Obligatorisk elektronisk eksamenstilmelding
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Obligatorisk elektronisk eksamenstilmelding
Af ”Nyt fra
Det juridiske Fakultet, Københavns Universitet”, februar 2001, fremgik
at
tilmelding til sommereksamen 2001 kun kunne ske via Internettet.
Til brug for mine
overvejelser om hvorvidt der var grundlag for at jeg af egen drift efter
ombudsmandslovens § 17, stk. 1, (lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets
Ombudsmand) tog sagen op til undersøgelse, anmodede jeg ved brev af 12. marts
2001 Det juridiske Fakultet ved Københavns Universitet om en udtalelse om
sagen. Jeg henviste i den forbindelse til en vejledning fra 1996 om de
forvaltningsretlige
konsekvenser af elektronisk arkivering, sagsbehandling og kommunikation hvori
Forskningsministeriet bl.a. havde anført følgende (s. 17):
”Elektronisk kommunikation
med offentlige myndigheder bør være et tilbud. Har en myndighed lovhjemmel
hertil, kan den naturligvis kræve elektronisk kommunikation anvendt, men i
øvrigt er en borger eller virksomhed ikke forpligtet til at anskaffe særligt
teknisk udstyr for at kunne kommunikere med en offentlig myndighed.”
Rektor for Københavns
Universitet sendte ved brev af 3. maj 2001 en udtalelse fra Det juridiske
Fakultet. Af udtalelsen fra fakultetet fremgik bl.a. følgende:
”Ombudsmanden henviser til en
vejledning udgivet af Forskningsministeriet i 1996 om de forvaltningsretlige
konsekvenser af elektronisk arkivering, sagsbehandling og kommunikation. Af
vejledningen fremgår det, at elektronisk kommunikation med offentlige
myndigheder bør være et tilbud til borgeren, og at borgeren ikke kan være
forpligtet til at anskaffe særligt teknisk udstyr for at kommunikere med en
offentlig myndighed.
Det er fakultetets
Læs alt
opfattelse, at reglerne om eksamenstilmelding ikke strider imod den
ovennævnte
vejledning. Alle jurastuderende ved KU har adgang til Internettet, enten via
computere opstillet på Juridisk Laboratorium eller fra andre computere på
fakultetets område. Der er endvidere computere opstillet i fakultetets
studenterekspedition, hvor der er vejledningsmulighed, således at studerende,
der ikke føler sig tryg ved selv at tilmelde sig, kan få hjælp og vejledning.
Det betyder naturligvis, at den studerende må møde op på Studiekontoret, men
det er ikke forskelligt fra proceduren ifølge den gamle ordning.
Fakultetet mener, at de nye
regler om eksamenstilmelding stiller de studerende væsentlig bedre end de
gamle
regler. Efter den gamle studieordning kunne de studerende kun melde sig til
eksamen ved hjælp af en blanket, som personligt skulle afhentes og udfyldes
på
Studiekontoret. Udover at der kun var adgang for eksamenstilmelding i en uge,
betød det, at alle, som ønskede at melde sig til eksamen, skulle møde op på
Studiekontoret. Såfremt en studerende var bortrejst, eller på anden måde
forhindret i at møde op i den uge, hvor der var åbent for eksamenstilmelding,
var det nødvendigt at give en medstuderende fuldmagt til at foretage
tilmeldingen. Med den nye ordning om eksamenstilmelding via Internettet er
der
åbnet for en bedre og lettere adgang til eksamenstilmelding, idet
tilmeldingen
nu kan ske fra en hvilken som helst computer, som har adgang til Internettet.
Beslutningen om indførelse af
elektronisk eksamenstilmelding er truffet af Det juridiske Studienævn, hvor
lærere og studerende er ligeligt repræsenteret. Teknikken har forinden været
afprøvet gennem en årrække. Eventuelle tvivlsspørgsmål med hensyn til,
hvorvidt
eksamenstilmelding konkret har fundet sted, behandles altid konkret af
Studienævnet. Sådanne spørgsmål har dog kun forekommet i yderst begrænset
omfang, hvorfor det i det hele er fakultetets opfattelse, at teknikken
frembyder fornøden sikkerhed for såvel afsender som modtager af
eksamenstilmeldinger.
Fakultetet bemærker,
at
den omtalte vejledning daterer sig
fra 1996,
at
udviklingen inden for
det heromhandlede område går endog meget hurtigt, og
at
vejledningen af samme grund allerede på visse punkter kan forekomme
forældet. Det gælder således vejledningens forudsætning om, at ’e-post
(i dag)
stadigvæk er en ny kommunikationsform’. Denne forudsætning har næppe
gyldighed
i dag, hvor der fra såvel ministerielt hold som fra de studerende selv
presses
på for at få indført elektronisk kommunikation i alle undervisningsmæssige
sammenhænge. Fakultetet er som følge heraf ganske langt fremme i sine planer
om
at realisere en vision om ’det papirløse fakultet’, hvor ? foruden
eksamenstilmelding ? tilmelding til kurser, afholdelse af eksaminer,
aflevering
af øvelsesopgaver, løbende meddelelser til undervisningshold, ligesom al
anden
studieinformation foregår elektronisk. På samme måde er det planen at lægge
alt
undervisningsmateriale, der ikke findes som forlagsudgivne lærebøger, ud på
nettet på hjemmesider for de enkelte fag. Det er fakultetets opfattelse, at
denne udvikling vil medføre et generelt kvalitetsløft af undervisningen,
samtidig med at overgang til elektronisk kommunikation på sigt vil være
økonomisk rentabel.
Det tilføjes, at afgørelse af
personsager (dispensationssager o. lign.) fortsat sker skriftligt og under
iagttagelse af sædvanlige retsgarantier for de studerende. Den elektroniske
kommunikation er således i al væsentligt forbeholdt den side af fakultetets
virksomhed, som har karakter af ’massekommunikation’, og som hidtil
har
foregået ved brug af standardiserede blanketter m.v.
Eftersom spørgsmålet også har
interesse for andre fakulteter, og rektor repræsenterer universitetet
udadtil,
vil Det juridiske Fakultet finde det ønskeligt, om svaret til ombudsmanden
gives af rektor.”
Rektor skrev endvidere
følgende:
”
Under hensyn til at
fakultetet har opstillet computere flere steder på fakultetets område,
herunder
i fakultetets studenterekspedition hvor de studerende også kan få hjælp og
vejledning til tilmeldingen, kan jeg fuldt ud tilslutte mig den indførte
ordning. Jeg kan tilføje, at der over tid formentlig bliver indført en
tilsvarende ordning på alle fakulteter.
”
Ved brev af 11. december 2001
anmodede jeg Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling om en
udtalelse
om sagen samt om at oplyse mig om hvad ministeriet agtede at foretage sig i
anledning af den af universitetet indførte ordning. Jeg anførte herudover
bl.a.
følgende:
”Bekendtgørelse nr. 1021 af
20. november 2000 om eksamen ved visse videregående uddannelser under
Undervisningsministeriet indeholder bl.a. følgende bestemmelser:
’§ 13.
Institutionen kan for hver enkelt prøve fastsætte en frist,
inden for hvilken indstilling til og afmelding fra prøver skal finde sted.
Hvis
rettidig afmelding ikke foreligger, betragtes prøven med hensyn til antallet
af
eksamensforsøg som påbegyndt, jf. § 18, stk. 1.
§ 18.
En studerende kan højst 3 gange indstille sig til samme prøve
eller anden form for bedømmelse, jf. dog § 16. Institutionen kan tillade
indstilling en 4. gang, hvis det er begrundet i usædvanlige forhold.
’
I en vejledning fra 1996 om
de forvaltningsretlige konsekvenser af elektronisk arkivering, sagsbehandling
og kommunikation har Forskningsministeriet bl.a. anført følgende (s. 17):
’Elektronisk kommunikation
med offentlige myndigheder bør være et tilbud. Har en myndighed lovhjemmel
hertil, kan den naturligvis kræve elektronisk kommunikation anvendt, men i
øvrigt er en borger eller virksomhed ikke forpligtet til at anskaffe særligt
teknisk udstyr for at kunne kommunikere med en offentlig myndighed.’
I betænkning nr. 1400/2000 om
e-signatur og formkrav i lovgivningen, s. 151ff, foreslås at der indsættes en
hjemmel i forvaltningsloven hvorved de enkelte ressortministre kan fastsætte
bestemmelser om at der kan anvendes digital kommunikation ved henvendelser
til
den offentlige forvaltning. Det
anføres direkte at bestemmelsen ikke skal give hjemmel til at fastsætte
bestemmelser som udelukker muligheden for at anvende andre
kommunikationsformer, f.eks. ved at fastsætte at henvendelse alene kan ske
ved
brug af digitale kommunikationsformer. Hjemmelsbestemmelsen forudsættes
således
udformet på en sådan måde at den giver borgere og virksomheder ret - men ikke
pligt - til at benytte digital kommunikation. Udvalget afstod derimod fra at
foreslå en generel pligt for borgere til at modtage digitale meddelelser
fra
offentlige myndigheder på grund af
retssikkerhedsmæssige betænkeligheder.
I UfR 2001, s. 1980, har
Højesteret i en kendelse taget stilling til Østre Landsrets stadfæstelse af
skifterettens afvisning af en uunderskreven (elektronisk) anmodning fra
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om tvangsopløsning af et selskab. I kendelsen
er
anført følgende:
’Efter retsplejelovens § 261,
stk. 2, skal retten afvise processkrifter, der er underskrevet af andre end
parten eller en person, der er berettiget til for vedkommende ret at give
møde
for parten. Retsplejeloven indeholder således et krav om, at processkrifter
skal
underskrives. Erhvervs- og Selskabsstyrelsens anmodning til skifteretten om
tvangsopløsning af andelsselskabet er ikke underskrevet, og indgivelsen af
den
uunderskrevne anmodning har ikke hjemmel i anden lovgivning. Højesteret
tiltræder derfor, at anmodningen er afvist af skifteretten, og stadfæster
således landsrettens kendelse.’
Af kendelsen fremgår at en
eventuel brug af digitale processkrifter selv fra offentlige myndigheder
kræver
lovhjemmel.
Så meget desto mere må det
antages at en pligt for borgeren til at benytte digital kommunikation ved
henvendelse til offentlige myndigheder også må forudsætte lovhjemmel.”
Ministeriet for Videnskab,
Teknologi og Udvikling gav ved brev af 8. januar 2002 Københavns Universitet
lejlighed til at udtale sig om mit brev af 11. december 2001.
Københavns Universitet afgav
en udtalelse til ministeriet ved brev af 30. januar 2002. Universitetet
henholdte sig i det hele til en vedlagt udtalelse fra Det juridiske Fakultet
af
18. januar 2002. I udtalelsen fra fakultetet var bl.a. anført følgende:
”I ministeriets skrivelse
henvises der til Højesterets kendelse af 7. juni 2001, UfR 2001 s. 180. Efter
Det Juridiske Fakultets opfattelse vedrører den nævnte kendelse en ganske
anden
situation. I sagen havde en myndighed på egen hånd søgt at ændre regler og
praksis ved den modtagende anden myndighed (skifteretten), og der var tale om
et processkrift, hvis form er reguleret i retsplejeloven. Fra denne kendelse
kan man ikke slutte, at der gælder en regel, hvorefter det kræver lovhjemmel,
at en myndighed på et ulovreguleret område, in concreto formen for
eksamenstilmeldinger, regulerer formen for denne, herunder indfører
muligheden
for digital kommunikation.
Det afgørende må være, om
kravene til kommunikationens form har en sådan karakter, at borgerne (in
concreto studenterne) stilles væsentligt ringere under den nye ordning. Det
er
der ikke tale om i dette tilfælde. Tværtimod. Alle studenterne har gennem
nyordningen fået tilbudet om at anvende en eksamenstilmeldingsform, der for
dem
er meget lettere og sikrere end den tidligere.
Såfremt studenten ikke selv
råder over det nødvendige it-apparatur og heller ikke er i stand til at
anvende
de mange maskiner, der er opstillet til brug for de jurastuderende, kan de
henvende sig på Studiekontoret. Det er samme sted, som alle tidligere
afleverede deres papirtilmeldinger. Her står der maskiner, som kan anvendes,
og
her er der hele tiden i åbningstiden personale, som hjælper de studerende,
som
ikke har de nødvendige færdigheder, med anmeldelsen. Selv for de mest
ukyndige
på it-området medfører den nye ordning altså ikke nogen form for øget besvær.
Det Juridiske Fakultet kan i
øvrigt henholde sig til sit brev af 17. april 2001 og Rektors brev af 3. maj
2001.”
Den 5. marts 2002 modtog jeg
kopi af Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings brev af 4. marts
2002 til universitetet. Af brevet fremgik bl.a. følgende:
”Af Forskningsministeriets
vejledning fra 1996 om de forvaltningsretlige konsekvenser af elektronisk
arkivering, sagsbehandling og kommunikation fremgår bl.a., ’Elektronisk
kommunikation med offentlige myndigheder bør være et tilbud. Har en myndighed
lovhjemmel, kan den naturligvis kræve elektronisk kommunikation anvendt
...’
Ministeriet medgiver, at en
vejledning, der omfatter et område som tilfældet er, naturligvis på visse
punkter kan være forældet; men den del af vejledningen, der fastslår, at
elektronisk kommunikation med offentlige myndigheder bør være et tilbud, og
at
et krav om anvendelse kræver lovhjemmel, er stadig gældende.
Ministeriet skal lige som
Ombudsmanden pege på betænkning nr. 1400/2000, om e-signatur og formkrav i
lovgivningen. Udvalget har bl.a. overvejet, afsnit 6.3.3.3. En mellemløsning,
at vedkommende minister bemyndiges til at ændre formkrav, der drejer sig om
kommunikation
fra borgere og virksomheder til det offentlige, således at det bliver muligt
at
anvende digital kommunikation i forhold til det offentlige. Udvalget
forudsætter hjemmelsbestemmelsen vedrørende ret til digital kommunikation til
det offentlige udformet således, at den gør det muligt at fastsætte regler,
der
giver borgerne og virksomheder m.v. ret til at benytte digital kommunikation
i
forhold til det offentlige. Derimod skal bestemmelsen ikke give hjemmel til
at
fastsætte bestemmelser, som udelukker muligheden for at anvende andre
kommunikationsformer, f.eks. ved at fastsætte, at henvendelser alene kan ske
ved brug af digital kommunikation.
Udvalget peger, afsnit
6.3.3.4. Udvalgets forslag, på denne mellemløsning, som efterfølgende er
udmøntet i L 72 forslag til lov om ændring af forvaltningsloven (Digital
kommunikation), fremsat af justitsministeren den 30. januar 2002.
Forslaget lyder:
’§32 a. Vedkommende minister
kan fastsætte regler om ret til at anvende digital kommunikation ved
henvendelser til den offentlige forvaltning og om de nærmere vilkår herfor,
herunder fravige formkrav i lovgivningen, der hindrer anvendelsen af digital
kommunikation.’
Det fremgår af de generelle
bemærkninger til lovforslaget, afsnit 2, Gældende ret, at der ikke findes
nogen
generel lovregulering for formen for borgernes henvendelser til den
offentlige
forvaltning. Som udgangspunkt må det derfor antages, at borgerne kan rette
henvendelse til forvaltningen i den form, som de selv ønsker. Videre fremgår
det, afsnit 3, Justitsministeriets udvalg om retsvirkningerne af digital
signatur mv., ’... at hjemmelsbestemmelsen forudsættes udformet således,
at
borgerne kan få ret, men ikke pligt til at benytte digital
kommunikation.’
Af de specielle bemærkninger
om § 32 a fremgår, at den foreslåede bemyndigelse ikke indeholder hjemmel til
at fastsætte bestemmelser, der udelukker andre kommunikationsformer end
digital
kommunikation (f.eks. ved at fastsætte at borgernes henvendelse til en
offentlig myndighed alene kan ske ved brug af digital kommunikation). Det
forhold, at bestemmelsen ikke indeholder hjemmel til at fastsætte
bestemmelser,
der udelukker andre kommunikationsformer end digital kommunikation, må efter
ministeriets opfattelse alt andet lige forudsætte, at det kræver en (anden)
lovhjemmel, hvis et sådant krav skal gennemføres.
Ministeriet har indhentet
Østre Landsrets kendelse af 31. oktober 2000, som Højesteret stadfæster 7.
juni
2001, UfR 2001, s. 1980. Vi finder, at Københavns Universitets udlægning af
Højesterets kendelse plausibel, men finder, at Københavns Universitets
udlægning af kendelsen ikke ændrer ved det forhold, at en pligt for borgeren
til at benytte digital kommunikation ved henvendelse til offentlige
myndigheder
kræver lovhjemmel, jf. ovenfor.
Idet ministeriet samtidig har
noteret sig, at det om kendelsen fremgår, at ’... herunder indfører
muligheden
(her understreget) for digital kommunikation.’ og videre ’... Alle
studenterne
har gennem nyordningen fået
tilbudet
(her understreget) om at anvende...’ går ministeriet ud fra, at der nu
alene er tale om et tilbud, og at der
således ikke er tale om, at de studerende kun kan tilmelde sig eksamen via
Internettet.
Såfremt der skulle være tale
om et krav og ikke blot en ret, skal ministeriet henstille, at Københavns
Universitet
ændrer det obligatoriske krav til en fakultativ ordning.
Ministeriet bemærker sig i
øvrigt, at Københavns Universitet i det hele er af den opfattelse, at
teknikken
frembyder fornøden sikkerhed for såvel afsender som modtager af
eksamenstilmeldinger, jf. brev af 17. april 2001 fra Det juridiske
Fakultet.”
I brev af 11. marts 2002
skrev jeg til Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling at jeg havde
noteret mig at ministeriet havde henstillet at Københavns Universitet -
såfremt
der (fortsat) skulle være tale om et krav og ikke blot en ret til at tilmelde
sig eksamen ved digital kommunikation - ændrede det obligatoriske krav til en
fakultativ ordning.
Jeg meddelte på den baggrund
at jeg ikke foretog mig mere i sagen.
Lignende dokumenter
- 2015-36. Ikke hjemmel til obligatorisk digital selvbetjeningsløsning ved klage over parkeringsafgift. Vejledning på hjemmeside Retsinformation · 1. juli 2015
- Inspektion af Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet - handicaptilgængelighed Retsinformation · 15. juli 2009
- Anmodning om genoptagelse af Energiklagenævnets afgørelse af 3. marts 2008 vedrørende Energitilsynets afgørelse af 25. september 2007 om anmeldele af takster til Energitilsynet Klagenævn (Nævnenes Hus) · 3. maj 2010
- Afslag på dispensation til fjerde eksamensforsøg Retsinformation · 19. januar 2004
- 2011 12-1. Elektronisk kommunikation med universiteterne. Partsrepræsentation. Retsinformation · 18. august 2011
- Afgørelse om autorisation som dyrlæge Klagenævn (Nævnenes Hus) · 4. marts 2016