvalget en særlig stilling. Risikoen for at der som følge af

borgmesterens position som bestyrelsesmedlem for kommunens

hovedbankforbindelse

ikke fra kommunens side udøves de fornødne tilsyns- og kontrolopgaver i

relation til spørgsmål der knytter sig til den pågældende bank, er større end

risikoen herfor når bestyrelseshvervet varetages af kommunens

kommunaldirektør.

Der er efter ministeriets opfattelse ikke grundlag for at antage at (B) som

menigt medlem af – og som næstformand for – bestyrelsen i (P) har

en sådan

interesse i sparekassens forhold at det må antages at hindre udøvelsen af

kommunens sædvanlige kontrolfunktioner med hensyn til sparekassens ydelser

til

kommunen.

Ifølge § 31, stk. 2, i den

kommunale styrelseslov har borgmesteren den øverste daglige ledelse af

kommunens administration. Med ordet ’øverste’ præciseres at

borgmesterens

ledelse er af overordnet karakter med ansvar over for kommunalbestyrelsen.

Det

er således ikke nogen forudsætning at borgmesteren personligt udfører alle de

ledelsesopgaver som han bærer ansvaret for. I praksis bliver den

personalemæssige ledelse og arbejdstilrettelæggelse næsten altid varetaget af

de kommunale cheftjenestemænd, jf. Emil le Maire og Niels Preisler, Lov om

kommunernes styrelse med kommentarer, 3. udgave (2000), s. 144-145.

Kommunaldirektøren er den

øverste embedsmand i en kommune. I praksis fungerer han sædvanligvis som den

øverste daglige leder af kommunens administration, jf. bl.a. aftale om

aflønning af chefer af 11. januar 2000 indgået mellem Kommunernes

Landsforening

og forskellige forbund hvor stillingsbetegnelsen kommunaldirektør anvendes

for ’lederen af kommunens administration’. Ud over funktionerne som

leder af

administrationen udøver han på de områder hvor afgørelser træffes af de

kommunalpolitiske organer, herunder kommunalbestyrelse og økonomiudvalg,

sædvanligvis funktioner med hensyn til sagernes administrative forberedelse,

herunder sagsoplysning og rådgivning af borgmester og kommunalbestyrelse, se

bl.a. Indenrigsministeriets udtalelse i denne sag af 20. juni 2000 og den sag

der er trykt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1988, s. 69f*.

Jeg er enig med

Indenrigsministeriet i at vurderingen af hvorvidt de to hverv

kommunaldirektør

(B) varetager, kan forenes, kan give anledning til tvivl.

Af de ovennævnte årsager er

det imidlertid min opfattelse at der som udgangspunkt må være i det

væsentlige

de samme betænkeligheder ved at kommunaldirektøren er medlem af bestyrelsen

af

et pengeinstitut som kommunen anvender som sin hovedbankforbindelse, som der

vil være ved borgmesterens medlemskab, jf. herved den ovenfor omtalte

ombudsmandsudtalelse i Folketingets Ombudsmands beretning for 1981, s.

98f. Jeg mener ikke at det i denne sammenhæng

er afgørende om kommunaldirektøren er menigt medlem eller næstformand.

Derimod mener jeg at

betænkelighederne ved at kommunaldirektøren bestrider de to hverv samtidig,

bedre kan afbødes gennem fastsættelse af nærmere retningslinjer for

administration,

kontrol mv. end tilfældet er for borgmesteren. Jeg henviser herved til at en

kommunaldirektør som anført af Indenrigsministeriet ikke har samme beføjelser

og position som en borgmester.

Det fremgår af sagen at (X)

Kommune har taget nogle forholdsregler således at kommunaldirektør (B) ikke

deltager i behandlingen af sager der direkte angår forholdet til (P), og at

han heller ikke tager del i den løbende kontakt med dette pengeinstitut.

Herudover

deltager han ikke i beslutningen om hvilket pengeinstitut kommunen skal

benytte,

idet denne beslutning er overladt til økonomiudvalget. (X) Kommune har

herudover påpeget at kommunaldirektør (B) ’ikke har større magt end den

byrådet

giver ham’, idet han ikke kan træffe beslutning vedrørende større bank-

og pengesager,

men alene har indstillingsret.

Ud fra det foreliggende er

det min opfattelse at en udbygning af de forholdsregler som (X) Kommune har

taget, i højere grad kunne afbøde betænkelighederne ved at kommunaldirektør

(B)

bestrider de to hverv samtidig. De nuværende forholdsregler angår, sådan som

jeg har forstået det, alene sager vedrørende kommunens valg af pengeinstitut

og sager som direkte angår kontakten til (P). For i højere grad at afbøde

betænkelighederne mener jeg at der bør udarbejdes (skriftlige) retningslinjer

for hvornår kommunaldirektør (B) som følge af at han er medlem af bestyrelsen

for (P), ikke kan deltage i behandlingen af kommunens sager, og at disse

sager

bør dække et bredere område end blot de sager hvor (P) har en direkte

interesse

i sagens udfald. Også visse andre sager vedrørende kommunens økonomiske

dispositioner, f.eks. anbringelsen af kommunens økonomiske midler og tilsynet

og kontrollen hermed der kun mere indirekte har betydning for (P), bør

beskrives som sager som (B) ikke kan deltage i behandlingen af.

Det bør i retningslinjerne

nærmere angives hvem der i stedet har det øverste administrative ansvar for

behandlingen af disse sager, og hvem den pågældende refererer til. Jeg

bemærker

i den forbindelse at (B) i de tilfælde hvor han er specielt inhabil, ikke

blot

er afskåret fra at medvirke ved sagens afgørelse, men i det hele taget skal

undlade at deltage i sagens behandling, jf. forvaltningslovens § 3, stk. 3.

3. Medlem af/formand for menighedsrådet

Menighedsrådene er

selvstændige offentlige myndigheder, jf. herved lovbekendtgørelse nr. 571 af

21. juni 1996 om menighedsråd. Menighedsrådenes økonomi er reguleret ved

lovbekendtgørelse

nr. 537 af 24. juni 1997 om folkekirkens økonomi. Tilsynet med

menighedsrådenes

økonomiske forvaltning varetages af provstiudvalget og af stiftsøvrigheden.

Tilsyn

med menighedsrådenes funktion i øvrigt udøves af biskoppen, jf. § 45 i lov om

menighedsråd og kapitel 2 i lov om folkekirkens økonomi.

Kommunernes indflydelse på

menighedsrådenes forhold består i at ligningsbeløbene i kirkekasserne i en

kommune ikke uden kommunalbestyrelsens samtykke må være mere end 20 pct.

højere

end gennemsnittet af de sidste 4 års ligningsbeløb til kirkekasserne, jf. §

6,

stk. 2, i lov om folkekirkens økonomi, og i at kommunalbestyrelsen med

provstiudvalgets tilslutning kan yde et menighedsråd forskud på

ligningsbeløbet for det nærmest følgende regnskabsår, jf. § 19, stk. 3, i lov

om folkekirkens økonomi.

Bestemmelsen i

forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 3, vedrører kun tilknytning til en privat

juridisk organisation. Tilknytning til en offentlig myndighed kan således

ikke

medføre inhabilitet efter bestemmelsen, jf. bl.a. John Vogter,

Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave, (1999), s. 171. Da (X)

Menighedsråd er en offentlig myndighed, kan der således ikke foreligge

inhabilitet for kommunaldirektør (B) ved eventuel deltagelse i (X) Kommunes

behandling af sager vedrørende (X) Menighedsråd efter bestemmelsen i

forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 3. Speciel inhabilitet vil derimod

eventuelt

efter omstændighederne foreligge ved behandlingen af sådanne konkrete sager

efter

(opsamlings)bestemmelsen i forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5. Se bl.a.

sagen med mit j.nr. 2000-3077-709. Sagen bliver trykt i Folketingets

Ombudsmands beretning for 2001 som sag 5-2, men kan indtil videre findes på

ombudsmandens hjemmeside www.ombudsmanden.dk. [Er nu optrykt i Folketingets

Ombudsmands beretning for 2001 som sag 11-2, s. 311; min tilføjelse].

Det er min opfattelse at de

sager som kommunaldirektør (B) eventuelt måtte blive specielt inhabil i i

kraft af sit medlemskab af (X) Menighedsråd, ikke er af et sådant omfang

eller

af en sådan art at det kan medføre generel inhabilitet. På dette punkt er jeg

således enig med Indenrigsministeriet.”

Jeg foreslog myndighederne at

notatet skulle danne baggrund for nærmere drøftelser om sagen. Den 5.

november

2002 blev der således afholdt et møde om sagen mellem Folketingets

Ombudsmand,

X Kommune, Tilsynsrådet for Z Amt og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Konklusionen på mødet blev at

X Kommune skulle forsøge at udarbejde udkast til skriftlige retningslinjer

med

henblik på at afbøde betænkelighederne ved at kommunaldirektør B bestred de

to hverv samtidig.

Efter at jeg den 20. december

2002 havde modtaget et udkast til retningslinjer i form af et tillæg til X

Kommunes kasse- og regnskabsregulativ og den 27. januar 2003 havde modtaget

bemærkninger hertil fra A, skrev jeg den 5. marts 2003 følgende til X

Kommune:

”På baggrund af mit notat i

sagen af 22. august 2002 blev der den 5. november 2002 afholdt et møde med

deltagelse af (X) Kommune, Tilsynsrådet for (Z) Amt, Indenrigs- og

Sundhedsministeriet

og Folketingets Ombudsmand. På mødet blev konkluderet at (X) Kommune skulle

forsøge at udarbejde udkast til skriftlige retningslinjer som kunne afbøde

betænkelighederne ved at kommunaldirektør (B) samtidig med sit hverv som

kommunaldirektør er medlem af bestyrelsen af (P) som (X) Kommune bruger som

sin

hovedbankforbindelse, jf. referat af mødet af 7. november 2002.

Med brev af 19. december 2002

modtog jeg fra (X) Kommune et forslag til retningslinjer i form af et tillæg

til (X) Kommunes kasse- og regnskabsregulativ. Det blev i brevet oplyst at

forslaget var udarbejdet i samarbejde med Kommunernes Revisionsafdeling, at

det

havde været forelagt for økonomiudvalget, og at retningslinjerne på ny ville

blive forelagt økonomiudvalget når ombudsmanden havde godkendt dem. Forslaget

til retningslinjer har følgende ordlyd:

’Forslag til Tillæg til Kasse- og regnskabsregulativet

Retningslinjer i forbindelse med bl.a. valg af pengeinstitut.

For at fjerne enhver tvivl om

inhabilitet i forbindelse med kommunaldirektørens medlemskab af bestyrelsen

for

(P) fastsættes følgende retningslinjer:

Samtlige administrative

kompetencer, der hidtil har været tillagt kommunaldirektøren i henseende til

forretninger med pengeinstitutter, overdrages til forvaltningschef (F)

(stedfortræder for kommunaldirektøren) med direkte reference til

økonomiudvalget.

Valg af pengeinstitut,

omfattende såvel pengeindskud som kreditgivning og tjenesteydelser i øvrigt,

godkendes af økonomiudvalget.

Ovennævnte retningslinjer er

gældende så længe kommunaldirektøren er medlem af bestyrelsen for (P).

’

Den 17. januar 2003 sendte

jeg kopi af referatet af mødet i sagen og af udkastet til retningslinjer til

(A) med henblik på eventuelle bemærkninger.

Den 23. januar 2003 skrev (A)

bl.a. følgende til mig:

’Økonomiudvalget i (X)

Kommune har i et udateret forslag kaldet

’Forslag

til retningslinjer i forbindelse med valg bl.a. af pengeinstitut’

(hvorfor

denne formulering. Det er ikke det sagen drejer sig om)

forsøgt at få kommunaldirektørens bestyrelsespost legaliseret i

(P) ved at kommuneingeniør (F) skal træde ind i de situationer, hvor

kommunaldirektøren er inhabil i forholdet til samarbejdet med

pengeinstitutter.

Denne ordning er efter min

mening søgt og kan efter min opfattelse kun tjene det formål, at reglerne på

en behændig måde forsøges omgået.

Sagen er nemlig den, at

kommuneingeniør (F) for det første er kommunaldirektørens underordnede og

dernæst er hans arbejdsområde teknik og miljø. Han har ikke et nævneværdigt

kendskab til jura eller økonomi, det er uden for hans fagområde, hvorfor han

overhovedet ikke kan varetage den omtalte funktion, uden at kommunaldirektør

(B) skal inddrages i relationerne til samarbejdet med kommunens

hovedbankforbindelse: (P).’

Jeg har efterfølgende

telefonisk rekvireret en kopi af Regulativ for (X) Kommunes Kasse- og

Regnskabsvæsen. Heraf fremgår bl.a. følgende:

’1. Generelle

forvaltningsbestemmelser

1.3 Forretningsgange

Regulativet er et

rammeregulativ, og der udarbejdes hensigtsmæssige og betryggende beskrivelser

af forretningsgange på en række områder.

Beskrivelse af

forretningsgange godkendes af kommunaldirektøren.

3. Kassevirksomhed

3.4 Konti i pengeinstitutter

Kommunaldirektøren er sammen

med afdelingslederen for økonomi bemyndiget til at oprette og nedlægge bank-,

sparekasse- og girokonti. Kommunaldirektøren bestemmer, hvilke personer, der

i

forening, er berettiget til at disponere.

Alle konti skal oprettes i

kommunens navn.

3.5. Anbringelse og sikring

af midler

Midler, der af hensyn til de

daglige forretninger ikke skal foreligge kontant, skal indsættes i et

pengeinstitut eller på postgirokonto, eller anbringes i sådanne obligationer

eller investeringsbeviser, i hvilke fondes midler kan anbringes.

Anbringelsen skal ske i

kommunens navn.

Økonomiudvalget kan fastlægge

nærmere retningslinjer for anbringelse af midler.

BILAG

Regler for konti i

pengeinstitutter

1. Indledning

De nærmere regler for konti i

pengeinstitutter fremgår af kasse- og regnskabsregulativets afsnit 3.4.

Med henvisning hertil

fastsættes følgende:

2. Oprettelse og nedlæggelse

af konti

Bemyndigelsen til at oprette

og nedlægge konti er henlagt til kommunaldirektøren og afdelingslederen for

økonomi.

I de tilfælde hvor kommunen

lader beløb binde på tidsindskud oprettes og nedlægges disse konti af det

pågældende pengeinstitut.

Alle konti skal oprettes i

kommunens navn.

3. Hvem kan disponere

Beslutningen om hvem der kan

disponere over kommunens pengekonti træffes af kommunaldirektøren.

Der udarbejdes sædvanlig

fuldmagtsforhold, hvoraf skal fremgå at der altid skal underskrives to i

forening.

4. Overførselskonti

Ved overførsel af løn,

pension og andre ydelser m.v. anvendes oftest bankkonto, og i disse tilfælde

skal der foreligge skriftlig dokumentation fra modtager på kontonummerets

rigtighed.’

Mine bemærkninger til forslaget til retningslinjer:

Jeg har ingen bemærkninger

til at retningslinjerne til at afbøde betænkelighederne ved at

kommunaldirektør

(B) bestrider de to hverv samtidig, fastsættes i et tillæg til (X) Kommunes

kasse- og regnskabsregulativ.

I mit notat af 22. august

2002 i sagen anførte jeg følgende om hvad retningslinjerne bør indeholde:

’For i højere grad at afbøde

betænkelighederne mener jeg at der bør udarbejdes (skriftlige) retningslinjer

for hvornår (B) som følge af at han er medlem af bestyrelsen for (P), ikke

kan

deltage i behandlingen af kommunens sager, og at disse sager bør dække et

bredere område end blot de sager hvor (P) har en direkte interesse i sagens

udfald. Også visse andre sager vedrørende kommunens økonomiske dispositioner,

f.eks. anbringelsen af kommunens økonomiske midler og tilsynet og kontrollen

hermed, der kun mere indirekte har betydning for (P), bør beskrives som sager

som (B) ikke kan deltage i behandlingen af.

Det bør i retningslinjerne

nærmere angives hvem der i stedet har det øverste administrative ansvar for

behandlingen af disse sager, og hvem den pågældende refererer til. Jeg

bemærker

i den forbindelse at (B) i de tilfælde hvor han er specielt inhabil, ikke

blot

er afskåret fra at medvirke ved sagens afgørelse, men i det hele taget skal

undlade at deltage i sagens behandling, jf. forvaltningsloven § 3, stk.

3.’

Det er min opfattelse at (X)

Kommunes forslag til retningslinjer ikke fuldt ud opfylder de forudsætninger

som er nævnt i notatet. Dette gælder navnlig i relation til spørgsmålet om at

sagerne bør dække et bredere område end blot de sager hvor (P) har en direkte

interesse i sagens udfald. Herudover mener jeg at retningslinjerne når de

udformes

som et tillæg til kasse- og regnskabsregulativet, bør forholde sig til kasse-

og regnskabsregulativets bestemmelser. Endelig bør det fremgå af

retningslinjerne

at den person som opgaverne overlades til, skal have den fornødne indsigt til

at kunne udføre opgaverne. Retningslinjer kunne f.eks. formuleres i retning

af følgende:

’Disse retningslinjer er

udarbejdet med henblik på at undgå habilitetskonflikter som følge af at

kommunaldirektør (B) er medlem af bestyrelsen af (P):

Kommunaldirektør (B) må ikke

deltage i behandlingen af sager/beskæftige sig med forhold vedrørende

anbringelse

af (X) Kommunes likvide midler og tilsynet og kontrollen hermed, herunder

sager om valg af pengeinstitutter og løbende mellemværende med

pengeinstitutter.

(B) kan således f.eks. ikke udøve de funktioner der er nævnt i punkt 3.4 i

kasse-

og regnskabsregulativet og i bilaget hertil vedrørende regler for konti i

pengeinstitutter. Han kan heller ikke godkende forretningsgange der

udarbejdes

i relation til de nævnte bestemmelser, jf. herved pkt. 1.3 i regulativet.

Det øverste administrative

ansvar for sager af denne type skal i stedet overlades til en anden person

ansat i kommunens administration, f.eks. en forvaltningschef med direkte

reference til økonomiudvalget. Personen skal have den fornødne økonomiske

indsigt til at kunne udføre de pågældende funktioner. Valg af pengeinstitut

omfattende såvel pengeindskud som kreditgivning og tjenesteydelser i øvrigt

skal godkendes af økonomiudvalget eller kommunalbestyrelsen.

Retningslinjerne bortfalder

hvis kommunaldirektør (B) udtræder af bestyrelsen for (P).’

På det foreliggende grundlag

mener jeg at (X) Kommune bør ændre forslaget til tillægget til kasse- og

regnskabsinstruksen i lyset af det jeg har anført. Jeg beder dog først om at

modtage (X) Kommunes bemærkninger hertil. Jeg har samtidig sendt kopi af

dette

brev til Tilsynsrådet for (Z) Amt og til Indenrigsministeriet med anmodning

om

at modtage eventuelle bemærkninger til det som jeg har anført.”

Tilsynsrådet for Z Amt og

Indenrigs- og Sundhedsministeriet meddelte i breve af henholdsvis den 10.

marts

2003 og den 11. marts 2003 at de ikke havde bemærkninger til mit brev af 5.

marts 2003 til X Kommune.

I brev af 27. marts 2003

oplyste X Kommune at kommunaldirektøren umiddelbart før et møde i

økonomiudvalget den 18. marts 2003 hvor sagen skulle drøftes, havde meddelt

skriftligt at han med øjeblikkelig virkning udtrådte af bestyrelsen for P.

Kommunen foretog sig herefter ikke mere i sagen.

Ombudsmandens udtalelse

“Jeg fastholder den retsopfattelse som er anført i mit notat af 22.

august 2002 og i mit brev af 5. marts 2003 til (X) Kommune.

I lyset af at kommunaldirektør (B) nu er udtrådt af bestyrelsen for (P),

foretager jeg mig imidlertid ikke mere i sagen. ”

NOTER: (*) FOB 1975, s. 158, FOB 1981, s. 98 og 115, FOB 1988, s. 69, og

FOB 1991, s. 173.

Lignende dokumenter