Spring til indhold

Retsinformation

Obligatorisk elektronisk eksamenstilmelding

FOU nr 2002.268UdtalelserFolketinget19. januar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Obligatorisk elektronisk eksamenstilmelding

Af ”Nyt fra

Det juridiske Fakultet, Københavns Universitet”, februar 2001, fremgik

at

tilmelding til sommereksamen 2001 kun kunne ske via Internettet.

Til brug for mine

overvejelser om hvorvidt der var grundlag for at jeg af egen drift efter

ombudsmandslovens § 17, stk. 1, (lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets

Ombudsmand) tog sagen op til undersøgelse, anmodede jeg ved brev af 12. marts

2001 Det juridiske Fakultet ved Københavns Universitet om en udtalelse om

sagen. Jeg henviste i den forbindelse til en vejledning fra 1996 om de

forvaltningsretlige

konsekvenser af elektronisk arkivering, sagsbehandling og kommunikation hvori

Forskningsministeriet bl.a. havde anført følgende (s. 17):

”Elektronisk kommunikation

med offentlige myndigheder bør være et tilbud. Har en myndighed lovhjemmel

hertil, kan den naturligvis kræve elektronisk kommunikation anvendt, men i

øvrigt er en borger eller virksomhed ikke forpligtet til at anskaffe særligt

teknisk udstyr for at kunne kommunikere med en offentlig myndighed.”

Rektor for Københavns

Universitet sendte ved brev af 3. maj 2001 en udtalelse fra Det juridiske

Fakultet. Af udtalelsen fra fakultetet fremgik bl.a. følgende:

”Ombudsmanden henviser til en

vejledning udgivet af Forskningsministeriet i 1996 om de forvaltningsretlige

konsekvenser af elektronisk arkivering, sagsbehandling og kommunikation. Af

vejledningen fremgår det, at elektronisk kommunikation med offentlige

myndigheder bør være et tilbud til borgeren, og at borgeren ikke kan være

forpligtet til at anskaffe særligt teknisk udstyr for at kommunikere med en

offentlig myndighed.

Det er fakultetets

Læs alt

opfattelse, at reglerne om eksamenstilmelding ikke strider imod den

ovennævnte

vejledning. Alle jurastuderende ved KU har adgang til Internettet, enten via

computere opstillet på Juridisk Laboratorium eller fra andre computere på

fakultetets område. Der er endvidere computere opstillet i fakultetets

studenterekspedition, hvor der er vejledningsmulighed, således at studerende,

der ikke føler sig tryg ved selv at tilmelde sig, kan få hjælp og vejledning.

Det betyder naturligvis, at den studerende må møde op på Studiekontoret, men

det er ikke forskelligt fra proceduren ifølge den gamle ordning.

Fakultetet mener, at de nye

regler om eksamenstilmelding stiller de studerende væsentlig bedre end de

gamle

regler. Efter den gamle studieordning kunne de studerende kun melde sig til

eksamen ved hjælp af en blanket, som personligt skulle afhentes og udfyldes

på

Studiekontoret. Udover at der kun var adgang for eksamenstilmelding i en uge,

betød det, at alle, som ønskede at melde sig til eksamen, skulle møde op på

Studiekontoret. Såfremt en studerende var bortrejst, eller på anden måde

forhindret i at møde op i den uge, hvor der var åbent for eksamenstilmelding,

var det nødvendigt at give en medstuderende fuldmagt til at foretage

tilmeldingen. Med den nye ordning om eksamenstilmelding via Internettet er

der

åbnet for en bedre og lettere adgang til eksamenstilmelding, idet

tilmeldingen

nu kan ske fra en hvilken som helst computer, som har adgang til Internettet.

Beslutningen om indførelse af

elektronisk eksamenstilmelding er truffet af Det juridiske Studienævn, hvor

lærere og studerende er ligeligt repræsenteret. Teknikken har forinden været

afprøvet gennem en årrække. Eventuelle tvivlsspørgsmål med hensyn til,

hvorvidt

eksamenstilmelding konkret har fundet sted, behandles altid konkret af

Studienævnet. Sådanne spørgsmål har dog kun forekommet i yderst begrænset

omfang, hvorfor det i det hele er fakultetets opfattelse, at teknikken

frembyder fornøden sikkerhed for såvel afsender som modtager af

eksamenstilmeldinger.

Fakultetet bemærker,

at

den omtalte vejledning daterer sig

fra 1996,

at

udviklingen inden for

det heromhandlede område går endog meget hurtigt, og

at

vejledningen af samme grund allerede på visse punkter kan forekomme

forældet. Det gælder således vejledningens forudsætning om, at ’e-post

(i dag)

stadigvæk er en ny kommunikationsform’. Denne forudsætning har næppe

gyldighed

i dag, hvor der fra såvel ministerielt hold som fra de studerende selv

presses

på for at få indført elektronisk kommunikation i alle undervisningsmæssige

sammenhænge. Fakultetet er som følge heraf ganske langt fremme i sine planer

om

at realisere en vision om ’det papirløse fakultet’, hvor ? foruden

eksamenstilmelding ? tilmelding til kurser, afholdelse af eksaminer,

aflevering

af øvelsesopgaver, løbende meddelelser til undervisningshold, ligesom al

anden

studieinformation foregår elektronisk. På samme måde er det planen at lægge

alt

undervisningsmateriale, der ikke findes som forlagsudgivne lærebøger, ud på

nettet på hjemmesider for de enkelte fag. Det er fakultetets opfattelse, at

denne udvikling vil medføre et generelt kvalitetsløft af undervisningen,

samtidig med at overgang til elektronisk kommunikation på sigt vil være

økonomisk rentabel.

Det tilføjes, at afgørelse af

personsager (dispensationssager o. lign.) fortsat sker skriftligt og under

iagttagelse af sædvanlige retsgarantier for de studerende. Den elektroniske

kommunikation er således i al væsentligt forbeholdt den side af fakultetets

virksomhed, som har karakter af ’massekommunikation’, og som hidtil

har

foregået ved brug af standardiserede blanketter m.v.

Eftersom spørgsmålet også har

interesse for andre fakulteter, og rektor repræsenterer universitetet

udadtil,

vil Det juridiske Fakultet finde det ønskeligt, om svaret til ombudsmanden

gives af rektor.”

Rektor skrev endvidere

følgende:

”

Under hensyn til at

fakultetet har opstillet computere flere steder på fakultetets område,

herunder

i fakultetets studenterekspedition hvor de studerende også kan få hjælp og

vejledning til tilmeldingen, kan jeg fuldt ud tilslutte mig den indførte

ordning. Jeg kan tilføje, at der over tid formentlig bliver indført en

tilsvarende ordning på alle fakulteter.

”

Ved brev af 11. december 2001

anmodede jeg Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling om en

udtalelse

om sagen samt om at oplyse mig om hvad ministeriet agtede at foretage sig i

anledning af den af universitetet indførte ordning. Jeg anførte herudover

bl.a.

følgende:

”Bekendtgørelse nr. 1021 af

20. november 2000 om eksamen ved visse videregående uddannelser under

Undervisningsministeriet indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

’§ 13.

Institutionen kan for hver enkelt prøve fastsætte en frist,

inden for hvilken indstilling til og afmelding fra prøver skal finde sted.

Hvis

rettidig afmelding ikke foreligger, betragtes prøven med hensyn til antallet

af

eksamensforsøg som påbegyndt, jf. § 18, stk. 1.

§ 18.

En studerende kan højst 3 gange indstille sig til samme prøve

eller anden form for bedømmelse, jf. dog § 16. Institutionen kan tillade

indstilling en 4. gang, hvis det er begrundet i usædvanlige forhold.

’

I en vejledning fra 1996 om

de forvaltningsretlige konsekvenser af elektronisk arkivering, sagsbehandling

og kommunikation har Forskningsministeriet bl.a. anført følgende (s. 17):

’Elektronisk kommunikation

med offentlige myndigheder bør være et tilbud. Har en myndighed lovhjemmel

hertil, kan den naturligvis kræve elektronisk kommunikation anvendt, men i

øvrigt er en borger eller virksomhed ikke forpligtet til at anskaffe særligt

teknisk udstyr for at kunne kommunikere med en offentlig myndighed.’

I betænkning nr. 1400/2000 om

e-signatur og formkrav i lovgivningen, s. 151ff, foreslås at der indsættes en

hjemmel i forvaltningsloven hvorved de enkelte ressortministre kan fastsætte

bestemmelser om at der kan anvendes digital kommunikation ved henvendelser

til

den offentlige forvaltning. Det

anføres direkte at bestemmelsen ikke skal give hjemmel til at fastsætte

bestemmelser som udelukker muligheden for at anvende andre

kommunikationsformer, f.eks. ved at fastsætte at henvendelse alene kan ske

ved

brug af digitale kommunikationsformer. Hjemmelsbestemmelsen forudsættes

således

udformet på en sådan måde at den giver borgere og virksomheder ret - men ikke

pligt - til at benytte digital kommunikation. Udvalget afstod derimod fra at

foreslå en generel pligt for borgere til at modtage digitale meddelelser

fra

offentlige myndigheder på grund af

retssikkerhedsmæssige betænkeligheder.

I UfR 2001, s. 1980, har

Højesteret i en kendelse taget stilling til Østre Landsrets stadfæstelse af

skifterettens afvisning af en uunderskreven (elektronisk) anmodning fra

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om tvangsopløsning af et selskab. I kendelsen

er

anført følgende:

’Efter retsplejelovens § 261,

stk. 2, skal retten afvise processkrifter, der er underskrevet af andre end

parten eller en person, der er berettiget til for vedkommende ret at give

møde

for parten. Retsplejeloven indeholder således et krav om, at processkrifter

skal

underskrives. Erhvervs- og Selskabsstyrelsens anmodning til skifteretten om

tvangsopløsning af andelsselskabet er ikke underskrevet, og indgivelsen af

den

uunderskrevne anmodning har ikke hjemmel i anden lovgivning. Højesteret

tiltræder derfor, at anmodningen er afvist af skifteretten, og stadfæster

således landsrettens kendelse.’

Af kendelsen fremgår at en

eventuel brug af digitale processkrifter selv fra offentlige myndigheder

kræver

lovhjemmel.

Så meget desto mere må det

antages at en pligt for borgeren til at benytte digital kommunikation ved

henvendelse til offentlige myndigheder også må forudsætte lovhjemmel.”

Ministeriet for Videnskab,

Teknologi og Udvikling gav ved brev af 8. januar 2002 Københavns Universitet

lejlighed til at udtale sig om mit brev af 11. december 2001.

Københavns Universitet afgav

en udtalelse til ministeriet ved brev af 30. januar 2002. Universitetet

henholdte sig i det hele til en vedlagt udtalelse fra Det juridiske Fakultet

af

18. januar 2002. I udtalelsen fra fakultetet var bl.a. anført følgende:

”I ministeriets skrivelse

henvises der til Højesterets kendelse af 7. juni 2001, UfR 2001 s. 180. Efter

Det Juridiske Fakultets opfattelse vedrører den nævnte kendelse en ganske

anden

situation. I sagen havde en myndighed på egen hånd søgt at ændre regler og

praksis ved den modtagende anden myndighed (skifteretten), og der var tale om

et processkrift, hvis form er reguleret i retsplejeloven. Fra denne kendelse

kan man ikke slutte, at der gælder en regel, hvorefter det kræver lovhjemmel,

at en myndighed på et ulovreguleret område, in concreto formen for

eksamenstilmeldinger, regulerer formen for denne, herunder indfører

muligheden

for digital kommunikation.

Det afgørende må være, om

kravene til kommunikationens form har en sådan karakter, at borgerne (in

concreto studenterne) stilles væsentligt ringere under den nye ordning. Det

er

der ikke tale om i dette tilfælde. Tværtimod. Alle studenterne har gennem

nyordningen fået tilbudet om at anvende en eksamenstilmeldingsform, der for

dem

er meget lettere og sikrere end den tidligere.

Såfremt studenten ikke selv

råder over det nødvendige it-apparatur og heller ikke er i stand til at

anvende

de mange maskiner, der er opstillet til brug for de jurastuderende, kan de

henvende sig på Studiekontoret. Det er samme sted, som alle tidligere

afleverede deres papirtilmeldinger. Her står der maskiner, som kan anvendes,

og

her er der hele tiden i åbningstiden personale, som hjælper de studerende,

som

ikke har de nødvendige færdigheder, med anmeldelsen. Selv for de mest

ukyndige

på it-området medfører den nye ordning altså ikke nogen form for øget besvær.

Det Juridiske Fakultet kan i

øvrigt henholde sig til sit brev af 17. april 2001 og Rektors brev af 3. maj

2001.”

Den 5. marts 2002 modtog jeg

kopi af Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings brev af 4. marts

2002 til universitetet. Af brevet fremgik bl.a. følgende:

”Af Forskningsministeriets

vejledning fra 1996 om de forvaltningsretlige konsekvenser af elektronisk

arkivering, sagsbehandling og kommunikation fremgår bl.a., ’Elektronisk

kommunikation med offentlige myndigheder bør være et tilbud. Har en myndighed

lovhjemmel, kan den naturligvis kræve elektronisk kommunikation anvendt

...’

Ministeriet medgiver, at en

vejledning, der omfatter et område som tilfældet er, naturligvis på visse

punkter kan være forældet; men den del af vejledningen, der fastslår, at

elektronisk kommunikation med offentlige myndigheder bør være et tilbud, og

at

et krav om anvendelse kræver lovhjemmel, er stadig gældende.

Ministeriet skal lige som

Ombudsmanden pege på betænkning nr. 1400/2000, om e-signatur og formkrav i

lovgivningen. Udvalget har bl.a. overvejet, afsnit 6.3.3.3. En mellemløsning,

at vedkommende minister bemyndiges til at ændre formkrav, der drejer sig om

kommunikation

fra borgere og virksomheder til det offentlige, således at det bliver muligt

at

anvende digital kommunikation i forhold til det offentlige. Udvalget

forudsætter hjemmelsbestemmelsen vedrørende ret til digital kommunikation til

det offentlige udformet således, at den gør det muligt at fastsætte regler,

der

giver borgerne og virksomheder m.v. ret til at benytte digital kommunikation

i

forhold til det offentlige. Derimod skal bestemmelsen ikke give hjemmel til

at

fastsætte bestemmelser, som udelukker muligheden for at anvende andre

kommunikationsformer, f.eks. ved at fastsætte, at henvendelser alene kan ske

ved brug af digital kommunikation.

Udvalget peger, afsnit

6.3.3.4. Udvalgets forslag, på denne mellemløsning, som efterfølgende er

udmøntet i L 72 forslag til lov om ændring af forvaltningsloven (Digital

kommunikation), fremsat af justitsministeren den 30. januar 2002.

Forslaget lyder:

’§32 a. Vedkommende minister

kan fastsætte regler om ret til at anvende digital kommunikation ved

henvendelser til den offentlige forvaltning og om de nærmere vilkår herfor,

herunder fravige formkrav i lovgivningen, der hindrer anvendelsen af digital

kommunikation.’

Det fremgår af de generelle

bemærkninger til lovforslaget, afsnit 2, Gældende ret, at der ikke findes

nogen

generel lovregulering for formen for borgernes henvendelser til den

offentlige

forvaltning. Som udgangspunkt må det derfor antages, at borgerne kan rette

henvendelse til forvaltningen i den form, som de selv ønsker. Videre fremgår

det, afsnit 3, Justitsministeriets udvalg om retsvirkningerne af digital

signatur mv., ’... at hjemmelsbestemmelsen forudsættes udformet således,

at

borgerne kan få ret, men ikke pligt til at benytte digital

kommunikation.’

Af de specielle bemærkninger

om § 32 a fremgår, at den foreslåede bemyndigelse ikke indeholder hjemmel til

at fastsætte bestemmelser, der udelukker andre kommunikationsformer end

digital

kommunikation (f.eks. ved at fastsætte at borgernes henvendelse til en

offentlig myndighed alene kan ske ved brug af digital kommunikation). Det

forhold, at bestemmelsen ikke indeholder hjemmel til at fastsætte

bestemmelser,

der udelukker andre kommunikationsformer end digital kommunikation, må efter

ministeriets opfattelse alt andet lige forudsætte, at det kræver en (anden)

lovhjemmel, hvis et sådant krav skal gennemføres.

Ministeriet har indhentet

Østre Landsrets kendelse af 31. oktober 2000, som Højesteret stadfæster 7.

juni

2001, UfR 2001, s. 1980. Vi finder, at Københavns Universitets udlægning af

Højesterets kendelse plausibel, men finder, at Københavns Universitets

udlægning af kendelsen ikke ændrer ved det forhold, at en pligt for borgeren

til at benytte digital kommunikation ved henvendelse til offentlige

myndigheder

kræver lovhjemmel, jf. ovenfor.

Idet ministeriet samtidig har

noteret sig, at det om kendelsen fremgår, at ’... herunder indfører

muligheden

(her understreget) for digital kommunikation.’ og videre ’... Alle

studenterne

har gennem nyordningen fået

tilbudet

(her understreget) om at anvende...’ går ministeriet ud fra, at der nu

alene er tale om et tilbud, og at der

således ikke er tale om, at de studerende kun kan tilmelde sig eksamen via

Internettet.

Såfremt der skulle være tale

om et krav og ikke blot en ret, skal ministeriet henstille, at Københavns

Universitet

ændrer det obligatoriske krav til en fakultativ ordning.

Ministeriet bemærker sig i

øvrigt, at Københavns Universitet i det hele er af den opfattelse, at

teknikken

frembyder fornøden sikkerhed for såvel afsender som modtager af

eksamenstilmeldinger, jf. brev af 17. april 2001 fra Det juridiske

Fakultet.”

I brev af 11. marts 2002

skrev jeg til Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling at jeg havde

noteret mig at ministeriet havde henstillet at Københavns Universitet -

såfremt

der (fortsat) skulle være tale om et krav og ikke blot en ret til at tilmelde

sig eksamen ved digital kommunikation - ændrede det obligatoriske krav til en

fakultativ ordning.

Jeg meddelte på den baggrund

at jeg ikke foretog mig mere i sagen.

Lignende dokumenter