Kommunaldirektørs inhabilitet som følge af medlemskab af pengeinstituts bestyrelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kommunaldirektørs inhabilitet som følge af
medlemskab af pengeinstituts bestyrelse
Det fremgår af sagens akter
at en borger i X Kommune, A, den 27. oktober 1998 anmodede Byrådet i kommunen
om at tage stilling til hvorvidt det var foreneligt med B’s hverv som
kommunaldirektør
at han samtidig var medlem af bestyrelsen for P Sparekasse som var kommunens
primære bankforbindelse. Årsagen til A’s henvendelse var at han havde
erfaret
at Finanstilsynet havde besluttet at kommunens borgmester, C, ikke længere
kunne være medlem af bestyrelsen for sparekassen.
Borgmester C svarede den 29.
oktober
1998 A
bl.a. således:
”Jeg vil allerførst sige, at
jeg
ikke
har tænkt mig at forelægge
spørgsmålet for byrådet. (B)’s medlemskab af (P) Sparekasses bestyrelse
er
efter min opfattelse et privat anliggende, som byrådet efter min opfattelse
ikke skal blande sig i.
(B) har siddet i Sparekassens
bestyrelse vel i 8-9 år, valgt til (P)’s repræsentantskab og af dette
valgt til
bestyrelsen. Rent principielt er det min klare opfattelse, at (X) Kommune som
myndighed ikke skal blande sig i vor ledende embedsmænds deltagelse i lokale
bestyrelsers arbejde. Så skulle vi vel også blande os, såfremt (B) sad i (
)’s
Læs alt
bestyrelse, Kunstforeningens bestyrelse, Jagtforeningens eller
Menighedsrådets bestyrelse.
Det er i øvrigt min klare
overordnede opfattelse, at jeg meget gerne ser, at (X) Kommunes ledende
embedsmænd aktivt engagerer sig i det lokale samfund. Det giver et netværk og
en kontaktflade, som er et særdeles vigtigt aktiv for kommunen.”
Den 14. november 1998 klagede
A til mig. Han oplyste at B ud over at være medlem af bestyrelsen i P
Sparekasse også havde en central placering i X Menighedsråd. Han bad mig
undersøge lovligheden af at B bestred disse hverv ved siden af sit hverv som
kommunaldirektør.
Den 13. januar 1999 sendte
jeg A’s klage til Tilsynsrådet for Z Amt således at tilsynsrådet kunne
få
lejlighed til at udtale sig om sagen.
Tilsynsrådet indhentede en
udtalelse fra X Kommune af 25. februar 1999. Af denne fremgik bl.a. følgende:
”For god ordens skyld skal
Byrådet bekræfte, at (P) er (X) Kommunes hovedpengeinstitut, men kommunen har
derudover også forretninger med bl.a. lokalafdelingen af ( ) og ( ) i (X)
samt
ikke uvæsentlige forretninger med ( ).
Byrådet har behandlet sagen i
sit møde den 24. februar 1999 og er af den opfattelse, at kommunaldirektørens
medlemskab af (P)’s bestyrelse ikke er i strid med de
forvaltningsretlige
regler om inhabilitet og tjenestemandslovens § 17 om en tjenestemands
beskæftigelse
ved siden af sin tjenestemandsstilling.
Efter forvaltningslovens § 3,
stk. 1, nr. 3 foreligger der inhabilitet, når et byrådsmedlem deltager i
ledelsen af eller i øvrigt har nær tilknytning til et selskab, en forening
eller
en anden privat juridisk person, der har særlig interesse i sagens udfald.
–
Jf. stk. 2 foreligger inhabilitet dog ikke, hvis der som følge af interessens
karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i
forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at
afgørelsen
i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn.
(B) har siddet i sparekassens
bestyrelse i knap 8 år. Han er valgt til (P)’s repræsentantskab og
derigennem
valgt til bestyrelsen. På grundlag af førnævnte regler om inhabilitet
vurderer
Byrådet, at der i forbindelse med (B)’s funktioner med sagsbehandling
m.m. ikke
kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket
af uvedkommende hensyn. – (B) er medlem af sparekassens bestyrelse og
har
ikke dermed selvstændig beslutningsmyndighed. Som kommunaldirektør har han
alene indstillingsret i større banksager. Byrådet alene har
beslutningskompetencen.
Derfor har (B) i bank- og
sparekassesager (pengeforretninger) ikke større magt/indflydelse end
økonomiudvalg og byråd – og dermed det politiske system – giver
ham. I øvrigt
forelægges valg af hovedpengeinstitut altid økonomiudvalget til endelig
afgørelse.
Videre er Byrådet meget i
tvivl om, hvilken bestemmelse i Styrelseslov eller Tjenestemandslov, der evt.
kan give Byrådet hjemmel til at forbyde (B)’s deltagelse i forenings-
og/eller
bestyrelsesarbejde, og dermed give Byrådet mulighed for at disponere over
(B)’s fritid? Da (B) den 1. juli 1991 blev ansat som kommunaldirektør,
var han
forinden, den 1. april 1991, af (P)’s Repræsentantskab valgt til
bestyrelsen
for (P). Der blev ikke taget nogen form for forbehold i den anledning.
Endelig er Byrådet af den
opfattelse, at ledende embedsmænds aktive engagement i lokalsamfundet er et
særdeles vigtigt aktiv for kommunen og som hovedregel foreneligt med en
samvittighedsfuld udøvelse af deres arbejdsopgaver.”
Den 22. juni 1999 udtalte
tilsynsrådet herefter følgende:
”Tilsynsrådet udtaler, at
reglerne om generel inhabilitet er afledt af reglerne om den specielle
inhabilitet.
De indeholder retsgrundsætninger, der på visse områder har fundet udtryk i
skrevne bestemmelser.
Nogle af de væsentligste
bestemmelser om generel inhabilitet findes i den kommunale styrelseslov § 29,
tjenestemandslovens § 17 og tjenestemandsregulativ af 1991 for kommuner
inden for Kommunernes Landsforenings forhandlingsområde § 15.
Efter disse bestemmelser kan
en tjenestemand kun have beskæftigelse ved siden af sin tjenestemandsstilling
for så vidt og i det omfang det er foreneligt med den samvittighedsfulde
udøvelse af de til tjenesten knyttede pligter og med den for stillingen
nødvendige
agtelse og tillid. Endvidere er medlemskab af stående udvalg udelukket for
visse
ansatte.
Bestemmelserne er udtryk for
en almindelig grundsætning om generel inhabilitet som følge af
interessekollisioner
i konkrete sager.
Efter tilsynsrådets
opfattelse er der ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at
kommunaldirektørens
medlemskab af (P)’s bestyrelse medfører generel inhabilitet i relation
til
varetagelse af stillingen som kommunaldirektør i (X) Kommune.
Tilsynsrådet har herved lagt
vægt på oplysningen om, at kommunaldirektøren ikke deltager/har deltaget i
behandlingen af sager vedrørende kommunens engagement med (P), og at der er
tilrettelagt særlige procedurer til imødegåelse af speciel inhabilitet.
Tilsynsrådet har tillige
noteret sig, at kommunaldirektøren var medlem af (P)’s bestyrelse ved
ansættelsen
den 1. juli 1991, og at dette ikke gav anledning til forbehold fra kommunen.
Det er i øvrigt Tilsynsrådets
opfattelse, at inhabilitetsbetragtninger skal fremføres med varsomhed, når
man
er uden for den specielle inhabilitets område.
For så vidt angår
kommunaldirektørens tilknytning til menighedsrådet bemærkes, at
menighedsrådet
er et selvstændigt organ, hvis økonomiske forhold er reguleret ved lov om
folkekirkens økonomi. Ifølge denne lov er kommunens indflydelse på
menighedsrådets
økonomiske forhold så forholdsvis begrænsede, at de mulige
interessekonflikter
ikke skønnes at medføre generelle inhabilitetsproblemer for
kommunaldirektøren.
Tilsynsrådet foretager derfor
ikke videre i sagen.”
Af sekretariatets
bemærkninger der lå til grund for udtalelsen, fremgår bl.a. følgende:
”Det er sekretariatets
opfattelse, at kommunaldirektørens medlemskab af (P)’s bestyrelse ikke
med
tilstrækkelig klarhed kan antages at medføre generel inhabilitet i relation
til varetagelse af stillingen som kommunaldirektør i (X) Kommune.
Det forudsættes herved, at
der i (X) Kommune er procedurer, der sikrer at kommunaldirektøren ikke
deltager i behandlingen af sager, hvor der kan opstå interessekonflikter
mellem kommunen og (P), jf. forvaltningslovens regler om speciel inhabilitet.
Det bemærkes, at borgmesteren
til Tilsynsrådets sekretariat har oplyst, at kommunaldirektøren ikke
deltager/har deltaget i behandlingen af sager vedrørende kommunens engagement
med (P).
For så vidt angår spørgsmålet
om kommunaldirektørens tilknytning til menighedsrådet bemærkes, at
menighedsrådet er et selvstændigt organ, hvis økonomi er reguleret ved
lovbekendtgørelse
nr. 537 af 24. juni 1997 om folkekirkens økonomi.
Den kommunale indflydelse på
menighedsrådets økonomi består i, at ligningsbeløbet til kirkekasserne i en
kommune ikke uden kommunalbestyrelsens samtykke må være mere end 20% højere
end
gennemsnittet af de sidste fire års ligningsbeløb til kirkekasserne.
Endvidere kan et beløb, der står tilbage ved regnskabsårets slutning, af
kommunalbestyrelsen
anvendes til nedbringelse af det følgende års ligning, og kommunalbestyrelsen
kan med provstiudvalgets tilslutning yde et menighedsråd eller provstiudvalg
forskud på ligningsbeløbet for det nærmest følgende regnskabsår, jf. lovens §
6, stk. 1 og stk. 2 og § 19, stk. 2 og stk. 3.
For så vidt angår
menighedsrådet skønnes de mulige interessekollisioner i relation til
stillingen
som kommunaldirektør derfor at være så specifikke og begrænsede, at der ikke
foreligger generelle habilitetsproblemer for kommunaldirektøren.”
Den 12. juli 1999 klagede A
igen til mig. Jeg bad i den anledning den 21. juli 1999 Tilsynsrådet for Z
Amt
om udlån af sagens akter og om eventuelle bemærkninger til klagen. Den 3.
august 1999 skrev tilsynsrådet til mig at det ikke havde yderligere
bemærkninger til sagen.
Den 1. november 1999 sendte
jeg A’s klage og de akter jeg havde indhentet fra Tilsynsrådet for Z
Amt, til
Indenrigsministeriet således at ministeriet kunne få lejlighed til at tage
stilling til om tilsynsrådets behandling af sagen gav ministeriet anledning
til
at foretage sig noget.
Den 20. juni 2000 udtalte
Indenrigsministeriet bl.a. følgende:
”Den kommunale styrelseslov
indeholder ikke regler om generel inhabilitet for ansatte i kommunens
tjeneste
som følge af varetagelse af private hverv.
Forvaltningsloven indeholder
heller ikke regler om generel inhabilitet, idet loven alene indeholder
bestemmelser om, hvornår en person er speciel inhabil og dermed afskåret fra
at
deltage i en sags behandling. Bestemmelserne i forvaltningsloven indeholder
dog en forudsætning om, at man ved en udnævnelse eller beskikkelse af
personer
til at beklæde stillinger eller hverv inden for den offentlige forvaltning
tilstræber at undgå at udpege nogen, for hvis vedkommende det på forhånd må
formodes, at der jævnlig vil opstå tilfælde af inhabilitet.
Hyppigheden af den forventede
specielle inhabilitet har væsentlig betydning, men afgørelsen af spørgsmålet
om generel inhabilitet træffes dog ikke udelukkende på grundlag af et sådant
kvantitativt kriterium. Der skal således ikke alene lægges vægt på det
relative
antal sager, hvori den pågældende vil være inhabil, men også på disse sagers
betydning. Der kan henvises til forvaltningsloven med kommentarer, 3. udg.,
1999, side 145.
Spørgsmålet om hvorvidt
kommunaldirektør (B) som følge af sin deltagelse i bestyrelsen for (P) vil
være inhabil i forhold til konkrete sager, skal afgøres efter
forvaltningslovens
regler om speciel inhabilitet.
Forvaltningslovens § 3, stk.
1, nr. 3, og stk. 2, har følgende ordlyd:
’Den, der virker inden for
den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis
vedkommende deltager i
ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening
eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens
udfald,
Stk. 2.
Inhabilitet foreligger dog ikke, hvis der som følge af interessens
karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i
forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at
afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn.’
Efter Indenrigsministeriets opfattelse
vil kommunaldirektør (B) som udgangspunkt være inhabil i medfør af
forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 3, i forhold til sager, der vedrører
(X) Kommunes forretningsmæssige mellemværender med (P) samt andre sager, hvor
(P) har en særlig interesse i udfaldet. Indenrigsministeriet har i den
forbindelse lagt til grund, at kommunaldirektør (B) varetager de for en
kommunaldirektør sædvanlige funktioner, som øverste ansvarlige for sagernes
administrative forberedelse, herunder sagsoplysning og rådgivning af
borgmester
og byråd.
Da sager vedrørende
forretningsmæssige mellemværender med (P) og sager, hvor (P) har en særlig
interesse i udfaldet, må antages at udgøre en mindre del af kommunaldirektør
(B)’s arbejdsområde som kommunaldirektør, finder Indenrigsministeriet
ikke, at
speciel inhabilitet vil opstå i et sådant omfang, at dette vil føre til
generel inhabilitet. Efter ministeriets opfattelse kan disse sager endvidere
ikke antages at have en sådan betydning, at dette i sig selv taler for
generel
inhabilitet.
Ved vurderingen af hvorvidt
hvervet som medlem af bestyrelsen for (P) er foreneligt med stillingen som
kommunaldirektør i (X) Kommune, kan der imidlertid efter
Indenrigsministeriets
opfattelse ikke alene lægges vægt på antallet og karakteren af de sager,
hvori
der skal træffes afgørelse vedrørende kommunens forretningsmæssige forhold
til
sparekassen, idet der tillige må tages hensyn til effektiviteten af kommunens
løbende tilsyn med (P)’s opfyldelse af indgåede aftaler m.v.
Indenrigsministeriet har i en
udtalelse af 27. marts 1990 (j.nr. 1989/1074/0318-1) behandlet spørgsmålet
om,
hvorvidt hvervet som borgmester var foreneligt med hvervet som
bestyrelsesformand
for den bank, som kommunen havde et i såvel art som omfang meget betydeligt
engagement med.
Indenrigsministeriet udtalte
i den anledning bl.a., at personer i private erhverv kan være afskåret fra at
varetage borgmesterhvervet, hvis de som led i udførelsen af deres private
erhverv har væsentlige og hyppige forretningsforbindelser med kommunen, der
nødvendiggør, at der af den kommunale administration udøves en løbende
kontrol
med opfyldelse af indgåede aftaler m.v.
Ministeriet henviste i
udtalelsen af 27. marts 1990 endvidere til, at Folketingets Ombudsmand i en
redegørelse af 17. juni 1981 bl.a. havde givet udtryk for, at en forening af
hvervene som borgmester og bestyrelsesformand/medlem af et pengeinstitut,
hvori en (ikke ubetydelig) del af kommunens økonomiske midler er anbragt, vil
udelukke borgmesteren fra at udøve sin almindelige tilsynsforpligtelse og
beslutningskompetence med hensyn til økonomiske dispositioner, samt medføre
inhabilitet ved kommunalbestyrelsens og økonomiudvalgets behandling af sager
herom i et sådant omfang (og i sager af en sådan art), at det måtte give
anledning til meget væsentlige betænkeligheder. Efter ombudsmandens
opfattelse
var betænkelighederne ved en forening af de to nævnte hverv så væsentlige, at
det måtte give anledning til nogen tvivl, om de i tilstrækkelig grad kunne
afbødes gennem fastsættelse af nærmere retningslinjer for administration,
kontrol m.v. (Folketingets Ombudsmands beretning for 1981, side 115*).
Indenrigsministeriet
tilkendegav bl.a. på denne baggrund i udtalelsen af 27. marts 1990, at
hvervet
som borgmester måtte anses for uforeneligt med hvervet som formand for
bestyrelsen i det pågældende pengeinstitut, der var kommunens
hovedbankforbindelse.
Spørgsmålet om, hvorvidt
(B)’s hverv som bestyrelsesmedlem af (P) er uforeneligt med stillingen
som
kommunaldirektør i (X) Kommune, afhænger efter Indenrigsministeriets
opfattelse
af, om (B)’s medlemskab af bestyrelsen for (P) må antages at afskære ham
fra
at udøve sine funktioner og beslutningskompetence som kommunaldirektør med
hensyn til den løbende kontrol med opfyldelse af indgåede aftaler m.v. med
sparekassen.
Denne vurdering kan give
anledning til tvivl. Indenrigsministeriet finder imidlertid ikke, at
betænkelighederne
ved foreningen af (B)’s to hverv er så væsentlige, at hvervene kan anses
for at
være uforenelige.
Indenrigsministeriet har
herved lagt vægt på, at (B) som kommunaldirektør ikke har samme beføjelser og
position som en borgmester. Borgmesteren har således den øverste daglige
ledelse af kommunens administration og indtager som formand for
kommunalbestyrelsen
og økonomiudvalget en særlig stilling. Risikoen for, at der som følge af
borgmesterens position som bestyrelsesmedlem for kommunens
hovedbankforbindelse
ikke fra kommunens side udøves de fornødne tilsyns- og kontrolopgaver i
relation
til spørgsmål, der knytter sig til den pågældende bank, er således større end
risikoen herfor, når bestyrelseshvervet varetages af kommunens
kommunaldirektør.
Indenrigsministeriet har
endvidere lagt vægt på, at kommunaldirektør (B) er menigt medlem og ikke
formand for bestyrelsen for (P). Der foreligger således ikke i samme grad som
i
tilfældet, hvor en borgmester er formand for bestyrelsen for kommunens
hovedbankforbindelse,
en situation, hvor der kan være fare for, at uvedkommende interesser kan
indvirke på udøvelsen af tilsyn m.v. Der er således næppe grundlag for at
antage, at (B) som menigt medlem af (P) har en sådan interesse i (P)’s
forhold,
at dette må antages at hindre udøvelsen af kommunens sædvanlige
kontrolfunktioner
med hensyn til (P)’s ydelser til kommunen.
For så vidt angår spørgsmålet
om kommunaldirektørens medlemskab af menighedsrådet, kan der i det hele
henvises til tilsynsrådets udtalelse af 22. juni
1999.”
A klagede den 15. september
2000 til mig over Indenrigsministeriets udtalelse. Han skrev bl.a. at
ministeriet i sin udtalelse havde set bort fra at B i en periode havde været
valgt som næstformand for bestyrelsen i P. Samtidig gjorde han opmærksom på
at
B var formand for menighedsrådet og ikke menigt medlem.
Den 26. februar 2001 bad jeg
Indenrigsministeriet om en udtalelse i anledning af klagen. Jeg bad om at
ministeriet forinden indhentede en udtalelse fra Tilsynsrådet for Z Amt og X
Kommune om sagen. Jeg anmodede om at man i udtalelserne kom ind på hvordan
den
daglige administration af kommunens engagement med pengeinstitutter var
tilrettelagt, og hvilke retningslinjer der var fastlagt herfor.
Den 16. oktober 2001 modtog
jeg udtalelser fra X Kommune, Tilsynsrådet for Z Amt og Indenrigsministeriet
af henholdsvis 30. april 2001, 15. maj 2001 og 15. oktober 2001.
Af udtalelsen fra X Kommune
af 30. april 2001 fremgik bl.a. følgende:
”I forbindelse med de mere
principielle overvejelser i sagen, skal Byrådet tillade sig at henvise til
Byrådets tidligere brev til Tilsynsrådets, dateret den 25. febr. 1999.
Omkring
den daglige administration af kommunens engagement med pengeinstitutter skal
vi supplerende oplyse:
I (X)-by har vi 3
pengeinstitutter (( ),( ) og (P)), som (X) Kommune alle benytter. (P) er
klart
(X) Kommunes hovedpengeinstitut.
(X) Kommune fik af
Kommunernes Revisionsafdeling for godt 9 år siden udarbejdet en analyse af
(X)
Kommunes pengestrøm. En af Revisionens konklusioner var, at forrentningen i
(P) var fordelagtig. På et efterfølgende Økonomiudvalgsmøde udtalte udvalget:
’
Det er Økonomiudvalgets opfattelse, at
(X) Kommune bliver godt betjent af vort lokale pengeinstitut.’
Økonomiafdelingen bad
herefter byens 3 pengeinstitutter om at byde på forrentningen af (X) Kommunes
overskudslikviditet. Med baggrund i den mest fordelagtige rente valgte
Økonomiudvalget (P). Lederen af økonomiafdelingen orienterer sig i øvrigt
løbende
om renteniveauet hos de 2 øvrige pengeinstitutter i (X)-by.
Det er økonomiafdelingen, der
har den daglige administration af kommunens engagement med pengeinstitutter.
De løbende rentejusteringer, der naturligvis altid sker i takt med ændringer
i
diskonto m.m. har hidtil alene været et forhold der aftales mellem lederen af
økonomiafdelingen og sparekassens direktion.
Økonomiafdelingen udarbejder
hver måned en økonomirapport på funktion 3. niveau samt en
’egenbeholdningsoversigt’. Rapporterne forelægges som hovedregel
til
orientering for økonomiudvalget hver måned.
Økonomiudvalget og
kommunaldirektøren kan naturligvis altid få oplyst størrelsen af den rente
(X)
Kommune får, men det er aldrig et egentligt punkt på økonomiudvalgets
dagsorden
– ligesom kommunaldirektøren har oplyst, at renteaftaler til
enkeltkunder,
herunder (X) Kommune – siden 1991 ham bekendt endnu ikke har været et
spørgsmål, der har været optaget på (P)’s bestyrelses dagsorden.
Det forventes, at
økonomiafdelingen igen vil indbyde byens 3 pengeinstitutter til at byde på
forrentningen
af (X) Kommunes overskudslikviditet, efter det nye byråd er tiltrådt i 2002.
Når det er sagt, så er det også
væsentligt for Byrådet at understrege, at (X) Kommune naturligvis har stor
interesse i at bevare et lokalt pengeinstitut, der er forankret i
lokalsamfundet
– ikke mindst pga. antallet af arbejdspladser, men i lige så høj grad
pga. pengeinstituttets
store engagement i lokalsamfundet.”
Tilsynsrådet for Z Amt
henholdt sig i udtalelsen af 15. maj 2001 i det hele til
Indenrigsministeriets
udtalelse af 20. juni 2000 og til sin egen udtalelse af 22. juni 1999.
Oplysningerne
om kommunaldirektørens status i henholdsvis bestyrelsen for P Sparekasse og
menighedsrådet gav ikke tilsynsrådet anledning til en ændret vurdering af
kommunaldirektørens habilitetsproblemer. Tilsynsrådet bemærkede i øvrigt
følgende:
”Tilsynsrådet har i den
forbindelse noteret sig (X) Kommunes supplerende oplysninger om
at
kommunens valg af hovedpengeinstitut
er sket efter udbud blandt byens tre pengeinstitutter,
at
kommunaldirektøren ikke er involveret i den løbende
administration af kommunens pengeinstitutrelationer, og
at
der månedligt forelægges en økonomirapport for økonomiudvalget.”
Af Indenrigsministeriets
udtalelse af 15. oktober 2001 fremgik bl.a. følgende:
”Indenrigsministeriet lagde
ved behandlingen af sagen til grund, at kommunaldirektør (C) er medlem af
bestyrelsen for (P) henholdsvis (X) Menighedsråd. Det bemærkes hertil, at der
ikke ved ministeriets behandling af sagen indgik oplysninger om, at
kommunaldirektør
(B) i perioden fra marts 1997 til marts 2000 var valgt som næstformand i (P),
og at (B) er formand for (Y) Menighedsråd.
Oplysningerne om, at
kommunaldirektør (B) er formand for (X) Menighedsråd, giver efter
Indenrigsministeriets
opfattelse ikke anledning til en ændret vurdering af spørgsmålet om
foreneligheden af de to hverv. For så vidt angår dette spørgsmål kan
Indenrigsministeriet
således henholde sig til ministeriets udtalelse af 20. juni 2000 og til
tilsynsrådets udtalelse af 22. juni 1999.
For så vidt angår
foreneligheden af hvervet som kommunaldirektør med hvervet som medlem af
bestyrelsen for (P) udtalte Indenrigsministeriet ved brev af 20. juni 2000,
at
dette spørgsmål afhænger af, om medlemskabet af (P) må antages at afskære
kommunaldirektør (B) fra at udøve sine funktioner og beslutningskompetence
som
kommunaldirektør med hensyn til den løbende kontrol med opfyldelse af
indgåede
aftaler m.v. med (P).
Indenrigsministeriet udtalte
endvidere, at denne vurdering kunne give anledning til tvivl, men at
Indenrigsministeriet ikke fandt, at betænkelighederne ved foreningen af disse
to hverv var så væsentlige, at hvervene kunne anses for uforenelige.
Indenrigsministeriet lagde herved vægt på, at (B) som kommunaldirektør ikke
har samme beføjelser og position som en borgmester, og at risikoen for, at
der fra kommunens side ikke udøves de fornødne tilsyns- og kontrolopgaver i
relation til spørgsmål, der knytter sig til (P), er mindre, end når
bestyrelseshvervet varetages af en borgmester.
Indenrigsministeriet lagde
endvidere vægt på de – på daværende tidspunkt – for ministeriet
foreliggende
oplysninger om, at (B) var menigt medlem og ikke formand for (P)’s
bestyrelse.
Indenrigsministeriet fandt således ikke grundlag for at antage, at (B) som
menigt medlem af (P) har en sådan interesse i (P)’s forhold, at det må
antages
at hindre udøvelsen af kommunens sædvanlige kontrolfunktioner med hensyn til
(P)’s ydelser til kommunen.
Det forhold, at
kommunaldirektør (B) i perioden fra marts 1997 til marts 2000 var næstformand
i
bestyrelsen for (P), giver efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke
grundlag
for at antage, at (B) i denne periode havde en sådan interesse i sparekassens
forhold, at det måtte antages at hindre udøvelsen af kommunens sædvanlige
kontrolfunktioner med hensyn til (P)’s ydelser til kommunen.
Det forhold, at (B) i en
periode var valgt som næstformand for (P)’s bestyrelse, kan således
efter
Indenrigsministeriets opfattelse ikke i sig selv give anledning til en ændret
vurdering af spørgsmålet om hvervets forenelighed med hvervet som
kommunaldirektør.
Det er endvidere
Indenrigsministeriets opfattelse, at det af (X) Kommune oplyste om
tilrettelæggelsen
af den daglige administration af kommunens engagement med pengeinstitutter
understøtter ministeriets vurdering af foreneligheden af de to hverv.
Indenrigsministeriet kan
således også for så vidt angår dette spørgsmål henholde sig til udtalelsen af
20. juni 2000.”
Den 23. august 2002 sendte
jeg et notat dateret den 22. august 2002 i sagen til A, X Kommune,
Tilsynsrådet for Z Amt og Indenrigs- og Sundhedsministeriet vedrørende de
juridiske
overvejelser som sagen havde givet anledning til. Af notatet fremgik følgende
om mine overvejelser:
”III. Juridiske overvejelser
1. Reglerne om generel inhabilitet
Den kommunale styrelseslov
indeholder regler om at en ansat i en kommune ikke kan bestride
borgmesterposten (§ 6, stk. 3), og regler om i hvilket omfang ansatte i
kommunen
kan være medlem af de kommunale udvalg (§ 29). Herudover indeholder den
kommunale
styrelseslov ikke regler om inhabilitet for ansatte i kommunen.
I tjenestemandslovens § 17 og
i § 15, stk. 1, i Tjenestemandsregulativ af 1991 for kommuner inden for
Kommunernes Landsforenings forhandlingsområde findes regler om at
beskæftigelse
ved siden af tjenestemandsstillingen kun er tilladeligt såfremt ’det er
foreneligt med den samvittighedsfulde udøvelse af de til
tjenestemandsstillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige
agtelse og tillid’. Jeg forstår det sådan at byrådet i (X) Kommune da
kommunaldirektør
(B) i 1991 blev ansat, var bekendt med at han var medlem af bestyrelsen for
(P), men at dette forhold ikke gav anledning til overvejelser om hvorvidt det
ud fra reglerne i tjenestemandslovgivningen var foreneligt med hvervet som
kommunaldirektør.
Forvaltningslovens regler om
inhabilitet, jf. lovens kapitel 2, vedrører alene spørgsmålet om under hvilke
omstændigheder den der virker inden for den offentlige forvaltning, som følge
af en foreliggende interessekollision skal undlade at medvirke ved den
pågældende myndigheds behandling af en bestemt allerede foreliggende sag,
dvs.
at forvaltningsloven kun indeholder regler om personlig, speciel inhabilitet.
Bestemmelserne i
forvaltningsloven angår ikke generel inhabilitet, altså spørgsmålet om
hvorvidt
en bestemt person kan besætte et bestemt hverv. Det er ulovbestemte regler
som
har til formål at sikre at der kun undtagelsesvis opstår spørgsmål om speciel
inhabilitet.
Nogle af reglerne om generel
inhabilitet er afledt af reglerne om den specielle inhabilitet. De indeholder
en grundsætning eller en praksis hvorefter det er en almindelig forudsætning
for at beklæde poster i forvaltningen at man ikke samtidig kommer i en
position
hvorved man relativt hyppigt vil være afskåret fra at udføre sin
forvaltningsmæssige funktion på grund af speciel inhabilitet. Se bl.a. John
Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave (1999), s. 145, og
Hans
Gammeltoft-Hansen
mfl., Forvaltningsret (1994), s. 195.
Indholdet af
retsgrundsætningen om generel inhabilitet kan ikke angives helt præcist og må
derfor afgrænses på baggrund af de hensyn som grundsætningen skal varetage.
Hensigten er bl.a. at undgå det organisatorisk uheldige i at indehaveren af
et
hverv meget hyppigt må undlade at beskæftige sig med konkrete sager fordi der
foreligger speciel inhabilitet, jf. forvaltningslovens § 3. Et andet hensyn
er
at forebygge at uvedkommende interesser indvirker på afgørelsen i tilfælde
der
ikke er omfattet af reglerne om speciel inhabilitet. Endelig skal
retsgrundsætningen
generelt medvirke til at styrke almenhedens tillid til at forvaltningens
afgørelser
træffes uden hensyntagen til uvedkommende interesser, jf. den sag der er
trykt
i Folketingets Ombudsmands beretning for 1991, s. 173ff*.
Ud fra disse hensyn må der
ved bedømmelsen af om der foreligger generel inhabilitet, lægges vægt på
hyppigheden af den forventelige specielle inhabilitet, men afgørelsen af
spørgsmålet kan dog ikke udelukkende træffes på grundlag af et sådant
kvantitativt
kriterium. Der skal ikke alene lægges vægt på det relative antal sager hvori
den pågældende har været inhabil, men også på disse sagers betydning. Se
bl.a.
Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen for 1981, s.
637f, og den sag der er trykt i Folketingets
Ombudsmands beretning for 1975, s. 158f*.
2. Medlemskab af bestyrelsen for (P)
Det fremgår af (X) Kommunes
udtalelse af 25. februar 1999 at (P) er (X) Kommunes hovedbankforbindelse.
(P)
blev valgt hertil af Økonomiudvalget efter en ’udbudsrunde’ blandt
(X)-bys 3
pengeinstitutter i begyndelsen af 1990’erne. Det er kommunens
økonomiafdeling
der varetager den daglige administration af kommunens engagement med
pengeinstitutter,
herunder spørgsmålet om rentejusteringer. Spørgsmålet om hvilken rente (X)
Kommune får, er aldrig et egentligt punkt på økonomiudvalgets dagsorden, men
udvalget bliver orienteret om bl.a. renteniveauet gennem månedlige rapporter
udarbejdet af økonomiafdelingen.
Spørgsmålet om hvorvidt
kommunaldirektør (B) er inhabil i forhold til behandlingen af konkrete sager
i kommunen som følge af det forhold at han er medlem af bestyrelsen for (P),
skal afgøres efter bestemmelsen i forvaltningslovens kapitel 2, herunder især
bestemmelserne i § 3, stk. 1, nr. 3, og § 3, stk. 2 (citeret i
Indenrigsministeriets udtalelse af 20. juni 2000).
Jeg er enig med Indenrigsministeriet
i at (B) som udgangspunkt vil være inhabil i medfør af forvaltningslovens §
3,
stk. 1, nr. 3, i forhold til konkrete sager der vedrører (X) Kommunes
forretningsmæssige
mellemværende med (P), og andre sager hvor (P) har en særlig interesse i
udfaldet. Jeg er ligeledes enig med ministeriet i at sager af denne type må
antages at udgøre en mindre del af kommunaldirektør (B)’s arbejdsområde
som
kommunaldirektør, og at hyppigheden af sager hvor der af denne årsag
foreligger
speciel inhabilitet for (B), således ikke i sig selv kan føre til at han er
generelt inhabil som kommunaldirektør.
I den sag der er trykt i
Folketingets Ombudsmands beretning for 1981, s. 98f*, udtalte ombudsmanden
som sin opfattelse at en forening af hvervene om borgmester og
bestyrelsesformand/medlem
af bestyrelsen i et pengeinstitut hvori en ikke ubetydelig del af kommunens
økonomiske midler (ca. 25 pct.) var anbragt, gav anledning til meget
væsentlige
betænkeligheder.
Der blev i den forbindelse
bl.a. lagt vægt på at borgmesteren i sin egenskab af administrativ leder af
kommunen (styrelseslovens § 31) og i sin egenskab af formand for
økonomiudvalget
(styrelseslovens § 18) skulle føre tilsyn med den måde hvorpå kommunens
økonomiske midler blev forvaltet. Det forhold at borgmesteren var formand
for/
medlem af bestyrelsen for et af de pengeinstitutter hvori kommunens midler
var
anbragt, måtte efter ombudsmandens opfattelse medføre at han ud fra
almindelige inhabilitetsgrundsætninger var afskåret fra at udføre sin
tilsynsforpligtelse (med hensyn til mere principielle dispositioner) i det
omfang tilsynsbeføjelsens respektive beslutningskompetence direkte eller
indirekte havde betydning for kommunens forbindelse til det pågældende
pengeinstitut. Hertil kom at borgmesteren var afskåret fra i samme omfang at
deltage i behandlingen af og afstemningen om sager i kommunalbestyrelsen og
økonomiudvalget om anbringelsen af kommunens økonomiske midler. En forening
af
hvervene ville således udelukke borgmesteren fra at udøve sin almindelige
tilsynsforpligtelse og beslutningskompetence med hensyn til økonomiske
dispositioner og medføre inhabilitet ved kommunalbestyrelsens og
økonomiudvalgets sager i et sådant omfang og af en sådan art at det måtte
give
anledning til væsentlige betænkeligheder.
Betænkelighederne blev anset
for så væsentlige at det kunne give anledning til nogen tvivl om de i
tilstrækkelig grad ville kunne afbødes gennem fastsættelse af nærmere
retningslinjer for administration, kontrol mv. I den konkrete sag fandt
ombudsmanden dog ikke grundlag for at kritisere tilsynsrådets og
Indenrigsministeriets opfattelse hvorefter det i det konkrete tilfælde måtte
anses for forsvarligt at acceptere at borgmesteren var bestyrelsesformand i
et
af de pengeinstitutter der blev benyttet af kommunen, såfremt der blev
fastlagt retningslinjer for administrationen af kommunens likvide
pengemidler.
I en udtalelse af 27. marts
1990 fandt Indenrigsministeriet efter en konkret vurdering af arten og
omfanget af kommunens engagement med kommunens
hoved
bankforbindelse at hvervet som borgmester var uforeneligt med
hvervet som formand for bestyrelsen for denne bank. Indenrigsministeriet
lagde
vægt på samme forhold som ombudsmanden havde lagt vægt på i forbindelse med
behandlingen
af sagen fra 1981.
Indenrigsministeriet har i
sine udtalelser af 20. juni 2000 og af 15. oktober 2001 i denne sag anført at
betænkelighederne ved foreningen af (B)’s to hverv ikke er så væsentlige
at
hvervene kan anses for uforenelige, om end vurderingen giver anledning til
tvivl. Ministeriet har herved lagt vægt på at en kommunaldirektør ikke har
samme beføjelser og position som en borgmester. Borgmesteren har den øverste
daglige ledelse af kommunens administration og indtager som formand for
kommunalbestyrelsen
og økonomiudvalget en særlig stilling. Risikoen for at der som følge af
borgmesterens position som bestyrelsesmedlem for kommunens
hovedbankforbindelse
ikke fra kommunens side udøves de fornødne tilsyns- og kontrolopgaver i
relation til spørgsmål der knytter sig til den pågældende bank, er større end
risikoen herfor når bestyrelseshvervet varetages af kommunens
kommunaldirektør.
Der er efter ministeriets opfattelse ikke grundlag for at antage at (B) som
menigt medlem af – og som næstformand for – bestyrelsen i (P) har
en sådan
interesse i sparekassens forhold at det må antages at hindre udøvelsen af
kommunens sædvanlige kontrolfunktioner med hensyn til sparekassens ydelser
til
kommunen.
Ifølge § 31, stk. 2, i den
kommunale styrelseslov har borgmesteren den øverste daglige ledelse af
kommunens administration. Med ordet ’øverste’ præciseres at
borgmesterens
ledelse er af overordnet karakter med ansvar over for kommunalbestyrelsen.
Det
er således ikke nogen forudsætning at borgmesteren personligt udfører alle de
ledelsesopgaver som han bærer ansvaret for. I praksis bliver den
personalemæssige ledelse og arbejdstilrettelæggelse næsten altid varetaget af
de kommunale cheftjenestemænd, jf. Emil le Maire og Niels Preisler, Lov om
kommunernes styrelse med kommentarer, 3. udgave (2000), s. 144-145.
Kommunaldirektøren er den
øverste embedsmand i en kommune. I praksis fungerer han sædvanligvis som den
øverste daglige leder af kommunens administration, jf. bl.a. aftale om
aflønning af chefer af 11. januar 2000 indgået mellem Kommunernes
Landsforening
og forskellige forbund hvor stillingsbetegnelsen kommunaldirektør anvendes
for ’lederen af kommunens administration’. Ud over funktionerne som
leder af
administrationen udøver han på de områder hvor afgørelser træffes af de
kommunalpolitiske organer, herunder kommunalbestyrelse og økonomiudvalg,
sædvanligvis funktioner med hensyn til sagernes administrative forberedelse,
herunder sagsoplysning og rådgivning af borgmester og kommunalbestyrelse, se
bl.a. Indenrigsministeriets udtalelse i denne sag af 20. juni 2000 og den sag
der er trykt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1988, s. 69f*.
Jeg er enig med
Indenrigsministeriet i at vurderingen af hvorvidt de to hverv
kommunaldirektør
(B) varetager, kan forenes, kan give anledning til tvivl.
Af de ovennævnte årsager er
det imidlertid min opfattelse at der som udgangspunkt må være i det
væsentlige
de samme betænkeligheder ved at kommunaldirektøren er medlem af bestyrelsen
af
et pengeinstitut som kommunen anvender som sin hovedbankforbindelse, som der
vil være ved borgmesterens medlemskab, jf. herved den ovenfor omtalte
ombudsmandsudtalelse i Folketingets Ombudsmands beretning for 1981, s.
98f. Jeg mener ikke at det i denne sammenhæng
er afgørende om kommunaldirektøren er menigt medlem eller næstformand.
Derimod mener jeg at
betænkelighederne ved at kommunaldirektøren bestrider de to hverv samtidig,
bedre kan afbødes gennem fastsættelse af nærmere retningslinjer for
administration,
kontrol mv. end tilfældet er for borgmesteren. Jeg henviser herved til at en
kommunaldirektør som anført af Indenrigsministeriet ikke har samme beføjelser
og position som en borgmester.
Det fremgår af sagen at (X)
Kommune har taget nogle forholdsregler således at kommunaldirektør (B) ikke
deltager i behandlingen af sager der direkte angår forholdet til (P), og at
han heller ikke tager del i den løbende kontakt med dette pengeinstitut.
Herudover
deltager han ikke i beslutningen om hvilket pengeinstitut kommunen skal
benytte,
idet denne beslutning er overladt til økonomiudvalget. (X) Kommune har
herudover påpeget at kommunaldirektør (B) ’ikke har større magt end den
byrådet
giver ham’, idet han ikke kan træffe beslutning vedrørende større bank-
og pengesager,
men alene har indstillingsret.
Ud fra det foreliggende er
det min opfattelse at en udbygning af de forholdsregler som (X) Kommune har
taget, i højere grad kunne afbøde betænkelighederne ved at kommunaldirektør
(B)
bestrider de to hverv samtidig. De nuværende forholdsregler angår, sådan som
jeg har forstået det, alene sager vedrørende kommunens valg af pengeinstitut
og sager som direkte angår kontakten til (P). For i højere grad at afbøde
betænkelighederne mener jeg at der bør udarbejdes (skriftlige) retningslinjer
for hvornår kommunaldirektør (B) som følge af at han er medlem af bestyrelsen
for (P), ikke kan deltage i behandlingen af kommunens sager, og at disse
sager
bør dække et bredere område end blot de sager hvor (P) har en direkte
interesse
i sagens udfald. Også visse andre sager vedrørende kommunens økonomiske
dispositioner, f.eks. anbringelsen af kommunens økonomiske midler og tilsynet
og kontrollen hermed der kun mere indirekte har betydning for (P), bør
beskrives som sager som (B) ikke kan deltage i behandlingen af.
Det bør i retningslinjerne
nærmere angives hvem der i stedet har det øverste administrative ansvar for
behandlingen af disse sager, og hvem den pågældende refererer til. Jeg
bemærker
i den forbindelse at (B) i de tilfælde hvor han er specielt inhabil, ikke
blot
er afskåret fra at medvirke ved sagens afgørelse, men i det hele taget skal
undlade at deltage i sagens behandling, jf. forvaltningslovens § 3, stk. 3.
3. Medlem af/formand for menighedsrådet
Menighedsrådene er
selvstændige offentlige myndigheder, jf. herved lovbekendtgørelse nr. 571 af
21. juni 1996 om menighedsråd. Menighedsrådenes økonomi er reguleret ved
lovbekendtgørelse
nr. 537 af 24. juni 1997 om folkekirkens økonomi. Tilsynet med
menighedsrådenes
økonomiske forvaltning varetages af provstiudvalget og af stiftsøvrigheden.
Tilsyn
med menighedsrådenes funktion i øvrigt udøves af biskoppen, jf. § 45 i lov om
menighedsråd og kapitel 2 i lov om folkekirkens økonomi.
Kommunernes indflydelse på
menighedsrådenes forhold består i at ligningsbeløbene i kirkekasserne i en
kommune ikke uden kommunalbestyrelsens samtykke må være mere end 20 pct.
højere
end gennemsnittet af de sidste 4 års ligningsbeløb til kirkekasserne, jf. §
6,
stk. 2, i lov om folkekirkens økonomi, og i at kommunalbestyrelsen med
provstiudvalgets tilslutning kan yde et menighedsråd forskud på
ligningsbeløbet for det nærmest følgende regnskabsår, jf. § 19, stk. 3, i lov
om folkekirkens økonomi.
Bestemmelsen i
forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 3, vedrører kun tilknytning til en privat
juridisk organisation. Tilknytning til en offentlig myndighed kan således
ikke
medføre inhabilitet efter bestemmelsen, jf. bl.a. John Vogter,
Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave, (1999), s. 171. Da (X)
Menighedsråd er en offentlig myndighed, kan der således ikke foreligge
inhabilitet for kommunaldirektør (B) ved eventuel deltagelse i (X) Kommunes
behandling af sager vedrørende (X) Menighedsråd efter bestemmelsen i
forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 3. Speciel inhabilitet vil derimod
eventuelt
efter omstændighederne foreligge ved behandlingen af sådanne konkrete sager
efter
(opsamlings)bestemmelsen i forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5. Se bl.a.
sagen med mit j.nr. 2000-3077-709. Sagen bliver trykt i Folketingets
Ombudsmands beretning for 2001 som sag 5-2, men kan indtil videre findes på
ombudsmandens hjemmeside www.ombudsmanden.dk. [Er nu optrykt i Folketingets
Ombudsmands beretning for 2001 som sag 11-2, s. 311; min tilføjelse].
Det er min opfattelse at de
sager som kommunaldirektør (B) eventuelt måtte blive specielt inhabil i i
kraft af sit medlemskab af (X) Menighedsråd, ikke er af et sådant omfang
eller
af en sådan art at det kan medføre generel inhabilitet. På dette punkt er jeg
således enig med Indenrigsministeriet.”
Jeg foreslog myndighederne at
notatet skulle danne baggrund for nærmere drøftelser om sagen. Den 5.
november
2002 blev der således afholdt et møde om sagen mellem Folketingets
Ombudsmand,
X Kommune, Tilsynsrådet for Z Amt og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Konklusionen på mødet blev at
X Kommune skulle forsøge at udarbejde udkast til skriftlige retningslinjer
med
henblik på at afbøde betænkelighederne ved at kommunaldirektør B bestred de
to hverv samtidig.
Efter at jeg den 20. december
2002 havde modtaget et udkast til retningslinjer i form af et tillæg til X
Kommunes kasse- og regnskabsregulativ og den 27. januar 2003 havde modtaget
bemærkninger hertil fra A, skrev jeg den 5. marts 2003 følgende til X
Kommune:
”På baggrund af mit notat i
sagen af 22. august 2002 blev der den 5. november 2002 afholdt et møde med
deltagelse af (X) Kommune, Tilsynsrådet for (Z) Amt, Indenrigs- og
Sundhedsministeriet
og Folketingets Ombudsmand. På mødet blev konkluderet at (X) Kommune skulle
forsøge at udarbejde udkast til skriftlige retningslinjer som kunne afbøde
betænkelighederne ved at kommunaldirektør (B) samtidig med sit hverv som
kommunaldirektør er medlem af bestyrelsen af (P) som (X) Kommune bruger som
sin
hovedbankforbindelse, jf. referat af mødet af 7. november 2002.
Med brev af 19. december 2002
modtog jeg fra (X) Kommune et forslag til retningslinjer i form af et tillæg
til (X) Kommunes kasse- og regnskabsregulativ. Det blev i brevet oplyst at
forslaget var udarbejdet i samarbejde med Kommunernes Revisionsafdeling, at
det
havde været forelagt for økonomiudvalget, og at retningslinjerne på ny ville
blive forelagt økonomiudvalget når ombudsmanden havde godkendt dem. Forslaget
til retningslinjer har følgende ordlyd:
’Forslag til Tillæg til Kasse- og regnskabsregulativet
Retningslinjer i forbindelse med bl.a. valg af pengeinstitut.
For at fjerne enhver tvivl om
inhabilitet i forbindelse med kommunaldirektørens medlemskab af bestyrelsen
for
(P) fastsættes følgende retningslinjer:
Samtlige administrative
kompetencer, der hidtil har været tillagt kommunaldirektøren i henseende til
forretninger med pengeinstitutter, overdrages til forvaltningschef (F)
(stedfortræder for kommunaldirektøren) med direkte reference til
økonomiudvalget.
Valg af pengeinstitut,
omfattende såvel pengeindskud som kreditgivning og tjenesteydelser i øvrigt,
godkendes af økonomiudvalget.
Ovennævnte retningslinjer er
gældende så længe kommunaldirektøren er medlem af bestyrelsen for (P).
’
Den 17. januar 2003 sendte
jeg kopi af referatet af mødet i sagen og af udkastet til retningslinjer til
(A) med henblik på eventuelle bemærkninger.
Den 23. januar 2003 skrev (A)
bl.a. følgende til mig:
’Økonomiudvalget i (X)
Kommune har i et udateret forslag kaldet
’Forslag
til retningslinjer i forbindelse med valg bl.a. af pengeinstitut’
(hvorfor
denne formulering. Det er ikke det sagen drejer sig om)
forsøgt at få kommunaldirektørens bestyrelsespost legaliseret i
(P) ved at kommuneingeniør (F) skal træde ind i de situationer, hvor
kommunaldirektøren er inhabil i forholdet til samarbejdet med
pengeinstitutter.
Denne ordning er efter min
mening søgt og kan efter min opfattelse kun tjene det formål, at reglerne på
en behændig måde forsøges omgået.
Sagen er nemlig den, at
kommuneingeniør (F) for det første er kommunaldirektørens underordnede og
dernæst er hans arbejdsområde teknik og miljø. Han har ikke et nævneværdigt
kendskab til jura eller økonomi, det er uden for hans fagområde, hvorfor han
overhovedet ikke kan varetage den omtalte funktion, uden at kommunaldirektør
(B) skal inddrages i relationerne til samarbejdet med kommunens
hovedbankforbindelse: (P).’
Jeg har efterfølgende
telefonisk rekvireret en kopi af Regulativ for (X) Kommunes Kasse- og
Regnskabsvæsen. Heraf fremgår bl.a. følgende:
’1. Generelle
forvaltningsbestemmelser
1.3 Forretningsgange
Regulativet er et
rammeregulativ, og der udarbejdes hensigtsmæssige og betryggende beskrivelser
af forretningsgange på en række områder.
Beskrivelse af
forretningsgange godkendes af kommunaldirektøren.
3. Kassevirksomhed
3.4 Konti i pengeinstitutter
Kommunaldirektøren er sammen
med afdelingslederen for økonomi bemyndiget til at oprette og nedlægge bank-,
sparekasse- og girokonti. Kommunaldirektøren bestemmer, hvilke personer, der
i
forening, er berettiget til at disponere.
Alle konti skal oprettes i
kommunens navn.
3.5. Anbringelse og sikring
af midler
Midler, der af hensyn til de
daglige forretninger ikke skal foreligge kontant, skal indsættes i et
pengeinstitut eller på postgirokonto, eller anbringes i sådanne obligationer
eller investeringsbeviser, i hvilke fondes midler kan anbringes.
Anbringelsen skal ske i
kommunens navn.
Økonomiudvalget kan fastlægge
nærmere retningslinjer for anbringelse af midler.
BILAG
Regler for konti i
pengeinstitutter
1. Indledning
De nærmere regler for konti i
pengeinstitutter fremgår af kasse- og regnskabsregulativets afsnit 3.4.
Med henvisning hertil
fastsættes følgende:
2. Oprettelse og nedlæggelse
af konti
Bemyndigelsen til at oprette
og nedlægge konti er henlagt til kommunaldirektøren og afdelingslederen for
økonomi.
I de tilfælde hvor kommunen
lader beløb binde på tidsindskud oprettes og nedlægges disse konti af det
pågældende pengeinstitut.
Alle konti skal oprettes i
kommunens navn.
3. Hvem kan disponere
Beslutningen om hvem der kan
disponere over kommunens pengekonti træffes af kommunaldirektøren.
Der udarbejdes sædvanlig
fuldmagtsforhold, hvoraf skal fremgå at der altid skal underskrives to i
forening.
4. Overførselskonti
Ved overførsel af løn,
pension og andre ydelser m.v. anvendes oftest bankkonto, og i disse tilfælde
skal der foreligge skriftlig dokumentation fra modtager på kontonummerets
rigtighed.’
Mine bemærkninger til forslaget til retningslinjer:
Jeg har ingen bemærkninger
til at retningslinjerne til at afbøde betænkelighederne ved at
kommunaldirektør
(B) bestrider de to hverv samtidig, fastsættes i et tillæg til (X) Kommunes
kasse- og regnskabsregulativ.
I mit notat af 22. august
2002 i sagen anførte jeg følgende om hvad retningslinjerne bør indeholde:
’For i højere grad at afbøde
betænkelighederne mener jeg at der bør udarbejdes (skriftlige) retningslinjer
for hvornår (B) som følge af at han er medlem af bestyrelsen for (P), ikke
kan
deltage i behandlingen af kommunens sager, og at disse sager bør dække et
bredere område end blot de sager hvor (P) har en direkte interesse i sagens
udfald. Også visse andre sager vedrørende kommunens økonomiske dispositioner,
f.eks. anbringelsen af kommunens økonomiske midler og tilsynet og kontrollen
hermed, der kun mere indirekte har betydning for (P), bør beskrives som sager
som (B) ikke kan deltage i behandlingen af.
Det bør i retningslinjerne
nærmere angives hvem der i stedet har det øverste administrative ansvar for
behandlingen af disse sager, og hvem den pågældende refererer til. Jeg
bemærker
i den forbindelse at (B) i de tilfælde hvor han er specielt inhabil, ikke
blot
er afskåret fra at medvirke ved sagens afgørelse, men i det hele taget skal
undlade at deltage i sagens behandling, jf. forvaltningsloven § 3, stk.
3.’
Det er min opfattelse at (X)
Kommunes forslag til retningslinjer ikke fuldt ud opfylder de forudsætninger
som er nævnt i notatet. Dette gælder navnlig i relation til spørgsmålet om at
sagerne bør dække et bredere område end blot de sager hvor (P) har en direkte
interesse i sagens udfald. Herudover mener jeg at retningslinjerne når de
udformes
som et tillæg til kasse- og regnskabsregulativet, bør forholde sig til kasse-
og regnskabsregulativets bestemmelser. Endelig bør det fremgå af
retningslinjerne
at den person som opgaverne overlades til, skal have den fornødne indsigt til
at kunne udføre opgaverne. Retningslinjer kunne f.eks. formuleres i retning
af følgende:
’Disse retningslinjer er
udarbejdet med henblik på at undgå habilitetskonflikter som følge af at
kommunaldirektør (B) er medlem af bestyrelsen af (P):
Kommunaldirektør (B) må ikke
deltage i behandlingen af sager/beskæftige sig med forhold vedrørende
anbringelse
af (X) Kommunes likvide midler og tilsynet og kontrollen hermed, herunder
sager om valg af pengeinstitutter og løbende mellemværende med
pengeinstitutter.
(B) kan således f.eks. ikke udøve de funktioner der er nævnt i punkt 3.4 i
kasse-
og regnskabsregulativet og i bilaget hertil vedrørende regler for konti i
pengeinstitutter. Han kan heller ikke godkende forretningsgange der
udarbejdes
i relation til de nævnte bestemmelser, jf. herved pkt. 1.3 i regulativet.
Det øverste administrative
ansvar for sager af denne type skal i stedet overlades til en anden person
ansat i kommunens administration, f.eks. en forvaltningschef med direkte
reference til økonomiudvalget. Personen skal have den fornødne økonomiske
indsigt til at kunne udføre de pågældende funktioner. Valg af pengeinstitut
omfattende såvel pengeindskud som kreditgivning og tjenesteydelser i øvrigt
skal godkendes af økonomiudvalget eller kommunalbestyrelsen.
Retningslinjerne bortfalder
hvis kommunaldirektør (B) udtræder af bestyrelsen for (P).’
På det foreliggende grundlag
mener jeg at (X) Kommune bør ændre forslaget til tillægget til kasse- og
regnskabsinstruksen i lyset af det jeg har anført. Jeg beder dog først om at
modtage (X) Kommunes bemærkninger hertil. Jeg har samtidig sendt kopi af
dette
brev til Tilsynsrådet for (Z) Amt og til Indenrigsministeriet med anmodning
om
at modtage eventuelle bemærkninger til det som jeg har anført.”
Tilsynsrådet for Z Amt og
Indenrigs- og Sundhedsministeriet meddelte i breve af henholdsvis den 10.
marts
2003 og den 11. marts 2003 at de ikke havde bemærkninger til mit brev af 5.
marts 2003 til X Kommune.
I brev af 27. marts 2003
oplyste X Kommune at kommunaldirektøren umiddelbart før et møde i
økonomiudvalget den 18. marts 2003 hvor sagen skulle drøftes, havde meddelt
skriftligt at han med øjeblikkelig virkning udtrådte af bestyrelsen for P.
Kommunen foretog sig herefter ikke mere i sagen.
Ombudsmandens udtalelse
“Jeg fastholder den retsopfattelse som er anført i mit notat af 22.
august 2002 og i mit brev af 5. marts 2003 til (X) Kommune.
I lyset af at kommunaldirektør (B) nu er udtrådt af bestyrelsen for (P),
foretager jeg mig imidlertid ikke mere i sagen. ”
NOTER: (*) FOB 1975, s. 158, FOB 1981, s. 98 og 115, FOB 1988, s. 69, og
FOB 1991, s. 173.
Lignende dokumenter
- Borgmestre og kommunaldirektører som (det offentliges) repræsentanter i pengeinstitutters bestyrelse inhabilitet Retsinformation · 23. februar 2005
- Spørgsmål om forening af hverv som borgmester og bankbestyrelsesformand Retsinformation · 25. september 1997
- Borgmesters habilitet Retsinformation · 6. marts 2019
- Kendelse af 10. juni 1993. 90-61.585 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 10. juni 1993
- Inhabilitet ved kommunens støtte til hotelprojekt Retsinformation · 17. januar 2019
- Tilsynsråds stillingtagen til kommunalbestyrelses afgørelse. Oplysningsgrundlag. Partshøring Retsinformation · 18. september 2001