Spring til indhold

Retsinformation

Lægekonsulents habilitet. Socialministeriet

FOU nr 1996.203UdtalelserFolketinget20. august 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Lægekonsulents habilitet.

En kvinde, A, klagede til mig

over Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 26. april 1994 om afslag på

mellemste førtidspension. A klagede desuden over at overlæge B havde

medvirket

som lægekonsulent ved behandlingen af sagen i Revaliderings- og

Pensionsnævnet

for Nordjyllands Amt.

A havde i årene 1964-1972,

1973-1975, 1985-86 og 1987-1989 arbejdet som frisør. Den 9. maj 1989 blev hun

sygemeldt med symptomer i form af bl.a. hovedpine, svimmelhed og

koncentrationsbesvær.

A's læge anmeldte lidelsen

til Arbejdsskadestyrelsen og til Arbejdstilsynet. A blev i denne forbindelse

henvist til undersøgelser på Arbejdsmedicinsk Klinik på S Sygehus.

Undersøgelserne blev bl.a foretaget af overlæge B. I Arbejdsmedicinsk Kliniks

journal var den 3. juli 1989 bl.a. anført følgende:

"...

Der er ud fra de foreliggende

oplysninger og samtalen tegn på, at hun har været akut påvirket, specielt ved

den seneste arbejdsplads, hvor arbejdet foregår under utilstrækkelige

almenventilationsforhold og uden lokaludsugning. Der er imidlertid helt

normale

forhold ved den neurologiske undersøgelse, og der er hverken ved dagens

undersøgelser

eller tidligere fundet holdepunkter for en toksisk hjernepåvirkning.

Såfremt

arbejdsmiljøforholdene på salonen var tilfredsstillende, var der intet til

hinder for, at hun kunne vende tilbage. Imidlertid er hendes angstsymptomer

så

Læs alt

udtalte, at der af den grund kan være behov for rådgivning med henblik på

eventuelt erhvervsskifte.

...

(B) overlæge/kw

..."

Den 16.08.89 var bl.a. anført

følgende:

"...

Opringning fra praktiserende læge, (C):

han spørger om klinikken har

mulighed for at tilbyde pt. en psykologisk undersøgelse. Han er som hendes

praktiserende læge gentagne gange blevet presset, både af pt. og af dennes

familie (hendes forældre), til at lade hende yderligere psykologundersøge for

at få konstateret, om hun har en hjerneskade.

Jeg oplyser egen læge om, at

der ved undersøgelsen her på klinikken ikke er fundet holdepunkter for en

toksisk hjerneskade, og at der derfor ikke i den sammenhæng er indikation for

yderligere psykologisk undersøgelse.

Jeg har yderligere meddelt

egen læge, at jeg har indtryk af, at pt. vil fortsætte sine bestræbelser for

at

få iværksat undersøgelse, der kunne bekræfte at hun havde en toksisk

hjerneskade, og at det er min opfattelse, at det i den sammenhæng nærmest er

kontraindiceret at iværksætte yderligere diagnostiske undersøgelser.

Egen læge er helt enig i, at

der ikke er grundlag for at tro, at hun har en erhvervsbetinget lidelse,

endsige toksisk encefalopati.

Pt. er afsluttet fra

arbejdsmedicinsk klinik.

(B), overlæge/ik

..."

Den 25. august 1989 var bl.a.

anført følgende:

"...

Pt. har 23.08.89 skriftligt

anmodet om en psykologisk undersøgelse - 'jeg forlanger at få en psykologisk

afprøvning'.

Jeg meddeler hende

skriftligt, at der ikke er behov herfor, at hun anmodes om at kontakte egen

læge mhp. evt. psykologisk eller psykiatrisk bistand.

(B), overlæge/mr"

Den 14. november 1989 traf

Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om at A's lidelse ikke kunne anerkendes som

en

arbejdsskade.

A blev herefter undersøgt af

speciallæge i neuromedicin, D som i slutningen af 1989 genhenviste hende til

Arbejdsmedicinsk Klinik med henblik på en psykologundersøgelse. Undersøgelsen

blev foretaget den 24. januar 1990. Af dens konklusion fremgik bl.a.

følgende:

"...

Sammenfattende udfra de

foreliggende eksponeringsoplysninger, symptomernes tidsmæssige udvikling i

relation til frisørarbejdet, det kliniske indtryk og karakteren af de

aktuelle

testpræstationer findes det ikke sandsynligt, at det drejer sig om en kronisk

toksisk encefalopati.

Aktuelle undersøgelse

bekræfter således de tidligere vurderinger, hvor det er anført, at pt.

sandsynligvis har været akut påvirket, især ved seneste arbejdsplads, men der

er ikke fundet holdepunkter for en toksisk hjernepåvirkning.

Vedr. den fremtidige

erhvervssituation bør det overvejes, hvorvidt der udfra en samlet vurdering

skulle være grundlag for at rejse en sag om tilkendelse af førtidspension, da

det må anses for usikkert, om pt. udfra nuværende helbredstilstand vil være i

stand til at klare et erhvervsarbejde.

..."

Den 1. februar 1990 skrev

overlæge B følgende i journalen efter at have gennemset den psykologiske

undersøgelse:

"Enig i konklusion.

Jeg mener, at pt. kan

afsluttes på det foreliggende. Kopi af undersøgelsen sendes til neurolog (D)

og egen læge, som må vurdere evt. førtidspensionssag."

Den 2. april 1990 bad Aalborg

Kommune A's egen læge, C, om en statusbedømmelse hvori bl.a. hendes

pensionsberettigelse blev vurderet. Statusbedømmelsen forelå den 9. april

1990.

Den 1. oktober 1990 bad

Aalborg Kommune overlæge E, T Sygehus, om at indkalde A til en psykiatrisk

speciallægeundersøgelse.

Den 29. oktober 1990

tiltrådte Den Sociale Ankestyrelse Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om at A's

lidelse ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade.

Den 15. januar 1991 forelå

den psykiatriske speciallægeerklæring.

Den 24. januar 1991 anmodede

Aalborg Kommune neuromedicisk afdeling på S Sygehus om journaloplysninger.

Oplysningerne blev givet i april 1991 samtidig med resultaterne af en ny

neuropsykologisk

undersøgelse.

Den 15. august 1991 ansøgte A

Aalborg Kommune om førtidspension. Samme dato blev hun undersøgt af overlæge,

F, medicinsk-hæmatologisk afdeling, S Sygehus.

Den 3. oktober 1991 forelå

resultatet af en generel helbredsundersøgelse foretaget af A's egen læge.

Den 5. november 1991

indstillede Aalborg Kommune til Revaliderings- og Pensionsnævnet for

Nordjyllands Amt at der blev tilkendt A forhøjet almindelig førtidspension i

henhold til § 14, stk. 3, nr. 2, i lov om social pension.

Den 27. juli 1992 sendte

lungeklinikken på S Sygehus resultaterne af en lungefunktionsundersøgelse til

revaliderings- og pensionsnævnet. Af disse fremgik at man mistænkte at A led

af

astma.

Den 17. november 1992 traf

revaliderings- og pensionsnævnet følgende afgørelse:

"De er tilkendt forhøjet

almindelig førtidspension.

Denne pension får De efter §

14, stk. 3, nr. 2, i lov om social pension, fordi Deres erhvervsevne er

nedsat

med mindst halvdelen, uden at det alene skyldes helbredsforholdene."

Den 19. november 1992 klagede

A over afgørelsen. Den 16. december 1992 oplyste hun telefonisk

revaliderings-

og pensionsnævnet om at hun havde været til undersøgelse på lungeklinikken

den

30. oktober 1992. Herudover skulle hun i januar 1993 have foretaget en

allergitest.

Det blev aftalt at revaliderings- og pensionsnævnet skulle afvente de nye

lægelige oplysninger forinden sagen blev genvurderet.

Den 28. januar 1993 sendte

A's læge udskrivningskortet fra Lungeklinikken til revaliderings- og

pensionsnævnet. Den 5. april 1993 sendte S Sygehus, Lungemedicinsk Afdeling,

resultaterne af allergitesten til revaliderings- og pensionsnævnet.

Den 3. maj 1993 foretog

revaliderings- og pensionsnævnets lægekonsulent B hjemmeskøn i sagen. Han

skrev heri bl.a. følgende:

"...

Jeg skal henvise til de i

sagen foreliggende notater fra kontorrapport og lægeskøn, senest 30.04.1992

ved overlæge (G), som har gennemgået speciallægeundersøgelser, såvel fra

intern-mediciner overlæge (F), neurolog (D) samt psykiater overlæge (E).

Sagen er ligeledes grundigt

belyst ved undersøgelse såvel på Arbejdsmedicinsk Klinik i 1990 (bl.a.

undersøgt af undertegnede) samt i Lungeklinikken.

...

Senest er Arbejdsmedicinsk

Klinik blevet anmodet om at fremsende journaludtalelser til

Arbejdsskadestyrelsen med henblik på vurdering af en arbejdsbetinget astma.

Ifølge oplysninger fra

Lungeklinikken, (S) Sygehus, beskrives natlige dyspnøanfald med piben og

hvæsen. Peakflow-monitering har vist udtalt døgnvariation, og diagnosen er

astma bronchiale behandlet med spirocort og ventolinespray.

Der er ikke i foreliggende

lægeoplysninger konstateret specifikke allergi ved priktest 03.03.1993.

Lungefunktionen bedømt ved vitalografundersøgelse viser normal

ventilationskapacitet, og normal FEV 1 ved optimal behandling.

Samlet konklusion

:

Med mit kendskab til det

langvarige forløb, den inverterede neurotiske tilstand og den

veldokumenterede

astma, vil jeg anse erhvervsevnen nedsat med godt 50 % alene af

helbredsmæssige årsager. Jeg anser revalideringsbestræbelser for

urealistiske."

Den 10. september 1993 sendte

overlæge H, Lungemedicinsk Afdeling, S Sygehus, kopi af en

speciallægeerklæring

af 8. september 1993 udarbejdet på Arbejdsskadestyrelsens anmodning samt kopi

af resultaterne af lungefunktionsundersøgelse den 2. september 1993.

Den 4. oktober 1993 foretog

overlæge B nyt hjemmeskøn. Af dette fremgår følgende:

"Jeg skal henvise til

mit hjemmeskøn den 03.05.1993 samt notat i akterne fra den 01.09.1993 og

21.09.93. Der foreligger en erklæring fra overlæge (H), stilet til

Arbejdsskadestyrelsen

den 08.09.93. Det konkluderes, at pågældende gennem sit damefrisørarbejde har

været udsat for forskellige kemikalier, og har udviklet symptomer som tolkes

som astma. Overlæge (H) konkluderer, at det er sandsynligt, at astmaen må

tilskrives erhvervsmæssig eksposition for forskellige kemikalier, idet

rygning

kan have prædisponeret til udvikling af lungelidelsen. Der er tendens til

anstrengelsesudløst åndenød, men på den aktuelle behandling fuldstændig

normal

lungefunktion, og ligeledes normal trappeprøve.

Desuden foreligger der i

sagen et notat fra neuromedicinsk afdeling, signeret (formentlig overlæge I),

der konkluderer, at der formentlig er tale om en frontal dysfunktion, ligesom

der ved CT-scanning er fundet en fronto-parietal atrofi.

Der er tidligere foretaget

neuropsykologisk undersøgelse, gennemført psykiatrisk undersøgelse, og ingen

af

undersøgelserne tyder på organisk demens.

Der er således ikke i de

supplerende oplysninger grundlag for at ændre min konklusion, som fremgår af

lægeskøn fra 03.05.1993."

Den 1. november 1993 traf

revaliderings- og pensionsnævnet følgende afgørelse:

"De er tilkendt forhøjet

almindelig førtidspension.

Denne pension får De efter §

14, stk. 3, nr. 1, i lov om social pension, fordi Deres erhvervsevne skønnes

nedsat

med mindst halvdelen.

...

Pensionen udbetales med samme

beløb som den tidligere tilkendte pension, men da De nu er tilkendt pension

efter § 14, stk. 3, nr. 1, er grundlaget

alene

de helbredsmæssige forhold.

Dette betyder, at Deres ret til pension ikke er

betinget af, at der er behov for varig forsørgelse, og at retten til pension

således

ikke

er betinget af at de

samlede årlige indtægter er under udelukkelsesgrænsen (pt. kr. 91.450 for en

enlig). Ændringen betyder endvidere at sagen ikke skal revurderes af kommunen

hvert 5. år, som ved den tidligere tilkendte pension."

Den 4. november 1993 klagede

A over afgørelsen til Den Sociale Ankestyrelse der den 26. april 1994

tiltrådte

nævnets afgørelse. Af Ankestyrelsens afgørelse fremgår bl.a. følgende:

"...

De har ikke ret til at få

mellemste førtidspension efter § 14, stk. 2, nr. 1, i lov om social pension.

Begrundelsen er, at

Ankestyrelsen skønner, at Deres erhvervsevne ikke varigt er nedsat med

omkring

2/3. Dette er en betingelse for ret til mellemste førtidspension.

Ankestyrelsen har lagt vægt

på oplysningerne fra lungeklinikken, (S) Sygehus, og i medicinsk

speciallægeerklæring af 8. september 1993. Det fremgår heraf, at Deres

astmalidelse holdes nogenlunde i ro på medicinsk behandling, men at der er

tendens til kortåndethed ved anstrengelser. Lungefunktionsundersøgelsen

september 1993 viser, at Deres lungefunktion er normal.

Endvidere har Ankestyrelsen

lagt vægt på resultatet af undersøgelser hos psykiater og neurolog, hvorefter

der ikke er påvist tegn på organisk demens. Deres psykiske gener og den ved

CT-scanning påviste atrofi kan ikke begrunde tilkendelse af højere

førtidspension.

Ankestyrelsen er enig med

nævnet i, at Deres erhvervsevne på et samlet grundlag er nedsat med mindst

halvdelen.

Ankestyrelsen er opmærksom

på, at der i generel helbredserklæring fra Deres læge findes en anden

vurdering

af Deres erhvervsevne.

..."

Efter Ankestyrelsens

afgørelse henvendte A sig til Nordjyllands Amts sundhedsforvaltning med en

klage over at overlæge B medvirkede ved sagens behandling i revaliderings- og

pensionsnævnet. I den anledning skrev revaliderings- og pensionsnævnet den

28.

marts 1995 bl.a følgende til sundhedsforvaltningen:

"I anledning af (A)'s

henvendelse skal oplyses, at speciallæge (B) som arbejdsmedicinsk

speciallægekonsulent har medvirket i sagsforberedelsen i Revaliderings- &

Pensionsnævnets sekretariat, da (A)'s ansøgning om førtidspension var

begrundet

i følger efter omgang med kemikalier i sit arbejde som frisør.

(B)'s medvirken har været

opresumering af det lægelige materiale, som bl.a. bestod i følgende:

Journaloplysninger fra (S)

Sygehus

Speciallægeundersøgelse fra

(F), intern. med.

Speciallægeundersøgelse fra

(D), neuro. med.

Speciallægeundersøgelse fra

(E), psykiatri

Undersøgelser fra arb. med.

klinik

Neuro-psykologisk vurdering

Generel helbredsundersøgelse

udført af læge (C)

Speciallægeundersøgelse fra

(H), lunge.med. afd.

Efterfølgende har sagen været

forelagt i Revaliderings- & Pensionsnævnets møde den 27.10.1993, hvor

speciallæge i intern medicin (G) deltog som nævnets medicinske rådgiver.

Sluttelig er sagen behandlet

i Den Sociale Ankestyrelse, hvortil yderligere var indhentet resultatet af de

senere udførte undersøgelser, hvoraf kan nævnes scanning og et lægebrev.

Det kan naturligvis diskuteres,

hvorvidt medicinpersonale, der tidligere i anden sammenhæng har mødt en

pensionsansøger bør medvirke i sagsforberedelse i sekretariatet. I det

konkrete

tilfælde, hvor ansøgningsgrundlaget var et arbejdsmedicinsk tema, fandtes det

ubetænkeligt at arbejdsmedicineren medvirkede med sin specialviden.

For god ordens skyld skal det

oplyses at de rådgivende læger ikke har kompetence til at træffe afgørelse og

den pågældende speciallæge var i nævnets afgørende møde udskiftet med en

anden

speciallæge."

A skrev i sin klage til mig

af 20. april 1995 bl.a. at det var hendes opfattelse at overlæge B var

inhabil

i forbindelse med behandlingen af hendes sag i revaliderings- og

pensionsnævnet.

I anledning af A's klage

indhentede jeg udtalelser af henholdsvis 17. juli 1995 og 7. august 1995 fra

henholdsvis Revaliderings- og Pensionsnævnet for Nordjyllands Amt og fra Den

Sociale Ankestyrelse.

Af revaliderings- og

pensionsnævnets udtalelse fremgår bl.a. følgende:

"...

På den således givne

anledning skal det oplyses, at (A) i kendelse af 17.11.1992, som indstillet

af

Aalborg Kommune, fik tilkendt forhøjet almindelig førtidspension efter § 14

stk. 3 nr. 2 i lov om social pension. Denne afgørelse indklagede (A) og med

udgangspunkt i klagemålene indhentedes en speciallægeerklæring af 08.09.1993

fra speciallæge i lungemedicin (H) til supplering af det i forvejen

righoldige

materiale herunder Generel helbredserklæring af 01.10.91 fra (A)'s egen læge,

(C), der i et meget fyldigt resumé gennemgik sygehistorien,

behandlingsforløbet,

gennemførte undersøgelser vedlagt diverse dokumentationsmaterialer fra

sygehus.

Endvidere forelå erklæring af 15.01.1991 fra speciallæge i psykiatri (E).

På grundlag af det således

supplerede materiale forelagdes sagen i nævnets møde den 27.10.1993, hvori

nævnet fandt grundlag for at ændre pensionstildelingen til forhøjet alm

førtidspension efter § 14 stk. 3 nr. 1 i lov om social pension. I dette møde

medvirkede speciallæge i intern medicin (G), som nævnets medicinske rådgiver.

Det skal bemærkes, at pension

efter § 14 stk. 3 nr. 2 tildeles på grundlag af en erhvervsnedsættelse med

mindst halvdelen uden, at det alene skyldes helbredsmæssige forhold.

Tildeling

af denne pension forudsætter, at ansøgers og evt. ægtefælles indtægt ikke

overstiger en udelukkelsesgrænse - i oktober 1992 for en enlig, 88.600 kr.

brutto -. Pensionsretten efter denne bestemmelse skal hvert 5. år optages til

fornyet overvejelse indtil pensionisten fylder 50 år.

Forhøjet alm. førtidspension

efter § 14 stk. 3 nr. 1 gives alene på den helbredsbetingede nedsættelse af

erhvervsevnen med mindst halvdelen. Denne pension er i princippet varig -

skal

altså ikke som pension efter § 14 stk. 3 nr. 2 kontrolleres hvert 5 år. - og

er

heller ikke undergivet ovenfor nævnte udelukkelsesgrænse. Bortset fra disse

forhold er de to pensioner af samme størrelse.

Det er således forskellen på

de 2 pensioner, der ligger som emne for formuleringen af afgørelsen af

01.11.1993 idet samtidig bemærkes, at (A) løbende i hele sagsbehandlingen fik

tilsendt akter og løbende drøftede disse med sagsbehandleren.

For så vidt angår speciallæge

i arbejdsmedicin, (B)'s medvirken i sagsbehandlingen skal henvises til

vedlagte

kopi af brev af 28.03.1995 stilet til (J), Sundhedsforvaltningen, hvortil (A)

også havde indgivet klage over (B). Man er ikke her bekendt med udfaldet af

den

klagesag.

Det skal noteres, at sagens

afgørelse ikke er truffet alene på grundlag af lægelige

oplysninger/vurderinger

fra (B), da hovedparten af baggrundsmaterialet var tilvejebragt uafhængigt af

arbejdsmedicinsk klinik herunder specialægeundersøgelser og egen læges

erklæring. Til nævnets behandling af sagen var udover det af (B) udfærdigede

sammendrag udsendt til medlemmerne de nævnte specialægeerklæringer og

erklæring

fra ansøgers egen læge. I nævnets møde var (B) udskiftet med dr. med

speciallæge i intern medicin (G)."

Af Den Sociale Ankestyrelses

udtalelse fremgår bl.a. følgende:

"...

Som det fremgår stadfæstede

Ankestyrelsen i møde den 20. april 1994 og meddelt i afgørelse den 26. april

1994 revaliderings- og pensionsnævnet for Nordjyllands amts afgørelse,

hvorved

ansøgeren fik tilkendt forhøjet almindelig førtidspension efter lov om social

pension § 14, stk. 3, nr. 1.

(A) har den 20. april 1995

overfor Ombudsmanden rejst spørgsmål om speciallæge (B)'s habilitet som

lægekonsulent i revaliderings- og pensionsnævnet.

Sagen er i Ankestyrelsen

behandlet på grundlag af de akter, som social- og sundhedsforvaltningen i

Aalborg Kommune har sendt med ansøgning om førtidspension til nævnet. I

pensionssagen er det alene oplyst, at der i 1989 er foretaget en undersøgelse

på arbejdsmedicinsk klinik til brug for en da verserende arbejdsskadesag.

Ankestyrelsen fandt ved sin

behandling af sagen ikke anledning til betænkeligheder ved speciallæge (B)'s

medvirken i nævnet som lægekonsulent ved pensionssagen.

Ankestyrelsen henviser til

afgørelsen af 20. april 1994, hvoraf det fremgår, hvilke oplysninger der er

lagt til grund ved vurderingen af (A)'s berettigelse til førtidspension.

..."

Den 12. september 1995 modtog

jeg A's supplerende bemærkninger.

Ombudsmandens udtalelse

"Den Sociale

Ankestyrelses og revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse er truffet i

medfør af §§ 14 og 15 i lov om social pension. Bestemmelserne har følgende

ordlyd:

'

§ 14.

Højeste førtidspension kan tilkendes personer i alderen fra

18 til 60 år, der i ethvert erhverv må anses for kun at have ubetydelig

erhvervsevne i behold.

Stk. 2.

Mellemste førtidspension kan tilkendes

personer

i alderen fra 18 til 60 år, hvis erhvervsevne er nedsat med omkring 2/3, og

personer

i alderen fra 60 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat i det omfang, der er

nævnt i stk. 1.

Stk. 3.

Forhøjet almindelig førtidspension eller almindelig førtidspension

kan tilkendes

personer

i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat på grund af

helbredsmæssige forhold med mindst halvdelen,

personer

i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat med mindst halvdelen,

uden at nedsættelsen alene skyldes helbredsmæssige forhold, og

personer

i alderen fra 50 til 67 år, når sociale og helbredsmæssige forhold taler for

det.

Stk. 4.

Pension efter stk. 3 tilkendes som forhøjet almindelig

førtidspension til personer under 60 år og som almindelig førtidspension til

personer over denne alder.

Stk. 5.

Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om

tilkendelse af pension efter stk. 3, nr. 2 og 3.

Stk. 6.

Efter det fyldte 60. år kan pension uden pensionistens

samtykke hverken frakendes eller nedsættes til lavere form for pension, jf. §

13. Dette gælder dog ikke for invaliditetsydelse og bistands- og plejetillæg.

§ 15.

Tilkendelse af pension efter § 14, stk. 1-2 og stk. 3, nr. 1

og 2, er betinget af, at erhvervsevnen varigt er nedsat på grund af fysisk

eller psykisk invaliditet. Med henblik på pension efter § 14, stk. 3, nr. 2,

skal der dog også lægges afgørende vægt på andre omstændigheder, der klart

viser, at erhvervsevnen hos en ansøger, som ikke har andre

forsørgelsesmuligheder, er varigt nedsat. Der kan i helt ekstraordinære

tilfælde tilkendes pension efter § 14, stk. 3, nr. 2, uden at nedsættelsen af

erhvervsevnen skyldes helbredsmæssige forhold. Pension kan ikke tilkendes,

hvis der foreligger mulighed for at iværksætte foranstaltninger, der kan

antages mere varigt at forbedre erhvervsevnen.

Stk. 2.

Ved bedømmelsen af, i hvilket omfang erhvervsevnen er nedsat,

skal der foretages en sammenligning mellem den indtægt, som den pågældende

skønnes at kunne opnå ved et arbejde, der svarer til pågældendes kræfter og

færdigheder, og som under hensyn til uddannelse og tidligere virksomhed kan

forlanges af den pågældende, og den indtægt, som personer med lignende

uddannelse normalt opnår i samme egn. Der skal endvidere tages hensyn til

alder, livsstilling, bopæl og beskæftigelsesmuligheder og til sådanne andre

omstændigheder, der i det enkelte tilfælde findes at burde tillægges vægt.

Stk. 3.

Socialministeren fastsætter nærmere regler om vurderingen

af erhvervsevnenedsættelsen for personer, der ikke kan anses for hidtil at

have

været fuldtidsbeskæftigede.'

Afgørelsen af om betingelserne

for tilkendelse af mellemste førtidspension er opfyldt, bygger for en stor

del

på et skøn. Et sådant skøn kan jeg efter de regler der gælder for min

virksomhed, kun kritisere hvis der er særlige omstændigheder. Jeg bemærker

endvidere at afgørelsen i væsentlig grad er udtryk for lægefaglige

vurderinger

som jeg ikke har forudsætninger for at efterprøve nærmere.

Jeg har ved min gennemgang af

sagen især vurderet om overlæge (B) var inhabil i forbindelse med

behandlingen

af sagen i revaliderings- og pensionsnævnet.

Reglerne om inhabilitet

findes i forvaltningslovens § 3 der har følgende ordlyd:

"

§ 3.

Den der virker inden for den offentlige forvaltning, er

inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis

vedkommende selv har en særlig personlig eller

økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har

været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i

op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller

andre

nærstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald

eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har

en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk

person, der har en særlig interesse i sagens udfald,

sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol-

eller tilsynsvirksomhed over for en anden offentlig myndighed, og vedkommende

tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den afgørelse eller ved

gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen angår, eller

der i øvrigt foreligger omstændighder, som er egnede

til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Stk. 2.

Inhabilitet foreligger dog ikke, hvis der som følge af

interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes

funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare

for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn.

Stk. 3.

Den, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe

afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af

den

pågældende sag.'

Det led i bestemmelsen som

kunne være relevant at anvende i Deres sag, er opsamlingsbestemmelsen i § 3,

stk. 1, nr. 5.

Nævnet har til støtte for sit

synspunkt om at (B) ikke var inhabil ved sagens behandling, bl.a. skrevet at

(B) ikke deltog i det nævnsmøde hvori afgørelsen blev truffet, og at nævnets

afgørelse ikke alene er truffet på baggrund af (B)'s vurderinger. Hertil skal

jeg bemærke at disse forhold efter min opfattelse kun kan have betydning ved

vurderingen af retsvirkningen af en eventuel inhabilitet, men er uden

betydning

for vurderingen af selve spørgsmålet om habilitet.

Det afgørende spørgsmål er om

det forhold at (B) tidligere har undersøgt Dem og vurderet Deres lidelse, gør

at (B) er afskåret fra at fungere som sagkyndig i den foreliggende sag.

(B)'s undersøgelser af Dem på

Arbejdsmedicinsk Klinik fandt sted før førtidspensionssagen blev rejst, og

skete som et led i en vurdering af om Deres lidelse skyldtes Deres tidligere

arbejde som damefrisør. Undersøgelserne var således ikke en del af selve

pensionssagen. (B)'s opgave som lægekonsulent var derfor heller ikke at

kontrollere rigtigheden af resultatet af de undersøgelser han selv tidligere

havde foretaget. Selve det forhold at (B) tidligere har undersøgt Dem, kan

efter min opfattelse ikke føre til at han er inhabil. Jeg finder derfor ikke

at

der foreligger sådanne omstændighder der er egnede til at vække tvivl om

(B)'s

upartiskhed (jf. forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5), og jeg er derfor

enig

med revaliderings- og pensionsnævnet og Den Sociale Ankestyrelse i at (B)

ikke

var inhabil ved behandlingen af Deres sag.

Min gennemgang af Deres sag

har ikke vist at der er andre særlige omstændigheder. Jeg kan derfor ikke

kritisere revaliderings- og pensionsnævnets og Ankestyrelsens afgørelse om at

De ikke var berettiget til mellemste førtidspension.

Jeg foretager mig herefter

ikke mere i anledning af Deres henvendelse."

Lignende dokumenter