Spring til indhold

Retsinformation

Inspektion af Psykiatrisk Afdeling i Randers

ISP nr 2002.656InspektionssagerFolketinget19. januar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Inspektion af Psykiatrisk Afdeling i Randers

Den 16.

oktober 2002 afgav inspektionschefen på ombudsmandens vegne følgende rapport

til bl.a. Psykiatrisk Afdeling i Randers og Århus Amt:

”1. Indledning

Den 1. januar

1997 trådte lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand i kraft.

Ifølge lovens § 7, stk. 1, omfatter ombudsmandens kompetence alle dele af den

offentlige forvaltning; den tidligere eksisterende begrænsning i

ombudsmandens

kompetence over for (amts)kommunerne er således ophævet.

Efter § 18 i loven kan

ombudsmanden undersøge enhver institution eller virksomhed samt ethvert

tjenestested der hører under ombudsmandens virksomhed. I de almindelige

bemærkninger

til lovforslaget om ombudsmandsloven er det forudsat at der vil ske ’en

vis

forøgelse af inspektionsvirksomheden i forhold til det kommunale område, især

af psykiatriske hospitaler og andre institutioner for mentalt

handicappede’.

Som et led i denne

inspektionsvirksomhed foretog jeg og tre af embedets øvrige medarbejdere den

20. august 2002 inspektion af Psykiatrisk Afdeling i Randers.

Til stede under inspektionen

var blandt andre administrerende overlæge ( ), oversygeplejerske ( ), begge

Psykiatrisk Afdeling i Randers, og socialpsykiatrichef ( ), Århus Amt.

Inspektionen indbefattede en

indledende samtale med ledelse og medarbejderrepræsentanter fra det lokale

samarbejdsudvalg, samtaler med patienter der havde anmodet herom, rundvisning

på afdelingen og en opsamlende samtale med ledelsen.

Læs alt

I forbindelse med

inspektionen anmodede jeg om kopi af eventuelle tilførsler i

tvangsprotokollen

i henhold til §§ 26-32 i bekendtgørelse nr. 879 af 10. december 1998 om

tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller mv. på psykiatriske afdelinger

vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tvangsbehandling,

tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering foretaget

på afdelingen i perioden 1. januar 2002 - 27. juni 2002.

Materialet blev udleveret i

forbindelse med inspektionen. Tilførslerne gennemgås under pkt. 6.

Jeg bad desuden om at få

udleveret to behandlingsplaner for patienter til senere gennemsyn. Også dette

materiale blev - i anonymiseret form - udleveret i forbindelse med

inspektionen.

Denne rapport blev med brev

af 5. september 2002 i en foreløbig udgave forelagt Psykiatrisk Afdeling i

Randers og Århus Amt som blev bedt om at fremkomme med eventuelle

bemærkninger/rettelser inden en måned. Jeg modtog amtets bemærkninger den 7.

oktober 2002 med amtets brev af 4. oktober 2002. Bemærkningerne er

indarbejdet

i rapporten.

2. Afdelingens organisation

Psykiatrisk

Afdeling i Randers (Randers-Regionen) er en del af de fire almenpsykiatriske

voksenafdelinger i Århus Amt som også omfatter Region Nord, Region Syd og

Silkeborg-Regionen. Afdelingen består af fire sengeafsnit og har det

behandlingsmæssige ansvar for patienter fra Randers, Hadsten, Langå,

Mariager,

Nørhald, Purhus, Rougsø og Sønderhald Kommuner. Psykiatrisk Afdeling i

Randers

er normeret til 50 sengepladser og har desuden 4 sengepladser i

modtagelsesafsnittet og en psykiatrisk skadestue. Sengepladserne er fordelt

således på de fire afdelinger: E1 som er et åbent afsnit med 10 sengepladser

og

med tilknyttet skadestue og modtageafdeling hvor der er 4 pladser, E2 med 16

sengepladser hvoraf 6 er skærmede pladser, E3 og E4 med hver 12 sengepladser.

De fire afsnit modtager patienter efter en geografisk fordelingsplan inddelt

efter kommuner.

Der er i amtet fremsat

forslag om en reduktion til 38 sengepladser som led i en amtslig

psykiatriplan.

Spørgsmålet om bevilling til ombygning af afdelingen, herunder med

nedlæggelse

af tosengsstuer, skal drøftes på en prioriteringskonference i amtet i løbet

af

efteråret 2002.

3. Bygningsmæssige forhold mv.

3.1. Generelt

Psykiatrisk

Afdeling i Randers ligger på Dronningborg Boulevard i Randers i umiddelbar

nærhed af Randers Centralsygehus. Afdelingen har til huse i et lavt

murstensbyggeri i to etager fra starten af 1980’erne. Alle sengeafsnit

ligger i

stueetagen. En bred indvendig gang forbinder de enkelte afsnit, et

aktivitetshus og administrationslokaler. Ledelsen udtrykte under inspektionen

en vis utilfredshed med bygningerne som efter ledelsens opfattelse ikke alle

er

optimale til formålet.

3.2. Rundgang

3.2.1. Modtagelsesafsnittet

Modtagelsesafsnittet ligger i

stueetagen i umiddelbar tilknytning til Afsnit E1. Modtagelsen har fire

sengepladser fordelt på to enestuer og en tosengsstue. Afsnittet har eget

badeværelse med wc. Afsnittet er forholdsvis lille. Yderdørene kan låses og

var

låst på tidspunktet for inspektionen.

Patienter opholder sig

normalt kun på modtagelsesafsnittet i det første døgn efter indlæggelsen

hvorefter de placeres på de afsnit hvor indlæggelsen i øvrigt skal afvikles.

Modtagelsesafsnittet

giver mig ikke anledning til bemærkninger.

3.2.2. Åbent afsnit E1

Afsnit E1

ligger i stueetagen. Afsnittet har 10 sengepladser, heraf 5 på enestuer.

Jeg henviser

til mine bemærkninger under punkt 3.2.3 om stuer med flere senge.

På

tidspunktet for inspektionen var ni patienter indlagt på afsnittet. Ikke alle

disse patienter var tvangsindlagt/-tilbageholdt.

Afsnittet består af en lang

gang med døre til stuer, bad, wc osv. Gangen er rummelig og malet i lyse

farver

med lilla dørkarme. I gangen er en opholdsniche med borde, stole,

sofaarrangement og blomster.

Afsnittet har fire

bade-/wc-rum, heraf et som er handicaptilgængeligt.

En del af gangen omkring

afdelingen er inddraget til spisestue for afsnittets patienter. Spisestuen er

indrettet med et langt spisebord med dug og med stole omkring. Der er

PH-lamper

over bordet, og lokalet er i øvrigt udsmykket med blandt andet grønne planter

og blomster. Der er et tv. Lokalet har vinduer med persienner og en havedør.

Afsnittet har eget

aktivitetsrum med bordtennisbord, en kondicykel, bordfodboldspil, tv, reoler

med brætspil, elklaver og andre musikinstrumenter, aflåselige skabe og

køleskab. Lokalet er endvidere udstyret med borde, stole og grønne planter.

Under inspektionen blev stue

5 og 9 besigtiget efter mit valg.

Stue 5 er en enestue. Lokalet

har vinduer med persienner. Der er en hospitalsseng med stålramme. Ledelsen

oplyste at sådanne senge findes på alle afsnittets stuer. Der er et bord med

stole, loftslys og en sengelampe, en vask med koldt og varmt vand og et spejl

ovenover samt et aflåseligt klædeskab. En del af inventaret på denne stue bar

præg af hærværk (ridse- og brændemærker).

Stue 9 er en tosengsstue som

dog på tidspunktet for inspektionen kun var beboet af én patient. Lokalet har

to hospitalssenge med stålrammer, bord med stole, loftslys og sengelamper, en

vask med koldt og varmt vand og et spejl ovenover. Der er to aflåselige

klædeskabe. En del af inventaret på denne stue bar præg af hærværk (ridse- og

brændemærker). Stuen fremstod på tidspunktet for inspektionen noget mørk da

vinduernes persienner var delvis lukkede. Malingen på væggene var nogle

steder

slidt/hærget.

Der er et depot på afsnittet

med to hospitalssenge med stålrammer. Disse senge er klargjort til fiksering

med mavebælter, fod- og håndremme. Remmene er skjult under en dyne. Ledelsen

oplyste at disse senge anvendes ved fiksering af afsnittets patienter.

Sengene

køres ind på den pågældende patients stue hvor fikseringen foregår. På

depotet

ligger desuden en kugledyne der sommetider kan anvendes til beroligelse af

urolige patienter.

Fra afsnittet er der udgang

til en stor have med græsplæne, buske og træer. Der er havemøbler. Haven er

omgivet af et aflåst hegn, men er ikke sikret. Der er ikke indkig til haven

fra

gaden og de omkringliggende grunde.

Sammenlignet med de øvrige

afsnit bar afsnit E1 præg af at have flere voldsomme patienter og fremstod

således lidt mere medtaget.

Aktivitetsrummet var på

tidspunktet for inspektionen noget rodet og overfyldt. Afsnitsledelsen var

klar

over dette og forklarede at den aktuelle indretning (opstilling af

bordtennisbord) var midlertidig. Afdelingen har supplerende oplyst at

afdelingen har modtaget møbler fra den nyligt lukkede neuroseklinik i Ørsted,

og at møblerne endnu ikke havde fundet plads i afdelingen. Jeg går ud fra at

lokalet snart kan bringes i orden.

Stue 9 og muligvis andre

stuer kunne trænge til opfriskning med maling. Jeg henstiller til afdelingen

at

stuerne på afsnittet gås igennem med henblik på en vurdering af behovet for

opfriskning. Jeg beder afdelingen om underretning om hvad min henstilling

giver

anledning til.

Afsnittet giver i øvrigt ikke

anledning til bemærkninger.

3.2.3. Åbent afsnit E2 (med 6 skærmede

pladser)

Afsnit E2

ligger i stueetagen. Afsnittet har 16 sengepladser fordelt på enestuer og

tosengsstuer. Afsnittet kan aflåses, men er ikke altid låst. Aflåsning

forekommer normalt kun når en eller flere tvangsindlagte/-tilbageholdte

patienter ikke kan overtales til at blive på afsnittet. Ledelsen oplyste på

mit

spørgsmål at patienterne aldrig låses inde på stuerne. Ledelsen kunne kun

forestille sig noget sådant i forbindelse med nødværge.

Afsnittet er delt således at

en del af gangen kan aflåses separat. Den aflåselige del af afsnittet, det

skærmede afsnit, omfatter seks sengepladser. Det blev oplyst at det normalt

kun

er nødvendigt at aflåse det skærmede afsnit 5-6 gange om året.

På tidspunktet for

inspektionen var 18 patienter indlagt på afsnittet der således havde en

overbelægning på to patienter. Det blev oplyst at overbelægning på afsnittet

ikke er usædvanligt. Overbelægning sker i første omgang ved placering i et

samtalerum, herefter ved overbelægning på stuerne.

Afsnittet består af en lang

L-formet gang med døre til stuer, bad, wc osv. Gangen er rummelig og malet i

lyse farver med lyseblå/turkise dørkarme. Der er stole, billeder på væggene

og

grønne planter. I gangen er en opholdsniche med borde, stole, sofaarrangement

og grønne planter. Der var billeder på væggen og friske blomster på et bord.

Afsnittet har en spisestue

for afsnittets patienter. Spisestuen er indrettet med spiseborde med dug og

med

stole omkring og et elklaver. Der er PH-lamper, og lokalet er i øvrigt

udsmykket med blandt andet billeder på væggene, grønne planter og blomster.

Der

er et tv. Lokalet har vinduer med persienner, og gardiner som patienter fra

afsnittet har lavet.

Afsnittet råder over et stort

køkken med sædvanligt køkkenudstyr. Køkkenet anvendes hovedsagelig til

opvarmning af mad, bagning, kaffe- og tebrygning og lignende. Afdelingens

køkkener besøges indimellem af levnedsmiddelkontrollen.

Afsnittet har fire

bade-/wc-rum, heraf et som er handicaptilgængeligt.

Der er et skyllerum på

afsnittet med vaskemaskine og tørretumbler. Lokalet fungerer også som depot.

Det blev oplyst at patienterne selv vasker deres tøj hvis de har overskud til

det. I modsat fald vasker personalet tøjet for dem.

Afsnittet har udgang til en

have med græsplæne, træer og buske. Haven er omgivet af en hæk med gennemgang

til den have som hører til afsnit E1. Der er havemøbler af træ. Der er ikke

indkig til haven fra gaden og de omkringliggende grunde.

Afsnittets tv-stue var beboet

af en patient på tidspunktet for inspektionen. Patientens seng var en briks

magen til dem der er opstillet på stuerne.

Under inspektionen blev

stuerne 1, 2, 6 og 10 besigtiget efter mit valg.

Stue 1 er en tosengsstue.

Stuen er som tosengsstue af en rimelig størrelse. Der er to vinduer med

persienner, vask med varmt og koldt vand, et spejl, et bord med to stole, to

kommoder, to aflåselige klædeskabe og to sofabrikse med sengelamper. På

tidspunktet for inspektionen var der kun én patient på stuen. Det blev oplyst

at dette var begrundet i den pågældende patients sygdom.

Stue 2 er en tosengsstue med

samme udstyr som stue 1.

Stue 6 er en enestue. Stuen

har standardudstyr bortset fra en hospitalsseng med stålramme som er kørt ind

på stuen da den patient som bebor stuen, aktuelt har behov for fiksering,

hvilket kun kan foregå i en sådan seng.

Stue 10 er en tosengsstue som

dog på tidspunktet for inspektionen var beboet af tre patienter på grund af

overbelægning. Stuen er som tosengsstue af en rimelig størrelse. Der er to

vinduer med persienner, vask med varmt og koldt vand, et spejl, et bord med

to

stole, to kommoder og to aflåselige klædeskabe og to sofabrikse med

sengelamper. På grund af den aktuelle overbelægning var en hospitalsseng med

stålramme kørt ind på stuen.

Tilsynet i

henhold til grundlovens § 71 har i forbindelse med tilsynets inspektioner af

psykiatriske hospitaler gentagne gange udtalt kritik af psykiatriske afsnit

som

har stuer med to eller flere senge. Tilsynet har tilsvarende udtalt kritik af

stuer uden eget toilet og bad. På linje hermed må jeg finde at det er en

mangel

at sengepladserne delvis består af tosengsstuer, og at stuerne ikke har eget

toilet og bad. Jeg forstod på ledelsen under inspektionen at spørgsmålet om

bevilling til ombygning af afdelingen, herunder nedlæggelse af tosengsstuer,

skal drøftes på en prioriteringskonference i amtet i løbet af foråret 2003.

Jeg

forstår at der fra amtets side er lagt op til at afdelingen ombygges således

at

der etableres enestuer med eget bad og toilet til alle patienter. Jeg forstår

også at en planlagt nedskæring til 3 gange 14 pladser vil give mere plads til

hver enkelt patient. Jeg beder om underretning om udfaldet af den nævnte

konference.

Jeg forstår at overbelægning

forekommer regelmæssigt med den konsekvens at flere (op til tre) patienter

placeres på samme stue, og bemærker at jeg går ud fra at afdelingen (også) i

den sammenhæng er meget opmærksom på hvorledes patienterne sammensættes på

stuerne.

Jeg henstillede allerede

under inspektionen til afdelingen at sørge for aflåselige klædeskabe til de

patienter som i forbindelse med overbelægning placeres midlertidigt på

stuerne.

Afdelingen har oplyst at afdelingen er opmærksom på problemet og vil tage

initiativ til at bringe tingene i orden. Jeg beder afdelingen om underretning

når der er sørget for aflåselige klædeskabe til de patienter som i

forbindelse

med overbelægning placeres midlertidigt på stuerne.

Jeg henviser i øvrigt til

pkt. 5.1 vedrørende belægning.

3.2.4. Åbent afsnit E3

Afsnit E3

ligger i stueetagen. Afsnittet har 12 sengepladser fordelt på enestuer og

tosengsstuer.

Afsnittet består af en lang

gang med døre til stuer, bad, wc osv. Denne del af bygningen er oprindelig

opført til administrationslokaler og er således ikke som udgangspunkt

beregnet

til sengeafsnit. Bygningen er lavloftet hvilket giver et mere indelukket

indtryk. Gangen fremstår mere snæver og mørk end gangene i E1 og E2, men også

dette afsnit er malet i lyse farver.

Afsnittet har fire

bade-/wc-rum, heraf et som er handicaptilgængeligt.

Afsnittet har en spisestue

for afsnittets patienter. Spisestuen er indrettet med spiseborde med duge og

med stole omkring og et elklaver. Der er PH-lamper, og lokalet er i øvrigt

udsmykket med blandt andet billeder på væggene, grønne planter og blomster.

Lokalet har vinduer med persienner.

Afsnittet har to opholdsrum,

et for rygere og et for ikkerygere. Rummene er indrettet med borde og stole,

sofaer,

lænestole og sofaborde, tv, billeder på væggen og grønne planter og blomster.

Under inspektionen blev

stuerne 4a og 7a besigtiget efter mit valg.

Stue 7a er oprindeligt

indrettet som tosengsstue og indgår i normeringen som sådan, men anvendes på

grund

af sin størrelse som tresengsstue ved overbelægning. Der er derfor permanent

opstillet tre senge/brikse på stuen.

Jeg henviser

til mine bemærkninger ovenfor under pkt. 3.2.3 vedrørende overbelægning samt

tosengsstuer og toilet- og badeforhold.

Jeg henviser i øvrigt til

pkt. 5.1 vedrørende belægning.

Afsnittet giver mig ikke

anledning til yderligere bemærkninger.

3.2.5. Åbent afsnit E4

Afsnit E4

ligger i stueetagen. Afsnittet har 12 sengepladser fordelt på enestuer og

tosengsstuer.

Afsnittet består af en lang

gang med døre til stuer, bad, wc osv. Også denne del af bygningen er

oprindeligt opført til administrationslokaler. Bygningen er lavloftet hvilket

giver et mere indelukket indtryk. Gangen fremstår mere snæver og mørk end

gangene i E1 og E2, men er også i dette afsnit malet i lyse farver, og her er

der gule dørkarme.

Afsnittet har fire

bade-/wc-rum, heraf et som er handicaptilgængeligt.

Afsnittet har to opholdsrum,

et for rygere og et for ikkerygere. Rummene er indrettet med borde og stole,

sofaer, lænestole og sofaborde, tv, reoler med bøger, billeder på væggen og

grønne planter og blomster.

Afsnittet har en spisestue

for afsnittets patienter. Spisestuen er indrettet med spiseborde med duge og

med stole omkring, anretterbord, hylder med sangbøger og et klaver. Der er

PH-lamper, og lokalet er i øvrigt udsmykket med blandt andet billeder på

væggene, grønne planter og blomster. Lokalet har vinduer med persienner.

Afsnittet har et stort køkken

med sædvanligt køkkenudstyr. Køkkenet anvendes hovedsagelig til opvarmning af

mad, bagning, kaffe- og tebrygning og lignende. Afdelingens køkkener besøges

indimellem af Fødevaredirektoratet.

Afsnittet har et skyllerum

med vaskemaskine og tørretumbler.

Afsnittet har et samtalerum

som blandt andet anvendes til samtaler mellem patienter og læger, patienter

og

kontaktpersoner og til besøg. Rummet er indrettet med borde og stole,

blomster,

en reol med legetøj mv.

På E4 findes desuden et

undersøgelsesrum med en høj briks. Lokalet anvendes af fysioterapeut og til

lignende formål. Det blev oplyst at lokalet i nødstilfælde anvendes til

belægning. Afdelingen undgår dog så vidt muligt dette da lokalet kun har et

meget lille vindue.

Under inspektionen blev

stuerne 2b, 4b, 5b og 9b besigtiget efter mit valg.

Stue 2b er en lille enestue.

Der er navneskilt med fornavn på døren i lighed med andre stuer på afsnittet.

Stuen har vinduer med persienner. Der er et bord med stole, loftslys og en

sengelampe, en vask med koldt og varmt vand og et spejl ovenover samt et

aflåseligt klædeskab og en kommode. Der er en opslagstavle og en

papirservietholder med papirservietter.

Stue 4b og 5b er enestuer

indrettet med samme udstyr som 2b. Disse stuer er lidt større end 2b. Der er

navneskilt med for- og efternavn på døren foran stue 4b. Afdelingen har

oplyst

at der på afsnittet var indlagt to patienter med samme fornavn hvorfor det

fulde navn - efter aftale med patienten på stue 4b - blev angivet.

Dette giver mig ikke

anledning til bemærkninger.

Stue 9b er en

tosengsstue med to brikse med sengelamper, et bord med tre stole, to

aflåselige

klædeskabe, vinduer med persienner, to kommoder, en lænestol, en vask med

koldt

og varmt vand og et spejl over. Det blev oplyst at denne stue indimellem

anvendes til tre patienter ved overbelægning. Dette forekommer dog sjældent.

Jeg henviser

til mine bemærkninger ovenfor under pkt. 3.2.3 vedrørende overbelægning samt

tosengsstuer og toilet- og badeforhold.

Jeg henviser i øvrigt til

pkt. 5.1 vedrørende belægning.

Afsnittet giver mig ikke

anledning til yderligere bemærkninger.

3.2.6. Aktivitetshus

Afdelingens

aktivitetshus ligger i samme bygningskompleks som afdelingens afsnit. Der er

adgang til aktivitetshuset udefra og fra gangen som forbinder de enkelte

afsnit.

Aktivitetshuset er åbent

dagligt. Der er personale til stede til kl. 15, men det er muligt for

afdelingens patienter at anvende aktivitetsfaciliteterne til kl. 22.

Aktivitetshuset råder over en

spisestue med borde og stole, store lyse vinduer og en glasdør, musikanlæg,

blomster og reoler. I aktivitetshuset findes desuden en café i stil med

spisestuen, dog i et lidt mørkere lokale. Der er et køkken med alt sædvanligt

køkkenudstyr, et samtale-/opholdsrum, et pc-lokale med tre pc’er til

undervisningsbrug, en niche med et sofaarrangement og værkstedslokaler med

udstyr

til blandt andet cykelreparation, træsløjd, læderarbejde, silkefarvning,

syning

og andet tekstilarbejde og udsmykning af kagedåser.

Der er to toiletter i huset,

heraf et handicaptilgængeligt. Der er ikke armstøtter til kørestolsbrugere

monteret på sidstnævnte toilet. Afdelingen har oplyst at afdelingen er

opmærksom på problemet og vil tage initiativ til at bringe tingene i orden.

Jeg beder

afdelingen om underretning når der er monteret armstøtter på

handicaptoilettet.

Aktivitetshuset

råder desuden over en mellemstor gymnastiksal med ribber, boksesæk,

basketkurv,

stepmaskine, tv, bolde og andet udstyr.

Endelig har aktivitetsrummet

et motionsrum med ca. 10 moderne motionsmaskiner der alle indgår i samme

træningsprogram. Lokalet er lyst med store vinduer og ovenlys. Der er en

ribbe.

Aktivitetshuset

giver mig ikke anledning til yderligere bemærkninger.

4. Samtaler med enkelte patienter

Under

inspektionen havde jeg enkeltsamtaler med tre patienter fra afdelingen som

alle

havde ønsket samtale.

Samtalerne gav dels anledning

til at konkrete spørgsmål blev taget op med ledelsen under inspektionen, dels

til konkrete sager. De enkelte patienter modtager efter nærmere aftale

separat

brev som opfølgning på samtalerne.

5. Andre forhold

5.1. Overbelægning

Afdelingen

er, som nævnt, normeret til 54 patienter, heraf fire på modtagelsesafsnittet.

Som det fremgår ovenfor, er pladserne fordelt på enestuer og tosengsstuer. Af

en belægningsoversigt for amtet for første halvår af 2002 som jeg modtog

under

inspektionen, fremgår at det gennemsnitlige belægningstal for afdelingen var

91,0.

Det fremgår af gennemgangen

af de bygningsmæssige forhold at afdelingens geografisk bestemte optag på de

enkelte afsnit indebærer at et afsnit kan have overbelægning mens et andet

har

ledige pladser. En af konsekvenserne af en overbelægningssituation er at

patienter placeres i samtalerum eller tre sammen på tosengsstuer. Denne

situation var aktuel på tidspunktet for inspektionen. Jeg forstod på

afdelingen

at dette begrundes med de samlede behandlingsforløb som tilstræbes, og

hvorunder patienterne har kontakt til det samme personale under og efter

indlæggelse.

Det er

uheldigt at afdelingens organisation indebærer at stuer indimellem belægges

med

flere patienter end de er normeret til, selv om der er ledige pladser på

andre

afsnit. I lyset af baggrunden for denne ordning har jeg imidlertid ikke

fundet

grundlag for at udtale kritik heraf. Jeg bemærker dog at jeg går ud fra at

afdelingen løbende er opmærksom på at tilbyde patienter plads på ledige stuer

på andre afsnit når dette skønnes hensigtsmæssigt.

Jeg henviser i øvrigt til

mine bemærkninger under punkt 3.2.3 vedrørende patientsammensætning og

opstilling af klædeskabe.

5.2. Placering på åbent/lukket afsnit -

låsesystemet

Som det

fremgår ovenfor, råder afdelingen over et lukket afsnit, E1, og et skærmet

delafsnit på E2. Begge (del)afsnit aflåses efter behov. Det blev oplyst at

det

sædvanligvis ikke er nødvendigt at aflåse de to (del)afsnit idet

tvangsindlagte/-tilbageholdte patienter ofte kan overtales til at forblive på

afdelingen.

Det blev også oplyst at det

forekommer at et åbent afsnit må aflåses af hensyn til en frihedsberøvet

patient.

Det forekommer således at der

er ikke-frihedsberøvede patienter på afsnit som er aflåst. I disse tilfælde

orienteres

patienterne altid om at de er undergivet samme vilkår som patienter på åbent

afsnit.

Tilsynet i

henhold til grundlovens § 71 har i forbindelse med tilsynets inspektioner af

psykiatriske hospitaler også beskæftiget sig med spørgsmålet om afdelinger

hvor

der er både frivilligt indlagte og frihedsberøvede patienter. I

overensstemmelse med det som tilsynet har tilkendegivet, bør en ordning som

den

omtalte efter min mening praktiseres således at en patient der indlægges på

en

psykiatrisk afdeling, og hvor der ikke er tale om at den pågældende er

tvangsindlagt eller -tilbageholdt, bør tilbydes en plads i en uaflåst del af

det psykiatriske sygehus, at en patient der overgår fra at være tvangsindlagt

til at være frivilligt indlagt, tilbydes anbringelse i en uaflåst del af

sygehuset, og at det kun undtagelsesvis bør forekomme at en frivilligt

indlagt

patient af kapacitetsmæssige grunde ikke tilbydes en plads i en uaflåst del

af

afdelingen - sker det, bør patienten hurtigst muligt tilbydes en plads på et

uaflåst

afsnit.

Det er uheldigt at

afdelingens organisation, jf. punkt 5.1, bidrager til at frivilligt indlagte

patienter placeres på aflåste afsnit. Afdelingen har oplyst at afdelingen er

enig med mig heri, og at personalet er meget opmærksomme på at informere

patienterne og begrænse ulemperne. I lyset af baggrunden for denne ordning

har

jeg imidlertid ikke fundet grundlag for at udtale kritik heraf.

Det er efter min opfattelse

en forudsætning for at den praktiserede ordning er i overensstemmelse med

bestemmelserne i psykiatriloven om tvangstilbageholdelse, at det er helt

klart

for den enkelte patient hvilken retlig status den pågældendes indlæggelse har

(frivillig eller tvangsmæssig), at afdelingen er meget opmærksom på at der

sker

ophævelse af en beslutning om tvangstilbageholdelse straks når betingelserne

herfor ikke længere er til stede, og at patienten i den forbindelse

informeres

om at indlæggelsen nu er frivillig, samt at de frivilligt indlagte patienter

umiddelbart har mulighed for at forlade afdelingen når de måtte ønske det.

Idet

jeg på baggrund af afdelingens oplysninger går ud fra at anbringelsen af

frivilligt indlagte patienter så vidt muligt administreres i overensstemmelse

hermed, har jeg ikke yderligere bemærkninger til spørgsmålet.

5.3. Adgang til frisk luft

Den 1. januar

1999 trådte lov nr. 403 af 26. juni 1998 om ændring af lov om

frihedsberøvelse

og anden tvang i psykiatrien (psykiatriloven) i kraft. Med ændringsloven blev

§

2 sålydende:

’Med henblik på i videst

muligt omfang at forebygge anvendelse af tvang skal sygehusmyndigheden

tilbyde

sygehusophold, behandling og pleje, som svarer til god psykiatrisk

sygehusstandard, herunder med hensyn til de bygningsmæssige forhold, senge-

og

personalenormering, mulighed for udendørs ophold samt beskæftigelses-,

uddannelses- og andre aktivitetstilbud.’

Af bemærkningerne til

forslaget til ændringslov (lovforslag nr. L 36 fremsat af justitsministeren

den

27. marts 1998) fremgår at hensigten med denne affattelse af § 2 har været at

’understrege behovet for og vigtigheden af, at forholdene på de

psykiatriske

afdelinger forbedres, herunder navnlig de bygningsmæssige forhold’ (s.

16).

Det fremgår videre af

bemærkningerne at regeringen i april 1997 indgik en aftale med

Amtsrådsforeningen og Københavns og Frederiksberg Kommuner om den fortsatte

udbygning af tilbuddene til sindslidende, og at parterne bl.a. er enige om en

målsætning om at alle patienter skal have mulighed for mindst et miljøskift

om

dagen, herunder mulighed for at komme ud i frisk luft dagligt (s. 17 i

bemærkningerne).

Afdelingen har oplyst at

patienterne har adgang til daglige gåture, løbeture og byture. Afdelingen

prioriterer patienternes muligheder for miljøskifte meget højt og benytter

ofte

personale til ledsagelse af patienter på ture uden for afdelingen. Nogle af

patienterne tager selv på ture uden for afdelingen. Patienter på de lukkede

(del)afsnit har desuden adgang til frisk luft i afsnittenes egne haver. Jeg

forstod på ledelsen at der er adgang til haverne hver dag.

Dette giver mig ikke anledning

til bemærkninger.

5.4. Vejledning efter psykiatrilovens § 3,

stk. 2

Efter § 3,

stk. 2, i lov nr. 849 af 2. december 1998 om frihedsberøvelse og anden tvang

i

psykiatrien skal lægen vejlede patienten om formålet med indlæggelsen,

opholdet

og behandlingen samt om udsigterne til en bedring af helbredstilstanden.

Afdelingen har oplyst at

patienten i forbindelse med indlæggelse altid bliver vejledt om formålet med

indlæggelsen, opholdet og behandlingen samt om udsigterne til en bedring af

helbredstilstanden.

Dette giver mig ikke

anledning til bemærkninger.

5.5. Patienternes kontakt med læge

Ledelsen

oplyste at patienternes kontakt med lægerne aftales individuelt i et forløb

med

et kontaktteam der består af en læge, et medlem af plejepersonalet og

eventuelt

en tredjeperson.

Patienternes forhold og

tilstand drøftes ugentligt på en konference hvor patienten normalt også selv

deltager.

Dette giver

mig ikke anledning til bemærkninger.

5.6. Tilkaldelse af politi i forbindelse

med udførelse af tvangsforanstaltninger i afdelingen

Jeg har

tidligere rejst spørgsmålet om politiets medvirken ved udførelse af

tvangsforanstaltninger i psykiatrien over for Justitsministeriet.

Justitsministeriet har ved brev af 23. juli 2001 fremsendt en kopi af

ministeriets svar af samme dato til Sundhedsministeriet til brug for

besvarelsen af spørgsmål nr. 11 af 22. februar 2001 til Tilsynet i henhold

til

grundlovens § 71. I Justitsministeriets svar til Sundhedsministeriet er

blandt

andet anført følgende:

’

Det er Justitsministeriets

opfattelse, at politiet som et naturligt led i varetagelsen af sine opgaver

vil

kunne komme personalet til undsætning og gribe ind, hvis det - i tilfælde

hvor

sygehuspersonalet undtagelsesvist ikke selv kan håndtere en voldsom patient -

er nødvendigt for at afværge en aktuel og konkret fare for enkeltpersoner på

hospitalet. Under hvilke betingelser, der kan gribes ind, og med hvilke

magtmidler vil bero på de almindelige regler om politiets magtanvendelse uden

for strafferetsplejen (retsplejelovens § 108 og straffelovens §§ 13 og 14).

Politiet vil f.eks. kunne

anvende fysisk magt til at fastholde en voldsom patient eller til at føre

patienten til et egnet lokale på hospitalet på samme måde, som hvis der var

tale om detentionsanbringelse af en uregerlig person uden for sygehusregi.

Politiet er i forbindelse med sådanne indgreb ikke undergivet instruktion fra

sygehuspersonalet.

Eventuel tvang og behandling

efter psykiatriloven i forhold til en sådan patient foretages af

sygehuspersonalet i overensstemmelse med lovens regler.

Efter Justitsministeriets

opfattelse vil politiets medvirken til f.eks. fysisk at fastholde en patient

i

tilfælde, hvor dette er en praktisk forudsætning for, at sygehuspersonalet

kan

anvende psykiatrilovens midler - herunder bl.a. give en beroligende

indsprøjtning eller iværksætte en bæltefiksering - være tilladelig, hvis det

er

nødvendigt for at afværge en aktuel og konkret fare mod andre - et hensyn,

som

både det politimæssige regelsæt og det psykiatriske regelsæt har til formål

at

varetage.

’

Justitsministeriet har

desuden oplyst at spørgsmålet er bragt op over for Politikommissionen som for

tiden drøfter spørgsmålet om politiets magtanvendelse.

Ledelsen på Psykiatrisk

Afdeling i Randers oplyste i forbindelse med inspektionen at politiet alene

optræder på afdelingen i forbindelse med tvangsindlæggelser (og i sådanne

tilfælde ofte civilklædte) og om nødvendigt i forbindelse med egentlige

politiopgaver.

Det forekommer at afdelingen

er nødt til at lade f.eks. en meget voldsom patient forlade afdelingen

hvorefter politiet alarmeres.

Dette giver mig ikke

anledning til bemærkninger.

5.7. Besøg og visitation

Der er ikke

særskilte lokaler til besøg. Besøg afvikles derfor på stuerne, i afdelingens

dagligstuer eller i opholdsnicherne rundt om på gangene. På afsnittene er

opstillet kaffemaskiner, og der er også for besøgende adgang til kaffe,

sukker

og fløde. Børnene har også adgang til saftevand.

I aktivitetshuset er der mere

plads til privatliv. Her er opstillet sofagrupper, tv/video, legetøj og spil

til børn. Der er også her adgang til at lave kaffe og saftevand. I

forbindelse

med aktivitetshuset er der også mulighed for både indendørs og udendørs

aktiviteter for både patienter og pårørende. Der er fri adgang til

motionsrum,

computere og gymnastiksal.

I haven uden for afdelingen

er opstillet havemøbler.

Personalet opfordrer

patienter og pårørende til at komme væk fra afdelingen og benytte

faciliteterne

i og uden for aktivitetshuset.

Afvikling af

besøg på stuer med flere patienter (hvad enten der er tale om en tosengsstue

eller i tilfælde af overbelægning) indebærer i mange tilfælde at besøg ikke

kan

afvikles på stuen i fred og ro under private former. De mange alternative

muligheder for afvikling af besøg er naturligvis et godt supplement, men kan

ikke

i alle tilfælde sikre at besøg kan afvikles i fred og ro under private

former.

Dette er ikke helt tilfredsstillende. Jeg går ud fra at afdelingen er

behjælpelig med at finde et andet egnet lokale hvor besøg kan afvikles under

private former, og jeg foretager mig på denne baggrund ikke yderligere

vedrørende spørgsmålet.

Ledelsen

oplyste at afdelingen ikke åbner patienternes pakker og breve.

Afdelingen har til tider

problemer med stoffer på afdelingen. Alle patienter som kommer i modtagelsen,

visiteres. Andre, herunder besøgende, visiteres kun efter behov ved konkret

vurdering af risiko for indsmugling. Visitationen foregår altid efter aftale

med den pågældende. Der visiteres aldrig under tøjet.

Dette giver

mig ikke anledning til bemærkninger.

5.8. Adgang til telefonering

Der er

mønttelefoner på afsnittene. Derudover er det tilladt for patienterne at

medtage mobiltelefoner. Afdelingen blander sig normalt ikke i patienternes

telefonering. I et enkelt tilfælde har afdelingen dog fastsat begrænsninger

på en

patients telefonering af behandlingsmæssige årsager. En sådan begrænsning

fastsættes efter aftale med patienten.

Dette giver

mig ikke anledning til bemærkninger.

5.9. Rygepolitik

Ifølge lov

nr. 436 af 14. juni 1995 om røgfri miljøer i offentlige lokaler,

transportmidler og lignende, § 2, skal amtsrådet med virkning senest fra den

1.

januar 1996 fastsætte bestemmelser om røgfri miljøer på amtets sygehuse mv.

Fastlæggelsen af rygepolitikken kan delegeres til de enkelte institutioner

mv.

Afdelingen har fastsat

bestemmelser om rygning for de enkelte afsnit. I forbindelse med inspektionen

modtog jeg de skriftlige bestemmelser for aktivitetshuset, afsnit E1

(herunder

modtagelsen), afsnit E2 og for lægegangen. Jeg går ud fra at der også gælder

bestemmelser om rygning på afdelingens øvrige afsnit.

Af rygepolitikken for afsnit

E2 (og modtagelsen) fremgår f.eks. at det ikke er tilladt at ryge på stuerne.

Det blev oplyst under inspektionen at der kan dispenseres herfra for meget

dårlige patienter. Det blev endvidere oplyst at afdelingen i øjeblikket på

baggrund af klager overvejer en anden løsning end den nuværende hvor der kan

ryges i opholdsnichen på gangen.

Ledelsen oplyste at

arbejdstilsynet har henstillet til afdelingen at gøre noget ved personalets

rygeforhold.

Dette giver

mig ikke anledning til bemærkninger.

5.10. Forplejning

Afdelingen

får mad leveret fra Randers Centralsygehus. Der serveres varm mad til frokost

og kold mad til aften. Det er normalt muligt for patienterne at vælge mellem

to

varme retter, men på enkelte afsnit har man dog i øjeblikket valgt kun at

servere den mindst fedtholdige ret. Der stilles frisk frugt frem i

forbindelse

med måltiderne.

I forbindelse med

inspektionen spiste jeg og mine medarbejdere et måltid svarende til det som

patienterne fik den pågældende dag. Jeg modtog ikke under inspektionen klager

over forplejningen. Jeg foretager mig ikke noget vedrørende forplejningen.

5.11. Udskrivningsaftaler og

koordinationsplaner

§ 3, stk. 4

og 5, i lov nr. 849 af 2. december 1998 om frihedsberøvelse og anden tvang i

psykiatrien har følgende ordlyd:

’Stk. 4.

Overlægen har endvidere ansvaret for, at der for

patienter, som efter udskrivning må antages ikke selv at ville søge den

behandling eller de sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred,

indgås en udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske afdeling

samt

de relevante myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. om de

behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten.

Stk. 5.

Såfremt en patient, der er omfattet af stk. 4, ikke vil

medvirke til indgåelse af en udskrivningsaftale, har overlægen ansvaret for,

at

den psykiatriske afdeling i samarbejde med de relevante myndigheder,

privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. udarbejder en koordinationsplan

for

de behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten.’

Afdelingen har oplyst at så

godt som alle patienter ønsker at der indgås en udskrivningsaftale og at

blive

vejledt om de behandlingsmæssige og sociale tilbud som de kan gøre brug af. I

de ganske få tilfælde hvor patienten ikke umiddelbart ønsker en sådan

vejledning, bliver den konkrete situation taget op, og indtil nu er det

lykkedes at få patienterne til at tage imod vejledningen.

Jeg går ud

fra at der i de sidstnævnte situationer udarbejdes koordinationsplaner i

overensstemmelse med lovens § 3, stk. 5, dvs. for patienter som efter

udskrivning må antages ikke selv at ville søge den behandling eller de

sociale

tilbud der er nødvendige for patientens helbred. Jeg foretager mig på denne

baggrund ikke yderligere vedrørende spørgsmålet.

5.12. Børn og unge

FN-konventionen

af 20. november 1989 om barnets rettigheder (børnekonventionen) indeholder i

artikel 37, litra c, bl.a. følgende bestemmelse:

’

Især skal ethvert barn, der

er berøvet friheden, holdes adskilt fra voksne, medmindre en sådan

adskillelse

ikke anses at tjene barnets tarv,

’

Bestemmelsen indebærer en

forpligtelse til at sikre at børn der frihedsberøves, som udgangspunkt holdes

adskilt fra voksne (medmindre dette ikke tjener barnets tarv).

Afdelingen har oplyst at

afdelingen aldrig modtager patienter under 21 år.

Dette giver

mig ikke anledning til bemærkninger.

5.13. Orientering af patientrådgivere i

forbindelse med tvangsbehandling

§ 27 i

lovbekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998 om frihedsberøvelse og anden

tvang i psykiatrien har følgende ordlyd:

’§ 27.

Personalet på afdelingen skal give patientrådgiveren enhver

oplysning, som er nødvendig for, at denne kan varetage sit hverv på

forsvarlig

måde. En oplysning, som af lægelige grunde ikke gives til patienten, må

heller

ikke gives til patientrådgiveren.’

Af forarbejderne til

bestemmelsen fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende 1989, tillæg A, spalte

2091):

’

Hvis patientrådgiveren skal

kunne udføre sit hverv, er det nødvendigt, at rådgiveren på den ene side

modtager relevante lægelige oplysninger om patienten og ikke må nøjes med,

hvad

denne selv kan og vil oplyse. Det er på den anden side også vigtigt at tage

hensyn til patientens egne ønsker og lægernes tavshedspligt.

’

I bekendtgørelse nr. 617 af

21. september 1989 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller mv. på

psykiatriske afdelinger, § 3, stk. 2, er det bestemt at tvangsmedicinering

forudsætter at patienten og patientens rådgiver er fuldt informeret om

behandlingens formål, virkninger og mulige bivirkninger.

I forbindelse med

inspektionen oplyste Psykiatrisk Afdeling i Randers at afdelingen har et godt

korps af patientrådgivere som orienteres telefonisk forud for iværksættelsen

af

tvangsbehandling. Patientrådgiveren kommer normalt til stede og informeres

tillige mundtligt af personalet.

Dette giver

mig ikke anledning til bemærkninger.

5.14. Vold mod personalet

Ledelsen

oplyste at vold mod personalet forekommer. Medarbejderne har gennemgået

kurser

i håndtering af voldssituationer, og antallet af voldstilfælde er efter

ledelsens vurdering faldet siden.

Det blev oplyst at det

involverede personale selv bestemmer om der skal ske politianmeldelse.

Afdelingen begrundede dette med at afdelingen erfaringsmæssigt ved at

politiet

kun kan foretage sig noget i de tilfælde hvor den forurettede vil stå frem.

Spørgsmålet om politianmeldelse drøftes i forbindelse med den efterfølgende

debriefing, herunder opfordres den forurettede eventuelt til at politianmelde

episoden. Der udfyldes et ’voldsskema’ ved hver volds- eller

trusselsepisode.

Skemaerne registreres centralt i amtet.

Som jeg

tilkendegav under inspektionen, er det efter min opfattelse mest hensynsfuldt

over for den forurettede at ledelsen under normale omstændigheder indgiver

politianmeldelse, dog med mulighed for at undlade dette af hensyn til den

forurettede. Jeg foretager mig ikke mere vedrørende spørgsmålet.

5.15. Opbevaring af journaler

Alle

afdelingens patientjournaler opbevares i aflåste skabe.

Dette giver

mig ikke anledning til bemærkninger.

5.16. Handicaptilgængelighed

De fleste

steder på afdelingen er tilgængelige for handicappede. Der er desuden

handicaptoiletter på alle afsnit.

Dette giver

mig ikke anledning til bemærkninger. Jeg henviser i øvrigt til punkt 3.2.6 om

handicaptoilettet

i aktivitetshuset.

5.17. Patientmøder

Ifølge § 30 i

psykiatriloven som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998

kan sundhedsministeren fastsætte regler om patientindflydelse på psykiatriske

afdelinger.

Med hjemmel i § 30, som

bestemmelsen var affattet før revisionen af psykiatriloven der trådte i kraft

den 1. januar 1999, har sundhedsministeren udarbejdet bekendtgørelse nr. 708

af

20. november 1989 om patientråd og patientmøder på psykiatriske sygehuse og

afdelinger. Bekendtgørelsen er fortsat gældende.

Af bekendtgørelsens § 1, stk.

2, fremgår at amtsrådet skal beslutte hvorvidt der på de enkelte psykiatriske

sygehuse og afdelinger skal oprettes patientråd eller afholdes patientmøder.

Ifølge bekendtgørelsens § 1,

stk. 4, skal amtsrådet udfærdige nærmere retningslinjer for oprettelse af

patientråd og afholdelse af patientmøder, herunder for antallet af medlemmer

i

de nævnte organer samt disses virksomhed.

Afdelingen har ikke noget

patientråd, men der afholdes patientmøder ugentligt på hvert afsnit. Alle

patienter har adgang til at deltage i møderne.

Dette giver

mig ikke anledning til bemærkninger.

5.18. Behandlingsplaner

Jeg har fra

afdelingen modtaget tre udfyldte, anonymiserede behandlingsplaner for

patienter

på afdelingen.

Behandlingsplanerne

giver ikke anledning til bemærkninger.

5.19. Stoffer

Afdelingen

har til tider problemer med stoffer på afdelingen. Som nævnt visiteres alle

patienter som kommer i modtagelsen. Andre, herunder besøgende, visiteres kun

efter behov ved konkret vurdering af risiko for indsmugling.

6. Gennemgang af tilførsler til

tvangsprotokollen

Som nævnt i

indledningen anmodede jeg under inspektionen om at modtage kopi af

afdelingens

tilførsler i tvangsprotokollen i henhold til §§ 26- 32 i bekendtgørelse nr.

879

af 10. december 1998 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller mv. på

psykiatriske afdelinger vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse,

tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og

beskyttelsesfiksering foretaget på afdelingen i perioden 1. januar 2002 - 27.

juni 2002. Såfremt antallet af tilførsler (skemaer) inden for hver kategori

oversteg 20, bad jeg om alene at modtage de seneste 20 i perioden. Jeg bad om

så vidt muligt at modtage skemaernes forside eller 1. gennemslag der

indeholder

samtlige oplysninger som anføres på skemaerne.

Jeg modtog en brevholder med

samtlige tilførsler til tvangsprotokollen for 1. og 2. kvartal af 2002

hvilket

overstiger det antal og den periode som jeg bad om. Jeg har i min gennemgang

nedenfor udtaget tilførsler (skemaer) i overensstemmelse med det som jeg bad

om.

Jeg har ikke

mulighed for at vurdere om anvendelsen af tvangsforanstaltninger i de enkelte

tilfælde har været berettiget. Ved min gennemgang af materialet har jeg

derfor

navnlig koncentreret mig om hvorvidt proceduren i forhold til de gældende

regler er blevet fulgt. Gennemgangen giver mig anledning til følgende

bemærkninger:

6.1. Tvangsindlæggelse og

tvangstilbageholdelse

Jeg har

modtaget i alt 46 skemaer til brug for tilførsler i tvangsprotokollen om

tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse i 2002. Jeg modtog desuden 6

skemaer

vedrørende frihedsberøvelse i 2001. Jeg har udtaget de 20 seneste i perioden

forud for den 27. juni 2002 til gennemgang.

Af de 20 udtagne skemaer

angår 9 tvangsindlæggelse, 9 tvangstilbageholdelse og 2 tilbageførsel af en

frihedsberøvet patient. Tilførslerne (skemaerne) angår

frihedsberøvelse/tilbageførsel iværksat i perioden 22. marts 2002 - 25. juni

2002.

Tvangsprotokollen består af

særlige skemaer udarbejdet af Sundhedsministeriet. For frihedsberøvelse

benyttes Tvangsprotokol - skema 1. Af Sundhedsstyrelsens vejledning af 10.

december 1998 om udfyldelse af tvangsprotokoller mv., s. 2, fremgår at det

ved

afkrydsning på skemaerne skal angives om det drejer sig om første skema for

den

aktuelle tvangsforanstaltning, eller om skemaet er en fortsættelse af et

tidligere skema. Skemaerne indeholder afkrydsningsrubrikker til dette formål.

Dette er angivet i alle

tilfælde.

Efter vejledningens s. 2 skal

det tillige angives om frihedsberøvelsen er iværksat som tvangsindlæggelse

eller som tvangstilbageholdelse, ligesom begrundelsen efter lov nr. 403 af

26.

juni 1998 om ændring af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien

(psykiatriloven - se lovbekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998) skal

angives (behandlings- eller farlighedsindikation). Oplysningerne angives ved

afkrydsning i skemaet.

Det er i alle tilfælde

angivet om frihedsberøvelsen er iværksat som tvangsindlæggelse eller som

tvangstilbageholdelse, og der er angivet en begrundelse i alle tilfælde.

Tvangsindlæggelse sker på

grundlag af en lægeerklæring der er udarbejdet af den læge som har undersøgt

den pågældende med henblik på indlæggelsen. Erklæringen må ikke være udstedt

af

en læge der er ansat på den psykiatriske afdeling hvor indlæggelsen skal

finde

sted, og lægen må ikke være inhabil (psykiatrilovens § 7). Det er dog

overlægen

på den psykiatriske afdeling der træffer den endelige administrative

afgørelse

om hvorvidt betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt, jf.

psykiatrilovens

§ 9, stk. 2, og § 14, stk. 1, i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 880 af

10. december 1998 om fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindlæggelser.

Af

lovens § 4a og § 14, stk. 1, 2. punktum, i den nævnte bekendtgørelse fremgår

det videre at afgørelsen i overlægens fravær kan træffes af en anden læge på

den psykiatriske afdeling, og at overlægen i sådanne tilfælde snarest skal

tage

stilling til beslutningen. For så vidt angår tvangstilbageholdelse, gælder

tilsvarende efter lovens § 10, stk. 1, jf. § 4a, at overlægen træffer

afgørelse, og at afgørelsen kan træffes af en anden læge i overlægens fravær.

Også i disse tilfælde skal overlægen snarest tage stilling til beslutningen.

For så vidt angår tilbageførsel, gælder tilsvarende bestemmelser efter lovens

§

10a, stk. 1, jf. § 4a.

Af Sundhedsstyrelsens

vejledning af 10. december 1998 om udfyldelse af tvangsprotokoller mv., s. 2,

fremgår det at (datoen for) overlægens attestation skal fremgå af

protokollen.

Der er en særlig rubrik hertil i skemaet.

I et tilfælde fremgår

overlægens attestation ikke af protokollen. Det drejer sig om protokollen

vedrørende tvangstilbageholdelse på afsnit E3 iværksat 31. maj 2002 (ophørt

20.

juni 2002).

Det er

beklageligt at der ikke er angivet en dato for overlægens attestation i dette

tilfælde. Jeg beder afdelingen om at oplyse nærmere om baggrunden herfor.

I de

resterende 19 tilfælde, hvor attestationen er anført på skemaet, har

overlægen

taget stilling til frihedsberøvelsen samme dag i 17 tilfælde og dagen efter i

2

tilfælde.

Ledelsen oplyste under

inspektionen at beslutninger om anvendelse af tvang i forbindelse med den

behandlingsansvarlige overlæges fravær træffes af en anden læge i

overensstemmelse med lovens bestemmelser. I sådanne tilfælde kontaktes den

overlæge som er i bagvagt, telefonisk snarest muligt med henblik på

stillingtagen til beslutningen hvorefter overlægen formelt attesterer

tvangsbeslutningen ved sin underskrift den førstkommende hverdag. Såfremt det

ikke er muligt at forelægge beslutningen telefonisk for en overlæge i

bagvagt,

tager overlægen stilling til (og attesterer) beslutningen førstkommende

hverdag.

Reglerne om

udfyldelse af tvangsprotokoller indeholder ikke bestemmelser om hvor lang tid

der må gå før overlægens attestation skal anføres i protokollen. De

kontrolhensyn der ligger bag reglerne om attestation, tilsiger imidlertid

efter

min opfattelse at attestationen skal ske snarest muligt. Dette kan efter

omstændighederne være flere dage efter frihedsberøvelsen.

Det påhviler

til stadighed overlægen at påse at frihedsberøvelse, tvangsbehandling,

tvangsfiksering, fysisk magt og beskyttelsessiksering ikke anvendes i videre

omfang end nødvendigt, jf. psykiatrilovens § 21, stk. 1. For så vidt angår

frihedsberøvelse,

skal resultatet af denne efterprøvelse tilføres tvangsprotokollen henholdsvis

3, 10, 20 og 30 dage efter at frihedsberøvelsen blev iværksat, og herefter

mindst hver fjerde uge så længe frihedsberøvelsen opretholdes, jf. lovens §

21,

stk. 2, 1. punktum.

I et enkelt tilfælde er den

obligatoriske efterprøvelse ikke sket senest på det i loven angivne

tidspunkt.

Det drejer sig om tvangstilbageholdelse iværksat 3. juni 2002 på afsnit E1

(ophørt 2. juli 2002) hvor den tredje efterprøvelse ifølge skemaet først

skete

22 dage efter tilbageholdelsen, dvs. 2 dage for sent.

Det er

beklageligt at fristen for revurdering af om betingelserne for

frihedsberøvelse

fortsat var opfyldt, ifølge skemaet ikke blev overholdt i dette tilfælde. Jeg

beder afdelingen om en udtalelse herom.

De

obligatoriske efterprøvelser skal, som nævnt, foretages af overlægen, jf.

lovens § 21, stk. 2, eller i dennes fravær af den anden læge hvis

efterprøvelse

snarest herefter skal attesteres af en overlæge, jf. lovens § 4a. Der er

særlige

rubrikker i tvangsprotokollen til angivelse af datoen for overlægens

stillingtagen.

Med en enkelt undtagelse er

den anførte dato for overlægens attestation i alle tilfælde samme dag som

efterprøvelsen. I tvangsprotokol vedrørende tvangstilbageholdelse iværksat

19.

juni 2002 på afsnit E2 (ophørstidspunkt ikke angivet) er ikke angivet nogen

dato for overlægens attestation vedrørende den anden efterprøvelse (29. juni

2002).

Dette er

beklageligt. Jeg beder afdelingen om en udtalelse herom.

Jeg har

desuden konstateret at der i 3 skemaer ikke er foretaget notat om

efterfølgende

ophør af frihedsberøvelsen. I et tilfælde, tvangsprotokol vedrørende

tvangsindlæggelse iværksat 22. marts 2002 på afsnit E1, er datoen for ophør

af

tilbageholdelsen dog angivet på en fortsættelse af skemaet.

De 2 øvrige tilfælde drejer

sig om tvangstilbageholdelse iværksat 19. juni 2002 på afsnit E2 og

tvangsindlæggelse iværksat 25. juni 2002 på afsnit E2.

Jeg beder

afdelingen om en udtalelse om de 2 sidstnævnte tilfælde.

I de øvrige

tilfælde er datoen for ophør af frihedsberøvelsen angivet, og datoen for

overlægens stillingtagen er i alle disse tilfælde angivet som ophørsdagen.

6.2. Tvangsbehandling

Jeg modtog 14

skemaer vedrørende beslutninger om tvangsbehandling; 8 skemaer vedrører

tvangsmedicinering, 3 skemaer vedrører ECT- behandling, 2 skemaer vedrører

behandling af legemlig lidelse og 1 skema vedrører ernæringsmæssig

behandling.

Tilførslerne (skemaerne)

angår tvangsbehandlinger besluttet i perioden 18. februar 2002 - 24. maj

2002.

2 skemaer (samme patient) vedrører dog tvangsbehandling besluttet 4. december

2001. Jeg har medtaget disse 2 skemaer i gennemgangen nedenfor.

For tvangsbehandling benyttes

tvangsprotokol - skema 2. Som nævnt ovenfor under 6.1 skal det ved

afkrydsning på

skemaerne angives om det drejer sig om første skema for den aktuelle

tvangsforanstaltning, eller om skemaet er en fortsættelse af tidligere skema.

I 2 tilfælde er det ikke

angivet ved afkrydsning hvorvidt der er tale om det første skema eller en

fortsættelse af et tidligere skema. I det ene tilfælde (tvangsmedicinering

besluttet 4. december 2001 på afsnit E1) står det dog klart for mig at der er

tale om et fortsat skema, mens det andet tilfælde må være et første skema

(ECT-behandling besluttet 8. april 2002 på afsnit E3).

Det er en

fejl at der ikke er foretaget afkrydsning i de 2 nævnte tilfælde.

Ifølge

Sundhedsstyrelsens vejledning af 10. december 1998 om udfyldelse af

tvangsprotokoller mv. skal de enkelte tvangsformer registreres på hver sit

skema såfremt flere tvangsbehandlingsformer anvendes.

Hvert af de modtagne skemaer

vedrører kun én tvangsform.

Tvangsbehandling må kun

anvendes over for personer der er indlagt og opfylder betingelserne for

tvangstilbageholdelse, og kun når andre behandlingsmuligheder må anses for

uanvendelige. Det fremgår af psykiatrilovens § 12, stk. 1, og § 1, stk. 1,

samt

§ 2 i tvangsbekendtgørelsen, Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 879 af

10.

december 1998 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller mv. på

psykiatriske

afdelinger (tvangsbekendtgørelsen blev pr. 10. juli 2002 afløst af

bekendtgørelse nr. 534 af 27. juni 2002).

Det fremgår af § 12, stk. 3,

i psykiatriloven at afgørelse om tvangsbehandling træffes af overlægen der

samtidig træffer bestemmelse om i hvilket omfang der om fornødent kan

anvendes

magt til behandlingens gennemførelse. Beslutning kan i overlægens fravær

træffes af en anden læge. I sådanne tilfælde skal overlægen efterfølgende

snarest tage stilling til beslutningen, jf. lovens § 4a.

Beslutning om

tvangsbehandling af en legemlig lidelse træffes af vedkommende psykiatriske

overlæge og overlægen på den pågældende somatiske afdeling i fællesskab

(tvangsbekendtgørelsens § 8, stk. 3).

Ved tvangsmedicinering skal

der altid være en læge til stede. Det fremgår af § 6 i tvangsbekendtgørelsen.

Efter Sundhedsstyrelsens

vejledning skal navnet på den ordinerende læge anføres på skemaet tillige med

datoen for overlægens stillingtagen.

Datoen for overlægens

stillingtagen mangler i et enkelt tilfælde. Det drejer sig om

tvangsmedicinering besluttet 4. december 2001 på afsnit E1. Der er imidlertid

tale om et fortsat skema, og datoen for overlægens stillingtagen er anført på

det første skema. På samme skema mangler desuden den ordinerende læges navn,

som imidlertid fremgår af det første skema.

Datoen for overlægens

stillingtagen er på alle øvrige skemaer angivet som dagen for beslutningen.

Ifølge Sundhedsstyrelsens

vejledning skal der ved afkrydsning angives en begrundelse for beslutningen

om

tvangsbehandling. Der henvises i den pågældende rubrik i skemaet til

psykiatrilovens § 12 og § 13.

Begrundelsen for beslutningen

er angivet i alle tilfælde.

I rubrikken skal ifølge

vejledningen angives indholdet af tvangsbehandlingen, herunder præparatnavn,

statsdosis, administrationsområde og eventuel bivirkningsmedicin.

Indholdet af

tvangsbehandlingen er angivet i alle tilfælde på nær skema vedrørende

beslutning om ECT-behandling på afsnit E3, iværksat 8. april 2002. I et andet

tilfælde (beslutning om ECT-behandling på afsnit E1, iværksat 10. april 2002)

er alene angivet ’ECT-behandling’ i rubrikken ’Art og

omfang’.

Jeg beder

afdelingen om en udtalelse om disse 2 tilfælde.

I rubrikken

’Tilladt magtanvendelse’ skal ifølge vejledningen angives i hvilket

omfang der

om fornødent kan anvendes magt til behandlingens gennemførelse.

I skemaer (første og

fortsatte skema) vedrørende beslutning om iværksættelse af tvangsmedicinering

truffet 4. december 2001 på afsnit E1 er angivet ’Efter den kliniske

tilstand’

i rubrikken ’Tilladt magtanvendelse’.

Denne

angivelse af den tilladte magtanvendelse er efter min opfattelse ikke

tilstrækkelig præcis idet det hverken er muligt med tilstrækkelig sikkerhed

at

udlede heraf hvilke(n) type(r) magtanvendelse der er tilladt, eller hvornår

magtanvendelsen kan finde sted. Dette er beklageligt.

I skemaer vedrørende

beslutning om iværksættelse af tvangsmedicinering truffet 18. februar 2002 på

afsnit E1 og beslutning om iværksættelse af ECT-behandling truffet 8. april

2002 på afsnit E3 er ikke angivet nogen form for tilladt magtanvendelse.

Jeg går ud

fra at dette betyder at der ikke var truffet beslutning om at anvende magt i

de

pågældende tilfælde.

Ved hver

enkelt tvangsbehandling skal navnet på den tilstedeværende læge samt dato

anføres i protokollen.

Dette er sket i alle

tilfælde.

I skemaer vedrørende

beslutning om iværksættelse af tvangsmedicinering truffet 18. februar 2002 på

afsnit E1, beslutning om iværksættelse af tvangsbehandling af legemlig

lidelse

truffet 19. april 2002 på afsnit C8 (medicinsk afdeling) og beslutning om

iværksættelse af tvangsbehandling af legemlig lidelse truffet 15. maj 2002 på

afsnit E1 er ikke angivet datoer for tvangsbehandling eller gjort tilførsler

om

tilstedeværende læge.

Jeg går ud

fra at dette skyldes at beslutningen om tvangsbehandling ikke blev

realiseret.

Endelig skal

datoen for beslutning om ophør af tvangsanvendelsen angives.

I 9 skemaer er ikke angivet

nogen dato for beslutning om ophør af tvangsanvendelse. Der er i alle

tilfælde

tale om beslutninger om tvangsbehandling som strækker sig over to eller flere

skemaer, og i et tilfælde fremgår datoen af det fortsatte skema.

Jeg går ud

fra at ophørsdatoen er anført på det sidste skema vedrørende de pågældende

tvangsbehandlinger (som jeg ikke har modtaget). Jeg foretager mig på denne

baggrund ikke yderligere vedrørende disse tilfælde.

Kravet i

tvangsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, om information af patient og

patientrådgiver er omtalt under punkt 5.13.

6.3. Tvangsfiksering og anvendelse af

fysisk magt

For

tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt benyttes tvangsprotokol - skema

3.

Jeg modtog 77 skemaer til brug for tilførsler til tvangsprotokollen

vedrørende

tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt. Hvert skema omfatter op til tre

tilfælde af tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt. Jeg har udtaget de

20

seneste skemaer til gennemgang. Tilførslerne (skemaerne) angår fiksering og

fysisk magtanvendelse iværksat i perioden 11. maj 2002 - 30. juni 2002.

Hvert skema har som nævnt

plads til tre tilfælde af tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt. De 20

gennemgåede skemaer omhandler i alt 37 tilfælde af tvangsfiksering og fysisk

magt, herunder indgivelse af beroligende medicin. Der er tale om 32 tilfælde

af

tvangsfiksering, 2 tilfælde af fastholden og 3 tilfælde af indgivelse af

beroligende medicin. Heraf er i et tilfælde kombination af tvangsfiksering og

indgivelse af beroligende medicin.

Af psykiatriloven fremgår det

i § 14, stk. 1, at der som midler til tvangsfiksering alene må anvendes

bælte,

hånd- og fodremme samt handsker. Af stk. 2 fremgår det videre at

tvangsfiksering kun må anvendes i det omfang det er nødvendigt for at afværge

at en patient

udsætter sig selv eller andre

for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred,

forfølger eller på anden

lignende måde groft forulemper medpatienter, eller

øver hærværk af ikke

ubetydeligt omfang.

Under de samme betingelser

kan en indlagt person fastholdes og om fornødent med magt føres til et andet

opholdssted på sygehuset, jf. psykiatrilovens § 17, stk. 1. Over for personer

der er frihedsberøvet efter reglerne i lovens kapitel 3, kan der anvendes den

magt der er nødvendig for at sikre deres fortsatte tilstedeværelse på

afdelingen. Er det af afgørende betydning for bedring af en meget urolig

patients tilstand, kan lægen bestemme at patienten skal have et beroligende

middel, om fornødent med magt, jf. lovens § 17, stk. 2.

Ifølge lovens § 15, stk. 1,

skal tvangsfiksering besluttes af en læge efter at denne har tilset

patienten.

Beslutning om at der foruden bælte skal anvendes hånd- eller fodremme, skal

dog

træffes af overlægen, jf. stk. 2. Bestemmelsen er ikke til hinder for at en

beslutning i overlægens fravær træffes af en anden læge. I sådanne tilfælde

skal overlægen efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen, jf.

lovens

§ 4a og § 12, stk. 5, i tvangsbekendtgørelsen.

Der er i alle tilfælde af

tvangsfiksering angivet en ordinerende læge. I 12 tilfælde er det oplyst at

der

er anvendt hånd- og/eller fodremme. Anvendelsen af hånd- og/eller fodremme er

efter skemaernes oplysninger godkendt af en overlæge den samme dag i alle 12

tilfælde.

Efter tvangsbekendtgørelsens

§ 16, stk. 1, må fiksering af patienter der af tryghedsgrunde selv anmoder

herom, kun ske med samtykke fra en læge.

Der er i de gennemgåede

skemaer 3 tilfælde af frivillig bæltefiksering. I alle 3 tilfælde er der

angivet en ordinerende (i disse tilfælde samtykkende) læge.

Det fremgår af

psykiatrilovens § 15, stk. 3, 2. punktum, at lægen i de tilfælde hvor

plejepersonalet har besluttet at fiksere den pågældende med bælte, straks

skal

tilkaldes og træffe afgørelse vedrørende anvendelsen af tvangsfiksering med

bælte.

Jeg beder

afdelingen om at redegøre for afdelingens praksis med hensyn til tilkaldelse

af

læger i forbindelse med tvangsfiksering med bælte, herunder hvor lang tid det

efter ledelsens opfattelse er acceptabelt og forsvarligt at der går fra

tvangsindgrebets påbegyndelse og til lægen kommer til stede.

Efter

tvangsbekendtgørelsens § 29, nr. 2 og 3, og § 30, nr. 2 og 3, skal for så

vidt

angår tvangsfiksering og fysisk magtanvendelse, anføres indgrebets art og

omfang i tvangsprotokollen tillige med begrundelsen for indgrebet. Skemaet

indeholder særlige rubrikker til afkrydsning heraf. Rubrikkerne henviser

indirekte i stikordsform til bestemmelserne i lovens § 14 og § 17.

Der er i alle tilfælde

afkrydset én eller flere begrundelser for indgrebet.

I 21 tilfælde er begrundelsen

for beslutning om fiksering angivet ved afkrydsning i skemaets rubrik

vedrørende ’Urolig tilstand’ tillige med en anden begrundelse.

I 3 tilfælde er begrundelsen

for beslutning om fiksering udelukkende angivet ved afkrydsning i skemaets

rubrik vedrørende ’Urolig tilstand’.

I et tilfælde er begrundelsen

for beslutning om indgivelse af beroligende medicin foruden ved afkrydsning i

skemaets rubrik vedrørende ’Urolig tilstand’ også angivet med

afkrydsning i

rubrikken vedrørende ’Farlighed’.

I et tilfælde er begrundelsen

for beslutning om fastholden angivet ved afkrydsning i skemaets rubrik

vedrørende Urolig tilstand’.

Idet jeg henviser til de

ovenfor gengivne betingelser i loven for henholdsvis fiksering (§ 14) og

anvendelse af fysisk magt og indgivelse af beroligende medicin (§ 17), må jeg

konstatere at der er fejl i de anførte begrundelser i mere end 2/3 af

tilfældene.

Jeg kan på det foreliggende grundlag ikke konstatere om der er tale om

forkerte

afkrydsninger, eller om afdelingens (over)læger har anvendt tvangsmidler uden

for de i loven hjemlede tilfælde. Jeg beder afdelingen om en udtalelse herom.

Efter

psykiatrilovens § 17, stk. 2, kræver indgivelse af beroligende medicin at

beslutning herom er truffet af en læge. Lægen skal være til stede når et

beroligende middel gives, jf. tvangsbekendtgørelsens § 19, stk. 2. Såvel

navnet

på den ordinerende læge som på den tilstedeværende læge skal anføres i

protokollen, jf. tvangsbekendtgørelsens § 28, nr. 4 og 5.

Der er i alle relevante

tilfælde anført oplysninger om den ordinerende læge og den tilstedeværende

læge. I nogle tilfælde er dog kun angivet den tilstedeværende læges

initialer.

Det drejer sig om indgivelse af beroligende medicin besluttet 27. maj 2002

kl.

12.25 og indgivelse af beroligende medicin besluttet 2. juni 2002 kl. 13.00.

Jeg beder

afdelingen om en udtalelse herom.

Ifølge

tvangsbekendtgørelsens § 29, nr. 6, og § 30, nr. 6, skal navnene på det

implicerede personale ved tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt

angives

i tvangsprotokollen.

I sagerne vedrørende

tvangsfiksering iværksat 7. juni 2002 kl. 23.55, tvangsfiksering iværksat 7.

juni 2002 kl. 19.00 og tvangsfiksering iværksat 10. juni 2002 kl. 9.45 er der

ikke angivet navne på eventuelt impliceret personale.

Dette er

beklageligt.

I alle øvrige

tilfælde er angivet navne på eventuelt impliceret personale, i de fleste

tilfælde dog alene ved personalets fornavne.

Jeg går ud

fra at personalets fornavne er tilstrækkeligt for at afdelingen entydigt kan

fastslå hvem der har deltaget i tvangsforanstaltningerne, og jeg foretager

mig

på denne baggrund ikke yderligere vedrørende dette spørgsmål.

Efter

tvangsbekendtgørelsens § 29, nr. 4, og § 30, nr. 4, skal tidspunktet for

indgrebets iværksættelse og ophør af tvangsfiksering og fysisk magtanvendelse

anføres i tvangsprotokollen. Når det drejer sig om fysisk magtanvendelse i

form

af fastholden og indgivelse af beroligende medicin, angives efter

vejledningen

dog kun tidspunktet for iværksættelse. Dette indebærer at der skal anføres

såvel dato som klokkeslæt, og kravet må af hensyn til de bagvedliggende

kontrolhensyn også gælde for frivillige fikseringer.

Der er i alle tilfælde -

bortset fra tilfælde af indgivelse af beroligende medicin - anført såvel

tidspunkt for iværksættelse som ophørstidspunkt. I visse tilfælde er der

anført

forskellige klokkeslæt for forskellige ophørstidspunkter for f.eks. fiksering

med håndremme og bælte.

6.4. Beskyttelsesfiksering

Jeg har ikke

modtaget skemaer vedrørende beskyttelsesfiksering.

7. Opfølgning

Som det

fremgår af de enkelte afsnit ovenfor, har jeg i flere tilfælde bedt

afdelingsledelsen om nærmere underretning mv. vedrørende forskellige forhold.

Jeg beder om at disse underretninger mv. sendes gennem Århus Amt for at amtet

kan få lejlighed til at kommentere det som afdelingen anfører.

8. Underretning

Denne rapport

sendes til Psykiatrisk Afdeling i Randers, Århus Amt, afdelingens patienter,

Folketingets Retsudvalg og Tilsynet i henhold til grundlovens § 71.”

Inspektionschefen

modtog den 12. december 2002 brev af 10. december 2002 fra Psykiatrien i

Århus

Amt med et samlet svar fra amtet og afdelingen. I en opfølgningsrapport (nr.

1)

af 27. januar 2003 udtalte inspektionschefen herefter følgende på

ombudsmandens

vegne:

”Ad pkt. 3.2.2. Åbent afsnit E1

Jeg udtalte i

min endelige rapport om inspektionen at afsnit E1 sammenlignet med de øvrige

afsnit bar præg af at have flere voldsomme patienter og således fremstod lidt

mere medtaget.

For så vidt angår stue 9 og

muligvis andre stuer, bemærkede jeg at de(n) kunne trænge til opfriskning med

maling. Jeg henstillede til afdelingen at stuerne på afsnittet blev gået

igennem med henblik på en vurdering af behovet for opfriskning. Jeg bad

afdelingen om underretning om hvad min henstilling gav anledning til.

Psykiatrien i Århus Amt har

oplyst følgende:

Ombygning af Psykiatrisk

Afdeling i Randers står højt på anlægsprioriteringen for Århus Amt i 2003.

Den

endelige afklaring sker på prioriteringskonferencen den 19. februar 2003.

Hvis

ikke ombygningen af Psykiatrisk Afdeling i Randers bliver prioriteret, vil

Psykiatrien i Århus Amt foranstalte maling af afdelingen.’

Jeg har

noteret mig det oplyste, og jeg foretager mig på den baggrund ikke yderligere

vedrørende spørgsmålet.

Ad pkt. 3.2.3. Åbent afsnit E2 (med 6

skærmede pladser)

Jeg henviste

i min endelige rapport om inspektionen til at Tilsynet i henhold til

grundlovens § 71 i forbindelse med tilsynets inspektioner af psykiatriske

hospitaler gentagne gange har udtalt kritik af psykiatriske afsnit som har

stuer med to eller flere senge. Tilsynet har tilsvarende udtalt kritik af

stuer

uden eget toilet og bad. Jeg udtalte at jeg på linje hermed må finde at det

er

en mangel at sengepladserne på Psykiatrisk Afdeling i Randers delvis består

af

tosengsstuer, og at stuerne ikke har eget toilet og bad. Jeg forstod på

ledelsen under inspektionen at spørgsmålet om bevilling til ombygning af

afdelingen, herunder nedlæggelse af tosengsstuer, skal drøftes på en

prioriteringskonference i amtet i løbet af foråret 2003. Jeg forstår at der

fra

amtets side er lagt op til at afdelingen ombygges således at der etableres

enestuer med eget bad og toilet til alle patienter. Jeg forstår også at en

planlagt nedskæring til 3 gange 14 pladser vil give mere plads til hver

enkelt

patient. Jeg bad om underretning om udfaldet af den nævnte konference.

Jeg udtalte videre at jeg

forstår at overbelægning forekommer regelmæssigt med den konsekvens at flere

(op til tre) patienter placeres på samme stue, og bemærkede at jeg går ud fra

at afdelingen (også) i den sammenhæng er meget opmærksom på hvorledes

patienterne sammensættes på stuerne.

Jeg henstillede allerede

under inspektionen til afdelingen at sørge for aflåselige klædeskabe til de

patienter som i forbindelse med overbelægning placeres midlertidigt på

stuerne.

Afdelingen har oplyst at afdelingen er opmærksom på problemet og vil tage

initiativ til at bringe tingene i orden. Jeg bad i min endelige rapport

afdelingen om underretning når der er sørget for aflåselige klædeskabe til de

patienter som i forbindelse med overbelægning placeres midlertidigt på

stuerne.

Psykiatrien i Århus Amt har

oplyst at afdelingen er opmærksom på at der skal stilles aflåselige skabe til

rådighed, og snarest muligt vil sørge for aflåselige skabe til alle indlagte

på

afdelingen.

Jeg beder om

underretning når der er sørget for aflåselige skabe til alle indlagte på

afdelingen.

Jeg beder fortsat om

underretning om udfaldet af den nævnte konference.

Ad pkt. 3.2.6. Aktivitetshus

Jeg

konstaterede i min endelige rapport om inspektionen at der er to toiletter i

aktivitetshuset, heraf et handicaptilgængeligt. Der er ikke armstøtter til

kørestolsbrugere monteret på sidstnævnte toilet. Afdelingen oplyste at

afdelingen er opmærksom på problemet og vil tage initiativ til at bringe

tingene i orden.

Jeg bad afdelingen om

underretning når der er monteret armstøtter på handicaptoilettet.

Psykiatrien i Århus Amt har

oplyst at der af sikkerhedsmæssige årsager (suicidalfare) ikke monteres

armstøtter. I stedet ydes der hjælp fra personalet.

Jeg beder

afdelingen oplyse nærmere om den sikkerhedsrisiko som afdelingen mener er

forbundet med montering af armstøtter, herunder om afdelingen har overvejet

eller undersøgt alternative muligheder for indretning som kan gøre

kørestolsbrugere selvhjulpne uden at det indebærer en sådan sikkerhedsrisiko.

Ad pkt. 6.1. Tvangsindlæggelse og

tvangstilbageholdelse

I min

endelige rapport gengav jeg reglerne for overlægens attestation af beslutning

om (bl.a.) tvangstilbageholdelse truffet af en anden læge på den psykiatriske

afdeling, herunder reglerne i Sundhedsstyrelsens vejledning af 10. december

1998 om udfyldelse af tvangsprotokoller mv., s. 2, hvoraf det fremgår at

(datoen for) overlægens attestation skal fremgå af protokollen.

I et tilfælde blandt de

undersøgte tvangsprotokoller konstaterede jeg at overlægens attestation ikke

fremgår af protokollen.

Jeg udtalte at det er

beklageligt at der ikke er angivet en dato for overlægens attestation i dette

tilfælde. Jeg bad afdelingen om at oplyse nærmere om baggrunden herfor.

Psykiatrien i Århus Amt har

oplyst at patientens psykotiske tilstand forværredes i afsnit E3 således at

tvangstilbageholdelse skønnedes nødvendig den 31. maj 2002. Patienten blev

umiddelbart overflyttet til lukket afsnit E1 på grund af farlighed. I

forbindelse med uroen og stresssituationen ved overflytningen, hvor bl.a.

tvangsprotokollen blev overgivet til afsnit E1, blev det ikke bemærket at

rubrikken til datoen for overlægens stillingtagen ikke var udfyldt.

Amtet har beklaget at

rubrikken ikke blev udfyldt.

Jeg forstår

det oplyste således at overlægen rent faktisk tog stilling til beslutningen

om

tvangstilbageholdelse i overensstemmelse med reglerne, men at der ikke blev

gjort notat i tvangsprotokollen herom. På denne baggrund foretager jeg mig

ikke

yderligere vedrørende spørgsmålet.

Jeg

konstaterede i min endelige rapport at den obligatoriske efterprøvelse i et

enkelt tilfælde ikke er sket senest på det i loven angivne tidspunkt. Det

drejer sig om tvangstilbageholdelse iværksat 3. juni 2002 på afsnit E1

(ophørt

2. juli 2002) hvor den tredje efterprøvelse ifølge skemaet først skete 22

dage

efter tilbageholdelsen, dvs. 2 dage for sent.

Jeg udtalte at det er

beklageligt at fristen for revurdering af om betingelserne for

frihedsberøvelse

fortsat var opfyldt, ifølge skemaet ikke blev overholdt i dette tilfælde. Jeg

bad afdelingen om en udtalelse herom.

Psykiatrien i Århus Amt har

oplyst at revurderingen i det nævnte tilfælde skulle være foretaget af den

vagthavende læge da tidspunktet faldt på en søndag. Den vagthavende læge blev

orienteret af afdelingens personale i dagtiden, og revurderingstidspunktet

var

noteret i afdelingens kalender, men den vagthavende læge fik det ikke gjort

på

grund af travlhed med andre vagtopgaver.

Amtet har desuden oplyst at

den pågældende patient klagede over frihedsberøvelsen, og at

patientklagenævnet

kendte patientens ophold på afdelingen for ulovligt, men ikke ugyldigt.

Revurderingen blev foretaget på 22.-dagen, og der var ikke tvivl om at

frihedsberøvelsen skulle opretholdes.

Amtet har udtalt at det

naturligvis er beklageligt når revurderinger foretages for sent.

Jeg er enig

med amtet i at det er beklageligt når revurderinger foretages for sent. Jeg

har

noteret mig at sagen har været forelagt Det Psykiatriske Patientklagenævn for

Århus Amt, og det oplyste om nævnets afgørelse. Jeg foretager ikke yderligere

vedrørende spørgsmålet.

De

obligatoriske efterprøvelser skal foretages af overlægen, jf. lovens § 21,

stk.

2, eller i dennes fravær af den anden læge hvis efterprøvelse snarest

herefter

skal attesteres af en overlæge, jf. lovens § 4a.

Jeg konstaterede i min

endelige rapport at den anførte dato for overlægens attestation i alle

tilfælde

med en enkelt undtagelse er samme dag som efterprøvelsen. I tvangsprotokol

vedrørende tvangstilbageholdelse iværksat 19. juni 2002 på afsnit E2

(ophørstidspunkt ikke angivet) er ikke angivet nogen dato for overlægens

attestation

vedrørende den anden efterprøvelse (29. juni 2002).

Jeg udtalte at dette er

beklageligt. Jeg bad afdelingen om en udtalelse herom.

Jeg konstaterede desuden at

der i 3 skemaer ikke er foretaget notat om efterfølgende ophør af

frihedsberøvelsen. I et tilfælde, tvangsprotokol vedrørende tvangsindlæggelse

iværksat 22. marts 2002 på afsnit E1, er datoen for ophør af tilbageholdelsen

dog angivet på en fortsættelse af skemaet.

De 2 øvrige tilfælde drejer

sig om tvangstilbageholdelse iværksat 19. juni 2002 på afsnit E2 og

tvangsindlæggelse iværksat 25. juni 2002 på afsnit E2.

Jeg bad afdelingen om en

udtalelse om de 2 sidstnævnte tilfælde.

Psykiatrien i Århus Amt har

anført følgende herom:

’Vedlagt medfølger skemaet,

hvor overlægens attestation vedrørende den anden efterprøvelse er foretaget,

nemlig 01.07.02 - og på samme skema fremgår dato for ophør af

tvangstilbageholdelsen, nemlig 08.07.02, også. Der sker nemlig det, at hvert

kvartal bliver de originale tvangsprotokoller indsendt til Sundhedsstyrelsen,

hvorfor afdelingen må tage et nyt skema og fortsætte på det - og dette skema

var beklageligvis ikke medsendt til ombudsmanden.

Således også vedrørende det

andet tilfælde, tvangsprotokol skema 1, hvor fortsættelse af tidligere skema

ikke er medsendt til ombudsmanden, men hvor det vedlagt fremsendes, nu med

dato

for ophør af frihedsberøvelsen, nemlig 04.07.02.’

Af det nu

modtagne materiale fremgår at overlægen har attesteret den anden

efterprøvelse

i tvangsprotokol vedrørende tvangstilbageholdelse iværksat 19. juni 2002. Jeg

tilbagekalder på denne baggrund den kritik som jeg udtalte i min endelige

rapport om dette forhold.

Ligeledes på baggrund af det

nu modtagne materiale foretager jeg mig ikke yderligere vedrørende de 2

tilfælde hvor ophørsdatoen (i det materiale jeg først modtog) ikke var

angivet.

Ad pkt. 6.2. Tvangsbehandling

Jeg gengav i

min endelige rapport reglerne i Sundhedsstyrelsens vejledning af 10. december

1998 om udfyldelse af tvangsprotokoller mv. om angivelse i tvangsprotokollen

af

indholdet af tvangsbehandlingen, herunder præparatnavn, startdosis,

administrationsområde og eventuel bivirkningsmedicin.

Jeg konstaterede at for så

vidt angår de gennemgåede skemaer, er indholdet af tvangsbehandlingen angivet

i

alle tilfælde på nær skema vedrørende beslutning om ECT-behandling på afsnit

E3

iværksat 8. april 2002. I et andet tilfælde (beslutning om ECT-behandling på

afsnit E1 iværksat 10. april 2002) konstaterede jeg at der alene er angivet

’ECT-behandling’ i rubrikken ’Art og omfang’.

Jeg bad afdelingen om en

udtalelse om disse 2 tilfælde.

Psykiatrien i Århus Amt har

oplyst følgende om tilfældet iværksat 8. april 2002:

’Det kan oplyses, at det

drejer sig om en patient, der starter frivillig ECT behandling den 2. april

2002 på grund af svær depression. Ved den 2. planlagte behandling den 5.

april

afviser hun imidlertid denne behandling, umiddelbart før den skal

gennemføres.

Hendes afvisning respekteres.

I de følgende dage forværres

tilstanden imidlertid og ind imellem med et delirøst præg, og hun magter ikke

at indtage tilstrækkeligt med væske.

Patienten kunne oplyse, at

hun er et nervøst gemyt og er bange for ECT-behandlingen. Hun kunne tidvist

give tilsagn om at modtage behandlingen, men på grund af sin psykiske

tilstand

kunne hun ikke stabilt fastholde dette tilsagn.

Overlægens og

plejepersonalets opmærksomhed og tid går derfor til via samtale med patienten

at finde en måde, hvor fortsat ECT-behandling og også transporten til

behandlingen kunne foregå med mindst mulig ubehag for hende.

På denne baggrund drejedes

opmærksomheden bort fra udfyldelsen af det aktuelle skema 2.

Det bemærkes dog, at der i

journalen udover ordinationen af ECT-behandling, blev angivet

elektrodeplacering, tidsintervaller mellem de enkelte behandlinger samt

ledsagelse af det personalemedlem, som hun angav at føle sig mest tryg ved.

Det skal naturligvis

beklages, at art og omfang af ECT-behandlingen ikke blev tilført

tvangsprotokollen.’

Jeg må på

denne baggrund gå ud fra at der var klarhed over behandlingens art og omfang.

Jeg er enig med amtet i at det er beklageligt at oplysningerne herom ikke

(tillige) fremgik af tvangsprotokollen.

Om tilfældet

iværksat 10. april 2002 har amtet oplyst følgende:

’Ved ECT-behandling som

tvangsbehandling iværksat 10.04.02 på afdeling E1 er der under ’art og

omfang’

alene angivet ECT-behandling. Der burde i stedet stå:

’ECT-behandling og nødvendig

undersøgelse i forbindelse hermed som forberedelse til narkose. Som

udgangspunkt planlægges 3 behandlinger, men antallet er i øvrigt afhængig af

pt.s kliniske tilstand.’

Når der står ECT-behandling

ligger det selvfølgelig implicit heri, at pt. skal have foretaget nødvendige

undersøgelser forud for dette, og at behandlingen foregår i fuld narkose.

Varigheden/omfanget af behandlingen skal selvfølgelig angives.’

Jeg er enig

med amtet i at der ved angivelse af ECT-behandling også kan ligge en implicit

angivelse af de nødvendige forundersøgelser, og at angivelsen også kan

omfatte

de nærmere behandlingsmetoder som i alle tilfælde er knyttet til en sådan

behandling. Jeg er også enig i at varigheden og omfanget af behandlingen skal

angives. Det er beklageligt at dette ikke skete i nævnte tilfælde.

Jeg

konstaterede i min endelige rapport at der i 2 tilfælde ikke er angivet nogen

form for tilladt magtanvendelse. Jeg udtalte at jeg gik ud fra at dette

betyder

at der ikke var truffet beslutning om at anvende magt i de pågældende

tilfælde.

Psykiatrien i Århus Amt har

bekræftet dette.

Ad pkt. 6.3. Tvangsfiksering og anvendelse

af fysisk magt

Jeg gengav i

min endelige rapport reglerne i psykiatrilovens § 15, stk. 3, 2. punktum,

hvorefter lægen i de tilfælde hvor plejepersonalet har besluttet at fiksere

den

pågældende med bælte, straks skal tilkaldes og træffe afgørelse vedrørende

anvendelsen af tvangsfiksering med bælte.

Jeg bad afdelingen om at

redegøre for afdelingens praksis med hensyn til tilkaldelse af læger i

forbindelse med tvangsfiksering med bælte, herunder hvor lang tid det efter

ledelsens opfattelse er acceptabelt og forsvarligt at der går fra

tvangsindgrebets påbegyndelse og til lægen kommer til stede.

Psykiatrien i Århus Amt har

oplyst at lægen tilkaldes omgående, og det er ledelsens opfattelse at det er

acceptabelt og forsvarligt at der går 10-15 minutter før lægen kommer til

stede.

Dette giver

mig ikke anledning til bemærkninger.

I min

endelige rapport om inspektionen skrev jeg følgende:

’Efter tvangsbekendtgørelsens

§ 29, nr. 2 og 3, og § 30, nr. 2 og 3, skal for så vidt angår tvangsfiksering

og fysisk magtanvendelse, anføres indgrebets art og omfang i

tvangsprotokollen

tillige med begrundelsen for indgrebet. Skemaet indeholder særlige rubrikker

til afkrydsning heraf. Rubrikkerne henviser indirekte i stikordsform til

bestemmelserne i lovens § 14 og § 17.

Der er i alle tilfælde

afkrydset en eller flere begrundelser for indgrebet.

I 21 tilfælde er begrundelsen

for beslutning om fiksering angivet ved afkrydsning i skemaets rubrik

vedrørende ’Urolig tilstand’ tillige med en anden begrundelse.

I 3 tilfælde er begrundelsen

for beslutning om fiksering udelukkende angivet ved afkrydsning i skemaets

rubrik vedrørende ’Urolig tilstand’.

I et tilfælde er begrundelsen

for beslutning om indgivelse af beroligende medicin foruden ved afkrydsning i

skemaets rubrik vedrørende ’Urolig tilstand’, også angivet med

afkrydsning i

rubrikken vedrørende ’Farlighed’.

I et tilfælde er begrundelsen

for beslutning om fastholden angivet ved afkrydsning i skemaets rubrik

vedrørende ’Urolig tilstand’.

Idet jeg

henviser til de ovenfor gengivne betingelser i loven for henholdsvis

fiksering

(§ 14) og anvendelse af fysisk magt og indgivelse af beroligende medicin (§

17), må jeg konstatere at der er fejl i de anførte begrundelser i mere end

2/3

af tilfældene. Jeg kan på det foreliggende grundlag ikke konstatere om der er

tale om forkerte afkrydsninger, eller om afdelingens (over)læger har anvendt

tvangsmidler uden for de i loven hjemlede tilfælde. Jeg beder afdelingen om

en

udtalelse herom.’

Psykiatrien i

Århus Amt har oplyst følgende:

’Der er tale om forkerte

afkrydsninger og ikke om anvendelse af ulovlig tvang, dvs. anvendelse af

tvangsmidler uden for de i loven hjemlede tilfælde.

Sprogligt er udtrykket

’urolig tilstand’ ikke særlig velafgrænset. I forbindelse med

tvangsindgreb i

henhold til skema III, ses der hos pt. altid en vis grad af urolig tilstand,

derfor er situationer, hvor der reelt er tale om farlighed, forulempelse

eller

hærværk, næsten altid ledsaget af en urolig tilstand.

Lægesituationen på stedet er

sådan, at vi har et stort flow af yngre læger, ansat 1/2 år ad gangen. I

forbindelse med introduktionen af nye læger gennemgås et omfattende program,

herunder formaliseret undervisning i specifikke emner, blandt andet

undervisning i ’lov og tvang’. Undervisningen varer 2 timer og en

del af tiden

bliver brugt på gennemgang af psykiatriloven og specifikt udfyldelse af

tvangsskemaerne. At udfylde tvangsskemaer er imidlertid ikke en

hverdagssituation, hvorfor mange af de yngre læger ikke opnår nødvendig

rutine

i dette.

Overlægegruppen er imidlertid

opmærksom på, at der fortsat er brug for vejledning.

Som sagt kan det fastslås, at

der kun anvendes tvang i yderste nødsituation, og når der er lovhjemmel

herfor

i henhold til psykiatriloven.’

Jeg forstår at amtet har

undersøgt de nævnte tilfælde, og at undersøgelserne viser at der har været

tale

om forkerte afkrydsninger og ikke anvendelse af tvangsmidler uden for de i

loven hjemlede tilfælde.

Jeg er opmærksom på at

udtrykket ’urolig tilstand’ om en patient sprogligt ofte vil dække

de

situationer hvor anvendelse af tvangsfiksering og/eller anvendelse af fysisk

magt er påkrævet. Begrebet optræder imidlertid i skema 3 som en indirekte

henvisning til bestemmelsen i psykiatrilovens § 17, stk. 2, hvorefter lægen

kan

bestemme at patienten om fornødent med magt skal gives et beroligende middel

når det er af afgørende betydning for bedring af en meget urolig patients

tilstand. Afkrydsning af rubrikken i skemaet skal således kun ske når der

træffes beslutning om indgivelse af et beroligende middel i overensstemmelse

med lovens § 17, stk. 2, og ikke i andre tilfælde, selv om patientens

tilstand

kan betegnes som urolig.

Forpligtelsen til angivelse

af begrundelser for beslutninger om tvangsfiksering, anvendelse af fysisk

magt

og indgivelse af beroligende medicin følger som nævnt af

tvangsbekendtgørelsen.

I begrundelseskravet ligger naturligvis at begrundelserne skal være

fuldstændige og korrekte. Afkrydsningen af begrundelser i skemaet tjener

bl.a.

et kontrolformål som skal muliggøre en efterfølgende prøvelse af

afgørelserne.

Herudover må det antages at angivelse af begrundelser for afgørelserne i

almindelighed vil give en øget garanti for afgørelsens rigtighed. Mangelfulde

eller forkerte afkrydsninger vil - ud over at være i strid med

tvangsbekendtgørelsen - modarbejde disse formål.

Jeg må på denne baggrund

finde at det er meget beklageligt at der er sket forkerte afkrydsninger i

mere

end 2/3 af de nævnte tilfælde, herunder at begrundelsen for fiksering i 3

tilfælde og begrundelsen for beslutning om fastholden i et tilfælde

udelukkende

er angivet ved afkrydsning i skemaets rubrik vedrørende ’Urolig

tilstand’.

Jeg bemærker at jeg er

opmærksom på at skemaet på dette punkt - navnlig for uerfarne læger - kan

give

anledning til misforståelser. Jeg må hertil føje at overlægen i de

situationer

hvor en overlæge skal attestere en andens læges beslutning, f.eks. ved

anvendelsen af hånd- og fodremme, med sin underskrift indestår for at skemaet

er korrekt udfyldt. Desuden bør afdelingen efter min opfattelse løbende føre

tilsyn med at skemaerne er korrekt udfyldt, navnlig i tilfælde som det

foreliggende hvor mangelfuld eller forkert udfyldning af tvangsprotokollen er

et stort og erkendt problem.

Jeg

konstaterede i min endelige rapport at der i alle relevante tilfælde er

anført

oplysninger om den ordinerende læge og den tilstedeværende læge i forbindelse

med indgivelse af beroligende medicin. I nogle tilfælde er dog kun angivet

den

tilstedeværende læges initialer. Det drejer sig om indgivelse af beroligende

medicin besluttet 27. maj 2002 kl. 12.25 og indgivelse af beroligende medicin

besluttet 2. juni 2002 kl. 13.00.

Jeg bad afdelingen om en

udtalelse herom.

Psykiatrien i Århus Amt har

anført følgende:

’I flere situationer er kun

initialer på tilstedeværende læger anført. At man ønsker det fulde navn er

taget til efterretning. Det kan imidlertid oplyses, at man via initialerne

altid vil kunne identificere pågældende læge.’

Jeg har ikke

i min endelige rapport om inspektionen udtalt mig om hvorvidt det fulde navn

på

den tilstedeværende læge skal angives. I det omfang den tilstedeværende læge

entydigt lader sig identificere ved sine initialer, er dette efter min

opfattelse tilstrækkeligt.

Jeg udtalte i

min endelige rapport kritik af 3 tilfælde hvor der ikke var angivet navne på

eventuelt impliceret personale.

Psykiatrien i Århus Amt har

udtalt beklagelse heraf, men har oplyst at der i det ene tilfælde

(tvangsfiksering iværksat 7. juni 2002 kl. 23.55) var tale om en frivillig

bæltefiksering hvorfor lægen selv kunne anlægge bælte uden at involvere

personalet.

Jeg

tilbagekalder min kritik for så vidt angår det nævnte tilfælde.

7. Opfølgning

Jeg anmoder

om at de oplysninger som jeg har bedt om, sendes gennem Århus Amt således at

amtet får lejlighed til at kommentere det som afdelingen anfører.

8. Underretning

Denne

opfølgningsrapport sendes til Psykiatrisk Afdeling i Randers, Århus Amt,

Folketingets Retsudvalg, Tilsynet i henhold til grundlovens § 71 og til

afdelingens patienter.”

Lignende dokumenter