Aktindsigt i finanslovforslag, forskelsbehandling til fordel for medlemmer af Folketingets Presseloge
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Aktindsigt i finanslovforslag, forskelsbehandling
til fordel for medlemmer af Folketingets Presseloge
Ved brev af 21. februar 2002
rettede A, der er redaktør af et specialtidsskrift, skriftligt henvendelse
til
Finansministeriet i fortsættelse af to telefoniske henvendelser til
ministeriet
i januar 2002 vedrørende offentliggørelsen af årets finanslovsforslag. Han
skrev således:
”
Medio januar og igen 24.
januar talte jeg i telefon med pressesekretæren i Finansministeriet. Jeg
spurgte, hvornår finanslovsforslaget ville blive offentliggjort, og hvordan
man som journalist kunne erhverve finanslovsforslaget.
Ved ingen af lejlighederne
orienterede pressesekretæren om, at Finanslovsforslaget ville blive udleveret
til journalister, inden præsentationen den 29. januar.
Denne viden fik jeg først i
forbindelse med præsentationen den 29. januar, da kolleger fortalte det. De
sagde, at jeg af gode grunde ikke havde kunnet få finanslovsforslaget
forinden,
da det kun var medlemmer af Folketingets Presseloge, der fik dette tilbud.
Kan Finansministeriet
bekræfte, at man ikke vil udlevere finanslovsforslaget til journalister, der
ikke er medlem af Folketingets Presseloge – og at man således
forskelsbehandler
journalister?
Hvis svaret er benægtende,
vil jeg hermed indgive en klage over, at Finansministeriets pressesekretær
ikke
Læs alt
finder anledning til at orientere mig om muligheden for at få
finanslovsforslaget
udleveret inden den officielle præsentation – på linje med Folketingets
Presseloges medlemmer.
Hvis svaret er bekræftende,
vil jeg hermed klage over, at pressesekretæren ikke oplyste mig om, at
medlemmerne af Presselogen ville få udleveret Finanslovsforslaget den 25.
januar.”
I brev af 25. februar 2002
svarede Finansministeriet således på A’s henvendelse:
”I anledning af dit brev af
21. ds. kan jeg bekræfte, at forslaget til finanslov for 2002 blev udleveret
med klausul til medlemmerne af Folketingets presseloge den 25. januar 2002.
Denne fremgangsmåde er aftalt
med presselogens formand, og er en service Finansministeriet yder overfor de
journalister, der er medlemmer af presselogen og dermed har deres daglige
arbejde på Christiansborg. På den baggrund har ministeriet overfor
journalister
der ikke er medlemmer af presselogen oplyst, at finanslovsforslaget blev
udleveret
ved præsentationen i Statsministeriet den 29. januar 2002 kl. 13.00.
Finansministeriet har ingen
aktuelle overvejelser om at ændre på denne praksis.”
Ved brev af 15. marts 2002
klagede A til mig over Finansministeriet. Han skrev bl.a. følgende:
”Min påstand er ikke, at
ministeriet enten skal sende finanslovsforslaget til alle eller til ingen.
Men
journalister, der retter henvendelse om udlevering af finanslovsforslaget,
bør
have adgang til materialet samtidig med medlemmerne af Folketingets
Presseloge.
At en aftale med Presselogens formand blokerer herfor strider mod det
generelle princip om, at offentlige myndigheder skal behandle alle borgere
ens.
Forskelsbehandlingen betyder,
at medier med faste medarbejdere på Christiansborg (som kan blive medlem af
Presselogen) tildeles konkurrencemæssige fordele. De kan levere en hurtigere
og bedre bearbejdning af det omfangsrige værk (næsten 3000 sider) end andre,
ligesom de kan stille velforberedte spørgsmål på pressemøder og under
interview.
I det videre perspektiv skader det den ideelle hensigt med at udlevere
klausuleret
materiale til journalister, nemlig at fremme en god og bred information til
befolkningen.
I beretningen fra 1992
udtaler ombudsmanden, at det i visse tilfælde kan være tilladt at etablere
særordninger og dermed fravige lighedsprincippet, hvis det begrundes i
tungtvejende ordensmæssige hensyn, i forebyggelse af misbrug og ønsket om at
sikre en almindelig adgang for journalister til at modtage informationer.
Det læser jeg som en accept
af, at offentlige myndigheder må udlevere materiale til journalister, inden
offentligheden i øvrigt kan få det. Man når man kun giver materialet til
journalister på betingelse af, at de er medlem af en privat forening, synes
formålet at være et andet end at sikre borgerne information.”
Folketingets Presseloge er –
som jeg fik oplyst i forbindelse med min behandling af sagen – en loge
med
120 medlemmer og egne vedtægter. Afgørelse om optagelse af nye
medier/medlemmer
i logen træffes en gang årligt af Folketingets Præsidium efter indstilling
fra
Folketingets administration. Administrationen har – inden indstilling
afgives
til præsidiet – drøftet de indkomne ansøgninger med logens formand. Jeg
har
forstået at det årlige antal af ledige pladser i presselogen er begrænset,
typisk 1-2 pladser, således at ikke alle ansøgninger kan forventes
imødekommet.
Den 21. marts 2002 bad jeg
Finansministeriet om en udtalelse i anledning af A’s klage og om udlån
af
sagens akter. Jeg anførte over for ministeriet at jeg gik ud fra at den
ombudsmandsudtalelse
som A havde henvist til i klagen, var den udtalelse som var gengivet i
Folketingets Ombudsmands beretning for 1992, s. 141ff*. Jeg vedlagde en kopi
af
udtalelsen.
Finansministeriets udtalelse
forelå den 16. august 2002 og havde følgende indhold:
”
Klagen vedrører en ordning,
hvorefter Finansministeriet fredagen før den tirsdag, hvor Finanslovforslaget
fremsættes for Folketinget, sender finanslovforslaget til Finansudvalgets
medlemmer og medlemmer af Folketingets presseloge samt Amtsrådsforeningen, KL
og Nationalbanken med klausul om, at forslaget ikke må offentliggøres inden
finanslovforslaget fremsættes for Folketinget.
Ordningen skal ses på
baggrund af finanslovforslagets omfattende og tekniske karakter og har til
formål at gøre det muligt for centrale aktører at sætte sig ind i forslaget
inden
fremsættelsen. Formålet med klausuleringen er at sikre, at der ikke sker
omtale i pressen af forslaget, før det er fremsat, og før Folketingets
medlemmer
har haft lejlighed til at sætte sig ind i forslaget.
Ordningen har eksisteret i en
lang årrække – i hvert fald siden 1930’erne, dvs. længe før
indførelsen af
bestemmelserne om aktindsigt i offentlighedsloven.
Folketingets Presseloge har
118 medlemmer, der repræsenterer et bredt udsnit af landets nyhedsmedier samt
de politiske partiers pressetjenester. Antallet af medlemmer af Presselogen
fastsættes af Folketingets Præsidium, der ligeledes godkender medlemmerne af
logen efter indstilling fra Danske Dagblades Forening, Danmarks Radio, TV 2,
partiernes/folketingsgruppernes ledelse, Dansk Fagpresseforening og
Samarbejdsorganisation
for arbejderbevægelsens fagblade og tidsskrifter samt – for medier, som
ikke er
repræsenteret gennem de nævnte organer – af de pågældende medier.
Også i relation til
bevillingsansøgninger, der forelægges for Finansudvalget i form af
aktstykker,
er der etableret en særlig offentlighedsordning.
Finansudvalget afholder
normalt møde om onsdagen, og aktstykker skal normalt fremsendes til udvalget
senest om tirsdagen i ugen før det pågældende finansudvalgsmøde. Ifølge
Finansudvalgets beretning af 4. marts 1998 gives der imidlertid først adgang
for andre end udvalgsmedlemmer m.fl. til aktstykkerne mandag morgen før
behandling
af aktstykket om onsdagen. Der er ifølge beretningen enighed i udvalget om,
at
udvalgsmedlemmerne bør undlade at give pressen oplysninger om indholdet af
nye
aktstykker før dette tidspunkt. Ifølge beretningen er det for at opnå
hensigten med denne ordning – som må antages at være at Finansudvalgets
medlemmer ikke mødes med spørgsmål fra og citeres af pressen, før de har haft
lejlighed til at sætte sig ind i de forelagte sager – imidlertid en
forudsætning, at der heller ikke fra ministeriernes side tilgår pressen
oplysning om nye aktstykker før nævnte frigivelsestidspunkt.
På baggrund heraf gives der
ikke aktindsigt i aktstykker i perioden mellem fremsættelsen af aktstykket og
Finansudvalgets offentliggørelse af aktstykket, uanset at bestemmelsen i
offentlighedslovens § 2, stk. 1, 2. pkt., ikke er anvendelig.
Om den konkrete sag kan
bemærkes følgende:
Medio januar og den 24.
januar 2002 henvendte (A) sig til Finansministeriet med anmodning om at få
udleveret finanslovforslaget. Finansministeriet oplyste, at
finanslovforslaget
ville blive udleveret den 29. januar 2002 i forbindelse med fremsættelsen af
finanslovforslaget
for Folketinget.
Finansministeriet udleverede
den 25. januar 2002 den nye regerings finanslovsforslag for 2002 til
Finansudvalget
og medlemmerne af Folketingets Presseloge. Hvert enkelt udleveret eksemplar
var forsynet med følgende klausul: ’Må tidligst offentliggøres tirsdag
den 29.
januar 2002 kl. 13.00.’ Finanslovforslaget blev fremsat for Folketinget
den
29. januar 2002, kl. 13, og blev i den forbindelse udleveret på et pressemøde
i Statsministeriet og gjort tilgængelig på internettet.
Ved brev af 21. februar 2002
til Finansministeriet anmodede (A) – idet han anførte, at han var blevet
opmærksom på, at klausulerede eksemplarer af forslaget var blevet udleveret
til journalister inden fremsættelsen – Finansministeriet om at bekræfte,
at man
ikke udleverer finanslovforslaget til journalister, der ikke er medlem af
Folketingets Presseloge, og at man således forskelsbehandler journalister.
Ved brev af 25. februar 2002
til (A) bekræftede Finansministeriet, at forslaget til finanslov blev
udleveret med klausul til medlemmerne af Folketingets Presseloge.
Finansministeriet
oplyste, at denne fremgangsmåde er aftalt med Presselogens formand og er en
service, Finansministeriet yder over for de journalister, der er medlemmer af
Presselogen og har deres daglige arbejde på Christiansborg. Det anførtes
videre, at Finansministeriet på den baggrund over for journalister, der ikke
er medlem af presselogen, har oplyst, at finanslovforslaget ville blive
udleveret
ved præsentationen i Statsministeriet den 29. januar 2002, kl. 13.00.
I den konkrete sag rettede
klageren således henvendelse til Finansministeriet om udlevering af
finanslovforslaget
inden fremsættelsen af forslaget for Folketinget og inden udleveringen af
finanslovforslaget til medlemmerne af Presselogen.
Efter offentlighedslovens §
2, stk. 1, 2. pkt., er sager om lovgivning, herunder bevillingslove, kun
omfattet af offentlighedsloven, for så vidt lovforslag er fremsat for
Folketinget. Finanslovforslaget var ikke fremsat på tidspunktet for
(A)’s
henvendelser og var dermed ikke omfattet af offentlighedsloven. Da
finanslovforslaget ikke var udleveret til udenforstående på dette tidspunkt,
var der ikke grundlag for at overveje, om lighedsbetragtninger skulle medføre
pligt til at udlevere forslaget til klageren.
Det er således i
overensstemmelse med offentlighedsloven, at Finansministeriet ikke har
udleveret finanslovforslaget til (A) på baggrund af hans henvendelser til
Finansministeriet i januar 2002.
Klageren har i øvrigt over
for
Folketingets Ombudsmand
gjort gældende, at journalister, der retter henvendelse til Finansministeriet
om udlevering af finanslovforslaget, bør have adgang til materialet samtidig
med medlemmerne af Folketingets presseloge.
Finansministeriet finder
ikke, at ministeriets udlevering af klausulerede eksemplarer af
finanslovforslaget
af egen drift til journalister, der er medlem af Presselogen, medfører pligt
til generelt efter anmodning at udlevere klausulerede eksemplarer til andre,
herunder særligt andre journalister.
I den forbindelse bemærkes,
at der ikke – som i den af klageren nævnte ombudsmandsudtalelse FOB
1992.141 –
er tale om, at bestemte journalister efter Finansministeriets bestemmelse
udelukkes fra aktindsigt, men om en ordning, hvor Finansministeriet af egen
drift giver et bredt udsnit af pressen (som er sammensat af Folketingets
Præsidium) adgang til oplysninger – der ikke må offentliggøres, før de
er
tilgængelige for almenheden, og før Folketingets medlemmer har haft lejlighed
til at sætte sig ind i forslaget – nogle ganske få dage før
offentliggørelsen.
Hvis udlevering skal ske til
en bredere kreds, øges risikoen for klausulbrud og dermed mindskes
mulighederne for at varetage hensynet til Finansudvalgets medlemmers adgang
til
– på samme måde som det er tilfældet i forbindelse med aktstykker –
at sætte
sig ind i bevillingsforslag, inden disse omtales i pressen. Baggrunden for,
at
finanslovforslaget ikke udleveres til en bredere kreds af journalister, er
således en afvejning af ønsket om at muliggøre en kvalificeret omtale i et
bredt udsnit af medierne i forbindelse med finanslovforslagets fremsættelse
over for hensynet til at beskytte regeringens og Folketingets medlemmer mod
medieomtale af og spørgsmål fra medierne, før de har haft lejlighed til at
sætte sig ind i det omfangsrige og tekniske forslag.
Finansministeriet finder på
denne baggrund, at den gældende ordning, hvorefter finanslovforslaget ganske
få dage inden fremsættelsen alene udleveres til Folketingets Finansudvalgs
medlemmer og medlemmer af Folketingets Presseloge er i overensstemmelse med
offentlighedslovens regler om aktindsigt og i overensstemmelse med god
forvaltningsskik.”
Med brev af 19. august 2002
sendte jeg A kopi af Finansministeriets udtalelse med henblik på at han kunne
få lejlighed til at komme med bemærkninger til det som ministeriet havde
anført.
Mit brev krydsede A’s brev af
samme dato hvori han på ny klagede vedrørende samme problemstilling, men nu
med
baggrund i at Finansministeriet i forbindelse med offentliggørelsen af
finanslovsforslaget
for 2003 havde fastholdt samme praksis som tidligere.
Under henvisning til at jeg
allerede på baggrund af A’s oprindelige klage ville behandle de
spørgsmål som
han rejste i brevet af 19. august 2002, meddelte jeg den 2. september
2002 A
at jeg havde besluttet ikke at
foretage mig mere i anledning af hans brev af 19. august 2002.
I brev af 20. august 2002
kommenterede A Finansministeriets udtalelse. Han anførte bl.a.:
”I Finansministeriets
udtalelse skal man efter min bedømmelse især lægge mærke til nederste afsnit
side 3, hvor ministeriet forsøger at retfærdiggøre sig. Ministeriet hævder,
at
det ikke udelukker bestemte journalister fra en information. Imidlertid har
man
jo udelukket mig fra at få den information, man vælger at give andre medier.
Dernæst giver ministeriet det
udseende af, at man betjener pressen godt, fordi det er et ’bredt udsnit
af
pressen’, der får finanslovsforslaget udleveret. For mig og mit
specialtidsskrift
gør det kun skaden værre, at det er et bredt udsnit af pressen, der får
lejlighed til at forberede sig. Vi foretrækker lige vilkår, og hvis vi ikke
kan
få adgang til finanslovsforslaget inden præsentationen og pressemøderne, ser
vi helst, at ingen andre heller får lov at få et konkurrencemæssigt
forspring.
På side 4 udtaler
Finansministeriet, at risikoen for klausulbrud ville blive større, hvis
udleveringen
skete til en bredere kreds. Dette argument har næppe valør i betragtning af,
at medlemmerne af Presselogen føder deres specialredaktioner med de dele af
finanslovsforslaget, som de hver især har særlige forudsætninger for at
behandle. Fra Presselogen sker der altså en offentliggørelse til en bredere
kreds af journalister, uden at klausulen bliver brudt i større omfang. I
øvrigt er klausuler om offentliggørelsestidspunkter et velkendt fænomen i
hele
pressen, ikke kun blandt Presselogens medlemmer. Eksempelvis modtager jeg
jævnligt klausuleret materiale fra ( ) og ( ). Jeg kommer netop fra et møde
med FN’s informationschef for de nordiske lande. Han oplyste, at de
næsten
aldrig oplever brud på klausuler, selv om de udleverer klausuleret materiale
til alle journalister, der henvender sig.
I mit tilfælde har
Finansministeriet ikke grund til nogen konkret frygt for klausulbrud. Som
redaktør
på et specialtidsskrift kan jeg ikke nå at gennemarbejde finanslovsforslaget
og udsende et tidsskrift mellem udleveringen af materialet fredag eftermiddag
til præsentationen tirsdag middag. Når man ikke vil udlevere
finanslovsforslaget til mig, skyldes det da også en aftale mellem
Finansministeriet
og Presselogen, sådan som det fremgår af materialet i denne sag. Aftalen
indeholder
nemlig en bestemmelse om, at ingen andre end Presselogens medlemmer må få
finanslovsforslaget udleveret.
Finansministeriet forholder
sig ikke i sin udtalelse til min anke over, at ministeriet favoriserer
medlemmer af en privat forening (Presselogen) efter aftale med denne
forenings
formand. Ministeriet udtaler, at udleveringen sker af egen drift. Ikke desto
mindre har ministeriets informationschef bekræftet over for mig, at det sker
efter aftale med Presselogens formand, og det fremgår af det materiale, jeg
tidligere har sendt.
Favoriseringen resulterer i
konkurrenceforvridning på et marked, hvor alsidighed er vigtig, og hvor
konkurrenceforholdene skaber mere og mere koncentration. Et specialtidsskrift
som vort kommer ikke ud til en stor befolkningsgruppe, men takket være et
særligt interesseret segment har vi grundlag for at gå i dybden med vort
område, ( ). Vi udelukkes imidlertid fra at forberede os til møderne med
ministrene og andre politikere af aftalen mellem Presselogen og
Finansministeriet,
og det er en svækkelse af vores arbejdsvilkår i forhold til de medier, der
har
et medlem af Presselogen.
Presselogen er blevet til på
Christiansborg, og Presselogen har opnået anerkendelse på Christiansborg.
Hvordan medlemmer af pressekorpset og politikerne på Christiansborg vælger at
leve sammen, må vi vel affinde os med. Men Finansministeriet skal betjene
pressen i almindelighed og det kan næppe være i overensstemmelse med god
forvaltningsskik, at et ministerium indgår aftale med visse mediers
repræsentanter i parlamentet. Hvis Finansministeriet kan gøre det, kunne det
næste vel blive, at ( ) indgik aftale om favorisering af en forening af
journalister med ( ) som stofområde, således at kun de kunne søge tilskud til
research ( ).”
Efter en foreløbig gennemgang
af sagen fandt jeg det rigtigst at Finansministeriet fik lejlighed til at
komme
med eventuelle yderligere bemærkninger i anledning af det som A havde anført,
og i brev af 14. januar 2003 skrev Finansministeriet bl.a. således:
”For så vidt angår
spørgsmålet om, hvorvidt en aktindsigtsbegæring, der fremsættes i perioden
efter
Finansministeriets egen drift- udlevering af klausulerede eksemplarer af
finanslovsforslaget til medlemmer af presselogen, men før lovforslagets
fremsættelse,
bemærkes følgende:
Finansministeriet finder, at
udleveringen af klausulerede eksemplarer af finanslovsforslaget til
medlemmerne af presselogen ikke er i strid med forvaltningsretlige regler.
Spørgsmålet er herefter, om
der efter offentlighedsloven vil være pligt til – efter anmodning –
at
udlevere eksemplarer af forslaget til repræsentanter for andre medier.
Som anført i
Finansministeriets udtalelse af 19. august 2002 finder ministeriet ikke, at
der
vil bestå en generel pligt til at udlevere finanslovsforslaget til andre,
herunder andre journalister, forud for fremsættelsen for Folketinget.
Finansministeriet skal
understrege, at Finansministeriet ikke har særlige motiver med ordningen om
udlevering af klausulerede eksemplarer af finanslovsforslaget til
Presselogens
medlemmer. Ordningen er en tradition på området, der muliggør at
Finansudvalget
og et bredt udsnit af pressen har mulighed for at forberede sig inden
fremsættelsen af finanslovsforslaget.”
A oplyste den 23. januar 2003
at han ikke havde yderligere kommentarer.
Den 15. august 2003 afgav jeg
over for Finansministeriet en foreløbig redegørelse i sagen hvoraf følgende
fremgik:Ombudsmandens foreløbige
redegørelse
”1. En lovgivningssag
Efter offentlighedslovens §
2, stk. 1, 2. punktum, er sager om lovgivning, herunder bevillingslove, kun
omfattet af loven for så vidt lovforslag er fremsat for Folketinget.
(A) rettede telefonisk
henvendelse til Finansministeriet medio januar 2002 og igen den 24. januar
2002 og anmodede om at få udleveret finanslovsforslaget. Som jeg har forstået
det, afslog Finansministeriet allerede under telefonsamtalerne at efterkomme
hans anmodning.
Finanslovsforslaget blev
udleveret til Finansudvalget og Folketingets Presseloge den 25. januar 2002,
og lovforslaget blev fremsat for Folketinget den 29. januar 2002.
På den baggrund kan det som
udgangspunkt ikke give mig anledning til bemærkninger at Finansministeriet
(senest) den 24. januar 2002 afslog (A)’s anmodning om aktindsigt i
finanslovsforslaget,
jf. offentlighedslovens § 2, stk. 1, 2. punktum.
2. Meroffentlighed
2.1.
Efter Finansministeriets praksis bliver finanslovsforslaget
nogle dage før fremsættelsen for Folketinget udleveret til Finansudvalgets
medlemmer og medlemmer af Folketingets Presseloge samt Amtsrådsforeningen,
Kommunernes Landsforening og Nationalbanken med klausul om at forslaget ikke
må offentliggøres inden fremsættelsen. Formålet med klausuleringen er at
sikre
at der ikke sker omtale i pressen før forslaget er fremsat, og før
Folketingets
medlemmer har haft lejlighed til at sætte sig ind i forslaget.
Offentlighedslovens § 4, stk.
1, har følgende ordlyd:
’
§ 4.
Enhver kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-14,
forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller
oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i administrativ sagsbehandling i
forbindelse med dens virksomhed. En forvaltningsmyndighed kan give aktindsigt
i videre omfang, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt m.v.’
Et finanslovsforslag er, som
nævnt under punkt 1, undtaget fra reglerne om aktindsigt i offentlighedsloven
indtil fremsættelsen for Folketinget. Som det imidlertid fremgår af § 4, stk.
1, 2. punktum, har en myndighed dog mulighed for at meddele aktindsigt i
videre omfang end myndigheden er forpligtet til efter offentlighedsloven
–
det såkaldte meroffentlighedsprincip.
Det kan på den baggrund ikke
give mig anledning til bemærkninger at Finansministeriet ’før tid’
offentliggør finanslovsforslaget med den nævnte klausulering.
2.2.
Sagen rejser imidlertid det spørgsmål om Finansministeriets
udlevering af de klausulerede eksemplarer af finanslovsforslaget til
Folketingets Presseloge på dette tidspunkt medfører en pligt for ministeriet
til – med samme klausulering – også at udlevere lovforslaget til
andre
journalister der måtte anmode herom.
2.2.1.
John Vogter har i Offentlighedsloven med kommentarer, 3.
udgave (1998), s. 120, blandt andet skrevet følgende om meroffentlighed og
behandling af journalister:
’Når offentlige myndigheder
giver pressen oplysninger i form af meroffentlighed, er det vigtigt at være
opmærksom på, at myndighederne i så henseende er bundet af de almindeligt
gældende forvaltningsretlige grundsætninger. Myndighederne skal således
behandle de enkelte journalister ligeligt, herunder også med hensyn til
tidspunktet for meddelelse af aktindsigt og meroffentlighed, jf.
FOB 1990, side 181 ff*.
( )
Myndighederne kan heller ikke uden særligt grundlag afskære en eller flere
bestemte journalister fra adgangen til de oplysninger, som myndigheden i
almindelighed stiller til rådighed for pressen, jf.
FOB 1992, side 141 ff*:
En politimester havde afbrudt
samarbejdet med dagbladet A, når dette var repræsenteret af en bestemt
journalist B, idet denne efter politiets opfattelse behandlede det materiale,
der blev stillet til rådighed, i en utilstedelig og tendentiøs form, der
hængte politiet ud på en urimelig måde, hvilket var et brud på grundlæggende
presseetiske regler.
Udtalt, at principperne i
medieansvarsloven er til hinder for, at en myndighed kan foretage
begrænsninger
i en journalists adgang til informationer med henblik på at sanktionere
krænkelser af presseetiske regler. En særordning for bestemte
medievirksomheder/pressemedarbejdere kunne derimod efter omstændighederne
begrundes ud fra ordensmæssige hensyn, hensynet til at forebygge misbrug og
ønsket om at sikre en almindelig adgang for journalister til at modtage
informationer,
såfremt disse hensyn er tungtvejende. Ombudsmanden tilsluttede sig endvidere
en
udtalelse fra Justitsministeriets Lovafdeling, hvorefter lighedsbetragtninger
fører til, at fast etablerede ordninger for varetagelse af kontakter med
pressen må gælde og omfatte alle dele af nyhedsformidlingen, samt at
myndighederne som hovedregel ikke kan blande sig i, hvem forskellige medier
ønsker at lade sig repræsentere af.’
Om det samme emne kan jeg
også henvise til
Jon Andersen
mfl., Forvaltningsret,
(2002), s. 392f:
’Forarbejderne til loven
viser i øvrigt at meroffentlighedsprincippet bør udstrækkes særlig vidt over
for repræsentanter for medierne, jf.
FOB
1995.244*, FOB 1998.92*,
FOB
1998.299*
og
FOB 1998.403*.
En del myndigheder har
etableret særlige ordninger med udvidet offentlighed i forhold til pressen,
f.eks. afholdelse af pressemøder, besvarelse af spørgsmål, udlevering af
anonymiserede enkeltafgørelser osv. Sådanne ordninger må praktiseres ligeligt
over for alle dele af pressen, og der kan kun under særlige omstændigheder
træffes beslutning om helt eller delvis at udelukke enkelte journalister fra
sådanne informationer, jf.
FOB 1992.141
og
FOB 1998.299.
’
Den sag som er gengivet i
Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 181ff, vedrørte en klage fra
en
journalist over at han havde fået meddelt aktindsigt i materiale hos Told- og
Skattestyrelsen tre dage senere end en anden journalist som på næsten samme
tidspunkt havde fremsat en tilsvarende begæring om aktindsigt. I denne sag
udtalte jeg bl.a.:
’Der er heller ikke i
offentlighedsloven (eller i forvaltningsloven) givet bestemmelser om, i
hvilken
rækkefølge begæringer om aktindsigt skal behandles i tilfælde, hvor der
foreligger begæring om aktindsigt i det samme materiale fra forskellige
personer. Den enkelte borger har således ikke noget krav på, at en
henvendelse
fra den pågældende til en offentlig myndighed behandles før en bestemt anden
henvendelse, men har alene krav på, at afgørelse bliver truffet inden for
rimelig
tid (herunder inden for eventuelle tidsfrister fastsat i gældende regler), og
at prioriteringen af sagerne sker på et sagligt grundlag. Prioriteringen må
således ikke medføre en usaglig forskelsbehandling.
Jeg har forståelse for, at
pressen af hensyn til konkurrenceforhold inden for nyhedsformidlingen har en
interesse i, at afgørelser om aktindsigt med den deraf følgende videregivelse
af oplysninger meddeles samtidig, når flere begæringer om aktindsigt i det
samme materiale samtidig er under behandling hos myndighederne. Jeg må anse
det
for ønskeligt, om myndighederne, i det omfang det er muligt, tager hensyn til
disse interesser ved meddelelse af aktindsigt. Hensynet har særlig vægt i et
tilfælde som det foreliggende, hvor det drejer sig om en sag, der er genstand
for betydelig presseomtale. Skatteministeriets mulighed for at tilgodese
hensynet må ses i sammenhæng med, at ministeriet fandt, at det var nødvendigt
at overskride 10-dages-fristen i offentlighedslovens § 16, stk. 2, for som
led
i overvejelserne at få belyst sagen fra flere afdelinger i ministeriet, Told-
og Skattestyrelsen.
Jeg har ikke grundlag for at
antage, at Skatteministeriet bevidst for at favorisere Jyllands-Posten har
ekspederet Deres aktindsigtsanmodning senere end anmodningen fra
Jyllands-Posten. Jeg finder imidlertid, at det havde været nærliggende, om
Skatteministeriet i den foreliggende sag havde tilrettelagt behandlingen af
anmodningerne om aktindsigt på en sådan måde, at det ovennævnte hensyn var
blevet tilgodeset, d.v.s. at aktindsigtsafgørelserne var blevet meddelt
samtidig.’
En offentlig myndighed må
endvidere ikke – uden særlig lovhjemmel – benytte sin skønsmæssige
beføjelse
til at fremme bestemte private foreningers interesser. Jeg henviser bl.a. til
Jon
Andersen
mfl., Forvaltningsret (2002), s.
330f. Også principperne om
foreningsfrihed i grundlovens § 78 og den europæiske
menneskerettighedskonventions
artikel 11 kan sætte visse grænser for den offentlige forvaltning. Således må
ansatte i det offentlige f.eks. antages at have ret til frit at kunne vælge
medlemskab af en hvilken som helst forening. Forvaltningen kan heller ikke
kræve at en ansat melder sig ind i et bestemt politisk parti eller
interesseorganisation, eller at han udmelder sig heraf, jf. bl.a. Kaj Larsen
mfl., Forvaltningsret (2002), s. 179.
2.2.2.
Finansministeriet har som begrundelse for den
fortrinsstilling som er tillagt medlemmerne af Folketingets Presseloge,
særligt
henvist til hensynet til at beskytte regeringens og Folketingets medlemmer
mod
medieomtale af og spørgsmål fra medierne før de har haft lejlighed til at
sætte
sig ind i det omfangsrige og tekniske forslag. Ordningen er med andre ord
begrundet i hensynet til ’arbejdsro’ for regeringen og Folketinget
– og ikke i
at offentliggørelse af forslaget før fremsættelsen vil skade statens
økonomiske interesser eller lignende.
Jeg har forstået
Finansministeriet således at ministeriet som begrundelse for ikke at udlevere
finanslovsforslaget på forhånd til journalister der ikke er medlem af
presselogen, alene henviser til den abstrakte (forøgede) risiko for
klausulbrud.
Efter min foreløbige
opfattelse er det ikke sagligt i en situation som den foreliggende at
forskelsbehandle
journalister alene med henvisning til en abstrakt (forøget) risiko for
klausulbrud.
Jeg har ved min vurdering
heraf særligt lagt vægt på følgende:
Som det fremgår af afsnit
2.2.1, skal myndighederne som udgangspunkt behandle alle journalister lige
når
der skal tages stilling til om en begæring om aktindsigt skal imødekommes
efter reglen om meroffentlighed. Dette krav om ligebehandling må blandt andet
ses i lyset af de konkurrenceforhold der eksisterer inden for
nyhedsformidlingen, jf. herved det ovenfor citerede vedrørende sagen omtalt i
Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, side 181ff. En ensartet
behandling
af alle journalister må desuden antages at være bedst stemmende med hensynet
bag artikel 10 i den europæiske menneskerettighedskonvention om beskyttelsen
af ytringsfriheden, jf. Peer Lorenzen mfl., Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
(kommentaren), 2. udgave (2003), s. 470. Forskelsbehandling af journalister
indbyrdes kan derfor kun komme på tale hvis der er tungtvejende saglige
hensyn
der taler herfor.
På det foreliggende grundlag
er jeg ikke overbevist om at udlevering af finanslovsforslaget med den nævnte
klausulering til andre journalister der anmoder herom, i sig selv indebærer
nogen nævneværdig forøgelse af risikoen for klausulbrud i forhold til
risikoen
ved den eksisterende ordning.
Jeg er således ikke bekendt
med om det indgår i vurderingen af om en journalist kan blive medlem af
presselogen at den pågældende vil overholde klausuler af den her omhandlede
karakter. Under alle omstændigheder er det – som jeg har forstået det
– efter
den nuværende praksis således at finanslovsforslaget inden fremsættelsen for
Folketinget bliver gjort tilgængeligt for en stor kreds af modtagere med
deraf
følgende risiko for brud på klausulen. Det fremgår som nævnt af
Finansministeriets
udtalelse at forslaget inden fremsættelsen udleveres (klausuleret) ikke alene
til medlemmerne af Finansudvalget og Folketingets Presseloge, men også til
Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening og Nationalbanken. (A) har
endvidere anført, at medlemmerne af presselogen videresender de forskellige
dele af finanslovsforslaget til deres specialredaktioner.
Der er endvidere ikke
oplysninger i sagen som nærmere belyser i hvilket omfang det forekommer at
der med den nuværende udleveringsordning alligevel sker brud på klausulen.
Jeg
har imidlertid noteret mig at det fremgår af en artikel i Illustreret Bunker,
september 2002 (5. årgang, nr. 1), at chefredaktøren for Jyllands-Posten er
citeret for at have udtalt at ’klausuler er af det onde, og vi bryder
dem med
vellyst’. Artiklen omhandler den aftale som Folketingets Presseloge har
vedrørende
finansloven, og nævner denne lov som eksempel på at pressen har brudt
klausuler.
Ved min vurdering har jeg
også lagt vægt på at Finansministeriets ordning reelt betyder at en
journalist
skal være medlem af presselogen før den pågældende kan få aktindsigt i
finanslovsforslaget med den nævnte klausulering. Dette harmonerer ikke med de
hensyn til foreningsfriheden som er beskrevet ovenfor under punkt 2.2.1. Selv
om en journalist måtte ønske det, er det desuden ikke sikkert at den
pågældende
kan
blive medlem af presselogen, idet
jeg må lægge til grund at der også gives afslag på ansøgninger om medlemskab
med den begrundelse at der ikke (i hvert fald på det pågældende tidspunkt) er
et tilstrækkeligt antal ledige pladser.
2.2.3.
Sammenfattende er det min foreløbige opfattelse at
Finansministeriet ikke er berettiget til at afslå at udlevere de klausulerede
finanslovsforslag til andre journalister end dem der er medlem af
presselogen,
alene med henvisning til det manglende medlemskab af logen. Jeg mener således
at den eksisterende ordning ikke er sagligt begrundet.”
I lyset af den foreløbige
redegørelse bad jeg om Finansministeriets eventuelle bemærkninger inden jeg
kom med min endelige udtalelse i sagen.
Samtidig sendte jeg den
foreløbige redegørelse til formanden for Folketinget med forespørgsel om
formanden måtte ønske at fremkomme med eventuelle bemærkninger inden jeg
afgav
min endelige udtalelse.
I udtalelse af 22. august
2003 anførte Finansministeriet følgende:
”
Finansministeriet har besluttet,
at forslag til finanslov i år ikke vil blive udleveret med klausul til
medlemmer af Folketingets Presseloge inden fremsættelsen.
Det er på den baggrund
Finansministeriets forventning, at spørgsmål af den karakter, der er omfattet
af sagen, ikke vil forekomme i fremtiden.
”
Folketingets formand meddelte
i brev af 3. september 2003 at han tager til efterretning at
Finansministeriets
ordning efter min opfattelse ikke er sagligt begrundet, og at han i øvrigt
havde noteret sig Finansministeriets beslutning om ikke at udlevere forslag
til
finanslov for finansåret 2004 med klausul til medlemmer af Folketingets
Presseloge inden fremsættelsen.
I min endelige redegørelse i
sagen af 6. oktober 2003 anførte jeg herefter blandt andet følgende:
Ombudsmandens endelige udtalelse
”Det er min opfattelse at Finansministeriet ikke er berettiget til at
afslå at udlevere de klausulerede finanslovsforslag til andre journalister
end dem der er medlem af Folketingets Presseloge, alene med henvisning til
det manglende medlemskab af logen. Jeg mener således at en sådan ordning ikke
er sagligt begrundet. Jeg henviser til det som jeg anførte i min foreløbige
redegørelse.
Jeg har forstået Finansministeriets udtalelse af 22. august 2003 således at
forskelsbehandling til fordel for medlemmer af presselogen i forbindelse med
udlevering af forslag til finansloven ikke vil finde sted i fremtiden, og at
spørgsmål af den karakter der er omfattet af sagen, derfor ikke vil
forekomme. Jeg foretager mig herefter ikke mere i sagen.”
NOTER: (*)
FOB 1990, s. 181,
FOB 1992, s. 141,
FOB 1995, s. 244, og
FOB 1998, s. 92,
299
og
403.
Lignende dokumenter
- Selektiv betjening af pressen Vejledning. Notatpligt Retsinformation · 8. november 2005
- A.A.6.2.2.3.4.3 Undtagelse af dokumenter Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- A.A.6.2.2.3.1 Krav til anmodninger om aktindsigt efter offentlighedsloven Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Landsretten ændrer byrettens afgørelse således, at de nedlagte forbud ophæves. Bestemmelserne om udlevering og beslaglæggelse af optagelser stadfæstes Domsdatabasen · 26. januar 2026
- Kendelse af 2. september 2016 i FV2015.0115 Arbejdsretten m.fl. · 2. september 2016
- Sag om bl.a. strafansvar og erstatningsansvar for påståede ærefornærmende krænkelser i forbindelse med offentliggørelse og omtale i landsdækkende medier m.m. Domsdatabasen · 17. juni 2020