1991 BSF 11 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FOLKETINGETS OMBUDSMANDS BERETNING FOR ÅRET 1990
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget tager Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990
til efterretning.
Oprindelig fremsat forslag
I overensstemmelse med bestemmelserne i § 7, stk. 1, nr. 18, i
Folketingets forretningsorden har Retsudvalget behandlet Folketingets
Ombudsmands beretning for året 1990.
Et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem)
har intet at bemærke til beretningen.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller
beretningen til forkastelse og udtaler i denne forbindelse:
Ombudsmandens beretning er forøget med 237 sider og er nu oppe på 649
sider. Rent personalemæssigt er der også for Fremskridtspartiet at se sket en
forøgelse i forhold til de tidligere år. Fordeler man sagerne på ansat
personale, så har der været ca. 30 sager pr. ansat pr. år.
Udvidelsen af personale og ressourcer hænger nok sammen med, at
Ombudsmanden har fundet ud af, at der er en række hvide pletter på
Danmarkskortet, hvor folk ikke klager, og det skal undersøges, for der må jo
være noget at klage over. Denne udvikling kan Fremskridtspartiet ikke støtte.
Fremskridtspartiet mener ikke, at Ombudsmanden skal lave opsøgende arbejde,
men udelukkende koncentrere sig om de sager, befolkningen sender til
ombudsmanden.
I beretningen kan man på side 147 under pkt. 9-11 læse om en
sagsbehandling, der vedrørte sagsbehandlingstiden i en
familiesammenføringssag, hvor A indgiver klage over for B og hans ægtefælle C
over den tid, der er medgået til Direktoratet for Udlændinges behandling af
B's ansøgning om opholdstilladelse på grundlag af hans ægteskab med C, der
boede her i landet.
Til behandling af B's ansøgning medgik der ca. 10 måneder, hvoraf
ansøgningen i ca. 9 måneder henlå hos Rigspolitichefen med henblik på en
nærmere undersøgelse af B's og C's familieforhold, uden at der blev foretaget
Læs alt
ekspeditioner i sagen. Direktoratet for Udlændinge underrettede først efter
knap 8 måneder på ny A om, hvorpå sagens behandling beroede. Direktoratet for
Udlændinge undlod endvidere at besvare A's rykkerskrivelser.
Ombudsmanden udtalte her, at en så langvarig sagsbehandlingstid i forhold
til B og C var klart urimelig. Ombudsmanden fandt det bl.a. beklageligt, at
der i ca. 9 måneder, mens sagen henlå hos Rigspolitichefen, ikke var
foretaget ekspeditioner i sagen.
Under henvisning til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven
pkt. 206 og 208 fandt Ombudsmanden det beklageligt, at Direktoratet for
Udlændinge ikke under sagens langvarige forløb orienterede sagens parter om,
hvorpå sagen beroede.
Ombudsmanden fandt det endvidere kritisabelt, at A's rykkerskrivelser ikke
var blevet besvaret med det samme af Direktoratet for Udlændinge. Endelig
fandt Ombudsmanden det kritisabelt, at Direktoratet for Udlændinge ikke
besvarede A's begæringer om aktindsigt inden 10 dage efter modtagelsen af
begæringerne, jf. bestemmelsen i forvaltningsloven § 16, stk. 2.
På side 150, første spalte, sidste afsnit, skriver Ombudsmanden: »I
et brev til A udtalte jeg følgende: »Til behandling af B's ansøgning om
opholdstilladelse medgik der ca. 10 måneder fra det tidspunkt, da B indgav
sin ansøgning af 5. september 1989, og til Direktoratet for Udlændinge
meddelte opholdstilladelse med telex af 12. juli 1990. En så langvarig
sagsbehandlingstid er i forhold til B og hans hustru klart urimelig. Som det
fremgår af Justitsministeriets udtalelse i anledning af Deres klage til mig,
finder ministeriet det beklageligt, at der ikke er foretaget ekspeditioner i
sagen i perioden fra den 18. oktober 1989 til 6. juli 1990, i hvilken periode
sagen var sendt til Rigspolitichefen med henblik på nærmere undersøgelse af
familieforholdet. Denne beklagelse kan jeg fuldt ud tilslutte
mig.«»
Mindretallet kan altså konstatere, at Ombudsmanden mener, at ca. 10
måneder er for lang en sagsbehandlingstid, uden at der reelt sker noget.
På side 12, under pkt. D, i beretningen kan man læse en meget kort
sætning; den lyder, som følger: »I et antal sager har jeg erklæret mig
inhabil. Dette var tilfældet i 7 sager i 1990. Folketingets Retsudvalg
overdrog det til landsdommer Torben Plessing at behandle disse sager.«
Bag disse tre ultrakorte sætninger, nærmest skrevet i telegramstil, gemmer
der sig en højst uheldig dobbeltmoral set i forhold til Ombudsmandens skarpe
kritik af Rigspolitichefen og Direktoratet for Udlændinge vedrørende
sagsbehandlngstiden.
De 7 sager, hvor Ombudsmanden erklærede sig inhabil, stammer fra 2
advokater, der på deres klienters vegne klagede til Ombudsmanden over
Flygtningenævnets afslag om opholdstilladelse efter udlændingelovens
bestemmelser.
Den første af de 7 skriftlige klager til Ombudsmanden blev indgivet af
advokat Niels Forsby den 17. november 1988.
De 6 øvrige skriftlige klager til Ombudsmanden var indgivet af advokat
Niels Henrik Christensen og var indgivet henholdsvis den 6. december 1988,
den 14. juni 1989, den 10. juli 1989 og den 11. juli 1989. De 3 sidste var
alle indgivet den 3. oktober 1989.
Som dokumentation kan der henvises til Retsudvalgets bilag, alm. del,
bilag nr. 89-96, folketingsåret 1990-91 (1. samling).
Den ældste af disse sager havde således en behandlingstid på ca. 2 år, og
den yngste af sagerne, den hurtigst behandlede af sagerne, havde en
sagsbehandlingstid hos selveste Ombudsmanden på 13 måneder.
Det er i den forbindelse værd at lægge mærke til, at når man læser
Ombudsmandens skrivelse til Retsudvalget under ombudsmandssager, bilag 25, af
1. marts 1989 (folketingsåret 1988-89) vedrørende tamilske flygtninge, så
tilkendegiver Ombudsmanden i sit resume, at Direktoratet for Udlændinge kunne
være mere end 9 måneder om at behandle en ansøgning.
På side 15 i Ombudsmandens skrivelse under pkt. 5 vedrørende tamilsagen og
familiesammenføringerne og sagsbehandlingen skrev Ombudsmanden dengang:
»Min gennemgang af de konkrete sager har vist, at der i langt de fleste
af disse er tale om en meget væsentlig overskridelse af den normale
gennemsnitlige behandlingstid for familiesammenføringssager. I 32 af sagerne
blev de ansøgte tilladelser således meddelt mellem 7 og 16 måneder efter, at
direktoratet havde modtaget den fornødne dokumentation af familieforhold samt
ansøgning via dansk repræsentation i udlandet. I et flertal af disse sager
var behandlingstiden nærmere de 16 end de 7 måneder.«
På side 17 under pkt. 7 i samme skrivelse vedrørende tamilsagen skrev
Ombudsmanden følgende: »Jeg må - under henvisning til ovenstående -
finde det overordentlig kritisabelt, at Justitsministeriet og Direktoratet
for Udlændinge har undladt at færdigbehandle ansøgninger om
familiesammenføring vedrørende tamilske flygtninge inden for en rimelig tid.
Jeg skal i den forbindelse erindre om, at det drejer sig om sager, hvor de
pågældende har et retskrav på meddelelse af opholdstilladelse. Samtidig skal
jeg påpege, at det er sager af meget væsentlig betydning for de pågældendes
familiemæssige situation, herunder forholdet til deres mindreårige
børn.«
Mindretallet kan herefter konstatere, at der i tamilsagen var en kritik af
Direktoratet for Udlændinge og Justitsministeriet af en behandlingstid af
sagerne på imellem 7 og 16 måneder, og samtidig kan mindretallet konstatere,
at i ombudsmandsinstitutionen er man altså oppe på 2 år for behandling af en
enkelt sag.
På side 16 i det anførte bilag 25 af 1. marts 1989 vedrørende tamilsagen
oplyser Ombudsmanden under pkt. 6, 3. afsnit: »Jeg har fundet at burde
overveje, om der i de foreliggende sager er tale om »kvalificeret
forsinkelse« i den forstand, at Direktoratet for Udlændinge - efter
samråd med Justitsministeriet - ved at undlade eller udsætte sagernes
afsluttende behandling har tilsigtet at øge muligheden for at få herboende
tamilske flygtninge til at vende tilbage til Sri Lanka.'
I forbindelse med Ombudsmandens beretning for 1990 og de sager, som det
har taget imellem 13 måneder og 2 år at behandle i ombudsmandsinstitutionen,
har Fremskridtspartiet også fundet, at det burde overvejes, om der i de
foreliggende 7 sager er tale om en kvalificeret forsinkelse i
ombudsmandsinstitutionen eller almindeligt sløseri.
Ombudsmandens undskyldning til retsudvalget for den lange sagsbehandling
af de 7 klagesager vedrørende udlændinges ophold i Danmark er faktisk mere
ukvalificeret end de undskyldninger, der kom fra Direktoratet for Udlændinge
og Justitsministeriet for så vidt angår tamilsagen.
Ombudsmand Gammeltoft-Hansen har nemlig i et brev til Retsudvalget
undskyldt og ved møde i ombudsmandsinstitutionen tilkendegivet, at han
desværre var kommet dybt ned i materien i de enkelte sager, inden han
opdagede, at han faktisk var inhabil i sagerne på grund af sin fortid i Dansk
Flygtningehjælp m.v. Først derefter blev de 7 klagesager overgivet til
sætteombudsmanden, landsdommer Torben Plessing.
På dette sted er det nok værd at erindre to gamle ordsprog: »Man skal
ikke kaste med sten, når man selv bor i glashus« og »Man skal feje
for egen dør, før man fejer for andres«.
Det forekommer besynderligt, at Ombudsmanden rejser land og rige rundt for
at undervise i inhabilitetsregler i forbindelse med forvaltningsloven, når
han selv tager adskillige måneder om at finde ud af det i sit eget kontor.
Desuden er reglerne for, hvornår Ombudsmanden er inhabil, utroligt magre i
forhold til de regler, der gælder i forvaltningsloven.
Mindretallet skal da heller ikke undlade at nævne den prioritering
Ombudsmanden foretager, når han vælger de ca. 5 pct. af sagerne, som
fortjener en yderligere beskrivelse. Eksempelvis har der været klaget over
Boligministeriets totale despekt for offentlighedsloven i overbelåningssager
ved at bruge Finanstilsynet for at undgå, at offentligheden får indblik i
sager om overbelåning, som nok må siges at være i befolkningens interesse,
ikke midst på baggrund af, at det har været et af de mest debatterede emner i
1990. Selv om klageren fik ret og det gav anledning til kritik fra
Ombudsmandens side, så har sagen kun fået et par linjer og en plads i
statistikken.
Da man den 25. februar 1953 førstebehandlede forslag til lov om Rigsdagens
Ombudsmand, udtalte hr. Bomholt følgende, jf. Folketingstidende,
forhandlingerne sp. 2566: »For en ordning som den her foreslåede vil
meget afhænge af, hvem der vælges til Ombudsmand, ja, man kan sige, at
ordningen står og falder med personen. Han skal findes inden for kredsen af
de højest ansete jurister, han skal i henhold til § 2 have den juridiske
uddannelse. Men det er naturligvis den mindste side af sagen. Spørgsmålet er,
hvor meget den pågældende som personlighed rager op over juraen. Her kræves
ikke blot en omfattende og alsidig viden, men ro og klarhed i overblikket,
kendskab til mennesker, evne til kontakt med mennesker, en fin og fast
karakter, som ikke på noget punkt kan udsættes for berettiget angreb; der
kræves et menneske, som rummer i sig en myndighed, der gør sig gældende uden
ydre virkemidler, et menneske, der tåler den høje placering uden at rokkes en
tomme i sit væsen. Der kræves først og fremmest en stor og ægte demokrat,
hvor findes han?»
Under den samme førstebehandling udtalte Bertel Dahlgaard bl.a., at det
drejede sig om »en mand, til hvis retsindighed og upartiskhed tilliden
er så grundmuret, at han har autoritet både over for administrationen,
lovgivningsmagten og befolkningen.«
Fremskridtspartiet mener ikke, at denne upartiskhed er til stede hos den
nuværende Ombudsmand, og derfor er tilliden til den nuværende Ombudsmand
heller ikke til stede, og det samme gælder den beretning, der er afgivet for
1990.
Et flertal (udvalget med den undtagelse af Fremskridtspartiets
medlem) fremsætter herefter følgende:
Forslag til folketingsbeslutning om Folketingets Ombudsmands beretning
for året 1990.
Folketinget tager Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990 til
efterretning.
Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Lise Hækkerup (S) Frank
Jensen (S) Holger Graversen (S) Karen Jespersen (S) Ebba Strange (SF)
nfmd. Gert Petersen (SF) Finn Eriksen (CD) Grove (KF) fmd. Jens
Heimburger (KF) Inge Dahl-Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) Svend Aage
Jensby (V) Tom Behnke (FP) Niels Helveg Petersen (RV) Jørgen Kvist Jensen
(KRF)
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1992 BSF 11 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING FOLKETINGSBESLUTNING OM FOLKETINGETS OMBUDSMANDS BERETNING FOR ÅRET 1991 Retsinformation · 9. november 1992
- 1990 BTB 25 BETÆNKNING OG INDSTILLING VEDRØRENDE FOLKETINGETS OMBUDSMANDS BERETNING FOR ÅRET 1989 NR B 25 1990-91, 1. SAMLING Retsinformation · 22. november 1990
- 1996 BTB 41 BETÆNKNING OG INDSTILLING VEDRØRENDE FOLKETINGETS OMBUDSMANDS BERETNING FOR ÅRET 1995 NR B 41 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 31. oktober 1996
- 1997 BTB 56 BETÆNKNING OG INDSTILLING VEDRØRENDE FOLKETINGETS OMBUDSMANDS BERETNING FOR ÅRET 1996 NR B 56 1997-98. 1. SAMLING Retsinformation · 25. november 1997
- 1995 BTB 22 BETÆNKNING OG INDSTILLING VEDRØRENDE FOLKETINGETS OMBUDSMANDS BERETNING FOR ÅRET 1994 NR B 22 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 24. oktober 1995
- 1994 BTB 6 BETÆNKNING OG INDSTILLING VEDRØRENDE FOLKETINGETS OMBUDSMANDS BERETNING FOR ÅRET 1993 NR B 6 1994-95, 1. SAMLING Retsinformation · 18. oktober 1994