Lægekonsulents habilitet. Socialministeriet
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Lægekonsulents habilitet.
En kvinde, A, klagede til mig
over Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 26. april 1994 om afslag på
mellemste førtidspension. A klagede desuden over at overlæge B havde
medvirket
som lægekonsulent ved behandlingen af sagen i Revaliderings- og
Pensionsnævnet
for Nordjyllands Amt.
A havde i årene 1964-1972,
1973-1975, 1985-86 og 1987-1989 arbejdet som frisør. Den 9. maj 1989 blev hun
sygemeldt med symptomer i form af bl.a. hovedpine, svimmelhed og
koncentrationsbesvær.
A's læge anmeldte lidelsen
til Arbejdsskadestyrelsen og til Arbejdstilsynet. A blev i denne forbindelse
henvist til undersøgelser på Arbejdsmedicinsk Klinik på S Sygehus.
Undersøgelserne blev bl.a foretaget af overlæge B. I Arbejdsmedicinsk Kliniks
journal var den 3. juli 1989 bl.a. anført følgende:
"...
Der er ud fra de foreliggende
oplysninger og samtalen tegn på, at hun har været akut påvirket, specielt ved
den seneste arbejdsplads, hvor arbejdet foregår under utilstrækkelige
almenventilationsforhold og uden lokaludsugning. Der er imidlertid helt
normale
forhold ved den neurologiske undersøgelse, og der er hverken ved dagens
undersøgelser
eller tidligere fundet holdepunkter for en toksisk hjernepåvirkning.
Såfremt
arbejdsmiljøforholdene på salonen var tilfredsstillende, var der intet til
hinder for, at hun kunne vende tilbage. Imidlertid er hendes angstsymptomer
så
Læs alt
udtalte, at der af den grund kan være behov for rådgivning med henblik på
eventuelt erhvervsskifte.
...
(B) overlæge/kw
..."
Den 16.08.89 var bl.a. anført
følgende:
"...
Opringning fra praktiserende læge, (C):
han spørger om klinikken har
mulighed for at tilbyde pt. en psykologisk undersøgelse. Han er som hendes
praktiserende læge gentagne gange blevet presset, både af pt. og af dennes
familie (hendes forældre), til at lade hende yderligere psykologundersøge for
at få konstateret, om hun har en hjerneskade.
Jeg oplyser egen læge om, at
der ved undersøgelsen her på klinikken ikke er fundet holdepunkter for en
toksisk hjerneskade, og at der derfor ikke i den sammenhæng er indikation for
yderligere psykologisk undersøgelse.
Jeg har yderligere meddelt
egen læge, at jeg har indtryk af, at pt. vil fortsætte sine bestræbelser for
at
få iværksat undersøgelse, der kunne bekræfte at hun havde en toksisk
hjerneskade, og at det er min opfattelse, at det i den sammenhæng nærmest er
kontraindiceret at iværksætte yderligere diagnostiske undersøgelser.
Egen læge er helt enig i, at
der ikke er grundlag for at tro, at hun har en erhvervsbetinget lidelse,
endsige toksisk encefalopati.
Pt. er afsluttet fra
arbejdsmedicinsk klinik.
(B), overlæge/ik
..."
Den 25. august 1989 var bl.a.
anført følgende:
"...
Pt. har 23.08.89 skriftligt
anmodet om en psykologisk undersøgelse - 'jeg forlanger at få en psykologisk
afprøvning'.
Jeg meddeler hende
skriftligt, at der ikke er behov herfor, at hun anmodes om at kontakte egen
læge mhp. evt. psykologisk eller psykiatrisk bistand.
(B), overlæge/mr"
Den 14. november 1989 traf
Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om at A's lidelse ikke kunne anerkendes som
en
arbejdsskade.
A blev herefter undersøgt af
speciallæge i neuromedicin, D som i slutningen af 1989 genhenviste hende til
Arbejdsmedicinsk Klinik med henblik på en psykologundersøgelse. Undersøgelsen
blev foretaget den 24. januar 1990. Af dens konklusion fremgik bl.a.
følgende:
"...
Sammenfattende udfra de
foreliggende eksponeringsoplysninger, symptomernes tidsmæssige udvikling i
relation til frisørarbejdet, det kliniske indtryk og karakteren af de
aktuelle
testpræstationer findes det ikke sandsynligt, at det drejer sig om en kronisk
toksisk encefalopati.
Aktuelle undersøgelse
bekræfter således de tidligere vurderinger, hvor det er anført, at pt.
sandsynligvis har været akut påvirket, især ved seneste arbejdsplads, men der
er ikke fundet holdepunkter for en toksisk hjernepåvirkning.
Vedr. den fremtidige
erhvervssituation bør det overvejes, hvorvidt der udfra en samlet vurdering
skulle være grundlag for at rejse en sag om tilkendelse af førtidspension, da
det må anses for usikkert, om pt. udfra nuværende helbredstilstand vil være i
stand til at klare et erhvervsarbejde.
..."
Den 1. februar 1990 skrev
overlæge B følgende i journalen efter at have gennemset den psykologiske
undersøgelse:
"Enig i konklusion.
Jeg mener, at pt. kan
afsluttes på det foreliggende. Kopi af undersøgelsen sendes til neurolog (D)
og egen læge, som må vurdere evt. førtidspensionssag."
Den 2. april 1990 bad Aalborg
Kommune A's egen læge, C, om en statusbedømmelse hvori bl.a. hendes
pensionsberettigelse blev vurderet. Statusbedømmelsen forelå den 9. april
1990.
Den 1. oktober 1990 bad
Aalborg Kommune overlæge E, T Sygehus, om at indkalde A til en psykiatrisk
speciallægeundersøgelse.
Den 29. oktober 1990
tiltrådte Den Sociale Ankestyrelse Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om at A's
lidelse ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade.
Den 15. januar 1991 forelå
den psykiatriske speciallægeerklæring.
Den 24. januar 1991 anmodede
Aalborg Kommune neuromedicisk afdeling på S Sygehus om journaloplysninger.
Oplysningerne blev givet i april 1991 samtidig med resultaterne af en ny
neuropsykologisk
undersøgelse.
Den 15. august 1991 ansøgte A
Aalborg Kommune om førtidspension. Samme dato blev hun undersøgt af overlæge,
F, medicinsk-hæmatologisk afdeling, S Sygehus.
Den 3. oktober 1991 forelå
resultatet af en generel helbredsundersøgelse foretaget af A's egen læge.
Den 5. november 1991
indstillede Aalborg Kommune til Revaliderings- og Pensionsnævnet for
Nordjyllands Amt at der blev tilkendt A forhøjet almindelig førtidspension i
henhold til § 14, stk. 3, nr. 2, i lov om social pension.
Den 27. juli 1992 sendte
lungeklinikken på S Sygehus resultaterne af en lungefunktionsundersøgelse til
revaliderings- og pensionsnævnet. Af disse fremgik at man mistænkte at A led
af
astma.
Den 17. november 1992 traf
revaliderings- og pensionsnævnet følgende afgørelse:
"De er tilkendt forhøjet
almindelig førtidspension.
Denne pension får De efter §
14, stk. 3, nr. 2, i lov om social pension, fordi Deres erhvervsevne er
nedsat
med mindst halvdelen, uden at det alene skyldes helbredsforholdene."
Den 19. november 1992 klagede
A over afgørelsen. Den 16. december 1992 oplyste hun telefonisk
revaliderings-
og pensionsnævnet om at hun havde været til undersøgelse på lungeklinikken
den
30. oktober 1992. Herudover skulle hun i januar 1993 have foretaget en
allergitest.
Det blev aftalt at revaliderings- og pensionsnævnet skulle afvente de nye
lægelige oplysninger forinden sagen blev genvurderet.
Den 28. januar 1993 sendte
A's læge udskrivningskortet fra Lungeklinikken til revaliderings- og
pensionsnævnet. Den 5. april 1993 sendte S Sygehus, Lungemedicinsk Afdeling,
resultaterne af allergitesten til revaliderings- og pensionsnævnet.
Den 3. maj 1993 foretog
revaliderings- og pensionsnævnets lægekonsulent B hjemmeskøn i sagen. Han
skrev heri bl.a. følgende:
"...
Jeg skal henvise til de i
sagen foreliggende notater fra kontorrapport og lægeskøn, senest 30.04.1992
ved overlæge (G), som har gennemgået speciallægeundersøgelser, såvel fra
intern-mediciner overlæge (F), neurolog (D) samt psykiater overlæge (E).
Sagen er ligeledes grundigt
belyst ved undersøgelse såvel på Arbejdsmedicinsk Klinik i 1990 (bl.a.
undersøgt af undertegnede) samt i Lungeklinikken.
...
Senest er Arbejdsmedicinsk
Klinik blevet anmodet om at fremsende journaludtalelser til
Arbejdsskadestyrelsen med henblik på vurdering af en arbejdsbetinget astma.
Ifølge oplysninger fra
Lungeklinikken, (S) Sygehus, beskrives natlige dyspnøanfald med piben og
hvæsen. Peakflow-monitering har vist udtalt døgnvariation, og diagnosen er
astma bronchiale behandlet med spirocort og ventolinespray.
Der er ikke i foreliggende
lægeoplysninger konstateret specifikke allergi ved priktest 03.03.1993.
Lungefunktionen bedømt ved vitalografundersøgelse viser normal
ventilationskapacitet, og normal FEV 1 ved optimal behandling.
Samlet konklusion
:
Med mit kendskab til det
langvarige forløb, den inverterede neurotiske tilstand og den
veldokumenterede
astma, vil jeg anse erhvervsevnen nedsat med godt 50 % alene af
helbredsmæssige årsager. Jeg anser revalideringsbestræbelser for
urealistiske."
Den 10. september 1993 sendte
overlæge H, Lungemedicinsk Afdeling, S Sygehus, kopi af en
speciallægeerklæring
af 8. september 1993 udarbejdet på Arbejdsskadestyrelsens anmodning samt kopi
af resultaterne af lungefunktionsundersøgelse den 2. september 1993.
Den 4. oktober 1993 foretog
overlæge B nyt hjemmeskøn. Af dette fremgår følgende:
"Jeg skal henvise til
mit hjemmeskøn den 03.05.1993 samt notat i akterne fra den 01.09.1993 og
21.09.93. Der foreligger en erklæring fra overlæge (H), stilet til
Arbejdsskadestyrelsen
den 08.09.93. Det konkluderes, at pågældende gennem sit damefrisørarbejde har
været udsat for forskellige kemikalier, og har udviklet symptomer som tolkes
som astma. Overlæge (H) konkluderer, at det er sandsynligt, at astmaen må
tilskrives erhvervsmæssig eksposition for forskellige kemikalier, idet
rygning
kan have prædisponeret til udvikling af lungelidelsen. Der er tendens til
anstrengelsesudløst åndenød, men på den aktuelle behandling fuldstændig
normal
lungefunktion, og ligeledes normal trappeprøve.
Desuden foreligger der i
sagen et notat fra neuromedicinsk afdeling, signeret (formentlig overlæge I),
der konkluderer, at der formentlig er tale om en frontal dysfunktion, ligesom
der ved CT-scanning er fundet en fronto-parietal atrofi.
Der er tidligere foretaget
neuropsykologisk undersøgelse, gennemført psykiatrisk undersøgelse, og ingen
af
undersøgelserne tyder på organisk demens.
Der er således ikke i de
supplerende oplysninger grundlag for at ændre min konklusion, som fremgår af
lægeskøn fra 03.05.1993."
Den 1. november 1993 traf
revaliderings- og pensionsnævnet følgende afgørelse:
"De er tilkendt forhøjet
almindelig førtidspension.
Denne pension får De efter §
14, stk. 3, nr. 1, i lov om social pension, fordi Deres erhvervsevne skønnes
nedsat
med mindst halvdelen.
...
Pensionen udbetales med samme
beløb som den tidligere tilkendte pension, men da De nu er tilkendt pension
efter § 14, stk. 3, nr. 1, er grundlaget
alene
de helbredsmæssige forhold.
Dette betyder, at Deres ret til pension ikke er
betinget af, at der er behov for varig forsørgelse, og at retten til pension
således
ikke
er betinget af at de
samlede årlige indtægter er under udelukkelsesgrænsen (pt. kr. 91.450 for en
enlig). Ændringen betyder endvidere at sagen ikke skal revurderes af kommunen
hvert 5. år, som ved den tidligere tilkendte pension."
Den 4. november 1993 klagede
A over afgørelsen til Den Sociale Ankestyrelse der den 26. april 1994
tiltrådte
nævnets afgørelse. Af Ankestyrelsens afgørelse fremgår bl.a. følgende:
"...
De har ikke ret til at få
mellemste førtidspension efter § 14, stk. 2, nr. 1, i lov om social pension.
Begrundelsen er, at
Ankestyrelsen skønner, at Deres erhvervsevne ikke varigt er nedsat med
omkring
2/3. Dette er en betingelse for ret til mellemste førtidspension.
Ankestyrelsen har lagt vægt
på oplysningerne fra lungeklinikken, (S) Sygehus, og i medicinsk
speciallægeerklæring af 8. september 1993. Det fremgår heraf, at Deres
astmalidelse holdes nogenlunde i ro på medicinsk behandling, men at der er
tendens til kortåndethed ved anstrengelser. Lungefunktionsundersøgelsen
september 1993 viser, at Deres lungefunktion er normal.
Endvidere har Ankestyrelsen
lagt vægt på resultatet af undersøgelser hos psykiater og neurolog, hvorefter
der ikke er påvist tegn på organisk demens. Deres psykiske gener og den ved
CT-scanning påviste atrofi kan ikke begrunde tilkendelse af højere
førtidspension.
Ankestyrelsen er enig med
nævnet i, at Deres erhvervsevne på et samlet grundlag er nedsat med mindst
halvdelen.
Ankestyrelsen er opmærksom
på, at der i generel helbredserklæring fra Deres læge findes en anden
vurdering
af Deres erhvervsevne.
..."
Efter Ankestyrelsens
afgørelse henvendte A sig til Nordjyllands Amts sundhedsforvaltning med en
klage over at overlæge B medvirkede ved sagens behandling i revaliderings- og
pensionsnævnet. I den anledning skrev revaliderings- og pensionsnævnet den
28.
marts 1995 bl.a følgende til sundhedsforvaltningen:
"I anledning af (A)'s
henvendelse skal oplyses, at speciallæge (B) som arbejdsmedicinsk
speciallægekonsulent har medvirket i sagsforberedelsen i Revaliderings- &
Pensionsnævnets sekretariat, da (A)'s ansøgning om førtidspension var
begrundet
i følger efter omgang med kemikalier i sit arbejde som frisør.
(B)'s medvirken har været
opresumering af det lægelige materiale, som bl.a. bestod i følgende:
Journaloplysninger fra (S)
Sygehus
Speciallægeundersøgelse fra
(F), intern. med.
Speciallægeundersøgelse fra
(D), neuro. med.
Speciallægeundersøgelse fra
(E), psykiatri
Undersøgelser fra arb. med.
klinik
Neuro-psykologisk vurdering
Generel helbredsundersøgelse
udført af læge (C)
Speciallægeundersøgelse fra
(H), lunge.med. afd.
Efterfølgende har sagen været
forelagt i Revaliderings- & Pensionsnævnets møde den 27.10.1993, hvor
speciallæge i intern medicin (G) deltog som nævnets medicinske rådgiver.
Sluttelig er sagen behandlet
i Den Sociale Ankestyrelse, hvortil yderligere var indhentet resultatet af de
senere udførte undersøgelser, hvoraf kan nævnes scanning og et lægebrev.
Det kan naturligvis diskuteres,
hvorvidt medicinpersonale, der tidligere i anden sammenhæng har mødt en
pensionsansøger bør medvirke i sagsforberedelse i sekretariatet. I det
konkrete
tilfælde, hvor ansøgningsgrundlaget var et arbejdsmedicinsk tema, fandtes det
ubetænkeligt at arbejdsmedicineren medvirkede med sin specialviden.
For god ordens skyld skal det
oplyses at de rådgivende læger ikke har kompetence til at træffe afgørelse og
den pågældende speciallæge var i nævnets afgørende møde udskiftet med en
anden
speciallæge."
A skrev i sin klage til mig
af 20. april 1995 bl.a. at det var hendes opfattelse at overlæge B var
inhabil
i forbindelse med behandlingen af hendes sag i revaliderings- og
pensionsnævnet.
I anledning af A's klage
indhentede jeg udtalelser af henholdsvis 17. juli 1995 og 7. august 1995 fra
henholdsvis Revaliderings- og Pensionsnævnet for Nordjyllands Amt og fra Den
Sociale Ankestyrelse.
Af revaliderings- og
pensionsnævnets udtalelse fremgår bl.a. følgende:
"...
På den således givne
anledning skal det oplyses, at (A) i kendelse af 17.11.1992, som indstillet
af
Aalborg Kommune, fik tilkendt forhøjet almindelig førtidspension efter § 14
stk. 3 nr. 2 i lov om social pension. Denne afgørelse indklagede (A) og med
udgangspunkt i klagemålene indhentedes en speciallægeerklæring af 08.09.1993
fra speciallæge i lungemedicin (H) til supplering af det i forvejen
righoldige
materiale herunder Generel helbredserklæring af 01.10.91 fra (A)'s egen læge,
(C), der i et meget fyldigt resumé gennemgik sygehistorien,
behandlingsforløbet,
gennemførte undersøgelser vedlagt diverse dokumentationsmaterialer fra
sygehus.
Endvidere forelå erklæring af 15.01.1991 fra speciallæge i psykiatri (E).
På grundlag af det således
supplerede materiale forelagdes sagen i nævnets møde den 27.10.1993, hvori
nævnet fandt grundlag for at ændre pensionstildelingen til forhøjet alm
førtidspension efter § 14 stk. 3 nr. 1 i lov om social pension. I dette møde
medvirkede speciallæge i intern medicin (G), som nævnets medicinske rådgiver.
Det skal bemærkes, at pension
efter § 14 stk. 3 nr. 2 tildeles på grundlag af en erhvervsnedsættelse med
mindst halvdelen uden, at det alene skyldes helbredsmæssige forhold.
Tildeling
af denne pension forudsætter, at ansøgers og evt. ægtefælles indtægt ikke
overstiger en udelukkelsesgrænse - i oktober 1992 for en enlig, 88.600 kr.
brutto -. Pensionsretten efter denne bestemmelse skal hvert 5. år optages til
fornyet overvejelse indtil pensionisten fylder 50 år.
Forhøjet alm. førtidspension
efter § 14 stk. 3 nr. 1 gives alene på den helbredsbetingede nedsættelse af
erhvervsevnen med mindst halvdelen. Denne pension er i princippet varig -
skal
altså ikke som pension efter § 14 stk. 3 nr. 2 kontrolleres hvert 5 år. - og
er
heller ikke undergivet ovenfor nævnte udelukkelsesgrænse. Bortset fra disse
forhold er de to pensioner af samme størrelse.
Det er således forskellen på
de 2 pensioner, der ligger som emne for formuleringen af afgørelsen af
01.11.1993 idet samtidig bemærkes, at (A) løbende i hele sagsbehandlingen fik
tilsendt akter og løbende drøftede disse med sagsbehandleren.
For så vidt angår speciallæge
i arbejdsmedicin, (B)'s medvirken i sagsbehandlingen skal henvises til
vedlagte
kopi af brev af 28.03.1995 stilet til (J), Sundhedsforvaltningen, hvortil (A)
også havde indgivet klage over (B). Man er ikke her bekendt med udfaldet af
den
klagesag.
Det skal noteres, at sagens
afgørelse ikke er truffet alene på grundlag af lægelige
oplysninger/vurderinger
fra (B), da hovedparten af baggrundsmaterialet var tilvejebragt uafhængigt af
arbejdsmedicinsk klinik herunder specialægeundersøgelser og egen læges
erklæring. Til nævnets behandling af sagen var udover det af (B) udfærdigede
sammendrag udsendt til medlemmerne de nævnte specialægeerklæringer og
erklæring
fra ansøgers egen læge. I nævnets møde var (B) udskiftet med dr. med
speciallæge i intern medicin (G)."
Af Den Sociale Ankestyrelses
udtalelse fremgår bl.a. følgende:
"...
Som det fremgår stadfæstede
Ankestyrelsen i møde den 20. april 1994 og meddelt i afgørelse den 26. april
1994 revaliderings- og pensionsnævnet for Nordjyllands amts afgørelse,
hvorved
ansøgeren fik tilkendt forhøjet almindelig førtidspension efter lov om social
pension § 14, stk. 3, nr. 1.
(A) har den 20. april 1995
overfor Ombudsmanden rejst spørgsmål om speciallæge (B)'s habilitet som
lægekonsulent i revaliderings- og pensionsnævnet.
Sagen er i Ankestyrelsen
behandlet på grundlag af de akter, som social- og sundhedsforvaltningen i
Aalborg Kommune har sendt med ansøgning om førtidspension til nævnet. I
pensionssagen er det alene oplyst, at der i 1989 er foretaget en undersøgelse
på arbejdsmedicinsk klinik til brug for en da verserende arbejdsskadesag.
Ankestyrelsen fandt ved sin
behandling af sagen ikke anledning til betænkeligheder ved speciallæge (B)'s
medvirken i nævnet som lægekonsulent ved pensionssagen.
Ankestyrelsen henviser til
afgørelsen af 20. april 1994, hvoraf det fremgår, hvilke oplysninger der er
lagt til grund ved vurderingen af (A)'s berettigelse til førtidspension.
..."
Den 12. september 1995 modtog
jeg A's supplerende bemærkninger.
Ombudsmandens udtalelse
"Den Sociale
Ankestyrelses og revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse er truffet i
medfør af §§ 14 og 15 i lov om social pension. Bestemmelserne har følgende
ordlyd:
'
§ 14.
Højeste førtidspension kan tilkendes personer i alderen fra
18 til 60 år, der i ethvert erhverv må anses for kun at have ubetydelig
erhvervsevne i behold.
Stk. 2.
Mellemste førtidspension kan tilkendes
personer
i alderen fra 18 til 60 år, hvis erhvervsevne er nedsat med omkring 2/3, og
personer
i alderen fra 60 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat i det omfang, der er
nævnt i stk. 1.
Stk. 3.
Forhøjet almindelig førtidspension eller almindelig førtidspension
kan tilkendes
personer
i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat på grund af
helbredsmæssige forhold med mindst halvdelen,
personer
i alderen fra 18 til 67 år, hvis erhvervsevne er nedsat med mindst halvdelen,
uden at nedsættelsen alene skyldes helbredsmæssige forhold, og
personer
i alderen fra 50 til 67 år, når sociale og helbredsmæssige forhold taler for
det.
Stk. 4.
Pension efter stk. 3 tilkendes som forhøjet almindelig
førtidspension til personer under 60 år og som almindelig førtidspension til
personer over denne alder.
Stk. 5.
Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om
tilkendelse af pension efter stk. 3, nr. 2 og 3.
Stk. 6.
Efter det fyldte 60. år kan pension uden pensionistens
samtykke hverken frakendes eller nedsættes til lavere form for pension, jf. §
13. Dette gælder dog ikke for invaliditetsydelse og bistands- og plejetillæg.
§ 15.
Tilkendelse af pension efter § 14, stk. 1-2 og stk. 3, nr. 1
og 2, er betinget af, at erhvervsevnen varigt er nedsat på grund af fysisk
eller psykisk invaliditet. Med henblik på pension efter § 14, stk. 3, nr. 2,
skal der dog også lægges afgørende vægt på andre omstændigheder, der klart
viser, at erhvervsevnen hos en ansøger, som ikke har andre
forsørgelsesmuligheder, er varigt nedsat. Der kan i helt ekstraordinære
tilfælde tilkendes pension efter § 14, stk. 3, nr. 2, uden at nedsættelsen af
erhvervsevnen skyldes helbredsmæssige forhold. Pension kan ikke tilkendes,
hvis der foreligger mulighed for at iværksætte foranstaltninger, der kan
antages mere varigt at forbedre erhvervsevnen.
Stk. 2.
Ved bedømmelsen af, i hvilket omfang erhvervsevnen er nedsat,
skal der foretages en sammenligning mellem den indtægt, som den pågældende
skønnes at kunne opnå ved et arbejde, der svarer til pågældendes kræfter og
færdigheder, og som under hensyn til uddannelse og tidligere virksomhed kan
forlanges af den pågældende, og den indtægt, som personer med lignende
uddannelse normalt opnår i samme egn. Der skal endvidere tages hensyn til
alder, livsstilling, bopæl og beskæftigelsesmuligheder og til sådanne andre
omstændigheder, der i det enkelte tilfælde findes at burde tillægges vægt.
Stk. 3.
Socialministeren fastsætter nærmere regler om vurderingen
af erhvervsevnenedsættelsen for personer, der ikke kan anses for hidtil at
have
været fuldtidsbeskæftigede.'
Afgørelsen af om betingelserne
for tilkendelse af mellemste førtidspension er opfyldt, bygger for en stor
del
på et skøn. Et sådant skøn kan jeg efter de regler der gælder for min
virksomhed, kun kritisere hvis der er særlige omstændigheder. Jeg bemærker
endvidere at afgørelsen i væsentlig grad er udtryk for lægefaglige
vurderinger
som jeg ikke har forudsætninger for at efterprøve nærmere.
Jeg har ved min gennemgang af
sagen især vurderet om overlæge (B) var inhabil i forbindelse med
behandlingen
af sagen i revaliderings- og pensionsnævnet.
Reglerne om inhabilitet
findes i forvaltningslovens § 3 der har følgende ordlyd:
"
§ 3.
Den der virker inden for den offentlige forvaltning, er
inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis
vedkommende selv har en særlig personlig eller
økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har
været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,
vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i
op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller
andre
nærstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald
eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,
vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har
en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk
person, der har en særlig interesse i sagens udfald,
sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol-
eller tilsynsvirksomhed over for en anden offentlig myndighed, og vedkommende
tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den afgørelse eller ved
gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen angår, eller
der i øvrigt foreligger omstændighder, som er egnede
til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.
Stk. 2.
Inhabilitet foreligger dog ikke, hvis der som følge af
interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes
funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare
for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn.
Stk. 3.
Den, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe
afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af
den
pågældende sag.'
Det led i bestemmelsen som
kunne være relevant at anvende i Deres sag, er opsamlingsbestemmelsen i § 3,
stk. 1, nr. 5.
Nævnet har til støtte for sit
synspunkt om at (B) ikke var inhabil ved sagens behandling, bl.a. skrevet at
(B) ikke deltog i det nævnsmøde hvori afgørelsen blev truffet, og at nævnets
afgørelse ikke alene er truffet på baggrund af (B)'s vurderinger. Hertil skal
jeg bemærke at disse forhold efter min opfattelse kun kan have betydning ved
vurderingen af retsvirkningen af en eventuel inhabilitet, men er uden
betydning
for vurderingen af selve spørgsmålet om habilitet.
Det afgørende spørgsmål er om
det forhold at (B) tidligere har undersøgt Dem og vurderet Deres lidelse, gør
at (B) er afskåret fra at fungere som sagkyndig i den foreliggende sag.
(B)'s undersøgelser af Dem på
Arbejdsmedicinsk Klinik fandt sted før førtidspensionssagen blev rejst, og
skete som et led i en vurdering af om Deres lidelse skyldtes Deres tidligere
arbejde som damefrisør. Undersøgelserne var således ikke en del af selve
pensionssagen. (B)'s opgave som lægekonsulent var derfor heller ikke at
kontrollere rigtigheden af resultatet af de undersøgelser han selv tidligere
havde foretaget. Selve det forhold at (B) tidligere har undersøgt Dem, kan
efter min opfattelse ikke føre til at han er inhabil. Jeg finder derfor ikke
at
der foreligger sådanne omstændighder der er egnede til at vække tvivl om
(B)'s
upartiskhed (jf. forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5), og jeg er derfor
enig
med revaliderings- og pensionsnævnet og Den Sociale Ankestyrelse i at (B)
ikke
var inhabil ved behandlingen af Deres sag.
Min gennemgang af Deres sag
har ikke vist at der er andre særlige omstændigheder. Jeg kan derfor ikke
kritisere revaliderings- og pensionsnævnets og Ankestyrelsens afgørelse om at
De ikke var berettiget til mellemste førtidspension.
Jeg foretager mig herefter
ikke mere i anledning af Deres henvendelse."
Lignende dokumenter
- Ankestyrelsens principafgørelse U-6-96 om erhvervsevnetabserstatning - erstatningsansvarsloven - Højesteret - mellemste førtidspension - arbejdsskade Retsinformation · 11. juli 2013
- Bevisbyrden ved afgørelsen af om en sygdom er erhvervssygdom. Begrundelse. Retsinformation · 6. november 2003
- Invalidepensionssags betydning for tjenestemandspension Retsinformation · 6. marts 2019
- Ankestyrelsens principmeddelelse 67-19 om arbejdsskade - erhvervssygdom - tandklinikassistenter - kviksølv Retsinformation · 15. november 2019
- Størrelsen af erhvervsevnetab - lov om social pension - arbejdsskadeforsikringslov - erstatningsansvarslov (* 1) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Kørselsfradrag, jf. ligningslovens § 9 D Landsskatteretten · 7. marts 2017