Spring til indhold

Retsinformation

Aktindsigt i finanslovforslag, forskelsbehandling til fordel for medlemmer af Folketingets Presseloge

FOU nr 2003.115UdtalelserFolketinget16. februar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Aktindsigt i finanslovforslag, forskelsbehandling

til fordel for medlemmer af Folketingets Presseloge

Ved brev af 21. februar 2002

rettede A, der er redaktør af et specialtidsskrift, skriftligt henvendelse

til

Finansministeriet i fortsættelse af to telefoniske henvendelser til

ministeriet

i januar 2002 vedrørende offentliggørelsen af årets finanslovsforslag. Han

skrev således:

”

Medio januar og igen 24.

januar talte jeg i telefon med pressesekretæren i Finansministeriet. Jeg

spurgte, hvornår finanslovsforslaget ville blive offentliggjort, og hvordan

man som journalist kunne erhverve finanslovsforslaget.

Ved ingen af lejlighederne

orienterede pressesekretæren om, at Finanslovsforslaget ville blive udleveret

til journalister, inden præsentationen den 29. januar.

Denne viden fik jeg først i

forbindelse med præsentationen den 29. januar, da kolleger fortalte det. De

sagde, at jeg af gode grunde ikke havde kunnet få finanslovsforslaget

forinden,

da det kun var medlemmer af Folketingets Presseloge, der fik dette tilbud.

Kan Finansministeriet

bekræfte, at man ikke vil udlevere finanslovsforslaget til journalister, der

ikke er medlem af Folketingets Presseloge – og at man således

forskelsbehandler

journalister?

Hvis svaret er benægtende,

vil jeg hermed indgive en klage over, at Finansministeriets pressesekretær

ikke

Læs alt

finder anledning til at orientere mig om muligheden for at få

finanslovsforslaget

udleveret inden den officielle præsentation – på linje med Folketingets

Presseloges medlemmer.

Hvis svaret er bekræftende,

vil jeg hermed klage over, at pressesekretæren ikke oplyste mig om, at

medlemmerne af Presselogen ville få udleveret Finanslovsforslaget den 25.

januar.”

I brev af 25. februar 2002

svarede Finansministeriet således på A’s henvendelse:

”I anledning af dit brev af

21. ds. kan jeg bekræfte, at forslaget til finanslov for 2002 blev udleveret

med klausul til medlemmerne af Folketingets presseloge den 25. januar 2002.

Denne fremgangsmåde er aftalt

med presselogens formand, og er en service Finansministeriet yder overfor de

journalister, der er medlemmer af presselogen og dermed har deres daglige

arbejde på Christiansborg. På den baggrund har ministeriet overfor

journalister

der ikke er medlemmer af presselogen oplyst, at finanslovsforslaget blev

udleveret

ved præsentationen i Statsministeriet den 29. januar 2002 kl. 13.00.

Finansministeriet har ingen

aktuelle overvejelser om at ændre på denne praksis.”

Ved brev af 15. marts 2002

klagede A til mig over Finansministeriet. Han skrev bl.a. følgende:

”Min påstand er ikke, at

ministeriet enten skal sende finanslovsforslaget til alle eller til ingen.

Men

journalister, der retter henvendelse om udlevering af finanslovsforslaget,

bør

have adgang til materialet samtidig med medlemmerne af Folketingets

Presseloge.

At en aftale med Presselogens formand blokerer herfor strider mod det

generelle princip om, at offentlige myndigheder skal behandle alle borgere

ens.

Forskelsbehandlingen betyder,

at medier med faste medarbejdere på Christiansborg (som kan blive medlem af

Presselogen) tildeles konkurrencemæssige fordele. De kan levere en hurtigere

og bedre bearbejdning af det omfangsrige værk (næsten 3000 sider) end andre,

ligesom de kan stille velforberedte spørgsmål på pressemøder og under

interview.

I det videre perspektiv skader det den ideelle hensigt med at udlevere

klausuleret

materiale til journalister, nemlig at fremme en god og bred information til

befolkningen.

I beretningen fra 1992

udtaler ombudsmanden, at det i visse tilfælde kan være tilladt at etablere

særordninger og dermed fravige lighedsprincippet, hvis det begrundes i

tungtvejende ordensmæssige hensyn, i forebyggelse af misbrug og ønsket om at

sikre en almindelig adgang for journalister til at modtage informationer.

Det læser jeg som en accept

af, at offentlige myndigheder må udlevere materiale til journalister, inden

offentligheden i øvrigt kan få det. Man når man kun giver materialet til

journalister på betingelse af, at de er medlem af en privat forening, synes

formålet at være et andet end at sikre borgerne information.”

Folketingets Presseloge er –

som jeg fik oplyst i forbindelse med min behandling af sagen – en loge

med

120 medlemmer og egne vedtægter. Afgørelse om optagelse af nye

medier/medlemmer

i logen træffes en gang årligt af Folketingets Præsidium efter indstilling

fra

Folketingets administration. Administrationen har – inden indstilling

afgives

til præsidiet – drøftet de indkomne ansøgninger med logens formand. Jeg

har

forstået at det årlige antal af ledige pladser i presselogen er begrænset,

typisk 1-2 pladser, således at ikke alle ansøgninger kan forventes

imødekommet.

Den 21. marts 2002 bad jeg

Finansministeriet om en udtalelse i anledning af A’s klage og om udlån

af

sagens akter. Jeg anførte over for ministeriet at jeg gik ud fra at den

ombudsmandsudtalelse

som A havde henvist til i klagen, var den udtalelse som var gengivet i

Folketingets Ombudsmands beretning for 1992, s. 141ff*. Jeg vedlagde en kopi

af

udtalelsen.

Finansministeriets udtalelse

forelå den 16. august 2002 og havde følgende indhold:

”

Klagen vedrører en ordning,

hvorefter Finansministeriet fredagen før den tirsdag, hvor Finanslovforslaget

fremsættes for Folketinget, sender finanslovforslaget til Finansudvalgets

medlemmer og medlemmer af Folketingets presseloge samt Amtsrådsforeningen, KL

og Nationalbanken med klausul om, at forslaget ikke må offentliggøres inden

finanslovforslaget fremsættes for Folketinget.

Ordningen skal ses på

baggrund af finanslovforslagets omfattende og tekniske karakter og har til

formål at gøre det muligt for centrale aktører at sætte sig ind i forslaget

inden

fremsættelsen. Formålet med klausuleringen er at sikre, at der ikke sker

omtale i pressen af forslaget, før det er fremsat, og før Folketingets

medlemmer

har haft lejlighed til at sætte sig ind i forslaget.

Ordningen har eksisteret i en

lang årrække – i hvert fald siden 1930’erne, dvs. længe før

indførelsen af

bestemmelserne om aktindsigt i offentlighedsloven.

Folketingets Presseloge har

118 medlemmer, der repræsenterer et bredt udsnit af landets nyhedsmedier samt

de politiske partiers pressetjenester. Antallet af medlemmer af Presselogen

fastsættes af Folketingets Præsidium, der ligeledes godkender medlemmerne af

logen efter indstilling fra Danske Dagblades Forening, Danmarks Radio, TV 2,

partiernes/folketingsgruppernes ledelse, Dansk Fagpresseforening og

Samarbejdsorganisation

for arbejderbevægelsens fagblade og tidsskrifter samt – for medier, som

ikke er

repræsenteret gennem de nævnte organer – af de pågældende medier.

Også i relation til

bevillingsansøgninger, der forelægges for Finansudvalget i form af

aktstykker,

er der etableret en særlig offentlighedsordning.

Finansudvalget afholder

normalt møde om onsdagen, og aktstykker skal normalt fremsendes til udvalget

senest om tirsdagen i ugen før det pågældende finansudvalgsmøde. Ifølge

Finansudvalgets beretning af 4. marts 1998 gives der imidlertid først adgang

for andre end udvalgsmedlemmer m.fl. til aktstykkerne mandag morgen før

behandling

af aktstykket om onsdagen. Der er ifølge beretningen enighed i udvalget om,

at

udvalgsmedlemmerne bør undlade at give pressen oplysninger om indholdet af

nye

aktstykker før dette tidspunkt. Ifølge beretningen er det for at opnå

hensigten med denne ordning – som må antages at være at Finansudvalgets

medlemmer ikke mødes med spørgsmål fra og citeres af pressen, før de har haft

lejlighed til at sætte sig ind i de forelagte sager – imidlertid en

forudsætning, at der heller ikke fra ministeriernes side tilgår pressen

oplysning om nye aktstykker før nævnte frigivelsestidspunkt.

På baggrund heraf gives der

ikke aktindsigt i aktstykker i perioden mellem fremsættelsen af aktstykket og

Finansudvalgets offentliggørelse af aktstykket, uanset at bestemmelsen i

offentlighedslovens § 2, stk. 1, 2. pkt., ikke er anvendelig.

Om den konkrete sag kan

bemærkes følgende:

Medio januar og den 24.

januar 2002 henvendte (A) sig til Finansministeriet med anmodning om at få

udleveret finanslovforslaget. Finansministeriet oplyste, at

finanslovforslaget

ville blive udleveret den 29. januar 2002 i forbindelse med fremsættelsen af

finanslovforslaget

for Folketinget.

Finansministeriet udleverede

den 25. januar 2002 den nye regerings finanslovsforslag for 2002 til

Finansudvalget

og medlemmerne af Folketingets Presseloge. Hvert enkelt udleveret eksemplar

var forsynet med følgende klausul: ’Må tidligst offentliggøres tirsdag

den 29.

januar 2002 kl. 13.00.’ Finanslovforslaget blev fremsat for Folketinget

den

29. januar 2002, kl. 13, og blev i den forbindelse udleveret på et pressemøde

i Statsministeriet og gjort tilgængelig på internettet.

Ved brev af 21. februar 2002

til Finansministeriet anmodede (A) – idet han anførte, at han var blevet

opmærksom på, at klausulerede eksemplarer af forslaget var blevet udleveret

til journalister inden fremsættelsen – Finansministeriet om at bekræfte,

at man

ikke udleverer finanslovforslaget til journalister, der ikke er medlem af

Folketingets Presseloge, og at man således forskelsbehandler journalister.

Ved brev af 25. februar 2002

til (A) bekræftede Finansministeriet, at forslaget til finanslov blev

udleveret med klausul til medlemmerne af Folketingets Presseloge.

Finansministeriet

oplyste, at denne fremgangsmåde er aftalt med Presselogens formand og er en

service, Finansministeriet yder over for de journalister, der er medlemmer af

Presselogen og har deres daglige arbejde på Christiansborg. Det anførtes

videre, at Finansministeriet på den baggrund over for journalister, der ikke

er medlem af presselogen, har oplyst, at finanslovforslaget ville blive

udleveret

ved præsentationen i Statsministeriet den 29. januar 2002, kl. 13.00.

I den konkrete sag rettede

klageren således henvendelse til Finansministeriet om udlevering af

finanslovforslaget

inden fremsættelsen af forslaget for Folketinget og inden udleveringen af

finanslovforslaget til medlemmerne af Presselogen.

Efter offentlighedslovens §

2, stk. 1, 2. pkt., er sager om lovgivning, herunder bevillingslove, kun

omfattet af offentlighedsloven, for så vidt lovforslag er fremsat for

Folketinget. Finanslovforslaget var ikke fremsat på tidspunktet for

(A)’s

henvendelser og var dermed ikke omfattet af offentlighedsloven. Da

finanslovforslaget ikke var udleveret til udenforstående på dette tidspunkt,

var der ikke grundlag for at overveje, om lighedsbetragtninger skulle medføre

pligt til at udlevere forslaget til klageren.

Det er således i

overensstemmelse med offentlighedsloven, at Finansministeriet ikke har

udleveret finanslovforslaget til (A) på baggrund af hans henvendelser til

Finansministeriet i januar 2002.

Klageren har i øvrigt over

for

Folketingets Ombudsmand

gjort gældende, at journalister, der retter henvendelse til Finansministeriet

om udlevering af finanslovforslaget, bør have adgang til materialet samtidig

med medlemmerne af Folketingets presseloge.

Finansministeriet finder

ikke, at ministeriets udlevering af klausulerede eksemplarer af

finanslovforslaget

af egen drift til journalister, der er medlem af Presselogen, medfører pligt

til generelt efter anmodning at udlevere klausulerede eksemplarer til andre,

herunder særligt andre journalister.

I den forbindelse bemærkes,

at der ikke – som i den af klageren nævnte ombudsmandsudtalelse FOB

1992.141 –

er tale om, at bestemte journalister efter Finansministeriets bestemmelse

udelukkes fra aktindsigt, men om en ordning, hvor Finansministeriet af egen

drift giver et bredt udsnit af pressen (som er sammensat af Folketingets

Præsidium) adgang til oplysninger – der ikke må offentliggøres, før de

er

tilgængelige for almenheden, og før Folketingets medlemmer har haft lejlighed

til at sætte sig ind i forslaget – nogle ganske få dage før

offentliggørelsen.

Hvis udlevering skal ske til

en bredere kreds, øges risikoen for klausulbrud og dermed mindskes

mulighederne for at varetage hensynet til Finansudvalgets medlemmers adgang

til

– på samme måde som det er tilfældet i forbindelse med aktstykker –

at sætte

sig ind i bevillingsforslag, inden disse omtales i pressen. Baggrunden for,

at

finanslovforslaget ikke udleveres til en bredere kreds af journalister, er

således en afvejning af ønsket om at muliggøre en kvalificeret omtale i et

bredt udsnit af medierne i forbindelse med finanslovforslagets fremsættelse

over for hensynet til at beskytte regeringens og Folketingets medlemmer mod

medieomtale af og spørgsmål fra medierne, før de har haft lejlighed til at

sætte sig ind i det omfangsrige og tekniske forslag.

Finansministeriet finder på

denne baggrund, at den gældende ordning, hvorefter finanslovforslaget ganske

få dage inden fremsættelsen alene udleveres til Folketingets Finansudvalgs

medlemmer og medlemmer af Folketingets Presseloge er i overensstemmelse med

offentlighedslovens regler om aktindsigt og i overensstemmelse med god

forvaltningsskik.”

Med brev af 19. august 2002

sendte jeg A kopi af Finansministeriets udtalelse med henblik på at han kunne

få lejlighed til at komme med bemærkninger til det som ministeriet havde

anført.

Mit brev krydsede A’s brev af

samme dato hvori han på ny klagede vedrørende samme problemstilling, men nu

med

baggrund i at Finansministeriet i forbindelse med offentliggørelsen af

finanslovsforslaget

for 2003 havde fastholdt samme praksis som tidligere.

Under henvisning til at jeg

allerede på baggrund af A’s oprindelige klage ville behandle de

spørgsmål som

han rejste i brevet af 19. august 2002, meddelte jeg den 2. september

2002 A

at jeg havde besluttet ikke at

foretage mig mere i anledning af hans brev af 19. august 2002.

I brev af 20. august 2002

kommenterede A Finansministeriets udtalelse. Han anførte bl.a.:

”I Finansministeriets

udtalelse skal man efter min bedømmelse især lægge mærke til nederste afsnit

side 3, hvor ministeriet forsøger at retfærdiggøre sig. Ministeriet hævder,

at

det ikke udelukker bestemte journalister fra en information. Imidlertid har

man

jo udelukket mig fra at få den information, man vælger at give andre medier.

Dernæst giver ministeriet det

udseende af, at man betjener pressen godt, fordi det er et ’bredt udsnit

af

pressen’, der får finanslovsforslaget udleveret. For mig og mit

specialtidsskrift

gør det kun skaden værre, at det er et bredt udsnit af pressen, der får

lejlighed til at forberede sig. Vi foretrækker lige vilkår, og hvis vi ikke

kan

få adgang til finanslovsforslaget inden præsentationen og pressemøderne, ser

vi helst, at ingen andre heller får lov at få et konkurrencemæssigt

forspring.

På side 4 udtaler

Finansministeriet, at risikoen for klausulbrud ville blive større, hvis

udleveringen

skete til en bredere kreds. Dette argument har næppe valør i betragtning af,

at medlemmerne af Presselogen føder deres specialredaktioner med de dele af

finanslovsforslaget, som de hver især har særlige forudsætninger for at

behandle. Fra Presselogen sker der altså en offentliggørelse til en bredere

kreds af journalister, uden at klausulen bliver brudt i større omfang. I

øvrigt er klausuler om offentliggørelsestidspunkter et velkendt fænomen i

hele

pressen, ikke kun blandt Presselogens medlemmer. Eksempelvis modtager jeg

jævnligt klausuleret materiale fra ( ) og ( ). Jeg kommer netop fra et møde

med FN’s informationschef for de nordiske lande. Han oplyste, at de

næsten

aldrig oplever brud på klausuler, selv om de udleverer klausuleret materiale

til alle journalister, der henvender sig.

I mit tilfælde har

Finansministeriet ikke grund til nogen konkret frygt for klausulbrud. Som

redaktør

på et specialtidsskrift kan jeg ikke nå at gennemarbejde finanslovsforslaget

og udsende et tidsskrift mellem udleveringen af materialet fredag eftermiddag

til præsentationen tirsdag middag. Når man ikke vil udlevere

finanslovsforslaget til mig, skyldes det da også en aftale mellem

Finansministeriet

og Presselogen, sådan som det fremgår af materialet i denne sag. Aftalen

indeholder

nemlig en bestemmelse om, at ingen andre end Presselogens medlemmer må få

finanslovsforslaget udleveret.

Finansministeriet forholder

sig ikke i sin udtalelse til min anke over, at ministeriet favoriserer

medlemmer af en privat forening (Presselogen) efter aftale med denne

forenings

formand. Ministeriet udtaler, at udleveringen sker af egen drift. Ikke desto

mindre har ministeriets informationschef bekræftet over for mig, at det sker

efter aftale med Presselogens formand, og det fremgår af det materiale, jeg

tidligere har sendt.

Favoriseringen resulterer i

konkurrenceforvridning på et marked, hvor alsidighed er vigtig, og hvor

konkurrenceforholdene skaber mere og mere koncentration. Et specialtidsskrift

som vort kommer ikke ud til en stor befolkningsgruppe, men takket være et

særligt interesseret segment har vi grundlag for at gå i dybden med vort

område, ( ). Vi udelukkes imidlertid fra at forberede os til møderne med

ministrene og andre politikere af aftalen mellem Presselogen og

Finansministeriet,

og det er en svækkelse af vores arbejdsvilkår i forhold til de medier, der

har

et medlem af Presselogen.

Presselogen er blevet til på

Christiansborg, og Presselogen har opnået anerkendelse på Christiansborg.

Hvordan medlemmer af pressekorpset og politikerne på Christiansborg vælger at

leve sammen, må vi vel affinde os med. Men Finansministeriet skal betjene

pressen i almindelighed og det kan næppe være i overensstemmelse med god

forvaltningsskik, at et ministerium indgår aftale med visse mediers

repræsentanter i parlamentet. Hvis Finansministeriet kan gøre det, kunne det

næste vel blive, at ( ) indgik aftale om favorisering af en forening af

journalister med ( ) som stofområde, således at kun de kunne søge tilskud til

research ( ).”

Efter en foreløbig gennemgang

af sagen fandt jeg det rigtigst at Finansministeriet fik lejlighed til at

komme

med eventuelle yderligere bemærkninger i anledning af det som A havde anført,

og i brev af 14. januar 2003 skrev Finansministeriet bl.a. således:

”For så vidt angår

spørgsmålet om, hvorvidt en aktindsigtsbegæring, der fremsættes i perioden

efter

Finansministeriets egen drift- udlevering af klausulerede eksemplarer af

finanslovsforslaget til medlemmer af presselogen, men før lovforslagets

fremsættelse,

bemærkes følgende:

Finansministeriet finder, at

udleveringen af klausulerede eksemplarer af finanslovsforslaget til

medlemmerne af presselogen ikke er i strid med forvaltningsretlige regler.

Spørgsmålet er herefter, om

der efter offentlighedsloven vil være pligt til – efter anmodning –

at

udlevere eksemplarer af forslaget til repræsentanter for andre medier.

Som anført i

Finansministeriets udtalelse af 19. august 2002 finder ministeriet ikke, at

der

vil bestå en generel pligt til at udlevere finanslovsforslaget til andre,

herunder andre journalister, forud for fremsættelsen for Folketinget.

Finansministeriet skal

understrege, at Finansministeriet ikke har særlige motiver med ordningen om

udlevering af klausulerede eksemplarer af finanslovsforslaget til

Presselogens

medlemmer. Ordningen er en tradition på området, der muliggør at

Finansudvalget

og et bredt udsnit af pressen har mulighed for at forberede sig inden

fremsættelsen af finanslovsforslaget.”

A oplyste den 23. januar 2003

at han ikke havde yderligere kommentarer.

Den 15. august 2003 afgav jeg

over for Finansministeriet en foreløbig redegørelse i sagen hvoraf følgende

fremgik:Ombudsmandens foreløbige

redegørelse

”1. En lovgivningssag

Efter offentlighedslovens §

2, stk. 1, 2. punktum, er sager om lovgivning, herunder bevillingslove, kun

omfattet af loven for så vidt lovforslag er fremsat for Folketinget.

(A) rettede telefonisk

henvendelse til Finansministeriet medio januar 2002 og igen den 24. januar

2002 og anmodede om at få udleveret finanslovsforslaget. Som jeg har forstået

det, afslog Finansministeriet allerede under telefonsamtalerne at efterkomme

hans anmodning.

Finanslovsforslaget blev

udleveret til Finansudvalget og Folketingets Presseloge den 25. januar 2002,

og lovforslaget blev fremsat for Folketinget den 29. januar 2002.

På den baggrund kan det som

udgangspunkt ikke give mig anledning til bemærkninger at Finansministeriet

(senest) den 24. januar 2002 afslog (A)’s anmodning om aktindsigt i

finanslovsforslaget,

jf. offentlighedslovens § 2, stk. 1, 2. punktum.

2. Meroffentlighed

2.1.

Efter Finansministeriets praksis bliver finanslovsforslaget

nogle dage før fremsættelsen for Folketinget udleveret til Finansudvalgets

medlemmer og medlemmer af Folketingets Presseloge samt Amtsrådsforeningen,

Kommunernes Landsforening og Nationalbanken med klausul om at forslaget ikke

må offentliggøres inden fremsættelsen. Formålet med klausuleringen er at

sikre

at der ikke sker omtale i pressen før forslaget er fremsat, og før

Folketingets

medlemmer har haft lejlighed til at sætte sig ind i forslaget.

Offentlighedslovens § 4, stk.

1, har følgende ordlyd:

’

§ 4.

Enhver kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-14,

forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller

oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i administrativ sagsbehandling i

forbindelse med dens virksomhed. En forvaltningsmyndighed kan give aktindsigt

i videre omfang, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt m.v.’

Et finanslovsforslag er, som

nævnt under punkt 1, undtaget fra reglerne om aktindsigt i offentlighedsloven

indtil fremsættelsen for Folketinget. Som det imidlertid fremgår af § 4, stk.

1, 2. punktum, har en myndighed dog mulighed for at meddele aktindsigt i

videre omfang end myndigheden er forpligtet til efter offentlighedsloven

–

det såkaldte meroffentlighedsprincip.

Det kan på den baggrund ikke

give mig anledning til bemærkninger at Finansministeriet ’før tid’

offentliggør finanslovsforslaget med den nævnte klausulering.

2.2.

Sagen rejser imidlertid det spørgsmål om Finansministeriets

udlevering af de klausulerede eksemplarer af finanslovsforslaget til

Folketingets Presseloge på dette tidspunkt medfører en pligt for ministeriet

til – med samme klausulering – også at udlevere lovforslaget til

andre

journalister der måtte anmode herom.

2.2.1.

John Vogter har i Offentlighedsloven med kommentarer, 3.

udgave (1998), s. 120, blandt andet skrevet følgende om meroffentlighed og

behandling af journalister:

’Når offentlige myndigheder

giver pressen oplysninger i form af meroffentlighed, er det vigtigt at være

opmærksom på, at myndighederne i så henseende er bundet af de almindeligt

gældende forvaltningsretlige grundsætninger. Myndighederne skal således

behandle de enkelte journalister ligeligt, herunder også med hensyn til

tidspunktet for meddelelse af aktindsigt og meroffentlighed, jf.

FOB 1990, side 181 ff*.

( )

Myndighederne kan heller ikke uden særligt grundlag afskære en eller flere

bestemte journalister fra adgangen til de oplysninger, som myndigheden i

almindelighed stiller til rådighed for pressen, jf.

FOB 1992, side 141 ff*:

En politimester havde afbrudt

samarbejdet med dagbladet A, når dette var repræsenteret af en bestemt

journalist B, idet denne efter politiets opfattelse behandlede det materiale,

der blev stillet til rådighed, i en utilstedelig og tendentiøs form, der

hængte politiet ud på en urimelig måde, hvilket var et brud på grundlæggende

presseetiske regler.

Udtalt, at principperne i

medieansvarsloven er til hinder for, at en myndighed kan foretage

begrænsninger

i en journalists adgang til informationer med henblik på at sanktionere

krænkelser af presseetiske regler. En særordning for bestemte

medievirksomheder/pressemedarbejdere kunne derimod efter omstændighederne

begrundes ud fra ordensmæssige hensyn, hensynet til at forebygge misbrug og

ønsket om at sikre en almindelig adgang for journalister til at modtage

informationer,

såfremt disse hensyn er tungtvejende. Ombudsmanden tilsluttede sig endvidere

en

udtalelse fra Justitsministeriets Lovafdeling, hvorefter lighedsbetragtninger

fører til, at fast etablerede ordninger for varetagelse af kontakter med

pressen må gælde og omfatte alle dele af nyhedsformidlingen, samt at

myndighederne som hovedregel ikke kan blande sig i, hvem forskellige medier

ønsker at lade sig repræsentere af.’

Om det samme emne kan jeg

også henvise til

Jon Andersen

mfl., Forvaltningsret,

(2002), s. 392f:

’Forarbejderne til loven

viser i øvrigt at meroffentlighedsprincippet bør udstrækkes særlig vidt over

for repræsentanter for medierne, jf.

FOB

1995.244*, FOB 1998.92*,

FOB

1998.299*

og

FOB 1998.403*.

En del myndigheder har

etableret særlige ordninger med udvidet offentlighed i forhold til pressen,

f.eks. afholdelse af pressemøder, besvarelse af spørgsmål, udlevering af

anonymiserede enkeltafgørelser osv. Sådanne ordninger må praktiseres ligeligt

over for alle dele af pressen, og der kan kun under særlige omstændigheder

træffes beslutning om helt eller delvis at udelukke enkelte journalister fra

sådanne informationer, jf.

FOB 1992.141

og

FOB 1998.299.

’

Den sag som er gengivet i

Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 181ff, vedrørte en klage fra

en

journalist over at han havde fået meddelt aktindsigt i materiale hos Told- og

Skattestyrelsen tre dage senere end en anden journalist som på næsten samme

tidspunkt havde fremsat en tilsvarende begæring om aktindsigt. I denne sag

udtalte jeg bl.a.:

’Der er heller ikke i

offentlighedsloven (eller i forvaltningsloven) givet bestemmelser om, i

hvilken

rækkefølge begæringer om aktindsigt skal behandles i tilfælde, hvor der

foreligger begæring om aktindsigt i det samme materiale fra forskellige

personer. Den enkelte borger har således ikke noget krav på, at en

henvendelse

fra den pågældende til en offentlig myndighed behandles før en bestemt anden

henvendelse, men har alene krav på, at afgørelse bliver truffet inden for

rimelig

tid (herunder inden for eventuelle tidsfrister fastsat i gældende regler), og

at prioriteringen af sagerne sker på et sagligt grundlag. Prioriteringen må

således ikke medføre en usaglig forskelsbehandling.

Jeg har forståelse for, at

pressen af hensyn til konkurrenceforhold inden for nyhedsformidlingen har en

interesse i, at afgørelser om aktindsigt med den deraf følgende videregivelse

af oplysninger meddeles samtidig, når flere begæringer om aktindsigt i det

samme materiale samtidig er under behandling hos myndighederne. Jeg må anse

det

for ønskeligt, om myndighederne, i det omfang det er muligt, tager hensyn til

disse interesser ved meddelelse af aktindsigt. Hensynet har særlig vægt i et

tilfælde som det foreliggende, hvor det drejer sig om en sag, der er genstand

for betydelig presseomtale. Skatteministeriets mulighed for at tilgodese

hensynet må ses i sammenhæng med, at ministeriet fandt, at det var nødvendigt

at overskride 10-dages-fristen i offentlighedslovens § 16, stk. 2, for som

led

i overvejelserne at få belyst sagen fra flere afdelinger i ministeriet, Told-

og Skattestyrelsen.

Jeg har ikke grundlag for at

antage, at Skatteministeriet bevidst for at favorisere Jyllands-Posten har

ekspederet Deres aktindsigtsanmodning senere end anmodningen fra

Jyllands-Posten. Jeg finder imidlertid, at det havde været nærliggende, om

Skatteministeriet i den foreliggende sag havde tilrettelagt behandlingen af

anmodningerne om aktindsigt på en sådan måde, at det ovennævnte hensyn var

blevet tilgodeset, d.v.s. at aktindsigtsafgørelserne var blevet meddelt

samtidig.’

En offentlig myndighed må

endvidere ikke – uden særlig lovhjemmel – benytte sin skønsmæssige

beføjelse

til at fremme bestemte private foreningers interesser. Jeg henviser bl.a. til

Jon

Andersen

mfl., Forvaltningsret (2002), s.

330f. Også principperne om

foreningsfrihed i grundlovens § 78 og den europæiske

menneskerettighedskonventions

artikel 11 kan sætte visse grænser for den offentlige forvaltning. Således må

ansatte i det offentlige f.eks. antages at have ret til frit at kunne vælge

medlemskab af en hvilken som helst forening. Forvaltningen kan heller ikke

kræve at en ansat melder sig ind i et bestemt politisk parti eller

interesseorganisation, eller at han udmelder sig heraf, jf. bl.a. Kaj Larsen

mfl., Forvaltningsret (2002), s. 179.

2.2.2.

Finansministeriet har som begrundelse for den

fortrinsstilling som er tillagt medlemmerne af Folketingets Presseloge,

særligt

henvist til hensynet til at beskytte regeringens og Folketingets medlemmer

mod

medieomtale af og spørgsmål fra medierne før de har haft lejlighed til at

sætte

sig ind i det omfangsrige og tekniske forslag. Ordningen er med andre ord

begrundet i hensynet til ’arbejdsro’ for regeringen og Folketinget

– og ikke i

at offentliggørelse af forslaget før fremsættelsen vil skade statens

økonomiske interesser eller lignende.

Jeg har forstået

Finansministeriet således at ministeriet som begrundelse for ikke at udlevere

finanslovsforslaget på forhånd til journalister der ikke er medlem af

presselogen, alene henviser til den abstrakte (forøgede) risiko for

klausulbrud.

Efter min foreløbige

opfattelse er det ikke sagligt i en situation som den foreliggende at

forskelsbehandle

journalister alene med henvisning til en abstrakt (forøget) risiko for

klausulbrud.

Jeg har ved min vurdering

heraf særligt lagt vægt på følgende:

Som det fremgår af afsnit

2.2.1, skal myndighederne som udgangspunkt behandle alle journalister lige

når

der skal tages stilling til om en begæring om aktindsigt skal imødekommes

efter reglen om meroffentlighed. Dette krav om ligebehandling må blandt andet

ses i lyset af de konkurrenceforhold der eksisterer inden for

nyhedsformidlingen, jf. herved det ovenfor citerede vedrørende sagen omtalt i

Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, side 181ff. En ensartet

behandling

af alle journalister må desuden antages at være bedst stemmende med hensynet

bag artikel 10 i den europæiske menneskerettighedskonvention om beskyttelsen

af ytringsfriheden, jf. Peer Lorenzen mfl., Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention

(kommentaren), 2. udgave (2003), s. 470. Forskelsbehandling af journalister

indbyrdes kan derfor kun komme på tale hvis der er tungtvejende saglige

hensyn

der taler herfor.

På det foreliggende grundlag

er jeg ikke overbevist om at udlevering af finanslovsforslaget med den nævnte

klausulering til andre journalister der anmoder herom, i sig selv indebærer

nogen nævneværdig forøgelse af risikoen for klausulbrud i forhold til

risikoen

ved den eksisterende ordning.

Jeg er således ikke bekendt

med om det indgår i vurderingen af om en journalist kan blive medlem af

presselogen at den pågældende vil overholde klausuler af den her omhandlede

karakter. Under alle omstændigheder er det – som jeg har forstået det

– efter

den nuværende praksis således at finanslovsforslaget inden fremsættelsen for

Folketinget bliver gjort tilgængeligt for en stor kreds af modtagere med

deraf

følgende risiko for brud på klausulen. Det fremgår som nævnt af

Finansministeriets

udtalelse at forslaget inden fremsættelsen udleveres (klausuleret) ikke alene

til medlemmerne af Finansudvalget og Folketingets Presseloge, men også til

Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening og Nationalbanken. (A) har

endvidere anført, at medlemmerne af presselogen videresender de forskellige

dele af finanslovsforslaget til deres specialredaktioner.

Der er endvidere ikke

oplysninger i sagen som nærmere belyser i hvilket omfang det forekommer at

der med den nuværende udleveringsordning alligevel sker brud på klausulen.

Jeg

har imidlertid noteret mig at det fremgår af en artikel i Illustreret Bunker,

september 2002 (5. årgang, nr. 1), at chefredaktøren for Jyllands-Posten er

citeret for at have udtalt at ’klausuler er af det onde, og vi bryder

dem med

vellyst’. Artiklen omhandler den aftale som Folketingets Presseloge har

vedrørende

finansloven, og nævner denne lov som eksempel på at pressen har brudt

klausuler.

Ved min vurdering har jeg

også lagt vægt på at Finansministeriets ordning reelt betyder at en

journalist

skal være medlem af presselogen før den pågældende kan få aktindsigt i

finanslovsforslaget med den nævnte klausulering. Dette harmonerer ikke med de

hensyn til foreningsfriheden som er beskrevet ovenfor under punkt 2.2.1. Selv

om en journalist måtte ønske det, er det desuden ikke sikkert at den

pågældende

kan

blive medlem af presselogen, idet

jeg må lægge til grund at der også gives afslag på ansøgninger om medlemskab

med den begrundelse at der ikke (i hvert fald på det pågældende tidspunkt) er

et tilstrækkeligt antal ledige pladser.

2.2.3.

Sammenfattende er det min foreløbige opfattelse at

Finansministeriet ikke er berettiget til at afslå at udlevere de klausulerede

finanslovsforslag til andre journalister end dem der er medlem af

presselogen,

alene med henvisning til det manglende medlemskab af logen. Jeg mener således

at den eksisterende ordning ikke er sagligt begrundet.”

I lyset af den foreløbige

redegørelse bad jeg om Finansministeriets eventuelle bemærkninger inden jeg

kom med min endelige udtalelse i sagen.

Samtidig sendte jeg den

foreløbige redegørelse til formanden for Folketinget med forespørgsel om

formanden måtte ønske at fremkomme med eventuelle bemærkninger inden jeg

afgav

min endelige udtalelse.

I udtalelse af 22. august

2003 anførte Finansministeriet følgende:

”

Finansministeriet har besluttet,

at forslag til finanslov i år ikke vil blive udleveret med klausul til

medlemmer af Folketingets Presseloge inden fremsættelsen.

Det er på den baggrund

Finansministeriets forventning, at spørgsmål af den karakter, der er omfattet

af sagen, ikke vil forekomme i fremtiden.

”

Folketingets formand meddelte

i brev af 3. september 2003 at han tager til efterretning at

Finansministeriets

ordning efter min opfattelse ikke er sagligt begrundet, og at han i øvrigt

havde noteret sig Finansministeriets beslutning om ikke at udlevere forslag

til

finanslov for finansåret 2004 med klausul til medlemmer af Folketingets

Presseloge inden fremsættelsen.

I min endelige redegørelse i

sagen af 6. oktober 2003 anførte jeg herefter blandt andet følgende:

Ombudsmandens endelige udtalelse

”Det er min opfattelse at Finansministeriet ikke er berettiget til at

afslå at udlevere de klausulerede finanslovsforslag til andre journalister

end dem der er medlem af Folketingets Presseloge, alene med henvisning til

det manglende medlemskab af logen. Jeg mener således at en sådan ordning ikke

er sagligt begrundet. Jeg henviser til det som jeg anførte i min foreløbige

redegørelse.

Jeg har forstået Finansministeriets udtalelse af 22. august 2003 således at

forskelsbehandling til fordel for medlemmer af presselogen i forbindelse med

udlevering af forslag til finansloven ikke vil finde sted i fremtiden, og at

spørgsmål af den karakter der er omfattet af sagen, derfor ikke vil

forekomme. Jeg foretager mig herefter ikke mere i sagen.”

NOTER: (*)

FOB 1990, s. 181,

FOB 1992, s. 141,

FOB 1995, s. 244, og

FOB 1998, s. 92,

299

og

403.

Lignende dokumenter