Utilsigtet aktindsigt i lægekonsulentudtalelse. Formidling efter principper i patientretsstillingslovens § 7
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Utilsigtet aktindsigt i lægekonsulentudtalelse. Formidling
efter principper i patientretsstillingslovens § 7
B og C fik
den 12. september 1999 en datter, D, der blev født på Centralsygehuset i Y.
Den
16. december 1999 konstaterede lægerne på sygehuset at D led af kongenit
dystrofi, der er en form for muskelsvind.
B søgte på baggrund af den
konstaterede lidelse X Kommune om tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens
§
29.
Til brug for vurderingen af
ansøgningen blev sagen forelagt kommunens lægekonsulent, L. I en erklæring af
20. januar 2000 - der blev indført på kommunens journalark - udtalte
lægekonsulenten følgende:
”
Ikke udleveres for aktindsigt, iflg. Lægekons. (L).
Forvaltningen udbeder sig
udtalelse om, hvorvidt klienten henhører under gruppen i h.t. § 28 og 29 i
lov
om social service, idet der søges om dækning af div. merudgifter i
forbindelse
med klientens lidelse og samtidig forhold til evt. ansøgning om tabt
arbejdsfortjeneste i forbindelse med ophør af barselsorlov, marts 2000.
Der foreligger skrivelse fra
speciallæge i børnesygdomme af 21.12.1999, journalkopi fra Børneafdelingen i
(Y) i perioden 16.12.1999.
Sygehistorie:
4 mdr. gammel pige med
velkendt og veldiagnosticeret muskelsvind. Tilstanden er ubønhørlig
Læs alt
fremadskridende, indtil en tilstand, hvor klienten bliver fuldstændig
hjælpeløs
og formentlig afgår ved døden indenfor en periode på ca. 20 år plus minus
nogle
år.
Diagnose:
Dystofia muskularom
(muskelsvind)
Vurdering:
Der er tale om en 4 mdr. gammel
pige med alvorlig arvelig sygdom medførende total invaliditet og død inden
for
en periode på ca. 20 år.
”
Den 13. februar 2000
bevilgede X Kommune B kompensation for tabt arbejdsfortjeneste efter
servicelovens § 29 for en periode på 3 måneder fra den 28. februar 2000 til
den
31. maj 2000. Beløbet udgjorde 12.333 kr. brutto pr. måned minus sparet
dagpleje på 1.575 kr.
B klagede den 17. februar
2000 til Det Sociale Nævn for Z Amt over afgørelsen.
Af kommunens brev af 10.
marts 2000 til Det Sociale Nævn for Z Amt fremgår at kommunen revurderede
sagen
og ændrede afgørelsen således at B i stedet fik bevilget 14.336 kr. brutto
pr.
måned. Kommunen fastholdt imidlertid at beløbet for sparet dagplejepasning
skulle fratrækkes under henvisning til pkt. 112 i Socialministeriets
vejledning
om sociale tilbud til børn og unge med handicap. Kommunen fremsendte samtidig
sagens akter til nævnet. Efterfølgende meddelte kommunen at journalmaterialet
ved en fejltagelse ikke var vedlagt hvorfor dette blev eftersendt.
B anmodede herefter det
sociale nævn om aktindsigt i sagen og modtog den 21. marts 2000 kopi af
sagens
akter, herunder X Kommunes journalark indeholdende lægekonsulent L’s
erklæring.
B og C blev meget chokerede
over lægekonsulent L’s erklæring. De drøftede den 23. marts 2000
erklæringen
med lægerne på Centralsygehuset i Y der ikke mente at der var belæg for
L’s
udtalelse om D’s prognose.
Den 11. april 2000 tiltrådte
Det Sociale Nævn for Z Amt kommunens afgørelse.
Centralsygehuset i Y sendte
den 11. april 2000 en udtalelse til X Kommune hvori der bl.a. stod følgende:
”(D)’s sygdom er i
erklæringen beskrevet, som en alvorlig arvelig sygdom medførende total
invaliditet og død indenfor en periode på ca. 20 år. Dette er en fejlagtig
opfattelse af (D)’s sygdom. (D) har en medfødt muskeldystrofi, der
formentlig
ikke vil forværres, men som sandsynligvis vil give (D) fysiske handicaps. Det
er en kronisk sygdom, hvis præcise forløb det på nuværende tidspunkt ikke er
muligt at udtale sig sikkert om, bl.a. er det usikkert om (D) opnår normal
gangfunktion. Der er imidlertid intet belæg for at mene, at (D)’s sygdom
vil
føre til total invaliditet og død indenfor en periode på ca. 20 år.”
Den 26. maj 2000 meddelte X
Kommune ved lægekonsulent L og socialformidler ( ) B og C at
centralsygehusets
brev var taget til efterretning og ville erstatte lægekonsulentens notat
hvilket ville fremgå af journalen.
B og C klagede den 23.
oktober 2000 til X Kommunes borgmester over lægekonsulent L’s vurdering
af D.
Borgmesteren svarede den 2. november 2000 at han ikke havde kompetence til at
kritisere autoriseret personales faglige vurderinger, men at han alene kunne
påse om sagsbehandlingen havde fulgt god forvaltningsskik. Borgmesteren
anførte
endvidere at han ud fra sociale og menneskelige hensyn synes at det var en
god
beslutning at forvaltningen havde valgt at lade centralsygehusets vurdering
af
diagnosen ligge til grund for sagsbehandlingen. I øvrigt udtrykte
borgmesteren
forståelse for at sagen havde gjort et meget ubehageligt indtryk på B og C.
Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn og Embedslægeinstitutionen for Z Amt afviste henholdsvis den
3. oktober og 20. november 2000 at gå ind i sagen.
På vegne af B og C klagede
advokat A den 12. marts 2001 til mig over at kommunens lægekonsulent ikke
havde
tilset D inden sin udtalelse og ikke havde gengivet D’s sygehistorie i
overensstemmelse med journalen fra Centralsygehuset i Y, ligesom A klagede
over
at kommunen ikke var fremkommet med en undskyldning vedrørende det passerede.
Den 25. april 2001 bad jeg X
Kommune om en udtalelse i anledning af klagen. Jeg bad om at kommunen
forinden
indhentede en udtalelse fra lægekonsulent L om sagen. Endelig bad jeg om at
kommunen tilbagesendte sagen via Det Sociale Nævn for Z Amt, og skrev
følgende
til nævnet:
”Jeg beder i den forbindelse
nævnet udtale sig om hvorvidt nævnet ved udleveringen af
lægekonsulentudtalelsen til forældrene var - eller burde have været -
opmærksom
på, dels at forældrene ikke tidligere havde set indholdet, dels at indholdet
af
udtalelsen var af en sådan karakter at det kunne tale for at forældrenes
indsigt blev formidlet på en særlig hensynsfuld måde, jf. herved de
principper
for information om helbredsforhold som er fastsat i
patientretsstillingslovens
§ 7.”
I udtalelse af 2. juli 2001
skrev X Kommune bl.a. således:
”Klagen vedrører konkret dels
lægekonsulentens faglige bedømmelse af en foreliggende patientjournal samt
korrespondance med sygehuset og dernæst en følgepåstand om, at (X) kommune
har
ført fejlagtige oplysninger til forvaltningens journal i notatet den
20-01-2000.
For så vidt angår
lægekonsulent (L)’s bedømmelse af de foreliggende oplysninger udtaler
denne
følgende til sagen:
’Undertegnede, der er
speciallæge i almen medicin, og har haft længere ansættelse, d.v.s. mere end
1
år på specialafdeling for børnesygdomme og samtidig har mere end 10 års
erfaring som lægekonsulent må udtale følgende:
I sagen vil jeg gøre klart,
at jeg har udarbejdet et notat efter anmodning fra kommunen, som skulle dække
den viden, der foreligger på området på nuværende tidspunkt. Jeg finder ikke
anledning til på nogen måde at moderere dette eller ændre dette indlæg, ej
heller på nogen måde, hvad prognose angår, idet det er den viden, der på
nuværende tidspunkt ligger på området. Jeg er fuldt ud klar over, at
børneafdelingen på (Y) Centralsygehus har anden opfattelse af sagen, og det
respekterer jeg, men jeg kan ikke se, at min kan ændres af den grund.
Jeg har dog for at være
fleksibel tilladt, at min vurdering i sagen skulle erstattes af
Centralsygehusets i (Y).
Jeg kan dog kun beklage, at
min længere redegørelse, som absolut ikke er beregnet for andet end
sagsbehandlere i kommunen, og bestemt ikke er beregnet til oplysning for
patienter, klienter eller deres pårørende og slet ikke i særdeleshed for
forældrene til (D), at denne redegørelse er kommet i ufiltreret form til
kendskab for klienten og dennes pårørende.
Jeg har oven i købet for at
sikre mig nøje fremhævet i mit notat, at det ikke var egnet til
offentliggørelse, at det ikke var omfattet af aktindsigtslovens bestemmelser
om
aktindsigt, men udelukkende dens undtagelser, og at klienten derfor under
ingen
omstændigheder måtte læse det. Desværre er akterne alligevel sendt videre til
Statsamtet, som heller ikke har reageret på mine forbehold og derfra sendt
videre
til klienten. I den forbindelse kan jeg selvfølgelig kun beklage det skete,
men
jeg er uden anledning til hændelsen, og jeg er end ikke blevet spurgt om,
hvorvidt det kunne sendes videre, for i så fald havde jeg selv klart aldrig
givet min tilladelse.
I det andet spørgsmål, der
diskuteres, er hvorvidt jeg kan tillade mig at udtale mig om noget som helst
uden at have foretaget en grundig undersøgelse af den pågældende klients
person. Hertil er kun at oplyse, at der foreligger en retslig afgørelse på en
lægekonsulent i ( ) fra begyndelsen af 90’erne, hvor Retslægerådet har
været
medinddraget, og hvor det tydeligt konkluderes, at lægekonsulenter aldrig
nogensinde må undersøge klienter personligt, idet de skal udelukkende komme
med
deres indstillinger på baggrund af det foreliggende materiale, og en
undersøgelse vil givetvis medføre en subjektiv vurdering fra lægekonsulenten,
og det må for alt i verden undgås.
På den baggrund kan jeg kun
afvise, at jeg skulle have undersøgt klienten, inden min udtalelse.’
For så vidt angår spørgsmålet om tilførsel af fejlagtige
journaloplysninger,
følger det af ovenstående udtalelse fra lægekonsulent
(L), at der blandt læger tilsyneladende består en faglig uenighed om
rækkevidden af diagnosen hos (D).
Som konsekvens af denne
uenighed har (X) kommune, som nævnt i vort brev af den 26.05.2000, valgt at
lade vurderingerne fra Centralsygehuset i (Y) (mindst vidtgående) være
grundlag
for al videre sagsbehandling.
I brev af den 02.11.2000
udtrykker borgmesteren ’forståelse for, at den foreliggende sag har
gjort et
meget ubehageligt indtryk’, og handler dermed netop i overensstemmelse
med god
forvaltningsskik idet derved tilkendegives, at de foreliggende lægelige
oplysninger - især henset til disses indbyrdes uenigheder - ikke burde have
været udleveret til parten i en
ikke
bearbejdet form, som det skete i
forbindelse med en klagebehandling (klage af den 17.02.2000 j.nr. 2000-652/80
i
Det Sociale Nævn).”
Det sociale nævn sendte den
19. juli 2001 en redegørelse om sagen fra nævnets sagsbehandler hvoraf bl.a.
fremgik følgende:
”Nævnet har den 13. marts
2000 modtaget akterne i ovenstående sag. Journalmaterialet var ikke medsendt.
Ved brev af 10. marts 2000
oplyste kommunen, at journalmaterialet ved en fejltagelse ikke var vedlagt,
hvorfor det blev eftersendt. Nævnet modtog dette brev den 14. marts 2000.
Materialet bestod af 5 A4 siders journalark, hvor der ud for hver dato var
noteret en overskrift markeret med fed skrift, i alt 8 fede overskrifter. Ud
for datoen 20-01-2000 var den fede overskrift: ’Ikke udleveres for
aktindsigt,
iflg. lægekons. (L).’ Denne overskrift var ikke på anden måde fremhævet
(gulet
ind) eller anført med en særlig farve, streget under eller lignende. Notatet
fra 20. januar 2000 stod heller ikke på en særlig side for sig, således at
det
var tydeligere, men startede ca. ¾ nede på side 1 af de 5 sider og fortsatte
til ca. ¾ nede på side 2, altså mellem en række andre notater, der ikke var
undtaget for aktindsigt.
Det fremgår endvidere hverken
af kommunens oprindelige oversendelsesbrev til nævnet (modtaget i nævnet den
13. marts 2000) eller det efterfølgende eftersendelsesbrev (modtaget den 14.
marts 2000), at der i sagen er oplysninger, der ikke må udleveres for
aktindsigt, hvilket vel havde været naturligt, når kommunen særskilt
eftersender journalmaterialet. Nævnet har ej heller modtaget nogen form for
telefonisk besked herom eller er på nogen anden måde orienteret.
Nævnets standardprocedure er,
at de akter der modtages fra kommunen i en sag sendes til høring hos
klageren,
således at borgeren har mulighed for at fremkomme med sine bemærkninger til
sagens akter. Dette er en praksis som nævnet har praktiseret i mange år, og
som
alle kommuner i amtet er bekendt med, herunder også (X) Kommune.
Nævnet behandler hvert år omkring
1.800 klager i sociale sager og det er uhyre sjældent, at der i disse sager
er
akter der er undtaget fra aktindsigt, heller ikke i sager, der vedrører
personer med livstruende sygdomme, som fx kræft og AIDS.
Nævnets standardprocedure om
høring af klageren blev også iværksat i denne sag. Klageren fik således alle
akter modtaget fra kommunen til høring, herunder kommunens journalnotater,
bl.a. indeholdende notatet af 20. januar 2000.
Ved en beklagelig fejltagelse
var jeg som sagsbehandler ikke opmærksom på, at det i journalen var noteret,
at
lægekonsulentens notat af 20. januar 2000 ikke måtte udleveres til
aktindsigt.
Jeg skal dybt beklage det skete, og bestræbe mig på, at det ikke sker
igen.”
Samtidig udtalte nævnet bl.a.
således:
”På baggrund af redegørelsen
skal nævnet beklage, at vi ikke var - men burde have været - opmærksomme på,
dels at forældrene ikke tidligere havde set indholdet af kommunens
journalnotat
af 20. januar 2000, dels at indholdet af notatet var af en sådan karakter, at
det kunne tale for at forældrenes indsigt blev formidlet på en særlig
hensynsfuld måde.
Nævnet vil herefter indskærpe
over for medarbejderne, at der i fremtiden udvises større påpasselighed, når
sagsakter sendes til høring, så lignende episoder undgås.”
A indsendte den 18. september
2001 en udtalelse af 23. august 2001 fra Rigshospitalet vedrørende D og
fremkom
samtidig med bemærkninger til myndighedernes udtalelser i sagen. A skrev
bl.a.
således:
”Kommunens lægekonsulent
synes at handle ud fra et synspunkt om, at det er ham som subjektivt
bestemmer,
hvilke oplysninger/dokumenter der er undergivet aktindsigt eller ej. Det er
min
opfattelse, at lægekonsulentens brev af 20. januar 2000 er omfattet af reglen
i
forvaltningslovens § 13, stk. 1, nr. 3 og således ikke undtaget fra
aktindsigt.
Det at oplysningerne var af en sådan karakter, at de var egnet til at
fremkalde
angst og vrede, gør ikke oplysningerne undtaget fra aktindsigt, men der skal
følges nogen normer for overbringelse af oplysningerne.
En subjektiv vurdering af
indholdet af et dokument skal kun foretages i forhold til forvaltningslovens
§
15, stk. 1-5, hvilke forhold ikke berører det her omtalte. Efter min
opfattelse
skal embedsmanden eller myndigheden foretage en objektiv vurdering efter
reglerne i forvaltningslovens § 12, og det mener jeg ikke, at lægekonsulenten
har gjort i denne sag.”
Ved brev af 21. december 2001
bad jeg om X Kommunes eventuelle bemærkninger til det A havde anført i sit
brev. Kommunen meddelte den 25. januar 2002 at man ingen bemærkninger havde.
Ombudsmandens udtalelse
”1. Den lægelige vurdering af (D)’s sygdom
De har bl.a. klaget over selve indholdet af lægekonsulent (L)’s
erklæring af 20. januar 2000.
Kontrol af de lægelige vurderingers rigtighed kræver en fagkundskab som
ombudsmanden ikke har. Jeg har derfor ikke grundlag for at vurdere indholdet
af lægekonsulentens erklæring.
Vedrørende Deres klage over at lægekonsulenten ikke har tilset (D) inden
afgivelse af sin erklæring, bemærker jeg at lægekonsulenterne normalt er
ansat af de sociale myndigheder som faglige konsulenter og alene skal
foretage en (lægefaglig) vurdering af sagens oplysninger, navnlig de
indhentede lægeerklæringer. (Se f.eks. Socialministeriets cirkulæreskrivelse
nr. 13 af 28. januar 1998 om orientering om lægers opgaver i pensionssager).
Jeg forstår at dette også har været lægekonsulentens opgave i denne sag.
2. Lægekonsulentens bemærkninger om indsigt
Det er et grundlæggende princip i dansk forvaltningsret at en part i en sag
har ret til at se alle sagens oplysninger og dokumenter. Det følger dels af
reglerne om partsaktindsigt i forvaltningsloven, reglerne om egenacces i
offentlighedsloven og nu også af persondatalovens regler om indsigt i
personoplysninger. Undtagelse herfra kræver særdeles tungtvejende grunde.
Også i lægekonsulentudtalelser som er forblevet interne, bør der efter
omstændighederne gives indsigt, jf. den sag der er omtalt i Folketingets
Ombudsmands beretning for 1990, s. 216ff*, og min udtalelse af 23. maj 2001 i
sagen j.nr. 1999-2095-001 der vil blive optrykt i Folketingets Ombudsmands
beretning for 2001. Kopi af udtalelserne vedlægges.
På den baggrund må jeg stille
mig uforstående over for lægekonsulentens bemærkninger om at hans notat
’absolut ikke er beregnet for andet end sagsbehandlere i kommunen
...’.
Lægekonsulenter skal -
ligesom andre sagsbehandlere - være opmærksom på at de notater de udfærdiger,
ofte er undergivet indsigt efter de nævnte regelsæt. Konsulenterne skal
endvidere være opmærksom på at de ikke selv afgør spørgsmål om indsigt, og at
deres eventuelle udtalelser herom ikke er bindende for de besluttende
myndigheder. For samtlige notater mv. som en lægekonsulent udarbejder, må
konsulenten således påregne at dokumentet kan blive undergivet indsigt hos
den
eller de omtalte personer.
På den baggrund må jeg tage
afstand fra lægekonsulentens udtalelse om at ’klienten derfor under
ingen
omstændigheder måtte læse det’.
Jeg har gjort kommunen
bekendt med min opfattelse og bedt kommunen orientere den pågældende
lægekonsulent herom.
3. Kommunens videregivelse af erklæringen
til det sociale nævn
I forbindelse
med Deres klienters klage til det sociale nævn over (X) Kommunes afgørelse om
tabt arbejdsfortjeneste sendte kommunen alle sagens akter - herunder
kommunens
interne journalmateriale indeholdende lægekonsulent (L)’s udtalelse om
(D) -
videre til nævnet.
Videregivelsen af
lægekonsulentens erklæring var relevant for nævnets afgørelse hvorfor
kommunens
videregivelse heraf ikke kan give mig anledning til bemærkninger.
Jeg må imidlertid på baggrund
af udtalelsen fra nævnets sagsbehandler lægge til grund at kommunen ikke i
forbindelse med oversendelse af akter og journalmateriale til det sociale
nævn
gjorde nævnet opmærksom på at der i sagen var følsomme oplysninger som Deres
klienter ikke var bekendt med.
Jeg mener at det havde været
ønskeligt at kommunen havde gjort nævnet opmærksom herpå.
Jeg har gjort (X) Kommune
bekendt med min opfattelse.
4. Det sociale nævns videresendelse af
samtlige akter til Deres klienter
Det fremgår
af nævnets udtalelse hertil at nævnet overså at der blandt sagens akter
forelå
følsomme oplysninger i lægekonsulent (L)’s erklæring som der ikke
tidligere var
givet aktindsigt i. Nævnet har beklaget at man ikke var opmærksom herpå. Jeg
er
enig med nævnet i at dette er beklageligt.
Nævnet har endvidere udtalt
at det er enig i at Deres klienters indsigt i erklæringen burde have være
formidlet på en særlig hensynsfuld måde i overensstemmelse med principperne i
patientretsstillingslovens § 7. Nævnet har beklaget at det ikke skete. Jeg er
enig med nævnet i at dette er beklageligt.
Jeg har gjort det sociale
nævn bekendt med min opfattelse.
Jeg har noteret mig at nævnet
vil indskærpe over for medarbejdere at der i fremtiden udvises større
påpasselighed når sagsakter sendes til høring, med henblik på at undgå
lignende
episoder.
Det tilføjes at jeg ikke har
fundet tilstrækkelig anledning til nærmere at kommentere spørgsmålet om
hvorvidt der forelå så tungtvejende modstående hensyn at nævnet med rette
kunne
have undladt at give Deres klienter indsigt i lægekonsulentudtalelsen.
Jeg foretager mig herefter
ikke mere i sagen.”
NOTE: (*)
FOB 1990, s. 216.
Lignende dokumenter
- Aktindsigt i lægekonsulentudtalelser og oplæg til nævnsmøde Retsinformation · 2. oktober 2002
- Afslag på indsigt i lægekonsulents navn i Arbejdsskadestyrelsen Retsinformation · 7. oktober 2008
- Sagsbehandlingsfejl i sygedagpengesag ført til henstilling om genoptagelse Retsinformation · 18. september 2001
- Nyt fra Ankestyrelsen - Aktindsigt i lægekonsulentudtalelser - af fuldmægtig Bente Brandborg Retsinformation · 1. oktober 1999
- Overtrædelse af videregivelsesreglerne at sende kopi af afgørelse om aktindsigt til andre myndigheder. Partsbegrebet. Sagsbegrebet Retsinformation · 13. juni 2008
- Afslag på kosttilskud efter pensionslovens § 17 om personligt tillæg Retsinformation · 3. marts 2003