Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på supplerende stipendium til uddannelse i Norge

FOU nr 2002.450UdtalelserFolketinget19. januar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afslag på supplerende stipendium til uddannelse i Norge

A havde

tegnet en uddannelseskontrakt med SAS med det formål at uddanne sig til

trafikflyver. I april 1999 påbegyndte A sin uddannelse i Norge. Uddannelsen

var

delvis sponsoreret af SAS.

I februar 1999 godkendte

SUstyrelsen A’s pilotuddannelse i Norge som støtteberettigende.

Den 28. februar 2000 søgte A

om supplerende stipendium som tilskud til dækning af undervisningsafgiften. I

en afgørelse af 21. marts 2000 meddelte SUstyrelsen afslag herpå idet

styrelsen

anførte:

”Vi kan ikke imødekomme

ansøgningen om at få supplerende stipendium til dækning af

undervisningsafgift.

Din uddannelse er ikke på listen over de uddannelser, der giver ret til

supplerende stipendium. Listen revideres en gang årligt. En uddannelse kan

komme på listen, hvis den dækker et særligt erhvervsbehov i Danmark, og der

ikke findes en uddannelse med samme erhvervssigte her.

Vi henviser til § 52, stk. 1

og 3, § 55, § 59 og punkt B i bilaget til bekendtgørelse nr. 715 af 6.

september 1999 om statens uddannelsesstøtte.”

A påklagede afgørelsen til

Ankenævnet for Uddannelsesstøtte (herefter ankenævnet). A’s klage var

vedlagt

en erklæring af 30. marts 2000 fra SAS, Flight Operations, hvoraf fremgår

følgende:

”Elever til den af SAS/SAS

Commuter delvist sponsorerede pilotuddannelse er udtaget gennem SAS/SAS

Læs alt

Commuter’s pilotrekrutteringssystem. Efter gennemførelse af denne

uddannelse

opfylder eleverne de formelle krav for ansættelse som pilot i SAS/SAS

Commuter.

Ansættelse vil finde sted efter behov.

Det er en betingelse for at

være direkte kvalificeret for ansættelse, at pilotuddannelsen er gennemført

på

en af SAS/SAS Commuter godkendt flyveskole.

Følgende skoler er således

anvendt for denne uddannelse:

( ), Norge

( ), England

Ingen andre skoler er

aktuelle for denne uddannelse. Der har således ikke på det aktuelle tidspunkt

været nogen pilotskole i Danmark eller Sverige, som har opfyldt de af SAS/SAS

Commuter stipulerede krav til et oplæg med sponsorering fra SAS.”

Den 10. maj 2000 afgav

SUstyrelsen en udtalelse til ankenævnet. Styrelsen anførte bl.a.:

”Vi fastholder vores

afgørelse af 21. marts 2000.

Der kan gives supplerende

stipendium til undervisningsafgiften til uddannelser i Norden, hvis

uddannelsen

skønnes at dække et særligt erhvervsbehov i Danmark, og hvis der ikke findes

en

uddannelse med samme erhvervssigte her.

Klageren vedlægger et brev

fra SAS om, at det er en betingelse for at være direkte kvalificeret til

ansættelse, at pilotuddannelsen er gennemført på en af SAS/SAS Commuter

godkendt flyveskole. Ifølge det oplyste anvender SAS Norwegian Aviation

College

i Norge og Oxford Aviation College i England til uddannelsen.

Det er vores opfattelse, at

selv om SAS som led i en delvis SAS sponsoreret pilotuddannelse stiller krav

om

gennemførsel af uddannelse i udlandet, er det ikke det samme som, at

uddannelsen skønnes at dække et særligt erhvervsbehov her, der skulle

berettige

til, at der gives supplerende stipendium til undervisningsafgiften.

Pilotuddannelsen i Norge har samme erhvervssigte som lignende danske

pilotuddannelser. Betingelserne for at få supplerende stipendium er derfor

efter vores opfattelse ikke opfyldt.

Vi henviser til § 55, i

bekendtgørelse nr. 715 af 6. september 1999 om statens

uddannelsesstøtte.”

I en udtalelse af 22. maj

2000 til ankenævnet anførte A bl.a.:

”Afgørelsen forsvares ud fra

den betragtning at: ’Pilotuddannelsen i Norge har samme erhvervssigte

som

lignende danske pilotuddannelser’.

Det er imidlertid tilfældet,

at også ’lignende danske pilotuddannelser’ modtager supplerende

stipendium til

dækning af undervisningsafgift. Pilotaspiranter ved Center Air i Roskilde er

således berettiget til stipendiet. Denne uddannelse har præcis samme

erhvervssigte som uddannelsen i Bardufoss og Oxford, bortset fra, at den ikke

giver eleven de formelle forudsætninger for at søge ansættelse i SAS.”

SUstyrelsen anførte i en

supplerende udtalelse af 24. august 2000 bl.a.:

”SU-godkendelsen af

pilotuddannelse i Danmark omfatter foruden almindeligt stipendium og

studielån

også supplerende stipendium som tilskud til dækning af undervisningsafgiften.

Pilotuddannelsen ved Center Air og Copenhagen Airtaxi giver således ret til

supplerende stipendium.

Supplerende stipendium til

dækning af undervisningsafgiften gives til uddannelser i Norden, hvis

uddannelsen skønnes at dække et særligt erhvervsbehov i Danmark, og hvis der

ikke findes en uddannelse med samme erhvervssigte her. Disse betingelser

opfylder pilotuddannelsen i Norge efter vores opfattelse ikke. Supplerende

stipendium til dækning af undervisningsafgiften til uddannelser i det øvrige

udland, gives til uddannelser, der er optaget på fortegnelsen i bilaget til

SU-bekendtgørelsen. Pilotuddannelsen er ikke optaget på fortegnelsen.

Vi henviser til § 55, § 59,

og fortegnelsen i bilag B i bekendtgørelse nr. 715 af 6. september 1999 om

statens uddannelsesstøtte.”

Ankenævnet tiltrådte den 25.

august 2000 SUstyrelsens afgørelse med følgende begrundelse:

”Det fremgår af § 55 i

Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 715 af 6. september 1999 om

statens uddannelsesstøtte, at uddannelsessøgende kun kan få supplerende

stipendium som tilskud til dækning af betaling for undervisning til de

uddannelser, der er nævnt i § 50 og § 52, stk. 1 og 3, hvis uddannelsen

skønnes

at dække et særligt erhvervsbehov i Danmark, og hvis der ikke findes en

uddannelse med samme erhvervssigte her.

Det fremgår af

bekendtgørelsens § 59, stk. 1, at styrelsen udarbejder en fortegnelse over

uddannelser, der giver ret til uddannelsesstøtte efter § 52, stk. 1 og 3, og

som samtidig giver ret til supplerende stipendium efter § 55.

Da den uddannelse, De

gennemgår i Norge, ikke er anført i fortegnelsen i bilaget til

bekendtgørelsen,

er De ikke berettiget til supplerende stipendium.

Det fremgår af

bekendtgørelsens § 60, stk. 1, at der nedsættes et Nævn om Støtteberettigende

Uddannelser i Udlandet. Ifølge § 60, stk. 3, skal nævnet efter anmodning fra

styrelsen fastlægge retningslinier for, hvilke uddannelser i udlandet der kan

gives uddannelsesstøtte til, og nævnet skal udtale sig i særlige tilfælde, om

enkelte uddannelser i udlandet giver ret til uddannelsesstøtte.

Ankenævnet finder herefter,

at nævnet ikke har kompetence til at tage stilling til, om en bestemt

uddannelse skal optages i fortegnelsen.”

Den 9. september 2000 klagede

A til Forbrugerstyrelsen, der videresendte klagen til mig, over SUstyrelsens

og

ankenævnets afgørelser.

Jeg anmodede herefter den 2.

oktober 2000 ankenævnet og SUstyrelsen om en udtalelse. Jeg anførte i den

forbindelse bl.a.:

” såvel SUstyrelsen som

ankenævnet [har] i de begrundelser som er meddelt klageren, indholdsmæssigt

henvist til at klagerens uddannelse ikke er på listen over de uddannelser der

giver ret til supplerende stipendium.

For så vidt angår spørgsmålet

om supplerende stipendium efter § 55 til uddannelse i udlandet

uden for de nordiske lande

, er det min

umiddelbare opfattelse - og derfor uden nærmere undersøgelse heraf - at en

ansøgning herom vil kunne afslås efter bestemmelsen i bekendtgørelsens § 59,

stk. 2, hvis den pågældende uddannelse ikke er optaget på fortegnelsen.

I den konkrete sag drejer det

sig derimod om supplerende stipendium efter § 55 til uddannelse i udlandet

inden for de nordiske lande. Der rejser

sig derfor et spørgsmål om hvorvidt bekendtgørelsens regler også i en sådan

situation indeholder et krav om at en given uddannelse skal være optaget på

fortegnelsen. Efter min umiddelbare opfattelse er det tvivlsomt om

bekendtgørelsens §§ 50, 52, stk. 1 og 3, 55 og 59, stk. 1, indeholder et

sådant

krav.

Udtalelserne af 10. maj og

24. august 2000 fra SUstyrelsen der er afgivet til støtte for styrelsens

afgørelse - udtalelser som ankenævnet har anført i afgørelsens afsnit om

sagsfremstilling - forstår jeg umiddelbart sådan at styrelsen alene har

vurderet hvorvidt uddannelsen i Norge skønnes at dække et særligt

erhvervsbehov

i Danmark og/eller hvorvidt der findes en uddannelse med samme erhvervssigte

her. Altså en vurdering der ikke inddrager spørgsmålet om hvorvidt

uddannelsen

er optaget i den nævnte fortegnelse.

På den baggrund anmoder jeg

myndighederne om en nærmere udtalelse til de meddelte begrundelser for de

trufne afgørelser. Jeg anmoder i den forbindelse SUstyrelsen om i udtalelsen

til mig at præcisere hvorvidt styrelsen har vurderet såvel spørgsmålet om et

særligt erhvervsbehov i Danmark, som spørgsmålet om hvorvidt der findes en

uddannelse med samme erhvervssigte her.”

Ankenævnet afgav den 2. marts

2001 en udtalelse. Udtalelsen var vedlagt en udtalelse af 9. februar 2001 fra

SUstyrelsen der bl.a. anførte følgende:

”Vi henviste til § 52, stk. 1

og stk. 3, § 55, § 59 og punkt B i bilaget til bekendtgørelse nr. 715 af 6.

september 1999 om statens uddannelsesstøtte (SU-bekendtgørelsen).

Vi har således ved en fejl

henvist til de betingelser og regler, som gælder for supplerende stipendium

til

dækning af betaling for undervisningsafgiften for lande uden for Norden. Det

beklager vi. Vi skulle i stedet have henvist til §§ 50 og 55 i

SU-bekendtgørelsen, der indeholder betingelserne for at give supplerende

stipendium til dækning af betaling af undervisningsafgift i Norden.

Sustyrelsen har i breve af

10. maj og 24. august 2000 til ankenævnet forklaret nærmere om betingelserne

for at få supplerende stipendium som tilskud til betaling for undervisning

til

uddannelser i Norden.

Vi skrev i brevene af 10. maj

og 24. august 2000, at der kan gives supplerende stipendium til

undervisningsafgiften til uddannelser i Norden, hvis uddannelsen skønnes at

dække et særligt erhvervsbehov i Danmark, og hvis der ikke findes en

uddannelse

med samme erhvervssigte her. Vi har foretaget en vurdering af, om begge

betingelser er opfyldt. Det er vores opfattelse, at den norske uddannelse må

skønnes at dække et særligt erhvervsbehov i Danmark. Vi beklager at dette

ikke

klart fremgik af vores breve af 10. maj og 24. august 2000. Derimod er

betingelsen om, at der ikke findes en uddannelse med samme erhvervssigte her,

ikke opfyldt.

Statens Luftfartsvæsen har

oplyst til Sustyrelsen, at der i en årrække har været trafikflyveruddannelser

i

Danmark, som giver grundlag for at søge ansættelse også i SAS.

På baggrund af ovenstående

fastholder styrelsen, at betingelserne for at tildele supplerende stipendium

til den norske pilotuddannelse ikke er opfyldt.”

Ankenævnet anførte i sin

udtalelse bl.a.:

”Ankenævnet har behandlet

sagen på ny.

Nævnet skal beklage, at

afgørelsen af 25. august 2000 ikke har været fuldstændig korrekt begrundet,

idet der rettelig alene skulle have været henvist til

Undervisningsministeriets

bekendtgørelse nr. 715 af 6. september 1999 om statens uddannelsesstøtte, §

55

(om undervisningsafgift), jf. § 50 (om uddannelse i et andet nordisk land),

medens der ikke burde have været henvist til § 59 (om fortegnelse over

uddannelser), § 60, stk. 1 og 3 (om Nævn om Støtteberettigende Uddannelser i

Udlandet) og fortegnelsen i bilaget til bekendtgørelsen.

Det fremgår af § 55, at

uddannelsessøgende kun kan få supplerende stipendium som tilskud til dækning

af

betaling for undervisning til de uddannelser, der er nævnt i § 50 og § 52,

stk.

1 og 3, hvis uddannelsen skønnes at dække et særligt erhvervsbehov i Danmark,

og hvis der ikke findes en uddannelse med samme erhvervssigte her.

Nævnet har ikke haft

bemærkninger til styrelsens vurdering af, at den norske uddannelse må skønnes

at dække et særligt erhvervsbehov i Danmark. Nævnet finder endvidere fortsat

at

måtte lægge SUstyrelsens opfattelse af, at der findes en uddannelse med samme

erhvervssigte her i landet, til grund, således som denne opfattelse er

gengivet

bl.a. under sagsfremstillingen i nævnets afgørelse af 25. august 2000.

Nævnet finder derfor at måtte

fastholde afgørelsen af 25. august 2000 med tiltrædelse af SUstyrelsens

afgørelse om, at (A) ikke kan få supplerende stipendium som tilskud til

dækning

af betaling for undervisningsafgiften ved pilotuddannelsen i Norge.”

Jeg anmodede den 18. maj 2001

ankenævnet og SUstyrelsen om bl.a. uddybende bemærkninger til betydningen af

erklæringen af 30. marts 2000 fra SAS, Flight Operations, for sagens

afgørelse.

Ankenævnets supplerende

udtalelse af 9. november 2001 var vedlagt en supplerende udtalelse af 3.

august

2001 fra SUstyrelsen. SUstyrelsen anførte bl.a.:

”Styrelsen skal beklage sagsbehandlingen

i denne sag. Afgørelsen af 21. marts 2000 burde under henvisning til

SU-bekendtgørelsens § 55 have været begrundet med, at der her i landet findes

en uddannelse med samme erhvervssigte, nemlig en trafikflyveruddannelse, som

er

godkendt efter de fælles-europæiske bestemmelser - JAR/FCL - og således

kvalificerer til at søge beskæftigelse i i hvert fald alle europæiske

flyselskaber. Havde disse forhold, som er almindelig viden blandt

sagsbehandlere i styrelsen, været inddraget, da styrelsen traf sin afgørelse,

burde man have partshørt over dem.

Sustyrelsen har ikke kendskab

til, i hvilket omfang ansøgere fra trafikflyveruddannelser i Danmark ikke kun

har søgt, men også har opnået ansættelse i SAS.

Ombudsmanden anmoder også om

uddybende bemærkninger til udtalelsen af 30. marts 2000 fra SAS, Flight

Operations. I den anledning skal vi bemærke, at i spørgsmålet om samme

erhvervssigte finder styrelsen det afgørende, om uddannelserne er godkendt

efter de fælles-europæiske bestemmelser, JAR/FCL-reglerne. Både den norske

uddannelse og de danske trafikflyveruddannelser er godkendt efter disse

regler.

Styrelsen finder ikke, at det kan tillægges nogen betydning, at uddannelsen i

Norge kan give adgang til direkte ansættelse i SAS og dermed altså er

tilpasset

et bestemt selskab. SU-bekendtgørelsens § 55 kræver efter styrelsens

opfattelse

ikke fuld identitet mellem uddannelserne. Der skal blot foreligge samme

erhvervssigte.”

Ankenævnet anførte bl.a.:

”Ankenævnet bemærker

indledningsvis, at det i erklæringen af 30. marts 2000 fra SAS, Flight

Operations, anføres, at det er en betingelse for at være direkte kvalificeret

til ansættelse i SAS, at pilotuddannelsen er gennemført på skolerne i Norge

eller England, men ikke, at uddannelse andre steder ikke kan føre til

ansættelse

i SAS.

Endvidere anføres i SAS’s

uddannelseskontrakt, at uddannelsen vil bevirke, at eleven opfylder de

formelle

betingelser for ansættelse i SAS, men ikke giver eleven ret til at blive

ansat

i SAS.

Ankenævnet har ved afgørelsen

af, om der her i landet findes en uddannelse med samme erhvervssigte som den

af

SAS i Norge placerede, fundet, at det afgørende må være, om uddannelsen her i

landet giver mulighed for opnåelse af ansættelse som pilot i et flyselskab,

f.eks. SAS, medens det efter ankenævnets opfattelse ikke, for at kunne

betragtes som havende samme erhvervssigte, kan kræves, at uddannelsen retter

sig specifikt mod ansættelse i SAS.

Ankenævnet har med denne

vurdering ikke fundet grund til at betvivle SUstyrelsens bemærkning om, at

pilotuddannelsen i Norge har samme erhvervssigte som lignende danske

pilotuddannelser (nemlig uddannelse med sigte på ansættelse som

trafikflyver),

jf. styrelsens brev af 10. maj 2000 til ankenævnet, og har ikke fundet grund

til at partshøre om dette spørgsmål, ligesom ankenævnet heller ikke har

fundet

grund til at søge oplysning om, hvorvidt SAS har ansat piloter, der har

gennemført uddannelse i andet regi.

Nævnet må herefter fastholde

afgørelsen af 25. august 2000 om, at (A) ikke er berettiget til supplerende

stipendium som tilskud til dækning af betaling for undervisning til sin

pilotuddannelse i Norge.”

Ombudsmandens udtalelse

”1. Regelgrundlag

Bekendtgørelse nr. 715 af 6. september 1999 om statens uddannelsesstøtte

(SU-bekendtgørelsen) indeholder følgende bestemmelser:

’

Uddannelse i et andet nordisk land

§ 50.

Uddannelsessøgende kan få uddannelsesstøtte til uddannelse i et andet nordisk

land, når uddannelsen er af en sådan art, at den ville kunne offentligt

anerkendes i Danmark, og har en sammenhængende varighed, der mindst svarer

til et undervisningsår.

Stk. 2.

Uddannelsen skal

give en erhvervskompetence, der kan finde almindelig anvendelse i Danmark,

eller

kunne indgå som en del af eller give adgang til en kompetencegivende

uddannelse i Danmark.

Uddannelse i udlandet i øvrigt

§ 52.

Uddannelsessøgende kan få uddannelsesstøtte i den normerede uddannelsestid

målt i måneder til erhvervsrettet uddannelse i udlandet af op til 4 års

normeret uddannelsestid.

Stk. 3. Uddannelsessøgende kan få uddannelsesstøtte i hele den normerede

uddannelsestid til erhvervsrettet uddannelse i udlandet af mere end 4 års

normeret uddannelsestid, hvis uddannelsen skønnes at dække et særligt

erhvervsbehov i Danmark, og hvis der ikke findes en uddannelse med samme

erhvervssigte her.

Undervisningsafgift

§ 55.

Uddannelsessøgende kan kun få supplerende stipendium som

tilskud til dækning af betaling for undervisning til de uddannelser, der er

nævnt i § 50 og § 52, stk. 1 og 3, hvis uddannelsen skønnes at dække et

særligt

erhvervsbehov i Danmark, og hvis der ikke findes en uddannelse med samme

erhvervssigte her.

Administration m.v.

§ 59.

Styrelsen udarbejder en fortegnelse over uddannelser, der

giver ret til uddannelsesstøtte efter § 52, stk. 1 og 3, og som samtidig

giver

ret til supplerende stipendium efter § 55. Styrelsen kan herunder begrænse en

godkendelse til bestemte uddannelsesinstitutioner. Fortegnelsen revideres før

hvert støtteår.

Stk. 2.

Uddannelsessøgende kan kun få uddannelsesstøtte efter § 52,

stk. 3, og supplerende stipendium efter § 55 til uddannelse i udlandet uden

for

de nordiske lande til uddannelser, der er optaget på fortegnelsen. Hvis en

uddannelse udgår af fortegnelsen, giver den fortsat ret til uddannelsesstøtte

efter § 52, stk. 3, og til supplerende stipendium efter § 55 til

uddannelsessøgende, der er begyndt på uddannelsen. Fortegnelsen er optaget i

bilaget til bekendtgørelsen.

§ 60.

Der nedsættes et Nævn om Støtteberettigende Uddannelser i

Udlandet.

Stk. 3.

Efter anmodning fra styrelsen:

Fastlægger nævnet retningslinier for, hvilke

uddannelser i udlandet der kan gives uddannelsesstøtte til.

Udtaler nævnet sig i særlige tilfælde, om enkelte

uddannelser i udlandet giver ret til uddannelsesstøtte.’

2. Hjemmel

I såvel

SUstyrelsens afgørelse af 21. marts 2000 som ankenævnets afgørelse af 25.

august 2000 henviste myndighederne til at Deres uddannelse ikke er på listen

over de uddannelser der giver ret til supplerende stipendium. SUstyrelsen

henviste til SU-bekendtgørelsens § 52, stk. 1 og 3, § 55, § 59 og punkt B i

bilaget til bekendtgørelsen. Ankenævnet henviste tillige til bekendtgørelsens

§

60, stk. 1 og 3.

I mit brev af 2. oktober 2000

til ankenævnet anførte jeg at for så vidt angår supplerende stipendium efter

§

55 til uddannelse i udlandet

inden for de

nordiske lande,

er det efter min umiddelbare opfattelse tvivlsomt om

bekendtgørelsen som betingelse for at imødekomme en ansøgning herom kræver at

uddannelsen er på nævnte fortegnelse.

Afgørende for om en ansøgning

om supplerende stipendium efter § 55 til uddannelse i udlandet

inden for de nordiske lande

skal

imødekommes, må således være at uddannelsen skønnes at dække et særligt

erhvervsbehov i Danmark, og at der ikke findes en uddannelse med samme

erhvervssigte her, jf. SU-bekendtgørelsens § 55, jf. § 50. En ansøgning herom

vil således ikke kunne afslås efter bestemmelsen i SU-bekendtgørelsens § 59,

stk. 2, hvis den pågældende uddannelse ikke er optaget på fortegnelsen. Jeg

må

forstå myndighedernes udtalelser til mig i forbindelse med min behandling af

sagen sådan at myndighederne er enige i denne opfattelse.

Lone Basse mfl. udtaler

ligeledes I SU-loven med kommentarer, 1. udgave (1996), s. 65, vedrørende

supplerende stipendium til uddannelser i udlandet:

’Studerende kan få tilskud

til dækning af undervisningsafgift, jf. lovens § 7, stk. 2, og § 11, til en

uddannelse, som er godkendt som støtteberettigende, i hele

uddannelsesforløbet.

Det vil sige kun til de uddannelser, som er opført på den såkaldte

positivliste, se bekendtgørelsens § 58 [nu § 59]. Herudover kan der gives

[tilskud til dækning af] undervisningsafgift til uddannelse, som foregår i et

nordisk land, hvis uddannelsen skønnes at dække et særligt erhvervsbehov, og

der ikke findes en uddannelse med samme erhvervssigte i Danmark.’

De bestemmelser i

SU-bekendtgørelsen som myndighederne anvendte ved vurderingen af Deres

ansøgning om supplerende stipendium, herunder bekendtgørelsens § 59, stk. 2,

gav således ikke hjemmel for myndighedernes afslag.

Jeg har gjort SUstyrelsen og

ankestyrelsen bekendt med at jeg er enig med myndighederne i at dette er

kritisabelt.

Hvis det ikke kan udelukkes

at en retlig fejl har haft indflydelse på en sags udfald, vil ombudsmanden så

godt som altid henstille til myndighederne at overveje sagen på ny, forudsat

det stadig er meningsfuldt at ændre afgørelsen. Jeg henviser til Kaj Larsen

mfl., Forvaltningsret, 1. udgave (1994), s. 603f. Jeg mener imidlertid ikke

at

der er grundlag for at henstille til myndighederne at genoptage behandlingen

af

Deres sag. Min afgørelse bygger på følgende forhold:

I forbindelse med min

sagsbehandling har SUstyrelsen og ankenævnet fastholdt afslaget på Deres

ansøgning med henvisning til SU- bekendtgørelsens § 55, jf. § 50. Det er

således myndighedernes opfattelse at Deres uddannelse i Norge dækker et

erhvervsbehov i Danmark, men at betingelsen om at der ikke her i landet

findes

en uddannelse med samme erhvervssigte, ikke er opfyldt.

Ved vurderingen af

spørgsmålet om erhvervssigte henviser SUstyrelsen i sin udtalelse til mig af

3.

august 2001 til at der her i landet findes en trafikflyveruddannelse som er

godkendt efter de fælleseuropæiske bestemmelser - JAR/FCL - og således

kvalificerer til at søge beskæftigelse i i hvert fald alle europæiske

flyselskaber. I relation til erklæringen af 30. marts 2000 fra SAS, Flight

Operations, finder styrelsen det afgørende om uddannelserne er godkendt efter

ovennævnte fælleseuropæiske bestemmelser hvilket er tilfældet for såvel den

norske uddannelse som de danske trafikflyveruddannelser. Efter styrelsens

opfattelse kan det ikke tillægges nogen betydning at uddannelsen i Norge er

tilpasset et bestemt selskab. Bekendtgørelsens § 55 kræver efter styrelsens

opfattelse ikke fuld identitet mellem uddannelserne for at statuere samme

erhvervssigte.

I ankenævnets udtalelse til

mig af 9. november 2001 anfører nævnet ligeledes i relation til erklæringen

af

30. marts 2000 fra SAS, Flight Operations, at det afgørende for vurderingen

af

spørgsmålet om erhvervssigte må være om uddannelsen her i landet giver

mulighed

for opnåelse af ansættelse som pilot i et flyselskab, f.eks. SAS, mens det

efter nævnets opfattelse ikke for at kunne betragtes som havende samme

erhvervssigte kan kræves at uddannelsen retter sig specifikt mod ansættelse i

SAS.

Jeg er enig i SUstyrelsens og

ankenævnets vurdering af spørgsmålet om erhvervssigte i relation til

SU-bekendtgørelsens § 55, jf. § 50. Jeg har herved ligesom myndighederne lagt

vægt på at det ikke som betingelse for at statuere samme erhvervssigte kan

kræves at trafikflyveruddannelsen her i landet retter sig specifikt mod

ansættelse i SAS. Jeg finder på den baggrund ikke grundlag for at henstille

til

myndighederne at genoptage behandlingen af Deres ansøgning om supplerende

stipendium.

3. Begrundelse

Efter

forvaltningslovens § 24, stk. 1, skal en begrundelse for en afgørelse

indeholde

en henvisning til de retsregler i henhold til hvilke afgørelsen er truffet,

og

i det omfang afgørelsen beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen

tillige angive de hovedhensyn der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Det følger af bestemmelserne

i forvaltningslovens § 24 at en begrundelse skal være subjektivt rigtig i den

forstand at begrundelsen skal angive de forhold af retlig og faktisk art som

reelt blev tillagt betydning ved afgørelsen, jf. Garde, Nørgaard og Revsbech,

Forvaltningsret - Sagsbehandling, 5. udgave (2001), s. 295ff. Dette gælder

uanset om begrundelsen herved måtte vise at de bestemmelser som afgørelsen er

truffet efter, ikke indeholder hjemmel for afgørelsen. Den angivne

begrundelse

skal således kunne danne grundlag for en vurdering af om afgørelsen er

retligt

holdbar.

Som anført i afsnit 2 om

hjemmel gav de bestemmelser i SU-bekendtgørelsen som henholdsvis SUstyrelsen

og

ankenævnet henviste til i afgørelserne af 21. marts og 25. august 2000, ikke

hjemmel for myndighedernes afslag.

Efter min gennemgang af sagen

har jeg imidlertid lagt til grund at såvel SUstyrelsen som ankenævnet på

afgørelsestidspunktet var af den opfattelse at de i afgørelserne omtalte

bestemmelser gav hjemmel for afslaget. Senere under sagsforløbet ændrede

myndighederne opfattelse og begrundede afslaget under henvisning til andre

bestemmelser, jf. nærmere afsnit 2 ovenfor.

Kravene i forvaltningslovens

§ 24 til udformningen af den begrundelse som skal ledsage en afgørelse (jf. §

22), kan herefter ikke i sig selv give mig grundlag for kritik af at

myndighederne i de begrundelser der ledsagede deres afgørelser, henviste til

bestemmelser som ikke gav hjemmel for de trufne afgørelser.

Jeg foretager mig herefter

ikke mere i sagen.”

Lignende dokumenter