Spring til indhold

Retsinformation

Utilsigtet aktindsigt i lægekonsulentudtalelse. Formidling efter principper i patientretsstillingslovens § 7

FOU nr 2002.307UdtalelserFolketinget19. januar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Utilsigtet aktindsigt i lægekonsulentudtalelse. Formidling

efter principper i patientretsstillingslovens § 7

B og C fik

den 12. september 1999 en datter, D, der blev født på Centralsygehuset i Y.

Den

16. december 1999 konstaterede lægerne på sygehuset at D led af kongenit

dystrofi, der er en form for muskelsvind.

B søgte på baggrund af den

konstaterede lidelse X Kommune om tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens

§

29.

Til brug for vurderingen af

ansøgningen blev sagen forelagt kommunens lægekonsulent, L. I en erklæring af

20. januar 2000 - der blev indført på kommunens journalark - udtalte

lægekonsulenten følgende:

”

Ikke udleveres for aktindsigt, iflg. Lægekons. (L).

Forvaltningen udbeder sig

udtalelse om, hvorvidt klienten henhører under gruppen i h.t. § 28 og 29 i

lov

om social service, idet der søges om dækning af div. merudgifter i

forbindelse

med klientens lidelse og samtidig forhold til evt. ansøgning om tabt

arbejdsfortjeneste i forbindelse med ophør af barselsorlov, marts 2000.

Der foreligger skrivelse fra

speciallæge i børnesygdomme af 21.12.1999, journalkopi fra Børneafdelingen i

(Y) i perioden 16.12.1999.

Sygehistorie:

4 mdr. gammel pige med

velkendt og veldiagnosticeret muskelsvind. Tilstanden er ubønhørlig

Læs alt

fremadskridende, indtil en tilstand, hvor klienten bliver fuldstændig

hjælpeløs

og formentlig afgår ved døden indenfor en periode på ca. 20 år plus minus

nogle

år.

Diagnose:

Dystofia muskularom

(muskelsvind)

Vurdering:

Der er tale om en 4 mdr. gammel

pige med alvorlig arvelig sygdom medførende total invaliditet og død inden

for

en periode på ca. 20 år.

”

Den 13. februar 2000

bevilgede X Kommune B kompensation for tabt arbejdsfortjeneste efter

servicelovens § 29 for en periode på 3 måneder fra den 28. februar 2000 til

den

31. maj 2000. Beløbet udgjorde 12.333 kr. brutto pr. måned minus sparet

dagpleje på 1.575 kr.

B klagede den 17. februar

2000 til Det Sociale Nævn for Z Amt over afgørelsen.

Af kommunens brev af 10.

marts 2000 til Det Sociale Nævn for Z Amt fremgår at kommunen revurderede

sagen

og ændrede afgørelsen således at B i stedet fik bevilget 14.336 kr. brutto

pr.

måned. Kommunen fastholdt imidlertid at beløbet for sparet dagplejepasning

skulle fratrækkes under henvisning til pkt. 112 i Socialministeriets

vejledning

om sociale tilbud til børn og unge med handicap. Kommunen fremsendte samtidig

sagens akter til nævnet. Efterfølgende meddelte kommunen at journalmaterialet

ved en fejltagelse ikke var vedlagt hvorfor dette blev eftersendt.

B anmodede herefter det

sociale nævn om aktindsigt i sagen og modtog den 21. marts 2000 kopi af

sagens

akter, herunder X Kommunes journalark indeholdende lægekonsulent L’s

erklæring.

B og C blev meget chokerede

over lægekonsulent L’s erklæring. De drøftede den 23. marts 2000

erklæringen

med lægerne på Centralsygehuset i Y der ikke mente at der var belæg for

L’s

udtalelse om D’s prognose.

Den 11. april 2000 tiltrådte

Det Sociale Nævn for Z Amt kommunens afgørelse.

Centralsygehuset i Y sendte

den 11. april 2000 en udtalelse til X Kommune hvori der bl.a. stod følgende:

”(D)’s sygdom er i

erklæringen beskrevet, som en alvorlig arvelig sygdom medførende total

invaliditet og død indenfor en periode på ca. 20 år. Dette er en fejlagtig

opfattelse af (D)’s sygdom. (D) har en medfødt muskeldystrofi, der

formentlig

ikke vil forværres, men som sandsynligvis vil give (D) fysiske handicaps. Det

er en kronisk sygdom, hvis præcise forløb det på nuværende tidspunkt ikke er

muligt at udtale sig sikkert om, bl.a. er det usikkert om (D) opnår normal

gangfunktion. Der er imidlertid intet belæg for at mene, at (D)’s sygdom

vil

føre til total invaliditet og død indenfor en periode på ca. 20 år.”

Den 26. maj 2000 meddelte X

Kommune ved lægekonsulent L og socialformidler ( ) B og C at

centralsygehusets

brev var taget til efterretning og ville erstatte lægekonsulentens notat

hvilket ville fremgå af journalen.

B og C klagede den 23.

oktober 2000 til X Kommunes borgmester over lægekonsulent L’s vurdering

af D.

Borgmesteren svarede den 2. november 2000 at han ikke havde kompetence til at

kritisere autoriseret personales faglige vurderinger, men at han alene kunne

påse om sagsbehandlingen havde fulgt god forvaltningsskik. Borgmesteren

anførte

endvidere at han ud fra sociale og menneskelige hensyn synes at det var en

god

beslutning at forvaltningen havde valgt at lade centralsygehusets vurdering

af

diagnosen ligge til grund for sagsbehandlingen. I øvrigt udtrykte

borgmesteren

forståelse for at sagen havde gjort et meget ubehageligt indtryk på B og C.

Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn og Embedslægeinstitutionen for Z Amt afviste henholdsvis den

3. oktober og 20. november 2000 at gå ind i sagen.

På vegne af B og C klagede

advokat A den 12. marts 2001 til mig over at kommunens lægekonsulent ikke

havde

tilset D inden sin udtalelse og ikke havde gengivet D’s sygehistorie i

overensstemmelse med journalen fra Centralsygehuset i Y, ligesom A klagede

over

at kommunen ikke var fremkommet med en undskyldning vedrørende det passerede.

Den 25. april 2001 bad jeg X

Kommune om en udtalelse i anledning af klagen. Jeg bad om at kommunen

forinden

indhentede en udtalelse fra lægekonsulent L om sagen. Endelig bad jeg om at

kommunen tilbagesendte sagen via Det Sociale Nævn for Z Amt, og skrev

følgende

til nævnet:

”Jeg beder i den forbindelse

nævnet udtale sig om hvorvidt nævnet ved udleveringen af

lægekonsulentudtalelsen til forældrene var - eller burde have været -

opmærksom

på, dels at forældrene ikke tidligere havde set indholdet, dels at indholdet

af

udtalelsen var af en sådan karakter at det kunne tale for at forældrenes

indsigt blev formidlet på en særlig hensynsfuld måde, jf. herved de

principper

for information om helbredsforhold som er fastsat i

patientretsstillingslovens

§ 7.”

I udtalelse af 2. juli 2001

skrev X Kommune bl.a. således:

”Klagen vedrører konkret dels

lægekonsulentens faglige bedømmelse af en foreliggende patientjournal samt

korrespondance med sygehuset og dernæst en følgepåstand om, at (X) kommune

har

ført fejlagtige oplysninger til forvaltningens journal i notatet den

20-01-2000.

For så vidt angår

lægekonsulent (L)’s bedømmelse af de foreliggende oplysninger udtaler

denne

følgende til sagen:

’Undertegnede, der er

speciallæge i almen medicin, og har haft længere ansættelse, d.v.s. mere end

1

år på specialafdeling for børnesygdomme og samtidig har mere end 10 års

erfaring som lægekonsulent må udtale følgende:

I sagen vil jeg gøre klart,

at jeg har udarbejdet et notat efter anmodning fra kommunen, som skulle dække

den viden, der foreligger på området på nuværende tidspunkt. Jeg finder ikke

anledning til på nogen måde at moderere dette eller ændre dette indlæg, ej

heller på nogen måde, hvad prognose angår, idet det er den viden, der på

nuværende tidspunkt ligger på området. Jeg er fuldt ud klar over, at

børneafdelingen på (Y) Centralsygehus har anden opfattelse af sagen, og det

respekterer jeg, men jeg kan ikke se, at min kan ændres af den grund.

Jeg har dog for at være

fleksibel tilladt, at min vurdering i sagen skulle erstattes af

Centralsygehusets i (Y).

Jeg kan dog kun beklage, at

min længere redegørelse, som absolut ikke er beregnet for andet end

sagsbehandlere i kommunen, og bestemt ikke er beregnet til oplysning for

patienter, klienter eller deres pårørende og slet ikke i særdeleshed for

forældrene til (D), at denne redegørelse er kommet i ufiltreret form til

kendskab for klienten og dennes pårørende.

Jeg har oven i købet for at

sikre mig nøje fremhævet i mit notat, at det ikke var egnet til

offentliggørelse, at det ikke var omfattet af aktindsigtslovens bestemmelser

om

aktindsigt, men udelukkende dens undtagelser, og at klienten derfor under

ingen

omstændigheder måtte læse det. Desværre er akterne alligevel sendt videre til

Statsamtet, som heller ikke har reageret på mine forbehold og derfra sendt

videre

til klienten. I den forbindelse kan jeg selvfølgelig kun beklage det skete,

men

jeg er uden anledning til hændelsen, og jeg er end ikke blevet spurgt om,

hvorvidt det kunne sendes videre, for i så fald havde jeg selv klart aldrig

givet min tilladelse.

I det andet spørgsmål, der

diskuteres, er hvorvidt jeg kan tillade mig at udtale mig om noget som helst

uden at have foretaget en grundig undersøgelse af den pågældende klients

person. Hertil er kun at oplyse, at der foreligger en retslig afgørelse på en

lægekonsulent i ( ) fra begyndelsen af 90’erne, hvor Retslægerådet har

været

medinddraget, og hvor det tydeligt konkluderes, at lægekonsulenter aldrig

nogensinde må undersøge klienter personligt, idet de skal udelukkende komme

med

deres indstillinger på baggrund af det foreliggende materiale, og en

undersøgelse vil givetvis medføre en subjektiv vurdering fra lægekonsulenten,

og det må for alt i verden undgås.

På den baggrund kan jeg kun

afvise, at jeg skulle have undersøgt klienten, inden min udtalelse.’

For så vidt angår spørgsmålet om tilførsel af fejlagtige

journaloplysninger,

følger det af ovenstående udtalelse fra lægekonsulent

(L), at der blandt læger tilsyneladende består en faglig uenighed om

rækkevidden af diagnosen hos (D).

Som konsekvens af denne

uenighed har (X) kommune, som nævnt i vort brev af den 26.05.2000, valgt at

lade vurderingerne fra Centralsygehuset i (Y) (mindst vidtgående) være

grundlag

for al videre sagsbehandling.

I brev af den 02.11.2000

udtrykker borgmesteren ’forståelse for, at den foreliggende sag har

gjort et

meget ubehageligt indtryk’, og handler dermed netop i overensstemmelse

med god

forvaltningsskik idet derved tilkendegives, at de foreliggende lægelige

oplysninger - især henset til disses indbyrdes uenigheder - ikke burde have

været udleveret til parten i en

ikke

bearbejdet form, som det skete i

forbindelse med en klagebehandling (klage af den 17.02.2000 j.nr. 2000-652/80

i

Det Sociale Nævn).”

Det sociale nævn sendte den

19. juli 2001 en redegørelse om sagen fra nævnets sagsbehandler hvoraf bl.a.

fremgik følgende:

”Nævnet har den 13. marts

2000 modtaget akterne i ovenstående sag. Journalmaterialet var ikke medsendt.

Ved brev af 10. marts 2000

oplyste kommunen, at journalmaterialet ved en fejltagelse ikke var vedlagt,

hvorfor det blev eftersendt. Nævnet modtog dette brev den 14. marts 2000.

Materialet bestod af 5 A4 siders journalark, hvor der ud for hver dato var

noteret en overskrift markeret med fed skrift, i alt 8 fede overskrifter. Ud

for datoen 20-01-2000 var den fede overskrift: ’Ikke udleveres for

aktindsigt,

iflg. lægekons. (L).’ Denne overskrift var ikke på anden måde fremhævet

(gulet

ind) eller anført med en særlig farve, streget under eller lignende. Notatet

fra 20. januar 2000 stod heller ikke på en særlig side for sig, således at

det

var tydeligere, men startede ca. ¾ nede på side 1 af de 5 sider og fortsatte

til ca. ¾ nede på side 2, altså mellem en række andre notater, der ikke var

undtaget for aktindsigt.

Det fremgår endvidere hverken

af kommunens oprindelige oversendelsesbrev til nævnet (modtaget i nævnet den

13. marts 2000) eller det efterfølgende eftersendelsesbrev (modtaget den 14.

marts 2000), at der i sagen er oplysninger, der ikke må udleveres for

aktindsigt, hvilket vel havde været naturligt, når kommunen særskilt

eftersender journalmaterialet. Nævnet har ej heller modtaget nogen form for

telefonisk besked herom eller er på nogen anden måde orienteret.

Nævnets standardprocedure er,

at de akter der modtages fra kommunen i en sag sendes til høring hos

klageren,

således at borgeren har mulighed for at fremkomme med sine bemærkninger til

sagens akter. Dette er en praksis som nævnet har praktiseret i mange år, og

som

alle kommuner i amtet er bekendt med, herunder også (X) Kommune.

Nævnet behandler hvert år omkring

1.800 klager i sociale sager og det er uhyre sjældent, at der i disse sager

er

akter der er undtaget fra aktindsigt, heller ikke i sager, der vedrører

personer med livstruende sygdomme, som fx kræft og AIDS.

Nævnets standardprocedure om

høring af klageren blev også iværksat i denne sag. Klageren fik således alle

akter modtaget fra kommunen til høring, herunder kommunens journalnotater,

bl.a. indeholdende notatet af 20. januar 2000.

Ved en beklagelig fejltagelse

var jeg som sagsbehandler ikke opmærksom på, at det i journalen var noteret,

at

lægekonsulentens notat af 20. januar 2000 ikke måtte udleveres til

aktindsigt.

Jeg skal dybt beklage det skete, og bestræbe mig på, at det ikke sker

igen.”

Samtidig udtalte nævnet bl.a.

således:

”På baggrund af redegørelsen

skal nævnet beklage, at vi ikke var - men burde have været - opmærksomme på,

dels at forældrene ikke tidligere havde set indholdet af kommunens

journalnotat

af 20. januar 2000, dels at indholdet af notatet var af en sådan karakter, at

det kunne tale for at forældrenes indsigt blev formidlet på en særlig

hensynsfuld måde.

Nævnet vil herefter indskærpe

over for medarbejderne, at der i fremtiden udvises større påpasselighed, når

sagsakter sendes til høring, så lignende episoder undgås.”

A indsendte den 18. september

2001 en udtalelse af 23. august 2001 fra Rigshospitalet vedrørende D og

fremkom

samtidig med bemærkninger til myndighedernes udtalelser i sagen. A skrev

bl.a.

således:

”Kommunens lægekonsulent

synes at handle ud fra et synspunkt om, at det er ham som subjektivt

bestemmer,

hvilke oplysninger/dokumenter der er undergivet aktindsigt eller ej. Det er

min

opfattelse, at lægekonsulentens brev af 20. januar 2000 er omfattet af reglen

i

forvaltningslovens § 13, stk. 1, nr. 3 og således ikke undtaget fra

aktindsigt.

Det at oplysningerne var af en sådan karakter, at de var egnet til at

fremkalde

angst og vrede, gør ikke oplysningerne undtaget fra aktindsigt, men der skal

følges nogen normer for overbringelse af oplysningerne.

En subjektiv vurdering af

indholdet af et dokument skal kun foretages i forhold til forvaltningslovens

§

15, stk. 1-5, hvilke forhold ikke berører det her omtalte. Efter min

opfattelse

skal embedsmanden eller myndigheden foretage en objektiv vurdering efter

reglerne i forvaltningslovens § 12, og det mener jeg ikke, at lægekonsulenten

har gjort i denne sag.”

Ved brev af 21. december 2001

bad jeg om X Kommunes eventuelle bemærkninger til det A havde anført i sit

brev. Kommunen meddelte den 25. januar 2002 at man ingen bemærkninger havde.

Ombudsmandens udtalelse

”1. Den lægelige vurdering af (D)’s sygdom

De har bl.a. klaget over selve indholdet af lægekonsulent (L)’s

erklæring af 20. januar 2000.

Kontrol af de lægelige vurderingers rigtighed kræver en fagkundskab som

ombudsmanden ikke har. Jeg har derfor ikke grundlag for at vurdere indholdet

af lægekonsulentens erklæring.

Vedrørende Deres klage over at lægekonsulenten ikke har tilset (D) inden

afgivelse af sin erklæring, bemærker jeg at lægekonsulenterne normalt er

ansat af de sociale myndigheder som faglige konsulenter og alene skal

foretage en (lægefaglig) vurdering af sagens oplysninger, navnlig de

indhentede lægeerklæringer. (Se f.eks. Socialministeriets cirkulæreskrivelse

nr. 13 af 28. januar 1998 om orientering om lægers opgaver i pensionssager).

Jeg forstår at dette også har været lægekonsulentens opgave i denne sag.

2. Lægekonsulentens bemærkninger om indsigt

Det er et grundlæggende princip i dansk forvaltningsret at en part i en sag

har ret til at se alle sagens oplysninger og dokumenter. Det følger dels af

reglerne om partsaktindsigt i forvaltningsloven, reglerne om egenacces i

offentlighedsloven og nu også af persondatalovens regler om indsigt i

personoplysninger. Undtagelse herfra kræver særdeles tungtvejende grunde.

Også i lægekonsulentudtalelser som er forblevet interne, bør der efter

omstændighederne gives indsigt, jf. den sag der er omtalt i Folketingets

Ombudsmands beretning for 1990, s. 216ff*, og min udtalelse af 23. maj 2001 i

sagen j.nr. 1999-2095-001 der vil blive optrykt i Folketingets Ombudsmands

beretning for 2001. Kopi af udtalelserne vedlægges.

På den baggrund må jeg stille

mig uforstående over for lægekonsulentens bemærkninger om at hans notat

’absolut ikke er beregnet for andet end sagsbehandlere i kommunen

...’.

Lægekonsulenter skal -

ligesom andre sagsbehandlere - være opmærksom på at de notater de udfærdiger,

ofte er undergivet indsigt efter de nævnte regelsæt. Konsulenterne skal

endvidere være opmærksom på at de ikke selv afgør spørgsmål om indsigt, og at

deres eventuelle udtalelser herom ikke er bindende for de besluttende

myndigheder. For samtlige notater mv. som en lægekonsulent udarbejder, må

konsulenten således påregne at dokumentet kan blive undergivet indsigt hos

den

eller de omtalte personer.

På den baggrund må jeg tage

afstand fra lægekonsulentens udtalelse om at ’klienten derfor under

ingen

omstændigheder måtte læse det’.

Jeg har gjort kommunen

bekendt med min opfattelse og bedt kommunen orientere den pågældende

lægekonsulent herom.

3. Kommunens videregivelse af erklæringen

til det sociale nævn

I forbindelse

med Deres klienters klage til det sociale nævn over (X) Kommunes afgørelse om

tabt arbejdsfortjeneste sendte kommunen alle sagens akter - herunder

kommunens

interne journalmateriale indeholdende lægekonsulent (L)’s udtalelse om

(D) -

videre til nævnet.

Videregivelsen af

lægekonsulentens erklæring var relevant for nævnets afgørelse hvorfor

kommunens

videregivelse heraf ikke kan give mig anledning til bemærkninger.

Jeg må imidlertid på baggrund

af udtalelsen fra nævnets sagsbehandler lægge til grund at kommunen ikke i

forbindelse med oversendelse af akter og journalmateriale til det sociale

nævn

gjorde nævnet opmærksom på at der i sagen var følsomme oplysninger som Deres

klienter ikke var bekendt med.

Jeg mener at det havde været

ønskeligt at kommunen havde gjort nævnet opmærksom herpå.

Jeg har gjort (X) Kommune

bekendt med min opfattelse.

4. Det sociale nævns videresendelse af

samtlige akter til Deres klienter

Det fremgår

af nævnets udtalelse hertil at nævnet overså at der blandt sagens akter

forelå

følsomme oplysninger i lægekonsulent (L)’s erklæring som der ikke

tidligere var

givet aktindsigt i. Nævnet har beklaget at man ikke var opmærksom herpå. Jeg

er

enig med nævnet i at dette er beklageligt.

Nævnet har endvidere udtalt

at det er enig i at Deres klienters indsigt i erklæringen burde have være

formidlet på en særlig hensynsfuld måde i overensstemmelse med principperne i

patientretsstillingslovens § 7. Nævnet har beklaget at det ikke skete. Jeg er

enig med nævnet i at dette er beklageligt.

Jeg har gjort det sociale

nævn bekendt med min opfattelse.

Jeg har noteret mig at nævnet

vil indskærpe over for medarbejdere at der i fremtiden udvises større

påpasselighed når sagsakter sendes til høring, med henblik på at undgå

lignende

episoder.

Det tilføjes at jeg ikke har

fundet tilstrækkelig anledning til nærmere at kommentere spørgsmålet om

hvorvidt der forelå så tungtvejende modstående hensyn at nævnet med rette

kunne

have undladt at give Deres klienter indsigt i lægekonsulentudtalelsen.

Jeg foretager mig herefter

ikke mere i sagen.”

NOTE: (*)

FOB 1990, s. 216.

Lignende dokumenter