Spring til indhold

Retsinformation

Sagsbehandlingstid i familiesammenføringssag.

FOU nr 1990.147UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Sagsbehandlingstid i familiesammenføringssag.

A klagede for B og hans

ægtefælle C over den tid, der var medgået til Direktoratet for Udlændinges

behandling af B's ansøgning om opholdstilladelse på grundlag af hans ægteskab

med C, der boede her i landet.

Af sagens akter fremgik

følgende:

I en ansøgning dateret den 5.

september 1989 ansøgte B gennem den danske ambassade i Ankara, Tyrkiet,

Direktoratet

for Udlændinge om opholdstilladelse i Danmark på grund af sit ægteskab med

den

herboende C. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at direktoratet modtog

ansøgningen

den 12. september 1989.

Ved skrivelse af 9. oktober

1989 sendte Direktoratet for Udlændinge B's ansøgning om opholdstilladelse

til rigspolitichefen med anmodning om, at der måtte blive iværksat en

nærmere undersøgelse af, hvorvidt betingelserne for familiesammenføring var

opfyldt. Den samme dag underrettede direktoratet C om, at direktoratet havde

modtaget ansøgningen om opholdstilladelse, og at sagen var sendt til

rigspolitichefen med henblik på en nærmere undersøgelse af familieforholdet.

Endvidere meddelte direktoratet C følgende:

"...

De må således forvente på et

senere tidspunkt at blive indkaldt til afhøring.

De vil fra politiet modtage

meddelelse om mødetidspunktet.

På grund af det stigende

antal ansøgninger må De påregne en vis ventetid.

Læs alt

Det kan tilføjes, at

direktoratet normalt er uden indflydelse på, hvornår De vil blive indkaldt.

Når sagen er modtaget fra

politiet, vil direktoratet tage stilling til ansøgningen.

De må dog påregne, at der til

sagsbehandlingen i direktoratet vil medgå en vis tid, idet ansøgningerne

behandles i den rækkefølge, hvori de modtages.

..."

I skrivelse af 10. maj 1990

til Direktoratet for Udlændinge anmodede A om kopi af sagens akter og

oplysning om, hvad sagens behandling beroede på. Da C intet havde hørt fra

direktoratet siden skrivelsen af 9. oktober 1989, anmodede A tillige om en

redegørelse for, hvorfor C endnu ikke var blevet indkaldt til afhøring.

Direktoratet for Udlændinge

sendte herefter med skrivelse af 30. maj

1990 A

kopi af direktoratets akter.

Endvidere meddelte direktoratet A, at direktoratet endnu ikke havde modtaget

svar fra rigspolitichefen på direktoratets henvendelse af 9. oktober 1989.

Hovedparten af sagens akter beroede således hos rigspolitichefen, hvorfor

direktoratet

meddelte A, at han - såfremt han tillige måtte ønske aktindsigt i disse akter

- skulle meddele direktoratet dette.

I skrivelse af 1. juni 1990

meddelte A Direktoratet for Udlændinge, at han på baggrund af direktoratets

skrivelse af 30. maj 1990 ville lægge til grund, at direktoratet havde rykket

rigspolitichefen for den nærmere undersøgelse af B's familieforhold, idet

denne undersøgelse allerede på daværende tidspunkt havde taget knapt 8

måneder. A anmodede endvidere direktoratet om at sende ham kopi af

direktoratets rykkerskrivelse til rigspolitichefen og kopi af samtlige sagens

akter.

I fortsættelse af A's

skrivelse af 1. juni 1990 anmodede han i skrivelse af 13. juni 1990

Direktoratet

for Udlændinge om at bekræfte, at fremsendelse af sagens akter til A ikke

ville forsinke sagen yderligere, idet C over for A havde oplyst, at

direktoratet havde meddelt hende, at en begæring om aktindsigt automatisk

ville medvirke, at ansøgning om opholdstilladelse ville "ryge nederst i

bunken".

I skrivelse af 20. juni 1990

klagede A til mig over sagsbehandlingstiden i Direktoratet for Udlændinge.

I klagen henviste A til, at B efter udlændingelovens § 9 havde et retskrav på

at opnå opholdstilladelse her i landet, hvorfor A anså det for ulovligt at

nægte gennemførelse af den ansøgte opholdstilladelse under henvisning til en

tilsyneladende overflødig undersøgelse, som alligevel ikke ville blive

gennemført, formentlig på grund af mandskabsmangel.

Ved skrivelse af 21. juni

1990 fremsendte A en kopi af sin klage til mig til Direktoratet for

Udlændinge

til orientering.

I skrivelse af 26. juni 1990

til mig anmodede A om, at sagen blev hastebehandlet, idet B af de tyrkiske

myndigheder havde fået besked på, at han ikke ville kunne udrejse af Tyrkiet

efter den 23. juli 1990 på grund af indkaldelse til militærtjeneste. Den

samme

dag sendte A en kopi af sin skrivelse til mig til Direktoratet for Udlændinge

til orientering. Samtidig anmodede A direktoratet om at hastebehandle sagen.

Ved skrivelse af 28. juni

1990 sendte jeg sagen til udtalelse hos Direktoratet for Udlændinge,

rigspolitichefen og Justitsministeriet. Jeg henledte samtidig de nævnte

myndigheders opmærksomhed på, at A med den nævnte skrivelse af 26. juni 1990

havde anmodet om, at sagen hastebehandledes.

Direktoratet for Udlændinge

modtog min høringsskrivelse den 29. juni 1990 og fremsendte sagen til

rigspolitichefen

den 3. juli 1990 med anmodning om en udtalelse efter omstændighederne snarest

belejligt.

Rigspolitichefen besvarede

direktoratets anmodning med skrivelse af 10. juli 1990, hvori der henvistes

til

en vedlagt politirapport vedrørende afhøring af C om familieforholdet.

Afhøringen var foretaget den samme dag.

Direktoratet for Udlændinge

meddelte herefter ved telex af 12. juli 1990 til den danske ambassade i

Ankara

B opholds- og arbejdstilladelse i 12 måneder inden den 11. august 1991.

Tilladelsen

blev meddelt med henblik på meddelelse af tilladelse til varigt ophold.

Ved skrivelser af 18. juli

1990 underrettede Direktoratet for Udlændinge A og C om direktoratets

afgørelse

af 12. juli 1990. Direktoratet meddelte samtidig A, at direktoratet ikke

foretog sig videre i anledning af hans skrivelser af 1. og 13. juni 1990.

Den samme dag fremsendte

Direktoratet for Udlændinge den udbedte udtalelse i anledning af A's klage

til

mig til Justitsministeriet. Udtalelsen indeholdt en oversigt over de

ovennævnte

foretagne ekspeditioner i sagen. Endvidere bemærkede direktoratet, at A's

skrivelse af 20. juni 1990 til mig ikke gav direktoratet anledning til

yderligere bemærkninger.

Den 19. juli 1990 modtog

Justitsministeriet udtalelsen fra Direktoratet for Udlændinge. Med skrivelse

af 6. september 1990 anmodede Justitsministeriet direktoratet om en fornyet

udtalelse om, hvad der var passeret i sagen mellem den 18. oktober 1989, da

rigspolitichefen ifølge den ovennævnte politirapport havde oprettet sagen og

den 6. juli 1990, da politiets første henvendelse til C havde fundet sted.

Direktoratet for Udlændinge

videresendte den 24. september 1990 Justitsministeriets skrivelse til

rigspolitichefen med anmodning om en udtalelse efter omstændighederne

snarest belejligt.

Ved skrivelse af 16. oktober

1990 besvarede rigspolitichefen direktoratets høringsskrivelse.

Rigspolitichefen anførte:

"...at sager af den her

omhandlede kategori behandles i den rækkefølge de indkommer, medmindre der

foreligger

særlige omstændigheder. Det tilføjes i den forbindelse, at et stigende

sagsantal

har bevirket en forøget sagsbehandlingstid.

I skrivelse af 3. juli 1990

fra Direktoratet for Udlændinge med bilag blev Rigspolitiet for første gang

gjort opmærksom på, at ansøgeren ikke kunne udrejse af Tyrkiet efter 23. juli

1990 på grund af indkaldelse til militærtjeneste. Den herboende ægtefælle

blev herefter truffet på bopælen den 6. juli 1990 og tilsagt til afhøring,

som

fandt sted den 10. juli 1990. Sagen blev samme dag returneret til

Direktoratet

for Udlændinge."

Da jeg endnu ikke havde

modtaget svar på min skrivelse af 28. juni 1990, rykkede jeg i skrivelse af

2.

november 1990 Direktoratet for Udlændinge for svar og anmodede samtidig om,

at sagens behandling blev fremskyndet mest muligt.

Skrivelsen blev ikke besvaret

af direktoratet.

I skrivelse af 5. december

1990 rykkede jeg på ny Direktoratet for Udlændinge for svar i sagen, da jeg

fortsat ikke havde modtaget svar på min skrivelse af 28. juni 1990, og da jeg

heller ikke havde modtaget svar på min rykkerskrivelse af 2. november 1990.

Jeg anmodede om straks at modtage underretning om, hvorpå sagen beroede samt

at få oplyst, hvad der var baggrunden for, at min rykkerskrivelse af 2.

november 1990 ikke var besvaret. Endvidere anmodede jeg på ny om, at sagen

blev fremskyndet således, at jeg hurtigst muligt modtog svar på min skrivelse

af 28. juni 1990.

Direktoratet for Udlændinge

besvarede telefonisk mine rykkerskrivelser den 6. december 1990. Direktoratet

oplyste, at der ville blive fremsendt en udtalelse om sagen til

Justitsministeriet en af de nærmeste dage.

Med skrivelse af 13. december

1990 besvarede Direktoratet for Udlændinge Justitsministeriets

høringsskrivelse af 6. september 1990. Direktoratet anførte bl.a. følgende:

"...

Direktoratet har ikke

bemærkninger til udtalelsen af 16.10.1990 fra Rigspolitichefen, afd. E.

Baggrunden for at

direktoratet ikke har rykket Rigspolitichefen, afd. E, er at direktoratet var

bekendt med, at der var et betydeligt sagspres hos politiet.

For så vidt angår spørgsmålet

om, hvorpå sagens behandling har beroet siden den 17.10.1990, hvor udtalelsen

fra Rigspolitichefen, afd. E. er modtaget i direktoratet, bemærkes, at det

beror på en meget beklagelig fejlekspedition, at sagen ikke er

videreekspederet straks efter den 17.10.1990.

I forbindelse med det

stigende antal sager på udlændingeområdet er der et betydeligt sagspres i

direktoratet, hvilket har ført til at denne sag ikke er blevet behandlet

straks.

Det bemærkes at direktoratets

medarbejdere er instrueret om, at sager af denne karakter skal behandles

omgående, og at dette er blevet indskærpet på baggrund af den lange

ekspeditionstid i denne sag.

..."

Ved skrivelse af 7. januar

1991 besvarede Justitsministeriet min høringsskrivelse af 28. juni 1990. I

skrivelsen

anførte Justitsministeriet bl.a. følgende:

"...

Det fremgår af sagen, at (C)

ved skrivelse af 9. oktober 1989 fra Direktoratet for Udlændinge modtog

underretning om, at direktoratet samme dag havde sendt (B's) ansøgning om

opholdstilladelse

her i landet til Rigspolitichefen, Afdeling E, Den centrale Politiafdeling,

med henblik på foretagelse af en nærmere undersøgelse af familieforholdet

mellem (B) og (C). Direktoratet for Udlændinge oplyste samtidig (C) om, at

hun på grund af det stigende antal ansøgninger måtte påregne en vis

ventetid, inden hun blev indkaldt til afhøring hos politiet, ligesom hun

måtte

påregne, at der til sagsbehandlingen i direktoratet ville medgå en vis tid.

I den anledning skal

Justitsministeriet udtale, at man finder det beklageligt,

at

sagen har ligget hos Rigspolitichefen, Afdeling E, i tiden fra

den 18. oktober 1989 til den 6. juli 1990 uden ekspeditioner,

at

Direktoratet for Udlændinge - selv om

(C) var orienteret om, at sagsbehandlingen kunne trække ud - først den 30.

maj 1990 ved en skrivelse til hendes advokat på ny underrettede (C) om,

hvorpå sagens behandling beroede,

at

Direktoratet for Udlændinge først den 18. juli 1990 besvarede advokat (A's)

henvendelser af 1. juni 1990 og 13. juni 1990 i sagen, og

at

Direktoratet for Udlændinge først

den 6. december 1990 telefonisk besvarede erindringsskrivelsen af 2.

november 1990 fra Folketingets Ombudsmand.

Endvidere skal

Justitsministeriet beklage, at ministeriet efter at have modtaget

Direktoratet

for Udlændinges udtalelse af 18. juli 1990 tillige med Rigspolitichefens

udtalelse af 10. juli 1990 først den 6. september 1990 traf foranstaltning

med

henblik på at indhente supplerende udtalelser fra Direktoratet for

Udlændinge og Rigspolitichefen, Afdeling E, og at man ikke i den forbindelse

underrettede Folketingets Ombudsmand om dette sagsbehandlingsskridt.

Endelig kan

Justitsministeriet tilslutte sig Direktoratet for Udlændinges beklagelse af,

at Rigspolitichefens supplerende udtalelse af 16. oktober 1990 først den 13.

december 1990 blev videreekspederet.

Det tilføjes, at

Justitsministeriet på baggrund af forløbet af den foreliggende sag snarest

vil

drøfte med Rigspolitichefen, Afdeling E, og Direktoratet for Udlændinge,

hvorledes man kan undgå at der opstår tilsvarende situationer i

fremtiden."

I et brev til A udtalte jeg

følgende:

"

1.

Til behandlingen af (B's) ansøgning om opholdstilladelse

medgik der ca. 10 måneder, fra det tidspunkt da (B) indgav sin ansøgning af

5.

september 1989, og til Direktoratet for Udlændinge meddelte opholdstilladelse

ved telex af 12. juli 1990. En så langvarig sagsbehandlingstid er i forhold

til (B) og hans hustru klart urimelig.

Som det fremgår af

Justitsministeriets udtalelse i anledning af Deres klage til mig, finder

ministeriet

det beklageligt, at der ikke er foretaget ekspeditioner i sagen i perioden

fra

den 18. oktober 1989 til den 6. juli 1990, i hvilken periode sagen var sendt

til rigspolitichefen med henblik på en nærmere undersøgelse af

familieforholdet.

Denne beklagelse kan jeg

fuldt ud tilslutte mig.

Ved bedømmelsen af

sagsbehandlingen i denne periode har jeg endvidere taget i betragtning - på

linie med det, Justitsministeriets departement har anført - at Direktoratet

for Udlændinge ikke på noget tidspunkt erindrede rigspolitichefen om sagen,

herunder

fremskyndede sagens behandling som følge af Deres adskillige skrivelser til

direktoratet om sagen, der bl.a. indeholdt oplysning om, at (B) ikke ville

blive tilladt udrejse af Tyrkiet efter den 23. juli 1990.

Om de enkelte perioder under

behandlingen af sagen bemærker jeg i øvrigt:

Jeg har hæftet mig ved, at

der gik 6 dage, inden Direktoratet for Udlændinge underrettede Dem og (C) om,

at direktoratet havde meddelt opholdstilladelse med det omtalte telex af 12.

juli 1990; under henvisning til sagens hidtidige forløb og især under

henvisning til oplysningen om (B's) manglende mulighed for udrejse efter den

23. juli 1990 finder jeg, at direktoratet burde have foretaget denne

underretning samtidig med, at afgørelsen blev truffet.

Jeg skal endvidere pege på,

at der medgik ca. et halvt år, fra Direktoratet for Udlændinge modtog min

høringsskrivelse af 28. juni 1990, og til Justitsministeriet besvarede

skrivelsen

den 7. januar 1991. Dette til trods for, dels at jeg i mine rykkerskrivelser

af 2. november og 5. december 1990 anmodede om, at sagens behandling blev

fremskyndet mest muligt, dels at min høringsskrivelse samt de ovennævnte

høringsskrivelser, som de involverede myndigheder sendte til hinanden i

anledning af min høringsskrivelse, alle er mærket "HASTER".

Justitsministeriet har i

udtalelsen af 7. januar 1991 beklaget, at ministeriet først den 6. september

1990 sendte sagen til supplerende udtalelse i Direktoratet for Udlændinge, og

at ministeriet ikke i forbindelse hermed underrettede mig om dette

sagsbehandlingsskridt.

Denne beklagelse har jeg

noteret mig.

Både Justitsministeriet og

Direktoratet for Udlændinge har endvidere beklaget, at direktoratet efter at

have modtaget rigspolitichefens supplerende udtalelse af 16. oktober 1990

først den 13. december 1990 videreekspederede sagen til Justitsministeriet.

Jeg kan tilslutte mig disse

beklagelser.

Jeg har endvidere noteret

mig, at der medgik 2 uger, fra direktoratet modtog Justitsministeriets

anmodning om en supplerende udtalelse, og til direktoratet videresendte

sagen til rigspolitichefen. Dette til trods for, at der på dette tidspunkt

var

medgået ca. 2½ måned, fra direktoratet havde modtaget min høringsskrivelse af

28. juni 1990.

I udtalelsen af 7. januar

1991 har Justitsministeriet beklaget, at Direktoratet for Udlændinge først

den 6. december 1990 telefonisk besvarede min rykkerskrivelse af 2. november

1990.

Jeg kan tilslutte mig denne

beklagelse; jeg henviser i den forbindelse også til, at en af mine

medarbejdere allerede den 11. og 18. september 1990 telefonisk havde

forespurgt til sagen.

Jeg har samtidig hermed gjort

Justitsministeriet, Direktoratet for Udlændinge og rigspolitichefen bekendt

med min opfattelse.

Jeg har endvidere anmodet

Justitsministeriet om at underrette mig om udfaldet af drøftelserne med

Direktoratet for Udlændinge og rigspolitichefen, som ministeriet ifølge

udtalelsen af 7. januar 1991 ville tage initiativ til med henblik på at undgå

tilsvarende situationer i fremtiden.

2.

Justitsministeriets vejledning om forvaltningslovens pkt. 206

og 208 om orientering af ansøgere og klagere, når sagsbehandlingen trækker

ud, har følgende ordlyd:

Pkt. 206:

"Hvis en

forvaltningsmyndighed som følge af sagens karakter eller den almindelige

sagsbehandlingstid for den pågældende myndighed ikke kan træffe afgørelse

inden kortere tid efter sagens modtagelse, bør myndigheden give den, der er

part i sagen, underretning om, hvorpå sagen beror, og så vidt muligt

oplysning

om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan foreligge."

Pkt. 208:

"Rykkerskrivelser fra

den, der er part i sagen, og som er rimeligt begrundet i

sagsbehandlingstiden,

bør i almindelighed besvares med det samme. Besvarelsen bør indeholde

oplysning om, hvorpå sagen beror, og så vidt muligt oplysning om, hvornår

myndigheden regner med, at afgørelsen kan foreligge."

Justitsministeriet har som

anført i den gengivne skrivelse til mig beklaget, at Direktoratet for

Udlændinge

først ved en skrivelse til Dem den 30. maj 1990 på ny underrettede (C) om,

hvorpå sagens behandling beroede.

Jeg kan tilslutte mig denne

beklagelse af, at (C) ikke under sagens langvarige forløb blev orienteret om,

hvorpå sagen beroede.

Justitsministeriet har

endvidere beklaget, at Direktoratet for Udlændinge først den 18. juli 1990

besvarede Deres skrivelser af 1. og 13. juni 1990 til direktoratet.

Jeg kan tilslutte mig denne beklagelse.

Jeg finder det endvidere

kritisabelt, at Deres rykkerskrivelse til direktoratet af 26. juni 1990 ikke

blev besvaret med det samme. Jeg har i den forbindelse noteret mig, at Deres

skrivelser af 13. og 26. juni 1990 er mærket "HASTER" i

direktoratet.

Jeg har gjort

Justitsministeriet og Direktoratet for Udlændinge bekendt med min opfattelse.

3.

Forvaltningslovens § 16, stk. 2, vedrørende afgørelse af sager

om begæring om aktindsigt har følgende ordlyd:

"Myndigheden afgør

snarest, om en begæring kan imødekommes. Er begæringen ikke imødekommet eller

afslået inden 10 dage efter, at begæringen er modtaget af myndigheden, skal

denne underrette parten om grunden hertil samt om, hvornår afgørelsen kan

forventes at foreligge."

Jeg finder det kritisabelt,

dels at Deres begæring om aktindsigt, som De fremsatte i skrivelsen af 10.

maj 1990 til Direktoratet for Udlændinge, først blev besvaret ved

direktoratets

skrivelse af 30. maj 1990, dels at Deres begæring om aktindsigt i skrivelsen

af 1. juni 1990 til direktoratet, først blev besvaret ved direktoratets

skrivelse

af 18. juli 1990. I den sidstnævnte skrivelse meddelte direktoratet kun i

øvrigt, at direktoratet ikke foretog sig videre i anledning af Deres

skrivelse.

Jeg har samtidig hermed gjort

Direktoratet for Udlændinge og Justitsministeriets departement bekendt med

min

opfattelse."

Lignende dokumenter